Tirsdag den 14. januar 2014

Vi kom til hotellet og fik værelse ud til havet. Jeg er nu ikke til vand, så vi gik ned for at få værelset modsat havet. En flink receptionist lovede os et andet værelse, og vi skal bare komme ned efter næste morgenmad. Jeg sov ikke så godt med den havbrusende larm og glædede mig til at vi skulle flytte. Vi gik ned efter svar, og fyren så meget forkert ud. Han havde ingen værelser til os. Vi kommer igen i morgen, sagde jeg, og han grinte fjoget. Jeg har altså mine tvivl, om vi flytter.
Henriette er løbet sin vej, hun fik nok af os, og nu ligger byens fortove for hendes fødder. Solen har vist sig, og jeg er flyttet udenfor, - nej, jeg sidder ikke og ser ud over det blå og larmende hav, men ud over Hotel Valleluz, Teide, Loroparken og kirkegården. Det er nu et syn, jeg kan klare. Det er tunge skyer, der har magten, men til tider da får solen lov til at hilse på mig. Det var nu en barsk tur herned. De 5 timer i flyet var som 8 timer. Jeg havde taget 2 piller og sov lidt, men vores sæde kunne ikke lægges ned, så bare det var lidt surt. Efter vi havde sovet lidt ovenpå dynetæppet, så gik vi ned og spiste en tapas, som med øl kostede 20 euro. Den var nu god, og med fyldt mave gik det hjemad. Vi så på en rygsæk, og prisen lå på 15 euro. Det er nu ikke dyrt, og måske skal vores gamle slidte snart udskiftes. Vi havde ikke stået der ret lang tid, inden sælgeren kom med et bud. - Nej tak, måske kommer vi igen en anden dag, sluttede jeg. Sælgeren var nu ikke færdig, han kom helt hen til os, og så næsten hviskede han et nyt tilbud. Jeg hørte det som 10 euro, og så kom cellerne i svingninger. 10 euro, det er sådan ca. 75 kroner, jamen det er da billigt. Jeg hoppede på limpinden. Jeg fandt en seddel frem, og vi gik ind i butikken. Sælgeren var lynhurtig med at finde en pose, hvor vores rygsæk fik sin plads. Et hurtigt ejerskifte foregik, og vi gik glade hjemad. Lad mig nu erkende, at det var et godt køb, og priserne er virkelig 15 euro pr. stk. Tilbage til fremtiden, hvor Henriette er kommet hjem. Hun havde hilst på alle sine bekendte steder fra sidste år, - påstår endda, at de var glade for at se hende igen. Med lidt sol på det meste af kroppen, fandt vi ud af, at det nok ikke var særlig smart, når det er midt på dagen. Derfor lagde vi os på sengen og græd så bitterligt, - eller vi lå bare og kunne ikke finde Ole, der skulle lukke vore øjne, derfor så tog vi benene på nakken, eller sagt mere kontant, så gik vi en tur ned i byen. Det første vi gjorde, var at købe cigaretter til Margit. Hun har det med at lade mange af hendes kontanter gå op i ild og røg. 34 euro for 2 kartoner. Det er da svinebilligt, vi fortsatte vores vandring, og da vi kom til en af de butikker, hvor vi tit køber ind, så var der ikke mindre end 3 flasker, der kaldte på vore øjne.  1 liter Abrikos Brandy til 4 euro, jamen det er da lige før, at vi fik den i nakken. 1 flaske var nok, for tænk nu, hvis vi ikke kan lide indholdet. På vej hjem fik jeg varmen. Den ligesom kom helt af sig selv. Helt uhæmmet smed jeg min skjorte og videregav den til muldyret, der hedder Henriette. Hun havde nu ingen problemer med at bære mit overskud, og vi var snart hjemme på værelset. Jeg vaskede tæer, for de var blevet sure over, at jeg havde givet dem andre sokker på. Det er hul i hovedet, - men også på næstmindste tå, av ! Det hjalp med ecinacea og et plaster, som Henriette lagde om den ømme tå. Nu kan jeg igen gå, hurra! Vi solede os igen og gik på tur, igen - igen. Sultne, som om vi ikke har set eller smagt mad i århundreder, så gik vi i kælderen hos Hotel Valleluz, - Nej, hvor vi spiste, kald det bare åd, for det er mere sandt. Efter at jeg havde lagt 16 euro på tallerkenen og vi takkede af, så var det altså en middag, der var langt bedre og billigere end vi havde prøvet før. Det var for resten de samme folk som sidste år, der sørgede for maden. Nu skal der slås mave, spilles og skrives om vore oplevelser, men da jeg er færdig, så er det kun Henriette, der skal finde bogstaver og sætte dem sammen til noget, vi måske engang kan bruge. Det blev ikke til mere denne dag, for det regnede, og vi var kun lige udenfor hotellet og ind igen, bortset fra at vi lige var ude for at købe vand. Vi drak lidt mere sprut, hvor den ene flaske ikke smagte særlig godt. TV med håndbold fra Danmark blev eneste oplevelse, inden vi lagde os på sengen og sov som grise. Jeg tænkte mere på, hvordan vi skal bearbejde værelsesproblemet. Efter en lang nats søvn stod vi op til morgenmad, hvor det kun var frugtjuice og kaffe, der blev indtaget. Det er stadig mørkt, så vi bruger tiden med skriverier, inden Henriette tager sin løbetur gennem byens gader. Efter vi havde tisset af begge to, så gik vi ned i byen. Vi havde taget både skjorter og jakker på, for det så ikke ud til, at solen ville komme frem. Vi var nede hos inderne, og da vi stod ved butikken, kom konen og åbnede den. Hun så gammel ud, og det var altså ikke hendes mand, jeg mente denne gang. Vi så det nye hotel, der ligger der, hvor mit første hotel lå. Det er rigtig flot, rødt. På vej hjem var vi inde og købe tomater og bananer, billigt. Da vi igen var på hotellet, så vi hotelmanden, og jeg gik over for at ordne vores problemer. Jeg gav ham en undskyldning, da jeg jo godt kunne forstå, at jeg ikke bare kunne få et andet værelse. Da jeg jo ikke er god til at diskutere på engelsk, så gav jeg mig og sagde, at jeg ville klare problemet med mit rejsebureau. Jeg glemte at se, hvad der egentlig står på ordren. Det var bare om at komme ud af denne samtale. Jeg var og blev taberen, denne gang. Vi blev enige om at glemme et nyt rum mod byen, og nu kunne vi måske finde smilet og glæden frem, for de var ellers langt væk. Efter vi havde sovet en lille halv time tog vi ned på stranden. Vi solede os lige til skyerne overmandede den stakkels planet. Så gik det igen hjem, hvor vi smagte på den billige cider, der er meget brus i. Den kan nu godt drikkes. I går havde vi fået så mange forskellige drinks, så det var årsagen til hovedpine til Henriette. Vi skal slet ikke have mad i dag. Der venter os kun tomater og bananer, men den er vi begge med på. Snart vil jeg sætte gummerne i en saftig mat.
Som aftenen skred frem, jo mere kom der skred i min mave. Det blev bare værre og værre. Jeg satte mig på dasset og havde virkelig gang i udtømningen. Diarré er mildt sagt, og jeg fattede slet ikke, at jeg havde så meget at bære på i mine tarme. Vi blev hjemme, for jeg turde da ikke stå midt i byen uden at kunne komme på det lille hus. Heldigvis var der håndbold i TV fra Danmark. Det var Spanien mod Island, og islænderne tabte kampen, æren og hovedet. Jeg fik mere ondt i maven, men så kom de danske vikinger på banen. De skulle tæve folk, der kommer fra Prag og omegn. Jeg havde bare så ondt det sted, der bare ville te sig, og jeg frøs som en lille hund, ja, man skulle tro, det var Bisse, der havde spist fiskemad. Hele natten gik med at sidde på do og håbe på mildning, og selvfølgelig lå jeg og beklagede mig. Henriette fik også ondt af mig, og hun kom flere gange ud og gned mig på ryggen, men det hjalp bare ikke. Når jeg fik bøvs op, så kom der også syre, og så måtte jeg drikke lidt vand, inden jeg blev fri for denne grimme smag. Hele natten var et rend, og da vi stod op til morgenmad, så spiste jeg kun rugbrød, drak mælk og te. Ikke mere til min mave. Henriette har det nu heller ikke så godt, men hun bærer det bare så flot.
Vi skal da ud og gå en tur, og da vejret bestemt ikke er i det lune hjørne, så tager vi begge vores skindjakker på. Det skulle vi bare aldrig have gjort, for pludselig kommer solen, og vi sveder tran. Vi bliver enige om at gå hjem igen, og det til trods for, at mine ben er kørende. Der er overhovedet ingen problemer med knæ eller fødder. Jeg har bare dumt ondt i mavemusklerne, de har nemlig været på arbejde det meste af natten. Vi sætter os udenfor, men så forsvinder solen, - så kan det også være lige meget. Vi lægger os på sengen og falder begge i søvn, sover, som kun grise gør det. Henriette vil gerne have lidt mad til aften, så hun har planlagt at spise en sandwich. Lige nu sidder damen og skriver om vore fantastiske oplevelser fra i dag.

