Året 1963.

Jeg flyttede hjem til mor og far igen og fik arbejde. Ole, Anders og resten af banden brugte jeg det meste af min fritid på. Flemming havde fundet sig en pige, som jeg havde brændt af for et par år siden. De var flyttet sammen og boede på Københavnsvej ovenpå hos Bager Royal. Når jeg besøgte dem, så var jeg altid lige inde hos bageren efter varmt brød. Jeg måtte se, om ikke tiden var moden til, at Birthe og jeg også skulle knyttes sammen. Vi var ligesom ikke blevet tættere knyttet, og selvom vi havde ring på, så var det mere for syns skyld. Jeg tænkte på, hvad det ville sige at skulle have børn og en lejlighed eller et hus. Jamen, det var jeg da ikke klar til endnu, mente jeg. Dagene blev kedelige, og jeg var slet ikke moden til at sidde og glo TV aften efter aften, og derfor så tog jeg ud for mig selv. Nye ansigter sagde mig ikke så meget, alle var jo i gang med at finde en partner, enten for en kort bemærkning eller for resten af livet. 

En lørdag aften gik jeg som næsten altid på Ritz. Jeg var alene, eftersom Ole sad inde bag tremmer, og Anders var taget til Jylland. Vores bord havde nogle andre overtaget, så jeg fik en lille bordende hos andre stamkunder. Jeg gik så på jagt efter kørvel og nåede næsten til udgangen, da jeg så 2 piger sidde og småsludre. Man kunne sagtens se, at de var søskende, og at det ikke var en hverdagsbegivenhed for dem at komme her. Jeg kendte jo de fleste stamkunder. Nyt kød er sprødt kød. De så nu ikke så ringe ud. Faktisk var det den tynde af dem, som jeg styrede hen imod, men jeg var bare ikke hurtig nok, for en fyr snuppede hende lige for næsen af mig. Hvor uforskammet! 

Den mørke pige så lidt ked ud af det, og hun lyste meget op, da jeg bød hende op til dans. Hun var ikke særlig stor og havde nogle lave og kraftige ben, noget jeg straks bemærkede, da vi nærmede os dansegulvet. Da vi kom ud i folden, fik jeg min sag for. Pigen kunne slet ikke danse, og hun undskyldte sig da også ret hurtigt, efter at jeg havde trådt på hende flere gange. Hun glemte at flytte fødderne og forstod slet ikke, at jeg forsøgte at næsten løfte hende rundt. Normalt kunne jeg godt føre min partner, men her kom jeg til kort. Hun var for tung at danse med. "Skidt pyt med det", tænkte jeg, og vi fortsatte med udsatte fødder, for damen trådte også på mine fusser. 

Jeg var selvfølgelig galant og tilbød at køre dem hjem efter festen, for jeg havde ikke andre planer. De sagde "ja tak", og jeg fik lov at køre dem ud til Veddelev Strand på Fiskervej, hvor Birte bad mig stoppe. De ville ikke vise mig, hvor de boede. Måske var det et mindre og tarveligt sommerhus, eller måske var de bange for, at forældrene så os, så de steg ud af bilen og forsvandt ud i mørket. Ok, jeg var da ligeglad og vendte bilen og kørte hjem. 

Lizzie, som var navnet på pigen, jeg havde danset med, havde fået mit telefonnummer, og en dag fortalte min mor, at hun havde ringet. Jeg kontaktede hende, og vi aftalte at mødes i Tåstrup. Jeg var stadig forlovet med Birthe (Irmapigen) men havde taget ringen af, for jeg var altså ikke opsat på at sige farvel til det frie liv. 

Lizzie og jeg fik sympati for hinanden. Hun fortalte, at hun boede i Sengeløse, og at vi måske kunne tage derud, efter vi havde været i biografen. Hendes familie var alle i Veddelev, og det var kun hendes far, som arbejdede på fabrikken. Vi hyggede os så oppe på hendes værelse, der var lige ud for trappen. Vi havde sex for første gang, og det var en stor fiasko. Hun var slet ikke med på, at det var en leg men sagde, at hun var klar over, at det hørte med til at have en fyr som ven. 

Hendes far dukkede op, og jeg tænkte på, at det var en noget gammel mand, som var hendes far. "Og så gik han på fabrikken som arbejdsmand", tænkte jeg. Men Lizzie må have hørt mig, for hun sagde, "Det er min far, der går der. Han er meget stolt over sin fabrik”. Jeg syntes nu, det nærmest lignede et faldefærdigt mejeri og kunne kun se gammelt jern og skrot. At det var Sengeløse Metalvarefabrik, som ejede de fleste af byens huse, fik jeg senere for øre. 

Lizzie og jeg aftalte at tage i biffen et par uger senere. Det gjorde vi, og vores sexliv fik en chance igen. Lizzie var bange for sex. Jeg kunne ligefrem se på hende, at hun led, og jeg havde overhovedet ingen glæde ved at forsøge at trøste hende. Intet hjalp.

Jeg var ikke hendes foregangsmand, (ham, der tog hendes dyd), og hun fortalte, at hun var blevet rigtig bange første gang, hun var i seng med en mand. Hun havde set denne kæmpestore tissemand så stiv og hård, at hun rystede af skræk. Det var årsagen til, at vi bestemt ikke skulle have lyset tændt. Jeg forlod hende i sengen, og vi blev enige om, at tiden ikke var inde til, at vi skulle ses igen, måske en anden gang.

Flere dage senere kom jeg til at se bag i min bil. Der lå der en blå frakke, - Lizzies frakke. Først så tænkte jeg på at sende den til hende, men jeg havde ikke adressen i Sengeløse og mente, at det nok var bedst at køre forbi fabrikken en dag og aflevere den til hendes far eller bare lægge den på trappen. Der gik nogle uger, inden jeg kom på disse kanter, og Lizzie var endda hjemme. Jeg afleverede hendes frakke, og hun så glad ud, så glad, at hun inviterede mig på te. Jeg ville helst have sagt nej tak, men der var ligesom sket noget godt med hende.

Hun var alene hjemme, og hendes far var ude at sejle med nogle venner. Jeg troede ikke mine egne ører, da Lizzie spurgte mig, om jeg ville give hende endnu en mulighed for at lære mig nærmere at kende. Vi landede oppe på hendes værelse, og snakken gik i flere timer. 

Lizzie fortalte utroligt meget om sit liv og sin fremtid. Hun ville da gerne engang have både børn og familie. ”Du er smaddersød og er altid glad”. Det endte med, at vi for 3. gang forsøgte at finde melodien. Hvis Lizzie havde ondt eller smerter i det hele taget, så skjulte hun det godt. Hun lod i hvert fald som om, hun nød det. Vi talte i lang tid efter knaldet, og jeg havde ligesom fået kontrol over mig selv igen. Jeg sagde så til hende, at jeg syntes, vi skulle se tiden an og ikke forhaste os. "At være gode venner er ok, men heller ikke mere", sagde jeg, og Lizzie var helt med på den.

Jeg undlod at fortælle hende, at jeg jo faktisk var forlovet. ”Men hvorfor sige det, når vi kun er venner og ikke lover hinanden noget. Livet er da bare skønt på denne måde. Kan jeg medvirke til, at Lizzie finder ud af sexlivet, da gør jeg jo hende en god gerning og forsømmer ingen andre”.

Der gik nogle dage, - eller uger, og så ringede Lizzie, og mor snakkede med hende. Mor var meget alvorlig og sagde til mig, at jeg skulle kontakte hende nu. Jeg ringede straks og fik hurtig en dum smag i munden. Lizzie havde lige været nede hos lægen, og han kunne fortælle hende, at hun var gravid. Jeg blev stum og helt målløs. "Hvad skal vi gøre?", sagde hun så. Lang pause i røret, - "Vi gøre?" "Vi må da hellere blive gift, synes du ikke?”, sagde hun usikkert. "Blive gift", tænkte jeg og blev meget fjern.

Jeg fattede mig og sagde så, at jeg ikke syntes, det var det rigtige sted at snakke om det, og jeg ville komme ud til hende med det samme. Jeg startede bilen og kørte til Sengeløse. Jeg gik forbi hendes far, Julius, og nikkede let til ham. Lizzie sad på sit værelse med en kop te og lidt brød. Vi snakkede lang tid frem og tilbage om hendes barn. "Vi kender jo ikke hinanden, og det er da ikke en god start for et barn at have forældre, der måske slet ikke kan sammen, når hverdagen kommer", sagde jeg. "Hvis vi nu flytter sammen, og, inden barnet kommer, finder ud af, om det er os, så kan vi da gifte os", sagde Lizzie så. "Jeg vil da til enhver tid gå med til at betale børnepenge, hvis det kommer dertil", sagde jeg så.

Lizzie blev meget ophidset over at blive ladt tilbage, og hun sagde så: "Jeg vil gerne giftes med dig, og jeg tror godt, at vi kan finde ud af sexlivet, nu da jeg jo skal være mor". Jeg blev lidt mærkelig ved disse ord, fordi hun skulle være mor, så kunne vi nok finde ud af sexlivet?  Nul mand, den tror jeg nu ikke på. Jeg var i 7 sind. Men Lizzie fortsatte ivrigt: "Min far har sagt, at vi må få et sommerhus, vi kan bo i de første år, og så kan vi senere finde ud af en bedre bolig". – "Men det er kun, hvis vi gifter os", sagde hun så.

Jeg kom til at tænke på Julius og hans fabrik. Jeg havde fundet ud af, at det ikke var en dårlig fabrik, og muligheden for, at vi engang ville arve fra den gamle mand, var jo ret så stor. Sengeløse Metalvarefabrik. Min kærlighed til Lizzie var bare ikke stor, for ikke at sige, der var ingen kærlighed. Men udsigten til penge var ikke det værste, der kunne ske. Utroligt at jeg slet ikke tænkte mig om. Hvis jeg dog havde valgt at betale børnepenge, så var mit liv blevet et helt andet liv. Altså, jeg gik med til, at vi blev gift på grund af et barn, og penge var lokkemidlet. Det må da straffes engang.

