fars nye liv

Jeg er med far på arbejde

Hver mandag aften er mor på kursus, og det er jeg bestemt ikke glad for. Så er jeg jo alene hjemme, og det synes jeg altså er lidt uhyggeligt, derfor ringer jeg til far, og vi får en dejlig lang snak om alt muligt. Når jeg så lægger røret igen, har jeg da glemt alt om, hvor bange jeg var. Og nu varer det jo heller ikke så længe før mor kommer hjem igen.  

Far er flyttet helt op i nærheden af Ålborg, til en lille forstad, der hedder Godthåb. Her har han købt hus, for han har nemlig fået en ny stilling i Ålborg. Det er et pænt stort et-plans hus på hjørnet af Blishønevej og Lærkevej, og med en dejlig udsigt ud over en stor sø.

Når jeg skal op og besøge far, så skal jeg altså ud på en længere dagsrejse. Det starter med, at jeg tager toget fra Roskilde station, og så går turen op mod Kalundborg, hvor færgen til Århus venter. Færgeturen på 3 timer glæder jeg mig ligefrem til. Jeg går op på dækket og nyder udsejlingen, og når jeg er sulten, køber jeg mig et par pølser og lidt kaffe i cafeteriet. Resten af tiden går med at løse kryds og tværs’er, læse eller komme i snak med folk, og før jeg ved af det, så er færgen ved at være i havn. Når jeg ser Århus havn fra dækket, så kan det ligefrem give et gib i mig ved gensynet. Fra færgen fører en lang gang ned til toget mod Ålborg. Og omtrent 2 timer senere står jeg af, og far står parat for at hente mig.

En dag, mens vi er på vej til Godthåb, fortæller far, at han skal i avisen om et par dage, og de skal bruge et billede, hvor han er i gang med sit arbejde. Han mangler bare en, der skal være patient. ”Vil du være min patient ?”, spørger far og griner. ”Du skal bare lave en lille test med nogle klodser”. Jo, det kan jeg da godt tænke mig. Jeg vil jo gerne se, hvor far arbejder, og hvad han egentlig laver.

Et par dage efter tager vi så ind på fars arbejdsplads, hvor vi møder en af fars arbejdskammerater. Han hilser venligt på mig, og far behøver slet ikke at præsentere mig. Far og jeg går ind på kontoret, og han giver mig en opgave med nogle klodser i forskellige farver og mønstre, og det synes jeg er vældig sjovt. Fotografen er kommet og filmer, mens jeg løser opgaverne, men jeg lægger slet ikke mærke til ham. Efter lidt tid siger far, at vi er færdige, og vi tager hjem igen. Et stykke tid efter kommer artiklen i avisen med et stort billede af far og mig. 

Når jeg er på besøg hos far, har jeg en lille kasse fyldt med ting, der er plader med børnesange, lidt børnebøger og tegneserier, som jeg kan kikke i, hvis jeg skulle komme til at kede mig.  

Jeg går også tit ture i de hyggelige omgivelser, og en dag spørger far mig, om jeg kunne tænke mig at gå til bageren og købe et franskbrød, jeg skal bare gå ud ad den store vej og så lige dreje op ad første vej på højre hånd, og der ligger bageren – ”Jamen, det vil jeg da gerne”, siger jeg og tager min store frakke på, for det er vinter og koldt udenfor, og så går det ellers derud af. Jeg finder altså ingen vej til højre, og før jeg ved af det, så er jeg på vej ud af byen. Nu er der pludselig marker på begge sider af vejen, og det er faktisk rigtig hyggeligt og landligt, men jeg undrer mig stadig over, hvor den bager dog bliver af. 

