Det nye hus i Støvring

Jeg sidder i toget på vej op til far og Ulla. Det er første gang, at jeg skal se deres nye hus, og jeg er godt nok spændt på, hvordan det ser ud. Far har fortalt mig i telefonen, at jeg skal stå af på Skørping station, i stedet for at køre med helt til Ålborg, som jeg plejer. Da jeg står af toget, står far allerede og venter på mig på perronen. Vi sætter os ind i Saaben, og kører et godt stykke tid. «Nu er vi der næsten», fortæller far pludselig. ”Se der oppe foran dig, der ligger vores hus”. Vi kører op ad bakken, og drejer mod venstre og så er vi her. Det er et stort grå-hvidt hus med svalegang langs hele forsiden, og et stort sort kileformet tag rager ud over. Vi kommer ind i entreen, hvor en vindeltrappe fører op til første sal. Vi starter med at gå derop, for vi skal lige have lidt te og brød, inden jeg får en lille rundvisning i det store hus.

Det er sommer og dejligt vejr, og vi er rykket ud på terrassen, hvor vi nyder eftermiddagskaffen. Og herfra ser jeg, at baghaven er omgivet af en lille skov, der har fået lov til at blive stående, da villaerne skulle bygges, det er nemlig et meget nyt villakvarter.

Jeg går mig en tur i omegnen, og oppe for enden af vejen, er der stadig marker, der bugter sig i bakker og dale, og en hest står uforstyrret og græsser, her må jeg altså op en anden gang, - hvor er her dog idyllisk, så tæt på fars og Ullas villakvarter.

Jeg sover i fars hobbyrum, og det er et stort rummeligt værelse, hvor hele den ene væg er en stor reol med bøger fra øverst til nederst, så her kan jeg da godt finde lidt godnat-læsning. Far har også et snurretop-spil, som jeg elsker at lege med, jeg giver snurretoppen et ordentligt knips, så den snurrer i lang tid og får stødt de mange kugler op langs kanterne og ned i hullerne, det kan godt være svært at få dem til at ramme.

Det er altid så rart, når far henter mig på stationen. Og allerede i bilen hjem begynder jeg at fortælle, om alle de spændende ting, jeg har oplevet på min rejse herop. Når vi så kommer hjem til Støvring, så må jeg jo fortælle det engang til, mens vi sidder og nyder te og hjemmelavede blinis i den store stue. "Blinis er små boghvede-pandekager på ungarsk", fortæller Ulla, "og de plejer at blive serveret sammen med creme fraiche og kaviar", det smager faktisk rigtig godt, synes jeg.

Jeg sidder på færgen til Århus og har sat mig godt til rette og venter på at færgen skal sejle ud, så vil jeg nemlig gå op og se udsejlingen. Jeg begynder at undre mig, for der sker ikke noget, der er ikke engang tegn til, at vi snart skal sejle. Jeg kikker på uret, og ser, at færgen allerede er ½ time forsinket. Jeg undrer mig, for de har ikke sagt noget over højtalerne endnu, og gad vide, om jeg så kan nå toget videre ? Jeg rejser mig utålmodigt og går rundt, de må da snart sige noget. Jeg ser, at en af passagererne ligner Ann-Mari Max Hansen, - nej, det må simpelthen bare være hende, hun har sin lille søn med sig. Vi falder i snak om situationen, og hun undrer sig også over, at de ikke har sagt noget over højtalerne. Jeg spørger ikke, om det er hende, og hun siger heller ingenting, og det synes jeg også er mere naturligt. Endelig siger de over højtalerne, at forsinkelsen skyldes lasteproblemer, og at de snart vil sejle ud. Nåh, så fik vi da det at vide. Lasteproblemer, det er vel noget med at der er for meget vægt i den ene side – eller sådan noget, og efter endnu ½ time sejler vi omsider ud.

Der går noget tid, og jeg synes altså, at færgen ligesom tipper på en særlig måde, ligesom at den måske er overfyldt ? Jeg går op på dækket og kikker ud over rælingen for at se, hvor højt op vandet går op, - er vi mon ved at gå ned med mus og mand ? – jeg må vist hellere blive heroppe ved redningsbådene, så er jeg den første, der kommer ombord, hvis skibet går ned. Der kommer også en kok ud fra køkkenet, han  går målrettet hen med få stive skridt og kikker ængsteligt ned ad skibssiden. Han får lige øje på mig, der kikker på ham, og siger ”jeg kom lige ud for at trække lidt frisk luft” ”– jaja, den er god med dig, mig narrer du ikke”, tænker jeg for mig selv, han forsvinder dog hurtigt tilbage, hvor han kom fra.

