Er under opbygning

Killingen

Vi er taget op i sommerhuset, mens jeg læser op til eksamen, og kattemor og vores nye killing er selvfølgelig også med. Killingen er så lille, at jeg kan have den i min hule hånd. Om natten sover den hos mig, mens Sara er ude og forsvare territoriet. Jeg vågner om natten ved lyden af katte, der holder koncert, jamrer og knurrer og skriger arrigt, og jeg kan høre at den vilde jagt går, gad vide, om det er Sara og en hankat, der har gang i noget sjov ? Næste morgen, da hun sidder uskyldigt foran hoveddøren, ser jeg, at hun har fået en flænge tværs over næsen.

En anden nat vågner jeg op og kan ikke mærke eller se killingen nogen steder, - Åh nej, har jeg lagt mig ovenpå den og mast den ihjel ? Jeg stikker forsigtigt min hånd ind under lænden, og pyha, - der ligger en lille blød bylt og spinder. Jeg sætter mig op og tager katten op på maven, og nu kan jeg roligt lægge mig til at sove igen.

Ellers hygger vi os ind imellem læseriet, og da vi skal hjem fra sommerhuset, kan vi ikke finde Sara nogen steder. Vi leder længe efter hende, men væk er hun. Til sidst bliver vi enige om at tage hjem. Vi skal jo allerede herop igen næste weekend, og Inger og Ib er i deres sommerhus og de skal nok sørge for at kikke efter katten.

Da vi kommer derop næste gang går katten rundt indenfor, jamen, hvordan er den kommet derind ? Har den virkelig været indenfor siden sidst ? - Det kan ikke passe. Da jeg kommer tættere på døren, ser jeg, at der er smadret et par ruder, - der har ganske enkelt været indbrud. Vi finder hurtigt ud af, at der heldigvis ikke er stjålet noget, men bare det, at der har været nogen i vores hus, mens vi har været væk, det er faktisk ret ubehageligt, ja ligefrem uhyggeligt. Vi får fat i Jørgen, der er på besøg hos Inger og Ib, og han hjælper med at få repareret døren og sat nye ruder i.

Men det værste er da vi skal i seng, bare tanken om, at de fremmede måske har ligget i min seng, det er jeg ærligt talt ikke meget for. Jeg tager dog mod til mig, og det varer da heller ikke så længe før jeg er kommet over ubehaget.

Jørgen og Lene går i kloster

Morbror Jørgen arbejder jo som installatør i morfars firma, men han føler sig udnyttet af morfar, så derfor vil han gerne finde en anden arbejdsplads. Han søger da også flere steder, men hver gang, når arbejdsgiverne ringer og spørger morfar, hvordan Jørgen er som arbejdskraft, så siger morfar bare: ”Jamen Jørgen, han arbejder skam for mig”. Morfar er jo ikke interesseret i at komme af med Jørgen, for han skal jo føre morfars firma videre. Mor og mostrene er rasende på morfar, og morfar, han er vred på os alle sammen. Han hilser ikke engang på mig, når jeg møder ham i opgangen, så der er altså en rigtig dårlig stemning i familien. 

En dag hvor jeg kommer hjem fra skole, ringer Lene til mig. Hun fortæller, at mor har ringet til Jørgen for at fortælle, at hun er taget op i sommerhuset med biblen, Jørgen er blevet bekymret for hendes tilstand, og derfor er han også kørt derop. Lene henter mig, så jeg kan være hos hende, indtil næste morgen, mens Jørgen snakker mor til rette. Næste morgen tager vi så af sted op til sommerhuset. Mor er faldet til ro, og Jørgen spørger mig så uden varsel: ”Har du fået et mantra ?” – jeg bliver helt paf og svarer, ” Nej, jeg er ikke parat til det nu, jeg vil helst vente til jeg er moden”. ”Jamen, til den tid kan guruen jo være død, og så får du ikke noget, det skal være nu, mens han lever”. "Jamen så er det jo nok ikke meningen, at jeg skal have det mantra", siger jeg så. "Jamen, sådan kan du ikke sige", bliver Jørgen ved. OK, jeg er helt overrumplet, jeg har slet ikke lyst til at få et mantra, men tænk hvis jeg fortryder det, når det først er for sent. Modvilligt beslutter jeg mig for at få det mantra, jeg kan jo bare lade være med at bruge det. Vi møder op i Guru-centeret til en bestemt dag og står i kø på trappen, og der er også flere andre, som skal have mantra. Jeg må indrømme, at jeg er nervøs for at være alene med guruen, men det viser sig, at mor får lov til at komme med ind og høre på, og der er også en dame fra centeret, som hjælper mig med at forstå, hvad han siger. Guruen siger noget på indisk, nemlig mit mantra, som jeg skal sige flere gange efter ham, og det er vigtigt, at jeg kan huske det udenad. Mantraet må jeg ikke fortælle til nogen, og det kommer ikke til at stå nogen steder, undtagen på en lille seddel, som skal svejses ind i min mantraboks, og den skal vi først ud at vælge bagefter.  Inden jeg er færdig, så får jeg et indisk navn – Saraswati, der betyder kunstens, skønhedens og visdommens gudinde, jamen det lyder da rigtig flot. Jeg er lidt overrasket over at få så fint et navn. Bagefter tager vi ind til Kirsten for at fejre begivenheden. Lene og Jørgen er der også, og vi har en hyggelig aften med god mad og vin. Jeg har godt nok fået et mantra, men jeg har bestemt ikke lyst til at bruge det. Et par uger senere bliver Jørgen og Lene gift i Sankt Jørgensbjerg kirke, og mor og jeg er med som vidner. 

