Skoleskift

Vi er kommet i 8 klasse og er med i et nyt forsøg – nemlig den udelte klasse, og det vil sige, at vi ikke bliver delt i en 8 klasse og en 1 real, men i nogen bestemte fag, så forlader de ”svage” elever klassen, mens de bogligt ”stærke” bliver siddende. Jeg er så heldig at tilhøre de ”stærke” elever. Vi får også ny dansklærer, der hedder hr. Horte, og han bliver også vores klasselærer.

Vi har et valgfrit fag, og jeg har altså svært ved at vælge. Så derfor foreslår mor metalsløjd, som er et af fagene. Det har min kusine Anne nemlig også haft, og hun var så glad for det. Så kan jeg hamre skåle og lave smykker, fortæller mor mig begejstret. Jamen, det lyder da godt. Det bliver dog ikke nogen succes, jeg kan godt nok lave mange ting i metal, men det kræver, at jeg står med en svejsebrænder i hånden, mens jeg hamrer metallet i form. Jeg tør slet ikke være i det store lokale i nærheden af svejsebrænderne, for flere af drengene leger, at det er våben, de har i hænderne, og retter dem mod hinanden, og hr. Kirk synes åbenbart, at det er helt i orden, han siger i hvert fald ingenting.

Det eneste, jeg så kan finde på, er at bøje hesteskosøm. Der er et lille lokale bagest i  rummet, og der sidder jeg så og bøjer mine søm, og får tiden til at gå. Mor spørger mig hver gang, jeg har haft metalsløjd, ”nå, hvad har du så lavet i dag ?” – ”Jeg har bøjet hesteskosøm !” Da jeg er kommet med samme svar i et halvt år, så spørger mor mig, om det ikke var en idé at vælge et andet fag i stedet for, jo, den er jeg med på, så jeg bliver overflyttet til håndarbejde, og det er jeg glad for.

Fysik er også et af de fag, der giver mig ondt i maven. I fysiklokalet stinker der altid af gas eller svovl, eller er det prut ? Det er et stort lokale, som er delt op i 2 afdelinger, forrest er undervisningslokalet med den store tavle, og borde og stole, der ligger forskudt i opad, så selv de på bageste række kan se, hvad der foregår oppe ved tavlen. Bag ved tavlen ligger pultene med gasblus, og her står vi så i små grupper ved hver sin pult, når vi skal til at lave forsøg. Der er altid et par af drengene, der synes, at det er vældig sjovt at åbne for gassen, og de griner, når de ser mine skrækslagne øjne. Imens går fru Lemche rundt i lokalet med fjerne, drømmende øjne, og jeg er slet ikke sikker på, at hun ville reagere, om så hele fysiklokalet sprang i luften for øjnene af hende.

En dag er Helene ikke mødt op til timen, og læreren spørger hvorfor. Nina fortæller, at hun er på hospitalet for at besøge sin mor. Jeg spørger Nina, hvad hendes mor fejler, og hun svarer usikkert, ”hun har lungebetændelse”. Da mor hører det om aftenen, siger hun : ”hun har ikke lungebetændelse, - hun har lungekræft !” Jeg bliver helt lamslået, Helenes søde mor ? - det er forfærdeligt, tænker jeg for mig selv, jeg er for chokeret til at sige noget højt.

Et par dage efter kommer frk Buch ind i klassen og siger, at hun har noget at fortælle. ”Helenes mor er død, hendes far har lige hentet hende, så det varer et par dage, før hun kommer tilbage”. Ud af vinduet ser jeg Helene komme grædende, mens hun holder sig tæt op ad sin far. ”Stakkels Helene, tænk, hvis det havde været min mor, der lige var død, det tror jeg slet ikke, at jeg kunne klare”. I frikvarteret siger den nye pige i klassen,”Når Helene kommer tilbage lader vi som om intet er sket, alt skal være som før”.

