Krydstogter til Amerika

Donauturen d. 2. maj Året 2008 startede fint med et vejr, hvor solen var i sit S. Vi var begge spændte på, hvordan de næste dage ville gå ude på den store flod ombord på skibet "Der kleine Prinz". Med godt 77 gæster, hvor der var 3 norske og resten danske, skulle vi nu udfordres på den sociale front. Efter en mellemlanding i Wien kunne vi så begynde at se nogle af de gæster, som skulle være omkring os i 9 dage. Da vi kom til Beograd, så kom der en bus efter os, og vi kørte ned til båden. Jeg må erkende, at det blev en rigtig fin tur. Mange oplevelser i de østlige lande var både gode, lærerige og ikke så lidt sørgelige. Beograd led stadig af krigen, uhyggelig mange huse stod med store huller, mange uden tag, og ellers masser af granathuller over facaderne. Men serberne tog den med ro. Fattigdommen var rammende, men de fleste mennesker havde ikke mistet modet. Vi fik smil og venlige ord med på vejen. I Kroatien var det såmænd lige så sørgeligt, og faktisk værre. Der var stadig mange steder, man slet ikke kunne besøge. På markerne kunne man ikke bruge jorden, da der stadig var miner gravet ned. Det var et sygt syn at se på. I Ungarn fik vi mere normale forhold på nethinden.  Da vores ”Prinz” lagde til i Budapest, var jeg solgt. Vi blev modtaget af heltinden oppe på bjerget og hvilket syn. Hun stod med en palme over hovedet og kikkede ned på den smukke by. Gensynet med byen var stort, og vi ville meget gerne have mere tid der en anden gang. I Bratislava havde vi en fin dag, da der var tid på egen hånd, og den udnyttede vi naturligvis. Men da vi ankom til Wien, var vi godt trætte. 10 kilometer udenfor byen lagde vi til, og derfra blev det kun til en bytur med bussen den første dag. Hjemrejsedagen var bare så god. vi havde 6 timer, - ja 6 timer på egen hånd, og det var alle tiders. Wien er Europas hjerte og intet mindre. At der så oven i hatten var et vejr, hvor solen sørgede for, at vi kunne tage billeder med kamera så skarpe, at de næsten gør ondt, det havde jeg bestemt intet imod. Jeg vil lige nævne, at både skibet, maden og de søde rejseledere bestemt også medvirkede til, at turen blev så skøn. Jo, jeg kan til hver en tid anbefale en tur på Donau, som Scandinavian Cruise Center, Folkeferie og et andet selskab stod for. At der gik 3 dage, inden jeg igen havde fundet hverdagens rytme, må betyde, at turen også var lidt hård.

Tysklandstur maj 2008

Onsdag d. 21. maj kørte vi til Lutherstadt Wittenberg. Vi fandt hotellet, der ligger godt 7 kilometer udenfor byen og rigtigt ude på landet. Brosten flere steder gav bilen rystelser, der ville noget, for de sten lå altså ikke særlig godt på vejene. Da klokken ikke var så meget, så smuttede vi ned til Wittenberg og kikkede seværdighederne efter i sømmene. Da vi jo har været der før, så var gensynsglæden stor. Jeg havde en del hovedpine, og derfor så fandt vi bilen og kørte, men da jeg gerne ville se Hundertwassers skole igen, så førte gps´eren os derhen. Vi satte bilen fra os og gik en runde om skolen. Den lignede jo sig selv, og da solen også var på himlen, så fik jeg da lavet nogle fine billeder. Nå men jeg måtte altså hjem og have 2 piller og en lur. Vi blev på hotellet resten af dagen og spiste endda også på hotellet. En særlig fin øl, der var ganske sød - for sød til mig - var med til at få en rigtig saftig wienersnitsel med nye kartofler og asparges til at glide ned, og det sidste var ikke lige os. Nå men efter en så lang køredag, så endte jeg hurtigt under dynen og sov som en sten til næste morgen.

Er der noget, tyskerne er gode til, så er det morgenmaden. Der mangler bestemt ikke noget. Vi spiste yoghurt med frugt i og æg, brød med ost og kød, saftevand og kaffe. Henriette havde lavet en rejseplan, som jeg fulgte. Byen hed Torgau, og der var en borg - eller nærmere et slot - hvor der i voldgraven boede 2 bjørne. De havde masser af legesager nede i gården, men på grund af alder, så var de færdige med den slags lege. De så kun søde ud og ganske dovne. Vi filmede parken og lidt af husene, også det hus, hvor Luthers kone Katerine udåndede. Vi kom til Bad Düben, hvor vi spiste en sandwich fra netto. Den blev fortæret udenfor forretningen. For resten så var der frikadelle på, og den smagte virkelig godt. Brunkulslejer, hvor flere maskiner stod til parade, blev set efter under og ved siden af. Det var sørme store maskiner.

På rejseplanen lå også Uranienbaum, hvor et ældre slot med en ganske stor park fik vores fodspor at se på. Det skæve tårn var bare kinesisk, og vi kørte hjem. Efter en lille lur så fik vi igen lyst til at se mere af landskabet, derfor så kørte vi til Rabenstein. Her strålede en kirke på grund af solens energi, og den var endda åben. Jamen så langt ude på landet da forventer man ikke at se så skøn en kirke. Jo den var virkelig et besøg værd. Faktisk så var det en borg, vi skulle besøge, så den stoppede vi da også op ved. Der var en masse børn som legede, og vi gik hurtigt seværdighederne igennem. Ad snoede veje, der ikke var særlig bilvenlige, kørte vi atter hjem. Vi havde besluttet, at vi skulle have varm mad i Wittenberg, og derfor så kørte vi igen mod byen. Jeg kunne ikke finde et sted at parkere, men da jeg langt om længe så det store tårn, så ville jeg dreje mod det. Jeg havde grønt lys og begyndte at køre frem, men en modkørende mente, han godt kunne nå over, inden jeg kom. Det var virkelig tæt på, at vi stødte sammen. Han måtte op på bremsen og dreje skarpt til venstre. Jeg så i ånden at min gode gamle bil ville blive ramt i den side, hvor Henriette sad, og blev helt varm. - Puh ha, det var tæt på, og jeg måtte ind og holde et stykke tid. Vi blev enige om at køre hjem til hotellet. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at køre mere. Vi nåede dog at få en sandwich i udkanten af byen. Henriette var ellers svinet godt til, altså hun havde taget sit fine tøj på, som skulle hun ud og vise sig frem. Det blev ikke en drøm, men et mareridt, og sengen var min bedste ven den dag.

Næste morgen var jeg frisk som en ål og vred mig for at komme ud og køre igen. Jeg ville ikke blive bange for at køre bil, og Wörlitz var første mål. 3 euro måtte jeg betale for at sætte bilen, men så kunne vi også gå en tur på 2 timer uden at tænke på andre udgifter. Vi vandrede i en af de mange parker og mødte en kirke, hvor andre turister også havde planlagt at gå ind. Parkerne her omkring er virkelig kæmpestore, og der kan sagtens gå timer under trækronerne, men vi ville dog se andet, og derfor så blev målet Dessau. Her parkerede vi ved en kirke og betalte 2 euro. Vi traskede rundt i byen, der havde ret så meget at se på, og jeg opdagede, at vi bare kunne parkere 50 meter fra bilen, helt gratis. Det var altså surt at opdage. Nå men vi lod bilen være og slappede af ved slottet, hvor vi indtog middagsmaden, der, godt gættet, var en sandwich med frikadelle. Vi kørte hjem til hotellet, sov en stund og tog så ned til Wittenberg for at se herlighederne igen, igen. Vi sagde farvel til byen og lovede ikke at komme der mere, for der var jo så mange andre lige så spændende steder vi hellere ville besøge. Solen var stadig vores ven, og derfor så valgte vi at spise udenfor på Hotellet. 2 øl til hver og en wienersnitsel med blomkål blev sat til livs. Godt mætte begav vi os til vores værelse. En aftentur i den lille landsby, hvor vi forventede at se – og høre - køerne, der muhede for os, eller hanen, der galede som en gal høne, men de var alle gået til ro og agtede ikke at lade sig beglo. Kun nogle småpiger havde ladet os se deres malerier på gaden, hvor de nok så fint havde skrevet deres navne. Vi pakkede og gjorde os klar til at rejse hjem næste dag.

