Jeg kommer i 6. klasse

​​Vi er startet i 6. klasse efter ferien, og Nina og jeg er flyttet frem til det første bord lige indenfor døren. 

Mor bryder sig ikke om Nina, og en dag siger hun til mig, :«Jeg​​ tror ikke, at Nina er god nok for dig, hun er alt for bestemmende, kan du ikke sige til hende, at I ikke skal ses mere?» Det kan jeg altså ikke lide at sige til hende, så mor spørger, om hun skal ringe til frk Buck og tale med hende, men det er jeg heller ikke meget for.

Det er måske rigtigt nok, at Nina altid bestemmer, hvad vi skal lave, men vi har det da sjovt sammen. Forleden dag var Nina med mig hjemme, mor var ikke kommet hjem endnu, og vi gik i gang med at lave æbleskiver. De drillede lidt i starten og gik i stykker, når vi skulle vende dem på panden. Men efterhånden begyndte det at gå godt, og hver gang det lykkedes, så gik vi en lille tur frem og tilbage arm i arm, mens vi skrålede i vilden sky «når lygterne tændes på gade og vej», og vi havde det så sjovt.
Men mor bliver ved med at spørge, om jeg ikke kan finde en anden veninde og ses med. Det er faktisk rigtig irriterende, at hun presser mig, men til sidst tænker jeg, at mor måske har ret, og jeg siger, "Ja, mor, det må du godt".

Dagen efter kommer frk Buck ind i klassen, går hen til vores bord og siger  ​​«Nina og Helle, I bytter lige plads». Nina rejser sig lydigt og undrende op og står så og venter, mens Helle bliver siddende, «jeg vil ikke bytte plads med Nina, jeg vil sidde her sammen med Anne», siger hun så grædende. Frk Buck gentager meget bestemt, og Helle rejser sig så modvilligt op, tager sin taske med og sætter sig ved siden af mig. Helle sidder og snøfter resten af timen, hun kikker hele tiden væk fra mig, og jeg kan ligefrem mærke, at hun er rasende, og jeg sidder med en flov fornemmelse.

Helene

Vi har fået ny pige i klassen, der hedder Helene. Hun er en hyggelig, frisk og sød pige, og vi finder hurtigt sammen i fritiden. Jeg besøger hende en weekend og hilser på familien. Hun har en storesøster, der hedder Ellinor hun er meget høj og har et flot mørkt, langt hår, som jeg er lidt misundelig over. Helenes mor og far er hjemme, og Helenes mormor, bor også hos dem. Om aftenen sidder vi og hygger os i stuen, og især Helenes mor er meget interesseret og kan godt lide at diskutere og snakke med om mange emner.

Jeg er med klassen i Tivoli, og Helene vil gerne have mig med op i rutschebanen. Det er jeg altså ikke så meget for, mor har nemlig engang fortalt mig om en mand, der rejste sig op i rutschebanen, mens den kørte, og han faldt altså ud af vognen og slog sig ihjel, Helene får mig dog overtalt, og vi stiller os i den lange kø. Da vi langt om længe er kommet frem, finder vi en plads midt i vognen, og jeg sætter mig ind og holder godt fast under sædet med begge hænder, for at jeg ikke skal lette for meget i sædet, når det går nedad bakke. Da vi sætter i gang, så får jeg sommerfugle i maven af spænding. I starten kører vi dog bare op og op ad bakke, indtil vi kommer helt derop, hvor vi kan se over Tivolis mure og har udsigt over byen. Men så giver banen et sving, og såååhh….,  går det stejlt nedad, - det giver et sug i maven. - ”du skal bare skrige”, siger Helene, og så skriger jeg alt hvad jeg kan, og nu er det sjovt, og det kilder i maven. Så kommer næste bakke, - og næste bakke, hvor vi kører ind i mørket, - og nu er turen slut. Nu kan jeg ikke få nok, ”skal vi ikke tage en tur mere ?”. ”Så skulle du prøve den på Bakken”,siger Helene, ”den er meget sjovere og stejlere, og så kører vi i mørke i, - og så lige pludselig, så går det stejlt ned ad bakke, - det er sjovt”, fortsætter hun. Den tør jeg altså ikke prøve her kan man da i det mindste se, når det går nedad. 

