Ombord på Fulton

Hr Greve kender skipperen på Fulton, og derfor har vi fået lov til at komme med ud at sejle. Så i starten af sommerferien møder vi op på kajen, hvor skipper Frohn med høj røst beder os om at stille os op på række og tage hænderne op af lommerne, og så vil han fortælle lidt om livet til søs. Vi går ombord og går ned i kabyssen for at finde vores køjer, jeg skal have køje nr. 18, og da jeg har fundet den skal jeg selv hænge den op på køjeplads nr. 18, der er lige i midtergangen. Efter at vi er blevet indlogeret går vi op på dækket igen, og Skipper Frohn sætter os ind i livet ombord.

Vi har alle vores faste plads ved styrbord eller bagbord. Pladsen er bestemt af køjenummeret, og når der bliver råbt ”baksmønstring”, skal vi alle slippe, hvad vi har i hænderne og straks komme op på dækket. Jeg skal stå ved bagbord mellem nr. 16 og nr. 20, mens de, der har fået plads ved styrbord stiller sig overfor, og så råber vi vores nummer op i rækkefølge, først styrbord og så bagbord, for så er der styr på, om alle er til stede. Besætningen består af de fleste fra min klasse, hr. Greve og hans familie, Skipper Frohns niece og et par skibsdrenge.

Det er nu blevet tid til at lette anker, og så skal storsejlet hives til vejrs. En halv snes af mine klassekammerater har meldt sig til denne opgave, og de tager fat i tovet med begge hænder, stiller sig på en lang række, og når der bliver sagt til, løber de med stor fart fra den ene ende af skibet til den anden. Heldigvis har de deres råb, så vi andre kan nå at springe til siden, inden de kommer løbende. Der skal også være en til at styre roret, og et par stykker til at stå for maden i det lille skibskøkken, der har en kvalm lugt af brændt olie, og så skal der jo også tømmes lokumsspande, og engang imellem skal der spules dæk, - jo Skipper Frohn havde sørme ret, da han sagde, at vi slet ikke har tid til at gå med hænderne i lommen.

Så sætter vi kursen mod Jylland, og så snart vi kommer ud på åbent vand, begynder skibet at gynge. Det er i hvert fald noget helt andet end at tage færgen til Århus, og jeg kan jo heller ikke sige, ”nåh, men om 3 timer er jeg i land igen”. Det viser sig, at være min lykke at sove i køjen, for jeg mærker slet ikke, at skibet gynger, kun når jeg får et let tryk på armen fra en bjælke, som køjen svinger ind i, når bølgerne går højt.

Efter et par dage vil jeg skrive hjem til mor, og i den lille skibskiosk kan vi købe postkort, frimærker og et begrænset udvalg af slik. Jeg sætter mig ved et af bordene i kahytten og begynder at skrive. Pludselig begynder det varme spyt at fylde munden, og en ubehagelig rumlen ulmer i maven. - Jeg er blevet søsyg, men jeg VIL IKKE kaste op, jeg nægter det. Det er bare om at komme op på dækket og indånde den friske luft, - pyha, det hjalp, så slap jeg for at gylpe denne gang. Efter nogen dage får vi øje på land, og det er Anholt, vi har i sigte. Vi går i land og kikker os omkring i et par timer. Anholt består hovedsagligt af strand, så vi går en lang tur i sandet. Pludselig får vi øje på en lille bylt ude i vandkanten, og da vi kommer nærmere, er der nogen, som siger, at det er et marsvin. - Et marsvin ? - Jamen, efter hvad jeg ved, er et marsvin en meget lille gnaver, og denne her er da alt for stor. Da vi er helt tæt på, viser det sig at være en lille sælunge, der er blevet ladt alene. Skipper Frohns niece tager sælen op, og vi går tilbage til skibet, hvor Skipper Frohn straks kontakter myndighederne for at få at vide, hvad han skal stille op med den strandede sælunge. De giver ham besked på, at vi skal sejle sælen til Ålborg Zoologiske have. 

