Året 2020. Midt i en Coronatid, brok og vandværksproblemer

Dette forår har været et ganske andet, end vi har troet på. Lige fra februar 2020 begyndte det at knirke. En virus var på trapperne. Den startede ovre i Kina, hvor der på et marked, blev slagtet hunde, uden at man havde gjort sig nogen klare foranstaltninger omkring rengøring. En smitte for gennem byer, land og videre. Folk blev syge, og det var ikke en almindelig influenza. Især ældre mennesker, der var svagelige, klarede ikke sygdommen, men døde en smertelig død. Selv unge mennesker gik ikke ram forbi, og en læge, der havde set skriften på væggen, råbte op. Men ingen regnede ham for andet end, at han bare ville vise sig. Han døde også af sygdommen, og så kom der gang i sundhedens tjenere. Rigtig mange mennesker døde, og man måtte lukke byen af. Senere måtte man lukke landet af, men selv nabolandene blev også ramt. Her i Europa gik det også galt. Især i Norditalien, oppe på de sneklædte steder, blev folk syge. Døden kom også til stede, og så måtte alle de ski-glade mennesker se at rejse hjem, for det gik meget hurtigt med at smitte hinanden. Hvor mange danske feriegæster, der kom hjem og havde taget smitten med sig, aner man ikke. Men flere af dem kom i karantæne. Så skulle den sag være i orden. Men folk i Norditalien rejste hjem, og de smittede så deres familier og venner, så hele Italien måtte man lukke ned. Spanien kom til lidt senere, og der går det ud over mange ældre mennesker.

Her i Danmark kom der gang i regeringen. Man havde sundhedskloge hoveder til at vejlede regeringen. Mette besluttede så at lukke Danmark ned. !00 mennesker samlet var højden, men den kom senere ned på 10 mennesker. Alle forretninger blev lukket, på nær fødevarekæderne. Vi kunne ikke rejse ud af landet, og det var kun lastbiler, der fik lov at komme ind i landet. Men asylansøgere var fritaget, så de kommer herind uden at være testet. Jo, Mette havde fod på det hele. Vi må ikke rejse ud i påsken, men folk, der har sommerhuse, fik senere lov at bo der, hvis de overholdt 2 meter grænsen. Vi har simpelthen fået et helt andet liv, selv når vi går ud og handler.

I rema1000 kom en ældre dame hen til os og gav os en plastikhandske. Jamen måske smittede handsken, efter hun har rørt ved den. Vi skulle også spritte hænder af, men vi trykkede, og der kom ingen sprit. Hvor mange har rørt ved den, og måske var der virus på den. Det er helt skørt, men vi griner nu af det, sådan indvendigt. Tænder vi tv´et, så er der kun snak om Corona, og alle de ting, man ikke må. Heldigvis har vi vores dejlige have, vi kan være i, og vi bor ikke midt i en storby, hvor de skal holde sig indendørs og kun gå ud for at handle. Det ser ud til, at de fleste lande har fået denne virus på besøg, og man skulle tro, at den er en slags biologisk krig, som bliver brugt til at holde mennesker indespærret. Vi bliver behandlet, som var vi svin, der ikke må komme for tæt på hinanden. Børn skal lære, at man ikke må røre ved hinanden, ikke må lege med hvem som helst, og så skal de vaske hænder hver anden time. Men nu må der ikke være så mange sammen og de skal lære at holde sig fra lege hvor man rører ved hinanden. 

Efter påsken vil der komme flere regler fra Mette, og det venter vi så bare på.

