Gurli var fast ved min seng, hver eneste dag. Trofast som bare pokker. Jeg var ikke god ved hende, og hun blev til sidst rasende på mig. Jeg var så tørstig og gal over, at jeg havde den forbandede slange, man havde ført gennem næsen og ned i maven på mig, for den generede i halsen, og sidst men ikke mindst, så ville jeg have noget at drikke. Men Gurli ville ikke rive slangen ud eller hente vand til mig. Derfor så fjernede jeg selv slangen. Jeg var lige ved at kunne nå blomstervasen, men fejlede. Jeg beordrede hende til at give mig vasen. Selv blomstervand var guld værd for mig. Gurli ringede på klokken, og lægen kom til. Jeg blev bundet til sengen. Begge arme kunne højst bevæges 5 centimeter. Overlægen, der var tidligere militærlæge, havde planer med mig. Han ville prøve at stoppe udsivningen af blodet ganske enkelt ved at fylde mig med gazebind. Det skulle så lægges på en bestemt måde og med tiden rives ud. På dette tidspunkt var der her i Danmark kun 7 mennesker med denne form for leverkræft, og vores mulighed for at overleve var lig nul. Jeg havde det fint, fordi morfinen tog smerterne. Det, der gjorde mest ondt, var når jeg skulle have sprøjten. Det var som om, de stak samme sted hver gang. Jeg kom på operationsbordet igen. Man skulle fjerne alt det kræftsyge væv, og selvom jeg denne gang havde fået masken, så fik jeg en oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Jeg sad oppe på dørkarmen og kikkede ned på nogle læger, der stod og arbejdede med mig, som lå på bordet. - Mystisk? Hvad det egentlig betød, har jeg tænkt nærmere over, og måske var det bare noget, jeg havde drømt, og dog. Det var så klart og naturligt, så jo, jeg tror virkelig selv på det. Måske var min sjæl ved at forlade den syge krop. "Hvis det er at dø, så er der bestemt ikke noget at være bange for", tænkte jeg. Dagen efter vågnede jeg op igen. Overlæge Bohn kom og sagde til mig, "De er da ikke sådan at komme af med. De burde være død i går, hvilken livsvilje!" Når nu jeg ikke ville dø, så var der da andre meget tæt på mig, som stoppede med at trække vejret for altid.

Jeg lå på en 2-mandsstue, og en dag kom en mand fra Ringsted til at ligge ved min side. Han var på sin arbejdsplads kommet imellem 2 store betonelementer, som simpelthen havde klasket ham flad. Indre blødninger og samtlige organer var mast. Han trak vejret meget besværligt, og det var kun et spørgsmål om tid, inden han kunne få fred. Hans familie kom og besøgte ham, og det var ret så mærkeligt at ligge ved siden af ham. Det var ikke blevet midnat, da jeg mærkede en uforklarlig kold luft inde på stuen. Det virkede som om, der lige var blevet gjort rent, og at vinduet var åbent. Pludselig holdt manden op med at trække vejret. Selvom lyset ikke var tændt, så blev der meget lyst på stuen. Jeg faldt i søvn, og da jeg atter vågnede, så var manden kørt væk. Efter nogle dage kom endnu en person til at ligge ved min side. Denne gang var det en gammel kvinde. Hun var godt i stand, og eftersom hun havde brækket hoften, så skulle der en lift til at få hende op af eller ned i sengen. For en sikkerheds skyld, så satte man et forhæng mellem os, men vi var begge to ligeglade med det. Vi fik os en sludder, når hun da ikke begyndte at snorke, noget der skete temmelig tit. Den gamle dame blev flyttet, da der pludselig var plads på en anden stue. Jeg begyndte at kede mig, og derfor mente læge Kirkegård, at jeg var moden til at komme ind til gutterne i Slyngelstuen.

Her lå der flere sjove typer, som fejlede meget forskelligt. En mand, der havde leget med ilden, havde store forbrændinger i ansigtet, på hænderne og på en del af kroppen. Han var kommet til at smide en møtrik ned i en spand, hvor der var benzin i, (det sagde han da), og det hele eksploderede, mens han var tæt på. Hver gang han fik revet de gamle sår af, så gjorde det godt ondt, og han jamrede sig meget, men det værste var dog, når hans kone kom for at se til ham. Hun brugte det meste af tiden på at bebrejde ham og sige, hvor dum han kunne være. Og da hun så hans ansigt, der var frygtelig besåret og med blodrøde skægstubbe, det vil sige, at han så herrens ud, blev hun meget flov over ham. Temmelig højt og klart sagde hun så, "Jeg orker ikke at se på dig mere, tiden er inde til, at vi bliver skilt. Jeg taler med en advokat". Der blev helt utrolig stille, lige efter hendes ord havde forladt læberne. Han skulle bestemt ikke "forlade sine skyldnere", men derimod forlades af sin livspartner. Sådan! Da hun var gået, så fortalte han os, at der i lang tid havde været problemer, og at han ikke havde noget imod at blive fri. "Jeg skal ikke gøre alt det, som hun forlanger mere, bare det er friheden værd". Jamen jeg syntes bare, at jeg havde taklet min skilsmisse helt forkert. Tænke sig, at han kunne tage det så let? En ung mand, der var murer, var faldet ned af et stillads, og han havde brækket benet. Han snakkede rigtig meget, og så kunne han ikke lade være med at drikke. Men det værste, jeg vidste, var, at han røg så meget i sengen. Røgen var slem, men det var ikke det værste, nej, det var helt uhyggeligt, at han pludselig faldt i søvn - selv med cigaretten i hånden. Flere gange gik der ild i dynen, og selvom han fik at vide, at han ikke måtte ryge, så fandt han altid en eller anden patient, som gav ham en pind. Jeg kunne overhovedet ikke røre mig, eftersom jeg jo var bundet til sengen, så hvis der gik ild i stuen, kunne jeg ikke komme væk. Manden, der var ægte københavner, fik besøg af sin kone og deres børn, men det var bare ikke en god oplevelse, for den lignede alt for meget den forbrændte mands. Kvinden havde fundet sig en anden mand, der havde nosser, så hun ville gerne have en underskrift af Murermanden, så hun kunne komme videre. Jamen nu fandt vi så ud af, hvorfor han drak så meget. Selv på et sygehus kunne jeg lege detektiv. Der gik mange dage, hvor jeg kun lå, og lå, og lå. Det får man liggesår ud af, og selvom den utrolig søde sygeplejerske, som jeg kaldte for Ædelgran, sørgede for, at jeg fik et lammeskind at ligge på, så kom sårene alligevel. Jeg havde været på bordet flere gange og skulle igen af med noget gazebind. Overlægen sagde denne gang til mig, "Andersen, hvad siger De til, at vi denne gang undgår bedøvelse. Så kan De få noget at drikke, lige så snart det er overstået". At jeg ikke skulle bedøves, mente jeg, var alle tiders. For hver gang jeg havde været under kniven og vågnede op, så havde jeg det uhyggeligt. Jeg rystede som espeløv og svedte som aldrig før. Ondt gjorde det som bare f……! Jeg blev derfor høj af glæde, - tænke sig, at jeg måtte få noget vand. "Jo tak, gå I bare i gang med mig, jeg bider tænderne sammen". Lægen bad sygeplejersken om at holde mig for munden med et håndklæde, og en anden læge lagde sig over mine ben, og endnu en læge holdt min brystkasse nede. Så gik Bohn ellers i gang med at åbne op ind til herlighederne. Aldrig har jeg troet, at noget kunne gøre så ondt. Jeg skreg, alt det jeg kunne, men der kom ikke en lyd ud af mig, eller også tog sygeplejersken sig ikke af det. Jeg besvimede simpelthen af smerte. Jeg overskred smertegrænsen flere gange. Da jeg vågnede op igen, hørte jeg lægen sige, "Nu skal han bare have hvile et par dage". Jeg havde helt glemt, at jeg nu kunne få noget at drikke, men jeg orkede heller ikke at drikke noget. Lægen sagde så, at jeg havde klaret mig rigtig fint, og måske kunne jeg få én teskefuld is om nogle timer. "Jeg må dog sige til Dem, at årsagen til, at vi ikke bedøvede dem denne gang, var, at De kunne dø af bedøvelsen". Det hele var foregået inde på stuen, og eftersom det var en 6-mandsstue, så havde alle overværet operationen. De var alle stolte over mig, og især en gammel mand roste mig til skyerne. "De er ikke en tøsedreng som min nabo her, han klager og jamrer sig, og så har han kun brækket armen. En pivskid, det er, hvad han er". 

Efter 7 operationer havde jeg fået al bandagen ud. Og nu startede en ny tid. Jeg var kommet af med respiratoren og havde kun blodtilførsel, drop og slanger tilbage, og nu skulle jeg snart til at lære at gå. "Sådan noget pjat at sige, - lære at gå?" Ædelgran ville gerne hjælpe mig med de første skridt, og hun gik ud efter et gangstativ. Mens hun gik derud, så svingede jeg mit legeme ud over sengen og troede, at jeg bare kunne begynde at gå. - Jeg stod godt nok på gulvet, men jeg kunne bare ikke finde ud af at holde balancen. Og pludselig lå jeg, lige så lang jeg var på gulvet. Ædelgran kom farende, hun lagde mig op i sengen, og så blev der ellers ringet 2-2-2. Indenfor få sekunder stod der flere læger ved min side. Mens jeg nu lå der, så stod der en rød søjle op fra min lever på omkring 10-15 cm’s højde, og det var altså BLOD. Den skulle holdes nede og det øjeblikkeligt. De kørte mig så ind i et tomt lokale, hvor de straks fyldte mig op med gazebind igen. Jeg var meget ked af, at jeg ikke havde lyttet til Ædelgran og gav hende en stor undskyldning. Ædelgran var bare alle tiders, og der var ikke det, hun ikke gjorde. Mit skæg klippede hun så nydeligt, og selv mine negle på hænder og tæer fik den rette længde. Hvad skulle man gøre uden denne dejlige pige? Af skade bliver man ofte klog, og jeg var meget mere forsigtig, næste gang jeg skulle LÆRE at gå. Nu kunne jeg så bevæge mig overalt. Jeg var med til morgensang, og præsten sagde til mig, at jeg havde en god stemme, hvilket jeg dog ikke tror, han mente. For jeg er tonedøv. Jeg hentede ting fra kiosken til de andre patienter og så TV i opholdstuen. Kun var det lidt svært at trække vejret i al den røg, som stuen var tyk af. 

Jeg blev mere modig, og en dag smuttede jeg hjem til min lejlighed. Det var mange måneder siden, at jeg havde været der. Gurli havde efterset køleskabet, og hun havde tømt det helt. Der var jo ingen, som troede på, at jeg skulle komme mig igen. Alt var ved det gamle. En masse aviser og breve ventede på mig, men jeg ville ikke se nærmere på dem, eftersom huslejen var betalt af Gurli, og de mest nødvendige ting havde hun også klaret. Det var en barsk tur til Vindingevej, og jeg var så træt og udkørt, at jeg måtte tage en taxi tilbage til hospitalet. Jeg havde svært ved at trække vejret rigtigt, så derfor gik jeg til genoptræning med vejrtrækningsøvelser. Tænke sig, at man også skulle lære at trække vejret. Jeg fik læst nogle bøger, og tiden gik såmænd ganske fint. Jeg var til samtale med læge Kirkegård, der fortalte mig følgende: ”Du har nu været her i mere end ½ år. Vi har fjernet en stor kræftsvulst, der var sprængt. Du har været meget heldig, faktisk er du den første og eneste, der har overlevet denne form for kræft. Derfor indgår du faktisk i en doktordisputats, som jeg står for”. Han viste mig et hav af A4-sider fyldt med notater om min sygdom. ”Du må nu komme hjem men skal til eftersyn igen om 14 dage”. "Jamen, så siger vi bare, at jeg er som en bil, der skal til sit første syn", sagde jeg glad. ”Ja, og nu kommer vi så til det mere vigtige!” "Du må ikke drikke stærk spiritus de første år, og det gælder også øl og alkohol i det hele taget. Hvis du nogensinde starter med at drikke spiritus, så tynd det godt op med sodavand. Men det er nu bedst for din lever, at du dropper al spiritus". - "Du har mistet en stor håndfuld lever, som med tiden vil regenerere. Og så er det også bedst, at du ikke starter med at ryge igen, fordi dine lunger ikke ligefrem var de bedste, du har jo også røget temmelig meget. - I dag er dine lunger lyserøde som en babys, og du har lært at trække vejret rigtig fint. Hold din krop, og du vil kunne leve i mange år endnu. Du er den første, der har overlevet denne form for leverkræft, og vi havde faktisk afskrevet dig, men du er sej. Nyd nu livet rigtigt".  "Dit tandkød er blevet fint igen, og nu vi snakker om tænder, så viste blodprøverne fra dengang, at du havde problemer med din lever, der ikke kunne rense blodet, og det var altså årsagen til, at du ikke fik trukket dem ud. Og hvis du ikke havde fået den maveplasker, så havde vi sendt bud efter dig, på grund af blodprøverne, som de tog dengang". 

Jeg havde en mærkelig dag, hvor der skulle siges farvel til alle, der havde været midtpunktet i mit liv i så lang tid. Da jeg kom hjem i min lejlighed, fik tankerne endelig lov til at blive brugt. Jeg havde overlevet en leverkræft, som den første ud af 7. Hvorfor blev det mig? Det kunne jo ligeså godt have været en af de andre eller slet ingen. Hver eneste dag fra i dag er en gave fra Gud, eller hvem det er, der styrer denne verden. Jeg er ikke særlig kristen, så det med at bede og sige tak til ham, fandt jeg lidt mærkeligt. Men det var helt sikkert, at der var nogen, der stod bag. Det var ikke meningen, at jeg skulle dø. I den lange og barske tid på hospitalet havde jeg aldrig været bange, slet ikke bange for at dø, men jeg var jo også i en rus af opium og svævede ligesom på en sky. Én ting var jeg dog godt træt af, og det var at få sprøjten i låret. Hver 3. time fik jeg et skud morfin, og det var som om, de brugte samme sted hver eneste gang, og det gjorde meget ondt. Men bagefter så havde jeg det, som om jeg svævede på en sky. At jeg havde sagt farvel til hele min familie og skulle se dem igen virkede forkert, men godt alligevel. Nu fik jeg en helt anden indstilling til livet og døden. Et nyt liv stod for døren, og jeg meldte mig ind i en bueskytteklub, efter at en sygehjælper havde snakket så godt om denne sport. Øyvind som sygehjælperen hed, havde en søster der, ligesom jeg, var venstrehåndet. Hun ønskede en ny bue, og jeg kunne så købe hendes gamle. Det var en Yamaha, og den var rigtig flot. Jeg købte selvfølgelig den med masser af pile og reservedele til. 

Vi gik så resten af sommeren udenfor på en bane, der ligger lige overfor dyrskuepladsen. Da vinteren kom, rykkede vi ind på 1stesalen i det gamle garveri på Eriksvej, og næsten hver dag havde jeg min gang der. Jeg blev ret god til at skyde med bue og pil, og flere medaljer kom til at præge mit hjem. Med tiden ville jeg gerne hjælpe de unge, og sammen med Ebba, som havde en søn på holdet, blev jeg instruktør for miniafdelingen. Jeg tog tit ud til Poul og Ebba, der boede tæt ved grusgraven, hvor også Kurt kom, og der skød vi på en bane, som Poul havde lavet. Alle mine børn var også ret gode til denne sport, og de fik også præmier, hvilket jeg var meget stolt over. Jeg gik med et lille hul i maven. Og det var altså ikke i hovedet. Men mit sårhul skulle tørre rigtig, og jeg kunne nu prale med at have 2 navler. Jeg blev bidt af bueskydning, og derfor så købte jeg en bue af formanden Kurt Olsen. Han var faktisk mit idol. Sjællandsmester, Danmarksmester og fine resultater i Skandinavien. Han havde virkelig en flot stil, når han lod pilen forlade buen. Carsten blev også bueskytte, og han købte endda pilene selv. Charlotte og Carsten fik også lov at komme med til stævner, og de vandt endda også præmier. Jeg opnåede at en af mine minier blev udråbt som sjællandsmester, og det blev fejret med en stor fest hos hans familie. Min indstilling til livet. Positiv og meget moralsk. Alle, der snakkede om, hvor vigtigt det var at tjene penge, regnede jeg ikke for noget. Jeg havde 3 dejlige børn, som jeg ville forsøge at lære at kende igen. Jeg havde ikke set dem i mere end 2 år, og da deres alder var 2, 5 og 8 år, sidst jeg så dem, så kunne de let have glemt mig. Det var jo dem, der var årsag til, at jeg ikke ville dø endnu. Jeg havde nogen at være noget for. Lizzie ville nu godt lade mig være sammen med børnene, men hun ville absolut have, at jeg skulle hente dem nede ved stationen og bringe dem til stationen næste dag på et bestemt tidspunkt. Som tiden gik, blev Lizzie dog mere menneskelig, for ungerne tog selv af sted uden mor. Jeg skulle endda ikke hente dem ved stationen, for de kendte jo vejen både til kolonihaven og mit hjem. 

