julebrev

Julebrev til min dejlige søster.

Fast besluttet på at skrive det traditionelle julebrev til mine dejlige søskende, så har jeg rettet fingrene ud og ligesom varmet dem op. På med vanten og bare derud af.

Men jeg aner bare ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg har jo ligesom fortalt alt om det år, der lige er gået. Nu sker der jo ikke så meget i mit liv, og derfor så må jeg ligesom snuse de nyheder op, der kan komme på tale.

Jeg vil så skrive lidt om min hverdag, og det kan betyde én side eller, måske 2.
Tom i overdelen går jeg ud i gangen, fordi jeg kan høre, at avisdrengen, der sagtens kan være en voksen mand eller kvinde, for den sags skyld, kommer.  Lad os nu sige, det er en avisdreng, for en ordens skyld. Altså drengen, der faktisk godt kan være ganske pæn, uden metal i hovedet og øreringe under næsen, kommer jo med nyheder, som jeg måske kan bruge.  Jeg lister altså derud og står faktisk lige op ad døren. Jeg kikker ud af det lille særlige kikhul, der er blevet lidt større, og hvor man kan se utrolig meget. Altså hvis det er indenfor rækkevidde.  Mens jeg ganske højrøstet siger
  ”mange tak for dine nyheder”.

 Så kommer det sjove, for det er faktisk ubeskriveligt sjovt, at bare se, hvordan den stakkels avisdreng opfatter situationen. Han har da aldrig før hørt en brevsprække snakke, og det gør ligefrem ondt i min mave, når jeg uden hans viden, står og ser på ham, meget desorienteret stå og forsøge at svare mig (brevsprækken). Jamen han ser altså ud som om, han lige er faldet ned fra et træ og landet midt i en saftig busk af brændenælder.  Han forsvinder meget hurtigt, og jeg, tja, jeg samler, grinende og klukkende, bladene op, som så skal ind på bordet, og de skal så gennemlæses. Nej hvor har jeg det godt, ikke kun i maven, men over det hele. Henriette kan bare ikke forstå, at jeg er så latterlig, men der skal jo ikke så meget til, før jeg bliver som en glad julegris.

En dag, hvor jeg slet ikke kunne forskrække drengen, eftersom han jo havde luret mig af, og måske var forberedt på at give mig svar på tiltale, så var den leg med ham altså, forbi. Lidt ærgerlig over, at jeg ikke skulle have latterkrampe, som ellers er en særdeles god medicin, så samlede jeg som normalt aviserne op. På vej ind i stuen kom jeg til at se ind i vores ellers så nydelige spejl. Der blev jeg ellers godt nok forskrækket.

Jeg forventede da at se mig, Oscar, derinde, men det var under ingen omstændigheder mig.

Det var en ældgammel mand med strithår og ulækre skægstubbe over et arret og aldeles rynket ansigt.  Selv næsen så ganske hærget ud. Nogle indfaldne øjne, der så ud som om de intet kunne se, så på mig hele tiden. Jeg ville helst gå, men der var altså noget som fik mig på andre tanker.  Jeg begyndte at gætte mig til, hvem personen kunne være? Min far, tja, og nej, der var noget over ham, men så gammel var han nu ikke at se på. Min far var faktisk en ganske nydelig mand, og det ku man altså ikke sige om ham her.   
Jeg blev ganske varm indeni. Først så tænkte jeg på, at det da godt kunne have været far, men så kom fornuften og ødelagde denne løsning.

Nu er jeg lidt fræk, og derfor så begyndte jeg at lave nogle grimasser, sådan bare for at gøre noget. Men ak nej, det blev bare værre. Nu kom der et tandløst fjæs frem, og helt ærligt, det er altså noget, man virkelig kan blive bange for. Det er dog utroligt, hvad manglende tænder kan gøre. Nå ja, de kan ikke gøre ret mange gode gerninger, for selv en mør bøf er alt for barsk en omgang for dem. Men udseendet, det er altså helt vildt.

Da jeg ikke agtede at forlade dette skuespil, så stod jeg og tænkte på den stakkels Henriette, der har fået den ide at leve sammen med denne gamling. Jamen det er da sygt. Bare det at se for mig, at hun giver en tandløs mand et smækkys, Uhada da. Hun skal jo passe på, at hun ikke forsvinder mellem tandrækken, der ikke er der.

Det er da synd for det bette barn. Men hun må have en skrue løs, eller blændet af noget andet?
Nu er jeg jo en mand, der løser de opgaver, der kommer til mig, og mon ikke, jeg også vil klare denne.

Vi kan jo fjerne spejlet. Måske er det blevet for gammel? Der er jo noget med, at alt forgår med tiden, og mon ikke, vi skulle se på et mere moderne spejl?

Nu er det bare et arvegods, og Henriette vil nok blive ked af at smide gamle ting ud, bare fordi de er gamle. Måske er det min tur næste gang?

Helt undvære et spejl er ikke sagen, for så kan eventuelle gæster jo ikke få sat masken, når de kommer, og så går glansen af Sankt Gertrud. Så der må altså andre boller på suppen.