På hjemturen ville vi besøge Renate, Detlef og Oma, og gps`en sørgede for, at vi fandt dem ret hurtigt. Vi kørte ellers gennem Berlin, og der var ganske god trafik. Gensynsglæden var stor i den lille familie. Vi blev budt på kaffe, og de ville gerne have os til at bo der natten over. Oma inviterede os på mad nede i byen, men vi takkede nej, da vi jo genre ville hjem samme dag. Efter et besøg hos Oma, så lakkede vores ferietur ud. Godt trætte kunne vi se vores have an, og ellers var det bare om at komme hjem i seng.

Søndag blev en slappedag, og regnen havde langt om længe fundet ud af, at vi gerne ville have den. Hverdagen var atter over os i dommervænget 22 d. Efter næsten 3 dage blev det igen til normale dage. Vi så filmene igennem, og jeg startede med at lave en lille hyggelig film om Oma, Renate og Detlef. Den skulle de se, når de kom her til vores hjem. Hver dag tog vi ud i haven, efter vi havde spist en rigtig skøn yoghurt, som kun vi kunne lave, og derefter så tog vi kaffen ude i solen. Vi havde selvfølgelig vore kameraer med, og så skete der det, der aldrig må ske. Jeg rodede med kameraet, og pludselig så var jeg inde i noget, hvor der skulle tages en beslutning. Jeg havde ikke briller på og kunne ikke se, hvad der stod med småt, jeg trykkede på knappen og tænkte så ikke mere på problemet. Dagen efter, hvor jeg ville lave en film om Wittenberg, så opdagede jeg, at den ikke fandtes mere. Jeg mente dog, at jeg havde gemt masteren på computeren og ledte efter den. Men den var der bare ikke. Så var der kun HDD, og der måtte den da være, for vi havde jo set den sammen, da vi kom hjem. Jeg kunne ikke finde filmen, og så blev jeg meget varm. Jeg huskede nemlig, at jeg havde renset op i HDD, og alle de film, der ikke hed noget, blev slettet. Henriette havde da givet filmen navnet Wittenberg, var jeg sikker på. Men det havde hun bare ikke. Vi måtte derfor erkende, at samtlige optagelser fra vores tur var pist væk. Borte og ville aldrig kunne komme til verden igen. Selv os, der var så forsigtige, kunne lave noget skidt. Øv, øv og atter øv. Der var kun stilbilleder tilbage, og derfor så måtte vi tage turen om igen. Men hvornår?

Vi kunne ikke holde os i skinnet, for næste gang Henriette havde 5 dage fri, så tog vi en tur til Sverige. Ängelholm hed byen, og vi fandt et rigtig godt hotel. River Side Hotel, og det lå sandelig nede ved floden. Klokken var endnu ikke slået 12, så vi måtte vente på terrassen, med at bese værelset nr. 1, og da vi kom indenfor, blev vi da overraskede. Dejlig lyst og med en udvendig balkon, hvor masser af blomster prydede udsigten ned til floden. Jamen det var da fundet for disse svenske penge, der svarede til ca. 600 danske kroner. Efter en lille lur, så skulle vi da se byen lidt an, og det blev til en flodtur rundt om. Ängelholm er nu ikke er særlig stor by, og vi var ret hurtige til at opdage, at vi sagtens kunne få set det hele på een dag, men vi havde nu taget 2 nætter på hotellet.
Vores middagsmad, købte vi i en Ica, som havde nogle dejlige sandwich med russisk salat og frikadeller. Med rimelige svenske øl, blev vores mad selvfølgelig nydt ude på balkonen. Dagen efter var det så kirken og ”Torget”, der fik vores besøg. Hyggeligt som bare f.... Vi var da også ude og se på byens natursted, Hembygdsparken, hvor der gik ged i det. Flere af disse dyrearter artede sig ganske normalt. Ænder i alle former og arter havde travlt med at nedsynke maden. Fugle sang i vilden sky, og det var bare så naturligt alt sammen. Vi fandt så ud af at tage til Herrevad kloster, for den manglede lidt film, men der kom nu ikke meget film denne gang, eftersom der var lukket af de fleste steder. Man var i gang med at restaurere hele området. Jamen så tog vi da bare til Trollenäs, for vejret var jo lige til at tage skønne billeder. De hovedløse Trolle på muren fejlede ikke noget, men jeg havde et mål om at få bedre billeder fra kapellet. Henriette tog i døren, men hun fik ikke noget ud af denne anstrengelse. Døren var og forblev låst. Her var man sørme også i gang med at reparere. Så kunne det da også være det samme. Vi blev enige om at tage til Marieholm for at se på værelse for natten. Her var der børnefødselsdag, og gæstgivergården havde lukket for i dag. Jamen så ville vi da ikke sove der, var vi enige om. Bilen kørte os til Lund. Her kunne vi sikkert finde et hotel og senere kikke på byen. Gps´en, kunne ikke finde nogen hoteller og gik nærmest i sort. Vi endte med at køre forbi flere steder, i den forkerte retning. På en P-plads, satte vi bilen og gik ind til Domkirken. Jeg ville gerne have nogle billeder fra kælderen. Der var masser af batteri tilbage, og jeg filmede løs i hele kirken. Da vi skulle gå ned i kælderen, så vi en snor, som lige var sat op. Ingen adgang før om 2 timer. En dame kom også hen til os og fortalte, at vi desværre ikke kunne gå derned. Jamen, det var jo næsten en Thygo Brahes dag vi havde haft. Vi fandt bilen, og efter at have spist en sandwich der ikke var lige så god som i Ängelholm, så blev vi enige om at køre hjem. Klokken var endnu ikke så mange, og da det jo var fredag, så ville vi køre til Bilka i Hundige. For aftentrafikken ville vi helst undgå. Da vi kom til parkeringspladsen, var der ingen biler. Kun en enkelt pige stod og ventede på nogen. Pludselig gik det op for mig. Det var jo d.5. juni. Grundlovsdag. Alle forretninger havde lukket fra middag.
Slukørede kørte vi den slagne vej hjem. På altanen fik vi en bøf, der virkelig ville noget. At den blev skyllet ned med en kold øl, gjorde den bestemt ikke dårligere.
Vores Sverigestur var slut. Trods alle ærgrelser, så var det alligevel en god og oplevelsesrig tur.

Året 2008

Vi besøger en hyggelig lille russisk landsby, hvor disse farvestrålende russere synger og danser for os.

Den 2. juli 2008 kørte vi ind til lufthavnen, satte bilen i P17 og tog derpå bussen til terminal 3. SAS skulle flyve os til Bergen, og der var ingen problemer med denne tur. Vejret var alle tiders, og vi kom ud til varme og sol. 160 kroner for at komme fra lufthavnen og ind til Bergen, var lidt dyrt, syntes vi, men det var vand i forhold til, hvad vi senere blev udsat for. Vi fandt hurtigt vores hotel Scandic Bergen City, som var et godt hotel. Gode værelser og rigtig fin morgenmad. Vi kunne nu ikke få værelset før om eftermiddagen, og da klokken kun var 10.30, så satte vi bagagen ind til opbevaring, og vi gik ud i den skønne by. Torvet, Festpladsen, Bryggen, Havnen og de små hyggelige huse, slentrede vi så stille og roligt i, mens tiden fór af sted.
Da vi fik værelset, så var det til middagsluren. Varmen var ret slem, og derfor var det da alle tiders, at der var aircondition. Jeg ringede så til min bror, Villy, og vi aftalte, at han kom ned og hentede os ved bussen i Øystese torsdag klokken 11.05.

