Året 2013.

Vi erobrer den tyske ridderborg Malbork, der ligger i Polen.

Vi sluttede året 2012 af med et hyggeligt hjemme-komsammen med kun os to hønisser som gæster. Som altid skålede vi og takkede for året der svandt, og så ønskede vi altså, at der helst ikke skulle komme sygdomme eller andre kedelige situationer i det kommende år. Vinteren satte ind med kulde og sne. Min fødselsdag holdt vores søster Gerda, hun ville altså bare have os tvillinger hos sig. Vi fik rigtig god mad og hyggede os gevaldigt. Gurli var i hopla og i den nostalgiske afdeling. I vores familie, da er alle ganske snakkesaglige, og det er ligefrem svært for udefrakommende at få indført et ord. I alt blev vi, søster Gurli og jeg altså, 142 år, og det er da en sjat. Henriette og jeg forberedte os så på turen til Tenerife.

Vi skulle møde tirsdag morgen klokken 06.00 i lufthavnen. Netop den dag var der kommet enormt meget sne. Det gik derfor i sneglefart med vores Aygo forbi biler, der lå i grøften flere steder, og jeg havde svært ved at holde pigen på rette spor. Vi havde læsset hende med en skovl og spade, så vi hurtigt kunne komme fri, men hun ville da ikke have hjælp. ”Ka' selv”. Vi gik så fra P15 og ind til terminal 2. Flyet var forsinket, meget forsinket. Og så skulle det afises. Efter 2½ time kunne vi lette måsen og se Danmark fra oven. Landet var dækket med sne så langt øjet kunne skue. Vi fløj med Norwegian, og det vil sige, at der var dejlig benplads. Efter 8 timer landede vi på øen og gik så på jagt efter bussen til Puerto. Den var der bare ikke, og bussen til hovedstaden stod med motoren kørende. Jeg ville lige sikre mig, om den anden bus var i sigte, og pludselig så kørte denne bus, og vi måtte vente ½ time på næste bus. I Santa Cruz skiftede vi så til ekspresbussen til Puerto. Vi ankom til vores hotel sent på dagen. Sol Puerto Playa hed det og lå helt ned til Stranden. Der var kun en fodboldbane mellem vandet og os. Vi skulle bo på 6 etage med udsigt til havet. Der er godt og skidt i alt, og her var det muligt at se og høre fodbold hver eftermiddag og aften. Som nabo var der et svømmebassin, og der larmede de tit mere end på banen. Vi havde sol et par timer, inden den gik ned til natten. Når vi så sov trygt, så lød det som om, der var storm hjemme i Danmark - snestorm der nærmer sig orkan. Det viste sig at være havets bølger, der ramte klipperne og molen, selv med lukket dør, var der uro indendørs.

Vi havde morgenmad med i prisen. Den var altid rigtig god. Nu var det jo også et 4 stjernet hotel, og det levede op til kravet. Efter nogle dage med udespisning af middagsmaden, så fandt vi ud af, at buffeten hos ”Lusen” var alle tiders. Den var både billig og god. Vi fik endda et glas vin efter måltidet med i købet. Mange andre turister havde fundet ud af dette hyggelige sted, og vi havde næsten faste pladser. Et måltid for 2 kostede i alt 16 euro, - altså med drikkevarer. Nu var det 40-tyvende gang, jeg var på Tenerife, Henriette havde kun været her 10 gange, men vi måtte erkende, at denne gang var den bedste af alle. Mit bentøj, der ellers skabte sig med gigt, var der ingen problemer med. Selv på de stejleste trapper gik det som smurt. Vi gik ofte op til 20 kilometer om dagen og havde ingen problemer. Selvfølgelig havde jeg taget brokbind og andre hjælpemidler med, men jeg fik ikke brug for dem. Det var virkelig svært at forlade den dejlige ø, men hjem det skulle vi jo, og så glædede vi os til næste år, hvor turen naturligvis også skulle gå derned.

Vi kommer hjem til køligt vejr, og der er stadig lidt sne i haven, - surt, men så dansk. Jeg er ikke meget for at gå ud i byen, for der er stadig ret så koldt og trist, og derfor så er jeg startet på at finde krydstogter, vi endnu ikke har prøvet. Jeg er blevet helt vild med en jordomsejling, der tager godt 3 måneder. Det er godt nok en dyr tur, men hvis vi nu kun rejser 10-15 gange i år, så kan vi nok klare turen i 2014. Jeg har fundet ture, der lige passer til os, og nu skal vi så tænke på, hvornår det er den bedste tid at tage af sted. Faktisk så er vi begge meget glade for at lægge planer om, hvad vi gerne vil se og opleve.

Nu jeg har dette emne, så vil jeg lige ind på endnu en ting, vi har fået gennemtænkt og udført. Det gælder min sidste rejse, altså den dag jeg forlader denne jord. Jeg har meldt mig som donor til forskningen. Det vil sige, at den dag jeg dør, så vil jeg blive hentet ganske hurtigt, og jeg vil så blive brugt som forsøg og til oplæring af kommende læger, de næste 2 år. Så jeg har altså selv sørget for at komme herfra på en værdig måde. Det er virkelig ganske betryggende. Af en grund, jeg ikke aner, så kommer jeg til at tænke på min mor. Det er faktisk 20 år siden, at hun døde, og stadig har jeg det mærkeligt, eftersom jeg jo ikke fik sagt farvel til hende. Der må være mere mellem himmel og jord, siden jeg bliver mindet om hende. Heldigvis har jeg masser af film med min dejlige mor, og dem kan jeg så kikke på, når jeg kommer i det hjørne.

Tirsdag den. 26. februar 2013

Vinteren fortsatte med kulde og sne, og vi, der ellers havde troet, at vi kunne undgå mere vinter, måtte bevæbne os med tålmodighed og blive inde i varmen. Jeg ringede til min søster for at høre, om hun nu var kommet godt hjem, efter at hun havde besøgt os. Men hun tog ikke røret. Godt nok havde hun skrevet et brev, hvor hun takkede for hyggeligt samvær, og dette brev ville jeg da også takke for, tak er jo kun et fattigt ord. Jeg prøvede at kontakte hende mange gange, og da weekenden var ovre, uden at jeg havde fået kontakt med min søster, blev jeg mere og mere bange for, at der kunne være sket hende noget. Tirsdag prøvede jeg igen, og denne gang var der bid. En sygeplejerske fra Herlev sygehus var i røret, jamen, så var der virkelig noget om snakken, og jeg fik så klar besked om søster.

Gerda var lige kommet hjem fra sygehuset, og hun havde det bestemt ikke godt. På en hundelufter-tur havde en fremmed hund gjort tilnærmelser til den hund, som Gerda luftede. Denne ihærdige hund var så pjattet, at den kom til at vælte Gerda. I faldet brækkede hun sin hofte og kunne ikke komme på højkant igen. Med ambulance blev Gerda så kørt til Herlev sygehus, hvor hun fik en større operation med søm, krog og skruer, og hvad man nu kunne bore ind i hende. Vi blev så enige om at besøge søster i morgen. Jeg var glad for, at hun var i live, og at hun var ved godt mod.

Henriette tog på arbejde, og jeg slappede lidt af, da telefonen ringede. En hyggelig stemme fortalte, at han gerne ville snakke med mig, og at vi var i familie. Jeg var bare ikke rigtig med på hans tankegang og spurgte ind til, hvad han mente. Manden hedder Hans Jørgen, og jeg skulle altså være farbror til ham. De grå celler arbejdede på højkant og højtryk, og jeg skulle altså langt tilbage i tiden, inden det hele faldt på plads. Jeg har jo haft en bror, der hed Bruno, og ham har jeg næsten ikke set med egne øjne. Han døde nemlig, da jeg var 3 år gammel. Men Bruno var altså Hans Jørgens far. Det var vores hjemmeside - altså mine erindringer, som havde fået ham til at reagere. Hans Jørgen ville gerne vide lidt mere om sin far, og vi blev enige om, at jeg ville snakke med mine søstre, der havde kendt Bruno bedre end jeg. Det var en rigtig hyggelig samtale, og det bedste var, at den foregik - på jysk. Jeg fik næsten hjemve. Denne samtale satte gang i en del snak med både Gerda og Margit, og de havde fået noget at tænke over.

Om onsdagen kørte vi til Sverige for at købe ind, og det var årets første dag med sol og forår, som bankede på døren. På vej mod Sverige ringede Alfred fra Norge til os, og han fortalte, at min bror Villy nu var kommet på hospitalet og havde fået drop, fordi han ikke kunne synke maden mere. Han havde fået stråler flere gange, og disse havde ikke hjulpet noget. På hjemturen besøgte vi så søster Gerda, der havde fået en rollator, som slet ikke var noget, der hørte til hende. Hun har jo altid rendt rundt uden nogen form for hjælpemidler. Mens vi var derinde, så var det en oplevelse, der satte mange ting på plads. Mange mennesker var kommet og havde snakket med hende, og de havde haft blomster med. Alle ville gerne hjælpe hende, købe ind og hvad de nu ellers kunne gøre for hende. Nu er jeg ikke mere i tvivl om, at hun klarer sig, for hun sagde, at hun nok skulle komme på højkant igen. Hendes hund var ikke hjemme, men den havde det godt og kom måske om en uges tid. Gerda havde mange smerter, men hun skulle nok komme sig.

Jo, der sker virkelig mange ting omkring os lige for tiden, både gode og dårlige, men foråret er på vej, og vi kan kun håbe det bedste. Jeg har slet ikke lyst til at tænke på min ryg, der igen sørger for, at jeg ikke kan komme op af stolen eller kan gå på normal vis. Det er jo en biting, der kommer flere gange om året, og som forsvinder en stund.

Fredag første marts var en virusdag. Henriette skulle holde regnskab og ville ind på banken og læse om udgifterne. Det var helt umuligt at komme ind. Selv markøren gad ikke flytte sig, og billederne udeblev. Jeg kom på arbejde, og de programmer, der ellers sørger for, at man kan komme i netbanken var forsvundet. Hele dagen gik med at rode med diverse programmer. Vi har ellers en virusfjerner, men den sagde nu ikke noget. Jeg slettede derfor alt og geninstallerede på ny. Derfor blev det meste af dagen brugt bag skærmen. Kun et lille smut ud i haven, hvor vi spiste vores middagsmad i det grønne, og hvor solen sørgede for varmen. Nej, hvor vi nød vores medbragte øl til maden. Nu virker dyret igen, og derfor har vi skyndt os at slette alle oplysninger, der kan bruges af andre udefrakommende gæster. Det er bare surt, at folk sådan bare kan overtage vores computer. Det skal lige siges, at programmet, der sletter virus, kom frem senere på dagen og fortalte, at det havde fjernet uønskede filer. Jamen det var da godt, men vi betaler jo også for dets arbejde. Vi har heldigvis flere computere, der ikke kommer på nettet, så nu arbejdes der på en helt anden og mere sikker måde.

Lørdag er kold som bare pokker. Vi modtog for et par dage siden en invitation fra Dan og Winnie, der har fernisering i dag, som de kalder Erotikkens Kunst, og dette foregår på Farver Hammers gård. Derfor, så traskede vi helt derned, i bidende kulde. Gågaden var fyldt med mennesker, der troede at foråret var på vej eller lige om hjørnet. Det var da skønt at komme ind i varmen, hvor der var rigtig mange besøgende. Jeg tog som altid billeder af deres værker, og jeg syntes, at malerierne var ganske varme og farverige, sjove og fantasifulde. Vi hilste på Dan, som skænkede vin op til os, og vi fik en lille sludder med den altid glade dreng, der altså ikke kan lade være med at male dagen lang. Vi hilste også på Winnie, som havde slanket sig, og som også var i sit glade hjørne. Det er nu dejligt, at disse to er så aktive, og som Dan sagde, så er Winnie jo hans muse, der giver ham ideer og arbejdsiver.

På hjemturen smuttede vi op og besøgte Henriettes mor. Hun ligger under gran og har fået selskab til begge sider. Altså, svigermor ligger på kirkegården og laver ikke mere spræl, end vi kan klare. Da vi var udenfor ostekvinden, så smuttede vi lige ind og købte en Jernved ost, stærk og go, lige til os to. ( - og som vi hamoer for sjov kalder for Jelved ost). Der var medvind resten af turen hjem, og vi ville bare ikke ud i foråret i dag, det var dog for vinteragtigt.

Fredag den 15 marts 2013

Fredag morgen spiser vi først en gang havregrød og ostemad, og så kører vi ind til søster Margit. Hun har lavet kaffe, og vi får snegle til. En hyggesludder, og så vil jeg altså filme søster. Margit vil sende en hilsen til bror Villy, og hun er bare ret god til at snakke. Jeg er bare ikke med på legen, for jeg kan ikke starte tabletten. Margit må om igen, og det går bedre med mig. Jeg vil så vise hende for vores bror. Vi takker af og kører ind til lufthavnen. Det er nemt at finde parkeringspladsen P10, og vi siger farvel til vores dejlige bil. Den ser så flot og ren ud. Da vi har printet vores boardingpas ud, så er det bare om at blive tjekket ind. Jeg har en del i lommerne, og dem må jeg så lægge i en lille kasse. Vi har taget dejlig varmt vintertøj på, og jeg må erkende, at det er for meget. Jeg bliver drivvåd over det hele og er nødt til at smide frakken. Vi skal flyve fra gate D3, så vi finder hurtigt rette udgang. Det viser sig dog, at flyet slet ikke kommer dertil, men jeg finder ud af, at det er flyttet til D1. Lidt forsinket kommer vi i luften og siger farvel til Danmark. I Bergen finder vi lufthavnsbussen, og jeg må slippe 360 norske kroner for 2 returbilletter. Vi står af ved busstationen og går op til vores hotel, der hedder Steens hotel. Her får vi et værelse på 2. sal, og der er meget varmt i rummet. En lille lur bliver det til, og så ringer jeg til Gro Wenche. Hun vil hente os, og vi aftaler at stå på Strømgaden og kikke efter hende. Gro kan let genkende mig, for jeg ligner jo far hendes, siger hun. Vi kører så hjem til deres dejlige hus. Hendes datter har lavet en skøn mad, og jeg får gang i snakketøjet. Gro og Svein vil låne os deres ene bil, som er en Toyota. Og vi bliver enige om, at de vil hente den på søndag klokken 19.00. Det vil sige, at vi nu kan køre til Voss og besøge Villy, og derefter kan vi besøge Hilda i Øystese, inden vi kører hjem til hotellet. Jeg synes virkelig, at det er flot af dem bare sådan at låne os deres bil. Da vi har spist dejlig mad og dessert, som er is og kaffe, så forlader vi deres hjem og kører ned til hotellet. Her får vi anvist en god plads til bilen, og dagen kan slutte på bedste vis.

Lørdag den 16 marts 2013

Efter et skønt morgenbord, så starter vi bilen og kører mod Voss. Lige udenfor Bergen finder vi en mindre by, hvor der er en Shell station. Her får vi fyldt bilen op, 500 kroner, og derefter puster jeg luft i alle hjul. Især det højre hjul er meget luftfattigt. Godt fyldt op, fortsætter vi turen over til Villy. Der er rigtig mange tunneller, og Henriette skriver navnene på dem alle op i sin bog. Der er ingen problemer med bilen, vejen eller føret. Faktisk så kommer solen og smiler til os. Efter godt 2 timers kørsel, holder vi så ved hospitalet, hvor vi sætter bilen fra os et ulovligt sted. Vi indtager hovedindgangen og spørger en venlig jente, der sidder klar til at betjene os i lugen, hvor Karl Villy Andersen ligger. Jeg siger, at jeg er hans bror, og dette kan hun da sagtens se, siger hun smilende. Vi skal have en dragt og handsker på, (pga. smittefare). I et lille værelse ligger så min storebror og sover. Han får nu hurtigt øjne og viser stor glæde ved at se os. Vi får os en lang sludder med alle de hilsener, vi har med os fra mine søstre og hans datter, svigersøn og barnebarn. En snak, hvor Villy får sagt sin mening og tro, og disse ord lader vi blive i vores minde. Jeg er forbavset over, at han er så frisk, men jer tror nu, at han anstrenger sig meget for at være kæk. Vi snakker, viser film fra Margit og tager også en mindre film af Villy, inden vi siger farvel til bror min. Henriette får et knus og vi vinker farvel.

Da vi kører fra hospitalet, kommer jeg til at dreje til venstre lidt for tidligt, så vi må vende om og køre ned til hovedvejen et mere sikker sted. Der er ret så meget sne på vejene. Jeg holder ind til siden, mens Henriette ringer til Hilda, og da røret bliver taget, lader Henriette mig snakke med hende. Jo, Hilda vil da meget gerne se os, og så vil hun lave vafler. Det er noget, jeg er meget glad for, ved hun. Vi kører så til Øystese. Jeg skal ellers love for at denne tur er lang. De 72 kilometer er mindst oppe på 100 Kilometer, sådan føles det. Hilda kommer ud i døren og hilser på os. Hun ser fin og frisk ud. Vi kommer ind, og Hilda har lavet en masse mad til os. Kaffemaskinen bliver nu sat på arbejde og vi får rigtig gang i snakketøjet. Der er meget hygge i deres hjem, og vi får vendt flere sten op til flere gange. Det er nu lidt trist, når man pludselig ikke er fuldtalligt. Vi viser filmen om Margit, og den finder Hilda rigtig god. Margit ligner mor vores, og hun er så køn, flot og fin. Vi forlader Hilda, og med en god fornemmelse i maven sidder vi igen i bilen og kører mod Bergen. Et stop ved Norheimsund-vandfald, hvor Henriette filmer istapperne, bliver det dog til. Vi nærmer os Bergen, og måske er jeg ved at være træt i øverste del, for jeg kommer til at tage en forkert vej. Vi må så køre 5-6 kilometer, inden vi kan vende om, men så er vi på rette spor, og klokken 16.15 er vi igen på vores dejlige, varme værelse. Henriette sover, og jeg vil lægge mig ved hendes side og blunde for en stund. Det skal dog siges, at vi også har nået at drikke flere kopper kaffe og chokolade. Det har været en rigtig god og oplevelsesrig dag indtil nu.

Vi sov rigtig godt, for gårsdagen havde virkelig været travl. Jeg kørte det meste af natten og havde ingen uheld overhovedet, selv i søvne. Søndag morgen var fin at vågne op til. Vi spiste igen dejlig morgenmad og skulle der være noget at klage over, så må det være, at brødet kun var lunt. Vi gik så en tur i parken, og der hilste vi på mormor- og morfar-ænderne, men de kunne ikke kende eller huske os. Efter at vi havde hvilet lidt ud på sengen, så samlede vi kludene, og Henriette hængte rygsækken bag på sig. Vi forlod værelset og gik ned for at betale. 2000 kroner fattigere forlod vi Steen og havde sikret os, at bilen kunne blive her til vi i aften skulle forlade Bergen.

Nu skal vi så opleve byen, og der skal gå 8 timer med det. Da jeg vil filme en bygning, opdager jeg, at batteriet er fladt, så vi må traske hjem og finde et nyt batteri. Så går det ellers derudaf igen. Vi går forbi vores gamle hotel ned til havnen, og Bryggen bliver også efterset. Fæstningen, hvor Harald kikker ud over havet, har det med blæst, så vi vender skuden. En tissetår bliver klaret ved udgangen af fæstningen. En kop kaffe med brød til, varmer. Så går det ellers igen op mod banen. Vi besøger også bilen, hvor vi sover eller hviler vores bentøj. Faktisk så går tiden forbavsende hurtigt, og der er stadig lyst, da vi kører ud til lufthavnen. Der er ingen problemer med at finde tankstationen, og der fylder jeg benzin på bilen, og Henriette går en tissetur. Vi har udsigt til alle biler, som kører ind på tanken, og det er let at se Svein og Gro sammen med 2 piger komme mod os. Vi får hilst goddag og farvel til alle, og Gro kører os ned til lufthavnens indgang. Vinke, vinke og så ellers ind og få billet. Det er nemt at taste boardingpassene, og så er jeg ellers blevet godt træt. Jeg orker simpelthen ikke mere. I 1½ time sidder jeg og sover, og hvor er det skønt, da vi kan kravle ombord på flyet. Kaffe, der er gratis, modtager vi med glæde. Hjemme i Kastrup, er det så kun at gå til P10 efter bilen. ”Hej, du dejlige Aygo, nu skal vi hjem”. Da vi skal ud fra parkeringen, så vil den ikke af med os. Jeg prøver flere gange, uden der sker noget. Så sætter jeg kortet ind, hvor der står til visa. Der kommer en seddel ud, og vi kan køre. Henriette opdager, at der står 600 kroner på sedlen. Vi finder ud af, at vi har betalt 927 kroner for at parkere 3 dage i lufthavnen. Det skal der altså gøres noget ved. Vi har mailet til dem og venter på et godt svar?

Vi er endnu ikke kommet os over turen. Jeg kører stadig i fjeldene og har øjnene mod alle de farer, der kan opstå. Men nu kan jeg godt lade være med at bremse, for jeg slår bare sengen i stykker.

Ib genopstår. Vi bliver inviteret til fernisering lørdag d. 4. april. Det er godt nok 8 år siden, at Ib døde, men hvorfor ikke vise nogle af hans dejlige værker, og det har derfor fået Inger til at finde værkerne frem og invitere os. Det foregår i galleri B, og vi træder ned i de hyggelokaler, hvor flere gæster har meldt deres ankomst. Det bliver til en dejlig begivenhed, og kun fordi at Henriette skal på arbejde, må vi forlade udstillingen. Den blå maler er genopstået på en fin måde.

Onsdag d. 10. april kørte vi så til Jylland. Det kriblede i os for at se noget andet, og selvfølgelig havde vi bestilt hotel i forvejen. Vi skulle bo på Mercur i Viby i 3 nætter. Inden vi ankom til hotellet, var vi lige på besøg hos Andres i Hørning. Som altid var han snakkeglad, og der kom mange guldkorn fra hans mund. Han kendte jo også Bruno og fik sagt flere spændende ting, som vi kunne viderebringe.
Selvfølgelig kørte vi da til Beder og ringede på døren hos Hans Jørgen, men der var ingen hjemme. Faktisk så var der et skilt med hus til salg og det var ganske tomt at se på. Ærgerligt, men vi kørte så til Viby og indfandt os på vores hotel. 5 sal skulle vi på, og nummeret var 510. Herfra var der en fin udsigt til byen. Det var bare smadderkoldt, og derfor så havde vi slet ikke travlt med at komme ud og se på bygninger.

Bilen skulle ned i kælderen at stå, og det havde den da godt af, så var den låst inde om natten. Den første dag gik ret hurtigt, da vi havde Vibycentret at kikke på. Det blev også til en mindre tur op til kirken og skolen. Her var der gang i vinduespudseren, han brugte en meget lang stang med børste i enden. Vi fik en sludder med ham og nogle lærere, der havde brug for en kaffepause. Unger var der ikke ret mange af i skolegården, der var jo lærer-lockout. Næste dag gik næsten lige så stille, for der blæste en meget kold vind, som sørgede for, at vi holdt os indendørs. Fredag aften kørte vi op til Sine. Henriette havde kontaktet hende, og vi skulle spise der, sagde Sine. Det var et rigtig hyggeligt besøg, og da vi havde snakket af, så kørte vi hjem til hotellet igen. Fra tabletten havde vi bestilt et værelse på Hotel Fruerlund, der ligger tæt ved Flensborg, og det var meningen, at vi skulle købe ind hos Fleggaard på vejen derned. Først besøgte vi Jellingestenene, og de bliver jo passet på, som om de ikke kunne tåle vand. Vi købte så for mere end 700 kroner i grænsebutikken, og dette betød, at vi havde tjent ind til Storebæltsbroen. Men jeg skal da ellers love for, at der var mange danskere, som skulle købe ind. Vi gik simpelthen i gåsegang, og det var ganske umuligt at forlade køen, uden at vi skulle begynde helt forfra. Der var nogle, som prøvede at komme frem, lidt hurtigere, og det betød, at de ramte andre med vognene, og der blev råbt "Hjælp" flere gange, og "Se dig for", og hvad man nu ellers kunne finde på at sige. Vi var derfor hurtigt ude af butikken og kunne igen trække vejret normalt. Det er sidste gang, at vi køber ind på en lørdag eller søndag.
I Fruerlund bestilte vi dejlig, festlig mad, og selvfølgelig fik vi en ouzo til, - på husets regning. Det meste af maden måtte vi lade stå, vi kunne simpelthen ikke spise det bjerg af mad, der var på tallerkenen. Nu er det slut med at spise ude, det er vi begge enige om. Søndag morgen, efter at Henriette havde løbet sin morgentur, så startede vi turen hjem. Solen var kommet frem, og den tog vi med os hele vejen hjem. Vi må have kørt lidt hurtigt, for solen kunne ikke følge med Aygoen. Men nu er det sikkert, at foråret er på vej. Der var en streng sidevind over bæltet, så jeg måtte have et særlig fast greb i rattet. Efter 3 timers kørsel, så sad vi hjemme på vores bænk og slappede af. Det var så den Jyllandstur.

Fredag d. 26. april satte vi kursen mod Roskilde station. Med rygsække, hvor regntøj og mad var at finde, gik vi ned til stoppestedet ved hospitalet. Der var 6 mennesker, som alle ventede på bussen, og vi stillede os i rimelig afstand fra dem. Der holdt en bybus, men der var ingen i den, og så kom der en bus, hvor der stod Roskilde turistfart. Den Tour rejser havde et skilt forrest. Vi gik derover, og chaufføren stod med en liste og læste op. Vores navne kom ud af munden, og vi kunne nu bare sætte os ind. Vi fik nummer 39 og 40, så vi skulle langt ned i bussen. Vi kørte ind mod København, bussemanden fortalte os, at han skulle køre os til Polen, og at han hed Teddy. Vi kom til en stor parkeringsplads, hvor han stoppede motoren. Ellevang hed stedet, og der var godt 1 times pause. Det var da surt at skulle gå og vente på at komme videre. Vi tissede af, og der kom flere gæster. Teddy kørte os ind til fisketorvet, og her kom der 30 gæster ombord. En rejseleder præsenterede sig som Michael, og han havde en kvinde som medhjælp. Nu gik det så mod Sverige. Det var lidt koldt, og med kun én pause, nærmede vi os byen Karlskrona. Lidt udenfor denne by lå Stena Vision og ventede på os. Vi skulle ud af bussen og gå ombord med rygsæk og kuffert. Michael udleverede boardingkort til os, og vi skulle bo i kahyt nr. 7440. Vi var oppe og købe et par ½ liters øl, som blev nydt sammen med en sammenlagt leverpostej. Vi sov godt og blev vækket 1½ time før, vi skulle forlade køjen. Ud i bussen og så ellers køre mod Gdansk. Først skulle vi se på et fornemt hotel og en gangbro, der lå i Sopot og skulle være den længste i verden.

Vi kørte igen videre og kom så til Gdansk. Her forlod vi bussen og skulle følge rejselederen med polsk guide og tolk. Kulden blev bare for meget for os, og vi nød slet ikke seværdighederne. Heldigvis havde vi været her før, så da guiden foreslog, at vi skulle snuppe en kop kaffe, så gik vi ind på et hyggeligt sted, hvor vi købte den varme drik og kom af med overskydende væske. Der var kø hele tiden, da der kun var eet toilet til 60-70 mennesker. Vi var en del, som havde valgt at se Malbork, og bussen tog sigte mod denne by. At vi ikke kom ind i selve borgen, var fordi at vi højst havde 2 timer i denne by. Vi valgte derfor at se borgen udefra, og derefter se selve byen, der var ret spændende.

Vi kørte så mod Gdansk og troede, at vi skulle mod skibet, men nej, vi skulle altså først køre efter godt 2 timer. Ud i kulden igen og ind på en 7Eleven, hvor et par pølser gled ned, og en kop kaffe hjalp godt til. Teddy satte så kursen mod Gdynia, og vi kom ombord på et skib, der var en kopi af Stena Vision, og dette skib hed Stena Spirit. Vi sejlede så til Karlskrona, og da vi kom udenfor, så skinnede solen, og vi kunne se forårets komme. Det blev en lang tur hjem, og da flere havde brugt bussens toilet, så meget at det flød over, så måtte den stakkels Teddy ud og tømme spanden på en tankstation. Hvilken stank kan en sådan spand ikke give? Da vi kom til Roskilde, så havde jeg snakket med Teddy om, at han tog os med ud til Dommervænget. Han kørte os simpelthen helt hjem. Tak for det Teddybamse.

