Året 2022

I 1942 så jeg dagens lys i dette dejlige hus i Hørning, hvor jeg fik et værelse på første sal.

Tirsdag d. 26. april starter vi vores store Jyllandstur. Vi har ikke været udenfor Sjælland, og det er på tide, at vi ser og mærker lidt mere dansk. Vores første stop er som altid Kildebjerg på Fyn. Her tisser vi af og strækker ben. Jeg finder nogle landkort og snupper et par stykker af dem. Især Vejle og omegn. Men nu er benene blevet friske, og vi tager så hele turen op til Vejle. Her parkerer vi hos Føtex, der har en ret stor parkeringsplads. Det er middag, så vi smutter lige ind for at se, om der er lidt spiseligt. Vi er nu kun tørstige, så det bliver til en kop cappuccino og en lækker chokolademousse, og det er lige sagen. Vi skifter plads til bilen, for der er 2 timers parkering, og vi skal ikke snuppes. Så går vi ellers ned mod vandet. Vejret er flot, og vi nyder det, især Fjordenhus tiltrækker os. Og selv Bølgen er da sjov at komme tæt på. Vi går så hjem mod bilen, og nu er vi blevet sultne. Ind i Føtex igen, og denne gang bestiller vi et stjerneskud. Kun én portion, for der er jo 2 store fiskefileter, rejer, kaviar mm. og så brød under. Vi spiser som Lady og Vagabonden og bliver begge meget mætte. Så går turen ellers op til Provstegården, hvor vi får vores lejlighed, der er dejlig stor og med adgang til haven. Det fejrer vi med en kold øl, og solen har sine stråler på os.

Onsdag morgen, efter at vi har sovet godt, så kører vi til Odder. Det er da en fin by at besøge, så vi går en lille tur, inden vi tøffer til Malling. Her kører vi dog kun igennem, og så hedder det ellers Hans Jørgen. Vi banker flere gange på døren og har ikke mulighed for at bruge ringeklokken, da den er kaput. Ingen kommer til døren, og så går turen videre til Moesgård. Det er varmt, og jeg har problemer med bentøjet, men Henriette finder ud af, hvor indgangen er, og vi kommer ind, lige til vi skal vise billetter. Der er rigtig mange mennesker og især skolebørn, der, sammen med deres lærere, skal ind og se, hvad vikingetiden er for noget. Nej tak, alle de mennesker og så ondt i benene, ja, så smutter vi altså hjemad igen. Vi holder udfor kirkegården i Hørning, og kan derfra se kroen, der er væk, og et betonhus, der står og fylder op, pænt er det ikke. Vi er selvfølgelig oppe og se mit gamle barndomshjem. Det er blevet malet og ser rigtig frisk ud med en lyseblå farve. I Skanderborg er vi lige inde i Føtex og købe lidt mad. Og så er det bare om at komme hjem til gården. Aftenen går fredeligt, især uden tv, for der er ingen tekstning på de tyske film.

Torsdag kører vi så til Klostermølle og Øm Kloster. Det er en kold tur men ganske spændende. Den Genfundne Bro ser vi nedefra, og den glemmer vi da aldrig. Hjem igen til Gården og en tur til Horsens, hvor vi gør holdt ved Boller Slot, og går en dejlig tur i parken. Vi finde så en parkeringsplads i Horsens og går en lille tur op til kirken. Her vil bentøjet igen brokke sig, så efter at vi har spist en pølse uden følelse, så smutter vi hjem til Provstens vikar.

Fredag morgen vil vi ikke opleve noget, så vi tanker op og kører hele turen Hjem til Dommervænget. Jeg er glad for at se sengen igen, og vi sover som små søde grise. Da vi ser billederne igennem fra turen, så viser det sig, at alle billeder fra Vejle og flere andre billeder simpelthen mangler. Altså skal vi til Vejle igen, for det er jo også en spændende by.

