Opbrud

På spejderlejr

I sommerferien skal jeg med spejderne på lejr, og mor har været ude og købe en sovepose til mig.  Indeni soveposen er der en lagenpose, «så kan man nøjes med at vaske den», fortæller mor. Soveposen bliver rullet sammen som en pølse, og kommer ned i den regntætte pose, der er fulgt med i købet. Dagen oprinder, og jeg har taget min spejderkjole på, spændt bæltet, bundet tørklædet og taget min lille spejderhue på. Mor kører mig ud til spejderhytten, der ligger i klitterne uden andre huse indenfor synlig rækkevidde. Mor siger farvel og lover, at vi ses snart. Jeg finder min køje og slår soveposen ud, så den er parat til at krybe i, der er allerede flere af mine spejderkammerater, som er kommet, og vi leger, indtil der bliver kaldt på os, og så skal vi ud og gå en tur. I spisesalen hænger der er stort billede af en voksen pige.  Jeg spørger en af spejder lederne, hvem pigen er og får at vide, at hun hedder Margrethe og er vores kronprinsesse. Det vil sige, at det er hende, der bliver dronning, den dag vores konge er død Efter aftensmaden sidder vi i salen og synger spejdersange, og efter et par timer finder jeg min køje. Godt træt kryber jeg ned i min pose, og vågner ved at det er blevet lyst.
Der er en kat, som holder til her ved spejderhytten, den er rigtig sød, synes jeg. Katten har flere sår, som den slikker og kradser sig i, for at rense dem, det ved jeg, for jeg har jo selv kat derhjemme. Katten får så mange knus og klap af os spejderpiger, der er ingen af os, der rigtig ved, hvor den hører til, den er jo næsten altid hos os, og her har den det godt.

Jeg glæder mig sådan, for i dag, da kommer mor på besøg måske kommer far også, for alle forældre og søskende er inviteret .

Både mor og far var her, de var kom i mors lille bil, og jeg var så glad for at se dem sammen. Der var konkurrencer og lege for alle os børn, og til sidst blev der tændt bål, og vi varmede snobrød over bålet. Om aftenen, da jeg havde sagt farvel til far og mor, og jeg så dem køre væk sammen i bilen, blev jeg pludselig meget ked af det. Det var så dejligt at se dem sammen, og måske er det sidste gang i mit liv, at jeg har oplevet det, for når jeg kommer hjem fra spejderlejr igen, er mor for sig og fast for sig, jeg er aldrig sammen med dem begge 2 samtidig.

Mor kommer og henter mig, og jeg vil altså lige sige farvel til katten og ae den en sidste gang, men katten er væk, jeg leder alle vegne, men jeg kan ikke finde dem. Mor siger, at katten er syg, og det kan være, at den er gået i skjul for at dø. Det bliver jeg meget ked af at høre, men vi bliver altså nødt til at køre hjem nu, - stakkels kat !

Sommerdage på Hviidsmindegård

Mor og jeg besøger mormor og morfar. Chang har fået en legekammerat , og hun hedder Trine. Trine er en hund magen til Chang, hun har bare gul pels. Det første jeg gør, da jeg får øje på Trine, er at jeg råber : ”Bøh!”, og Trine farer ind under spisebordet og gemmer sig. 

Der er også en anden ting, mormor lige vil vise os, hun følger os om på siden af hovedbygningen, hvor der ligger et lille hus. Så snart vi nærmer os, så lyder der en kaglen, en galen og en pludren, og det viser sig, at mormor har hele huset fuld af perlehøns, italienske høns, tyrkerduer, også et par flotte haner er det blevet til, ..."og så har jeg også guld- og sølvfasaner, en påfugl og en kalkun". Kalkunen går rundt lige udenfor og pludrer med sig selv, og ind imellem hører vi en jamren - "Auu - Auu !" "Ja, der kan I høre, påfuglen vil lige gøre sig bemærket". En morgen, mens vi sidder og spiser morgenmad, kommer mormor ind ad døren, og med store, runde og tårevædede øjne siger hun klagende : ”måren har været her, og han har taget flere af de italienske høns”. Hun er helt fortvivlet, og efter morgenmaden går morfar straks i gang med at reparere hegnet, så måren ikke kan komme ind igen.

