Jeg får fjernet min brok

Onsdag d. 10 marts 2021 var en dag, som betød meget for mig. Så meget at jeg vil skrive om den. Jeg skal nemlig ned til Nykøbing F sygehus og opereres for min brok. Derfor så havde jeg ikke spist noget og kun drukket lidt vand. Jeg tog et nyt kateter på, og sørgede for at dagposen var til rådighed. Klokken 9 30 gik jeg sammen med min kone Henriette ned til en ventende flexbil. Vi sagde farvel, og så kørte Flexbilen med mig ellers mod syd. Det var selvfølgelig en muslim, der sad ved rattet, og han var ikke snakkesalig, så det blev en lang og tavs tur. Jo, han snakkede da med andre over sin Ipad, og det var selvfølgelig på arabisk. Jeg stod af ved hovedindgangen til sygehuset og gik så ind og forhørte mig om, hvor jeg skulle melde mig. Der var mange mennesker i hallen, og alle bar mundbind. Nogle havde visir på, og det hele virkede mærkeligt. Jeg kom så hen til kirurgisk afdeling. Her sagde jeg mit navn, som dog ingen betydning havde. Hun ville have mit sygesikringsbevis, og jeg viste hende det. Klokken var kun 11.00, og jeg fik besked om, at jeg bare skulle sætte mig og vente, til mit navn blev kaldt op. Jeg fandt mig et lille bord, hvor en orkide lyste op. Og så gik tiden ganske langsomt. Kun én gang var jeg ude på toilettet for at tømme posen. De fleste i lokalet kom ind, og til sidst var der kun mig, der troligt ventede. Derfor var jeg lige ovre for at høre, om man havde glemt mig, eller om der var andre grunde til, at jeg ikke var blevet kaldt op. De var forsinket, sagde hun, og jeg skulle bare vente. Først klokken ca. 15.00 blev jeg kaldt op. En sygeplejerske eller assistent viste mig ind i et lille rum, hvor jeg valgte garderobeskab nr. 7. Der skulle jeg så af med tøjet og iføre mig hospitalets undertøj og en kåbe. Han var da vældig flink, og det eneste var bare, at jeg havde lidt svært ved at se på ham. Han var meget vindøjet, og derfor kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham. Han gav mig 2 tabletter, der skulle være beroligende, og så skulle han lige se min brok. Jeg blev så barberet meget mere, end det jeg selv havde udført, og selv på yderlåret kom håret væk. Jeg skulle så bare sidde og vente, til en læge kom ind og hentede mig. Klokken blev 16.00 og så skete der heldig vis noget. Min læge fra Køge kom ind og hilste på mig. Vi snakkede, og jeg kunne ikke lade være med at sige, at hun slet ikke havde så dyb en stemme, som da vi talte samme i telefonen for flere dage siden. Det var slet ikke hende, jeg havde talt med, men en kollega. Nå men vi gik så langt ned til slagtehuset, hvor jeg fik plastikhue på, og så skulle jeg ellers bare lægge mig på den særlige stol. Jeg fik en maske for næse og mund og en stor nål i armen - i en af årerne. Det var nu meget mærkeligt, hvad der foregik i rummet. Stemningen var som om, der skulle foregå noget højtideligt. Der var 5 eller 6 læger derinde, og jeg snakkede om dengang, jeg blev opereret uden bedøvelse, for 45 år siden. Jeg blev mere og mere sløv og var så væk. Da jeg igen slog øjnene op, var jeg et helt andet sted. Jeg var hæs og kunne næsten ikke få et ord ud af munden. Sygeplejersken var vældig flink, og hun tilbød mig mad og drikkelse. Det var lige, hvad jeg havde brug for, jeg havde jo ikke fået mad siden i går eftermiddags. Hun fortalte mig, at det var gået rigtig fint, og at jeg ikke havde været et problem på nogen måder. Klokken var nu omkring 17.00, og jeg skulle nu se, om jeg kunne stå op, uden at skvatte. Jo, det gik da meget godt, for jeg var altså meget forsigtig. Såret skulle jo helst ikke springe op, tænkte jeg. Jeg kunne nu føres ned til mit tøj, som jeg iførte mig igen. Vi havde så en lille samtale om, hvad jeg skulle gøre i den nærmeste tid. Hun ringede til Flexbus, der ville komme og hente mig klokken 18.25. Jeg gik så ned til indgangen og ventede i området, hvor flexbussen ville kom og hente mig. Da klokken var 19, kom sygeplejersken hen til mig og fortalte, at der var sket en misforståelse, og at flexbilen først ville komme lidt senere. Jeg fik mere mad og drikkelse og ventede igen. Nu var jeg den eneste, som sad der, så tiden var meget lang. Men ved 20.30-tiden kom bilen endelig, og vi kørte. Det viste sig, at muslimen, som han også var, først skulle en tur til Slagelse med en kurvet, så jeg var ikke hjemme hos min kone, før klokken var over 22,00. Altså mere end 12 timer gik der med denne mærkværdige dag. Jeg havde fået smertestillende og havde det faktisk godt.

