Jeg får fjernet min brok

Onsdag d. 10 marts 2021 var en dag, som betød meget for mig. Så meget at jeg vil skrive om den. Jeg skal nemlig ned til Nykøbing F sygehus og opereres for min brok. Derfor så havde jeg ikke spist noget og kun drukket lidt vand. Jeg tog et nyt kateter på, og sørgede for at dagposen var til rådighed. Klokken 9 30 gik jeg sammen med min kone Henriette ned til en ventende flexbil. Vi sagde farvel, og så kørte Flexbilen med mig ellers mod syd. Det var selvfølgelig en muslim, der sad ved rattet, og han var ikke snakkesalig, så det blev en lang og tavs tur. Jo, han snakkede da med andre over sin Ipad, og det var selvfølgelig på arabisk. Jeg stod af ved hovedindgangen til sygehuset og gik så ind og forhørte mig om, hvor jeg skulle melde mig. Der var mange mennesker i hallen, og alle bar mundbind. Nogle havde visir på, og det hele virkede mærkeligt. Jeg kom så hen til kirurgisk afdeling. Her sagde jeg mit navn, som dog ingen betydning havde. Hun ville have mit sygesikringsbevis, og jeg viste hende det. Klokken var kun 11.00, og jeg fik besked om, at jeg bare skulle sætte mig og vente, til mit navn blev kaldt op. Jeg fandt mig et lille bord, hvor en orkide lyste op. Og så gik tiden ganske langsomt. Kun én gang var jeg ude på toilettet for at tømme posen. De fleste i lokalet kom ind, og til sidst var der kun mig, der troligt ventede. Derfor var jeg lige ovre for at høre, om man havde glemt mig, eller om der var andre grunde til, at jeg ikke var blevet kaldt op. De var forsinket, sagde hun, og jeg skulle bare vente. Først klokken ca. 15.00 blev jeg kaldt op. En sygeplejerske eller assistent viste mig ind i et lille rum, hvor jeg valgte garderobeskab nr. 7. Der skulle jeg så af med tøjet og iføre mig hospitalets undertøj og en kåbe. Han var da vældig flink, og det eneste var bare, at jeg havde lidt svært ved at se på ham. Han var meget vindøjet, og derfor kunne jeg ikke få øjenkontakt med ham. Han gav mig 2 tabletter, der skulle være beroligende, og så skulle han lige se min brok. Jeg blev så barberet meget mere, end det jeg selv havde udført, og selv på yderlåret kom håret væk. Jeg skulle så bare sidde og vente, til en læge kom ind og hentede mig. Klokken blev 16.00 og så skete der heldig vis noget. Min læge fra Køge kom ind og hilste på mig. Vi snakkede, og jeg kunne ikke lade være med at sige, at hun slet ikke havde så dyb en stemme, som da vi talte samme i telefonen for flere dage siden. Det var slet ikke hende, jeg havde talt med, men en kollega. Nå men vi gik så langt ned til slagtehuset, hvor jeg fik plastikhue på, og så skulle jeg ellers bare lægge mig på den særlige stol. Jeg fik en maske for næse og mund og en stor nål i armen - i en af årerne. Det var nu meget mærkeligt, hvad der foregik i rummet. Stemningen var som om, der skulle foregå noget højtideligt. Der var 5 eller 6 læger derinde, og jeg snakkede om dengang, jeg blev opereret uden bedøvelse, for 45 år siden. Jeg blev mere og mere sløv og var så væk. Da jeg igen slog øjnene op, var jeg et helt andet sted. Jeg var hæs og kunne næsten ikke få et ord ud af munden. Sygeplejersken var vældig flink, og hun tilbød mig mad og drikkelse. Det var lige, hvad jeg havde brug for, jeg havde jo ikke fået mad siden i går eftermiddags. Hun fortalte mig, at det var gået rigtig fint, og at jeg ikke havde været et problem på nogen måder. Klokken var nu omkring 17.00, og jeg skulle nu se, om jeg kunne stå op, uden at skvatte. Jo, det gik da meget godt, for jeg var altså meget forsigtig. Såret skulle jo helst ikke springe op, tænkte jeg. Jeg kunne nu føres ned til mit tøj, som jeg iførte mig igen. Vi havde så en lille samtale om, hvad jeg skulle gøre i den nærmeste tid. Hun ringede til Flexbus, der ville komme og hente mig klokken 18.25. Jeg gik så ned til indgangen og ventede i området, hvor flexbussen ville kom og hente mig. Da klokken var 19, kom sygeplejersken hen til mig og fortalte, at der var sket en misforståelse, og at flexbilen først ville komme lidt senere. Jeg fik mere mad og drikkelse og ventede igen. Nu var jeg den eneste, som sad der, så tiden var meget lang. Men ved 20.30-tiden kom bilen endelig, og vi kørte. Det viste sig, at muslimen, som han også var, først skulle en tur til Slagelse med en kurvet, så jeg var ikke hjemme hos min kone, før klokken var over 22,00. Altså mere end 12 timer gik der med denne mærkværdige dag. Jeg havde fået smertestillende og havde det faktisk godt.