Lørdag den 18. januar 2014

Vi spiste næsten normal morgenmad, og så snuppede vi et par æbler med op. Derefter gik vi i gang med at skrive til rejsefeber. Denne mail skal så sendes fra et sted med wifi. Henriette forlod mig til fordel for fliserne langs stranden. Hun kom dog hjem igen, og eftersom rengøringspigen var på besøg, så måtte vi pænt vente udenfor, indtil pigen var helt færdig. Vejret er bare noget vi ikke kan styre, for skyerne er tunge og fyldt med vand, der bare venter på tilladelsen. Vi pudser lige mailen for stavefejl, og så smutter vi i byen. Solen har fået lov til at titte frem, og det er den - og vi - da glade for. Da vi har gået omkring 20 minutter og er nået ned til en særlig flot hotelbygning, så begynder regnen at ramme jorden. Heldigvis har vi sørget for sikkerhed i form af regnslag, jeg er pludselig blevet blå over det hele, og Henriette er orange. Men vi er tørre på overkroppen, mens vi er drivvåde fra knæene. Hurtigt kommer vi hjem, og her starter vi med et lille glas eller to. ”Abrikosvand”, hvad skal vi så ellers lave. Henriette skræller de to æbler, og så kommer der tanker i min øverste del af kroppen. Hvorfor nu det? Var der ikke noget om, at Eva havde foræret Adam et æble, endda et paradisæble. Og ikke nok med det, Henriette har endda klædt æblet af til skindet, og der er kun den rene vare foran mig. Hvordan skal gamle jeg nu klare denne opgave. Jeg er jo lidt af en træmand, der godt nok kan lide at se på skønne pigekroppe, men jeg har glemt hvorfor. Henriette har gang i den lille håndholdte, så hun er langt væk fra virkeligheden, men forhåbentlig kommer damen på rette vej igen.