Min Irmapige, der jo ikke anede, hvad der foregik, blev ikke så lidt mærkelig, da jeg ringede til hende og fortalte, at jeg måtte opsige vores forlovelse. Selvfølgelig var hun rasende, men hun sagde faktisk ikke ret meget, og det var heldigvis mest mig, som havde det sværest. Jeg erkendte, at jeg slet ikke var hende værdig, og at jeg havde dummet mig noget så fælt. Men da jeg nu skulle være far, så ville jeg ikke løbe fra ansvaret. Telefonen blev tavs, og Irmapigen var ude af mit liv.

Min dejlige bil var ikke så dejlig mere, for den kunne ikke komme op ad bakkerne, så jeg var hurtig til at skifte den ud. Faktisk var jeg ligeglad med, hvilken bil det blev til, bare det at komme af med liget (altså bilen). Det blev så en lille fransk vogn - en Dauphine. Og den havde sådan en skøn duft, og så havde svoger Bent haft en mage til.

Jeg havde fået arbejde på betonvare-fabrikken i Hedehusene. Der skulle tjenes mange penge, og selvom det var et hårdt arbejde, så gav det rigtig mange knaster. Jeg var inviteret ned på Strandholm, hvor Lizzies forældre boede. Jeg skulle for første gang ses an af hendes familie. Jeg vaskede min nye bil og tog mit pæneste tøj på. Næsten hele familien var der. Og jeg følte mig alt andet end hjemme i det selskab. Selvom de forsøgte at være flinke, så blev der ikke nogen venskaber skabt denne dag.

Lizzies mor, der hed Rita, var hurtig til at snakke om bryllup og nævnte nogle datoer. Selvom vi stadig havde sommer, så virkede november måned som langt fremme og alligevel ganske tæt på. Skulle jeg virkelig snart giftes og hvad så? Julius, som min kommende svigerfar hed, spurgte mig ud om, hvad jeg lavede, og hvad jeg tjente. ”Jamen så må jeg jo være med til, at I får jer en god start, med den indtægt du er værd”, sagde han stift. Han havde ikke sin kittel på og virkede stadig som en arbejdsmand.

”Jeg har et sommerhus, som I vil få i gave, men det er op til jer at spare sammen til et rigtig hus, for det er mine børn vant med at bo i”.  Lizzie forsøgte at støtte mig, men jeg havde det sgu ikke godt. Jeg sprang dog ikke fra, og da november kaldte, så ventede Sengeløse kirke på os. Jeg lod Gurlis Ole køre mig ud til kirken i min bil, og der ventede Lizzie på, at jeg skulle sige Ja til Hende.

Selve festen skulle holdes oppe i salen, hvor der ellers var billardbord og små værelser, hvor flere af arbejderne boede. Der var pyntet flot op, og det eneste, der var lidt bøvlet, var, at man skulle op ad trappen, hvor Lizzie havde sit værelse, og den var temmelig stejl. Det var ikke noget, som mor kunne klare, og derfor så måtte hun gå gennem fabrikken og hen til en noget usikker elevator. Nu var der heldigvis folk til at hjælpe hende gennem de mange jernstumper, der lå og flød. Far brugte dog trappen, for han havde jo ingen benproblemer. Selve festen og maden husker jeg ikke så meget til, men da vi skulle åbne gaverne, så viste Lizzie sig fra en side, jeg ikke troede, hun havde. Lizzie blev fyr og flamme over de mange gaver, og det gik rigtig hurtigt med at få revet papiret af. Hun så ligefrem farlig ud, og så glemte hun at se efter, hvem gaverne var fra. Min søster Margit kunne ikke dy sig, for selvom hun jo var gæst, så mente hun altså, at jeg også skulle åbne gaver. ”Det er jo også ham, som bliver begavet”, sagde hun ret højt. Men der gik ikke lang tid, inden at Lizzie igen rev om sig med papir, der bare skulle fjernes. Vi fik heldigvis sagt tak for gaverne til de fleste, og pludselig var det tid til, at vi skulle danse brudevalsen. Jeg blev bleg, for der gik en klokke i gang - Lizzie kunne jo ikke danse!  Det har set ganske sjovt ud, da vi lallede rundt og rundt. Jeg skulle sådan passe på, at hun ikke trådte på mine fødder. Heldigvis kom gæsterne nærmere og nærmere, og så var der ingen andre end lille mig, som mærkede til de små knubs, som min nye kone gav mig. Vi brød op og kørte langsomt ud i natten, mens flere af gæsterne vinkede.

Da vi kom hjem til Bakkehuset, var alt, som det skulle være. Jeg havde ellers troet, at der var lavet noget sjov med os, men nej, alt stod, som vi forlod det. Kaminen var tændt, og der var lunt, så vi satte os først i sofaen og kikkede på hinanden. Lizzie så nu ganske sød ud i brudekjolen, men det meste af sminken havde forladt hendes ansigt, og hun så så mærkelig ud. ”Nå, men vi skal vel i seng og hygge os”, sagde jeg lidt sjovt. Denne sætning faldt bestemt ikke i god jord. Men i seng skulle vi da, og så lå vi derinde og sagde ingenting. Jeg begyndte at kæle med min kone, men hun vred sig ud af min favn. ”Jeg har ikke lyst til noget i aften”, sagde Lizzie så. Jeg blev nok så forvirret. Hvad mente hun nu med det? Vores bryllupsnat starter med, at hun ikke vil lege? - Have sex, som skulle være vores grund til, at vi var giftefolk. Der gik en rum tid, og jeg var stadig ung og havde mine behov. Lizzie ville bare ikke have sex. Mange tanker fór gennem mig, og pludselig sagde jeg så: ”Hvis du ikke vil have sex, så kører jeg herfra”. Jeg ventede på, at hun skulle sige noget. ”Jeg vil køre tilbage til Sengeløse og feste videre”. ”Det kan du da ikke gøre”, sagde Lizzie så. ”Jo, jeg kan måske finde en anden og have sex med, når du ikke vil. De vil sikkert forstå mig”. Så gav Lizzie sig. Hun smed bukserne og lagde sig på ryggen, helt stille. ”Så kom da, når du så gerne vil, men jeg er skuffet over dig”, sagde hun stille. Det blev til det mest kedelige sex, jeg til dato havde fået. Jeg kunne ligeså godt have brugt min hånd, den var da noget livligere. Mine tanker om, at, ”livet vil blive en dans på roser”, kun var en drøm, tog form.

Da vi næste dag kørte til Sengeløse, så havde vi vores pæne ansigter på. Vi skulle spise rester og have gaver med hjem. Jeg havde taget fri om mandagen, og denne dag brugte jeg til at køre min bil ned til forhandleren. Jeg havde ikke råd til at have bil, så det var lidt mærkeligt, at jeg bare satte bilen fra mig, gik ind med nøglerne og tog bussen hjem. Forhandleren har været lykkelig, for nu kunne han sælge bilen med endnu mere fortjeneste. Jeg købte mig så en cykel nede ved Roskilde station. Den så rigtig god, solid og stærk ud. På Frederiksborgvej var jeg lige kravlet op ad den lange bakke ved Trælasten, og så gav jeg ellers cyklen fart på ned ad de kommende bakker. Jeg ville bremse lidt op på grund af en anden cykel, der slingrede lidt, men jeg kunne ikke stoppe dyret. Jeg havde simpelthen tabt kæden. Jeg brugte så benene til at bremse med, og heldigvis stoppede dyret. Jeg gik hjem og var godt sur. Efter jeg havde fået mad, gik jeg ned til telefonboksen og ringede til cykelsmeden. Han var flov over, at han havde glemt at efterse kæden. Han sørgede for, at cyklen var ok, ude hos os.

Da jeg stadig arbejdede i Hedehusene, så lavede jeg en aftale om at blive hentet ude ved hovedvejen af en kollega, der hed Sommer. Og vinteren kom, så det var slet ikke så dårligt med denne aftale. Cyklen skulle jeg nok få brug for, når vi skulle handle i Veddelev by eller i Roskilde.

Batia passer godt på den lille prinsesse Charlotte

Charlotte, fars pige

D. 24. juni året 1964, fik jeg besked om, at jeg var blevet far til en meget smuk datter. Charlotte blev hendes navn, og det passede så godt til hende. Det var faktisk mig, der havde valgt navnet, og Lizzie ville så have, at pigen også skulle have et mellemnavn.

Der gik ikke lang tid, inden hun besluttede, at det skulle være Engelhardt. Jeg syntes ellers, det var et lidt barsk navn, for ”en hård engel, det er min datter da ikke, tværtimod, så ser hun da så blid og dejlig ud”.
Men vores datters navn blev tydeligt sagt af Lizzies søster Birte, og da præsten havde tørret vandet af hendes pande, så hed hun Charlotte Engelhardt Andersen. Ved festen var mine forældre og søster Gurli og Ole, Lizzies forældre og søskende. Det var vores første fest i sommerhuset, som havde navnet Bakkehuset. Adressen lød Svaleøvej nummer 5. Veddelev Strand.

Hverdagen kom, og Lizzie knoklede med at bøje gammelt jern.
Hun stod ude på verandaen og havde øje med vores lille Charlotte, svigerfar kom med et kæmpe læs i lastbilen, og hun kunne så bare gå i gang. Mandag morgen hentede han så alle sækkene, som blev kørt til en anden fabrik. Sådan gik hele vinteren, og det var lidt ensomt for Lizzie, at der ikke skete noget mere spændende.

Jeg havde en kollega, der var landmand i fritiden, han havde et par hunde, der havde fået hvalpe. Da jeg blev spurgt, om jeg ville have en af dem, så var Lizzie med på ideen. Det var en Dansk hund, sort med store hvide pletter. Den så så god ud, og Lizzie døbte den straks Batia. Den blev Charlottes bedste ven og beskytter.