Vi skulle nu have lidt mad og gik ind til en Mac Donalds. 2 menuer almindelige bøf m/ost. Pris 200 kroner. Så meget har jeg nu aldrig givet for bøffer før, og det gik først op for os senere, at de var så dyre, fordi vi spiste dem indendørs. Der var beskidt og ulækkert, og jeg havde ikke lyst til at spise op. Havde vi dog bare taget bøffen med ud, så ville prisen være det halve. 100 kroner.
At køre med bus var også en dyr fornøjelse. Der er ca. 80 kilometer til min bror, og vi måtte betale 246 kroner hver vej for denne transport. ”Kom til Norge min søn, og du vil blive fattig, før du tror det”. Nå, men vi blev hentet og havde en rigtig god dag hos Villy og Hilda. Kaffe med brød og vafler blev fortæret, og vi fik 1 time nede i selve byen, inden vi skulle spise hos brormand. Hjortekager, der bare smager, og som afslutning IS. Jamen det smagte, så godt og blev siddende i kroppen et stykke tid.
Hjem igen, og så hed det ellers Bergen resten af ferien. Hver dag var vejret i top, solen ville ingen ende tage. Vi fandt dog ind under trækronerne eller under skygge de steder, vi kunne komme det.
Vi var meget overraskede ved synet af de mange indvandrere, der fyldte bybilledet. De ikke kun fyldte op, nej, det var faktisk dem, der satte dagsordenen. I store flokke, havde de simpelthen overtaget gaderne. De snakkede ikke norsk, så hvis vi ville høre dette sprog, så måtte vi gå ind i en forretning, hvor vi kunne være heldige at kunne forstå hinanden. At de råbte og skreg, var til at leve med, men jeg blev lidt gal i skralden over, at de smadrede blomsterkummer efter for godt befindende. Malede og ødelagde bænke, og grinede højlydt over deres handlinger. Jeg må erkende, at de faktisk virkede meget skræmmende, så derfor var vi hurtige om at gå fra deres områder. Jeg kan godt forstå, at der er mange fremskridtfolk i Norge.
Nå, men vi fik dog en rigtig god ferie ud af det på trods af dem, og søndag aften var vi atter hjemme i vores dejlige lejlighed. Vi havde lige betalt vores rejse til Rusland, det var nu mange penge på een gang. 26.000 kroner for 9 dage, men nu var vi sikre på, at turen ville blive til noget.

Onsdag d. 13. august smuttede vi lige ned til Amsterdam. Jeg skal love for, at denne by var så anderledes end andre storbyer. De mange kanaler, der omkransede bymidten, var ganske hyggelige og under dem sejlede der hele tiden turistbåde. At bo på en kanal i et bådhus er noget mange har valgt. Det var nok ikke billigt, men man var midt i byen og havde sit eget. Husene langs kanalerne stod på pæle, men ret så mange af dem var blevet ret skæve. Så selvom man stak pælene op til 30 meter ned i sumpen, så var det altså ikke nok. Alle husene var sørme også sikret med en kran på toppen, og den var blevet anvendt mange gange, når folk skulle have store ting ind i lejligheden. men nu havde man stiger, som automatisk blev ført til tops.
Hvis vi troede, vi kunne gå og nyde det, mens vi kikkede på herlighederne, så tro om igen. Hele tiden skulle vi have øje med cyklisterne. Der var virkelig mange af dem. Kraftige cykler med kasser, ekstra plads til børn og hunde stod lænket til alt, hvad man kunne finde. Eller de for af sted, som om det var dem, der havde fortrinsret. Det havde de også, og her var det os gående, som skulle passe på. Til gengæld så var der ikke ret mange biler i gaderne. Man havde simpelthen ikke råd til at komme af med bilen. En parkeringsplads kostede mere end 30-40 kroner i timen. Jamen sporvognene var da de eneste, man kunne regne med. De veg ikke fra sporet, og larmede heller ikke. Jamen her var der ingen dårlig luft, og det var jo virkelig skønt.
Jeg havde så valgt et hotel med 2 stjerner, tæt ved Rembrandts plads. Det viste sig hurtigt, at der kun var 1 stjerne, og vi fik et værelse på 1 sal med 4 senge, så vi næsten ikke kunne komme frem og tilbage. Der var ikke rene lagner, og der var blod på madrassen. Men det værste var dog, at fra klokken ca. 22 og til klokken 05 var der trommeri for alle pengene. Selvom vi brugte ørepropper, så gik trommerne ind, som havde de betalt for det. Sidste nat fik vi dog et andet værelse, og det var oppe på 3. sal, hvor vi skulle gå ad ganske smalle trapper uden gelænder. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvis der gik ild i huset. Vi havde kun et vindue med et fald på 5-6 meter. Nu skete det jo ikke, men HVIS....
Vi havde mange gode dage og var på kanaltur, som var alle tiders. Zoo, eller dyrehaven, som de kaldte den, fik også vores besøg. Søndag var hjemtur men ganske lang, da vi først skulle med flyet klokken 18.40. Vi lærte meget på denne tur, og arbejdet kaldte for Henriette. 
August var ved at rinde ud, og nu talte vi dagene og timerne til, vi skulle på vores Ruslandstur. Tidligt søndag morgen, ville vi forlade Roskilde, og et eventyr ventede os. Hvor vi dog glædede os...

Rusland kalder.

Efter at have sat bilen i parkering nr. 12, gik vi ned for at melde os til rejselederen, der hed Bent Holm. Vi blev tjekket ind og havde rigeligt med tid, inden flyet lettede.
Ved 2-tiden ankom vi så til Sankt Petersborg, og selvfølgelig havde vi sat uret 2 timer tilbage. Efter et særligt tjek af visum hos en ”Stram-i-masken” kvinde, blev vi løsladt i den ganske lille lufthavn. En bus holdt, og vi fik vores bagage ind. Efter godt 1 time ankom vi til skibet. Et orkester med en ganske sød pige, der havde et brød i favnen, bød os velkommen. Jeg dyppede brødet i salt og nød krummerne, mens en russisk melodi brusede ud mod os. Vi fandt vores kahyt og rynkede lidt på næsen, for den så nu noget bette ud. Tænke sig, at vi skulle være her i 10 nætter. Vi så efter i alle kroge, og da der jo kun var et toilet, så var det da hurtigt overstået. Der stod, at der var bad, men hvor? Jo der var en lille bruser med en lang slange, og den skulle såmænd bare sættes på en krog, og et forhæng skulle så dække for wc`et og døren. Det var altså bad. Køjerne var smalle, og der var altså ikke plads til 2 i en, så vi måtte se i øjnene, at vi ikke skulle have nærkontakt de næste dage og nætter.
Vi skulle være i byen de næste 3 dage, og derfor så ville vi bruge vores ankomst på at se den omliggende by efter i sømmene. Det blev nu en kort tur, for det begyndte at regne, og da det endda også var ret koldt, så fandt vi hurtigt ned i kahytten igen. Vores første middag kaldte, og vi fandt os en plads mellem 3 andre gæster. Der var bare ingen borde med kun 2 kuverter. Nej der var sørme dækket op til 6 personer ved samtlige borde.
Der var nogle, som ønskede at sidde sammen, og derfor så blev vi bedt om at finde et andet bord. Helt oppe ved døren ind til køkkenet var der lige plads til os. Vi hilste på vore nye spisevenner. Det var 2 par, som virkede ganske hyggelige.

Det startede ganske koldt og regnfuldt, men da vi jo havde taget et bedre vejr med os hjemmefra, så kom solen og varmen. Flere turister havde bare ikke taget varmt tøj med, og de måtte så købe noget russisk, og det så ganske varmt ud.
Sankt Petersborg, der jo ligger i en sump, er ganske forurenet, og derfor så kom der andre boller på suppen, da vi sejlede mod nord. Jamen det er altså et stort land, og vi oplevede både næsten ubeboede øer og små landsbyer, der kun havde os turister som indtægt.
Moskva er en kæmpestor by, og de har endnu flere problemer med bilerne. Bare for at køre ca. 20 kilometer, varede det mere end 3 timer, og det kunne få alle til at tænke på, hvor nemt vi endnu har det hjemme i lille Dannevang.
Den røde plads var lukket, mens vi var der, og det eneste lyspunkt var, at vi havde mere end 30 grader i skyggen. Og så er det altså ikke særligt sjovt at sidde i en bus, i flere timer. Men da vejret igen viste sig fra den kolde side, så sluttede vi ferien af med kulde og masser af vand. Det var virkelig en skøn tur, men allerskønnest det at komme hjem igen.

Sort sol.

Efter vi havde slappet af nogle dage, så ville vi altså en tur til Jylland. Sort sol tiltrak os, og derfor så havde vi bestilt et værelse på Bork kro 3 dage og nætter. Vi ankom onsdag eftermiddag og var ganske begejstrede for den udsigt, vi pludselig fik. At værelset var stort og hyggeligt, var da skønt, men at vi også skulle have udvendig terrasse, havde vi slet ikke drømt om. Jo, vi kunne sidde udenfor og nyde udsigten til 3 sider, og ikke mindre end 6 stole og 3 borde var til vores rådighed. Samme dag vi ankom, smuttede vi til Tipperne. En masse køer havde deres gang og spisested der, og det var et kæmpestort område, som var fredet. Vi så nu ingen vilde dyr, men kun en enkelt ko, der havde forviklet sig udenfor markområdet. Lidt forvirret ledte den efter et hul i hegnet, så den kunne komme ind til sine venner igen. Vi kørte derefter til Blåvandshuk, Hvide Sande og sluttede af i Ringkøbing.
Morgenmaden på hotellet var fin, og vi drog så til Ribe, Varde og andre mindre byer.
Dagen efter ville vi prøve at finde Niels, der gravede lidt udenfor Varde, men han måtte have gravet sig selv ned, for vi kunne ikke finde ham. Derimod, så filmede vi Varde i miniformat. Den sidste dag spiste vi snitsler på kroen, og de var utrolig store. Jeg måtte lade det halve gå ud igen.
Hjemturen gik over Silkeborg, hvor jeg mistede min kasket. Risskov og Hørning var de steder, hvor vi holdt pauser, og det var da skønt at se hjemegnen igen.

