Overskrift

sådan er vores udsigt fra vores hotel. 1 times sol om dagen og havlarm om natten.

Tirsdag den 15/1 2013

Vi stod op klokken 04.20 og gik straks igang med morgenmaden. De smurte madder kom på bordet, og samtidigt iførte vi os vores rejsetøj. Henriette tog ikke sine øjne på (kontaktlinser), men hun ser også godt ud i mørke. Udenfor var der sne, meget sne, og vi var hurtige om at tage overtøj på og så af sted. Lysene blev slukket, og jeg tog strømmen fra computeren og tv. Jeg låste hoveddøren og glemte at låse bagdøren, - ha ha. Der var ikke så meget sne ved husmuren, men da vi kom ned til garagen, så fik jeg mine betænkeligheder. 6-7 centimeter høj sne trampede vi ned, og gu' ved, om bilen kan komme gennem den?

Jeg startede Aygoen, som kom første gang nøglen blev drejet rundt. Der var slet ingen problemer med at køre gennem sneen. Da vi kom ud på vejen, så opdagede jeg hurtigt, at der var glat. Vi satte farten lidt op og fik hurtigt sat den ned igen. På hovedvejen gik det fint, vi holdt os tilbage og skulle endda stoppe op ved et lyssignal. Nu gled bilen bravt, og jeg havde ellers godt fat i rattet. Så kom vi ud på motorvejen, og her gik det langt bedre, end jeg havde regnet med. Der var mange biler, som overhalede os, men jeg hoppede ikke med på vognen. På ringvejen, der skiller mod lufthavnen, lå der en bil i grøften. Han blinkede med lys, men der var ingen at se. Vi kom snart til lufthavnen og kørte ned af den første sidevej, og jeg fik lokket Henriette til at tage med hele turen ud til parkeringspladsen, for hvis jeg nu sad fast, så kunne hun jo hjælpe mig med et skub. Hun gik med til det. Der var bare ingen problemer med at komme ind på pladsen, og jeg kørte helt ned for enden. Der var en plads, tæt på, hvor vi plejer at sætte bilen, og så tog vi ellers regntøjet på. Det var i stedet for de tykke frakker. Jeg låste naturligvis bildørene med et klik og vi sagde ”Farvel du dejlige gode aygo”. Det var koldt at gå ind til terminal 2, men da vi var 2, så gik snakken bare derudaf. I terminal 3 fandt vi selvbetjenings- maskinen, og det tog ikke Henriette ret lang tid, inden hun stod med vore boardingpas. Hun kan bare det med at få spyttet noget ud af denne maskine. Vi nedlagde regntøjet i kufferten, og jeg glemte, at mine nøgler var i regnfrakken. Vi kom af med kufferten, og så var det bare om at finde A12. Der var en times tid til vi skulle lette, så derfor gik vi små ture frem og tilbage. Vi fik tisset A og B flere gange, og der stod stadig mange rejselystne gæster, som ventede på at komme ombord. Lidt forsinket blev der så kaldt ud til boarding. Vi var blandt de sidste, men det betød nu ikke så meget, for vi skal ikke bruge plads til vores overtøj og andet. En ældre dame sad yderst og hendes mand lige overfor. Jeg tænkte på, at vi kunne have byttet plads med dem, men det blev ved tanken. Jeg satte mig på 16 F og Henriette på 16 E. Vi ventede så på afgang, men der skete ikke noget. Så kom der en forklaring om, at der var problemer med startbanen. Den megen sne var ikke væk. Vi ventede og ventede. Så kom der en ny forklaring på, at vi lige skulle over og afises. Vi var nummer 3, sagde kaptajnen. Der gik endnu masser af tid. Efter 2½ time kom vi så i luften. Vi, eller vores fly blev ren som sne, eller som en barnenumse, og vi forlod Danmarks jorde for de næste 14 dage. Det var lidt sørgeligt at se snedækkede marker, men snart var i så højt oppe, at solen skinnede på vores gæster og ikke os. Jeg skal nu nok få den sol til at ramme mig, skal jeg. Vi fik lidt at spise og kaffe til. Det var dyrt, men Henriette brugte euro, så det går nok. Vi var sultne, og har det nu som blommen i et æg. Henriette løser sudokuer så hun er helt blå i hele knolden. Jeg slog en rekord og overlod hende så tabletten. Det er da utroligt, som damen bruger armene, jeg tror, at hun har været med i en fægtekamp. Der er for resten god plads til bentøjet, så nu er det bare armene, der ikke kan røre sig så meget. Vi har været ude på do en enkelt gang, og dette betyder, at vi kan holde os, til vi lander. Jeg har ikke oplevet mere i dag, men det skal nok ske, når vi mærker moder jord, på øen Tenerife. Jeg tager mig en lur.

Vi gik en tur, for Henriette ville gerne have en velkomstøl. Der, hvor vi tidligere havde nydt både øl og mad, havde lukket. Der var slet ikke så mange spisesteder eller forretninger mere. Krise hernede har man også. Vi mente så, at Hotel Tenerife Ving havde en sandvits, men det var en vits, for han åbnede først om ½ times tid. Så købte vi da bare 4 øl i det lille supermarkedet og en honningrom. Sidst, men ikke mindst en kage, der så ganske fornuftig ud. Hjem på altanen gik vi, og nu skulle der nydes. Jeg syntes bare, at kagen smagte lidt mærkeligt, men sådan er det jo med udenlandsk kage, tænkte jeg. Henriette fik et ansigt, der sagde mere end øjnene. Puha puha,. hun skulle bestemt ikke have mere kage, sagde hun, efter et kik på posens dato. Der stod nemlig, at den var spiselig til 8/12 2012. Henriette tog så kagen helt frem, og den var fyldt med mug. Det kan da ellers være, at vi begge kunne komme ud på WC og tømme munden for resterne. Vi gurglede og kom af med meget. Desværre så havde jeg spist det meste af min kage, så jeg kan forvente lidt mavebesvær, men ingen skal stoppe mig i at gå i byen igen. Vi fik lige en lur først og fra vores altan kikkede vi så ned på fodbolddrengene, der ivrigt løb efter bolde, og når de lige havde indhentet den, så skød de den af sted igen. Dumt eller?