Der går flere dage, inden vi igen er normale, og vi føler ligefrem, at vi stadig kører. Og så er det ikke engang som i gamle dage, hvor det var 5-6 hundrede kilometer hver dag. Bilen er ved at være gammel, og det samme er vi. Så nu bliver det kun til små ture i den sjællandske natur.

I Bredebro, der vil vi bo

Vi fik det gode værelse, - nemlig det balkon.

Bredebro fik vores besøg lige inden Sankt Hans. Vi kørte først ned til Calle og var ude i den tyske natur, inden vi fik købt ind. Godt trætte kom vi så til Bredebro, hvor nøglen sad i døren. Jo vi fik sørme det gode værelse, og så var vi hurtigt ude på altanen for at nyde en dejlig øl. Tirsdag havde jeg planlagt, at vi skulle se Ribe. Vi kom faktisk slet ikke ind i byen, både fordi der var vejarbejde, og fordi jeg fik bøvl med mine ben. Det bentøj drillede så meget, at vi kørte hjem igen. Vi blev så hjemme resten af dagen og fik lige hilst på Karl. Han kunne så fortælle, at Niels ikke levede mere, og han havde taget sin kone med sig. Karl har også været syg og var 2 gange på hospitalet, men nu regner han med at komme i sving igen. Nogen skal jo lave det, siger han og griner. Vi var hos bageren efter en lækker citronroulade, som vi sad ude i solen og guffede i os. Nye naboer har vi også fået, og dermed fik vi en lille hyggesnak med dem.

Efter en god nats søvn hentede Henriette morgenbrød, som vi nød i fulde drag. Vi ville til Vesterhavet, nærmere sagt Højer sluser, men da vi kom til en vej, der sagde Bredebro, og vejret var gråt og overskyet, så blev vi enige om at tage hjem, - ikke kun på hotellet, men rigtig hjem. Så der kom benzin på bilen, og vi pakkede alle ting ind i aygoen. Farvel for denne gang. Jeg kørte så hele turen uden pause, og hvor var vore fugle glade for at se os igen. Vi spiste en gammel madpakke, som jeg havde glemt at tage med, og så var vi helt sikre på, at hjemme, det er altså vores kolonihavehus, - Hamohus. Med trillebør fik vi kørt vores ting op og tog en lur på sengen, inden vi nød vores citronkage. Jamen måske var turen ikke særlig spændende, men hvor var enden dog god. Ude godt, men hjemme allerbedst.

En mærkværdig sommer

Sommeren er gået hurtigt med masser af sol i vores kolonihave. Jeg har haft flere mærkværdige dage, som jeg godt kunne undvære. En dag vi sad og hyggede os i strandkurven, blev jeg pludselig mærkelig. Jeg kunne ikke snakke normalt, og pludselig kunne jeg ikke mærke mine ben. Henriette hjalp mig op og ind i seng, og jeg troede, at nu var tiden inde til min rejse. Henriette gav mig kolde omslag, og jeg sover lang tid. Senere på året var vi ved at grave en busk ned, og da jeg ville sætte busken på plads, så faldt jeg, så lang jeg var. Mine ben exede, og jeg kunne ikke rejse mig op. Efter lang tid kom jeg dog op og satte mig i strandkurven, men det var meget svært at komme op i sengen. Altså, er der noget galt med mig. Mit hoved vil ikke, hvad jeg vil, og igen lystrede mine ben ikke. Jeg havde svært ved at sige noget, og det blev kun til en hvisken og snøvlen. Efterveer er der også kommet, jeg kan ikke knappe min skjorte, jeg kan ikke holde på kniv og gaffel, og selv en ske kan jeg ikke holde på.

Jeg kæmper med at finde tasterne på computeren, og her må Henriette rette mig. Den er helt gal med mig, hvis jeg gerne vil spille på orgelet eller harmonikaen, og det er som om hjernen vil noget andet med mig. Hvorfor har jeg disse problemer? Har jeg haft corona - og er det efterveer? Jeg kan slet ikke klare varmen, og derfor undgår jeg at være i solen. Er det mon allerede der, at det startede?