Jeg går til Norge

Det var april året 1955, og jeg var i godt humør. Solen var ved at komme på himlen, og far var taget på arbejde. Havregrøden var, som den skulle være, mor vidste præcis, hvordan jeg ville ha’ den. Jeg sagde, at jeg gerne ville lidt ud og se mig omkring efter et arbejde, men hvornår jeg kom hjem, anede jeg ikke. Jeg havde jo været væk i næsten ½ år, så jeg havde prøvet at være uden for hjemmet, så mor sagde bare, "jamen det lyder da godt". Vi sagde farvel, og fremtiden kendte vi ikke.

Jeg gik uden en krone på lommen, og retningen var mod nord. Da jeg kom til Helsingør, så jeg en masse lastbiler, der stoppede op for at blive gennemset, om nu alt var i orden. En frisk ung mand med et stort cykelstyr-skæg stod og kikkede på et hjul i lang tid. Ham styrede jeg lige imod. ” Hej, jeg skal over sundet, må jeg køre med dig?”. Jeg syntes selv, at det lød godt, måske lidt usikkert. Han kikkede på mig, "Hvad skal du derover efter?". "Nå, jeg ville bare gerne over og se, når de kører på vejene, de kører jo i den forkerte side". Jeg syntes selv, at det var et rigtigt dumt svar, men jeg havde ikke andre.

Da han ikke sagde noget, så fortsatte jeg, "Jeg vil bare derover og kikke nærmere på byen. Hvis du ikke vil have mig med, så finder jeg bare en anden". Jeg begyndte at gå, men han kaldte mig tilbage. "Hop du bare op hos mig, jeg tror på dig. Jeg har altid selv været meget nysgerrig og gjort ting, jeg nok ikke havde fået lov til af de gamle". Jeg var hurtig om at komme om på den anden side af bilen og komme op til døren. Det var en meget stor lastbil, og jeg havde svært ved at få døren op. Men op, det kom den, og jeg satte mig til rette. Den skægge mand kom ind, som om det var den letteste sag at svinge sig ind gennem døren. "Hvor vil du så af igen?" spurgte han mig så. "Hvis du kører gennem byen, så vil jeg godt af inde på torvet. Men det gør ingenting, om jeg skal gå en bid vej, jeg har gået længere i dag". "Hvor kommer du fra?" - Det var dog utroligt, som han blev ved med at spørge. "Jeg kommer fra Hedehusene, der ligger ved Roskilde". "Det var da skægt," grinede han, "jeg har selv kørt igennem Hedehusene i dag, jeg var nede på Rockwool efter noget isolering. - Hvordan kommer du så hjem igen?" "Jeg har noget familie her i Helsingør, og dem sover jeg hos", svarede jeg og var helt sikker på, at han kunne se, det ikke passede.

Vi sejlede, og der var ikke gået lang tid, før vi var i Helsingborg. "Jeg stopper ved det næste kryds, og du kan så smutte ud. Men er du efterlyst i radioen, så melder jeg, at jeg har set dig". Jeg grinede, "Efterlyst?, nej det er jeg i hvert fald ikke, det er der da ingen, som kan finde på at gøre. Jeg har gået meget længere førhen, og når jeg vil snakke med min mor, så ringer jeg til hende". "Har du penge?", "Nej, men jeg går bare ind i et lille hus eller på en gård og låner deres telefon". Den skægge mand stoppede sin store lastbil, og jeg fik døren op og sprang ud. Vi vinkede til hinanden, og bilen forsvandt.

Jeg begyndte at gå, ikke ind i byen, men ud af den. Det var ved at blive aften, og jeg var træt af at gå. På et skilt stod der Hjarnarp, og da jeg ledte efter en gård, hvor jeg kunne overnatte, så fortsatte jeg mod byen.

Jeg tog ikke den første den bedste, men her var der en gård, der så fin ud. Jeg bankede på fordøren, men der kom ingen ud. Så gik jeg over til en lidt mindre dør, og her var der bid. Jeg spurgte dem, om jeg kunne få lov at sove i laden i nat. Men konen der, bare stod og kikkede på mig, og sagde så, "Vänta ett ögonblick, du får prate med husbonden min". Der gik lidt tid, og så kom en vældig tyk mand til syne. "Vil du sove ude i stalden min?", sagde han lidt overrasket. Jo det ville jeg da godt men helst, hvor der var lidt halm. "Hvor er du på vej hen?"," Jeg vil bare se Sverige og skal længere op i landet". "Du er så ung, er du rendt hjemmefra?", "Nej, det er jeg ikke, jeg går tit langt, så min mor er vant med, at jeg bliver væk nogle dage". Han sagde så, at jeg kunne lægge mig ude i laden, eller hvad han nu kaldte det store hus. Jeg sagde mange tak og ville gå derover. "Lige et øjeblik, har du fået noget at spise i dag?" Nej, det havde jeg faktisk ikke, "Nå, men så må du spise med os, men der går lidt tid. Kom om ½ time". Jeg fandt mig en dejlig plads i halmen og lavede mig en slags seng. Jeg havde ikke troet, at man ville spørge mig ud om alting, så nu måtte jeg finde på at sige noget, der lød bedre, end det jeg ellers havde sagt.

Når man spurgte mig, så ville jeg sige, at jeg var på vej op til min bror, og at jeg ikke havde så mange penge til rejsen, men hvis jeg måtte få noget at spise, så ville jeg gerne arbejde på gården 1 eller 2 dage. Jeg kunne jo bevise, at jeg kunne malke køer og luge roer. Det var også tid til at luge roer, så det var bare at tage jernet og vise, at jeg virkelig kunne dette fag. Da jeg kom ind, var madmor i sving med maden. Det duftede godt, og vi skulle have noget, de kaldte köttkakor. De smagte næsten som mors karbonader, men de var ikke så saftige. Jeg roste maden og fik endnu en portion. De spurgte mig igen ud, og jeg sagde så, at jeg var på vej op til min bror, der boede i Norge. "Er du klar over, hvor langt der er til Norge?", "Nej, men jeg har masser af tid". Madmor spurgte, om jeg ville have kaffe, men det kunne jeg ikke li’, så jeg takkede nej. Jeg sagde så, at jeg ville gå ud og sove, og gårdmanden sagde, at jeg bare skulle komme ind og få noget morgenmad, når jeg vågnede. Jeg sov som en sten hele natten. Næste dag var jeg frisk og gik over til vandposten, hvor det iskolde vand vækkede mig helt.

Indenfor var madmoder i gang med morgenmaden. Mon hun altid stod i køkkenet? Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne lave for dem, jamen jeg måtte da godt muge ud hos køerne, grinede gårdmanden frisk. "Fint", sagde jeg og gik derud. Efter en halv time var jeg færdig, og han havde stået og kikket efter mig og min måde at smide møget op i trillebøren på. "Det har du da vist prøvet før", sagde han så. "Jo da, jeg har arbejdet på en gård i ½ år, så lidt har jeg da lært", sagde jeg stolt. Hans mistanke om, at jeg var rendt hjemmefra, var nu helt væk. Uden at jeg anede det, så havde jeg fundet et svar på alle de spørgsmål, folk kunne komme med.

Morgenmaden blev indtaget sammen med familiens børn. Der var 3 unger, 2 piger og en dreng. Ingen af dem var i skolealderen, og den yngste skulle mades. De kikkede meget på mig og syntes, at jeg snakkede skægt. Jeg takkede for både mad og natlogi. Madmoder gav mig en stor madpakke med, som hun havde lagt i en bærepose af stof. Den havde lange håndtag, så jeg fandt hurtigt ud af at svinge den fra armen om på ryggen. Nu gik turen igen mod nord.

Mine sko var ikke de bedste, det var gummisko, og jeg fik hurtigt fodsved, så hver gang jeg havde mulighed for det, så kom tæerne i vand. Når jeg gik forbi en bæk eller elv, så styrede benene ned mod det våde element. Det var rigtig forfriskende, og selvom mine strømper var våde, så valgte jeg at beholde dem på.

Hvor langt jeg gik på en dag, anede jeg ikke, jeg gik bare. Hen mod aften begyndte jeg at se mig om efter en gård, hvor jeg gerne ville overnatte. Flere gange var der ikke nogen hjemme, og der var da også dem, der bestemt ikke ville have nogen på besøg. Men inden det blev mørkt, så havde jeg altid held med at finde soveplads. Jeg gik ind og tilbød min arbejdskraft, mod at jeg fik lidt mad og sidst men ikke mindst lov til at sove i halmen. Spurgte de om, hvad jeg kunne lave, så sagde jeg altid : "Jeg vil gerne muge ud og eftermalke", og det var der ingen, der kunne stå for. Kun køerne var mindre glade for behandlingen og de fremmede hænder, der tog sig kærligt af patterne.

Der var steder, hvor jeg også var ude og luge roer eller haver, men det var kun sjovt at variere lidt. Når bønderne spurgte mig om, hvor jeg var på vej til, så sagde jeg, at jeg ville besøge min bror i Norge. Det var da utroligt, at en så ung dreng kunne finde på at gå så langt,

- men det syntes jeg da ikke, for jeg var vant med at gå langt. De næste gårde lå et godt stykke væk fra vejen, og jeg blev tit på samme gård 2 til 3 hele dage. Men nu nærmede jeg mig en storby, og her var mulighederne ikke så store for at finde natlogi.

I nærheden af grænsen til Norge var der en gård, hvor jeg blev nogle dage. Her kørte jeg med traktor og havde det rigtig godt. De havde set på mit tøj og ville gerne give mig noget nyt. Jeg fik simpelthen udskiftet alt fra inderst til yderst. Og det bedste var, at jeg fik et par bedre sko. De gav mig også en rigtig god rygsæk, som gårdejerne havde brugt i deres unge dage. Der kunne være meget i den, og jeg fordelte så maden i små afdelinger. Drikkelse, som jeg var så glad for, fik rygsækken til at veje ret meget, men jeg var træt af altid at drikke fra elven eller bækken.

Jeg var nu ganske tæt ved grænsen mellem Sverige og Norge, og jeg anede ikke, om jeg kunne komme over. Mon der stod en grænsebetjent og ville se pas? - eller skulle jeg visiteres? Jeg måtte så beslutte, om jeg skulle gå videre i Sverige eller gå over Svinesundbroen. Hvis der blev problemer, så ville jeg bare sige, at jeg var gået forkert og ellers bare lade som ingenting. Der holdt en masse biler lige før broen startede, og folk gik ud på broen for at filme den.

Jeg holdt mig til en familie, der sagtens kunne have mig som søn, og roligt gik vi ud på midten af broen. De skulle filme, og jeg ventede. Der var så 2 ældre damer, som begyndte at gå over mod den norske side. Jeg fulgte med dem, og det gik rigtig langsomt, men sikkert. Da damerne ville ind for at veksle penge i en bank, så fortsatte jeg ind i det nye land. Der var slet ingen, der tog notits af mig, og alle sorger var glemt. Nu blev sproget meget nemmere at forstå. Nordmænd næsten synger, når de snakker, og mange flere ord er de samme som på dansk.