Turen gik gennem de gamle huses gader og ned mod havnen. Pølsemanden havde gang i salget, men der var bare ingen pølser, der fristede mig. Jeg havde fået i knolden, at tapas sidste gang, var sagen. Vi gik gennem Franco-pladsen, og der var julelys og -stads mange steder. Vi gik op mod vores tapas-restaurant og fandt os en plads til 2 i den hyggelige krog. Her bestilte jeg kanariske kartofler med mojo-dressing til og 2 ”normal” øl. Bordet ved siden af os havde danske gæster, og det var helt mærkeligt at høre dem snakke. Vi nød maden og øllen, selvom jeg havde fået lidt rigelig af den våde vare, betalte og havde faktisk haft en rigtig god aften. Påklædningen var perfekt og langsomt gik vi så hjem til vores hule. Jeg stak nøglekortet i døren, og vores seng kaldte på os. Sex, - nej tak, det orker vi bare ikke, men sove, det magter vi fuldt ud. Klokken var 22, da Henriette slukkede lyset, og jeg skal da ellers lige love for, at jeg fik en drømmende nat, - l a n g og dejlig.

Onsdag den 16/1 2013

Onsdag vågnede jeg, og mørket havde ikke forladt himlen. Det brusede udenfor, og det var altså bølgerne, der slog ind mod stenene. Klokken var 8, da vi lod os lokke ned i spisesalen. Der var rigtig meget at vælge mellem, og vi blev godt mætte. Nu skal henriette ud og løbe. Jeg sikrer mig, at hun kan komme hjem, ved at hun har vores visitkort med. På bagsiden står vores hotelnavn og værelsesnummer. Jeg er da smart, ikke?

Jeg vil så sætte mig udenfor og nyde stilhedens vingesus, eller det er nok vandets brus, der løber ind i øregangene. Jeg vil i dag kikke efter lange bukser, altså i benene, for det er nogle grimme bukser, jeg har med herned. Vi gik først mod Loroparken og beundrede havets ædning af landet. Dybe huller langt ind under husene er resultatet. Det er kun et spørgsmål om tid, inden et eller flere huse forsvinder i havet. Godt at vi ikke bor der. Vi var lige inde og besøge Santa Rita kirken, og derefter fandt vi ud af, hvad prisen for at komme ind i Loroparken er. Det er dyrt, men jeg kan måske komme billigere ind. Jeg er jo en gammel mand. Vi gik så hjem igen, drak en øl og sov en lille lur af os. Derefter gik vi mod byen. Jeg købte ligpinde til Margit og gav ikke mindre end 50 euro for dem. Havde jeg købt udenlandske (amerikanske), var prisen langt billigere. Nå, men Henriette blev tisselysten, og så gik vi på Martianes, hvor vi fandt et toilet i kælderen. Vi gik ned på strandpromenaden igen og fandt lige de skjorter, vi gerne ville have, - en af hver, hawaiskjorter med masser af farver. Så gik turen ellers hjemad og ½ time på vores bænk ved kløften blev det til. Vi nød et glas rom og så på fodboldtræning. Nu kan vi snart melde os som prof. spillere. Vi gør os klar til aftensmaden, som helst skal være wienersnitsler, velbekomme! Vi kikkede efter vores livret, men der var bare ikke nogen, som havde den på menuen. Så på Francopladsen var der bid, - jo, de havde da wienersnitsel som børnemenu. Vi fik os et udendørsbord, og en tjener kom med skriveren. Han var usikker på, om vi kunne få nr. 72, som jo er en ret til børn. Efter en kort stund, så meddelte han at der var ok, vi bestilte så 2 øl. Tjeneren kom tilbage med bestik, og han forklarede, at da det jo var en børnemenu, så kunne vi da ikke købe øl, men måtte vælge vandvognen. Vi grinte af det og han ditto, - jo, vi forstod hinanden. Vi spiste vores favoritmad, som Henriette var meget vild med. Der var banan med ost udenom, noget hun priste i høje toner. Vi kunne ikke spise op men tømte ølglasset. Det blev 30 euro med slæb. Godt mætte forlod vi børnekomsammen og så på unger, der spillede bold. En mindre tur, hvor vi sad en stund og lyttede til en sort sanger. På hjemturen så vi selvfølgelig flere steder, hvor vi kunne få wienersnitsel til voksne. Det har vi skrevet bag ørene. Hjem er vi kommet, og nu skal der soves, for vi er begge trætte af dagens ture. Første hele dag er slut, og en ny dag venter. Vi har ikke planlagt noget, så det bliver spændende, hvad der vil ske i morgen. Godnat onsdag.

Torsdag den 17/1 2013

Torsdag morgen startede med engelsk breakfast, og lige inden det 2 glas multifrugtjuice, dobbelt expressokaffe afsluttede måltidet. Jeg erhvervede mig 2 bananer, som vi gerne vil nyde ude på en bænk i den dejlige by. Da elevatoren ikke kunne bestemme sig for, om den ville åbne døren for os eller ej, så jokkede vi op på 6 etage, og Henriette skrev sine memoirer fra sidste dags hændelser, og jeg foretog mig en lille lur på sengen. Jeg er så nem at tage på sengen, siger Henriette.

Hun er i løbetid, den bette pige, så på med tøjet og ud i naturen, hvor andre trængende løbere fiser rundt om sig selv, og sveder tran. Jeg vil nu nøjes med at se på, det er rigeligt for mig. Havet er stille i dag, og de svømmende elementer er også tavse, og nu venter vi bare på, at solen kommer op og varmer os igennem. Sol, måne og stjerner, så opdagede vi i aftes, at månen er helt forkert. Den ligger ned, da der jo ikke er ret meget måne, så ser det dumt ud, for den ligner en båd, der sejler på himlen. Stjerner har jeg nu ikke set ret meget til, men de er jo også langt væk. Henriette er på trapperne, og hun har lovet at løbe nede ved stranden. Jeg vil filme damen, hvis jeg ser hende. Jo, jeg fik Henriette i kassen, men hun så ikke herop og havde kursen mod fæstningen. Da vi atter var samlet her, så skulle håret tørres, og vi skulle have vandrertøjet på. Jeg ville så gerne gå nede ved stranden, hvor Henriette havde løbet, og det var en hård tur. Havet har renset molen, og det er de skarpe sten glade for, men det er altså svært at gå på så knotne flager. Pariserhjulet, der har stået her julen over, er ved at blive pakket ned, og vi nød udsigten ved fiskerpigen og den gamle fiskerihavn. Da vi kom til strandpromenaden, fandt vi aloe vera, og vi købte 5 styks i alt. For resten, så var de billigere end i de andre forretninger. På hjemturen kom vi forbi en butik med bukser. Jeg blev lidt varm på et par, først så prøvede jeg en L, ........ - den var for lille, så kom Henriette med en XL, men den var også for kort og stram. Jamen, hvorfor ikke prøve en XXL? Jeg kunne lige komme i bukserne og behøvede slet ikke at stramme dem. Da prisen var 10 euro, så købte jeg disse fantastiske bukser. Har jeg virkelig brug for XXL, eller er der fusket med numrene? Vi tog så hjem og fik os middagsluren, der ikke ville finde sig i at bliver overset.