Eftersom jeg jo ikke havde fået mere end 5 skoleår, og jeg havde været i Norge, så var mine færdigheder ikke ligefrem til at råbe hurra for, derfor meldte jeg mig ind på FIR, hvor jeg tog 9. og 10. udvidet, og det foregik om dagen. Vi havde engelsk, dansk, matematik og sidst men ikke mindst fysik. Til dansk var jeg nu ikke værst, og jeg lå for det meste på 10-11-taller ved prøverne. Jeg  skrev jo om mit liv på skrivemaskine, og selvom der var mange slåfejl, så var det dog til at læse. I matematik blev det mere spændende, især da jeg fandt ud af det med plus og minus - æbler og pærer. Fysik var jeg bare ikke så ferm til, selv grundstofferne voldte mig problemer. Engelsk var derimod lige noget for mig. "I am - you are", jamen jeg ville jo gerne se verden, og så var det godt at kunne begå sig, sagde min fornuftige forstand til mig. Jeg var da også fyr og flamme, da vores skole kom med et godt tilbud til os, der havde engelsk på skemaet. Vi kunne melde os til en Englandstur, hvor vi skulle bo hos indfødte englændere og endda også gå i skole derovre. Vi var 18 elever og en underviser, der tog toget til Esbjerg og så færgen til Harwich. Vejret var bestemt ikke med os, for det havde stormet i flere dage, og vi havde hørt, at skibet måske ikke sejlede. Men det viste sig, at propellerne snurrede rundt, og vi satte kursen mod England. Et godt stykke ude på havet fik vi en oplevelse, som mange sent vil glemme. De fleste skulle slet ikke ind og spise eller have en øl. Jeg delte kahyt med en af de få mænd, som var med på turen. Vi var kun 3 mænd og resten kvinder. Tidligt om morgenen stod jeg op, og hvilket syn kom for dagen. Der lå bræk alle steder, det stank fælt, og de mennesker, der var kommet op, så helt forkerte ud. De var grønne i ansigtet, og ingen havde sans for en lille snak. Jeg hoppede over noget bræk og kom ind i spisesalonen. Der var mad til os alle, men flere af gæsterne, der havde forsøgt sig med brød, kaffe og andet, fik hurtigt sat det fra sig, og de gik langsomt ud i den friske luft. Jeg satte mig dog og nød rundstykker med ost og juice - og senere masser af  kaffe. Skibet havde ikke kunnet komme til kajs og havde ligget underdrejet i flere timer. Vi kom dog til sidst ombord i en bus, der skulle føre os til London. I centrum blev vi fordelt efter, hvad underviseren mente var godt. Jeg skulle sammen med 2 piger bo hos en lærerfamilie. Jeg fik mit eget værelse, og de fik et stort værelse, som de skulle dele. Min første nat var underlig. Hver gang jeg lige var ved at drive i drømmeland, så rungede det, og hele huset ligefrem rystede. "Mon det er ved at falde sammen", tænkte jeg. Vi fik årsagen til rysteriet, og det var såmænd kun undergrundsbanen, der løb under huset, og hver gang et tog fôr forbi, så blev værelset levende. Det var altså derfor, at der ikke var så mange nipsting på værelset, alt sad skruet godt fast. Vi fik en rigtig god morgenmad, især hvis vi kunne lide spejlæg, bacon, baked beans, pølser, røræg, sandwich, budding og masser af te. Vi skulle så møde de andre elever et bestemt sted, og vi fandt det hurtigt, men der manglede 2 piger, og dem måtte vi så kikke efter. De havde ikke lyttet rigtigt efter, hvor vi skulle mødes, og derfor blev de forsinket. Vi gik så tur i den store by, Soho skulle vi da også opleve, og her var der lidt problemer med en af vore piger. Hun havde stillet sig udenfor en forretning og ventede på, at vi andre kom ud. En indfødt pige kom hen til hende og forlangte, at hun skulle flytte sig. Først forstod hun ikke hvorfor, og da det engelske ikke var hendes stærke side, så brugte englænderen ord, der bestemt ikke kunne misforstås.  "Get away from my place", - altså forsvind fra min flise. Selvom det var dag, så var det hendes arbejdsplads, - sådan! Vi var flere der så en slukøret dansk pige blive sendt væk fra indgangen. Vi skulle nu se de mange berømte seværdigheder, og dem var der rigtig mange af. Flere gange tog vi undergrunden (Cirkle), og mange indtryk kom på nethinden. Ved aften var det så tid til at spise, og vores lærer havde bestilt plads på en kinesisk restaurant, der lå i Soho. Den skulle være ganske berømt. Maden faldt ikke i min smag, men jeg spiste med pinde, og så blev det ikke til så meget. Pindene fik jeg da med hjem. Vi var ikke blevet færdige med at spise, før tjeneren ganske strengt bad os om at forlade stedet, - næste hold ventede udenfor, og vi havde jo betalt. Ud i samfundet med os. Vi spredtes for alle vinde, og jeg kom hjem til mit værelse. Jeg blev inviteret til en kop te og en meget tung kage. Den var meget sød og lige noget for tænderne, de søde små musetænder, som jeg havde. Der stod et klaver i stuen, og selvom jeg ikke var særlig god til at bruge det, så klemtede jeg dog på det, - jeg kunne bare ikke lade være. At konen så gav et nummer, der var rigtig smukt, det satte mine tanker om at kunne spille lidt ned, øvelse og mere øvelse. Dagen efter skulle vi i skole. Jo, vi skulle da prøve, hvad det vil sige at gå i en rigtig engelsk skole. Vi var heldigvis alle i samme klasse, og her fik vi papir og blyant. Nogle af pigerne syntes, det var sjovt at gå her, men de glemte, at man ikke måtte snakke, endsige hviske, i timerne, så læreren var hurtigt over dem, og så var det ligesom, de mistede lysten. Da dagen var slut, var vi alle blevet meget klogere på, hvad det vil sige at gå i engelsk skole. Efter 3 dage skulle vi så med toget til Brighton. Byen ligger mod syd, og det er en rigtig hyggelig by. Her blev vi indkvarteret hos private borgere. Mine værter var tidligere indvandrere, og de havde åbnet deres værelser for 2, og de gjorde det for pengene. Konen var godt i stand og manden ligeså, og de havde en hjemmeboende voksen søn. Jeg skulle sove på en sofa i sønnens værelse, og han blev så flyttet ind på gulvet i stuen. Om aftenen gik vi, ligesom de fleste englændere, på pub. "The Queen Arms" hed stedet, hvor vi mødtes med vore danske venner. Her blev der hygget, og indbyggerne kikkede nysgerrigt på især vores piger. De begyndte nemlig at synge til musikken, der kom fra en højtaler. Efter flere øl, så blev pigerne mere løsslupne. De gik i gang med at danse og skråle, og det var bestemt ikke noget, man var vant med i Dronningens hule. Klokken 23 blev der ringet med klokken, og alle gik pænt hjem, først englænderne og så os, for vi anede jo ikke, at politiet kom og tog de folk, der ikke var gået, med sig. Da jeg trådte ind i stuen, så sad manden der, han og sønnen havde ellers været samme sted som os. Han var i godt humør og sønnen med, men konen var bestemt ikke til at snakke med. Hun var sur og skældte ud på de stakkels små mænd, der hurtigt fandt sengen i soveværelset og stuen.  Jamen jeg sov fint og var ikke så forhippet på morgenmaden, den kunne jeg godt undvære. Vi oplevede så byen og nåede også en tur til Plymouth, og her er der palmer ved stranden. Efter endnu en nat og en dag, hvor regnen fik mig til at købe en paraply, så gik turen med tog til Harwich, hvor skibet sørgede for, at vi kom hjem, helt uden problemer. Der var dog flere, som havde fået lidt for meget over tørsten, og én af dem brækkede sig på dækket. Altså en ganske naturlig sejlads mellem England og Danmark.

Det var på denne tur, at jeg fik den lyse ide, at man sagtens kan rejse og samtidig lære noget. Jeg havde jo også dansk, og dette betød, at jeg meldte mig til en tur til Spanien. Vi havde haft HC Andersen på programmet, og så var det jo naturligt, at vi gik i hans fodspor. Andalusien kalder. Her var vi igen kun 3 mænd og resten piger. Vi fløj til Malaga, og derfra fortsatte vi til Sevilla. 2 piger ville ikke med, så de blev i Torremolinos, mens vi andre hoppede på toget, der førte os til Sevilla. Med 3 taxier kom vi til vores HH hotel. Det var et hotel, hvor vi skulle bo i værelser med fra 4 til 6 mennesker i hvert rum. Jeg lå sammen med 2 piger i samme seng, og det gik fint, men jeg ville og kunne bare ikke være med til sex, mest fordi de havde så mange problemer, det kom bag på dem, at vi skulle være så tæt. Men vores lærer gik til den, han havde sex med 2 piger, på samme tid - en gammel og en ung. Vi oplevede den skønne by på mange fronter, og næste morgen gik toget til  Cordoba. Her var der rigtig mange seværdigheder, og HH hotellet var lidt bedre. Her var vi kun 2 i hvert værelse, og hende jeg sov sammen med, ville slet ikke ind på noget skægt, så det passede mig fint. Jeg ville helst kende min pige, inden jeg måske fik sygdomme eller andre problemer. Næste morgen gik turen igen med tog, og byen hed Granada.  Her var der virkelig masser af se på, også her var HH hotellet fint. Det var privatejet, og konen var meget striks. "Ingen mænd sammen med kvinder, hvis I da ikke er gift", beordrede hun. Jo hun havde set vore pas. Vi skulle så afslutte vores tur i Torremolinos på det hotel, som de 2 piger var taget til, lige fra vi kom. Det var et fint hotel, og der var optræden med selveste Roger Whittaker. Han sang sine velkendte sange, og alle var i tophumør. Vi kom hjem i god behold, og ingen havde taget skade af turen. Tak til HC Andersen. Jeg havde forskellige sidemænd, der alle var piger, og især i fysiklokalet var der en pige, som jeg havde antennen lidt ude efter. Hendes navn har jeg glemt, for hun var så fjern og så forfærdelig trist ud. Jo hun havde lige prøvet at blive nedgjort, for hendes mand havde fundet en ung pige, som han dyrkede. De var kun separeret, og han var flyttet. Hun var bitter og burde nok slet ikke gå på FIR, men jeg forsøgte altså at invitere hende ud og spise. Nej, det kunne hun bestemt ikke sige ja til, "for hvis nu manden kommer tilbage", sagde hun. Jeg opgav helt at snakke med hende, og nu var det også kun 2 timer, vi sad sammen om ugen. Der gik nogle dage, hvor hun blev væk, og det var meget mærkeligt, da vi fik nyheden om, at hun var død. Hun havde forsøgt at komme i byen på værtshus, og der havde hun mødt en mand, som var meget ihærdig efter at snakke med hende. Ved midnat gik hun så hjemad, og på FIR havde han måske lokket hende ned i kælderen. Hun blev opdaget af en elev, der ville hente sin cykel. Hun var kvalt og efterladt nede i dybet. Politiet forlod vores lokale, og vi holdt et minut stilhed. Jeg fattede ikke, at hun lod sig lokke ned i kælderen, men hun var nok trængende, tænkte jeg. Det var en episode, der prægede undervisningen ret så meget. Inden vi skulle holde juleferie, så var der fest nede i et stort lokale i skolens kælder. Jeg havde taget min harmonika med, og vi gik fra vores lokale ned i festsalen i én lang række, med mig forrest, mens jeg spillede julesalmer. Da vi havde spist, så stod jeg for dansemusikken, og selvom jeg lavede en del tastefejl, så var stemningen i top. Jo, jeg havde fået en del piger, der gerne ville kende mig lidt mere. Jeg var med i elevrådet, og derfor så holdt vi nogle aftener, hvor vi fik mad og øl, mens vi lagde planer om, hvad vi gerne ville tilbyde eleverne. Inde i Krudthuset var der teater på engelsk. Det var noget, som mange gerne ville ind til. Vi skulle så vurdere, hvor meget vi egentlig fik ud af det, når vi havde timer i engelsk. Vi blev hentet i bus og bragt hjem på samme måde. Min lærer i dansk hed Peter Ludvigsen, og han var en festlig fyr. Han havde en violin, som jeg fik lov at låne. Jeg ville simpelthen prøve, hvad det ville sige at pive som en kat. Inden skoleåret var slut, så kunne jeg spille lidt på dyret og takkede for lånet. Jeg tog altså 9 og 10 klasse udvidet, og det var med ret gode karakterer, bare ikke i fysik, for jeg kom op i noget, vi ikke havde haft. 

På højskole.

Jeg ville smaddergerne på højskole, og valget blev Skælskør Folkehøjskole. Da jeg jo ikke havde arbejde, så var det alle tiders mulighed for at være sammen med andre mennesker, og måske kunne jeg lære en pige at kende. Jeg søgte et 3 måneders-kursus, og dette blev bevilget af fagforeningen. Det blev en rigtig spændende tid, hvor jeg fandt ud af, at arbejde ikke var livsnødvendigt. Jeg engagerede mig i næsten alt og prøvede kræfter med andre drevne unge og gamle. Jeg spillede en del harmonika og lærte folkedanse, keramik, maling og teater. Jeg fandt en pige Ane Kjær, som desværre blev gravid – med mig. Eftersom hun kun var 18 år, og jeg var 35 år, så blev vi enige om, at hun skulle få det fjernet. Jeg var ret så kold og barsk. En indvandrer tog sig af hende, da hun kom tilbage, og det havde jeg det ganske fint med. Jeg delte værelse med en Færing, der havde svært med at leve op til højskolestilen. Hans familie havde sendt ham herned, og de troede, at når han kom hjem, så ville han være meget klog. Men de blev klogere. Han drak så meget, at jeg var tvunget til at finde en anden at bo hos. Jeg orkede ikke alle de gange, han var til udpumpning. Men flink var han, og jeg har stadig en sød lunde, som var en gave fra ham. Jeg boede så sammen med Peter Chemnich, som var grønlænder. Han var en fin fyr, og vi klarede det ganske godt, indtil den dag, hvor jeg lod en pige blive i sengen hos mig, mens han sov lige ved siden af. Jeg kan godt forstå at han blev gal. Hun kom også udenfor i en fart, og jeg lovede, at det aldrig mere ville ske. Da de 3 måneder var ved at ebbe ud, så søgte jeg 3 måneder mere og fik det. Men nye elever og kun få gamle, var årsag til, at opholdet blev dårligt. Der var mange tabere, som slet ikke ville indordne sig. De gad ikke komme til timerne, og selv når vi lavede teater, så meldte de sig men mødte ikke op og satte sig heller aldrig ind i stykkerne. Det var lidt ærgerligt. Vi var ellers på krydstogt i det sydfynske øhav. Det var alle tiders, hvis vi bare havde nogle mere friske på holdet. I Ærøskøbing fik vi - såkaldt normale - et lille grin fra en af taberne. Han var christianit og ville slet ikke være sammen med os. Han skulle ellers være ombord på skibet inden klokken 22.00, og vi havde ikke set skyggen af ham. Pludselig hører vi en mand hvine, og på en gammel cykel næsten flyver MAX gennem luften. Han burde have stoppet op ved havnen men fortsatte ud i vandet. Der var simpelthen ingen bremser på dyret. Vi kunne så slæbe en drivvåd klovn ombord, og rejsen fortsatte. Ole Halsnæs var en frisk fyr, som jeg holdt mig lidt til. Han var god til at spille guitar, og vi lavede flere numre sammen. Jeg spillede naturligvis på Harmonika, og vi optrådte flere gange. Efter højskoleopholdet var slut, holdt jeg forbindelsen med Ole ved lige, og jeg nåede at flytte i kollektiv med ham, men det holdt ikke mere end 1 uge. De andre, der var med i foretagendet, forventede, at min bil skulle være til fri afbenyttelse. Og der stod altså ikke idiot på ryggen af mig. Jeg havde heldigvis ikke sagt min lejlighed op, og jeg havde jo også en kolonihave i Maglehøj. Jeg fik en dag et brev fra min fagforening SID. Jeg skulle møde op på et bestemt tidspunkt. Det drejede sig om, at jeg havde modtaget understøttelse i lang tid, og man mente, at jeg havde lavet bedrageri. Jeg havde ellers underskrevet en erklæring om, at jeg var taget på højskole i 3 måneder. Jeg havde søgt om endnu 3 måneder, men denne meddelelse havde de måske ikke fået. En kvindelig kontordame satte mig virkelig på pinebænken. Jeg kunne forvente at blive straffet, og det kunne meget let blive til fængsel, sagde hun truende. Jeg blev både rasende og paf men turde ikke forlade kontoret. Men da hun fortsatte med at nedbryde mig, så fik jeg nok. ”Du kan rende mig et vist sted, men nu gider jeg altså ikke høre på dig mere. Jeg vil gerne have dine beskyldninger skriftligt, så skal jeg måske se, om jeg gider komme her mere”. Jeg havde fået arbejde og havde ingen bekymringer økonomisk. Der gik lang tid, og jeg hørte intet fra SID. En dag, hvor jeg havde fri, tog jeg derned for at høre om min sag. Om jeg snart skulle i fængsel. Kvinden var der, og da hun så mig, så gik hun ud af døren. Jeg fik så besked om, at hun havde misforstået min situation, og der havde aldrig været nogen sag. Jeg fattede ikke, at hun ikke kunne give mig en undskyldning, men det var hun ikke stor nok til. Myresøhuse ligger i Baldersbrønde, og der fik jeg arbejde. Det var ellers svært, for mange virksomheder var begyndt at afskedige medarbejdere, så jeg fik selvfølgelig små hentydninger fra flere af dem. En af dem var temmelig barsk, så jeg gav igen. "Jamen jeg kender direktøren", sagde jeg med et grin. Gerdas mand Holger kendte ham, og derfor sagde jeg det. Han blev ved med at brokke sig, så jeg kunne ikke dy mig for at sige, at det måske var hans job, jeg skulle overtage, for han var vist ikke særlig hurtig med opstillingerne. Det fik ham helt op i gear. Rød i hovedet og med fråde om munden hvæsede han ord, jeg ikke troede, han kunne. Det gik nu et stykke tid, og det viste sig, at firmaet havde flere ordrer i bogen, inden det lukkede helt ned. Det var gode penge og helt rart at komme til lidt penge. Jeg havde optaget forbindelsen til mine børn igen, og det kørte fint. Charlotte kunne ikke lide en af pigerne, som jeg havde fundet på skolen, om det var fordi hun skelede, aner jeg ikke, men Charlotte kunne heller ikke lide, at hun var så ung. Jeg fandt mig så en dejlig pige, som faldt i god jord både hos Charlotte og mig selv. Grete Andersen hed hun. Hun var ved at blive lidt grå i toppen, men man skal bare ikke gå ud fra, at hun var grå i sjælen. Grete er den kvinde, der har betydet mest for mig. Hun lærte mig sexlivet, når det er bedst. Aldrig har jeg troet, at en kvinde kunne være så henrivende og lærerig. Vi gik i teater, opera og på restaurant. Grete var gift og havde 2 børn. Hendes mand var også til mænd, og han havde bestemt ikke noget imod, at Grete havde mig. Men jeg måtte dog ikke være i stue med ham, det var Grete, der ikke ville have det. Hun var bange for, at han skulle få lyst til mig. Vores forhold varede i næsten 2 år, og den tid var bare skøn. Grete fik kræft og gik til behandling, og så gik det hurtigt den forkerte vej. Vi blev enige om at stoppe, mens vi havde det godt sammen, og pludselig var vores eventyr slut. Jeg fik så arbejde nede i Ungdommens Hus. Her traf jeg Hanne. Hun var gift og havde 2 dejlige børn og en hyggelig mand. Men Hanne mente ikke, at der skete nok i hendes verden, og da jeg ikke ville ødelægge noget, så forblev vi venner. Jeg lavede en del små melodier, og Hanne lagde tekst på. Disse optrådte vi så med hos de ældre, med stor anerkendelse. Vi gjorde virkelig lykke. Hanne forlod senere sin mand og børn, men jeg var ikke årsagen, hvilket jeg er glad for. Min tidligere ven Flemming opsøgte jeg, og i gennem lang tid var jeg næsten fast i hans hjem. Mange middage har jeg spist der, og de var ligefrem min familie. Jeg og børnene boede i Maglehøj om sommeren, og nogen gange tog vi på Bakken eller i drive inn-biografen, og selv Lizzie kom og besøgte os i haven. Det var Charlotte dog ikke så meget for. Hun blev rasende over, at Lizzie gerne ville overnatte, så hun strammede sig an, og satte sin moder på plads. "Du har bare at tage hjem nu !", sagde Charlotte hårdt og kontant. Lizzie måtte så iføre sig sine klæder og forlade huset, mens månen så på. Charlotte var meget bange for, at jeg skulle komme hjem igen, for så mistede hun jo sin magt over både drengene og Lizzie. Jeg havde som sagt fået arbejde i Ungdommens Hus og var med til festivaler og alt det, der kom i kølvandet. Min boss Villy havde lovet mig, at jeg skulle overtage hans job, og derfor så var jeg ekstra påpasselig i mit arbejde. Jeg havde min gang både i vuggestuerne og børnehaven. Ungerne var meget glade for mig, så glade, at jeg gerne ville være deres julemand, når der skulle deles gaver ud. Da jeg stod og ventede udenfor døren, sagde en af de små drenge, "Nu kommer Oscar". Da jeg kom ind ad døren, blev han så ked af det, at han begyndte at græde. ”Hvor er Oscar?” skreg han. I ”Ungdomshuset” brugte jeg min middag på at spille bordtennis med de små. Og det var noget, de kunne lide. Den eneste, der bare ikke ville have det, var lederen af huset. Erik Larsen. Jeg fik besked på, at jeg ikke fik penge for at lege med ungerne. Det blev ikke bedre, da jeg en dag var oppe for at flytte borde og stole, der skulle bruges ved et bankospil om aftenen. Jeg skulle ind på toilettet, og der hørte jeg nogen beklage sig højlydt. Døren var låst, og jeg var urolig for, om vedkommende var syg. Derfor spurgte jeg, om jeg kunne hjælpe? Der blev helt stille, og jeg gik så ud for at blive færdig med mit arbejde. Ud fra toilettet kom først Erik Larsen, og efter ham kom hans kontorpige. Jeg kunne hurtigt regne ud, at de havde haft et lille knald derude. Hun var hans elskerinde, og det var alle klar over. Nu også jeg. At Villy slet ikke mente sit tilbud til mig, opdagede jeg, da jeg fik min afsked. Man havde ikke penge til at betale mig mere. Der skulle spares, og derfor så fik jeg en lille fest med masser af gaver. Jeg var godt gal på Villy og ønskede ham det værste i livet. At det skulle gå ham så slemt, at han led uhyggeligt og blev tynd og afkræftet og døde af kræft, det var i overkanten af mine ønsker. For resten så opgav jeg helt at svømme mere, jeg var hunderæd for at få en maveplasker igen. Så de gange, jeg nærmer mig det våde element, foregår det på gåben. Og det er sgu for barsk for mit legeme.  