Batia var virkelig en dejlig hund, og især Lizzie var den glad for. Når vi om aftnerne satte os i den lille stue for at se TV eller høre radio, så havde jeg min egen stol, der passede til TV'et. Lizzie sad i sofaen og enten strikkede eller syede. Batia stillede sig hen til hende og gloede med sine store øjne på hende. Tit stod han bare og ventede på signalet.

Og da Lizzie havde ladet Batia vente i lang tid og gav ham sit ja, bare ved at se på ham, så forstod han at det var ok. Hurtigt sprang han op i sofaen til hende. Resten af aftenen lå han og nød det med hovedet i hendes skød. Hvis jeg prøvede at komme over i sofaen, så knurrede han ad mig, og der skulle meget til, før han forlod sin plads.

At Batia også kunne drille Lizzie, fortalte hun mig en dag, hvor vi skulle have haft lever til middag. Slagteren havde været på stranden, og Lizzie havde købt en del kødvarer, og da hun skulle betale slagteren, så lagde hun leveren på postkassen. Batia så det, og hurtigt var han ovre og snuppe den dejlige lever. Væk var han, og han kom først hjem sent på aftenen. At han var klar over sin forbrydelse, kunne vi sagtens se, men fristelsen var bare for stor. Vi fik et spejlæg på rugbrød i stedet for, og samme aften lå han ved Lizzies skød.

At bo i et sommerhus var bestemt ikke særlig spændende, når vinteren satte ind. Vinduerne var enkeltruder, og der kom altid is på indvendigt. Vi satte så plastik for, og det hjalp da lidt, men det så nu ikke godt ud. Vore blomster frøs og blev smidt i baghaven. En lille petroleumsovn var vores eneste mulighed for varme, og den kunne kun lige varme stuen op.

Da ovnen en dag sprang i luften, så sørgede svigerfar for, at vi fik en større ovn, der kunne føre vandet ind til en radiator i Charlottes værelse. Lizzie og jeg havde soveværelse endnu længere inde, og dette betød, at vi var temmelig langt fra ovnen. Vi måtte varme os selv og hinanden. Lizzie tog mere tøj på i seng, end hun havde på om dagen.

Vores toilet lå også særlig udsat for vejr og vind. Når der var frost, så måtte jeg op og trække i snoren på vores træk-og-slip flere gange på en nat, for at vandet ikke skulle fryse til is. Hver gang jeg ikke nåede det, så måtte jeg banke isen i stykker eller sætte ild i en klud, som blev holdt ind til vandrøret.

Vi talte mange gange om at sælge sommerhuset og købe et rigtigt hus, men svigerfar mente, det var bedst, at vi blev i huset nogle år og skrabede penge sammen til et nyt hus.

Om sommeren var det smadderhyggeligt at bo i Bakkehuset, men det var jo også et sommerhus. Jeg havde anskaffet mig en brugt knallert, og den stod i et lille faldefærdigt skur. Havearbejdet skulle passes, og en dag, hvor jeg havde samlet en stor bunke grene fra træer og hække, så fik jeg den ide at brænde det af. Men det var ikke til at få ild i det skidt, og derfor så hentede jeg noget benzin. Der kom lidt benzin på grenene, og jeg satte ild til. Jeg vendte mig lige om for at gå ind med dunken. Pludselig hørte jeg et mægtigt brag og sus. Min bare ryg blev varm. Jeg kikkede mig tilbage og så dum ud. Den store bunke var væk. Der var simpelthen ikke eet eneste strå tilbage. Dunken, jeg stadig havde i hånden, blev hurtigt sat på plads, og jeg begyndte at se mig om efter mit brænde.

Over hækken til vores bagbo lå der en masse grene og affald spredt ud over hans køkkenhave, - jamen det var jo vores affald. Jeg brugte resten af dagen på at hente det hjem igen. Det kom i poser og sække, og jeg havde lært ikke så lidt om benzin, bål og brand.

Jeg søgte nyt arbejde nær ved vores hjem, og i Himmelev var der et job, som jeg sagtens kunne klare. Det var på en fabrik, hvor man lavede akryl-vinduer. Jeg skulle stå for opvarmningen af flydende materiale, som derefter skulle bearbejdes af andre medarbejdere. Jeg skulle sørge for, at den grødede masse blev så varm, at den var tyndtflydende. Dette betød, at rummet blev rigtig varmt, og den giftige akryl gik lige i lungerne på mig.

At det var farligt at indånde, var der ingen som tænkte på, men da jeg flere gange havde brækket mig på turen hjem fra arbejde, ville jeg have ændret på arbejdstiden. Det var sommer, og jeg kunne simpelthen ikke samle mig til noget. Mange gange måtte jeg gå hjem og brugte cyklen som støtte. Folk troede at jeg var fuld, og da jeg hørte flere bemærkninger om slinger i valsen, så bad jeg om at starte på jobbet klokken 02.00 om natten, hvor det jo ikke var så varmt. Det hjalp ikke så lidt, flere gange kunne jeg sørme cykle det meste af vejen hjem, hvor jeg så kastede op. Efter et par timers søvn, var jeg næsten normal igen.

Efter et lægebesøg hos doktor Butz-Olsen blev jeg klar over, at både lever og lunger havde det ganske slemt, og så fandt jeg ud af, at jeg ikke ville blande disse giftige sager mere, og jeg fik så arbejde i Roskilde hos Vebers efterfølger som maskinsnedker.

Første gang, at Lizzie prøvede at komme i stødet, var en dag, hvor hun arbejdede i sit lille køkken. Vi havde lige fået en stålvask af svigerfar, det var en vask, hvor både bord og vask gik ud i et - og altså var i stål. Den var nem at holde og så pæn ud. Lizzie var lige færdig med opvasken og tørrede resten af vandet op, og pludselig satte hun sig på gulvet.

Jeg kom hjem nogle timer senere og fik fortalt, at der var noget galt med vasken. Jeg kom til at grine, da hun sagde, at hun satte sig på røven, og det gik så stærkt. Jeg målte så, om der stadig var strøm på vasken og blev meget forbavset. Jo der var virkelig strøm på.

Vi fik slukket for el-skabet, og jeg gik i gang med at finde årsagen. Jeg rørte ved vasken og fik igen et ordentlig rap over fingrene. Jamen, hvad var det dog for noget? Jeg skal ellers love for, at jeg kom i stødet. Stakkels Lizzie, der endda havde vand på hænderne, hun havde virkelig fået slået benene væk under sig. Jeg låste døren til køkkenet og gik udenfor. "Hvem skulle jeg nu kontakte?" jeg sad et stykke tid, og det knagede på øverste etage. "Hvad var der egentlig sket indenfor de sidste par dage?"

På den anden side af vejen boede Ringstrøm, og de havde lige fået en vaskemaskine, som de gladeligt viste mig. Jeg ønskede dem tillykke med dyret og spurgte, om den var god. Ringstrøm var ikke så glad for den, for den virkede ikke rigtigt. Vi kikkede på dyret, og jeg fandt hurtigt ud af, at årsagen til Lizzies uheld kom herfra. Der var byttet om på ledningerne. Jordledningen, som vaskemaskinen jo havde, var ikke sat på sin rigtige plads. Derimod var en af de strømførende ledninger sat på vandrøret. Det vil sige, at hjemme hos os kom vi i stødet, fordi Ringstrøm ikke kunne finde ud af strøm.

At Lizzie virkelig havde fået kærligheden at føle, tror jeg gerne, for hun var blevet ganske varm indeni, og hun syntes, at blodet kogte, og mange gange beskrev hun, hvor barsk et stød, der sendte hende i gulvet.

Jeg havde fået lyst til at blive selvstændig, og derfor så startede jeg med at lave tilbygninger i sommerhuse. Der var så mange mennesker, som ønskede at få en udestue eller ekstra rum, og selvom der var mange firmaer, så kunne de slet ikke følge med. Jeg købte en lille lastbil, hvor der lige var plads nok til materialer. Så kørte jeg ud i sommerhusområderne i Nordsjælland og gik fra hus til hus.

Der var rigeligt at lave, og derfor så antog jeg 2 tømrersvende og en arbejdsmand. Kontorarbejdet overlod jeg til Lizzie, og det var hun slet ikke så ringe til. Men der gik dog ikke lang tid, inden krisen kradsede. Mine folk skulle have deres løn, og vi måtte så tit vente på at se, om der var penge til os. Flere af mine kunder kunne ikke betale, og da jeg havde en temmelig stor regning hos tømmerhandleren, så stod vi snart i den situation, at vores hjem var i fare. Jeg opgav til sidst og fik arbejde på virksomheden "Sjælland", hvor jeg, som tømrer, skulle lave forme til at støbe trapper og reposer i.

Det var ligefrem en lykke at få dette arbejde. Jeg kom på månedsløn og var rigtig glad for at se indtægten gå ind i vores bankbog. Vi kunne endda begynde at lægge penge til side, med henblik på at bygge nyt hus.

Dødfødt barn.

Efter næsten 2 år var det tid til, at Charlotte skulle have en lillebror eller søster. Vores liv var meget sløvt. Det gjaldt både sexlivet og hverdagen. Røvsygt. Lizzie mente, at sexlivet var noget, hun var tvunget til, og de få gange vi snakkede om sex, da blev hun mærkelig, når jeg sagde, at det var den bedste leg, jeg kendte. ”Kun børn leger”, sagde hun bestemt. Jeg havde det mærkeligt, når hun lagde sig og lod som om, hun sov. Hun havde simpelthen ingen fornemmelser, og det værste, jeg kunne gøre, var at kæle med hende. Orgasme var et ord, hun slet ikke ville tage i sin mund. Jeg var derfor begyndt at onanere på toilettet, jeg skulle jo have taget trykket  en gang imellem. Jeg savnede virkelig mit liv fra dengang, da jeg gik på pigejagt, "men når man er gift, så kommer der pligter", sagde jeg ofte til mig selv.