Nu skal jeg starte med en ny dagbog, for den første er sendt hjem. Jeg var godt gående, mente jeg da, for i dag vil jeg op til la Paz. Vi gjorde os rejseklar, og denne gang havde vi tabletten med. ”Måske kan vi komme på nettet”. Bentøjet var i fin form, og selv vejret kunne der ikke klages over. Vi gik op mod stationen og forbi Tapas og ned mod ”Stjernen” - den berømte tankstation. Pludselig blev dråber til mere og mere. Vi måtte stoppe op og tage regnslag på. Jeg er nu igen den blå dreng og henriette orangepigen. Det regnede og regnede, og nu kunne der ikke komme mere ned, for det skyllede bare ned. Med de 25grader, så var det nu ligefrem hyggeligt at gå på det sted, vi har gået så mange gange før. Men jeg har nu ikke den helt stor tiltro til regnslags virkning. Selv med hænder og arme indenfor, hjalp det ikke ret meget. Jeg blev drivvåd indenfor, det var nu mest sved, men at have en drivvåd skjorte klistret til kroppen, er ikke morsomt. Vi kom op til vore tyske venner, der ikke mere er der, men nogle små hyggelige tjenere sørgede for kaffe og sandwich. Vi gik på nettet, og der var rigeligt at se på. Vi fik sendt vores besked til Rejsefeber, og jeg sendte også besked om, at vi først er hjemme i februar angående rygbæltet, - det var nu godt at se lidt dansk. Solen kom frem, og vi pakkede slagene ned og gik den lange og skønne tur op til vores kirke, HC Andersson og de bænke, vi har slidt på i tidligere tider. Alt er så godt, så det næsten ikke kan passe, og her rammer jeg sørme også plet. Mine ben mener, de har teet sig godt i lidt for lang tid, for nu vil de have min opmærksomhed. Piveskider, kalder jeg disse ranglende stolper. Nu havde vi ikke taget smørelse med, så jeg blev tvunget til at holde hvilepauser ret tit. Jeg lod ellers som ingenting, men smerter fik jeg. Det så ud til regn, så jeg satte farten lidt op. Vi kom helskindet hjem på trods af, at jeg var tæt på at havne på kølen af en taxi. Den agtede ikke at overholde et rødt lys, og jeg var heldig, at Henriette hev i mig. Den, der blev mest nervøs, var Henriette, men hun havde jo også set bilen. Jeg lod hvilen falde på hotellet, mens Henriette gik ud for at handle. Det tog hende ikke lang tid og kostede ikke en euro, for forretningen havde lukket. Det havde været en god dag, og den blev ikke ringere, da vi så Danmark vinde over Spanien, jamen jeg er vist ved at være rask, så nu begynder vores ferie vist først rigtigt.

Søndag den 19. januar 2014

Søndag morgen klokken 06.00 vågnede jeg og havde haft en god nat. Jeg inviterede damen over i sengen, og det skulle hun ikke høre mere end een gang. Vi ligger ellers mindst 20 cm. fra hinanden, og det er noget, vi ikke er vant med. Jeg troede, at maven min var blevet ok, men den vidste bedre. Jeg kom virkelig af med meget tyndt og kedeligt. Vi fik morgenmad med smag, men pludselig måtte jeg forlade det veldækkede bord. Jeg måtte op og af med mere af den ellers så gode mad, jeg nåede end ikke at lukke døren, før det stod ud af den anden ende. Nu sidder vi begge og skriver, og jeg er færdig med alt det lort, for der må da være andet på tapetet. Det ser nu noget trist ud, hvad vejret angår. Måske er det en rigtig hjemmedag. Jeg finder dog tiden rede til en strandtur ned mod byen.

Vi startede ved borgen og nåede helt ned til torvet, inden jeg igen blev klar over, jeg havde en syg mave. Jeg kunne bare ikke forstå, at Henriette meget let kunne vaske mine underbukser, hvis de var fyldt op med tyndt, - hun er jo sart. Vi nåede hjem, og det var kun luft og ingen gevinst. Vi fik os et æble, og da vejret havde ændret sig til sol og få skyer, så gik vi op til den særprægede kirke. Det var det nærmeste, vi kunne opleve, som ligner la Paz, men stilheden mangler og især fuglenes sange. Vi blev enige om at tage hjem og sidde udenfor værelset, men først skulle der købes vand og godter ind. Nu sidder vi og slikker solen til vore sarte kroppe og nyder cola, kage og udsigten. En stor sky sætter en stopper for en stund, men da jeg senere opdager solen, så invaderer vi igen svalegangen.

Resten af dagen foregik på værelset, og vi gjorde ikke noget, andre heller ik’ kunne finde på.