Det er altså en mærkelig tid vi lever i, for mange mennesker kan ikke komme på arbejde, og man må ikke være mange mennesker sammen. Jeg har nu helt andre problemer, og det er problemer, som faktisk startede for 10 år siden. Min prostata er blevet større, og det kan mærkes ganske meget. Jeg rikker mig selv, og det har kørt ganske godt et stykke tid, men der kom mindre og mindre urin ud, og det gjorde rigtig nas altså ondt. Det blev så barsk, at jeg måtte op hver time og lade vandet. Nu har jeg bare en dejlig kone, der står ved min side og trøster mig. Men ud, det vil urinen ikke. Selv når vi er i haven, så kan jeg tigge om lidt hjælp, men nej, højst 10 milliliter kan det blive til. Jeg er jo klar over, at jeg har blærebetændelse, og at den ikke bare vil lade sig skylle ud med meget vand. Efter mange nætter, hvor smerterne hobede sig op, så blev vi enige om, at jeg hellere måtte gå til lægen. Jeg trak den en dag, for bare det at komme til lægen, er ikke noget man kan for tiden. Jeg mailede til Christian, som min læge hedder, og hans svar var så, at jeg skulle komme samme dag klokken 13,20 altså torsdag d. 7 maj.

Glad var jeg, for der skulle altså ske noget, men meget snart. Christian mente, at det var bedst at lægge kateter ind, for jeg havde temmelig meget urin i blæren. Jeg fik så medicin, som skulle hentes på apoteket, Det sørgede Henriette selvfølgelig for. Det var nu stadig ikke så megen urin, som kom ud af mig, og fra klokken 16.00 gik det i stå. Jeg havde det forfærdeligt og gik ud af mit gode skind. Det hjalp nu ikke, men pludselig gik der hul på bylden. 300 ml. kom ud. Derefter gik der igen galt. Jeg kunne ikke få en dråbe ud. Timerne sneglede sig af sted, og jeg måtte nu beslutte mig, for, om ikke andet, så kunne lægevagten give mig råd. Vi ringere til vagtlægen, og han ville sende en læge ud til os. Vi ventede i flere dage - sådan føltes det i hvert fald - da klokken var 02, og frelseren langt om længe ringede på. Han var en hyggelig ung mand, der nok skulle få gang i tissetøjet.  Men, men, men, han prøvede med 2 forskellige katetre, og det eneste vi fik ud af det, var smerter. Så begyndte det at bløde, og ligesom for 10 år siden måtte også han opgive. Han var da ked af det, men jeg havde ikke andre muligheder end at tage op på hospitalet.  Han ville ringe til sygehuset, og vi skulle bare tage på skadestuen. Farvel med dig, og vi klædte os på og kørte ned på sygehuset.  Da vi stod ved indgangen, måtte Henriette ikke komme med ind pga corona-faren, hun måtte gå hjem igen, så vi sagde farvel til hinanden udenfor indgangen.

Nej, han havde da ikke ringet til dem, men nu skulle de nok sørge for, at jeg fik et kateter sat ind. Det ville ikke bløde og Kirsten, som sygeplejersken hed, var ganske skrap til at finde vej ind til blæren. Det startede fint, men der gik ikke lang til, før festen stoppede. En læge skulle se på mig, (tyrker) Han undersøgte mig og stillede en masse spørgsmål, hvoraf de flere fattede jeg ikke, for han snakkede ikke dansk. Jeg skulle så vente på afgørelsen, og ind i stuen kom en muslimklædt ung pige. Hun skulle tage en del blodprøver, og snart lå jeg og kikkede op på uret, der var tæt ved 0300. Der kom en ældre pige, som fortalte mig, at jeg skulle blive der natten over. Jeg kom af med tøjet, som kom i plastikposer. Jeg beholdt dog mine underbukser og strømper på mig, og efter at have ventet endnu en stund, kom der en unge portør, som spurgte efter Oscar, og da jeg jo hedder det, så ville han køre mig op på mit kommende værelse. Vi kørte længe og op i elevator, og inde på værelse nummer 311 var der sørme plads. Det var en 4- mandsstue, og alle var ganske stille. Ingen snorken og snakken, men klokken var jo også 3.40. Det blev nogle grimme timer, for jeg havde stadig ikke fået gang i afløbet. En sød ældre udenlandsk sygeplejerske kom for at kikke til mig, og hun ville kommer hver time, sagde hun. Ved 5-tiden havde jeg mange smerter, og jeg lå og vred mig i sengen, og først klokken 06.00 gik hun i gang med at finde ud af årsagen. Jeg må have lignet en vred og frustreret gamling, der troede at livet var ved at ebbe ud. Det viste sig, at katetret var stoppet til IGEN med betændelse, og jeg skulle så gennem en behandling, der faktisk gjorde temmelig ondt. Nu havde vi 4 patienter alle kateter, så vi var ligesom i samme stald. Da lægen var på stuegang, gik det bedre, end jeg havde forventet. Jeg havde fået en stikpille, og den sørgede for at smerterne ikke var så barske. Men lægen mente, at jeg godt kunne komme hjem, da jeg jo havde prøvet at rikke mig selv før, og da de ikke kunne gøre mere for mig. Lægen havde mærket på prostataen og fandt den fin. Altså var det betændelsen, som helst skulle klares med piller. Jeg har alle tiders hjemmehjælper, nemlig min dejlige kone, der hele tiden springer for mig. Selv da jeg havde kuldegysninger, og øjnene løb i vand, og det var urinen totalt ligeglad med.