Der er fest i byen i år for Koldinghus har nemlig 700 års jubilæum. Koldinghus, det er den gamle slotsruin, der ligger i udkanten af Kolding by, og om aftenen kører vi lige et smut ind mod byen for at se, hvad der sker. I mørket er stykke foran mig dukker der en stor og mægtig bygning op. Den ligger lidt højt oppe, og her i mørket virker den dragende, ja næsten lidt uhyggelig. Taget og det øverste af muren mangler hele vejen rundt, "det er fordi, der engang har været ildebrand", forklarer mormor ivrigt, " og det er aldrig blevet bygget op igen".

Et par dage efter er mormor taget ind til byen, og nogen timer senere kommer hun glædestrålende hjem igen, hun har været på auktion og har købt 2 meget flotte stole, de har højt ryglæn med træudskæringer, og sæder og ryglæn er med indfarvet læderbetræk i rødt, brunt og guld, "og tænk engang, de har stået på Koldinghus engang" siger hun begejstret. Koldinghus-stolene får deres faste plads i den fine spisestue henne ved den ene væg, og når vi er mange til bords, så kommer stolene også i brug ved bordet.

Renée og Schweiz​​

Anne og jeg nyder Sommeren i de schweiziske alper.

Mor og jeg skal også en tur til Schweiz i sommerferien. Vi skal nemlig besøge mors gamle ven René, som hun lærte at kende i sin ungdom, da hun var et år i Schweiz.

Moster Kirsten, onkel Jørgen, og deres børn Anne og Michael skal også til Schweiz, og de kommer og henter os i deres lille Morris. Vi kører så gennem Tyskland og overnatter på et tysk hotel, og Anne lærer mig at sige - «eine kleine Puppe», og det betyder en lille dukke, så nu kan jeg tysk!

Mor har fortalt mig, at vi skal ned og besøge en mand, som hun mødte, dengang hun var barneplejerske i Schweiz, han hedder René og bor i byen, der hedder Lausanne.

Vi kommer frem til Renés adresse, og han bor i en lejlighed på fjerde sal. Det viser sig, at han ikke er hjemme, og vi får lige at vide af naboen, at han er til sin brors begravelse. Efter et stykke tid får vi i det fjerne øje på en mand, der nærmer sig, og mor genkender ham straks. Det er René, og vi kommer med op i hans hyggelige lejlighed, hvor mor og jeg skal overnatte. De andre skal overnatte  hos Roger, der er en af Renés nære venner.

En flot gammel elevator fører op til Renés lejlighed, den er ikke særlig stor, for der er kun lige plads til 3 mennesker, og inden vi åbner døren ud til etagen, så skal vi altså lige skyde et smedejernsgitter fra. Anne, Michael og jeg finder hurtigt ud af, at elevatoren er alle tiders sted at lege. Når vi kikker op herfra, så kan vi faktisk se det tovværk, der holder os, og vi kan følge med i, hvordan vi bliver firet op og ned. Det er rigtig spændende, - og faktisk også lidt skræmmende! 

Ikke så langt fra, hvor René bor, ligger der et stort indkøbscenter med kæmpe glasdøre, der bare åbner og lukker sig automatisk, hver gang vi nærmer os, - jeg er helt imponeret!

Mor og jeg har et pænt stort soveværelse, og når jeg er kommet i seng, så kommer mor ind og kysser mig og siger ”Bonne nuit”, der betyder godnat, så nu kan jeg altså også fransk ! Så går mor igen, for det er jo ikke hendes sengetid endnu.

René er kunstner, og vi besøger hans atelier, der ligger ude i byen. Det er et stort lyst lokale med mange spændende og farverige ting, og vi får lov til at vælge en ting. Flere af Renés ting er i farvet akryl, som lyset skinner igen, og jeg synes bare, at det er så flot, så flot. Mor vælger et skaldet kvindehoved af orange akryl, det er bare så flot, men det lugter surt.

