Skolepige

Katten Frederik - nåh nej, Mitte - ønsker mig held og lykke på min første skoledag.

Skolen venter

Jeg starter i skolen et par måneder før min 7 års fødselsdag, og først kommer jeg i en friskole, der er indrettet i en stor villa med have til. Mor er med de første par gange, så hun kan vise mig vejen. Vi tager bussen det første stykke vej og må så gå det sidste stykke vej. 

Vi skal selv vælge vores fag, og det har jeg det bestemt ikke godt med, for hvad skal jeg vælge, og hvad nu hvis jeg fortryder ?

Den første dag har vi keramik, og jeg laver en tryllepande. Den næste dag er tingene brændt, og jeg er så spændt på min tryllepande. Tingene kommer frem, men jeg kan ikke finde panden. Lærerinden sidder nu med en lille fugl i hånden, og den mener hun bestemt, at jeg har lavet. Det mener jeg ikke, og jeg siger, at det ikke er min. Men hun bliver ved med at spørge "Er du sikker på, at det ikke er din ?", Ja jeg er helt sikker, det ender dog med, at jeg alligevel tager imod den. Men jeg bliver altså ikke helt rolig, før jeg har fået min tryllepande. Endelig kommer den frem, og jeg er lettet, for den er lige, som jeg havde forestillet mig den og har den smukkeste mørkeblå farve og med de sødeste små pandekager spredt ud over panden.

Jeg er der kun nogen få gange, så en dag bliver mor og fru Nysten enige om, at jeg da skal prøve at vise hende vej til min skole. Det er bestemt ikke nemt, for pludselig kan jeg slet ikke huske, hvilken af vejene, jeg skal vælge. Jeg går helt i panik. Så tager fru Nysten over : "Nu prøver vi at gå ned ad denne vej......", og efter lidt tid, så kan jeg pludselig huske det igen. Så vi finder vej ved fælles hjælp.

Fru Nysten snakker så med mor om, hvordan det er gået, og de finder ud af, at det måske vil være en bedre ide, at jeg går på Strandskolen, hvor Helle jo også går, og da jeg bliver spurgt, synes jeg, at det er en god ide. Jeg er lettet, for så skal jeg altså ikke ud og fare vild på vej til skole igen.

Jeg kender jo også Søs, der bor 3 huse længere nede ad gaden. Søs har 3 brødre, og familien bor i en stor villa med 2 løver ved indgangen. Helle, Søs og jeg følges ad til skolen, og jeg kommer til at gå i samme klasse som de - nemlig 1B.

I skolen får Søs pludselig navneforandring, og nu hedder hun altså Annemarie. Mor fortæller mig, at Annemarie er hendes rigtige navn. Søs, det er bare et navn, som hendes brødre kalder hende, fordi hun er deres søster. «Nåh, sådan !»

Strandskolen er en stor og moderne bygning i et plan, og den er så ny, at de ældste klasser stadigvæk går på Risskov skole. Der er 2 skolegårde, en for de små og en for de store klasser.

Når vi skal ind til time, skal vi først stille os op på række 2 og 2, før vi får lov til at gå ind. 

Hver morgen mødes hele skolen til morgensang på gangen, og skoleinspektøren, der hedder Otto Lauridsen synger for. Den svenske sang ”Der gingo tre jentor” bliver sunget tit, og det bliver hurtigt til : ”kan du li’ røget sild med chokoladeovertræk”, og "Jeg elsker de grønne lunde"er blandt hans favoritter. 

Frk. Østenkjær er vores klasselærer, og hende har vi til dansk, kristendomskundskab og håndgerning.

I dansktimerne sidder vi i grupper på 4 og læser op af "Søren og Mette og lille Jep". ”S-Ø”, siger ”Sø”, ”R-E-N”, - siger ”Ren”, siger ”Sø-”, siger ”ren”, siger ”Søren“. Jeg lærer meget hurtigt at læse, men jeg synes altså, at bøgerne med "Søren og Mette og lille Jep" er kedelige.