Turen var måske ikke særlig god, men det var nu vejret, der satte en stopper for det. Vi skal snart dertil igen, og så er det forhåbentlig bedre vejr. Vores minikrydstogt på 5 dage, der foregik fra den 8 - 12 maj har jeg skrevet om et andet sted. Det var et rigtig godt togt, og kun vejret var der lidt klumper i. I Visby nåede vi at ligne druknede mus, inden vi kom ombord på det gode skib MSC Poesia. I Gdynia ventede det med at regne til vi manglede 500 meter tilbage til skibet. I Kiel var der mere forår i luften, og vi var endda ude i byen 2 gange. Godt at vi ikke er vandhunde, for det ene bassin på skibet var pludselig fyldt med kloakvand, og det stank som bare pokker. PS: Ved aftenstide, var der fyldt godt op med nye intetanende vandhunde, der nød det våde element i fulde drag. Velbekomme.

Jeg har nu ventet på, at mine børn ville besvare mit brev, hvor de måske fandt ud af, at de var for barske, men efter trekvart år uden en lyd, besluttede jeg så at afslutte opgaven eller problemet. Jeg skrev derfor følgende.

Til Carsten.                                                                                                           

Jeg har godkendt din afskrivning af mig. Oscar

Til Charlotte.

Da du ikke har reageret på mit svar på dit dømmende brev, ser jeg ikke muligheder for, at vi kan forenes igen. Du er alt for langt væk og i en verden, som ikke huer mig. Mit liv består af respekt, kærlighed og ærlighed. Din livsindstilling er alt for kold og beregnende. Jeg vil gemme den Charlotte, der var min vidunderlige datter engang. Hun vil altid være langt inde i mit hjerte, og jeg vil mindes hende elskeligt og faderligt.  Oscar.

Det er lidt mærkeligt at løse opgaven, men jeg har faktisk fået det langt bedre ved tanken om, at nu er alle muligheder tabt for denne familie. Jeg kan kun sige, at jeg er glad for IKKE at være skilsmissebarn, der blev brugt som våben, og som ingen opdragelse fik.

Jeg har nu gået med en forkølelse i mere end 2 måneder, og den har virket ved, at jeg fik ondt i det højre øre. Det var som om, jeg havde tandpine, og det til trods for, jeg er tandløs. Det værste er dog, at jeg ikke kan høre med øret. En klap er gået for, ligesom når man har været oppe i det tynde luftlag i et fly. Det er svært at se TV eller spille på orgel, for tonerne høres kun lidt fra det venstre øre. Derfor så besøgte jeg min læge. Han mente, at der var snot i det inderste øre på grund af forkølelsen, jeg skulle derfor gå til en ørelæge, og han ville hurtigt få suget væsken ud. Jeg kontaktede den nærmeste ørelæge Kim, som har til huse ovenpå Netto. Han kikkede på mit øre og kunne meddele, at der ikke var væske, men at jeg måske burde tænke på at få et høreapparat. Jeg fik en høreprøve, og derefter kunne han sige, at selv mit venstre øre godt kunne trænge til lidt hjælp. Vi blev så enige om, at jeg skulle have en ny høreprøve d. 24. juni. Han mente så, at jeg til den tid ville have såkaldt normal hørelse på højre øre. Jeg har det nu lidt dårlig med at skulle have endnu et hjælpemiddel bare for at kunne høre mere. Måske burde jeg ikke høre efter de mange aldersbetingede råd, men på den anden side, så vil jeg da gerne kunne køre bil, lidt endnu. Jamen, jeg er jo kommet i venteværelset, det er da en uhyggelig tanke.

Min iver for at holde haven er heller ikke den samme mere. Jeg er nu nødt til at holde mange pauser mellem havearbejdet, og så har jeg svært ved at komme i gang igen. D. 29. maj kørte vi så til Krapperup slot for at se på rododendron. De 168 kilometer foregik i gråvejr, og faktisk så var der ikke megen sol i parken. Det var nu skønt at gå der igen. Men ingen ællinger i søen, og vi kørte så til Malmø for at handle i ICA maxi. Det regnede fælt, men da vi så havde fyldt vognen op med madvarer, så kom solen, og den kunne ikke stoppe med at skinne resten af dagen. Vi nåede endda at se solen gå ned, fra vores bænk i haven. En lang og dejlig dag i det svenske landskab, er bare en kendsgerning. Vi har nusset i vores have, og den ser faktisk rigtig flot ud, og så vil jeg da gerne have besøg af mine søstre. Gerda er den første, der kommer. Hun har valgt lørdagen, og vi er meget heldige med vejret. Gerda har jordbær, fløde og mælk med, og vi nyder disse i fulde drag. Først er det dog mine krebinetter og kold kartoffelsalat. Vi sidder på bænken og nyder fuglefløjt og billarmen fra motorvejen. Søndag kører vi ind og henter Margit og får samme slags mad og hygge med hende. Hun smager min særlige koldskål med kiks i. Hjem med Margit, og så ellers hygge alene, os to hønisser. Nu mangler vi bare Gurli, men hun har jo sine problemer, og det er nu lidt dumt, at vi ikke kan være samlet alle 4 søskende, men den tid er desværre forbi.

Vores fugle, der ellers har boet i mit hus (fuglehus) har forladt skuden. Ungerne er fløjet af reden, og de gamle er sat på køl, eller måske er de i gang med et nyt kuld? Hver morgen i den seneste tid har vi fået vores morgenmad ude i haven. Henriette løber derud, og jeg laver så rundstykker og kaffe. Det er bare skønt at kunne nyde livet i det fri.

D. 19. juni starter vi morgenen ude i haven med æg og kaffe. Bilen er tanket op, og ikke mindre end 2 kufferter er pakket med tøj og kameraer. Koldt vand fra hanen er tappet i sirupsflasker, og nu starter turen til Sölvesborg. Klokken er kun 8.00, og vejret er overskyet og slet ikke så varmt. Første stop er i Lund. Vi finder en parkeringsplads i Mortenslund og har smidt penge til én time i den dejlige by. Inden vi kommer ind i centrum, er der gået det halve at tiden, men vi runder domkirken af og er så inde for at trække penge på visakortet. Her er der problemer, for automaten vil ikke være med til denne operation. Det er ellers en Nordeabank, så vi går ind og trækker et nummer. Her kan de bare ikke veksle til svenske penge, da de slet ikke har penge i banken. Vi får så hjælp af en fyr, der vil love os et bedre resultat. Igen får vi et nummer, og der går lang tid, inden det bliver vores tur. Vi kikker på uret, og nu er det bedst at finde bilen, hvis vi ikke skal betale for overtid til parkeringen. Vi forlader banken og går mod Mortenslund. Jeg, der ellers er god til at finde vej, går forkert. Vi går en ekstra runde og kommer mere end 20 minutter for sent. Der er nu heldigvis ingen seddel i bilruden, og vi kører så videre. Vejret er fint, og solen kommer til. Næste stop er Hovdala slot, som ligger ved Hässleholm. En runde og ophold på stedet er dejligt. Vi indtager vores middagsmad med glæde. Sammenlagt leverpostej og æggekage. Kartoffel og russisk salat, siger ”mams !”. Vandet fra den kolde hane skyller lækkerierne ned. Næste by er Kristianstad. Det er en livlig by, og igen er der gang i handlen på torvet. Vi smutter ned i parken, der hedder Tivoliparken og nyder at være under trækronerne, for der er ret så varmt. Hyggeligt at gense den dejlige natur. 

Aygoen går i spind og fører os til den berømte herregård Bäckaskog. Her har vi været før, og vi genser herlighederne med ophøjet pande. Der skal være midsommerfest her, men uden os som gæster. Tiden går, og næste stop er Bromölla. Det er en meget lille by, der ikke har så meget at byde på. Undskyld, den er da verdensberømt for sine toiletter. IFÖ, hedder disse siddepladser, der har det med at hjælpe os af med resterne og overskuddet fra måltiderne. Jeg ser nu ingen toiletter på turen, men de er sikkert solgt til danskerne.

Langt om længe er vi så i den dejlige by Sölvesborg. GPS´en har ført os helt ind til vores hotel. Der er en offentlig parkeringsplads lige udenfor døren og en stor forretning, der passer til vores smag. Ind og melde os til et værelse, og Hotelfar tager imod os. Vi betaler straks og får udleveret en nøgle. Nummer 7 er vores hjem de næste 3 døgn. Det er et stort og dejligt værelse med toilet og bad. Vi er nu hurtige med at komme ud og se byen an. Her kan vi købe ind til næste dag og ikke nok med det, udenfor Coop er der en pengeautomat. Alt det mas, vi havde med at få svenske penge, er væk. Ind med visakortet, tryk på 500, og ud kommer der 5 lapper i svenske hundredekrone sedler. Vi går en aftentur og er så ellers tjente med at se dyner. Næste morgen indtager vi maden i frokoststuen. Den er da ok, men ikke mere. I dag kører vi så en tur mod nord. Første stop er Mörrum, hvor det bliver alle tiders tur omkring den vandrige elv. Laksen ser vi ikke, men vi når helt op til kirken og ned igen. Jeg filmer på livet løs uden at ane, at jeg måske ikke kan se billederne hjemme i Dommervænget.

Næste stop bliver Karlshamn, og her ser vi det danske flag i gågaden mange steder. Der er godt gang i torvehandlen, og vi går ind i byens kirke, som vi har minder om på film. Det er en stille og fredelig by, og da vi er ved at være lidt sultne, så snupper vi en ”korv”. Den smager nu ikke af så meget og er uden salt. Hjulene ruller igen rundt og stopper i Ronneby, - nærmere sagt Brunnsparken. Bilen får samme plads, som sidste gang, vi var der, og så hedder det ellers gåtur i den skønne park. Denne park skal ses og gås, mere skal der ikke siges om den. Trætheden melder sig, og vi orker ikke mere i dag. Det går hjem mod Sölvesborg, hvor en middagslur er påkrævet. Resten af dagen foregår i byen, hvor vi, uden at ane det, kommer ud til slottet og ruinerne af borgen, som danskerne har bygget, for mange år siden. Vi spiser udenfor i dag, hotellet har en skøn lille gård med lys og stole, der er gode at sidde på. Vi råhygger os og drikker øl til maden.

Det bliver aften, og jeg får det dårligt. Det er nyren, jeg har ondt i. Jeg er lidt af en svækling, når det gør ondt. Faktisk, så var jeg lige ved at køre hjem, men heldigvis besindede jeg mig. Efter en gang massage fra kyndige hænder, så hjalp det gevaldigt. Jeg kommer på toilet og kunne godt have brugt et IFÖ, for der var virkelig gevinst. Næste morgen er jeg frisk som en sild i Karry. Vi satser på en tur til Åhus og et slot, der ligger dernede tæt ved byen. Inden vi kommer til byen, må vi vende om, for det begynder at regne, og himlen er sort. Da vi kommer hjem, styrter det ned, og vi sidder og hygger os på værelset. Vejret bliver igen fint, og vi går en lang tur i byen og er lige ved at fare vild. Heldigvis finder vi vejen hjem, hvor det igen bliver tid til at spise i haven. Vi nyder tavsheden og fuglefløjten, og der kommer lys i flere lamper. Mennesketomme gader er, hvad vi vandrer i ned til stationen og hjem igen.

Næste dag må vi selv finde maden frem, pigen er sent på den, og hun bliver ligefrem flov over, at vi måtte klare ærterne selv. Farvel til Sölvesborg, og så går det ellers hjem mod Danmark. Vi skulle ellers have købt ind i Ica maxi, men finder ud af, at samtlige butikker er lukket. Det er nemlig midsommerdag og dermed helligdag for alle svenskere. Herligt at være hjemme i vores egen have igen. Det var nu en rigtig god tur.

D 23. juni, Sankt hans aften, foregår ude i haven. Vi har besøg af vores nabo, Per. Han har lidt guf med og øl, som vi nyder under kulørte lamper under taget. Herlig aften, hvor man i kolonien, ikke kunne få ild i bålet. Alle de våde grene ligger stadig og venter på at gå op i røg. Engang.

Juni er ved at rinde ud, og det er hyggeligt med et besøg fra bror Villys søn, Alfred og hans familie. Vi får snakket godt og er endda en tur ude på Vigen, hvor de godt kan tænke sig at holde ferie næste år. De har en Campingvogn som bosted, og derfra er der jo et fint udgangspunkt, når de vil besøge vore seværdigheder. Festivalen er ved at blive årsag til, at vi ikke vil tage så meget ud i haven. Der er så mange mennesker og biler, som gør det besværligt at køre derud. Vi kan ligefrem høre musikken herfra. Vejret er bare så fint i denne tid. Sol og sommer, og det vil sige, at vi hver dag tager ud i haven og får vores morgenmad. Vi bliver derude hele dagen og tager først hjem ved 18-tiden. Jeg har repareret taget lidt, og tagrenderne er renset og rettet, så de tager alt vandet fra taget. Det har de ikke gjort i mange år.

Vi får hver dag besøg af BISSE, som lige skal kløes og snakkes med. Hun går så hjem til Per, og han må åbne lågen, for hun vil bare ind denne vej. Vores krydstogtbillet er kommet, og først nu kan vi glæde os til turen. Den. 7. august er solen stadig med til at gøre livet dejligt, næsten for dejligt, og jeg har ligefrem ønsker om, at vi snart vil komme ned på mere menneskelige varmegrader. Jeg er bare ikke til den varme og havde set, at der i Skotland kun er ca. 18 grader.

Vi tager toget ind til Nordhavn station, og så går vi ellers den korte vej ned til Vision of the Seas. Det er det eneste skib, der ligger ved kajen, og vi har ikke svært ved at komme af med kufferten og ind på den hyggelige skude. Nuvel, vi skal bo på dæk 2 og har indvendig kahyt, - altså kan vi ikke se ud og ligger i totalt mørke, når lyset slukkes. Turen tager 11 dage, og det vil sige 10 nætter. Farvel til varmen og det lune vejr og se de nye steder, hvor skotter lever deres eventyrlige liv. De er så flotte, når de viser sig i deres nationaldragter, altså kilten med hele tjavsen. Vi kommer også til Irland, og her er der også forskel på folks væremåde. De er dog stolte over deres fædrelande og siger det ofte. Turen slutter af i England i Dover, som er en hyggelig lille by på størrelse med Roskilde. Det er i det hele taget en rigtig god tur, hvor vi ikke får brug for sommertøjet. Lørdag d.17. august lander vi så igen i København, og her er det regn i stride strømme. Vi bliver godt våde under turen til Dommervænget, men her i Roskilde er der stadig varmt. Vores blomster i haven har dog fået regn, for de strutter af iver for at vise, hvor dejlige de er. Ude er godt, men hjemme bedst. Der er desværre lige den flotte plante med gule blomster, som vi fik af Per, den ser altså noget tør og tam ud. Per er meget ked af det, men han glemte at se efter den, og han mente, at regnen kunne klare det, men den står jo inde under halvtaget og har ikke en tunge at stikke ud. Jeg har sat den ind under taget og vander den hver dag, så måske vil den vise sig på bedste vis igen, om nogle dage. Nu har vi så et par uger, inden vi igen vil tage en tur ud i den store verden. Det værste ved Britania-turen er dog, at jeg har taget 4 kilo på. Jeg kunne ikke lade den dejlige mad stå. Vi lavede jo ikke ret meget andet end at spise lækkert forberedt mad døgnet rundt. Næste mål er Jesperhus i Nordjylland, og måske hilser vi på en nevø, som jeg aldrig har set.

Mellemmad.

Hans Jørgen Thomsen ringer en dag til os, fordi han har læst vores email. Vi snakker sammen om muligheden for at besøge ham og hans Grethe. Jeg siger så, at vi da gerne vil komme og få en sludder over en kop kaffe. Vi vil så tage brød med. Det vil Hans Jørgen dog ikke høre tale om, nej, vi kan vel nok spise en mellemmad, siger han. Bare ordet mellemmad, går mig til at gå over i jysk. ”Do, ka vel li’ fisk?”, siger han så, ”jo, fisk er da ik’ så ring”, jamen så er det aftalt, at vi skal ses. Vi vil komme enten onsdag eller torsdag og ringer lige inden, bliver aftalen så. Jeg er meget spændt på at se, hvordan en mellemmad med fisk ser ud, og den skal altså filmes, til evigt minde.

Tirsdag formiddag kører vi ned til Lidl for at tage en Dagmartærte med på turen. Vi mangler også brød. Da jeg har fundet Dagmar frem, og vi går op til kassen, bliver der et masen og puffen. Man skifter kasse, og folk står på nakken af hinanden. Jeg har fundet en hund frem og lægger pungen dybt ned i lommen, for man behøver jo ikke at vise alle sine værdier. Jeg havde set en ældre mand, der stod og fægtede med armene og mener, at det var ham, som gav mig et puf, men jeg tænker ikke mere på det. Da vi så er på vej ud af forretningen, så hører vi en mand, der kalder på os. Han står og fægter med noget i hånden. Henriette hører, at det drejer sig om en tabt pung. Han kommer hen til os og viser os min pung. Jeg bliver meget paf over at se den hos ham, men den er ikke i min lomme mere. Han er nu flink og siger, ”du kan da bare give mig en tusse for fundet”, mens han smiler over hele ansigtet. Henriette kommer til, og hun siger ”tusind, tusind tak”, han råder hende til at passe bedre på sin mand. Jeg har det mærkeligt og vil bare ud.

Efter at have sundet mig over dette optrin og gennemtænkt det hele, finder jeg ud af, at årsagen til han havde min pung var fra dengang, han skubbede til mig. Min pung kan altså ikke falde op af lommen, men skal hjælpes. Jeg har simpelthen været udsat for et trick. Der mangler nu intet, og han bliver en ærlig finder i andres øjne, men jeg får det altså meget mærkeligt.

Vi smutter hjem til Jylland onsdag d. 27. august og har bestilt en hotelhytte ved Sallingsund Færgekro. Turen derop er lang og varm, for solen er stadig i sit lune hjørne. Vores mål er min nevø Hans Jørgen og hans kone Grethe. Vi er virkelig meget spændte på at se dem, for vi aner ikke, hvordan de ser ud. De har jo set både Henriette og mig på nettet, så når vi kommer, er de helt med på, hvem vi er. Onsdagen foregår dog i Jesperhus Blomsterpark, for jeg er godt træt efter turen over Fyn og op over den Jyske højderyg. De, der aldrig har set denne blomsterpark, har noget at glæde sig til, hvis de altså er til blomster. Torsdag kører vi så op til Aggersborg ruin, og den er altså ikke nem at skrive noget om, for der er jo ikke ret meget at kikke på. Så ringer vi til Hans Jørgen, og får fat i Grethe, der hurtigt giver os Hans J. Han tilbyder os en mellemmad, når vi kommer hos dem. Vi har deres adresse, så det er bare om at lade GPS’en arbejde. Vi er dog først ude at kikke på Frederiks d. 7.’s kanal, og der bruger vi Hans Jørgen som vejviser. Kanalen er meget flot, og der er fyldt op med små skibe af enhver slags. Vitskøl klosterruiner får også vores besøg, og især urtehaven er vi vilde med. Alle de giftplanter og helbredende urter, man kan se på. Men det er nu nemt at se, hvilken årstid vi er i, for blomsterne er ved at dø, og de har smidt de fleste blade. Nu skal vi så finde frem til Hans og Grethe. Jeg skal indrømme, at jeg er meget spændt på at se, hvad en mellemmad egentlig er, for Hans J. snakkede om fisk. - Bare der nu ikke går fisk i det, for vi kan altså ikke finde deres sommerhus. GPS’en har ledt os til et helt andet sted, og vi kommer ud i marken, inden der er en hjælpende mand, der råder os til at snakke med kroen, lidt udenfor Ertebølle. Her er der en meget flink pige, som kikker efter i telefonbogen, og hun opdager vejen overfor Kongeporten.

Ahh, de er vel ikke ligefrem kongelige, men vi tager chancen. Da vi kommer ud ad små veje, der bliver mindre og mindre, uden at vi kan se nummer 56, så er vi altså ved at miste modet. Ved sidste hus på vejen, der er nummer 26, ser vi et ægtepar, der sidder udenfor og hygger sig. Vi bliver enige om at spørge dem, om de dog ikke kan hjælpe os med at finde nummer 56. Konen, der er meget solbrun, kikker på os, og det virker som om, hun selv venter gæster. Manden sidder og kikker på os, og vi er vel lidt flove over sådan at komme brasende. Deres hund, Fie, kommer og giver sin historie om, hvem der egentlig bestemmer her. ”Jamen er I da Hans Jørgen og Grethe”, spørger vi så. Jo da, det er da dem. Vi kommer så ind i deres have og sætter os ved et bord, mens solen stadig er god ved os, der kan lide dens påtrængenhed. Nu går snakken på fuld skrue. Vi har jo ikke så lidt at snakke om. Desværre, så kendte jeg af gode grunde ikke min bror, da han døde, mens jeg endnu ikke havde fået tænder eller kunne gå, som et rigtig menneske. Hans Jørgen er en rigtig lun fætter, der snakker lige ud af posen. Og han har mange ting i ærmet, som jeg kan suge til mig. Vi ser billeder af ham som lille, og der er da ingen tvivl om, hvem han lignede, - min bror. Grethe vil så byde os på en mellemmad, og hvor er vi spændt på, hvad den indeholder. Hun kommer ud med et fad, hvor der er 4 meget store portioner. Der er ikke mindre end 2 fiskefileter ovenpå hinanden og salat imellem. Derpå er der masser af rejer og kaviar, og det er bare om at gå ombord i mellemmadden. En dejlig rosévin, der er lige efter min gane, er årsag til at jeg kan spise op. Vi kan bare ikke rokke med ørerne mere, og regnen er skyld i, at vi må trække ind i stuen. Så kommer jeg i tanker om, at kameraet stadig ligger ude i bilen, og jeg har slet ikke fået et billede af, hvordan en fiskemellemmad ser ud. Øv.

Snakken går inde i stuen, mens kaffen klarer småkagerne, der vist er lidt tørre, da de jo er tørkager. Vi ser så billeder fra deres familie og får et godt indtryk af dem. Hans Jørgen kendte Fangel, og jeg må erkende, at jeg sagtens kan se ham som hestehandler, og give håndslag ved en handel. Han skal bare have en hvid kittel på. Endnu et bevis på, at han er i min familie, er, at han er lige så snaksommelig, som vi. Der er ikke tavse tidspunkter i de mere end 3 timer, vi er der. Det er i det hele taget en rigtig god dag. Deres sommerhus er et rigtigt bjælkehus med tykke synlige stammer ud- og indvendigt. Der er også alle moderne bekvemmeligheder, så de kan bo deroppe hele året, hvis de vil. Det er da ikke sidste gang, vi besøger dem. Der går et lys op for Henriette, da Hans Jørgen kommer og giver os 4 små lommelygter. Nu kan hun finde nøglehullet, når hun kommer hjem fra arbejde. Vi kører hjem, og der bliver ikke mere ud af denne dag. Fredag kører vi hjem, efter vi har spist morgenmad. I Holstebro er der gang i handlen på torvet, og i Hvide Sande får vi samlet kræfter til at køre ned til Bork. Her spiser vi en dansk bøf, og den er stor. Hvis jeg skulle lave bøffen, så var der kød til 4 bøffer. Vores tur er færdig klokken 17.46, eftersom vi igen sidder herhjemme i Dommervænget, mens regnen bare vælter ned. Det var en mellemmad-tur af de bedre.

Vi har nu nydt mange dage ude i haven, og jeg har lavet en kongeport ind til græsplænen. Vi har fået en flot have, og den skal søster Gerda og Gurli da se, så vi inviterer dem ud til os torsdag middag. Faktisk så var det Gerda, der inviterede sig selv, og hun ville have Gurli med. Vi får ikke en mellemmad, men varmt. En dessert, der er hjemmelavet og koldskål made by Oscar. Slutteligt nyder vi Dagmar, som Gerda har bestilt og betalt, og som vi har købt, hvor svært kan det være? Vi viser så vores film om Hans J. og Grethe, og den har de meget glæde af. Vi får snakket om fortiden, og det er helt mærkeligt, at Bruno igen er midtpunkt. Nu får vi se, om der kommer mere kontakt med Hans og Grethe?

Sort sol september 2013

Vi starter vores tur klokken lidt over 8, onsdag morgen, og datoen er d. 25. september. Første stop er som altid Kildebjerg på Fyn, hvor vi tisser af. Der bliver trængsel, eftersom der er kommet en bus fyldt med kvinder, og de bruger så begge toiletter, altså mændene må vente på fri bane. Næste stop er hos Moster Birthe. Hun har lavet frokost til os, og vi hygger os i mere end 2 timer. Faktisk så spiller vi sammen, jeg på klaver og Birthe på violin. Måske er det ikke rigtig flot, men det kan da bruges, efter lidt mere øvelse. Så går det ellers ned til Flensborg. Vi smutter om til Fleggaard og køber lidt Vestfyensk øl, som vi gerne vil drikke, når vi lander på vores hotel. Fruerlund, lejlighed nr. 18 og vejret er dejligt, vi drikker en øl midt i solen lige udfor vores bil. Godt trætte af køreturen falder vi i søvn. Efter lidt TV på tysk, finder vi endelig et dansk program.

Næste morgen, altså torsdag den 26, efter vores hjemmelavede morgenmad, smutter vi ned i byen. Vi finder et parkeringshus og går så på eventyr i den hyggelige by. Der er masser af mennesker i gågaden, og vi nyder det fine vejr. Ved middagstid smutter vi hjem til middagsluren, og senere kører vi de ca. 12 kilometer, der er til Glücksburg park og slot. Det bliver en dejlig tur mellem blomstrende træer og buske, og vi knipser løs med vores kamera. En ”Vågn op”-mand kommer og giver os en pjece om, at vi skal være beredte og klar i ånden eller troen, om man vil. Henriette får ham sat på plads med et par sten, der holder oplysningerne i ave. Vi slutter dagen af hjemme på hotellet, og det starter med at regne, meget kraftigt.

Fredag morgen den 27. sætter vi kursen mod Tønning, som er en lille by ovre ved vestkysten. Vi har hørt fra Hans J., at det skulle være en hyggelig by. Jo da, jeg bliver især varm på klokkespillet, der frembringer flere melodier, mens Henriette optager dem. Bredstedt kikker vi også på, og det viser sig, at vi var der sidste år. Og da vi kommer til Niebühl, lyser vi op, for der har vi sørme også været sidste år. Vores næste hotel hed Fegetasch og ligger i Neukirchen. Der er kun 7 kilometer herfra til Aventoft, og det er der, det sner, - altså, at stærene har opvisning. Vi smutter til åstedet og køber ind af øl, og hvad vi ellers mener, at vi mangler. Jeg bliver pludselig bange for, om bilen overhovedet kan klare vores indkøb. Der er 9 kasser i alt, og bilen går ligefrem i knæ, da jeg læsser den. Forsigtigt kører vi tilbage til hotellet, og jeg må tage 2 kasser af. Vi rokerer så om på varerne, og jeg håber virkelig, at bilen kan klare turen hjem.

Vi sidder og venter på stærene, og de kommer skam også alle sammen. Men det er en meget tam opvisning, de gider vise os. Straks de ankommer på scenen, så dykker de ned i sivene og sætter sig der. Ingen gider komme på himlen igen, og vi hører dem snakke som et vandfald. De hundredvis af kikkere får sig en lang næse, for det er ligefrem menneskene, der optræder for hinanden. Håbet svinder hen, og vi bliver enige om, at det sikkert er krisen, der har en finger med i fiaskoen. Måske har de unge stære ikke lært at optræde? Vi kører slukøret hjem på hotellet.

Næste dag, efter vi har fået et godt morgenbord med æg og dejligt brød og kaffe, så går turen rigtig hjemad. Jeg havde ellers besluttet at besøge Hans J. og konen hans, men da vi over radioen hører, at der er en kø på godt 2 timers ventetid på Vejle-Århus vejen pga. et uheld, og selv i den modsatte side er der en såkaldt kikkekø på 1½ time, så vælger vi at tage direkte hjem. Turen går stille og roligt hjemad. Jeg holder mig i højre side og kører de ca. 90 kilometer i timen, indtil vi kommer til Ringsted. Her kører vi ind på Roskilde Ringsted-vejen, og der er ingen trafik. Jeg overhaler en enkelt bil lidt nord for Ortved, og pludselig bliver jeg gennet ind til siden. Et hestelignende væsen kommer over til mig og beder mig stige ud. ”Du kørte for stærkt”, siger hestens tænder, der sikkert har spist et helt rugbrød. Det er en kvindestemme, der så vil se mit kørekort. En grinende uniformmand står og leger med et kamera, og jeg finder selvfølgelig kortet frem. ”Du har kørt alt for stærk”, siger hesten igen. ”Jeg har målt din hastighed til 99 kilometer i timen, og du har jo ingen klip i kortet. Det bliver så til en bøde på 1.500 kroner. Går du med til det?” - Jamen jeg er da klar over, jeg har dummet mig og modtager dommen.  Det blev altså en dyr tur for at se stære, som ikke engang gad vise sig på himlen. Jeg vil ikke køre efter fugle mere. Vi bruger så resten af dagen ude i vores dejlige have, hvor solen stadig slår sine folder, og hverdagen kører igen helt normalt. Men 1.500 kroner er mange penge. Så kan jeg måske lære at indrette mig efter loven. Jeg er jo ligefrem en forbryder af de værste. For at komme mig over episoden, så ser jeg disse politifolk som nogle sørgelige personer, der har meldt sig til tjeneste, fordi de ikke har andet at tage sig til, og de vil så gerne være blandt mennesker, - og ramme dem på pengepungen.