Efter at jeg har gået et godt stykke tid, så møder jeg posten på cykel, og vi hilser på hinanden. Langt om længe får jeg øje på, at vejen deler sig forude, og hvis ikke jeg finder bageren dernede til højre, så vil jeg altså vende om og gå tilbage igen. Da jeg kommer derned, ser jeg kun marker og nogle få huse og et skilt, hvor der står 2 km til Nibe, og så vender jeg næsen hjemad. Der går ikke lang tid, før jeg i det fjerne, får øje på en grøn Saab, - ” FAR ? ”. Bilen kommer nærmere og stopper op, og far åbner døren for mig. Han er slet ikke sur, nej han kan altså ikke lade være med at grine og siger så, ”Nåh, det blev da vist en lang tur til bageren”. Far havde godt nok undret sig over, hvor jeg blev af og så var han kørt ud for at lede efter mig. Så havde han mødt posten og spurgt, om han havde set en ung pige med langt lyst hår og en stor frakke på ? – Jo, det havde han skam, hun var på vej ud ad landevejen i retning mod Nibe. På vej ud for at hente mig, tog far lige omkring bageren, "så nu kan vi jo så tage hjem og få et stykke franskbrød til kaffen, - og på vejen, kan jeg lige vise dig, hvor bageren bor”, siger far.   

 

Ulla banker på døren

I Setesdalen smager jeg rensdyrkød og fladbrød for første gang - uhm !

Det er sommerferie, og far henter mig på Ålborg station, og mens vi kører hjem til Godthåb, så fortæller han mig, at jeg skal møde en dame, som han er begyndt at se meget. Vi kommer hjem og dækker kaffebord, og så sætter vi os ellers til at vente på, at den nye dame viser sig. Der går ikke ret lang tid, før det banker på døren og hun kommer ind og præsenterer sig som Ulla.

Ulla er høj, lidt kraftig og har langt, mørkt hår, der er sat op i nakken. Hun er sidst i tyverne, går på seminariet og læser til lærer. Ulla er meget hyggelig og lige ud ad landevejen, og så snakker hun faktisk helt hjemligt – nemlig århusiansk. Ulla fortæller mig endda, at vi faktisk har hilst på hinanden før, nemlig der, hvor far har boet engang.  

Dagen efter tager vi færgen til Norge – far og jeg, og derfra tager vi videre med bus til vores hotel, der ligger i Kristiansand. Da vi stiger af bussen, kommer far i snak med en ældre herre, der også var med, og far siger til mig : «det var statsministerens bror Bernhard Baunsgård, som vi lige hilste på» .

Næste morgen sidder vi og får morgenmad i hotellets hyggelige restaurant, og her føler jeg mig nærmest ombord på skibet endnu, vinduerne er nemlig som koøjer, tovværk og trodser, hænger ned fra loftet og flere modelskibe pynter rundt omkring. Tjeneren kommer og hælder kaffe op til mig, og jeg siger ”stop”, så der lige er plads til lidt mælk. Far knurrer og siger ”det hedder altså ikke stop, - men tak”. Åh undskyld, så har jeg da lært det. 

Vi kommer mange hyggelige og flotte steder, og i Setesdalens frilandsmuseum får jeg øjnene op for eventyrlige norske bjælkehytter og smager fladbrød og røget rensdyrkød for første gang, og det er noget, er smager mig.

Vi overnatter i en lille hytte, hvor der kun lige er plads til en køjeseng og et lille bord med 2 små stole. Det er selvfølgelig mig, der må kravle op i overkøjen, og det er jeg altså ikke meget for, for sæt nu jeg falder ud af sengen, så er der jo langt ned. Det er lidt svært at sove, for far han snorker altså højt, men til sidst overmander trætheden mig, og jeg overgiver mig til søvnen.

Far og jeg går hen til et rødt hus og ringer på. Jeg er lidt beklemt ved situationen, for hvem mon kommer og åbner ? Det gør en gammel dame, som far åbenbart har kendt en gang. Hun er vældig sød og inviterer os indenfor på kaffe og kage i udestuen.

I Oslo besøger vi Vigelandsparken, som er fyldt med skulpturer af nøgne mennesker, viklet grundigt ind i hinanden, og især den store midtersøjle, synes jeg bare er så skøn.

