2B venter så småt

Mormor og morfars store nye herregård, Hviidsmindegård. Her var der masser af plads at boltre sig på.

Mormor og morfar som godsejere

Mormor og Morfar er lige flyttet til Kolding, og der skal mor og jeg nu holde sommerferie. Vi tager med toget, og i den første kupé får vi pludselig øje på moster Birthe og fætter Thomas og Klaus, - nej, hvor er det dog sjovt, så kan vi jo følges. Da vi stiger ud på Kolding station står morfar og tager imod os, og vi sætter os ind i hans store bil, og hvor er den dog flot ! Efter kort tid kommer vi til en stor herregård, - hold da op, er det virkelig mormor og morfars nye hjem?  Mens vi kører ind gennem hovedporten og bumler hen over gårdpladsen, så fortæller morfar stolt, at godset hedder Hviidsmindegård og blev bygget i 1802. Vi stiger ud, og jeg opdager hurtigt, at det er lidt svært at holde balancen på de mange store, runde sten.

3-4 brede trin fører op til hoveddøren, og lige indenfor går 2 trapper - en til hver side op til hallen. Der er 3 store døre - foruden hoveddøren, og de går i hver sin retning, og foruden dem er der 2 klædeskabe. Det viser sig dog, da mor åbner for det ene skab, at det i virkeligheden er trapperne op til førstesalen. Fra hallen går vi ind ad den første dør og kommer ind i en lille mellemgang, som mormor og morfar har indrettet til spisestue. Herinde er der en meget spændende elevator, - ja, den er så lille, at jeg må krybe helt sammen for at kunne være der. "Det er en madelevator", fortæller mormor begejstret, "sådan at tjenestepigerne, på Oberst Hviids tid, kunne sende maden fra kælderen, og herop hvor den skulle serveres”. Lige ved siden af madelevatoren går der en trappe ned til kælderen, hvor grovkøkkenet engang lå, og det er der skam endnu. Vi bliver vist rundt i hele herligheden, og det viser sig, at der fra kælder til kvist er ikke mindre end 30 værelser, og jeg er meget imponeret.

Vi går ud på gårdspladsen, og mormor peger på bygningerne til højre og overfor "det er staldene", siger hun så, "og til venstre ligger værkstederne". Bagved hovedbygningen ligger haven, og den skal vi da også lige se. En have - det er nu så lidt sagt, for faktisk er det en hel park, og flere af træerne er så høje, at de nærmest rager langt op i himmelen. Parken er godt nok ved at blive en del mindre, for der er nemlig ved at blive bygget en motorvej, som skærer en ordentlig luns af, – men jeg synes nu stadig, at parken er kæmpestor. Det er ved at være middagstid, og hele familien skal samles inde i den fine spisestue, jeg må bare lige stoppe op et øjeblik, inden jeg går ind, for der er bare så flot, så flot. Det store spisebord er slået ud til fuld størrelse og er dækket op med den fineste snehvide dug, ud for hver plads er der dækket med hvidt porcelæn og sølvbestik, og ovenover det alting stråler den smukkeste lysekrone, jeg nogensinde har set. Jeg går indenfor, og selvom vi er mange, så virker det slet ikke sådan, for her er bare som en hel balsal.

Om aftenen får jeg lov til at låne mormor og morfars badeværelse, der ligger i den bageste ende af huset, bag deres soveværelse. Der er nemlig badekar, men, der er altså en stor sort og fed revne i, og den skræmmer mig. Jeg træder forsigtigt ned i karret, mens jeg bliver ved med at stirre på revnen, sætter mig musestille ned, og her sidder jeg så næsten urørligt, mens jeg vasker mig, for tænk nu, hvis jeg bevæger mig for meget, og revnen bliver større, så falder jeg måske helt ned i kælderen ? Lettet stiger jeg op ad karret igen, og så er det sengetid. Vi skal op på førstesalen, hvor alle soveværelserne ligger, de har endda navne, og det er jo meget smart, for så er det nemmere at finde sit eget værelse igen. ”Det Runde” hedder et af værelserne, ”Jomfruburene” hedder et andet, det har nemlig et ekstra lille rum bagved.