Jeg bliver opereret for prostata

Tirsdag d. 4. maj starter med, at jeg får en kop te og mine blodtrykspiller. Derefter synker jeg 2 panodil, som efter aftale skal tages 2 timer, før jeg skal opereres. Vi sidder og nyder teen, og pludselig ringer telefonen. Henriette tager den, og det er min flextransport-mand, som fortæller, at han er kommet. Vi forlader lejligheden og kommer ned, hvor der ganske rigtigt holder en bil med lys på. Vi siger farvel med kys - og jeg skal kommer efter dig, og jeg sætter mig bag i bilen, vinker til min søde kone, og vi forlader så Dommervænget. Der bliver ikke snakket ret meget, men han skal også hente en kunde i Haslev. Først så skal han have diesel på bilen, og dette foregår ved Ingo, så fortsætter vi mod syd. Det går en helt anden vej, end jeg ville have valgt, for vi kommer over landet, og det vil sige Greve og de landsbyer, der er, indtil vi kommer til Køgevejen. Jeg er træt og slapper af. Jeg kan ikke spænde sikkerhedsselen, og holder den derfor i hånden. I Haslev henter vi en pige, som bliver kørt til Haslev skole, hvor hun forlader os. Så går det ellers mod Næstved ad snørklede veje, men vi holder dog klokken 7.50 udenfor Næstved Sygehus. Jeg siger farvel, og mere snak kommer der ikke ud af vores tid. Jeg går over til elevatorerne og går ind i den første, der åbner døren. På 6. sal står jeg af, og her er der ganske stille, - ingen mennesker og lidt mærkeligt. Jeg vandrer så ned ad en lang gang, og her sidder der heldigvis en godt-istand-pige og vinker mig ind. Hun spørger efter mit navn og smiler, som var hun betalt for det. Jo nu er jeg skrevet op, og jeg skal så bare gå ned ad gangen og vente på, at en sygeplejerske kommer og henter mig.

Jeg venter igen og kikker på uret. Klokken er blevet 9, og der er stille overalt. Men nu sker der noget. En sygeplejerske kommer og spørger, om jeg hedder Oscar, og ja, det gør jeg da. Hun hedder Amalia og vil følge mig, indtil jeg skal på bordet. Vi går sammen ind på stue 8, hvor der ligger tøj til mig.