Giroen er kommet og jeg har betalt bøden. Henriette betalte det halve, for som hun siger, så er vi jo 2 om alt. Vi er os, og det er da skønt at leve på denne måde. Da jeg søger om nedsættelse af bøden, grundet jeg er pensionist med laveste takst, så kommer der et brev, der fortæller, at jeg kun skal betale 750 kroner. Jamen, det er da skønt at opleve. Nu håber jeg så ikke, at jeg bliver taget i at køre for stærkt mere.

Efterårsstormen kommer sidst i oktober måned, og den snupper naboens træ, der læner sig faretruende mod vores kolonihavehus, så jeg må altså ud med saven, og sammen med Per, får jeg nedlagt træet. Denne gang går det slet ikke ud over vores drivhus, så her kommer der ingen skår i glæden.

Vi har i mere end en uge ikke kunnet kontakte søster Margit og ringer så til Kærbo. De fortæller os, at Margit ligger på hospitalet, og efter flere opringninger får vi søster i røret. Hvor er det skønt at høre hendes stemme. Dagen efter er vi så inde og besøge mor Margit, og hun er rigtig glad for vores besøg. Herligt. Om de kan hjælpe hende med de mange smerter, tror hun ikke på, men det er det eneste, de kan gøre. Vi håber, hun snart kommer hjem igen, for det er nu langt bedre at besøge hende der.

Vi skulle have været hos Gurli og spise And Mortensdag, men det blev ikke til noget, for Gerda var syg og aflyste, ved at bede os ringe til Gurli.

Nu er det sværere at få kontakt med Gurli, for hun har sin telefon liggende i skuffen, så vi tager altså ind til hende. Heldigvis er hun lige kommet hjem fra en Roskilde-tur, og vi får en tår kaffe og en snak. Vi aflyser anden til en anden dag, og alle er glade. Det var nu hyggeligt at se lillesøster, der er ved at komme i god vægt igen.

Vi er nede på skolen og stemme, for selvom jeg ikke har den ringeste tro på politikere, så mener jeg, at det er min pligt at stemme, for derefter at brokke mig over de uduelige personer, der får 4 år med løn for at lave intet. De burde slanke sig indenfor denne gren af nassere af samfundet, men da det jo er dem, der skal sørge for slankningen, så sker det jo aldrig. Valget bliver som altid. Flere rævekager medvirker til, at selv borgmesterposter lader folk lokke til at ændre parti. Jamen de politikere på lavt plan, er lige så korrupte som i regeringen og unionen.

Onsdag d. 27. november er vi meget tidligt oppe. Vi skal møde nede ved stationen klokken 05,30 og derfra køre til Lübeck julemarked. Vi er 5 mennesker fra Roskilde, og der kommer flere til, da vi kommer til København. I alt 20 mennesker har valgt at opleve det fantastiske julemarked, som byen er berømt for. Vi er i Lübeck klokken 10.30 og har så næsten 4 timer på egen hånd. Mange steder i byen er der boder og juleting. Henriette har ”Døden fra Lübeck” som mål, og det bliver en fiasko, for der er ingen død at se. Den er nemlig pakket ind og under reparation. Vi går så og fryser, mens blæsten gør sit til, at selv bentøjet bliver iskoldt. Det hjælper lidt, da vi kommer indendørs i indkøbscenteret ”Karlstad?” for at tisse. Jeg flotter mig gevaldigt, for jeg betaler 2 euro for ulejligheden. Det viser sig senere, at jeg havde givet tissekonen 2 zlotys.

Vi får så gløgg på tysk, og det er altså en god drik, der varmer helt ind i sjælen. Da vi skal hjem, så viser det sig, at vores bussemand har glemt en gæst. Hun kommer dog med en anden bus, og vi må vente på hende ved Fleggaard. Her køber vi så lidt drinks og juleøl. Da vi kommer hjem til Roskilde, vil jeg bære det tunge læs men må opgive, efter få skridt. Mine ben gør ondt som bare pokker. Knæene kan ikke lide at fryse, og dette betyder, at stakkels Henriette må bære det meste. Jeg kan næsten ikke komme op ad trappen, og dagen er ligesom blevet til en slem pine. Klokken er næsten 21.00, og vi laver lidt mad. Det er nu sidste gang, at vi tager på julemarked så langt væk.

Den sidst lørdag i november køber vi en motionscykel til Gerda, besøger Margit, er på julestue i hendes verden – Kærbo, får en dejlig middagsmad. Grønlangkål og frikadeller. Jamen endnu en god dag er rindet ud.

Vi får så en storm mere, der denne gang ikke går ud over vores have. Derimod bliver det til oversvømmelse ved Roskilde havn. Jyllinge og især Frederikssund-borgere får rigtig meget vand ind i husene. Der er næsten Venedig-tilstande.

Den sidste dag i 2013 er lun og endda med ikke så lidt solskin, og vi besøger som altid vores lille have, hvor muldvarperne er rigtig aktive. De har væltet masser af jord op i græsplænen, og den eneste trøst er, at det er langt værre inde hos Frans og Henriette. Min Henriette vil filme højdepunkterne, men der er ingen strøm på kameraet, så det må vente til en anden god gang. Vi får os en rigtig lækker middag, der består af et par stjerneskud og lune frikadeller. Og aftensmaden er heller ikke ringe. Vi ser vores dejlige film fra Nepal, og minderne vælter frem. Vi ser på masterbåndene og opdager, at vi sagtens kan lave mange flere film ud af råmaterialet. Det er da lige før, at vi kunne finde på at rejse til Nepal igen. Vores sidste aften i dette år ser ud til at gå uden problemer. Det er kun vores dronning, der ikke rigtig kan finde de rette ord til talen, men det hjælper, da hun giver en undskyldning til os alle. Hvornår lærer damen, at hun skal læse talen igennem flere gange inden?

Vi bliver ringet op af vores nabo fra haven. Per. Han må desværre meddele os, at BISSE ikke lever mere. Det er en barsk besked at få. Per er selvfølgelig rørt og meget ked af det, og efter jeg har snakket med ham, så går tankerne omkring vores dejlige hund. Hun var jo næsten vores barn. Hver eneste dag kom hun på besøg, og mosegrisene smed hun ud af vores have. Når Bisse så blev træt af at blive kælet og klappet, så gik hun da bare hen til Pers havelåge og kaldte på ham. Vi har virkelig haft mange gode timer i hendes selskab, så det bliver meget mærkeligt, at vi aldrig mere skal høre hendes bjæf og logrende hale, når hun så os. Det var på første dagen af året 2014, at bisse fik fred. Tak for alt, Bisse. Men det er altså en dårlig start på året, så vi ser frem til bedre tider.             

 

 

året 2014.

Mens vi skutter os og er iført flere lag varmt tøj, så er der andre, der lige skal have dyppet fusserne i det kolde vand, - brrr!

Vi har endnu ikke fået vinter, for hver dag er der op til 8-9 graders varme, og så kommer der en del vand, men sneen lader vente på sig. Vi har kyndelmisse i dag og er lige kommet hjem fra en 3 uger lang ferie på Tenerife. Vi forlod et koldt Danmark og kom ned til lidt lunere temperaturer. 3 uger er lang tid, især når selv vejret dernede var præget af vejret fra det kolde nord, så det var altså meget overskyet og med en del regn. Mange gange gik vi ture i regnen og havde så regnslag på. Det var da hyggeligt men ikke noget, der gav mulighed for at blive brun. Selvfølgelig havde vi dummet os lidt, for vi havde taget et hotel, hvor morgenmaden var med i prisen. Det gør vi aldrig mere, for vi savnede altså et køkken. Nå, men 4-5 dage med sol var nok til, at jeg blev brun selv på maven, armene og bentøjet. Jeg var lidt bange for, at mit ben ikke ville makke ret, for fra starten af gjorde det ondt som bare pokker. Det gik dog over, da vi gik længere ture, - med smerte skal smerte fordrives. Det var altså en slapaf-tur, hvor vi ikke var ude på seværdigheder. Selv kameraet holdt lav profil.

Jeg var ret hurtig til at brokke mig til hotellet, for de havde givet os et værelse ud til havet, og jeg havde søgt et ind mod byen. Jeg opgav at få et andet værelse og fik dermed ikke den gode søvn, jeg havde forventet. Havet har det med at larme, og der var faktisk ret så store bølger, der brasede ind mod kysten, og når vi lå i sengen, så lød det, som om det var stormvejr udenfor. Flere gange ledte jeg efter knappen til at skrue larmen ned med, men den havde de virkelig gemt godt. Nå ja, det blev så ikke bedre for mig, da jeg havde været nede og spise tapas med kanariske kartofler, stærk mojo-sovs og chili til. Det løb simpelthen fra mig, og denne udrensning var vist god for kroppen. Vore lange ture op til la Paz og parkerne var dejlige, og vi var så heldige, at vejret teede sig nogenlunde, når vi var ude på farten. Vi prøvede at gå på nettet, bare for at se, hvor dårligt vejret var i Danmark, men wifi virkede kun en enkelt gang.

Det var en lang hjemtur til Danmark, hvor jeg heller ikke kunne finde den berømte hjemmeknap. Vores bil, som vi havde parkeret tæt ved lufthavnen, var glad for at se os, og ditto her. Vi betalte jo også mange penge, for at den skulle have det godt. Mere end 2.000 kroner var prisen, men vi har jo ingen familie eller venner, der vil køre for os og låne bilen til vi skal hentes igen. Nu er vi hjemme, og postkassen er propfyldt, hvor det meste dog kan gå direkte til skrald. Her er vejret stadig koldt og med sne på græsplænerne. Hverdagen er på trapperne, og vi har energi til det helt store. Men 3 uger er lang tid, når vejret driller. For resten så opdager vi altså, hvor meget der bliver mailet til os, mens vi er på ferie. Mere end 200 mails, der slet ingen betydning har. Men vi bruger tid til det, jamen det er da skræmmende. Jeg tager samtlige mails og sletter dem på én gang.

Torsdag d. 27. februar kører vi ud til vores have. Vejret er koldere, end de havde lovet, men vi har rigeligt at lave, så det er nemt at holde varmen. Henriette rydder op i drivhuset og gør klar til de nye tomater, der gerne skal være at plukke og spise til sommer. Jeg har en del visne grene fra buske, som skal fjernes. Da jeg kommer til bregnerne, så får riven fat i noget levende. En stor bunke blade skal væk, tror jeg, men pludselig opdager jeg et pindsvin, der rører på sig. Den har fundet sig et hi for vinteren og er ikke opsat på at vågne op endnu. Jeg kalder på Henriette, og vi filmer vores beboer, inden jeg lægger flere blade over den. ”Sov igen, Bette ven”, siger jeg og forlader dens soveværelse. Vi får også besøg af en solsort, der lige skal se os ann, inden den flyver. Da vi holder et lille hvil, så får vi besøg af et musvitpar. De vil lige se efter, om deres bolig er klar til indflytning. Jamen, hvor er det dog en herlig dag, og det til trods for, at det stadig er koldt og diset. Vi spiser vores medbragte mad og drikker en guldøl til. Så sætter vi kursen hjem mod varmen i Dommervænget. En herlig dag i vores dejlige have, var det. Vi er godt tilfredse med vores Aygo, men jeg kunne også tænke mig at få en helt ny bil af samme klasse, som skal være den sidste bil i vores tid. Derfor så sender jeg en mail til Jesper Wasservall, som jo var sælgeren, af den gamle bil. Han virker så troværdig og ærlig, at vi ikke kan drømme om at snakke med andre sælgere, hos Arne Stubbe. Jeg beder ham komme med et godt tilbud, vores bil er jo ikke så gammel men skal synes for første gang. Der går ret lang tid, inden vi hører fra Jesper.

Bilen når at blive synet, og den går selvfølgelig igennem uden problemer. Så dukker en mail op fra Jesper. Han beklager, at der er gået så lang tid. Angående vores gamle Aygo, så mener han ikke, at vi kan forvente mere end 30.000 kroner for den. Det er jo en 2008 model. Han glæder sig ellers til at se os, og vi kan lave en god handel. Jeg bliver godt sur, da jeg på nettet finder ud af, at vores bil er en 2008 model i stedet for en 2010, som Jesper ellers dengang sagde, at det var. Jeg bliver godt sur, for bilen er lige synet som en 2010 model og vi skriver 2014. Fra synet, fik jeg så klarhed over, at bilen er en 2008 model, men den er først synet i 2010, og derfor er der gået de 4 år, som loven siger. Det vil sige, at Jesper har solgt os en 2008 model og sagt, at det var en Model 2010. End ikke på papirerne står der noget om årgangen. Det skal man se på motorblokken. Da vi jo har betalt rigeligt for vores gamle, - meget gamle bil, så har vi besluttet os for, at den skal følge os. Men jeg kan bestemt ikke anbefale folk at købe bil hos Jesper W., som er sælger hos Arne Stubbe i Roskilde. Han er jo en svindler af rang. Men jeg er nu lidt flov over at være blevet taget på sengen. Jeg vil fremover ikke være så naiv, har jeg lovet min kommende kone. 

Vi har besluttet os for at blive gift. Nu har vi levet længe nok på polsk, - mere end 20 år, så mon ikke vi kan holde sammen endnu 20 år, eller længere. Årsagen er nu mere, at vi vil sikre hinanden den dag, en af os falder bort. Jeg har jo en meget grisk datter og søn, der helt sikkert vil komme og suge til sig, alt hvad de orker.

Det er nu bare ikke så let at blive gift i dag. Vi skal søge digitalt på nettet, og det er endnu ikke lykkedes os at komme igennem til kommunen. I flere dage har vi været på nettet og forsøgt utallige gange på forskellige måder, men der kommer ”Error”, og vi sidder bare uden at ane, om vi er solgt eller fri. Den Nye, Fagre verden er blevet så bøvlet, at intet kan lade sig gøre. Jeg tror virkelig, at mennesket er blevet dummere end tidligere, eller - end politiet tillader. Alt skal foregå digitalt, og ingen kan finde ud af det. Jeg har knoklet med at komme ind på kommunen, og det lykkedes virkelig efter mange timer, mere end 10 timer. Vores ansøgning er godkendt og sendt til kommunen, var der en mail fra kommunen, der fortalte. Hurra for det, så venter vi bare på mere information.

Der kom så en ny mail fra kommunen. Det var en rykker, hvor der stod, at de endnu ikke havde fået ordren. Vi skulle lave ansøgningen om igen. Men jeg kunne ikke komme ind og lave noget om. – ”Error” igen! Altså skrev jeg en mail til kommunen, og mandag morgen fik jeg en mail fra dem, hvor de skrev, at de havde modtaget min mail og ville bearbejde den indenfor 10 dage, og ellers ville jeg få en meddelelse, hvis de ikke kunne løse problemet?  Altså, vi aner stadig intet, og det ser ud til, at vi ikke kan blive gift. Nå, men alting får en ende, og vi har nu modtaget bevis på, at vi kan komme på rådhuset d. 10. april klokken 16.20. Hurra – men, hvor var det bøvlet!

Vi har bare igen fået en rykker om, at vi ikke har gjort os færdige. Jamen vi går ind og stopper vores ansøgninger, begge 2. Jeg har lige talt de mails, vi har fået fra kommunen, og det blev til - hold jer nu godt fast - 23 (skrives tre og tyve) mails. Det er vist noget, der kan kaldes for bøvlet at blive gift. Jeg vil aldrig mere i denne situation, så Henriette har bare at blive i vores kommende ægteskab. Hun orker nu heller ikke at skulle søge om giftestand mere, så vi er kureret.

Jeg vil se nye steder, og derfor så bestiller vi en lejlighed i Slesvig, der ligger ganske tæt ved Gottorp slot, og som hedder Schlei42. 3 nætter fra d. 26. til d. 29. marts. Det er billigt, for vi skal kun betale 165 euro i alt. Men så bliver jeg syg, og d. 19 marts er sidste dag, hvor vi kan afbestille, uden at det koster noget, så Henriette og jeg bliver enige om at afbestille. Jamen, min sygdom er jo forudseende, kvalme og svimmelhed, ondt i nyren, tarmene og maven. Nej, jeg skranter jo. Efter flere forsøg med hjemmemedicin og øvelser, så mener jeg at være nogenlunde i form, så vi mailer til Slesvig igen, og lejligheden er stadig fri. Vi tager så mod syd d. 26 marts, og det er ellers en kold og trist biltur. Selvfølgelig er vi for tidligt dernede, og derfor så besøger vi en hyggelig by, der hedder Kappeln. Vi finder et godt sted til bilen og går så ud i byen. Men, hvor er det koldt og blæsende. 2 timer skal der bruges, men med hvad? Henriette lyser op, da jeg foreslår, at vi går ind og får os en kop kaffe med brød til. Vi vælger en rabarberkage og en kop chokolade, der er dejlig varm. Henriette opgiver en tissetur, da hun ikke kan låse toiletdøren op med den nøgle, som hun har lånt, så vi går ned mod bilen. Nu skal det gå stærkt, for det er begyndt at regne. I bilen sidder vi så og glor på den strøm af vand, som Vorherre har valgt at sende. Vi holder på en parkeringsplads udfor et hotel, og da jeg nu gerne vil af med lidt vand, så går vi ind og låner deres toilet.  Det letter, og selv regnen falder mere spredt. Vi kører så mod Slesvig og kommer kun 15 minutter for tidligt. Ulrike, som vores vært hedder, dukker op, og vi bliver indkvarteret på 2. sal. Udover at vi betaler lejen, så er der frugt, kaffe, kage og alle muligheder for at lave mad, men bedst er det dog, at hun giver os en hel flaske rødvin, som hun håber, vi vil nyde. Vores værelse er ikke så stort, men det er med badeværelse, faktisk så er der rigtig hyggeligt. Jeg vil ikke glemme at nævne, at der også er dejlig varmt. Vi liver op og er blevet rigtig kåde.

Vi skal købe lidt mad ind og går derfor ind mod byen, men der er langt derind, og det blæser rigtig koldt. Heldigvis har vi regntøj med, og det kommer udenpå frakker og trøjer. Det bliver ikke til mere tur denne dag. Jeg er ikke helt frisk og går derfor i seng klokken ca. 19.00, og Henriette putter sig med mig 1 time senere. Jeg kører det meste af natten, har svedeture og ondt mange steder. Dynen er nu rigtig fed, varm og let. Næste dag ser vi så byen, og denne gang har vi tøj nok på. Fredagen bliver brugt i parken, der ligger tæt ved vores lejlighed.

Lørdag morgen, efter at Henriette har foretaget sit morgenløb, går med at køre til Fleggaard, hvor vi køber ind til sommeren ude i haven. Jeg køber en solbærrom, som jeg vil have, vi skal smage hos Hans Jørgen og Grethe. Vi kører så til Hørning, hvor vi genser mit barndomshjem. Huset er blevet kalket hvidt, og det dufter stadig. Jo, der er da pænt, hvorimod Fangels hus, - det er væk! Nu er der bare en parkeringsplads, ”der hvor man ikke anede, hvad margarine var, men kun brugte smør”. Vi besøger så Hans Jørgen og Grethe. Grethe har anlagt ”et af livets glæder”-bord, hvor der bestemt ikke mangler noget. Gravad laks, som H. J. selv har bearbejdet, og rejer, der ligger som perler på en snor, store og saftige. Vi spiser, ja, næsten æder, os gennem dette dejlige bord, og snakken går, som altid. Jo H.J. er i vores snakkesalige familie, det er der ingen tvivl om. Vi siger ”ja tak” til at være med til at fejre deres Guldbryllup, så H.J. vil nu sørge for, at vi kan overnatte tæt ved, dagen før og på selve dagen. Vi glæder os selvfølgelig til at se deres familie, der forhåbentlig er lige så menneskelige som H.J., Grethe og os. Vi kører så hjem, efter vi har sludret og set lidt familiefilm, og klokken 21.00 sidder vi herhjemme og ser TV med en øl i hånden. Det er faktisk en rigtig god tur, til trods for, at vejret mest var til indendørs aktivitet.  

Vejret er stadig mest til indendørs aktivitet, men jeg får dog lavet lidt i haven, og ikke nok med det, så må jeg brække ind i vores eget hus, eftersom jeg har lagt nøglerne fra mig, i annekset.  Nok så flot låste jeg døren efter mig, og på bordet grinede samtlige nøgler af mig. Heldigvis er der værktøj i en kommode ude under halvtaget, og jeg får slået hængslet godt og grundigt ned. Jeg er vist ved at blive glemsom, og det koster i den anden ende.

Nå men tiden går langsomt helt frem til torsdag d. 10. april. Både Henriette og jeg har det meget mærkeligt, og selvom vi har haft travlt med at lave mad og gøre rent, så snegler tiden sig af sted. Middagsluren bliver ikke rigtig til noget, og vi klæder os om.  Klokken 14.00 ringer det på døren, og ind kommer tvillingesøster Gurli og storesøster Gerda. De er godt forfrosne og får sig en kop varm kaffe, hjemmebagt brød og en Dagmar. Vi snakker, som bare vores familie gør, og så går turen ellers op til rådhuset. Jeg finder en parkeringsplads tæt ved torvet, og vi valser mod målet. Rådhusporten er låst, og først da der kommer giftefærdige folk ud fra rådhuset, sætter jeg foden for, og vi kommer ind i varmen. På førstesalen er der også ventetid, men så bliver vore navne råbt op. Ind i den flotte sal træder vi så og går målbevidst op mod en kvinde, der med hænder og fagter får os til at stå front mod hende med et bord mellem os. Susanne Frost, som hun kalder sig, byder os velkommen, og Gurli og Gerda sætter sig tæt ved os. Susanne er rigtig hyggelig, og det bliver en veldig fin åbning for vores bryllup. Vi siger selvfølgelig ja, begge to og sætter ringen på hinandens finger. Vi får en gave og papir på hinanden, og udenfor rådhuset står en af Henriettes kollegaer med en gave. Vi er altså midtpunkt for denne dag, og det er nu ikke så ringe at opleve. Vi kører hjem og åbner flere gaver. God hjemmelavet mad og snak, får tiden til at gå hurtigt. Gerda rejser sig og giver os en tale, der virkelig varmer og rammer plet. Jamen, nu er vi altså ægtefolk på ret vis - og ikke på polsk. Jeg har så erfaret, at selvom vi kun var 4 mennesker til festen, så var det en uforglemmelig fest og dag. Jeg er jo heller ikke til store fester, men denne var nu den bedste i min levetid.

Jysk Guldbryllup.

Torsdag d. 24. april starter vores tur mod Jylland. Vi skal dog først lige ud i haven og give planterne i drivhuset vand. Det er rigtig koldt, og så regner det. Faktisk så er det slet ikke nødvendigt at vande, så vi kører fra Hamohus, mens bilen, der ellers er nyvasket, bliver mere våd og beskidt. Vi kører ikke hurtigt, for jo før vi kommer til Odden havn, jo længere skal vi sidde og vente på færgen. Kombardo viser os ind på bildækket, og vi går op på øverste sal, hvor vi sætter os godt til rette. TV er åbent, og det følger vi så. (Dvs. Henriette sover nu på hele overfarten). Nyhederne er dog de samme, hver halve time, så der er slet intet nyt fra den store verden. Da vi kommer til Århus, så ringer vi til svigerdatteren Helle. Hun vil møde os, hvor vi skal natte. Helle vil så ringe senere, når de går i gang med æresporten hjemme på værkstedet.

Vi besøger derfor HJT og G, og jeg overfører et par film, som vi har lavet, til deres computer. Vi smutter hjem på vores værelse og får vores middagslur. Ved 17-tiden ringer Helle, og vi kører så ud til værkstedet. Vi kommer ind, og her er der samlet en del hyggelige mandfolk, der alle følger Helle og Helle med øjnene, mens de får lavet en flot port. Flemming (svigersønnen) får sat det fast, som helst skal blive der i lang tid. Vi får 2 øl og lytter til deres såkaldte naturlige værkstedshørm, der måske kan få nogle sarte folk til at forlade bageriet, mens andre finder det ret så sjovt. Henriette og jeg tager det pænt, for alle er utrolig flinke overfor os, næsten for flinke. Vi bliver så enige om, at de skal sætte porten op klokken 06.00 på selve dagen.

Næste morgen er vi så med ude og filme port-opsætningen, og da der kun er 1 time til morgengæsterne ankommer, så sover vi i bilen, selvom det stadig er ret så koldt. Der kommer faktisk rigtig mange til døren og porten, og en blæsemand får tryllet de kendte melodier frem. Vi synger og synger, og til sidst kommer guldbrudeparret ud. Der er så morgenkaffe et andet sted, og vi kører alle derned, og først nu får jeg varmen i tæerne. Dejlig morgenmad og drikke og sang. Folk begynder at forlade deres pladser, og vi mener, at nu er denne morgenkomsammen nok ved at rinde ud. Vi går udenfor, og lidt efter kører vi hjem på værelset. Jeg er stadig træt, så en lille lur bliver det til. Helle vil ringe til os, eftersom vi skal besøge deres hjem, men hun har sikkert haft travlt, for røret er og bliver tavst. Da klokken nærmer sig 16.00, skifter vi om til lidt pænere tøj og kører til Malling, hvor festen skal holdes. Morten og Helle med børn kører lige bag ved os. Vi får så en uforglemmelig aften. Både Henriette og jeg får taget en del billeder. Jeg skal indrømme, at det er første gang, at jeg har holdt ud i hele 7 timer til en fest. Det er 2 dage, hvor vi har lært Hans Jørgen og Grethe og deres 3 børn at kende, de har alle været utrolig flinke og venlige overfor os, og det samme gælder deres børn. Helle er bare en datter HJ kan være meget stolt over, og hun kan da kun være fars pige. Svigerdatter Helle er bare en krudtugle, der er fut i, - i begge ender. Hun er familiens praktiske gris, der hellere end gerne vil påtage sig alle opgaver. Jo det er bestemt en familie som HJT og Grethe kan være stolte af. Jeg er faktisk lidt misundelig. Vi vender hjem lørdag, og hvor er det skønt at gense haven, for her er solen på fuld tryk. Vi er nu godt trætte men har altså haft en rigtig god oplevelse med en familie, som vi aldrig ville have mødt, hvis ikke HJT’s datter Helle havde fundet mig på nettet. Jeg må dog se mig selv efter helt ud i krogene, og så bliver resultatet, at jeg ikke er selskabelig. Jeg er ikke til fester, og jeg indstiller mit liv til at leve sammen med min nye kone, uden fester. Vi vil nu hygge os i haven resten af dette år, og så bliver det kun til ture i Tyskland og Sverige i vores lille bil. Vi har dog lige et lille job med at lave en film om festen, og den skal nok blive seværdig.

Vi er gået i gang med at redigere filmen fra guldbrylluppet, og jeg har lagt samtlige film ind på computeren. Det er blevet til ret mange film, og vi skal så se at få indtalt dem. Men, pludselig går det galt. Jeg kan ikke komme ind i programmet mere. Jeg kan heller ikke gemme filmene. Jeg bliver fyr og flamme, for hvad er det dog, der driller? For at være sikker, så lader jeg computeren scanne en ekstra gang. Der kommer røde tal frem. Computeren er blevet fanget af en virus. Der står endda, at det en en giftig af slagsen. Jeg fjerner så de filer, der er årsag til, at virussen er kommet ind. Nu håber jeg så, at computeren ikke har taget for meget skade. En masse andre programmer lægger sig ind på dyret, eller de vil så gerne hjælpe mig med at rense computeren. Da jeg jo meget gerne vil have lavet filmene, så lader jeg mig lokke til et program, der sørger for, at computeren modtager de sidste drivere.  300 kroner fattigere, har jeg nu samtlige drivere, der skal bruges til denne computer. Men det hjælper bare ikke, vores Pinnacle vil bare ikke køre mere. Efter 2 dage opgiver jeg og sletter programmet. Samtlige af filmene er nu helt borte, og jeg må finde en anden måde at lave filmene på. Det er røvtrist, men opgive, det gør jeg bare ikke. Hvis jeg skal gøre det helt rigtige, så skal jeg købe en ny computer og programmer, der passer til mine film. Det er ikke noget for min pengepung, og heldigvis så har jeg ikke mistet masterbillederne. Det bliver bare ikke film, der er efter vores krav om kvalitet. 

En dårlig ting kommer sjældent alene, og det må jeg erkende. Vi har fået en rigtig flot Hortensia af min søster Margit (i bryllupsgave). Vi er så uheldige at tage den med ud i haven lidt for tidligt. Den har bare ikke kunnet tåle at komme ud, og derfor så ligner blomsterne visne sørgeligheder. Hver dag kører vi ud i haven og får vores morgenmad, og dette foregår naturligvis udenfor på græsplænen, mens de mange fugle underholder os. De har travlt med at fodre ungerne, og der er altså mange fugleunger i år.