Jeg vil altså lige ned og se, hvor madelevatoren kommer fra, så jeg går ned ad køkkentrappen, drejer til højre, og nede for enden ligger det gamle køkken, og hvor er det stort. Langs hele endevæggen er der et stort køkkenbord, hvor der er plads til, at flere mennesker kan arbejde samtidigt. Lige når jeg kommer ind, får jeg øje på skakten i muren, og det er her, at madelevatoren har sin plads, når den er hernede, men nu er den jo oppe i stuen. Ved siden af køkkenet ligger der en lille strygestue, hvor strygerullen står lige indenfor. Og henne ved vinduet står der nogen små blå metalskåle med trælåg på bordet. "Soda", står der på den ene, "- er det sådan noget, som sodavand bliver lavet af?", spørger jeg. "Nej", siger mormor, "soda, det betyder sæbe". "Addd, så har jeg jo drukket sæbevand, føj for en ulykke".

I den anden ende af kælderen er der flere rum, hvor der kun lige hænger nogen tørresnore. Her er der også et gammelt toilet - et træk og slip - i et lillebitte rum bag et lidt større badeværelse med håndvask og bruser. Når jeg trækker ned i toilettet, så går vandet næsten helt op til kanten, og jeg ser lyslevende for mig, at det går op over kanten og løber ud på gulvet, og stiger og stiger, indtil jeg ikke knap nok kan bunde længere, og det giver mig ligefrem mareridt. 

Hunde er for længst død af alderdom, og mormor og morfar har fået en ny hund. Det er en lille chowchow-hvalp, der hedder Chang. Han har rødbrun pels og en stor manke, så han godt kunne ligne en løve, så har han blå tunge og krøllet hale. Han er meget speciel, og ikke nok med det, Chang er også meget selvstændig, og han går sine egne veje. En gang er han rigtig blevet væk, og mormor er helt ulykkelig.  Vi har ledt alle vegne, vi har været rundt i parken og kaldt, vi har også kikket i staldene og selv den store vej, der hedder    - øhh….Bram  drup-eh  drrram?,  - neeej, - Bram  dup  drrrram …?  - Nej, Bram -drup -dam -Skovvej, - ja det var det, den hed”.  Til sidst går vi helt ned bag i parken, og ud, der hvor de er ved at bygge den nye vej. Og lige bag et stort cementrør får jeg pludselig øje på en lille rød hund, - der har vi ham jo ! Vi kalder på ham. Han kikker på os, som om han tænker ”hvad vil I?” Chang har sandelig da ikke tænkt sig at komme hjem lige nu, han er jo på eventyr og har det lige så godt. Jeg kalder på ham igen og lister forsigtigt hen til ham, sætter mig ned og snakker med ham, og nu bliver han nysgerrig og kommer hen til mig. Så får jeg fat i hans halsbånd, og vi går hjemad med ham lidt modvilligt i halsbåndet. Mormor bliver så glad for at se ham, og de får hurtigt bestilt en låge til hovedporten, så Chang ikke kan løbe sin vej igen, og indgangen til haven bliver også forsynet med en låge.  

Jeg lærer at cykle

Mor har købt en cykel til mig, for nu er det på tide, at jeg lærer at cykle, og så kan jeg jo cykle i skole efter sommerferien. Vi øver os på Sejrs Allé, den stille villavej, der ligger lige overfor, hvor vi bor, for der kommer sjældent biler. Mor holder cyklen, mens jeg klatrer op, og mor beder mig om at sætte mig på sadlen. Der er altså langt op til den sadel, og jeg kan slet ikke nå jorden med fødderne, når jeg sidder ned. "Du skal bare trampe i pedalerne", siger mor, "så løber jeg bagefter og holder cyklen". Pludselig kan mor ikke følge med, så hun slipper grebet, og jeg farer hurtigt fremad og aner bare ikke, hvor jeg skal hen, eller hvordan jeg kommer af cyklen igen.