Hun forklarer en del om, hvad der skal foregå, og jeg er nummer 2, som er i venteværelset. Jeg får et lille stik i maven, og det skal hjælpe på, at jeg ikke får blodpropper i benene. Jeg klæder om til hospitalstøj og lægger mig på sengen. Amalia bytter mit kateter om til et nyt, da hun vil have urinen undersøgt. Tiden går, og klokken bliver 10, og jeg venter stadig. Der er liv i pigerne, som morer sig over noget, de har oplevet som sjovt. De griner herligt. Nu kommer der en portør, som skal hente mig. Han er frisk og med masser af tatoveringer. Jeg bliver kørt ned på 4. sal og sat udenfor selve slagteriet. Flere læger kommer og hilser på mig, og Nancy, der er narkoselæge, giver mig gode råd. Det er faktisk et frisk team, som skal have mig under deres vinger, så jeg vil gerne sige lidt til dem, inden de starter på at behandle mig. Det går bare så stærkt, at da jeg er klar til at sige dem tak, så glider jeg ind i en anden verden. Da jeg slår øjnene op, er jeg i et andet rum, opvågningsstuen, som det også kaldes. Her er der nye folk på banen, og en pige, der hedder Jette, vil følge mig videre i forløbet. Hun er vældig sød og hjælpsom, og jeg får tilbudt mad og drikkelse, hvilket jeg meget gerne tager imod. Jeg er stadig ganske uklog i hovedet men ikke så slem, at jeg ikke aner, hvem jeg er, og her ligger jeg så en stund. Jeg ser på klokken, at det er eftermiddag, og snart siger viseren 15.00 . Operationen er gået fint, siger hun, men eftersom jeg stadig har en masse blod, så skal jeg blive liggende og bare slappe af. Jeg bliver så kørt op på stue 8, hvor mit tøj jo er, og her får jeg igen noget at drikke. Jette kikker til mig mange gange, og hun siger så, at jeg ikke skal forvente at komme af med mit nye kateter. Der er stadig meget blod, og måske vil jeg ikke komme hjem i dag, siger hun, men så skal jeg køres til Roskilde Sygehus, for her lukker de af klokken 18.00. Jeg har det nu meget godt, for jeg har fået piller, og derfor er der ingen smerter. Efter en time kommer Jette igen, og jeg må nu godt tage mit eget tøj på. Vi bliver enige om, at jeg skal beholde katetret og først fjerne det om nogle dage. Jeg har jo før prøvet at tage denne slange ud, så jeg er kun glad for at kunne komme hjem. Jeg får så nogle små bleer med og denne særlige sprøjte, der suger væsken ud af ballonen, så jeg kan komme af med katetret. Jeg takker for rigtig god behandling og når også lige at få en snak med en af lægerne, inden jeg forlader stue 8, for sidste gang. Farvel og tak, og så sidder jeg ellers i forhallen og venter på flex-trafik, som vil komme klokken 17.30. Det er en palæstinenser, som kører mig hjem. Han er alle tiders og vi får snakket om vores liv.

Det er en smaddergod tur hjem, som går hurtigt, og jeg når at fortælle ham om det meste af mit liv, og han det samme. Jeg bliver kørt helt hjem, og vi sludrer en stund, inden jeg går op til min kone. Gensynsglæden er stor, og snakken går. Jo, nok var det en barsk dag, men slet ikke så slem, som da jeg kom hjem fra brok-turen. Jeg er ret så slap i knæene og har hikke, opkast og ondt i brystet. Derfor tager jeg smertestillende piller. På bare ét døgn har jeg mistet mere end 5 liter urin, så jeg må da have drukket en del. Efter 3 dage er jeg ved at blive mere normal, hvis dette er muligt, altså jeg har det ganske fint og skal bare tisse hele tiden, uden at der komme noget ud af det. Jeg har taget katetret ud igen, har det virkelig mærkeligt ved at mærke, at jeg ikke mere har dette monstrum om benet.  Det er herligt, og så er der kun at se, hvad fremtiden byder mig.

Jyllandstur 2021

Inden vi tager på Jyllandstur, så skal vi testes for corona, og det gør vi lørdag morgen den 4/9. Men da vi ikke kan være sikre på at få resultatet til i morgen søndag, så er vi nødt til også at tage en hurtigtest hos Falck, hvor vi får resultatet skriftligt, for vi vil jo nødigt risikere, at vi ikke bliver lukket ind på hotellerne.