Jeg blev virkelig bange for mig selv og at se og erkende, at jeg er blevet gammel. Nu er det da ikke første gang,  noget har gjort mig bange. Jeg husker tydeligt, at jeg engang var hos Gurli og Ole, ude i kolonihaven 144, hvor vi havde fået dejlig mad og lidt for meget indenfor vesten. Ole og jeg skulle ud, hvor det ikke nyttede at sende Gurli, og da vi så stod der og krydsede klinger, med vores vand, så kom vi til at kikke op på månen. Vi kikkede og kikkede, og så kikkede vi på hinanden. Vi blev sgu bange begge to. For månen teede sig meget mærkeligt. Den ændrede form hele tiden. Pludselig var den oval og lidt efter kuglerund og pludselig modsat igen. Vi troede, at nu gik jorden da under, eller der kom gæster ude fra verdensrummet.  At vi havde fået for meget, sprut eller drikkelse om man vil, det vidste vi da sådan set godt, og derfor, så kunne vi også lettere falde til ro, begge to. Virkeligheden var bare en anden. For månen viste sig fuldstændigt som vi så den, og det var atmosfæren, der spillede jordfolket et puds.  Månen var vitterlig lige så skæv som os. Jeg har også set den skæv senere, uden jeg var skæv.

Næste dag sov jeg rusen ud, oppe i min have. Dette foregik udenfor, og da jeg pludselig vågnede, blev jeg så ukristelig bange for en stol, der stod lige foran mig.

Det var en drømmestol, som havde lagt sig lidt for tæt på mig.

Jamen en stol ku da ikke gøre nogen fortræd. Hvor dum kunne jeg være. Mon ikke, jeg lige sku se, om det var en god ide at drikke gåsevin fremover.

Jeg kan nu ikke selv gøre en kat fortræd, eller jeg vil nødig forsøge. Det var rigeligt, at jeg engang skulle slå en høne ihjel.  Denne oplevelse er så tæt på nethinden, at den vil ud her og nu.

Jeg var gået ud af skolen og blev fæstet som bondedreng et halvt år, hos Georg Hansen, og en dag sagde madmor, der hed Ingeborg, at jeg skulle gå ud og slagte en høne, for dagens ret hed nemlig hønsekødssuppe.

Jeg fik udleveret en skarp økse og begav mig ud i hønsehuset. Det var altså ikke ligefrem nemt at fange en høne. Man skulle tro, alle hønsene vidste, at hvis de ville leve mere, så var det om at forsvinde hurtigst muligt. De havde lugtet lunten, for jeg havde jo ikke æggekurven med mig, men derimod en farlig tingest, med blod på.

Jeg rendte frem og tilbage, men de var bare ikke til at fange.  Når jeg endelig havde en høne i hånden, så fumlede jeg med øksen, og hønen smuttede ud i friheden.

Georg Hansen havde set mig, og han rystede på hovedet. Naturligvis overtog han øksen, og det var jeg meget glad for.  Jeg fangede langt om længe en høne, der ikke var så hurtig mere, men den var nok glad for, ikke at skulle føde æg, uden at se resultater. Hønen kikkede, ja ligefrem gloede på mig med sine små øjne, mens jeg tog godt fat i dens ben og krop. Georg greb hovedet på damen, og så svingede han ellers øksen. I et slag kløvedes dyret til to dele. Halsen vrikkede, og der kom blod ud derfra. Jeg blev så forskrækket, at jeg slap dyret.

Jeg skal da ellers lige love for, at hønen fik travlt. Den løb hovedløs rundt oppe i møddingen. Og Georg råbte til mig, kan du så se at fange hønen, og det skal være inden ræven opdager den. Han grinte højlydt, og jeg må sikkert have set ynkelig ud, mens jeg ganske usikkert vadede rundt i varmt komøg, der langsomt gled ned i gummistøvlerne, indvendigt.

Men hønen skulle så plukkes, og dette foregik ved, at den blev skoldet, og så kom vi den i en pose, hvor jeg så trak, hev og flåede fjerene af den. Altså, jeg klædte den af til skindet. Jeg kunne bare ikke klare at tage indvoldene ud, og dette job overtog Madmor.

Jeg spiste forresten ikke suppe den dag.

Nå men jeg må vel tilbage til fremtiden og erkende, at jeg ikke er bondedreng, ikke kan slå en flue ihjel, og må tage til takke med, at jeg alligevel har fået et forfærdelig dejligt, langt og spændende liv. Det er da noget, at jeg kun kan glædes over, og det gør jeg så.

Men spejle er altså ikke som i de gode gamle dage.

Dette julebrev er taget ud af mit liv, ganske få sekunder, for flere hundrede år siden, og det ku lige så godt være lyv. Men det er det altså ikke. Det er den skinbarlige sandhed.

Rigtig god jul, og spis nu ikke for lidt, for, du får selv lov at spise resterne op, senere.

Kærlig hilsen lillebror Oscar.

Og som prikken over iet. min kone 
Henriette.  Hun kommer jo i første række.