Katten Steena

Vi har fået en ny kat, det er en meget smuk og slank siameserkat. Den er helt sort, der er ikke et eneste hvidt hår på hende. Jeg kalder hende Steena, inden mor når at finde på et navn. Steena er ikke særlig kælen, men temmelig vild. Der går ikke lang tid før hun hopper rundt i gardinerne og klatrer helt op for at balancere på gardinstængerne lige så let og elegant som en anden cirkuskat.

Efter noget tid bliver Steena pludselig væk. Vi leder og leder, men væk, det er hun, og vi er overbevist om, at hun nok er kørt over eller ligger et sted og er død. Men så pludselig en dag kommer hun hjem igen og stinker langt væk af en halvkvalm parfume. Hun sætter sig hen til madskålen, kikker meget fornærmet op på mor og mjaver klagende. Mor har forstået budskabet, katten er sulten og mor fylder madskålen, som Steena tømmer med glubende appetit. Om aftenen stryger hun sig op ad mig og mor, og hun kan pludselig godt lide at blive nusset og pusset. Men allerede efter et par dage er hun væk igen.

Vi er slet ikke i tvivl om, at hun har fundet sig et bedre pensionat, hvor ikke alene maden åbenbart er bedre, men hun bliver også godt parfumeret. Mor finder hurtigt ud af, hvem madmor er. Hun bor nemlig i bondehuset oppe på hjørnet, og en dag henvender hun sig til mor og beder hende om at holde katten hjemme. Mor undrer sig lidt og svarer :"Jamen, De kan da bare lade være med at fodre hende".  Madmor tager ikke imod rådet, og Steena kommer sjældnere og sjældnere hjem for at hilse på os, til sidst kommer hun slet ikke på besøg. Mor beslutter sig for, at vi ikke skal have flere katte. Nu må det være nok, siger hun. 

Vinterferie hos mormor og morfar

Flere af beboere på afdeling A har udsigt til vores hus, og de mest nysgerrige sidder ved vinduet og følger med i alt, hvad der sker ovre hos forstanderinden, og de er også meget glade for at snakke om, hvad de har set. - Ikke nok med det, selv når mor har fri, og hun står ude i køkkenet for at lave mad, så bliver hun mindet om sit arbejde bare ved at kikke ud af vinduet.

Ikke nok med det, selv når mor har fri, og hun står ude i køkkenet for at lave mad, så bliver hun mindet om sit arbejde bare ved at kikke ud af vinduet. Det begynder efterhånden at gå mor på, at hun ikke har noget privatliv, og mor trænger virkelig til at komme lidt væk fra plejehjemmet, og hun har snakket med mormor og morfar, om vi ikke lige kunne komme en uges tid i februar måned, og det er da helt i orden. Jeg får fri fra skole og får lektier for, som jeg skal lave i min ferie. Og Jeg er bestemt ikke ked af at få en lille vinterferie hos mormor og morfar. 
Da dagen kommer, pakker vi mors lille grønne Morris Mascot og kører ned til Halskov Knudshoved og køber billet, og nu er der så kun at vente. Mormor har sagt, at vi kan da bare tage katten med, så den ligger og sover på bagsædet ved siden af mig.

Færgen er kommet, og nu begynder vores række at røre på sig, og mors lille Morris lister sig langsomt fremad, vi kommer helt frem til vi skal til at køre ombord, men netop, som vi skal til at køre forbi betjenten, hæver han armen til stop, og den lille Morris lunter slukøret tilbage på rækken igen. Nu er der så kun at vente på næste færge. Det er blevet helt mørkt og vi er ved at være godt sultne, så mor foreslår at vi tager ind og spiser i restauranten. Vi skal altså hen over alle kørebanerne, men der kommer heldigvis ikke så mange biler lige nu. Vi kommer indenfor i de dejlig varme lokaler, og efter at vi er blevet mætte, så er det tid til at sætte sig ind i bilen igen, og der går ikke lang tid før vi kører ombord på færgen som de allerførste.

