Skolepige

Katten Frederik - nåh nej, Mitte - ønsker mig held og lykke på min første skoledag.

Skolen venter

Jeg starter i skolen et par måneder før min 7 års fødselsdag, og først kommer jeg i en friskole, der er indrettet i en stor villa med have til. Mor er med de første par gange for at vise mig vejen.

Vi skal selv vælge vores fag, og det har jeg det bestemt ikke godt med, for hvad skal jeg vælge, og hvad nu hvis jeg fortryder ?

Den første dag har vi keramik, og jeg laver en tryllepande. Den næste dag er tingene brændt, og jeg er så spændt på min tryllepande. Tingene kommer frem, men jeg kan ikke finde panden. Lærerinden sidder nu med en lille fugl i hånden, og den mener hun bestemt, at jeg har lavet. Det mener jeg ikke, og jeg siger, at det ikke er min. Men hun bliver ved med at spørge "Er du sikker på, at det ikke er din ?", Ja jeg er helt sikker, det ender dog med, at jeg alligevel tager imod den. Men jeg bliver altså ikke helt rolig, før jeg har fået min tryllepande. Endelig kommer den frem, og jeg er lettet, for den er lige, som jeg havde forestillet mig den og har den smukkeste mørkeblå farve og med de sødeste små pandekager spredt ud over panden.

Efter den første uge så bliver mor og fru Nysten enige om, at jeg skal prøve at vise hende vej til min skole.  Vi tager bussen det første stykke vej, men da vi er steget ud af bussen, så går jeg helt i panik, for der er flere veje at vælge imellem, og jeg kan altså slet ikke huske, hvilken vej, der er den rigtige. Fru Nysten er helt rolig, og hun siger : "Nu prøver vi at gå ned ad denne vej......", og efter lidt tid, så kan jeg pludselig huske det igen, og jeg viser hende vejen.

Fru Nysten snakker så med mor om, hvordan det er gået, og de finder ud af, at det måske vil være en bedre ide, at jeg går på Strandskolen, hvor Helle jo også går, og da jeg bliver spurgt, synes jeg, at det er en god ide. Jeg er lettet, for så skal jeg altså ikke ud og fare vild på vej til skole igen.

Jeg kender jo også Søs, der bor 3 huse længere nede ad gaden. Søs har 3 brødre, og familien bor i en stor villa med 2 løver ved indgangen. Helle, Søs og jeg følges ad til skolen, og jeg kommer til at gå i samme klasse som de - nemlig 1B.

I skolen får Søs pludselig navneforandring, og nu hedder hun altså Annemarie. Mor fortæller mig, at Annemarie er hendes rigtige navn. Søs, det er bare et navn, som hendes brødre kalder hende, fordi hun er deres søster. «Nåh, sådan !»

Strandskolen er en stor og moderne bygning i et plan, og den er så ny, at de ældste klasser stadigvæk går på Risskov skole. Der er 2 skolegårde, en for de små og en for de store klasser.

Når vi skal ind til time, skal vi først stille os op på række 2 og 2, før vi får lov til at gå ind. 

Hver morgen mødes hele skolen til morgensang på gangen, og skoleinspektøren, der hedder Otto Lauridsen synger for. Den svenske sang ”Der gingo tre jentor” bliver sunget tit, og det bliver hurtigt til : ”kan du li’ røget sild med chokoladeovertræk”, og "Jeg elsker de grønne lunde"er blandt hans favoritter. 

Frk. Østenkjær er vores klasselærer, og hende har vi til dansk, kristendomskundskab og håndgerning.

I dansktimerne sidder vi i grupper på 4 og læser op af "Søren og Mette og lille Jep". ”S-Ø”, siger ”Sø”, ”R-E-N”, - siger ”Ren”, siger ”Sø-”, siger ”ren”, siger ”Søren“. Jeg lærer meget hurtigt at læse, men jeg synes altså, at bøgerne med "Søren og Mette og lille Jep" er kedelige.

Vi skal vælge om vi vil lære formskrift eller skråskrift, og vil jeg altså helst skrive skråskrift, men både mor og frk Østenkjær siger, at jeg har sådan en flot formskrift, "det er da synd, hvis du ikke vælger formskrift", siger de næsten i kor, og det gør jeg så.

Vi har også frk Østenkjær til kristendomskundskab, og hun fortæller spændende historier om kristendommen, ja, det er jo næsten lige så hyggeligt, som når mor fortæller historier derhjemme.

Håndgerning foregår i et stort lokale med mange elektriske symaskiner og stof i lange baner i mange farver og mønstre. Jeg kan rigtig godt lide håndgerning, for der får vi lov til at lave lige, hvad vi har lyst til.

