3 dage i Neumunster

Vi skal jo lære vores bil at kende, og derfor så kikkede jeg på computeren for at finde et sted, vi kunne besøge. Det endte med at et hotel i byen, der hedder Neumunster, lige var noget, der passede mig. Jeg forelagde det for konen min, og Henriette var straks med på den. Jeg bestilte så 2 nætter på det gode hotel, og vi skal så bo der onsdag og torsdag. Altså hjem igen fredag d 13 april.

Vi begyndte dog køredagen med et godt måltid med både havregrød, æg og brød med kaffe. Vi havde selvfølgelig pakket kufferter og rygsæk, så det var bare om at sætte sig godt til rette i vores nye bil og køre derud af. I Roskilde var der benzin til 12,29 literen, men jeg troede at den var billigere, når vi kom ud af byen. Det viste sig desværre, at det blev dyrere og dyrere jo længere vi kom ud i landet. Vi købte så benzin lige udenfor Korsør til 13,59 kr. øv.

Det regnede, og vi så kun mørke våde skyer i horisonten. Selvfølgelig var viskeren effektiv, så der var ingen problemer med vandet.

Da vi kom til udkanten af Odense, så kom jeg til at tænke på Birthe, Henriettes moster. Jeg spurgte så, om vi ikke skulle ringe til hende og spørge, om hun vil se os. Jo, sagde damen (Pers navn for Henriette.) Jo da, sagde Henry. Der blev ringet op, og vi skulle da bare komme, lød svaret fra røret. Da vi sagde godda, godda, så blev vi sat til bordet, der var nemlig dækket op til frokost. Jamen vi kommer da ellers ikke for at få noget indenfor vesten. Der var sildemad, æggemad og leverpostej, og sidst men ikke mindst ostemad til de af os, der kunne klare det. Saftevand og te.  Godt mætte forlod vi bordets glæder og sagde farvel til moster Birthe, som smuttede med ud for at beundre vores dejlige bil. Så gik det ellers ned mod Tyskland. Fleggård var næste stop, og vi købte ind uden tanke på, om bilen nu kunne klare den tunge vægt. Pludselig kom jeg til at tænke på, hvor lidt plads, der er i den bette bil, og vi måtte sætte nogen af de tungeste varer tilbage på hylderne. Selvfølgelig havde vi glemt at skrive den seddel med pasnummer, så det måtte Henriette så gøre ved kassemanden. Vi kørte så til vores hotel. Jamen der var da også parkering til bilen, og indendørs så det ud som på billederne fra computeren. Vi installerede os og gik en lille tur ud i byen. Faktisk så bor vi midt i storbyen og har en skøn udsigt til en lille sø. Der er endda et lille springvand lige udenfor vinduet, og ænder med ællinger fiser frem og tilbage, måske for at vi skal lægge mærke til dem. Nej hvor romantisk. Nu trængte trætheden ind i knoglerne på os begge, og derfor så vendte vi hjem på hotellet igen og det tog ikke lang tid inden søvnen vandt over kroppen. Efter 1 times middagslur var vi friske til endnu en tur ud i byen, og selvom der ikke er så meget at se på, så er der noget over byen, der er skønt. Masser af plads, og når der snart kommer blade på træerne, så vil her blive rigtig hyggeligt.

Vi gik tidligt i seng, for turen sad stadig i kroppen på os. Torsdag morgen startede med overskyet og morgenmad nede i stuen. Al maden er klar, og vi skal bare gå til den, selvom dette foregår i en seng. Kaffe uden æg, bad vi om, og så guffede vi bare i os. Klokken er stadig morgen, så vi vælger at sidde lidt og skrive eller læse, mens solen titter frem og lokker os udenfor. Der vil ikke gå lang tid, inden jeg gør mig klar. Vi er blevet enige om, at vi bliver i byen og kører hjem i morgen, herfra. Nu er det ikke mere Amalie som Henriette læser om, men derimod Elisabeth. Vejret er godt, og vi skal ud og se byen igen. Denne gang går vi ned mod stationen, og her er der masser af spændende huse, som kommer i kameraet. Der står noget med ”Tigergarden”, og det går vi efter. I lang tid er der karréer på 3 til højst 4 etager. Mange har trapper op til hoveddøren, mens der i et kvarter er, hvor man kan gå lige ind. Mon ikke det er til ældre mennesker? Vi maser derud af, og snart er vi udenfor byen. Men skiltet til ”Tigergarden” er der stadig. Jeg vil altså se tigre, siger jeg, mens Henriette flere gange siger, at det slet ikke er sikkert, at der er tigre, men kun almindelige kattedyr - øv. Vi kommer ud til en mindre skov, og her bliver vi enige om, at næste gang, der er mulighed for at læse vejen til tigrene, så enten stopper vi eller vender om. Der er også en mindepark, og den vil Henriette altså se, koste hvad det vil. Jamen så går vi efter disse minder. Det viser sig, at det er mange sten med navne på faldne mennesker. Jeg anede ikke, at hvis man bare faldt, så fik man en sten. Jeg opdagede så, at det var soldater fra første og anden verdenskrig, så nu faldt tiøren. Jeg var ved at falde over mine ben, men i stedet for opdagede vi et hus. Det var her, at der var tigre. Vi så en kat, sort og hvid med luskede øjne. Den havde fået en ide om at drille de hunde, som var taget til fange og var sat i bure. Altså var Tigergarden en hundegård, for faldne eller forladte hunde. Ak hvor kan det dog være barsk for selv en hund. Nu har de det vist ganske godt, for der går mennesker med dem i snor, - jo, der er fod på dem. Vi ser så en masse biler på en parkeringsplads. Hvad er dog det som foregår der?