Efter et par timer holder vi foran porten til Hviidsmindegård, hvor vi lige skal passe på, at hundene ikke slipper ud. Jeg er stået op kl. 6.30 og kommer ned i køkkenet, hvor morfar står ved komfuret og laver havregrød, han har været vågen i over en time, og nu har hans mave ur altså ringet. "Hvem vil have havregrød", spørger han, - det vil jeg, for morfar, han laver nemlig en rigtig dejlig havregrød, lige som jeg kan lide den, den er nemlig hverken stiv eller suppe. Der er lukket af ind til de fine stuer, ikke fordi der er låst, men vi holder dørene lukket, fordi der ikke er varme på, og derfor er  det smadderkoldt.

Hver dag har jeg lektier for, og jeg sidder i den hyggelige lille stue ved siden af køkkenet med bøgerne slået op. Det går som en leg, ja selv regnestykkerne sidder jeg ikke og sveder over. Moster Birthe kommer en af dagene for at gøre rent, hun går på konservatoriet og læser musik, så det er aldrig ad vejen at tjene lidt ekstra penge.

Om aftenen sidder vi og spiser i den hyggelige spisestue, hvor der engang var madelevator. I dag er det en hylde, hvor der står lidt keramik og andet pynt. Morfar sidder ved bordenden på dragebænken, og fortæller historier fra før i tiden, han er rigtig i dit es, og mormor har også mange historier at fortælle. Vi griner og pjatter og har det rigtig rart, det er faktisk så hyggeligt at have dem på 4-mandshånd. Vi lærer hinanden at kende fra en hel anden vinkel. Mor er også mere glad, hun er ikke så irritabel og stresset, som hun er til hverdag.

Påsketur til Sverige

Det er påske, og vi er taget på hytteferie i Sverige, og selvom vi er helt fremme i april måned, så er her helt dækket med sne over alt. Hytten er hypermoderne med et stort alrum, hvor køkken og stue er ud i et, og de store panoramavinduer sørger for, at rummet er lyst og venligt. Vi går en tur ned til søen, der ligger meget tæt på vores hytte, og der er is på søen, så langt øjet rækker.
Jeg er gået i bad for at vaske hår, og der er dejlig varmt vand i hanen. Men lige som jeg har sæbet mit lange hår ind, så bliver vandet meget hurtigt iskoldt, det viser sig nemlig at varmtvands-beholderen slet ikke kan rumme ret meget vand ad gangen. Så nu sidder jeg bare med sæbe i hele hovedet og venter på, at vandet bliver varmet op igen. 
Næste dag vil jeg altså så gerne ned til søen igen, så jeg går en tur for mig selv. Da jeg kommer hjem til hytten igen, er der mørkt, og Ulla og far er ikke derinde. Efter at have undersøgt, om døren er låst, opdager jeg, at det ene panoramavindue står på klem, så jeg kan kravle ind gennem det. Da far og Ulla kommer hjem igen, siger Ulla, "Jamen, vi ville da også gerne gå en tur"
Næste morgen kl. 9 sætter vi os ud i bilen, far drejer nøglen om, men bilen, den vil da ikke starte. Der går lidt panik i os alle, for far har bestilt plads ombord på færgen, så vi skulle jo gerne nå den. Efter et par forsøg starter den dog, og så går turen stille og roligt ned mod færgen.

Vi skal besøge farmor, og da vi sidder ved aftensmaden i den hyggelige spisestue, så fortæller Ulla pludselig, at dette faktisk er deres bryllupsrejse, som jeg så også har været med på. - Det var da lidt af en nyhed, og den har jeg endda været med til at fejre !

Ferieplaner

Et par gange om året er der møde for plejehjemsledere på Sjælland. Denne gang mødes de på Himmelev plejehjem, hvor de snakker om, at forholdene på de forskellige plejehjem i Danmark skal undersøges. "Jamen, hvad med plejehjemmene på Grønland, det hører jo også med til Danmark", siger mor så. Det er de andre helt enige med hende i, og det ender med, at hun får til opgave at undersøge forholdene på flere grønlandske plejehjemmene. Mor får rejsen betalt og en fotograf  bliver hyret til at tage billeder der oppe. Mor spørger mig "Vil du med til Grønland ?", "Ja, det vil jeg rigtig gerne", siger jeg glad.