Søndag d. 5/9 tidlig morgen laver Henriette en aura omkring bilen, og vi sætter kursen mod Jylland. Der er ikke så megen trafik, og derfor kører det ganske let. Vi er lige inde og tisse af i Kildebjerg, og her finder jeg flere små programmer om seværdigheder. Selv Birkegårdens haver er der oplysninger om. Vi kører så ind i hovedlandet Jylland, og lidet nord for Vejle drejer vi ind på de mindre veje, altså Silkeborgvejen, hvor vi forsøger at finde klostermølle. Men selvom vi er tæt på, så finder vi ikke seværdigheden. Derimod stopper vi op ved kirken Sønder Vissing, som vi kikker ind i. Henriette har problemer med GPS'en, så da vi ser et skilt, der fører til Himmelbjerget, så følger vi denne rute. Ved himmelbjergs-hotellet sætter vi bilen på parkeringspladsen, betaler gebyr og spiser vores middagsmad, der lyder på 3 stykker brød med leverpostej, frikadelle og ost. Det glider ned med multimost. Så går vi op til tårnet, og jeg kan selvfølgelig ikke finde den kiosk, hvor min mormor sad for 100 år siden, og selv manden uden hænder, der solgte ting, og han lod os lægge pengene på en måtte. Hvordan han fik pengene i tasken, husker jeg ikke. Vi kikker ned på søen, hvor hjuldamperen futter af sted. Den afgiver en masse sort røg. Vi runder tårnet og filmer alle sider. Turen går så mod selve byen Silkeborg. Her finder vi et godt sted for vores bil, nemlig under skyggefulde træer. Så går turen op i byen. Vi har 3 timer til rådighed, så vi skal ikke skynde os. Da vi kommer ned til Gudenåen, så sætter vi os på en bænk og kikker nærmere på Hjejlen, der sender en masse sort røg mod himlen. Det er da forurening, der vil noget. Da der er blevet fulde huse, så tøffer båden af sted mod Himmelbjerget, mens vi tøffer ned mod vores bil. Byen har faktisk mange gode steder, hvor vi kan parkere, og der er også toiletter, som er gratis, pæne og slet ikke så ringe endda.

