Den nye Skole

Efter sommerferien starter jeg i 1 real på Sankt Josefs Skole. Jeg er ikke den eneste, der er ny i klassen, der også en anden pige, som hedder Nina, og ikke nok med det, vores klasselærer er også lige startet, han hedder hr. Nedelnick og kommer fra Tjekkoslovakiet. Jeg er bare ikke så glad for skolen og har næsten fortrudt at jeg skiftede skole. Jeg synes altså, at lærerne er så strenge, og skolen er meget gammeldags, og i frikvartererne går jeg lidt for mig selv.

Nedelnick er gårdvagt lige for tiden, og han opdager hurtigt, at jeg ikke blander mig med de andre. Det skal der laves om på, mener han, så allerede i næste time, stiller han sig op foran hele klassen og siger: ”jeg har et problem". Der bliver helt stille i lokalet og alle lytter. "Vi har en pige i klassen, der går så alene rundt”, siger han og kikker på mig. Han foreslår så, at jeg skal gå en uge sammen med en af de andre piger, og næste uge kan jeg så gå med en anden, og ugen efter - en tredje ...., osv - og så kan jeg lære det !

Hvis jeg kunne finde et musehul at krybe i, så havde jeg gjort det, - gid han dog bare ville blande sig udenom. Der er vist heller ingen andre i klassen, der synes om hans idé.

Der går dog ikke lang tid, før en af pigerne fra klassen spørger, om vi ikke skal følges hjem til hende, - ”jo, det vil jeg da gerne”. Hun hedder Tina og bor ikke langt fra skolen i en stor hvid villa, hvor hendes værelse ligger på første sal. Inden vi går derop for at læse lektier, så sætter Tina lige en fløjtekedel med vand over blusset. Efter noget tid kan vi høre kedlen fløjte, og så er det bare om at løbe hurtigt ned ad trapperne og tage den af blusset, før fløjten flyver gennem rummet som skudt ud af en kanon. Tina laver teen, som vi kan nyde, mens vi læser lektier, og først når vi er færdige, er det tid til at slappe af, og så går vi ned i køkkenet, hvor Tina tager sin guitar frem. Hun går nemlig til guitarspil og har lært en masse gode sange, som vi synger, det er rigtig hyggeligt. Vi ses hver dag efter skole, og det begynder  også at gå bedre i skolen.

Tinas far er direktør for Daloon, fortæller hun. ”Daloon, hvad er det for noget?”, spørger jeg. ”Kender du ikke Daloon?”, spørger Tina forbavset. ”- de er meget berømt for deres forårsruller, medarbejderne er kinesere, og de er meget renlige” siger Tina. Hendes mor er indretningsarkitekt og meget veluddannet, og så er hun nordmand. Derfor er de altid i Norge i juleferien, hvor de bruger meget tid på at stå på ski, ”Det er bare så skønt”, siger Tina, ”- at glide gennem det hvide landskab, der er så stille, og vi kan glide af sted i timevis uden at møde et eneste menneske”. ”Jeg har aldrig prøvet at stå på ski, for man kan jo ikke stå på ski i Danmark, vi har jo aldrig sne nok, men det er garanteret skønt”, tænker jeg. Tina har 2 brødre, Folke og Martin, og hun er selv den ældste - ”og så er man altså en prøvekanin”,siger hun.

I stuerne er der kokosmåtte på gulvene, og vi må ikke træde ind på de dyre tæpper uden at tage skoene af først. Mine fødder bliver altså ømme af at gå på det der kokos, det er jo ligesom at få zoneterapi, det har jeg jo prøvet hos mor.

Nye fag og lærere

På Himmelev skole havde vi jo faget orientering, og det var jeg ikke så glad for, for jeg klarede mig ikke så godt i dette fag, men her på skolen har vi altså geografi, biologi og historie i stedet for. Til historie har vi Arthur Denman, der er englænder og snakker med tydelig engelsk accent. Han er en sjov og hyggelig lille fyr, der går op i sit fag med liv og sjæl. Pegepinden, den bliver flittigt brugt som spyd, når han viser os, hvordan de  romerske soldater gik til angreb på deres fjender, dengang i oldtiden. Han har også levende fortalt historien om Paris og den skønne Helene. Og efter den dag, så har jeg altså fået tilnavnet ”den skønne Helene”, og det er jeg altså meget smigret over. I hans timer er jeg aldrig nervøs, for Denman er meget venlig, og jeg har aldrig hørt ham skælde ud eller være ubehagelig overfor nogen.

Vi har Hr Uffelmann til fysik, han er en lille tyk mand med kromave, og han har da også tidligere været krovært, siger Tina. Jeg behøver ikke længere at være bange for, at drengene leger med gasblus i fysiktimerne, for vi får slet ikke lejlighed til at lave fysikforsøg, Uffelmann har nemlig planer om, at han vil skrive vores fysikbog om, og vi er alle hans referenter, så hver time står han oppe ved kateteret og dikterer, mens vi skriver på livet løs. Vi kan ikke bare snyde, for ”jeg beder om at se jeres mappe en gang imellem, og hvis der mangler noget, så går det ud over karakteren”, siger han med eftertryk. Jeg er nu godt tilfreds, bare det, at vi ikke skal lave forsøg.

Når vi har svømning, så er det meget nemt, for svømmehallen ligger på skolens grund, og jeg har jo lært at svømme. I gymnastik er det mest høvdingebold, der bliver spillet, for det er så populært, ligesom på Himmelev skole, men når vi nærmer os skolens opvisningsdag, så er vores lærerinde Grethe parat med en jazzserie, som vi lige skal have indøvet, så vi også har noget at optræde med, og det er rigtig sjovt, ikke mindst, når det er med vimpel.