Far og Ulla skal flytte fra huset i Godthåb ved Ålborg, og deres nye hjem ligger i Støvring. Det er et stort hus i 2 etager med vindeltrappe, og med en stor terrasse og graner i baghaven, fortæller Ulla. Så det er altså en af de sidste gange, at jeg er her.

Far fortæller, at han har bestilt hytte i Norge, og da jeg hører datoen, siger jeg skuffet: «Øv, da skal jeg jo med mor til Grønland», - « Skal du det, jamen hvorfor har vi ikke fået besked om det ?», siger far ærgerligt. «Men jeg troede da, at mor havde ringet og fortalt det". - Nu er jeg skuffet og ked af det, for måske går det hele i vasken, og jeg kommer ikke med til  Norge.

"Mor skal undersøge forholdene på flere grønlandske plejehjem, og så har jeg fået lov til at komme med, - og vi skal da også se hovedstaden Godthåb", fortæller jeg. - "Jamen, så kan du jo lige nå at skrive et postkort fra Godthåb til Godthåb», siger Ulla.

I slutningen af 8 klasse er mor og jeg til møde, og her får jeg at vide, at det går så dårligt, at jeg er nødt til at gå klassen om. Et par dage efter spørger mor mig, om jeg kunne tænke mig at skifte skole, hun har snakket med flere, der har gået på Sankt Josef, og de har kun godt at sige om skolen.

Jeg er lidt i tvivl, og vil lige tænke over det. Næste dag spørger jeg frk. Buch, om der virkelig ikke er andre muligheder end at gå klassen om. Det siger hun klart og bestemt nej til, så da jeg kommer hjem fra skole, siger jeg til mor : ”Jeg har besluttet mig, jeg vil gerne skifte til Sankt Josefs skole”. Og sådan bliver det, jeg skal starte på den nye skole efter sommerferien.

Norge i regnvejr

Det bliver alligevel til noget med Norgesturen, så i starten af sommerferien kører vi op til Geilo, hvor der står en hytte parat til os. Vi kommer ind i hytten gennem køkkenet. Og i gulvet fører en lem ned til et stort kølerum, hvor vi kan stå  oprejst, - Jamen det er jo ligefrem et skønt gemmested. Efter køkkenet kommer vi ind i stuen, som virker meget mørk, men det er jo nok fordi det er gråvejr, og der ikke kommer ret meget sollys ind, - nåh men det bliver nok bedre i morgen. Men nej, - dagene går med regn og surt vejr, og de fleste af dagene sidder vi indenfor og spiller kort og matador. Om aftenen læser far højt af en skøn og meget morsom bog, der hedder "Tre mand i en båd", og vi sidder og skraldgriner af de 3 mænds elendighed, for så føles vores egen skuffelse jo heller ikke så slem, - vejret, det kan vi jo alligevel ikke lave om på. 

Efter at have siddet indenfor i flere dage og kikket ud i regnen, så siger far pludselig : "Nu kan det være nok, - kom vi kører". Vi sætter os alle 3 ind i den grønne Saab, og så går turen ud i det regnfulde og grå norske landskab. Regnen stilner af efterhånden, som vi kommer frem, og da vi kører ombord på færgen, som skal sejle os over en kæmpestor fjord, så er den helt hørt op. Vi står ude på dækket og nyder udsigten, og vi kan faktisk se over til den anden side af fjorden lige nu, men efterhånden som vi sejler frem bag høje fjelde, så dukker der mere og mere fjord op. Da vi er kommet over på den anden side af fjorden, går turen videre til Bergen, hvor vi parkerer vi bilen og tager videre med Bergensbanen.

Toget sætter i gang, og vi kører igennem et par tunneler. Toget gør så holdt et øjeblik, hvor vi kan filme det store imponerende vandfald, der bruser til vores højre side. Et helt hold japanere stiller sig begejstret op for at filme, de er ellevilde. Efter et stykke tid skifter landskaber karakter, det er nu helt dækket af sne, og vi kører langs en klukkende foss, der buldrer frem under sne og is. Jeg er ærligt talt helt imponeret, for hvor kommer al den sne og is dog fra ? - det er jo ellers sommer, lige nu !