Det første sted jeg havde valgt at overnatte, var selvfølgelig en lille hyggelig gård. Bonden syntes, at det var "triveligt" for en så ung "gut", at gå til ”Nordige”. Jeg fik lov at sove i en "Stuga". Det var skægt, for den ligesom svævede i luften. Man skulle op af nogle sten, og huset stod på træstammer. Og så var der jord med græs på taget. Det var i det hele taget alle tiders soveplads, men der manglede halm.

Da jeg spurgte, om de havde halm, som jeg kunne ligge i, grinede de, ”Nej, men du kan vel bruge hø”. Hø eller halm, jeg var da ligeglad, bare jeg ikke frøs. Der havde været nogle dage med en del regn, og derfor blev jeg i stugan et par dage. Der var altså ikke noget ved at gå i det sure vejr, og selvom der ikke var så meget, jeg kunne lave, så fandt vi altid ud af lidt fornuftigt arbejde. De havde et værkstedsskur, hvor der var en masse ragelse, som skulle sorteres og smides ud. Jeg fandt en masse redskaber, som man havde brugt for flere hundrede år siden, det sagde bonden altså.

Bonden var altså ikke kun gårdmand her i Norge. Ham her var endda storbonde, og han var meget stolt over denne titel. Han ejede flere gårde i området, og vi kørte ud med hestevognen, hvor han stolt viste mig sit paradis. "Nordmænd kan godt lide danskere, for de er hyggeligere at snakke med end svenskere", "- og," sagde han, "jeg har altid haft en dansk karl på en af mine gårde. De er meget arbejdsomme". Jeg fik fyldt rygsækken op til flere dage, og nu gik turen mod den norske hovedstad, Oslo.

Da jeg kom ind i byen, ville jeg ringe hjem. Jeg havde ikke ladet høre fra mig hele sommeren, og måske var mor blevet urolig for mig. Jeg havde fået nogle grimme norske mønter af storbonden og gik ind i et telefonhus for at få en sludder med Danmark.

Efter at jeg havde forsøgt at ringe op selv, med det resultat, at der ikke var nogen, der svarede, så bad jeg telefondamen om at ringe op for mig. Jeg havde glemt at sige alle numrene, og nu kunne jeg pludselig høre min mors stemme. "Hos Murer Andersen", sagde en dejlige stemme, som kun min mor havde. "Hej mor, det er mig". En mor er altid klar over, hvem "mig" er, og hun blev så glad i den anden ende, at hun helt glemte at blive gal. "Hvor er du henne, kan du så komme hjem og lade være med at gå, uden at sige hvor du er". – "Jamen mor, jeg kommer ikke hjem nu, jeg er i Oslo". Der gik lidt tid med tavshed, og jeg sagde "Hallo, er du der ?" – "Oslo, ja, det er godt med dig," sagde mor så, "men kom du nu hjem, og lad være med at lave numre med mig. Dit værelse venter på dig, og far er ikke gal på dig mere. Du skal ikke være murer, hvis du ikke vil. Men bare du kommer hjem".  

Mor var slet ikke til at overbevise, så jeg opgav at prøve mere. Jeg fortalte hende så, at jeg havde det godt, og at jeg ville skrive til hende. Selv efter vores farvel i røret, så var mor ikke sikker på, om hendes søn talte sandt. Jeg gik over til en lille forretning, hvor jeg købte et kort med Oslo by som motiv. På bagsiden skrev jeg så nogle få ord til MIN mor.

Jeg vidste, at min bror Villy boede mod vest, næsten helt ovre ved Bergen, og at stedet hed Øystese. Jeg havde også regnet ud, at jeg havde gået mere end 600 kilometer fra Danmark til Oslo. Og på et kort, der sad i et vindue til kiosken, så jeg, at til Bergen var der også næsten 600 kilometer. Det var nok for langt at gå, tænkte jeg. Jeg anede ikke, om jeg ville gå lige så langt, som jeg havde gået, men ingen tvang mig til noget. Så jeg ville gå videre uden tanke om noget mål. Der er langt mellem byerne i Norge, og eftersom vejen fulgte elvene, så fulgte jeg med strømmen.

De steder, hvor jeg arbejdede og sov, var for det meste mindre gårde, og jeg havde ligesom lagt lidt om på, hvad jeg tilbød at lave. Det med at rydde op i skure og rum var noget, man gerne ville have mig til, og det var sjovt at se, hvad man egentlig gemte på. Mange ting var uanvendelige og lige til lossepladsen, men der skulle bare en som mig til at smide det ud.

Næsten hver gang jeg var på vejen, så fik jeg kørelejlighed. Enten med hestevogn eller i bil. En bonde ville besøge noget familie, der lå på min vej, og vi kørte i flere timer, inden han stoppede. Jeg blev så hos familien et par dage.

Nordmænd er meget flinke og hjælpsomme, og flere steder fik jeg nogle dejlige pandekager med i rygsækken, ja det var en slags vafler, der bare smagte smaddergodt.

Det var ved at blive eftermiddag, da jeg kom til Øystese, byen, hvor min bror boede. Jeg gik ind på posthuset og spurgte en kontordame om Villy Andersens adresse. Damen rejste sig, og fra vinduet viste hun mig, hvor jeg skulle gå hen. "Du skal kikke efter et gult hus med et kvistvindue i gavlen. Villy bor på 1 sal, i stuen er der en frisørforretning". Det var let at finde, og jeg ringede på hos min bror.

Villy og Hilda var slet ikke overraskede ved synet af mig. Mor havde sikkert skrevet til dem om mig, og så kunne de jo holde øje med mig. Vi fik snakket ud om turen, og hvad der ellers skulle ske den nærmeste tid. Villy og Hilda havde en søn, der var ganske tyk og dejlig. Rolf hed han, og han var midtpunktet, når vi fik mad. Jeg kunne sove i stuen deres, selvom jeg helst ville finde en gård, som jeg trivedes bedre med.

Næste dag fandt jeg ud af at slå mig ned i byen. Hvor lang tid, anede jeg ikke, men det var ligesom om, jeg havde nået et mål, og gassen var ved at forsvinde i min rejseglæde. Jeg havde hørt, at der var flere steder, man kunne få arbejde, så det første sted var hos Klippe møbelfabrik. Jeg troppede op og talte med Klippes svigersøn. Han fortalte om, hvad de egentlig lavede og spurgte mig, om jeg nogensinde havde arbejdet med træ. Jo i skolen havde jeg da lavet lidt, men jeg var ikke god til det. ”Jeg vil gøre mit bedste, og så vil jeg da lige snuse til de forskellige områder”. Vi blev enige om, at jeg kunne starte i pakkerummet. Jeg spurgte ham så, om han vidste noget om et værelse til leje. Jo, der var ret mange, som havde værelser frie. Jeg kunne jo snakke med dem, der boede næsten over for min bror.

Jeg tog straks derned, og inden jeg gik igen, så havde jeg lejet et stort værelse med egen indgang fra en altan. 15 kroner om måneden, men så skulle jeg selv sørge for opvarmningen. Der stod en stor kakkelovn, som ikke havde været brugt i mange år. Nu var det stadig ikke tid til varme, for vejret var stadig meget lunt.

Min hverdag gik hurtigt. Jeg havde jo min bror, men det var ikke meget, vi så til hinanden. Jeg havde fundet mig et godt spisested, der lå lige ved min arbejdsplads, og kvinden, der også hed Hilda eller Tjo-Hilda, var dygtig til at lave mad. Desværre hed det for det meste fisk, fisk og fiskesuppe, - kødkager og atter fisk. Om aftenerne gik jeg ned i byen og spiste mindre sund mad. Der var mange muligheder, og jeg skulle altså prøve dem alle.

Der gik ikke mange uger, før jeg fik problemer. Mandag morgen mødte jeg op på mit arbejde, jeg hilste på mine kollegaer, som jeg plejede, men der var ingen af dem, der hilste tilbage. De vendte ryggen til mig, og det var ligefrem grimt at mærke. Jeg gik ind til Kåre, som min chef hed, og spurgte ham om, hvad der kunne være galt. Han kikkede lidt på mig og sagde så, "Jo, jeg kan sagtens sige dig, hvad der er galt. Du har ikke været i kirke endnu. Her i byen er vi meget hellige eller troende, og hvis du vil blive accepteret af alle, så må du altså et smut i kirke. Jeg ved ikke, om du er kristen, men bare du viser dig der mindst én gang, så tror jeg, at de vil kendes ved dig igen".

Jeg holdt fri resten af ugen og kedede mig gevaldigt. Om søndagen gik jeg i kirke. Jeg satte mig langt fremme, så de fleste kunne se, at jeg var der. Det var lidt kedeligt, for jeg forstod ikke meget af, hvad præsten sagde, men jeg blev der tiden ud. Mandag morgen var jeg igen på arbejde, og alle hilste på mig, som om intet havde hændt. De er altså mærkelige, de nordmænd. Der fulgte flere problemer med i kølvandet på kirketuren. Nu begyndte flere af mine kollegaer at invitere mig hjem til spisning. Jeg var altså blevet populær, men når vi sad og skulle indtage maden, så skulle der først bedes bordbøn. Det var kutyme, at det var den yngste, der sagde den, og eftersom jeg jo ikke var særlig gammel, så måtte jeg altså bede for maden. I starten gjorde jeg meget ud af bønnen, men snart så lirede jeg nogle hurtige ord af, som ingen forstod, og så startede kværnen.

Min bror Villy havde søgt ned på min arbejdsplads, og han havde tidligere haft et bestemt arbejde der. Dette overtog han igen. Nu følte jeg virkelig, at jeg var ved at blive omklamret. Jeg ville bestemt ikke arbejde sammen med ham. Hver gang jeg nærmede mig Villy, så virkede det, som om han gerne ville opdrage på mig. Da min boss gav mig ordre til at hjælpe min bror, var jeg ved at gå op i sømmene. Jeg holdt ud i få dage, men det var bestemt ikke lykken, at vi var sammen.

Jeg gik ind for at sige op. Kåre ville bare ikke af med mig. Han sagde så, at det faktisk var min bror, der havde bedt om at få mig som hjælper. Han ville gerne beskytte mig, fordi der gik rygter om en anden medarbejder, der ville banke mig. Jeg var godt klar over, hvem han var, men ham regnede jeg for at være syg i hovedet. Han skulle bare snakkes efter munden, mente jeg. Kåre fik mig så flyttet ind på selve maskinafdelingen, hvor jeg kom til at sprøjtemale færdige produkter. Jeg var så at sige hele maskinparkens prøveklud. Og det må jeg have lært en del ved, for hver gang der var en mand syg, så overtog jeg hans plads.

Når jeg ikke var på arbejde, så kørte jeg mange ture på min cykel. Den var godt solid og havde nogle meget brede dæk på begge hjul. Da vejene jo var grusveje, så skete det tit, at jeg punkterede, og så måtte jeg frem med lappegrejer og knokle med at få hjulet af.