Far har fortalt mig, at Ulla flytter ind hos ham, derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at hun stadig er i huset, da vi kommer hjem fra Norge. Ulla og jeg kommer godt ud af det sammen, og hun har altid gang i en masse aktiviteter.  

Ulla er meget glad for at sy og er faktisk ret god til det. Hun syr alt sit tøj, og ikke nok med det, hun synes også, at det er sjovt at sy til min pusledukke, så Pusle bliver forsynet med en hel ny garderobe, og hun bliver klædt på i trompetbukser, frynsevest og sandaler helt i ruskind, og bliver faktisk rigtig smart, synes jeg. 

Far og Ulla har et hyggeligt spisekøkken, hvor vi kan være sammen alle 3, mens vi laver mad. En dag laver Ulla og jeg hjemmelavet flødeis, og det er mig, der står for de lette opgaver. Jeg er nemlig ikke så hjemmevant i et køkken, så det med at piske æggehvider og vende dem forsigtigt i fløden, hvor det hele kan komme til at skille - og sådan noget - det har jeg slet ikke nerver til. Der skal også chokoladestykker i, inden isen kommer i fryseren, og der kan jeg godt være med. Efter nogle timer, så kommer det mest spændende, nemlig prøvesmagningen, og her kan far også være med.  

Det er aften, og vi skal til at lave mad, og det er altså forårsruller, som står på menuen – hjemmelavede forårsruller vel at mærke ! Ulla starter med kødfarsen, som bliver blandet med rød og grøn peber, løg, krydderier og andet godt. Selve rullerne er pandekager, og dem står jeg for, og det er smaddersjovt, altså især når de ikke brænder på. Far sidder ved bordet henne ved vinduet og følger med i alt, hvad der sker.  

Forårsrullerne er jo Ullas opskrift, og derfor skal de da også hedde noget særligt. Far foreslår: ”Jamen, så må de jo hedde forårsrulle Alyla (à l’Ulla)”. Jeg forstår jo ikke fransk, men jeg synes altså, at det lyder rigtig sjovt. 

Jeg besøger Helle og familien Nysten

Det er meningen, at jeg skal besøge Helle og familien Nysten på vej hjem fra far, og han kører mig til Vejby-Risskov, hvor de bor i en lejlighed på Tjelevej. Da vi kommer frem fortæller fru Nysten, at Helle og Gitte ikke er hjemme i dag, de skulle noget andet, men de kommer i morgen, og Jette er her jo, fru Nystens søster Ann er her også, og hende kender jeg jo.
Far tager af sted, og så er jeg endnu en gang tilbage i Risskov sammen med den familie, der har betydet så meget for mig, indtil for et år siden.Det er blevet tid til, at Jette og jeg skal i seng, og jeg låner Gittes seng, der står ved den ene væg overfor Jettes. Her har jeg sovet så mange gange, og det er kun lidt over et år siden, jeg sov her sidst. Det er lidt mærkeligt at være her igen, for selvom der kun er gået et år siden sidst, så er det som om, jeg slet ikke er den samme, som jeg var dengang. Jeg ligger i mørket og kan ikke falde i søvn, jeg føler mig så alene, far er jo kørt tilbage til Ålborg, og mor, hun er i Himmelev, og tænk, hvis jeg aldrig ser dem mere. pludselig kan jeg ikke holde det ud længere, og jeg begynder at græde, ganske stille, for jeg vil jo ikke vække Jette. «græder du», spørger Jette ovre fra sin seng. Inden jeg når at svare, er hun ude på gulvet og løber ind i stuen, hvor fru Nysten og Ann sidder. «Henriette er ked af det», siger Jette, og et øjeblik efter er de alle inde i soveværelset for at trøste mig. Ann har taget en yoyo med ind, og viser mig nogen sjove numre, så jeg kommer til at grine, og pludselig har jeg glemt, at jeg var ked af det, og nu kan jeg igen lægge mig til at sove.