Efter noget tid forlader vi vinteren, og kommer ned i en grøn dal. Vi stiger ud på stationen i den lille bygd. Det regner blidt, mens vi går igennem bygden, og jeg er meget overrasket over hvor blomstrende og farvestrålende haverne er heromkring.  « hvor et her dog frodigt», siger Ulla så, «men mon ikke, det er fordi, at her altid regner så meget? ». Vi kommer til et hyggeligt cafeteria, hvor vi kan komme i tørvejr, og det er jeg altså meget glad for. Her får vi så lidt at spise, inden vi tager toget tilbage mod Bergen. Og efter en dejlig dag er vi hjemme i hytten igen, og jeg har fået set Norge fra en helt ny og skøn side.

Med mor på Grønland

Jeg glæder mig sådan til at jeg skal til Grønland sammen mor, og vi sidder i lufthavnen og venter, for lige om lidt skal vi hilse på fotografen, der skal med os derop. Jeg er ikke så meget for at møde ham, for mor har nemlig fortalt mig, at hans negle sidder meget løst, og så har han også et kæmpestort overbid og næsten ikke noget hår på hovedet. Et øjeblik efter kommer en høj mand hen imod os, vinker til os og smiler over hele hovedet. Han præsenterer sig som Alan Hygom, og det er altså ham, der er fotografen. Han strækker højre hånd frem mod mig for at hilse. Puha, jeg ved altså ikke, om jeg tør trykke den, for jeg er bange for, at hans negle skal falde af. Neglene falder ikke af, og hans overbid er altså ikke værre end onkel Ibs, og det viser sig, at han faktisk er en meget hyggelig fyr.

Vi har sat os i flyet, og nu venter vi kun på at komme af sted. Jeg er faktisk lidt bange for at flyve, for tænk nu, hvis flyet styrter ned. Men lidt efter, da det begynder at køre ud af landingsbanen, så siger Hygom med et stort smil,: " Såh, - nu er der ingen vej tilbage", og jeg kommer sådan til at grine, for hvor har han dog ret, og jeg glemmer helt at være bange.

Vi mellemlander på Island, men vi er kun i lufthavnen, hvor der er fyldt med butikker, der sælger striktrøjer i flotte farver og mønstre og forskellige souvenirs.  Da vi skal til at lande i den grønlandske by Narsarsuaq, bliver jeg bange igen. Jeg ser nogen store klipper nærme sig i rasende fart, og det ser ud som om, at vi rammer dem. Jeg er først rigtig rolig igen, da flyet er landet, og vi kan begynde at stige ud.

Vi skal videre til Julianehåb med helikopter, og i ventetiden er vi kommet i snak med en dansk kvinde og hendes 2 sønner. De har lige været en tur i Danmark og skal hjem til deres lejlighed i Julianehåb. Kvinden er lærer og minder lidt om faster Inge, hun er pjattet og sjov, og det er hendes sønner også, så vi laver sjov, og så går ventetiden også meget bedre. Endelig er det tid til at vi skal flyve, og vi sætter os op i helikopteren, og jeg bliver igen bange for, at vi skal falde ned. Men efterhånden bliver jeg mere flyvemodig. Da vi lander i Julianehåb, siger vi farvel til den danske familie. Vi tager så en taxabus op til hotellet i Julianehåb. I bussen sidder der allerede 3 grønlændere på bagsædet. De griner hjerteligt og siger en masse på grønlandsk, mens de hele tiden kikker på os. ”Det er vist os, de griner af”, siger Hygom efter et stykke tid, og mor er helt enig. - Ja, de kan sagtens grine, de forstår jo hvert et ord af, hvad vi siger, og vi forstår ikke en lyd af, hvad de siger, det er ikke særlig behageligt.