Mens jeg farer af sted, får jeg øje på hækken langs vejen, og pludselig kommer den bare nærmere og nærmere, indtil jeg faktisk ligger inde i den. - Av, for søren, det gjorde ondt, og det var altså ikke spor sjovt. Når mor spørger mig, om jeg vil ud at cykle, så er jeg ikke spor ivrig efter at prøve igen.

Efter sommerferien opdager jeg, at Wendy slet ikke bruger sadlen, når hun cykler, - jamen, så er det jo også meget nemmere at komme af cyklen, for så er der jo ikke så langt ned. Wendy tager med mig hjem fra skole, og jeg foreslår at vi kører op ad Sejrs Allé sammen. Vi stiger på cyklerne og kører af sted ned mod stranden, og det går bare som en leg, selv da jeg sætter mig ned på sadlen. Jeg er bare så glad, så glad, for nu kan jeg cykle, og jeg er slet ikke bange mere, for jeg ved jo, hvordan jeg kommer af cyklen.

I biologi-timen har hr. Sildkjær fået den gode idé, at vi skal cykle ud i skoven, så i morgen skal vi alle sammen huske at tage cykel med i skole.

Vi starter fra skolen og cykler så af sted, mens Sildkjær dirigerer vejen, mens han cykler frem og tilbage for at få alle med.

Jeg er ikke så hurtig til at cykle endnu, og pludselig er jeg kommet bagest, mens flere af drengene drøner af sted langt foran. Hr. Sildkjær beder mig om at køre op foran, så han har overblik over hele klassen. Det med at jeg kører forrest, det er drengene ikke videre glade for, for så er de jo nødt til at sagtne farten, og jeg bryder mig heller ikke om det, for nu hepper de jo på mig: "kom nu, få lidt fart på", råber de. Og jeg bliver bare mere og mere nervøs, for jeg er stadig ikke så god til at cykle. 

Jeg bliver passet hos fru Bentzen

Hver dag, når jeg får fri fra skole, så er der lige en times tid til at mor får fri fra arbejde, og hun er ikke helt tryg ved, at jeg skal være alene hjemme. Derfor har hun aftalt med en gammel dame, der hedder fru Bentzen, at jeg kan være hos hende, indtil mor får fri. Fru Bentzen bor længere nede ad vejen i et gammelt bondehus, og dagen før jeg skal passes hos hende, har mor og jeg været forbi med en lille kasse med legetøj, som jeg har fået lov til at have stående.

Da jeg kommer hen til fru Bentsen den følgende dag, så beder hun mig med en streng mine om at tage plads på en stol ved spisebordet, hvor hun har stillet kassen med legesager frem. Jeg skal ikke larme for meget eller sidde for uroligt, for så vrisser hun ad mig, at jeg skal sidde stille, og jeg tør dårligt nok trække vejret, når hun sidder der og kikker på mig. Efter et stykke tid kan jeg ikke holde stilheden ud længere, så jeg rejser mig og går ind i stuen ved siden af. Herinde står der et flygel, og på væggene hænger der flere fotografier af hendes datter, der har gået til ballet som barn. Der er meget lavt til loftet, synes jeg, og der hænger en grim lugt af vammel parfume i hele huset. En gang imellem kommer frk. Bentsen på besøg, og så ånder jeg lettet op, for hun smiler venligt til mig og snakker med mig, det virker, som om hun kan lide mig.

Käthe er en pige fra klassen, som jeg leger meget med. En dag følges Käthe og jeg fra skole, og vi bliver enige om, at vi vil lave en lille fest. Derfor smutter vi lige over til købmanden på hjørnet for at købe lagkagebunde, inden vi går hjem til mig. Pludselig kommer jeg i tanker om, at jeg jo skal hen til fru Bentzen, men det har jeg altså slet ikke tid til, og jeg er allerede sent på den. Jeg bliver altså nødt til at ringe og fortælle, at jeg ikke kan komme i dag. Det er datteren, der tager røret, men hvad skal jeg sige som undskyldning ? "På vej hjem fra skole var der en mand og en dreng, der vil skyde mig". Frk. Bentsen bliver helt ude af sig selv og siger : "Jeg kommer og henter dig, hvor er du ?" - Det havde jeg slet ikke forventet, så hvad gør jeg nu ? - jeg siger: "Jeg kender en anden vej hjem, den vil jeg tage i stedet for", siger jeg så,. Jeg siger farvel til Käthe og går så langsomt over mod fru Bentsen. Fru Bentzten åbner for mig og siger med vred stemme, "du kommer ikke lige fra skolen på den korte tid, du er en dum tøs,  jeg har ringet til din mor og fortalt, hvad du har gjort. Nu kan du bliver her til din mor kommer hjem, og så skal du ikke komme hos mig mere ! " Det viser sig, at frk. Bentzen har sat en eftersøgning i gang på skolen, og alle lærerne har været ude at lede efter mig. Fru Bentzen ringer til skolen og siger: "I kan godt tage det roligt, hun er kommet".