Bornholm juni 2014

Onsdag den 4. juni runder vi haven, vander blomsterne, og især tomatplanterne skal have fyldt op med den våde vare. Vi starter bilen, og kursen er mod Sverige. Der er slet ikke så meget trafik mere, for alle drejer af mod København, og vi sigter mod broen. Lige så snart vi kører over ved kontrollen, så begynder det at regne. Vi er mere end 1 time for tidligt til færgen, så derfor parkerer vi bilen og går en tur i den hyggelige by Ystad. Da vi kommer til vores hotel, som hedder Sandkås badehotel, så kommer værtinden, der hedder Gry, ud og tager imod os. Hun er en glad og frisk pige, som hurtigt får os tjekket ind. Gry viser os rundt, og senere sidder vi i pejsestuen og nyder en kop kaffe med brød. Vi ser hele hotellet og glæder os til at få en lille lur. Min søster Gerda kender Gry og Kurt, og hun har jo fortalt lidt om dem. De er bare rigtig fine på alle måder. Kurt er endnu ikke hjemme, men det viser sig, at han er en lun fyr. At snakke med ham, er hurtigt, som om man har kendt ham i lang tid. Det er altså et par, der banker et hotel op, og det er deres livsstil, det er der ingen tvivl om. Efter en god nat, så besøger vi Hammeren og går i dens natur i flere timer. Derefter så smutter vi over til Hammershus og filmer løs. Vejret er blevet bornholmsk, altså solskin og varmt. Næste dag tager vi til Christiansø, og det er en oplevelse af de store. Mågeskrig konstant, siger bare, at der er fugleliv som ingen andre steder. Jeg er lige ved at snakke skrigende, som de bevingede kræ, men kun en kort tid. Svaneke og Nexø bliver også besøgt. På hotellet får vi meget lækker morgenmad med en dansk til, og vi sidder udenfor, med udsyn til Østersøen. Lørdag siger vi farvel til Gry og Kurt, og det bliver lige til et kort besøg i Allinge, inden færgen sørger for, at vi kommer til Sverige. Heldigvis har ICA stadigvæk åbent, så vi får købt ind til flere dage, inden vi igen sidder ude i vores have og slapper af.

Krydstogt i Østersøen.

Vi har været i haven det meste af Henriettes ferie, men jeg vil så forfærdelig gerne se Peterhof igen, så vi bestiller en tur med Costa Fortuna. En uge, hvor vi skal se Stockholm, Tallinn, Sankt Petersborg og Warnemünde.

Søndag d. 24. august.

Vi får morgenmad ude på græsplænen. En lille dram bliver det også til. Vi kører så hjem, men jeg skal dog lige sikre mig, at vandhanen er lukket. Klokken 11.30 forlader vi vores dejlige hjem, og begge mærker efter, at hoveddøren er låst. På vej ned til bussen går kufferten i stykker. Jeg taber en lille del i bunden. Bussen kommer, og vi kører til Høje Taastrup, hvor vi venter ret så lang tid, inden toget sætter sig i gang. Efter 15 standsninger når vi langt om længe til Nordhavn Station. Ud af toget og så mod havnen. Det begynder at regne, og vi tager vores regnslag over os. Cykelryttere suser forbi os, og de ænser ikke regnen. Og vi går og går, vores skib ligger bare ikke på den normale plads. Efter flere kilometer, med det ene ben foran det andet stopper regnen, og nu er jeg kun våd af sved. Ved terminalen skal vi aflevere vores kuffert, og efter at vi har fået efterset vores pas og blevet filmet, så går vi ombord, og det er let at finde kahyt nummer 6235. Her er døren åben, og på sengen ligger vores kort. Sidney, som ”Batmanden” hedder, hilser på os, og han siger, at han vil komme ind og snakke med os klokken 16.00. Vi går op og får lidt at spise. Kaffen er ikke så god, men vældig tiltrængt. Lidt is bliver der også sat til livs. Vi går ned i kahytten igen og venter på alarmen. Efter hyletonerne finder vi vestene og vores plads lige ved redningsbådene. Ikke mindre end 3 sprog bliver benyttet, og vi fatter intet. Klokken 17.30 sejler vi så fra lille Danmark, og vi tuder 3 gange - og så det lange. Vi mener nu, at det er tid til aftensmaden og går op på dæk 9 for at finde den bedste mad. Men, der er lukket alle steder, og Henriette bliver febrilsk. Vi bliver enige om at spise i restauranten, bare i dag. Da vi har bord nummer 209, så leder vi efter dette bord. Vi bliver vist derover, og jeg får det rigtig godt, for det er et bord til 2. Jeg sætter mig til rette, men kun for en kort tid, for der kommer en tjener, som siger nul! Vi har nummer 209, og ikke 209b. Vi skal spise sammen med 6 fremmede mennesker, og selvom det er danskere, så er jeg jo ikke til større forsamlinger. Jeg kikker på menukortet og skal slet ikke have nogle af de retter, der står på det. Jeg siger så til vores spisevenner med et stort tandpastasmil, at det bestemt ikke er dem, vi ikke kan lide, men maden. Vi smutter lige så stille ud af salen, og kun Henriette er godt sur over, at der ikke er mad andre steder, det har der da ellers altid været på de andre skibe. Det hjælper dog på humøret, da vi køber os en øl. At jeg drikker den alt for hurtigt betyder, at jeg bliver mærkelig i maven, som føler sig godt snydt for fast føde. Men noget skal den altså have at arbejde med. Vi går ned i kahytten, hvor vores natmand råder os til at gå op og spise pizza. Vi tager elevatoren derop men finder ud af, at det er en betalingsrestaurant, og i stedet for smutter vi ned i teatersalen, hvor der er dans og optræden med pokkers høj musik, og det siger os intet. Sultne og især tørstige, går vi op i vores hybel. Klokken er ikke mere end 21.00, da vi ligger under tæppet. Det bliver til en l a n g nat, hvor Henriette er oppe flere gange. Hun fryser, siger hun og kravler over til mig. Det hjælper, og selv jeg får varmen.

Mandag d. 25. august.

Mandag morgen er vi oppe og nyde morgenmaden. Der er masser at vælge mellem, og jeg drikker rigeligt af juice og kaffe. Om Henriette har forædt sig, er usikkert, men hun har det ikke så godt lige nu. Hun håber at beholde maden i sig men er beredt på, at der kan komme noget op, når som helst. Vi sidder udenfor og ser på andre skibe, der ligger og tøffer af sted. Det er en meget flot solmorgen, med våde skyer i det fjerne. Henriette er ikke frisk i dag, hun har kvalme, og vi bliver enige om at gå op og drikke te. Kamillete tager vi med ned i kahytten, og hun får sig en lille lur. Syg, det er damen, men hun ser nu sød ud, som hun ligger der og gasser den. Udenfor regner det, og derfor er jeg trukket ind igen og snupper en sudoku og skriver videre på min dagbog, når jeg oplever noget igen. Henriette har fået det bedre, så vi smutter op og får lidt mad. En fisk med kartofler til, er, hvad hun vælger, og jeg får pizza og en kotelet, og der er kun vand til. Vandet smager muggent, og jeg lader det meste blive i glasset. Da solen er skarp, så bruger vi tid på at ordne visakortet, og så er vi ellers i kahytten, indendørs, da solen er blevet for hed. Henriette bider æblestykker af til mig, og det funker fint. Jeg er simpelthen blevet til en fugleunge, der bare åbner munden og siger pip-pip.

Klokken er endnu ikke 15, og vi går op for at spise vores aftensmad. Her skal man da være hurtig, vi når lige at tage et par pizzaer og lidt vand, og så begynder de sørme at lukke biksen. Vi går udenfor i poolområdet, og her er der mulighed for pølser og kaffe. Hurra for os, vi bliver mætte i dag. Kaffen tager vi med ned i hytten, hvor vi hellere vil være end sammen med alle de mennesker, der er på dækket. Her er der roligt, og kun Henriette laver larm, når hun taster på Samsung. Ikke mere vil der ske i dag - jo, der kommer altså lige en besked over højtaleren.
Skibet vil ikke sejle til Stockholm, og årsagen er vejret, siger de. Det bliver sagt på mange sprog, bare ikke på dansk. Kaptajnen vil i stedet for sætte kursen mod Tallinn. Der kommer så en ny besked, og det er, at urene skal sættes 1time frem i nat. Jamen dog, så kan jeg jo godt gå i seng nu, for klokken er pludselig blevet 22,00.

Tirsdag d. 26. august

Efter en lang og drømmerig nat vågner vi op til regnvejr og mørke skyer. Det går nu ikke ud over morgenmaden, som er god. Vi læser så lidt om Tallinn, hvor vi skal være i 2 dage. Der er busser ind til centrum til 7 euro stykket. Nej tak, så går vi da i stedet for, der er masser af tid, og vore ben skal i svingninger. Nu er det bare om at vente til i eftermiddag, hvor vejret kan ændre sig, måske til det bedre.
Jamen det regner, som er der betalt for det. Henriette kan end ikke nøjes med at have fingersko på, hun svømmer og må tage store armbevægelser, når vi skal op og spise. Der er kartofler i dag og fisk - nam nam. Vi sidder nu igen i hytten og ka’ ikke lave andet end at løse sudokuer, som Henriette er blevet ret god til. Nu skal jeg jo til at yde noget, hvis jeg da ikke må se mig slået af hende. Det er bare ikke til at regne med vejret, og det er jo medvirkende til, om vi oplever hovedstaden Tallinn.

Vi tager chancen og går ind til byen Tallinn. Der er ikke så langt, og med et kort vil vi aldrig komme til at gå for langt. Det er nu skønt at gense flere af de steder, vi filmede sidste gang, vi var her, men der mangler bare noget stemning. Det er nok vejret, der sørger for, at der ikke er så meget liv i gaderne. Vi går ind i katedralen, der hedder Alexander Newsky, og jeg snyder mig til et par billeder derinde, Slemme Dreng. At billederne alle bliver meget dårlige, finder jeg ud af senere. Da vi er mætte af oplevelser, så er det tid til at finde hjem. Ak nej, jeg kan bare ikke huske, i hvilken retning skibet ligger. Vi går rundt og rundt og bliver ved med at komme til samme torv. Frem med mappen, så går det nok! - Men nej, vi kan jo ikke læse de mærkelige bogstaver. Jeg bliver mere og mere træt i bentøjet, og vi opdager, at vi er gået i den forkerte retning. Først da vi kommer til et stort bykort, så er vejen til vores skib ganske nem. Klokken er næsten 19.00, inden vi igen får benene på gyngende grund, altså på skibet. Der er ingen mulighed for mad, drikkelse eller anden form for mavefylde. Heldigvis har vi lagt en banan til side, og den bliver nydt, som er det kaviar.  Hvis vejret er fint i morgen, så smutter vi nok ind til byen igen, siger vi håbefuldt.

Onsdag d. 27. august
Som talt ud af et par kloge munde, så står vi op og nedlægger morgenmaden. Derefter går vi til skranken, der viser sig først at åbne 1/2 time senere end skrevet. Vi er godt sure over, at vi måske ikke kommer til Sankt Petersborg alligevel. Efter at vi har stået i kø en rum tid, så er vi blevet meget klogere. Det viser sig, at det er med en engelsk guide, der ikke er gæster nok til turen. Hvis vi vil gå med tyskerne, så er det fint. Solen kommer igen på himlen. Jo, Henriette kan jo tysk, og mon ikke, hun kan forstå, hvad de siger. Glade går vi så ud i den herlige verden. Nu er det så som så med det gode vejr. Det ligner gårsdagens med regn, der dog starter blidt. Vi traver op ad en hulens masse trapper, for at se musikhuset, der forhåbentlig har fået bedre kår. Vi går ligesom ad bagdøren ind mod byen, og det er jo nok så rart at se, hvordan baggårdene er. Da regnen tager til, så tager jeg også en beslutning, nemlig at vi vil drage hjem igen, og det er godt nok imod Henriettes ønske. Men jeg vil bare ikke blive drivvåd. Mine knæ er også gået i knæ, og fusserne synes, de har for trang plads. Da vi kommer til skibet, og jeg skal gennem check ind, så går alarmen i gang. Puha, jeg har helt glemt, at jeg havde taget mit brokbind på, og afsløringsporten kan altså ikke lide det jern, der er i bæltet. Manden, der ser mig efter, bliver helt vild og aner ikke, hvad han skal gøre. Jeg får lov at gå ind, uden han skal se årsagen til udslaget, men, - hvad nu, hvis jeg havde haft en revolver eller en bombe på mig? Vi går så op og spiser, for her på skibet, da er det mest maden, som har betydning. Godt mætte sætter vi os på sengen og sudokuer som vilde indianere, altså vi er helt røde i knolden. Derefter så løber Henriette sin vej. Hun har fået lidt for meget Oscar, og det skal gerne tabes i en fart. Jeg er meget skuffet over, at det ikke kan ses på damen. Vi går derfor igen op for at fylde os med mere usund mad. Burger og is. Jeg snupper endda også nogle boller med i farten. Vi sætter os i solen, der langt om længe er kommet frem i lyset, og flere krydstogtskibe hyler ad hinanden. De skal alle op til den herlige by Sankt Petersborg. Og vi skal se Peterhof på tysk – vauw!

Vi tager os et velfortjent bad, men da jeg skal regulere vandet, bliver det pludselig alt for varmt, og jeg kan ikke gøre det koldere igen. Jeg må nøjes med et tørbad. Derefter så hygger vi os lidt og går så ned i teateret. Her er der sang og dans i alle hastigheder. Det er sikkert rigtig sjovt at være med i, men ikke for mig. Vi er igen i hytten og har fået morgendagens avis på tysk. Det er nemlig der, at vi kan læse om tidspunktet og hvor vi skal mødes til udflugten til Peterhof. Sidney giver os en ny tid på klokken i morgen, og nu er der 2 timers forskel i alt, og derfor må vi nok hellere gå i seng, for vi skal jo have vores normale søvn.

Torsdag den. 28. august

Vi vågner op med udsigt til Sankt Petersborg. Vejret er gråt, og det ser ud til regn. Vi har været oppe og spise 2 gange, og sidste gang opdager jeg havregryn, og Henriette snupper en skål af det livgivende gryn. Det er som om, alt har med mad at gøre. Helte opgiver jo aldrig, hvis de er mætte. Nu skal vi først på tur klokken 13.15 og møde tyskerne i teatersalen, og allerede klokken 13.00 sidder vi i teateret, og vi får et mærke påsat skjorten. 65 er nummeret, og det får os jo til at tænke på 65 Ferie. Vi går fra borde og har ingen problemer med at komme ind i Rusland. En rød bus venter os, og snart kører vi mod Peterhof. At vi kommer ind i Sankt Petersborg og ser alle de berømte steder, gør da ikke noget, men der går bare lang tid i bussen. Vi skal alle ind på slottet, hvor der bestemt ikke må filmes. Det gør jeg naturligvis, lige indtil en guide ser det og kommer med truende bevægelser og viser mig, at jeg bliver filmet. Derpå tager jeg kortet ud af kameraet og er lydig som et lam. Skulle de se mit kamera, så er der jo intet kort i det. Det er så heldigt, at regnen slutter lidt efter, at vi har prøvet vores regnslag. Så bliver der ellers filmet, og vi har svært ved at følge med guiden og holdet. Tiden er inde til, at vi skal hjem, og der mangler 2 personer. Guiden går ud for at lede efter dem, men hun glemmer at tage sin telefon med sig. De fortabte gæster finder selv bussen, og nu venter vi så kun på guiden. Hjemturen bliver meget lang, for der er kø, som kun russerne har det. Ikke mindre end 3 uheld, hvor bilerne er meget svære at komme forbi, betyder, at guiden må ringe til skibet og sige, at vi bliver forsinket. Vi kommer heldigvis til kajen, og skibet ligger der endnu. Men da vi skal gennem paskontrollen, så går det galt. Jeg kommer gennem uden nogen form for besværligheder. Henriette derimod, vil den unge mand i lugen bare ikke lade komme ud af Rusland. Jeg venter heldigvis på hende og fægter med armene, der skal fortælle ham, at hun altså er MIN kone, og at vi vil med skibet, inden det sejler.  Nu vil han sørme også se mit pas igen, og han får dybe rynker i panden. Han kikker og kikker, og vi bliver mere og mere nervøse. Hvad problemet er, vil han ikke sige, derimod så sender han bud efter en anden kontrollør. De kikker på passene og aner ikke, hvad de skal gøre. Vi bliver faktisk ret så nervøse, for skibet er ved at tage trappen væk. Den ældre kontrollør, der har flere stjerner på skulderen, beslutter sig til sidst for at lade os passere. Helt rystet over kontrollen, fryser Henriette fast, hun er lige til rotterne. Vi går hurtigt op på dæk 9 og køber os en stor øl, og da den er drukket, så har hun igen fået sin naturlige kulør i ansigtet. Skibet sejler, og vi vinker farvel til Rusland og russerne, som ellers lige havde troet, at de skulle vinde min kone. Årsagen til det postyr, tror jeg, efter en tankevirksomhed på højt plan, har været, at Henriette har russisk visum i sit pas, og det har jeg ikke mere. Jeg fik nemlig fornyet mit pas, lige inden vi tog af sted, og visummet er jo ikke på det nye pas. Der er mange små både, der følger os ud mod havet, og vi vinker ivrigt til dem. Henriette bliver dog først sådan mere normal, efter hun har taget sin løbetur på dækket. Nu er der ikke flere ting, der kan gå galt, tror jeg da, og i morgen da vil vi få een time mindre at sove i.

Fredag d. 29. august
Vi har nu et døgn på Østersøen at se frem til, og det er tid til at skrive, altså hvis lysten er der. Min kone har bare ikke haft tid til at skrive i lang tid, men efter en lille snak med far her, så erkender damen, at det ikke er tid hun mangler, kun lysten. Vi har lige været oppe og spise morgenmad for anden gang i dag, og Henriette henter lidt mere drikkelse til os. Hurra, nu er Henriette glad igen.
Vores middagslur skal da ikke glemmes, så vi lægger os på sengen og drømmer nok så smukt. Vejret er sejlervejr, altså indendørs og helst nede i kahytten. Jeg er godt træt af italiensk jammer. De Spagettier er så vilde med at te sig, lave arm- og ben- bøjninger efter musik. Men det ser bare så ynkeligt ud. Når Henriette igen kan se ud af øjnene, så skal vi op og have kartofler og grisekød, men damen er stadig træt efter hendes barske sammenstød med russeren. Hun tror stadig, at hun kan blive tilbageholdt og sat på tørt vand og saltet brød.
Henriette har bare en dag, hvor det slet ikke kører. Hun vil ikke svare på spørgsmål, og så går hun ind i andre mennesker. Vi får snakket lidt om hendes tilstand, for hun er altså ikke til stede. Som så mange gange, så holder jeg min vante tale om, at man kun skal gøre ting, man har lyst til. Nu går hun så i bad, og jeg håber da, hun har lyst til det.
Da damen har pyntet sig, så forlader vi vores hjem. Nu skal hun altså vise sin dragt frem, og hun er ikke den eneste, der har klædt sig fint på. Vi går hele skibet rundt, og da vi kommer til fotohjørnet, så går vi i gang med at finde billederne af os fra København. Vi kan bare ikke finde os. Fotomanden kommer springende til, og han er vild med at hjælpe os. Da han har været de fleste billeder igennem, så dukker vi sørme op i bunken. Hvorfor begyndte han da ikke fra bunden af? Vi er da så pæne og nydelige, synes jeg, og på grund af hans kæmpe arbejde, så køber vi det ene billede. Vi er 20 euro værd, og han forsøger naturligvis også at sælge os en dvd. Jeg betaler med mit kort og lader Henriette bære os rundt på skibet. Lidt senere møder vi vores redningsmand igen, og han opdager, at Henriette har båret os på hovedet, hvilket vil sige, at vi meget let kan falde på gulvet. Vi kommer hurtigt på benene igen og håber ikke at tabe hovedet mere. Vi går så hjem med os og snupper så lige endnu en skibstur på dæk 3, 4, 5 og slutter med 6.

Lørdag d. 30. august.

Lørdagen starter med morgenmad, noget der jo er helt forkert. Vi kommer hjem med saftevand. Sudoku igen, og så op og spise morgenmad. Jo, det er rigtigt. Havregryn med mælk og rosiner. Klokken ca. halv 11 går vi fra borde og følger strømmen. Krydstogtskibet, der hedder Aida ligger til kajs lige overfor os, og dets gæster skal sørme også ind og se byen. Flere danskere vil ikke sejle med os mere, så de har pakket kufferterne og skal med futtog helt hjem til Danmark. Warnemünde er bare en hyggelig lille by, og det ser så forkert ud, når der pludselig er 6.000 flere mennesker på det lille område. Vejret er fint, og vi får set det, vi vil, inden vi har retning mod skibet. Middagsmaden står til rådighed, og i dag er der kartoffelmos. Vi spiser nu ikke så meget, men det lyder nok sådan. Ned og sidde på balkonen og kikke på de mange skibe, der sejler frem og tilbage. Mange nye gæster ankommer, og der er travlhed for besætningen. Jeg er nu glad for, at vores ferie ikke starter i dag. Vi tager en runde over det meste af skibet, og så har vi ellers te med hjem i kahytten. Den nyder vi selvfølgelig udendørs på balkonen. Det er ellers gråvejr og blæsende, men vi sidder i læ og har et rygende kraftværk at se på fra lang afstand.

Vores sidste aften går ret hurtigt. Henriette har omklædt sig, og hun ser sørme rigtig godt ud. At hun gør det for min skyld, er jeg da beæret over. Men jeg skal ellers love for, at der er mange, som kikker en ekstra tand. Flere af gæsterne synes, at hun ser rigtig flot ud, og selv hendes fingersko får de unge piger til at måbe. De spørger hende om, hvor man kan købe disse smarte sko. Vi går vores sidste runde og nyder en øl med italiensk sang og musik, der er rigeligt høj for mig. Vi går nu op for at putte os, og først pakker vi kufferten, inden lyset går ud for sidste gang for os på dette skib.

Søndag d. 31. august.

Efter morgenmaden, så er vi nede og toilettisere og sige pænt farvel og tak for sengeredningerne til vores indiske ven, Sidney. Vi er nummer 4, der stiger ud fra landgangsbroen og er så de første, som snupper en taxi. Vi vil kun til Østerport, men da taximanden fortæller os, at der er masser af problemer med togene på grund af alt det regn, der er faldet det sidste døgn især i København. Vi tror selvfølgelig på ham, og derfor så beslutter vi os for at lade ham køre os helt hjem. Jeg vil dog lige kende cirkaprisen først. Lykkelige stiger vi ud af bilen i Dommervænget og betaler 700 kroner for turen. Heldige har vi været, for der går slet ingen tog fra Nordhavn eller Østerport. Jamen, hvor er det dog skønt at være hjemme igen.

 

Henriette har stadig ferie, og eftersom vi jo er kommet hjem, så er det gode vejr igen kommet til Danmark. Hver morgen smutter vi ud i haven. Jeg tager bilen, og vi skal være derude før klokken 7.00, for senere bliver der så mange biler fra Køge, der sørger for, at jeg ikke kan komme ud i haven. Henriette løber derud, og jeg når at lave kaffe, morgenmad og vores lille dram klar i glassene, og dette nedsvælger vi så ved vores kaffebord, som jeg har sat på græsplænen i solen. Henriette har en del arbejde med sit hår. Det vil ikke, som hun vil det, og jeg må så forsøge at sætte det. Men der er næsten altid nogle totter, der vender den forkerte vej, og vi er godt trætte af disse problemer. Derfor så foreslår jeg min dejlige kone, at jeg da sagtens kan klippe hendes hår, og efter min indsats, så vil hun ikke have hårproblemer foreløbig. Henriette tror selvfølgelig på sin mand, og det er faktisk kun mig, der bliver lidt mærkelig, især da jeg har taget en stribe af forhåret. Jeg bruger selvfølgelig min skægmaskine, og det længste hår på Henriette er nu kortere end 8 millimeter. Jeg skal da ellers lige love for, at hun får et helt anderledes ansigt. Når vi så har børstet hendes isse, så er det nu slet ikke så slemt. Faktisk så dækker håret bedre hele toppen, og hun har et rundt hoved, der sagtens kan lade sig vise til omverdenen. Der er bare de steder, hvor solen ikke har brunet damen, de er jo ganske hvide og passer ikke til resten af hovedet. Heldigvis er vi begge glade for, at hun turde lade sig komme under kniven.

Tilbageblik.

Jeg har det med at gå tilbage i tiden. Tit er det jo sådan, at på lang afstand så har virkeligheden ofte været anderledes, end jeg mente. Det er faktisk rigtig skønt, at jeg har skrevet mine erindringer, og lige for tiden så tænker jeg på mit ægteskab, som endte efter næsten 10 år. Når jeg så går dette ægteskab efter i sømmene, så må jeg erkende, at jeg har været ganske naiv, og måske også lidt dum.

Jeg var jo som ca. 20-årig forlovet med en rigtig sød pige, der hed Birthe, eller som hun blev kaldt, Irmapigen. Hvorfor jeg var forlovet, var jeg ikke selv helt klar over, for jeg tænkte bestemt ikke på, at jeg skulle skabe et liv med hende, på trods af, at hun havde samlet en masse ting, der hører hjemme i en familie. Jeg var bare ikke færdig med at tage ud og score piger. Og derfor tog jeg på Ritz, som altid. Min bedste ven havde fundet sig en pige, så han ville ikke med ud mere, de ventede småfolk og havde andre planer. Det var på Ritz, at jeg traf Lizzie, og jeg kørte hende og søsteren hjem. Vi fik en mislykket nat sammen, og jeg havde ingen lyst til at se hende igen. Hun var slet ikke til sex, og som vi snakkede, så havde hun problemer, som hun kaldte for sygdom uden dog at komme ind på, hvad hun fejlede.

Lizzie havde glemt sin grå frakke, og jeg var dum nok til at køre den ud til hende. Havde jeg dog blot kørt til Tåstrup station, og afleveret den, inden hun tog på arbejde. Jeg gav hende frakken, og da hun ville lave te, så blev jeg hos hende. Det endte med, at vi igen prøvede lidt forkølet sex, men igen var hun hurtigt kørt kold og ville slet ikke lege. Hun ligefrem rystede, hvis jeg blot rørte ved hendes skulder eller nakke og trak sig væk, som om hun var ved at brænde sig. Selvom jeg havde smidt kludene, så ville Lizzie under ingen omstændigheder vise sig som Gud havde skabt hende. Det blev så sex med tøj på og derfor ret kedeligt. Nogle dage senere ringede hun og fortalte, at hun var blevet gravid. Jeg fattede slet ikke, at hun kunne blive gravid, for vi kunne jo ikke finde ud af det, og jeg havde højst været oppe i hende en enkelt gang, hvad jeg endda var i tvivl om.

Jeg har altid været ærlig og gik derfor med til, at jeg nok var far til hendes kommende barn. Vi blev gift, og selv under brylluppet ville Lizzie ikke have sex. Hun klagede sig og havde hovedpine. Jeg var blevet rasende og sagde, at hvis vi ikke kunne lege og have sex sammen, så ville jeg køre tilbage til festen. Jeg ville sige til de, der spurgte, at hun havde hovedpine. Lizzie gik så med til, at vi legede, men det var alt andet end sjovt. Det skulle foregå i totalt mørke, og Lizzie beholdt det meste af sit tøj på sig. Samlejet blev noget, der var beskidt og uværdigt. Jeg hang dog på, og vi fik så Charlotte d. 24. juni 1964.

Jeg har flere gange i den senere tid undret mig over tidspunktet. Vi blev gift i november 1963, så når jeg begynder at tælle 9 måneder tilbage, så kommer jeg til, at Lizzie blev gravid, før jeg havde mødt hende.  Vi havde haft det dårlige sex i midten af oktober. Jamen jeg kan da ikke være far til Charlotte. Mine tanker går så på, at hun sagde, at hun havde en sygdom, der gjorde, at hun tit havde hovedpine og blev dårlig. Jeg spurgte ind til sygdommen, men den ville hun bare ikke snakke om.

I Lizzies familie var der meget druk og masser af mennesker, der besøgte hendes far. Han betalte folk med spiritus, og de forlod ham, når der ikke var mere sprut. Da Lizzie ikke var meget for sex, så slår det mig, om ikke hun i sine yngre dage kunne være blevet voldtaget. Hun havde i hvert fald et sted på Strandholm, bag ved garagen, hvor der var en lille lund, hvor hun ikke kunne lide at komme. Mine tanker er nu, om det er årsagen til, at Lizzie ikke ville lege. En enkelt gang kom vi lidt ind på emnet, og da fortalte hun, at den første gang hun havde sex gjorde det ondt, og mandens tissemand var meget stor. Hun blødte og havde det svært. Der er nu gået mange år, og jeg har ikke fortrudt, at jeg blev gift med Lizzie og skilt fra hende, for ellers havde jeg nok ikke fundet min store kærlighed, som er Henriette.