Kort tid før vi skal sejle videre møder vi lige en gammel klassekammerat, der har skiftet skole, han og hans familie var lige nede på stranden, hvor vi tilfældigvis også kom forbi. Hvilket sammentræf.

Skipper Frohns niece bliver sælens plejemor, mens jeg og flere af de andre er helt syge for at komme til at klappe den og fodre den med småfisk, som skibsdrengene fanger til den, hvor er den dog kær, den lille sælunge. Da vi når til Ålborg havn, får vi en gratis tur i zoologisk have, hvor vi desværre må sige farvel til vores allesammens kæledyr. Vi besøger kun Ålborg et par timer, det havde jo ellers været sjovt at besøge far og Ulla nu, mens jeg alligevel var her, men det er tiden altså ikke til.

Næste stop er Æbeltoft, hvor den flotte gamle Fregat Jylland tager imod os, det er så spændende det skib, og da jeg har besøgt det, går jeg en tur i den skønne gamle by på egen hånd. Alle de stråtækte bindingsværkshuse er lige noget, der kan få mig til at drømme mig langt væk, mens jeg bevæger mig længere og længere væk. Da jeg kommer til en bager, opdager jeg, at jeg er temmelig sulten og køber mig et lækkert stykke wienerbrød. Men, hvor i alverden er jeg, - og hvor ligger vi for anker. Jeg bliver faktisk helt hed, ved tanken om, at jeg ikke kan finde tilbage igen. Heldigvis støder jeg et øjeblik efter på Hr. og fru Greve, der også er ude at gå tur i området. De kommer fra havnen, så jeg går bare derhen, hvor de kommer fra, og så endelig kan jeg genkende flere af bygningerne, og snart er jeg igen ombord, og der er stadig god tid til at vi skal sejle. Da vi skal til at lette anker er hr. og fru Greve stadig ikke kommet tilbage. Vi venter et stykke tid på, at de skal dukke op, men til sidst er vi nødt til at sejle. Greves søn bliver tilbage for at fortælle dem, når de dukker op, at de vil blive samlet op længere nede, og da vi nærmer os land, står der 3 små mennesker og vinker til os, de bliver større og større efterhånden, som vi nærmer os land, og endelig er de ombord igen.Den sidste aften er der hygge og underholdning på skibet, og jeg oplever Skipper Frohn fra en helt ny side. Han er normalt den bestemte og håndfaste mand, som jeg ikke tør spøge med. Men det viser sig, at han også kan være rigtig morsom, når det tager ham. Greves datter tager guitaren frem og vi synger til langt ud på aftenen, og så går jeg til køjs.

Om natten vågner jeg ved et let tryk på min ene arm, der kommer igen og igen, jeg står op og mærker at der rigtig er søgang, det er nærmest som en tur i rutchebanen, men jeg er for en gangs skyld slet ikke søsyg, og det undrer mig, de fleste andre har det ikke for godt, de er rigtig søsyge og flere brækker sig. Jeg sætter mig bag i skibet oppe ved roret, og her kan jeg rigtig se, at bølgerne er blevet store, herfra kan jeg nemlig se helt op til forstavnen, hver gang skibet er på vej i en bølgedal. Jeg får lov til at tage ved roret. Der er en slags kompas, som jeg kan rette mig efter, så jeg styrer skibet i den rigtige retning, og det er meget beroligende, synes jeg.

Næste dag er der næsten ingen, som har lyst til morgenmad. Vi skal kun sejle det sidste stykke vej til Århus havn, og derfra skal vi med færgen videre, men den tur er jeg jo vant til. Flere dage efter at jeg er kommet hjem fra turen, går jeg nærmest og sejler. 