Økonomisk manglede vi ikke noget. Bil, hus og båd. Og tiden forsvandt bare uden oplevelser. Der var heldigvis få somre, som var ligefrem hyggelige. Jeg kom ret meget over på Strandholm, for Lizzie havde tit brug for at besøge familien. Julius, altså svigerfar, havde en stor båd, som han og Paul sejlede en del i, men han havde også en robåd, og den brugte vi, når vi sejlede ud på fjorden med åleruser. Jeg var tit med, og dette betød, at jeg skulle op klokken 03 om morgenen. Aftenen før havde vi været ude og sætte ruserne på plads, og de skulle så tømmes tidligt, hver gang. I starten var der rigtig mange ål, der gik i nettet, og når vi så kom hjem med fangsten, så var det Lizzie og hendes mor, som stod for flåningen. Vi havde ofte så mange ål, at vi røg flere af dem i en tønde. Jeg havde hentet savsmuld hos klemmefabrikken, og i min Folkevogn kørte jeg så hjem med læsset. Da jeg havde sat sækken bag i bilen, så var den lige ved at tippe, hvilket betød, at forhjulene mistede vejgrebet. Langsomt kom jeg dog hjem.

En morgen, hvor vi havde efterset ruserne, var de tomme. Ikke een eneste ål var gået i ruserne. Næste morgen var det samme resultat. - Ingen ål. Måske var fiskene forsvundet, eller andre havde været ude og tømme ruserne, før os? Nogle dage senere hørte vi om salg af friske ål. Det var en yngre mand, der boede lidt udenfor byen. Efter en snak med folk, som havde købt ål hos ham, fandt vi ud af, at han ikke havde båd, ej heller ejede han ruser, men i en tønde svømmede der masser af ål. Nogle dage senere havde vi fest på Strandholm, og det blev meget sent, da vi var på vej hjem. Lizzie kom til at kikke ud på fjorden, og hun så en robåd, der var på vej ud mod Risø lige der, hvor vores ruser lå. Båden var såmænd svigerfars. Manden blev taget på fersk gerning, da han kom ind med fangsten. Jeg var dog blevet træt af disse åleture, som også fik en ende, da der kom flere til fadet.

Hverdagen blev igen dræbende ens, og gamle vaner blev igen indført omkring Bakkehuset. Hver dag på samme tid stod jeg op og gik på arbejde, og når jeg kom hjem igen, havde Lizzie hældt teen i koppen, og selv sukkeret var rørt rundt. Mit arbejde gik det såmænd godt med, og fritiden havde jeg med vore børn.

Vi rejste kun én gang om året til Norge eller bare Jylland, og da Lizzie gerne ville sydpå, da var jeg imod. Hvad skulle jeg dog nede i varmen? Vi boede jo det bedste sted - i Danmark, og der skulle meget til, før jeg kunne lokkes til Sydeuropa. Da Lizzie så fik mulighed for at tage til Heidelberg med sin mor, så var jeg kun glad for, at hun sagde ja, og de tog Charlotte med.

Lizzie var langt henne med en ny baby, men der var noget galt, for hun havde det elendigt. Hun tog til Doktor Butz Olsen sammen med sin mor. Der gik lang tid, inden de kom hjem, men jeg tænkte ikke over årsagen. Jeg passede jo Charlotte. Der gik flere dage, inden Lizzie fortalte mig om, hvad der virkelig var sket.

Hos doktoren havde hun født en dreng, der bare var blå og kold, han var nemlig død. Han blev så smidt ned i en zinkspand, som en anden stump kød på lossepladsen. Lizzies mor havde så rusket hende i armen og sagt, at hun altså skulle tage sig sammen og blive voksen. Det var bare ærgerligt at miste en unge, men hun skulle bare vente nogle dage, inden hun lod sig gøre gravid igen. Ingen skulle vide, at hun havde fået en abort, det var ikke noget, man snakkede om. Da Lizzie fortalte mig dette, brød hun totalt sammen, det var for meget på én gang. Men efter Lizzies uhyggelige oplevelse, så skete der noget mentalt med hende.  

Jeg opdagede en dag en flaske snaps i noget børnetøj, som jeg ville give Charlotte på og fandt det lidt mærkeligt. Men der var ingen tvivl, Lizzie var begyndt at drikke. Vores sexliv var for længst gået sig en tur. Det havde nu aldrig fungeret særlig godt, og vi kunne slet ikke snakke om problemerne. Lizzie havde næsten altid ondt, og lysten var helt væk. Jeg brugte ikke gummi, og hun ville ikke bruge pessar eller piller, som ellers skulle være uden store bivirkninger.

Hver gang vi havde haft sex, så satte Lizzie sig ude på toilettet med kogende vand, som skulle dampe op i skeden på hende. Hun var så bange for at blive gravid igen.

 

Carsten kommer til verden

Lizzie blev alligevel gravid igen, og Carsten kom til verden. Han var helt anderledes end Charlotte. Han var tynd, lang i hovedet, lys og uden ret meget hår. Til gengæld så var han støjende, måske havde han ondt i maven tit, for der kom skrig fra ham næsten hele tiden. Charlotte gjorde ellers alt for at få ham til at grine, men det endte altid med skrig og skrål.

Året 1968 rev jeg det gamle sommerhus ned, for vi skulle have os et nyt hus. Jeg havde selv tegnet huset og fandt ud af, at det var hurtigst at lade en arkitekt være med. Han skulle sørge for, at det gik let og smertefrit at få godkendt tegningerne til vores hus. At arkitekten ikke var pengene værd, fandt jeg hurtigt ud af, for han lavede så mange ændringer, at jeg næsten ikke kunne kende mit hus. Han glemte at lade døre gå den rigtige vej, og kontakter satte han de værst tænkelige steder. Jeg måtte fyre ham, og det var ynkeligt den dag, han kom og bad om et sidste beløb. Han tiggede om 500 kroner. Jeg fik lidt ondt af ham og stak ham 200 kroner. Så fik jeg en kvittering, og han forsvandt. Dagen efter læste jeg i avisen, at han havde taget sit eget liv ved at køre ind i en lastbil på Helsingør motorvej.

Jeg fik travlt med at bygge huset, og imens boede Lizzie og børnene på Strandholm. Jeg lod en murermester fra Roskilde stå for murerarbejdet. Faktisk ville min far gerne have givet en hånd med, men jeg ville ikke bruge ham, da jeg så ikke kunne brokke mig eller sige ham imod, hvis der var ting, der, efter mit hoved, ikke var ok.

Selv stod jeg for alt grave-, tømrer- og snedkerarbejdet, og Poul kom og hjalp med at få de fleste spær op. Huset var stadig ikke helt færdigt, da vi flyttede ind i det. At jeg selvfølgelig passede mit arbejde, samtidig med at huset blev bygget, satte sine spor, både på arbejdet og min energi. Mit normale arbejde startede klokken 07.00, og jeg var hjemme klokken 16.20, fik en kop te og arbejdede så til klokken 24 - 01, inden jeg faldt i søvn.

Lørdage og søndage var endnu værre, men resultatet blev dog, at der ikke gik lang tid, inden der kom tag på huset, og så kunne jeg bare fortsætte, så længe det var lyst.

En dag, hvor jeg havde haft ondt i maven, cyklede jeg hjem, før arbejdstiden var slut. Jeg kunne bare ikke være nogen steder for smerter. Det tog mig flere timer, inden jeg kunne sætte cyklen på plads og gå ind i seng. Lizzie havde sendt bud efter Lægen, fordi Carsten var lidt sløj, og da han nu var i Bakkehuset, som det nye hus også hed, så kunne han da lige se på mig. Det endte med, at Carsten gik ude og legede, og ambulancen kom med udrykning efter mig. Jeg havde sprængt min blindtarm og skulle straks på bordet. Efter 3 dage kom jeg hjem og kunne starte på mit arbejde ugen efter.

Jeg var ikke tilfreds med min Murer. Han havde godt nok fået sølv engang, da han blev svend, men han kunne ikke finde ud af at lave en indvendig mur. Vi ville have en gulstens-mur i stuen, og der måtte gerne være lidt mørkbrændte sten imellem.

Første gang jeg ikke var tilfreds, var, da de havde samlet alle de brændte sten i ét hjørne. Jeg sagde det til dem, men intet skete, hvorpå jeg rev muren ned. Så kom muren op igen, men de havde vendt stenene forkert, så var jeg ikke sen til at vælte muren igen. At vi kom til at betale for arbejdet, måtte jeg erkende, men vi fik dog lavet muren efter vores hoved.

Jeg havde valgt at få elvarme, og ikke nok med det. Disse el-ledninger skulle ligge oppe i loftet over gipspladerne. Det viste sig, at det var en meget dyr løsning. Der skulle meget mere isolering oppe under taget, og for at holde en rimelig varme på 22 grader i siddehøjde, så løb måleren rundt og rundt. Ja, man kunne faktisk se den røde streg hele tiden.

Et stort problem var under vinduerne. Normalt så sætter man radiatorer under vinduer, og så er der ingen problemer, men eftersom varmen kom fra loftet, så blev vinduerne mere klamme, og under dem kom der hurtigt svamp. Flere gange kunne jeg tage en spartel og skrabe et tykt lag svamp af. Det både lugtede og var grimt at se på.

Vi havde naturligvis også elvarme i badeværelsesgulvet. Men der gik ikke mere end et par måneder, inden der skete et uheld. Lizzie havde lige været derude, og pludselig så lød der et smæld. Og vi havde hverken varme eller lys.

Jeg kom hjem og fik undersøgt uheldet. En mand blev tilkaldt, og vi fandt ud af, at ledningen til gulvvarmen var smeltet. Jeg måtte brække gulvet op, og ved denne lejlighed så ramte jeg en vandledning. Der gik hul på den, og vandet strømmede ud. Nu havde vi heller ikke vand, for det måtte jeg altså også lukke af for. Da jeg fik gravet gulvet op, fandt vi ud af, at den el-ledning som var smeltet lå oven på vandledningen. Faktisk var det vandledningen, der havde smeltet el-ledningen.