Svostrup kro kommer til syne. Der er fyldt op med biler, så der må da være fest og glade dage her. Vi sætter bilen under træer, og går ind i gården. Her er der masser af gamle ting, som hører fortiden til. Jeg filmer på livet løs. Henriette melder sig hos barpigen eller hvad hun nu er, og hun følger os op til det værelse, hun har tiltænkt os. Jo, det er skam hyggeligt, med en seng som var vi kongelige. Her skal vi så overnatte, og endelig skal jeg ikke sidde og hive i rattet. Vi går en lille tur og slapper af. Resten af vores medbragte mad finder vejen ned mod maven, og da klokken stadig ikke er sengetid, så går vi endnu en tur. Denne gang er kirken målet og, det er næsten som i gamle dage, hvor vi altid var på kirkebesøg. Men her er døren låst. Kroen er en slags museum, så jeg får taget en masse billeder. Både ude og inde. Vi sover som 2 sten, og næste morgen går vi ned til floden, som Gudenåen kaldes, og klokken 8 går vi så ind og spiser.  Maden er fin, og den smager os fortrinligt. Æg og masser af lækkert brød, der er lunt, jamen vi klager bestemt ikke. Henriette afleverer nøglen, og vi sætter så kursen mod Hørning. Det tager lidt mere tid, end vi havde regnet med, men nu skal vi så finde en parkeringsplads. Ved kirken er der begravelse, så der er fyldt på med biler, så vi kører mod venstre. Ved mit barndomshjem ser vi en parkeringsplads, og så viser det sig, at den ligger lige bag ved vores kønne hus. Herfra går vi så op ad en sti og filmer de gamle huse - hele vejen gennem gammel Hørning. Hos Dyt-dyt Anton og Ane, altså Freddys forældre, falder vi i snak med manden, der nu bor i deres hus. Han er snakkesalig, og vi får gode nyheder fra ham. På vej op mod Hørninggård, kommer vi i snak med ejeren af dette hus. Det ender med, at vi kommer med ind i hans paradis. Jo, vi får en god snak med ham, og nogle lækre tomater, som han giver os, og selv en agurk kommer i en hundepose og får nu plads i Henriettes hånd. Han er en herlig fyr, der har lagt fliser over hele grunden. Det med at slå græs, det er ikke hans kop the. Nede ved Vogelius, står en mand og beundrer sin nye bil, og ham kommer vi naturligvis også i snak med. Han kan så fortælle os, at inden han købte huset, så var ejeren en slags transportmand. Han kørte rundt med alt, hvad der skulle flyttes fra a til b. Og senere kom der en bager. Vi går videre, og nu er stationen vores mål. Moster Agnes, der boede øverst i dette hus, ville være stolt over at se det i dag. Lad mig erkende, at vi er kommet til Gammel-Hørning. Her sker der så og sige intet. Alle forretningerne er væk, og her er der så stille. Først går vi til venstre helt ned til udkanten af byen, tilbage igen og mod stadion. Nede ved hjemmet ser vi en mand, der sidder og nyder det, jeg kommer i snak med ham, og den friske fyr, der har et skæg, der er lige så langt og stort, som mit var engang, inviterer os ind til sig, og vi snakker og hygger os. Jo, han er en hyggelig fyr, der lyder navnet Kasper, og vi får kager af ham. Efter at jeg har tisset af inde på stadion, så er vi igen på vej tilbage til vores bil. Der, hvor min familie boede for 80 år siden, kommer en kvinde ud, og jeg ville så gerne slå en sludder med hende, men hun har desværre travlt, så vi ser hende forsvinde i sin bil. Vi går så op til bilen med vore gaver, og nu har sulten meldt sig, så vi går ned for at finde noget spiseligt. Her nyder vi en meget stor burger, og den er lige lidt for stor til konen. Jeg vil så gerne se det frysehus, som far byggede i Adslev, så vi kører derud, men huset findes bare ikke mere. Det er revet ned ligesom kroen. Da vi er tæt ved Skanderborg, så er næste mål selvfølgelig denne by. Skanderup kirke bliver besøgt, og da vi kører gennem byen, så ser jeg dette værtshus, som Moster Agnes havde passet, og her står træet stadig lige op af bygningen, men uden grene. På grund af vejarbejde, må vi køre en længere tur, inden vi kommer til Provstegården. Provstinden er ikke hjemme, men vi får en kop kaffe og senere rum nummer 7. Det værelse er ikke så stort som sidst, men det er da ok. vi kører til Horsens for at købe mad. ris og kylling, lige til mikroovnen. Frikadeller og ost. Lidl har lige det vi mangler. Hjem og spise og se tv og sove.

Næste dag hedder det igen Horsens, og denne gang parkerer vi på taget af Bilka. Vi går helt ud til fængslet, hvor vi køber billet. Vi får syn for sagen og må erkende, at være fange, slet ikke er så spændende. Det er jo meget små rum, hvor man ikke har meget at kikke på. Vi kommer efter flere kilometer igen ned til Bilka, hvor sulten råber efter mad. En kæmpestor, sprød wienersnitsel med lækker sovs og grøntsager til, det smager himmelsk. Så går turen hjem til Provstegården, hvor vi besøger kirken, der er vores nabo. Vi betaler, og siger farvel.

Klokken er 6.30, da jeg står op og laver kaffe. Vi nyder en ostemad og en bolle. Så pakker vi alt ned i bilen, og nu er næste mål - Hjem. Klokken er endnu ikke 10.00, da vi sætter nøglen i vores dør. Godt trætte lægger vi os. En rigtig god ferie på 3 dage er slut, og nu skal vi så slappe af ude i vores have.

