Forstanderindedatter

Mor sidder ude foran sit kontor på plejehjemmet, der endnu ikke er beboet.

Et plejehjem kommer til Verden

Mor er forstanderinde på et splinternyt plejehjem, - så nyt, at det endnu ikke er helt bygget færdigt, så der er nok at se til. Efter nytår slår plejehjemmet nemlig dørene op for 40 nye beboere, og så skal alt være klappet og klart. Vi skal også snart flytte ind i vores nye hjem, der ligger lige overfor plejehjemmet. I mellemtiden bor vi hos moster Inger og onkel Ib i Veddelev. Min kusine Maria er blevet en stor pige på 5 år, og fætter Peter er lige fyldt 1 år. Jeg er lige startet i Himmelev skole, og hver morgen stiller jeg mig ud for vejen, hvor flere andre børn også skal med. I bussen møder jeg flere af mine klassekammerater, for de bor nemlig også i Veddelev. Hver eftermiddag, når jeg kommer hjem fra skole, sidder jeg og sveder over regnestykkerne. Flere af mine kammerater kommer og spørger, om jeg vil ud og lege i det gode vejr, men jeg har ikke tid, jeg skal have lavet ikke mindre end 90 regneopgaver, og jeg fatter ikke en lyd, for jeg har jo kun haft matematik.

Det er frikvarter og rigtig varmt, og jeg går hen for at sætte mig på en afsats ved muren, hvor der er lidt skygge. Jeg har min nye gule buksedragt på, og lige som jeg sætter mig ned, føler jeg en jagende smerte, der  borer sig som en nål lige ind i låret, - Av, hvor gør det ondt, jeg er ganske enkelt blevet stukket af en bi. Nina har set det hele og kommer hen til mig. Hun følger  mig ind på lærerværelset, hvor vi går lige over til Frøken Buch, som er vores klasselærerinde. Vi fortæller, hvad der er sket, og hun dupper stikket med salmiakspiritus og kommer et plaster ovenpå. Om aftenen kommer mor "hjem" til Veddelev og ser på mit bistik, og hun tager sig til hovedet, da jeg fortæller, at jeg har fået salmiakspiritus på stikket. Derefter tager hun plasteret af, og en stor vabel kommer til syne.

I værelset ved siden af stuen er der redt op til mor og mig. Og det er herinde, at vi sover om natten. Men jeg har altså svært ved at falde i søvn. Om dagen, da har jeg det lidt ligesom om vi er på ferie hos Inger og Ib, og efter ferien skal vi jo hjem til Risskov igen, tilbage til skolen og mine klassekammerater, familien Nysten og til mit store og lyse værelse med masser af dukker, bamser og trolde og mit dejlige dukkehus. Men her, mens jeg ligger i mørket, så sniger savnet sig ind og det vokser sig kæmpestort, at jeg ALDRIG kommer hjem til Risskov igen. Jeg ser aldrig mine katte mere, vores hvide hus og vores dejlige have, hvor jeg har leget hele min barndom. Jeg har ikke grædt i over en måned, men det er altså ikke fordi jeg er glad, for jeg savner alle de mennesker og hele den verden, jeg var en del af. 

Rundvisning på plejehjemmet

Arkitekten tilbyder mor en rundvisning  på plejehjemmet, og mor spørger mig, om jeg kunne tænke mig at komme med, og det vil jeg da gerne.

Vi kommer ind ad hoveddøren til afdeling A, og arkitekten fører os ned ad gangen med 10 mørkegrønne døre til højre og en hvid mur til venstre. Han åbner en af dørene, og viser os ind i en beboerstue. Først kommer vi ind i en lille gang med et lille toilet inde til venstre bag en mørkegrøn skydedør, og lige frem ligger så stuen, hvor beboeren skal sove og opholde sig. Fra vinduet er der udsigt til vejen, branddammen og vores bolig, vi ser et par stuer mere, og mellem 2 af dem er der ingen skillevæg, "det er en dobbeltstue for ægtepar", fortæller arkitekten ivrigt. 
Gangen er opdelt af en midtersektion, eller nærmere 2 i forlængelse af hinanden. "Der er altså noget ganske særligt, som I skal se", siger arkitekten og viser os ind i den ene sektion.. Lige indenfor i et flisebelagt rum får jeg øje på et kæmpestort badekar, der når mig helt op til skuldrene, og der er også en loftlift, "så ekstrastore beboere også har mulighed for at komme i karbad", siger arkitekten. 
 