Vi har fået et nyt fag i stedet for geografi, biologi og historie, og det hedder orientering. Hr. Greve er vores lærer, og han er meget interesseret i de sydamerikanske indianere, og derfor ser vi en masse film om hvordan de bliver undertrykt og udnyttet, og jeg har virkelig ondt af dem. Jeg bliver meget interesseret i indianere og læser også om dem i min fritid, og i en bog, som jeg har fået i julegave, læser jeg om, hvordan den hvide mand ødelagde indianernes jagtmarker. Der blev udlovet en dusør til den mand, som nedlagde flest bisonokser, og vinderen var den dygtige jæger Buffalo Bill, der slog mere end 100 bisoner ihjel, og sammen med de andre deltageres fangst blev det til flere hundrede bisoner, der lå og rådnede op på indianernes jagtmarker. Efter dette store nederlag overgav Sitting Bull sig, og indianerne blev tvunget til at leve i reservater, mens den hvide mand indtog deres land. Jeg er rystet over denne læsning, hvad i alverden bilder VI os ind ?

Et andet stort emne er Sovjetunionen, og det synes jeg altså er ret spændende. Vi lærer om sovjet, der betyder råd, og som hele sovjetunionen er sammensat af. Og om pionerbevægelsen, og hvordan børn bliver draget med ind i samfundet. Og så er der støren, den fisk, der giver rigtige russiske kaviar og skulle smage noget så godt – ikke som dem vi kender, der kun kommer fra stenbidderen. Jeg kommer hjem fra skole og fortæller glædestrålende mor, hvad vi har lært. ”det skal du ikke høre på, han forsøger jo at påvirke jer med hans kommunisme”.

Hr. Greve går også meget op i forurening, og en dag fortæller han os om atomkraftværker, og hvor farligt det er at leve i nærheden af sådan nogen. Pludselig siger Hanne,  ”det må du ikke sige, min far arbejder altså på Risø”. – Puha, ligger der sådan et i nærheden af Roskilde ? Men det værste af det hele er hvis der sker en atomudslip, så kan vi rammes, selvom det ligger langt væk fra Danmark.

En dag tager han os med på geografisk museum, men lige inden vi bliver sluppet løs på egen hånd, er der en fra stedet, som fortæller, hvor farlig bilernes udstødning er. Bare et atom kulilte er nok til at slå os ihjel. Puha, jeg er syg af angst, og jeg som troede, at det var nok at åbne døren indtil garagen, når mors knallert skulle startes, nu er det nok med bare et lille pust fra en bil, selv i frisk luft og så er jeg dødsens ? 

I familiens fine net

Mor er meget knyttet til sine søskende, og der går ikke en uge, uden at hun har snakket med flere af dem. Det er også dem, hun spørger til råds, hvis hun har problemer, som hun ikke føler, hun kan klare selv. I​​ weekender og ferier, hvor mor har fri fra arbejde ​er vi meget ​sammen med familien.

Vi er tit i Veddelev, hvor vi besøger Inger og Ib i deres store hus. Det er også her, jeg bliver passet, mens mor er i Nepal. Her føler jeg mig rigtig hjemme, for det var jo faktisk mit første hjem her på Sjælland, og jeg kender jo også turen med skolebussen. Maria er også kommet i skole, og jeg får set flere af hendes klassekammerater, når de er med hjemme.

Vi kommer også tit hos  Lill og Jørgen: Og mine fætre Jacob og Jesper går i ungdomsklubben  Viadukten en gang om ugen. En dag, hvor vi er på besøg, står de netop og skal ud af døren, og de går med til at tage mig med. Vi følges derover, men lige så snart vi er kommet indenfor døren, så forsvinder de, og de kender bestemt ikke noget til den nye pige. Der er hygge med varm kakao og kager den dag, og pædagogen, der hedder Ole byder mig velkommen.
Efter hyggen er der en, der viser mig rundt, klubben har en gokartbane, der er meget populær, og engang imellem er der ræs. Det er dog ikke noget for mig, jeg foretrækker stille og rolige sysler. Jeg synes, at der er rigtig hyggeligt i klubben og fortsætter med at gå der. Jacob og Jesper ser jeg aldrig mere i klubben.

Morfar har købt ejendommen i Hersegade 5, og moster Birthe, der lige er blevet skilt fra onkel Knud, er flyttet ind her sammen med drengene i en lejlighed på første sal. I baggården leger jeg tit med mine fætre og vi cykler med, hvor endnu en port fører ind til et tidligere trykkeri, hvor ruderne for længst er baldret, og der ser noget forladt ud. Thomas og Klaus går på Gråbrødre skole, hvor der er en stor og dejlig skolegård, hvor vi kan cykle rundt og boltre os som små cirkusheste. 