Skolen er kendt for sin disciplin, men det er ikke altid nemt, med alle de drenge – og piger  – der er i lømmelalderen. Så må hr Nedelnick bruge trusler, - nemlig med et besøg på Søster Paulas kontor. Søster Paula er den øverste leder på skolen, og hun indgyder en vis respekt. Men bortset fra det, så siger han, ”hvis I har prrrobleme', så kan I altid komm’ til maj”- ”Ja”, griner mor, ” - så skal han nok gøre dem større”. Det er vi enige om.

Far og Ulla flytter til Støvring

Jeg sidder i toget på vej op til far og Ulla. Det er første gang, at jeg skal se deres nye hus, og jeg er godt nok spændt på, hvordan det ser ud. Far har fortalt mig i telefonen, at jeg skal stå af på Skørping station, i stedet for at køre med helt til Ålborg, som jeg plejer. Da jeg står af toget, står far allerede og venter på mig på perronen. Vi sætter os ind i Saaben, og kører et godt stykke tid. «Nu er vi der næsten», fortæller far pludselig. ”Se der oppe foran dig, der ligger vores hus”. Vi kører op ad bakken, og drejer mod venstre og så er vi her. Det er et stort grå-hvidt hus med svalegang langs hele forsiden, og et stort sort kileformet tag rager ud over. Vi kommer ind i entreen, hvor en vindeltrappe fører op til første sal. Vi starter med at gå derop, for vi skal lige have lidt te og brød, inden jeg får en lille rundvisning i det store hus.

Det er sommer og dejligt vejr, og vi er rykket ud på terrassen, hvor vi nyder eftermiddagskaffen. Og herfra ser jeg, at baghaven er omgivet af en lille skov, der har fået lov til at blive stående, da villaerne skulle bygges, det er nemlig et meget nyt villakvarter.

Jeg går mig en tur i omegnen, og oppe for enden af vejen, er der stadig marker, der bugter sig i bakker og dale, og en hest står uforstyrret og græsser, her må jeg altså op en anden gang, - hvor er her dog idyllisk, så tæt på fars og Ullas villakvarter.

Jeg sover i fars hobbyrum, og det er et stort rummeligt værelse, hvor hele den ene væg er en stor reol med bøger fra øverst til nederst, så her kan jeg da godt finde lidt godnat-læsning. Far har også et snurretop-spil, som jeg elsker at lege med, jeg giver snurretoppen et ordentligt knips, så den snurrer i lang tid og får stødt de mange kugler op langs kanterne og ned i hullerne, det kan godt være svært at få dem til at ramme.

Det er altid så rart, når far henter mig på stationen. Og allerede i bilen hjem begynder jeg at fortælle, om alle de spændende ting, jeg har oplevet på min rejse herop. Når vi så kommer hjem til Støvring, så må jeg jo fortælle det engang til, mens vi sidder og nyder te og hjemmelavede blinis i den store stue. "Blinis er små boghvede-pandekager på ungarsk", fortæller Ulla, "og de plejer at blive serveret sammen med creme fraiche og kaviar", de smager faktisk rigtig godt, synes jeg.

Det er vinter og smadderkoldt, og det er der ikke noget at sige til, for radiatorerne er iskolde, hvorfor det – er strømmen da gået ? Da jeg tænder for lyset ude på wc, er der stadig bælgmørkt. Ulla har også opdaget, at der ikke er vand i hanen, jamen, så kan vi jo ikke få morgenkaffe. – Jo, kaffe, det skal vi nok få lavet, der er jo masser af sne udenfor, som vi bare kan hente ind i en gryde, og Ulla har jo frituregryden, den tænder hun op under, så sneen smelter og bliver omdannet til kogende vand. Der går lang tid, før al sneen er smeltet til vand, men vi har jo masser af tid, vi skal ikke nå noget. Da vandet omsider er begyndt at koge, så står Ulla klar med kanden med en gammeldags kaffetragt og filter med den afmålte kaffe i, og så bliver der lavet kaffe på gammeldags manér.

Vi barrikaderer os ude i køkkenet og lukker alle døre, så vi holder på varmen, og så sørger et par stearinlys for, at vi også kan se, hvad vi laver. Og vi kan jo altid høre transistor-radio og læse historier højt for hinanden.  Om natten er der stadig ikke kommet strøm, så vi overnatter alle 3 ude i køkkenet. Det er godt nok lidt trangt, og det kan godt være lidt svært at falde i søvn, især når far han snorker. Jeg falder dog i søvn til sidst og vågner først da det er lyst, og det bedste ved det hele, der er kommet vand i hanerne, og der er også kommet varme på igen, nu behøver vi ikke at sove i køkkenet endnu en nat.

Far tænder små lys og sætter dem i vindueskarmene, og det ser helt hyggeligt ud. Far forklarer mig, mens han går rundt, at det er en tradition fra krigens sidste dag den 4. maj, hvor man om aftenen flåede mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne for at fejre, at den mørke tid endelig var forbi, og vi kommer til at snakke om Farbror Karl, der jo aldrig nåede at opleve befrielsen. Han var modstandsmand og havde gemt sig oppe på et loft sammen med radiosenderen, men desværre blev han opdaget af tyskerne, som skød ham på stedet. Jeg har set et fotografi af ham hjemme hos farmor på reolen i stuen, - en flot ung smilende mand, der ligner far, - tænk, at den unge mand har været død i så mange år.

Sommerhuset

Mor har brug for at komme væk fra plejehjemmet, når hun har fri. Vi har jo udsigt til hendes arbejdsplads altid, så mor føler aldrig, at hun har helt fri. Vi besøger tit moster Inger og onkel Ib, der har sommerhus ved Røsnæs strand oppe i nærheden af Kalundborg, og mor er så glad for at komme lidt væk, så da moster Inger fortæller, at der  er et sommerhus til salg bare 5 minutters gang fra deres sommerhus, så er mor straks fyr og flamme. Allerede i weekenden tager vi op til Røsnæs for at besøge Inger og Ib, og allerede samme dag går vi en tur hen for at se nærmere på det sommerhus, der er til salg. Det er et hyggeligt trelænget hus, og det ligger dejlig ugenert inde i en  stor have med høje træer, her kunne vi godt tænke os at bo i weekender og ferier. Mor ringer allerede om mandagen, og inden der er gået en uge, er sommerhuset vores.