Vi skal vælge om vi vil lære formskrift eller skråskrift, og vil jeg altså helst skrive skråskrift, men både mor og frk Østenkjær siger, at jeg har sådan en flot formskrift, "det er da synd, hvis du ikke vælger formskrift", siger de næsten i kor, og det gør jeg så.

Vi har også frk Østenkjær til kristendomskundskab, og hun fortæller spændende historier om kristendommen, ja, det er jo næsten lige så hyggeligt, som når mor fortæller historier derhjemme.

Håndgerning foregår i et stort lokale med mange elektriske symaskiner og stof i lange baner i mange farver og mønstre. Jeg kan rigtig godt lide håndgerning, for der får vi lov til at lave lige, hvad vi har lyst til.

Matematik er også et af mine stærke fag, som hr. Rasmussen står for. Jeg synes at matematik er rigtig sjovt, og har ikke svært ved at forstå fællesmængde og delmængde og alt det andet. Vi har aldrig lektier for, for dem laver vi jo i timerne.

Vi har hr Sildkjær til historie, som med de små sammenknebne øjne kikker ud gennem et par smalle briller, og flere gange tror han en lille kam frem og med en hurtig bevægelse reder han sit sølvgrå bølgende hår bagover. Da vi har om stenalderen, så tager vi ned til stranden og samler flintesten og kampesten, som vi tager med hjem til skolen, for nu skal der laves flintøkser. Et par drenge fra klassen melder sig til at komme op til tavlen, de får først et par briller på, som hr. Sildkjær selv har lavet af karton og plastik, og så går det ellers løs med flintesten i den ene hånd og kampesten i den anden, og så er det ellers med at passe på fingrene, for kampesten slår altså så hårdt og flintesten kan ryge i flint.

Skolen har endnu ikke fået sig en gymnastiksal, så vi bruger  Bellevuehallen, der ligger på Ndr. Strandvej. Gymnastik er ikke min stærke side, så når vi skal  springe buk over hinandens rygge, så stiller jeg mig bagest i køen. Jeg synes altså, at det er ubehageligt at blive brugt som buk, og jeg kan ikke rigtig se hvordan jeg skal springe helt op over mine kammeraters ryg. Helle elsker at springe buk, så når vi har fri, så plager hun mig, om jeg ikke nok vil være ” bukken”, som hun springer over, og hun er altså tung !

Vi går også i skole om lørdagen, det er dog kun i 3 timer og efter første klasse bliver der indført lørdagsfri. 

Hos skoletandlægen

Lige før jeg starter i skolen, har jeg fået checket mine tænder hos tandlægen og jeg har ingen huller, så det er jo dejligt. Strandskolen er en meget moderne skole, og her har de skoletandlæge. En dag, hvor jeg er på vej til klasseværelset, møder jeg mine kammerater, der er på vej den modsatte vej, og de siger til mig, at jeg skal gå med, for vi skal til skoletandlægen. Jeg fortæller, at jeg lige har været hos tandlægen. Men  jeg får at vide, at jeg skal gå med.

Vi sidder og venter udenfor klinikken, og jeg er blandt de sidste 2, som kommer ind. Det er bare ikke spor sjovt, for jeg bliver boret i alle mine kindtænder og får sølv i ! Nu er der bare en dreng tilbage, og tandlægen beder mig, om jeg vil vente på ham, for han føler sig mere tryg, når jeg også er der. Det bliver jeg faktisk ligefrem glad for at høre.

Jeg kommer hjem fra skole og fortæller mor, at jeg har fået boret alle mine tænder. Mor bliver rasende, da hun ser mine tænder, og hvordan skoletandlægen har ødelagt alle mine fine 6-års-tænder og fået sat grimme plomber i, og hun ringer straks til skoleinspektøren for at klage. Han lover, at han straks vil tale et alvorsord med dem.

Glade jul, dejlige jul

Når julen nærmer sig, og hele december står i julens tegn, så er jeg rigtig i min es. Dagen før 1. december hænger mor pakkekalenderen op i stuen, og om morgenen kan jeg næsten ikke vente med at komme ned og finde dagens pakke. Vi finder så kassen frem med julepynt, og nede i dybet ligger de gamle hønisser og kikker op på os. I små hvide papæsker og pænt pakket ind i hvert sit stykke silkepapir dukker den ene fine glaskugle frem efter den anden.