Efter nogen år flytter Birthe til Kolding med drengene og bor i en stor villa ikke så langt fra mormor og morfars gods.

Moster Kirsten er blevet skilt fra onkel Jørgen og hun er flyttet ind til en lejlighed på Nørrebro sammen med Anne og Michael. Bilerne drøner af sted lige nedenfor på  gaden, og jeg kan høre larmen døgnet rundt. 

Anne har en dalmatinerhund, der hedder Tjekko, - det er i hvert fald altid hende, der går tur med hunden. Tjekko bliver næsten kun fodret med gulerødder, og når vi går tur med hende nede ad sidegaden, så kan jeg ligefrem se, at det vist også er det, som kommer ud den anden vej. Store velformede gulerødder, der er lidt sorte i kanten, som om de lige er kommet op af jorden.

Guruen

Jeg har en depression, der hele tiden ligger og lurer under overfladen, og jeg lukker mig inde i mig selv og drømmer mig væk fra det hele. 

Mor er irriteret og vrisser ad mig og ved ikke, hvad hun skal stille op, så derfor spørger hun sine søskende hvorfor.

Kirsten har svar på rede hånd, og hun mener, at sådan er jeg bare, jeg er meget speciel, og når jeg falder i staver, så er det fordi jeg tænker meget over tingene.

Jeg er jo glad for, at hun forsvarer mig, og derfor godtager jeg da også uden videre hendes forklaring. Jeg kan nemlig heller ikke selv forstå, hvorfor jeg har det sådan.

En dag, hvor Kirsten er på besøg, kommer hun ind på mit værelse og  sætter et glansbillede ved fodenden af min seng, og så siger hun: «sæt dig ned og kik på glansbilledet, og hver gang det bliver lysende hvidt, så skal du sige: oommm, det skal du gøre, indtil jeg kommer igen». Pligtopfyldende som jeg er, gør jeg som Kirsten siger, og hver gang, jeg bliver blændet, fordi jeg stirrer på glansbilledet, bliver det lysende hvidt, og jeg siger, «oommm».
Efter 10 minutter banker Kirsten på døren og kommer ind:« så, nu har du prøvet at meditere».

Det viser sig at Kirsten har fundet lykken. Han er guru og kommer fra Indien, og han har et yogacenter i København for alle sine disciple. Kirsten er så begejstret for sin guru, at hun ikke snakker om andet end, hvad guruen har sagt, og hvad guruen har gjort. Kirsten er naturligvis også hans discipel, og hun har endda fået et indisk navn.

En dag fortæller Kirsten mig ivrigt og højtideligt, at guruen er overalt, og kan se, hvad jeg tænker. Det er jeg altså ikke helt tryg ved, for hver gang jeg kommer til at tænke på drenge, så kan jeg ligefrem se guruens strenge blik for mig. Ja, jeg er faktisk ret bange for guruen.

Hun går også meget op i, at vi alle sammen skal have et mantra, og flere fra familien har da også allerede en mantraboks om halsen og et indisk navn. ” Nu er der kun dig i familien, der mangler at få et mantra”, siger Kirsten til mig, men det har jeg bestemt ikke lyst til at få.

 

Jørgen er lige blevet skilt, og han kommer tit på besøg i weekenden og spiser med. Det er altid så hyggeligt, når Jørgen er her, og vi griner og hygger os sammen alle 3.  

Efter nogen år, så finder Jørgen sin store kærlighed. Hun hedder Lene og er vokset op i et omrejsende cirkus som cykelartist. Det er en dejlig tid, hvor vi kommer meget hos hinanden. Jørgen og Lene er meget forelskede i hinanden, ja, de er som et par turtelduer, der spreder liv og glæde omkring sig. Lene er egentlig katolik, men der går dog ikke lang tid, før også hun er blevet discipel hos guruen, mens Jørgen derimod er mere tilbageholdende og laver lidt sjov med det hele. 

En weekend er jeg på besøg hos far og Ulla, og om aftenen kommer Ulla ind på værelset og spørger, om jeg ikke kan komme ind i stuen, så vi kan snakke lidt. Jeg kommer så ind og sætter mig, og Ulla går lige til sagen, ”jeg kunne ikke lade være med at læse i den lille bog, der ligger fremme på natbordet, og det virker jo skræmmende, det der står ! Guruen befaler, at I skal adlyde ham blindt, så hvis han beder dig om at springe ned fra taget, så skal du altså gøre det, - vil du det ?”, spørger Ulla. ”Neeeej, - det vil jeg da ikke !”. Vi får en lang snak om alle de tanker og den frygt, som jeg har for det hele, og ikke nok med det, da jeg kommer hjem til Roskilde, bliver mor og jeg enige om, at jeg skal holde en pause med den tro, jeg kan jo altid vende tilbage til den, når jeg bliver mere moden.

