Plejehjemmet slår dørene op

1. nytårsdag 1970 flytter de første beboere ind på plejehjemmet, og kort tid efter bliver der holdt en stor åbningsfest med masser af mennesker. En af gaverne er et stort bur med 2 næsten lige så store fugle med meget store næb, og så kan de endda tale. Buret bliver sat i en krog i spisestuen, og jeg står og kikker på disse løjerlige dyr, da jeg pludselig hører mors stemme i højtaleren. Jeg bliver så flov og siger højt og  klart, ”Nej altså, det er mor, der snakker”. Jeg kan høre, at hun er i terapien lige inde ved siden af, og derfor så farer jeg der ind, for at se, hvad der egentlig foregår. Mor står på et podie og holder tale for alle, der er mødt op på den store dag. Mor, der jo ikke har kunnet undgå at høre mig, bliver noget nervøs, men hun bevarer dog roen, og det er først om aftenen, at hun siger til mig ”det kunne du altså ikke være bekendt”.

Hverdagen kommer, og der er ingen, som interesserer sig for fuglene længere, de sidder nærmest og keder sig i buret og snakker for døve øren, for der er ingen, som kan holde ud at høre på deres hæse stemmer, og en dag bliver de afleveret i dyrehandelen igen.

 På min skole skal der være salg af lodsedler. Læreren kommer ind i klasseværelset og siger, at alle elever, der har lyst til at være med, kan få et vist antal lodsedler at sælge, og der er en præmie til de, der sælger flest. Nina spørger mig, om vi skal melde os, jo, det kan vi da godt, siger jeg tøvende. Nina er straks klar med næste idé, hvad med om vi sælger dem på din mors plejehjem ? "Nej, den går nok ikke", siger jeg "hvorfor ikke ? - der er jo 40 beboere, og de vil sikkert gerne spille, for tænk hvis de vandt". 

Jeg spørger mor, om det er i orden at vi sælger lodsedler på plejehjemmet, og det mener hun da ikke, der kan være noget i vejen for. Altså starter vi fra en ende af og besøger samtlige stuer på hjemmet. I starten er jeg faktisk lidt genert, men jeg finder hurtigt ud af, at de fleste beboere var meget glade for at få vores besøg, og flere af dem nøjes ikke med bare at købe en enkelt lodseddel. Dagen efter kommer vi tilbage på skolen med kun 3 usolgte lodsedler samt en masse penge, som vi har samlet ind. Og vi får endda præmie for at have solgt flest lodsedler, nej, hvor er jeg stolt. Og ikke nok med det. Jeg er også glad, for jeg har nemlig fået mig nogen nye gode venner, nemlig flere af beboerne.

Beboerne

Jeg er lige kommet hjem fra skole, sætter  tasken fra mig og går over mod plejehjemmet. Jeg åbner hoveddøren til afdeling A, og lige indenfor til højre bor Karen Larsen, som er en hyggelig lille spinkel dame, som sidder i rullestol. Fru Larsens håndled har fået et knæk indad, og hun fortæller om dengang, da hun var ung. En dag, hvor hun var på vej hjem i hestevogn, var det et voldsomt uvejr, og pludselig lød der et ordentligt tordenskrald. Hestene blev så bange, at de vendte det hvide ud af øjnene, og så løb de alt hvad remmer og tøjr kunne holde, vognen fulgte med så godt den nu kunne, mens Karen klamrede sig til sædet. Det endte med at vognen væltede, og ud røg den stakkels unge Karen - med brækkede håndled.

Jeg går længere ned ad gangen, næsten helt ned for enden, for her bor nemlig Elisabeth Jensen. Hun er en dejlig gammel dame på næsten 90 år med englehvidt hår og de klareste himmelblå øjne. Fru Jensen er altid meget glad for at se mig, så kommer fotoalbummet frem, mens hun fortæller med bævende stemme og rystende hænder og hoved, om sin nære familie, der bor helt ovre i Californien. Familien bor i et stort hus, og jeg ser billeder af en kæmpestor frodig have med det grønneste græs, og de flotteste farverige blomster.

I den sidste stue på gangen der bor Inger Dræby. Hun er ikke så gammel, vist omkring de 60. Frøken Dræby sidder i elektrisk kørestol, som hun styrer med sikker hånd. Hun har også en gammel kat, som hun er meget glad for. Og så har hun givet noget helt specielt til plejehjemmet. Det er en stor dukkemodel af et gammeldags køkken med potter og pander hængende på væggen. Køkkenet er beskyttet inde bag en glasrude. Vidunderet hænger på væggen overfor frøken Dræby, og jeg kan bruge meget lang tid på at beundre alle de gamle redskaber.