Det er rigtig hyggeligt at gå på opdagelse i vores nye sommerhus, ja, det er faktisk 3 huse, der er forskudt i forhold til hinanden, ligesom en 3 længet gård. Først går vi ind i køkkenet og stuen, der går ud i et. Der mangler bestemt ikke noget, hverken service eller bestik, eller andre køkkenting. Det er et dejligt lille køkken, og en stor lys stue med glasdør ud til haven. Lige i hjørnet ved døren ind til køkkenet, ligger den anden bygning, der er soveværelse med 2 senge, der støder op til hver sin væg. og toilet, og i jorden lige udfor er der et lille underjordisk kølerum hvor der lige er plads til det mest fornødne, så vi må undvære køleskab. Uden for det store køkkenvindu er der en dejlig terrasse, og lige overfor ligger redskabsskuret. Terrassen er alle tiders sol- og læsted, og når vejret er til det, så nyder vi vores måltider her. Og det er bare så let at dække bord, for mor langer det hele ud af vinduet, og jeg tager imod og dækker bordet.

Inger og Ib, de bor jo lige 5 min.s gang herfra, så vi kan jo hurtigt besøge hinanden, og selv Maria og Peter finder  herhen selv. Jørgen og Lene kommer også på besøg flere gange, og så mødes hele familien hos Inger og Ib, for de har altså lidt mere plads en vi. Om sommeren går vi ned til stranden og svømmer. Vi går ud på badebroen og kryber i derfra, for der er godt nok mange sten i strandkanten, men lige så snart jeg er kommet ned på bunden, så er det bare det blødeste sand. 

Om efteråret er det også skønt at være heroppe, vi tager lidt varmt tøj på og går lange ture langs stranden, og hvis det blæser eller regner, så klæder vi os bare bedre på, for vi har så godt af det friske vejr. Der er så mange vilde roser langs stranden, og buskene bugner af hyben. Vi har taget et net med til at samle hyben i, og når vi så kommer hjem, går vi i gang med at skylle og rense hyben og pyne dem for kløpulver, som der er rigeligt af. Så kommer de i en stor gryde og bliver kogt til hybensuppe. -Der er altså ikke noget så dejligt, som en skål varm hybensuppe med creme fraiche i, når det er lidt koldt i vejret.
Selv om vinteren tager vi op i vores hyggelige nye sommerhus. Det er godt nok lidt råt og fugtigt, lige når vi træder ind ad døren, men så tænder vi straks for varmeovnen, og en skøn varme breder sig i stuen. Om aftenen, en times tid inden vi går i seng, så fylder vi kogende vand i de 2 varmedunke, som også var med i købet af sommerhuset. Dem lægger vi så i benenden under dynen på vores senge, så de er dejlig varme, når vi kryber til køjs.

Ved indkørselen til sommerhusområdet ligger der en købmand med et stort udvalg af varer, så vi kan altid købe det, vi mangler. Han har altså også nogen meget lækre negerbøffer oppe ved disken, de er pakket ind i cellofan og sælges stykvis. Hver gang vi er på vej til sommerhuset køber vi lige et par stykker med, for de er så friske. 

Færgen har lasteproblemer

Jeg sidder på færgen til Århus, for jeg skal op og besøge far og Ulla. Jeg har sat mig godt til rette og venter på at færgen skal sejle ud, så vil jeg nemlig gå op og se udsejlingen. Jeg begynder at undre mig, for der sker ikke noget, der er ikke engang tegn til, at vi snart skal sejle. Jeg kikker på uret, og ser, at færgen allerede er ½ time forsinket. Jeg undrer mig, for de har ikke sagt noget over højtalerne endnu, og gad vide, om jeg så kan nå toget videre ? Jeg rejser mig utålmodigt og går rundt, de må da snart sige noget. Jeg ser, at en af passagererne ligner Ann-Mari Max Hansen, - nej, det må simpelthen bare være hende, hun har sin lille søn med sig. Vi falder i snak om situationen, og hun undrer sig også over, at de ikke har sagt noget over højtalerne. Jeg spørger ikke, om det er hende, og hun siger heller ingenting, og det synes jeg også er mere naturligt. Endelig siger de over højtalerne, at forsinkelsen skyldes lasteproblemer, og at de snart vil sejle ud. Nåh, så fik vi da det at vide. Lasteproblemer, det er vel noget med at der er for meget vægt i den ene side – eller sådan noget, og efter endnu ½ time sejler vi omsider ud.

Der går noget tid, og jeg synes altså, at færgen ligesom tipper på en særlig måde, ligesom at den måske er overfyldt ? Jeg går op på dækket og kikker ud over rælingen for at se, hvor højt op vandet går op, - er vi mon ved at gå ned med mus og mand ? – jeg må vist hellere blive heroppe ved redningsbådene, så er jeg den første, der kommer ombord, hvis skibet går ned. Der kommer også en kok ud fra køkkenet, han  går målrettet hen med få stive skridt og kikker ængsteligt ned ad skibssiden. Han får lige øje på mig, der kikker på ham, og siger ”jeg kom lige ud for at trække lidt frisk luft” ”– jaja, den er god med dig, mig narrer du ikke”, tænker jeg for mig selv, han forsvinder dog hurtigt tilbage, hvor han kom fra.

Da jeg har siddet ud for redningsbådene et godt stykke tid, og vi stadig er oven vande, så vover jeg mig lige så stille ned igen. Jeg går hen og sætter mig ved siden af Ann-Mari, og jeg fortæller om min oplevelse med den nervøse kok, mens hun tålmodigt hører på mig. Vi når i land – meget forsinkede, men toget holder selvfølgelig og venter på os, sådan som han også fortalte over højtaleren. Det viser sig, at toget IKKE holder på Skørping station, - Ov, hvad så, hvordan får far og Ulla det at vide ? – jeg må jo ringe, når jeg kommer frem.