Jeg meldte det til politiet, og de fandt ud af, at min elektriker havde lavet ulovligt arbejde. Hvis Lizzie havde stået derude, da ledningen kortsluttede, så var hun blevet dræbt på stedet. Min elektriker, der hed Brandt, mistede sin bestalling og fik en bøde. Og vi fik lavet lovlig installering af gulvvarme. Brandt valgte så at sælge musikinstrumenter, og disse holdt jeg mig langt fra. Én gang brændt er lærerigt nok for mig.

At man skal passe på med håndværkere, fandt jeg ud af, da jeg en dag fik en regning fra skorstensfejeren. I første omgang lod jeg som ingenting og regnede med, at de ville komme igen med en ny regning. Ganske rigtigt, så dumpede der endnu en regning ind ad døren. Denne gang ringede jeg til skorstensmesteren og sagde, at jeg ikke ville betale ham, eftersom han ikke havde fejet vores skorsten. Han blev meget rasende og sagde, at han selv havde været der, og at han ville melde mig, hvis jeg ikke betalte.

Så aftalte vi, at han skulle komme og vise mig, at han havde været der, og jeg ville betale ham på stedet, hvis han udførte sit job. Jeg måtte tage fri fra arbejde, men det var pengene værd. Skorstensmesteren gik op på taget og stod med sin kost. Den ville bare ikke ned i skorstenen. Forvirret blev han ved med at prøve at få kosten ned, uden resultat. Så kaldte jeg på ham og sagde, ”kan du så se, at du aldrig har været her?” Jeg har nemlig slet ikke brug for en skorsten, da jeg har elvarme. Derfor har jeg lagt en 3x3 tømmer ned i hullet". Manden forsvandt, og resten af min dag forblev temmelig munter.

Der havde været mange problemer ved at bo på Strandholm. Svigermor var begyndt at blande sig lidt rigeligt i Lizzies liv. Charlotte skulle starte i skolen, og vores liv skulle normaliseres. Der gik godt 2 år, og livet var en trædemølle.

Jeg kan ikke sige, at min svigerfar var imod mig, men han forsøgte med held at udnytte mig. Han havde en båd, en stor en, og da den ikke var sådan at styre, så måtte han have andre med til det grove. Det blev kun til et par gange, for jeg anede aldrig, hvornår jeg kom hjem. Vi sejlede mod Frederiksværk og gik i land for at spise og drikke. Det med at drikke var en last Julius Svigerfar havde, og den holdt resten af hans liv.

På værtshusene var Julius populær. Han kunne finde på at give en omgang til hele værtshuset. Han tog sin konvolut frem og begyndte at blade i den. Alle kikkede på, og det var da også meningen. Det var 100-kronesedler, han bladede igennem for til sidst lige at snuppe et par stykker op for at betale. Jeg kunne ikke lide hans måde at vise sig på, for der var altid nogle, der måske var lidt svage, og som godt kunne tænke sig at se ham udenfor i en mørk gyde. - Men Julius var jo omgivet af sine bodyguards. Poul Lavlund kom til, eftersom han både arbejdede på fabrikken, og så blev han også gift med Lizzies søster, Birte. Han kunne godt lide øl, og derfor var han selvskrevet i sin svigerfars selskab.

En dag kom Julius med en lille motorbåd, som han syntes, at jeg skulle have. Den så noget ramponeret ud, og der skulle virkelig bruges mange arbejdstimer på den, inden den kunne flyde i Roskilde fjord. Båden blev båret om i baghaven og sat på nogle bukke. Først ville jeg slet ikke have den, men Lizzie så for sig, at vi sammen med børnene kunne sejle små ture i bølgen blå. Jeg gik så i gang med at gøre båden klar. Hele vinteren gik, og da foråret kom, så var jeg færdig med båden, og nu skulle den altså snart søsættes. Lizzie må have fortalt sin familie, at båden var færdig, for pludselig var den væk. Da jeg kom hjem fra arbejde og ville om og kikke på mit værk, så stod der 2 bukke og gloede på mig. Hækken ind til naboen var blevet beskadiget en del, for gerningsmændene havde tabt båden på vejen ud.

Julius havde simpelthen brugt mig, dumme nar, til at gøre båden i stand og så bare fjernet den, da jeg havde klargjort båden. Jeg gik over til ham for at brokke mig. Julius grinede bare og sagde, at han da havde solgt båden, og alle var glade. "Du kan da bare tage Tuttelut", sagde han ligegyldigt, Tuttelut var hans store båd. Jeg var færdig med bådebyggerier og gik så i haven, hvor der var rigeligt at lave her i foråret.

Vores ålegilder var meget populære, og det samme må vi sige om vore grise. Julius havde flere grise, køer og selv heste gående i Sengeløse, og når de så havde levet sig store og lækre, så var de på menukortet.

På en fødselsdag havde familien inviteret det meste af radioorkesterets musikere med til festen. Der skulle være noget for enhver, og derfor så valgte svigerfar at slagte en af grisene. Han lavede en meget stor grill, hvor grisen kunne være i hel størrelse. Grillen stillede han tæt ved huset, og jeg måtte ligefrem bruge store ord til ham, inden han ville flytte den lidt ud på græsplænen. Huset havde stråtag, og det var en ganske tør og varm sommer. Grisen blev fyldt op med appelsiner og ananas. Og den stegte det meste af dagen. Gæsterne blev, som altid, ganske fulde, og de skulle da ud og sejle. Flere af de musikglade gæster endte i vandet og vaklede op for at fortsætte med ølindtagningen. At folk snakkede om vores fest i lang tid, var mest, fordi man fandt gæsterne i forskellige haver, mere eller mindre bevidstløse.

Det var begyndt at gå ned ad bakke for min svigerfar. Når han var i byen, så var det nu kun de nærmeste, som skulle have en øl - højst 2. Og hans konvolut var nu kun fyldt med 10-kronesedler og ind imellem endda kun 5-kronesedler. Han var ved at være svag, og vi måtte have ham til udpumpning flere gange. Han solgte flere af sine huse i Sengeløse, og der var slet ikke gang i virksomheden. Skattesnyd og betaling under bordet blev svært, og hans revisor ville ikke forsøge at dække over ham mere. Han kunne simpelthen ikke overskue de mange problemer, der hele tiden hobede sig op. 

Ægteskabet knirker

Lizzie blev igen gravid, og denne gang havde hun det noget bedre. Hun gik tiden ud og passede jordemoderens ordrer. Vi var næsten færdige med huset, selvom der altid var små ting, der skulle have en omgang. Jeg havde en del problemer med varmen, når vinteren satte ind. Vi brugte alt for meget strøm. Jeg isolerede oppe under taget, og det hjalp bare ikke ret meget. Vi kørte i Bilbio ved Farum og tog på bakken. Faktisk så havde der ikke været problemer, der kunne skade vores liv og familie.

Martin kom så til verden, og han var så fin og ren, at han slet ikke skulle vaskes. Han var virkelig en flot dreng. Mens Carsten blev mere og mere sær, så viste Martin det gode menneske, han var. Mild og god og klog som sin søster. Charlotte var meget stolt over sine brødre.

Vores sommerferie gik til Norge, for jeg ville vise min familie, hvor jeg havde levet i mine unge dage. Turen derop var uhyggelig varm, og det var svært for ungerne at sidde stille så lang tid i den varme. Men vi overnattede flere steder på hoteller og tog den med ro. Jeg var jo den eneste, som kørte bilen, for Lizzie turde slet ikke køre oppe i fjeldene.  Men da vi skulle hjem til Danmark igen, kom der problemer. Vi havde overnattet på et hotel og var taget af sted. Pludselig så sagde Lizzie, at hun manglede en plasticpose. Vi stoppede bilen og ledte efter posen, men væk var den, sagde hun. ”Hvad er der da i den?”, spurgte jeg så, for vi havde kørt 2 timer, og hvis vi skulle tilbage efter den, betød det jo 4 timer for at komme her til stedet igen. Lizzie tænkte sig længe om og sagde så, at jeg skulle køre tilbage efter posen.

Da vi så indholdet i posen, kom jeg til at grine. Der var 1 ble i, som endda var fyldt med lort - og intet andet. Ungerne begyndte at snakke højere og højere, og snart skreg de. Varmen var ulidelig, og vi var alle i dårligt humør. Lizzie blev så gal, at hun, mens bilen kørte, åbnede døren for at springe ud af den. Men lufttrykket fik den heldigvis til at smække i. Sådan havde jeg nu aldrig oplevet hende før. Var hun mon syg?

Lizzie blev flere gange lidt mærkelig. Hun var tit meget indelukket og svær at snakke med. Flere gange troede jeg, hun var syg, for hun kastede op, og det var uhyggeligt at se og lugte til. Årsagen til, hun kastede op, var, at hun havde fået lidt for meget snaps. Det vendte sig simpelthen inde i hende. Hun lovede at stoppe drikkeriet, og det holdt tit i mere end en måned. Men, så røg hun på flasken igen. Jeg spurgte hende om, hvorfor hun drak igen, men hun påstod, at hun bestemt ikke havde drukket andet end vand. Lizzie fortsatte med at drikke, og vi kunne finde flasker mange forskellige steder i huset. Selv i skraldespanden fandt vi halvfulde snapseflasker.

Én gang, da Lizzie ville have sig en dram, så faldt hun ned i skraldespanden og blev fyldt med madrester, kaffegrums, æggerester og andre ulækre ting. Jeg så, da hun forlod jorden og forsvandt ned i spanden. Det var en smal sag at vælte skraldespanden, og få hende på benene igen. Derefter spulede jeg hende ren med haveslangen. Lizzie ænsede ikke det kolde vand, hun forsvandt ind i huset og tog sig et bad. Derefter gik hun i seng. Vi snakkede slet ikke om episoden, og der kunne så gå flere dage, inden hun igen sagtens kunne falde i spanden, grundet druk.