Ture til Fyksesundbroen var ikke så ringe endda. Her skete der næsten altid noget. Det var sjovt at stå midt ude på broen, især når der kom store lastbiler eller busser, så gyngede broen ganske meget. Jeg var ligefrem lidt bange for, at broen skulle falde ned, men Villy havde sagt, at den sagtens kunne holde til selv de tungeste køretøjer, og så var der jo ikke noget at være bange for. Jeg kunne også godt lide at gå op i fjeldene, og det var især lørdage og søndage, for da var tiden uhyggelig lang, hvis jeg blev hjemme i kammeret.

En dag, hvor jeg var gået et godt stykke op af et fjeld, gik jeg ligefrem ind i en dansker. Jeg var kommet væk fra stien og vadede rundt på må og få, og pludselig hørte jeg en stemme, der sagde "hvad vil du her?". Jeg stoppede op og kikkede ekstra på vedkommende, der sagde det. Det var en gammel mand med masser af skæg. Skægget fyldte det meste af ansigtet, og han så vild ud i ansigtet. Ikke langt fra ham, løb der nogle høns, og der var noget, der lignede et skur eller en hytte. Jeg sagde ”hej”, og ” jeg er da ude og se mig om”, - hvad skulle jeg ellers sige? Han kikkede undersøgende på mig og kom så meget tæt til mig. Lidt for tæt, mente jeg, og derfor så trak jeg mig lidt tilbage. ”Du skal ikke være bange for mig”, sagde han så. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad der får dig herop?” Jamen jeg går bare en tur i skoven, sagde jeg så med lidt mere frihed i stemmen. Vi satte os så ned og begyndte at snakke. Jeg fortalte, at jeg var dansker, og det lød jo lidt dumt, for det kunne han jo sagtens selv høre. Han var også dansker og fra Fyn. Hans navn husker jeg bare ikke. Han havde været gift, og konen havde fundet en anden, og derfor så havde han valgt at rejse til Norge. Han kunne ikke finde et arbejde, som passede ham, og derfor så havde han valgt at leve som eneboer. Verden var uærlig, og politiet var hans fjender. Herude havde han så bygget sig sit eget hus, som han sagtens kunne bo i, både vinter og sommer. Hvad han levede af, var ganske enkelt. Han havde købt sig et gevær og en fiskestang, og så kunne han sagtens skyde og fange det, han havde brug for og mere til.

En gang om måneden gik han ned til byen med smådyr, han havde skudt, og disse byttede han over med tobak. Jeg så hans pibe, der selvfølgelig var hjemmelavet og noget klodset af udseende. Man kunne sagtens finde blade at ryge på, men rigtig tobak var noget, han virkelig satte pris på. Hans høns gav rigeligt med æg, og hønsekødsuppe var en ret, han så frem til. Jeg spurgte ham, om ikke han en dag ville rejse hjem til Danmark, men der blev han meget hård. Det var i en kiste, han tog til Danmark, men helst ville han begraves ude i skoven. Jeg syntes, han så gammel ud, men når jeg tænker på ham med voksne øjne, så var han måske endnu ikke blevet 30 år. Det var bare hans rynker, der fik ham til at se urgammel ud.

Efter en begivenhedsrig dag gik jeg ned til Øystese og tænkte over, hvilket liv denne dansker havde valgt på grund af, han var blevet skilt, det var jo ellers ikke noget, folk gjorde. Det viste sig, at der var mange, som kendte til hans liv, og alle mente, at han havde det bedst ved at bo som eneboer.

Inden vinteren satte ind, så havde jeg hentet brænde til ovnen. Jeg havde jo en god kraftig cykel, som fik lov at bære mig og brændet. Da sneen kom, ventede der mig nogle dejlige dage. Jeg havde fået et par ski af min boss, Kåre. Og han tog mig med ud på banerne i Kvamskogen, hvor jeg lærte kunsten at stå på ski. At gå på disse brædder er vel det sværeste, men jeg løb også ned ad fjeldene, og selv skihop prøvede jeg én gang. Men det blev også sidste gang. Det var dog ikke noget for en dansker, som mig. Man skal have meget mod og være rigtig meget dumdristig for at flyve gennem luften. Da jeg landede på jorden, var det som om, jeg blev klasket ned meget hårdt, og mine ben havde slet ikke styrke nok til at blive stående. Jeg faldt så lang jeg var, og skiene faldt af. Jeg gik hjem med skiene på nakken og brugte dem fra nu af kun til det, de virkelig var, nemlig langrendsski.

Én gang om ugen var der biograf, og der troppede jeg naturligvis altid op. Af de bedste film, jeg husker, er "Skjulte øjne". Da det var et forsamlingshus, så foregik der mange andre ting under taget. Lørdagsbal, hvor et 3 mands-orkester sled i det med harmonika, violin og guitar eller klaver, fik jenterne til at svinge kjoler og skråle med på tidens mest populære slagere.

Der var også tombola, skydetelte og andet gøgl. Jeg havde prøvet at skyde og fik 3 pletter. Der skulle findes en vinder, og derfor så skulle der skydes om mellem 4 skytter. En af dem var fra min arbejdsplads, og han var godt sur på mig. Nu skulle han vise mig, hvem der var bedst, og hvis jeg ikke lod ham vinde, så ville der ske ting og sager, truede han. Vi gik i gang med skydningen, og da der blev talt op, så havde jeg 2 point mere end ham. Jeg fik præmien, der var nogle flotte teskeer med guldbelagt maling på. Senere på aftenen kom min fjende hen til mig, og jeg fik rigtig mange tæsk. Han blev simpelthen ved med at slå mig, og først da en voksen blandede sig, stoppede han slagene. Vi talte aldrig til hinanden mere, men han led meget af sit nederlag i skydning.

Øystese er en hyggelig lille by, der ligger ned til en fjord, og vi kan se helt over til en "snekæde", der hedder Folkefonni. Jeg var blevet lidt lun på en rødhåret jente, der boede på fjeldsiden mod Fikjedalsøen. Men det blev nu aldrig til mere, end at jeg var i biffen med hende, og da forældrene hendes ville have mig under lup, så opgav jeg hende.

Der gik endnu en sommer, og vinteren satte ind. Min bror Villy var ved at bygge hus til sin familie, og jeg hørte, at han var kørt ned i elven med en traktor. Han havde været heldig med at springe af dyret, inden det landede dybt nede, og traktoren blev 1 meter kortere. Jeg havde ellers ikke kontakt med ham, og derfor var det mærkeligt at læse om hans uheld.

Fikjedalsøen lå oppe i fjeldet, og Hildas far havde en hytte deroppe. Jeg havde jo ikke så meget at lave, så jeg gik tit derop. Den gamle mand, der var blevet lidt døv, sad for det meste i hytten og skar i træ. Han havde ikke noget imod, at jeg kikkede ind, men vi fik ikke snakket ret meget sammen, for jeg fattede ikke, hvad han sagde, og han kunne ikke høre, hvad jeg sagde. ”Hva sager du, gutten min”, var det eneste jeg hørte. Der var is på søen, og efter et snefald så den store flade flot ud. Jeg gik ud på midten af søen og skrev mit navn - meget stort, ved at skøjte henover isen uden at lade fødderne slippe sneen. Ved hvert bogstav sprang jeg næsten 1 meter, inden jeg startede med det næste bogstav. Dagen efter havde alle i Øystese læst mit navn. Alle nordmænd går nemlig ture til fjeldet, som vi danskere går tur i byen.

Til jul forsøgte Villys kone, Hilda, at kontakte mig, men jeg åbnede ikke døren. Jeg ville ikke holde jul med dem, og de skulle bestemt ikke føle sig tvunget til at tage sig af mig. ”Jeg kan klare mig selv. Punktum”. Da hun var gået igen, så listede jeg mig ud og kikkede efter hende. Hun havde rumsteret noget. Og ganske rigtigt, Hilda havde sat noget julemad udenfor, og det havde hun pakket godt ind. Jeg tog det til mig og spiste det med velbehag. Aldrig har mad smagt mig så godt. Jeg kunne ikke holde tårerne fra øjnene. Det var juleaften, og jeg var helt alene i verden, på mit værelse. Og det var kun fordi, at jeg var så stejl og imod, at andre gerne ville mig det godt. Ilden i kakkelovnen gik ud, og jeg smuttede under dynen. Sov først efter mange timers tankevandring til lille Danmark og min mor. Juledag gik jeg op til Hilda med gryden og sagde "mange tak for mad", og fra den dag fik vi et rigtig godt forhold til hinanden.

Rolf Bruno hed deres søn, som var ganske godt i stand. Han var endnu ikke begyndt at kunne gå, og derfor var det en god ide, at der kom en pige i hjemmet. Pigen var en, som de havde taget til sig fra Tyskland. Hun var tynd og havde meget stærke briller på. Det var ligefrem uhyggeligt at se på hendes øjne. Hun krævede ikke så lidt, af mad, klæder og opmærksomhed. At det ikke var første gang, hun var blevet sendt til et fremmed land for at få mad, sagde hun selv, og det var med stolthed hun fortalte om, hvor gode de andre havde været for hende. Hilda havde ellers syet og strikket en masse tøj til pigen, men det ville hun bare ikke gå med. Hun ville have nyt og købetøj, for det var hun vant til. Det blev ikke bedre, da man tog hende i at stjæle i samtlige butikker i byen. Hun var totalt ligeglad med at blive taget, for hun sagde bare, at det ville Villy da betale. Der var næsten 20 unger, som bare lavede ballade i den lille by, men da alle var så religiøse og gode af sig, så lod man som ingenting. Den dag, da de forlod byen, var der en helt mærkelig stemning overalt. Der blev fred i den lille flække.

Villy var blevet mere menneskelig og prøvede aldrig mere at styre mig. Derfor så smuttede jeg op på hans byggegrund for at se, hvor langt han var kommet med at bygge nyt hus. Villy skulle sprænge klippen med dynamit, og jeg var med til at bore hullerne, hvor dynamitten skulle sættes ind. Hver gang vi sprængte en stang, så kunne det høres som et ordentligt tordenskrald, og hele jorden rystede. Der kom ikke så meget sne dette år, men det regnede som aldrig før.

På mit arbejde gik det ganske stille. Jeg var nok ikke ligefrem lykkelig for arbejdet mere, for jeg kunne ikke lide at sprøjtemale. Flere gange blev jeg svimmel og følte, at jeg skulle kaste op. Min boss spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at komme i lære som snedker, og det syntes jeg var fint. Jeg sagde "ja tak", og jeg skulle så have Villy til at underskrive en lærekontrakt. Læretiden skulle starte fra 1. maj, ligesom da jeg blev fæstet på en gård i Danmark. Jeg nåede bare ikke at starte, for en dag kom der et brev til mig fra den norske stat. Jeg skulle melde mig til det norske militærs værnepligt. Inden da skulle jeg så være norsk statsborger. Dette brev fik mig op på mærkerne. Jeg ville under ingen omstændigheder være nordmand. ”Jeg er og bliver dansker og dermed basta”.