Mandag den 20. januar 2014

I dag laver jeg en dobbelt sandwich, og den er vi begge meget glade for. Vi er nu fyldt med mad og tømt for oplevelser, så tiden er inde til, jeg stopper med skriveriet.
Henriette løber sin tur, og jeg sætter mig udenfor og suger solstrålerne til mig. Det samme gør damen, da hun opdager, at det er skønt. Senere går vi ud til Loroparken, og ved kirken sidder vi og følger livet, som andre mener, det skal leves. Ved kirkegården sidder vi en stund, men så hedder det igen udendørs ved værelset. Sovetid, og så bytur med en saftig bøf og æbledrink. På vej hjem køber vi smørelse til kroppen. Det er blevet aften, og vi slutter af med håndbold mellem lille Danmark og de stærke ungarere. Vi sidder sammen på sengen og hækler, samtidig med der laves mål. Endnu er det danskerne, der fører, men de andre nærmer sig, betænkeligt. jeg har købt væske mod halsbrand, sure opstød, eller hvad man nu vil kalde det. - Mens jeg skrev, så sluttede kampen, og vi vandt.

Tirsdag den 21. januar 2014

Vi fik hjemmelavede sandwich, som kun jeg kan lave dem. Vejret siger gråt og kedeligt, men jeg forventer nu, at solen viser sin styrke senere på dagen. Cremen, vi købte til den røde hud, er ikke så nem at arbejde med, men den bliver dog spredt ud de rødeste steder. Vi har nu været hernede i 1uge og er begyndt at blive spanske, der er jo ikke noget vi skal nå. Vent til i morgen, Bette do. Henriette skal nu indsmøres, og der kommer en duft af, jeg ved ikke hvad. Lad det være sagt, een gang for alle, denne dag er en afslappedag. Vi sidder og soler os hele formiddagen. Selv eftermiddagen går med ingenting. Det er nu også skønt, kun en lille tur ved aftenstid, hvor vi brugte solnedgangen, med at fortære en pølse, der blev druknet i chokoladedrink. Resten af denne dag skete der intet, jeg mærkede i hvert fald intet ! Ps. Henriette kom dog i godt humør, men det var af en anden grund, som ikke skrives.

Onsdag den 22. januar 2014

Denne dag vil blive husket som dagen, hvor jeg brændte mig varm på solen. Vi sad udenfor værelset hele formiddagen og blev fyldt med energi fra moder sol. Da rengøringen kom, så gik vi. Det blev en lang tur op til vores park, der ligger ved kasinoet. Det var en dag med masser af sol, så meget, at Henriette havde fået nok. Nej, hun ville ikke skilles, men være i solen det agtede damen ikke. Hun vendte simpelthen solen ryggen. Det var barsk at opleve, men når damen har fået en fiks ide, så bliver hun bagvendt. Vi forlod det dejlige sted ved synet af nogle store firben, der næsten lignede øgler. Hjemme igen, og jeg kom i mit S, her kunne jeg lade brystkassen og maven blive varmet op, herligt. Lidt sultne blev vi, og vi gik så ned efter den dejlige bøf, som blev skyllet ned med æblesaft. Da vi skulle hjem, måtte vi iføre os dragter, som skulle vi besøge Villy. Det regnede, som selv vor moder ikke havde oplevet det i lang tid. Det vejr er virkelig mærkeligt for tiden. Fra sengen så vi så håndbold fra Danmark. Vi listede i seng ved 21-tiden.

Torsdag den 23. januar 2014

Endnu sidder vi på værelset, der er intet tegn på, at solen vil titte frem. Overskyet, med tykke og tunge, vandholdige skyer er dagens program. Vi sukoduer på skift, og her har jeg fået en god træner. Damen er bare god til at løse opgaverne, hvor får hun det dog fra ? - Jo, Henriette har da løbet sin tur, hun er på farten uanset vejret. Når hun kommer hjem, er hun jo våd, uanset vejret. Vi har nydt en øl og smurt os godt ind i aloe isla.

Solen havde en dag, hvor den bare ikke ville være positiv. Vi skulle da ikke forvente, at den var en glad pige, måske har den haft besøg af russerne. Vi var nu ikke kede af det, og efter middagsmaden så gik vi på tur. Ved City La Paz prøvede vi at komme på nettet, vi sad lige uden for baren, men det var bare ikke tæt nok til at det hjalp, - æv. Vi gik da bare hjem igen, for bruge penge på kaffe eller øl, når vi har vand med, det gør vi altså ikke. Jo, Henriette ville vist gerne derind, men her satte jeg benbremsen hårdt i jorden. Een gang jyde..........
Hjemme på det lune værelse gik tiden med at løse de dumme tal, der går helt op til 9. Henriette er virkelig blevet skrap til denne leg, så jeg må tage mig sammen, hvis jeg vil blive lige så god som damen. Torsdagen var altså en slapperdag, og dem skal der også være plads til.