Mor finder så serveringsbakken frem. Den skal dækkes med vat, og der skal være rigtig meget det, for det er jo et snelandskab, siger mor og giver den et tykt lag vat. Der skal også være en lille sø med is på, siger hun og finder det lille firkantede sminkespejl frem fra tasken, lægger det ned i "sneen" og dækker kanterne til med vat. Små piberenser-nisser bliver sat rundt om i sneen, og et lille nissepar, der er på kælk bliver selvfølgelig sat på kælkebakken. Vi finder også den lille kirke frem, for selvfølgelig skal de da også have en landsbykirke.

I skolen hører vi historien om Jesu fødsel, og jeg elsker den historie. Bare det, at det lille Jesusbarn bliver fundet af 3 hellige mænd fra Østen, og det er en stor lysende stjerne på himlen, der leder dem dertil, det synes jeg altså er så spændende.

I håndgerning er jeg i gang med at ri et svanepar i hjerteform på et stort stykke stof. Det skal være til et forklæde, som mormor skal have i julegave. Og lige så snart jeg er færdig med at ri svanerne, så skal jeg sy resten på den elektriske symaskine, og hvor jeg glæder mig.

Jeg er med skolen til julefest i Magasin, og det store juletræ står og funkler i midten af den stor hal, og der er fyldt med gaver nedenunder. Alle børn får en papirspose med slik. En stor appelsin fylder godt op i posen, og der er også chokoladeknapper og marcipansnitter og 2 stykker smørrebrød, - nej da, ikke rigtig smørrebrød, men de er lavet af en meget sød marcipan, den er næsten for sød.

En julemand er der selvfølgelig også, og mens jeg sidder på julemandens knæ, så hører jeg pludselig en sang, som jeg kender vældig godt, og jeg skråler med for fuld hals : « dem, der ingen bukser har, de må gå med numsen bar, indtil næste februar, tralala lalalala». Det falder bestemt ikke i god jord hos julemanden, han siger målløs « nej det kan du da ikke synge », og så skråler jeg bare endnu højere.

Jul i Roskilde

Jamen, det er jo Ib !", - "Shhhhh !"

Mor og jeg har taget toget til Roskilde, for vi skal nemlig holde jul hos mormor og morfar. Vi sidder i en af de store kupéer, og jeg har taget min lille røde kuffert med, som jeg er meget glad for. Kufferten er fuld af dukketøj og jeg har min lille dukke på armen. Toget er begyndt at bremse, og vi gør os klar til at gå. Men idet jeg rejser mig og går mod døren, så springer kufferten pludselig op, og al dukketøjet ryger ud over det hele. Jeg er helt ulykkelig, for vi kan jo nok ikke nå at få samlet det hele op, inden toget skal videre. Konduktøren er lige kommet ind ad døren og har set det hele, og han går straks i gang med at samle dukketøj op. Og der går ikke lang tid før det hele er lagt ned i kufferten igen. Den flinke konduktør går ud af toget, og først, da han ser os stige ud på perronen, pifter han i fløjten.

Mormor og morfar bor i en stor flot villa på Frederiksborgvej 3, og så snart vi kommer ind ad havelågen bliver vi budt velkommen af to flotte og flere meter høje sølvgraner, en på hver side af havegangen. 3 trin fører op til hoveddøren, og vi træder ind i den store hal, og bliver budt velkommen af tante Lill, der råber ”Hej med jer”. Hun står på reposen på første sal, for hun er lige blevet færdig med at redde senge.

Hele familien skal samles hos mormor og morfar, og det vil sige mors 2 ældre søstre Kirsten og Birthe, mor selv, hendes lillebror Jørgen og lillesøster Inger. Og så er der onklerne, Jørgen, Knud og Ib og tante Lill. Ikke nok med det, så er der jo også alle os børn. Der er Kirsten og Jørgens børn Anne på 11 år og Michael på 6, så er der mig på 7 år, Jørgen og Lills 2 drenge Jakob og Jesper på 5 og 3 år, og Birthes drenge Thomas og Klaus på 5 og 3 år, og som rosinen i pølseenden, Ingers lille Maria på 2 år, så der er fuldt hus.