Godt friske i krop og sjæl gik vi op mod busstationen, for måske kunne vi læse, hvornår bussen kører til lufthavnen. Vi fandt stoppestedet, men der var ingen køreplan, så vi må huske at læse på opgaven, senere. Vi gik så op ad stejle gader mod brændeovnene og videre. Da vi kom til de berømte trapper, der har retning mod himmelen, så tog fanden ved mig. Jeg fik sådan en trang til at bestige disse onde trapper. Jeg havde ikke troet, at dette kunne komme i mine tanker, men jeg foreslog, at vi tog turen derop. Henriette gloede, som om jeg havde spist søm. 1 trin ad gangen, og vi kom helt op, uden at mine ben brokkede sig. Faktisk, så havde de det smaddergodt, sagde de da. Vi kikkede ind til den engelske kirke, og den havde som altid lukket. Så fandt vi flere bænke i den store park, og der skrællede Henriette appelsiner, som blev nydt langsomt og svalende. En legesyg hund og herskerinde gav lidt underholdning, og så efter 1 times tid gik vi ned mod Taoroparken. Her fik Henriette gang i sit lille kamera. Der var fut i vandet, og hun brugte al strømmen. Vi kom hjem og satte os ved poolen, men da jeg ikke fandt mig veltilpas sammen med alle disse fede solhungrende deller, så fandt vi hurtigt vores balkon. Solen er ved at nærme sig os, og jeg kikker på fodbolddrenge, der leger med og uden bolde. Der svømmes frem og tilbage i et bassin, og der er en larm fra de kåde brugere. Da solen havde sagt godnat, så iførte jeg mig mine nye bukser, men snoren var forsvundet, altså i bukserne, der, hvis jeg husker rigtigt nummer XXL er også for lille i omkredsen. Jeg tog også skjorte på og så ligefrem flot ud. Vi gik ned for at få en Hamburger og mangosaft. Bøffen var god, men saften var for ung, som Henriette udtrykte det. På vejen hjem fik vi løst vores opgave med bussen til lufthavnen. Turistkontoret lå lige ved havnen, og en hyggelig mand gav os en seddel, hvor tiderne stod. Han mærkede af, hvilke busser vi IKKE skulle tage. Lykkelige, vandrede vi så tilbage til hotellet. Ikke mere pjat i dag blev vi enige om, men Henriette var blevet varm, så lidt sex blev det så til, inden vi faldt i dyb søvn. Vi blev enige om, at det nok var bedst, at vi tager i Loroparken i morgen, for man har varslet regn lørdag. - Godnat.

Fredag den 18/1 2013

Vores morgenmad var perfekt, synes jeg da. 4 bananer havde jeg fået i bukselommen, - mærkeligt ! - men nu de er der, så kan vi jo ligeså godt tage dem med os til Loro-turen. Henriette skal dog først lige løbe sin morgentur, så jeg vil slutte her og lave en sudoku. Vi gør os klar til at udforske Loro. Ved indgangen fik jeg en kold klud i ansigtet, der er da ikke noget, der hedder for gamle mennesker, samme pris uanset alder, altså hvis du ikke ligefrem er Canarier. Det er altså groft, jeg måtte af med 66 euro, og pigen, der modtog pengene var uden følelser. Slip slanterne, eller forlad skuden. Jeg fandt selvfølgelig pengene frem, for Henriette ville så gerne ind i paradiset. Hun er så vild med de store spækhuggere. Vi gik så langsomt rundt i parken og kom hurtigt til delfin-afdelingen. Det var nu et godt show og mange nye ting. Ved spækhuggerne var der stort grineri, når folk så sig selv på den store skærm. Vi kom dog ikke frem, jeg ville ellers have smilet til alle med et stort tandpastagrin. De store dyr kunne få vandet i uro, og folk kunne blive godt våde. Vi fik så lidt spiseligt, som jeg havde svært ved at tygge. Men øllen forsvandt uden problemer. Det var en fin dag med masser af sol. Vi kom hjem og fik os en rom og mere sol på maven og ansigtet. Da solen ikke ville arbejde mere, så gik vi ned i byen. De særlige kartofler ville vi gerne have i dag, så det blev til middag med stærkt krydderi til, - 14 euro og vi blev mætte. Så gik turen hjem igen. Oh, vi opdagede at wifi var muligt i stuetagen. Rigtigt nok, - men den kostede 4 euro i timen. Det ville jeg bare ikke betale, så da vi havde hørt lidt underholdningsmusik, så smuttede vi op på værelset. Her fik vi en stor cognac og så lidt tv. De kunne fortælle, at vi får regn i morgen. Jamen nu går jeg så i seng og sover på en våd dag i morgen. Vi har bare haft en god dag, som ikke kan tages fra os. Godnat!