Om formiddagen (Fredag) smuttede vi ud i haven, men der gik ikke lang tid, før vi kørte hjem igen. Jeg var totalt flad og havde ingen madlyst, så resten af dagen sov vi. Klokken 20.20 gik jeg i seng og tog en stikpille, så jeg fik faktisk en rimelig nattesøvn, hvor Henriette hele tiden sørgede for, at jeg havde det godt.

Lørdag var vi i haven, hvor Henriette vaskede tøj, for jeg havde jo svinet mange underbukser til, og der skulle helst være rene i den kommende tid. Det er bare mærkeligt, at det er præcis 10 år siden, jeg var i samme situation.

Søndag. Jeg havde en nat, hvor det meste af tiden gik fint. Men jeg havde forbandet svært ved at sidde ned. Det gik over i smerter både bagi og ude på spidsen af Peter.  Vi var lige en lang tur på 20 meter, hvor vi besøgte nabo Per. Han fik så min tur at lytte til, og ellers så var den en dag, hvor vi bare lå og sov. Hjem og i seng, det er godt for lille mig.

Mandag var vi igen ude i haven, og denne gang slog Henriette græsplænen, som var blevet alt for høj. Jeg forsøgte at finde den bedste måde at sidde på, men det gjorde nas bare at sætte sig på en byld eller hæmoride. Nå men vi holdt ud og var der faktisk hele dagen. Maden er ved at smage mig igen, så der er da et lys ude i horisonten. Jeg har stadig piller, der skal tages de næste 2 dage, og så glæder jeg mig til den dag, jeg skal tage katetret ud. Det gør stadig nas bare at sidde, og når jeg så skal lave det store, så spænder jeg jo musklerne, og det betyder, at urinen også bliver presset ud, jo, det gør altså, at jeg får tårer i øjnene, bare ikke af glæde.  Nu er det altså ikke bare at gå med kateter, for når jeg har det hængende, så skal jeg altså passe på med at gøre noget. Det kan hurtigt komme i klemme, eller lave et knæk, så urinen ikke kan komme ud, og det opdager jeg bare, for det gør da også ondt. Men vi har fundet et system, hvor vi hjælper hinanden og advarer om posen, der helst skal forblive på sin plads. Jeg må indrømme, at denne tid er meget mærkelig, ja ligefrem uvirkelig, men hvor jeg dog glæder mig til om 3-4 dage. Torsdag vil jeg betegne som en meget god dag. Jeg får ikke mere medicin og er kun lidt svimmel, og så har jeg afleveret mere end 2 liter urin på det sidste døgn. Jeg vil nu gå med kateter og glæder mig til at tage det ud fredag morgen. Mit liv går med pissesnak, mens alle omkring mig snakker om corona, Ja, det er da en syret tid, som berører os alle.