Jeg er kommet ind i en stor kupé, og der er altså nogen unge mænd, der får øje på min rejsekammerat, jamen er du ikke hende der Anne Marie et-eller-andet? Ann-Mari smiler bare, og siger ingenting. 

Da jeg står af på Ålborg station mere end 1 1/2 time forsinket, så står far og venter på mig på perronen. Jeg er meget overrasket over det, for jeg havde ikke drømt om, at han havde fået besked over højtaleren, - jamen, så havde jeg jo ingen grund til at bekymre mig.

En kedelig nyhed

Efter sommerferien kommer hr. Nedelnick ind i klasselokalet og fortæller, at han har en kedelig meddelelse. Det er vores historielærer, hr Denman, der har fået et slagtilfælde og er indlagt på intensiv afdeling. Han er halvsidigt lammet og kommer til at sidde i kørestol, og vi skal nok ikke forvente, at han kommer på arbejde igen. "Nej, hvor er det synd for ham, hvorfor skal det lige ramme ham, der er så sød og hjertelig og altid i godt humør", tænker jeg, " - det har han ikke fortjent".

Der er helt stille i klassen, indtil Nina rækker hånden op og spørger, ”kan vi godt komme og besøge ham ?”Ja, det vil han blive meget glad for”, siger hr Nedelnick.

Han må også lige fortælle os, at han har taget navneforandring, så nu hedder han altså Hr Nelth.

Vi har fået latin som nyt fag, og det synes jeg er meget svært, alle de endelser, det er ikke til at finde ud af. "Du er altså nødt til at sætte kryds og bolle, trekant og firkant - finde ud af udsagnsled og grundled, genstandsled og hensynsled for at vide, hvad de skal ende på", siger Tina. "Aj altså, helt ærligt, det var noget vi gjorde i 1. klasse, det kan man da ikke bruge til noget". Jeg bliver nødt til at give Tina ret, og vores latinlærerinde Frk Skeby har rådet os til at anskaffe et lille facithæfte, ikke for at skrive af,  men simpelthen for at forstå sprogets opbygning. Det er rigtig godt, at jeg har Tina til at holde mig i ørerne, ellers havde jeg aldrig fundet ud af den svære grammatik.

Med mor til Costa Brava

I efterårsferien er mor og jeg på Costa Brava, - den gode kyst, der ligger lidt nord for Barcelona. Vi bor meget tæt på stranden ved LLoret de Mar, - eller Lorte-Maren, som vi kalder den, for så kan vi bedre huske navnet. Jeg går dagligt ture langs kysten og har fundet en lille sti, der går forbi en spændende gammel borgruin, og senere går den lige igennem en hyggelig bar, hvor der sidder flere turister og nyder en drink. Det, der gør baren så hyggelig er den glade og charmerende tjener, der ligner Columbo. Tjeneren går og serverer, mens han synger med på, ”That’s what you are ”, der kører i baggrunden. Colombo holder sig altså ikke helt til teksten. Han synger ”and she loves war”, med et charmerende smil, så jeg bliver helt blød i knæene, og jeg kan altså ikke kan lade være med at grine. Den fanger Colombo straks, så han kører pladen igen og igen, indtil jeg tænker, at jeg må nok hellere gå hjemad igen, så mor ikke bliver urolig for mig.

En af dagene er vi på udflugt til en naboby, der hedder ”Tossa de Mar", og den kalder mor og jeg for Tossede Maren. Byen er en gammel middelalderby fra det 12 århundrede, som er omgivet af en bymur, og det er lige noget for mig og mor. Vi elsker at gå på opdagelse i historien og sætte fantasien i svingninger. Et par dage senere går udflugten til Barcelona, bussen kører os gennem den travle by, hvor vi står på en store parkeringsplads  og følger i samlet flok vores guide, der vifter med et tørklæde længere fremme. Vi går ind gennem en port, og pludselig dukker der en hel landsby op på den anden side. Jeg er dybt fascineret, smalle, krogede gader med smukke hvide huse og masser af farverige blomster op ad murene, hvor er det flot ! "Den spanske landsby" hedder området. Vi finder sammen med en anden mor med hendes datter, pigen er omkring 12 år, og hun kan altså ikke gå mere end 5 skridt ad gangen, før hun absolut skal slå en vejrmølle, og jeg, som ikke kan slå vejrmøller, jeg er dybt misundelig.

Jeg kan faktisk ikke gå i fred for de spanske mænd, når de ser mine gule fletninger, så skal de altså lige over for at røre ved dem, " - men når de så får øje på Mamma Mia”, siger mor, "så får de kolde fødder.

Den sidste aften går mor tidligt i seng, mens jeg bliver oppe i baren. Pludselig finder jeg ud at, at jeg lige vil går en tur rundt om hotellet. Pludselig får jeg kolde fødder, og da en ung mand kommer hen for at spørge, hvad klokken er, bliver jeg godt nervøs og skynder mig ind på hotellet. Jeg smutter op på værelset og lister lige så stille i seng ved siden af mor, der allerede sover, ..... - eller ? Nej, mor, hun lyder bestemt ikke, som om hun sover, og næste morgen er hun meget vred, og vi kommer ligefrem op at slås. På vej hjem gennem lufthavn køber mor en flaske whiskey, og da hun vil pakke den ned i tasken, så taber hun den, og flasken splintres i tusinde stykker. Nu er mor desperat, for det har nemlig været hendes fødselsdag i dag, og hendes egen datter har ikke engang ønsket hende tillykke og da slet ikke givet hende en fødseldsdagsgave, for jeg havde ganske enkelt glemt det. ”Men jeg ønsker mig altså en smørskål”, siger hun så til sidst - med eftertryk. Dagen efter går jeg ned og køber en smørskål, og jeg kommer pludselig i tanker om, at jeg allerede i sommer lavede en lille æske til hende med strandskaller, og den kommer jeg også frem med, så nu er mor god igen, og smilet kommer frem.