En uge senere, hvor vi er inde hos Kirsten, er Jørgen og Lene der også. De er begyndt at forære alle deres ting væk, og Lene fortæller glædestrålende om, at hun er i gang med at farve alt sit tøj orange, altså det, som hun ikke allerede har givet væk. Det er fordi hun og Jørgen skal være sanyasa – altså indviede, og så skal de gå i orange tøj. Hun mener, at den orange farve får nuancerne til at træde tydeligere frem. Jeg kunne nu ikke tænke mig at farve alt mit tøj orange, det ville da blive for kedeligt, jeg elsker at gå i farverige nederdele og bluser og med masser af smykker, og jeg har i hvert fald heller ikke tænkt mig at forære alting væk, jeg forstår altså ikke rigtig hendes begejstring

Kort tid efter får vi at vide, at Jørgen og Lene er flyttet ned til Falster for at leve som "orangeklædte". De er taget af sted i al hemmelighed uden at fortælle os andre noget som helst, vi har ikke engang haft lejlighed til at sige farvel til dem. Jeg er meget chokeret og ked af, at Jørgen, der ellers virkede som den mest fornuftige i familien, og som altid tog Kirstens guru-snak med et gran salt, han vælger at blive gurumunk ? Mormor er grædefærdig over, at hun har mistet sin søn, og morfar, han ryster bare på hovedet over, at "Uroen" endnu engang har bragt uro i familien. Mor er også meget ked af det hun har altid følt sig tæt knyttet til sin bror, de har delt mange sorger og glæder. Nu er det som om han har sagt farvel til alt.

Jeg kommer i Gymnasiet

Jeg starter i gymnasiet sproglig linie efter ferien. Mange af fagene er de samme som i folkeskolen, vi har fransk, engelsk og tysk, og så har vi også latin, som jeg jo heldigvis bestod i 2 real. Det er en betingelse for at komme i gymnasiet, at man har bestået latin. Vi har en i klassen, der ikke har bestået. Hun skal op til en omeksamen, og hvis hun ikke består den, så ryger hun ud af klassen. Geografi og historie hører også til fagene. Vi har ikke regning - heldigvis, men til gengæld har vi matematik, og det havde jeg jo indtil 3 klasse, så det er jeg meget glad for.

I gymnastik er vi slået sammen med en matematik-klasse, og derfor er muligt, at vi kan vælge mellem flere boldspil og andre sportsgrene, og for første gang i min skoletid kan jeg faktisk godt lide gymnastik. Jeg vælger stikbold om sommeren, der foregår ude på plænerne, og jeg synes faktisk, at det er sjovt.

Ugen efter skal vi på RUS-kursus for at blive rystet sammen.

 

 

Mor er begyndt at komme til foredrag i guru-centeret i København, og jeg er også med. Foredragsholderen kender jeg godt, hun er lederen for klosteret, hvor Jørgen og Lene nu bor, og mens hun fortæller om kundalini-kraften og nir kalpa samadhi, og andre mærkelige ting, så begynder mine tanker at vandre…. – og hvad mon klokken er ? Efter en times tid kan mine næsebor endelig sanse dejlige søde dufte, der kommer inde fra rummet ved siden af, hvor de er ved at dække op med chai-te og nogen dejlige og meget søde krydrede kager. Det er aftenens højdepunkt. En af gangene er Jørgen og Lene også med. Bacchirat og Dharma Vira, som de nu kaldes, sidder som 2 stenstøtter midt i foredragssalen. Jeg kommer glædestrålende hen til dem for at snakke, og Jørgen spørger da også høfligt, hvordan det går i gymnasiet. Men hverken Jørgen eller Lene virker, som om de er glade for at se os, men det virker som om, at vi er fremmede for hinanden.