Vores Kolonihaveliv

Vi er altså rigtig meget glade for vores kolonihave. Den har jeg haft siden 1972, og der er selvfølgelig lavet meget om, især på huset. Mange farver har det været udsat for, og den blå farve er nok den, vi bedst kan lide. Men svenskrød-farven er også med, og vinduerne er hvide. Faktisk, så har vi i år brugt den hvide farve i toppen, for ligesom at huset ikke bliver tungt. Nu er Henriette jo også med til at gøre haven hyggelig. Hun er helt vild med at male guld på de mindre ting, så vi er altså rigtig farveglade begge to.

Der sker jo mange ting i haven, og vi kan ikke klage over vore naboer, for når vi er flinke, så er de det sørme også. Thomas og Ingrid hilser vi på, og ikke mere. Men vi – nr. 200 - er jo ikke ligefrem hungrende sociale tåber, der er villige til at betale for andres ideer. Vi har fået nyere beboere, og de er helt pjattede med at lave sociale opgaver, der skal ryste os sammen. Beboerne i have nummer 166 har fået lidt af en mærkelig tankegang, fru Tatjana Rasmussen har meldt sig ind i bestyrelsen, og en dag fik vi en skrivelse om, at vi bør gå sammen omkring parkeringspladsen. Den trænger til en forskønnelse, som vi alle gerne skal være med til at give den. Vi fik så besked på at være med til at gøre noget ved sagen. Der var bestilt flere vognlæs knust asfalt, som skulle fordeles ud over hele pladsen.

Vi vil bare ikke medvirke til at forurene parkeringspladsen, så vores arbejdskraft må de se langt efter. Jeg skrev det til dem og fik et svar jeg ikke kunne bruge til noget. Der blev så spredt forurenet asfalt ud over det hele (især ned til nummer 166) og mindst 30 centimeter overalt, så det lugtede fælt, mens de spredte det ud. Alle haver skulle betale à conto 400 kroner hver, og regningen ville komme senere. Der blev også sat rododendron i et stort rør, og et gammel traktordæk blev sat på et hjørne, og der skulle være blomster i.

Alle beboerne knoklede i flere timer med det barske arbejde, hvor lugten sikkert gav flere af dem lidt hovedværk. Vi er jo ikke sociale, og jeg skal da ellers love for, at vi var samtaleemne i lang tid. Tænke sig, at vi ikke ville være med i deres dejlige nabovenskab. De havde bedt os om at sende pengene på et bankkonto-nummer, og da vi ikke vil betale for, at andre forurener, så kom der ingen penge fra os. En af de førende i projektet kom forbi mig en dag, og han sagde til mig: ”Du kan regne med, at der bliver sat en bom op, hvor kun de biler, der hører til her, og som har betalt, kan komme ind”. Jeg var lidt paf, men da jeg hele tiden har regnet ham for en særling, der havde det meste i munden og ikke ret meget i hovedet, så lod jeg som ingenting.

Året efter kom der et brev fra fru Rasmussen om, at der igen ville være ”parkeringplads-forskønnelse”, og denne gang kostede det 100 kroner. Selvfølgelig sendte vi ingen penge til forurening og det gode nabovenskab, der var kommet. Mange af vore naboer ville ikke hilse på os, men det tog kun lidt tid, før de igen lod som ingenting. Jamen, hvis de manglede at have nogen at snakke om, så må de da gerne komme af med deres gylle på os. Vi er glade for at være her, men vi vil ikke bankes på plads af uærlige mennesker. Vi har vores mening og dermed er den sag ude, set med vore øjne.

Men det sjove ved hele denne forskønnelses-opgave handler om noget helt andet. Have nummer 166 ligger i et hul, og hele huset var fyldt med vandskader. Alt var råddent, og mærkeligt nok, så gik der ild i huset, og et helt nyt hus så dagens lys. Jo, det var da Fru Rasmussen, som fik den gode ide, at der skulle forhøjes ind til deres nye hus. De ville gøre alt for, at der ikke kommer vand ind. Derfor var et lag på 30 centimeter knust asfalt mindste mulighed. Det ville koste dem mange penge, hvis de selv skulle betale for opgaven, og derfor fik hun ideen om at lade naboerne være med til at betale udgiften. Havde hun sagt det rent ud, så havde hun været ærlig, men sådan er fru Rasmussen bare ikke.