Et stykke tid efter kommer frk. Bentzen ind ad døren, hun hulker voldsomt. Nu er jeg rigtig flov, tænk, at jeg har gjort hende så ked af det, det var slet ikke min mening.

Jeg sidder i stolen ved vinduet og venter kun på, at mor kommer hjem, så jeg kan komme væk herfra. Frk Bentzen kommer ind ad døren, hun hulker højt, og jeg skammer mig, for det var slet ikke meningen, at jeg ville gøre hende ked af det eller bange. Da jeg kommer hjem, står mor i gangen med korslagte arme. Hun er vred og vil gerne have en forklaring. Jeg fortæller så, at det hele begyndte med den fest, jeg ville holde, og så udviklede det sig, som jeg slet ikke havde ønsket eller forestillet mig.

Mor ringer til skoleinspektøren og spørger ham, hvad hun skal gøre, og hvad der kan ske med mig. Og han beroliger hende ved at sige : " det bare er bare drengestreger, - giv hende en ordentlig opsang, og så er det ude af verden», det er ikke noget, man kommer på børnehjem for", mor lægger røret og er tydeligt beroliget.  

Et par dage efter kommer frk Østenkjær på besøg hos os, og mor stiller en dejlig lagkage frem på bordet. "Jeg har brugt de bunde, som du købte forleden, for de kan jo lige så godt gøre glæde nu". Efter et stykke tid spørger mor frk. Østenkjær, om jeg kan være på skolen den sidste time, indtil mor kommer hjem fra arbejde. Og hun svarer, at jeg sagtens kan være med til ekstraundervisning, jeg kan bare sidde og lave mine lektier imens.

Min 8 års fødselsdag

Det er snart min fødselsdag, og mor har spurgt mig, om vi ikke skulle invitere drengene med i år. Det synes jeg er en rigtig god idé, så vi skriver indbydelse til alle mine klassekammerater, - både piger og drenge. Næste dag deler jeg indbydelserne ud i frikvarteret, og så går jeg ud i skolegården. Der går ikke lang tid, inden jeg får øje på Jan og Kim lige foran mig. Jan har min indbydelse i hånden og råber «Aaaad, jeg skal i hver fald ikke med til tøsefest», mens han river min indbydelse i stykker, jeg er målløs, så kommer Kim, «føj, nej, det skal jeg heller ikke» og river også sin i stykker. Da jeg kommer ind i klasselokalet, ser jeg flere invitationer, der ligger på bordene og er revet itu. Jeg er godt nok ked af det, hvorfor skal de ligefrem rive invitationerne i stykker?
Ole kommer hen til mig dagen efter. «Jeg kan desværre ikke komme med til din fødselsdag, jeg ville gerne, men jeg skal i byen med min far». Det er jeg godt nok lidt ked af, men han svarer da pænt, og uden at rive invitationen i stykker.