Bredebrotur 21-23 september

Efter kun 14 dages afslapning i vores dejlige have og lejlighed, så fik vi lyst til at se noget nyt. Vi bestilte et hotelværelse i Bredebro, - Motel Lido var lige, hvad vi ønskede os. Det var en lejlighed med altan, og den var temmelig stor. Vi startede Aygoen og kørte først til Kildebjerg, hvor vi tissede af og strakte ben. Næste stop var Haderslev. Her gik vi en lang tur gennem byen og endte nede ved Burger King, hvor vi bestilte 2 forskellige burgere. De smagte så godt, at vi bestilte 2 mere, men så kunne vi heller ikke mere rokke med ørerne. Vi blev enige om at besøge Haderslev en anden gang, for den er rigtig skøn at gå i. Næste stop blev så Løgum kloster, som ligner sig selv. Vi var nu tæt ved vores mål, og det blev en sjov måde, vi fandt vores hotel på. Vi gik ind i en gammel mand, der gik og rodede med en slåmaskine. Vi fortalte ham, at vi søgte et værelse og havde lidt svært ved at finde indgangen, der bestemt ikke stemte med vores oplysninger. Karl, som manden hed, var helt klar over, hvor vi skulle hen. Vi gik så med ham, mens bilen blev stående. Snakken gik, og jeg havde helt glemt, hvad vores værelse skulle indeholde, så han fandt lige det værelse, som han mente, passede godt til os. Der var ikke låst døre, og vi gik alle indenfor. Det var en rigtig hyggelig lejlighed med en seng, som var vi i Svostrup, altså en rigtig himmelseng. Vi sagde farvel, og når vi en gang rejste, så skulle vi bare lade døren stå åben. Sådan lever vi altså i dette samfund. Vi hentede bilen og pakkede ud. Jamen, vi var godt nok kommet ud på landet, og det var altså skønt.

Derefter kørte vi ned til Tyskland for at besøge Calle. Hans varer er ligefrem blevet dyrere end hjemme, så vi brugte ikke mange euro denne gang. Faktisk så ville vi have oplevet sort sol, men der var ikke kommet liv i stærene endnu, så vi kørte da bare hjem. Selvfølgelig blev vi stoppet af politiet, men da vi jo havde vores pas med, så kunne vi forlade dem med sindsro.

Vi sov som forventet og drømte om Jeppe på bjerget. Næste morgen startede vi med at gå ned til Digebageren. Her var der de lækreste søde boller og snegle, som var dobbelt så store, som dem vi normalt køber, jamen morgenmaden var i hus. Vi ville nu ud at se nærmere på omgivelserne. Det vil sige, vi ville så gerne gense Rømø, så vi kørte over den lange smalle bro, hvor der næsten ingen trafik var. Vi kørte op til militærbasen, og her kunne vi ikke komme længere, så vi vendte om og kørte mod syd. På tilbagevejen så vi det særlige hvalbenshegn, som et af husene var ejer af, og selvfølgelig var vi også inde i kirken, der har ikke mindre end 7 skibe hængende. Jamen Rømø er da bare dejlig at besøge. Vi kørte tilbage over broen, og kom forbi Bredebroslusen, hvor en ældre mand sad og ventede på kongeørnen.

Om eftermiddagen gik vi så en tur i vores by Bredebro og hvorfor ikke starte i kirken.