Omkring juletid

Selvom det er vinter og koldt udenfor, kan vi jo godt nyde vores nye sommerhus. Vi tænder straks for varmeovnen, og der går ikke så lang tid, før stuen er varm og hyggelig. En times tid før vi går i seng, så bliver der sat en kedel vand over gasblusset, og det kogende vand bliver fyldt i de  2 varmedunke, som det forrige par havde efterladt, og de bliver så lagt i benenden under dynen i hver sin seng, så de er dejlig varme at krybe i.

Den sidste dag før juleferien er vi i Sankt Laurentii kirke, der er Roskildes katolske kirke og ligger skråt overfor skolen, og der fejrer vi julen med sang og optræden.

Jeg kommer ikke så tit på plejehjemmet mere, for jeg læser jo altid sammen med Tina. Og især Elisabeth Jensen er meget ked af det og spørger efter mig, ”Hvor blive Henriette af, kommer hun aldrig mere?””Henriette har fået nye kammerater, det er jo sådan det går”, siger mor så. Men juleaftensdag fejrer mor og jeg stadig sammen med beboerne på plejehjemmet. 

Erhvervspraktik på Ullas skole

Vi skal i erhvervspraktik, men hvad skal jeg dog vælge? Jeg har ingen ideer om, hvad jeg kunne tænke mig at prøve. Men det har Ulla, "hvad med at komme med mig op på skolen, så kan du se lidt om, hvordan vores hverdag er", siger hun, ja, det lyder da egentlig meget godt, synes jeg, så det ender da også med. Allerede fredagen før tager jeg den lange tur op Støvring, og jeg skal så være hos Ulla og far indtil næste søndag. Og da jeg kommer ombord på færgen er jeg ærligt talt lidt sulten. En lille platte med blandt andet en æggemad frister mig. De 2 madder smager også ganske godt, men æggemadden smager altså ikke godt. Ikke fordi den smager råddent, men den er bare lidt gummiagtig og vandet, puha. Om lørdagen har jeg det rigtig dårligt, og jeg kan ikke holde noget mad i mig, og toilettet bliver mit faste tilholdssted, og jeg har en fornemmelse af, at æggemadden har en finger med i spillet. Min dårlige mave varer i 5 dage, og jeg er altså godt ærgerlig de første 2 dage, hvor Ulla tager ind på skolen – uden mig.

Om onsdagen har jeg det bedre, og der er jo stadig 3 dage tilbage, hvor jeg kan komme med Ulla i skole. I første time er jeg sammen med Ullas veninde og kollega Birthe, der underviser i musik, hvor jeg er med til at synge og spille sammen med børnene, og det er lige noget for mig, Birthe og Thomas kom engang jævnligt hos far og Ulla, det var dem vi spillede sammen med, Thomas spillede klaver og vi piger spillede på blokfløjte, og far lyttede, men det er flere år siden nu.

Jeg er også med til specialundervisning, der er en lille gruppe på 5 børn. Jeg får opgaven at lære en dreng at læse. Det er faktisk rigtig spændende, Jeg opmuntrer ham tålmodigt til at stave sig igennem dagens tekst, og det går faktisk rigtig godt. Om torsdagen får jeg lov til at fortsætte med at læse med ham, og jeg kan høre, at han allerede har gjort fremskridt, så det hjælper altså, at der ikke er andre til at forstyrre. Jeg er faktisk glad for, at jeg, en ganske almindelig ung skolepige, uden nogen erfaring, kan hjælpe en anden til at lære at læse.

Desværre er jeg der jo kun i 3 dage, så jeg når jo ikke rigtig få indtryk af, hvad det vil sige at være lærer. – Men spændende, det var det altså.

Med skolen til Schweitz

Skolen har kontakt til en familie fra en lille by i Schweitz, der hedder Leuk, og vores klasse og parallelklassen er inviteret til at komme derned og bo i en uge. Vi skal så indkvarteres i hver sin familie. Det er hr. Nelth, vores dansklærerinde, der hedder fru Voltzmann og sidst men ikke mindst søster Paula, der skal med derned. Vi tager toget fra Roskilde station og det bliver lidt af en lang togrejse, hvor vi kører ned til Gedser-Warnemünde overfarten, og så kører vi igennem Østtyskland. Ved grænsen til Tjekkoslovakiet (tror jeg nok) holder toget en lang pause, og pludselig kommer der en hundepatrulje gennem vognene, betjentene har tilmed gevær hængende over skulderen. Vi er blevet forberedt på det, så jeg har mit pas fremme og med stive bevægelser, rystende hænder og hjertet siddende helt oppe i halsen finder jeg passet frem og viser ham. Og jeg er først rolig, da han afleverer passet igen, nej faktisk først, da betjentene forlader toget.

Da vi er kommet frem til Leuk bliver vi præsenteret for vores familier. Jeg skal bo hos en hjertelig lille dame og en lige så hyggelig mand, der har 3 døtre. Bernadette, der er nogenlunde på min alder, hendes storesøster, der er lidt ældre og den lille forkælede lillesøster, der er omkring 5 år. Jeg har hele første sal for mig selv, med egen indgang og et stort skønt badeværelse. Om morgenen vågner jeg op ved lyden af en masse bjælder, og da jeg slår skodderne fra vinduerne, ser jeg, at det er en fårehyrde der genner fårene gennem byen, - herlig. Til morgenmaden er der en dejlig stor kop café au lait, - altså dejlig varm kaffe med lige så meget varm mælk i.  I dag skal vi på tur op i alperne, og derfor har min "Mutti" smurt en dejlig madpakke til mig, nemlig en tyk skive bondebrød smurt med sennep, og belagt med den lækreste skinke og ost, og endnu en humpel foroven, - den er bare så lækker.