D. 17. december tog vi så til Malaga. Vi var som HC Andersen meget glade for denne by, så 5 dage var lige sagen. Vi boede på samme hotel som i foråret, og det var ret skønt at gense værelset, som dog havde en lidt anderledes udsmykning. Torsdag tog vi til Ronda med bussen. Mere end 5 timers transport på een dag, var næsten lige så barsk som flyveturen herned. Vi besøgte tyrefægterarenaen, og det føltes lidt mærkeligt at stå midt inde, hvor man nedlagde de stakkels dyr. Fredag gik vi mere end 11 kilometer. Botanisk have lå udenfor byen, og da vi ikke ville betale for at komme derud, ja, så gik vi da. Selve Malaga var naturligvis i julehumør. Gågaden var fyldt med mennesker og julemanden i forskellige figurer, til børn og andre juleglade tobenede.

Selve julen holdt vi ved, at Henriette var på arbejde og jeg sad og lavede film, det var alle tiders jul. 

Året 2009

Vallettas skønne havn emmer bare af historisk stemning. Og jeg hopper ganske enkelt helt tilbage til malteserriddernes storhedstid.

Vi skålede godt nytår, og allerede d. 4. januar tog vi til Tenerife. Samme hotel som sidste år, og denne gang var det med Spies. Med en stor kuffert og tøj til de kølige aftner gik der hurtigt 14 dage. Med lidt regn men mest sol, genså vi mange af stederne. Teide havde sørme også vores besøg, og Henriette havde lidt svært ved at følge ruten, der var ganske barsk. Hovedstaden havde slet ikke så mange arbejder i gang, og det var ganske rart, at der ikke var så mange tildækkede huse.
Der var kun een ting, som var dårlig ved Tenerife. Det var turen derned og hjem. Det var jo døden at sidde med krampe og lugte til de mange prutter, som alle listede ud. Det var bare om at lade luften cirkulere. Hjemme igen, og her var vejret så dansk, koldt og trist. Men vi havde heldigvis masser at lave med vore film. 
Men så den 11. marts klokken 6.00 kørte vi igen til Kastrup lufthavn, satte bilen og gik ind i et SAS fly. Milano kaldte, og denne gang var det foråret, som havde fået fat dernede. At borgerne først så solen netop denne dag, var en anden sag, men hernede startede det herlige vejr med glans. Nuvel vi skulle da have lidt overtøj på, men hvor var det dog skønt at gå og blive varmet af den dejlige sol. Vi havde 5 skønne dage og var nu klar til at byde foråret velkommen til Danmark.
Et besøg på byens kirkegård fik os ellers til at tænke på, om ikke vi er lidt nærige, når vi sender vores familie til graven. En bette sten og nogle få ord er, hvad vi orker, men hernede er der folk som bruger millioner på de døde. Små slotte og sten, der kan få selv kunstnere til at blive helt vilde i øjnene. Det var da fantastisk at flotte sig med denne afdeling. Ok, der var da også små rum for de mere fattige, om man vil, men det var virkelig en oplevelse, for livet.

Vi var igen hjemme i kulden, som vist ikke havde tænkt sig at forsvinde, for der blev endda snakket om sne senere på ugen. Vi forberedte os på at vise vores film for pensionister i Svogerslev, og dette skulle foregå om tirsdagen.
Som tidligere satte vi bilen lige overfor kirken. Der blæste en vind, som kunne få Henriettes hår i vildrede, men vi kom dog helskindet ind i spejdernes hus. Det var nemlig der, at foreningen holdt til. Der var liv i køkkenet, og vi hilste på de mange, der allerede var ankommet. Knud viste os, hvor TV`et stod, og vi startede med at køre det på rette plads. Så dukkede Børge op, og han hilste hjerteligt, og vi fik det elektriske til at virke.
Der kom hele tiden nye gæster, og goddav-hilsenen fortsatte. Vi kunne jo kende dem fra sidst, og det var flere af dem ganske overraskede over. 
Forestillingen begyndte, og Henriette styrede fremvisningen ganske fint. Det kneb mere for mig at få lyd på. Enten var der for meget lyd, eller den var helt væk. Jeg fortalte om Norges historie, og vi gik i gang med Røros. Da jeg kunne mærke, at kaffeduften ligesom kaldte på mig, så holdt vi pause. Her var der blødt brød til, og snakken var hyggelig. Vi havde nu et stramt program, for Henriette skulle jo på arbejde bagefter, så filmene rullede igen. Det blev en rigtig god og hyggelig dag. Alle var så glade, og de var ligefrem kede af, vi skulle smutte. 6 flasker vin og et lille brev med en 50er, der skulle gå til benzin, havde vi under armen samt dvd-optageren.
Da vi kom ud i den friske vind, viste det sig, at den kasse jeg havde dvd`en i, ikke var særlig frisk. Hanken gik af, og optageren landede i asfalten. Straks vi kom hjem, undersøgte jeg, om dyret var gået itu. Heldige var vi, for den virkede stadig. Men der var bare nogle dvd`er, som den ikke kunne tage mere. Nu var dagen så vellykket, at vi så bort fra uheldet.
Resten af marts gik så med mindre oplevelser. Vi var inde hos storesøster Gerda og havde selvfølgelig Gurli med. Der fik vi dejlig mad som altid, og snakke det kunne hele denne familie, så der var ikke et eneste øjeblik, hvor tavsheden sejrede. Om vi var for meget sammen, havde jeg grundet lidt over, for vi havde ikke nye ting at snakke om, og ideen, der kom fra Gerda, at der skulle gå mindst 3 måneder inden næste sammenkomst, lød slet ikke utiltalende. Var der noget særligt, vi havde på hjertet, så kunne vi jo bruge knoglen.

Påsken gik i vores have. Henriette havde fri, og vi tog maden med derud. Det var et værre rod, der herskede derude, men vi ligesom havde lært at se bort fra det. Lidt efter lidt kom huset til at ligne sig selv igen. Vi besøgte Margit, der var kommet på plejehjem. Hun skulle have opereret sine hofter og havde det ikke særlig godt med det. 

Når foråret skulle opleves på den helt rigtige måde, så var der, set med vore øjne, kun eet sted, der kaldte, nemlig Paris. Derfor så tog vi flyveren derned, og det var d. 22. april efter morgenmaden. Det var alle tiders at flyve med France Air, for vi fik en lille bid mad, kage og chokolade. Vin, øl, eller sodavand og kaffe blev også nydt. Så jeg kunne ligefrem glæde mig til, vi om 5 dage skulle hjem igen.
Vores hotel havde vi lidt svært ved at finde, men det var nu fordi, at vi kom forkert ud på stationen.  Et dejligt værelse og med ro om natten, kunne vi glædes over.
Jamen selvfølgelig kunne der skrives rigtig meget om byernes by, men jeg holder mig til at sige ”det var alle tiders tur”. Alle de ting vi så og oplevede, kunne bare ikke nedskrives, det skulle prøves. Selvom vi skulle vente til søndag aften, inden turen gik mod nord, så var der ikke eet øjeblik, hvor vi kedede os. Paris ville helt sikkert se os igen. Man kunne jo ikke blive træt af denne by.

Nu skulle vi så have alle billeder på computeren, og der skulle rettes og redigeres.
Der gik kun 2 uger, inden vi igen var på farten. Vi havde indskrevet os på hotel Ærø i Svendborg. 4 nætter med 2 gange menu. 4500 kroner i alt.
Vi ankom og fandt vores værelse. Det var i stuen eller rettere på en gang ud til omgivelserne. Angående hotellets bespisning, så var morgenmaden rimelig og ikke mere. Sidste dag blev en fiasko, men det var en af pigerne, der havde sovet over sig, og intet mad kom på rette hylde. Vores menu vil jeg aldrig anbefale nogen. Vi fik "fin" mad, der ikke kunne mætte men næsten få os til at gå på burgerbar bagefter. Jeg vil, uden at sige for meget, påstå, at det er et fattigfint hotel, og kun de, der tror det er fint, kan klare at bo der. Næste gang vi vil bo i Svendborg, så bliver på hotel Garni.
Vi fik dog en god ferie, eftersom vi besøgte Fåborg, Valdemar Slot, hilste på Elvira Madigan og hendes Sparre. Jo vi sejlede da over til Ærø og gik igennem hele byen mindst 2 gange.  Og så smuttede vi lige op til Odense, hvor HC Andersen skulle ses. Hans Christian fandtes så mange steder, og vi syntes nu, han så bedst ud nede i parken, hvor baggrunden var Sankt Knuds kirke.