Engelsk er mit yndlingsfag

Engelsk er mit yndlingsfag, og jeg glæder mig altid til timerne, hvor vi kun snakker engelsk. Allerede den første dag kommer frk. Buch ind i klassen og siger, ”om et øjeblik går jeg ud af døren, og når jeg kommer ind igen, så foregår alt på engelsk. Der må ikke siges et eneste ord på dansk”. Frk Buch går så ud af klassen, og et øjeblik efter banker det på døren og hun kommer ind igen og går hen til det første bord, hvor hun siger , ”hello, My Name is Miss Buch, whats your name ?” Inden længe har vi fattet ideen, og det er så vores første time på det nye sprog. 

Hysterisk gravid ?

En dag begynder det at dryppe fra Kiki, jeg kan ligefrem følge hendes blodspor, for hun har nemlig fået blødninger. Mor fortæller mig, at nu kan Kiki få hvalpe, og derfor skal hun have p-piller. Dem kender jeg skam godt. Det er sådan nogen lakridspastiller, og de smager smaddergodt. Men hvorfor giver mor Kiki lakridspastiller ? - det kan jeg altså ikke lige regne ud. Mor fortæller mig så, at "P-piller, det er nogen Kiki får, for at hun ikke skal blive gravid , og de piller du tænker på, de hedder Pep-pastiller". - "Nåh sådan !"

 

Kiki er begyndt at lege med købmandens hund, der er en stor rottweiler - af hankøn. De er meget interesseret i hinanden. Efter et par måneder begynder Kiki at te sig, som om hun er gravid, men det kan da ikke passe, for hun får jo P-piller? Dyrlægen fortæller os også, at hun bare er hysterisk gravid. Den kære hund tror ganske enkelt, at hun er gravid, og derfor er hendes mave begyndt at vokse, og patterne er blevet større.

Jul på plejehjemmet

Der er bankospil i spisestuen hver uge, og 1 gang om året er der det store banko, hvor beboere og personale må tage en gæst med. Det holdes i terapien og blandt gæsterne dukker Vibeke op, som jeg går i klasse med. Hun er blevet inviteret af sin mormor, der er sygehjælper her, og jeg sætter mig ved samme bord. Det viser sig, at Vibeke er meget heldig i spil, og hun vinder næsten uafbrudt. Det er ikke fordi jeg ikke har held i spil, jeg vinder jo sidegevinster hver gang, men alligevel, jeg ville nu gerne være lige så heldig som hun, så jeg sidder og bliver godt sur. Nu er vi færdig med banko, og der er amerikansk lotteri, hvor der bliver solgt lodder, og jeg køber 2. Jeg føler, at der er held ved mine lodder. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er overbevist om, at 1 af dem giver gevinst. Det er hr. Jessen, der trækker numrene, og jeg kan næsten ikke vente. Først bliver et nummer råbt op, det er ikke det, så jeg må holde spændingen lidt endnu. Næste nummer bliver råbt op, og jeg bliver fyr og flamme, ”det er jo mit nummer !”, hvad sagde jeg, der var jo held ved lodderne. Jeg rejser mig og går op og henter den, nej hvor er jeg stolt. En stor flaske snaps er lige blevet min, og den skal far have. Jeg er så glad, at jeg ikke er til at skyde igennem, så kan jeg jo alligevel godt være heldig.

Jeg går til kor hos fru Rasmussen, og ved juletid skal vi opføre et nissespil på plejehjemmet, og jeg skal være fortæller. Jeg har lært hele min tekst udenad, selvom mor har sagt, at jeg da bare skal læse op ad bogen.

Skuespillet starter lige om lidt, og beboerne strømmer ind i spisestuen og tager plads. Alle har sat sig, og tæppet går fra, og jeg sidder allerede på tribunen parat til at fortælle, bogen har jeg lagt fra mig. Jeg begynder at fortælle, men så får jeg øje på fru Jensen nede på 2 række, og pludselig går jeg helt i stå, og jeg kan ikke huske noget som helst. Jeg er så flov og begynder at græde. Jeg bliver lige viftet ind bag tæppet, hvor mor giver mig bogen og siger. ”Nu går du bare ind og læser op fra bogen”

Hele julemåneden summer der af liv og oser af julestemning i terapien, hvor beboerne selvfølgelig er i fuld gang med at lave nisser og juleduge i alle afskygninger. Og i baggrunden lyder alle de gode gamle julesange, - jo, der er virkelig noget i luften.