Fredag den 24. januar 2014

Som en kopi fra de andre morgener er fredag begyndt, og det vil sige, at vi er godt forsynet helt til i aften. Æbler, brød og boller var der plads i mine bukselommer, og nu ligger maden i kufferten - lige til at indtage, når sulten banker på døren. Sur dag !  Vi sukoduer, så vi ligner tørre tal. Jeg får så den geniale ide, at vi skal op og købe, så hatten passer. Henriette er på hat med mig, og jeg bliver så glad indeni, at jeg foreslår hende, at vi, efter købet, tager ned i kælderen og spiser buffet fra ”Lusen”. Jeg finder 2 børe, der sidder godt på øverste etage. De er da pæne og gør mit hoved næsten menneskeligt. Glade, som søde små øffer, nyder vi en skøn suppe og kød, der vistnok er kalkun, siger HM. Godt mætte, befinder vi os igen på sengen, mens vi ser Spanien og Frankrig dyste. De næste 2-3 timer kikker vi på dansk TV. Det skal lige nævnes, at vi var udenfor i 2 minutter, mens solen var på himlen. Det gav ikke ret meget farve på armene, - nå, men vi blev på værelset og, - tro det om man vil - vi så igen håndbold. Først var det Spanien, der sloges mod franskmændene. Disse Frankrigere, havde en spiller, der var mægtig god, han viste tænder og det til trods for, han var tandløs. Spanien måtte se sig slået, og det var noget, de var møj kede af. Efter en pause, så var det danerne, der skulle komme efter kroaterne. Det gjorde de også lige fra starten. Danmark var overhovedet ikke foran i hele første halvleg, og først et stykke inde i anden omgang begyndte de at vise tænder. Takket være vores målmand, så kom vi ikke bagud mere, og kampen sluttede med sejr til vikingerne. Hvilken kamp. Nu kunne vi så lægge os, glade og sejrrige.

Lørdag den 25. januar 2014.

Vi havde hyggetime en halv times tid, men så ville vi have mad. Jeg lavede dejlig sandwich, som bare ikke fik så meget varme. Henriette ku’ godt li’ den, herligt. HM løb, og jeg satte mig i solens skær. Jo, det er altså sandt, solen er på besøg. Selv HM kom og holdt mig med selskab, men hun skulle først lige i bad og ordne eller nette sig. Et par timer sad vi så og nød det. Skyerne kommer, og vi tror det er klogt at gå en tur, men efter få hundrede meter vender vi om og finder hjem på værelset. Der er fodbold på stadion, og jeg forsøger at følge den, men der er ingen Harald Nielsen eller Laudrup, så kampen er tam, * og lysene fra vulkanøen var faktisk ret gode. Men under de sidste minutter, så gled de i smørret og lignede får, der havde meldt sig til dans i den lille forening.

Jeg har flottet mig i dag, for jeg har iført mig mine smukke tænder. Desværre så kan jeg ikke få lov at være alene, selv HM render efter mig, så måske burde jeg sætte tænderne på aftægt igen, det er da til at brække sig over. Den rene pige er på trapperne, men da vi sidder udenfor, så generer vi jo ikke hende. Nu venter jeg kun på, at solen vil dukke frem igen, og sangen ”Sol, sol, kom igen” - lyder fra HM’s mund, men mon det hjælper. En bytur bliver det til, og hos Tapas er der ikke en eneste gæst. Mon de har lukket ? Flere bænke får smag for vores bagdele, og det ender med, vi sidder udenfor ved domkirken og suger den sidste sol til os.

Vi har købt en roulade, eller noget der er i slægt med den, der er stadig papir rundt om den. Jo tak, - da blev vi vist fuppet. Vi laver en banankage ud af det. Hver gang vi gerne vil gå tur, så begynder det at regne, - er det virkelig Tenerifevejr ?  Vi bliver enige om at fejre lørdagen med en øl, og derfor så går vi op i den store forretning og køber 6 specialøl. Resten af dagen foregår på værelset. Lidt surt, men det hjælper dog med smagen af øllen. Af en grund, jeg endnu ikke fatter, så kommer vi ikke i seng før klokken slår 22.00. - Og så sov vi helt til klokken havde slået 7,05, ingen putten hos hinanden. Æv.

Søndag den 26. januar 2014

Lidt misforståelse under morgenbordet betød, at vi ikke fik boller og syltetøj med op, men mon ikke vi kan klare os uden disse ting. Vi kan jo bare købe det i forretninger. Der er stadig masser af skyer på himlen, og ligefrem varmt er der nu ikke. jo, det varmer da, efter HM kom og nyssede mig. Desværre så hænger skuffen på damen, men det er mest fordi hun er fejllavet, eller bare er den gode gamle Henriette. Morgenløbet foregik igen, uden jeg så HM fra svalegangen. Det er lidt pinligt, at jeg glemmer at se ned på hende. Solen er fremme, og jeg får en sludder med en tysker. Vi er lige dårlige til engelsk, så der går ikke lang tid, inden vi ser hinandens hæle. Hamofilm sidder så, og det er altså rigtigt, helt frem til klokken 15.00 og lader solen stege os. HM er dog lidt forsigtig, så hun vender sig ind imellem, jeg når at blive kraftigt rød på maven, skuldrene og overarmene, men jeg er jo kommet herned for at få sol, og så er den ikke længere. Vores naboer rejser hjem, og nye kommer til. Det er også finlændere og ikke en børneflok, der larmer som en skolegård. Vi, eller jeg, er sulten, og derfor tager vi ned for at købe og fortære en bøf. HM bliver glad for æblesaften, for den er rigtig god. Dagen er ved at rinde ud, og vi går hjem for at se Danmark blive fejet ud af banen af franskmændene. Helle var i rødt og fik lov til at give medalje til flere af spillerne. Hun regner med, at hvis hun lader som om, hun er folkelig, så hopper tåbelige socialafvigere igen på limpinden. Jeg har svært ved at falde i søvn, det brænder på skulderen, og jeg er ret så varm på maven.