På den anden side af midtersektionerne fortsætter beboerstuerne, og den eneste forskel er vinduesudsigten, der vender ud mod afdeling B med en græsplæne og et par blomsterbede imellem og personalestuen i hjørnet.
 
Vi går over mod afdeling B , og på vejen kommer vi forbi mors kontor og sekretærens kontor til højre. Til venstre ligger den store stue med spise sektion og dagligstue sektion og en foldedør imellem.
Vi er nu kommet ud i det store køkken, og herfra kan vi jo se over til os ! Her er der fyldt med store stegepander og røremaskiner, hvor piskeris og dejkroge er på størrelse med min underarm, hold da op, hvor er det flot - og stort ! Langs hele den ene væg er der kæmpestore skåle og fade. Fra køkkenet fører en lille gang ud til køkkenpigernes frokostlokale, her er der også en elevator og en trappe ned til kælderen. Efter en tur i kælderen tager vi bagdøren ind i terapien, der er et stort aflangt lokale med reoler langs den ene lange væg og vinduer langs den anden. Fra den anden ende af lokalet går vi ud på gangen og ind til venstre, hvor fysioterapien ligger med gangbarer og ribber, og så er vi tilbage ved mors kontor, og nu mangler vi kun afdeling B. Der er ikke den store forskel på afdeling A og afdeling B, bortset fra, at hovedindgangen faktisk ligger op til afdeling B. Og nu er vores rundvisning slut.

Nina har en livlig fantasi, og en morgen fortæller hun mig, at der er vokset en kæmpestor hugtand ud fra min mund i løbet af natten, og den når snart helt ned til halsen. Jeg farer ud på badeværelset for at se mig i spejlet, for jeg vil alligevel sikre mig, at det ikke er rigtigt, - pyha, det er det selvfølgelig ikke, så nu kan jeg roligt gå tilbage. Nina griner, "troede du virkelig på det ?" 

Vi er også en dag inde for at besøge Ninas morfar. Han bor på det gamle alderdomshjem i Himmelev Bygade. Nina præsenterer mig  som forstanderindens datter " - på det plejehjem, hvor du skal flytte hen morfar, ja, der hvor I allesammen skal flytte hen efter nytår". Se, det anede jeg jo ikke, men hvorfra ved Nina det ? - det burde jeg da være den første til at vide.

Vi flytter i vores nye hus

Vi flytter ind i vores nye hus, der ligger lige overfor plejehjemmet. Fra den lille entre, kommer vi ind i en lang gang, med en masse værelser og et hyggeligt spisekøkken.

Mor havde jo lovet mig en boxerhund, inden vi flyttede, og nu er tiden inde til, at vi skal have vores hund. Mor og jeg kører altså af sted til kennelen i vores lille Morris Mascot, og straks vi bliver vist ind i hundekennelen er der en sød lille hvalp, der bliver ved med at springe op af os. Det er som om den vil sige ”Så tag mig dog ”, og det gør vi så. Hunden, der er en hunhund, har fået navnet Sally, men det navn bryder mor sig ikke om, for hun kommer altid til at tænke på Lille Sally, der var fra Dublin. Altså får hunden navnet Kiki.

Jeg er ikke særlig glad for at gå i skole, og især regning er ikke min stærke side. Jeg sidder bagest i klassen og deler bord med Nina, og jeg har næsen helt nede i kladdehæftet i håb om, at fru Beyerholm ikke vil høre mig i regning. Jeg føler mig temmelig dum, fordi jeg ikke kan regne. En dag er jeg så ked af det, så jeg begynder at hive efter vejret. Fru Beyerholm hører det, og spørger undrende, hvad der er galt, og jeg undskylder med, at jeg ikke kan få vejret. Hun bliver bekymret for mig og siger ud til klassen, at de endelig må være opmærksomme på, hvis det skulle ske en anden gang.