Efter et stykke tid, får vi øje på hotellet, der ligger højt oppe på fjeldet, nåh, så slap vi da ud af den pine. Vi går os lige en tur i byen, der ligger i et meget kuperet terræn, og da mor og Hygom godt kunne tænke sig en øl, går vi ned til den nærmeste beværtning. Vi kommer ind i et mørkt baglokale og sætter ned ved et bord ved vinduet. Ved bordet ved siden af sidder 3 danske mænd og snakker. Efter lidt tid kommer der en grønlænder ind i lokalet og kikker sig omkring, da han får øje på os, går han hen og sætter sig ved vores bord og begynder at snakke med os på dansk. Han er godt fuld kan vi høre, for han vrøvler lidt, men han fredelig og rolig.

Danskerne ved det andet bord beder ham om at lade os være, og derefter siger de til os, at vi bare skal sende ham væk, men hvorfor skulle vi sende ham væk, han gør jo ikke noget, så vi lader ham sidde, indtil han lidt efter selv rejser sig og går hen til de andre danskere, der fortsætter med at sige grove og nedværdigende ting til ham. Det er tydeligt, at de slet ikke bryder sig om grønlændere i det hele taget, så da vi har drukket ud, rejser vi os og går.

Der er aftensmad på hotellet, og vi kan så vælge mellem en masse grønlandske retter : hvalkød, sælkød og fisk, som jeg aldrig har hørt om, så jeg må altså vælge i blinde og får noget, der smager både fedt og trannet, og selvom jeg ikke plejer at være kræsen, så er det lige lovlig trannet i smagen. Næste morgen meget tidligt, bliver mor og jeg vækket ved en høj vred kvindestemme, der råber en masse ord på grønlandsk, og den dumpe lyd af sten, der rammer mod muren og en gang imellem en rude, der klirrer. – Senere får vi at vide, at det er en grønlænderkvinde, der blev svigtet af en dansk mand, som bor på vores hotel.

Mor og jeg går tur i byen, vejen fører os over en rislende bæk og ned mod kirken, der ligger ud til vandet. I vandet ligger der et par isblokke, og den største minder mig om et søuhyre, jeg engang har hørt om, var det ikke i Skotland ? Bag kirken møder vi en grønlandsk kvinde, der meget gerne vil snakke med os. Det viser sig, at hun også hedder Henriette, det synes vi begge 2 er rigtig sjovt. Hun begynder dog hurtigt at sige det samme og det samme igen, og hun snøvler også. Det er dog utroligt, så mange grønlændere, der er fulde, så tidligt på dagen.

Vi er jo kommet for at undersøge forholdene på plejehjemmene, så vi besøger plejehjemmet i Julianehåb, og en meget venlig og smilende lille kvinde møder os ved indgangen og viser os rundt. Det er et meget moderne plejehjem med en stor lys spisesal, et stort køkken og en opholdsstue. Stuerne, hvor beboerne bor, er indrettet som 2-sengsstuer, hvor sengene ligger i forlængelse af hinanden. Det virker bestemt ikke, som om beboerne har noget imod at bo sammen 2 og 2, tværtimod, de virker trygge og glade. En af damerne, der er lutter smil og glæde, tager min hånd og holder den op mod sin store runde kind, hvor er hun dog sød. Stuerne er pyntet med lyseduge og lysestager broderet af grønlandske perler og små dukker med grønlænderdragter med de flotte farvestrålende perlekraver, og kvinderne har selv lavet perlebroderierne. Vi tager afsked med forstanderinden og flere af beboerne, der vinker fra altanen.

Inden vi skiltes fra den danske familie, aftalte vi, at vi ville besøge dem den sidste dag. Da vi er ved at være der, viser det sig at være et kedeligt socialt boligbyggeri, men da vi kommer ind i deres lejlighed, er den stor og hyggelig. Desværre har der været indbrud, mens de var i Danmark, og det er moderen meget påvirket af. Vi hilser også på deres far og den yngste søn, som ikke var med i Danmark. De var nemlig på vandretur, og imens havde indbrudstyvene altså fred til at plyndre. Vi får en kop kaffe og en snak, og bagefter går vi en tur ned i byen, hvor der er et hyggeligt gadekær med springvand. Her viser de 2 sønner mig nogen spændende gamle hytter fra nordboernes tid.