På hovedgaden render vi ind i Niels. Han er en meget snakkesalig mand, som bestemt ikke er til at vælte af pinden. Han ved alt om sin by, og lige nu er han ved at renovere sit hus, så det står flot til den dag, han runder et af de ældre år. Niels er manden med træsko på, lige ud af landevejen. Vi forlader ham og går ned i centret. Her er beviset på, hvem byen har som sponser. Det er et firma, der virkelig har fod på så og sige alt. Vi smutter ind og får en snak med kontorchefen, og så ligesom falder det hele på plads. Ecco-sko der jo er verdenskendt, får lavet fodtøj, som mange foretrækker. Vi nyder dagen, og da vi nærmer os vores hotel, så får vi lige en sludder med krofatter, som har gang i malerkosten. Den mand er da ikke til at styre. Vi har taget kage med hjem og sidder ved bordet og nyder den.

Om aftenen ville vi altså på kro for at spise. Her laver de virkelig god mad, og vi bestilte dagens ret med en hel flaske hvidvin til. Inden vi skulle bespises, så gik vi en tur i krohaven, og her blev vi bestemt ikke snydt. Selve maden var altså i top, og nu kunne vi så trække os tilbage og nyde vores himmelseng igen. Da vejrguderne havde varslet uvejr med masser af regn og blæst, så fandt vi det bedst at tage hjem næste morgen. Vi kunne så nyde vores middagsmad hjemme i kolonihaven og se tilbage på en rigtig god tur til den lille og skønne skoby Bredebro.

sandheden er svær at sluge

jeg har jo ikke den store kontakt med mine børn, og for drengene har jeg ikke set eller snakket med dem siden 1988. da Carsten afskrev mig og Martin blev væk. Charlotte har dog prøvet at holde forbindelsen vedlige, for mindre end 20 år siden, og da hun ikke mente, at der var forkert, at hun lod mig gennembanke, så skrev jeg til hende, at jeg ikke var til pligtbesøg. jeg har skrevet til hende for ligesom at få sat alt på plads.

Til Charlotte.

Hvis du ikke er klar over det, så tænker jeg ret ofte på dig og drengene. Jeg har jo skrevet til dig, at jeg ikke ønsker disse pligtbesøg, og det er bare fint for mig. Drengene har jeg jo ikke set, siden vi sagde farvel til din mor, i hospitalets kapel. Ingen af jer ville snakke med mig, og det er da også ok. Du ville ikke snakke om din mors død, og hvad der ellers ville være rigtig godt at få på plads. Du orkede det ikke, sagde du.