Da jeg har siddet ud for redningsbådene et godt stykke tid, og vi stadig er oven vande, så vover jeg mig lige så stille ned igen. Jeg går hen og sætter mig ved siden af Ann-Mari, og jeg fortæller om min oplevelse med den nervøse kok, mens hun tålmodigt hører på mig. Vi når i land – meget forsinkede, men toget holder selvfølgelig og venter på os, sådan som han også fortalte over højtaleren. Det viser sig, at toget IKKE holder på Skørping station, - Ov, hvad så, hvordan får far og Ulla det at vide ? – jeg må jo ringe, når jeg kommer frem.

Jeg er kommet ind i en stor kupé, og der er altså nogen unge mænd, der får øje på min rejsekammerat, jamen er du ikke hende der Anne Marie et-eller-andet? Ann-Mari smiler bare, og siger ingenting.

Jeg står af på Ålborg station, og på perronen står far og venter på mig. Jeg er meget overrasket, for jeg havde ikke drømt om, at han havde fået besked over højtaleren, så havde jeg jo ingen grund til at bekymre mig.

Vi sidder i køkkenet og hører radio, og pludselig fortæller de, at en sort panter er sluppet løs fra Ålborg Zoo, så nu er jeg altså ikke meget for at komme ud og gå tur, jeg vil nødigt stå ansigt til ansigt med panteren, så det kan være det samme. Efter et par dage, kan vi ånde lettet op, det bliver sagt, at panteren er fundet af en husejer, der lige åbnede døren, og der sad panteren, altså nu tør jeg godt komme ud og gå ture igen, det var dejligt.

Vi skal på erhvervspraktik med skolen, men hvad skal jeg dog vælge? Jeg har ingen ideer, men det har Ulla, hvad med at komme med mig op på skolen, så kan du se lidt om, hvordan vores hverdag er. Så det ender med, at jeg skal være en uge på Ullas skole, og jeg glæder mig. Om fredagen tager jeg den lange tur op Støvring. Og da jeg kommer ombord på færgen er jeg ærligt talt lidt sulten. En lille platte med blandt andet en æggemad frister mig. De 2 madder smager også ganske godt, men æggemadden smager altså ikke godt. Ikke fordi den smager råddent, men den er bare lidt gummiagtig og vandet, puha. Om lørdagen har jeg det rigtig dårligt, og jeg kan ikke holde noget mad i mig, og toilettet bliver mit faste tilholdssted, og jeg har en fornemmelse af, at æggemadden har en finger med i spillet. Min dårlige mave varer i 5 dage, og jeg er altså godt ærgerlig de første 2 dage, hvor Ulla tager ind på skolen – uden mig.

Om onsdagen har jeg det bedre, og der er jo stadig 3 dage tilbage, hvor jeg kan komme med Ulla i skole.

I første time er jeg sammen med Ullas veninde og kollega Birthe, der underviser i musik, hvor jeg er med til at synge og spille sammen med børnene, og det er lige noget for mig, Birthe og Thomas kom engang jævnligt hos far og Ulla, det var dem vi spillede sammen med, Thomas spillede klaver og vi piger spillede på blokfløjte, og far lyttede, men det er flere år siden nu.

Jeg er også med til specialundervisning, der er en lille gruppe på 5 børn. Jeg får opgaven at lære en dreng at læse. Det er faktisk rigtig spændende, Jeg opmuntrer ham tålmodigt til at stave sig igennem dagens tekst, og det går faktisk rigtig godt. Om torsdagen får jeg lov til at fortsætte med at læse med ham, og jeg kan høre, at han allerede har gjort fremskridt, så det hjælper altså, at der ikke er andre til at forstyrre. Jeg er faktisk glad for, at jeg, en ganske almindelig ung skolepige, uden nogen erfaring, kan hjælpe en anden til at lære at læse.

Desværre er jeg der jo kun i 3 dage, så jeg når jo ikke rigtig få indtryk af, hvad det vil sige at være lærer. – Men spændende, det var det altså.

Det er vinter og smadderkoldt, og det er der ikke noget at sige til, for radiatorerne er iskolde, hvorfor det – er strømmen da gået ? Da jeg tænder for lyset ude på wc, er der stadig bælgmørkt. Ulla har også opdaget, at der ikke er vand i hanen, jamen, så kan vi jo ikke få morgenkaffe. – Jo, kaffe, det skal vi nok få lavet, der er jo masser af sne udenfor, som vi bare kan hente ind i en gryde, og Ulla har jo frituregryden, den tænder hun op under, så sneen smelter og bliver omdannet til kogende vand. Der går lang tid, før al sneen er smeltet til vand, men vi har jo masser af tid, vi skal ikke nå noget. Da vandet omsider er begyndt at koge, så står Ulla klar med kanden med en gammeldags kaffetragt og filter med den afmålte kaffe i, og så bliver der lavet kaffe på gammeldags manér.