Lørdag den 19/1 2013

Vi står op til en dag, hvor skyerne dækker for solen, fuldstædigt og fuldstændigt. Det er tykke, tunge skyer, og vi kan belave os på, at de ikke vil forlade øen, frivilligt. Pyt med det, for først skal vi indhalere vores dejlige morgenmad og expressokaffe. Henriette vil have linser, og det betyder, at hun vil smage bønner. Kær ret har mange navne. Jeg tog 4 bananer med op, for vi skal jo have lidt at gumle på ved middagstide. Nu skal jeg bare have sendt pigen ud på løbeturen, så jeg kan hygge mig med tabletten, eller hvad hun nu hedder. Jeg har hilst på naboen, og mere bliver det ikke til. Vi, altså Henriette og jeg, er rigtig blevet renset ud i bagerste ende. Der skulle et mindre stykke arbejde til, før toilettet blev siddeklart igen. Efter løbeturen er det tid til gåturen. Denne gang stiler vi mod vores gamle hotelområde - la Paz. Jeg har beholdt mine lange bukser på, og dette fortrød jeg meget. Solen er så varm og skøn, ja vi har endda mere end 24 grader, så vore kroppe bliver varme og fugtige. Vi gik forbi grøften og ud mod Teidemar, og lige overfor hotellet var jeg inde og kikke på priser på Prince. Hurra, det var samme pris, som jeg gav nede i byen. Jeg havde ellers besluttet mig for at betale, den troede overpris, men det var samme pris. Vi gik så op til kirken, men forblev udenfor, da vi har filmet den indvendigt mange gange. Ved en bænk med udsigt til havet og kirken, sank vi 2 bananer hver, så er der ikke noget at bære på mere. Ved grøften satte vi os i solen og bestilte en lumumba og en sandwits hver. 15 euro, hvilket var dyrt, da det var en tam drink og en tør wits. Ha ho. Vi gik så hjem ad den lange vej ned om vandet. Solen er ikke, hvad den har været, og derfor så hedder det hotellet udendørs. - Kun for en kort bemærkning, da en kølig vind hurtigt får mig indendørs. Vi vil have os en lille lur, og så må vi igen på madmarkedet i aften. Godt, at vi kan forsyne os med rom, inden vi snorker. Det blev kun et grynt eller 2, inden vi stod op igen. Henriette så på billeder og jeg på tv. Vejret så truende ud. Sorte, ja kulsorte skyer, var lige over os, og jeg havde bestemt ikke lyst til at gå i byen, så længe de er over os. Heldigvis kom Henriette på den ide, at vi da kunne kikke ned i kælderen og se, hvad de har at byde på. Vi tissede af og tog elevatoren ned i kælderen. Her forlod vi den trange platform og gik ind til en stor buffet. Med fagter og fingersprog, fik vi anvist et bord som vores. Vi gik så ellers i gang med at øse en tallerken op. Der var bare alt, hvad ganen søgte. Dejlige kartofler, kødboller, ris og så meget, at jeg ikke orker at beskrive det. Men jeg vil nu lige nævne desserten, for den var der rigtig meget godt af. Budding og kræme, søde sager og meget mere. Vi bestilte en hvidvin, - en hel flaske, så kom ikke her og sig, at vi er på vandvognen. Han skrev det ned, og vi skulle så betale, når vi går fra borde. Godt mætte forlod vi det madglade cirkus, og jeg smed en 20 euro på bordet til kassemanden. Han takkede, og vi gik over til elevatoren. Men jeg nåede ikke at gå ind i det lille rum, da kassemanden kaldte på os. Han havde ikke lagt alle tal sammen, og vi skulle altså betale lidt mere, end der stod på regningen. Det blev til 29 euro og ikke 20 euro. Farvel til 10 euro, men det var pengene værd. Vi kunne nu uden skam gå over og tage elevatoren op på 6 sal og gå ind i nummer 9, - altså 609, som er vores helt private værelse endnu i 10 dage. Henriette er gået ind på toilettet og hygge sig. Hvad hun egentlig laver, aner jeg ikke, men hun har været der en rum tid, så det må være spændende. Jeg agter ikke at lave mere i dag og vil slutte af med at sige, at endnu en god dag er ved at rinde ud. Vi har stadig ikke skændtes eller brokket os over hinanden, så det må der altså gøres noget ved, men hvad? Jeg har lagt tæppe på sengene, og vi er klar til at få endnu en god nat, med masser af drømme. Det er altså ikke kun mig som drømmer om alverdens ting og spændende episoder. Vinen har vist sat sine spor i mig, for jeg kan ikke rigtig finde ud af at slutte af. Men så godnat da endnu en gang.

Søndag den 20/1 2013

Efter en nat med halsbrand og lidt fuldesyge, var vi hurtigt på benene. Ned og indtage morgenmaden, og den lignede sig selv. God, sund og velsmagende. Jeg kunne nu godt have tænkt mig et rundstykke, men det kender de ikke her på øen. I dag var der ingen bananer, vi kunne forsyne os med til middagen, men så snuppede jeg 2 appelsiner. Der er blevet lyst udenfor, og så varer det ikke længe, inden Henriettes ben kommer i omdrejninger på højt plan. Hun skal først lige toilettisere og finde rendebukserne frem, men så går det ellers over stok og sten. Bølgerne går højt i dag, og det til trods for, at der ingen vind er. Måske har Henriette sluppet en af hendes berømte vinde?

Hun har lige afleveret en stor portion velbrugte energifremmende ressourcer, og nu er hun blevet lyseslukker og venter på, at maven synker, hvad damen så mener, er sagen uvedkommende. Jeg lader hende overtage denne computer, for jeg har ikke flere bogstaver til rådighed lige nu.

Solen kom frem, og vi gik en strandtur. Herligt, for vi kunne virkelig mærke solen på vore kroppe. Da der var store bølger, så smuttede vi ud på pynten, og så at vandet rigtig gnavede sig ind under husene. Hver gang de store bølger rammer klipperne, så sprøjtede det enormt, og der blev iltet for alle pengene. Hjem og sove lidt, og da stuepigen bankede på, så gik vi da bare igen. Denne gang blev det op ad bjerget, først til kirken, der hedder San Felipe, og som næsten aldrig er åben, heller ikke i dag. Så gik det videre mellem bananmarker og forbi diamanten, som det store hotel hedder. Ned igen, og vores bænk kaldte på os. Uhm, hvor er det sejt at sidde og slikke sol. Fedt mand, og jeg skal flade ud. Da vi havde fået nok af varme, så gik vi hjem på værelset. Ved Hotel Valleluz (Vajelus) så vi, at de har buffet for 5,90 euro. Jamen, hvorfor give 10 euro hver, når vi kan få det til næsten ½ pris. Vi blev enige om at besøge Vajelus, og måske kan vi mindes den gang, vi selv boede på dette hotel. Henriette sudokuserer, så hun er helt rød i kammen. Hun er blevet ret god til denne leg, og måske skal jeg til at tage mig sammen, hvis jeg skal overgå hende. Søndagen er ved at rinde ud, og det har da været en rolig og hyggelig dag. Klokken 18.20 gik vi op til Vajelus, hvor vi skulle ned i kælderen. Der var andre end os, som havde lugtet lunten med den billige mad. Vi fandt os et bord og gik så ellers i gang med at fylde tallerkenerne. Selv kanariske kartofler var der, og rødbeder, ikke som Gurlis. Jeg spiste første portion og opdagede, at der også var suppe. Den skulle jeg da også smage. God ret. Jeg ville have flere kartofler og tog en ekstra runde. Så var der kun desserten tilbage. Budding og is og en banan. Tak for mad. Da jeg ventede på, at Henriette skulle spise færdig, kom tjeneren med et lille glas til alle. Et ”skyl ned mad”, eller hvad det kan hedde. Av, hvor smagte disse drinks godt. Vi betalte 14 euro og 80 cent og gik derfra godt mætte og enige om, at det nok ikke var sidste gang, vi kom der. Vi trasker hjem på hotellet, og her vil resten af aftenen foregå. Vi er godt sløve i betrækket, og da sengen er klar til at erobre, så varer det nok ikke lang tid, inden vi lader os indfange under lagnerne.