Søndag morgen blev frokosten indtaget i Hamohus, og hvor vi nød at være hjemme igen. Jeg begyndte at kikke efter rejser igen. Vi havde det jo med at rejse, så snart vi syntes, det var for ens at være hjemme. På nettet fandt jeg så en rejse til Rom. Et godt hotel, og med en pris vi syntes var rimelig.

Vi bestilte, og jeg havde ikke mere end lige tastet kontonummeret ind, da Henriette kom til at sige, at det da godt kunne være et problem, med mig. Jeg skulle opereres for grå stær, før vi skulle rejse, og måske kunne der blive problemer. Jeg ringede til hospitalet for at få oplysninger. Her kunne de fortælle, at jeg ikke måtte flyve eller udsætte mine øjne for nogen form for anstrengelser. Vores Romtur gik i vasken, og faktisk havde jeg lidt besvær ved at annullere rejsen. Men da jeg jo fortalte dem, at vi var faste kunder, så tog det ikke lang tid, inden vi fik aflyst, uden det kostede noget.
Jeg måtte nu se mig om efter en mand, der kunne lave det mere hårde havearbejde, hvis Henriette ikke kunne klare det.
Nu begyndte det at nærme sig, for tirsdag morgen lå jeg på en tandlægestol, og en læge skar i mit højre øje. Bange for det, nej, men lidt urolig, for jeg havde heldigvis læst om handlingen. Jeg var nu blevet opereret på mit højre øje. 3 gange måtte jeg på hospitalet og 1 gang ind til Rødovre, til et eftersyn. Det gik rigtig godt, og jeg så utrolig klart med øjet, hvorimod det venstre øje var elendigt. Om 1 måned var det så aftalt, at jeg igen skulle på bordet, og jeg glædede mig faktisk til at kunne se bedre. Det var da utroligt, så flotte vore film var blevet. Især farverne var knivskarpe.

Vi har været inde og betale for vores krydstogt op gennem Norge til Nordkap. Godt 25.000 kroner skulle vi slippe, men nu kunne vi så glæde os til turen. Da vi havde betalt, gik vi en tur inde i Nordhavn. Det var derfra, vi skulle sejle, og jeg kunne lige vise Henriette det dejlige område ved kastellet.

Vores have var fyldt med blomster, og vi havde faktisk fået vores morgenmad derude på græsplænen i flere dage. Det var bare så skønt at sidde der, mens fuglene også fik deres føde, mens de fløjtede på livet løs. April måned var ved at være på det sidste, og derfor så var tiden inde til at se andre græsgange. Vi var på farten igen, og Paris var målet. Ikke langt fra Gare du Nord lå vores hotel, og det var både hyggeligt, og så var maden ganske god, noget franskmændene ellers ikke er så gode til at lave. Vejret var fint, og bare det, at opleve denne by, er skønt.

Jeg var endnu ikke færdig med øjnene, og venstre øje fik nu en omgang. Jeg skal da ellers lige love for, at jeg så godt ud, efter denne omgang. Jeg kunne se, når det regnede, men nu kneb det så med at læse bøger. Jamen nu skulle jeg altså bruge læsebriller.  Vi måtte jo ikke tage flyveren på grund af øjnene, så derfor drog vi til Sverige. Kungälv, hvor hotellet hed Fars Hatt. Det var stegende varmt, og vi var i starten af juli. Marstrand fik vores besøg, og Trollhättan blev gået igennem flere gange, altså sluserne. Men varmen var altså barsk. 14 dage senere gik turen så til Gotland. Også denne gang var det i bil. Vi var først i Sölvesborg, Brunnsparken og Oskarshamn, hvor vi skulle bo på hotel Corallen.
En af dagene smuttede vi så over til Gotland. 3 timer tog sejlturen, som også var dyr, men da jeg fik pensionsbillet, så klarede jeg lige at holde skinnet på næsen. Selv Visby var spændende, og denne gang var det sørme også varmt. De mange ruiner i byen fik en masse turister på besøg, og da vi havde rendt byen igennem flere gange, smuttede vi igen hjem til Oskarshamn.
En bette Lollandstur på 2 dage med overnatning i en gammel skole, hvor en kunstner havde fundet ud af at have gæster, var udgangsmålet. Vi besøgte Ulla, Henriettes stedmoder, hvorefter var vi i Nysted, og faktisk startede vi på Møns klint og Liselundparken, og det var skønt at se de forandringer, der var sket siden sidste gang, vi var der. Kirken som Elmelunde fik lige et hurtigt besøg.

Jeg havde været på nettet, og der var ture i bus til Stettin og Berlin. Da vi ikke kunne finde ud af, hvilken by vi skulle besøge, så bestilte vi til begge byer, og vi drog til Stettin d. 13. august. 9 timer tog turen derned. Vi boede på Ibis hotel og var godt tilfredse med alt. Det vi gik mest op i var morgenmaden, og den kunne der altså ikke klages over. Det blev til en billig tur, eftersom byens forretninger har lukket om lørdagen og søndagen. Så vi nåede kun at bruge 200 kroner i alt. Polske byer var altså noget at skrive hjem om. Gamle huse, der burde have en ansigtsløftning, og fliser, som burde skiftes ud, det kunne ikke benægtes. Men eet gode var der dog i byen. Vi så ikke een eneste indvandrer, ingen, der gik med burka eller tørklæde. Der var simpelthen ingen, som ville bo i dette fattige land. Her fik man nemlig ikke penge, så snart man ankom til landet.
Selv borgere, som er indfødte, kan se frem til en fattig alderdom, hvis de ikke har lagt penge til side, mens tid var. Jeg så massevis af gamle tandløse borgere, der aldrig har haft råd til andet end at se et tandlægeskilt. Det var faktisk en bustur, som havde eet emne, Tandlægebesøg. Folk sad i bussen og snakkede om, hvor mange penge de sparede ved at tage herned. Vi kunne bestemt ikke klage over vejret eller maden, så vores tur var også en succes. Nu skulle vi lige i haven nogle dage, inden turen til Nordkap kaldte. Posten havde været her med en masse fra rejseselskabet om turen, og dette skulle selvfølgelig gennemlæses.

Vi sejlede så helt op til Nordkap, og jeg vil bare lige sige, " det var en tur for livet" med et italiensk skib, der var så flot og stilfuldt. Vi levede som millionærer, og spiste fint hver dag. Jeg kan kun anbefale denne tur på det kraftigste. 12 dage var ikke en dag for meget. Desværre var vejret ikke det bedste i Nordkap, men det var normalt med regn og tåge. 
Vi hvilede ud nogle dage og tog så en bustur til Berlin. Her brugte vi undergrunden til Potsdam med de mange dejlige parker, det var rigtig skønt at besøge igen. Vi boede godt, og maden var fin. Et besøg hos vores venner i Karow, var vellykket. De blev meget glade for at se os. Hjemturen var mere barsk, og vi er blevet enige om, at næste gang, vi skulle ud i Europa, så blev det i vores bil.
Nå men Henriette skulle jo arbejde, og derfor gik der 5 dage, uden vi var på farten. Jeg så på nettet, at Motel Højer havde værelser, og derfor så bestilte jeg en nat fredag d. 25. sep. 2009. Vi ville jo se sort sol og kørte ned til Tyskland. Ved Calle, mødte vi masser af mennesker, der, som os, ville se fugle.
Ude i horisonten var der tusindvis af stære, og vi stirrede os næsten blinde. De havde bare travlt med at lande, og kun få gange viste de kunster, som vi slugte med øjnene. dagen efter tog vi til Bork, hvor Ål i massevis kom på bordet. Vi spiste næsten op og var ved at sprænges. Vi overnattede på hotellet og kørte hjem dagen efter.