Lizzies mor var kold og tænkte kun på penge, Lizzie var kold og tænkte kun på penge, og vores datter er kold og tænker kun på penge. De var alle voldelige, når de ikke kunne klare sig. De havde ingen respekt for andre. De havde ingen venner og blev alle regnet for særlinge. De var alle nogen, folk kun snakkede om og ikke til.

Vi fik en dreng, og han ligner mig, og senere endnu en dreng, som slet ikke ligner mig. Min datter Charlotte ligner mig bestemt ikke, så jeg er næsten sikker på, hun ikke er min datter. Uanset, så er hun horeunge, og jeg burde have sagt, at jeg ville betale mig fra det. Selv dengang kunne man finde ud af, hvem faren var. Hvor var jeg dog naiv. I dag kan vi nok få en dna-test, men eftersom jeg jo har betalt børnepenge, og det er ude af verden, så kan jeg godt leve med, at jeg ikke er far til Charlotte. Men måske vil hun gerne kende sin far og slå ham for penge? Hun vil gøre alt for lidt knaster.

Tur til Bergen fra d. 25. til 27. sep. 2014

Torsdag morgen starter vi dagen med æg og rokkeost samt kødboller, der er blevet varmet. Vi går så i gang med at gøre os rejseklare, og skraldespanden skal tømmes. Det er startet med at regne, så vi beslutter os for at vente lidt med at gå til stationen. Men da vejret så bliver mindre regnfuldt, så går vi altså. Jeg låser og lægger nøglen i pungen. Nede ved Ros Torv kommer bus nr. 123, og det er lige før, at vi vil hoppe på den, men det er computeren bare ikke med på, så vi går resten af vejen til stationen. Henriette har taget sit regnslag på og kun lille mig bliver lidt våd. Jeg stempler kortet, og vi går over til perron 5. Her går uret så stærkt, at de små visere slet ikke kan følge med de store. Toget regner ikke med urene i Roskilde, så det kører os ind mod lufthavnen. Jeg siger noget om, vi nu har fået alt med, til min kone, da en fyr rejser sig og med høj stemme siger, at det altså er en stillevogn! Jeg bliver mundlam, for han vækker mig med sin råben og skjalden. Nå, men vi nærmer os ganske stille lufthavnen. Det går hurtigt med at komme til kontrollen, altså til køen. Aldrig har vi oplevet så lang en kø. Puha, men vi når flyet, ja selv at tisse af begge to, og det går stærkt. Da vi skal indenbords, oplever vi forskel på folk og fæ. De, der har unionsbillet, må gå ind først. Så kommer turen til bonusklassen, og langt om længe er det så os, pøbelen, der hurtigt skal indfinde os på de rette pladser. Vi finder A og B 08, og vi sætter os, spænder sikkerhedsbælterne og venter… Efter en lang stund kommer kaptajnen i røret. Han meddeler, at vi vil blive forsinket ca. 20 minutter på grund af en computerfejl. Efter ca. 20 minutter hører vi igen kaptajnen, der nu meddeler, at man stadig ikke har løst problemet, men han håber på, at vi inden alt for længe vil kunne flyve. Håb kan være fint at eje, men hvis nu en fejl også kan få flyet til at gå i stå, når vi er i luften, så er dette håb jo at gamble med livet. Som trøst for ventetiden, så må vi gerne bruge mobilen og computeren. Solen er så flot, men skyerne er så nære. Vejret, der venter os, er storm over nord med kastevinde, der ikke er oplevet i mange, mange år. Jamen, vi skal altså bare op og besøge bror Villy og Hilda. Jeg vil lige nævne, at der er noget, som hedder SAS Plus, SAS Gold, SAS Diamond. Disse kommer før os unormale kunder. Jeg græmmes.
Vi er nu kommet så langt, at flyet er i venteværelset, altså kan vi først komme i luften, når 4 andre fly er hjulpet derop. Klokken er blevet 12.38, og det første vi vil opleve er turbulens, der igen meget snart vil blive til mere ”tur i bulensen”. Jorden er forsvundet under os, og det ser faktisk rigtig fint ud, herfra.

Turen går nu ganske godt, og vi nyder en kop kaffe. Godt forsinket lander vi trygt i den store lufthavn, og vi finder hurtigt flybussen. 180 kroner må jeg af med, for at vi kan se busstationen i Bergen. Det regner lidt, men vi tager dog ikke regntøj på. Ved Steens Hotel betaler vi for overnatningerne og opdager senere, at det er et meget kedeligt værelse, vi har betalt dyrt for. Jeg ringer til Gro Wenche, og vi aftaler at mødes klokken halv seks ved busstationen. Der er også tid til at gå tur, og med regnslag og frakke går vi igen ned mod busholdepladsen. Det er vist godt, at vi går denne tur, for bussen både til Øystese og flyvepladsen har fået en anden bås. Busserne er lige ved siden af hinanden. Vi er lidt sultne og vælger at købe en Big Bite, som smager rimelig godt, og så går vi tilbage til hotellet for at få os en kop kaffe. Vi hviler os nogle minutter og vandrer igen ned mod byen. Først skal Henriette have en tandcreme, og den koster 29 Kroner.
Da vi kommer ind i centeret, så kommer Gro Wenche os i møde. Vi sætter os ved et bord, og Gro henter noget kaffe og brød til. Hun vil betale hele gildet, og jeg må bøje mig. Der bliver snakket om de ting, der har med vores liv og omgivelser at gøre. Vi hygger os, og tiden flyver af sted. Da vi begynder at snakke om emner, der har været berørt, så bliver vi enige om at sige tak for i dag, hils derhjemme, familie og dem, vi falder over. Henriette og jeg går så igen til hotellet og snupper os en kakaodrik. Resten af vores dag vil fra nu af kun bestå i at slappe af og blive klar til morgendagens oplevelser, som foregår i den hyggelige by Øystese, hvor Villy og Hilda vil være værter for en tid.

Fredag
Vi er hurtigt ude af fjerene og oppe for at indtage vores morgenmad. Det er veldig gode brød og æblejuice. Udenfor regner det kraftigt, og vi venter på, det vil holde op med det tisseri. Klokken 9.30 går vi ned til busstationen og opdager igen busholdepladsen nummer 925, så vi går ind i venterummet. Lidt senere kommer bussen, og jeg køber billetter. Bussemanden siger en masse, jeg ikke forstår, og jeg siger bare ja. Prisen bliver 146 kroner, og jeg er hurtig om at slippe sedlerne. Lidt senere kikker jeg på billetten og læser, at vi har fået 2 honnørbilletter. Hvad er dog det?
Ved Kvamskogen er solen fremme, men da vi står af i Øystese, så regner det igen. På med regnslagene og så op mod Villy og Hilda. Lige før vi kommer til huset deres, er regnen stoppet, og solen vinker til os. Hilda står i hoveddøren og tager imod os. Herligt. Villy kommer frem og hilser på. Han ser, efter forholdene, ganske fin og kæk ud. Villy har et apparat, han er lænket til, og det betyder, at han er i gang med at spise. Et rør går ind i mavesækken og fylder den op. Vi ser hinanden an, forlader regntøjet og snart også trøjen, for de har det varmt og godt i deres Elverhøj. Vi sætter os i stuen, og snakken går. Hilsener ryger ud af munden på mig. Vi kan roligt sige, at jeg ikke er mundlam. Henriette er dog også i snakkehjørnet. Hilda og Villy får heldigvis også sagt en del. Hilda har lavet middagsmaden, og den går som varmt brød. Den smager veldig godt. Jeg kommer bagud, og det er udelukkende snakken min, der er årsagen. Vi skulle have haft 4 spande marmelade med hjem til søstrene mine, men da vi ikke tror, at de kan komme gennem tolden, så opgiver vi det. Vi fortsætter mere snak i stuen, og endnu er vi ikke begyndt på samme plade. Villys hjemmehjælp kommer, så de går ud og klarer ærterne i forstuen. Hilda dækker op til kaffe, og den indtager vi i de dybe stole. Dagens bedste mad kommer på bordet - vafler med blommemarmelade. Vi går til den, og jeg er slet ikke flov men tager dobbelt, flere gange. Vi kikker på uret, og det siger tid til opstand. Hilda laver en pose med vafler, som vi kan nyde, når vi kommer op på hotellet. Vi siger pænt farvel og går ned mod busholdepladsen, mens solen følger os. Da vi er under tag, begynder det at regne, og vi når kun få dråber, inden vi sidder i nummer 925, der i første omgang kører til Norheimsund. En anden bus med samme nummer kører os så helt til Bergen. Lige i skrivende stund regner det, og selv lyn og torden har det skægt omkring os. Vi, tja vi regner ikke dette vejr for andet end uvejr i børnehøjde, eller svag til frisk uro i jernet.
Vi kommer til hotellet uden at blive våde, og der går ikke lang tid, inden vi sidder oppe og får os en kop kaffechok, mens Hildas vafler glider ned i maven, efter vi har nydt smagen. Jeg tillader mig at komme lidt sukker på, hvilket gør vaflerne endnu bedre. Vi går ned på værelset og ser lidt TV, hvor billeder fra hurtigruten viser store problemer på grund af storm og dårligt vejr. Måske skal vi lige tygge lidt på vores ønske omkring hurtigruten.
Vi går i seng, og jeg får lugteproblemer. Måske har de vendt dyne eller lagen forkert, det er svært at få øjnene til at lukke sig, for de er blevet meget tårevædet.
Henriette har ingen problem med at sove, måske er hun bedøvet og derfor i en helt anden verden. Det bliver dog til lidt søvn med mange afbrydelser, takket være hørmen. Til morgen spørger jeg så min viv, om hun kan lugte noget, men nej, hun kan da kun lugte sig selv, og denne lugt fejler da ikke noget. Klokken 07.00 står vi op, og da jeg nærmer mig stolen, hvor Henriettes tøj ligger, så kommer svaret på den tårefremkaldende lugt. Hendes fingerstrømper udsender en advarende lugt, der får mindre dyr til at styre direkte i døden, eller tæt derved, - i dyb bedøvelse. Hurtigt får vi lagt de levende tæer ned i en pose og strammet godt til. Men det er for sent, for stanken har lugtet friheden og kæmper en hård kamp for at komme ud i den. Vi indtager morgenmaden og pakker rygsækkene. Stille forlader vi vores hummer og lader nøglekortet blive inde i lugten. Det er overskyet, og vi kommer til flybussen. Denne gang koster det kun 140 kroner for turen. I lufthavnen er vi lige ovre for at høre, om der er mulighed for, at vi kan komme hjem med et tidligere fly.

Ved SAS-skranken kan en kvinde fortælle os, at kl.10-flyet er booket helt op, men vi kan prøve igen klokken 13. Det vil koste 500 kroner per person, og så bliver vores ansigter ukendelige, det er en dyr service. Næste gang de spørger os, om vi vil hjælpe dem, når de overbooker et fly, så vil vi have 600 kroner hver. Vi sætter os i en hyggekrog, hvor der bestemt ikke er stille. Det trækker i nakken, og jeg vil sammen med min dejlige kone finde et mere hyggeligt sted. Endnu skal vi sidde og glo i godt 8 timer. Vi har nu fundet et lidt roligere sted, og Henriette tisser af. Jeg synes nu, at klokken går langt mere langsomt, end den plejer, men jeg keder mig ikke. - Jeg mærker intet ! Henriette er blevet sulten, så vi sætter os ved et bord, og jeg går på indkøb. Vi vil altså have en øl, og det er vi enige om. Jeg flotter mig og køber en hotdog til hver. Ikke noget med at dele den. Det er et stort glas øl, jo, men...da jeg skal slippe nogle norske pengesedler, så må jeg af med 276 kroner. Jeg bærer guldet forsigtigt hen til konen min og taber ikke een eneste af de dyrebare dråber. Vi spiser selvfølgelig helt op, for det gør man da, med disse priser. Vi sidder nu og lader urviserne gå i ring - og helst hurtigt! Jeg er ellers ved at være træt af de mange mennesker, der kommer og går, især fordi vi jo ikke rokker os ud af stedet.
Øjnene mine kæmper med at holde sig fri, på trods af hvad de er tvunget til at glo på.  Om føje tid bliver der kaldt ud til København, men vi regner ikke med, at der er plads til os før i aften.

Klokken er nu 13.51, og flyet til København er fløjet. Der var nok ikke plads til os, og nu venter vi så på næste afgang, der sker klokken 16.00. Henriette vil ikke betale 500 kroner for at komme hjem 2 timer før normalt, så vi har altså bare at vente til klokken 18.45. Jamen det er jo næsten 4 timer, - lange timer. Henriette tager sig et lille blund, og jeg vil også lade øjnene få lidt fred. Vi kukkelurer, og tiden går ufattelig langsomt, men Henriette får sig en lur. Flere gange kommer der hørm fra hende, eller det er nu fra rygsækken hendes. Der bliver kaldt ud til København med SAS, og jeg vil forsøge, om vi kan komme med. Vi går så over til Boarding, hvor vi venter til alle er gået ombord. Så ruller jeg ellers min charme ud over det gamle fjæs. Den unge pige lytter til mine søde ord. Jeg giver hende vores boardingkort, og det er et godt skridt. Hun taster på computeren og smiler tilbage til mig. Vi får 2 kort, og hun siger så alvorligt, at vi ikke må sige eller snakke til andre om det. Hun vil få problemer, siger hun. Selvfølgelig kommer der ikke eet ord, der kan skade hende, siger jeg ærligt. Min mund er lukket med 8 sejl. Vi går, som rosinen i pølseenden, eller som de sidste, ombord på flyet. Kaptajnen meddeler os, at vi har en meget god medvind og vil være i København om godt 1 time. Jamen er det virkelig sandt. I København modtager solen os, og vi ligner nogle meget glade julegrise, der venter på, at folk sætter tænderne i os. Det tager en lille time for Ålborg-toget at køre til Roskilde, og resten af turen bruger vi vores gamle ben. Da vi ikke har noget spiseligt i køleskabet, så smutter vi over i Kiwi efter lækkerier, som vi nyder til en dejlig øl. Vores Bergenstur er overstået, og den var faktisk rigtig god, sådan set med bagudrettet syn.

Søndag morgen er det Henriette, der skal yde noget. Hun har havearbejde, og jeg bruger disse timer til at færdigskrive vores oplevelser. Det grå vejr fra Norge er lige i hælene på os, så nu venter vi bare på, at regnen stråler i stride strømme, hvad den mærkeligt nok ikke har i sinde.

Uge 42 i 2014 vil blive husket, både af mig og mange andre mennesker, for al den regn, der ødelagde hundredvis af hjem. Det var især nordjyderne, som måtte se sig overmandet af vandet. Masser af huse fik at smage, hvad det vil sige at blive våd op til knæene, inde i deres stuer. Bare det at se stole og borde sejle frem og tilbage, var virkelig sørgeligt. Vi er sørme glade for, at vi bor højt, altså på 1ste sal. Selv i vores have er der kommet vand, men kun lidt indendørs. Jeg skal have lavet taget på annekset, og det skal helst ske i år.

Da vi har fået os en ny computer, så har jeg fået en del at tænke over. Den er da veldig god og hurtig, men vi har købt et nyt program til at redigere vores film med, og det volder mig virkelig hovedpine. Alt hvad jeg skal læse, står med meget små bogstaver, og de steder, hvor man skal ændre ting, er svære at finde. Det mest irriterende er dog, at der dukker små programmer op, som fortæller, at computeren er måske i fare. Jeg skal så trykke på en knap, og de vil hjælpe mig, står der. Det er endda svært at ramme de kryds, som får programmerne til at forsvinde. Det er virkelig bøvlet. Der er ikke problemer med den gamle computer, så jeg må forsøge at finde et sted, hvor jeg kan stoppe disse dumme ting.

Vi må sørme ind til Bilka i Hundige for at købe kød med 22 % fedt. Og det er sidste gang, at vi kommer der. Det er simpelthen blevet så uoverskueligt at finde frem derinde, at vi fremover vil køre til Bilka Ishøj. Vi har nu fået lavet krebinetter, og der blev til 12 styks + en haremis og det for kun 50 kroner. De er alle så saftige med de 22 % fedt.

Jeg har flyttet om her inde i stuen, og det er endda blevet mere hyggeligt, eller måske kun lidt anderledes. Mens regnen igen siler ned, og vi sidder ved computerne, så ringer telefonen. Jeg er klar til at overøse vedkommende, for jeg tror, at det igen er en fra udlandet, som vil snakke om computere og kun vil have nummeret på min konto. De skal ikke få et ord indført, men da jeg bliver tavs og vil lægge røret på, så siger en mandestemme, at det er Steen. Pu ha, Steen, jamen, så har det jo noget med søster Margit at gøre. Vi kommer ind på, at det jo er hendes fødselsdag i morgen, og til det siger Steen, : ”Der bliver ikke noget at fejre”. Bum Karl, jeg bliver tam. Heldigvis fortsætter Steen, som må sige, at hans mor ligger på Hvidovre hospital. Hun har fået sat det ene ben af oppe ved knæet. Jamen nyheder af den slags er altså svære at modtage. Vi bliver så enige om, at Henriette og jeg vil tage ind og besøge den bette pige på onsdag, og Steen giver mig adressen og stuenummeret. Hvad der skal ske fremover, er virkelig sært, for mon Margit kan blive i sit hjem, eller skal hun mon på plejehjem? Den telefonsamtale ville jeg da godt have undværet. Nu er jeg endnu mere opmærksom på mine ben, som heller ikke er så normale mere. Bare i aftes havde jeg så kolde ben lige fra tæerne op til knæene. Først da Henriette kom hjem og lavede en varm pude til fusserne, så kom der liv i dem igen. I morgen vil vi tage ned til Harald Nyborg og købe et varmetæppe. Nu skal det være slut med at have kolde fødder, for os begge to. Jeg har lige sendt konen på arbejde, og hun måtte finde regnbukserne frem, for det tisser ned som aldrig før.

Julen blev helt anderledes, end jeg havde tænkt mig den. Jeg skulle ikke være alene selve juleaften. Min dejlige kone havde valgt at tage fri og lade sine borgere hygges af en anden aftenvagt. Vi fik god mad med vin til, og så gik vi ellers i gang med at lægge film ind på optageren. Vi havde ikke TV tændt, og det var som en helt almindelig dag. Jeg har aldrig været sammen med konen på denne aften, så det var virkelig underligt. Dagene gik hurtigt, og selve nytårsaften var jeg alene, indtil klokken blev 23.45. Henriette kom, og vi nåede at kikke hinanden i øjnene og true med, at vi ville have et rigtig godt nyt år, sammen. Det gamle har der ikke været noget at klage over, for vi har jo oplevet ret så meget på mange fronter.

Min brorsøn og hans familie havde vi snust til, og jeg kunne forstå på ham, at han var blevet skuffet over os, fordi vi ikke var med til afslutningen af deres store fest. Jeg fik dog beviset på, at vi ikke er til fest, endnu en gang. Måske er det et sluttet kapitel, for jeg fornemmede lidt afstandstagen, da vi sagde farvel dagen efter festen. Jeg ønsker ham og familien det bedste fremadrettet. Vi har ingen planer om rejser, men kun smutture i det blå, når vi skriver 2015.

2015

D. 10. januar er vejret lige til en Egon. Det regner, blæser og er bestemt ikke et vejr, jeg vil går tur i. Så skulle jeg da have en hund, der var en vandhund, som trak i mig. Ikke desto mindre, så er det MIN dag. Jeg har efterhånden holdt 73 dage gennem årene, og de har altså ikke været så vandvittig våde som i dag. Indendørs er faktisk rigtig rart at være. Vi får rundstykker og kaffe til morgen, nå ja, selvfølgelig også havregrød, som vanligt. Flag på bordet og kram af konen min. Middagsmaden er varmet Cuvettesteg, der er så mør, at man slet ikke behøver tænder i munden – ”hjemmelavet af mig”, sagde hunden.

Efter middagsluren så kommer lagkagen på bordet. Jeg praler normalt ikke, men hvor er den kage go. Jeg tror virkelig, at det er den bedste i mange år, men kokken er også Henriette, altså konen min. Hun har altså en sød tand, der ikke kan få nok, men pludselig er kagen væk, (i maven).

Jeg har været inde på facebook, og her har alle mine venner fra Norge, tænkt på mig. Allan og Lene har også lykønsket, og da jeg har snakket med min søster Gurli, der jo også har fødselsdag, så snuser jeg op, at de vil besøge hende og fejre hende. Det varmer da så godt.

Det meste af TV kører med de terrorister, der har dræbt 12 journalister, som har mobbet deres gud, med nedværdigende tegninger. Hele Europa er ulykkelig over, at de gode mennesker døde, men efter at 80.000 mand har jagtet terroristerne og dræbt dem, så er hverdagen igen normal. Jeg har skrevet lidt om min mening i denne sag, for jeg må jo godt ytre mig, tror jeg da. Men jeg skal passe på, for der er andre, som mener, min mening ikke må ytres, så jeg holder lidt inde, med mit skrivevåben. Jeg har dog regnet ud, at det hele er politisk. Man vil have flere efterretningsfolk, og så skal vi borgere ses efter langt mere, end vi bliver i dag. Om Danmark er på vej til at blive en politistat, der overvåger alle, er bestemt ikke umuligt. Heldigvis er jeg så gammel, at jeg helst ikke når at opleve disse tåbelige politikeres handlinger.

Året 2015

Vi er ellers blevet godt sultne, men 1/2 meter pølse må da kunne stille vores sult.

Det er tirsdag d. 13. januar 2015, og klokken lidt i 03 er jeg frisk og står op. Det har været en mærkelig nat, for jeg sov kun i små portioner. Henriette havde ingen problemer med at drømme i hendes verden. Vi snupper nogle kanel- eller peberkager, det siger Henriette, at de hedder. Vi lukker af alle steder, selv TV, computere og samtlige lys bliver mørkelagt. Jeg sætter også persiennerne så skråt, at man ikke kan se ind. Døren bliver låst og skraldespanden tømt. Bilen er så glad for, at vi kommer og sætter os i den, og derefter kører vi mod lufthavnen. Der er ikke møj trafik, så vi ankommer til Parkering 17, inden klokken bliver 03.48. Terminalbussen sætter os af ved terminal 2 og 3. Jeg forventer, at vi kan booke ind ved selvbetjening, men Air Berlin er ikke så moderne. En venlig servicekvinde fortæller os, at der senere vil åbne en luge, hvor indtjek vil foregå som i gamle dage. Vi venter helt til klokken 05.30. Der er hurtigt en lang kø, og jeg har selvfølgelig valgt den forkerte bås. Men alt får en ende, og snart sidder vi i flyet række 11 A & B og hører motorerne starte. Jeg ærgrer mig nu lidt, for vi kunne sagtens have sovet mindst 1 time mere. Nå, men vi bliver så glade, da de kommer med kaffe og brød, som nydes fuldt ud. Lidt over 1 time efter står vi af i Düsseldorf og når lige at tisse af, inden vi igen sidder i et nyt eller, i hvert fald et andet, fly. Mere end 4 timer i samme stilling uden at kunne rokke os ret meget, er virkelig lang tid. Men det hjælper lidt, når vi igen får serveret kaffe, vand og lidt mad. Jamen, vi klager da ikke. Tenerife betrædes, og vi kan gå lige ud til bussen. Her er jeg en stor klovn, for jeg tror på, at der er en bus til Puerto. Med sorte og store bogstaver står der, at klokken 10 og 30 hver time kører en bus til vores by. Der kommer også en bus til hovedstaden, men jeg vil da hellere direkte til åstedet. Bussen til hovedstaden kører, og vi venter forgæves på den anden bus. Sur, det bliver jeg da, men jeg kan jo ikke give andre end bussemanden skylden, han kører ikke efter planen. Der går lang tid, mens vi sidder og surmuler i solen, og pludselig kommer en bus til hovedstaden - og en bus til Puerto. Kan vi nu stole på denne bussemand? - Jo, han kører da til Puerto, siger han, efter jeg har stirret ham midt i øjnene. Vi sætter os ind og kører i mere end 1 og en halv time, inden jeg trykker på stopknappen. Bussemanden stopper men glemmer at åbne døren. Min skarpe stemme er årsag til, at folk vender sig for at se dyret, og bussemanden åbner heldigvis døren. Der er højest 50 meter til vores hotel, og vi kan komme ind ad bagvejen. En ældre dame på mindst 40-45 år ønsker os velkommen, og vi får udleveret en nøgle. 502 står der med gult. Op med elevatoren og ud på en svalegang. Vi er meget spændte på at se, hvor vi skal være de næste 19 nætter og dage. Vi går lige ind i køkkenet, der er ca. 50 x 50 cm stort. Der er en lille vask, skabe, køleskab og kaffemaskine. Men se nu her! - midt i herligheden er der sat en mikroovn op.  Et skridt efter har vi et dobbeltskab, hvor vores tøj skal hænge. Nu kommer vi så ind i det allerhelligste rum, nemlig soveværelset.  Dobbeltsengen er klar til at blive afprøvet. Vi styrer ud på altanen, for det er jo der, vi vil være, når vi er hjemme. Et bord og 2 stole og tøjsnor. Et lys til aftensmaden er brugbart, finder jeg straks ud af. Udsigten er bare alle tiders. I fint vejr nikker Teide ned til os, og vi kan sidde og kikke ned på smeltende solgæster, der flyder i blå solsenge, hvor de lader sig stege uhæmmet. Jeg må erkende, at denne lejlighed altså er lige min smag. Ikke for meget og ikke for lidt.

Vi finder pladsen til rygsækkene, og jeg er hurtigt skifteklar i sommertøj. Sultne er vi jo begge, så det er nemt at beslutte, at vi skal på indkøb i Cupola. Nu viser det sig, at de slet ikke har så mange varer, som er på vores ønskeliste, men øl og lidt brød bliver det dog til. På grund af de mange tyve, der findes her, så må vi ikke have vores rygsæk med ind, og det er der en emsig fyr, der hurtigt gør os opmærksom på, så rygsækken kommer i en boks lige udenfor kassen, og så er der ellers mulighed for at fylde vognen op. Vi går hjem og laver os nogle sandwichs, som bliver nydt udenfor på altanen, mens solen er så venlig at skinne bravt på os.

Senere går vi over til Suma, der ligger 25 meter fra os, og her køber vi sangria og mere lækker mad. Dagen ebber ud, og mørket sænker sig om os, og da vi er godt trætte, så, ved flertalsoptælling, bliver sengetiden en realitet. Vi sover som 2 sten, men Henriette vækker mig lidt senere, fordi hun fryser sine tæer. Hun henter et tæppe til os hver, og så kan vi igen finde drømmelandet. Der går nu ikke lang tid, inden Henriette rører på sig. Hun er stadig kold om fusserne og siger, at hun har fået 10 istapper. Jeg er jo hendes mand og gentleman nok til at tilbyde hende at komme ind under mine vinger og fjer. Det er lige noget, der passer damen, og hun forlader sin seng, kryber ind under mit tæppe, og jeg starter så med at varme damen op, fra hæl til tå. Fra nu af, så sover vi kun i min seng, der bliver som et frostfrit område, ja nærmest en forvarmet kedel. 

Onsdag d. 14. januar 2015.

Onsdag morgen står vi op, og jeg går i gang med morgenmaden. Ostesandwich, som smager ligesom i går. Ved 10-tiden gør vi os klar til at gå en tur. Da jeg er ved at tage sommerbukserne på, bliver jeg lidt mærkelig, og uden jeg aner hvorfor, så ligger jeg pludselig på sengen.  Jeg har været besvimet eller været væk i meget kort tid, men det værste er dog, at jeg ikke kunne tage fra med hænderne. Jeg siger det til Henriette, og vi bliver enige om, at jeg lægger mig lidt på sengen for at komme til mig selv.

Der går nu ikke lang tid, før vi kan gå en tur ned i byen. Jeg har godt af en frisk tur, er vi enige om. Vi går ind i centeret Martianez, og her ser det lovende ud. Nu vil vi ikke købe ind, for så skal Henriette bare slæbe på det i rygsækken. Vi ville være gået gennem strandpromenaden, men den er lukket. Arbejdere er i gang med at renovere hele promenaden. Jamen vi finder da bare en anden vej. Vi går over Franco-pladsen og stopper op ved en forretning, hvor vi har købt flere flasker rom. Denne gang vil jeg prøve noget nyt, og det bliver så en flaske kaffelikør. Henriette køber creme, som vi skal bruge, inden vi drager hjem igen. Det er tid til at vende hjemad, og så køber vi ind i Martianez. Rygsækken skal igen låses ind i en boks, mens vi handler. Henriette henter derefter rygsækken i boksen, men Damen glemmer at få pengene retur, men det er andre nok glade for. Det er madtid, og da jeg vil åbne for leverpostejen, går det galt. Henriette opdager blod på gulvet, køleskabet og min lillefinger, jeg må have skåret mig på dåsen, æv. Et plaster gør underværker, og vi kan nyde maden, uden blodpølsesmag.