Juleaftensdag er bordene stillet på række efter hinanden og dækket op til julemiddagen, og her mødes beboerne, personalet og mig for at spise andesteg og ris à la mande, og inde ved siden af i spise-dagligstuen står det store flotte dejlige juletræ, som vi pyntede i går, og vi – det er altså et par stykker af beboerne, lidt personale og så mig, mens andre beboere så på og julemusikken spillede i baggrunden. Her får vi kaffe og danser om juletræet, de der kan. Fra plejehjemmet kører mor og jeg ud til Veddelev, hvor vi holder jul i familiens skød. Vi har fået ris à la mande med i 2 store skåle, og der er sørget for en mandel i hver, forsikrer fru Holm.  Vi sætter os til bords, og jeg får julemad for anden gang. Efter andestegen er det skålene med fru Holms ris à la mande, der går rundt, og uhm, hvor den smager godt, skålene går rundt endnu en gang, og jeg må altså også lige have mig en portion til.  Efter anden portion er jeg ved at være godt mæt, - men, der er stadig ingen, som har fået mandelen, så endnu en portion  får jeg øst op på min tallerken. Da alle fadene er tomme, er der stadig ingen, som har set så meget som skyggen af en hel mandel. Jamen, hvem skal så have mandelgaven ? Onkel Ib får hurtigt knækket nogle tændstikker, der er kun en tændstik, som er hel, og den som vælger den, bliver den heldige vinder af mandelgaven. Ib går så rundt mellem os børn med tændstikkernes svovlside godt skjult inde i hånden, - og det bliver ikke mig, som er den heldige vinder af mandelgaven – øv !

 

Nytåret skal jeg fejre sammen med far og Ulla i Godthåb, og det er første gang, at jeg prøver det. Farmor er der også, har far fortalt i telefonen. Så vi skal nok få det hyggeligt. Mellem jul og nytår tager jeg den lange vej op til Ålborg. Det er jeg bestemt ikke ked af, for jeg elsker at sejle. Så kan jeg nemlig læse og løse kryds og tværser og gøre lige, hvad jeg vil, uden at de voksne blander sig. Og jeg kommer også tit i snak med folk ombord.

 

Hvalpen Bulder ankommer

Da jeg kommer hjem fra juleferien hos far og Ulla, kommer mor og moster Kirsten og henter mig på stationen.

"Kiki har fået en hvalp", siger de i kor, Jamen, så var den altså god nok, Kiki var IKKE hysterisk gravid, - hun VAR gravid! - Nej, hvor sødt. Kirsten fortæller : "Pludselig begyndte hunden at opføre sig underligt, hun hoppede op i kurven og begyndte at gå uroligt rundt, og så pludselig kom der en stor sort klump ud af enden på hende, og jeg var sikker på, at nu var hun dødssyg", fortæller Kirsten. "Et øjeblik efter begyndte klumpen at bevæge sig, og nu kunne jeg se, at det var en hvalp". Kiki begynder at knurre ad mig, og pludselig rejser den sig op og farer hen imod mig", - "men i sidste øjeblik kommer din mor ind ad døren. Var hun ikke kommet, så var jeg blevet ædt !", siger Kirsten med eftertryk.

Der kommer kun en hvalp, og den kalder vi for Bulder. Efterhånden får jeg lov til at komme hen til hvalpen, uden at Kiki knurrer, og jeg kan endda også få lov til at ae og klappe den søde lille hvalp.