Det var april, og regnen styrtede ned i stride strømme. Sådan havde det været i rigtig mange dage, og jeg havde sagt mit arbejde op. Jeg ville hjem til Danmark. Kåre, som var min boss, sagde, at jeg ville være velkommen til hver en tid, men jeg burde tage mig en uddannelse som snedker. Jeg havde evner og hænder til det, sagde han meget højtideligt. Mine ski, min cykel og nogle ting, jeg i tidens løb havde købt, blev sendt til Danmark med fragtbilen.Jeg sagde farvel til alle, jeg kendte, og satte mig ind i bussen, der skulle køre mig til Voss. Mit sidste blik til Øystese var surt vejr og tanken om Danmark. Og hos min mor og far, der skinnede solen (i mine tanker).

Hjemme i Danmark igen

Det tog kun 1 døgn at komme til Danmark. Men det var også et hurtigtog, som kun stoppede ved de største stationer. Jeg blev siddende i kupeen og havde en mærkelig følelse, da vi sejlede over Øresund, for i højtaleren sagde en stemme på dansk. "De er nu i Danmark, og toget kører til København efter et kort ophold i Helsingør" I København stod jeg af, og da min billet var til Hedehusene, så måtte jeg over for at finde et andet tog, der skulle mod Roskilde. 10 minutter efter sad jeg i et moderne tog, hvor billetmanden klippede min billet for sidste gang. Da jeg satte foden på Hedehusene station, så skinnede solen virkeligt.

Jeg havde aldrig troet, at der var så langt hjem til Bjørnehøjvej som nu. Da jeg trådte ind i gangen, var alt som i gamle dage. Selvom der var gået 2 år, så var det som om, jeg bare havde været væk et par dage, noget jeg så tit havde været. Men jeg havde bare ikke været nede hos bageren efter morgenbrød. At jeg ikke anede, hvad min tur egentlig ville byde mig, da jeg dengang startede turen, fik mig til at tænke på, at jeg sagtens kunne have gået et helt andet sted hen, og hvad ville der så være sket? Jeg fik mine kys af mor, og far gav mig hånden og ikke mere. Det var lidt mærkeligt. Jeg snakkede dem et øre af om mit lange og spændende liv. Om de lyttede eller overhovedet forstod mig, har jeg glemt, men norsk det har det lydt, er jeg sikker på.

Jeg var så nede efter de ting, som jeg sendte med toget. Der var et par ski og stager, jeg var jo blevet bidt af det med ski, og så var det da også sejt at komme hjem med disse moderne ski. Min dejlige kraftige cykel var også noget, man ikke så i Danmark. Disse brede dæk kom mange år senere her til landet. Far blev meget imponeret over cyklen, og han fik den til eje, da jeg lidt senere købte mig en knallert. En NSU Quikly.

At jeg senere skulle få problemer med sproget, især skriftligt, fandt jeg snart ud af. Jeg havde læst ret mange bøger på norsk, og så skrev jeg pludselig norsk. Sykel, stasjon, sjokolate og meget mere, som jeg ikke kunne huske på dansk. Hverdagen startede, og inden der var gået en uge, havde jeg fundet mig en læreplads på Hvidovre møbelfabrik. Her lavede vi fjernsyn og møbler af forskellig slags. Der var mere end 100 arbejdere i virksomheden, og vi skulle feje efter arbejdstid, altså alle os drenge. Min norske chef, der havde sagt, at jeg var velkommen, hvis jeg blev udlært, havde sin andel i, at jeg valgte dette fag. Måske ville jeg igen sætte mine ben i Øystese og blive nordmand, ligesom Villy.

En ting, der slog mig, var, at jeg frøs selv på varme dage. Jeg syntes, at kulden var så barsk og gik gennem marv og ben. Det blæste så meget her i Danmark, og derfor så var jeg hurtig til at købe vindtæt tøj. En anden ting var, at man pludselig kunne se langt ud i horisonten. Jeg var jo vant med kun at se op på fjeldene, der altid gav læ for vinde og kulde. Kæmpestore marker i milevis, hvor afgrøder vekslede og især rasp, der med sin gule farve satte et motiv, der virkede endeløst. Alt virkede, som om man havde brugt en kam og friseret landet med. Hvor var Danmark dog fladt og trist.

Hver dag kørte jeg med toget på arbejde, og selv lørdage var jo arbejdsdage, og på disse dage blev jeg tit inde i byen. Var jeg endelig hjemme, så smuttede jeg ud på ture på min gode knallert. Gerda og Holger var flyttet til Multebærvænget i Avedøre, og de skulle da se mit nye køretøj. Faktisk så havde de begge en knallert, og de kørte til Jylland på dem.

Holger blev bestyrer hos Kehlet Stella Nova i Viborg, og jeg tog i min sommerferie over for at besøge dem. De boede lidt uden for byen, og jeg måtte så gå ind, hvis jeg ville se, hvad de egentlig gik og lavede. Gerda fotograferede især de små børn, og hun var god til at få dem til at sidde stille, grine og ellers se lidt naturlige ud.

Holger var rigtig god til at retouchere. Han gav mig nogle billeder, som jeg skulle prøve at retouchere. De første var lige til skraldespanden, men jeg blev faktisk ret god til det. Med et barberblad fjernede jeg bumser og urenheder, og med en særlig blyant gav jeg billedet prikken over i’et. Det var en verden, jeg syntes var spændende, så måske kunne jeg blive fotograf engang langt ud i fremtiden. Men hverdagen kaldte, og jeg var hurtigt tilbage i den vante gænge.

Da fagskolen var om aftenen, så fandt jeg ud af at tage et job som piccolo i en biograf i Islev. Hvorfor det blev Islev, jo, det var fordi, at ejeren hed Kaj Holm. En skuespiller vi alle kendte, og han var jyde, ligesom jeg. Faktisk, så blev jeg skuffet over ham, for han talte slet ikke jysk, som han ellers gjorde på film. Jeg fik set ualmindelig mange film, rigtig mange gange. Det gav ikke mange penge, men en fin uniform, og tit fik jeg slik og penge fra folk, jeg førte på plads med et stort smil.

Tiden fløj af sted. Hver dag klokken 06.10 kørte jeg ind til Hvidovre. Vi var mange mennesker, der fulgtes ad. Svoger Bent og Gunnar var også med, og vi måtte tit løbe det sidste stykke for at nå toget. Hvem var så Gunnar? Han var ven med Bent og Margit, og hans kone hed Åse, som var en flot pige. At de blev kaldt "Unner og Gåse", måtte de leve med, lige til de flere år senere flyttede teltpælene. Jeg tog så for det meste toget klokken 21.31 fra Hvidovre og var hjemme lidt over 22.00. Enten var jeg på skole eller i biografen som piccolo.

Lørdagene var korte, for vi fik fri klokken 11.00, og jeg var hjemme klokken 13.11. På Hedehusene kro kom jeg da også, og der var virkelig gang i billard og øllerne der. Jeg var slet ikke så ringe til at spille det ædle spil, men jeg ville bare ikke med i en bande, som holdt til der. "Hø" og "Halm" og "Grisekarl" havde deres faste pladser, og de var virkelig noget for sig. Halm ville gerne slås, og når han blev meget fuld, så var der ingen grænser for, hvad han turde.

En aften, hvor vi alle havde fået rigeligt af væske, så ville Halm ringe til ”Hop Along City”. Det var byens politibetjent. Vi forsøgte dog at få ham til at lade være med at ringe, men så ringede han jo straks. Han sagde til "Hoppelong", at han skulle komme herned, for han fortjente en omgang bank. Der blev lidt stille et stykke tid, og vi troede, at faren var drevet over. Efter 1 times tid, hvor Halm havde ringet flere gange, så stod Hoppelong lige i døren med sin schæfer. Halm var fyr og flamme og spillede op. Vi andre holdt op med at spille og drikke, for nu skete der altså noget.

Hoppelong bestilte en øl, satte den foran Halm og sagde så "Nu bliver du siddende her resten af natten. Og du kan godt prøve at drikke øllen, men jeg advarer dig, for så snart du bare rører ved flasken, så vil hunden her sætte sine tænder i dig". Til os andre sagde han så, "Værtshuset er lukket, og alle forlader stedet straks." Hø prøvede at brokke sig, men Hoppelong sagde så," Vil du have en tur ud på landet og gå hjem?" Hø blev et lam. Vi forlod kroen, og alt blev mørkt.

Dagen efter var vi mange som skulle på kro for at se, hvad Halm egentlig lavede. Da krofar havde åbnet døren, så vi Halm sidde med sin øl, og han havde slet ikke rørt sig ud af flækken. Om han var blevet ædru eller bare træt, kunne vi ikke se, men Halm var en helt anden. Hoppelong kom og hentede sin hund, og Halm fik så lov til at drikke øllen. Halm blev kendt i vide kredse, men han forsøgte aldrig mere at ringe til byens bedste Hoppelong betjent.

Fløjter som en stær.

Gurli havde en veninde, der hed Anni. Hendes far var vognmand og havde mindst 20-30 mand til at køre hans lastbiler. Gunnar Henriksen hed faderen, og han var ikke en hvem som helst. Han kørte ræs lørdage og søndage, og dette foregik nede på Roskilde Ring. Når der var løb dernede, så kunne jeg somme tider komme ned og se dem, hvis Gurli var med. Anni havde billetter, og derfor var hun bare alle tiders. Jeg prøvede at få fat i hende for at få en billet, men det opdagede chaufførerne. De begyndte straks at sige, "nu fløjter stæren igen", eller "der sidder en stær og fløjter efter en Anni". Jeg satte mig aldrig mere på stakittet, og stoppede med at fløjte. For det første, så kom hun ikke ud, og for det andet, så blev de ved med at snakke om den forbandede stær, der fløjter efter Anni.

Hver gang, der havde været motorløb på ringen, så skete der noget nede ved kroen i Hedehusene. Alle skulle jo under broen, og mange kørte for stærkt. Vi sad på rækværket og kunne se de uheldige, der ramlede sammen. Det var ligefrem festligt at overvære disse hjemture.

Mine aftener gik nu et helt andet sted. Sammen med 3 eller 4 andre drenge gik jeg i gang med at spille kort nede ved Bageren. Mange gange sad vi hele natten og spillede. Selvfølgelig var det om penge, og her var jeg næsten altid heldig. Når bageren havde lavet sine første rundstykker, så gik Peter ned og hentede rigeligt af varme patter og underhylere, som vi kaldte rundstykkerne. Kaffe, øl og wienerbrød hed det så, indtil det blev lyst. Vi lagde os til at sove skiftevis, og så kunne vi fortsætte sådan fra lørdag og hele søndagen.

Lige fra jeg var 16 år, gik jeg med hvid skjorte, slips, jakkesæt og blankpolerede sko. Selv blød hat. Jeg kunne slet ikke forstille mig at komme uden slips en hverdagsaften. Det mest smarte sæt tøj jeg har haft, var et postkasserødt sæt tøj, som jeg var meget stolt af. Mor havde det store arbejde med at vaske og rense tøjet, men hun beklagede sig aldrig, og det var så fint, når jeg bare kunne iføre mig nystrøgede skjorter, som hun havde hængt på en bøjle. I hendes øjne, var jeg vist nok en rigtig flot fyr.