Farmor er med i Norge

Ulla er ved at være færdig som lærer, men først skal hun jo op til den afsluttende eksamen, og til det ene fag, som er formning skal hun aflevere 60 værker af forskellig art. Et af værkerne skal være en buste af mig, så jeg skal bare  sidde helt musestille, mens Ulla former mig i ler. Jeg synes bare, at det er rigtig svært at sidde stille så længe, men også spændende, hvordan hun kommer til at se ud.

Jeg er rigtig begejstret for skakspillet i keramik med skakbrikker, der fylder hele hånden. Ikke mindst kong far er jeg meget imponeret af.

Ulla bliver færdig som lærer og starter på en skole i Ålborg, og der går ikke lang tid før hun har lært et lærerpar at kende, som hedder Thomas og Birthe. De er meget musikalske begge 2 og de kommer tit og besøger Ulla og far, også når jeg er på besøg. En dag beder far mig om at tage min blokfløjte med, og vi får en rigtig musikalsk weekend, hvor vi spiller fløjter og klaver, så det gjalder.  

I sommerferien har vi farmor med til Norge, hytten ligger ikke langt fra den, vi besøgte sidste år. Jeg er sur på Ulla, og det lader jeg mig tydeligt mærke med.

Det starter allerede hjemme i Himmelev, hvor mor og moster Birthe snakker om Ulla, som far jo lige er flyttet sammen med. Og pludselig udbryder Birthe højt : «nåh, er det hende elskerinden fra Risskov, hende med den røde læbestift?». ”Hvad beha’r, - er jeg virkelig den eneste, der ikke kender sandheden om far ?” tænker jeg, og nu er jeg bare rigtig fornærmet.

Far kan mærke, at jeg er sur, så han foreslår, at vi går en tur, så vi lige kan snakke sammen. Da jeg har fortalt far, hvad det drejer sig om, så fortæller han mig, at de bare ville skåne mig. Det kan jeg godt forstå, og da vi kommer hjem til hytten, er jeg blevet god igen.

Ulla har købt en lommekniv, og den skal altså prøves af, så hun hiver et af sine lange hår af. Så holder hun håret i den ene hånd og skærer med den anden, og kniven er meget skarp. Jeg tør næsten ikke se, hvad der sker og sidder bare og holder vejret. Og så pludselig er det gået galt, og blodet strømmer fra Ullas hånd, kniven er ganske enkelt kommet for tæt på Ullas langemand og blommen er snittet af. Ulla er chokeret, og nu træder farmor i karakter. Hun forbinder såret, og nu er det bare med at komme til en læge. Vi tager helt til Nesbyen og finder en telefonboks, hvor der er en gammel laset telefonbog, hvor flere af siderne mangler. Heldigvis mangler adressen på byens lægehus ikke. Ulla bliver hurtigt lappet sammen igen, men hun har lidt problemer med at bruge hånden.

Om aftenen sidder vi og hygger os og spiller matador, det viser sig, at farmor er en dårlig taber. Det undrer mig, for det plejer jo at være mig, der bliver sur, hver gang jeg taber.

En dag, da Ulla, far og jeg har været i byen for at købe ind, så har farmor taget opvasken for mig, og det er jeg jo rigtig glad for, for så slipper jeg jo for det. Jeg siger tak, men så siger farmor lidt fornærmet : ”Skal jeg så ikke have et kys ?”

Det er farmor og mig, der deler soveværelse, og hver nat før sengetid tager hun en skefuld hørfrø,” det holder maven i gang, Frederikke”, siger hun. Jeg ved ikke, hvorfor hun så gerne vil kalde mig for Frederikke, men det irriterer mig. 

På vejen hjem fra Norge, gør vi holdt for at spise på Teatercaféen, som ligger i Odense. Pludselig siger far lavmælt ”Prøv at se hen mod døren” farmor og jeg vender os om, - en lille frisk fyr med fornemt tøj og hvide handsker kommer ind og sætter sig. ”Han kommer her hver dag, siger far, han nemlig er æresgæst her”.