Med store ord, står der ”Tigergarden”, og vi smutter derind. Tak skal du da ellers have, men hvis vi vil ind, så koster det 7 euro for hver. Hvad med ældre oldinge? - Ingen trøst, fuld betaling. Herinde er der en masse dyr, tror vi da, men i næsten alle bure er der tomt. Enten er dyrene døde, eller de er lavet om til sæbe. Med lys og lygte finder vi heldigvis nogle dyr, der trodser kulden. Vi følger en særlig sti, som efter kortet vil komme gennem hele haven. Jeg vil dog fremhæve en enkelt fyr, den er så påfaldende, altså en påfugl. Nej hvor han skal vise sig, og der er ellers kun en enkelt hun, som endda ikke gider kikke efter ham. Det er da en barsk verden. Vi kommer så i nærheden af vore forfædre. En enkelt lille fyr bliver så glad for Henriette, at den absolut skal  kravle op ad hende. Mon den håber på et lille kys? Jeg vil altså lige minde om, at det naturligvis er aber jeg skriver om. Vi må springe for livet, eller liste ud, for der er en bette pige som bliver bange for aben. (det er ikke Henriette)

Vi fik tisset af og så kunne hjemturen ellers godt gå i gang. Vi mødte så et cirkus, hvor man var i gang med at rejse et af de store telte. Vi kan komme ind og se herlighederne, fra fredag d 13, men da er vi jo på vej hjem til vores dejlige havehus. Jeg kunne mærke på mit resterende vand, at der snart ville komme vand fra Vorherre. Han kan jo også blive trængende. Hjem kom vi, og nu var det bare om at få en lur, men først spiste vi 5 styks trøfler skyllet ned med en ½ øl. Jamen godnat eller middagslur. Vi faldt begge i dyb søvn, og jeg vågnede igen først. Klokken er 15.05, og vi vil ud og have noget mad. På med tøjet og ud af døren. Men da jeg kom til at kikke ud på taget, så kunne jeg se vandet vælte ned. Jeg skal da indrømme at Vorherre var trængende. Vi smuttede igen ind. Jeg gik i gang med dagbogen, og Henriette gik ind i Elisabeth, Amelia og alle deres problemer. Henriette har problemer med stemmen og vil have en Fisherman, men den ligger så godt nede i bilen, så hun må nøjes med at drikke lidt vand. Jeg siger til damen at klokken er 16.00 og hun siger ja, det er den. Hvor er vi dog enige.

Det holdt langt om længe op med at regne, og vi tog igen chancen for at komme ud og spise. Lidt køligere end tidligere, men stadig tørt, endnu. Over det regulerede kryds og endnu et kryds, men bare for at gå over gaden igen. Vi gik nemlig ind i et af de store varehuse, hvor der på 2 sal stod ”restaurant”.

Henriette læste at der var en jægersnitsel og en sigøjnersnitsel på menuen. Vi bestilte en af hver med rigtige kartofler. Jeg er til sigøjnere, så jeg fik den røde sovs. Øllen som maden skulle skylles ned med, viste sig at være en slags sodavand. Men den smagte ganske godt. Måske lidt sød i det. Vi spiste begge helt op, og så forlod vi ellers den velduftende cafe. Efter at have set lidt på varerne i butikken, så endte vi nede ved DVD’erne. Her fandt jeg 5 DVD-rw og købte dem. Henriette skal altså have noget at arbejde med. Da vi kom ud fra varehuset, så regnede det igen. Nu var der kun een ting at gøre. Hurtigt at sætte det ene ben foran det andet. Vi blev næsten ikke våde, men overtøjet kom dog på bøjle til tørre. Jeg gik i gang med dagbogen, og Henriette kløjes igen med at finde de rette ord i bogen, der stadig hedder droslen, som er så spændende, at hun slet ikke har tid til lille mig.