Mine slips var ikke noget for enhver, nej de var håndmalet. Og det var Gerda´s Holger, som havde malet dem. Der var hestehoveder, kvindekroppe, hjerter og meget anden kunst på dem.

Piger havde jeg endnu ikke haft den store interesse for, men på værkstedet var der en kvinde, der satte blodet i gang, og jeg blev fyr og flamme over hende. Hun havde nogle store bryster og viste ret meget af dem frem. Det kunne jeg ikke stå for, og Peter (min gode ven) kom op at stå. De andre svende grinede af mig og lavede numre med min tilstand, men jeg opgav at være flov. Kvinden havde en søn på min alder, og vi lærte hinanden at kende. Jeg anede intet om sexliv, og han var startet og havde gode råd til mig.

Jeg blev udlært og ville slet ikke arbejde inden for mit fag. Jeg kedede mig, så derfor ville jeg prøve noget med metal. I Hvidovre var der en fabrik, der hed Vespa, og de lavede beholdere i jern, altså en metalvare-fabrik. Jeg søgte derind og fik straks arbejde. Det var spændende, og jeg lærte at svejse, begge systemer.

Fra Ritz havde jeg lært flere piger at kende. De boede på RAS og var sygeplejeelever og gulvskrubbe-chauffører, som de blev kaldt i folkemunde. Jeg var tit hos dem, og hvorfor tage hjem til Hedehusene, når man lige så godt kunne sove hos dem. Faktisk så boede jeg hos flere af pigerne, og havde de vagt, så gik jeg ind og fik kaffen hos en anden pige. Og det var sådan at jeg lærte verden at kende angående sexlivet. Jeg var ikke den eneste, der boede på RAS på den måde, og det skulle der sættes en stopper for. Der blev sat vagt op, som skulle smide os ud, efter klokken 23.00 Jeg ønskede ikke at blive set, så derfor fik jeg en planketur, jeg aldrig glemmer.

I nattens mulm og mørke ville jeg ud fra RAS, men vagten var i hælene på mig. Der var kun én ting, jeg kunne gøre, og det var at kravle op af rosenbuskene, der klinede sig til en meget høj mur ud mod Køgevej. Der var også pigtråd, og jeg havde travlt med at klatre. Hvad der fik fat i mine bukser, aner jeg ikke, men de gik i stykker, og jeg sad fast. Der var langt ned til fortovet, men ned kom jeg. Bukserne lignede pjalter, og jeg måtte holde på herlighederne hele turen hjem til Hedehusene. AP Hansens bus ventede på mig, og dagen var reddet. 

Jeg var godt træt af at tage toget hver dag, og en dag, hvor jeg havde taget fri, kikkede jeg ind til Digsmed, som havde en virksomhed, hvor man producerede trækunst-genstande og manglede arbejdskraft. Jeg blev antaget og lavede skåle på overfræsere og kopifræsere. Der var bare ikke mange penge i jobbet, men det så spændende ud.

Hos Digsmed var vi efterhånden mange, og vores formand var Pedersen, der godt kunne lide en øl eller to. Han boede i Glostrup og var gift, men det gik ikke så godt på hjemmefronten, så han næsten boede i kontorets inderste rum. Vi smuttede tit ind på kroen, hvor han gik til den. Bette Jens var lun på Pedersens datter, og derfor gjorde Pedersen alt for at få ham med hjem. Lange Jens havde motorcykel og var en hyggelig fyr. Ibsen var derimod en slikker. Han ville så gerne være formand, og så snart at Digsmed kom, så var han inde for at snakke godt for denne stilling. Der gik dog et stykke tid, inden han kunne gå med kittel med navnet Ibsen på reversen. Digsmed havde et sommerhus oppe i nordsjælland, og der ville han have sat hegn op omkring sit lille slot. Det blev Carlo og mig, som fik denne opgave. Vi kørte derop i hans Hillmann, og den kørte faktisk rigtig godt. Vi så en del til en nabo til Digsmed. Det var en kvinde, som var alene, mens hendes mand var i København og arbejde. Carlo havde ikke svært ved at komme i bukserne på hende, det var lige før, at det var modsat. Han lod sig overtale, og mens jeg knoklede med stakittet, så knoklede Carlo med damen. En dag så jeg, at manden kom i sin flotte bil, og så var jeg meget hurtig om at løbe ind og advare de to i sommerhuset. De var virkelig heldige, for manden ville sætte bilen ind i garagen, og der var sat en trillebør, som skulle flyttes, inden bilen kunne være der. Carlo var færdig med den juleleg, og jeg lovede ham, at min mund var lukket med 7-tommer søm, når vi kom hjem til Hedehusene. Vi kom hjem på fabrikken igen, og Carlo gik til kludene, mens jeg gik til skålene.

Carlos Hillmann årgang 1939 ville han gerne sælge. Jeg skulle give 5.000 kroner for den, og det syntes jeg, var helt ok. 2.000 kroner i udbetaling og resten med 200 kroner om måneden. Bilen var da god, men den var gammel. Om vintrene skulle den trækkes i gang, og det betød en udgift på 5 kroner pr. gang. Så brugte den mindst 2 liter olie om ugen og kørte højst 10 kilometer på literen.

Flemming blev en af mine venner, og vi gik tit ud sammen. En dag var vi taget til stranden, Vigen campingplads, der ligger lige over for Roskilde by. Vi så Domkirken i det fjerne, og hvem af os, der sagde, at det måtte være nemt at svømme over til den, husker jeg ikke, men vi sprang i vandet og begyndte at svømme derover. Det så ikke ud til at være så langt væk, men jeg begyndte snart at blive træt af de mange svømmetag. Selvom der ikke var bølger på overfladen, så kunne jeg virkelig mærke, at det trak i mig, der var nemlig understrøm. Da vi var lige langt ude på vandet, så det kunne være hip som hap, i hvilken retning jeg svømmede, så blev jeg grebet af panik.

Heldigvis så var Flemming en rigtig god svømmer, og han havde set, jeg havde problemer. Straks greb han i mig og hjalp mig mange meter frem. Han kom med opmuntrende ord, der fik mig til at bruge alle kræfter, men tanken om, at jeg måtte give op, kom flere gange. Langt om længe nåede vi til havnen, og godt træt gik jeg det sidste stykke mod land. Der var utrolig meget mudder, og derfor var selv gåturen barsk. Efter vi havde sundet os, måtte vi så gå tilbage til Vigen efter min bil. Vi havde jo hverken penge eller tøj på kun badebukser. Efter denne tur fik jeg virkelig respekt for vand i det hele taget.

Jeg havde fået arbejde i Roskilde hos Tømrer- og Snedkermester Villadsen. Og han syntes, at jeg havde købt katten i sækken. Bilen var slet ikke 5.000 kroner værd, og han ville have sin advokat til at se på sagen. Der gik kun 2 uger, da et brev fra advokaten fortalte mig, at jeg ikke skyldte mere på bilen. Sagen var slut. Jeg skyldte ellers små 2000 kroner.

Jeg lærte så Hans at kende. Hans var en hyggelig kollega, der var meget pertentlig. Han var rigtig dygtig, men noget langsom. Vi kom sammen, og da han var vild med at flyve, tog jeg tit med ham ud og op i den tynde luft. Svæveflyvning er noget for sig, og jeg forsøgte at tage certifikat, men opdagede, at det var rigtig svært, og det stjal megen tid. Derfor så opgav jeg denne sport. Jeg nåede lige at få en tur med Hans, hvor han lod flyet gå op, op og op, dreje til højre og pludselig ned, ned, ned. Det var så barsk, at jeg havde fløjet for sidste gang med ham. Jeg følte det som om, at indvoldene ville komme ud gennem munden. Han grinede af mig, og sådan sluttede festen.

Senere blev Hans selvstændig, og jeg var ved at gå sammen med ham, men da jeg så, hvordan han havde ændret sig, opgav jeg samarbejdet. Hans var blevet sjusket, og alt, hvad han lavede, skulle laves om. Jeg holdt mig til Flemming og de andre gutter. Faktisk så levede jeg mere hos Flemmings forældre, end jeg boede hjemme. Det var nu fint at have 2 hjem. En lørdag aften var Flemming og jeg ude i Herthadalen for at få et par øl og måske finde lidt ”kørvel”, men det blev kun til øllerne, og vi ville tage til Roskilde.

Da vi nåede tæt ved Ledreborg slot, var der et højresving, jeg ikke havde set, men Flemming havde set det. Han tog fat i rattet, og jeg var modstander. Derfor endte det med, at vi kørte ind i et meget tykt gammelt træ. Bilen væltede om på Flemmings side, og det gik meget stærkt for ham om at komme ud ad min dør. Jeg sad og sundede mig og mente, at vi bare kunne tippe vognen på rette køl igen og køre hjem.

Men jeg blev klogere. For Flemming sagde, at vi manglede et hjul, og han pegede ud i mørket, hvor hjulet ganske rigtigt lå og grinede. Vi sundede os, og heldigvis havde han nogle delfoler med, som vi fyldte i munden. Vi var lidt bange for, at der skulle gå ild i bilen, hvad der ellers havde været det bedste, der kunne ske. Men da alt var roligt, så gik vi ned mod det nærmeste hus for at ringe til Falck, som jeg havde meldt mig ind i. De kom og slæbte bilen til Hedehusene, og der gik mange måneder, inden bilen igen var køreklar, og jeg måtte selv lave instrumentbrættet. Da jeg fik bilen hjem igen, manglede den maling, og denne del udførte jeg selv. Jeg håndmalede simpelthen hele herligheden - Gul.

Flemming og jeg var så Jylland rundt, og han kunne ikke forstå, at jeg kørte så skørt. Jeg kørte først i venstre side, og snart var jeg i højre side. Det var bare ikke til at styre bilen. Selvom han ikke havde kørekort, så overlod jeg rattet til ham, og vi kunne så begge mærke, at der var noget galt. Der var simpelthen mere end 20 centimeter ratslør. Vi nåede helt til Nordjylland og overnattede i Fjerritslev, hvor regnen styrtede ned. Vi havde købt en stærk ost, men den var så stærk, at selvom vi smed den ud i skoven, så havde vi lugten inde i bilen resten af turen. Vi sad inde og blev drivvåde, fordi det regnede udenfor. Mit soltag i bilen var så utæt, at det løb ned, og vi fangede vandet med mælkeflasker. Jyllandsturen sluttede tæt ved Lillebæltsbroen på en campingplads. Det blev vores sidste langtur sammen.

Der gik dog ikke lang tid, inden jeg igen kom for tæt til en anden bil, og denne gang kunne det bare ikke betale sig at reparere Hillmanden. Jeg kunne heller ikke finde flere afviservinger, som passede til Hillmann, så det blev bilkirkegården, der fik æren af at skrælle den for de bedste dele.