At rejse er at leve.

Gurli og Ole, der boede i Dommervænget, havde mit besøg mange gange, og det var hos dem, at jeg fik lyst til at se noget andet end Danmark. Vi kikkede efter rejser gennem Spies, og en dag var der søreme en afbestilling til Mallorca. Ole ringede ind på kontoret, og jeg hørte ham sige: "Så meget? - Nå ja, men den rejse vil jeg godt have". Han lagde røret på, og jeg var spændt på, hvor jeg skulle hen, og især - hvad er prisen. Det var altså til Mallorca, og jeg skulle bo på et fint hotel i 12 dage med fuld kost. Og prisen var 195 kroner i alt. "Hvad siger du - 195 kroner?” – Jamen, det er da dyrt, hvis man kunne få det for 2 kroner, hvilket der var sket nogle gange. Men jeg var lykkelig, for det var jo meget billigt. For første gang var jeg sydpå, og det blev en utrolig dejlig tur. Jeg lavede alle de fejl, en amatør kan lave, men hvor var det skønt. Men der var lige det med sprutten, som jeg jo ikke måtte få noget af. Mange gange blev jeg inviteret af flinke turister, som gerne ville have mig med i byen, men hver gang måtte jeg melde "Nej tak!" Når de så kom hjem, så kunne jeg more mig over deres færdigheder i fuldskab. Et ægtepar, der var godt oppe i årene, var så stive, at manden brækkede sig, lige inden de kom ind i lejligheden. De glemte at lukke døren, og jeg kunne høre, at konen fik alt det, hun havde indtaget på hele dagen, op. Det skete samtidig med, at hun ville sætte sig på toilettet. Affaldet, der kom ud af begge ender, endte ved siden af begge kummerne. Resten af aftenen var der en jammer fra hende, og manden var smuttet ned i baren, hvor andre stive personer forsøgte at holde sig oprejst. Det var noget forfærdelig snak, de kom med, men ingen lyttede eller svarede på noget. I vores selskab var der en ganske kendt person med. Jeg husker dog ikke hendes navn mere, men hun havde været i fjernsynet og fortalt historier om sit liv. Jamen hun var virkelig livlig og alle tiders. Nej fuld var hun ikke, men utroligt levende. Jeg var jo ikke gift mere, og derfor ville jeg da godt ligesom se, hvad kvinderne i Spanien egentlig bestod af. Måske skulle jeg prøve, om jeg kunne få en pige at lege med. Jeg gik ned i byen og ind i de små snævre gader. Det var aften, og flere steder var der piger, som sad og hyggede sig i næsten ingenting. Når de så mig, så forsøgte de at gøre sig lækre, og jeg stoppede op og gloede på dem. En meget sorthåret pige med meget store bryster, der næsten ikke kunne være i folden, kom ud på gaden til mig. Hun bad mig komme med ind. Først sagde jeg fast nej tak, men jeg var jo lidt nysgerrig. Hun havde nu ikke tænkt sig at lade mig gå, for hun tog mig under armen og næsten bar mig ind. Næste skridt var så: "Du er da en flot fyr, og synes du ikke om mig?"."Joh, det gør jeg da, men...” ”Hvor meget vil du betale mig for et lille knald?" var næste spørgsmål. For det første, så anede jeg ikke, hvad pengene var værd, da det var pesetas, og så havde jeg ikke fået vekslet ret mange. Jeg sagde så til hende: "50 pesetas". Aldrig har jeg set en kvinde blive så ændret i ansigtet. Jeg fik kolde fødder og forsøgte at komme væk. Jeg var hurtigt henne ved døren, rev den op og løb ned ad gaden. Det viste sig, at det var en blindgyde, og jeg skulle nok forbi hendes vindue igen. Derfor prøvede jeg at gå ind til et hus og komme væk fra baggården. Hurra, det lykkedes. Jeg tog hjem og havde bestemt ikke mod til at komme på hendes enemærker igen. Hun havde nok en alfons, som gerne ville give mig, hvad jeg fortjente. Jeg holdt mig for det meste på hotellet, og kun en lille tur ud på landet, hvor der var et lille kloster, klarede jeg uden problemer. Maden på hotellet var fremmed for mig, men efterhånden kunne jeg spise både hovedretten og desserten. Jeg havde bestilt vin til maden, og flasken kom frem, indtil den var tom, hvorpå en ny kom på bordet. Jeg fik så regningen den sidste dag, og den var ret stor. Solen havde gjort mig brun, og jeg havde fået smag for at komme til Syden. Jeg kom hjem igen, og hverdagen hilstes velkommen. I lang tid havde jeg ikke haft bil, og det var lidt svært at komme nogen steder, når børnene var på besøg, så jeg smuttede ud på Ringstedvej, hvor jeg så på brugte biler. Det var jo ikke første gang, jeg havde handlet der, og sidste gang glemmer jeg aldrig, for jeg satte bilen og gik ind med nøglerne og intet andet. Det var dog mange år siden, og nu ville jeg gerne se på en god bil. Der var masser at vælge mellem, men de måtte jo ikke koste så meget, og der skulle også være plads nok. Langt om længe fandt jeg lige den bil, der var mig. Det var nu mest, fordi den var BILLIG. - 6000 kroner kontant. Fiat 127 årgang 1960. Rød. Det sidste, altså farven, var den virkelige årsag til, at jeg faldt for Fiaten. Jeg skulle hente bilen 2 dage senere, og nu var jeg endelig kørende igen. Solen skinnede, og jeg kørte ud fra værkstedet. Jeg ville køre til Hedehusene og vise min mor og far min nye bil. Men jeg kom bare ikke udenfor Roskilde, da motoren ikke vil sige noget mere. Jeg fattede ikke, hvad det kunne være, for jeg havde lige været inde og fylde benzin på for 50 kroner, i første omgang. Jeg så ind i motoren og kunne ikke se noget, der var forkert, men da jeg intet anede om biler, så var det ligesom ikke noget værd. Jeg kikkede så under bilen og så, at der var vådt et bestemt sted. ”Måske er det køleren”, tænkte jeg. ”Måske er der ingen vand?” Men det skulle motoren jo ikke stoppe for i første omgang, det vidste jeg dog. Jeg kom til at lugte til vandet, og det lugtede af benzin. En stor firkantet kasse af metal var tæret ikke så lidt, og det var da også derfra, vandet, nej benzinen, kom. Jeg kørte derfor straks ned til forhandleren og gik ind for at brokke mig. Først ville de ikke se på bilen og bad mig om at komme igen i morgen. De havde fri, og det ville komme til at koste mig penge, hvis de skulle have værktøj frem. Jeg havde dog, med min første bil, opdaget, hvordan man skal opføre sig, hvis man ville have noget lavet. Jeg sagde så, at hvis jeg ikke kunne få bilen gjort køreklar i dag, så kunne de godt tage bilen tilbage. Straks. Dette ord sagde jeg ganske højt. Det kunne bare slet ikke komme på tale. Jeg havde jo både købt og betalt bilen. Jeg stod et øjeblik og tænkte, inden jeg sagde : ”hvis jeg ikke får lavet bilen nu, så hører du fra min advokat Jeppesen. Jeg vil bare ikke finde mig i noget”. Det gik ganske få sekunder, inden han lidt blidt sagde, ”kør bilen ind over graven, og jeg vil se på den nu”. Der gik over 1 time, og jeg kunne køre ud og fylde ny benzin på. Denne gang holdt bilen sig tør, for der var kommet en helt ny tank i i stedet for den tærede. Jeg kom dog ikke til Hedehusene den dag. Jo, jeg havde virkelig købt bil, og det skulle jeg snart mærke, for den var ikke meget for at starte, når den havde stået natten over. Jeg var godt sur på mig selv, fordi jeg ikke havde ladet en anden se på den. Jeg brugte en mekaniker, der boede lige ved siden af mig, og han så på dyret og sagde så, ”Du har da vist fået dig et lig af bil”. Jeg forstod ham ikke rigtigt, og han sagde så, ”jeg mener, du har fået et sminket lig. Denne bil vil ikke kunne klare et eftersyn, og du vil ikke kunne regne med, at motoren vil arbejde mere. Den er ganske enkelt kørt helt ned. Det eneste, der kan bruges på den, er dækkene, der er nok 2000 kilometer i dem. Men de er rådne og kan springe når som helst”. Jeg tror end ikke, at vi kom ud og køre alle 4, for jeg turde ikke tage for langt væk. Jeg havde bestilt en rejse til Tenerife, og da jeg så skulle derind, så tilbød en af mine venner at køre mig derind, hvis han så måtte låne bilen, mens jeg var dernede. Jeg syntes, det var fint at blive kørt til lufthavnen, og bare vi kunne nå det, for jeg var bange for, at bilen ville strejke. Ork nej, det mente han da ikke, og øjnene lyste på ham. Jo han ville køre en tur med sin kone og søn. Jeg kom til lufthavnen i tide og sagde farvel til ham og bilen. Da jeg kom hjem igen og ville hente bilen, så var den på værksted. Han var så uheldig, at mens hele familien sad og nød udsigten nær ved Tåstrup, så ville motoren bare ikke mere. De ringede efter Falck, som slæbte den på værksted. Man havde kikket på den og grinet over hele hovedet. ”Den skal på kirkegården, og den beder selv om det”. Han ville dog vente på min vurdering. Jeg sagde så , at han godt kunne lade dem køre den hjem på kirkegården. Det kostede mig ikke en krone, og jeg var faktisk glad for at være kommet af med liget. Det var da synd for familien, men de lærte vist noget om sminkede lig. Min første rejse blev starten på mange rejser. Især til Tenerife, Malaga, Tunesien, Portugal og mange flere dejlige steder. En tur til Madeira var noget særligt. Da jeg jo var single, så skulle jeg bo med andre mænd, og det havde jeg det da fint med. Men under denne tur, da var manden bøsse. Han sagde det ligefrem, og da jeg ikke mente, at der kunne opstå problemer mellem os, så ville jeg behandle ham som enhver anden. Han skulle bare ikke blive glad for mig. Manden, der lignede Holger temmelig meget, var glad for mit svar, og vi blev ligefrem venner. Han inviterede mig ud at spise, og det var et sted, hvor han blev behandlet, som var han konge. Og jeg troede, jeg var kejser. Lidt omtåget af rigeligt vin og Cognac gik vi hjem og i seng. Jamen, bøsser kan da også være alle tiders mennesker. På vores hotel var der en anden gæst, som bare var for meget. Hvad hun hed, aner jeg ikke, men hun blev kaldt for Pæren eller Hvalrossen. Årsagen til hendes øgenavne var, at hun en dag, hvor jeg lå og solede mig nede ved poolen, så kom hun over til mig og spurgte, om ikke vi skulle lave noget sammen? Hun var uden brystholder, hvilket betød, at hendes bryster hang og dinglede ned mod mit ansigt. Alle de andre gæster blev så stille og ventede på, at jeg skulle sige ja tak eller noget andet. Jeg havde bestemt ingen lyst til at skulle klinke noget med hende, for hver eneste gang jeg havde set hende, så var hun fuld og grim at høre på. "Jeg skal desværre ud med en anden dansker", svarede jeg lidt forsigtigt. Hun blev meget højrøstet og skreg, at jeg kunne gå ad helvede til. Så gik damen over til poolen, kastede sig i den og resultatet blev, at vandet forlod dammen, og flere gæster blev våde. Hun nøs, og snottet væltede ud over det sidste af vandet, og alle forlod poolen med eet slag. Det var virkelig barsk optræden af Pæren. Jeg havde set på en pige, der faktisk så ganske flot ud, og det sagde jeg til min senge-ven. Han grinte til mig og sagde, at jeg nok skulle tage mig af hende. ”Hun er lesbisk og jagter pigerne, der gør rent for hende. Jeg kender Bossen, og det er bare rigtigt”. Jeg fattede bare ikke, at hun var til kvinder. Jeg kontaktede hende alligevel, og vi sad sammen resten af den aften. Faktisk så blev vi enige om at tage til byen og more os. Måske kunne vi være hinanden til hjælp. Hun tiltrak mange mænd og jeg kvinder, så måske kunne vi bytte partnere. Jeg var endda med hende ude at købe sko. Lidt stolt over at være sammen med hende, det var jeg da, men hvem ville ikke være det, med så flot en pige. 

Jeg bliver far til Sika. 

I ungdommens hus arbejdede en ung mand med ungerne, og han havde en hund, der skulle føde hvalpe. Manden, som var mulat og hed David, søgte fædre eller mødre til disse hvalpe, da han ikke havde plads til dem, og ligefrem aflive dem, ville han ikke. Vi var 2, som gerne ville hjælpe den stakkels mand. Da hunden havde født, blev vi inviteret ud for at se på dyrene. Den flotteste ville min modpart gerne have, og jeg tog til takke med en lidt mere uensartet hvalp. Den havde ingen krøller men var glathåret. Ganske køn efter mit hoved. Jeg gav den straks navn, - Vika blev til Sika. Hjem med dyret og op i lejligheden med det. I starten var der store problemer, især for Sika, for hun var bange for at gå på trappen. Jeg måtte bære hende hver gang, vi skulle på gåtur, eller hun skulle besørge stort og småt. Jeg var godt træt af det renderi men måtte erkende, at jeg havde fået et barn at sørge for. Sika var nu sød, og hun gjorde ikke en kat fortræd. Hver morgen gik vi tur, inden jeg skulle på arbejde, og jeg var en morgen så ubetænksom at give hende fri for snoren. Hun smuttede fra mig og var så interesseret i en anden hund, at hun gemte sig i en busk. Jeg var godt sur, for jeg kom for sent på arbejde og fik en skideballe af Villy. Jeg kørte tit ud til stranden, hvor Sika kunne løbe og fjolre sig både i vandet og i sandet. Men det med vandet holdt hurtigt op, for hun lugtede forfærdeligt, når hun havde svømmet i Køge bugt. I kolonihaven fik Sika lov til at gå frit, men hun udnyttede også denne frihed. Nede hos Henrik havde hun gjort sig bemærket ved at aflevere en stor gave, der ellers er god for afgrøderne, men det syntes Henrik bare ikke. Jeg blev nødt til at binde Sika, og det var noget, hun virkelig brokkede sig over. Al den gøen var simpelthen ikke til at tænke i, og da jeg fulgte hende ud i det grønne område - i snor, så var hun så uheldig at få den ene pote ind under døren. Hun peb og jeg ligeså. Vi måtte til dyrlægen. Han kunne berette, at poten var brækket. Med gips om benet og en krave om halsen, vandrede vi hjem igen. Jeg havde bestilt en tur til Tunesien, og nu måtte jeg måske aflyse denne. Heldigvis fik jeg Jørgen nede fra klubben til at passe på Sika. Jørgen havde 3 dejlige børn og en kone, der gerne ville passe Sika. Rejsen til Tunesien blev altså til noget, og vi skulle bo udenfor byen Sousse, og det var et skønt hotel. En dag, da jeg gik tur udenfor området, var jeg ved at falde ned i en brønd. Aldrig har jeg fået så stor en skræk for at falde i dybet. Var jeg smuttet derned, så ville man slet ikke kunne høre mig råbe om hjælp, og jeg ville hurtigt drukne. Det blev så til byture, hvor der var mennesker i nærheden. Men det kunne nu også være farligt. En dag, hvor jeg havde vovet mig ud til nogle småhuse, hvor fattigdommen lyste ud af både huse og mennesker, da fik jeg ben at gå på – eller løbe på. Nogle unge mennesker havde udset mig som deres offer. Jeg gik lidt hurtigere, og det samme gjorde de. Da jeg ikke anede, hvor vejen endte henne, og de nærmere sig mig endnu mere, så indså jeg, at nu skulle der ikke ske mig noget. Jeg begyndte at løbe. Det samme gjorde de, og aldrig har jeg kunnet løbe så stærkt som lige netop den dag. Om gud havde en finger med i løbet, aner jeg ikke, men pludselig var jeg tæt ved en meget smal gyde, som enten endte blindt eller? - Jeg rev fat i et håndtag, og døren sprang op. På den anden side lå Busterminalen, og jeg var så lykkelig. Bare det at kunne mænge mig mellem andre mennesker og se, at mine forfølgere forsvandt, det var lykken. Jeg havde også meldt mig til en tur i Saharas ørken. Det var en 3-dages tur, hvor vi skulle sove lige under himlens tag. Der var flere seværdigheder, som virkelig satte ting på plads. At der stadig er mennesker, som lever i jordhuler, fik vi mange beviser på. En rødhåret kvinde var så stolt over at vise os sit hjem, som bestemt ikke var så ringe endda. Som hun sagde, "en hule er varm om vinteren og dejlig kølig i sommervarmen, der godt kan komme op på 40 grader". Vi red på dromedarer ude i ørkenen, og disse stakkels dyr havde bestemt ikke ligefrem en drømmetilværelse. Min dromedar havde svært ved at trække vejret, og hver anden gang den åndede ud, så kom det meste af lungerne med ud. Det stakkels dyr. Da nattens gud ankom, så var det som om, at himlen kom meget nær vore hoveder. Stjernerne var så tæt på os, og selvom de lyste, så var der virkeligt mørkt så langt øjet rakte. Nogle nomader sørgede for underholdningen. De fik os med på at danse deres gamle danse, og alle havde en dejlig aften. Jeg skulle jo sove med andre, og der var 2 piger, som gerne ville have mig med i deres rum. De var lidt for villige, og jeg havde mine betænkeligheder med, om de ikke var i brunst. Jeg kunne bare ikke se, de var værd at lege med, men et sted skulle jeg nu sove. Heldigvis var der et andet par, som tilbød mig deres lejlighed. Jeg fandt ud af, at de faktisk var nyforelskede, og at hun helst ikke ville det helt store, ude i ørkenen. Jeg var glad for, de tilbød mig en seng, selvom manden snorkede ikke så lidt. Jeg havde ørkensand med hjem til Danmark. Sandet var så fint, at de næste 5 gange jeg tog bad, så kunne jeg samle sand, der dryssede ned fra mig og putte det i glasset. Det var lidt ubehageligt at trække vejret i ørkenen, men nok ikke så slemt, som at gå i bad sammen med nomaderne i de offentlige badeanstalter. At vi skulle passe på befolkningen, angående tyveri og det, der var værre, kunne 2 danske kvinder snakke med om. De havde været ude og gå en lille tur ved stranden. Pludselig kom en ung mand hen til dem. Han begyndte at gennembanke dem, og inden han forlod de forslåede, så havde han deres tasker i hånden. De meldte det selvfølgelig til politiet, men det eneste, der skete, var, at de blev taget med på politistationen og udspurgt, som var det dem, der havde stjålet fra en fattig tuneser. Tasker og penge så de intet til, men en hel dag var spildt. Af lidt mere sjove oplevelser, set fra min side, var en ung mand, der lige var ankommet med sin pige fra Danmark. De gik og nød det, da en mand ville sælge dem nogle appelsiner. Den unge danske mand ville ikke virke nærig, og han spurgte om prisen. ”30 Dinarer”, lød svaret. Han betalte og gik hjem. Da han fortalte os, at han lige havde købt appelsinerne, og prisen var 30 dinarer, så regnede vi ud, at han i Danmark ville have givet 60 kroner for 2 appelsiner. Det var da en pris, der ville noget! Han lærte ret hurtigt at omregne dinarer. Jeg fik virkelig mod på at rejse, og især de varme himmelstrøg trak i mig. Da jeg kom hjem fra syden og ville hente Sika, gøede hun af mig. Hun ville bestemt ikke med den fremmede mand, der lugtede så anderledes, sydlandsk. Sika blev dog snart venlig i sind, og vi havde det fint igen. Jeg blev nu hurtigt træt af, at Sika var så glad for at se mig, når jeg kom hjem fra arbejde. Hun blev nemlig så glad, at hun tissede på gulvet hver gang. Det var ikke bedre, når jeg flere gange skulle på sent arbejde eller i byen 1 time senere. Selvfølgelig kedede Sika sig så, og hun havde fundet på at gnave i mit orgel. Hun havde også fået den ide at besørge i sofaen, så jeg lukkede af til stuen med et bræt. Sika kunne sagtens finde på andre narrestreger. En aften jeg kom hjem, var hun mere tavs end tidligere. Mon hun var syg? Nej Sika havde bare fået en over snuden. Hendes øjne var så klare og glansfulde. Jeg ville tænde lyset og kikke nærmere på hende, men der kom ingen lys. Hendes øjne fortalte så, at hun var kommet i stødet. Hovedet lagde sig på mit skød, og hun så så underlig sød ud. Den stakkels pige havde simpelthen gnavet i ledningerne. Jeg kunne nu indse, at jeg ikke burde have hund. Hvilket hundeliv har Sika ikke måttet leve. Jeg snakkede så med min nabo ude i haven. Kurt, som han hed, kendte en mand, som meget gerne ville have en hund. Jeg kunne nu give Sika et godt liv, for hun ville få et stort hus og en rigtig stor have at boltre sig i. Han fik Sika ganske gratis. Hund skal jeg altså aldrig mere have.