Det var ikke altid let at se, hvornår Lizzie havde en brandert på, og pludselig kunne hun blive aggressiv. En dag, hvor jeg sad og spillede på orglet, som stod inde i stuen, så kom hun bag på mig med en kniv i hånden og tog fat i mig. Jeg rejste mig og forsøgte at komme fri af hende, men hun var meget stærk. Da jeg så kniven og kunne mærke, at hun slet ikke selv var klar over, hvad der foregik, så fik jeg sat min ene albue i brystet på hende. Kniven faldt på gulvet, og vi stod og så på hinanden. Jeg tror, at Lizzie blev bange for sig selv. Hun græd og sagde undskyld, men nu kunne hun altså snart ikke mere. Jeg stoppede med at spille på orglet og gik ud i haven for at luge ukrudt.

Lizzie var begyndt at true med at tage livet af sig selv, og vi var da bange for, det ville ske, men som tiden gik, fandt vi ud af, at det var tomme trusler. En dag gik hun ned til stranden for at drukne sig, men hun kom dog tilbage, nøgen og nedbrudt. Det var Charlotte, som hentede hende, og jeg kunne høre, at Charlotte var rasende og sagde "hvor er det tarveligt af dig at gøre det, mor".  

Vi fik Lizzie ind i seng, efter vi først havde givet hende et varmt bad, og resten af dagen var meget mærkelig. Det kunne bare ikke fortsætte. Selvfølgelig nægtede Lizzie, at der var problemer, og tale om det ville hun i hvert fald ikke. Og det skulle blive endnu værre.

En meget kold vinternat var Lizzie listet ud for at få sig en slurk snaps, og hun kom så til at smække døren efter sig. Kun iført en tynd natkjole satte hun sig på trappen og drak resten af indholdet i flasken. Jeg vågnede ved en mærkelig lyd lidt før det blev lyst, og så, at Lizzie ikke var i sin seng. Så gik jeg ud for at se, om hun var i køkkenet, men Lizzie var ingen steder. Sneen væltede ned fra himlen, og jeg var lidt bange for, at hendes flaske var i skraldeposen i baghaven, og at hun var ude for at tømme den i det vejr, men der var ingen Lizzie at se nogen steder. På vej ind i soveværelset kom jeg til at se ud af vinduet i hoveddøren. Der var en skygge, som ikke plejede at være der. Jeg åbnede døren, og til venstre for trappen sad Lizzie krummet sammen og sov. Jeg tog fat i hende og mærkede, at hun var uhyggelig kold, og hun så blålig ud i ansigtet. Jeg bar hende ind i badeværelset og gjorde et lunkent bad klar til hende. Vandet blev langsomt varmere, og Lizzie tøede op. Charlotte stod pludselig i døren, og jeg forklarede, at mor lige skulle varmes lidt op med et bad. Hvor meget Charlotte forstod, aner jeg ikke, og hun gik dog hurtig i seng igen. Næste dag var der intet at mærke på Lizzie. Hun ville ikke tale om gårsdagens begivenheder. Havde Lizzie ikke drukket så meget snaps, så var hun død af kulde, men er man sat i sprit, så skal der altså mere til, for at dø.

Nu kunne der godt gå flere måneder, inden Lizzie igen skulle have sig en tår, så livet var lidt tamt et stykke tid. Under en familiefest, hvor mine forældre var med, var Lizzie så fuld, at hun først besvimede, og min far bar hende ind i Charlottes værelse, hvor hun så brækkede sig uhyggelig meget. Det var som både tarme og indvolde ikke ville kendes ved hende. Far var utrolig god ved hende, og han tørrede hendes pande, og med sine bare hænder fjernede han alt brækket. Festen ligesom fusede ud, og alle glemte den dumme dag.

Et par uger senere tog vi problemet om hendes druk op igen, og for første gang erkendte Lizzie, at hun drak. Vi blev enige om, at hvis hun gerne ville se sine børn vokse op, så skulle hun stoppe helt med den giftige sprut. Vi fandt et sted i Jylland, hvor en afvænningsmetode havde god virkning på mange drankere. Lizzie gik med til at prøve forsøget, og vi havde store planer for fremtiden. Det var mit ønske, at vi for første gang skulle holde jul hos os selv og ikke hos hendes familie, der ellers havde patent på os under samtlige helligdage. Men hvad skulle vi gøre ved børnene, mens Lizzie var i Jylland?

Lizzie ville spørge sin mor, om hun ville passe børnene, når Lizzie skulle til Jylland, og vi glædede os alle. Men, som så mange gange tidligere, så glemte Lizzie at spørge sin mor, og hverdagen med druk var igen normal for hende. Vi fandt halvtomme flasker i tøjskabe og de mest utrolige steder. Selv nedgravede snapseflasker i baghaven, stødte jeg på. Jeg var meget ked af, at Charlotte, der sørgede for drengene, fandt snaps i deres tøj, men det hjalp ikke at bede hende om at finde andre gemmesteder.

Sexlivet var nu slut, for det er næsten umuligt at lege med en, der ikke aner, hvad hun gør. Selv når vi tog i byen, så blev Lizzie så fuld, at hun blev smidt ud på grund af fuldskab og dårlig tone. Jeg kørte hjem, men Lizzie fortsatte på andre værtshuse. Desværre kunne og ville de ikke høre på hendes fuldesnak, som blev grovere og grovere, så politiet blev tilkaldt, og de kom hjem med en næsten bevidstløs klud, som snart lå og sov rusen ud i sin seng. Jeg flyttede ind i stuen, for stanken var altså for barsk.

Jeg fik mig en veninde, eller, som det også hedder, en elskerinde, der boede få huse fra os, og ingen havde ondt af det, mest fordi de ikke anede det. På mit arbejde gik det stadigt rimelig godt, men vi kunne mærke, at der var ved at ske noget med fyringer. Jeg havde været i virksomheden i mere end 7 fede år, og det var så godt at være på månedsløn. Der var ikke så meget gang i byggeriet, og derfor så kunne vi forvente at blive arbejdsløse. I lang tid gik vi og gemte os, når Erling Grønnegård kom med breve. Det var rigtig grimt at se ham, for hvis han nu havde et brev til os, så….  Jeg havde ansvaret for, at maskinerne kørte med velslebne jern og klinger, så jeg mente, at mig havde de da brug for.

Første gang, vi blev berørt af breve, gik det ikke ud over mig. En ung mand fra Fløng fik et brev, og en ældre tømrer, vi kaldte Økse-Poul, stod pludselig også med et brev i hånden.

Jeg orkede ikke at se Lizzie i gråt eller blåt tøj. Hun var altid meget kedelig at se på. Hendes mund hang altid nedad, og vi kunne bare ikke snakke sammen. Man skulle tro, at hun var en østers.

Lizzie havde fundet ud af, at hun ville have arbejde, men da hun ikke havde en uddannelse, der kunne bruges til noget, så måtte hun tage til takke med rengøringsarbejde, men det ville hun dog ikke. Lizzie var uddannet på et lønningskontor ved statsbanerne. De havde fået et nyt system, og dette betød, at alt det Lizzie havde lært, pludselig intet var værd.

Vi havde flere gange snakket om, at vore børn skulle i børnehave, og her var jeg af den gamle skole. Jeg ville helst, at vore børn var hjemme og fik opdragelsen af os. Jeg var skaffedyret, og Lizzie skulle opdrage vores børn. Det havde jeg det bedst med. Med min barndom i tankerne, så syntes jeg, det var, hvad en familie betød i ordets bogstaveligste forstand.

Lizzie kunne bare ikke lide børn, og da slet ikke at passe disse unger. Charlotte spurgte om så meget, og hun plagede om næsten alt. Carsten var, som tidligere skrevet, et skabehoved, det vil sige, at han råbte meget op, altså var han en skrigeunge, som vi siger på jysk, og det gik Lizzie på nerverne. Men jeg måtte ikke blande mig, for så ville han bare skrige endnu mere, mente Lizzie. Martin var en helt anden type, han var lige så god, som han havde næse, og den var stor, rigtig stor.

Børnene havde også fordel ved, at deres mor drak. Hver gang, de tog hende i at være fuld, så var der ikke grænser for, hvad de krævede af hende. Og de fik det sgu. Livet i Bakkehuset var levende dødt. Hver dag gik med det samme ævl. Lizzie ville stadig have et arbejde, og derfor så skulle vore børn i henholdsvis vuggestue og børnehave. Nu var Lizzie jo godt nok uddannet på kontor, men det turde hun naturligvis ikke søge på igen. Faktisk så var det gennem radio og TV, at hun blev påvirket til at finde arbejde. Børnene fik pladser i børnehaven og fritidsklubben, og Lizzie ledte efter job. Men hun fik dog ikke noget. Jeg var så træt af vores elendige liv, at jeg en dag bad Lizzie om at tage til advokaten, så vi kunne blive skilt.

Denne trussel fik Lizzie til at tænke sig om, og vi snakkede i lang tid for at løse problemerne. Nu gentog vores løsninger sig på næsten samme måde, som sidst, men denne gang virkede på hende som noget nyt. Jeg havde jo ønsket, at vi skulle holde jul hjemme hos os selv, for det havde vi aldrig prøvet, og Lizzie syntes, at det var en rigtig god ide. Vi skulle til at fungere, og måske ville vi ligefrem få det godt alle sammen. Vi blev enige om, at hvis Lizzie skulle ud af sit druk, så måtte hun på afvænning.

I avisen havde vi fundet et nyt sted i Jylland, hvor hun skulle bo på en mindre gård eller landejendom. Der garanterede de at få hende fri for enhver form for sprut. Lizzie skulle bo der i 3 uger, og hun ville så blive en ædruelig pige. Men så kom problemerne, for jeg skulle jo på arbejde, og børnene skulle passes?

Vi blev enige om, at denne gang skulle jeg spørge svigermor, om hun ville passe de små til jeg kom hjem. Lizzie erkendte, at hun ikke turde spørge sin mor. Jeg gik over til Strandholm og mødte svigermor i haven. Jeg fortalte hende om vores problem, og hun stod og gloede på mig. Efter en stund kom hendes uhyggelige og barske ord, "Min datter drikker ikke!" "Hvis I har problemer, så er det dig, der er problemet. Du behandler ikke min datter godt", råbte Rita arrigt.