Der er dog ikke plads nok til at vi alle sammen kan overnatte her i huset, så mor og jeg overnatter hos Inger og Ib, der bor i en villa på Sankt Clara vej. De har en lille pige, der hedder Maria og hun er 2 år gammel, og så bider hun. Hun har allerede bidt mig flere gange, og jeg kan ikke forstå hvorfor, så jeg holder mig på afstand af hende. 

Inger er i fuld gang ude i køkkenet, og jeg følger hende med øjnene. I køkkenet er der nemlig en serveringsluge ind til stuen, hvor Inger stiller mad, fade og bestik frem, og mor tager imod inde fra stuen og bringer det over til spisebordet. Min fantasi er allerede i fuld gang med at se en masse lege for sig med denne luge. Jeg går ud i køkkenet og fortæller Inger om dem, og hun morer sig over dem og er vist lidt glad for, at jeg godt kan lide hendes smarte køkken.  

Juleaften, efter at vi har spist og danset om juletræet, banker det på døren, og ind træder julemanden, og vi er allesammen meget spændte og glade. Pludselig genkender jeg stemmen, og jeg råber højt og klart. ”Jamen, - det er jo Ib !”, - ”Shhhhh !” lyder det i kor fra de voksne, - ”det må du ikke sige så højt, de andre børn skal ikke vide det !” Men jeg er blevet en erfaring rigere – og ikke mindst klogere. 

Første juledag samles hele familien hos Inger og Ib, og efter julemaden går vi ned i kælderen, hvor  juletræet står pyntet. Der er sørme en gave fra Ib til mig. Jeg fjerner spændt det fine papir, og inde bag ved det dukker der en fin væv op. Væven er på størrelse med en skotøjsæske, og Ib har selv lavet den. Jeg går straks i gang med at væve på min nye væv, og det er rigtig sjovt.

Den dejlige juleferie i Roskilde er ved at være slut, og mor og jeg er på vej til toget. Da vi går ned ad trappen mod perronerne, hører vi pludselig én, der siger "Goddag fru Møller". Mor og jeg stopper op og får øje på en dame i en elegant pelsfrakke. "Kan du huske fru Chris", spørger mor mig, "ja, det kan jeg da godt", siger jeg. "Det er hendes mand, som har bygget dit dukkehus". Hold da op, det flotte dukkehus, jeg har i 2 etager med altan og loftrum, indlagt lys og små fine møbler, det er altså ikke købt i en forretning men lavet af hendes mand. 

 

Hverdag igen

Hverdagen er startet igen, og jeg har været i skole i flere uger. Der er nu ikke noget så dejligt, som når der ligger så meget sne, at jeg kan lave en snemand. Efter jeg har sat hovedet på kroppen, så kommer mor ud med en gulerod, "Værsågod, den kan du bruge til næse". Han får også et halstørklæde på, for han skal jo ikke fryse om halsen.

Jeg føler mig som en prinsesse i et eventyr, når mor trækker mig på kælken. Det er blevet mørkt og jeg glider lydløst og stille henover den bløde lyse sne, der glitrer som tusind små stjerner eller diamanter, og jeg  kunne rigtig godt tænke mig en kjole, der glitrer ligesom den. 

Mor har lige snakket med farmor i telefonen - og hun har fortalt, at Malene har brækket armen igen. Det er ikke første gang, at det sker. Det er altid, når hun er ude og stå på skøjter, så falder hun og brækker et eller andet, så jeg skal i hvert fald aldrig stå på skøjter, når det er så farligt.

Søndag morgen er bare så hyggelig. Den starter med at jeg går til bageren efter morgenbrød. Jeg skal bare ikke vente for længe med at komme af sted, for køen bliver hurtigt meget lang. Nogen gange er den så lang, at den når et godt stykke hen ad fortovet. Jeg skal bare have et lille mørkt franskbrød, men det behøver jeg ikke at sige, for fru Nysten ved lige, hvordan mor vil have det. Jeg lægger pengene på disken, og hun rækker mig det varme brød, som jeg holder ind til kroppen - ah, hvor det varmer. Når jeg kommer hjem har mor dækket op i karnappen, hun har også lavet kaffe og æg, der mangler kun brødet, som lige skal skæres op. Mor ved, at jeg elsker at få endeskorpen, for den er så dejlig sprød, og kaffen skal have så meget mælk i, at den bliver lysebrun. Mit æg er hårdkogt, for jeg kan ikke fordrage, hvis hviden er blævret, og det ved mor.