ITC- en dejlig tid.

Jeg søgte ud til ITC som vikar og var så heldig, at de kunne bruge mig. Det var i sommerferien, og derfor så blev jeg flyttet rundt med alt efter, hvem der gik på ferie. Jeg var meget glad for at være på værkstedet, for det havde jo lidt med mit egentlige job at gøre. Pudsemaskinen, som Søren var ret god til at betjene, når bare jeg sørgede for, at der var orden i det tekniske, gik det rigtig godt med. Og selv inde i monteringen havde vi det hyggeligt. Der sang vi og lavede små sketches. Vi skulle ud på en gård sammen med alle eleverne, og der fik jeg ansvaret for 5 elever. Det var altså, hvad jeg vil kalde lidt evnesvage elever, som jeg skulle sørge for, at de kom i seng, vaskede sig og kom op og fik morgenmad. Det gik rigtig fint, men en dag, hvor vi var på vandring, opdagede Erik, at der var et træ fyldt med blommer. De var bare ikke modne, men han snuppede flere og spiste dem med velbehag. Da vi kom hjem, blev Erik dårlig, Han kom over til mig og beklagede sig. Jeg kunne se, at han helst ville ind og sove, og årsagen var, at han havde lavet i bukserne. Det var de blommer, der havde sat gang i svineriet. Jeg trak Erik ind under bruseren og gav ham en ordentlig omgang. Jeg skal ellers love for, at der var meget lort, der kom ud i den ende, og det var rigtig tyndt. Det værste var dog, at det lugtede som en svinesti. Erik, der var ret høj, kunne kun lige stå inde under bruseren, så jeg måtte svinge bruseren ned mellem hans ben, for at få renset alle klumperne væk. Da vi var færdige, så fik Erik nye underbukser på og hans natskjorte, selvom det stadig var dag. Han fik det hurtigt bedre og var endda med til at spille fodbold lige før aftensmaden. Mad det ville han nu ikke have den dag. Jeg havde taget min harmonika med, for om aftnerne så skulle vi da hygge os og synge eller måske danse. Desværre så kunne jeg ikke så mange melodier, men det betød ikke så meget, bare pigerne kunne danse. De havde brugt mange timer på at gøre sig flotte med sminke og smykker til den store sølvmedalje eller guldmedalje. Vi havde det rigtig skønt alle sammen. Der var en pige fra København, som var blevet varm på mig, og hun havde det forfærdeligt, for jeg kunne og ville jo ikke have noget med en elev at gøre. Hun var ellers alle tiders pige, der ikke manglede noget, hvad en flot krop angår. Jeg var ret populær hos så og sige alle elever, og alle ville gerne arbejde for mig hjemme på værkstedet. Jeg fik virkelig lært meget af de såkaldt handicappede, der er så dejlige ærlige og ligefremme. Kun én gang var jeg lidt nervøs, og det var fordi, jeg havde haft besøg af min datter, Charlotte. Søren havde set hende og troede, at hun var min kone. Jeg fortalte ham, at det da var min datter, men det kunne han bare ikke forstå. Han blev så rasende, at han pludselig tog fat i mig bagfra og klemte til. Søren var stærk som en okse, og jeg blev virkelig klemt. Det var så barsk, at jeg ikke kunne trække vejret. Jeg måtte have hjælp til at komme fri af hans klør. Heldigvis kom en medarbejder mig til hjælp og fik sat Søren på plads. Men det havde altså slået klik for den unge mand. Sommeren var ved at slutte, og jeg måtte desværre forlade dette job, for jeg var jo ikke udlært, men kun vikar. 

Tenerife.

Det var tid til en rejse mod syd igen, og denne gang blev det til Tenerife. Jeg havde været inde hos min søster Gerda og onkel Holger. Jeg havde fortalt Holger, at jeg ville holde jul på Tenerife, og så fortalte han, at det skulle de sandelig også. Vi blev enige om ikke at sige noget til Gerda, men at jeg bare skulle komme op på deres hotel og hilse på dem. Bare det at se Gerdas ansigt, når jeg troppede op, var ganske skægt. Jeg var med et svensk rejseselskab og skulle bo på et meget stort hotel i Byen Puerto de la Cruz. Navnet var ikke til at udtale, men hvad betød det, bare det var et godt hotel. Med fra Danmark var der temmelig mange, men de fleste danskere rejste med Spies og skulle bo på hans hoteller. Der var dog en kvinde med sin søn, som stod af sammen med mig. Vi mødtes flere gange, og jeg prøvede at få en samtale i gang. Jeg var nok ikke hendes kop te, for hun ville slet ikke med ud eller bare have en drink i baren. Jeg fik opsnust, at hun lige var blevet skilt fra sin mand, og at det havde taget meget hårdt på hende, og derfor så var hun rejst herned for at glemme. Jeg fandt snart andre, der hellere end gerne ville have selskab, og det gik temmelig hårdt og livligt for sig især juleaften. En nordmand var også lige blevet skilt fra sin kone, og han havde temmelig mange penge, der skulle bruges, så konen ikke fik del i dem. Han inviterede alle på værtshuset til mad og drikke. Alle kunne bare bestille, hvad de gerne ville have. Vi drak whisky fra flasken og gjorde os ganske dumme. At man lod nordmanden betale og grinte af ham, er der vel ikke noget at sige til, men han var ligeglad. Juledag var jeg så en tur nede i byen alene. Jeg ville gå op til min søster og hilse på hende. Men da jeg kom til General Franko-pladsen, så var der pludselig en, der kaldte på mig. ”Hej Oscar”. Det var Gerda, som kom med disse ord. Holger kunne ikke holde på vores hemmelighed, og derfor var det Gerda, som tog fusen på mig. Jeg tog med op til Holger, som lå og hvilede sig i skyggen. Vi ønskede os alle god jul og skålede på det, og så forlod jeg deres hyggelige lejlighed på Hotel Girasol. De var sammen med Holgers søster og mand, og jeg ville lade dem hygge sig sammen. Jeg gik hjem til mit hotel og hyggede mig. Sent på natten hørte jeg en del snakken og råben, og selv en ambulance tudede mere og mere. Næste dag fik jeg årsagen til gårsdagens larm. Den danske pige, der var der med sin søn, havde taget livet af sig. Hun var gået op på 11. sal, hvor hun lod sig falde ud og klaske ned på fliserne. Jeg gik op for at se, hvor hun havde taget springet. Bare det at forsøge at kikke ned, gjorde mig svimmel. Udefra kunne man se, at hun havde ramt muren på turen ned. Jeg så så hendes søn, som sad nede ved udgangen. Jeg gik over til ham og snakkede lidt om ingenting. Knægten var ganske frisk, og derfor så besluttede jeg at tage mig lidt af ham. Han skulle hjem med et fly dagen efter, og hans mor skulle med (i en pose). Jeg spurgte ham, om vi ikke skulle gå ned til stranden, og det var han med på. Nede ved havnen var der et tivoli, og han var lykkelig over at komme der. Jeg orkede dog ikke at være med til ret mange ting, men han fik penge til at prøve flere ting. Især radiobilerne var han vild med. Jeg kunne bare ikke fatte, at hans mor sådan kunne være så uansvarlig overfor sin søn. Vi snakkede såmænd ikke så meget sammen men havde det skønt. Der ville være familie til at tage sig af ham, så snart han kom i lufthavnen, og derfor så skiltes vore veje. Jeg havde endnu flere dage tilbage, og Nordmanden havde stadig penge, der skulle bruges. Jeg havde det nu ikke for godt hver dag, for det med flasken i hånden gør sin virkning. En svensk lægefrue ville gerne have mit selskab, og det gik såmænd godt i starten, men hun fortrød, da vi skulle i seng, og jeg blev lokket udenfor døren. Hvad jeg lavede der uden tøj på, aner jeg ikke, men dagen efter fortalte tjeneren, at han havde lagt mig i seng - Min egen seng, sagde han og grinede. Næste aften skulle jeg hjem. Kufferten var pakket, og jeg sad nede i forhallen og ventede på, at bussen hentede mig. Klokken 20.00 skulle den komme, men da klokken var 23.00, sad jeg stadig og ventede. Da klokken slog sine tolv slag, fik jeg besked om, at hotellet lukkede. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen. Der var ingen værelser ledige, og derfor så gik jeg ud i den lune nat. Ikke langt fra hotellet lå der en skøn park, hvor der var masser af stenbænke. Jeg fandt mit gamle tøj frem og lagde mig på noget af det. Og heldigvis var der også en jakke, jeg kunne tage over mig. Resten af natten sov jeg så på et hårdt leje. Dagen efter gik jeg ned til kontoret, hvor mit selskab kunne træffes. Det var dog først efter klokken 10.00. Det viste sig, at man ganske enkelt havde glemt mig. Om det var på grund af, at jeg var den eneste, der skulle med fra det hotel, aner jeg ikke, (hende med sønnen var jo kommet hjem). De var dog så flinke at finde et fly til mig sent på aftenen. Jeg fik så en spisekupon, så jeg ikke sultede så meget. Jeg fandt så et billigt spisested. At jeg virkelig skrabede til mig, erkender jeg gerne, men det smagte nu så godt med flamberet banan, og hovedretten var heller ikke så ringe. Mine problemer var slut, troede jeg da, men ak nej. Flyet var i Billund klokken 19.00, og jeg måtte vente på et fly til Kastrup. Klokken 03.00 sad jeg i flyet, og en halv time senere sad jeg i en taxi. Der var 1/2 meter sne overalt Jeg havde sommertøj på, dvs. et hvidt sæt tøj, og så var jeg meget brun, så han kunne godt se, hvor jeg kom fra. Jeg havde ikke penge nok, sagde jeg til den flinke mand. Han spurgte mig, hvor meget jeg havde, og de 200 kroner var bare ikke nok. Han slog taxameteret fra, og jeg blev kørt helt hjem. Fin fyr ! Min første dag på jobbet, husker jeg ikke, men de var sure over, at jeg ikke havde ringet og sagt, at jeg kom en dag for sent på arbejde, og Villy var godt sur. Jeg boede stadig på Vindingevej, og da underboen Brun døde, så fik jeg en ny beboer. Han var nu ikke så ny, for jeg kendte ham ganske godt. Det var nemlig Gurli og Oles søn KIM. Han flyttede ind i værelset, der var helt i bunden, og det var nu ganske godt at have ham boende. Det var første gang, at han var udenfor hjemmet, og så var det jo fint, at jeg ligesom kunne holde et vågent øje med ham. Der var ingen problemer med ham, og jeg var da ked af, at han en dag fandt et andet sted. Gurli og Ole havde så Pia, og hun var en særlig pige. Ganske bestemt og ret så klog. Hun havde en fantasi, jeg var meget benovet over. I en stil, hun skulle skrive, havde hun fundet emnet om en 25-øre.  Her skrev hun om alle de lommer, den havnede i. Det var rigtig spændende at læse. Tiden gik, og pludselig var hun altså i den alder, hvor verden skulle erobres. Hun ville gerne se, hvordan der var på Ritz, og derfor så blev vi enige om, at jeg da gerne ville tage hende med der en aften. Det var rigtig sjovt, for da vi kom derned og fandt os et bord, så var det alle tiders at se hendes lyse op. Hun snakkede med et par, der sad ved vores bord, og de troede jo, at hun var min pige. Hvad hun havde sagt til dem, aner jeg ikke, men vi var et flot par, der nok skulle finde lykken sammen. Selvfølgelig var Pia tilbageholdende med at drikke, men hun fik dog et par øl. Jeg dansede med hende, og sandelig om ikke andre turde byde damen op. Det var virkelig en oplevelse at være med til Pias første udetur.

Jeg holder flyttedag.