I dag skal vi op og besøge Renés hytte, der ligger i alperne, og mor og jeg kører med i hans lille sardindåse. Lige nedenfor alperne, er der en jernbaneoverskæring, og den skal vi jo over, og jeg er altså lidt bange, for tænk, hvis der nu kommer et tog, for der er jo ingen bomme ! - Pyha, der kom ikke noget tog. Og nu går det bare op og op i hans lille bil.

Vi kommer op til hans lille hytte, hvor vi mødes med resten af familien og nogen af Renés venner. Der er købt masser af ost ind, for nu skal der laves ostesuppe i stor stil, René har en fonduegryde, og den bliver der tændt op under, og så sidder hele flokken omkring gryden, med hver sin fonduestav og et lille stykke brød, som vi dypper ned i suppen.

Puha, den smager altså ikke særlig godt, synes jeg. ”Der skal drikkes godt med kirsebærvin til, ellers kan suppen godt være en lille smule vammel”, siger mor, og så drikker jeg ellers kirsebærvin, og det smager bare så godt, og inden jeg er færdig med at spise ostesuppe, ender det med, at jeg ligefrem godt kan lide smagen.

Ostesuppen har åbenbart en fantastisk virkning, for lige pludselig er alle bare i så godt humør, de griner og pjatter og er bare så kåde, ikke mindst mor er i så godt humør, og det er meget længe siden, at jeg har set hende så glad. 

Det er det dejligste solskinsvejr i dag, og derfor går René ind og skifter til lettere  påklædning, og et øjeblik efter kommer han ud i – næsten Adamkostume, (det vi i dag kalder for G-strengstrusse). Jeg får et helt chok, sådan kunne far da aldrig finde på at gå klædt ! Dagen efter har René fået lidt mere tøj på, og det kan jeg altså meget bedre lide. Jeg er faktisk meget glad for René, og derfor sætter jeg mig på skødet af ham. Og lige pludselig får jeg lyst til at lære ham dansk, ”Pibe” siger jeg så, og pejer på hans pibe, som han sidder og suger på. ”Pibe”, siger han efter mig. ”Skæg” siger jeg så, og han gentager, jeg synes, at han er meget dygtig.

Efter en uge, skal familien Høj videre til Paris, og derfor holder Roger en lille afskedsfest, hvor der kommer rigtig mange mennesker. Der er dækket op med lange borde fyldt med kager og søde sager, og jeg skal da også lige smage flere af kagerne, men pludselig, er jeg bare så stopmæt og ligefrem oppustet. Roger kommer hen til mig og peger hen på kagerne og siger noget på fransk. Jeg forstår godt, hvad han prøver på at sige,  men jeg kan altså ikke få mere ned, og jeg er ligefrem ved at kaste op bare ved tanken. Jeg er lidt pinlig berørt over hele tiden at skulle sige nej, kan han ikke bare lade være med at plage mig ? – til sidst opgiver han mig og går videre.

Det er det skønneste solskinsvejr, så vi tager ud i Rogers store dejlige have, og Michael er rigtig hjemmevant kan jeg se, han drøner rundt på cyklen og er ikke til at styre på 10 tønder land. René og Roger og vores familie er rykket udenfor og nyder det gode vejr, efter at de fleste gæster er gået hjem. 

Familien Høj rejser videre dagen efter, og mor og jeg bliver  hos René. Mor og René er bare så glade for hinanden, og de kysser og krammer i stuen, det er bare så dejligt at se mor så glad. 

En af dagene besøger vi også Jaqueline og Claude, som mor også kender fra sin tid i Schweiz. De har 2 børn på min alder, og vi leger vældig godt sammen, selvom det meste foregår på tegnsprog.

Den sidste dag er mor, René og jeg ude at gå tur i parken, der støder ned til den store Geneve-sø, Og lige under træerne får jeg øje på en skulptur med 3 aber, den ene holder sig for øjnene, den anden for ørerne og den sidste holder sig for munden, og mor forklarer, ”det betyder ikke se – ikke høre – ikke tale”.