 

Jeg render kalvhornene af mig

Jeg købte mig så en varevogn. Det var en Opel Olympia grå/hvid og med plads i ladet til at sove og elske. Det sidste var den rigtig god til. Der var ingen sideruder, og ved bagruden havde jeg fastspændt et tæppe. 

Jeg var 20 år og brugte min ungdom på at leve livet. Jeg havde mange venner, som jeg festede med. Vi gik på værtshus og spillede billard. Rutebilcafeen eller Dania var vores foretrukne værtshuse. Det startede med, at vi spillede om øl, men snart gik det over til en 5-kroneseddel, og det højeste jeg kom op på var 100 kroner.

Det var Ole, der lærte mig, hvordan vi skulle lokke penge ud af de andre. Vi skulle aldrig vise, at vi var dygtige til billard. Bare vi lige kunne vinde og så vise, at vi var glade for, vi ikke tabte. Først når det gik virkelig galt, så skulle vi have pengene på bordet, og dette betød, at en anden skulle sidde med vore penge, til spillet var færdigt. Jeg har vundet mange penge på denne måde og det takket være Oles lærdom. Cafe Sjælland var også et sted, vi opholdt os, når vi skulle finde ofre.

Smedegården var et særligt sted for især ældre mænd. Meta, som ejeren hed, kunne godt finde på at låse døren ud på de små timer. Så gik hun ellers i gang med at tjene penge. Hun satte sig på et bord og skrævede ud med benene uden bukser på, og så gik de gamle mænd ellers i gang med at trille 2-kroner op i hendes ”kønne dele”. Hvis en to-krone nåede hele vejen op, så fik vedkommende pengene retur plus 5 kroner. Væltede mønten inden målet, så tilfaldt den selvfølgelig Meta. Hun tjente rigtig mange penge på de rystende gamle mænd, som havde en skøn nat, hvor fantasien sørgede for, at deres drømme blev opfyldt.

Lige ved siden af Smedegården lå der et spisested, som jeg ikke husker navnet på. En hyggelig mutter lavede mad, som ellers kun ens mor gør det. Vi var helt vilde med hendes gule ærter. Fed flæsk og stærk sennep og en snaps til var bare til ug, og så var prisen kun 28 kroner i alt. Men så var der også enten suppe eller dessert med i købet. Når vi så havde tjent nogle lette penge på værtshusene, hvor billard var til rådighed, så tog vi på Stangen eller Ritz, og selvfølgelig havde vi stambord begge steder. Når vi var på Ritz, så bukkede Hansen altid for os og bød os velkommen. Vi holdt vores tjener med gode drikkepenge, og der var aldrig tvivl, om vi kunne komme ind. Vi var simpelthen selvskrevne.

En anden ung mand, der hed Leif, havde børnepenge-problemer, sagde han. Han stod og manglede 600 kroner og anede ikke, hvad han skulle gøre. ”Hvis jeg ikke betaler, så kommer jeg i fængsel”, blev han ved med at sige, og jeg er sikker på, at han kunne lugte, at jeg havde penge i madrassen. Leif talte så godt for sine manglende penge, at jeg til sidst gik med til, at han kunne låne 600 kroner mod, at jeg skulle have 1000 kroner inden 1 måned. Jeg ville have sikkerhed, så han skulle aflevere sit ur til mig. Leif sad længe og grublede, og så sagde han stille,"Jeg ville gerne, at du fik uret, men det har jeg altså været nede og låne 100 kroner på. Men når jeg får det tilbage, så kan du få det oveni de 1000 kroner". Jeg var dum nok til at sige "ok". Vi tog hjem til mig, og jeg listede ind til madrassen og fandt 2 femhundredkrone-sedler. Leif forsvandt, og jeg følte mig fattig. Det var også lige det, jeg blev, for jeg så aldrig de 1000 kroner mere. Leif forsvandt fra byen, og selv Ole var rasende over, at han sådan kunne snyde mig. ”Hvis jeg får fat i ham, så ….”, sagde Ole højtideligt.

Jeg havde på fornemmelsen, at Ole også manglede penge, for det gjorde han jo altid, så det kom ikke bag på mig, da han spurgte, om jeg ville låne ham 200 kroner? Jeg var blevet snydt én gang, og det måtte være nok. Jeg forklarede så, at jeg ikke havde flere penge i madrassen, for jeg havde jo lige købt bil. Den købte han heldigvis.

Onsdage var der enkebal, og det var pigerne, der bød os op. Eftersom jeg sad sammen med Ole, så kom jeg altid ud og danse. Ole kunne sige til mig, "Hende vil jeg i seng med", og han kom det sgu. Han var meget charmerende og god til at føre sig an. Jeg var også en god læredreng, og det har hjulpet mig meget senere i livet. 

Nefalygten.

Vi havde snakket meget om at score piger, og hvad der var af muligheder. Derfor så gik jeg hen og købte en nefalygte, til trods for at jeg ingen cykel havde. Når vi så var på Ritz eller Stangen, så havde jeg lygten i lommen. Jeg bød en pige op til dans, og vi dansede tæt, endnu mere tæt, og jeg kikkede hende dybt i øjnene, mens hun blev rød i hovedet. ”Kan du mærke, at jeg tænder på dig?”, sagde jeg højt med et stort smil på læben. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige, og jeg sagde så, "vil du se beviset?". Den stakkels pige blev endnu mere rød i hovedet. Så trak jeg min lygte op af lommen og skruede på den, så der kom lys. Jeg grinede, og det samme gjorde hun, ganske lettet over, at hun ikke skulle besvare mit spørgsmål. Jeg sagde så, at jeg jo måtte have lys på, når jeg skulle hjem fra arbejde og havde glemt, at lygten var i lommen på mig. Det endte gerne med, at pigen fik mit telefonnummer, og det blev så mors problem med at holde styr på pigerne. Da jeg havde brugt lygten flere gange, måtte jeg stoppe med denne leg, fordi jeg flere gange hørte piger, jeg ikke kendte, kalde mig for ”Nefalygten”, jeg ville bare ikke sættes i bås. Ole grinede af mit påfund, og han mente, at det var ham, som var grobund til min leg. Og her havde han da ret.

En dag var der en anden fyr, som ville have fat i en pige, som jeg havde udset mig. Vi kom op at skændes om, hvem af os, der ejede hende. Vi kunne ikke drømme om at spørge hende.
Jeg troede nok lidt for meget på min styrke, for jeg sagde, som Ole ville have sagt. "Lad os løse det udenfor". Manden gloede på mig og rystede på hovedet. "Du er velkommen udenfor, men be’ din sidste bøn! ". Jeg nåede lige at fortælle Ole, at jeg skulle ud og afgøre min piges nat, og hvem jeg skulle op imod. Ole blev ligefrem helt bleg i ansigtet. "Du er da ikke rigtig klog, Oscar. Han er blandt Roskildes værste rødder, som ikke kun vil slås, men tvære dig totalt ud". "Kan du ikke gå over og sige, det er en fejltagelse? Giv ham pigen og en bajer, og sig undskyld".

Jeg blev lidt urolig over Oles nervøse snak og gik over til manden. "Jeg vil overhovedet ikke have pigen", sagde han med barsk stemme "Men lad os gå ud og klare det nu". Han rejste sig, og jeg har aldrig haft det værre. Da døren var lukket bag os, og jeg kunne mærke den friske luft i næseborene, så fik jeg det skidt. Manden ville slet ikke snakke men begyndte straks at slå løs på mig. Døren gik op, og Ole kom ud. Han brølede, at vi skulle stoppe, men det agtede min modstander bare ikke.

Så overtog Ole min plads, og jeg var pludselig tilskuer til et opgør, jeg aldrig glemmer. Ole blev totalt vild og rå. Han slog om sig og ramte manden i ansigtet flere gange, blodet fra hans næse løb kraftigt. Ole fortsatte med at gennembanke ham, som faldt ned på jorden og blev sparket mellem benene og i ansigtet. Selvom manden lå helt stille, så fortsatte Ole med at sparke. Jeg havde det rigtig dårligt efter denne opvisning.

Ole kaldte på mig, "Så går vi ind," sagde han og dirrede af raseri. "Det er sidste gang, at jeg redder dig fra dumheder". Ole gik ind på toilettet og vaskede alt blodet af sig. Hans ellers så hvide skjorte var mere rød og blodig, men nu var den mest våd. Vi kunne høre en ambulance komme og var klar over, at MIN voldsmand nu skulle på operationsbordet. Jeg betalte for resten for vores øl den aften, og en ny skjorte købte jeg da også til min redningsmand, Ole. At jeg har lært meget af Ole, erkender jeg klart, og det gjorde meget ondt, da jeg senere læste, at han var død. Han var under de 30 år.

Far var vist ikke ligefrem lykkelig over min tilbagekomst. Jeg var tit samtaleemne ved spisebordet, og vi kunne godt råbe lidt højt alle sammen. Mor havde et fast job med at tage imod telefonbeskeder fra de mange piger, som ringede til mig. Det med at skrive navne ned, og især de rigtige, var ikke altid let, fandt jeg ud af. Men en dag gik det da også galt. Mor have taget telefonen og skrevet pigens navn ned på FARS kalender.  Hun glemte alt om det, og da far skulle til møde om et nyt arbejde, så tog han selvfølgelig sin kalender med sig.

Dagen efter, hvor vi sad og indtog aftensmaden, kom der store ord fra Far. Hans kollegaer havde set i hans kalender, og han måtte høre ikke så lidt om sit stævnemøde med denne pige.  De havde drillet ham og spurgt, om nu hans kone kendte til hans udsving, og hvad de nu kunne finde på at sige.  Far fandt derfor et regnehæfte frem og lagde det foran mor. ”Her kan du skrive knægtens kvindfolk ned, lige så møj du vil, men brug aldrig min kalender mere”. Inderst inde tror jeg nu nok, at far var lidt stolt over episoden, for hans knejt var jo én, pigerne ku' li'. 

Når der kom piger på mit værelse, så var det da også tit far, der kom op med en kop kaffe eller en øl, for lige at se hende an.  Jo, far kunne godt finde på at give hende gode råd og ligefrem virke moderne. Mor var derimod ikke meget for, at vi rodede i sengen, for det var jo hende, som skulle vaske lagen og dynebetræk.

Gurli kom tit på Fjordvilla, hvor der var jazzklub, og derfor så smuttede jeg derned for at se, om det var noget for mig, men jeg gad nu ikke stå og trippe på samme sted. Jeg var jo god til at danse, og derfor fandt jeg hurtigt hjem på mine stamhuse. Gurli havde jo en fyr og ville gerne være sammen med ham. Men hun skulle være hjemme klokken 22.00. Far passede godt på sin pige. Men tit, når jeg kom hjem, så sad Gurli på en sten og ventede på mig. Hun havde ingen nøgle, og jeg var hendes redningsmand. Kun én gang kom jeg ikke hjem, hvor Stakkels Gurli fik en skideballe af far, som hun aldrig glemte.