Mandag den 21 januar 2013.

Vi stod tidligt op for at gå ned og forsyne os. Der var ingen bananer eller appelsiner, så jeg havde tomme lommer, da vi forlod spisesalen. Vejret er ikke så solrigt endnu, men klap lige hesten, og lad Henriette løbe sin tur, så skal der nok komme gang i skinneriet. Vi gik hjemmefra ca. 10.30 og satte os ved en bænk nede ved det sjove maleri, der ligner noget, man har men ikke taler om. Nogle danskere satte sig til rette ved en bar, og de skal have mad. Vi fortsætter ned mod byen og tager hele turen ad strandpromenaden og op til inderen. Han har stadig den smarte bluse, som Henriette gerne vil have. Hvis hun ikke havde så meget tøj derhjemme, så var den blevet hendes. Men damen er fornuftig. Vi gik hjem og samlede kræfter. En lille lur blev det til, og så hed det ellers stranden. Vejret er fint og solrigt. Jamen vi kan bare ikke få det bedre. På vejen hjem læste vi, at der igen er billig buffet på Lusen. Måske skal vi da lige se, hvad de har på programmet, og hvis det ikke er lovende, så er der andre bagerbutikker.

Jeg er løbet tør med tabletten og kan derfor ikke lave flere sudokuer, før der er ladet op igen. Henriette strækker ud i kroppen, og den gi'r sig ikke så lidt, bare hun ikke flytter ind til naboen, altså væggen. Vi har ikke brug for mere plads. Det har været en god og rolig dag, og jeg forventer ikke ret meget mere spræl og sjarlatan. Jeg vil lige på falderebet skrive, at vi gik til Lusen og nedsvælgede en rigtig mør og kødfuld kotelet. Suppen var super, og desserten var lige i øjet. Vi bliver nok nødt til at undgå Lusen en dag eller to, for vi er ved at fede os gevaldigt op, og det er altså nedtur. Resten af dagen gik med hygge på værelset. I fjernsynet ser vi, at Spanien har store problemer med regnvejr, oversvømmelser og gader, der er forsvundet i vand. Man ser både, der krydser hinanden, og som ikke holder tilbage for de svømmende. Henriette vil have sit sengetæppe over sig, mens jeg bestemt godt kan klare mig uden. Godnat.

Tirsdag den 22 januar 2013. (en uge før vi skal hjem)

Vi står op klokken 7.12, og jeg redder damens hår, inden vi går ned til spisning. Igen en morgen med vores livretter. 4 bananer har jeg med op, så vi har garant for middagsmaden. Henriette gør sig klar til løbeturen, der i dag sker under helt andre forhold. Det har nemlig regnet i nat, - rigtig meget, og det kan ses på gaderne. Pyt med det, for hun er jo ikke lavet af sukker og kan bare løbe mellem dråberne. Jeg vil ikke foretage mig noget, før damen er til rådighed, hun ligesom bestemmer farten. Damen kom hjem og fortalte, at bussen, vi skal med om en uge, ganske rigtigt kører klokken 9.00, ja, den kørte endda 2 minutter før tiden. Jamen, nu skal vi så bare få tiden til at gå, og det tegner sig altså til en minusdag, for det regner og er overskyet så langt øjet rækker. Henriette ville end ikke løbe i dag, for vejene er glatte og uværdige at bruge, og hvis hun nu sætter sig på halen. Vi slapper derfor af og håber på, at solen får magt som tidligere. Jeg sudokuserer bare lidt mere og tror, jeg bliver klogere, - ha ha.

Vi gik så helt op til La Paz-området, og jeg kikkede på en kasket. Nej, det var ikke rigtig noget. Vi smuttede så over på den tyske bar, hvor vi fik en - det var nu ikke kaffe, men en drink hvor kaffe var i med likør – en barraquito, Uhm ! Vi havde taget tabletten med og tog den frem, mens vi sad og ventede på vores varme drik. Vi kom på nettet, og der var indgået 28 beskeder. En fra Ulla. Hun havde fået det godt, var kommet hjem og var kommet i de vante omgivelser. Efter vi havde drukket kaffen, der smagte virkelig godt, så pakkede vi sammen, og gik igen over for at kikke på kasketten, og så købte jeg den altså. Den sidder bedre end den gamle med Hamofilm på. Vi gik hjem og sov rævesøvn. Da vi hørte at stuedamen var udenfor døren, så smuttede vi ud på altanen. Der gik nu lang tid, inden hun kom, arbejdede og gik igen. Vi var blevet lidt kolde og trak indendørs. Her hygger vi os nu, og Henriette tager en sudoku expert, som jeg lige havde fået 2 stjerner på. Den er altså svær at løse. Vi vil snart ud igen, men lidt afslapning skal der til først. Der er rigtig gang i bølgerne, der kaster den ene enorme bølge efter den anden, ind mod og over molen. Det er et flot skue. Vi besluttede os for, at i dag skal det hedde hamburger. Så vi traskede ned til byen og til samme sted, hvor vi tidligere havde nydt bøffen. Denne gang drak vi øl til, og den smagte altså bedre end mangojuicen. Det begyndte at regne, og hvorfor gå og blive våde, når vi har et dejligt værelse med udsigt til drengene, der bliver godt våde, mens de løber efter deres bolde. - At de gider ! Dagen er slut, og vi har igen haft en dag, der var efter bogen. God, varm, solrig (lidt mindre end de andre dage) og ferieberettiget.