Forholdet til mine børn var faktisk godt. Når vi var samlet, så var der ro, og alt foregik efter bogen. Det var helt klart, at Charlotte styrede drengene, men de virkede, som om de kunne lide det. Hun var jo deres mor, og sådan var det bare. Jeg var ved at være træt af at bo på Vindingevej. De havde lejet mit soveværelse ud til en ung mand, som lavede en masse ballade. Mine børn var ligefrem bange for ham. Han, og nogle andre gutter, var altid meget højrøstede, og de festede næsten hver dag. De tissede på gulvet, brugte køkkenet og tog min mad fra køleskabet. Jeg snakkede med ejeren af huset, og han var temmelig fræk af en gammel mand at være. Hvis jeg ville betale 300 kroner mere om måneden, så kunne jeg få mit værelse tilbage. Men samtidig ville min nuværende husleje stige med 200 kroner om måneden. Jeg ville lige tænke over hans tilbud, og en uge senere gik jeg over for at opsige lejemålet. Han blev meget forbavset over, at jeg ville rejse, men jeg var rasende over, at det regnede ned i køkkenet, og at min nabo havde smadret toilettet. Så sagde han noget, jeg ikke skulle høre, nemlig: "Du bor jo så billigt her, og hvor kan du finde noget, der er bedre?" "Jeg har fået en lejlighed i Dommervænget", svarede jeg stille og roligt. – "Det har du da overhovedet ikke råd til. Du er jo arbejdsløs og lander på bistanden, inden der er gået lang tid". Hvor han havde det fra, at jeg var arbejdsløs, og at jeg ikke havde råd til at betale en normal husleje, aner jeg ikke, så jeg måtte lige fortælle ham, at jeg faktisk havde haft arbejde de sidste 3 år og tjente mere, end han gav sine slaver. Han blev stum, og jeg gik fra ham med mit depositum i hånden, som jeg slet ikke havde forventet at få. Om han var blevet bange for, at jeg ville gå til avisen og fortælle om hans opførsel, aner jeg ikke, men blid som et lam, det blev han. Mine børn og Per ude fra haven hjalp mig med at flytte. Nu hedder min adresse Dommervænget, og det selvom jeg ikke har det særlig godt med dommere. Ikke mindre end 81 kvadratmeter plads skulle jeg fylde ud. Jamen, det var bare pragtfuldt. Der gik ikke mange år, inden jeg lukkede min altan med vinduer. Jeg lavede en tegning og fik så tilladelse til selv at udføre arbejdet. Selvgjort er velgjort. Jeg fik én stue mere om somrene, og derude dyrkede jeg blomster i stribevis. Ved middagstid blev her for varmt, men mange timer med pilekast og kortspil på altanen er det blevet til i årenes løb. Jeg fik nye møbler, en vinkelsofa til 6 personer og et marmorbord så tungt som bare…, en drejestol og et sødt lille spisebord. Og når det nu skulle være, så måtte jeg altså være med på det sidst nye. Jeg ville ligge i vand, en vandseng uden stabilisator. Jamen, det var da skønt, men dyrt i el. Sengen skulle holde mindst 20 grader, og det fik måleren til at galopere. Jeg forsøgte at sætte den ned på 18 grader og fik straks dårlig mave. Min lever skulle ikke lide nød, så der gik ikke lang tid, inden sengen blev udskiftet med en normal springmadras. Det var jo også næsten umuligt at elske i sengen, og vi var godt trætte af altid at bruge stuegulvet. Det var en rigtig god nabo, jeg fik, og det viste sig, at hun var mor til Rosa, der boede ude i Veddelev lige overfor bakkehuset.  Hun hed fru Christensen og var enke, og så kaldte hun mig for "Hr. Andersen". Jeg blev inviteret mange gange ind hos hende, og da hun var ven med en anden beboer, der hedder Tine Møller, så fandt vi sammen. Fru Christensen gik til sang og porcelænsmaling, og da hun havde en lille kuffert, der skulle ned på skolen, så sørgede jeg for at den kom på plads i lokale 6. De dejligste syltetøjsmadder kom fru Christensen ind på kontoret med. Jamen det var da rigtig sødt. Gurlis søn Kim fik også lejlighed i Dommervænget. Han havde valgt en stuelejlighed lige over vaskerummet. Det var ulempen. Og det gode var, at han havde et dejlig stort spisekøkken og 4 værelser i alt. Kim havde mange venner, og de var fodboldtossede, kørte til udlandet for at se kampe, og han levede, som nu ungkarle lever. Men der kom tider, hvor Kim fik det dårligt. Han følte sig svigtet og kom derfor over til mig. Vi snakkede sammen om alle hans problemer, og han fik det bedre. Der gik mange timer ude på altanen, hvor vi spillede dart til den store guldmedalje. Jeg hørte på den ulykkelige mand, der også var blevet forelsket. Vivian hed hun, og Kim blev igen svag. Der gik mange dage og aftener i denne rille. Men så en dag kom både Kim og damen på besøg. De havde noget vigtigt at fortælle mig. Jeg satte en flaske Gammel Dansk på bordet og satte mig glad i min drejestol. ”Fortæl fortæl !”, sagde jeg, og begge var meget lykkelige at se på. Jo de havde besluttet sig for at blive gift. Og jeg skulle være en af de første, der skulle høre denne nyhed. Jeg sagde selvfølgelig tillykke med, at de havde taget denne store beslutning. Så kikkede Kim ned i bordet, for der var altså mere, han gerne ville sige. Jeg skænkede endnu en tår Gammel Dansk op til dem, for den stakkels mand havde virkelig brug for lidt hjælp, kunne jeg fornemme. ”Det er jo dyrt at blive gift, og derfor så har vi besluttet, at det kun er den nærmeste familie og Kims bedste venner, som bliver inviteret”, hjalp Vivian den stakkels mand. Der blev en tavshed, som er sjælden i mit hjem, til trods for at jeg ellers bor alene. Jeg kikkede direkte på ham, men hans øjne kunne ikke komme væk fra bordet. Hvad havde han dog fået øje på? Jeg undrede mig over, hvad hans øjne mon havde fanget. ”Jo altså, da det jo kun er den nærmeste familie, og mine venner - Bedste venner”, gentog han, ”så er du altså ikke regnet med. Hvis du skal med, så er der alt for mange andre i familien, som også skal med”. Stilhed, som var vi på en kirkegård. Kims svage stemme sagde så heldigvis noget igen, noget jeg måske ville blive lykkelig over. ”Du må meget gerne filme os, og hvis du vil, så må du godt tage med i kirken. Det er i Roskilde domkirke, vi skal giftes”. Jeg har aldrig haft det så mærkeligt som med disse ord. Det tog lidt tid, inden jeg greb om glasset og drak ud. Nu var der heldigvis ikke så meget, så intet gik til spilde. Vi fornemmede, at samtalen var slut, og jeg takkede dem for deres oprigtighed. Da de var ude af døren, måtte jeg ligesom ryste dem af mig. Jeg var ikke inviteret, for det var kun hans Bedste venner, som betød noget. Mine tanker om alle de timer, jeg havde fået ødelagt ved at lytte til denne ulykkelige mand, dem kunne jeg godt have undværet. Nå, men jeg var dog heldig, for jeg fik sørme lov til at være kikker, og jeg måtte endda også filme dem, når de satte sig i kareten. Efter et par dage fandt jeg så ud af, hvordan jeg skulle løse denne knude. Jeg kunne ikke drømme om at være kikker - altså tage til globryllup, og hvis de gerne ville have filmet deres store dag, så ville jeg da gerne føre kameraet. Jeg skrev et lille brev til dem, hvor jeg gav dem et GODT tilbud. For 600 kroner ville jeg filme, når de kom ud og satte sig i kareten og følge dem, så langt det var mig muligt. Det ville blive et minde for evigt. Jeg hørte intet fra Kim. Men Gurli fortalte mig, at han var meget skuffet over, at jeg sådan kunne svigte Ham. Set i bakspejlet, så var jeg rigtig glad for, at De ikke godtog mit tilbud, for det styrtregnede den dag, de kørte gennem Roskilde by. At de senere betalte langt over 1000 kroner for nogle enkelte billeder, der faktisk var ret ringe, det siger jo kun, at de ikke regner mig for at være fotograf. Og jeg er ellers blandt de bedste og dygtigste i Danmark. At jeg heller ikke var en ven, måtte jeg leve med. Men alt for langt ude i familien, det havde jeg det rigtig godt med. Én god ting mere var, at jeg sparede at købe en gave til dem. Og lidt har da også ret. Jeg havde også fået et godt arbejde i Hedehusene. Det var hos tømrer- og snedkermester Renan Hansen. Det kunne godt betale sig at arbejde nu, og jeg havde det fint med mit privatliv. Knud, der havde Cafe Guldanden, arbejdede jeg sammen med, og da jeg havde bil, så hentede jeg ham hver morgen. Hans kone Hanne lavede morgenmaden, og vi hyggede os, inden arbejdet kaldte. Vi startede så med en enkelt øl og rundstykke hos ham og sluttede med et par øl, når vi kom hjem igen. Hanne var rigtig fin, og hun behandlede mig som et familiemedlem. Jeg blev inviteret ud i deres kolonihavehus, hvor de tit holdt fest. Der kom mange mennesker, og jeg passede godt ind. Om Hanne havde lagt mærke til mig, aner jeg ikke, men en dag sagde hun, at hvis jeg havde lyst til en af hendes piger, så skulle jeg bare sige til. Det ville ikke koste mig én krone. ”Du har godt af at få lidt på den dumme”, sagde hun og grinede. Jeg havde ingen veninder for tiden, og derfor tog jeg gladelig imod tilbuddet. Det var en sød pige, og vi havde det da ganske godt. Jeg fik hvad jeg forventede, men det var sidste gang, jeg prøvede hende. Hun tog sig for det meste af de mange ældre mænd og gav dem, hvad de betalte for. Tit arbejdede vi lørdage og søndage, og så var det ligefrem hyggeligt at være på arbejde. Knud, der ellers var stor og stærk, havde en dårlig ryg, og han klagede sig tit over disse dumme smerter. Han ville holde op med at arbejde som tømrer, og det var så mærkeligt at skulle undvære ham. Jeg havde fået en del skillerum, som skulle laves på Rockwool, og det var jeg ikke så glad for. Det var højden, som jeg havde det svært med. Det sagde jeg også til mester, men han havde ikke andre at sætte til arbejdet, så jeg måtte bare se angsten i øjnene. Jeg klarede højden og var glad for at blive færdig. Det havde været temmelig hårdt at sætte gipspladerne op, og flere af dem knækkede da også. Jeg fik så arbejde med at fjerne tykke gamle døre ind til et fryserum på Scandic, som Rockwool også ejede, og her fik jeg hjælp af min gamle ven Oles far, der hed Johannes. Han var jo godt oppe i årene, og jeg havde faktisk lidt ondt af ham, for han knoklede, som ingen anden, og til fyraften var han helt nedkørt. Det var ved at blive efterår, og mester havde lovet en bygherre, at han kunne flytte ind, inden den første sne kom, derfor så blev jeg sendt ud for at være med til at lægge spær op. Som altid før, så sprang jeg ligefrem i løb hen over lægterne, og pludselig så gled en lægte. Jeg opdagede for sent, at den slet ikke var sømmet fast, og derfor så gled jeg mellem 2 lægter. Der var rigelig plads til at jeg kunne falde igennem, og dette betød, at jeg kunne kysse jorden efter frit fald på 5-6 meter. Min hammer lod jeg falde og greb derefter fat i, hvad der kom mod mig. Utrolig heldigt, fik jeg godt fat med den ene hånd og hang nu med hele kroppen i en arm. Aldrig har jeg været så bange, og det virkede som om, der gik timer, inden jeg hørte en kollega råbe til mig. Hvad han råbte, aner jeg ikke, men jeg fik nu også fat i lægten med min venstre hånd. Jeg dinglede og fik det ene ben svunget op og omkring lægten, og så var der kun at komme ned fra taget. Meget forsigtigt, med begge hænder på lægter og stigen, listede jeg ned fra højden. Jeg samlede min hammer op og gik hen til bilen og kørte hjem. Det blev min sidste dag som tømrer, for næste dag besøgte jeg mester og bad om mine penge, samtidigt med, at jeg opsagde arbejdet. Renan forsøgte ellers at få mig til at gøre arbejdet færdigt, for han havde jo lovet noget, han ikke mente, han kunne holde. Jeg takkede nej og tog mig nogle dage, inden jeg tænkte på at tage et nyt arbejde. Tro det om man vil. Jeg kørte ud til Sankt Hans. De manglede mandskab til at køre mad ud til de forskellige afdelinger. Manden, jeg havde samtale med, mente ikke, at det var noget for mig. ”Du ser da for normal ud, tror du virkelig godt, du kan trives mellem mere og mindre syge mennesker?” Jeg sagde så, at den tid jeg var der, ville jeg gøre mit bedste, og hvis jeg stoppede, så var det med 14 dages opsigelse fra min side. Så fik jeg lov, og jeg fik overdraget en bil og en medhjælper. Vi kørte så ud med mad, og jeg havde det rimeligt godt. De fleste af patienterne var rigtig flinke, de var nok ikke ligefrem tossede, men der var altså en skrue løs hos flere af dem. Nogle af pigerne forsøgte at gøre sig lækre, og der var især en, der havde lidt rigeligt at slæbe rundt på, af fedt og svær. Hun satte sig ind i min bil og forlangte, at jeg kørte hende til Roskilde. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg slet ikke måtte bruges som taxi, og at hun vel havde set, at bilen havde nummerplader, der fortalte, at der ikke måtte være andre end min medhjælper og mig. Så sagde hun, at hvis jeg ikke gjorde, som hun sagde, så ville hun melde mig for voldtægt af sagesløs pige. Jeg kom til at grine, og så smed hun bukserne. Min makker, der havde overværet vores lille samtale, blev fyr og flamme, og han gik straks i gang med at tage på hende. Det havde hun slet ikke ventet, og hun sprang ud af bilen og forsvandt. Han så ked ud af det, og hurtigt blev bulen i hans bukser ganske usynlig. Mine kollegaer var lidt mærkelige, som jeg da også havde hørt lidt om, men de var også temmelig dumme. De knoklede med at få maden ud og kørte så hjem i kantinen, for at spille kort. Det var selvfølgelig om penge under bordet, og jeg ville ikke miste penge, og sidst men ikke mindst, så røg de som skorstene, derfor valgte jeg at finde et andet sted til pauserne. En dag kom vores boss for at tale om kortspil. En kollega havde de vundet næsten hele lønnen fra, og hans kone havde været ude for at tale med bossen om sagen. Bossen var rasende, og på stedet forbød han enhver form for kortspil. De fik endvidere besked om, at så snart de kom hjem fra turen, skulle de melde sig hos ham, og der skulle de sættes til et andet arbejde indtil næste madudlevering. Jeg havde jo ikke været med og fik derfor lov til at køre min tur på normal tid. Min medhjælper havde været så dum at sidde der, så han måtte nu arbejde som de andre. Alle skulede til mig nogle dage, for de var jo sure over, jeg gik fri. Jeg valgte at stoppe på Sankt Hans og fandt så endnu en arbejdsplads, som var fordummende. Jeg fik arbejde på Møllers Pap- og Papirfabrik. Det var virkelig uhyggeligt. Jeg stod på samme sted hele dagen, og mit eneste job var at tage imod den ene bøtte efter den anden. 1 minut virkede som 1 time. De andre medarbejdere var ellers meget glade for at være der, for man skulle slet ikke tænke sig om. Der var kun et gode ved arbejdet. Der var kun få hundrede meter fra mit hjem, men så var der heller ikke mere godt at sige. Idiotarbejde for alle pengene. Jeg havde tit kikket ind til en mindre fabrik, der ligger få hundrede meter fra mit hjem. Engsberg stod der på Facaden. Jeg gik indenfor, og det viste sig, at man lavede noget med akryl. Det var dog støbt og skulle kun skæres ud, bukkes og bearbejdes til særlige forretninger. I kølediske blev det brugt til at holde kødet i bokse. Jeg søgte derind og fik jobbet. Det gik fint i lang tid, men igen fik jeg problemer med lugten. Jeg ville sige op og finde et andet job, men så kom problemerne. Jeg var selv rejst derfra, så derfor kunne jeg ikke få understøttelse, og jeg blev sendt til forvaltningen. Jeg skulle så forsvare mig overfor dem, og så måtte jeg altså bruge alle kneb. Jeg havde set, at hos Engsberg var der asbest, som støvede meget, og så fortalte jeg sagsbehandleren, at jeg nægtede at arbejde, hvor dette stads var til stede. Jeg skal love for, at min sagsbehandler fik travlt. Jeg skulle møde op til straf efter en uge, det var nu ikke lige de ord, hun brugte, men det var tæt på. Da jeg kom ind og satte mig i den elektriske stol, så kom straffen, troede jeg. Man var meget fortørnet over, at jeg havde arbejdet med asbest, og i stedet for at give mig en straf, så havde de besluttet, at jeg skulle have 7000 kroner for den måned, jeg ellers selv skulle betale for. Jeg måtte bare ikke gå til pressen med min historie. De ville lade arbejdstilsynet se på sagen, sluttede hun af. Jeg fandt hurtigt ud af, at der aldrig kom gang i sagen, for Engsberg kørte videre, som altid.

Nyt arbejde 1987. 