For enden af afdeling A er der en terrasse, hvor beboerne sidder og nyder deres kaffe, når vejret tillader det.

På den anden side af gangen bor frøken Olsen, en ung dame i en særlig rullestol, der nærmest ligner en lænestol, der er sat hjul på. Hun ser meget dårligt, hun sidder hele tiden og misser med øjnene bag de gule glas. Hun siger De til mig, og det kan jeg ikke forstå, for jeg er altså kun 10 år, men det kan hun jo ikke se.

Som nabo til frøken Olsen bor Marie Jensen, og hun ligner en rigtig rund bedstemor med et stort kuglerundt hoved fyldt med rynker, men hende snakker jeg ikke så meget med.

I næste stue bor Alfred Jensen, og han er min veninde Ninas morfar, og han følger godt med i hvad der foregår på hjemmet.

Jeg går ned mod terapien, for det er ved at være kaffetid, og på vejen møder jeg hr og fru Schwartz, der går side om side. De får øje på mig, og hr. Schwartz stikker i et bredt grin. "Nåh, hvordan går det så med regning ?" - "øhe, meget godt", mumler jeg stille, det er ikke helt rigtigt, men jeg kan altså ikke lide at sige, at jeg bestemt ikke er god til regning.  

Hr. Schwartz går med stokken i den ene hånd, mens den anden hænger slapt ned og krummer let, «det er pga. en hjerneblødning, at min venstre side lammet», har han fortalt mig engang. Fru Schwartz går ved siden af med sin stok og smiler venligt, hun er et meget blidt og venligt menneske. Hun har engang fortalt mig, at hun har dårligt hjerte, så det er meget vigtigt for hende at tage det roligt. 

Det er sjældent, at jeg går ned på afdeling B, der er ikke så mange, jeg rigtigt kender her, borstset fra Hr. Stuhr, og hvem kender ikke ham ? Han er hjemmets kvindebedårer, og når han kommer ned i terapien, så spreder han humør og glæde omkring sig, og han fortæller mig en dag med et glimt i øjet : "Allerede dengang, da jeg var ung, gik jeg med stok, og mens jeg gik og svingede med den, så flokkedes alle kvinderne om mig".

Holger Larsen er et sted i fyrrerne og sidder i kørestol. Han får besøg af sin kone hver dag, som går ture med ham, når vejret er til det. Hr. Larsen er en mand af få ord. Han kan sige : "ja, nej og gønnebir", men han forstår alt, hvad vi siger.

Hverdagen på plejehjemmet

Mor bruger weekenden til at hvile ud i, og derfor kan hun slet ikke overskue selv at skulle stå for rengøringen, derfor ansætter hun fru Poulsen til denne opgave. Fru Poulsen kommer hver tirsdag for at gøre rent i vores hjem,  og ved 2-tiden, når jeg kommer hjem fra skole, får vi os lige en kop kaffe og en sludder, inden hun fortsætter med sit arbejde, og jeg går i gang med lektierne. Når fru Poulsen er færdig for i dag, så er hjemmet skinnende rent, og lige så snart mor træder indenfor døren, nyder hun denne luksus.  

Terapien bliver hurtigt det store samlingssted, og hver morgen, når beboerne er kommet i tøjet og har fået morgenmad, så valfarter de herned, for det er jo her, det sker. I terapien kan de få en sludder, mens de laver håndarbejde, eller de kan passe sig selv og dog ikke være helt alene. Fru Frello, der er beskæftigelse-terapeut er altid villig til at hjælpe folk i gang, og komme med forslag, hvis en beboer ikke rigtig selv kan finde på noget at lave. Der er mange muligheder, men "én ting mangler her dog", fortæller en mandlig beboer en dag, " - og det er et værksted, så der også er noget for os mænd at tage sig til". Der går ikke lang tid før hele den bageste del af terapien er indrettet til træværksted med høvlebænk og det hele.

Hver dag kl. 12 er der mad inde i spisesalen, så lyder gonggongen ude på gangene og afdelingerne, og et øjeblik efter begynder folk at gå ned mod spisesalen, hvor der kommer en dejlig duft ude fra køkkenet. Det er den varme mad, der er ved at være færdig nu, og så er der lækker mad til beboerne.

Efter maden får de fleste sig en middagslur, så nu er her stille i terapien. Ved 14-tiden begynder folk at komme igen, og så er der kaffe og lækker hjemmebagt kage fra køkkenet, og te til dem, der hellere vil have det.

Om eftermiddagen bliver der serveret saft i terapien, og kl. 18 lyder gonggongen igen, og denne gang er det aftensmaden, der står for døren. Og nu er det blevet tid til at lukke  terapien for i dag.  Til aftensmad bliver der serveret fine snitter af forskellig art, og der er mange at vælge imellem.