Onsdag den 23 januar 2013 (den sidste onsdag på denne ferietur)

Vi var hurtigt oppe og nede for at indtage nadveren. Henriette ville have haft en varm toast, men hun kunne ikke få grillen til at virke. Så kan det da også være lige meget, så tager hun, hvad vi andre er vilde med, rugbrød. Jeg blev godt mæt, og tørsten blev slukket med 2 expresso og 3 glas juice - multi. Vi forlod ædegildet og sidder nu og venter på, at maden sænker sig, så Henriette kan komme ud og løbe. Der er overskyet og store bølger på havet, men solen skal nok gøre kål på det. Nu vil jeg nedlægge skriveriet og tage mig til takke med en sudoku. Henriette kom hjem og gjorde sig hurtigt klar. Vi vil til hovedstaden, ja, og så skal vi altså have varmt tøj med. Tabletten skal også med, for måske kan vi sende mailen til Ulla. Vi kom op på stationen, og der stod 4 mennesker, som ventede på bussen. Vi stillede os bag dem og ventede på Godo. Der kom mange flere turister, som vil til staden, og bussen blev fyldt helt op. Da vi kom til Santa Cruz, ville vi begge tisse af, inden vi gik i byen. Der var trængsel, og tissemor havde travlt hos mændene. Hun blev godt sur over, at der hele tiden kom trængende mænd. Kan vi virkelig ikke holde os i 10 minutter, vrængede hun. Da flere mænd kom til, så sprang også jeg med på vognen. Hun gav mig 2 minutter, og pænt svarede jeg just 1 minut med rystelsen. Vi besøgte det spændende afrikanske marked, hvor vi købte 4 appelsiner. At vi kunne få dem til langt mindre pris andre steder, taler vi ikke om. Vi gik op i parken, hvor den første appelsin blev skrællet og spist. Ved den fagre kvinde gled endnu en appelsin ned. Ved blomsteruret købte vi en hamburger til hver og en karnevlas-øl. Så vendte vi skuden, og jeg ville da lige vise Henriette , hvor hun skal gå hen, hvis der skulle ske mig noget. Altså den danske konsul - eller det danske konsulat. Så var det tissetid igen, og hvorfor ikke bruge det normale hus, selvom det ikke er den rene lagkage. Det er jo lang tid siden, tissemor har været der. Vi ville da lige se romerhjelmen igen, altså byens store koncerthal. Der var åbent, men desværre, så var vagten ved at lukke dørene ned. Automatisk gik alle døre i, og en spændende verden forsvandt. Når det nu ikke kan være anderledes, så satte vi os på behørig afstand og nød det flotte bygningsværk. Vi er jo ikke unge mere, og trætheden har fanget os på det forkerte ben, så vi traskede op mod busstationen. Jeg skulle igen i tissehuset og forventede, at bussen så kørte lige for næsen af os, men der blev jeg klogere. Vi kom lige 2 minutter før, at bussen satte kursen mod Puerto de la Cruz. Vi tog hjem og solede os, og et lille hvil på sengen blev det også til. Vi var nu sultne og gik over til Lusen. Det var rigtig god mad, de serverede. Desserten besøgte jeg 2 gange. Godt mætte af indtryk og mad, er vi nu landet på vores værelse, og der bliver vi resten af denne dag. Henriette er i gang med en sudoku, og jeg er heldigvis færdig med at skrive. Computeren har drillet mig, markøren forsvinder for et godt ord, - selv mine ord. Det var så den onsdag.

Torsdag den 24/1 2013

Igen stod vi op og modtog vores betalte morgenmad. Jeg var ellers stadig fyldt op fra i går, men det betød nu ikke, at jeg holdt mig tilbage. 4 bananer skal være vores dagsration, inden vi slutter af på Lusen i aften. Der har været overskyet fra dagen gryede, men nu skal Henriette først ud og løbe, og når det er overstået, så viser solen sig sikkert, som den næsten altid gør. Vi sudokuserer mest for at klare hjernerne, og her er det igen Henriette, der er bedst. Jeg må altså se og tage mig sammen, for hun skal altså ikke blive den klogeste. Det går aldrig godt. Vi fandt ud af, at vi slet ikke kan få vores rom med hjem, da vi skal gennem checkind. Nu bliver vi så tvunget til at drikke det stads, som smager så godt. Bare vi ikke bliver besat af sprut? Vi gik en strandtur og slikkede solen til os. Flere gange var den for meget for Henriette. Vi tog så hjem og sov rævesøvn, og omkring klokken 13 gik vi op til la Paz. Vi ville sende en mail til Ulla og se, om der var post. Vi fik en gullasch og kaffe Barraquito, som vi er vilde med. Samtidigt så vi, at 123 hjemmesiden vil lukke os ude, hvis vi ikke betaler inden 6 dage, og det gjaldt fra i går. Vi kan ikke betale, før vi kommer hjem, og det gør vi først om 6 dage. Vi skrev så til 123 hjemmesiden, at vi først kommer hjem sent tirsdag. Nu håber vi så, at hjemmesiden ikke bliver lukket. Vi gik op til det store indkøbscenter Cupola, hvor der ikke er gang i så meget. Selv der var der stadig mange butikker, der står tomme. Der er kommet skyer og det blæser, så nu er det bare om at komme hjem i den lune rede. Vi skal da vist have os en lille tår til halsen, så jeg vil lave en dram til min madam. Eftermiddagen gik på 6. sal, og da vi godt sultne satte os på Lusen, var der alle tiders suppe med brød til. Pølser - store tyske drenge og tilbehør, var, hvad der lagde sig på min tallerken. Desserten taler vi ikke om, den nyder vi bare. Igen i dag var der drinks til os gode kunder, og jeg fik en hvid, mens Henriette fik en rød. Hjem igen og hygge os med sudoku og tv. Der er faldet meget sne i Nordspanien, og vi kan forvente skyer i dag med lidt regn. I Danmark er der kulde, og den bliver ved nogle dage. Da vi først skal hjem om 5 dage, så er foråret nok nærmere, eller bare noget der ligner. Godt trætte finder vi plads under lagnerne, og en lang nat med masser af dejlige spændende drømme er udsigten.

fredag den 25/1 2013 

Gråvejr, og alle går med lange bukser, kan vi se fra vores altan. Sidste vogntog bliver nu hentet fra molen, og hundelufterne er ganske aktive på stranden. Snart skal Henriette ud på sin vante tur, og den ser hun frem til. Hun skal bare passe på, at hun ikke løber en forkert retning, som hun gjorde i går. Nu har hun heldigvis en seddel i lommen, med vores hotelnavn og nummer på. Vi går igen strandtur, og der var sol en del tid. Der var sådan ca. en god lommefuld sol. Nok til, at vi kunne mærke, at bentøjet fik farvelagt lidt skind. Frem og tilbage er lige langt, og derfor så så vi hinanden ligge på sengen og tage vores daglige lur. Vi gik så ned i byen, for nu er det ved at være længe siden, den har haft vores besøg. Alle var glade for vores tilstedeværelse, og vi lyttede til harmonikaspilleren, der gav den hele armen. Han havde lidt af en dårlig dag, for flere gange opgav han en melodi og gik over til noget andet. Da vi ikke klappede af hans præstationer, så lod vi ham underholde mindre kræsne turister. En festlig motorcyklist tog sig et hvil på bænken, og vi kunne se på hans cykel, at han havde besøgt det meste af verden. Flag fra alverdens lande prydede den tohjulede. Vi gik ned på strandpromenaden og var lige inde for at kikke på den skjorte, jeg gerne vil have. Men da jeg ikke kunne huske, hvilken farve jeg havde købt, blå eller rød, og Henriette påstod den var blå, så købte jeg altså ingen skjorte denne gang. Jeg ville se bevis på hendes mening. Slemmer dreng, der ikke tror på andre end sig selv. Vi gik så vores runde og var igen hjemme i vante omgivelser. Her på balkonen sidder vi og skriver dagbøger og leger med den berømte soduko. Solen er helt fra snøvsen, den vil bare ikke vise sig mere i dag. Det gør nu ikke så meget, for mine ben har godt af en hviledag. Nu skal tiden gå, til vi igen går op på Lusen. Vi er spændt på, hvilken suppe og hovedret, de vil servere for os. Drengene på fodboldstadion har fuld fut i støvlerne, de rammer bare ikke altid bolden, men er det ikke om, at man er med i legen. Ikke at vinde over kontrollen. Har jeg mon misforstået noget ?