Dagen efter tager mor og jeg toget hjem mod Danmark, vi overnatter i Tyskland, og næste morgen får vi morgenmad og kaffe på hotellet. Der kommer fløde i min kaffe – føj da, hvor er den sur ! Næh, så vil jeg altså meget hellere have kaffen derhjemme – med mælk i - tak.

Helle og jeg pjækker fra skole

Vi er startet i skolen igen efter sommerferien. Helle og jeg er på vej til skole, og pludselig siger hun:«skulle vi ikke tage og blive hjemme fra skole?» Jeg er ikke så meget for det, «kan man det?». «Ja, da, men du tør måske ikke?». «joh, så lad os gøre det».
Vi går tilbage igen, og efter et øjeblik går døren til bagerforetningen op, fru Nysten kommer ud og skal til at gå over vejen. Helle løber over til sin mor, og jeg kan udmærket høre hende sige,«Det var Henriette, der fandt på det». Hvad var det? Hvorfor siger hun det? Fru Nysten svinger Helle en lussing og siger, «og nu kommer du med, min fine ven». Fru Nysten er slet ikke vred på mig, men vi lover hende, at vi nok skal gå i skole nu.
En uge senere spørger Helle, om vi ikke skal prøve igen. Hun har fundet ud af en vej, det fører ud til Åkrogen, der har de et sommerhus. Vi går ud til sommerhuset, der selvfølgelig er låst. Men ovenpå sommerhuset er der et lille hus - en slags loft måske, og så er der åbent, så vi kan lege. Pludselig får jeg øje på forhjulet af en cykel, og et øjeblik efter dukker fru Nysten op. Hun er meget stram i masken, «Kam I så komme ned og i skole», siger hun vredt. Vi skynder os i skole, men der er altså lang vej helt her udefra. Da vi er kommer ind i klassen, går jeg op til frøken Østenkjær og siger, «du må altså ikke sige det til min mor». «Jo, din mor får det at vide , så hvis ikke du  siger det, så siger jeg det». «Av, så må jeg jo hellere fortælle mor , at jeg har pjækket fra skole, det er jeg godt nok nervøs for».
Mor er allerede kommet hjem, og hun åbner døren for mig, «mor », siger jeg så med hjertet oppe i halsen, «jeg har altså pjækket fra skole i dag». «ja, det ved jeg godt, men det skal du ikke gøre igen», siger hun bestemt. «Nej, det gør jeg ikke igen», lover jeg hende. Jeg er bare så lettet over, at hun ikke er vred på mig.

Naboens pige - Trine

Naboen har en lille pige, der hedder Trine. Hun er 4 år og kommer næsten hver dag for at spørge om jeg vil ud og lege. Og det vil jeg mægtig gerne. Jeg har fundet et spændende sted, hvor vi kan lege. Det ligger på skolevejen, lige når vi er drejet væk fra den store vej, så går der en lille sti til højre, den kunne jeg godt tænke mig at kikke nærmere på. Så jeg åbner havelågen og vi går til højre ud af Nordre Strandvej, forbi savværket, indtil vi drejer op af vejen til højre. Jeg kan godt kende forskel på højre og venstre, for venstre, det er jo der hvor uret sidder. Vi går op ad den lille sti og kommer til en bro, der går over den store å. Den hedder Egåen og løber nede bag haverne hos flere af mine legekammerater.

Vi står ude på broen og kikker ned i vandet. Det glider stille ind under broen, og jeg synes pludselig, at det minder mig om et samlebånd. På de store fabrikker, da kører tingene på samlebånd forbi arbejderne, som sidder på deres plads og sprøjter f.eks chokolade i eller glasur på, hvis det altså er slik eller kager. Det har jeg selv set i fjernsynet.