Det er i dag, at jeg fylder 8 år, og jeg er lige vågnet ved lyden af trin på trappen. Det banker på døren, og mor spørger fra den anden side af døren, «Er du vågen?», «ja mor, kom bare ind». Mor åbner døren og kommer ind med morgenbakken, som hun sætter forsigtigt ned på dynen, ovenpå mine knæ. På den fine bakke, som mor havde med hjem fra Paris, der står nu det lille flag, som vi altid bruger, og så er der en kop dejlig varm kaffe med mælk og en skive franskbrød med smør, som jeg dypper i kaffen, så det bliver lysebrunt og smager dejligt. Mor sidder på sengekanten, mens jeg nyder min mad, jeg elsker altså at få mad på sengen.
Efter morgenmaden vil jeg lige ligge i mors himmelseng, så jeg står op og løber ned ad trapperne til mors soveværelse. Sengen står langs med væggen ud for de 2 vinduer, og når vi slår begge hold gardiner ud over sengen, så ligner den altså en himmelseng.
Pludselig ringer det på døren, og mor går ud for at lukke op. Det er Käthe, som er kommet, og mor viser hende vej, mens hun siger, «Her ligger prinsessen, som har fødselsdag i dag».  Jeg skynder mig op og i tøjet, de skal jo ikke alle sammen tage mig på sengen.
Mor har lavet en dejlig kagekone, - hun skal forestille mig med lysebrune snørebånd som hår og masser af lakridser og vingummi rundt omkring, - jeg elsker kagekoner. Mor har også pyntet op med hvid papirsdug lige til at terne på, og så ligger der masser af fedtfarver i alle mulige farver, som vi kan male med, det elsker jeg, der er så dejlig meget plads på sådan en dug.
Det blev alligevel en dejlig fødselsdag, også selvom drengene ikke ville være med.

Strand, vand og masser af lim

I denne uge har vi noget, der hedder fitjer-uge (featureuge), som hele skolen skal være med til. Hvad i al verden ordet fitjer betyder, det har jeg ingen anelse om, men jeg synes i hvert fald, at det er smaddersjovt. Alle klasser på skolen skal lave en udstilling om et fælles emne, og det er altså "vand". Vores klasse har fået emnet strandkant, og jeg går straks i gang med at lave en tømmerflåde af pap og en ispind og noget hvidt stof, og den skal flyde ind mod  strandkanten. Så jeg må jo også lave en strandkant af bølgepap, som jeg maler lys blå og sætter små strandskaller på, og så mangler jeg kun at dække den med lim, det giver lige den rigtige virkning, synes jeg. Da ugen er gået, så skal vi jo til at se de andre udstillinger. Jeg kommer ind i en af de store klasser, og de har lavet en hule med et stort net spændt ud i loftet, og her hænger der tang, fisk og en enkelt havfrue, en skattekiste med perler og et skibsvrag står i det ene hjørne, nej, hvor er det flot.

Spejderpige

Mor har fundet ud af at jeg skal gå til håndbold, så hun tager mig med derhen, og her møder vi Lif, der er Fru Nystens yngste lillesøster. Hun er kun 2 år ældre end Helle og jeg, og vi har leget sammen mange gange, når Lif har været på besøg. Jeg får bolden og skal kaste den videre, men jeg ved ikke rigtig til hvem, jeg er på hold med, så jeg står og rådvild og kikker. Så kommer Lif og stiller sig lige foran mig, og hun siger ”skyd til mig”, "kom Henriette, giv mig bolden". Lif hende kender jeg jo, så jeg kaster selvfølgelig bolden til hende. Men det skulle jeg aldrig havde gjort. Alle fra mit hold er vrede på mig, jeg kastede jo bolden til fjenden ! - Nej, hvor føler jeg mig altså flov, og hvor er det tarveligt af Lif. Jeg bærer nu ikke nag i ret lang tid, og næste gang hun er på besøg hos Helle, så leger vi selvfølgelig sammen, som  altid, - men jeg skal i hvert fald aldrig mere gå til håndbold!