Nu var tiden så inde til at lave film. Vi skulle jo snart vise Nepalfilm, og de var endnu ikke lavet eller indtalt. Vi skulle også vise en anden film om Rusland, og disse film var heldigvis færdige. Vi skulle bare lige læse lidt for at fortælle om turen.
Jamen vi skulle da også lige fejre Henriettes 50 årsdag. Mine 2 søstre var eneste gæster, og vi havde en rigtig god dag, med masser af gaver, både til barnet og mig.
Vi fik rigtig god mad og havde det sørme festligt, men der var også pyntet op som aldrig før. Vi fik så nogle dage til at lave film i. Flere indtalinger, som var ommere, kom på plads. 

D. 22. oktober så satte vi kurs mod Malta og havde en mellemlanding i Frankfurt. Da vi landede på Øen, var det meget blæsende men også meget varmt. Det var let at finde den gamle bus, som havde Valletta som mål. Vi gav mindre end 1 euro for turen, helt nøjagtigt var det 96 cent. Der var mere end 10 kilometer, så billetten var da billig. Det var meget let at finde vores hotel, der hed Osborne med 3 stjerner, 4 sal værelse 405 lige ved elevatoren. Vi blev meget overraskede over den gode morgenmad, som blev nydt i fulde drag. Kaffen var så skøn, at vi drak flere kopper hver dag.

Malta er en ø, der slet ikke ligner andre øer. Selv husene er anderledes. Så at sige alle lejligheder har en slags karnap, hvor beboerne kan sidde og kikke ned på gadelivet. Intet skal man gå glip af. Johanniterordenen har hovedsæde her, eller de havde det, dengang de var på toppen. Byerne er faktisk først kommet efter, man lokkede folk hertil, med billige grunde. Alle fæstningerne har disse tempelriddere selv bygget. Vi nåede at kende det meste af byen, der også er hovedstad for Landet. De berømte 3 byer smuttede vi da også ud til, og det blev endda til to ture. Mdina er en festlig by med bymur omkring sig og fuldstændig som dengang, den blev bygget. Her kommer turister for at se på herlighederne, og der er rigeligt med seværdigheder.
En uge var lang tid på så lille en ø, men som altid, så gik tiden hurtigt for os. En af de oplevelser, vi havde, skal da lige nedfældes. Vi besøgte en kirke i Valletta, og da vi jo filmer alt, hvad vi ser, så kørte begge vore kameraer på livet løs. En gammel mand, som sad ved indgangen, begyndte at råbe til Henriette. Han ville have nogle penge, forstod jeg. Vi lod som ingenting, og jeg kikkede efter, om der kunne være et skilt med fotoforbud. Jo, der var flere skilte, hvor is ikke måtte spises herinde, og selv hunde var ikke velkomne, men der var intet om fotografering med eller uden blitz. Da vi var færdige og ville forlade kirken, skulle vi altså forbi den gale mand. Han blev meget højrøstet og viste mig sin lille skål, hvor han forventede, jeg gav et bidrag.
Nu var jeg også blevet lidt gal på hans råben, og jeg forsøgte at sige til ham, at der jo ingen skilte var, og at han derfor ikke skulle forvente almisse fra min lomme.
Han blev ved at råbe, og vi listede af. Dagen efter, hvor vi skulle hjem, mødte vi sørme den gale mand igen. Nu sad han ved rattet i den bus, der skulle køre os til lufthavnen. Jeg troede ikke, at tiggeren også havde sin egen bus.
Jeg gav ham 1 euro og forventede at få penge tilbage, 6 cent. Men han ville have flere penge. Jeg skulle betale 35 cent for vores håndkuffert. Da det jo var hans bus, så kunne jeg ikke nægte, eller gjorde jeg det, så ville han smide os ud, og hjem det ville vi altså. Jeg havde kun en 2 euro og gav ham den. Han kunne selvfølgelig ikke regne, og efter lang tid fik jeg nogle få cent tilbage, hvorpå jeg begyndte at brokke mig. Forvirret gav han mig lidt flere cent, men slet ikke nok. Jeg opgav, og han vandt både penge og min sårede stolthed. Nu var det ikke pengene, men måden han snød os på. Malta er meget billig at holde ferie på, og vi havde aldrig før haft så billig en ferie.
Det var sørme skønt at være hjemme igen, og nu ville vi ikke ud og rejse i flere måneder.

Jeg havde dog lige været på nettet, og et krydstogt til Caribien med verdens største skib, begyndte at tage form. Vi skulle jo have noget at glæde os til. Nu nærmede julen sig hastigt, for vi havde d. 13. december. Det var koldt udenfor, og jeg var i gang med at rette i erindringerne. Henriette var på arbejde, og mørket var faldet på. Vores tur til Lübeck blev aflyst på grund af for lidt tilmelding, og derfor var der ikke flere ting, vi skulle gå eller køre efter i år.
Dan havde igen udstilling, og måske ville vi tage op og se den, men hvis der faldt sne, så måtte han undvære os. Takket været vejret, så valgte vi at lade bilen stå, for nu havde jeg ikke mere kasko på den, og så var jeg heller ikke særlig glad for at køre i snevejr.

Julen var på trapperne, og Henriette gik på arbejde i nissehue og glædeligt humør. Jeg sad ved computeren og hyggede mig. Året var ved at rinde ud, og jeg må sige, at i det store hele, så har det da været endnu et godt år, som vi kunne se tilbage på. Vi har ikke rejst så meget som førhen, men når vi var ude, så oplevede vi så meget, og det er lige netop oplevelserne, jeg laver vore film efter. 

Året 2010

Allerede tirsdag d. 5. januar fløj vi til Tenerife. Denne gang var det direkte, og der var benplads nok. Vi skulle bo på Tenerife Ving, hvor vi tidligere havde boet. Det var skønt at gense øen og hotellet. Og som altid, så var det en god ferie. Der havde været storm med masser af regn, så der var ret så mange steder ar efter alt det mudder, der blev ført ned til havet. Vi kunne bare ikke blive trætte af øen, og selvfølgelig havde vi glædet vi os til at tage derned igen.

Hele februar gik med at slappe af hjemme, mens Henriette passede sit arbejde. Men så i marts måned, var vi igen på farten. Klokken 04.00 kørte vi ind til lufthavnen. Jeg satte Henriette af og kørte ud til P15 med bilen. Vi mødtes ved banken mellem terminal 2 og 3. Ole Barfod var rejseleder, og vi blev tjekket ind samlet. 43 danskere, som skulle over til Florida.
Vi mellemlandede i Amsterdam og Atlanta, og der gik der næsten 5 timer med venteri. Så kom sidste tur til Fort Lauderdale, og efter lidt problemer med bussemanden, der ikke kunne få sin buslift til at køre, så ankom vi til hotellet.
Da vi skulle have vores værelse, havde man ikke navnene op Henriette og mig, og dermed var der ingen værelser ledige. Vi måtte vente i lang tid, inden vi fik et værelse på 11. sal. - Hvilken udsigt, hvilket værelse, ja, der var 2 værelser, 2 kæmpestore TV og en altan så skøn, at vi bare ikke kunne klage over noget som helst. God morgenmad, og så så vi ellers byen efter i sømmene. Vi gik lange ture og havde næsten 2 dage der.

Så var der tid til, vi skulle ud og sejle med verdens største skib, Oasis of the Seas, og det var altså en stor oplevelse. Det var jo et flydende hotel med alt, hvad man kunne ønske sig af aktiviteter og mad. Vi havde udvendig kahyt og sad tit der og nød udsigten. Vejret var bare godt, rigtig varmt, så varmt, at vi tit måtte gå indendørs. 
Sankt Thomas var jeg nu lidt skuffet over. Der var meget fattigdom og elendighed i kølvandet. Næste ø var det samme, og jeg vil sige, at besøgene var ikke særlig spændende, men derimod sejlturen. Søndag d. 28. marts kom vi hjem igen, og der gik flere dage, inden vi fandt rytmen igen.

Påsken var over os, og vi havde været ude i kolonihaven flere gange. Nu skete der noget derude. 