I nærheden af Julianehåb ligger fjeldene, hvor vi er tæt på indlandsisen, især naturligvis om vinteren, her er der også en lille sø, hvor der til min store overraskelse er fyldt med nøgne grønlandske børn, der boltrer sig i vandet. – ”Jamen, fryser de da slet ikke ?”

Den næste dag skal vi videre mod nord, så efter vi har pakket vores sager og taget vintertøjet på, for det er temmelig koldt i dag, så begiver vi os ned mod helikopterstationen. Da vi kommer ind i ventesalen, siger en midaldrende herre med høj stemme,”Nåh, der har vi nok optimisterne”, – ”tror I, at I kommer videre i dag ? – Jeg har foreløbigt ventet i en uge”. Manden,  præsenterer sig som ” Gregers Chris Olsen”, ”Jeg er mineralog, og undersøger jordbundsforholdene. Der er så mange sten og mineraler heroppe, som ikke findes andre steder”. Jeg vinker til de 2 arbejdsmænd, der går rundt ude på landingsbanen, og de vinker og smiler igen, hvor er de dog søde, synes jeg, og så gør det jo heller ikke noget, at de ser så godt ud. Vi kommer af sted med helikopteren, og det er anderledes end at flyve med fly, helikopteren, den letter jo lige på stedet, og så er vi oppe, og når først jeg er kommet op i luften, så er jeg ikke så nervøs. Vi kommer helt til Grønnedal, hvor helikopteren venter på melding til at flyve videre, men desværre er det alt for tåget længere mod nord, så vi må altså flyve tilbage til Julianehåb.

Da vi kommer tilbage, holder der en taxabus parat til at køre os alle sammen til Spieshotellet, hvor vi så skal overnatte. Det har kontordamen på helikopterstatioen nemlig sørget for, Hun har ringet til sin mand, der ejer hotellet og fortalt, at den gik altså heller ikke i dag. Det er et meget fornemt hotel, som ligger nede i dalen. Chris-Olsen kan godt lide at snakke, så han byder os ind på sit hotelværelse, hvor vi sidder og hygger os, indtil vi skal spise. Spisesalen her byder på andet end hvalspæk og sælkød, så det glider nemmere ned.

Om aftenen er vi i baren, og Chris-Olsen kommer hen og snakker med os og fortæller lidt om sit job, han rejser meget over hele verden, og så kunne man jo godt tro, at han ikke var gift, men han har altså en kone fra Filippinerne.

Grønland har nogen meget sjældne sten, som ikke findes andre steder i verden, og det er grunden til, at han er her. Til sidst tager han en pakke frem, hvor han viser nogen af de sten, som han har fundet her på Grønland. Der er en del lyserøde sten i forskellige størrelser, som han har fundet heroppe – ”de hedder tuktupit”, siger han og giver mor og mig en hver.

Næste morgen bliver vi vækket meget tidligt af hotelpersonalet. Der er ved at være lysning i vejret, så det er bare om at få lidt morgenmad i en fart, og så af sted. Chris-Olsen kommer hen og giver mig en appelsin, hvis jeg nu skulle blive mere sulten på rejsen. Vi bliver igen kørt ned til flyvepladsen, hvor helikopteren allerede står parat på landingsbanen, og de 2 flotte grønlændere står parat til at hjælpe os ombord.

Turen går igen mod Grønnedal, hvor vi holder parat til videre melding, og atter må vi vende om, - øv ! Taxabussen holder parat og kører os tilbage til Spies-hotellet. Mor og jeg lægger os lidt, for vi er kommet lidt for tidligt op, synes vi, men allerede efter en times tid bliver der igen banket på døren, og vi gør os klar til at køre til stationen. Vi letter endnu engang og flyver til Grønnedal, og denne gang kan vi komme helt til Godthåb. Vi skulle egentlig have været landet undervejs, men mor tager ingen chancer, så nu tager vi direkte til Godthåb.