Matematik er også et af mine stærke fag, som hr. Rasmussen står for. Jeg synes at matematik er rigtig sjovt, og har ikke svært ved at forstå fællesmængde og delmængde og alt det andet. Vi har aldrig lektier for, for dem laver vi jo i timerne.

Vi har hr Sildkjær til historie, som med de små sammenknebne øjne kikker ud gennem et par smalle briller, og flere gange tror han en lille kam frem og med en hurtig bevægelse reder han sit sølvgrå bølgende hår bagover. Da vi har om stenalderen, så tager vi ned til stranden og samler flintesten og kampesten, som vi tager med hjem til skolen, for nu skal der laves flintøkser. Et par drenge fra klassen melder sig til at komme op til tavlen, de får først et par briller på, som hr. Sildkjær selv har lavet af karton og plastik, og så går det ellers løs med flintesten i den ene hånd og kampesten i den anden, og så er det ellers med at passe på fingrene, for kampesten slår altså så hårdt og flintesten kan ryge i flint.

Skolen har endnu ikke fået sig en gymnastiksal, så vi bruger  Bellevuehallen, der ligger på Ndr. Strandvej. Gymnastik er ikke min stærke side, så når vi skal  springe buk over hinandens rygge, så stiller jeg mig bagest i køen. Jeg synes altså, at det er ubehageligt at blive brugt som buk, og jeg kan ikke rigtig se hvordan jeg skal springe helt op over mine kammeraters ryg. Helle elsker at springe buk, så når vi har fri, så plager hun mig, om jeg ikke nok vil være ” bukken”, som hun springer over, og hun er altså tung !

Vi går også i skole om lørdagen, det er dog kun i 3 timer og efter første klasse bliver der indført lørdagsfri. 

Hos skoletandlægen

Lige før jeg starter i skolen, har jeg fået checket mine tænder hos tandlægen og jeg har ingen huller, så det er jo dejligt. Strandskolen er en meget moderne skole, og her har de skoletandlæge. En dag, hvor jeg er på vej til klasseværelset, møder jeg mine kammerater, der er på vej den modsatte vej, og de siger til mig, at jeg skal gå med, for vi skal til skoletandlægen. Jeg fortæller, at jeg lige har været hos tandlægen. Men  jeg får at vide, at jeg skal gå med.

Vi sidder og venter udenfor klinikken, og jeg er blandt de sidste 2, som kommer ind. Det er bare ikke spor sjovt, for jeg bliver boret i alle mine kindtænder og får sølv i ! Nu er der bare en dreng tilbage, og tandlægen beder mig, om jeg vil vente på ham, for han føler sig mere tryg, når jeg også er der. Det bliver jeg faktisk ligefrem glad for at høre.

Jeg kommer hjem fra skole og fortæller mor, at jeg har fået boret alle mine tænder. Mor bliver rasende, da hun ser mine tænder, og hvordan skoletandlægen har ødelagt alle mine fine 6-års-tænder og fået sat grimme plomber i, og hun ringer straks til skoleinspektøren for at klage. Han lover, at han straks vil tale et alvorsord med dem.

Glade jul, dejlige jul

Når julen nærmer sig, og hele december står i julens tegn, så er jeg rigtig i min es. Dagen før 1. december hænger mor pakkekalenderen op i stuen, og om morgenen kan jeg næsten ikke vente med at komme ned og finde dagens pakke. Vi finder så kassen frem med julepynt, og nede i dybet ligger de gamle hønisser og kikker op på os. I små hvide papæsker og pænt pakket ind i hvert sit stykke silkepapir dukker den ene fine glaskugle frem efter den anden.

Mor finder så serveringsbakken frem. Den skal dækkes med vat, og der skal være rigtig meget af det, for det er jo et snelandskab, siger mor og giver den et tykt lag vat. Der skal også være en lille sø med is på, og mor finder det lille firkantede sminkespejl frem fra sin taske og lægger det ned i "sneen" og dækker kanterne til med vat. Små piberenser-nisser bliver sat rundt om i sneen, og et lille nissepar, der er på kælk bliver selvfølgelig sat på kælkebakken. Vi finder også den lille kirke frem, for selvfølgelig skal de da også have en landsbykirke.

I skolen hører vi historien om Jesu fødsel, og jeg elsker den historie. Bare det, at det lille Jesusbarn bliver fundet af 3 hellige mænd fra Østen, og det er en stor lysende stjerne på himlen, der leder dem dertil, det synes jeg altså er så spændende.

I håndgerning er jeg i gang med at ri et svanepar i hjerteform på et stort stykke stof. Det skal være til et forklæde, som mormor skal have i julegave. Og lige så snart jeg er færdig med at ri svanerne, så skal jeg sy resten på den elektriske symaskine, og hvor jeg glæder mig.