Vi havde købt flyvebilletter og hotel i Marseille og var klar til at tage af sted, men så var der pludselig en vulkan i Island, som var i udbrud, og der var så meget aske fra den, at lufthavnene blev lukket. Farvel til denne tur, og pengene fik vi heldigvis retur. Foråret gik, og vi skulle helt hen til juni måned, inden vi igen tog på tur. Bilen kørte os til Göteborg, hvor vi boede på et hotel i 3 dage. Vi fik set det meste af byen og havde det faktisk ganske fint. Men i TV mente man, at der ville komme regn som aldrig før, og derfor så besluttede vi os for at tage hjem, dagen før vi ellers skulle. Vi vinkede farvel efter at have betalt hotelregningen, som ikke blev mindre og var hjemme, inden uvejret brød ud. Nu gik der så næsten en måned, før vi igen tog på tur. Denne gang skulle vi med tog til Nordhavn, hvor skibet Azamara Journey ventede på os. Først besøgte vi Geiranger i Norge, og gensynet var dejligt. Vi fik en masse gode billeder og måtte erkende, at selvom vi havde været der før, så var det alle tiders oplevelse. Vi sejlede så til Skotland Lerwik og hyggede os i denne by. Kursen blev så sat til Island, og 2 byer fik vores besøg. Så hed det Færøerne, og her var en sejltur mellem klipperne alle tiders. Igen kom vi til en skotsk ø, inden vi landede i København. Jamen, det var vist den bedste tur dette år. Sommeren gik for det meste ude i haven, og da vejret var fint, kunne vi bestemt ikke klage over vores liv derude. September måned kom, og d. 17. satte vi så kursen mod Amerika igen. Denne gang skulle vi til Vancouver, hvor et skib ventede på os. Op til Alaska og se pas og gletsjere, hvaler og andre sjove fisk, laks, delfiner, og hvad der ellers kan svømme. Skibet sejlede os så langt ned af vestkysten. Og fra minusgrader til meget varmt vejr mærkede vi forskellen. San Francisco er bare en dejlig by med masser af seværdigheder. Vi rendte rundt om højhusene og så parker, som kun findes ”over der”. Rigtig amerikansk. Så sejlede vi igen mod syd og sluttede lidt nord for Los Angeles. Med bus kørte vi ind i byen og så gaden med alle skuespillernes aftryk. Medens varmen var ved at tage livet af os, kørte vi så til flyvepladsen og smuttede hjem efter mange timers stillesiddende virksomhed. Vi fandt så os selv efter nogle dage, der ligeså godt kunne være nætter. Jeg havde bestemt svært ved at omstille mig.

November måned blev en måned jeg aldrig vil glemme. Jeg havde svært ved at komme af med vandet. Det var et cirkus, hver gang jeg gik på toilettet. Varme på maven, massage og kikken ned i toilettet i timevis, var ved at gøre livet surt. Lørdag d. 20. november gik det helt galt. Jeg havde ellers troet, at en tur ned i byen ville få mig til at virke med tissetøjet. Men ak nej, det blev langt værre. Jeg måtte til sidst ringe til lægevagten. Han kom heldigvis, inden der gik lang tid. Lægen forsøgte at lægge et kateter op, men det lykkedes bare ikke, 3 gange uden held, og så sendte han mig på hospitalet. Vi kørte selv derop, og hvor var det skønt, at jeg fik hul på blæren. Den havde været uhyggelig spændt, og der kom mere end 1.100 milliliter ud. Det var i sidste øjeblik, jeg klarede det, og derfor så ville man beholde mig på sygehuset natten over. Henriette støttede mig hele tiden, og vi havde for første gang den oplevelse at sove hver for sig en hel nat. Jamen det var da væmmeligt. Dagen efter kom jeg hjem og skulle gå en uge, inden jeg skulle op og prøve at klare mig selv igen. Dette forsøg var ikke godt. Min blære var blevet meget slap, og jeg kunne slet ikke komme af med ret meget ad gangen. Vi blev så enige om, at der skulle gå 2 måneder, inden jeg igen skulle prøve at være normal. Jeg havde kateter på og fik det skiftet en gang om ugen. Det var bestemt ikke sjovt at rende med det hele tiden, men jeg kom da af med vandet. Jeg kunne ikke gå så meget og følte mig faktisk som en grøntsag. Det var svært at fungere, når man ikke kunne få returmaden ud på andre måder. Jeg spiste afføringspiller, øv. Når, men julen var her, og jeg havde kun 5 uger tilbage, inden jeg skulle på hospitalet igen. Gik det ikke godt næste gang, så kunne jeg forvente at skulle til Skodsborg og høvles, - altså min prostata. Vores tur til Egypten måtte vi aflyse, og selvom vi havde betalt hele rejsen, så fik vi ikke een krone retur. Men skidt med det, jeg kunne ikke drømme om at sidde dernede og ikke kunne komme af med vandet. Nu skulle jeg altså ikke bare klage over alt, for faktisk så fik vi pengene retur fra vores rejse. Jeg havde skrevet om min sygdom, og det måtte have virket, for de sendte sørme en check. 

2011

Året 2010 sluttede lidt skævt, men hvis alt gik godt, så kunne vi måske se frem til en tur til Rusland med skib til sommer. Jeg havde stadig problemer med vandet, og efter jeg havde besøgt hospitalet flere gange, så skulle jeg nu selv tømme mig 2 gange om dagen. Jeg skulle dog op til undersøgelse igen sidst i maj måned og så håbede jeg at kunne fortsætte med at tømme mig selv resten af livet. Det var slet ikke så slemt, som det kunne blive med en gang høvling. Vi havde brugt meget tid ude i haven, og den var blevet rigtig flot. Der var godt nok mange skvalderkål, men dem skulle jeg nu nok få kål på. Da jeg ikke var særlig god til det med rejser, så blev det kun til små ture her i Danmark. Vi var i Frederiksborg og Fredensborg, hvor vi filmede dejlige motiver, da vejret var strålende. Selv Esrum kloster fik vi set igen. Sidste tur i maj måned var Vallø park, og den var altid værd at besøge.
Jeg var igen på hospitalet og en prøve viste, at der ikke var tegn på kræft, hvilket betød, at jeg snart skulle til Skodsborg og opereres. Jeg ville få et brev om tid og sted, sagde overlæge Tom Christensen. Jeg ventede i 2 uger, og så ringede jeg til Skodsborg for at høre dem, om de havde fået besked. De havde ingen med mit navn eller cpr-nummer og sagde, at jeg skulle kontakte hospitalet igen. Det viste sig, at man ikke havde sendt min journal videre, og man gav endda Lægen skylden. At det ellers var kontoret, der foretog disse poster, sagde den søde dame intet om. Der gik igen 2 uger, men så fik jeg brev fra Skodsborg om, at jeg skulle til en forundersøgelse.
Vi kørte derind, og Overlæge John Aabeck tog imod os. Jeg havde haft ham før jul i Roskilde, og nu var han knyttet til Skodsborg. Han lavede nogle små undersøgelser af puls, blodtryk og hvad han ellers kunne finde på. Han forklarede mig, at jeg skulle høvles, og jeg ville få besked om 2 dage. At det var torsdag, og det ikke kunne blive lørdag, at jeg skulle kontaktes, fandt jeg ok. Jeg ventede til næste uge. Men der var ingen, som kontaktede mig, Efter mere end 2 uger, så ringede jeg igen til Skodsborg for at få en forklaring. De kunne meddele mig, at John Aabeck ikke mere var læge hos dem, og at jeg slet ikke havde fået nogen tid. De ville så kontakte mig senere skriftligt. Jeg fik langt om længe det ventede brev, og der stod, at jeg skulle på bordet d. 9. august, klokken 10.00. Nu var der kun godt en uge til, jeg skulle ind og ordnes, og det glædede jeg mig da til. Men jeg var ikke sikker, før det var overstået.

Klokken var ikke 06,00, da jeg vågnede og var helt frisk. Datoen var 9. august 2011, og det var en dag, jeg havde ventet med spænding på. Jeg gik på toilettet og tømte mig for sidste gang med kateteret. Så lagde jeg mig dog igen og snakkede med Henriette, der var vågnet. Klokken var lidt over 7.00, da vi begge stod op. Jeg fandt mit tøj frem, det vil sige, det lå altså på sofaen, og så var det blot at tage det på. Rent tøj og undertøj, jo jeg havde da fod på det. Så lavede Henriette kaffe. 2 kopper, som hun selv drak. Jeg måtte ikke få noget, hverken tørt eller vådt. Vi kikkede på klokken mange gange, og da viserne stod på 8.55, så sagde jeg, at vi hellere måtte gå ned for at kikke efter Flex transport. Henriette låste døren, og vi gik ned i stueetagen. Jeg kikkede efter en særlig bil og kunne se, at der stod Flex på en almindelig sort bil. Han holdt sørme derovre, sagde jeg, og vi gik mod bilen. Manden stod ud af dyret, og jeg var hurtig om at sætte mig ved siden af førersædet. Det var altså efter, jeg havde sagt mit navn, og han havde godkendt det. ”Vi skal have en anden med os”, sagde han, og derfor drejede vi ned mod Roskilde bydel. Udfor Margrethegårdsvej nr. 26 kørte vi ind i den lille gård. En dame skulle med, og han gik ind efter hende. Da vi sad alle 3 og kørte mod København, spurgte han om, hvor hun skulle hen. ”Rigshospitalet”, sagde hun, og så skulle vi heldigvis først til Skodsborg. Vores transportmand kom fra Lolland og var en hyggelig fyr, der godt kunne snakke. Vi kom igennem krydstogter, som jeg jo havde ikke så lidt at snakke om, og især Donau-turen var han vild med at høre om. Han ville give sin kone en tur, og hun havde snakket netop om Donau. Snakketøjet stod ikke stille, og snart var vi udenfor kysthospitalet. Jeg blev læsset af og gik indenfor. Op på 2. sal og melde min ankomst.