Ikke nok med det, når man er med i bestyrelsen, så er der mange andre goder at se frem til. I nummer 166 har hun stadig indgang der, hvor en beboer i 1970erne fik særlig tilladelse, han var nemlig handicappet og kunne i sin bil komme helt ind i haven, og den normale indgang blev sløjfet. Nu er der bare det, at hverken fru Rasmussen eller hendes mand er handicappede, og de har endda lavet en dobbelt parkering inde i selve haven og ført indgangen helt ud til vejen. Og derudover har de sørget for, at ingen kan parkere udenfor deres have, dette er gjort ved at sætte sten med kort mellemrum på græsarealet udenfor grunden. Om de har fået tilladelse til disse ændringer er uvist, men hun er jo bestyrelsesmedlem.

Der er så lavet en trailerpark til alle som har en trailer, og der skal betales for den, men en ven eller et familiemedlem til fru Rasmussen er ikke med i denne ordning, han lader sin store trailer stå på parkeringspladsen hele året. Jeg tror ikke, at der er krævet én krone i bøde fra ham, for det er jo fru Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem, som skal sørge for det. Jo, der sker bestemt meget i selv en havekoloni, og det er med at lokke folk til at lade sig snyde, for enhver pris. De er bestemt sikkert søde og venlige, men de tjener penge på naive mennesker, der ikke tænker ret langt. Jeg tror ikke, at de vil gøre os noget, men de kunne jo en dag begynde at forlange beskyttelsespenge, for at der ikke sker os noget. Den slags mennesker findes der jo også, og kaldes det ikke for mafia?