Da hvalpen er en måned gammel, så skal halen klippes af. Jeg synes altså, at det er så synd for den lille hvalp. "Mor, hvorfor må Bulder ikke beholde sin hale", spørger jeg mor. "Det er fordi, at den slags hunde skal have en halestump, ligesom du ser det ved Kiki, og det gør ikke ondt på hunden. Dyrlægen kommer forbi med en speciel saks og bedøver hunden, og så er det gjort.

Jytte Løfquist kommer på besøg

Jytte Løfquist kommer for at besøge os i januar måned. Hun kommer alene, mens Løffe er på arbejde. Det er meget glat, og lige i det, at Jytte går op mod indgangen, så glider hun og falder så lang hun er. Hun prøver at komme op, men benet går så ondt så ondt. Ambulancen kommer og henter hende, og det viser sig, at benet er brækket, så hun kommer hjem til os i kørestol og med benet i gips, helt oppe fra låret.

Jytte bliver hos os, så længe benet er i gips, og det er mor rigtig glad for, hun hjælper mor med en masse opgaver, som hun sagtens kan ordne i kørestolen. Og da det er ved at være fastelavn, har mor en opgave til hende, hun har nemlig fundet mit kattekostume frem, som jeg havde på i Risskov. Halen er gået op i syningen flere steder, og Jytte Løfquist går straks i gang med nål og tråd, og efter kort tid, så er den så god som ny. Jeg er også glad for, at Jytte er her, for så er jeg ikke så alene, når jeg kommer hjem. Det er smadderhyggeligt at hun er her og sætter liv i huset.

Det er i dag, at der bliver holdt fastelavnsfest på plejehjemmet. Katten skal jo slås af tønden, og det skal foregå inde i terapien, hvor der er rigtig god plads, især når alle bordene er rykket til side. Jeg er jo kat, og mor er klædt ud som klovn, og hun er bare rigtig god, synes jeg. Hun mener også selv, at hun er helt ukendelig, - men dog ikke for alle. Mor går ned mod terapien, og pludselig råber en af beboerne : ”Goddag fru Kildegaard”, og mor spørger : ” Kan De kende mig ? - Jeg troede da ellers, jeg var så god”. ”Jamen, Deres ranke holdning, den afslører Dem, den kan De skam ikke løbe fra”.

En morgen, hvor Nina har overnattet hos mig, foreslår hun, at vi står op nu og begynder at lave morgenmad og kaffe, og så kan vi da også lige pynte bordet, så det kan blive rigtig festligt. Det kan jo pyntes med confetti i flere farver, og hvordan laver man så det ? - Jo, hulleren er rigtig god, og vi finder også lige noget papir frem i forskellige farver, og de kommer en tur igennem hulleren og bliver til små runde confetti-stykker, og nej hvor er det hyggeligt. Mor føler sig så forkælet denne morgen, at hun spørger, om jeg ikke kan stå for morgenmaden hver morgen. Hun er så træt efter de lange arbejdsdage, og med sådan en god start på dagen, vil jeg gøre det nemmere for hende. Jo, det vil jeg da gerne.

 

Jytte er taget hjem til Løffe igen, og der er blevet så stille i huset, især når jeg kommer hjem fra skole, så mangler jeg hendes selskab, men så smutter jeg over i terapien og får eftermiddags-kaffen, ligesom før.
Hver morgen står jeg op kl. halv syv, når uret vækker mig, og efter at jeg er blevet vasket og er kommet i tøjet, så går jeg ud i køkkenet og sætter vand over til kaffe, 2 stykker brød kommer ind i ovnen, og jeg gør kaffekanden klar med tragt og filter og måler kaffe op - «en top per kop», står der på måleskeen, men det ved jeg jo godt. Jeg dækker så bordet med de fine hvide kopper med en  blå blomst og de orange spækbræt, det blev købt for et år siden, og 2 smøreknive. Smør og ost bliver stillet frem på bordet, og så mælken selvfølgelig, den skal vi jo have i kaffen. Vandet koger, og jeg hælder 4 kopper vand på kanden.
«så for søren, brødene», - «de er blevet sorte», jeg går i gang med at skrabe dem med en kniv hen over skraldespanden, de giver et farligt svineri, mende smager nu bedst, når de er mørke.
Nu er morgenmaden klar, og jeg går ind for at vække mor. «Mor, du må godt stå op, morgenmaden er klar». Mor er så glad for, at jeg vil hjælpe hende med at komme op, men faktisk var det jo Ninas idé.