Mor kan altså godt finde på at servere spinat eller stegt lever, og hvis der er noget af det, jeg ikke kan lide, så siger mor, "prøv nu, - bare en lille bid", og så ender det faktisk altid med, at jeg spiser det hele, for det smager jo ikke så ringe endda. 

Noget af det bedste jeg ved, det er altså, når mor laver spaghetti med kødsovs. Vi står ude i køkkenet, og mens spaghettierne koger, så kikker jeg på mor, der står og rører rundt i farsen med bacon, cocktailpølser og tomatstykker, og det dufter så godt og smager endnu bedre. Vi dækker op i karnappen med tallerkener, glas, skeer og gafler, for vi spiser spaghetti på italiensk, det har mor lært mig. Jeg tager fat i spaghettien med gaflen, og ved hjælp af skeen som stopklods, så snurrer jeg de lange orme rundt om gaffelen uden at de falder af, jeg kan faktisk få mange, lange spaghettier ind i munden i en stor mundfuld, og uhm, hvor smager de dejligt.

 

Wendy, min nye legekammerat

Wendy er en sød pige fra min klasse, hun bor skråt overfor skolen, og en dag, hvor vi følges på vej hjem, spørger hun mig, og jeg vil med ind, og det vil jeg da gerne. Vi kommer ind i deres havestue, hvor Wendy viser mig nogen af de ting, hun har "opfundet", en grammofon, som hun har lavet af bølgepap, der hører også plader til. Grammofonens arm bevæger sig ved hjælp af elastikker, og jeg synes godt nok, at det er spændende, - der mangler bare, at den begynder at spille musik.

Et øjeblik efter kommer Wendys mor til syne, og snakker engelsk med hende, og hun svarer på engelsk. "Hold da op, hvor er Wendy god til engelsk", tænker jeg, "nåh ja, men hendes mor er jo også englænder", og jeg har allerede lært at sige mig - "me", tænker jeg stolt.

Wendy og jeg går så ud i haven, hvor vi vil prøve en ny leg, som Wendy selv har fundet på. Hun holder en stok i hver hånd, og jeg stiller mig imellem, og når hun så krydser stokkene, så skal jeg bare springe over dem, det er da meget nemt, ikke ? - eller er det ? - Efter at have prøvet det nogen gange begge 2, finder vi ud af, at det vist er lidt for svært.

Birthe og Knud i Kølsen

Moster Birthe og onkel Knud bor på en 3-længet gård i en lille landsby, der hedder Kølsen sammen med sønnerne Thomas og Klaus. Og lige indenfor døren i det store rummelige køkken, står der et kraftigt langbord og en slagbænk med plads til 7-8 fuldvoksne mennesker.

Engang, hvor vi er på besøg, har Birthe en masse slik fyldt i store bøtter. Hun har fået det af købmanden. Han har nemlig lige haft indbrud, så han kan ikke få det solgt.

En aften er Knud ude på værkstedet, og han vil altså lige prøve, om boremaskine virker, så han retter altså boret mod sin pegefinger og starter maskinen, og et øjeblik efter fosser blodet ud, og vi styrter ind til mor og Birthe, der kommer stormende til. Et øjeblik efter har Knud fået viklet en masse klude omkring fingeren, ”og så er det bare på skadestuen”, siger mor. Knud sætter sig ind bag rattet, og vi børn springer op på bagsædet. Birthe og mor siger, at han ikke er rigtig klog, han skal ikke køre bilen i den tilstand, men der er ikke noget at gøre, Knud kan i hvert fald godt køre bilen, det mener han i hvert fald selv.