Det er ikke alle, der ønsker at gå hjem for sig selv efter aftensmaden, så sidder de og hygger sig i opholdsstuen, der også har et  fjernsyn, hvor de kan sidde og følge med i nyhederne.

Mallorca kalder

Mor har brug for at komme lidt væk, og derfor så bliver hun og Inger enige om at bestille en rejse til Mallorca. Maria og jeg skal også med, så jeg skal have fri fra skole. 

Jeg er ude at flyve for første gang. Jeg er faktisk lidt bange, for tænk nu, hvis flyet styrter ned? Der er godt nok mange lufthuller, og jeg klamrer mig til sædet, men efter flere timer, så lander vi omsider i las Palmas lufthavn. Derfra bliver vi hentet i bus, og fra vinduet ser jeg de smukkeste træer fyldt med appelsiner, og nogen er fyldt med citroner, nej hvor er de flotte. Palmer er her også mange af, jamen hvor er her dejligt. Og hotellet er så fornemt, at den store trappe ned til hallen er af marmor. Ved morgenbordet sørger mor og Inger for en lille madpakke til senere. Så begiver vi os ud på en tur i omegnen, hvor vi kommer forbi en stor skrænt. Her finder vi en masse store flisestumper, der bare ligger - smidt ud! Og det er da synd, for de er faktisk rigtig flotte. Vi spiser så vores medbragte mad og samler fliserne sammen i tasken, og så går vi ellers hjem. Fliserne kan Kirsten garanteret lavet til noget spændende kunst.

Vi kører med bus ned til stranden, hvor vi følger efter rejselederen, der vifter med sit tørklæde. Det er altså mor og Inger, der prøver at holde trit med hende, og Maria og jeg holder os bare i nærheden af mor og Inger. Fra stranden bliver vi ført lige ind gennem en kæmpestor klippeåbning og ned ad en masse trin, der er hugget ind i hulen. Jeg kan næsten røre drypstenene med hænderne, og de er så flotte og ligner istapper bare i gule og orange farver. Vi kommer ned i en kæmpestor sal af en hule. Her har stenaldermenneskene nok levet trygt og godt, og der er også en lille flod, der løber gennem hulen. Jeg er virkelig begejstret og forestiller mig ligefrem, at jeg selv bor i hulen her. Og i det fjerne hører jeg klassisk musik, der kommer nærmere. Det viser sig, at det lille orkester kommer sejlende i en båd, og efter dem, så kommer der flere både, som vi skal sejle videre i, nej, hvor er her altså romantisk.  

Vi skal se noget flamenco i dag, jeg troede ellers, at det var sådan nogen lyserøde fugle med lange ben, men mor har fortalt mig, at her i Spanien er det altså en dans. Vi kommer ned i en kælder, hvor  vi skal spise, mens vi ser et par i flot tøj danse.

Bag efter kommer vi gennem et marked, hvor der er alt, hvad hjertet begærer, "vi skal da have lidt souvenirs med hjem", siger mor. "Souvenirs, hvad betyder det ?", " det er ting, som vi ikke kan købe hjemme i Danmark, og som minder os om turen her".

I en af boderne sælger de flamenco-dukker, altså ligesom barbie-dukker, men med de der flotte kjoler i alle farver og med slør og kastagnetter, og sådan en dukke vil jeg altså have med hjem. I en anden bod får jeg øje på et par guldmokkasiner, som jeg også gerne vil have, og dem bliver jeg meget glad for.

Vi skal da også lige ud til likørmagning, og der er bare så mange trætønder med en lille hane på. På bordene udfor hver tønde står der en masse glas, og så er det bare med at smage på varerne. Jeg prøver kokoslikør, en bananlikør og ikke mindst ananas. De smager bare så godt, men jeg tror, at jeg har fået nok, for jeg er lidt tung i hovedet, men jeg kommer til at grine af næsten ingenting. 

Inden vi skal hjem til Danmark, har mor fundet en ny ven. Det var mens vi var på stranden, pludselig er mor væk, og vi ser ikke så meget til hende. Hun dukker dog op, før vi skal rejse tilbage til Danmark.

Første dag efter "ferien"

Det er første dag efter vores lille ferie, og vi har svømning på Klostermarksskolen, og når vi skal derhen holder bussen parat lige udenfor skolen. Jeg har taget mine fine guldsko på, dem vi købte på Mallorca, og jeg er så glad for dem, så jeg synes, at de andre også skal se dem.