Henriette tager sin løbetur og kommer hjem, når rengøringen er på arbejde hos os. Vi sidder så og slikker sol og skriver dagbøger. Da jeg beder min kone om at læse, hvad jeg har skrevet, går det galt. Hun læser og gemmer så de dejlige ord. De bliver gemt så godt, at ingen af os kan finde dem mere. Henriettes mobil går i sort, og det gør Henriette også. Uden vi aner, hvad der gik galt, så må vi erkende, at vi skal skrive det hele om. Hvornår sætter vi os ind i denne computerverden? Vi er jo helt til rotterne. Nu har jeg møjsommeligt tænkt og skrevet dagbogen om igen, og den ligner da lidt den første, men den er bare ikke så sjov og god. Klokken er nu 20.33 i Danmark og en time mindre her, men jeg føler mig træt. Vi har gået en bette tur lige før, men jeg har fået ondt i lilletåen. Det er en negl fra lilletåen, der borer sig ind i sidemanden, og det gør altså nas. Jeg forventer nu ikke flere uheld, men man kan jo aldrig vide.

Torsdag d.15. januar 2015.

Henriette er hurtig løbepåklædt, og hun forlader mig med et smil over hele euroen. Teide er synlig, og jeg vil tage et billede af den lidt senere. I stedet går jeg i gang med morgenmaden, som i dag består af yoghurt og mini-flutes, hvor leverpostej og kødpølse er overlagt smørret. Henriette vil nu også have noget stærk sennep, eller hvad det kan være. Kaffen er rimelig god, og det hjælper med kaffelikøren. Det hele bliver indtaget ude på altanen. Solen vil bare aldrig skinne på os på denne tid af morgenen. Vi må vente med dens varme til middag, men så bliver den her også, til den går i seng. Vi pakker rygsækken med appelsin og bananer, og så drager vi ellers ud i de små haver, der har flotte rigmandshuse som tilholdssted. Vi er lige nede ved Perla, som er det hotel, vi skulle bo på en gang. Efter en hyggevandring, hvor jeg når at vise Henriette, hvor Hotel Pez Azul ligger, bliver vi enige om, at vi ikke vil bo så tæt ved den trafikerede gade. Nej, vi vil have fred og ro, dag og nat. Jeg har lige fået serveret et glas vand, og det er en dejlig væske at fugte ganen med. Damen kommer sørme også med en appelsin. Hvad går der dog af hende? Jeg har det som blommen i et svaneæg. Solen når snart vores altan, og nu har Henriette blandet sig i min omgangskreds. Teide er ganske klar, og jeg er klar til at knokle med at slappe af. Nej, hvor vi dog nyder det her på terrassen. Jeg følger med i flere episoder, der foregår omkring os, og det er da veldig skægt. 2 mænd, der sad i en bil, blev uvenner, den ene mand steg ud af bilen og gik sin vej. Den anden ventede på, at han kom tilbage, men det gjorde han bare ikke. Så gik han efter manden men kom tilbage til bilen og kørte sin vej. Jeg kunne nu godt lide at vide årsagen. Solen vil ikke glæde os mere i dag, og derfor så går vi os en lille tur. Nu sidder vi igen og slapper af, uden solen, for den er helt væk i tunge skyer. Henriette skriver på sin xcover. Det dufter så dejligt heroppe, og det kan vi takke rengøringspigerne for. De vasker gulvene i citrus-duftende midler. Vi går en tur op forbi botanisk have og mod ældreboligerne, som Henriette ellers mente var lukket ned. Det er nu ikke tilfældet, for vi ser flere biler, der tilhører huset, og der er stadig liv i de gamle. Vi fortsætter turen, og da vi kommer til gullasch-reklamen, så går vi ned, sætter os og bestiller en øl hver - "Grosse Bier", for her findes normale øl slet ikke. Det er en god, stærk gullasch, og måske vil vi smage denne suppe en anden dag. Vi besøger så Suma, og her bliver jeg glad, for de har frikadeller - altså små søde deller, og dem vil vi selvfølgelig have med hjem, et brød, der er skåret ud og så lige en liter sangria, for vi skal da ikke løbe tør for denne dejlige drik. Det bliver overskyet og mørkt, så opholdet hedder derfor indendørs. Jeg er træt, og Henriette er træt, derfor beslutter vi os for at liste i seng. Der er ingen, som griner ad os, og snart sover vi som søde små grise, uden krøller på halen.

Fredag d. 16. januar 2015.

Fredag morgen ligner alle andre morgener, bortset fra ,at vi føler os ømme i bentøjet, læggene og ryggen. Men ingen kan stoppe Henriette, når hun vil løbe. Hun løber ikke fra ansvaret men for at holde sin krop. Jeg ligger og tænker på, hvad vi skal købe. Jeg er næsten færdig med morgenmaden, da damen kommer ind ad døren, fugtig, klam og uredt hår. Hun er sulten - ikke efter mig, men efter den mad, der spiler hendes næsebor ud. Vi nyder så morgenplatten og gør os klar til indkøbsturen. I Martianez er der endnu så mange mennesker, men vi søger efter varer, som passer til vores ganer. Med tungen lige i munden, slæber den stakkels bette pige det meste af forretningen i rygsækken, mod vores hotel. Jeg har rigeligt med at holde brokken inde, med den ene hånd, samtidigt med at jeg styrer min kone, med den anden hånd. Vi får smagt på kagen og en kæmpestor appelsin, og de er gode hver for sig. Nu har vi så sat os til at vente på solen, der er lige ved at komme frem. Nabohuset kan den bare ikke skinne igennem. Klokken er ikke 14, før solen, for sidste gang i dag, viser sig. Ikke nok med det, Vorherre græder også. Han er trist, selvom det er finregn, men det blæser også. Vi går en tur, mens vore tæpper bliver rettet ud. Det er Suma, som får vores besøg, men vi bruger ingen penge, denne gang. Hjem igen og slappe af. Vi har haft vaskedag, så mine underben og strømper er blevet til at kende igen. Henriette vaskede også sine bukser, når nu hun måtte vaske mine. Vi kikker på hinanden og bliver enige om at få lidt mad. Klokken er godt nok ikke mere end 16, men vi er sultne. 2 stykker brød med frikadeller og leverpostej, er nu ikke så ringe. Vi kikker ud, og bliver inde, for skyerne hænger helt ned til hustagene.

Jeg tager en trøje på, der sker ikke mere i dag, og dog. Vi har det koldt og bliver enige om at gå os varme.  Da der kommer lidt vådt ned, og blæsten stadig lader Henriettes nederdel flagre, så går vi ind til Café Sandra. Her er jeg ved at tage plads ved et reserveret bord. Det er så flot med roser i vase og særlige numsevarmere. Henriette får mig dog hurtigt på andre tanker, og jeg falder ned i stolen ved sidebordet, hvor jeg stadig er tæt på roserne. Vi bestiller en lumumba og er spændte på, om den er værd at smage. Vi bliver dejligt overraskede, for den er virkelig god, så god, at jeg synker hver eneste dråbe. Jeg lægger en 10-euroseddel, og senere, da pengene har skiftet ejermand, ligger der 2 euro på bakken, jeg snupper den ene. Vi går hjem og bruger mange kræfter på at få aftenen til at gå. Men som altid, så befinder vi os under samme tæppe, og Henriette ønsker mig en god nat. Hun ligger selvfølgelig helt op til mig og suger varmen til sig.

Lørdag d.17. januar 2015.

Lørdag starter som vanlig med en udsøgt morgenmad, ingen klager, kun tilfredse maver. Vores morgentur går op til hundene, og de er der alle 3. Om de kan kende os, aner jeg ikke, men de kikker meget intenst på fire vinkende arme. Efter jeg har snakket med dem, på mit hundesprog, så går vi op mod ovnene, hvor der slet ingen sol vil komme de næste par timer. I stedet for, så sætter vi os på en kold stenbænk lige ved siden af det lille alter, der ligger overfor ovnene, som er næsten lige så pæne fra lang afstand. Solen er kommet i højt humør, så vi trasker hjem for at suge den til os fra altanen. Herfra kan vi lade solen slikke os uhæmmet over hele kroppen. Jeg er nødt til at gå indendørs ind i mellem, for jeg er ved at smelte, som var jeg lavet af stearinlys. Hele eftermiddagen går med solbadning. Nogle tunge, mørke skyer har ingen besvær med at drille solen og os, men i stedet for at blive sure løg, så trækker vi i de lange bukser og skjorte og går ned i byen.  Vi finder en bænk og bliver bænkevarmere, mens vi kikker på de mange turister, der har så travlt med at gå frem og tilbage. Da mit ene ben er begyndt at sove, så er der kun eet at gøre, - gå, og vi styrer ned mod vandet, men lige pludselig begynder der at blæse en stærk, kold vind. Andre veje fører heldigvis ind i centrum, og sjovt nok, så står vi pludselig lige udenfor burgermanden.  Sidste år solgte han os de lækreste burgere, hvad vi husker ganske tydeligt, så vi går ind til ham og bestiller 2 bøffer med det hele og sangria, der skal gøre det nemmere at synke bollen. Det er et godt valg, og vi kan gå hjem, mætte og utørstige. Da vi åbner vores dør, så har solen narret de dumme skyer, og med varme og lune, lader den os blive brune. Jeg kikker lidt fodbold uden at følge med, og Henriette læser engelske noveller - højt. Klokken er over 21.00, inden vi igen er klar til at modtage drømme, i vores kasse.

Søndag d. 18. januar 2015. 

Søndag morgen sker der næsten det samme som de andre morgener. Jeg kikker efter Henriette, der er på sin løbetur, og jeg har taget kameraet frem for at få hende i kassen. Jo, hun løber, ikke fra mig, men - mod mig. Jeg filmer hendes bevægelser, især ben- og armrystelserne. Henriette vinker med alle arme og hænder, og jeg lader som ingenting, jeg har jo kameraet mellem mine hænder. Til denne morgen er der kagecreme som dessert, den er ikke så ringe, og efter vi har gjort os klar, så går vi op til tigerparken. Det er stadig overskyet, og det ser ikke ud til, at vejret bliver bedre. Vi ser en masse løbere, hvoraf de fleste virkelig også har brug for at røre på sig. Men hvad hjælper det, når de senere på dagen æder sig fede. Vi går hjem og indtager middagsmaden i skyggen. Kun få minutter er det blevet til med sol på kroppen. Jeg går ind og ifører mig varme klæ'r og opdager, at jeg slet ikke har skrevet dagbog fra i går. På'en igen.

Henriette strækker ud i bentøjet, og jeg fralægger mig tabletten, for nu skal jeg ud, hvor jeg ikke kan sende selv min dejlige kone.  Vi vil altså ikke sidde og glo på skyer og endda føle, at vi har det koldt, så vi påfører os skjorter og lange bukser, og så vil vi ellers op til Henriettes løbebane. Jeg vil da se, hvor hun udfordrer sine ben. Vi går venstre om og lander ikke kun ved kirken, men også indendørs. For første gang kan vi komme helt ind, og det er altså en oplevelse, der vil noget. Desværre så bliver det ikke så gode billeder med vores Easy kamera. Vi går til vores bænk, der desværre er optaget, men så må vi tage til takke med en bænk, der er skjult af dejlige buske. Mens vi sidder og nyder det, opdager jeg noget, der kan ligne et bær. Henriette er overbevist om, at det naturligvis er fra busken, og hun får mig til at tage det smukke frø op. Jeg mærker forsigtigt på frøet, og det er en klam fornemmelse. Jeg opdager nemlig, efter at have haft frøet helt oppe i øjesyn, at jeg er taget ved næsen. Min næse fortæller mig, at det er en ret ung hundebæ. Jeg fortryder bravt, at jeg troede på min kone, men hun virkede så klog og vidende. Henriette vil ikke engang dufte eller se lorten. Vi går hjem, for solen har besluttet at komme frem igen. Det bliver til et par timer på altanen. Vi går så ned i byen, eller halvvejs, for der hvor vi gerne vil spise, ligger nemlig på halvvejen. Maden er steget 50 procent. Men 5 euro for wienersnitsel og pomfritters er jo ret billigt. Vi drikker sangria til maden, men den er bare ikke særlig god, den er faktisk rigtig sur. Godt mætte forlader vi den tomme tallerken og er lige inde og købe vand og rom i Suma. Frikadeller kommer også med i rygsækken. Vi er nu igen på værelset og nyder kaffen og et glas rom. Lidt spil og afslapning på en stol og på sengen er, hvad resten af søndagen går med. Vi har nu været her i 6 dage, og tiden er virkelig gået stærkt, ja, det er lige før, at vi kan kalde det 6 dages-løbet.

Mandag d. 19. januar 2015

Hverdage er ikke det samme som søndage. Folk skal på arbejde, og der er et helt andet livligt gadeliv. Vi er ikke så meget for at gå ud, for det regner lidt, og skyerne er tunge, mørke og vanddrivende. Men Henriette retter sig op og bliver mindst 2 cm. højere, og så falder hun ned i normal højde, når rygsækken sidder på sin plads. Vi går ned i Martianez, og jeg har da taget for meget tøj på. Det er faktisk varmt og lunt. Der købes ind, ikke ret meget, for vi har jo kun sækken at bære i. En flaske whisky 1 liter, og bananer, appelsiner og yoghurt og ikke mere. Vi er hurtigt hjemme og sætter os udenfor og slapper af. I dag hedder det pølser med pølsebrød, og jeg vil fluks gå i gang med at kokkerere den indviklede menu.

Vi har fået os nogle højtrystende finner på samme sal, - naboer og længere væk. Men pigen, der bor længst væk er utrolig højttalende, og ikke nok med det, hun snakker hele tiden. End ikke hendes sambo får indført eet ord. Hun snakker også med vores naboer, og vi kan alle være med, hvis vi bare kan snakke finsk. Snakkemaskinen har fået en del indenfor vesten, og måske tror hun ikke, at hun bliver hørt. Vi går en tur og håber, hun enten sover rusen ud eller er gået ud, for hun er virkelig trættende med det snakketøj. Henriette tror på, at snakkemaskinen i morgen er som et stumt lam, ganske mild. Jeg har mine bekymringer. Vi er lige oppe i Cupola, og jeg skal så lige på toilettet. Det bliver en meget stor sag, og fødslen er glidende nem, det letter rigtig godt. Vanddråber får os til at vende om, men jeg vil lige købe cigaretter til Mor-margit. 300 kroner skal hun af med, og det er altså penge, der går op i røg. Hjem igen, og snakkemaskinen kører stadig derud af. Vi soler os og går ned i byen. Det er en hyggelig tur, og på vej hjem køber vi lasagne og lidt brød. Aftenkaffen bliver med whisky i og så et stykke brød med ost og skinke, og sluttelig en lille kage med noget chokolade indeni. Henriette har ordnet køkkenet og hænderne, og hun kommer herud for at beundre de tusindvis af lys fra de små hjem og mange hoteller. Teide er langt ude i mørket, og himlen er så mørk uden stjerner. Vi smutter indendørs, og jeg stopper med skriveriet for i dag.

Tirsdag d. 20. januar 2015.

Dagens første tur går til vores særlige bænk, altså der, hvor jeg hilste på min bæ fra sidst. Den er blevet lidt mere tør, siden sidst. Vi slikker sol og lytter til de mange fugle, der tillader sig at spolere freden ved at pippe i vilden sky. Andre kommer på banen, og det er en ung gartner, der med en lille pustemaskine, flytter rundt på blade og små grene, han mener, er til gene. Han forsvinder og vender tilbage med en palme, som han bruger til kost og en overskåret dunk til at samle skod, grene og hundebæ op i. Min bæ går han pænt udenom. Vi går da bare hjem og fortsætter med at sole os over hele kroppen. Middagsmaden er lasagne, som bliver varmet i microen. Det er bare ikke en ret, der kan komme på menuen, der er næsten ingen kød i og masser af mel uden smag. Resten af eftermiddagen sidder vi og soler os. Klokken ca. halv fem kalder tarmene igen på noget at lave. Jeg smører derfor 3 dejlige madder, som jeg endda er lidt stolt over. Henriette er endda helt vild med den. Vi fortsætter med at lade solen varme os, men så skal der ske noget mere. Vi går ned i byen forbi grøften, hvor jeg opdager, at de slet ikke laver mad mere, i hvert fald ikke i dag. Derfor så går der et par timer, hvor vi går tur på molen, og jeg da ellers lige glipper med øjnene ved synet af de mange meter, havet har gravet sig ind i byen. Det er ligefrem uhyggeligt at se. Vores gamle hotel ligner sig selv, og vores bænk ved Ving hotellet får vores numser at mærke, jeg tror, bænken kan li' det. Så går det ellers hjemad igen, men vi smutter lige ind i Martianez efter forsyninger. Det regner blidt og ikke så meget, at vi bliver våde på turen hjem. Her slutter dagen af med en kop rigtig kaffe, en ostemad med marmelade og en lille kage. Det har været en rigtig afslappet dag, af de bedre.

Onsdag d. 21. januar 2015.

Vi åbner øjnene og ser en himmel, der er fuld af skyer, og der er masser af vand i dem. Vi kikker på hinanden, og Henriette vil af sted, inden vandet stråler ned, siger hun, og pludselig er jeg alene. Det er de lange buksers dag, tror jeg, og kravler i dem. Og jeg finder da også en tykkere trøje, som skal ligesom passe til bukserne. Henriette har været ude på sin længste tur her på øen, og hun er i godt humør, da jeg lukker hende ind. Våd af sved, sidder hun sørme udenfor på altanen og indtager morgenmaden. Jeg skutter mig og får næsten gåsehud over hendes barhed. Hun skræller en appelsin, som er temmelig stor og saftig, - ja endda lækker. Vi har simpelthen en særlig god morgen, for Henriette er så kvindelig. Snakkemaskinen er tavs i dag, ja alle finnerne er tavse. Flere af dem skal nemlig hjem i dag, og nye gæster kommer til. Bare de ikke er lige så snakkesalige og råbende, for jeg forstår jo ikke, hvad de fabler om. En særlig svær sudoku har gjort Henriette stor i slavet. Hun har slået min rekord, og jeg får meget svært ved at komme så højt op. At det var et held, hun løb ind i, snakker vi ikke om. Jeg er bare uheldig og må leve med det. Der bliver vasket strømper og ryddet op af damen, og vi har altså en dag af de afslappende på 5. sal. Snart vil jeg bevæge mig ud i køkkenet og begå 3 stykker brød, som vi vil nyde med et glas sangria. Henriette kommer ud, klistret ind i creme på sin hud. Selv rammes hendes tud, og snart ser den naturlig ud. Den renlige pige kommer og redder vores seng, som har stået for skud, men Henriette er jo også en dejlig brud. Nu kan jeg ikke finde flere ord at samle sammen til læsetekst, så jeg stopper nu, mens legen er go'. Vi går ned i byen for at få middagsmad. Det er naturligvis vores burger, der trækker. Denne gang får vi ikke kun en kande, men hver et stort glas sangria. Den smager også rigtig godt. Bøffen koster 1euro, og sangriaen er noget dyrere. Da vi er godt tilfredse, så giver vi drikkepenge. I alt koster middagen 10 euro. Jamen det er jo hvad den koster pr. hoved. Vi går veltilpas hjem, ser lidt TV om alt den sne, Spanien har fået, og de stakkels køer, der vader i det hvide sne til maven. De kan slet ikke finde maden og glor, som om deres verden er slut. Samtidigt er der en storm med kæmpebølger, som ruller ind over det nordlige Spanien. Jamen her på øen er der heldigvis noget fredeligere. Uvejret mod nord påvirker os dog, for det er årsagen til de mange skyer, det så driller os, så vi ikke kan blive helt brune. Lidt sudoku bliver det også til, men Henriette er bare for god. Hun har lavet en af de hårde og barske - altså en Ekspert, som jeg bare ikke kan slå. Æv. 

Torsdag d. 22. januar 2015.

Det er bestemt en slap af dag i dag. Vi var lige nede i byen og købe ind, og da vejret ikke er strålende, som vi liker det, så bliver der læst lidt på altanen. Vi skal helt hen til aftenen, inden der er lidt stof til dagbogen. Vi er begge forfrosne, ikke så meget, men nok til, at vi trænger til varm suppe. Derfor går vi ned til City og bestiller suppe. De har lukket i køkkenet, siger pigetjeneren, så vi bestiller i stedet for, kaffe - efter Henriettes smag. Den bliver serveret i et glas, og sørme om ikke tjeneren pludselig siger, at hun gerne vil servere suppe. Vi takker da ja og nyder den stærke og især varme suppe, og vi bliver siddende i lang tid og hygger os. Der kommer mange gæster, og det er ganske sjovt at følge dem. Men sengen kalder, så godnat.

Fredag d. 23. januar 2015.

Vi forsøger et forkølet trip ud i den tenerifiske natur, men da det begynder at dryppe med våde varer ned fra himlen grå, så vender vi snuden hjem igen. Det hjælper, for solen kommer frem og varmer næsten for meget. Det betyder, at vi mange gange går indendørs for at svale os af og så ud og stege igen. Det er virkelig en dag, der giver kroppen kulør. Vi nyder et par boller med chokoladestumper i, de er søde og lækre især med en klat smør ovenpå. Dagen er en slap af dag, dem er der bare alt for få af. Vi lunter en tur ned i byen, hvor min halsbrand nu får sig en fjende. Altså har vi købt Gaviscon - eller noget, der ligner. Henriette er mere til aloe vera drik, så det bliver til en flaske af dette stof. På vej hjem sidder vi på en bænk tæt ved tapasfar, som bestemt ikke har travlt. Der er een gæst, som hurtigt forsvinder, og så har far kun sin bror at snakke med. Vi har forresten købt en aloe vera creme mere, og den skal holde til resten af turen. Jeg har været inde i e-book for at finde læsestof, især til Henriette. Hun træner i at læse højt, og det går fremad, synes jeg.

Lørdag d. 24. januar 2015.

Henriette løber lidt længere, end hun plejer, men det er da heldigt, at hun kommer hjem igen og ikke er løbet væk. Hun nyder min morgenmad, der slet ikke er varm, - kun kaffen. Vi sidder så og kikker over mod Teide, som bare ikke er at se, for skyerne dækker hende til. Der mangler lidt brød og andet til frokosten, så vi bliver enige om at gå en tur og ende ved Suma. Christie med Agatha forrest, kikker vi efter. Hun har jo skrevet om en mand, der blev så glad for hende, at han smed sig ud over klippen. - Det sted må vi bare se! Jeg kikker flere steder, men fra de fleste udsigter skulle han tage et kæmpestort spring for at lande nede i afgrunden. Måske har han fortrudt sit selvmord, noget hun ikke huede, for så kunne hun jo ikke få noget dramatik med i bogen - akavet har det nu været. Vi er lige oppe ved vores bænk og bæ, men en lugt så fæl, og som skulle være farlig at indånde, har indhyllet området, og får os til at forlade bænken. Nogle tyskere spørger efter ældre-residensen, og vi kan glæde dem ved at sige, at de da er på rette vej. Suma får vores besøg, og vi slæber brød, øl, og frikadeller ud af butikken. Det er noget, vi skal leve af i morgen. Hver gang jeg sætter mig udenfor med tabletten, så kommer solen. Derfor har jeg min gang flere gange, for jeg vil jo gerne blive lidt brun. Henriette går i eddike-bad med sine hænder, de er bestemt ikke så glade for det, men de bliver altså pænere og blødere af kuren. Det ville jo være alle tiders, hvis vi selv kan klare hendes problem med hænderne. Det hænder da, at mirakler foregår. Jeg kan se en stor appelsin på bordet, og kender jeg damen ret, så skal vi dele den. I aften skal vi rigtig smovse os. Vi skal ned til tapas-far og nyde hans kartofler og det stærke, og vi skal da også have sangria. Men nu vil vi ikke spise for tidligt, så vi går en tur ind i de hyggelige gader tæt ved vandet og Franco-pladsen. Der er ikke noget at sige til, at en af gaderne hedder Bistro, for der ligger den ene restaurant efter den anden tæt op ad hinanden. På flere gavle er der malet rigtig flotte emner, og her kommer fotografen op i mig - de skal altså filmes. Langsomt, men sikkert går vi mod fars madhus, og vi kan se for os, at der er fyldt op med spisetrængende mennesker. Jeg er lidt bange for, om der overhovedet er plads indendørs. Vi vil helst ind, for der kommer vind, som godt kan virke kold. Jo mere vi nærmer os vores mål, jo færre mennesker er i spisehumør. Vi kikker spændt på, om alle borde er optaget. Det er et syn, jeg bestemt ikke havde regnet med. Der er ingen lys på bordene udenfor, og der sidder ikke en sjæl. Sjælen må være usynlig eller har fundet et andet sted. Vi går dog nærmere mod fars hus, og indendørs sidder der heldigvis et selskab længst inde. Der sidder nu også et par, som viser sig at være danskere. Vi sætter os på behagelig afstand fra disse mennesker og nyder det lille lys, som flammer ved vores bord. Far er ikke hjemme, men han havde jo også vagten i går. En ny pige kommer med menukortet, og vi gransker det godt igennem til trods for, at vi har besluttet os. Henriette bestiller vores retter og glemmer selvfølgelig ikke sangriaen, - en halv liter af det liflige røde vidunder. Vi får brød til, og det er lunt og godt. Jeg spiser som altid hurtigt, og snart har jeg kun sangriaen tilbage. Vi drikker og nyder frugten og sidder kun og venter på regningen. Pigen har dog mere travlt med at snakke i mobil, men hun kommer dog langt om længe, og vi vil ikke have mere fra fars butik.

Vi beslutter at gå hjemad og ind til Sandra for at afslutte aftenen på bedste vis, men da vi kommer til kagehuset, går der en djævel op i os begge. Vi ser de lækreste lagkager, og da der står på et skilt, at de har lumumba, så er vore øjne som juleknas. Vi kan simpelthen ikke gå hjem uden at have nydt disse herligheder. Min lagkage er ret så meget flødeskum, og det der ikke er flødeskum, er sejt og uspiseligt. Jeg kan ligesom mærke på mine tænder, at kagen har stået i montren det meste af dagen, også mens solen var på. Jeg kikker over på Henriette, hun ligner en, der har fået det forkerte ben under bordet. Henriette ved ikke, om hun skal græde, vise hønserøv eller om hun skal ofre sig til guderne. Jeg kan se, at hun allerhelst vil give guderne det hele. Jeg siger så til hende, at hun bare skal lade kagen stå og drikke lumumbaen, som vi jo også har bestilt. Det meste af lagkagen hendes får lov til at blive spist af andre. Jeg betaler og ser glad ud, da vi forlader kagehuset. Det regner blidt men ikke mere end, vi kan gå hjem uden regnslag. Vores aften slutter af med en mærkelig smag i munden. Vi har fået mad, men ikke som vi havde drømt om, men heldigvis skal vi have hjemmelavede brødkrummer de næste dage. Jeg er træt og orker kun lige at finde begge tæpper frem. Natten bliver bare skøn. Ingen af os fryser, og Henriette stjæler ikke tæppet, hver gang hun vender sig. Jeg har ellers sørget for, hun ikke kan stjæle det, for jeg ligger på tæppet. Haha.

Søndag d. 25. januar 2015.

Sidste søndag inden vi damper af til Danmark. Det starter med regnvejr, ja, det siler ned så meget, at Henriette kommer hjem efter få minutters løb, - drivvåd og lige til at sende i bad, hun får dog ikke lov til at blive mere våd. Vi er sikre på, at det er en inde-dag, vi har i vente. Morgenmaden er der nu ikke noget at klage over, jeg har intet hørt i den retning. Vi læser og hygger os, og pludselig kommer solen på besøg, og vi er ikke lang tid om at smide klunset og sætte os til rette. Tro det, om man vil, men alle skyer forlader himlen over os, og det går hurtigt hen og bliver for meget sol. - Vi er da heller ikke til at gøre tilpas. Efter middag er det stadig flot vejr, og vi bruger dagen til at sidde i solen og lidt indenfor, hvor vi kan køles af. Herlig dag, men Henriette vil gerne op til kirken for at få lidt troskab indendørs. Hun kan nemlig ikke tro, at vejret bliver ved med at være så flot. Det hjælper, vi er ikke gået mange skridt fra kirken, før det begynder at blæse, og skyer kommer og dækker solen. Vi når end ikke til vores bænk med bæen, mest fordi andre sidder på den, og også fordi vi hellere vil hjem på balkonen. Igen er der fryd og gammen, vi slikker sol på bedste vis. Efter aftensmaden går vi ned i byen til Dino og køber lidt ind, og der går ikke lang tid, inden vi igen sidder og nyder aftenen på vores altan. Det har været en pragtfuld dag, uden stress og jag, ligesom jeg gerne vil have det.