Vi er altså på en tyggegummifabrik, Trine og jeg, og vi har sat os godt til rette på broen, og nu er det bare om at puffe små mængder sukker ud på samlebåndet, mens tyggegummierne glider forbi i stille fart. Hvor lang tid, der er gået, aner jeg ikke. Men pludselig får jeg øje på mor. Ups ! - Vi rejser os op og begynder at gå over på den anden side af broen, og mor følger stille og roligt efter os, da vi kommer et stykke videre, så får vi pludselig øje på Trines mor, der kommer imod os. Hun ser stram ud i masken. Vi er altså omringet og kan lige så godt følge med først som sidst. Efter at Sisse har skældt ud, og de har fortalt, at de var urolige for os, så ender det med, at vi skal have bad. Vi har slet ikke lagt mærke til det selv, men vi ligner altså en flok hottentotter, smurt ind i sand og grus fra broen af. Vi kommer i bad hos Trine, hvor de har et badekar, så vi kan blive skrubbet godt og grundigt. Da vi igen er rene og pæne, går vi ind på Trines værelse, hun har nemlig også sit eget værelse, ligesom jeg - og er også enebarn. Vi kikker i nogen billedbøger, som Trine har liggende. Og der er en bog, som Trine meget gerne vil have mig til at læse. Den hedder "Den store Bastian" og har en tegning på forsiden med en mand med en lang spids hat, han ligner en troldmand, og han ser meget uhyggelig ud. Da jeg har læst om en pige, der ikke vil spise op, og som dør af sult, og en dreng, der sutter på finger, og får klippet fingeren af af den store Bastian, så har jeg fået nok af den bog, nej hvor er den uhyggelig ! Det kan da ikke være Lauritz og Sisse, der har givet hende den bog, de er så søde og venlige ? - det er nok en hun har fået i gave.

"Vi har en chipsmaskine" siger Lauritz, og viser stolt, hvordan sådan en skal bruges. Den skærer de rå kartofler i tynde skiver, og så skal de frituresteges, så det bliver til franske kartofler. Nej, hvor vi guffer i os, de er så gode, og så er det endda sjovt at lave dem.

René kommer på julebesøg

Maria og jeg synger julesange, : ”Thi glæder sig til Rusalem, Halleluja”, synger vi med julelys i øjnene, mens den dejlige hund Chiang lytter opmærksomt.

Ved juletid kommer René og besøger os i Risskov. Han har taget en lille spilledåse med til mig. Det er en sød lille alpehytte, og når jeg åbner låget, så spiller den en meget enkel lille melodi – om og om og om igen, langsommere og langsommere, indtil den til sidst går i stå, og så skal jeg jo bare trække den op, så den er frisk igen.

René har også taget sin båndoptager med, og han spiller stolt et bånd for os, hvor han siger alle de danske ord, som han har lært. Jeg er også meget stolt, for det er jo  mig, som har lært ham dansk, det er jeg ganske overbevist om.

René kommer med til Kolding, hvor vi fejrer juleaften sammen med hele familien. Ved middagsbordet har de voksne travlt med at lære René at sige ”rødgrød med fløde”, og han gør sig meget umage og siger efter dem ”Rrrodgrrod me flode”, mens han ruller på r’erne. De andre skraldgriner. Men som om det ikke er nok, så prøver mor med ”Røde krøller med fløde”, og René prøver så godt han nu kan : ”Rrolle-Krrolle me Flolle”. Stakkels mand, han er totalt til grin, jeg får helt ondt af ham, og hvad er det også for noget vrøvl, mor siger, der er da ikke noget, der hedder ”røde krøller med fløde”.

René tager toget hjem, og mor og jeg bliver i Kolding. Jeg savner ham faktisk, der mangler pludselig noget. 

Maria blev storesøster i sommer, og Inger sidder med sin nye lille søn på armen, ”Nu har jeg 9 børnebørn”, siger mormor stolt. Om aftenen spørger moster Inger:”Er der nogen, der har et godt forslag til, hvad han skal hedde ?” – ”René”, lyder det straks fra mig. Men det forslag synes Inger ikke om, man kan da ikke hedde René Nielsen, - vel ?

En vigtig Nyhed

Jeg går på Århus musikskole en gang om ugen, og det er en stor gammel villa, der ligger midt i Århus. Når Mor kommer for at hente mig tager vi tit hen og besøger Morbror Carl Frederik og Tante Henny, der bor i en kvistlejlighed kun få skridt derfra.