Jeg er med skolen til julefest i Magasin, og det store juletræ står og funkler i midten af den stor hal, og der er fyldt med gaver nedenunder. Alle børn får en papirspose med slik. En stor appelsin fylder godt op i posen, og der er også chokoladeknapper og marcipansnitter og 2 stykker smørrebrød, - nej da, ikke rigtig smørrebrød, men de er lavet af en meget sød marcipan, den er næsten for sød.

En julemand er der selvfølgelig også, og mens jeg sidder på julemandens knæ, så hører jeg pludselig en sang, som jeg kender vældig godt, og jeg skråler med for fuld hals : « dem, der ingen bukser har, de må gå med numsen bar, indtil næste februar, tralala lalalala». Det falder bestemt ikke i god jord hos julemanden, han siger målløs « nej det kan du da ikke synge », og så skråler jeg bare endnu højere.

Jul i Roskilde

Jamen, det er jo Ib !", - "Shhhhh !"

Mor og jeg har taget toget til Roskilde, for vi skal nemlig holde jul hos mormor og morfar. Vi sidder i en af de store kupéer, og jeg har taget min lille røde kuffert med, som jeg er meget glad for. Kufferten er fuld af dukketøj og jeg har min lille dukke på armen. Toget er begyndt at bremse, og vi gør os klar til at gå. Men idet jeg rejser mig og går mod døren, så springer kufferten pludselig op, og al dukketøjet ryger ud over det hele. Jeg er helt ulykkelig, for vi kan jo nok ikke nå at få samlet det hele op, inden toget skal videre. Konduktøren er lige kommet ind ad døren og har set det hele, og han går straks i gang med at samle dukketøj op. Og der går ikke lang tid før det hele er lagt ned i kufferten igen. Den flinke konduktør går ud af toget, og først, da han ser os stige ud på perronen, pifter han i fløjten.

Mormor og morfar bor i en stor flot villa på Frederiksborgvej 3, og så snart vi kommer ind ad havelågen bliver vi budt velkommen af to flotte og flere meter høje sølvgraner, en på hver side af havegangen. 3 trin fører op til hoveddøren, og vi træder ind i den store hal, og bliver budt velkommen af tante Lill, der råber ”Hej med jer”. Hun står på reposen på første sal, for hun er lige blevet færdig med at redde senge.

Hele familien skal samles hos mormor og morfar, og det vil sige mors 2 ældre søstre Kirsten og Birthe, mor selv, hendes lillebror Jørgen og lillesøster Inger. Og så er der onklerne, Jørgen, Knud og Ib og tante Lill. Ikke nok med det, så er der jo også alle os børn. Der er Kirsten og Jørgens børn Anne på 11 år og Michael på 6, så er der mig på 7 år, Jørgen og Lills 2 drenge Jakob og Jesper på 5 og 3 år, og Birthes drenge Thomas og Klaus på 5 og 3 år, og som rosinen i pølseenden, Ingers lille Maria på 2 år, så der er fuldt hus.

Der er ikke plads nok til at vi alle sammen kan sove her i huset, så mor og jeg overnatter hos moster Inger og onkel Ib i deres hus på Sankt Clara vej. Inger og Ib har en lille pige på 2 år, der hedder Maria. Hele hendes hoved er fyldt med små krøller, og hun ser faktisk rigtig sød ud, men hun bider, og det gør ondt, - av! Hun har allerede bidt mig flere gange, og jeg kan ikke forstå, hvad jeg har gjort hende. Så hver gang, hun nærmer sig, så flygter jeg.

Inger står ude i køkkenet og er i gang med at lave mad, så sætter hun lige tallerkener og bestik frem til lugen, og mor tager imod det inde fra stuen og sætter det hen til spisebordet. "Orv hvor sjovt, det er jo ligesom at være på restaurant, - der har de altid en luge, hvor der bliver stillet mad frem, og det står der så, indtil tjenerne bærer det hen til bordene. Det kunne jo også være hos købmanden, der sætter varerne på disken", siger jeg ivrigt til Inger, mens jeg forestiller mig en masse lege, jeg kan få ud af deres luge. Inger smiler og siger, "Ja, den er da smart - ikke ?" 

Juleaften, efter at vi har spist og danset om juletræet, så banker det pludselig på døren, og ind træder julemanden i fuld mundering, og vi er allesammen meget spændte og glade. Pludselig genkender jeg stemmen, og jeg råber højt og klart. ”Jamen, - det er jo Ib !”, - ”Shhhhh !” lyder det i kor fra de voksne, - ”det må du ikke sige så højt, de andre børn skal ikke vide det !” Jeg er skuffet over, at jeg ikke må sige det, for jeg er altså rigtig stolt over, at jeg selv har opdaget, at det var Ib, der gemte sig inde bag julemanden. 