Mandag d. 26. januar 2015.

Sidste mandag på denne tur. Jeg kan skrive denne dag med få linjer, - alle tiders dag, afslappende og sol på altanen. Nye lagner, sol, sol. Vi vil slutte dagen af med en lækker wienersnitsel og pomfritter. Vi går glade ned til manden med næsen og bestiller en øl til maden. Jeg kikker på Henriette og hun på mig, fritterne har fået for meget og er blevet hårde, snitslen har også fået for meget og er blevet tynd og sej, men øllen er god. Han spørger, om vi vil have kaffe, hvor jeg er meget hurtig om at sige nej tak. Kaffen er sikkert ikke værd at drikke. Vi får regn igen og han en 20-euro. Han kommer med returpenge, og jeg lægger ingen cents i skålen. Det er to skuffede danskere, der forlader et skuffet måltid æde, som selv en hund ville lade ligge uden at sætte tænderne i. Vi går hjem og hygger os, og senere spiser vi boller til vores kaffe. Men det har altså været alle tiders solrige dag. Henriette er blevet brun i ansigtet og på benene. Jeg kunne nu godt tænke mig at blive lidt mere brun og ikke rød, men der kommer en dag i morgen, måske vil der ske mere. Vores nabo har sex, og kvinden jamrer sig gevaldigt. 2 omgange er overstået, og vi venter på flere, efter pauser. Vi siger godnat.

Tirsdag d. 27. januar 2015.

Op og få dagen til at gå godt. Vejret er ikke særlig solvenligt, men lidt stråler kommer der dog. Vi går en tur, og som det bedste, så drikker vi en hjemmelavet sangria, - den er sørme rigtig god. Jeg troede, at vi skulle se håndbold i aften, men må tro om. Dagen er ikke at prale over, i morgen bliver det meget bedre. 

Onsdag d. 28. januar 2015. 

Henriette løb meget i dag, og da hun kommer hjem, så smovser vi os i dejlig morgenmad. Vi bliver hjemme helt til klokken er omkring 14.30, før jeg mener, at solen har gjort sin pligt. Jeg vil op og filme hunden, der fejer sin egen bæ op. Vi går og går, men kan ikke finde hunden. Den kan bare ikke løbe sin vej, og derfor så giver det pote at gå. Vi har kameraet fremme begge to, og nu skal vi bare hjem med hunden. Da vi vil gå videre, så kommer dagens overraskelse, der går simpelt ged i gaden, - ikke en, men flere hundrede geder. Hyrden går bagest, og hans hunde har rigeligt med at holde styr på gederne. Flere geder vil så gerne spise af de mange buske, der er plantet langs vejen. Der er mange små kid, og de har svært ved at følge med flokken. Frem med kameraerne og filme løs, det er herligt at se hele gaden fyldt op med flotte horn uden gevir, og kid, der bare er lækkerbiskener. Vores dag er bestemt en dag, der er gået ged i, den er bare fed. Nu sidder vi så og venter på, at aftenklokken ringer ind til madtid, det er for resten os selv, der skal klokke i’d, men her må der være gået ged i det, for jeg kan ikke finde klokken.

Torsdag d. 29. januar 2015

Gråt i gråt, tja en sådan dag har vi bare i dag. Vi har endnu ikke været ude at gå, og jeg tror ikke på, at det bliver før til aften. Masser af tunge skyer ligger så langt nede, at de dækker jorden. Derfor er alt vådt, når vi stikker snuden udenfor altanen. Jeg får løst en del sudokuer og andre spil, og Henriette har gang i sin PDA. Vi hviler lidt, mest fordi vi fryser, og derfor så tager vi 2 tæpper over os. Henriette er nu go’ til at varme mig, hun har sin egen måde at gøre det på. Klokken ca. 17.00 går vi ned i byen, for der venter en bøf til 1 euro, en sangria til damen og en øl til mandfolket. Det smager så godt, at vi tager en kop espresso til farvel for denne gang. Nej, hvor er den god, lige så lille den er, dobbelt så godt smager den. Jeg havde ligefrem glemt, at vi også fik pomfritters med snask til, vav. Mætte og tilfredse forlader vi bøfhuset, og da Henriette genser trøjen, som hun er blevet varm på, så prøver hun en XL. Den passer damen, og vi får pakket den fint ind og om i rygsækken. I Dino køber vi roquefort, på dansk selvfølgelig og brød. Hjem på hotellet og ud på altanen, hvor lysene fra hele byen er som små stjerner. Se det blev alligevel en god dag. Jeg er stadig varm og våd på ryggen, af sved, men om føje stund, trækker jeg mit legeme ind på værelset. Der er ingen skyer på himlen, men helt ærligt, hvorfor var de her om dagen.

Fredag d. 30. januar 2015

2 dage før hjemrejsen.

Klar himmel, og Teide er i sneklædt kostume. Solen skinner over Orotava-dalen, og det er rigtig flot. Henriette løber sin næstsidste tur i denne omgang. Hun klarer en hel time på de bakkede stier, ganske flot af damen. Jeg har gjort klar til morgenmaden, der skal blot tændes for kaffevandet. Vi soler os meget, og da der kommer skyer på himlen, så går vi en lang tur op til hundene, ovnene, kirken, kløften, stranden, gennem byen og hjem. Herligt. Sudoku og afslapning ude og inde. Efter en stund på altanen, så går vi en lille tur i la Paz. Der skal laves plads til den store mængde af mad, som vi har besluttet at indtage nede i restauranten. Det er lidt køligt, eller er det kun os, der har været for varme, men nu er tiden inde til ædedolkenes offervilje.

Jeg kan nu ikke spise ret meget, og selv øllen er næsten for stor. Vi er begge godt oppustede, da vi forlader livets glæder af mad og er enige om, at vi aldrig mere vil indlade os på mad i så stor stil. Jeg havde foretrukket en burger og sangria nede i byen. Vi får læst Henriettes bog, - eller nogle kapitler, for hun skal jo også have læsestof i morgen og på hjemturen. Der sker ikke mere spændende i dag, og efter jeg har læst om vejret, vi møder i Danmark, så smutter vi i seng.

Lørdag d. 31. januar 2015

Hel klar himmel mod syd og overskyet mod nord, jamen en ny dag, hvor der står solbadning på menuen, er lige om hjørnet, men først skal vi indtage vores lækre morgenmad. Vi vandrer over omkring kirken, og da vores bænk er optaget, går vi meget fornærmede hele turen udenom kirken. Det hjælper, for næste gang vi er ved bænken, er den ledig. Solen slikker os, og så lister vi hjem. Ingen indkøb i dag, tak, - vi har købt ind til resten af ferien, sådan da. Jeg går i gang med at lave mad til middag, aften og i morgen tidlig. Der bliver intet mad i overskud, og vi kan roligt smide resten af emballagen til skrald. Selv sangriaen laver min kone parat, og vi skal så nyde den til maden. Det er en meget solrig dag, og vi indsmører os helt vildt. Vi bliver endda hvide på arme og ben, selv maven min er hvid som sne. Skyerne indtager himlen, og nu er det til at sidde udenfor og skrive dagbog. Vi har tjekket vores billetter, tider og hvad der ellers er vigtigt. Jeg tænker så baglæns og må erkende, at det er en af vores absolut bedste ferier, vi har haft hernede. Og skulle vi gøre den om, så vil det glæde mig. Om føje tid, så skifter jeg til vintertøjet, og måske skal vi ned og nyde en gullaschsuppe. Vi er nu de eneste som sidder udendørs, men vi er jo også vikinger. Vi har skiftet tøj, nu er vinteren kommet, og jeg har de mørke bukser på. Skindjakken og den tykke skjorte er klar til at smyge sig om min gamle, men solide krop. Henriette sidder og har julelys i øjnene, hun tror, at vi bare kan lede efter knappen, der får os hjem. Men jeg tror ikke på julemanden og belaver mig på mange timer 10.000 meter oppe i den store himmel. 

Søndag d. 1. februar 2015.

Hjemtur.

Vi havde en god nat, hvilket vil sige, at vi sov mange gange og ville op i god tid, altså hjemrejsefeber. Det er endnu ikke lyst, og vi sætter os udenfor med lys fra loftet. Herligt at se ud, og selvom vi ikke kan se Teide, så er hun altså bag skyerne. Jeg havde smurt morgenmaden i går, men den smager nylavet. Vi smører os ind i creme de la creme og bliver helt hvide på kroppen. Ingen kan se, at vi er brune. Vi ser efter, om alt er i orden på værelset. Vi har ikke glemt noget, og lysene er slukkede. Så er det om at komme ud og ned i receptionen, hvor Henriette afleverer nøglen. Vi takker for en god tid og ønskes god rejse hjem. Vi er som altid tidligt på den, og derfor må vi vente på bussen over en halv time, men så går det hurtigt mod flyvepladsen. Her må vi igen vente med at få billetter og bruger tiden udenfor i solen. Lang kø, især fordi bagagebåndet går i stå flere gange. Vi kommer helskindet gennem check ind, og så skal der tisses af og købes rom og likør – Herligt! Vi går så ned og kan komme ombord uden kø af nogen slags. 22A og B er vores pladser, og her skal vi så hygge os med spil, mad, drikke og sove. Jeg har min tjener med mig, og hun sørger for alt. Jeg vil snart overlade tabletten til tjeneren, som jo er Henriette, for hun vil vist gerne i gang med at læse sin bog.

Den sidste lørdag og søndag i marts måned er for mig alle tiders weekend. Først så havde vi bestilt undertøj i silke med lange ærmer og ben. Aldrig har jeg været mere glad for disse klæ'r. De varmer så dejligt, og så er de rigtig behagelige at gå med. Jeg kan på det kraftigste anbefale alle venner at anskaffe sig silkeundertøj. Henriette var faktisk årsag til, at jeg hoppede på silkekøbet. Hun ville have nogle silke-fingerstrømper til sine fingersko, og da vi kikkede efter de mange silke-muligheder, så så jeg på ski-undertøjet. Vi har bestemt ikke fortrudt vores køb og vil som sagt anbefale det til alle, der måske går og fryser deres sarte krop. Jo det er da dyrt, men vi har fortjent det.

Vejret er udevejr, og vi smutter derfor i haven. Vi har været et smut i Slagelse for at købe plader til huset, og de kunne lige være i bilen. I Bauhaus køber vi andre materialer til taget, og vi bruger så begge dage til at renovere vores gamle hus. Svensk rød farve i hjørnerne og ved taget. Der bliver knoklet, og sveden springer ud fra panden. Op og ned ad stigen, og Henriette holder fast på den. Jeg er jo ikke en årsunge mere, og det er fint at have hende som medhjælp og ynk. Vi er begge blevet meget tilfredse med resultatet. Nu er der så kun mosegrise og muldvarper i haven, som skal hilse på mig. Jeg vil vande dem ud. Vores nabo kan godt regne med, at de kommer ned til ham igen, for hos os, der skal de bare ikke lave rav i det. Vi kan se tilbage på en skøn weekend, hvor jeg fik brugt alle de få muskler, der er tilbage i kadaveret. Heldigvis, så skinnede solen lidt, mens vi sad og roste os selv for vores arbejde.

Vi har naturligvis gang i drivhuset. Masser af tomatplanter har det bare lidt svært ved at gro, for der er stadig ingen varme derinde. Men når vi går ind i april, så kommer der sikkert gang i alle planterne. Søndagen bliver lidt kortere end normalt, men det er kun fordi, vi skal sætte klokken frem, hvilket jeg finder, som noget pjat. Jeg tænker på de mange dyr, der jo ikke har fået besked om denne lov. De er i fare for at blive kørt ned og på anden måde få slået deres livsrytme itu. Resten af søndagen går med computerleg og hygge med min kone. Hun gav faktisk en god tørn til vores fælles havehus. Faktisk så så Henriette fiks ud. Hun havde mine gamle arbejdsbukser på og lignede en rigtig håndværker. Bare hun ikke skulle bruge hammeren, mens mine fingre var i sigte. Nu løber hun sin tur, hvilket ellers er flere dage siden, det er sket. Alt er ved at være ved det gamle.

Bryllupsdag 1 år.

Vi vil gerne fejre vores 1 årsdag som gifte ægtefolk, og derfor så inviterer vi alle de dejlige gæster, der også var med til brylluppet. Vi har så haft travlt ude i haven, for vi har besluttet, at en del af festen skal foregå der. Vejret er langt bedre end for et år siden, da vi frøs som små hunde, mens vi gik hen til rådhuset.

Vi har gjort haven pæn, så godt det nu kan gøres, men der er endnu ikke kommet ret mange blomster, og selv forsytiaen viser sig nøgen og uden blade og blomster. Selve huset har så fået en stor omgang. Vindskeder, tag, havelåge og bænk med bord er blevet malet, og de sørgelige tørre grene har Henriette været oppe med som affald. Vi har da slået græsplænen for lang tid siden, og den har fået besøg af muldvarper. De er så glade for at lave jordbunker, samtidigt med at de finder sten, der dog kommer ud på marken og over i skoven. Der er simpelthen gjort klar til, at vi kan holde den store fest, og skulle det blive nødvendigt, så kan gæsterne overnatte, for selv soveværelset er gjort klar.

Jeg vil lige nævne, at vore gæster bliver taget imod ved Kongeporten, der, i dagens anledning, er prydet med en smuk kongekrone i guld. Vi vil have et minde for livet, hvor gæsterne går gennem porten. Jeg havde ellers ventet lidt med at tænke på denne fest, for måske var vi moderne og lagde an til en kvikskilsmisse. Det skal være det nyeste hit, og vi vil da ikke stå tilbage for andre. Nu siger Henriette dog, at hun bestemt ikke vil være moderne, og hun har aldeles ikke lyst til at skulle finde sig en ny prins. Han vil aldrig kunne leve op til hendes nuværende prins, og her kommer jeg så ind i billedet, for jeg er altså ikke prins, - men konge. Kong Oscar har alle da hørt om, og så er det jo kun et spørgsmål, om jeg er nummer 1, 2 eller 3 i Henriettes verden.

Mit kadaver er bare ikke særlig frisk mere, selv en konge kan have bøvl med sit legeme. Det er ryggen, der knaser lidt. Pludselig kan jeg ikke komme op af stolen, tage tøj på eller bare vende mig i sengen. Det er sgu surt. Nå men min kone smører noget særligt på, gnider det ind, og så får jeg korset på. Om det hjælper, vil tiden vise.

Nu glæder vi os til at se gæsterne. Den ene gæst er ingen ringere end tvillingsøster Gurli. Hun kan godt li' at feste, og hun har da også været gift 2 gange. Om hun tror på en 3. gang, som lykkens gramfitifus (eller Pamfilius), tror jeg nu ikke, men man kan aldrig vide sig sikker på denne pige. Den anden gæst er så min storesøster Gerda. Hun er faktisk årsag til, at vi overhovedet blev gift. Mange gange er damen kommet med små hentydninger, og så vil hun da gerne være vidne, og meget mere. Jo tak, Gerda har virkelig gjort sig skyldig i meget godt. Derfor er hun jo selvskrevet til festen. Faktisk så glæder vi os til at vise gæsterne, at de havde ret i, at vi passer godt til hinanden.

Jeg behøver da ikke at skrive, at denne store dag har været kongelig med det solskinsvejr, der virkelig er værdig for vores dag. Kun en ting er lidt surt, vore gæster kunne ikke spise så meget, og vi havde ellers kokkereret 4 mellemmadder til hver. De 2 gled ned, og så var alle mætte. Jo vi havde en festlig dag mellem vores dejlige gæster, og vi har truet dem med, at de også skal være æresgæster, når vi holder sølvbryllup om 3 år, for når vi regner alle årene med, hvor vi har kendt hinanden, så er det faktisk 22 år. Vi takker for en minderig dag. d 10. april 2015.

Vi smutter en tur til Tyskland og bor på et hotel, der også er en lungeklinik. Waren hedder byen, og selve hotellet ligger ned til en stor sø. Da vi nu er så tæt på Berlin, så smutter vi til denne dejlige by. Karow hedder forstaden, og der bor Renate og Detlef, og herlige Oma, som er 97 år. Vi har en lang og hyggelig dag sammen med dem, og det er naturligvis gensidigt.

 Efter at vores dejlige nabo fru Christensen var død, så gik der lidt tid, inden der dukkede en ny beboer op inde i hendes hjem. Jeg havde opdaget det ved et tilfælde, for det rumsterede udenfor, og nysgerrig som jeg jo er, så rejste jeg mig op og kikkede ud på svalegangen. Det viste sig, at der kom en lille dame forbi. Efter hende kom der en meget stor mand med skæg. Der gik nogle dage, inden jeg løb ind i hende på selve svalegangen. Vi mødtes faktisk ved opgangen, hvor fru Møller havde besvær med at komme ind til sig selv. Fru Møller er altså en dame på 100 år, og hun klarer sig selv med det meste, men den dag havde hun ikke let ved at komme ind i sin hule. Samtidig med mig, så kom vores nabo, og vi 2 tog så fat i fru Møller. Aurora, som vores nabo hedder, var kvik, og man kunne se, at hun havde prøvet at tage på folk, for det gik frisk med at gelente fru Møller ind.  Aurora er fra Chile, og hun har både mand, børn og børnebørn. De kommer tit og besøger hende. En af pigerne har lige født en lille, og den hører vi ganske lidt til. Herligt med lidt liv her på svalegangen, hvor der ellers ikke er ungdom at finde. En dag kom Aurora ind og præsenterede sig, og vi blev inviteret til en kop te. Vi faldt hurtigt i snak, for Aurora havde flere interesser, som vi også havde fundet spændende. Heliga Birgitta, kendte hun da godt, og faktisk så havde hun besøgt nonnerne nede i Maribo. Jo, Aurora kendte da også vores dejlige Aloisia, og vi bad hende hilse fra os, hvis hun så hende igen. Aurora har arbejdet med børn i Afrika, og hendes spændende job var bestemt værd at lytte til. Vi lånte bøger, musik og film, som jeg forsøgte at redigere. Jo, der gik sørme tid med at opleve nye indtryk. Vi fortalte hende så, at vi havde lavet en film og holdt foredrag om Birgitta, og så gik der en tid, hvor Aurora tyggede på denne oplysning. Hun kender nogle mennesker, som alle er interesserede netop i Birgitta, og de er godt inde i stoffet. Jamen hvorfor så ikke lave en eftermiddag, hvor vi ser og snakker om denne fantastiske kvinde, der var 1300-tallets styrende hunkøn. Vi blev 7 mennesker, som startede inde hos Aurora, med et glas vin og noget  lækkert stærkt til, og så skulle vi da lige se hinanden an. Jeg havde besluttet, at vi skulle se filmene inde hos os, fordi vi har lidt mere plads til så mange mennesker. Det blev en rigtig spændende og dejlig filmdag, hvor vi faktisk så rigtig mange film. For mange, men jeg har altså svært ved at stoppe, når det går godt. Vores film, der normalt tager godt 1 time, tog denne gang 5 timer i alt. Vi kom alle til orde og lærte af hinanden. De fandt vores film og især Henriettes indtaling, rigtig god. Stolte er vi da begge, helt op til ørerne. Vi var så inde hos Aurora og spise lækker mad. Jo, det var en rigtig god dag. Og det eneste jeg er lidt ked af, er, at jeg ikke var stoppet lidt tidligere. Vi var godt trætte, ligesom når vi havde holdt foredrag på skolen. Aurora er en dejlig nabo, og vi har ligesom fundet værdier, vi kan bruge, på trods af, at jeg ikke er særlig social. Aurora har også en kolonihave, så selv der kan vi få en snak om natur, og hvad der ellers gror på træerne. Jeg må nok lige sige, at Aurora er den eneste vi kender her på svalegangen, og jeg har ellers boet her i mere end 35 år. Så der er da noget om, at vi ikke blander os med samfundet.

 

Maj står for døren, og selvom det ikke er det bedste vejr med sol og varme, så smutter vi i haven. Med os har vi hver gang birkes fra Lidl, og til disse søde kager drikker vi svensk kaffe. Vi har været meget flittige i haven, og der er blevet plantet mange skønne planter. Nabo Per har givet os gyldenlakker, og vi sørger så for, at hans husnummer også får guld på sig. Jo vores have har virkelig fået en omgang med rive og skuffejern, og huset har fået masser af maling. Svensk rød passer så godt til de blå sider.

Vi var inde hos mor Margit, og det var virkelig godt vi smuttede derind. Den stakkels pige ligger i sengen med lungebetændelse og andre kedelige skavanker. Hun lyste gevaldigt op, da hun så os, og selvom hun var meget træt, så hyggede vi os en lille stund. Nu kender vi så årsagen til, at Margit ikke tager røret, når jeg ringer til hende.

Fra Bilka køber vi 2 roser, og de skal slynge sig op ad Kongeporten, når engang de vokser sig større. De dufter rigtig godt, og så kommer der de skønneste røde blomster på. Computeren har fået en virus, og derfor så må jeg geninstallere den. Der går sørme lang tid med det, og vi mister en del billeder og film, på den konto. Men nu kører dyret igen uden de mange dumme ting, der bare havde lagt sig ind til gene.

Lørdag d. 16. maj ringer telefonen, og det er Connie, som er i røret. Hun kan fortælle, at hendes bror, Steen, ikke er mere. Han døde fredag aften og er dermed fri for flere smertefulde dage og nætter. Det gør sørme ondt på mig og Henriette, for Steen var jo alle tiders knægt. Hans mor Margit, der for tiden ligger i sengen med lungebetændelse og andre smertefulde sygdomme, ringer jeg til lidt senere, og vi aftaler at komme ind og besøge hende på mandag formiddag. Hun har det bestemt ikke godt, især fordi det jo er hendes søn, som ikke er mere. Det er jo en forkert rækkefølge, er vi enige om. Jeg vil finde lidt film, som vi skal se, og så skal vi snakke ud, hvilket hun ser frem til.

Tirsdag d. 26. maj klokken 11 er vi så, sammen med venner, familie og præsten i Ishøj, med til at sige farvel til Steen. Det bliver en gribende afsked, og den eneste trøst er, at Steen fik fred for de mange smerter, han måtte igennem. Det er for mig noget mærkeligt at sige farvel til mennesker, jeg har kendt, og som har haft stor betydning. Solen kommer frem, lige da Steens kone giver os et kram, jamen livet går jo videre, og vi skal bare indrømme, at vi aldrig skal udsætte noget men leve i nuet. Tak for, at vi har kendt dig Steen.

Vi har anskaffet os en såkaldt strandkurv. Det er af den slags, som tyskerne er helt vilde med. Der står tusindvis langs de tyske strande, og i dem kan man sidde og hygge sig, 2 mennesker på en strand, og så kan den vippes i flere taks, så en lur er sørme også mulig. Lige for tiden er den under regnfrakke, for vejret er ikke til sol, men jeg er nu mere bange for, at en storm kan volde problemer, selvom kurven er ret så tung.

Der skal være valg i juni måned, og nu er der ikke noget at se på i TV. Det er politik med løfter fra alle partier. Det er gyseligt at se på, så vi finder en anden station, hvis vi da vil se på skærmen.

D. 5. juni besøger vi så Villy og Hilda. Vi har en hurtig tur derop og har kun 1 times tid i Bergen, inden jeg køber 2 honnørbilletter til Øystese til 160 kroner, og det er billigere end flybussen, som forlanger 200 kroner. Vejret er fint, da vi kommer op til Villy og Hildas hus, og vi får os en lang sludder. Villy er ikke hjemme men ligger i Norheimsund. Terje, der er den yngste søn, har ladet sin bil stå, så vi kan køre ind og besøge Villy. Hilda tager med, og jeg har kun små problemer med at køre BMW'en. Den har automatgear, og jeg skal lige have lidt hjælp af ejeren. Ikke bruge venstre ben! Med denne tanke i hovedet, så kan vi køre uden problemer. Villy har det bestemt ikke godt. Han var faldet dagen før og var blevet ret så forvirret. Efter en halv times snak, forlader vi ham, og jeg har ikke tro på, at vi vil se ham mere. Vi er så i Øystese hele lørdagen, og vores værelse hvor vi overnatter ligger i kælderen, så alle har det godt. Hilda er i godt humør, og vi fornemmer, at hun er glad for vores besøg. Villy ringer til hende, og han vil gerne snakke med mig. Vi sludrer i lang tid, og jeg har det lidt mærkeligt. Søndag, hvor vi skal hjem, bliver vi enige om at køre ind til min bror Villy igen. Det bliver et rigtig godt besøg. Villy er i godt humør, og selvom vi nok ikke ser ham mere, så er det et besøg, der betyder meget for os alle. Vi siger farvel og tak for alt til Hilda.

I Bergen ringer vi til Gro Wenche. Hun vil da se os og kommer i sin flotte bil. Vi giver en burger, og Gro vil give kage og kaffe, så hun kører os til hendes hjem. Svein er hjemme, og vi får en hyggelig eftermiddag sammen. Da vi skal til lufthavnen, så vil Gro køre os derud. Herligt, og selv Svein kører med. Vi takker for både kaffe og køreturen, og vi kommer hjem sent på aftenen. Ude er godt men hjemme bedst. Vi nyder en billig god øl, inden vi går i drømmeland.

Torsdag d. 11. juni besøger vi MorMargit. Det bliver et meget tamt besøg, for Margit sover hele tiden. Hun er simpelthen ikke til at komme i kontakt med. Henriette fortæller hende om vores tur til Norge, og vi tror virkelig på, at hun kan høre os. Lørdag d. 13. juni 2015 ringer Connie og fortæller, at Margit ikke er hos os mere. Det er jo sørgeligt, men også godt, for vi tror på, at Margit mistede livsglæden og ikke kunne klare at opleve sin søns død. Vi skal aldrig mere besøge en kærlig og dejlig søster og svigerinde i Kærbo mere. Det er meget mærkeligt.

Vi skulle have været en tur i Polen og besøge Ridderborge, som er især Henriettes dille. Desværre så ringer rejseselskabet og fortæller os, at turen er aflyst på grund af for få tilmeldte. Der er kun 4 deltagere, og prisen, mener han, er årsagen. Det var en dyr tur, nemlig næsten 12.000 kroner for os begge, og den var på kun 8 dage. Vi må bare se i øjnene, at vi nok aldrig kommer på riddertur, og det var ellers 3. gang, vi forsøgte. Nu skal vi så være hjemme og nyde det. Roskilde festival kører ellers, og det havde været fint, hvis vi var langt væk fra larmen. Jeg har klippet de fleste hække og mangler kun bagsiden. Her kommer nabo Per til fadet. Han vil absolut klippe den for mig eller os, for Henriette slår græsset til hans bagside, og på den måde hjælper vi hinanden. Vi har så lige haft sommervarme i flere dage, og dette betød, at vi måtte sidde inde under taget eller under Pers grantræ. Hele ugen havde Henriette ferie, og vi havde en rigtig skøn uge sammen. Hjemmelavet koldskål, der var lavet på flere opskrifter af mig, og alle smagte herligt.  Nu er vejret vådt og slet ikke så varmt mere, men vi kan dog som vanligt sidde og få vores morgenmad ude i haven.

Vi har lavet en lille film fra Steens bisættelse og synes, at den er så god, at jeg ringer ind til Mia og spørger hende, om hun vil se den. Sandra har måske også glæde af filmen. Mia er med på ideen, og vi aftaler at komme ind til dem lørdag d. 18. juli 2015 klokken 13.00. Mia tager imod os, og vi trasker op på 3. sal. Sandra modtager os, og der er kaffe på kanden. Vi sætter os i dybe stole og nyder en bombe af kage, der sørger for, at Henriette snart skal på løbetur. Mia starter filmen, og der sidder vi så og bliver våde i øjnene. Jo det er altså en rigtig grædefilm, og det kan vi takke Henriette og musikken for. Vi sidder og sunder os, og jeg lader os se film fra tidligere fester, hvor Steen og Mia var med. Godt i stand var Mia, men hun bar også på sin kommende datter, Sandra. Vi får snakket, og det bliver er rigtig god eftermiddag, hvor vi får vendt næsten hver en sten, der er på programmet. Jeg havde regnet med en halv til en hel time, inden alle fik nok, men der gik sørme 3 timer i godt selskab. Vi forlader de to dejlige piger og kører i haven, hvor vi nyder resten af den solrige dag. Der var kun to katte, som bestemt ikke ville hilse på os, og det må altså være en misforståelse, for vi er da så fredelige og gør ikke en hund fortræd.

Vores sidste fridag for Henriette i denne omgang blev brugt til at male lygter i guld. Det ser nu godt ud på afstand og især, når lyset bliver tændt. Vejret er hjemmevejr, og så skal der kikkes på film, og så skal Henriette rette alle mine stavefejl, som jeg godt kan finde på at lave.