Jeg havde så læst i avisen, at Absalon Skole manglede en aftenvagt. Jamen, det var måske lige mig. Jeg søgte jobbet og skulle tale med en kontorchef hr. Vergo. Han var vældig flink og fortalte mig om, hvad der kunne vente mig, hvis jeg fik jobbet. I starten blev jeg antaget som vikar, og jeg startede klokken 16.30 på Absalon skole. Servicelederen hed Allan Pedersen, og han var ret så snu, for han satte mig til at lave alt det, han ikke selv gad udføre. Men det varede dog ikke lang tid, før jeg fik fod på, hvad der hørte til mit arbejde. Mit job var at sørge for, at der blev åbnet for undervisere i de forskellige lokaler. Nogle gange skulle der sættes stole op, eller de skulle fjernes, så der kunne blive dans, gymnastik eller andet. Det sidste, jeg skulle gøre, var at låse samtlige døre, lukke vinduer og slukke lys overalt, inden jeg kunne forlade skolen. Det gik fint i lang tid, og jeg kom mere ind i skoleverdenen, da jeg havde snakket med Vergo om muligheden for at prøve andre skoler. Jeg kunne godt tænke mig at lære samtlige skoler i Roskilde at kende, og så kunne man bruge mig som vikar, under sygdomme. Dette syntes Vergo lød fint, og jeg havde en tid, der bare var alle tiders. Der var ikke den skole i hele byen, som jeg ikke kendte. Hvert eneste rum, vindue og dør havde jeg haft fat i. Nede på Gråbrødre skole ville lederen, der hed Søren, meget gerne have mig til at arbejde. Han havde en medarbejder, der ikke var særlig god, fordi han drak en del. Syg var han også, så Søren havde snakket med Vergo, om han ikke nok måtte få mig. Jeg havde kun prøvet Gråbrødre skole ganske få gange, og faktisk så var jeg bestemt ikke glad for at være der. Der var ikke noget at lave der om aftenerne, og tiden gik så langsomt, at jeg længtes efter Absalon skole. Der kunne jeg gå ned på værkstedet og lave ting og sager. Dejlige maskiner stod til min rådighed. Så en dag ringede Søren til mig. Han havde planlagt at tage orlov i mindst 2 år, og så manglede han en god mand til at styre skolen. Dette betød altså dagarbejde, og jeg skulle være Boss for medarbejderen, der hed Helge. Først sagde jeg "nej tak", men efter en samtale med Vergo, så slog jeg til. 2 år kunne jeg vel holde ud, mente jeg. Det var et helt andet job, end jeg havde regnet med. Jeg var med til møder mellem aftenskolerne og forvaltningen. Jeg skulle stå for udgifter og indkøb af av-midler, vedligeholdelse af bygningerne, og jeg skulle i det hele taget lede skolen efter forvaltningens regler. Jeg havde ansvaret for medarbejderne. Helge var en pestilens. At han ellers havde søgt stillingen og ikke fik den, var noget, som gjorde ret ondt på den stakkels mand. Når Helge var på arbejde, så havde han sin kone med. Hun var invalid og sad på en stol ved siden af Helge. De drak en del, og når jeg kom dagen efter, Helge havde haft vagten, så havde han altid glemt flere ting. Lys var der tændt flere steder, og han havde glemt at låse yderdøre, eller værst var det, når han havde glemt at sætte alarmen til. Der var flere gange, hvor jeg blev kontaktet af naboer, som så på, at tyveknægte gik ind og fjernede av-midler, og hvad de ellers kunne tage. Jeg måtte af med Helge, men så viste det sig, at jeg ikke fik opbakning fra forvaltningen. Efter en samtale med Vergo, så fik jeg lov til at låne Helge ud til Absalon skole. Jeg ansatte så 2 piger og en ung fyr. De delte så aftenvagterne mellem sig. Nu begyndte det at gå rigtig godt på min skole. Jeg havde fået 3 gode medarbejdere, der alle var unge og friske. Ann boede lige ved siden af skolen, og det eneste, der var af problemer med hende, var, at hun var så lille, at hun skulle bruge en stol, hver gang hun skulle lukke et vindue. Den øverste haspe, skulle jo på. Hun havde en af de hunde, der savler, altså en boxerhund, og den havde hun med sig på sidste runde, når skolen skulle lukkes. Så var der Bente, som i sin fritid dyrkede roning. Hun var helt ferm til at styre uro-elementer. Én gang fik hun dog kolde fødder, for en mand, der havde stjålet nogle flasker, bad hun om, at han satte disse på rette plads. Han blev så rasende, at han truede og slog ud efter hende med en gips-arm. Bente blev virkelig bange, og vi havde en snak om, at hun aldrig skulle finde sig i den slags, Jeg lavede regler omkring disse oplevelser, der gik ud på, at mine folk overhovedet ikke skulle diskutere med nogen, og var der ballade, så skulle de straks gå ind på kontoret og ringe til politiet og mig. Jimmy var min 3. mand, og han var på stikkerne altid. Selv når han havde fri, var han på stikkerne. Han var nemlig helt vild med at slå på tromme, og der var bud efter ham fra flere orkestre. Det var i det hele taget nogle gode aftenvagter, som alle, både lærere og elever, var glade for.  Jeg havde mere end 350 undervisere at skulle servicere, altså sørge for, at de havde lokaler til rådighed og av-midler, eller hvad de ellers skulle bruge. Det var byens aftenskoler, der var samlet på min skole, og de kunne godt komme op og toppes om lokaler eller selv skrivekridt. Jeg var nu god til at få løst de opgaver og blev endda ganske populær. Hver jul, og fødselsdag, kunne jeg slæbe op til 100 flasker vin med hjem, fra folk som var "gavemilde" mod mig. Jeg var også begyndt at filme i lokalerne, og det var noget, der blev populært. Hos ROF lavede jeg mange film af elevernes undervisning, og de var meget glade for at se sig selv på tv. Flere af deres elever kendte jeg fra ITC, og de var stolte over, at jeg kunne huske dem. Igen måtte jeg finde harmonikaen frem og brugte gerne en time på at hygge om dem. Men jeg var jo stadig kun vikar. I mere end 8 år havde jeg fundet mig i denne stilling, men så en dag kom den søde Bente Troest fra forvaltningen på besøg. Hun ville fortælle mig - om janteloven. Hun ville bare sige, at hun havde en medarbejder til mig. Det var en kvinde, der hed Jytte, som havde arbejdet på Himmelev skole. Hun havde været syg og skulle have et lettere arbejde. Jeg ville bestemt ikke af med mine gode medarbejdere, som alle var meget glade for, men det var Bente totalt ligeglad med. Jeg måtte enten afskedige mine folk eller selv gå, for Jytte ville bare overtage mit job, sagde damen meget venligt. Jeg blev rasende og fortalte flere af mine lærere om min situation. De gik i gang med en underskriftsindsamling, hvor de gjorde forvaltningen klar over, at man på Gråbrødre skole langt om længe havde fået en pedel, der kunne løse alle opgaver. Jeg fik så en dag besked om at møde i Forvaltningen. De mente, at jeg havde begået ulovligheder ved at sige noget til mine undervisere, og at jeg kunne forvente at blive afskediget. Jeg blev for første gang rigtig gal men lod mig dog ikke mærke med det. I stedet for så forlod jeg mødet, mens Kai Knudsen og Bente Troest bare gloede dumt. Jeg havde meldt mig ind i FOA, da de havde lovet mig at føre min sag. Så der blev tilkendt mig endnu et møde, og denne gang skulle der være en tillidsmand med. De startede med at rose mig og alt det gode, jeg stod for. Men de ville altså bare lige vide, om det var mig, der havde sørget for indsamlingen af underskrifter. Jeg sagde, som sandt var, at jeg ikke kunne drømme om at sige sådan noget vås, men hvis de mente, at der var ting, jeg ikke måtte udtale mig om, så ville jeg gerne have det på skrift. ”For resten, så kan I jo ikke afskedige mig lige nu, for jeg har talt med fagforeningen Foa, som giver mig ret i, at det er ulovligt at have mig ansat i så mange år - som vikar”. Kai Knudsen blev helt rød i hovedet. ”Jeg skal sørge for, at du bliver fyret så hurtigt, at du ikke drømmer om det”, skreg Kai. Disse ord fik mig til at grine. Jeg forlod mødet med et vink til hele forsamlingen, ”jamen tak for en hyggelig dag og et kedeligt møde”. Efter et par uger kom der et meget tykt brev til mig. Jeg tænkte på, at det var min fyreseddel og blev ganske overrasket over at se en masse tal. Det var lønsedler fra en masse uger, måneder og år. Alt sammen med tilbagevirkende kraft. Jeg havde fået titlen Teknisk serviceleder / Skoleleder ansat på Gråbrødre skole. Jeg skulle have godt 6000 kroner ekstra om året, fordi jeg stod for hele skolens drift. Og dermed ansvar. Det var ikke så lidt af en overraskelse for mig. Jeg blev aldrig gode venner med Bente Troest og Kai Knudsen, men jeg er sikker på, at de har det dårligt ved at se mig i øjnene, og tænke på deres fiaskoer. Jeg har lært, at i Roskilde kommune da arbejder man ikke med ordet ansvar. Alt går ud på at dække over hinanden og tænke på at blive siddende i stolen og lave ingenting. At der også findes korruption i det offentlige, fandt jeg da hurtig ud af. En socialdemokrat, der var ansat i teknisk afdeling som arkitekt, sørgede for at AOF fik malet deres kontor for penge, der ellers skulle gå til Min skole. Han ville dække sig ind ved at påstå, at det var kommunale bygninger begge to. Han lavede mange af disse små numre. Når jeg ville have indsigt i det økonomiske, så snoede han sig altid udenom. Jeg var aldrig populær i forvaltningen, men det var da til at leve med, bare de holdt sig udenfor mit område. Jørgen Nordenhof havde et teaterstykke, som han gerne ville opføre i min skolegård, og jeg syntes, det var alle tiders ide. "Ambolt eller Hammer" hed stykket, og det kørte hele sommeren for fulde huse. Jeg filmede flere gange og solgte så filmene til skuespillerne. Der var virkelig liv i den gamle skolegård. Pia og Jørgen boede i Osted sammen med deres to børn Dennis og Louise. Husnummeret var ikke til at undgå at se, for det stod med meget store tal 19. Jeg var flere gange derude og besøge dem, og det var skønt at få lidt andet at opleve. Vi flyttede træer så store, at man skulle tro, det slet ikke kunne lade sig gøre, men med masser af vand og en rigtig stor klump jord, så gik det ganske fint. Derefter så spiste vi lækker mad, som Pia havde lavet. Jørgen var en fin og hjælpsom fyr, der tog alting ganske roligt. Hvorimod Pia godt kunne blive barsk. Hun var meget bestemmende, og var der noget, hun havde fået i hovedet, så var det helt sikkert, at det blev gennemført. Dennis var ældst og en sød dreng, men han havde en lillesøster, der var ham overlegen på alle fronter. Louise var som snydt ud af Pia, og det er jo heller ikke usandt. Men selv i væremåde var den bette pige noget særligt. Jeg havde ikke brug for min gamle 64 computer, og derfor så fik knægten den. Flere gange var jeg at finde i deres hjem, og Pia og Jørgen inviterede mig ud at spise, på de bedre steder. Jamen det gik bare så godt. Nu er der bare det, at jeg jo har øjne i hovedet og ører, der ikke er fyldt med møg, så jeg kunne hurtigt ane, at der var problemer med det unge par. Pia havde store planer og agtede ikke at være hjemmegående med unger som eneste fremtid. Og derfor kom det slet ikke bag på mig, at de fik opløst deres ægteskab. Det var bare synd for børnene, som det jo altid er, men Jørgen fandt sig hurtigt en anden, og Pia hørte jeg ikke meget om. Osted blev derfor ikke et sted, jeg kom mere, for huset nr. 19 havde andre boende. Rikke (eller Jens Erik, som han egentlig hed) og Eva havde også en kolonihave, og jeg fik min gang i deres hjem, fuldstændig som jeg havde haft det hos Flemming og Gydda. Utrolig mange gange spiste jeg der og hyggede mig vældig meget. Men Rikke og Eva blev trætte af kolonihaven og købte derfor et hus på Københavnsvej. Der var meget at lave der, og jeg brugte mange timer med at renovere deres hus. Jeg lavede en tegning til en tilbygning og lavede spærrene, som vi selv satte på plads. Det var en rigtig skøn tid. Jeg må sige, at Rikke var en rigtig fin fyr på alle måder. Han var dygtig og havde altid noget, der skulle laves om på. Elektriker var, hvad han havde lært, men han kunne bygge som en murer og bearbejde træ som en snedker, og så var han en rigtig lun fætter. Deres 2 børn, Lisa og Dennis, gjorde de rigtig meget for. De tog på ferier i Sverige, hvor de lejede 2 kanoer og sejlede i de små søer og elve. De sov i skovene og havde rigtig naturligt mod på livet. Det var ved at gå rigtig godt med mine børn og mig. Da Charlotte hørte, at jeg igen ville til Tenerife, så ville hun gerne med. Jeg ville da meget gerne have min datter med, så vi tog ned til sydkysten i 3 uger. Hvilke pragtfulde uger. Vi dasede ved poolen dagen lang, og jeg lejede en bil, hvor vi så kørte ud til de fjerneste steder på Øen.  Selvfølgelig var vi i byen Puerto de la Cruz, hvor jeg viste hende de steder, jeg var vant med at besøge, og hvor jeg havde boet. Ved Franco-pladsen var der kædedans, og Charlotte var med i dansen, hvilket hun virkelig nød. Vi kørte op til Teide og gik i krateret. Vi dasede tit nede ved poolen og gik lange ture, og vores mad bestod for det meste af tomater og frugt. Charlotte ville gerne være lidt slankere, og jeg kunne have godt af at komme af med nogle kilo. Nogle unge fyre havde set Charlotte og hendes dejlige, store bryster, som hun gladeligt viste frem, og drengene ville gerne invitere hende til fest om aftenen. Jo hun havde da dejlige bryster, det måtte jeg da indrømme, men hun anede ikke, at de havde betydning for drengene, for de savlede håbefuldt efter at røre ved dem. Men min datter skulle ikke være så billig, og jeg så helst, at hun tog overdel på. Men det skulle jeg altså ikke bestemme, sagde hun meget klart. Hun spurgte mig, om hun måtte gå til med festen og forventede da også, at jeg sagde "nej". Jeg er jo så gammeldags og tror det værste om andre. Vi kom op at skændes. Jeg var gammeldags og havde lovet hendes mor at passe på Vores datter. Charlotte kunne og ville bare ikke finde sig i min beslutning, og hun gik til festen. Jeg havde ladet døren stå lidt på klem, så hun kunne komme ind, og ud på de små timer listede hun så i seng. Om Charlotte stadig troede, at drengene kun ville danse med hende, ville hun slet ikke sige noget om. Og der kom en stor sky for solen. "Mænd tænder slet ikke på piger, der har flotte bryster og som er friske i munden og med på en sjov dans. Mænd kan slet ikke få sig selv til at gå i seng med Charlotte?" - I stedet for at snakke om sagen, så lagde vi låg på. Én gang for alle. Charlotte var endnu ikke blevet voksen og anede ikke, hvad livet egentlig gik ud på. Én ting lærte hun dog, og det var, at jeg mente, hvad jeg sagde og ville altså ikke pakke noget ind. 3 uger var l a n g tid sammen med en datter som havde problemer med sit liv, og vi havde det bestemt ikke godt, når andre gæster rejste hjem, og vi bare skulle blive på stedet. Charlotte ville ikke bo derhjemme mere, og efter at hun havde haft nogle sammenstød med Lizzie, så ville hun gerne væk. Hun spurgte, om hun måtte bo hos mig en tid, bare til hun fik en rigtig lejlighed. Det måtte hun da godt, sagde jeg uden tøven. Jeg havde snakket med Lizzie, og hun var helt med på det. Charlotte havde været lige lovlig barsk overfor Lizzie, og når Lizzie sagde det, så har det været slemt. Jeg mente godt, at jeg kunne holde hende nede på et plan, hvor hun ikke var så dominerende. Vi ønskede det bedste, for vores stakkels barn havde gennemgået så meget dårligt, det meste af hendes barndom. Måske var det noget af det bedste, der kunne ske for både Lizzie og Charlotte. Jeg lod Charlotte bo inde i soveværelset, mens jeg fandt en madras, som blev lagt inde i stuen. Det gik rimelig godt et stykke tid, men selvfølgelig var der gnidninger. Når der kom venner til Charlotte, så måtte jeg vente med at gå i seng, til de var gået, og jeg måtte også efterse, om nu Charlotte havde sat noget over komfuret. Hun glemte tit, hvad hun havde sat i gang ude i køkkenet. Bare den korte tid, hvor Charlotte var her, så steg min elregning til det 3-dobbelte. Charlotte var ikke nem at omgås, men solen skinnede igen den dag, hvor hun kom hjem og sagde, at hendes fremtidige adresse ville være Knudsvej nr. 45, stuen. Alle var glade, og jeg hjalp hende gladeligt med at flytte. Tit ringede Lizzie til mig for at få lidt støtte, men hun var altid fuld, og selvom jeg næsten ikke kunne tro alt, hvad hun fortalte mig om af dårligheder, så var de fleste desværre sande. Det var meget svært at forstå, at Lizzie faktisk blev passet på af sin datter, hvor det var det modsatte, som burde ske. Lizzie burde passe på sine børn men orkede det ikke. Det var virkelig ydmygende at høre om hendes verden. Hun hadede sin familie, for ingen af dem støttede hende. Charlotte var hurtig til at true Lizzie med at gå til forvaltningen eller sige til Rita, at hendes mor var fordrukken, og selv Carsten var begyndt at bruge disse barske ord. Lizzie ville gerne sælge huset og flytte i en lejlighed, og jeg ville være velkommen, hvis jeg skulle finde på at komme. Men hun ville lige have, drengene rejste fra Bakkehuset først. Jeg nøjedes med at lytte til min tidligere kones snøvlen og problemer, og næste dag, når sprutten var fordampet, så var alt igen helt normalt. Alt var glemt, og Lizzie var glad for alle sine dejlige, kærlige børn og sit dejlige liv.  Faktisk så var det kun telefonsex, som Lizzie fik ud af det, men så kunne hun også holde sig et stykke tid. En dag havde Lizzie forsøgt sig med sexlivet igen, men den udvalgte, der var en tandløs, arbejdsløs, social taber, drak endnu mere end hun og kunne ikke få flagstangen på hel. Lizzie opgav så hans selskab og ventede kun på, at børnene blev flyvefærdige. Jeg havde lovet hende, at jeg gerne ville besøge hende, men at vi kun skulle være venner. Når Charlotte var hjemme i Bakkehuset, så overtog hun ledelsen og ydmygede sin mor. Gjorde Lizzie modstand, så truede Charlotte hende med at gå til mormor eller socialkontoret. Så snart Charlotte rejste hjem til Tisvilde, hvor hun boede nu, så overtog Carsten hendes rolle, og han kunne virkelig få sin mor til at makke ret. Kun Martin var god ved Lizzie, og vi, altså Lizzie og jeg, var meget stolte over hans væremåde. Eftersom Martin kom hos mig ret tit, så spurgte jeg ham, om han kunne tænke sig at tage med mig til Norge. Jeg ville vise ham, hvor jeg havde boet og arbejdet, da jeg var ung. Lizzie havde ikke noget imod, at han tog med, og da jeg så sagde, at jeg næste gang ville tage Carsten med, så var hun ligefrem glad. Vi tog Flyet til Bergen og bussen til Øystese. Det blev nogle spændende dage i det lille samfund, og Martin nød virkelig hver eneste time. Vi boede hos Villy og Hilda, og det var helt mærkeligt at se, hvor meget Villy foldede sig ud. Han var i fortællehjørnet, og Martin slugte hvert eneste ord. Vi var i Fikjedalen, hvor Martin kravlede op på det højeste fjeld og vinkede ned til os. Vi fiskede og travede hele egnen rundt. Sidste dag skulle vi være i Bergen, og jeg tog ham med op med den stejle Fløybane til det skønne udsigtspunkt. Der så han en mand, der onanerede, og det gjorde stort indtryk på ham. Han var meget forarget over synet, men se det, det ville han dog. Vi travede byen rundt, og han havde svært ved at finde rundt i gaderne. Vi havde ellers fundet et godt hotel, men Martin kunne bare ikke finde hjem igen. Da vi havde gået samme gade op og ned flere gange, måtte jeg så sige, at vi hellere måtte gå hjem, så blev han sur. Vi boede lige om hjørnet, og det anede han bare ikke. Jeg har ret så god stedsans, så da han opdagede, at jeg hele tiden havde vidst, hvor hotellet lå, så blev han ligefrem rasende. Vi blev dog gode venner igen og lærte, at vi bestemt ikke skulle komme for tæt på hinanden. Da flyet startede, så var vi tæt ved at styrte ned. Den ene vinge blev taget af vinden, og det var ikke mange centimeter fra, at den havde ramt landingsbanen. Jeg undrede mig over, at man lod fuldstændig, som intet var hændt. Man kunne da godt lige sige, at en kastevind havde forårsaget den store bevægelse, som flyet foretog. For mig havde det været en lærerig tur, hvor jeg ligesom havde lært lidt om min søn, men hvordan mon det ville gå med Carsten, og hvor skulle jeg tage hen med ham? Carsten var blevet udlært, og han havde lavet et svendestykke, som jeg skulle se. Jeg forstod ikke rigtig hans forklaring om, hvad opgaven gik ud på. Det var, set med mine øjne, noget bras, som ikke kunne have givet ham mange point. Jeg anede end ikke, hvad det skulle eller kunne bruges til. Måske skulle jeg ikke have sagt min mening, men jeg har aldrig kunne sige noget, jeg ikke mener. Carsten må være blevet klar over, at han ikke ville arbejde som tømrer, og det var da et lyspunkt. Jeg havde svært ved at snakke med Carsten, for han var meget hoven og så ned på os andre. Selv når vi spillede kort, var han svær at takle. Ligesom jeg, var han en dårlig taber, og når han vandt, så var han kålhøgen. Jeg spillede bordtennis med Carsten, men han havde rigtig svært ved at leve op til sit ellers gode spil, han kunne simpelthen ikke forstå, at jeg vandt over ham. At jeg er venstrehåndet, opdagede han ikke, og det var såmænd årsagen til, at jeg vandt. Faktisk så var han rigtig god med battet, men han tænkte sig bare ikke om. Vi spillede også Badminton, men kun få gange, for også her var han taberen. Charlotte og jeg trænede en hel vinter i Himmelev, og hun var rigtig god til sporten. Desværre så havde vi meldt os til et stævne som dobbelt. Her kunne Charlotte slet ikke finde ud af, hvad det ville sige at samarbejde. Vi tabte 21- 1. Jeg var den eneste, som fik det point. Charlotte blev så gal, at hun opgav sporten helt. Carsten havde det svært ved at være nummer to. Storesøster, der bestemte, og lillebror, der var ham overlegen i mange ting. Martin og jeg lavede programmer på computeren og forsøgte at sælge disse. Min svoger Holger fyldte 75 år, og jeg var inviteret til åbent hus. Jeg tog selvfølgelig Charlotte, Carsten og Martin med, for de skulle besøge mig netop denne lørdag. Vi kom til Jebjerg Allé og opdagede en masse mennesker, som også ville ønske ham tillykke med dagen. Vi lagde vores overtøj i en stue og gik ind til de mange gæster. Der var dejlig mad, fest og hygge, og efter flere timer forlod vi fødselaren og søster Gerda. Da vi kom ud i bilen, sagde Carsten, at han var blevet frastjålet 100 kroner fra sin jakke. Han havde efterladt sedlen i lommen, og nogle gæster havde været så frække, at de havde tyvstjålet hans formue. Jeg sagde så til ham, at det da var det dummeste, han kunne gøre, altså at have penge i lommen, hvor der kommer så mange mennesker. Carsten blev sur, og han ville have, at jeg skulle betale ham pengene, for han havde virkelig brug for de 100 kroner. Charlotte mente, at vi skulle kontakte Gerda og Holger og sige det, for det er da frækt at stjæle andres penge. Jeg sagde så, ”Enten er du dum, når du sådan kan finde på at lade dine penge ligge i lommen, eller du er smart, hvis du tror, at jeg vil betale for din dumhed”. Carsten blev meget sur og var ikke til at snakke med resten af dagen. Jeg håber da virkelig, at Carsten var dum, for ellers var han ude på at lave penge på mig. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke, at han slet ikke havde penge på sig men kun forsøgte at få lette penge i hånden. Jeg kender jo hans mor, der er så glad for penge, uanset hvilken måde hun får dem på. Det ligger ligesom til familien. Jeg snakkede med Lizzie om sagen, og hun lød så mærkelig tavs, da jeg fortalte, at han havde 100 kroner i lommen. Vi blev enige om, at han forhåbentlig lærte, at man ikke bare lader penge flyde fremmede steder. Vi snakkede aldrig mere om hans dumhed, - eller hvad det nu var. Lizzie forsøgte faktisk flere gange at samle os alle som en familie, og især til Martins fødselsdag havde hun inviteret mig hjem. Vi skulle prøve at være en familie, og Lizzie havde klædt sig rigtig flot. Hun havde endda taget læbestift på, noget hun ellers aldrig brugte. Jeg mødte op med en gave til hende og Martin. Det var længe siden, at jeg havde set hende så glad. Men denne glæde holdt desværre ikke i lang tid. Carsten, der havde overtaget styringen i Bakkehuset, stillede sig op og hævede stemmen. ”Hvad skal du her?”, ligefrem råbte han ind i øret på mig. ”Se at forsvind med dig, du er ikke velkommen”. Jeg kikkede på ham og derefter på Charlotte. Men ingen af dem havde tænkt på, at Lizzie blev så lille. Jeg skulle bare ud af huset, sagde den store mand. Lizzie blev virkelig ydmyget af sin dejlige søn, men hun skulle altså ikke tro, at hun havde noget at sige. Jeg forlod festen, og aldrig har jeg set en så lille person, der var kommet i magtfulde hænder. Han var bange for, at jeg skulle komme og styre ham, hvilket jeg nu ikke kunne drømme om. Det endte med, at de lagde Lizzie i seng, og hverdagen kørte efter Carstens hoved. Det virkede som om, børnene var bange for, at jeg skulle flytte hjem igen. Nu hvor de var ved at forlade skuden, så skulle deres mor altså til at leve livet. Jeg var dog slet ikke indstillet på at flytte til Veddelev igen. "En gang fri, altid fri", sagde jeg meget overbevisende til dem. Lizzie havde det meget svært for tiden. Hun havde ingen at snakke med. Sex kunne hun slet ikke finde ud af, for hver gang hun forsøgte med en mand, blev hun bange, og han skred fra en grædende taber. Lizzie ringede tit til mig, og vi talte så om tingene, og dagen efter så havde hun glemt sine sorger. Det var så nemt at høre på Lizzie, når hun var trængende, for så talte hun som en ludder. Jeg var næsten sikker på, at hun sad og legede med sine kønsdele, for flere gange blev hun meget heftig i munden. Jeg tænkte på Telefonsex, og det var jo også det nærmeste, hun kom denne leg. Flere gange, hvor vi snakkede sammen, var det Carsten, der var på programmet. Han havde svært ved at være den ansvarlige, og det var nok derfor, at han opførte sig så dumt og barnligt. Måske var han sur over, at han endnu ikke havde været på tur med mig, sagde Lizzie. Charlotte var jo med i 3 uger på Tenerife, og Martin havde jeg med op til Villy og Hilda. Han havde snakket meget om vores tur og var blevet sur over, at jeg havde grinet af, at han ikke kunne finde hjem til hotellet i Bergen. Jeg sagde så, at jeg bestemt ikke havde glemt Carsten, og at det kun var et spørgsmål om tidspunkt, hvor vi kunne rejse ud i verden. Jeg spurgte Lizzie, om det var noget med en tur til Nepal eller Indien? Jeg havde læst en del om Nepal og var endda begyndt at søge om oplysninger dertil. Der var noget med særlig tilladelser og vacciner. Lizzie mente nu, at det ville være for barsk for Carsten, for han var slet ikke så moden, som han udgav sig for at være. ”Han har det stadig med at søge en far eller bare en at se op til, men han har bestemt ingen tiltro til dig”. Jeg sagde så, at jeg ville spørge ham, om han overhovedet ville være i stue med mig mere, for han havde ikke været ude og besøge mig i mange måneder. Jeg havde altid følt, at han tog det som et pligtbesøg og forventede slet ikke at se ham så meget mere.