 

Ulla bliver pebermø

Jeg fejrer nytåret hos far og Ulla ligesom sidste år, og denne gang kommer Ullas far og mor også. Det bliver en rigtig hyggelig nytårsaften. Efter maden spiller vi billedlotteri, og Ullas far, der hedder Otto er opråber. Han fisker et billedkort op fra bunken og så er det bare med at være på mærkerne, for at har sin egen historie om billederne, han er rigtig sjov, synes jeg. Gerda er også vældig sød, og vi kommer hurtigt i snak.

Efter nytår har Ulla fødselsdag, og hun fylder 30 år, så der skal holdes stor fest. Ulla regner med at hun nok får en peberbøsse, eller måske endda flere som gave, ”En peberbøsse, hvorfor dog det ?", spørger jeg undrende. Ulla forklarer, " jo, for jeg bliver jo 30 år, og da jeg stadig er ugift, så bliver jeg altså pebermø, og så er det skik og brug, at man får en peberbøsse”. Den store dag er kommet, og hele huset er fyldt med gæster, især Ullas familie, som jeg nu får lejlighed til at lære bedre at kende.

Jeg har ellers allerede set et par stykker af dem, Ullas far og mor har jeg jo lige været sammen med. Og hendes søster og svoger har jeg også hilst på i sommer, da vi var til en lille middag hos Ullas mor og far. Pludselig kom et ungt par på scooter op i indkørselen, og det viste sig at være Ullas søster og svoger, der hedder Gerd og Jørgen.

Gerd og Jørgen er også med til festen i dag, og Jørgen er endda min bordherre, så vi får snakket vældig meget sammen.

Til kontrol på Rigshospitalet

Jeg har stadigvæk min stofskiftesygdom og skal til kontrol hvert halve år. Mor skriver i meddelelsesbogen, at jeg skal have fri den dag, og vi kører så helt ind til Rigshospitalet, hvor vi sætter os til at vente i poliklinikkens venteværelse. Tiden snegler sig af sted, ikke mindst fordi jeg ikke bryder mig om at være her, lugten af hospital gør mig bange og giver mig svedige hænder. Men pludselig bliver vi kaldt ind af en høj mørk mand i hvid kittel, det er overlæge Zachariassen. Jeg får en masse spørgsmål, som jeg forsøger at svare på, så godt jeg nu kan, det er ikke altid nemt at vide helt, hvad han mener, men så hjælper mor mig med en forklaring. Efter samtalen med overlægen, skal vi over i en anden afdeling, hvor laboratorierne ligger nede i kælderen, her er der også ventetid. Det er da kun med til at gøre mig mere nervøs, for jeg bryder mig ikke om at blive stukket, - uf, jeg får svedige hænder bare ved tanken. Efter en lang ventetid, så er det pludselig blevet vores tur. Og vi bliver vist ind til et lille rum, hvor blodprøverne skal tages. Jeg får lov til at sætte mig ned, og damen smøger det ene ærme op. Hun snører en kraftig gummielastik omkring armen, så det spænder ubehageligt, og jeg knytter hånden, som jeg har lært. Nu venter jeg utålmodigt på det værste, nemlig stikket. Jeg kikker på armen, så jeg kan følge med i, hvornår stikket kommer. Hun føler sig frem, tørrer med et stykke vat, og nu kommer det sviende stik, «av», tænker jeg men siger det ikke højt. og nu er der bare tilbage, at se 4-5 aflange glas blive fyldt op med mit blod. Hun tørrer igen med et stykke vat, løsner elastikken og kommer plaster på det lille prik, mens hun fortæller mig, at jeg skal holde armen bøjet, indtil blodet er størknet, men det kender jeg jo.

I dag er det en anden ung pige, der skal stikke mig, og hende, som jeg plejer at blive stukket af, hun er her også. Jeg smøger ærmet op og knytter hånden, som jeg plejer, så blodåren i albuen bliver fast. Det går også meget godt, indtil hun stikker, for hun rammer forkert og kan ikke finde åren. «Åh nej, hvad nu?», tænker jeg. Damen, som jeg kender spørger, om hun skal overtage nålen. Men jeg kan altså ikke holde ud at tænke på, at nålen sidder i min arm, mens de skifter hænder, så jeg siger,«nej, hun skal gøre det færdigt». Pigen fortsætter og finder åren, og resten går godt.