Der er altså rigtig smukt oppe i alperne, og vi kan se Matterhorn herfra, hvor vi står. På tilbagevejen bliver vi spurgt om vi vil ud på en udfordrende tur på gletcheren, - det er søster Paula, der skal føre an, jeg tør faktisk ikke melde mig til den tur, jeg er ikke den store sportspige, og vi andre kører bare ned i byen Leukerbad, hvor jeg går på egen hånd.

Om aftenen er vi oppe på rådhuset, hvor borgmesteren inviterer os på en lille osteanretning. Og den er lille, men den smager godt. Da vi nu tror, at vi ikke får andet at spise til aften, så begynder flere at protestere og klirre knivene.og sige ”Buhhh !”. Søster Paula bliver meget vred, og det gør jr Nelth osgå. De siger, at det er en venlig gestus, at vi har fået lov til at komme op på rådhuset, og vi kunne selvfølgelig få flere portioner, hvis vi ville. Der bliver helt stille i rådssalen, og flere kikker flovt ned i bordpladen.

I dag skal vi ind og se skolen, der er en ren pigeskole, så derfor er det altså også kun os piger, der kommer ind, mens drengene besøger drengeskolen i byen. Pigerne har en mandlig lærer i fysik, og de fniser og grimer tøset, men ellers er de meget disciplinerede.

Det er sidste dag hos min familie, og "Mutti" siger”Når de andre nu tager hjem i morgen, så bliver du bare her, ikke sandt ?”. Jeg er rædselsslagen, ikke fordi jeg ikke kan lide at være der, men – helt alene i Schweitz ? – nej, det tør jeg slet ikke. Jeg fortæller det til Nina og Vibeke, ”Jamen, det er da bare noget hun ønsker, og hun siger det for at gøre dig glad”, siger Nina. Om eftermiddagen kommer "Mutti" op med en stor klase vindruer  til mig, og hun siger ikke et ord om, at jeg skal blive hos dem.

Vi skal hjem til Danmark igen og det bliver en lang rejse, vi sover i liggevogn, og denne gang kan jeg sove hele natten. Om morgenen holder vi på en station, hvor de bageste vogne skal spændes fra. Toget sætter så i gang igen, og efter nogen timer er det nogen, der siger højlydt ”Søster Paula er ikke med toget”, ”hvad beha’r?”, ”Ja, hun var i en af de vogne, der blev koblet fra”, nej, hvor vi grinede, tænk engang, hun var gået ind på toilettet for at gøre sig i stand, og pludselig var hun rangeret fra, det er jo helt komisk. Humøret er højt, men da vi nærmer os stationen i Warnemünde/Rostock, standser vi ud for et andet tog, og lige ud for os står søster Paula i vinduet og vinker til os og smiler over hele femøren, ”Øv…., ” er der flere der udbryder, ”så er freden forbi”. Da vi ankommer til Roskilde station, er det Lene og Jørgen, der henter mig. Mor er i Rumænien med mormor, de er nede for at få mudderbade, så jeg må fortælle om min tur til dem, og det er altså ikke helt det samme, som at fortælle den til mor. Efter et par dage kommer mor hjem, og hun er så optaget af at fortælle om deres tur, så  hun ikke har lyst til at høre om min, så jeg bliver meget skuffet, men det går dog hurtigt over igen.

Ulla og far fortæller mig højtideligt, at jeg skal være storesøster. Nej, hvor spændende, så krydser jeg altså fingre for, at det ikke går galt ligesom sidste gang, hvor Ulla fik en spontan abort. Nu er der så kun at vente, og krydse fingre. Det skulle være omkring september, at jeg får en lillebror eller lillesøster, jeg kan næsten ikke vente. 

Vi får en ny kat

En dag på vej til sommerhuset tager vi lige en afstikker. Mor har hørt, at der ligger en gård mellem Holbæk og Kalundborg, og de har masser af biodynamiske grøntsager, så vi tager derop og besøger dem. Bondekonen byder på urtete og hjemmebagt brød med deres egen specielle rygeost, og den smager smaddergodt, synes både mor og jeg. De har også en kat, der har fået de sødeste små killinger. "Vil I ikke have en med hjem?", spørger bondekonen, og både mor og jeg er solgt. Vi køber forskellige grøntsager og rygeoste, og så er der jo de der killinger ! Bondemanden og bondekonen er da kun glade for at komme af med en, så slipper de jo for at aflive den, så det ender med, at vi tager en lille sort killing med hvidt bryst med os. "Det er en økologisk vegetarhankat", forsikrer  bondemanden os. Det med, at det skulle være en hankat, den tror vi altså ikke rigtig på, for vi opdager altså hurtigt, at der er noget hunkat over dens måde at være på, og hun får så navnet Sara - eller Sorte Sara. Det med det biodynamiske, det er da vist heller ikke helt sandt, katten er i hvert fald ikke helt enig, for da mor en dag serverer kylling for hende, så springer hun hen til madskålen og slubrer det i sig.

Jeg er kommet i 3 real og vi er ikke mere end 10 i klassen, 8 piger og 2 drenge, resten af vores klasse er sprunget direkte til gymnasiet, så vi er blevet en hyggelig lille klasse, hvor vi alle sammen kommer til orde, men så er det jo også sværere at skjule sig, hvis man ikke har læst på lektierne. Tina er heldigvis heller ikke sprunget, så vi ses stadig efter skole. Vi har fået fransk i skolen.

Jeg bliver storesøster

Da jeg besøger far og Ulla i sommerferien, bliver det til et par småture i landskabet, og en af dagene er vi i Rold skov. Vi går en tur omkring søen - i roligt tempo, Ulla skal jo også kunne følge med, og hun bærer efterhånden på lidt ekstra kilo. ”Næste gang du kommer, så er du blevet storesøster. Ulla skal have kejsersnit, så det er rimelig sikkert med tidspunktet, - og nu er der ikke længere fare for en spontan abort. Jeg er rigtig spændt, for jeg har jo aldrig prøvet at have søskende før.