Lizzie ringede til mig og inviterede mig hjem til Martins fødselsdag. Jeg takkede ja, og glædede mig til at være der. Lizzie åbnede døren og hun var faktisk rigtig flot at se på. Hun havde taget en frisk kjloe på, og så havde hun sørme været ude på toilettet og sminket sig. Selv læbestift som hun ellers aldrig har brugt klædte hende. Vi kom ind i stuen hvor mine 3 børn sad. Jeg hilste på dem, men kunne mærke, at de bestemt ikke var i snakkehumør. Bordet var ellers pyntet og jeg kunne se, at der var med, som der skulle nydes. Der var sat kopper inde i den anden stue, så kaffen skulle nok indtages der. Lizzie var i rigtig godt humør og fattede slet ikke hvad der pludselig skete. Carsten rejste sig ved døren ud til køkkenet. Han ligefrem råbte ord, som jeg slet ikke havde forventet. "hvad vil du her" du kan godt skride, for vi vil ikke se dig i vores hjem, ligefrem vrissede han. Lizzie blev helt mærkelig. Det var jo hende som havde inviteret mig, men nu var hun stum. Martin og Charlotte stod bare og kikkede lidt forkert i ansigtet. De sagde ikke noget, og dette måtte jo betyde, at de også helst så mig forlade deres hus. Jeg kikkede på Lizzie, som var helt forkert i ansigtet, og som slet ikke kunne samle sig. Jeg ville da ikke sige noget, for sp ville det jo bare gå ud over Lizzie. Jeg forlod bakkehuset og kan kun gætte mig til, at mine børn ville lægge deres mor i seng og så ellers nyde hendes mad. Jeg hverken så eller hørte noget fra Lizzie eller mine børn. De havde afskrevet mig og det måtte jeg leve med. Jeg er sikker på, at deres behandling af deres mor, var med til at hun mistede lysten til livet. Hun var jo bange for sine børn og de ydmygede hende på det groveste. At Carsten påstår at han elsker sin mor, synes jeg er en mærkelig måde at vise det på. Jo mine dejlige børn gav deres mor flere søm til ligkisten og der gik slet ikke så lang tid inden døden hentede hende. Hun havde jo intet at leve for. Om hun ville begå selvmord, aner jeg ikke, men jeg tror vrkelig at hun godt kunne finde på det. Jeg blev rasende over, at vores børn kunne behandle deres mor så modbydeligt.  

Lizzie dør.

2 dage før Lizzie døde, mødte jeg hende i Skomagergade i Roskilde. Hun lignede et omvandrende lig. Hendes ansigt var ligblegt, og øjnene var tomme og intetsigende. Hun så, så gammel ud. Stadig gik hun med gråt tøj, hendes hår var blevet gråt flere steder, og hun kikkede ned i jorden. 

Jeg ændrede retning for at undgå hendes opmærksomhed, derfor så drejede jeg ned mod JAS cykler men stoppede op lige udfor butikken, og sagde højt til mig selv "Nul mand, hun har da været din kone!" Jeg vendte om og gik direkte hen til hende. Vi hilste pænt på hinanden og snakkede sammen nogle minutter, men Lizzies stemme var svag, og hun sagde flere usammenhængende ord. Hun forsøgte endda at komme med et lille smil, men det virkede helt forkert.

Inden vi gik fra hinanden, sagde jeg, at hun bare skulle ringe, hvis hun havde lyst til at snakke eller havde brug for at komme af med noget. "Nu, da selv drengene ikke er hjemme så meget, så kan hverdagen godt blive lang og ligefrem dræbende. Bare det, at du ikke har dem at leve for, er barsk". Lizzie svarede, at jeg måske havde ret, men de skulle jo have deres eget liv før eller senere. Vi skiltes, og hun fortsatte med at kikke ned i rendestenen og slentrede op mod stationen. Jeg gik så og tænkte over dette møde, for det var virkelig mærkeligt at se denne gamle kone, der engang havde været min kone og mor til vores børn. Hun havde de sidste 15 år levet uden at være kvinde, men hendes børn havde haft brug for hende og omvendt. Jeg havde altså slet ikke tabt noget ved denne skilsmisse, tværtimod. 3 dage senere ringede Charlotte og fortalte, at Lizzie var død. Dette kom slet ikke bag på mig, for jeg havde jo set hende så trist og livsfjern. Jeg ville gerne, at vi kunne snakke sammen. Hvis der var noget, jeg kunne hjælpe dem med, så skulle hun blot ringe.

Som altid, så ville Charlotte selv klare opgaverne, så jeg fandt det såmænd ikke mærkeligt, da hun svarede, at det var bestemt ikke nødvendigt. Faktisk så så hun helst, at jeg ikke blandede mig, for jeg var jo ikke med i familien mere.

Jeg hverken så eller hørte noget fra Carsten eller Martin. Carsten havde vist rigeligt at se til, for han skulle finde andet arbejde, eftersom han ikke kunne fortsætte, hvor han blev udlært. Tømrer ville han bare ikke være, havde Charlotte sagt. Carsten havde haft kyssesyge og var meget afkræftet, og han holdt meget lav profil. Martin og jeg havde endnu ikke snakket sammen efter vores tur til Norge, og han var måske lidt sur på mig, fordi jeg havde været lidt for bestemmende under turen.

Hvad enten Lizzie døde af druk, selvmord eller helt naturligt, så var det nok det bedste, der kunne ske for hende. Hun kunne bare ikke klare mere. Vi havde jo alle svigtet hende, især hendes mor. Charlotte påstod, at hun døde en naturlig død, noget jeg slet ikke kan forstå. Det er da ikke naturligt at dø, når man kun er 46 år. Lizzie havde måske drukket så meget, at leveren slet ikke kunne arbejde mere. Livsglæden havde hendes familie slukket for mange år siden, og hvad havde Lizzie egentligt at se frem til som kvinde, eller bare menneske? INTET.

At det var Martin, som fandt Lizzie død, er uhyggeligt at tænke på. Jeg har aldrig talt med ham om det, og jeg tror faktisk, at han har taget skade af oplevelsen. Med den familie, der ikke ville støtte Lizzie, er jeg helt sikker på, at Martin aldrig har fået talt ud om sine oplevelser. Ingen måtte jo vide, at hans mor var død, og af hvad. Hvis Lizzie havde fået vendt alt fra maven, og det var kommet op, så har det bestemt ikke være et syn, man glemmer.

Det var meget mærkeligt, at hverken Martin eller Charlotte ringede til mig. Martin havde jo haft det frygteligt og burde få snakket sine oplevelser igennem. Men der gik 2 uger, uden én eneste kontaktede mig. Hver gang jeg ringede, så blev telefonen lagt på, for der kom lige et klik, og så dyttede den bare. Langt om længe ringede Charlotte og fortalte kort om, hvornår hendes mor skulle bisættes. Dette skulle foregå i hospitalets kapel, og da hun havde sagt tidspunktet, så sagde hun farvel og lagde røret på. Igen kunne jeg stå og glo på en telefon, der var tavs.

Da vi sagde farvel til Lizzie nede ved kapellet, så afviste både Carsten og Martin mig helt. Det var meget pinligt at mærke deres ligefrem hadefulde ansigter. Men det virkede som om, de skulle have én at give skylden for deres mors død. Charlotte havde også travlt med at se til den anden side, og hver gang jeg forsøgte at komme tæt på hende, så ligefrem gled hun over til enten naboerne eller til en ret så tyk medarbejder, som Lizzie kendte fra sit arbejde.

Gurli var taget med mig, og vi følte os sat udenfor eller i hvert fald på et sidespor. Jeg fik øjenkontakt med min tidligere svigermor, og hvis hun kunne læse mine tanker, så ville hun have forstået, at jeg angav hende for at være årsagen til sin egen datter død, fordi hun ikke ville hjælpe os, da vi havde brug for det. Lizzie kunne have været reddet, men svigermor ville det anderledes. "MIN DATTER DRIKKER IKKE", forsvarede hun sig altid med.

Inde i hospitalskapellet var der ikke meget pynt, for ikke at sige, at der slet ikke var antydning af pynt, og det var ligefrem koldt at være der. 2 salmer blev der sunget, men der var ingen, som sang med. Jeg kendte ikke salmerne eller melodierne. Nogle få intetsigende ord blev sagt, og så kom der et tidspunkt, hvor præsten gerne ville have hjælp. Lizzie, der lå i kisten, som var blevet pyntet med 3 roser, som vores børn havde lagt, da de parerede forbi, skulle ud på sin sidste rejse, og der var ikke aftalt, hvem der skulle bære hende, derfor så tilbød Gurli og jeg heldigvis at tage fat. Jeg var glad for at være det bagerste hjørne af kisten. Charlotte, Carsten og Martin kom så og fandt et greb. Det gik ret hurtigt med at få gang i rustvognen, og væk var min kone. Den normale trafik på Jernbanegade kørte, som intet var hændt. 10 år af mit liv var nu fortid, og vi skulle aldrig mere snakke om dengang, da Lizzie var gravid, og alle de problemer og glæder, vi havde haft sammen.

Rosa og Åge, der var naboer til Lizzie, hilste på os, men så var det slut med mere snak. Alle gik hurtigt derfra, og Gurli måtte tilbage til sit arbejde, der jo var på hospitalet.

Jeg havde det bestemt ikke godt. Det menneske, som jeg havde 3 børn med, og som jeg i mere end 10 år havde forsøgt at dele livet med, var ikke mere her på jorden. Jeg har ingen at snakke med om alle de år. Vi var jo tabere begge to. Jeg havde forsøgt at finde en mage, men brændt barn skyer ilden, og det eneste jeg kunne sige, var, at jeg dog ikke havde haft et så uhyggelig ringe liv som Lizzie.

Nogle dage senere ringede Carsten til mig, og jeg havde ingen mulighed for at få indført ét eneste ord. Han sagde, "Det er din skyld, at mor er død”. Han græd højlydt og sluttede "jeg hader dig", og lagde så røret på.

Jeg begik en fejl ved at overreagere på min afmagt. Men eftersom mine børn havde afskrevet mig, så skrev jeg et brev til dem. Jeg skrev, at fordi de afskrev mig, så skulle de ikke arve mig. Der var jo ikke noget at arve, det kunne da kun være regninger eller børnepenge, som jeg stadig skyldte en del af. Min skilsmisse havde sørget for, at jeg ikke havde overskud, når børnepenge og underholdsbidrag var taget. At det slet ikke kan lade sig gøre at afskrive børnene, hvad arv angår, er jeg da godt klar over, men jeg skulle ligesom vise, de havde ramt mig hårdt, uden jeg kunne svare igen, og det skulle jeg altså afreagere på.

Første maj var vi ved at gå ind i hinanden i Byparken, og aldrig har jeg set 2 drenge, der fik så meget fart på, da de så mig. Ja de løb ligefrem væk. Jeg nåede at filme dem, og det er det sidste, jeg har set til mine sønner. Hvordan de klarer sig, aner jeg ikke, men Carsten har en datter, som han måske også har mistet, eftersom han skulle være blevet kasseret at pigen. Disse oplysninger har jeg fra upålidelig kilde (Charlotte). Jeg vil da håbe, at han ikke bliver behandlet af sin datter, som han behandlede mig, for det gør virkelig ondt.

Nu ville Charlotte altså overtage Bakkehuset, og eftersom hun var temmelig pengegrisk, (noget hun jo lærte af sin mormor), så hun mulighederne for at presse penge ud af mig ved at foregive, at Martin skulle bo hos hende, og da han var i gang med en uddannelse, så kunne hun søge om underholdsbidrag til ham indtil hans 26. år. Charlotte gik til amtet, som gav mig besked om et møde hos dem. Jeg forstod ikke, at Charlotte sådan kunne finde på at gå mig bag ryggen. Hun kunne da bare komme og sige, at hun manglede penge, så havde vi da fundet en løsning på dette problem. Hvis hun manglede penge, jamen så ville jeg da forsøge at bidrage, så godt jeg kunne, men jeg ville kun låne hende et beløb ikke give det. Jeg vil IKKE hjælpe, men kun støtte, hvilket er min måde at leve på.

Jeg mødte op i Amtet, og her tilbød jeg, at Martin kunne bo hos mig, få et job på min skole og samtidig passe sine lektier. Charlotte havde jo boet hos mig, og derfor var der ingen problemer med, at jeg kunne have ham. Vi havde jo også mange ting til fælles indenfor computerverdenen. Amtet ville lade mit tilbud gå videre, og jeg ville høre fra dem senere. Charlotte ville hellere have ham boende hos sig, og han kunne så på den måde være med til at betale for huslejen, med mine bidrag.

Charlotte mødte ikke selv op i Retten, og da jeg spurgte dem, hvorfor hun ikke kom, svarede de, at hun havde sagt, at hun var bange for mig. Jeg fortalte dem om vores uhyggelige liv, som bestemt ikke havde været til børnenes tarv. Hele deres liv havde de skjult, at deres mor drak. Jeg kunne se, at Amtet havde vores skilsmissepapirer liggende foran sig. ”At man har valgt Charlotte til at løse opgaven, forstår jeg ikke, for hun aner intet om opdragelse eller at løse opgaver. Trods hendes alder, som er 24 år, så er hun stadig et barn. Charlotte skulle være voksen som 8-årig og påtage sig ansvar for sine brødre og især sin mor”. Amtet ville drøfte sagen, og jeg skulle blot vente på en skriftlig afgørelse.

Jeg skrev et brev til Charlotte, og så viste min datter pludselig tænder på en uhyggelig måde. Hun truede med at hævne sig, hvis jeg ikke ville betale for Martin. Retten havde talt, og man fandt det ikke rimeligt, at jeg skulle betale bidrag, eftersom Charlotte sagtens kunne klare udgifterne uden støtte. Hvis Marin flyttede hjem til mig, så kunne han jo fortsætte sin uddannelse. Men det ville Martin altså bare ikke, og han ville slet ikke kontakte mig men holdt sig til sin bror Carsten. Jeg tror slet ikke, at Martin havde fået besked om mit tilbud, for jeg har hverken set eller hørt fra ham siden.

Lizzie var ikke den eneste, der forlod denne jord dette år. Holger, der var blevet indlagt på hospitalet, var i forfærdelig forfatning. Han havde svært ved at ryge og trække vejret, og det var tydeligt, at han ikke havde livslysten mere. Margit og Bent var ret så meget sammen med Gerda, og de besøgte Holger tit. Da Han lukkede øjnene for stedse, så var Margit en stor hjælp for Gerda. Jeg havde min gode gamle Volvo og kørte også ind til søster Gerda. Hun havde det bestemt ikke godt, og selvom vi lavede meget om i haven og huset, så var Gerda ikke glad.
Nøddebuskene fik en ordentlig omgang, og vi gjorde alt for at få dagene til at blive "normale igen" ved at ordne haven og svede grundigt.

Vi indførte søskendedage, hvilket vil sige, at vi skiftedes til at besøge hinanden 1 gang om måneden. Så man kan sige tak til Holger, for det var jo ham, der fik os ført sammen. Faktisk var det en skøn tid, som aldrig glemmes. Gurli og Ole, Margit og Bent, Gerda og sidst Mig skiftedes til at lægge hus til og lave mad. Der blev regnet ud, hvad udgifterne løb op på, og alle betalte deres del. Det rystede os veldig godt sammen. Gerda var meget opsat på, at vi resten af livet skulle holde søskendedage, og da jeg sagde, at jeg tog én dag ad gangen, blev Gerda helt bleg. Hun ville gøre alt for, at vores dage blev bevaret. Men hverdagen bankede på, og vi kunne alle se, at Gerda ikke trivedes. Det endte med, at hun valgte at sælge huset, som ellers hvad fået navnet ”Holgers Minde”. Men det mindede måske for meget om Holger.

Gerda købte sig en dejlig lejlighed ikke langt fra huset, og ikke nok med det, hun købte snart også et kolonihavehus, der bare var så lækkert. Manden, der solgte det til hende, han hed Harly, og han ville af med huset, fordi hans kone var død. Det endte med, at Harly blev lun på Gerda, der jo også var ledig på markedet. De fandt sammen, og da han ikke kunne lide at bo under samme tag, hvor han og konen havde boet, og med Gerda som ny ven, så måtte Gerda sælge huset igen og købe et andet kolonihavehus. Harly, der var tidligere bokser, var blevet svag med alderen, og de fik kun få år sammen. De købte bil sammen og så Danmark fra bilsiden.

Gurli havde det ikke godt med sin Ole. Der kom lidt rigeligt med øl indenfor vesten, og det gjaldt dem begge. Under vores søskendedage, forsøgte vi at løse deres problemer. Nu skulle det så vise sig, om vi var så gode til denne opgave. Vi måtte vedtage, at druk ikke skulle medvirke til vores dage. Gurli og Ole skulle enten finde sammen eller gå fra hinanden. Gurli var ikke sen til at sige ting, hun måske ikke mente, men da Ole aldrig sagde noget, så var han let at overfuse. Han fattede ikke, at han havde gjort noget galt. Han var ikke særlig god til sit arbejde og var ligefrem nedgjort til medhjælper. Det var nu kun, fordi han ikke kunne finde ud af regnskabet. Faktisk så var han vældig populær med navnet Tuborg-Ole.