Jeg kan bare ikke glemme den dag, hvor din mor inviterede mig til Martins fødselsdag. Hun troede, at det var tid til at få snakket ud, sagde hun til mig. Men om Carsten havde lugtet lunten, aner jeg ikke, men han ville under ingen omstændigheder have, at jeg skulle være i hans hjem. Carsten smed mig ud, og både du og Martin stod og gloede dumt og vidste ikke, hvilket ben I skulle stå på. I sagde intet, og dermed mente I det samme. At I ydmygede jeres mor, må I da indse, for hun blev jo gjort helt til grin. Den dag blev jeres mor virkelig sat på plads af jer. I bestemte, og hun var jo ikke normal, i jeres øjne. Jeres mor var jo meget bange for både jeres mormor og jer, for I kørte hende jo ligefrem i sænk. Jeg er overbevist om, at I gav jeres mor nogle store søm til kisten, og hun mistede livslysten. Hvor var det et grimt træk, I viste os. Da din mor så døde, sagde du, at hun døde en naturlig død? At du kunne sige dette vås, siger jo alt om dig. Du viste også, at du er en tro kopi af din mormor. Jeg tror nu ikke at du kendte din mormor sådan rigtig, for hun var sær, og det af gode grunde. Hun har aldrig fortalt om sig selv, og det er nok fordi hun ville skjule, hvad Du indebar. Vi skal helt tilbage til 1941, hvor din mor blev lavet. Dengang var Danmark i krig og Hun boede i København. Hun fandt sig en ven, en tysk soldat, og hun var hvad der dengang kaldtes en tyskertøs. Din mor blev født og hun fandt sig så en dansk mand. Julius, som hun flyttede ud til. Han var ellers gift, men hun havde evner til at få ham til at blive skilt. Din mor var en horeunge, hvilket hun tit mærkede. Især hendes stedfar var også lidt for glad for hende, så dun var aldrig tæt ved ham. Vi blev gift, fordi jeg havde gjort hende gravid og jeg var af den gammeldags type, der påtog mig at blive gift med hende. Det var bestemt ikke kærlighed, for man kunne ikke komme ind til hende. Af gode grunde. Da du blev født så forlangte din mormor at hun og dig Charlotte skulle rejse ned og besøge din bedstefar. Han ville gerne se sin datter og barnebarn. Så I kørte derned omkring 1968.  Din mormor var grisk og beregnende og du ligner hende utroligt meget, men hun har jo også opdraget dig, og din mor. Du ønskede at få penge til Martin, så han kunne læse videre.Det var dit krav, for at han kunne få lov at bo hos dig. At du gik til amtet, var for dig normalt(og grimt), men du kom dog ikke til mødet, og det er jeg da glad for. Når du kunne bo hos mig i min lejlighed, så kunne Martin da også. Du blev så gal over dit nederlag, at du lod en voldsmand (Sip) komme og gennembanke mig, mens du sad nede i bilen. Jamen hvor dybt var du kommet? Du vidste, at jeg var blevet opereret for kræft i leveren, og derfor sparkede han mig godt og grundigt i maven. Jeg var hos lægen, der sagde, at jeg burde melde dig og ham, for jeg kunne have været død efter den behandling, Sip gav mig. Senere sagde du så frækt, at hvis jeg gik dig imod, så ville du gøre det igen. Da tabte jeg alt for dig. Men du er dog min datter, så jeg lod som ingenting. Jeg tænker ofte på, om ikke du og drengene har det lidt dårligt med den måde, I behandlede både jeres mor og mig på? Hvad har I fået ud af det? Carsten skrev (med din hjælp), at jeg var en dårlig far, og det har han da ret i, men er han en god søn? Jeg tror virkelig, at I har brug for at få renset op i jeres liv, for I må da have det rigtig dårligt, med sådan at afskrive jeres mor og far. Jeg mærker ingen respekt fra jer, men det kan jeg godt leve med, men at I skulle nedgøre jeres mor så grusomt, det er jeg meget harm over. I har alle 3 muligheden for at gøre det godt igen ved at erkende, at I er kede af det, I udsatte jeres mor og mig for, men så store er I jo ikke. Derfor må I leve med jeres dårlige samvittighed resten af livet, hvilket i mine øjne slet ikke er straf nok. I havde muligheden for at medvirke til at give jeres mor kærlighed og respekt, hvilket i grinte af. OK, du synes du er et godt menneske, og Carsten er stolt over hans mandighed, mens Martin fulgte ham. Du solgte huset i Veddelev og flyttede ned til Stege, og det var nok det bedste for dig, det skulle du have gjort, lige fra din mor døde, for så ville du ikke have været Veddelevs kolde jomfru, som model til det liv ingen piger ville ønske sig.

Nu er dette år ved vejs ende, og det har jo præget vores liv, takket være corona.  Nu er det dog kun Henriette, der har båret maske, eftersom jeg er fritaget, så det har ikke været så svært for mig. Det er bare sørgeligt at se alle de forvirrede mennesker, der går rundt med ble for munden, som i mine øjne ikke hjælper noget. Men det lyser jo ud af øjnene på folk, at de er skrækslagne og bange for livet.  Vi har givet vores bil en julegave, nemlig en guldvask, som den fortjener. Og så er der fyldt brændstof på. Og sidst men ikke mindst, så er garageporten igen til at låse, takket være vores ven Michaels fingerfærdighed. Vi har nydt en rigtig god flæskesteg med rødkål, og Henriette har vist sig i sin flotteste dragt, som vi købte i Paris. Jo vi nyder da de sidste dage i dette år 2021.