Vandværksproblemer

Torsdag den 1. oktober 2020 er en dag jeg sent glemmer. Det er bestemt ikke gode minder, som startede flere dage før. Jeg går altså med fast kateter, som min læge for over en uge siden satte på plads. Det gik fint et par dage, men så ville vandet bare ikke ud. Jeg forsøgte at lokke det ud, men nej, - der skulle mere til. Så pressede jeg på, og ikke nok med det, jeg græd som en pisket, for det gjorde kun ondt, og der var ingen tegn på, at jeg kunne tømmes. Henriette gjorde også alt for at hjælpe mig, og hun stod jo klar til at modtage de dyrebare dråber i et decilitermål. Jamen så torsdag morgen inden klokken blev 8. gik jeg over til min læge, for der skulle altså ske noget. Med mig havde jeg få dråber urin, for måske er der betændelse. Jeg afleverede min fangst og blev bedt om at sætte mig i venteværelset. Jeg ville komme ind til lægen, når der var plads. Christian, som lægen hedder, vinkede mig ind, og glad blev jeg, for det gjorde ondt både i blæren og brokken. Vi snakkede om problemet, og da han så, at der stadig ikke kom en dråbe ud, så ringede han til uroen (urologisk afdeling). Efter en snak med dem, så kunne han meddele mig, at jeg straks skulle tage op til sygehusets akutafdeling. Henriette var gået mig i møde, og vi blev enige om at køre til slagtehuset, som sygehuset i gamle dage blev kaldt. Der var ingen pladser til vores bil, så vi kørte på kommunens parkeringsplads, hvor der var 2 timers parkering. Vi gik så ned i akutafdelingen, og denne gang kom vi sørme til næsten med det samme. 1 læge kom og snakkede men os, og lad mig sige, at hun ikke var den eneste, som ville se mine herligheder. Ikke mindre end 7 læger kom, forsøgte, opgav og blev ligefrem frustrerede over, at de ikke kunne komme igennem. De havde jo taget det gamle kateter af og skulle så sætte et nyt i. Men selv efter mere end 4 timer, var der ikke sket noget godt. Tværtimod, for de må have ramt forkert mange gange, og der kom blod i stride strømme. Jo, de gjorde virkelig alt, hvad de magtede, men noget inde i mig må være anderledes. Sidstnævnte læge tog så en klar beslutning. Jeg skulle jo kunne komme af med min urin, og derfor var der kun den berømte kikkert, der kan føre katetret den rigtige vej. Det er da smart. Nå men vi måtte så vente på, at kikkerten blev ledig og lægen ligeså. Jeg skal ellers lige love for, at der kom gang i udtømningen. Det er længe siden, jeg har set så stor stråle komme ud af Peter (min tissemand) Der kom da også meget blod, men nu var der ingen smerter mere, og jeg havde det fint. Jeg fik en masse katetre og forskellige remedier, som jeg skal bruge fremover. Vi var hjemme ved 15-tiden, og jeg var godt brugt. Men bare det, at jeg kun skulle åbne med et klik, så kom herlighederne ud, og vi var da glade. Allerede dagen efter kom veerne. De havde jo mishandlet mig, og jeg var både øm, og det sved ganske godt. Jeg havde betændelse i blæren, og Henriette hentede medicin nede fra apoteket. Der går flere dage, og jeg er ligesom faldt tilbage til dengang, vandet ikke ville ud, og derfor prøver jeg alle kneb. Ind med en finger i bagerste hul, masserer og tager den hårde maves affald med ud. Jo det hjælper da, men min hverdag er altså blevet noget, ingen ønsker sig. Henriette gør alt for at hjælpe mig, så jeg bliver vasket og smurt ind i kokosolie. Hvis hun kunne, så ville hun tage selv de værste smerter for mig, men her stopper vi godheden. Jeg vil selv lide, så smerterne kommer ud i tårer. Jeg har anlagt min egen kur, og det vil sige, at jeg hver anden time tager en smertestillende tablet. Derudover så tager jeg 1 Dulcolax, som gerne skal holde maven tynd. Det gør meget ondt at komme af med en hård mave. Jeg er hjemme nu, og snart skal jeg have en pille, som Henriette er nede for at købe. Jamen det er da en sørgelig tilværelse, jeg har for tiden. Brokken kan ikke tåle, at jeg kommer op at stå, for så bliver den så stor, at den ryger ned i pungen, - og det gør avs !

Dejlige Danmark.

År 2020. Lige fra marts måned har vi mærket til sygdommen Corona eller Covid19, som flere kalder den. Den er meget farlig, og så smitter den lynhurtigt. Derfor mente vores Statsminister, at landet skulle lukkes ned. At det gik ud over de ældre, der er på plejehjem, fandt man slet ikke, var så slemt. De er jo i venteværelset og dør alligevel. Men det så så fint ud, at de bestemt ikke skulle dø af denne sygdom,  - så hellere af ensomhed. Restriktioner som vi danskere pænt følger, bliver der mange af, og dette betyder, at der ikke kan rejses udenlands, afholdes fodboldkampe, biograf- og restaurantbesøg, hotelophold og meget mere. Det er lidt af en streg i regningen, og mange firmaer har måttet lukke, sende folk hjem, og flere er blevet arbejdsløse. Men mange kunne få hjælp fra staten, og så er der jo ingen ko på isen. Hver dag kan vi følge, hvor mange der er blevet smittet, og samtlige medarbejdere, der har med plejehjem at gøre, bliver testet, - jo flere der bliver testet, jo flere er sørme blevet smittet. De unge mennesker må ikke mere holde fester, hvor der er mange på samme sted. I Ålborg i Jomfru Anegade skal de lukke ned klokken 2200, og så må de unge tage ud i naturen og feste videre. Skolerne, der har været lukket helt ned, er igen med børn, der hungrer efter at blive klogere. De skal lære at vaske hænder mange gange om dagen, og her bliver der brugt rigtig meget renset vand. De bruger selvfølgelig også masser af sæbe, og dette betyder, at rigtig mange får mærkelige hænder. Der kommer så vabler og sår, og det gør ondt. Senere kan de så blive behandlet med hormoncreme. At det også er farligt, er deres eget problem.