Gerda, der så gerne ville hjælpe, troede, at løsningen ville være, at de gik fra hinanden. Hun tog parti for Gurli, som den gode søster hun var. Det blev til skilsmisse, og Gurli flyttede på et værelse lidt udenfor Hedehusene. Gurli havde forsøgt at låne penge af far til huslejen, men han ville ikke betale for deres dårlige økonomi. Huset blev solgt, og en masse penge gik deres vej. At der var en anden mand, som havde sagt til Gurli, at hun var alt for god til Ole, havde måske givet hende et håb om et bedre liv, men da hun endelig var blevet fri, så stak han af som en kryster med halen mellem benene. Gurli holdt sin 50-årsdag i sit nye hjem, og det var en fest, hun aldrig glemmer. Hun havde nemlig så mange venner og var midtpunktet, hvilket hun meget gerne ville opleve, mange gange. Senere fandt Gurli så en dejlig lejlighed i Hedehusene, som hun købte. Hun fandt sig en ny ven, som vi ved en søskendedag, skulle godkende. Jeg fandt det lidt latterligt, fordi manden, som Gurli havde fundet, var Gift, havde børn og en syg kone. Gurli blev en slags mor for dem, hvilket hun ligefrem var stolt over. Jeg havde tidligere fået besked om, ikke at komme med mine piger i Gurlis hjem, hvis jeg ikke ville giftes med dem. Nu skulle jeg så godkende Gurlis nye, gifte mand som hendes måske kommende elsker, for mand, det var han da ikke. Jeg takkede nej til søskendedagen, der ellers skulle foregå hos Gurli. Margit, Bent og Gerda kom dog, men de blev ligefrem smidt ud af Gurli, fordi de sagde deres mening, eller bare sagde noget. Fra den dag var det helt slut med vores søskendedage.

FAR skal gennembankes.

En formiddag, få dage efter jeg havde snakket med Charlotte, ringede det på min dør. Udenfor stod Charlottes ven Sten, som jeg kaldte Sip. (Jeg fandt ham ikke så lidt dum og intetsigende). At han kunne bruges hos politiet, fandt jeg uforståeligt, for han var en slagsbroder, der ikke ligefrem havde hjerne til at løse selv de mindste opgaver. Da jeg åbnede døren på klem, satte han foden imellem og brasede ind i gangen. Pludselig begyndte han at banke løs på mig. Jeg landede inde i bunden af garderoben, og det meste af mit tøj faldt ned og dækkede mig til. Selvom jeg lå ned og jamrede mig, så fortsatte han med at sparke mig. Jeg forsøgte at passe godt på min mave og lever, men manden var totalt vild. Jeg råbte højt, og måske blev han bange for, at der skulle komme andre op på svalegangen, for han stoppede med slagene og forsvandt, lige så hurtigt som han kom.

Jeg var virkelig bange, bange for at dø. Blot ét rigtigt slag i maven, og min lever ville springe op igen, og jeg ville være helt færdig. Jeg lå længe inde i garderobeskabet mellem alt mit tøj, der var væltet ned over mig. Jeg rystede over hele kroppen og kunne ikke rejse mig. Jeg var sikker på, at Sip havde ramt min lever, og at det kun var et spørgsmål om tid, inden jeg døde. Efter godt en time kunne jeg sætte mig op og forsigtigt gå ind i stuen. Det hele havde været så unaturligt, og jeg tænkte på, at selv sådan en drøm ikke er særlig sjov. Jeg måtte gøre noget. Charlotte skulle vide, at hendes ven havde været her, og hvad han havde gjort. Jeg havde fået rigtig mange smerter, og selvom jeg for mange år siden havde mærket smertegrænsen, så var disse smerter virkelig noget, der gjorde mig bange. Døden var jo blid i forhold til disse smerter. Charlottes skulle advares, for Sip var virkelig farlig og brutal. Hvad kunne han ikke gøre mod hende. Jeg vaklede ind i stuen og hen til telefonen og ringede til Charlotte for at fortælle hende, hvad han havde gjort, men hun tog ikke røret.

Naturligvis kunne Charlotte ikke tage telefonen, for mens jeg blev gennembanket, sad hun såmænd lige udenfor min lejlighed i en bil og ventede på, at Sip skulle komme tilbage. Det fortalte hun mig flere år senere. Det var endda Charlotte selv, som havde beordret Sip til at gennembanke mig, erkendte hun. Charlotte vidste godt, hvor lidt der skulle til, før at mit liv var slut, og derfor gjorde det mig meget mærkelig, at hun faktisk ville slå mig ihjel, med overlæg. Hun har virkelig hadet mig meget.

Jeg var tvunget - af smerter - til at søge læge, og da han havde undersøgt mig grundigt, sagde han, at jeg havde været usædvanlig heldig at overleve. Lægen ville absolut have, at jeg skulle anmelde overfaldet, og især fordi det var en politimand, som udførte dette. Lægen ville gerne gøre det for mig, sagde han alvorligt. Jeg mente, at det ville skade min datter for resten af livet, og da hun havde oplevet så meget dårligt, var der måske ikke noget at sige til, at hendes reaktion kunne føre så meget med sig. Had skaber had. Lægen var bare ikke så glad for min vage måde at tage sagen på, han sagde rent ud at, som han så det, så var det jo planlagt, at jeg skulle gennembankes. Og derfor så kunne jeg forvente, at Charlotte kunne finde på at gøre værre ting mod mig. Hun var fyldt med had og var meget fokuseret på penge.

Ser man nærmere på det, så kan hun sagtens være årsag til moderens død. Charlotte havde jo styret sin mor og givet hende et liv, der bestemt ikke var værdigt. Måske skulle man lade sagen gennemgå af politiet. Min læge var bestemt ikke glad for, at Charlotte skulle gå fri for sine handlinger. Hendes ven, der jo var i politiet, burde have en opsang, og han kunne måske straffes meget hårdt. At Charlotte kunne komme i fængsel og få en dom på op til 6 år, syntes jeg var ret barsk, men at Sip ville blive arbejdsløs og få et par år, det havde jeg det nu ganske godt med. For han havde virkelig skræmt livet af mig. Jeg skrev til min datter og forklarede hende mit synspunkt.

Hvordan Charlotte, der jo ikke tjente mange penge, bare sådan lige kunne overtage huset, uden at drengene kunne få lov at være der, aner jeg ikke, men jeg tror, at Rita har betalt dem ud med et latterligt lille beløb. Der gik nogle år, og der groede mos på de dårlige begivenheder.

Jeg var i mellemtiden blevet Leder af Gråbrødre Skole og var også i fritiden begyndt at filme. De første film var noget forfærdeligt skidt, men jeg gav ikke op. Det var faktisk rigtig spændende, og måske kunne jeg lære noget. Selvfølgelig blev det mest på skolen, at jeg optog film. Hos AOF og ROF lavede jeg mange film, og så viste jeg dem senere resultatet. Alle var meget glade for dette. Hos Jørgen Hauptmann, der var kunstner, filmede jeg hans elevers værker, og de så resultatet på TV. Jeg viste også nogle film fra Møns klint, og de var ikke ringe. Eleverne var faktisk mine prøveklude, og alle klappede meget i hænderne, og det var altså ikke, fordi de frøs.

Året 1993 var et mærkeligt år for mig. I februar måned drog jeg til Nepal og havde dermed en oplevelse, som ikke kan beskrives. Da jeg om tirsdagen var nede ved den hellige flod, på det sted, hvor man brænder de døde af, da overværede og filmede jeg en brænding, som jeg ikke forstod ret meget af. Kvinden, der skulle brændes, var endnu ikke død. Men hun ville dø indenfor 22 timer, fik jeg at vide. Det var for resten den 14. februar – Min egen dejlige Mors dødsdag! Det var første gang, at jeg besøgte Asien, og selv starten var lidt barsk.

Først havde flyet svært ved at starte, og selvom piloten bad til Allah, så ville det ikke op. Der blev banket på skroget mange gange, men op i luften ville flyet bare ikke. Efter vi havde siddet og ventet i lufthavnen i mere end 2 timer, så var heldet med os. Bønnen blev hørt, og Pia, som flyet hed, prustede som en hest, og det gik mod syd. Vi skulle mellemlande i Pakistan, men da vejret var dårligt, så gik flyet ned i Oman, og vi fik lov til at sidde ude i ørkenen, hvor kun døren kom på klem. Vi svedte tran i den uhyggeligt varme sol. I 4 timer, hvor soldater stod med geværer rette mod os, var vi fanget som rotter. Vi kom dog op igen og var i Karachi meget sent på dagen.At Pakistan er et barsk land, fandt vi hurtigt ud af. Vi skulle have en guide med os, og han var bevæbnet. Ingen måtte gå alene og slet ikke kvinder. Der var ellers nogle piger fra Skanderborg, som troede, at de godt kunne se lidt på byen, men efter få meters vandring mødte de pakistanske mænd og kvinder, der kastede sten på dem. Jeg, og en der hed Jørgen, tilbød så pigerne, at de kunne gå med os, og så var der ingen, der smed sten efter dem.

Jeg havde mit store kamera med, og tidligt om formiddagen gik jeg ud for at lave nogle optagelser. Det gik fint, og jeg blev mere modig. Men pludselig kom der 2 soldater hen mod mig. De pegede på mit kamera og viste tegn på, at jeg skulle stoppe med at filme. Jeg forstod dem ikke og smilede til dem. Den ene soldat brugte mund og var ved at flå kameraet fra mig. Han pegede på mig med sit gevær, og jeg stoppede straks. På gebrokkent engelsk forsøgte jeg at snakke mig fra det, og jeg viste ham, hvad det egentlig var, jeg havde filmet. Han var meget glad for at se ind i søgeren, og da han så sig selv, grinte han. Jeg sagde så, at jeg selvfølgelig ikke ville tage flere billeder og slukkede for kameraet. De 2 soldater snakkede sammen, og jeg fik lov til at gå. De pegede på en bygning og lod mig forstå, at det var militært område og derfor ingen fotografering. Jeg listede hjem på hotellet og filmede løs ud af vinduet. Jeg ville bestemt have noget med hjem. Efter en nat på et meget flot hotel gik turen så til Kathmandu, og så var vi under mere rolige forhold.

For at komme ind i Nepal skulle man have visum, og det kostede 20 dollars. Og så skulle man skrive en masse ting, som ingen forstod. Mange blev sendt tilbage i køen, hvis der bare manglede et komma. Jeg fandt penge frem, og det var en 50 dollar-seddel og lagde den på bordet. En lille embedsmand tog imod sedlen og puttede den i lommen. Mit kamera skulle have en kridtstreg, og jeg kunne så komme ind i landet. Men jeg havde jo betalt for mange penge og sagde så, at jeg skulle have penge retur. Selvom jeg talte engelsk, så forstod manden intet. Jeg pegede på hans lommer og blev ved med min ret til penge. Manden så ondt på mig og trak sin pistol. Hvis der var problemer, så kunne vi godt klare disse i fængslet, sagde han. Jeg blev så rasende, at jeg greb mit kamera og forlod stedet uden mit tilgodehavende. Mine medrejsende så og hørte om optrinnet, og de var bange for, at jeg ville blive skudt. Først da jeg var kommet helt ud af lokalet, blev jeg helt svag i knæene, og jeg skal love for, at jeg var våd på ryggen. Det var virkelig grimt at prøve. Nepal er nu et godt land, hvor der ikke findes tyverier som i Europa. Faktisk så vil man gøre alt for at hjælpe os turister.

Da jeg kom hjem, var min Søster Margit og Onkel Bent ude at tage imod mig i lufthavnen. De kunne fortælle mig, at mor var død, og det var den samme dag, hvor jeg var nede til ligbrænding med kvinden, der endnu ikke var død. Mor havde ligget længe og strittet imod. Hun ville ikke dø, for hun ventede på sin søn, MIG!

Jeg besøgte far, som stadig var på plejehjemmet. Han havde ikke meget at sige mere. Først var det som om, han slet ikke havde forstået, at mor ikke levede mere. Selvfølgelig havde han ikke været med til hendes bisættelse, og når vi snakkede, så ventede han stadig på, at hun kom ind ad døren. Efter flere måneder blev jeg ringet op af Margit, som fortalte, at far ikke havde det godt. Han havde fået lungebetændelse og havde derfor svært ved at hoste sit slim op. Jeg tog til Hedehusene, hvor Margit og Bent var. Vi snakkede lidt sammen, og jeg satte mig ved fars seng. I lang tid sad vi med hinanden i hånden, og han så så flot ud. ”Jeg er så træt”, sagde han så. ”Og nu vil jeg gerne hjem til mor”.

Lægen kom ind på stuen, og jeg måtte vige, for at han kunne komme til at undersøge far. Der gik ikke lang tid, inden lægen rejste sig og gik over til os. ”Jeres far kan ikke hoste sit slim op, og derfor vil jeg lige høre, om han har røget meget?” - "Jo, far har skam røget, lige siden han var barn, og selv på det sidste, så sad han altid med en cigaret i munden." ”Jamen, så vil jeg ikke give ham en indsprøjtning for at få ham til at hoste bedre, den vil simpelthen ikke virke. Jeg tror at vi skal give ham fred, og det tror jeg også, han ønsker”. Jeg satte mig igen med far i hånden. Han var så klar, og øjnene var så blå. Jeg fik et smil, hvor selv tænderne kom frem. Jeg mærkede så et rigtig stort fast håndtryk fra far endnu en gang, og så blev han slap. Far gled ind i døden, og var på vej til mor. Mon hun sad og ventede på ham?

Kun én ting husker jeg stadig som en lidt dum forglemmelse, og det var, at far lå med åben mund. Vi lukkede hans øjne men glemte at lukke munden på ham. Vi forlod stuen og aftalte, hvornår vi igen skulle ses. Der gik nogle dage, da Margit igen ringede, og nu skulle far så ud på sin sidste rejse. Margit havde valgt det tøj, som far skulle brændes i, og hun havde valgt godt. Far så så flot ud i sin blå bluse, hvide skjorte og med håret redt. Vi, og det vil sige, Margit, Bent og jeg var de eneste, der kom, eftersom Gurli og Gerda helst ville være hos deres anden halvdel.

Vi sang 2 dejlige salmer, hvor selv jeg kunne være med. Så blev låget lagt på, og vi skulle bære far ud til Bilen. Da vi ikke var så mange til denne opgave, så måtte flere fra personalet give en hånd med. Det gik da også fint i starten, men da vi skulle op af en trappe, så gik det ned ad bakke – altså det gik næsten galt. Jeg gik forrest og fik det ganske let, for pludselig kunne vi ligefrem høre, at far gled ned i fodenden, og det vil sige, at vægten nu kom på Margits skuldre. Nå ja, selvfølgelig gik Bent også bagerst. Alt dette skete, fordi far jo ingen ben havde, og hvem havde mon tænkt på, at far sådan kunne røre på sig inde i kisten. Jeg kunne se på Margit, at hun måtte finde kræfter frem, som hun ikke havde, men hun klarede det så flot. Vi fik dog far sat forsigtigt i den sorte ligbil, der langsomt kørte ud fra Baldersbo og ned mod kirken.

Der gik et par dage, inden den rigtige bisættelse skulle foregå. Denne gang var hele familien med. Der var ingen, som ikke havde tid til at sige ham farvel. Kirken var ¾ fuld, og masser af blomster pyntede op. Der blev sunget, men kun af de proffesionelle, for de sang på et plan, hvor vi slet ikke kunne være med. Præsten sagde nogle fine ord om far, lidt om hans liv og færden. Det var Margit, der havde fortalt præsten om far. Kønt var det, da far blev kørt ned for at blive brændt, men jeg kunne slet ikke lide denne form for afsked. Jeg havde jo sagt farvel til far på en langt bedre måde.

Vi skulle så til at dele resterne af boet, og det blev lidt af en cirkusforestilling. Der blev kæmpet om et TV. Og værst af alt, der blev virkelig kæmpet om pengene. Pludselig var der uvenskab mellem os. Gurli og Gerda blev ganske gale på Margit og Bent, for de havde styret fars og mors pengesager, til deres fordel, mente de. Jeg havde ikke noget at sige, for det med penge var noget jeg ikke ville blande mig i. Far havde slidt sig til pengene, og havde han dog brugt dem, da han kunne, så ville vi ikke ende med at blive uvenner. Nå men der blev alligevel ret mange penge til os alle, og jeg benyttede arven til at få mig en anden bil. Volvoen kunne snart ikke mere, og noget skulle jeg da have at køre i. Det blev til en varevogn.

Fra mit arbejde havde jeg lært en sort pige at kende. Hun hed Sajo og havde 2 børn. Sajo gik til dansk og havde svært ved at lære dette sprog. Jeg nøjedes dog ikke med at snakke med hende men hjalp også med at ændre hendes sprog. Hun boede i en 4-værelses tæt ved Sankt Hans, og jeg besøgte hende mere og mere. Vi kørte også ud i naturen og i haven, hvor vi spiste og hyggede os. Tit ringede hun til mig og bad mig komme, hvilket jeg så gjorde. Det var faktisk sjovt at gå med hende og børnene. Ofte hørte jeg folk snakke om, at hun burde sendes hjem, og at jeg ikke kunne finde en dansker men bollede hende tyk. Det er ligefrem uhyggeligt, hvad folk kan finde på at sige. Men samtidig sjovt.

Danskeren boede i Roskilde, og Sajo var blevet skilt fra ham. Han var temmelig gammel og ude af stand til at klare sin kone økonomisk, og nu var det staten, der sørgede for hendes familie. Sajo holdt min lejlighed med rengøring og selv opvask, og hun var meget grundig. Jeg betalte hende for 2 timer, hver gang, og hun var meget glad for denne ekstra indtægt, som jo var sort. Vi holdt sammen i godt 2 år, som venner og intet andet.

Vi tog på bakken og i skoven og havde mange dejlige ture. Sajo lavede maden til skovturene. Nu var der ikke noget med, at vi kom sammen, for selvom Sajo var ret ung (hun anede ikke, hvor gammel hun egentlig var), så ville jeg ikke binde mig til hende og børnene. Jeg var og blev kun en ven. Sajo var blevet omskåret, og hun havde derfor ingen lyster til sex, så jeg fik slet ingen lyst til hende på den måde. Vi lavede nogle film om hende, som hun så sendte hjem til sin mor i Gambia. Faktisk så havde vi planlagt at besøge hendes fædreland, men turen gik i vasken, fordi jeg ikke følte mig sikker. Hendes familie boede langt ude i skoven og var temmelig fattige. Faktisk så havde Sajos mor solgt hende til en dansker for at få penge til et tv eller radio.

12.10 | 13:53

Jeg vil gerne sende en fødselsdagshilsen til Henriette

24.11 | 16:09

Jeg er beboer og skriver på Himm. gl. Prgds's historie. Vil du fortælle mig om din mors liv efter at I flyttede herfra i 1980. Mange tak! - Også for skildringen her fra hjemmet.

17.03 | 07:37

Det er sjovt at få vores og dine familiehistorier på skrift, Henriette; det er da utroligt at du huske alle de detaljer! 😊
Jeg vidste ikke at i havde så meget gang i film business! 😎
Hav det godt K

15.03 | 13:18

Hej Henriette

Det var hyggeligt at læse dine sider igennem - bringer minder frem.

Håber du har det godt og hilsner fra Michael