Vi barrikaderer os ude i køkkenet og lukker alle døre, så vi holder på varmen, og så sørger et par stearinlys for, at vi også kan se, hvad vi laver. Og vi kan jo altid høre transistor-radio og læse historier højt for hinanden.  Om natten er der stadig ikke kommet strøm, så vi overnatter alle 3 ude i køkkenet. Det er godt nok lidt trangt, og det kan godt være lidt svært at falde i søvn, især når far han snorker. Jeg falder dog i søvn til sidst og vågner først da det er lyst, og det bedste ved det hele, der er kommet vand i hanerne, og der er også kommet varme på igen, nu behøver vi ikke at sove i køkkenet endnu en nat.

Far tænder små lys og sætter dem i vindueskarmene, og det ser helt hyggeligt ud. Far forklarer mig, mens han går rundt, at det er en tradition fra krigens sidste dag den 4. maj, hvor man om aftenen flåede mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne for at fejre, at den mørke tid endelig var forbi, og vi kommer til at snakke om Farbror Karl, der jo aldrig nåede at opleve befrielsen. Han var modstandsmand og havde gemt sig oppe på et loft sammen med radiosenderen, men desværre blev han opdaget af tyskerne, som skød ham på stedet. Jeg har set et fotografi af ham hjemme hos farmor på reolen i stuen, - en flot ung smilende mand, der ligner far, - tænk, at den unge mand har været død i så mange år.

Mor og jeg flytter i Hersegade

Lene og Jørgen bliver gift i Sankt Jørgensbjerg kirke, hvor mor og jeg er de eneste vidner, bortset fra præsten naturligvis.

Efter nogle år flytter mor og jeg op i en lejlighed i morfars ejendom, der ligger midt i Roskilde, og hvor morfar har sit firma i gården. Jørgen arbejder som installatør i firmaet, men han føler, at han bliver udnyttet af morfar, så derfor vil han gerne finde en anden arbejdsplads. Han søger da også flere steder, men hver gang, at arbejdsgiverne ringer og spørger morfar, hvordan Jørgen er som arbejdskraft, så siger morfar bare: ”Jamen Jørgen, han arbejder skam for mig”. Morfar er jo ikke interesseret i at komme af med Jørgen, for han skal jo føre morfars firma videre. Mor er rasende på morfar, og det er mine mostre også, og morfar, han er vred på os alle sammen, og han hilser ikke engang på mig, når jeg møder ham i opgangen. Der er en rigtig dårlig stemning i familien. Til sidst bliver det for meget for Jørgen, og han beslutter sig endelig for at blive discipel. Jørgen prøver også at overtale mig, og til sidst lykkes det for ham. Jeg bliver discipel, får en mantraboks om halsen og et nyt navn.

Jørgen og Lene bliver gift i Sankt Jørgensbjerg kirke, og mor og jeg er de eneste vidner bortset fra præsten. Kort tid efter får vi at vide, at Jørgen og Lene er flyttet ned til Falster, hvor de lever som munk og nonne indenfor gurusekten. Jeg bliver både meget chokeret og ked af det, og mor er helt slået ud. Mormor er grædefærdig over, at hun har mistet sin søn, og morfar, han ryster bare på hovedet over "Uroen", der kun har bragt uro i familien. I flere år lever jeg i håbet om, at Jørgen og Lene en dag vil komme tilbage til os

I sommerferien sidder mor og jeg og slapper af i vores dejlige sommerhus. Mor læser i en af guruens bøger, og pludselig begynder hun at læse højt: ”Hvis du kikker på en rose, så er rosen i virkeligheden kun en illusion, der kommer fra dit eget sind”.

" -Tak, det er dråben”, tænker jeg for mig selv. ”Ikke engang i naturen kan jeg finde fred fra denne mærkelige verden". Nu har jeg altså fået nok, og fra nu af vender jeg mig 100 % imod alt, hvad der har med guruen at gøre.

Det er dog først flere år senere, at jeg endelig tager mod til mig og får smidt mantraboksen i affaldsskakten, og mens jeg hører den klirre  ”pling-pling-pling” hele vejen ned gennem røret, så er det som om, at jeg endelig giver helt slip på guru-troen.