Jeg bliver opereret for prostata

Tirsdag d. 4. maj starter med, at jeg får en kop te og mine blodtrykspiller. Derefter synker jeg 2 panodil, som efter aftale skal tages 2 timer, før jeg skal opereres. Vi sidder og nyder teen, og pludselig ringer telefonen. Henriette tager den, og det er min flextransport-mand, som fortæller, at han er kommet. Vi forlader lejligheden og kommer ned, hvor der ganske rigtigt holder en bil med lys på. Vi siger farvel med kys - og jeg skal kommer efter dig, og jeg sætter mig bag i bilen, vinker til min søde kone, og vi forlader så Dommervænget. Der bliver ikke snakket ret meget, men han skal også hente en kunde i Haslev. Først så skal han have diesel på bilen, og dette foregår ved Ingo, så fortsætter vi mod syd. Det går en helt anden vej, end jeg ville have valgt, for vi kommer over landet, og det vil sige Greve og de landsbyer, der er, indtil vi kommer til Køgevejen. Jeg er træt og slapper af. Jeg kan ikke spænde sikkerhedsselen, og holder den derfor i hånden. I Haslev henter vi en pige, som bliver kørt til Haslev skole, hvor hun forlader os. Så går det ellers mod Næstved ad snørklede veje, men vi holder dog klokken 7.50 udenfor Næstved Sygehus. Jeg siger farvel, og mere snak kommer der ikke ud af vores tid. Jeg går over til elevatorerne og går ind i den første, der åbner døren. På 6. sal står jeg af, og her er der ganske stille, - ingen mennesker og lidt mærkeligt. Jeg vandrer så ned ad en lang gang, og her sidder der heldigvis en godt-istand-pige og vinker mig ind. Hun spørger efter mit navn og smiler, som var hun betalt for det. Jo nu er jeg skrevet op, og jeg skal så bare gå ned ad gangen og vente på, at en sygeplejerske kommer og henter mig.

 

Jeg venter igen og kikker på uret. Klokken er blevet 9, og der er stille overalt. Men nu sker der noget. En sygeplejerske kommer og spørger, om jeg hedder Oscar, og ja, det gør jeg da. Hun hedder Amalia og vil følge mig, indtil jeg skal på bordet. Vi går sammen ind på stue 8, hvor der ligger tøj til mig.

Hun forklarer en del om, hvad der skal foregå, og jeg er nummer 2, som er i venteværelset. Jeg får et lille stik i maven, og det skal hjælpe på, at jeg ikke får blodpropper i benene. Jeg klæder om til hospitalstøj og lægger mig på sengen. Amalia bytter mit kateter om til et nyt, da hun vil have urinen undersøgt. Tiden går, og klokken bliver 10, og jeg venter stadig. Der er liv i pigerne, som morer sig over noget, de har oplevet som sjovt. De griner herligt. Nu kommer der en portør, som skal hente mig. Han er frisk og med masser af tatoveringer. Jeg bliver kørt ned på 4. sal og sat udenfor selve slagteriet. Flere læger kommer og hilser på mig, og Nancy, der er narkoselæge, giver mig gode råd. Det er faktisk et frisk team, som skal have mig under deres vinger, så jeg vil gerne sige lidt til dem, inden de starter på at behandle mig. Det går bare så stærkt, at da jeg er klar til at sige dem tak, så glider jeg ind i en anden verden. Da jeg slår øjnene op, er jeg i et andet rum, opvågningsstuen, som det også kaldes. Her er der nye folk på banen, og en pige, der hedder Jette, vil følge mig videre i forløbet. Hun er vældig sød og hjælpsom, og jeg får tilbudt mad og drikkelse, hvilket jeg meget gerne tager imod. Jeg er stadig ganske uklog i hovedet men ikke så slem, at jeg ikke aner, hvem jeg er, og her ligger jeg så en stund. Jeg ser på klokken, at det er eftermiddag, og snart siger viseren 15.00 . Operationen er gået fint, siger hun, men eftersom jeg stadig har en masse blod, så skal jeg blive liggende og bare slappe af. Jeg bliver så kørt op på stue 8, hvor mit tøj jo er, og her får jeg igen noget at drikke. Jette kikker til mig mange gange, og hun siger så, at jeg ikke skal forvente at komme af med mit nye kateter. Der er stadig meget blod, og måske vil jeg ikke komme hjem i dag, siger hun, men så skal jeg køres til Roskilde Sygehus, for her lukker de af klokken 18.00. Jeg har det nu meget godt, for jeg har fået piller, og derfor er der ingen smerter. Efter en time kommer Jette igen, og jeg må nu godt tage mit eget tøj på. Vi bliver enige om, at jeg skal beholde katetret og først fjerne det om nogle dage. Jeg har jo før prøvet at tage denne slange ud, så jeg er kun glad for at kunne komme hjem. Jeg får så nogle små bleer med og denne særlige sprøjte, der suger væsken ud af ballonen, så jeg kan komme af med katetret. Jeg takker for rigtig god behandling og når også lige at få en snak med en af lægerne, inden jeg forlader stue 8, for sidste gang. Farvel og tak, og så sidder jeg ellers i forhallen og venter på flex-trafik, som vil komme klokken 17.30. Det er en palæstinenser, som kører mig hjem. Han er alle tiders og vi får snakket om vores liv.

Det er en smaddergod tur hjem, som går hurtigt, og jeg når at fortælle ham om det meste af mit liv, og han det samme. Jeg bliver kørt helt hjem, og vi sludrer en stund, inden jeg går op til min kone. Gensynsglæden er stor, og snakken går. Jo, nok var det en barsk dag, men slet ikke så slem, som da jeg kom hjem fra brok-turen. Jeg er ret så slap i knæene og har hikke, opkast og ondt i brystet. Derfor tager jeg smertestillende piller. På bare ét døgn har jeg mistet mere end 5 liter urin, så jeg må da have drukket en del. Efter 3 dage er jeg ved at blive mere normal, hvis dette er muligt, altså jeg har det ganske fint og skal bare tisse hele tiden, uden at der komme noget ud af det. Jeg har taget katetret ud igen, har det virkelig mærkeligt ved at mærke, at jeg ikke mere har dette monstrum om benet.  Det er herligt, og så er der kun at se, hvad fremtiden byder mig.