Der var en anden mand, som ventede, og det tog ikke lang tid, inden der blev kaldt på ham. Jeg havde tid til klokken 10.00, og så fik jeg meddelelsen, at de var lidt forsinkede, men at jeg ville få besked, når der var plads. Det var en nydelig pige, der sagde det. Hun havde skam ikke glemt mig. Klokken blev 11.00, og så fik jeg endelig besked om at gå med ind til min seng. Her skulle jeg skifte tøj. Sokker, underbukser og en slags skjorte lå og grinede af mig. Jeg lagde pænt mit tøj under bordet og fik så lov at lægge mig på sengen. Pigen, der havde hentet mig, havde en del papirer med, og vi gennemgik disse vigtige gloser. Jo, jeg var skam Oscar, og det ville sige, at hun i dag havde fået en Oscar, som noget særligt. Jamen nu var der så lagt op til en skøn dag. Pigen hedder Tine, og hun kunne slet ikke skjule, at hun var fynbo, herligt.

Jeg slugte 2 piller og fik lagt drop. Pulsen blev også taget og blodtryk. Det hele kørte automatisk. Det var en 4-mandsstue, jeg kom ind på. Den eneste på hele hospitalet. Lige overfor mig lå der en frisk fyr fra Køge. Han var, som jeg, snakkesalig, og vi fik gang i snakketøjet. Hans sidemand var lige kommet tilbage, og han var helt ude af den. Det var der nu ikke noget at sige til, for han havde været under fuld bedøvelse. Men som han dog kunne snøvle, det bette skin. Klokken var næste 12.00, da Troels Poulsen kom ind. Han sagde, at han var narkoselæge og fortalte mig om, hvad der nu skulle ske med mig.

Jeg fik sat plastsutter på og hovedtøj også i plastik. Så tog han fat i mit drop, og vi gik ud af stuen, over gangen og ind i operationsstuen. Her var der flere Læger der tog imod mig. Op og sitte, og så ellers rette ryggen og sidde stille. Jeg kunne mærke, at Troels stak mig i ryggen, nej ondt gjorde det nu ikke, men det blev meget koldt. En anden Læge hjalp til, at jeg, der stadig var snakkesalig, fortalte om Malta, hvor vi havde besøgt et ridderhospital, og hvad de brugte som bedøvelse. Nu skulle jeg så lægge mig på bordet eller sengen, og jeg kunne pludselig ikke mærke mine ben mere. Jeg forsøgte at stritte med tæerne, men de rokkede sig overhovedet ikke. Peter, som Lægen hed, fortalte, at det var ham, som skulle styre operationen, han var vældig flink, og jeg skulle nu fortælle, om jeg kunne mærke noget. De slog mig blidt på benene og op efter. Først da vi kom op til mit ar lidt over navlen, kunne jeg igen mærke lidt.

”Jamen nu kan vi så gå i gang med dig”, sagde han. ”Det vil tage en times tid, og så skal du bare tage det roligt”. Jeg fik tilbud om musik, men sagde dog nej tak. Efter 45 minutter, kunne jeg begynde at mærke lidt, men det var fordi de var lidt grove, og så var jeg ved at være færdig. Der blev hældt væske i blæren, for at de kunne se, om jeg havde en stråle. Det var altså noget, der godt kunne være ubehageligt. De masede med mig, og heldigvis var jeg bedøvet. ”Du er færdig og har taget det rigtig flot”, sagde min Læge. ”Nu bliver du kørt ind på stuen og kan komme til dig selv derinde”. De var flere om at få mig over, men det gik nu glidende. Inde på stuen havde jeg fået en anden seng, og her fik jeg så lov at ligge. Klokken var 13.00, og nu skulle jeg bare vente på, at mine ben igen kunne bære mig. Men endnu kunne jeg end ikke rokke med tæerne. Tine opvartede mig, så godt hun kunne, og jeg fik endda både vand og mad, og druer som dessert. Lægen kom ind og snakkede med mig. Han fortalte, at han syntes, det var gået rigtig godt, men han havde observeret en cyste i selve blæren, og den var temmelig stor. Jeg skulle nok ikke forvente at kunne komme til at lade vandet ret meget bedre, på grund af den, men langt bedre end til dato. Jeg fik så besked om at møde på kysthospitalet om ca. 3 måneder. Tine kom med en del piller og papir. Hun ringede til Flex trafik, og de ville komme klokken ca. 14.30.

Jeg var glad for, at jeg ikke skulle vente så længe på bilen og tog derfor mit eget tøj på. ”Du må hellere rede min seng, så andre kan brugde den”, sagde jeg så til Tine, der var lykkelig over, at jeg ville forlade hende. Nu havde hun jo fået sin Oscar og kunne leve længe med den. Jeg satte mig i venteværelset, og der gik kun få minutter, inden en indvandrer kom og spurgte efter Mig. Vi gik ned til bilen, og han var da en hyggelig fyr, der snakkede som en dansker, snakkesalig dansker. Vi skulle først til Herlev hospital, hvor 2 patienter gerne ville med mod Roskilde. Det gik ret hurtigt uden kødannelse og andre problemer, og jeg satte mine ben indenfor vores hjem klokken 15.30. Henriette var naturligvis hjemme, og jeg fik en kop te. Dejligt at se min kone igen. Jeg havde det lidt mærkeligt, men endnu virkede bedøvelsen lidt, så jeg skulle bare vente mig, til den forsvandt, så kom der nok smerter.

Den første uge gik rigtig fint. Jeg kunne komme af med vandet i en fart, og det var rart. Men der kom også blod, og det var ret meget. Efter 2 dage blev jeg lidt urolig, for nu var det mest blod, der kom ud. Vi kørte op på hospitalet, og jeg kom til at tale med en Læge. Hun var ganske flink og sagde, at det var ganske normalt, at det så sådan ud. Gammelt blod og ikke nogen problemer. Hjem igen og gå og trisse. Der gik så 3 dage, hvor jeg nu skulle af med katetret, og dette skulle foregå hos min egen Læge. Men tidligt på morgen fik jeg det dårligt, og jeg kunne ikke komme af med vandet mere. Det gjorde nas, altså godt ondt, og selvom klokken kun var 04.30, så kørte jeg op på skadestuen og blev set efter af en flink Læge. Hun mente, at jeg havde mavesår, og jeg fik nogle piller, og samtidigt, så fjernede hun katetret, for jeg skulle jo helt kunne klare tisseriet igen.
Vi fandt hurtigt ud af, hvorfor jeg var tørlagt, for noget gammelt blod havde sat sig fast i røret, og det var årsagen til mine smerter. Nu kunne jeg så begynde at leve normalt igen. Men hver dag lignede hinanden, der var altid blod med, når tissetiden var inde. Jeg sluttede af med blod, og det gav mig en mærkelig følelse af at blive svimmel. Min Brok var også i sit gode humør, for den var ganske synlig og øm.
På med bindet, og så gik det igen fint.

Jeg var godt træt af min nye Læge, og derfor så havde jeg søgt en ny læge her i Dommervænget. Det gik gennem nettet, og nu hed han Christian. Jeg var så oppe på hospitalet til undersøgelse, og det gik fint på trods af, at mit blod var langt over det normale, hvad psa-værdi angik. Jeg burde have kræft og være død for lang tid siden, men man kan ikke altid regne med, hvad disse undersøgelser siger. Jeg havde jo blødt ret meget, og måske var det årsagen.
Næste gang jeg skulle til undersøgelse var først i marts måned næste år, og i december skulle jeg ind på kysthospitalet. De ville gerne se mig, og måske kunne jeg få klarhed, om jeg var rask? Jeg mærkede ikke mere til prostataen, og det var stoppet med blødninger, faktisk så havde jeg fået det rigtig godt.