Søndag d. 16. august 2015

Søndag morgen er lun og fin, det er overskyet og begyndende regn. Vi smutter ud i haven, efter at havregrøden er sunket. Her nyder vi så vores birkes og finder vores mad frem. Vand og tomater kommer i kassen, og jeg snuser til de hvide roser, der dufter, som er de i strålende humør. I flere dage skal de ikke have min næse i hovedet og kan bare dufte helt for sig selv. Vi låser dørene, lukker lågen og sender haven et sidste bedrøvet blik. Jeg sidder en stund og lader auraen omfavne vores bil. Så kan bilen få lov at spinde. Vi kommer hurtigt på motorvejen, og de få biler, der har fundet på at køre så tidligt en søndag morgen, er godt tilfredse med at vise sig. Der kommer flere dråber på ruden, og flere gange er der ligefrem sjask, der skal have hjælp til at komme væk. Viskeren kommer på arbejde, og skyerne bliver mørkere og godt truende. På broen over Øresund er den helt gal, men under vandet er det jo fint. Der kommer byger, og ellers er det rigtig godt at køre. Ikke ret meget trafik og ingen sol, der generer mine øjne. Vi hører dejlig musik, og da vi kommer til Vänersborg, så beder vi GPS'en om at føre os til hotellet. Den viser os vej, men vi kommer bare ud i et villakvarter, og husene ligner bestemt ikke en tidligere herregård. Der er heller ikke nummer 18, så noget galt med GPS'en, det er der altså. Jeg lokker Henriette til at spørge en kvinde, der står udenfor sit hus, om hun kan hjælpe. Kvinden mener, at det er en mandeopgave, og da hendes mand står og vasker sin "Volvo", der er en Toyota, så træder jeg også til. Manden er ganske lun og hyggelig, som nu mange svenskere faktisk er. Han forklarer os, at det da ikke er første gang, at bilister tror på GPS'er. Navnet på vejen er rigtigt, men hotellet ligger slet ikke i Vänersborg, men på Vargön - eller Ulveøen, som den bliver kaldt. Vi morer os over denne fejl, men det gjorde en nordmand ikke. Han havde også brugt GPS og var landet ude på skinnerne. Bilen hans, sad fast, og den godmodige nordmand så til, da toget kom og maste den - Det var aldrig sket, hvis det havde været en Volvo. Vi småler lidt forkert og takker for vinket. Vi kører så gennem byen og mod Trollhättan? Men vores herregård kommer slet ikke til syne. Igen må vi spørge om vej, og denne gang er det en kvinde. Vi skal ud af byen og mod Vargön. Vi takker og kører videre. Det lyder måske helt skørt, men faktisk så har vi kørt her før, og hvis vi havde kikket ordentligt efter, så havde vi også set hotellet. Vi er nu kommet helt tilbage til Vargön, og nu ligger hotellet på højre hånd, og det ligner fuldstændig det, vi så på nettet. Vi kører op ad alléen, sætter bilen under de skyggefulde træer og skal så ind og have vores middagslur. I receptionen får vi den besked, at værelset først vil blive klar klokken 15. Vi må så vente en lille time. Der er kaffe på kanden, så vi nyder en kop hver, - hvorfor dele, når vi kan få det hele?

Vi er sultne, og derfor så indtager vi resterne af den store madpakke, jeg havde lavet. Der bliver drukket lunkent vand til. Der er endnu lang tid, inden vi kan bedrive en lur, så vi går en tur ned til den store by, der ligger over gaden. ICA og 2 pizzeriaer og et par forretninger er, hvad byen kan prale med. Jo, der er en ung pige, der sælger jordbær på hjørnet. Hun keder sig gevaldigt. Vi vil nu ikke købe de røde bær, for der er jo ingen fløde med i købet. Jeg filmer vores kommende hjem i 3 nætter, og det er altså ikke så ringe bygninger, der er underlagt os. Nu kommer tiden dog, og vi kan endelig få vores middagslur. Jeg kører stadig. 

Vi sover vores middagslur, og den er virkelig veltrængt. Solen er stadig i godt humør, så vi smutter ind til byen Vänersborg igen. Gratis parkering på Torget, og så går vi ellers tur ned mod vandet. Gensynet med molen og den skønne strandpark, er opløftende. Der er nu noget over denne havneby, hvor skibe ligger side om side og gynger lidt, mens skinnet i vandoverfladen viser, at det bestemt er dyrebare fartøjer, der er flest af. Vi bruger tid til at se på huse og især de blomstrende haver, der omkranser hjemmene. Jeg er nu lidt træt, så vi kører hjem til hotellet igen. Rönnum herregård ligger så centralt, at vi bare skal over en vej, for at besøge en ICA. Her køber vi øl og lidt kage, og Henriette bruger sit visakort. Det bliver en lang og god nat for os begge, og godt udhvilede, er vi klar til en ny oplevelsesrig dag.

Mandag d. 17. august 2015

Morgenen starter Henriette med sit morgenløb. Klokken 6.30 er der morgenmad, og det er bare med alt, hvad maven kan fortære, med glæde. Jeg starter med pølser, bacon og æggekage. Appelsindrik og kaffe. Varme brød, hvor syltetøj, kød og ost skjuler brødet. Spisesalen er ganske flot, og jeg føler mig som herremanden, der sætter maden på plads, på den fornemme måde. Godt mætte forlader vi bordets glæder og gør os klar til at køre mod seværdigheder. Vi kører gennem Vänersborg, og ad vej 45 går det så mod første seværdighed, der er Dalaborg ruiner, hvor vores Margrethe den 1. blev moder for Sverige. På vej mod ruinerne, er der pludselig omkørsel, grundet vejarbejde. Vi kører i lang tid ude, hvor kun bønder har noget at tage sig til. Vi aner ikke, hvor vi virkelig havner, og da vejen igen hedder 45, så må vi naturligvis følge trop. En kirke kommer til syne Brålanda, jamen hvorfor ikke kikke nærmere på den. Klokkestablen er stilfuld, og indenfor er der ganske hyggeligt. Vi tisser af, og rengøringspigen siger god dag, eller det er vist ”hejsa”. Ad små veje, hvor der ikke er ret meget trafik, kommer vi til sidst ud til vandet, og her ligger ruinerne. Jamen har vores Margrethe virkelig været her og sat sine kostbare ben, her, tja, hun har da været nøjsom. Vi filmer og forlader stedet, som vi kommer der, i bilen, hvad ellers. Henriette har snakket så meget om smedejernsmonumenter. De findes omkring Järns kirke. Og ganske rigtigt, der er endda mange af dem. Vi opdager, at de alle har en nøglering påsat, sammen med andre dingenoter, festlige er de da. Vi ager igen mod nye seværdigheder og må erkende, at næste kik er blandt de mest fascinerende. Det er naturligvis Håveryd. Først ser vi ned på seværdigheden, og derefter kører vi derned og ser op til seværdigheden. På trods af, at vi er de eneste i miles omkreds, så er Håveryd afgjort værd at se. Vi tisser igen af, og jeg må sige, at de svenskere er gode til at have toiletter til turister, og rene det er spandene. Vi kommer igen på farten, og næste stop er, hvor nogle helleristninger kan få folk til at tænke på fortidens graffitimalere. Der er hugget tegn ind i selve stenene, og så er de malet med rødt for at få os til at tro på det. Jeg har bare en lille utro på, at de er lavet i vores tid, og så vil vi tro på det. Man må ikke gå på stenene, for måske slider vi ristningerne væk. Ja, det er mit gæt. Henriette foretager en meget lang tur ned mod vandet, for hun mener, at der dernede er flere tegn. Vi nyder vejret og går til bilen, der er et stenkast fra hellerne. Som en mis, kører vores Aygo os til næste mål, der er Åmål. Det er en hyggelig lille by, hvor vi finder en bænk, der er velegnet til at spise vores medbragte mad. Jeg er en god mand, for jeg lader nogle få krummer gå til fugle, der kun venter på almisse eller brød. Efter første krumme, der falder fra min hånd, så er der mindst 12-14 af de store fugle, som kæmper om næste sending. De er nærgående og sjove. Nogle unge mænd har svært ved at starte deres bil, men langt om længe kommer BMW'en i gang. Vi undrer os, og tanken om, at de simpelthen lige har stjålet bilen, kommer ind på Henriettes hjerne, sådan helt naturligt. Vi kikker lidt på byen, og da jeg er lidt træt, så sætter vi os i skyggen inde i parken. Herfra kan vi se vores bil og komme den til hjælp, hvis…..

Skal vi hjem eller hvad. Vi bliver enige om, at vi godt kan køre til Säffle, der ligger små 30 kilometer herfra. Denne by er også hyggelig. Vi går en lille tur gennem byen, og på en parkeringsplads er der 3 unge mænd, som skubber en bil i gang. De maser med bilen, og den vil ikke starte. Pludselig så forsvinder alle deres vej, i flere retninger. En af dem går lige forbi os og ind på en bar. De havde set en bil, der ikke var låst og ville prøve at snuppe den, men uden nøgle startede den dumme bil ikke. Vi har det ikke særlig godt med sådanne oplevelser, og tænk nu om vores bil en dag bliver mishandlet, ligesom denne.

Vi bliver enige om at drage hjem mod herregården. Men pludselig er der vejarbejde og omkørsel. Det er ikke samme sted som sidst, og vi kører og kører ud på landet ad snørklede veje, der flere steder er meget smalle. Der er ingen henvisninger, og vi vender om igen. Nu bestemmer vi heldigvis selv hvilken vej, vi vil bruge, og langt om længe kommer vi op på 45. Igen. Nu er det så bare at komme hjem. Men ak nej, igen er der en "omkjøring", og her er der heldigvis pile. Ved stedet, hvor vi skal op på 45’eren, er skiltet væltet, men vi lader os ikke narre. Endelig hjemme på gården igen. Lidt forsinket middagslur bliver det til, og dagen slutter med, at vi indtager snitsel og pomfritter nede på grillen, alt bliver skyllet ned med en kold cola. Det var en barsk dag, så vi sov som små grise. Henriette var så langt væk, at hun gryntede, eller sagt på dansk, hun snorkede som en hest fra floden Nilen.

Tirsdag morgen d. 18. august 2015

Vi er sent på den, og Henriette løber IKKE i dag. Lad os erkende, at det var en lang nat efter en barsk tur, som er årsag til, hun ikke løber. Klokken er næsten 06.00, og vi spiser klokken 6.30. Godt mætte efter endnu en skøn morgenmad, så sætter vi os til rette i bilen og kører mod Kristinehamn. Der er ikke særlig meget trafik, og vejen er langt bedre end i går, så vi beslutter os for at tage helt op til Kristine. Efter mere end 3 timer vil jeg strække ben og lette blæren for det tryk, den har lavet. Vi opdager en sidevej, hvor der står, at Götakanalen starter. Jamen, det sted vil vi da forfærdelig gerne se. Smørhullet er bare sagen. De dejligste huse med blomstrende, frodige planter, siger, at her er det godt at være. Vi kan sagtens bo lige op til slusen men betakker os dog for tilbuddet, - vi er jo herregårdsmænd af rang! Jeg får lettet mig så meget jeg kan, og Henriette følger efter. Nu er der ikke så langt til målet. Kristinehamn er, med elven løbende gennem sig, naturligvis også en hyggelig by. Vi sætter bilen lidt udenfor og går langs elven ind mod centrum. Hotellet, vi ville have valgt at bo på, ligger rigtig skønt, og der er masser af plads til bilen, så her kan vi jo altid bo en anden gang. Der er en skøn park, og den får vores besøg. 2 timer er lige hvad vi bruger, inden vi begynder at køre hjemad. Henriette vil absolut se Söder Råda kirkeplads, så vi må igen ud på de smalle og snoede veje. Og vi kører og kører. Langt om længe kommer vi til åstedet, Jamen, er det en lade eller et udhus? En stor firkant af bygning med store træplader, er seværdigheden. Selv vores bil er skuffet. Jamen, kan man virkelig få folk til at køre så langt ud i naturen, hvor vejen slutter, og kun gåben kan komme videre. Nå, men vi læser, at den gamle kirke er brændt ned, og alt er væk. Nu vil man så genopbygge kirken, som den måske så ud. Om der er gang i byggeriet, kan jeg ikke sige, for der er ikke en sjæl på stedet, og der har ikke været nogen her i meget lang tid. Vi spiser vores medbragte mad og drikker os fulde af væske, inden turen går mod Mariestad.

Gensynsglæden er til at tage, - og med et gran salt. Jeg kan ikke finde ret meget, der ligner den by fra sidst, vi var her. Pludselig dukker det vandrehjem op, som vi gerne ville bo på, engang. Og her kørte gamle flotte biler gennem byen. Uanset hvad, så er her hyggeligt, og vi trasker gade op og gade ned. ICA ligger tæt ved os, og vi køber drikkelse og 2 kager, som vi nyder lige ved siden af bilen. Vi sidder på græsset og hører det gro, eller er det toget, der er på vej? - Skinnerne larmer i hvert fald. Jo ICA havde kaffe, så 3 glas ligger nu bag i bilen, sammen med 3 andre. Farvel du kære Mariestad, og tak for gensynet.

Vi lider i varmen, og ikke nok med det, vi kører også mod Lidköping. Har vi nogen sinde været her? Jeg kan overhovedet ikke nikke genkendende til én eneste bygning i byen. Der er godt med liv her, og ingen lider på grund af sol og varme. Vi har nu oplevet, hvad vi kan rumme i knolden, og derfor, så sætter vi kursen hjem mod vores herregård. Lige før vi er ved målet, går det galt. Vi kan ikke finde hjem. GPS’en siger ikke noget, og vi kører som i blinde. Vi er godt nok på Vargön, men den er stor, og tro det, om man vil, så er der "omkjøring". Vi kører og kører og kommer ikke tættere. Så kommer der en bus, hvor der står Vänersborg, og den følger vi. Vi er straks hjemme, og glæden er stor. Det har været en lang og udmattende tur, så vi må lige sove lidt, inden vi går en aftentur, sådan for at sige farvel og tak for denne gang. Nej hvor jeg sov godt, hele natten.

Onsdag d. 19. august 2015.

Til morgen løber Henriette sin tur. Hun kommer hjem og er godt våd og rød i hovedet. Vi pakker resten af vores ting ud i bilen og toilettiserer, så godt vi kan. Klokken lidt før 6.30 går vi ned for at spise os mætte. Men der er ikke åbent. De har sovet over sig, ikke mindre end 4 minutter. Det er altså skammeligt! Måske bør vi sende en klage. Vi nøjes med at nyde sidste måltid her, tisser af og takker for et godt ophold under rimelige forhold. Turen går så mod syd. Vi vil bare hjem, og det kan ikke gå for stærkt. I dag er solen på himlen fra starten, og den generer meget fra venstre, så jeg må bruge skyggeklappen for at holde strålerne væk. Efter flere timers kørsel strækker vi ben på en rasteplads, og jeg får tisset af. Desværre så kan Petter ikke finde tidligt nok ud, så han efterlader sig væske på mine bukser. Skammeligt og flovt!, siger jeg bare. Næste stop er så ICA nede ved Malmö, hvor vi køber ind til vores aftensmad. Resten af turen går fint, og hvor er vi glade for at se vores dejlige have. Desværre så har solen været hård ved Margit, for hun hænger virkelig med næbet. Stedmødrene ser også noget slatne ud. Jeg går straks i gang med at vande de stakler. Vi håber virkelig, at Margit kommer sig. Hun har en gang tidligere været ved at sætte træskoene, men stærk er hun, og måske kommer hun sig også denne gang. Hverdagen kører igen normalt, og Margit er igen blevet lige så smuk og flot, som hun helst skal være, og vi er stolte over, at vi kom hjem og reddede denne dejlige blomst. Vores Vänersborgtur er slut, og nu nyder vi igen vores dejlige have. Fredag kikker jeg på mails, og der er kommet en fra Gro Wenche. Den er bestemt ikke hyggelig, som den ellers plejer at være. Årsagen er, at hendes far, altså min storebror Villy, sov ind torsdag formiddag klokken 11.00. Det er altså mærkeligt at læse dette, og det til trods for, at vi godt vidste, at han ikke havde langt igen. Det gode er dog, at Villy kom hjem i sit hus og ikke lå i sygesengen i Norheimsund. Vi snakker så en del om min bror og Hilda og er enige om, at det var godt, vi nåede at besøge ham i foråret. Nu har jeg altså kun 2 søskende tilbage, og vi er jo ikke årsunge, så jeg kan altså ikke lade være med at tænke på, hvem bliver den næste, som skal træffe Villy og alle de andre. Vi har det ellers rigtig varmt og godt, og Henriette har stadig ferie, en hel uge endnu. Heldigvis bliver der lidt regn og torden, og det er årsag til, at vi smutter hjem i lejligheden. Jeg får malet vinduerne på altanen, og Henriette får orden i sine dagbøger. Hun har ikke kikket på dem i mange år, så det er et hestearbejde for den stakkels pige. Der bliver dog også tid til at støvsuge overalt, og det trængte det også til. Vi er meget ude i haven, og det er hver morgen, at birkes og kaffe bliver nydt ude på græsplænen. Bilen får nye sutter, olie og lys efterset, så nu er vi godt kørende. Eftersommeren er skøn, og vi får travlt med at lave flere film, for de vil gerne se os ovre i Trekanten. Vi skal vise film fra Rom, og der mangler nogle minutter, så der bliver knoklet med en film om Peterskirken. Jeg er svær at tilfredsstille, så Henriette kæmper en hård kamp, med stemmen. Vi ser ikke noget til søster Gurli. Hun er flyttet ind til sin søn og svigerdatter, der har hun fået et værelse, og alle hendes møbler er opmagasineret et sted. Hun er simpelthen kommet i venteværelset, og vi har intet hørt fra den kære pige. Bare hun har det godt, så er det fint for os. Jeg har flere gange ringet til Mia og Sandra, og selv en mail har jeg skrevet, men vi har intet hørt fra dem, og vi har ellers et par film, som de måske gerne vil se. 

Torsdag d. 8. oktober er vi ovre i Trekanten, hvor vi viser film fra Rom. Det går ikke så godt denne gang, for det tekniske er itu. Vi kan ikke få vores egen DVD til at virke, og så bruger vi den, som er på stedet. Den er godt slidt, og ledningerne er måske lidt slidte, for flere gange forsvinder lyden. Det er ligefrem pinligt, og vi sidder simpelthen og krummer tæer. Heldigvis er billederne ok, men der er bare ikke noget at stille op med de udfald i lyden. Det nytter jo ikke noget at undskylde, for vi burde jo have været ovre og prøvekøre filmene. Der er jo mange, som bruger deres TV og DVD, og så kan der jo hurtigt gå noget galt.  Ærgerligt, men nu har vi lært at tage prøver, flere dage inden slaget skal stå. Henriette er løbet sin vej, mest for at glemme dagens fiasko, og jeg håber, hun kommer hjem med ny energi til de film, vi helst skal i gang med.

Gerda og Henriette holder deres fødselsdag sammen. Vi kører ind til søster Gerda, og hun serverer dejlig mad, som jeg kan tygge. Forloren hare, og den er rigtig god. Ingen ”tøggeproblemer”. Vi har så lavet en lagkage, og den bliver også godkendt, og vi får resten med hjem. Det er en hyggelig dag, hvor vi snakker, som vanligt. Jeg har fået en mail fra Lene. Hun skriver, at Gurli ligger på hospitalet, hun har brækket hoften. Nu er jeg i syv sind, for vi ser jo ikke noget til Gurli. Hun har valgt at gå sin egen vej. Hun er flyttet ind til Lene og Allan, så vi skal ikke mere til Hedehusene. Faktisk var vi inde hos hende i foråret, og ellers har hun været udeblivende. Jeg er ikke til pligtbesøg, så jeg har valgt at blive hjemme. Det er bare lidt mærkeligt, når man sådan afskriver hinanden. Gurli har tidligere afskrevet mig, så måske har hun det slet ikke, som jeg har det. Jeg forstår bare ikke, at Gurli har valgt at flytte ind til sin søn og svigerdatter. Det vil aldrig gå godt. Hun er jo kommet i venteværelset. Gurli har end ikke et hjem mere, så vi kan jo ikke besøge hende mere. Jo, på hospitalet, men jeg kan ikke fordrage disse steder.

Vi har fået lavet en særlig side om vores Birgittafilm, inde på Facebook, og det har drillet lidt. Nu virker alle filmene, og alle kan se dem ved at skrive Heliga Birgitta, - det er nu smart! 

Vi er gået ind i november måned, og det er stadig så godt vejr, at vi kører ud i haven og får vores tebirkes, dog under tag. Vi har flyttet vores frysevarer hjem og kan nu lukke helt af for strømmen. Vandet lukkes der for i morgen, så en 5 liters dunk fyldes med vand, lige klar til kaffen, når vi kommer herud til vinter. 

Sidst i november falder der rigtig meget sne her i Roskilde. Jeg bliver indendørs, og Henriette må gå på arbejde. Der falder ikke mindre end 60 cm sne, og den kommer blidt og roligt. Torsdag d. 26. november tager vi chancen og kører ud i haven for at se, om der er sket noget derude. Vi kan faktisk køre helt derud, og der er lige een plads til bilen. I sommersko vader jeg op i haven, og hvilket syn kommer os i møde. Havelågen er svær at komme ind ad, og så bliver jeg altså lidt mærkelig. Utrolig mange planter ser sølle ud. De fleste er knækket flere steder, og det gælder altså samtlige buske og træer. I baghaven ligger alle buske helt ned. Og selv drivhuset er tynget af sne. Vi kikker ind til nabo Per, og der ligner det sørme vores have. Birketræets grene er knækket og falder snart ned. Det er med et stik i hjertet, at vi forlader vores ellers så dejlige have. ”Men den skal nok blive flot til næste år”, lover jeg Henriette. Samme dag smutter vi ned på min gamle arbejdsplads, Gråbrødre skole. Det bliver en god tur, for vi får snakket med flere gammelkendte personer, og jeg går skolen igennem. Af en lærer får vi oplyst, at skolen skal stoppe helt, og der skal være ejerlejligheder i hele bygningen. Det er altså sidste gang, jeg kan nyde min skole. Ok, det er fortid, og vi smutter omkring Henriettes mor og hjem, efter vi lige har været inde efter en gammel ”Jelved” ost. Den bliver nydt sammen med en rigtig god kop svensk kaffe. 

Vi har i år, lys på altanen, og det er jo på grund af julen. Der hænger tynde lys i form af en kvart måne, og jeg inviterer Henriette ud en aften, så hun kan se, om det er værd at bruge strøm på. Vi går ud, og jeg må erkende, at det ser rigtig godt ud. At man kan se meget mere, end jeg troede, får mig til at tænke på, at jeg ikke skal rende rundt inde i stuen uden tøj på. Man ser nemlig hele stuen, som i baggrunden er oplyst af de flotte lamper. Jo det er da et syn, som kan gå. Mens jeg arbejder med dyret, så har jeg lige opdaget en ekstern harddisk, som ikke virker. Det er da skørt, at vi køber harddiske for at gemme alle vores film og billeder, og så når vi skal bruge dem, så kan de ikke komme frem. Det er virkelig surt.

Berlin 2015

04/12-2015

Efter en spændende valgaften, hvor ingen af os fik sovet ret meget hele den lange nat, så står vi op, godt trætte, fordi uret siger det. Jeg laver kaffe og sætter birkes over grillen. Henriette kommer også op, og vi iklæder os rejsetøjet. Lidt TV bliver det til, og ellers gør vi os gå-klar. Ud ad døren og på stueetagen går vi ind i Karin, hun ønsker os god tur, og så er der ellers et vådt vejr, som møder os. Det blæser ret meget, og med regnen, er det en kold og lang tur ned til bussen. Vi kommer for tidligt og sætter os på bænken, mens minutterne slæber sig af sted. Der er i alt 7 fra vores by, der stiger ombord. Vi får nr. 47 og 48 og sætter os godt tilrette. Tilo kommer og hilser, og vi får en lille snak med genboen, en kvinde, der er alene. Mens regnen fortsætter udenfor, så sidder vi i en lun bus og nyder det. Klokken siger 9, og det lysner ude på markerne, hvor der er godt smattet.

Vi kommer ombord på Benedikte, og det er et virvar. Der er en forfærdelig masse mennesker, som nok har samme tanke om at opleve julemarkedet i Berlin. Vi stiger på bussen og kører igen ud på autostradaen. Tilo kommer med kaffe, og vi bestiller også ”En enkelt”. Nej hvor det smager godt. Vi skal bare passe på, at bussen ikke slingrer så meget, så vi får kaffen i skødet. Solen er kommet frem, og udsigten ser rigtig flot ud. 10 graders varme og godt med blæst, er, hvad vi kan møde på den anden side af vinduet. Klokken er 12.30, og det kører bare derudaf, mens Tilo har gang i snakketøjet. Han kan godt lide at fortælle om sig selv, og vi lytter da også på den dansktyske måde, han får ordene ud af munden.

Vi har holdt pause på en rasteplads, og her fik vi tisset af. Henriette fik løbet 3 kilometer, og det var i en strid vind, og de andre gæster var inde og spise. Nu sidder vi alle igen i bussen og har 2 timer, til vi ankommer til hotellet. Mørket er ved at banke på, og vi er klar til sidste etape.

Markt Berlin hedder vores hotel, og det ligger meget tæt ved Gedächtniskirken. Vi fik nummer 518.  Vi har stadig lidt mad, og den bliver nydt til en øl, som vi har købt af Tilo og ikke har drukket i bussen. Vi vil se byen og går en lille tur sammen med hele holdet, hvor Tilo er førerhund. Men da vi er tæt ved hotellet, så bliver vi enige om at forlade selskabet, og siger, at vi selv finder hjem. Den halve kirke er oplyst, og den ser næsten uhyggelig ud, samtidigt med, at den da også er flot. Masser af mennesker går frem og tilbage, og de mange farvede lys med duftende graner giver pladsen en særlig atmosfære. Lige inden vi går mod hotellet, så bestiller vi 2 krus glühwein. Den varmer, og snart ser vi dyner. Den lange bustur har taget på mig, og jeg kører stadig i flere timer, men heldigvis så kører jeg ikke ind i andre biler eller personer.

05/12-2015

Lørdag morgen er vi tidligt på færde. Klokken er 06.00, da vi gør klar til at spise. Der er kun en mand, som er ved at drikke kaffe, og vi finder os et bord tæt ved maden. Juicen er god, men kaffen er ringe. Boller med ost og kød og lidt kage, frikadeller, æggekage og pølse kommer også på spisesedlen. Vi går op på værelset, hvor jeg slapper godt af. Jeg vil da ikke glemme at nævne, at vi har sovet fortrinligt. Henriette forlader mig, ikke for altid, men for en kort stund. Hun løber sin vej, og dette betyder, at det går ud over gaderne ned mod ”Bedækningskirken med Ge”. Jeg ligger og slapper A’ og B’, og Henriette tager bad, efter at hun er kommet hjem. Klokken 9 sætter vi os i bussen og tager på tur. Det gælder selvfølgelig Berlinmuren, og Tilo er ret god til at fortælle det historiske. Vi står ved muren og kan næsten fornemme, hvordan det har været dengang. Jeg filmer ud ad vinduet og får mere ud af det, end ventet. På anden del af turen forlader vi selskabet og tager toget til Karow. Her får vi en velkomst, der gør os endnu gladere. De er alle glade for at se os, og Oma liver rigtig op. Vi får kaffe med peberkager til, og en snak, hvor jeg ikke kommer på tale. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor de ikke fatter, hvad jeg siger, og hver gang jeg vil vide noget, så må Henriette oversætte. Jeg ville ønske, at de lærte dansk, for så kunne de forstå mine guldvævede ord. Vi vinker farvel til dem og smutter hjem på hotellet. Vi er lige inde og købe de berømte pølser - karrypølser, og dem tager vi med hjem. Der går en rum tid, inden vi kan sætte tænderne i maden, for døren vil ikke åbne sig for os. 2 gange må Henriette ned og klage, men så bliver hun fulgt op, af døråbneren. Vi nyder maden til 10 euro og bliver godt mætte. Dagen slutter af nede ved den halve kirke, hvor lumumba bliver nydt. Så går det hjem på hotellet, og det er så lørdagen, der slutter med manér. Jeg skal lige tage mig sammen til et velfortjent bad. En sand nydelse.

06/12-2015

Vi er selvfølgelig tidligt oppe, og efter Henriette havde store problemer med sine øjne, så får vi spist morgenmad, og jeg laver madder til turen hjem. Vi får pakket alt ned og går så ud af døren, uden at se os tilbage. Da vi alle er samlet, finder vi vore pladser i bussen. Flere oplevelser bliver det til, og som sidste oplevelse er julemarkedet i Spandau, en hyggelig by, og så går det mod nord. Kaffe og en ”doktor” medvirker til, at vi er afslappede til at sidde i mange timer.