Thomas og Klaus og jeg er ude at lege, og vi løber gennem naboens gård. De har gæs, og før vi ved af det følger gæssene efter os. Ikke nok med det, de begynder også at nappe efter os, og det gør da ondt – Av for Søren, jeg bliver helt bange for dem. Og jeg glæder mig bestemt ikke til at vi skal tilbage til gæssene igen.

Svømning ved Åkrogen

Om sommeren er hele klassen ude ved Åkrogen, vi skal nemlig lære at svømme, så vi får alle sammen et korkbælte om livet, og så skal vi bare holde fast i badebroen, mens vi lærer benenes svømmetag. Efter et stykke tid er vi så kommet til armene, og derfor får vi besked på at slippe vores tag i badebroen. Mit korkbælte sidder for løst, så det er i gledet ned om måsen, så da jeg giver slip på badebroen, får jeg en meget ubehagelig oplevelse. Bæltet vender ganske enkelt bunden i vejret på mig, uden at jeg fatter, hvad der sker. Vild af angst spræller jeg for livet, mens mine ben plasker, det bedste de har lært, og til sidst får jeg åbenbart sprællet mig op med hovedet igen. Jeg er dybt chokeret, og det varer længe, før jeg er helt mig selv igen, men resten af den sommer skal jeg ikke ud for at prøve at svømme.

Sommer hos mormor og morfar

Det er sommer, og mor og jeg er taget til Roskilde for at besøge mormor og morfar. Huset er fuld af gæster, for mormor og morfar holder en sommerfest.  

Der er åbent ud til haven, og her er der også mange mennesker. Haven er nærmest en lille park omringet af en masse sølvgraner, der vokser helt op i himmelen. Til højre for græsplænen står det hyggelige lysthus med kulørte lamper hele vejen rundt i loftet. Der er også en bænk, som går hele vejen rundt, og her har jeg sat mig, men jeg føler mig lidt klemt, for der står 2 par og danser tæt, og det er lige før, at der ikke er plads til mig.  

Vi skal sove oppe på førstesalen, så vi følger den brede trappe op og går til venstre, hvor soveværelserne er. I soveværelset mangler der bestemt ikke bamser eller dukker, jeg kan bare tage alle dem, jeg vil sove med, og hvis vi skal på toilettet midt om natten, så er der ikke ret langt. Det store dejlige badeværelse ligger nemlig lige på den anden side af reposen. Jeg står på reposen og kikker ned i hallen, der er stadig mange mennesker i huset. 

 I den ene ende af huset ligger køkkenet, og det er her at Hundes madskål står. Hunde er en stor og dejlig hund – en Airdale-terrier, har mor fortalt mig. Hun er så stor, at hun går mig helt op til navlen, når hun står på alle 4. Maria og jeg står ude i køkkenet sammen med mormor, vi skal fodre Hunde. Mormor finder lige hundekiksene frem fra et skab og hælder en portion kiks ned i Hundes skål, så tager hun et par stykker til Maria og så et par stykker til mig, og til sidst tager hun også et par stykker til sig selv. Uhm, - jeg kan faktisk godt lide hundekiks, det kan Maria også, siger hun. Det er da ikke sidste gang, at jeg vil smage dem !

Mormor har åbnet køkkendøren ud til haven, for det er bare sådan et dejligt vejr i dag, og jeg går hen ad den lille flisegang. Den fører hen mod en lille stentrappe, der fører ned mod morfars bil. Stentrappen er vinkelret og med høje sider og et himmelblåt gelænder, og her kan jeg rigtig godt lide at gemme mig, når jeg vil være lidt i fred. 

Fra den fine stue, kan jeg følge med i, hvad der foregår på den anden side af vejen. Der ligger det store Sankt Maria-hospital i midten af en lille park med en Maria-figur i midten. Der er rigtig liv derovre lige nu, et par nonner går ind ad den store dør, en anden kommer ud og går ned i haven, og en kommer skubbende med en mand i kørestol. Det er nemlig nonner, der passer de syge, det har mormor fortalt mig.

Sommer ved Vesterhavet

Det dejlige sommerhus ved Tversted, og lige bagved klitterne, der ligger det store Vesterhav.