Vi må ikke samles så mange mere, og der falder bøder, hvis det opdages. En kvinde opholdt sig en dag på en plads sammen med sine børn, men det var forbudt og hun fik selvfølgelig en bøde.  Hun var dansker. Helt anderledes er det med vore kommende borgere. Muslimerne er slet ikke med i denne omgang. For det første, så kommer de her til landet uden at blive testet, og alle, der har besøgt familier i hjemlandet, kan rejse  hjem til Danmark også uden at blive testet. Ved muslimske begravelser møder flere hundrede mennesker op. Nogle få betjente står og kikker på et stykke derfra, men de skal bestemt ikke vise sig. For her bestemmer muslimerne, og der kunne jo ligefrem blive en krig, der ville ødelægge alt for det gode forhold, som vore politikere har til muslimerne. Altså, de er fredet og det er kun danske borgere, der skal stækkes og have bøder. Nuvel, skulle en muslim få en bøde, så sender han den videre til staten. Jamen, hvad er det der sker i vores engang så dejlige land?

Vore politikere er i gang med at overlade Danmark til muslimerne. Så enkelt er det. Nu gælder det desværre næsten alle partier, - alle der er glade for unionen. Altså, vi har ingen at stemme på, for de, der er imod unionen og muslimerne, bliver nedgjort af de såkaldte landsforrædere. Jamen, hvorfor er vi kommet så langt væk fra vores ellers gode demokrati?

Vi skal faktisk helt tilbage til dengang, vore politikere gik i skole, da blev de tudet

ørerne fulde af radikale undervisere, og disse undervisere kunne slet ikke undervise ved hjælp at selvstændighed. De var hjernevasket og havde "den rigtige mening", og ud fra det, så fik de stakkels børn en ensrettet forestilling om alt. Det er disse børn, der i dag sidder inde på Borgen og gør det, de har lært, - nemlig ingenting. Det er kun af navn, de er politikere og ministre. De er desværre kun marionetdukker, som styres  af unionen. Islam har magten over unionen, og dens største opgave er at overtage verden -  Altså Hellig krig. Uden våben og med flygtninge, der kommer og suger alt værdifuldt ud af os. Vi skal så være deres slaver, eftersom vi jo er de vantro og slet ikke menneskeværdige.

Flere danske politikere har da også erklæret, at de slet ikke har evne og klogskab til at styre et land, og derfor er de meget glade for at spørge selv analfabeter om råd. Vi må jo huske på, at de stadig er hjernevasket og ikke kan omstille sig til at tage ansvar og få selvværd.

Men vi er for langt væk fra at kunne gøre noget til gavn for os og vores land. Vi skal sørme starte med at sørge for, at vores børn kommer i en skole, hvor underviserne ikke er hjernevasket, og som er ærlige og underviser uden en bestemt politisk tankegang. Det samme gælder desværre også medierne. De er jo lige så hjernevasket og tomme for at bruge fornuften. De aner det ikke, så ringe er det med dem. I TV viser de hver dag, hvor svært de har det med sig selv. De mangler selvværd og hår på brystet. Men der er ikke så mange penge i sandheder, og det har mange aviser fundet ud af. Vi mennesker skal stille krav til hinanden, og så skal vi være modige og sige sandheden. I facebook er det selvfølgelig også hjernevaskede tåber, der udfylder andres meninger. De er bare som mange andre. Lidt penge kan få dem til alle dumheder.

Jeg er i den alder, hvor der ikke sker noget godt, og vi forventer ikke kloge politikere og medier, for vi kan vel ikke håbe på, at samtlige af dem dør af corona. Men jeg har et lille håb om, at vore børnebørn måske vil opleve, hvad det ville sige at være Dansker. Noget jeg var stolt over.