 

Bulder får nyt hjem

En dag er Bulder væk, vi leder alle vegne og råber efter den, men væk er han. Der går flere dage, og vi er efterhånden overbevist om, at han er død. Men en dag på vej til skole, er der en dreng, som kommer hen til mig og spørger, om jeg savner min lille hund. Han fortæller, at hunden er dukket op hjemme hos dem, og de har så taget sig af den, så vi kan bare komme og hente den, når vi vil. Så om eftermiddagen kommer jeg glad hjem og fortæller mor den gode nyhed. Der går dog ikke lang tid, før hans mor og far kommer og fortæller, at de er frygtelig glade for den lille hund, og om de ikke kan få lov til at beholde den. Kvinden siger også, at jeg da altid kan komme og besøge den. Bulder vokser hurtigt og bliver større end sin mor, ja faktisk er han på størrelse med en kalv. En dag fortæller drengen, at de skal flytte til Tønder, så det er altså sidste gang, at jeg ser Bulder. 

Med far og Ulla i Sverige

Ulla sidder ved den lille klukkende bæk og laver akvareller.

I sommerferien tager jeg med far og Ulla til Sverige, hvor vi skal bo i en hytte, som far har lejet gennem FDM. Ikke så snart er vi kommet fra borde, før vi kører i den forkerte side af vejen, altså i venstre side - for sådan kører de altså herovre.

På et tidspunkt kører vi langs en elv, hvor der ligger en masse tømmerstokke ude i vandet. Jeg undrer mig over, hvad de ligger der og flyder for, og far fortæller, at svenskerne ganske enkelt bruger deres elve til at transportere tømmer fra sted til sted, det kan jo flyde på vandet, og det er jo smart ! 

Endelig kommer vi frem til den hyggelige træhytte, hvor vi skal bo, og den ligger ned til en stor sø. Vi kommer ind i en mørk stue, hvor spisebordet heldigvis står henne under det eneste vindue, så skal vi da ikke sidde og spise i mørke. Min seng er indbygget i væggen, så jeg kommer til at sove som en bjørn i en hule, og det er smadderhyggeligt.

Mens Ulla og jeg står og hygger os i det lille køkken, mens vi laver kaffe og finder kopper frem, fortæller hun mig om dengang, da hun var barn og sang flerstemmigt med sin søster ude i køkkenet, mens de vaskede op, ”så går tingene jo meget nemmere”.

Søndag morgen kører vi efter morgenbrød. Vi kører og kører og finder da også en enkelt bagerforretning, men den har da ikke åbent - om søndagen, øv, det har alle bagerforretninger da i Danmark.

Ved søen ligger der en lille båd fortøjet, og den skal vi ud at ro i. Det synes i hvert fald både Ulla og far. Jeg er lidt skeptisk og ved ikke rigtigt, om jeg tør være med. Men jeg kan heller ikke lide at stå tilbage på land og kikke på, altså sætter jeg mig forrest i båden, mens Ulla og far sætter sig ved hver sin åre. Vi har ikke redningsvest på, men vandet er heller ikke særlig dybt. Da vi er kommet ud på det ”dybe” vand, finder Ulla og far pludselig ud af, at de vist hellere må bytte plads. De rejser sig altså op og begynder at bevæge sig rundt i båden, mens den vipper faretruende, og jeg holder vejret. Så ror de heldigvis ind mod land igen, og først da vi er kommet op på land, er jeg rolig igen.

På vej hjem til Danmark besøger vi sluserne i Trollhättan, og hvor er det spændende og sjovt at se, hvordan de mange skibe langsomt bliver løftet op, fra trin til trin, indtil de til sidst er kommet helt op.