«hvor var det modigt af dig at lade eleven fortsætte med at stikke», siger mor, da vi er på vej hjem. «jamen jeg turde ikke lade nålen side i armen».

Afsked med Kiki

Kiki begynder at te sig mærkeligt efter, at hun har fået hvalpen. Mor har endda set hende springe op ad en af beboerne på plejehjemmet, hun er simpelthen blevet mere truende. En dag ringer det på døren, og udenfor står der en familie med deres datter, der fortæller, at Kiki lige har bidt hende. De har ellers været meget glad for hunden, der tit kom og besøgte dem. De var meget chokerede over, at den pludselig havde bidt hende. Faren siger, at vi bør få den aflivet. Jeg bliver helt ulykkelig – aflives ? – min Kiki ? Jeg græder og tigger og trygler mor om, ikke at aflive hende. Men der er ikke noget at gøre, Kiki har ændret sig, og man kan aldrig vide, om hun kan finde på at bide igen, og det vil mor ikke risikere. På selve dagen tager mor af sted til dyrlægen med vores kære Kiki, mens jeg bliver hjemme og venter, Jeg føler en uforklarlig og skræmmende tomhed. Tiden står ganske enkelt stille.  

På besøg hos Kirsten

Mor er på kursus i weekenden, og derfor skal jeg passes hos moster Kirsten, desværre så er Anne og Michael ikke hjemme, så jeg er altså alene med hende. Vi sidder ved morgenbordet, og der er noget Kirsten brænder for at sige til mig. Hun starter med at fortælle om dengang, da mor skulle have mig, ».... og så skete det frygtelige, at du blev født !».

Jeg bliver helt mærkelig over det, hun siger, - ”var det frygteligt, at jeg blev født?” - «Du blev jo født med numsen først, og det tog lang tid, din mor kunne dårligt nok få dig ud, og da du så endelig kom, så var du skindød og måtte ligge i ilttelt» siger Kirsten langsomt. ”Ja, jeg ved godt, at jeg var skindød, det har mor fortalt mig flere gange”. "Da du var omkring 2 år gammel vidste vi alle sammen, at der var noget galt, men din mor og far ville ikke tro på det", fortsætter Kirsten, « - og så opdagede de jo det med sygdommen".

Kirsten fortæller så, at hvis jeg ikke havde fået mine piller, så ville jeg være blevet åndssvag. ”Jamen, det har mor fortalt mig, og hun har også sagt, at jeg kunne være blevet en dværg”.

Til sidst siger Kirsten så, ”du har en livsfarlig sygdom, og du kan ikke tåle så meget, derfor skal du skånes”. - "En livsfarlig sygdom, vil det sige, at jeg kan dø af den? Det har mor da ikke fortalt mig, hun har fortalt, at hvis jeg bare får mine piller, så kan jeg leve et normalt liv".

Mor kommer og henter mig, og på vej hjem i bilen spørger jeg hende, om det er rigtigt, at jeg kan dø af min sygdom, men mor beroliger mig og siger, "du ved jo, at Kirsten elsker at overdrive". Jeg er nu ikke helt beroliget, og efter den weekend er jeg begyndt at blive angst for min sygdom. Jeg sidder tit og spekulerer på, hvor alvorlig den er, og pludselig begynder hjertet at springe et slag over, jeg hiver efter vejret, og det svimler for mig, og nu bliver jeg først rigtig bange, ” - er det NU, jeg skal dø?” tænker jeg med hamrende hjerte, og farer ind til mor. "Prøv at trække vejret roligt, det er nervøst hjerte, og det dør du IKKE af".

Den svage kat

Her er blevet så tomt i huset efter at Kiki er død, jeg savner hende virkelig meget, og det gør mor vist også, for en dag spørger hun mig "skal vi ikke have en kat?" , jo jeg vil da gerne have en kat, så mor ringer ud til Ejnar og Eva, som er mormors bror og svigerinde. De bor på en bondegård i Lynge og har masser af katte. Jo, de har skam en kat, som vi gerne må få, så vi kører altså ud på landet, og får katten med hjem.

En dag da frk. Didriksen sidder ude og får kaffe sammen med de andre, så spørger hun højt og klart "Hvor er hunden ?", "Hunden, øh den har vi ikke mere, men vi har en kat!", siger jeg usikkert, "- En kat ha !" siger hun og fnyser forarget.