Jeg sagde så, at Lizzie meget gerne ville derover, og at hun var klar over, at vi ellers måtte gå fra hinanden. Børnene var jo ikke så svære at passe de timer, jeg var på arbejde. Svigermor var slet ikke til at komme i nærheden af. Hver gang hun sagde noget, var det, "Min datter drikker ikke." ”Jeg skal nok komme over og snakke med hende og stoppe jeres tåbelige ideer”- ”Ingen skal tro at min datter er unormal!”.

Jeg var blevet rasende og sagde så, ”Lizzie er da ikke unormal, men hun har det jo ikke fra fremmede med at drikke. Svigerfar er jo ikke ligefrem fri for at have en øltanke. Din egen søster Gudrun var også ved at drikke sig ihjel, og da hun tog til Norge, blev hun så hellig, at hun nu ikke engang drikker sodavand. Svigerfar er jo også afhængig af øl”. Jeg blev smidt ud af haven og havde det dårligt. Måske havde jeg været for barsk, men det var jo sandt hvert ord. Jeg gik hjem og fortalte om svigermors beslutning, og Lizzie blev helt ude af den. Jeg ventede på, at der skulle ske noget, ligegyldigt hvad.

På mit arbejde var det pludselig min tur til at få et brev. Jeg fik en skriftlig 3 måneders opsigelse. Det var som om, der kun var problemer alle steder. Vi måtte se på det økonomiske, og jeg spurgte Lizzie om, hvor mange penge vi egentlig havde. Hun ville gå ned i sparekassen og få et udkast, sagde hun.

Der gik nogle dage, og pludselig var Lizzie ikke hjemme. Hun havde skrevet et brev til mig, at hun ikke kom hjem mere. Hun var flyttet over på Strandholm med børnene, og jeg skulle ikke komme derover. At Lizzie også havde været hos vores advokat, fandt jeg snart ud af. For der kom et brev til mig fra ham om, at han havde overtaget sagen. Lizzie ville skilles.

En ting, jeg var meget glad for, var, at vores datter Charlotte kom over til mig, og hun sov hos mig et par nætter. Det var så dejligt, at hun var her. Men så en dag blev hun væk, og jeg var klar over, at, der ville snart ske noget fra Lizzies side. Hvem der stod for det, var naturligvis Rita, min svigermor. Og hun var ret hurtig til at komme med et tilbud, som jeg ikke kunne modstå, sagde hun.

Hun ville give mig 10.000 kroner, og så skulle jeg afgive alle 3 børn til Lizzie + hus og indbo. Samkvem med vore børn skulle jeg frasige mig helt. Alt skulle være Skriftligt. Jeg var målløs over hendes tilbud, som jeg bestemt ikke kunne få bedre, truede hun meget højlydt, mens øjnene lynede på den lille mørke kvinde.

Charlotte havde besøgt mig et par gange, men nu sørgede Rita for, at ingen af børnene så mig. Flere gange gik jeg ned til stranden for at få et kik på børnene, men hvis de var ude i haven, når jeg kom, så forsvandt de, så snart Rita så mig. Ungerne blev simpelthen lukket inde på værelserne på Strandholm, indtil jeg forsvandt. Alt blev stille, og man skulle tro, at der slet ikke boede mennesker i huset.

En dag kom Carsten til mig. Han var stukket af fra børnehaven. Han græd og ville blive hos mig. Jeg måtte jo ikke have ham uden for de tider, der engang ville blive stadfæstet, så han blev hentet og måtte tilbage til sit fængsel, som han kaldte det.

Jeg havde fået mig et godt arbejde som snedker/tømrer i Baldersbrønde, som jeg heldigvis fortsatte med, men en dag kom jeg til at skære mig i hånden på en rundsav. Jeg fik lagt gips på og havde derfor problemer med at klare opvasken. Jeg gik ned til busstoppestedet, hvor jeg var sikker på, at Charlotte stod og ventede på bussen. Jeg ville spørge hende, om hun ville hjælpe mig lidt.

Men Charlotte var ikke alene. Hendes mormor, altså Svigermor, var med hende. Da Svigermor så mig, blev hun helt uhyggelig at se på. Hun svingede sin taske mod mig, mens hun råbte op om, at hendes barnebarn Charlotte, skulle jeg ikke snakke med. I tasken havde svigermor en gammel pengekasse af jern, og den svingede hun mod mig med al kraft. Hun sigtede på min sårede hånd og ramte plet. Alle ungerne så dette optrin, og jeg var meget rystet over, hvordan Charlotte ville tage det.

Jeg måtte på sygehuset og få lagt nyt gips på min hånd igen. De fattede ikke, at jeg havde fået smadret gipsen så meget, bare ved at slå ud med hånden, og jeg kunne godt se, at min forklaring var lidt for dum, men jeg orkede bare ikke at sige sandheden til dem. Jeg boede stadig i huset og var nogenlunde klar over, hvor det bar hen, og derfor blev jeg så rasende, at jeg væltede et gammelt skab, som vi havde fået af Lizzies moster. En 7-armet lysestage, der burde have været endt i skraldespanden for mange år siden, krøllede jeg sammen og smed i skraldespanden. Det ligesom hjalp at reagere. Det var ting, som jeg ikke havde købt, men som de bare skulle af med, og så burde vi være glade for deres smag. Den sidste tid, jeg boede i Bakkehuset, var ligefrem uhyggelig.

Jeg havde fået ordre af svigermor på, at forlade huset, straks, og hvis jeg ikke gjorde det, så ville der komme nogle fyre fra Sengeløse og gennembanke mig. Det var nogle indvandrere, der havde fået lov at bo på fabrikken, mod at de arbejdede gratis nogle timer hver dag, samtidigt med at de modtog socialhjælp.  

Når jeg gik i seng, så hørte jeg flere gange nogen, der rumsterede udenfor, og derfor så fandt jeg en køkkenkniv frem, som jeg lagde lige ved siden af mig i sengen. Jeg var ikke sikker på, om de ville prøve at finde nøgler, der passede til yderdørene, så dagen efter købte jeg en stor hængelås, som jeg skruede fast udvendig på begge døre.

Når jeg så gik på arbejde, så skulle jeg først ud ad den store dør i stuen, låse op og gå ind for at låse stuedøren igen, for til sidst at låse yderdørene, inden jeg kunne køre. Jeg havde det bestemt ikke godt om nætterne, og derfor var det da også på tide at finde et andet sted at bo. Gurlis mand Ole kendte nogen, der måske kunne skaffe mig en lejlighed, og jeg kunne kun vente på hans svar.

Jeg forberedte mig på at finde en anden bolig. Så fik jeg et brev, hvor der stod, at jeg skulle møde op i Retten. Jeg skulle have en Advokat og fandt så en i Allehelgensgade. De var bare ikke noget værd, for de havde ikke tid og lyst til at tage en skilsmissesag. Jeg fik dog en ung mand til at se på sagen.

Man havde beordret mig til at stille pænt påklædt, hvilket jeg mente, jeg altid gjorde. Derfor tog jeg min nye ternede jakke på og et par bukser, der ligeledes var nye. Jeg havde aldrig været i en retssal før, og derfor så havde jeg det ganske mærkeligt ved at skulle sidde og høre på en masse snak om Vores liv. Lizzie fortalte, at jeg mente, hun havde noget kørende med mælkemanden, og at jeg var meget streng mod hende.

En ting mere, der faktisk fik endnu mere betydning var, at Lizzie påstod, at jeg ofte kunne blive voldsom, og grunden var, at jeg havde epilepsi. Jeg fik Mysolini, sagde hun, og disse piller gjorde mig utilregnelig.
Det kom virkelig bag på mig, at Lizzie sagde disse ting, for jeg følte mig ikke syg, og de gange hun overværede anfald, havde hun været alle tiders hjælp.

Jeg måtte erkende, at pillerne gjorde mig sløv, og tit var jeg svimmel. Men jeg passede da mine forpligtelser. Der var ingen på min arbejdsplads, som anede, at jeg tog piller, og da jeg jo kunne klare alle mine opgaver, så ville det da være lidt dumt at komme ind på sygdomme. Den kvindelige dommer blev ved med at snakke om min sygdom, og jeg var ganske enkelt ikke egnet som far, mente hun. Hun blev ved med at spørge, om jeg gik til kontrol, og om jeg havde mange anfald. At Lizzies mor havde haft en finger med i spillet, angående min sygdom, fandt jeg hurtigt ud af, for Lizzie fortalte det, da jeg talte med hende få dage senere.

Vi skulle møde i retten endnu en gang, og så skulle jeg atter på pinebænken. Det var bestemt ikke en dag, jeg så frem til, for jeg forventede ikke nogen form for opbakning.  Min advokat, som ikke havde vist sig første gang, dukkede heller ikke op denne gang. Jeg havde spurgt ham om, hvorfor han udeblev, og svaret var, at han ikke havde tid. Det var kun første gang, at han havde givet mig en kontorfuldmægtig, som heller intet sagde. Jeg rejste mig op og sagde, at jeg da ønskede at påtage mig forældreansvaret for vore børn.

Denne gang var det meget mærkeligt for mig, for da jeg fortalte, hvorfor vi skulle skilles, altså fordi Lizzie drak og ikke kunne passe børnene, så blev jeg afbrudt af den kvindelige dommer. Hun ville ikke høre på sådan noget vås, og jeg skulle holde mig til sandheden. Hvis jeg igen ville ind på dette spor, så ville hun tage det som "foragt for retten", og jeg ville ikke få mere taletid, - men blive straffet. Da Lizzie fik ordet, så havde hun fundet en ny årsag til, at hun ville skilles. Hun påstod, at jeg led af humørsyge, og at dette gik ud over børnene, især Carsten. Han havde det meget svært, når jeg afviste ham. Dommeren fandt denne forklaring ganske alvorligt rammende, og den medvirkede til, at Lizzie selvfølgelig skulle have alle børnene. Jeg blev virkelig slået helt ud af denne opsang, for jeg anede ikke, at jeg var syg. Havde jeg haft en advokat, eller havde jeg kunnet tænke klart, så burde jeg havde bedt dem om en lægeerklæring, når de tillod sig at påstå, jeg var syg, men løbet var kørt.