Mor synes nu, at jeg skal gå til noget, og da hun hører fra fru Nysten, at Helle skal til at gå til spejder, så kan vi 2 jo lige så godt følges derover. Spejdehytten ligger i en sidegade til Nordre Strandvej, ikke langt fra, hvor vi bor, så det er ikke svært at finde derhen. Mor får købt en blå pigespejderkjole til mig, med bælte, kniv, fløjte og en lille spejderhue. Spejderlivet er ikke noget for Helle, så efter et par gange holder hun op. Jeg fortsætter pligtskyldigt med at komme, selvom jeg ikke helt forstår idéen. Jeg ser det som en form for skoleundervisning. Vi skal ud i naturen for at bestemme planter, og jeg og 2 andre spejderpiger er gået ned til stranden og stopper op ved de store buske, som der er så mange af her - de lyserøde blomster er vilde roser, det ved jeg, men hvad hedder de store orange frugter, dem med kløpulveret ?- dem mener jeg bestemt hedder Yben - eller er det hyben ?

Det er Sankt Georgs dag i dag, og denne dag har en helt særlig betydning for spejderbevægelsen får jeg at vide. De store spejdere opfører skuespillet om Sankt Georg og dragen. Så gør de store spejdere honnør, men de fører de 3 midterste fingre op mod tindingen, - hvorfor gør de det ? - jeg har da lært, at det skal være de 2 midterste - pegefinger og langemand!

Om vinteren sidder vi inde i spejderhytten og løser opgaver efter en bog - side op og side ned, med hvordan de forskellige fugle ser ud eller hvordan man binder et råbåndsknob. Jeg synes nu, det er lidt kedeligt, jeg vil meget hellere ud at lege eller opleve andet end at kikke ned i en bog. 

En dag kommer jeg til at kikke i sidemandens opgavebog. - "S-P-E-J-T-E-R", står der, «ka' du ik' engang stave til spejder, det staves S-P-E-J-D-E-R !", flyver det ud af munden på mig. En af de andre svarer vredt, «hvor er du tarvelig, hun kan da ikke gøre for, at hun ikke er så god til at stave ", - "Nåh nej, det kan hun jo nok ikke", tænker jeg og er lidt flov.

En gang imellem får vi også sjove opgaver, der får fantasien i gang. Vi skal lave vores kæledyr til næste gang, hvis vi har lyst, og det er lige noget for mig. Jeg sætter 2 garnnøgler sammen, og sætter øjne, ører og knurhår på den ene og hale på den anden, og så er det min kat. Da jeg afleverer katten til en af spejderlederne, siger hun begejstret, "Nej, hvor er den sød, den vil jeg sætte hen sammen med de andre fantasidyr !"

Mor og fru Nysten

Hele vinteren går mor og fru Nysten til stoftryk sammen, og efter et par uger kommer mor hjem med nogle flotte gardiner med katte i forskellige farver. "Kan du lide dem?", spørger mor. "- ja, jeg er vild med dem", svarer jeg, og mor går i gang med at hænge dem op i mit vindue.

Vi er inviteret over til fru Nysten, hvor vi skal se fjernsyn. "Det er en operette, der hedder Farinelli", fortæller mor, "alting bliver sunget, - du ved - ligesom Sound of Music". Jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at se Farinelli, men jeg glæder mig til at være sammen med fru Nysten og pigerne. Vi går op i fjernsynsstuen på første sal, og ved sofabordet er der dækket op med kaffe og kager og saftevand.

Ved juletid bliver vi igen inviteret op på første sal. Mor og jeg er lige kommet ud i mørket, og skal til at gå over den store vej, der er helt stille og mørket nærmest opsluger os, men ovre fra første sal i bagerens hus lyser en stjerne varmt i mørket, det må nærmest være sådan, at stjernen fra Betlehem har lyst den gang med Jesusbarnet.  Da kommer op i stuen, er der kravlenisser på kaminen, i reolen, i vindueskarmene, på vægge og i gardinerne. Vi sætter os ved spisebordet og får masser af julesmåkager, og jeg leger med pigerne.

Til fastelavn er jeg klædt ud som kat. Mor har selv syet dragten. Den har en sort maske med spidse ører, piberensere som knurhår, og så har den en stor tyk og tung hale, der når helt ned til jorden, så jeg er nødt til at bære den hele vejen til skole. Vi skal nemlig holde fastelavn i skolen og slå katten af tønden. Jeg synes altså, at jeg er en rigtig sød missekat.