Det første jeg får øje på er et skilt, hvor der står Algreen-Petersen, og det synes jeg er sjovt, for jeg hedder jo selv Algreen og er slet ikke vant til at møde andre med det navn. Lige indenfor døren til stuen står der et køleskabet, og bag ved det, helt henne i hjørnet under en skråvæg har Carl Frederik sin arbejdskrog, hvor der står et lille bord med skrivemaskine og stencilmaskine.

Langs den ene væg er stuens eneste vindue, og her står Anders And og byder os velkommen. Det er en meget livagtig skulptur i børnestørrelse, som Carl Frederik selv havde lavet. På et lille bord står der et askebæger, som giver mig kuldegysninger. Det forestiller nemlig en lille elefant, der har fået snabelen i klemme i gabet på en krokodille. På skråvæggene hænger der mange familiebilleder, og midt i stuen står det store runde spisebord. Efter stuen kommer vi ind i soveværelset, der er delt op af en stor reol, som skjuler sengen, og ud ad vinduet er der udsigt til et kirketårn. Fra soveværelset kommer vi ud i et lille bitte køkken, og herfra er der udgang til køkkentrappen og et lillebitte toilet, som de deler med naboen.

Når morbror Carl-Frederik og tante Henny kommer for at besøge os, så kommer de på motorcykel, og det ser altså festligt ud, når den lille spinkle Henny sidder ved styret og den store runde Carl Frederik på bagsædet. En dag kommer de ud for en ulykke, og det står ligefrem i avisen. Men heldigvis slipper de med livet i behold. De er begge 2 helt overbeviste om, at det er styrthjelmenes skyld, at de overlever, og derfor har de fra nu af deres æresplads oppe på køleskabet som 2 ramponerede trofæer. Og en dag kommer de og besøger os i en meget lille bil med åbning foran, hvor de lige kan klemme sig ned, de skal da lige ud for at vise os deres nye vidunder.

En dag henter mor mig fra musikskolen, som hun plejer. Hun har noget særligt at fortælle mig. Mor går lige til sagen : "Hvad siger du til at vi flytter til Sjælland ? - så får du en bokserhund !" Jeg tænker, hvad skal jeg med en bokserhund, jeg har jo min kat. Og hvad har det at gøre med, at vi skal flytte ? "Jo, det kan vi da godt", siger jeg - hvad skal jeg ellers sige ? - jeg har jo ikke noget valg. Derefter tager vi hen og besøger Henny og Carl Frederik. Jeg er i en mærkelig stemning på grund af det mor fortalte, og jeg kan slet ikke overskue, hvad det kommer til at betyde for mig.

Afsked med familien Nysten

Bagerfamilien er flyttet til Tjelevej, der ligger på den anden side af Grenåvejen, og når jeg besøger Helle, så overnatter jeg i pigernes store soveværelse, og næste morgen følges Helle og jeg til skole. Mor og jeg skal jo flytte til Sjælland, og i morgen kommer far og henter mig, så skal vi holde sommerferie sammen, mens mor tømmer huset, det er altså mærkeligt at tænke på, så skal jeg aldrig mere se mit hjem. Vi er inviteret ud i fru Nystens sommerhus, hvor Helle, Jette og Gitte også er. De voksne ser fjernsyn, Helle og jeg er kommet i køjen, ud for et vindue, hvor ruden er gået i stykker og en lille kvist rager ind gennem hullet. Helle har taget sin dukke med og en dukkekjole, som hun hænger til tørre på kvisten. Det er så uvirkeligt, i dag er jeg sammen med min anden familie, som jeg nærmest er en del af, i morgen skal jeg sige farvel til alt, hvad jeg har kendt og følt mig som en del af, for altid. Jeg tænker ikke på det, men det ligger under overfladen.

Afsked med min barndom

Dagen kommer, hvor jeg skal tage afsked med mit barndomshjem i Risskov. Far kommer og henter mig i sin grønne Saab, og vi skal holde sommerferie sammen på Sjælland. I mellemtiden kan mor så få fred til at rydde huset og aflevere nøglerne. Nabopigen Trine er kommet for at sige farvel til mig, og jeg får et ordentlig smækkys af hende, og så sætter saaben sig i bevægelse, og jeg ser mit barndomshjem for sidste gang.

Forstanderindedatter

Til forsiden