Jeg tabte naturligvis skilsmissesagen, børnene, huset og min værdighed. Selvom jeg var arbejdsløs, så skulle jeg betale underhold til min kone, der havde fået alt. Eftersom jeg fik understøttelse, så blev underholdsbidraget trukket fra, inden jeg modtog smulerne. De mente, at jeg sagtens kunne finde mig et arbejde, så jeg kunne betale fuld rate.

Jeg ville på ingen måde gøre noget for at få et job, så tiden gik med brevskriverier, hvor jeg forsøgte at undgå at betale. Selve dagen, hvor jeg modtog min endelige dom, glemmer jeg aldrig. Men Dommeren fortsatte, og jeg fik besked om at tie stille. Jeg måtte kun besvare spørgsmål med "ja" eller "nej", sagde Dommeren meget højtideligt. Den kvindelige dommer læste dommen op, og jeg blev så lille, så lille.

Man skulle tro, at jeg havde gjort en forbrydelse, for jeg blev betegnet som værende unormal og uegnet som far. "Jeg havde forladt min kone og overlod hende alle børnene". Jeg fattede ikke, at det var Vores liv, man snakkede om, og med eet kunne jeg bare ikke mere. Tårerne trillede ned ad kinderne, og jeg begyndte at forstå, at den verden, jeg kendte, var en helt anden verden end den, der udspillede sig i retslokalet. Jeg blev slagtet, uden bedøvelse. Min opfattelse af Ret og Forkert var helt forkert, og sandhed var en by i Rusland.

Jeg så på dommeren og tænkte, at jeg aldrig vil kunne tro eller respektere den slags mennesker mere. Min kone fik tilkendt alle 3 børn, og dommeren lagde til grund, at hendes familie ville støtte hende, eftersom de boede nær hjemmet. Jeg skulle betale for svie og smerte til hende. Der var ikke taget stilling til, om jeg måtte se mine børn, men statsamtet var underrettet. Hvad der videre blev sagt, var mig så uvirkeligt. "Jeg var uegnet som far", disse ord var de eneste, som jeg rummede. Jeg forlod retslokalet med en sæk over hovedet, sådan følte jeg det i hvert fald. At Lizzie senere nægtede at tage imod underholdsbidraget fra mig, var kun fordi, at hun skulle betale skat af dem.

Svigermor havde Købt den kvindelige dommer, som til gengæld overtog et meget "billigt" hus ved stranden - nemlig Strandholm. Den lå på ikke mindre end 4 store grunde. Min advokat havde svigermor også købt, og det var derfor, at han blev væk under samtlige møder og naturligvis også ved domsafsigelsen.

Selvfølgelig fik jeg lov til at betale for det gamle skab, som jeg havde smidt på gulvet. Det var et skab, mosteren havde købt på et loppemarked for 10 kroner, og jeg skulle betale 200 kroner. Lysestagen, som ingen havde set, fik jeg lov til at betale 300 kroner for. Det var dommerens vurdering, som jeg godkendte uden protest.

Jeg forlod Retten i bitterhed og satte mig i bilen, som jeg bakkede hurtigt for at komme væk, og i det samme kom Lizzie. Jeg nåede dog at bremse op uden at røre hende, men hendes advokat havde set det. Senere fortalte Lizzie, at han ville have mig dømt for forsøg på at køre hende ned. Men Lizzie havde sagt, at det ville hun dog ikke være med til. At Lizzies advokat hed Peter Hjørne, sagde mig nu ikke så meget dengang, men han er jo selv den dag i dag en mand, der ikke regner andre for noget. Kunne han få mig dømt og i fængsel, var han glad. Jeg havde nemlig brugt hans lærermester tidligere, som var overretssagfører Esben Johansen, og til ham havde jeg sagt, at Peter Hjørne ikke var troværdig men fuld af numre.

Amtet havde ellers givet mig lov til at se og have børnene 1 gang om måneden, men Rita ville ikke gå med til det. Så børnene blev holdt væk fra mig i næsten 1 år. Hvis jeg ville se dem, skulle jeg liste mig ind på Strandholm og så kikke mellem træerne, og lige så snart Rita så mig, så blev børnene låst inde på 1. sal. Derfor opgav jeg at vise mig på Strandholm. Det var jo, som fra starten af.

Rita styrede nu foretagendet i Bakkehuset. Og hun startede med at lære Charlotte op. Rita brugte Charlotte som spion for sin mor. Det viste sig jo snart, at Lizzie ikke kunne holde sig fra snapsen, og så måtte Charlotte enten skjule hende eller hente Rita. Selvom Charlotte kun var et barn, så skulle hun bare ikke leve som et barn. Hun skulle agere som mor for sine søskende og for sin egen mor. Ansvaret blev helt og holdent lagt på den stakkels lille 8-årige Charlotte. Men hun kunne nok lide det, for hun fik hurtigt sat drengene på plads én gang for alle, og selv Lizzie var blevet hunderæd for hende. Alt, hvad der foregik i Bakkehuset, fik Rita at høre gennem Charlotte. Lizzie levede ikke som et menneske mere. Hun blev ikke regnet for noget af sin familie, og værst af alt: hun led meget under, at hendes egne børn latterliggjorde hende.

Lizzie havde været med ude at sejle med sin familie, og da de kom hjem, så havde hun drukket så meget spiritus, at hun var bevidstløs. Alle, der boede ved stranden, så det, og en af dem anmeldte hende. "Børnene var der ingen, som tog sig af", og i avisen blev der skrevet om "Ravnemoderen". Journalisten, der havde historien, blev betalt for at lade være med at skrive mere, og denne udgift måtte min tidligere svigerfar tage på sig. Da jeg hørte om sagen, så skrev jeg til Dommeren og forventede, at vores sag kunne tages op igen. Men Dommeren var ikke til at råbe op. Hun var jo selv med i spillet.

Jeg skrev også til hende, at jeg kendte de numre, som man havde brugt. Dommeren fik mig gjort tavs ved at sige, at hun ville anklage og dømme mig for "foragt for retten". Hun skulle nok gøre mig til et lam. Så opgav jeg det hele. Jeg havde tabt skilsmissen, børnene og min kone, og det takket være Rita, som ikke ville hjælpe sin datter med at blive tørlagt. Men det værste var dog, at jeg var blevet nedgjort som far, og selvom Amtet havde givet mig lov til at se mine børn, så var Ritas magt Større. Hun sørgede for, at jeg ikke så mine børn i mere end 1 år.

Lizzie havde desværre også tabt, men hun havde tabt sit liv, for Ingen regnede med hende mere. Det liv, hun skulle leve, blev under opsyn. 3 børn var blevet lænket til hende, ja de blev en klods om hendes liv, og hun var afskrevet enhver form for menneskelig betydning. Også sex ville være bandlyst, med den mor og de spioner, der omgik hende. Men sex var jo ikke en leg for hende, men en nødvendighed, som senere kom til at blive et savn.

Lizzies problemer blev aldrig løst, og hun blev aldrig regnet for kvinde eller mor. Når jeg tænker vores liv igennem, så kan jeg ikke lade være med at få tanken om, at Lizzie var kold. Hun havde overhovedet ingen lyster, men det kunne jo være, at hun var til kvinder. Den sygdom, hun gik og bar på, og som ingen ville snakke om, var det mon fordi hun var dement? Flere i familien var jo demente, og en sådan sygdom taler man da ikke om. Mon jeg egentlig var blevet straffet ligeså hårdt som Lizzie? Jeg var jo blevet en fri mand og kunne gøre lige, hvad jeg ville. Jeg måtte erkende, at jeg ikke mere var Far, men måske kunne jeg en dag blive en god legeonkel til 3 børn, og kun tiden ville give mig svar på dette.

Mit nye hjem blev i Roskilde. Jeg flyttede til Vindingevej nr. 6. Det var et enfamilieshus, hvor jeg havde fået et par værelser oppe under taget, altså på 1.sal. Det var en meget stejl og smal trappe, man skulle op ad, inden man kom ind i en lang gang. Et toilet, et meget lille køkken, hvor der kun var plads til et køleskab og et køkkenbord på 60 cm i længden og bredden. Derefter var der endnu et værelse, der var ud til gaden. Dette blev mit soveværelse i flere år. På den anden side af gangen var der en dør ind til et lille rum med endnu en døråbning uden dør, som førte ind i en hyggestue. Alle steder var der skråloft. Jeg fik købt mig et møbelsæt 3-2-1 og et flot glasbord. Det eneste jeg havde fået med mig fra Bakkehuset var fjernsynet og stueorglet, som Lizzie hadede.

Jeg orkede ikke at arbejde, for alle pengene skulle gå til børnepenge og underholdsbidrag. Jeg var i træindustriens fagforening, og de var meget opsat på, at jeg skulle i arbejde. Men jeg havde oplevet så meget og var bare ikke klar til at yde det, der kunne forventes. Jeg fik besked om at møde op og tage arbejde ude i en landsby, der ligger ca. 25 kilometer fra min bopæl. Jeg kørte derud og fik en snak med mesteren.

Jeg kunne bestemt ikke drømme om at starte hos ham af endnu en grund, timelønnen var langt mindre end, hvad jeg kunne få i Roskilde. Da vi snakkede sammen, så snakkede jeg ikke, jeg råbte, som om jeg var enten døv eller i hvert fald mærkelig. Han blev næsten bange for mig, men der gik ikke lang tid, inden han læste min adfærd. Han måtte så sige, at det nok ikke var mig, han kunne bruge. Da vi hilste et sidste farvel, grinte han, eftersom jeg ikke mere råbte. Jo han havde forstået mig. I fagforeningen var man godt sur, og jeg meldte mig ud af forbundet. De skulle bestemt ikke bestemme, hvilken arbejdsplads jeg skulle være på.