Lørdag den ‎26/‎01-‎2013

Uhm, hvor var det en god morgenmad. Desværre manglede bananerne, og der var ej heller appelsiner. Nå, men vi vil altså ikke klage over disse små mangler, når resten er til Ug. Vi belavede os på at gå op i byen, og det vil sige til det mere nybyggede område. Henriette kunne ikke huske vejen derop, men med mig ved hendes side, så skulle vi gå ligeud et sted, hvor hun fejlagtigt troede, hun skulle dreje af. Vi købte så 5 appelsiner til 1,13 euro, og dem skal vi have, når tørsten melder sig. Vi nød solen og havde slet ikke grund til at have varmt tøj på. Bentøjet blev vist frem, ja selv damens lår fik lov at mærke den dejlige sol. Tyrenes plads kom vi også til, og det var der, man tidligere havde opvisning for heste og deres mænd/kvinder. Det er dog lukket, og selv ikke en tyr kan finde på at gå derind. Da vi nåede ovnene, så kom Henriette på arbejde. Hvad med at vise, hvem der bestemmer over hende. Frygten eller modet. Jeg gik forrest rundt om ovnen. En frygt-varsom pige tog mod til sig, og forsigtigt gik bentøjet tæt ved muren, mens hænderne, og det var begge hænder, som klamrede sig til ovnen. Øjnene havde hun også givet blik ind til ovnen. Hun kom gennem det farlige sted, hvor der kun er 1 meter ud til afgrunden. Skulle hun falde ned i dybet, så er der nok 2 til 3 meter ned, og hvis det nu sortnede for den bette pige, så blev hun nok grebet og drevet i afgrunden. Hurra, det lykkedes for Henriette at komme hele vejen rundt, og ikke nok med det, hun gik selv tilbage uden hjælp. Det blev en minderig dag for os, for den modige vandt over den bange og usikre. Glade over hele fjæset gik vi ned til byen, hjem til skrivemaskinen, hvor jeg er sikker på, at heltedåden blev nedfældet. Da vi kom hjem, så fik vi en øl og så lidt fodboldkamp. Men luren blev der ikke slækket på. Senere gik vi ned til stranden og var igen helt ude ved Loroparken. Ind til dyrene ville Henriette dog ikke, selvom jeg forsøgte muligheden flere gange. Men det er altså en hyggedag, hvor jeg slet ikke har problemer med bentøjet. I det hele taget, så har jeg ingen problemer og kommer til at tænke på "no problem". Vi sidder nu og kikker på nye drenge, der løber efter den runde bold. Hvorfor laver de ikke bolden 4-kantet? Vi skal ikke andet end slappe af, så der bliver ikke mere skriveri for i dag. Så skulle der da dukke noget ganske spændende op. Dagen er ved at rinde ud, og vi går op til Lusen for at indtage aftensmaden i kælderen. Hvilken skøn suppe, og tro det, om du vil, men vi skal have snitsel. Canariske kartofler og kikærter, øl til at skylle det ned og is og frugt som dessert. Tak for en skøn mad, det er vist godt, at vi kun skal have aftensmad der. Hjem igen og sidde på sengen, se tv og håbe på en vejrudsigt for Danmark sådan i det store hele. Nu skal vi jo snart hjem igen, og jeg er begyndt at tælle aftensmaden. 2 gange til, og derefter er det hjemmelavet, og Oscar himself, der er kokken. Henriette strækker bentøj, og jeg slutter nu for i dag. En god varm og solrig dag, ha.

Søndag den ‎27/‎01-‎2013

Vi må have været trætte, for vi sov til klokken 7.20. Selvom vi var hurtigt nede i spisesalen, så var der ikke mere kaffe på maskinen, der var heller ikke juice af den slags, vi kan lide. Jamen har vores køkkenfolk da holdt fest i nat? Vi fandt dog masser af spiselige lækkerier og kaffe fra en anden maskine. Vi er jo ikke født i går. 4 bananer smuglede jeg med op på værelset. Det skal være vores middagsmad for i dag. Vi går jo på Lusen i aften. Henriette er trukket i løbetøjet og forsvandt ud af døren. Hvor damen drager hen, aner jeg ikke, men hun kommer nok hjem igen, hvis hun ikke løber vilds. Jeg er stadig lidt træt, og da der ikke er mere at skrive om lige nu, så lægger jeg mig på sengen og græder bitterligt. Måske slapper jeg bare af, men jeg kom lige på tanke om sangen, hvor den stakkels pige drømmer om sin prins, der kun er ude efter at lege med hende. Skammeligt. Vores formiddagstur gik op til den engelske kirke. Vi kunne høre folk synge, og der var bønnemøde eller tjeneste for Gud. Vi nøjes nu med at slikke solskin i parken, der er nabo . De små 4ben fiser frem og tilbage, og da jeg havde smidt en stump banan på jorden, så gik moder firben til den med krum hals. Den ville ikke dele med andre, og derfor så havde den fart på. ”Social og dele med andre?”,”nej tak mand, du må da være fra sans og samling”. Vi gik så i det fine kvarter, hvor husene har flotte små tårne og udspring, blomster omkring sig, og det eneste, der mangler er duften i bageriet. Kun sjældent er der duft i det grønne. Vi gik hjem og sov til middag. Senere gik vi op til la Paz for at få en kop kaffe, som vi er vilde med. Vi skulle nemlig på nettet for at se, hvilket vejr vi møder på tirsdag aften. Det blev nu ikke til kaffe men sangria, og den var ik' så ringe. 2 plus-grader i Danmark er, hvad vi møder, når vi kommer hjem, og heldigvis er der ingen sne. Vi gik hjem igen og nød fodboldkamp, hvor piger, var dem, der legede med bolden. Der var nu for langt ned til dem, hvis jeg ville se deres bryster danse i løbet. Vi så håndboldkamp i fjernsynet, hvor danskerne sloges mod spanierne. Det var et sølle optrin, hvor man ligefrem gjorde grin med de danske vikinger, jamen er vi virkelig så dårlige? - Nu fik de sølv, men mon ikke, de hurtigst muligt glemmer deres nederlag, for det var grumt. - Lidt over 18.30 gik vi på Lusen. Suppen var fin, maden ligeså, dog med et mindre kritisk blik på fisken. Jeg blev mæt og vil da også besøge Lusen i morgen, men så er det også slut med at sætte bentøjet der. Ude er godt, men hjemme bedst. Vi vil nu mure os inde her på værelset for resten af denne søndag, for det er ikke det sjoveste at gå i byen. Overskyet og lidt blæst er, hvad de der vover sig ud, kan mærke på kroppen. Ikke mere snak i dag.