Mandag den 27. januar 2014

Hvilken morgenmad vi indtog i dag. Den var lige til min mave og smag. Jeg lavede 3 dobbelte sandwich, det er til senere brug. HM har gjort sig klar til sin morgentur, og tja, jeg går nok i gang med endnu en sudoku. Jeg så ikke damen løbe nede ved stranden. Måske løber hun slet ikke men gør sig våd og stakåndet. Vi slikker sol et par timer, og da det bliver for varmt, så går vi tur. Denne gang er det de nyere bygninger, hvor de mere velhavende bor. Det er en hyggetur, der ender ved vores bænk ved kløften. Skønt at komme hjem, og så skal der spises, nej, ikke lige nu, for rengøringen har endnu ikke redt vore senge eller fejet og vasket gulve. De er da vist nogle nossehoveder. Jamen i ventetiden, så sætter vi os da og ser hjem mod lille Danmark. Vi kikker mod nord, det kolde sted, hvor vi om 6 dage igen vil betræde vores legemer. Havudsigt er da flot, men man skulle kunne skrue ned for lyden, for det er altså en larm, som kan få hårene til at rejse sig. Vi kan jo ikke snakke sammen.

Tirsdag den 28. januar 2014

Jeg fik filmet Henriette, da hun var ude på sit morgenløb. Hun kom frem i lyset, vinkede flere gange og alt kom med i kassen. Rengøringen var tidligt på færde, og vi fik lidt sol, inden første tur startede. Ved strandpromenaden solede vi os, og vi indtog middagen ude i det fri. En lille lur blev det til, men så gik vi igen. Taoroparken med alle dens trapper blev besteget, og vi var lige inde hos de to ældre damer, hvor vi så den ene. Ved City la Paz indtog vi en dejlig kop kaffedrik (der hedder Barraquito), uden likør, og så skulle vi ellers se efter, hvordan vejret er, når vi står i Kastrup lufthavn om mindre end en uge. Men det kunne ik’ nytte noget, for vi ku’ ik’ komme på nettet. Fornærmet gik vi derfra, og de skal da ikke se os, når deres wifi ikke virker. Vi gik hjem, og skyerne kom frem. Vi gik ned til byen og brugte samtlige trapper. Det var barsk, men mine ben klarede mosten. Da vi nåede bunden, så ville jeg altså lige ind i det store center, der hedder Martianez. Det blev en mærkelig oplevelse, for de fleste forretninger var lukket, ikke kun for i dag - men for altid. Vinduerne var blændet, og der var skilte med teksten ”til salg” eller ”til leje”. Der var næsten ingen mennesker derinde, og foto fra mit kamera viser de sørgelige kendsgerninger. Spanien er i krise. Alle de store centre med dyre varer bliver ikke brugt. Derimod går det langt bedre med de små butikker. Mon ikke vi også i Danmark burde bruge de små butikker noget mere, det er bare en tanke. Vi smuttede hjem, og resten af dagen foregik på hjemmefronten. Godt sultne smuttede vi op på ”Lusen” for at indtage aftensmaden. Klokken var 19.30 eller der omkring. Der var ikke så mange spisende gæster, og maden var ved at blive kold. Suppen var god men fislunken, og kartoflerne, ja selv kødet, var under varmegradernes grænse for såkaldt varm” food”. Jeg var blevet rød på læben, og Henriette troede, at jeg havde skåret mig. Det var ikke farve fra desserten eller rødkålen, nej, jeg må virkelig have skåret mig på noget skarpt, - eller glas. Da vi kom hjem smurte jeg læben med vores gode salve, og måske er læben hel i morgen. Jeg vil ikke spise på ”Lusen” mere, for hvad bliver det næste. Vi fik tiden til at gå på værelset og fandt sengen efter klokken havde slagen 10, - eller 22.00, som det hedder på dette tidspunkt.

Onsdag den 29. januar 2014

De har lovet os en dag uden sol, eller med meget lidt af livets værdier. Efter vi havde løst et par opgaver, så løb Henriette sin vej. Hun påstod, at hun vil komme tilbage senere, men kan man nu stole på hende. Der er jo så mange fristelser i denne by, og der er vel ingen, der lader sig nøje med bundskravlet, hvis prinsen på den hvide hest står og vrinsker ved et hjørne. Damen kom igen, og vi fik sol inden en tur op mod Diamanten afsluttes med gadefejerens sang til vores film, - herlig mand. Hjem igen og slappe af. Efter middagsmaden, så ringede vi til de dejlige søstre, Gerda og Margit, de troede, at vi var kommet hjem, og Margit vil altså have en eftermiddag, hvor vi fortæller om vores tur. I Danmark er der koldt, det sner og fyger, altså et vejr, der holder folk indendørs. Da vi lige har haft en regnbyge, så sidder vi nede i hallen og skriver. Faktisk, så er det ikke særlig varmt lige nu, men i morgen, da kommer det gode vejr, siger de klogere hoveder. Vi skulle have været oppe og købe øl, men den må vente til bedre tider. Henriette løser sudoku på sin telefon, hun er vist bidt af dette spil. Nogle små svenske knægte leger tagfat og larmer meget svensk, så vi bliver enige om, at havets brølen er langt mildere, så vi går op på værelset. Klokken er endnu ikke slået 20.00, før Henriette har svært ved at have øjenlågene oppe, så hun nedlægger sig i sengen og sover snart som en velvoksen struds. Jeg følger med og lader fantasien sørge for, at søvnen på blid måde får magten.