I selveste hovedstaden kan vi ikke finde et plejehjem, og det ender med, at vi besøger sygehuset i stedet for. Her kommer vi i snak med en dansk kvinde, der ligger på en enestue. Hun er ikke så glad for at bo på Grønland, det er svært at leve sig ind i deres kultur, siger hun, men hun bor her pga. manden. Næste mål er Sukkertoppen, som er en hyggelig lille bygd omgivet af høje fjelde. Vores hotel ligger højt oppe ad en fjeldside, og en stejl trappe fører derop. Lige nedenfor løber en lille fjord, og på den anden side af fjorden ligger byen. Mor og jeg skal lige derned for at finde en gave til Hygom som tak for godt samarbejde, så vi går ind i en butik, hvor mor finder noget, som hun mener, at han kan bruge. Da den unge ekspedient skal til at pakke gaven ind, så kan jeg altså bare ikke få øjnene fra ham, for nej, hvor ser han godt ud, og han smiler så sødt. Lige pludselig begynder han at fumle med tingene, mens han stadig smiler, og rullen med gavepapir kommer ned på gulvet. Det tager bare lang tid for ham at gøre sig færdig, ”Det gør da ikke noget for min skyld, men kan det mon være fordi jeg kikker sådan på ham ?”

Vi går langs fjorden hjemad mod hotellet, og ser en masse små både, der ligger og vugger på vandet. Pludselig hører vi skud lige i nærheden, vi stivner af skræk og kikker os forsigtigt tilbage. På en af bådene får vi øje på en fuld grønlænder, der står og råber en masse og skyder omkring sig med et jagtgevær. Nu er det bare med at komme af sted hen mod den stejle trappe, så hurtigt vi kan og uden at se os tilbage. Jeg kan næsten mærke geværløbet pege mig i ryggen. Først da vi er kommet hjem på hotellet, kan vi trække vejret roligt igen.

Vi besøger plejehjemmet i Sukkertoppen og går op ad en mørk gang. Jeg er faktisk lidt chokeret, for her virker snusket, synes jeg. En gammel dame kommer ud fra et toilet på gangen, hun slæber fødderne efter sig, og ikke nok med det, også et stykke toiletpapir, der sidder fast under den ene fod, bliver slæbt med hen ad gangen. Lidt efter kommer forstanderinden og viser os ind på en af stuerne. En gammel fanger sidder og skærer i et stykke hvalrostand. Han viser os en masse spydspidser, perler og små figurer, som han har siddet og lavet, nu hvor han har masser af tid, og han synes da, at mor skal have en af hans små spydspidser med hjem som minde. 

Vi skal videre til lufthavnen i Søndre Strømfjord, for nu er vores rejse på Grønland ved at være slut, så vi sidder igen og venter på at komme videre med helikopter. Det viser sig, at der er en helikopter, der skal lige til at lette, og der er kun én plads ledig, og den får Hygom, så kan mor og jeg tage den næste helikopter, hvis der vel at mærke er mindst 2 ledige pladser. Så nu sidder mor og jeg tilbage og venter.  En anden helikopter er landet i mellemtiden, og pludselig er der en, der stikker hovedet ud og råber til os, "jamen, det er jo Chris-Olsen", ”Ja, jeg er nu på vej til Holsteinsborg, - I må have det godt!”, får han lige råbt - nej, hvor sjovt, at vi lige skulle møde ham igen.

Vi har overnattet på det store hotel i Søndre Strømfjord, og i dag skal vi med flyet hjem til Danmark, men vi har god tid og går lige en tur i omegnen. Der er nu ikke så meget at se, for her er utrolig øde, og der er heller ikke nogen by i nærheden, men vi nyder, det dejlige vejr, for i dag er der sol fra en skyfri himmel, og der er tilmed lunt, så vi behøver slet ikke det varme overtøj.

Den nye Skole

Til forsiden