En dag ringer far og fortæller, Ulla har lige fået en lille velskabt dreng, så nu er jeg altså blevet storesøster. Nej, hvor er jeg stolt, jeg er ikke til at skyde igennem. Jeg kan næsten ikke vente med at se ham, men jeg må altså lige vente jeg kommer derop, og først skal jeg jo ud på en 7 timers rejse.

Jeg bliver hentet af far på stationen, der fortæller, at Ulla kommer hjem i morgen formiddag.

Vi sidder og spiser morgenmad inde i den store stue, da Ulla kommer hjem med lillebror i barnevognskassen, hun kommer lige ind og viser mig den lille, - ”Nej, hvor er han sød, som han ligger der og sover” - inden hun lægger ham ud i barnevognen, der står ude på svalegangen, så han kan sove videre i frisk luft.  Vi spiser så videre og snakker om, hvordan det hele er gået.

Lillebror vågner op efter et stykke tid og græder. Ulla beder mig tage plads i armstolen, mens hun tager ham op og henter den flaske, som hun har gjort klar til ham. Så kommer hun hen til mig og lægger ham i min favn. Jeg føler mig lidt stiv og akavet i starten, jeg har jo ikke prøvet at holde sådan en lille baby før, men han er dejlig varm og lidt tungere, end jeg havde forestillet mig, men det føles trygt og godt at holde ham, mens han roligt og tilfreds sutter af flasken. Han skal jo også op og bøvse, og Ulla har sørget for at lægge en stofble på min skulder, så han ikke bøvser ned af mit fine tøj. Bøvsen kommer, og en varm fornemmelse på bagsiden af skulderen, det lugter lidt af bræk, og så kan vi lidt igen. 

Jeg får også lov til at skifte lillebror, og efterhånden synes jeg, at det er helt hyggeligt at have disse øjeblikke sammen med ham, næsten som om han var mit lille barn.

 Jeg kommer hjem og fortæller mor alt om min nye lillebror, det er helt mærkeligt, at nu er jeg ikke enebarn længere.

Lillebror vokser hurtigt, og der er sket en hel masse med ham siden sidst. Han er skam ikke længere tilfreds med at ligge stille og få sutteflaske, nu  vil han hoppe, så hver gang, jeg tager ham op, så laver han hoppebevægelser med benene, og jeg løfter ham – op – ned – op – ned – op – ned, og han griner over hele hovedet – og klukker - og skærer ansigter Ja, han ser så sjov ud, at jeg godt kunne blive ved med at hoppe med ham, hvis det altså ikke var fordi, at det er så hårdt, for han er jo tung, og jeg er altså slet ikke vant til al den motion, og efter noget tid, så beder jeg om afløsning. Senere får han en hoppegynge, der bliver sat op i døren ind til stuen, nu får vores arme lidt fred, mens vi stadig kan more os over lillebrors grinen og klukken.

Ulla skal jo begynde på skolen igen, og derfor er Lillebror begyndt hos en dagplejemor, der hedder Mary. Hun er meget glad for ham, og han er også glad for at være hos hende, og hun har også en halvvoksen søn, der tager sig meget af ham, kort sagt, han er i gode hænder. Lillebror er begyndt at tage mig i pegefingrene, mens han prøver på at komme op på benene, jeg holder godt fast om hans små hænder, og så skal vi altså ud at gå, og med mig at holde sig til, så går han lidt usikkert omkring, mens han griner og klukker. Han skulle jo også gerne lære at kravle, så han selv kan bevæge sig lidt omkring, synes jeg. Så en dag, da han ligger på gulvet på sit tæppe, så får jeg hjulpet Lillebror om og sidde på sine knæ og hænder, jeg går et lille stykke væk, og så kalder jeg på ham. Lillebror bliver siddende, som jeg forlod ham, kikker over på mig og begynder at græde, for han ved simpelthen ikke, hvordan han skal komme hen til mig. Mary har været så ivrig efter at lære ham at gå, at han simpelthen ikke har lært at kravle. Det er blevet tid til, at Lillebror skal have et rigtigt navn, og der går ikke lang tid, før far og Ulla bestemmer sig for Niels, det hed farfar nemlig. Men Lillebror skal ikke døbes, og det bliver farmor bestemt ikke glad for at høre. Far og Ulla har meldt sig ud af folkekirken, de tror ikke på Gud, og vil ikke være med til det hykleri, så derfor skal Lillebror navngives Niels og der bliver altså ingen fest. 

Jeg var jo med klassen en tur i den schweiziske by Leuk sidste år, og nu er det så deres tur til at besøge os. Jeg er meget spændt på at se, om det er Bernadette, som skal bo hos os, vi havde det jo så hyggeligt sammen, mens jeg boede hos hendes familie, men desværre er hun slet ikke med. Til gengæld får vi så en frisk og sød pige, der hedder Pia, og vi går mange lange ture sammen, og det er især Himmelev og Veddelev, der får vores besøg.

Min kat har spist rottegift

Jeg kommer hjem fra skole, og vil ae min søde mis, der ligger inde under stolen og kikker, men da jeg strækker hånden frem for at stryge hende over pelsen, begynder hun pludselig at ryste frygteligt over hele kroppen. Jeg styrter over på plejehjemmet, flår yderdøren op og løber hen til mors kontor. "Mor, katten er syg, den ryster over det hele". Mor kommer med tilbage, men katten er holdt op med at ryste, og hun skal til at gå tilbage til arbejdet, men så får katten en rystetur mere. Mor kører den straks til dyrlægen, som undersøger den og tager nogen forskellige prøver. Han mener, at katten har epilepsi, og vi får noget medicin med, som den skal have fremover. Mor spørger, om han ikke lige for en sikkerheds skyld kunne give den en K-vitamin indsprøjtning, for hun har en mistanke om, at det kan være rottegift. Mor har nemlig givet katten en død mus, som hun fandt, og nu kommer hun pludselig i tanker om, at hun havde set, at en af beboerne har rottegift liggende i skuffen. "Jo, det kan jeg da godt, men jeg er sikker på, at det er epilepsi", siger han meget overbevisende.