Torsdag den 30. januar 2014

Vi havde næsten 2 timer i ske, og det er altså dejligt at mærke den bløde side af Henriette. Hun har problemer med sin nakke, så mon ikke det er på tide, at hun løser opgaven. Den ene elevator virker ikke, og den anden kører betænkeligt knasende. Da vi jo er på 7. etage, så er det altså ikke sagen, hvis vi skal på trapperne. Nu sidder vi så i hver vores stol og venter på, maden synker ned på plads, så løbeturen kan begynde. Vejret ser bestemt ikke godt ud. Alle de skyer, der er tunge og med masser af vand i sig, kan nedlægge enhver form for strand- og bytur for mange gæster. Lidt over middag smutter vi udenfor og spiser vores dejlige mad, som jeg smurte i morges. Øllen, der sørgede for nedglidningen af sandwichen, var tilfredsstillende. Solen vil kikke frem få minutter, og det vil jeg benytte mig af. Frem med min skønne krop, og lad så strålerne tage fat i cellerne, - altså hudcellerne.  Det er nu mærkeligt, at bare solen kommer frem, så bliver vi glade og tilfredse. Vi er da nogle mærkelige starutter. Vi sov lidt, og så gik vi ned i byen. Solen varmede os ved et lille hyggeligt torv, hvor vi sidste år sad og nød, gæt engang - solen og de mange gæster, der sad og spiste. 1,50 euro for en burger med ost og æblesaft var dagens højdepunkt. Hjem igen, og med bananer i rygsækken. Vi har læst, at vores hotel har wifi, jamen kan vi komme på, når vi er nede i hallen. Nej og jo. Hvis vi vil betale for det. Nu kommer jyden op i os begge, vi skal snart hjem, og hvorfor betale for noget, vi snart kan få derhjemme. Vores største problem er faktisk hotellets problem. Den ene elevator virker ikke, og der er l a n g ventetid, for denne transport. 4 stjerner har også opgaver, de er lang tid om at løse. Henriette har lappet sig selv, så blodet er holdt op med at løbe fra den stakkels hund. Hun mener, det var hunden, der sørgede for, at hun ikke så, hvor hun faldt - det var kattens ! Vi gik på værelset og sudokuede hele aftenen. Klokken blev 22.00, inden vi smuttede i seng. Henriette frøs og kom lige over til mig og fik varmen. Efter en stund blev jeg igen ensom, og jeg gav damen det andet tæppe. 3 lag tæpper må da holde kulden væk.

Fredag den 31. januar 2014 

Vi kørte ned i kælderen, hvor det første vi mødte var en seddel om, at man ikke må tage mad med op på værelset. Kokken kom og hilste pænt godmorgen og vi, tja vi havde forstået hans hilsen. Ikke mere mad til os, æv. Vi blev pæne mennesker, der ikke kunne drømme om, at blive taget på fersk gerning. Nu var det jo ellers kun 2 sandwichs, hvorimod andre fyldte deres tasker med mad, jeg skjulte ikke maden. Nu venter vi så på, at der bliver lyst udenfor, så HM kan få løbet sin tur, uden hun falder over hunde eller andre forhindringer. Det ser ud til, at vi ikke når at komme til Orotava, men vejret har ikke været godt til denne tur. vi sad udenfor hele formiddagen, og hvor var solen i hopla, for den strålede som aldrig før. Jeg havde lovet Henriette, at vi ville besøge Risco Bello, hvor damerne holder til. Vi gik derop samme vej for at hilse på hundene og Taoroparken. Jeg havde snakket med HM om, at vi skulle drikke en sangria under de skyggefulde træer, men damen fik pludselig den ide, at vi ligeså godt kunne drikke en lumumba. Den flinke tjener, elektriker og hvad han ellers havde af gøremål, serverede de lækre drinks ved et solbeskinnet bord. Her fik vi besøg af den sorte svane, der spankulerede rundt om bordene, og på den måde viste, hvem der er herre i dette paradis. Da vi blev utørstige, gik vi en runde i haven, og minsandten om ikke den ene dame sad ved nedgangen til Vandhaven, hvor hun var klar til at sælge os en billet. Vi fik en sludder med hende, og da hun havde fortalt sin historie, så måtte jeg lige fortælle hende vores. Hun blev glad for den gode reklame, vi har givet hendes paradis, men vi gik uden at betale de 3euro det koster i dag. Vi gik hjem og havde haft en skøn dag. På vejen hjem var vi inde og købe brød og marmelade, nu har vi jo ikke mad til middagen. Nej, hvor vi solede os det meste af eftermiddagen. Rengøringen var sent på den, og pigen, der havde klaret vores værelse, glemte sit nøglekort hos os, så HM måtte ned med det til portiéen. Ved aften var det så tid til vores bøf. Tjeneren ville lige sige, at det ikke var billigt i dag, hvilket vi dog var klar over. Da vi drak en øl til bøffen, så blev det den billigste aftensmad på hele turen - 7 euro med drikkepenge ! Vi vandrede hjem ad de hyggelige gader, hvor der er spisesteder ved næsten hvert hus. Vejret var lunt, og derfor så blev bentøjet ikke presset optimalt. Vi simpelthen slentrede mod vores hotel. Selve centrum er ikke så spændende mere, og de mange tjenere, der står og næsten tigger os om at komme ind til sig, virker lidt anmasende, sagt på en pæn måde. De lever jo af os. Af hvilken grund at klokken blev 22.00, inden vi fandt vej til sengen, aner jeg ikke, men det resulterede i, at vi først vågnede klokken 7.20 næste morgen. Vi blev snydt for putteriet, og det er altså surt.

