16 Året 2021

Onsdag d. 10 marts 2021 var en dag, som betød meget for mig. Så meget at jeg vil skrive om den. Jeg skal nemlig ned til Nykøbing F sygehus og opereres for min brok. Derfor så havde jeg ikke spist noget og kun drukket lidt vand. Jeg tog et nyt kateter på, og sørgede for at dagposen var til rådighed. Klokken 9 30 gik jeg sammen med min kone Henriette ned til en ventende flexbil. Vi sagde farvel, og så kørte Flexbilen med mig ellers mod syd. Det var selvfølgelig en muslim, der sad ved rattet, og han var ikke snakkesalig, så det blev en lang og tavs tur. Jo, han snakkede da med andre over sin Ipad, og det var selvfølgelig på arabisk. Jeg stod af ved hovedindgangen til sygehuset og gik så ind og forhørte mig om, hvor jeg skulle melde mig. Der var mange mennesker i hallen, og alle bar mundbind. Nogle havde visir på, og det hele virkede mærkeligt. Jeg kom så hen til kirurgisk afdeling. Her sagde jeg mit navn, som dog ingen betydning havde. Hun ville have mit sygesikringsbevis, og jeg viste hende det. Klokken var kun 11.00, og jeg fik besked om, at jeg bare skulle sætte mig og vente, til mit navn blev kaldt op. Jeg fandt mig et lille bord, hvor en orkide lyste op. Og så gik tiden ganske langsomt. Kun én gang var jeg ude på toilettet for at tømme posen. De fleste i lokalet kom ind, og til sidst var der kun mig, der troligt ventede. Derfor var jeg lige ovre for at høre, om man havde glemt mig, eller om der var andre grunde til, at jeg ikke var blevet kaldt op. De var forsinket, sagde hun, og jeg skulle bare vente. Først klokken ca. 15.00 blev jeg kaldt op. En sygeplejerske eller assistent viste mig ind i et lille rum, hvor jeg valgte garderobeskab nr. 7. Der skulle jeg så af med tøjet og iføre mig hospitalets undertøj og en kåbe. Han var da vældig flink, og det eneste var bare, at jeg havde lidt svært ved at se på ham. Han var meget vindøjet, og derfor kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham. Han gav mig 2 tabletter, der skulle være beroligende, og så skulle han lige se min brok. Jeg blev så barberet meget mere, end det jeg selv havde udført, og selv på yderlåret kom håret væk. Jeg skulle så bare sidde og vente, til en læge kom ind og hentede mig. Klokken blev 16.00 og så skete der heldig vis noget. Min læge fra Køge kom ind og hilste på mig. Vi snakkede, og jeg kunne ikke lade være med at sige, at hun slet ikke havde så dyb en stemme, som da vi talte samme i telefonen for flere dage siden. Det var slet ikke hende, jeg havde talt med, men en kollega. Nå men vi gik så langt ned til slagtehuset, hvor jeg fik plastikhue på, og så skulle jeg ellers bare lægge mig på den særlige stol. Jeg fik en maske for næse og mund og en stor nål i armen - i en af årerne. Det var nu meget mærkeligt, hvad der foregik i rummet. Stemningen var som om, der skulle foregå noget højtideligt. Der var 5 eller 6 læger derinde, og jeg snakkede om dengang, jeg blev opereret uden bedøvelse, for 45 år siden. Jeg blev mere og mere sløv og var så væk. Da jeg igen slog øjnene op, var jeg et helt andet sted. Jeg var hæs og kunne næsten ikke få et ord ud af munden. Sygeplejersken var vældig flink, og hun tilbød mig mad og drikkelse. Det var lige, hvad jeg havde brug for, jeg havde jo ikke fået mad siden i går eftermiddags. Hun fortalte mig, at det var gået rigtig fint, og at jeg ikke havde været et problem på nogen måder. Klokken var nu omkring 17.00, og jeg skulle nu se, om jeg kunne stå op, uden at skvatte. Jo, det gik da meget godt, for jeg var altså meget forsigtig. Såret skulle jo helst ikke springe op, tænkte jeg. Jeg kunne nu føres ned til mit tøj, som jeg iførte mig igen. Vi havde så en lille samtale om, hvad jeg skulle gøre i den nærmeste tid. Hun ringede til Flexbus, der ville komme og hente mig klokken 18.25. Jeg gik så ned til indgangen og ventede i området, hvor flexbussen ville kom og hente mig. Da klokken var 19, kom sygeplejersken hen til mig og fortalte, at der var sket en misforståelse, og at flexbilen først ville komme lidt senere. Jeg fik mere mad og drikkelse og ventede igen. Nu var jeg den eneste, som sad der, så tiden var meget lang. Men ved 20.30-tiden kom bilen endelig, og vi kørte. Det viste sig, at muslimen, som han også var, først skulle en tur til Slagelse med en kurvet, så jeg var ikke hjemme hos min kone, før klokken var over 22,00. Altså mere end 12 timer gik der med denne mærkværdige dag. Jeg havde fået smertestillende og havde det faktisk godt.