Faster Inge og onkel Ole har et dejligt sommerhus ved Tversted, der ligger oppe ved Vesterhavet. Far og jeg besøger dem i sommerferien, og deres 2 yngste børn, Malene og Peter er her også. Malene er kun 1 år ældre end jeg. Sommerhuset ligger tæt på den store klit, der fører ned til stranden med det bløde hvide sand, det dejlige vand og de skønneste solnedgange.

Jeg elsker at sove længe, og hver morgen, når Malene kommer for at vække mig, vil jeg så gerne  ligge lidt længere tid under den varme dyne. Så jeg ligger med lukkede øjne og lader, som om jeg sover. Men den hopper Malene ikke på. Hun henter lige sit tandkrus med lidt vand i, og det lader hun lige så stille hælde ned ad min kind, så puden bliver våd - øv, hvor er det væmmeligt, og så står jeg op, for der er ikke noget ved at ligge på en våd hovedpude.

Peter har fået sig en hobby, og vi ser ikke meget til ham, kun når han er ude med sin drage, som han selv har lavet. Den har en lang snor, så den kan komme rigtig højt op at svæve, mens Peter spæner af sted for at holde den i luften.

Malene og jeg går ude i lyngen og plukker rævlingebær, og vi kan bare blive ved og ved, for der er rigtig mange af dem. Når vi så kommer hjem, går vi straks i gang med at koge dem. Der efter bliver saften siet, og vi får den dejligste saft, som vi serverer for dem, der har lyst til at smage.

Vi kan også lide at finde på små sketches, som vi optræder med overfor de voksne. Jeg har læst på en slikpose, at «Lagermann, det smager man» og det går min fantasi i svingninger : «Lagermann, det smager man, lagermann det smager man....» , En tunghør kommer forbi :«hvad laver man ?» Mig : « Øh,.... - Lakkermann, det smakker man, - nej Lauermann, det smauer man...» Malene : «- nåh, mener du : Lagermann det smager man ?»

En anden aften sidder vi og snakker, Malene, Peter og jeg. Og Peter siger lige pludselig : « Hvad nu hvis hele livet kun er en drøm ?» Det snakker vi meget længe og ivrigt om, indtil Peter siger, «nåh nej, man kan jo ikke drømme drømte». Jeg er lidt ærgerlig over denne slutning, for hvem har sagt, at man ikke kan drømme drømme ? Måske er det også kun en drøm».

En dag kommer Ole ind i stuen for at fortælle, at nu går han altså i bad, om der er nogen, som skal på toilettet først? Nej, det er der ikke. Efter noget tid skal jeg sådan tisse, jeg tager i døren, og der står Ole i bar figur, og han er godt gal i skralden. Jeg undskylder, og så siger han lidt overbærende: «jamen, så kom dog ind og gør dig færdig». Der er forhæng mellem badet og dasset, og jeg gemmer mig bag forhænget og gør mig færdig så hurtigt jeg kan, og skynder mig ind i stuen igen. Nej, hvor er jeg flov over, at jeg havde glemt det.

Det er også, mens vi er i Tversted, at Ole lader skægget gro. Vi synes alle sammen, at han ser fjollet ud med sit nye skæg, men han er fast besluttet på at lade det gro.

I Tversted er der en slikbod, hvor vi kan købe 2 pinnochiokugler for 1 øre, og så er der også et ishus, hvor vi køber de skønneste vafler med 2 eller 3 kugler, og på toppen kan vi vælge mellem flødeskum og syltetøj eller det skønneste lyserøde guf - uhm !

Far har stadig noget sommerferie til gode, og derfor tager vi med familien hjem til Hillerød. De bor i et stort flot hus med en stor have til. Vi kommer i 2 biler, men da vi nærmer os huset, går farmor og slår græs i deres store have. Hun har været et par gange og kikket til huset, og hun har en kedelig nyhed. "Der har været indbrud", siger hun kort.

Straks bliver hele huset gennemgået, for at se, hvad der mangler. Malene er knust, mange af hendes smykker er stjålet. Og noget sølvtøj er det også rendt med. Det er lidt uhyggeligt at tænke på, at der er fremmede, som bare har gået rundt herinde, de kunne måske finde på at komme igen ?