Fra Hedehus-kroen fik jeg igen en tid, der var rigtig skæg. Hedehus-banden, der bestod af nogle lidt grove mænd eller store drenge, var vilde med at komme til København og lave rav i de forskellige værtshuse. Men de manglede nogen, der kunne køre dem ind til byen. Jeg tilbød dem at køre i min bil, og vi kunne sagtens være 5 i bilen, når vi pressede os sammen. En anden fyr havde et folkevognsrugbrød, hvor der kunne være mindst 10 bagi. Så kørte vi ind til byen og invaderede de forskellige værtshuse.

Jeg var jo chauffør og fik betalt alle udgifter plus alt, hvad jeg kunne drikke. Jeg bestemte også, hvornår vi skulle hjem igen. Da jeg bestemt ikke havde noget imod at få morgenkaffen i Nyhavn, så var det gerne der, vi afsluttede vores ture. Mange af mine gutter fik gerne for meget at drikke, og enten så faldt de i søvn, eller de brækkede sig, og jeg sørgede så for, at der blev gjort rent efter dem. Bulder Kjeld var så glad for disse ture, at han gav mig en hundredkrone-seddel ekstra. Bulder Kjeld endte sine dage ganske få måneder efter en af vore ture. Han druknede, måske var der nogen, der ville af med ham og som smed ham i fjorden. Svømme kunne han ikke, og fjender havde han masser af.

Jeg sov tit nede hos Flemming, som havde en søster, der var varm på mig. Lykke, som hun hed, var alle tiders, men jeg måtte vælge mellem hende og Flemming, og det blev altså ham, der trak det længste strå. En aften, hvor Flemming og jeg var på værtshus, sad der 2 temmelig tykke piger og hyggede sig med et par øl. Vi spillede som altid billard, og da vi ikke gad det mere, så satte vi os ved et ledigt bord tæt ved dem. Flemming var snakkesalig, og jeg fornemmede, at han var ude efter den ene af pigerne.

Jeg ville da ikke ødelægge hans muligheder, og derfor så kikkede jeg efter den anden pige. Hun var sandelig vældig tyk, ja ligefrem væmmelig fedladen. Men da Flemming nu engang gerne ville have pige på, så skulle jeg vel ikke ødelægge noget. Vi blev enige om at følge pigerne hjem og sagde farvel. Hende, jeg tog med, boede tæt ved Hestetorvet oppe på 1ste sal over Promenaden. Da vi kom derop, så sad der en ældre mand og drak en øl. Et andet par var der også, men de fandt et ledigt værelse, hvor de forskansede sig. Den ældre mand havde intet imod, at jeg sov der, ”men nu ikke noget med det frække”, sagde han med store ord. "Nej da, det kunne jeg da ikke finde på".

Vi gik så i seng, og der var faktisk ikke plads til mig. Pigen fyldte hele sengen, og jeg havde kun kanten at holde mig til. Aldrig har jeg været med til så uhyggelig sex. Hun havde jo et hul så stort, at en arm sagtens kunne komme op. Og så lå hun og pruttede hele natten. Jeg kunne slet ikke få lyster og blev mere og mere ædru. Og jeg kunne ikke komme ud, for yderdøren var låst.

Da klokken var 05.30 næste morgen, skulle manden på arbejde, og jeg smuttede med ud ad døren. Jeg aftalte med pigen, at jeg skulle komme til middag, men det var tomme ord fra mig. Jeg ringede til Flemming, og han kunne fortælle mig, at han var taget hjem til sig selv, for han skulle bestemt ikke nyde noget med en hvalros.

Jeg blev forlovet og havde stadig flere gutter, som jeg gik i byen sammen med, ind i mellem. Min erobring var alle tiders pige. Irmapigen, som hun blev kaldt, var enebarn og fodret godt op. Endnu havde hun lidt hvalpefedt, men med motion var formerne ved at ligne et godt skår. Hendes far var arbejdsmand og lidt svag, og moderen var meget jordnær. Hun syntes, at jeg lige var manden til hendes datter. Irmapigen havde i lang tid samlet ind til vores fælles fremtid, og det meste af hendes værelse var fyldt op med hårde og bløde hvidevarer. Hun havde ikke så lidt af duge, betræk, håndklæder og tallerkner, kopper og underkopper i samme stel, og jeg skal komme efter dig. Vi havde det faktisk rigtig godt sammen. Birthe, som hun hed, var 18 år og havde erhvervet sig en grå Scooter. Allerede den første dag, hun fik den 2-hjulede, havde hendes far prøvet den, og han væltede i et sving og gav den lidt skrammer.

Jeg var jo slet ikke moden til at have en fast pige, og faktisk så forsøgte jeg at sige det til Birthe, men hun mente, jeg blot skulle slappe lidt af og lade tiden medvirke til, at vi lærte hinanden bedre at kende. Hun var stolt over mig, og jeg fattede det ikke. 

I Kongens klær.

Jeg havde været på session og fik senere besked om at møde op i Slagelse 4. regiment. Min soldatertid vil jeg helst glemme, og dog. Det var der, at jeg groede op og blev voksen. Den første dag, hvor jeg startede det nye liv, gik det galt. Jeg nåede kun til stationen i Slagelse, hvorefter turen gik til det nærmeste værtshus.

Man siger pænt farvel til sit privatliv, og det med manér. Stiv af syre mødte jeg op og fik udleveret min udrustning. Men da vi stod til parade, så havde jeg nok sagt noget, der ikke passede dem med vinkler på ærmerne, for de begyndte at sætte mig på plads. Pludselig faldt jeg sammen, og senere fik jeg at høre, at 4 mænd havde båret mig op i seng. Jeg lå og gloede op til øverste køje. De næste uger måtte vi ikke komme hjem, og det blev kun til små ture i byen. Ingen ville kendes ved os, for vi lugtede, ja ligefrem stank af mølkugler. Og alle råbte selvfølgelig Rekrut-møl til os.

Jeg fandt dog ud af, at det gjaldt om, ikke at gøre sig bemærket, og så var jeg bare et nummer 504 467. Jeg fik kørekort til stor vogn, og en Dodge blev stillet til min rådighed. Under øvelser ude på terrænet, var det værste, jeg vidste, at sløre bilen. Lige så snart jeg havde sløret dyret, så skulle jeg køre igen. Det var virkelig surt.

Birthe var stadig i mit liv. Hun sendte mange breve til mig, og hver gang var der en femkrone-seddel i. Havde jeg orlov, så kom Birthe ned efter mig, og hun kørte mig til kasernen igen søndag eftermiddag.

Jeg var blevet taget til sergentskolen. Det var bestemt ikke, fordi jeg var egnet, nej, det var aldeles kun for at knække mig. Nogle måneder ville jeg blive kørt i stramme tøjler for så senere at komme tilbage på holdet igen. Jeg ville bare ikke derop, så derfor gik jeg ud til sergent Elund Jensen og sagde til ham, at jeg ville slå han ned. Han skulle melde mig, og jeg kunne så fritages for den barske skole. At det var en lidt dum og naiv måde at undgå skolen på, tænkte jeg slet ikke over.

Sergenten fattede ikke, at jeg ville ødelægge mit soldaterpapir med den slags. Men da jeg ramte ham hårdt på hagen, så blev jeg anholdt. Af 2 bevæbnede vagter blev jeg ført til spjældet, hvor 5 dage uden håndtag til friheden var i sigte. Men jeg slap for at komme på skolen. Jeg fik smuglet smøger ind af 68, som kastede dem gennem vinduet, og faktisk havde jeg nogle dejlige dage, mens de andre var på stroppetur. Inden rekruttiden var slut, blev flere af os udpeget til at være gardere.

Man manglede et helt hold oppe i Sandholmlejren, og vi blev kørt op, hvor man ellers kun kommer, når man selv beder om det. Det blev hårdt for mig. Jeg passede bare ikke ind hos disse krigsliderlige, tanketomme bønder. For resten så blev jeg lidt mærkelig, en dag hvor jeg lige skulle over på soldaterhjemmet. Hvem sad der og gloede ud af vinduet? SNOTBENT - min gamle sidekammerat fra skolen i Hørning. Bent var blevet ret lang i det. Han lignede sig selv, og jeg var sikker på at kunne se noget snot på vej ud af næsen og ned på hagen. Jeg fik en sludder med ham og sagde "Bent" til ham, - ikke "Snotbent", og jeg kunne se, at han blev glad. Måske havde han stadig sit øgenavn.

Jeg forsøgte at undgå at løbe morgenturene, og det gik godt i lang tid, men en dag så opdagede min Kaptajn Honnes De Lichstenberg det. Han løb nemlig lige så godt baglæns som forlæns. Jeg ventede bag en busk på, at de skulle komme tilbage, som altid, men de kom bare ikke. Slukøret måtte jeg så gå ind og melde, at jeg havde fået ondt i benet og ikke havde fulgt med. Vi fik en stroppetur, og jeg fik skylden. Ikke nok med det - efter løbet skulle vi grave et skyttehul, liggende. Og da der var frost i jorden, så var der ingen, der kunne komme langt nok ned. Da vi fik fri, så var det deres tur til at afreagere på mig. Jeg var bestemt ikke meget værd.

En anden gang, hvor vi var på natløb i kolonne, så gik det helt galt. Jeg skulle holde kontakten med ham, der løb foran mig, men han løb utrolig hurtigt, og inden jeg vidste det, så var han helt væk. Jeg kom til et sted, hvor stien delte sig, og så valgte jeg at løbe til venstre. Det var bare ikke det rigtige valg. Pludselig så jeg en masse soldater, der var stoppet op for at hvile. Men de stod altså bare på den anden side af en stor vandrig å. Alle de, der kom efter mig, havde samme problem som jeg. Vi kunne høre vores befalingsmand sige, at vi skulle stille hos ham NU. Dette betød at vi skulle over åen. Der var så meget vand og så dybt, at vi måtte ligefrem svømme. Drivvåde stod vi ret, og der blev en fnisen, og mange var rasende. - Jeg var synderen. Hvad nu…..? - Befalingsmanden var bare ikke så ringe endda. Han sagde så, "Ja, nu skal vi så over på den anden side af åen, og det er jo ikke noget, der rører jer, for I kan ikke blive mere våde".

Nattens begivenhed blev glemt, og ingen havde i sinde at "behandle" mig. Når vi så havde fri, så var der ikke så meget at lave, og bare sidde og glo var ikke sagen. Jeg gik ind til den nærmeste by, hvor der var et tømrerværksted. Jeg gik ind for at høre, om de kunne bruge mig nogle timer. Jeg var ikke den eneste garder, der fik job hos mester. Vi tjente sorte penge og fik da også lønnen efter 14 dage. Men så gik der kludder i det, for mester var ikke på værkstedet den kommende tid. Vi snakkede om, han måske ikke ville betale os, og vi ville så stoppe arbejdet. Vi blev dog ved med at lave de ting, der stod i ordrebogen, men vi fik ingen løn. Senere snakkede vi med andre gardere, og de havde da prøvet det samme. Han levede simpelthen af vores arbejdskraft og dumhed. Så sluttede jeg bijobbet og lavede penge på at ordne støvler og uniformer til vi skulle træde af til weekendfri.