Mandag den 28/1 2013 - dagen før dagen.

Vores dag startede fint med god morgenmad. Selv kaffen var god, så det var en enlig svale i går. Da det er vores sidste dag her på øen, så var det lidt mærkeligt at tænke på, hvor vi nu skulle se og sige farvel. Men, da vi jo hver dag startede med en strandtur, så var der ingen slinger i valsen, for så fortsatte vi da denne tur. Solen er høj og i ekstase. Den vil bare vise sig fra sin bedste side. Lidt koldt kan det være, men det er den blæst, der til tider indfinder sig. Vi gik hjem igen og hvilede ud. Og nu er det så tid til at sige farvel til selve byen. De gamle huse og torve og især mennesker, var hyggelige at se på endnu en gang. Henriette fik købt sin skjorte, der lige var hendes og min smag. Hun købte den i L, så jeg kan passe den, hvis jeg skulle få lyst til at være fin på den. Vi kom ned til det sted, hvor vi faktisk havde valgt at slutte maden af med tapas med kanariske kartofler. Nu har vi bare valgt Lusen, så derfor lokkede jeg Henriette derind til en irish coffee. Den smagte godt, og vi sagde farvel til både konen og manden, der holdt et lille hvil på en bænk. Vi satte os andre steder, som tidligere har haft vores bag på deres samvittighed. Jo vi har da en fin dag at se tilbage på. Hjem igen og få endnu en drink, og da solen stadig var i sit S, så valgte vi endnu en tur til strandparken. Jamen selv duerne var glade for, at vi sagde farvel til dem, og med et glimt i øjet, håbede de på, at vi kom tilbage til næste år. Vi kan bare ikke få en bedre dag, men hjem på hotellet igen, og nu begynder vi at finde tøjet frem. Vores varme klude kommer til syne, og alt det brugte bliver lagt til side. Når vi har været på Lusen og spist vores sidste måltid, så skal der pakkes. Det er allerede noget rod på sengen, men jeg er sikker på, at vi nok skal få alt med os hjem. Solen er gået bag en sky, og vi er så bly, hjem vi skal uden at kny.

Hjemturen tirsdag d 29 januar 2013

Vi vågnede begge to flere gange, inden vi havde brug for at stå op, jo, det sku' da lige være, fordi vi ville tisse af. Jeg drømte igen meget og selvfølgelig moralske drømme. Alle er glemt, men da de stod på, var der underholdning med mig som helt. Vi stod så op klokken 07.05 og var hurtigt nede til morgen-indtagning af diverse lækkerier. Der var bananer, og jeg snuppede igen 4 stykker. Dem vil vi spise, lige inden vi skal chekkes ind. Vores naboer, østrigerne, kom over til vores bord og gav endog hånd til farvel, de var nu vældig søde. Vi gik så op på det værelse, som har været vores i 14 dage, og nu var der ingen hygge der mere. Kufferten og rygsækken stod og ventede på ejermændene. Vi drak det sidste af honningrommen og stod udenfor på balkonen og sank sidste indtryk af boldbanerne og svømmebassinet. Jeg lagde nogle få euro på bordet til sengepigen. Farvel du skønne rum. Vi sagde farvel til alle pigerne, der ønskede os god tur hjem. Det var virkelig vemodigt at gå fra hotellet. Vejret var fint, og vi havde ingen problemer med at komme over vejene. Men jeg skulle en omvej til stationen, da jeg ikke gider at bære kufferten op ad trapper. Bussen var kommet, og der stod 4-6 mennesker og ventede. Vi stillede os i køen, og der var hurtigt mange bag os. De fleste skal nu ikke hjem men derimod til Playa de las Americas. 26 euro betalte jeg for 2 billetter, og inden længe var vi ude af byen Puerto de la Cruz. Der gik 1½ time, inden vi nåede den rigtige lufthavn, og selvfølgelig skulle vi længst væk for at chekkes ind. Henriette skulle tisse igen, og hun var fyr og flamme for at finde et toilet. Men hun måtte vente en lang stund, for da hun gik gennem nåleøjet, så blinkede og larmede det, så man skulle tro, at hun havde morfin eller våben med sig. Den stakkels pige måtte af med skoene, og hun havde tissetårer i øjnene. Jeg gik ind, som intet var at hænge mig op på. Vi fandt hurtigt redningsplanken for Henriette, og glad kom hun ud fra tissehuset, tømt for alt, hvad der var væske og mere med. Jeg smuttede nu også ind og var mere kort for hovedet. De få dråber kunne jeg sagtens have holdt i mig, i timevis. Vi skal ud fra gate 19, og da vi havde forsynet os med rom og blomster i indkøbsposen, så stillede vi os live ved indgangen. Faktisk var vi nummer 2 og 3, der kom ind i flyet, og det tog ingen tid at finde siddepladserne 30 E-F. Nu er flyet i luften, og vi har moret os med at sudokusere og skrive dagbøger. Ser en fuld sol, og vi kan se ned til Portugal, hvor jeg følger en flod på sin krogede vej. Henriette sidder ikke ved min side, for der har vi sat vores rom og tøj. Der er nemlig ikke fuldt hus i flyet, og vi kan brede os på 3 sæder. Jeg vil nu slutte denne del af turen af. Men hvor jeg glæder mig til at gense vores lille bil. Jeg tror faktisk også, at den har savnet os, for jeg kan næsten lugte Aygoen.