Der er kommet et brev til mig i dag, og på bagsiden står der en masse prikker, så det er altså et gækkebrev. Jeg kan næsten ikke vente med åbne det, og se, hvem det er fra. - Men jeg tror nu, at det er fra mormor. Jeg flår konvolutten op, og tager forsigtigt brevet ud, for at det flotte papirklip ikke skal gå i stykker. Mormor plejer også at sætte en lille vintergæk på, så jeg er meget forsigtig. Det lille digt afslører, at jeg har ret, det er nemlig kun mormor, der skriver om en vintergæk, en sommernar og en fugl foruden vinger...., og så står der, "mit navn, det står med prikker, pas på det ikke stikker", men hvad er det så at prikkerne står for ? "Er det mormor Anna Margrethe ? - nej, det passer ikke med prikkerne". Hun prøver virkelig på at narre mig, men det kan hun altså ikke. "Bare rolig", siger mor "nu ringer jeg til mormor og fortæller, at du har gættet, at det er fra hende, du skal nok få dit påskeæg".

Det er søndag morgen, men en særlig søndag, for det er nemlig påske. Mor har dækket bord med den nye påskedug, som hun har lavet til stoftryk. Der er mange farver på, der flyder ud mellem hinanden. Mor kalder det batik, og så har hun malet kyllinger i kanten hele vejen rundt, den er altså rigtig sød, og så er der pyntet med påskekyllinger og haner. En vase med grene er pyntet med små påskeæg i forskellige farver. Foran mig ligger mit store flotte påskeæg fra mor. Det er lavet af papmaché og med en flot tegning af kaniner og kyllinger. Ægget er fyldt op med chokolade og andre gode ting. Der er også en pakke til mig, den er fra mormor. Jeg pakker den op, men jeg ved jo næsten, hvad der er i. Det er et dejligt chokoladepåskeæg, og når jeg rasler med det, kan jeg mærke, at der også er noget indeni, - uhm, nu skal jeg rigtig spise chokolade.

Morgenpiller

Jeg sidder ved morgenbordet og skal til at tage mine piller, men jeg er rigtig vred, for der er ikke andre af mine kammerater, der skal have piller hver dag, så jeg vil ikke tage mine piller. Men så fortæller mor mig en historie: " der var engang en dreng og en pige, der havde den samme sygdom, som du har, og de kunne ikke cykle. Men så fik de den samme medicin, som du jo får, og nu kan de cykle". - Nåh, men så tager jeg da pillerne, men jeg er stadig godt sur over, at jeg skal tage dem.

En dag fortæller mor mig, at Helle har været hos lægen, og det viser sig, at hun også har fået noget med stofskiftet, " hun har bare for højt stofskifte, mens du har for lavt", siger mor - "og så får hun endda også de samme piller, som du gør". Det gør mig ligefrem glad, for nu er jeg jo ikke den eneste, der skal tage piller mere, nu skal min veninde også tage piller. Jeg er ellers ikke flov over min sygdom, for jeg ved jo noget, som mine klassekammerater ikke ved. Nemlig, at alle mennesker har sådan en "skjoldburtskirtel", der sidder lige under struben.

Jeg synes ikke, at jeg kan så meget som de andre, «flere af pigerne i klassen kan sippe», siger jeg en dag til mor. Hun køber et sjippetov til mig, og jeg prøver og prøver, men hver gang lander jeg på det dumme «sippetov». Jeg er så vred på mig selv, at jeg bider mig selv i armen. - Jeg bider ikke hul, for det gør jo ondt ! Men så let slipper jeg ikke, for jeg SKAL ku' sippe ! - jeg VIL ku' sippe ! , og pludselig - "HOV, jeg hoppede over tovet", Jeg sjipper og sjipper, og kan slet ikke lade være igen, - "JEG KAN SIPPE !" Så skal det hele prøves, - på et ben, med krydsede arme, dobbelt. DET er svært, - men jeg kan !