Første juledag samles hele familien hos Inger og Ib, og efter at vi har spist, så går vi ned ad vindeltrappen, som fører ned i kælderen, og her står juletræet pyntet med glaskugler, lys og flag. Efter at vi har danset om juletræet, så bliver der delt  gaver ud, og der er sørme også en gave til mig - fra Ib ? hvad mon det kan være ? - en stor firkantet pakke ? hvor er jeg  spændt. Jeg fjerner forsigtigt alt papiret, og inde bag ved dukker der en fin væv op. Væven er på størrelse med en skotøjsæske, og Ib har selv lavet den. Jeg går straks i gang med at væve på min nye væv, og det er rigtig sjovt.

Den dejlige juleferie i Roskilde er ved at være slut, og mor og jeg er på vej til toget. Da vi går ned ad trappen mod perronerne, hører vi pludselig én, der siger "Goddag fru Møller". Mor og jeg stopper op og får øje på en dame i en elegant pelsfrakke. "Kan du huske fru Chris", spørger mor mig, "ja, det kan jeg da godt", siger jeg. "Det er hendes mand, som har bygget dit dukkehus". Hold da op, det flotte dukkehus, jeg har i 2 etager med altan og loftrum, indlagt lys og små fine møbler, det er altså ikke købt i en forretning men lavet af hendes mand. 

Hverdag igen

Hverdagen er startet igen, og jeg har været i skole i flere uger. Der er nu ikke noget så dejligt, som når der ligger så meget sne, at jeg kan lave en snemand. Efter jeg har sat hovedet på kroppen, så kommer mor ud med en gulerod, "Værsågod, den kan du bruge til næse". Han får også et halstørklæde på, for han skal jo ikke fryse om halsen.

Jeg føler mig som en prinsesse i et eventyr, når mor trækker mig på kælken. Det er blevet mørkt og jeg glider lydløst og stille henover den bløde lyse sne, der glitrer som tusind små stjerner eller diamanter, og jeg  kunne rigtig godt tænke mig en kjole, der glitrer ligesom den. 

Mor har lige snakket med farmor i telefonen - og hun har fortalt, at Malene har brækket armen igen. Det er ikke første gang, at det sker. Det er altid, når hun er ude og stå på skøjter, så falder hun og brækker et eller andet, så jeg skal i hvert fald aldrig stå på skøjter, når det er så farligt.

Søndag morgen er bare så hyggelig. Den starter med at jeg går til bageren efter morgenbrød. Jeg skal bare ikke vente for længe med at komme af sted, for køen bliver hurtigt meget lang. Nogen gange er den så lang, at den når et godt stykke hen ad fortovet. Jeg skal bare have et lille mørkt franskbrød, men det behøver jeg ikke at sige, for fru Nysten ved lige, hvordan mor vil have det. Jeg lægger pengene på disken, og hun rækker mig det varme brød, som jeg holder ind til kroppen - ah, hvor det varmer. Når jeg kommer hjem har mor dækket op i karnappen, hun har også lavet kaffe og æg, der mangler kun brødet, som lige skal skæres op. Mor ved, at jeg elsker at få endeskorpen, for den er så dejlig sprød, og kaffen skal have så meget mælk i, at den bliver lysebrun. Mit æg er hårdkogt, for jeg kan ikke fordrage, hvis hviden er blævret, og det ved mor.

Mor kan altså godt finde på at servere spinat eller stegt lever, og hvis der er noget af det, jeg ikke kan lide, så siger mor, "prøv nu, - bare en lille bid", og så ender det faktisk altid med, at jeg spiser det hele, for det smager jo ikke så ringe endda. 

Noget af det bedste jeg ved, det er altså, når mor laver spaghetti med kødsovs. Vi står ude i køkkenet, og mens spaghettierne koger, så kikker jeg på mor, der står og rører rundt i farsen med bacon, cocktailpølser og tomatstykker, og det dufter så godt og smager endnu bedre. Vi dækker op i karnappen med tallerkener, glas, skeer og gafler, for vi spiser spaghetti på italiensk, det har mor lært mig. Jeg tager fat i spaghettien med gaflen, og ved hjælp af skeen som stopklods, så snurrer jeg de lange orme rundt om gaffelen uden at de falder af, jeg kan faktisk få mange, lange spaghettier ind i munden i en stor mundfuld, og uhm, hvor smager de dejligt.

Seneste kommentarer

Del siden