Lørdag den 1. februar 2014

Vi tog tid på bespisningen i dag. Det er jo i morgen, at vi pludselig har travlt. Vi må ikke bruge mere en 15 minutter til den sidste nadver fra dette sted, og så skal det ellers gå tjept op til bussen. HM kom så med den geniale ide, at vi kunne gå ned og aflevere nøglekortet før klokken 7. Jamen, der er da visdom i damen. Nu skal vi bruge denne dag til at sige farvel til byen. Hvor mange lange ture det bliver til, vil tiden vise. Jeg har bare fået hjemlængsel og leder efter den knap, vi burde kunne trykke på, så det går hurtigere. 
Vi har lige været en tur langs stranden helt ud til klipperne. Der var ikke så mange høje bølger, så det blev en tam tur. Efter vi havde solet os på en bænk på et lille torv, og fulgt en far, der spillede bold med sine to børn, så kunne jeg mærke på mit vand, at der snart vil komme vand fra oven af. Vi satte kursen og næsen mod vores hotel, og inden vi nåede hoveddøren, så dryppede det. Vi modtog nadveren eller de to tre stykker tørre brød, der var en velsignelse at fortære. Nu er vi så sat af udenfor vores dør med vores legetøj - tabletten og knoglen. Det er totalt overskyet, varmt og uden blæst, jamen det eneste vi ikke kan blive, er skoldet. Jeg havde lovet min hjertenskære kone, at vi naturligvis skulle sige farvel til byen ved at gå gennem flere gader. Vi trak først i rejsetøjet, men så begyndte det at regne, så jeg måtte finde sommerbukserne frem igen. Vi gik og gik, og det var faktist hyggeligt. Da vi kom til tapas, så det ud til, der var lukket, men der sad et par indendørs, og så smuttede vi også ind. Vi bestilte sangria og vores kartofler. De var varme og smagte skønt. Drinken var også god.  Og med en ske gled frugterne ned. Da vi skulle gå, så regnede det møg, så regnslagene var alle tiders. Det gik langsomt og var lige som et eventyr, hvor ingen aner, at man bliver våd af vand. Vi sidder på sengen, og ser tåbelige mennesker, der ikke aner noget om Newtons love. Men måske lærer de det via smerterne, de giver sig selv. Klokken er 20.00, og nu er der kun 10 timer til, vi skal op og h j e m. Jamen, det er da en nyhed, der vil noget.

Søndag den 2. februar 2014. Hjemtur.

Vi stod op, før alarmen gav lyd fra sig. Jeg vågnede 2 minutter før, det skulle ske. Vi
var meget hurtige om at blive færdige og forlod rummet. Klokken var 20 minutter før spisetid, og vi benyttede tiden til at tjekke ud. Så satte vi os og ventede på, kokken skulle åbne, og heldigvis kom han 5 minutter før klokken 7.00. Vi var lige på toilettet, inden vi gik op til bussen. Klokken var 15 minutter over syv, da vi steg ind i bussen, og den kørte straks efter. Hvis vi havde regnet med den tid, der stod på planen, så var vi kommet for sent. Fra hovedstaden gik vi over i bus 111, der kørte lige efter, at vi havde sat os. I lufthavnen var der masser af tid til indtjek og indkøb. Jo en honningrom blev det til, og en banankage, som Henriette havde set sig varm på, fandt jeg 6 euro til. Klokken lidt over 12.00 lettede vi så, og næste stop er i København. Jeg glæder mig til at se bilen, lejligheden og finde ud af, om der er noget spiseligt. Jeg vil lige nævne, at min mave ikke kan lide tapas med stærke sovse, den har fået det ret så tyndt. Langt under os er der små spredte skyer, og jeg vil snart have mig en lur. Jeg har taget 2 piller, og de er ved at virke.

Vi måtte vente længe på vores kuffert, men så gik det ellers hurtigt med at finde vores dejlige bil. Hun startede første gang, og hvor var hun dog dejlig glad for at se os. Vi var sørme også glade for, at hun lyste rødt op. Uden dikkedarer, så kørte vi hjem til Dommervænget, og der var ingen tegn på, at postkassen var overfyldt. Mit nye indkøbte rygbælte var der og en masse breve, - ja, selv det blå eurokort, som vi bestilte inden jul, lå der. Vi havde lige været omkring Lidl, hvor vi købte lidt mad. Jamen, det var så den ferie.