Det viser sig desværre, at det er en svag kat vi har fået. Den begynder at hoste, og den taber sig, og vi kan se på den, at han ikke har det godt. Derfor tager mor ham til dyrlægen. Da de kommer hjem, siger mor, at han har anæmi. «Anæmi ?» siger jeg spørgende, «ja, det betyder jernmangel», forklarer mor. Katten får så jerntilskud de følgende dage, Det hjælper da også lidt, men katten bliver tævet af de andre hankatte, der ikke kan holde nallerne fra en billig sejr. Dyrlægen råder os til at lade katten kastrere, « så vil de andre katte lade den være i fred» forklarer han. Mor afleverer så katten hos dyrlægen, som skal operere ham. Tidligt næste morgen ringer dyrlægen, operationen gik fint, men katten vågnede lige op og kikkede, og så døde han. 

Sommer i Gol

Jeg skal på bilferie sammen med far og Ulla ligesom sidste år, men i år går turen til Norge. Vi tager færgen fra Frederikshavn, og finder os en vinduesplads. Med kaffe og morgenbrød og en dejlig udsigt over vandet, går tiden meget hurtigere, og før jeg ved af det er vi i havn i Sverige. Vi gør holdt ved Svinesundbroen og nyder den skønne udsigt over sundet på grænsen til Norge. Vores hytte ligger i Gol, så der er et godt stykke vej derop, og vi tager flere hvil undervejs.

Vi kører af grusede og hullede veje og gennem mørke tunneler, og det sidste stykke vej går langs en brusende elv, indtil vi kommer til et stort hotel. Far drejer af lige før hotellet, hvor en grusvej fører op ad fjeldet.

For at komme videre, skal vi igennem en masse led, og inde bagved går der køer på græs. Det viser sig nu, at Ulla er bange for køer, så det bliver altså mig, der skal ud at åbne alle leddene. Til sidst kommer vi dog til vores hytte, der ligger øverst oppe og med en fantastisk udsigt ned over fjeldet.

Vi kommer ind i en hyggelig lys stue, og far går straks i gang med at flytte om på møblerne, for han vil altså have spisebordet hen til vinduet, så han kan sidde og kikke ud over fjeldet. Her tilbringer vi mange timer, mens vi spiser vi, hygger os, læser, tegner, drikker kaffe og spiller forskellige spil, det bliver en rigtig hyggekrog.

Det er mig, der står for den daglige opvask. Først sætter jeg en stor suppegryde med vand over at koge, og når det er varmt, så kan jeg komme i gang med selve opvasken, mens far og Ulla går tur hånd i hånd, og jeg har bare så ondt af mig selv.

Ulla får lokket mig ud i solen, for hun er så træt af at se mig så maddikehvid. Hun lokker mig også til at bruge selvbruner, og sørme om ikke det virker !

Lige i nærheden af hytten løber der en lille elv, og her sidder Ulla hver dag og maler akvareller, og det kan jeg jo godt forstå for hvor er her dejligt.

Dasset er noget for sig, det har sit eget hus, hvor små tegninger sørger for at her er rigtig hyggeligt. Og selve sædet er beklædt med flamingo, så vi skal sandelig ikke fryse om måsen.

Den sidste dag er vi på besøg i nabobyen, der hedder Nesbyen. Her kan vi nemlig købe en masse flotte ting i ægte norsk håndværk og håndarbejde. Far og Ulla køber en lusekofte hver, altså en striktrøje med flotte norske motiver, kantet med farverige bånd og lukket med flotte tinhægter. Ulla køber også et par skønne sælskindsluffer, og jeg køber skønne farvestrålende kantebånd i flere mønstre, som mor kan sy på mine bukser, når jeg kommer hjem.

Alting har en ende, og det har vores Norges tur altså også. Dagen er nemlig kommet, hvor vi må sætte spisebordet på plads, pakke bilen og starte vores lange hjemtur. Sent på aftenen skal vi ind og tanke op. Vi finder en benzinstation, der har døgnåbent, og det er naturligvis selvbetjening. Men, men, men, far kommer en seddel i automaten, den bliver bare spyttet ud. Han prøver med en anden seddel, men den bryder automaten sig heller ikke om, far bliver rasende, og det ender med, at vi må finde en anden tank.

På færgen hjem kommer der en fuld mand hen og sætter sig ved vores bord ved siden af far. Han er så glad for far og kan kun sige rosende ord om ham, mens han klapper ham på skulderen. Til sidst rejser manden sig og vakler videre, og far ånder lettet op.