Under en stor øvelse, hvor jeg sad bag i en bil, blev jeg pludselig syg. Jeg faldt ned fra bilen og fik kramper, sagde mine soldaterkammerater. Hurtigt blev jeg kørt på Rigshospitalet og var indlagt i flere måneder. Man havde fundet ud af, at jeg havde epilepsi, og jeg fik en masse prøver. Denne såkaldte sygdom skulle blive min følgesvend i mere end 40 år. Man fandt ud af, at jeg skulle indtage Diffidan morgen og aften, hver dag, - ganske uvidende om den virkelige årsag til denne dom, opdagede jeg først mange år senere.

Nummer 26 var en stor, meget stor tømrer, og han var doven, - for doven, mente jeg, for når vi skulle til mønstring, og hans arbejde ikke var godt nok, så blev vi holdt tilbage 1 time. Jeg sagde til ham at, det ville vi ikke finde os i. Nummer 26 ville bare ikke finde sig i at blive sat på plads af mig, så da vi stod til parade, så jokkede han meget resolut på mine ellers så flotte, spyt-gejlede støvler.

Jeg blev rasende og var helt klar over, at jeg ikke ville komme hjem de første 2 timer, efter vi var trådt af. Jeg svingede min venstre hånd så hurtigt mod hans hage, at han var lige ved at falde om. Det gjorde ondt i hånden, men jeg fik hævn. Jeg fik 2 timer til at vise mine nye støvler, men det havde slet ingen betydning, for da vi var trådt af, så kom 26 ind på min stue, og jeg fik så mange tæv, jeg aldrig har fået før.

Han blev ved og ved med at slå. Og først da jeg lå helt stille, fik de andre ham til at stoppe sit rasende angreb. Jeg kom slet ikke hjem den weekend men lå og slikkede mine sår til vi startede mandag morgen. Jeg var nu i søgelyset hos samtlige overordnede, og en dag, da vi lige havde haft en korporal til eksercits, så trådte vi af til pause. Korporalen kaldte mig tilbage, jeg havde ikke hilst på ham, da jeg gik forbi ham. Desværre sagde jeg højt nok, så han kunne høre det. "Spar mig, Vorherre bevares." Jeg fik en skideballe og gik så til pause. Mens jeg sad og spiste et ½ franskbrød med ost, så kom der 2 soldater med gevær samt en befalingsmand. Jeg blev anholdt og ført til afhøring. Denne gang var det Kaptajn Hones de Lichstensberg, der ville have mig i 2.-grads forhør.

Jeg nægtede at have modsat mig befalingsmandens ordre. Efter 2 timer med 4 mand, der ustandselig bombarderede mig med spørgsmål, var jeg bare ikke knækket. Men så kørte de rundt med mig. Jeg blev lovet en disciplinærstraf, hvis jeg erkendte det, og så ville alle være glade. Jeg havde tisset i bukserne og var kørt helt ud i tovene, derfor så erkendte jeg min fejl. Alle forlod mig, og der gik kun ½ time, før en bil stoppede uden for døren. Under stor bevågenhed blev jeg ført ud og låst inde i bilen sammen med 2 bevæbnede soldater. Jeg blev kørt til kastellet og fik 8 dage i enecelle.

Det var forår, og jeg så bøgen springe ud fra et meget lille vindue, og jeg skulle endda stå på min seng for at kunne nyde synet af den verden, der ikke tilhørte mig de næste dage. Der var en seng, som blev slået op om dagen og en skrøbelig stol ved et lille bord, som jeg kunne bruge, men jeg valgte at lægge mig ned på gulvet og sove. Gulvbrædderne blev talt på de mest mærkværdige måder. Jeg anede ikke, hvad klokken var, og hvis jeg snakkede eller sang, så kom de med hunden og skreg om ro. Jamen fængselsstraf er faktisk rigtig barsk. Jeg håber aldrig, at jeg skal prøve det mere. Friheden kom, og jeg skulle på vagt på Amalienborg samme dag.

Derfor så havde jeg ikke nået at pudse mine sko, der ellers skulle være spyt-gejlede. Min sabel lignede noget klamt gult blik, og jeg fik da også min første advarsel, af kommandøren. Jeg forklarede ham så, at jeg ikke havde haft tid til at ordne mit udstyr, da man havde holdt mig indelåst. Om han forstod mig, aner jeg ikke, men jeg så farlig ud, da jeg stod og passede på Vores kongefamilie. Det var første gang, jeg var på vagt der, så jeg var slet ikke klar over, hvad det egentlig indebar. Vi måtte ikke sove på vagten, og jeg ville bare sove. Dette foregik så siddende, og selvfølgelig fik jeg igen et anfald.

En dag, hvor jeg havde vagt, så jeg ikke, at vores dronning Ingrid kom kørende ud fra slottet. Alle de andre hilste på hende, men jeg havde travlt med at se efter piger. Jeg havde slet ikke noget imod at blive fotograferet med skønheder, og så kom Ingrid altså bare forbi. Da jeg var fri fra vagten, blev jeg kaldt ind til Kaptajnen. "De har ikke hilst på Dronningen, da hun kørte forbi, Hvorfor?" brølede han. "Ikke forstået", svarede jeg som altid. Han gentog, og jeg sagde så, at jeg ikke havde set hende. "De skal stille til vagt i weekenden, der ellers er deres fridag. Det er straffen, forstået?", - "Ikke forstået", svarede jeg, og det endte med, at jeg forstod. - Ingrid havde simpelthen knaldet mig. Hvorfor kørte hun da også bil?

En eftermiddag, hvor jeg havde vagten på Amalienborg, kom der en fuld mand forbi mig. Han var noget lallende og i godt humør. Han ragede i sine lommer, og jeg fulgte hans problemer. Han syntes, at jeg var en flot fyr og ville give mig en daler. Så kunne jeg købe mig en øl, når jeg fik fri. Jeg så ham stå og fumle med daleren og sagde så, at han bare skulle lægge den inde i huset. Jeg ville så hurtigt få fat i den. Det gik bare ikke, som jeg håbede, for da han slap daleren, så trillede den ned på stenene. Manden gik, og jeg stod nu med et stort problem. Daleren lå og skinnede, og jeg kunne se for mig, at andre fandt den. Det skulle bare ikke ske, og derfor så lavede jeg et hurtigt buk. Holdt på geværet og bjørnen, og jeg fik daleren i hånden. Jeg kikkede mig omkring, og der var ingen, som opdagede min handling.

Da jeg havde vagten på Fredensborg, var det under skønne forhold. Pigerne i byen var nemme at komme tæt på, og selv vagterne var slet ikke så slemme som på Amalienborg.

En aften, hvor det ruskede og regnede, som var det efterår, da blev vi, der ellers havde frivagt, kaldt ud. En vagt havde affyret et skud, og vi skulle ud og lede efter en såret eller måske død mand. Vi ledte og ledte, men der var bare ingen hverken sårede eller døde. Det viste sig næste dag, at vagten var blevet bange for noget, der rørte sig i Marmorhaven. Han troede, at det var et menneske. Det var heldigvis en statue, han havde ramt. Man fandt små stykker fra statuen, som var spredt ud på jorden. Den stakkels vagt kom ind og sidde nogle dage, og vi andre kunne more os over situationen. Men det var faktisk rigtig uhyggeligt at gå mellem disse statuer, især når det blæste og tudede i vinden.

En eftermiddag, hvor jeg gik vagt ved haven, så hørte jeg noget musik. Jeg kikkede ind af vinduerne og så, at vores konge, Frederik den IX, sad og spillede på sit flygel. Jeg stillede mig op og lyttede. Efter en lille pause blev vinduet mørkt, for Frederik stod i det. Han sagde så, "Står de og lytter Garder?" Han smilede og spurgte så, "Lyder det godt?" Jeg svarede, "Jo, det er da rimelig godt". Han kikkede på mig og spurgte, om jeg ville have et glas vin. "Jo tak, det ville jeg da meget gerne". Vi drak begge et glas, og han mente så, at tiden var inde til, at jeg gik en runde. Vinduet blev lukket, og jeg fandt rytmen igen. Kongen var en fin fyr. Nå ja, det var hans bror nu også.

Prins Knud boede i Sorgenfri, og en varm sommerdag stod jeg vagt for ham. Jeg havde den store bjørn på og svedte som et ondt år. Pludselig kom hans forfærdelig grimme søn Ingolf ud fra slottet i sin Taunus 17M. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en hest, ja, det var jo et hesteansigt, der sad på halsen af Ingolf. Han fræsede flere gange om rundkørslen, og det støvede som bare pokker. Min uniform blev hvid af støv. Knud havde set episoden, og han kom hen til vinduet og gav Ingolf en ordentlig skideballe. Til mig sagde Knud "undskyld", og han ville sende en kasse øl til os vagter. Da jeg kom fra vagten, sørgede de andre vagter for, at min uniform blev ren, og alle var glade for de par øl, der blev til hver.

Jeg var også blandt dem, som skulle passe på de kongelige i Gråsten slot. Det bedste ved at være der, var så afgjort maden. En ganske sød og hyggelig sønderjyde-madmor lavede den bedste mad i landet. Det var sommer, og der var kongeligt besøg. Den græske kronprins Konstantin havde vist planer med en af pigerne. Det virkede, som om han var lun på Benedikte. Han så nu slet ikke ud som en prins, faktisk så lignede han en dum bondeknold, der lige var kommet ind med 4-toget. Han havde en kasket på, der sad helt forkert.

Kong Frederik var altid i godt humør, og han var tit i sommertøj. Altså korte bukser og bar overkrop. At han var tatoveret, var let at se, og det var særlig forkert at se, når Dronning Ingrid også var der, for hun var klædt i fint tøj.

Margrethe havde tydeligt nok magten over de to andre piger, og hun sørgede for, at de ikke dummede sig. En dag, da de skulle ud og køre, så sad de på bagsædet, og Annemarie råbte og grinede, mens hun jagede begge ben ud ad vinduet. Hun var smaddersød at snakke med. Jeg havde meget sværere ved at få kontakt med hofpigerne eller selskabsdamerne, som de også kaldte sig. De var så snobbede, så snobbede. Jeg fatter stadig ikke, at det blev Konstantin, der fik den dejlige prinsesse, for det var jo Annemarie, der blev hans udvalgte.

Min tid som soldat sluttede flere dage efter, at alle andre var rejst hjem, og min soldaterbog blev så ringe, at jeg ikke kunne bruge den. Det ringeste man kunne få var 5.e, og jeg fik 4.e. Årsagen til dette ene point var, at ingen anede, hvor jeg var, og ingen kendte mig, før jeg sagde farvel. I min soldaterbog havde sergenten, som jeg kom til at slå ned, skrevet " 67, du er en dårlig soldat, meget dårlig, men du er et godt menneske". - Det varmede mig.

Flemming havde også været inde og springe, og han var i marinen. Vi kom igen sammen, og nu skulle hverdagen igen begynde, troede vi da.