Efter svømmetimen kører bussen os tilbage til skolen igen, og det næste hold står allerede parat. Jeg er den sidste, der kommer ud af bussen, dvs. jeg når faktisk ikke at komme ud, før en af drengene får skubbet mig tilbage igen. Jeg bliver vred men også meget bange, og pludselig trykker buschaufføren på en knap, der får døren til at sig psss og lukke i. Nu gør det bare rigtig ondt, for min fod er kommet i klemme i døren. Jeg råber ”Avvvh, min fod !”, og han åbner døren igen uden at sige så meget som undskyld. Jeg træder forskrækket ned på fortovet, lad mig se at komme ud af den bus, for det var en grim oplevelse.

Det er det store frikvarter, og pludselig kikker Nina ned og siger,”du bløder”. ”Nej, det kan ikke passe”, tænker jeg, mens jeg kikker ned og opdager en stor blodplet på de fine nye sko. Da jeg kommer hjem, kikker mor på foden, og det viser sig, at storetå-neglen sidder løst. Mor klipper neglen af, og puha, hvor ser det ækelt ud. Men mor kommer heldigvis bandage på, så behøver jeg ikke at se på min grimme storetå.

mors ven fra Mallorca

Mor har inviteret sin nye ven fra Mallorca hjem til os , han skal komme i dag, og det er kun et par timer til at han kommer. 

Jeg er meget spændt på at se, hvordan han ser ud. Jeg sidder og drikker kaffe p​​å afdeling A, og jeg kan altså ikke holde det for mig selv. «Om lidt kommer mors nye ven og besøger os», siger jeg så. » Nej, det lyder da spændende»  siger en af sygeplejerskerne så. Mor er ikke så glad for, at jeg har fortalt om ham «der bliver jo snakket, og jeg vil altså ikke have mit privatliv udbasuneret». Mors nye ven hedder Leif og er ingeniør, og han har tidligere været udstationeret i Afrika for at forsyne befolkningen med moderne brønde og andre opfindelser til forbedring af deres levevilkår. Men for at sådan noget  kører videre, når han har forladt stedet, skal befolkningen jo forstå idéen. Og det forstod befolkningen altså ikke altid. Leif kan masser af historier fra den tid, som han udfolder under middagen til stor glæde for mig, der sluger dem råt.
Jeg ved altså ikke, hvorfor han kalder dem for kakkelovnsrør, men det er nok bare for at være morsom. Klokken er ved at være mange, da mor siger :« så mussepige, nu er det sengetid». Jeg siger farvel til Leif og kysser mor godnat, men jeg er ikke nået helt hen til mit værelse, før Leif begynder på en ny historie, mens han kikker på mig, jeg sætter mig ned igen og lytter efter. Da Leif endnu en gang startet på en ny historie, siger mor meget bestemt, «kan du så se at komme i seng», og jeg rejser mig straks og går ud på badeværelset for at børste tænder. Da jeg kommer ind i min
seng, er Leif holdt op med at fortælle historier, det er nok kun for min skyld, der er faktisk helt stille. De sidder måske og kysser eller sådan noget ?

Et hundeliv

Kiki har sin faste runde på plejehjemmet hver dag, hvor hun får kys og kram og ikke mindst en lille godbid hos flere af beboerne

Det er blevet forår, og en dag spiller jeg bold med en Nina, og vi kaster bolden hen over vejen, for der kommer jo næsten aldrig nogen biler. Kiki løber ivrigt efter bolden. Pludselig kommer der en bil kørende i høj fart ned ad vejen. Jeg har lige kastet bolden, og Kiki løber efter. Jeg hører en klirrende lyd, og Kiki løber klynkende og hylende væk. Kiki er løbet ind i forlygten på bilen, og det bløder voldsomt fra hendes ansigt. Der er kommet en lang flænge, som går fra øjet og ned ad kinden. De 2 mennesker i bilen er frygtelig kede af det, og ved ikke deres levende råd. Kiki kommer på dyreklinik, hvor hun bliver lappet sammen. Og så skal hun gå med en stor tragt om hovedet, så hun ikke kommer til at klø sig i såret.

Stakkels hund, hun kan ikke rigtig se, hvor hun går og støder imod mange steder, det er rigtig synd for hende. Men alting får en ende, og en dag er såret lægt, og tragten bliver fjernet hos dyrlægen. Kiki kan slet ikke forstå, at hun nu pludselig kan se sig frit omkring igen, og hun er så glad, nu kan hun bevæge sig frit igen.

Hver dag, når jeg kommer hjem fra skole, så står Kiki parat oppe på bakken udfor huset, hun glæder sig til at se mig, og når hun så får øje på mig, bliver hun så glad, at hun stormer mig i møde, hun tager tilløb og springer for fuld kraft op ad mig, og jeg vælter og så lang jeg er, og ligger der i græsset, mens Kiki slikker mig og puffer til mig, hun er ellevild af glæde, og jeg er rasende.

Seneste kommentarer

Del siden