I weekenden har vi en sej kamp med at få katten til at sluge pillerne. Hun kan hverken spise eller drikke noget, og hun er meget afkræftet og sover en del, men hun er dog holdt op med at ryste. Vi skal jo give hende den medicin, vi fik med fra lægen, og den får hun sammen med lidt mælk i en sprøjte, og på denne måde får hun jo alligevel drukket lidt, så hun ikke sygner helt hen. Mandag morgen kaster hun pillerne op, og jeg kommer med den optimistiske påstand, at det nok er fordi hun ikke har brug for de piller, altså at hun ikke har epilepsi alligevel. Det er jo i dag, at vi skal have svar på prøverne, så mor ringer op til dyrlægen. Og han kan se på prøverne, at vi ikke skal give katten flere epilepsi-piller. Sara havde ganske rigtigt rottegift i blodet, så takket være mors fornemmelse og viden blev hun reddet.  Nu er det bare om at få katten til at spise igen. Hun har nu ikke den store appetit, men vi finder da ud af, at et stykke laks kan vi godt lokke hende med. - Nåh, hun har fornemme vaner, jamen, hvad så med rejer ? Jo, rejer, dem kan hun også godt klemme ned, så nu har vi da lidt at starte med. På den måde kommer hun hurtigt til kræfter igen.

Mor kommer en dag hjem med en bastkurv, hvor der har været frugt i, ”kan vi mon bruge den til noget”, spørger hun. Jeg stiller kurven på mit skrivebord, og straks hopper katten op, ruller sig sammen som en pølse og fylder hele kurven ud, og fra nu af, er det kattens faste soveplads.

Mor og jeg flytter til Hersegade

Der er blevet en lejlighed ledig i morfars ejendom, der ligger midt i Roskilde, og mor ser det som en god mulighed for at bo lidt på afstand af sit arbejde. Fru Poulsen kommer og hjælper os med at male, hun har taget neskaffen med og en el-koger, og vi har en rigtig hyggelig og aktiv weekend sammen.

Jeg får mit værelse ud til gården, det er et dejlig stort og lyst værelse, og her hører jeg ikke larmen fra gaden. Herfra har jeg udsigt til morfars installationsfirma. Morfar bor jo godtnok i Kolding, men et par gange om måneden er han i Roskilde for at se til sit firma, og så overnatter han i kvistlejligheden, og det er morbror Jørgen, der er den daglige leder af firmaet. Mor har fået værelset ud til gaden, men det generer hende ikke. Og om lørdagen, når der er byfest eller andre begivenheder i byen, så lægger Roskilde Garden vejen op gennem Hersegade, og vi kan ikke undgå at høre dem, når de går forbi lige nedenfor vores vindu. Det er jo rigtig festligt - i hvert fald de første mange gange, og jeg nyder musikken og de unge drenge i farverige uniformer fra vinduet. Efterhånden bliver det dog også hverdag for mig.

Inger underviser i yoga i lejligheden lige nedenunder os, så der er altså ikke så lang vej, når mor og jeg skal have vores ugentlige motion. Lene går også på holdet, og i sammenligningen med hende, så er vi andre en stiv samling gamlinge, men hun er jo også lidt af et slangemenneske.

Katten Sara er ikke så glad for at bo i byen, hun er skræmt over de høje lyde fra bilerne, for hun er jo slet ikke vant til al den larm. Vi tør ikke slippe hende løs på egen hånd, så jeg går tur med hende i kattehalsbånd, det har jeg købt i dyrehandelen, der ligger på hjørnet. Halsbåndet, der både går rundt omkring halsen og maven,  er Sara bestemt ikke venner med. En dag går jeg en tur med hende på kirkegården, her er der dejlig roligt og stille, Sara kravler så ind under en busk og ligger der et stykke tid, og da hun endelig komme ud igen, så har hun krænget sig ud af mavebæltet, så det kun er halsbåndet, som holder hende. Pyha, det var ikke godt, jeg får hurtigt spændt bæltet om maven på hende igen, og så det bare om at komme hjem. Men Sara er ikke færdig med sine udflugter endnu, hun kravler pludselig op på skulderen af mig og holder sig fast med kløerne, som en anden falk, og her sidder hun så, indtil vi er kommet hjem i entreen igen. Efterhånden vænner hun sig til byen, og det ender med, at hun er modig nok til at løbe omkring ude i gården og baggården, og hvor hun ellers holder til.

Sara er også begyndt at kurre som en due og mjave elskovssygt, hun kryber baglæns hen imod mig, når jeg aer hende, mens halen slanger sig lystigt, Sara er simpelthen kommet i løbetid. Altså får hun P-piller én gang om ugen, og det er netop i dag - fredag, hvor vi skal op i sommerhuset. Vi leder og leder og kalder og kalder, men ingen Sara dukker op, hun er ganske enkelt stukket af, har hun mon lugter lunten? – Nu kan hun jo først få sin pille, når vi kommer hjem igen, og så har hun jo haft tid nok til at blive gravid.

Søndag eftermiddag kommer vi hjem fra sommerhuset. Der går ikke lang tid, før Sara står udenfor køkkendøren og mjaver, og springer op ad køkkentrappen. Sara stryger sig op ad os og spinder højlydt, og det er tydeligt, at hun er glad for at se os. Men hun har også været ude at more sig, for efter noget tid, så går det op for os at hun er med killinger. - Killinger, det er nu så meget sagt, for hun får kun én killing. 

Studentertid