Nu har jeg set flere af pigerne spille med 2 bolde op af en væg. Det vil jeg SELVFØLGELIG også kunne, og boldene flyver til alle sider, for hvor skal jeg gøre af den ene bold, mens jeg forsøger at gribe den anden bold i den ene hånd ? - jeg slår mig selv i hidsighed, og mor er så ked af det, at hun flere gange siger. «den største gave, du kan give mig, det er at lade være med at slå og bide dig selv». Men lige pludselig, så griber jeg bare bolden, samtidigt med, at jeg kaster den anden op ad muren, - JEG KAN ! - jeg kan kaste med 2 bolde, og det er endda smaddersjovt! Jeg er så stolt og glad, at jeg er lige ved at boble indvendigt. "se mor, jeg kan spille med 2 bolde !"

Jeg vil jo så gerne glæde mor, så efterhånden lader jeg være med at straffe mig selv, men jeg er stadig meget vred på mig selv, når der er noget jeg ikke kan, indtil jeg pludselig kan, og så er jeg bare så glad og stolt !

Men Helle er bare så dygtig til alting, og en dag siger hun til mig, " Når jeg bliver stor, så kan jeg vokse mig fra min sygdom, det kan du bare ikke". Nej, hvor bliver jeg vred, hvorfor skal hun prale med det ? Jeg bliver så gal, at jeg bider hende i rygraden, og så begynder hun at græde. Mor siger, at det skulle jeg jo ikke have gjort, men jeg blev så vred, "det har hun rigtig godt af, hun skal altid prale". 

Sommerferie hos farmor

Jeg har en faster, der hedder Tut. Hun har boet i flere år i Canada, der ligger på den anden side af jordkloden. Jeg var med inde i lufthavnen og vinke farvel til hende, da hun steg op i den store flyvemaskine og fløj langt væk. Tut er lige kommet hjem igen, og hun har masser af gaver med hjem. Malene og jeg får en stor tøjbæver hver og en mulepose af pels. Mor og jeg besøger Farmor i København, hun bor i det hyggelige kvarter på Frederiksberg. Allerede i opgangen med de flotte marmorerede vægge kan jeg lugte farmors cigarer.  Mor ringer på døren, og farmor åbner og lyser op i et stort bredt smil. Min kusine Malene er her også sammen med faster Inge og onkel Ole. Malene foreslår, at vi skal gå ned i gården for at spille med bold. Vi tager køkkentrappen derned, og det er noget af et vovestykke, for trinene er så slidte og glatte, og de inderste er så smalle, at det er, som at gå ned ad en glidebane, så jeg holder godt fast i gelænderet. « Karen, Maren, Mette bom, ....», siger vi så, mens vi kaster den ene bold efter den anden op ad muren, i takt til remsen. Malene og jeg er de eneste, der er ude at lege i gården, "for her bor der kun gamle apotekerenker", har farmor fortalt. Efter et stykke tid stikker farmor hovedet ud af altandøren og råber, «så er der mad», og vi balancerer op ad trapperne igen.  Vi sidder alle sammen ved det runde bord i Farmors fine spisestue og spiser af de gamle tallerkener med brunt kinesermotiv, mens jeg kikker over på 4 fine motiver af mine forfædre, hvordan har maleren kunnet male blonderne og perlerne så flotte ? På farmors reol i dagligstuen, står der et stort fotografi med et smilende ungt  mandeansigt, der godt kunne ligne fars. Det er min farbror, der hed Karl, han blev skudt af tyskerne under anden verdenskrig, det har farmor fortalt mig engang. Malene og jeg er ved at gøre os klar til et teaterstykke, som vi vil vise for de voksne. Det handler om Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla. Tante Grøn er ved at lære børnene, at gulerødder er sund mad, som man ikke skal rynke på næsen af. Vi er altså kun 2 skuespillere, men så må vi jo deles om rollerne. Vi har skrællet nogen gulerødder, der ligger parat ude i gangen, til, at det bliver deres tur til at være med. Scenen skal være i spisestuen, og publikum skal sidde i dagligstuen, og vi har allerede sat stolene frem. Vi slår altså dørene op mellem spisestuen og dagligstuen, hvor publikum sidder forventningsfuldt og kikker på os, og publikum, det er farmor, mor, Inge og Ole og Tut. Forestillingen kan begynde.  

Opbrud

Til forsiden