Madrid marts 2012

Det er i dag onsdag d 21 marts, og jeg stod op klokken 05.50. Uret havde ikke brokket sig, det var før tiden. Henriette kikkede på mig, jamen vi må altså op og have lidt mad. Vi skal jo gå klokken lidt i 07.00, og inden da, så skal havregrøden spises. Jeg lavede også 2 sandwich, som skulle fortæres samtidigt med grøden. Vi vil bare ikke have kaffe, for der er tid nok, når vi kommer til lufthavnen. Vi sørger for, at der var slukket lys, lukket døre og låst hoveddøren. Og så går det ellers ned mod stationen. Det er lidt koldt og diset, men da vi går hurtigt, så får vi varmen. Der er lidt ventetid på toget i Roskilde. Vi standser kun een gang og kommer til hovedstaden. Her tager vi så et tog, der har sit mål i Østsverige. Vi bliver stående, da der kun er plads på 1ste klasse. I lufthavnen går vi først over til skranken, men han vil ikke give os et boardingkort, det skal vi klare selv, siger han venligt. Vi møver os over til en af de mange maskiner, der spytter billetter ud, altså, hvis den bliver fodret med de rette oplysninger. Jeg kan ikke få dyret til at virke, men så opdager Henriette, at jeg har sat hendes pas forkert ind. Usle lille mig, kan jeg nu heller ikke sætte et pas på plads?

Vi går så ud mod gaten, og ved et lille hjørne, er der plads til at hvile os, og ikke nok med det, der er også til at trække en kop kaffe, eller hvad vi ønsker os af drikkelse. Henriette går over og trækker en cappuccino, som jeg smager på. Den mangler sukker, men er ellers ganske god. Vi kunne såmænd godt have været blevet hjemme i sengen en time mere, men det er jo fortid, så vi sidder og slapper af. KLM er klar til at modtage os, og vi sætter os godt til rette. Der er kun 4 pladser på række, så vi skal sidde sammen, og der går ikke lang tid med at finde sædet. Tro det, om man vil, men der bliver serveret en lille kage, og vi kan også få noget at drikke. Jamen, hvor er det dog skønt at opleve igen. Jeg vil fremover kun rejse med de selskaber, der yder denne service. Tiden går hurtigt, og vi lander i Amsterdam. Her er der ventetid til næste trip. Henriette sidder og læser sin dejlige bog om Amalia og alle hendes problemer. Jeg har nu brugt lidt tid på at starte vores Madrid tur, på skrift. Af gode grunde må jeg stoppe, for lige nu venter vi altså kun på, at flyet bliver klar til os. Vi kommer så langt om længe ombord, og vores pladser er på hver sin side af gangen. Række 24 C og D. Folk kommer og sætter sig, og det er engelsktalende, som bliver mine naboer. Vi holder bare stille og venter. Der er et par som, endnu ikke er kommet, og så må vi pænt håbe på, at de snart befinder sig her. De har fået deres bagage ombord, og bare de nu snart kommer. Vi får så besked på, at de ikke kikker frem under en efterlysning af dem, og så beslutter kaptajnen så, at da de ikke kommer, så skal deres bagage findes og sættes af igen. Klogt, tænker jeg. I det indre kan jeg se, at det er  terrorister, som har booket sig ind og sendt deres farlige kufferter med flyet, og så bare bliver væk. De vil da ikke dø under deres optræden. Da vi så er kommet af med de dumme kufferter, så starter flyet sin optur. Der bliver så plads til mig ved siden af Henriette, og jeg flytter så bagdelen derover. Det er nu rart at sidde sammen, selvom man ikke kan snakke ret meget sammen, på grund af den larm der altid er i et flyvende objekt. Jeg sidder nu med computeren og vil snart i gang med en  Sudoku , mens Henriette er langt inde i Amalie og hendes bror, som bog nummer 2 omhandler. Vi får os et glas appelsinjuice og 2 stykker brød med ost og kød, Sandwich og det smager bare så godt. Nu kan vi igen starte med at lege med mit spil og Henriettes Amalie. I Madrid stiger vi ind i  lufthavns-bussen , og kører med til O’Donnel stationen. Her går vi så få hundrede meter til vores hotel, der hedder Continental.

Torsdag morgen står vi op klokken lidt i 8, og vi er da spændt på vores morgenmad. Elevatoren kører os ned til madstuen, og vi bliver modtaget af en myndig mand, der kikker grundigt på vores kort, og vi får så lov at betræde det velanrettede morgenbuffet.

Her mangler der bestemt ikke noget. Vi kan få alt, hvad hjertet begærer, og mere til. Nu er vi desværre på kur, så det bliver kun til et mindre måltid med ristet brød. Nej jeg vil ikke nævne noget af, hvad jeg indtager, men det er rigtig godt. Også kagerne, som jeg guffer i mig, med velbehag. Vi forlader glædernes bord og belaver os på at se lidt til byen. Solen er jo bestilt, og den holder, hvad den skal. Vi går ad O’Donnels og videre. Helt nede ved kongepaladset vender vi om, efter at have hilst på de to berømtheder, som min søster Gerda kender. Henriette kender dem også, men jeg anede ikke hvem de snakkede om, dengang. Det er selvfølgelig Don Quijote og Æslet. Vi leder også efter en akvædukt, som er vist i ”Turen går til Madrid”. Men vi finder den aldrig. Årsagen er, at man i bogen har lavet en brøler, for den findes slet ikke på det nævnte sted. En lille plads med liv og glade tjenere, der håber på gæster og lidt penge. Flere gange går vi forkert, og det vil sige, at vi altså ikke mere er så dygtige til at finde rundt. Nå, men vi finder da hjem igen. Får os en lur, og så går turen den anden vej, ud af byen. Det er et sted, hvor højhusene er runde, hyggelige og omgivet af masser af par, og der er flere træer sørme blevet forårskåde. De er ved at springe ud af deres hi. Det er et syn der varmer, og vi vil se mere, i morgen. Da vi vender hjemad igen, så er vi igen ved at gå forkert, jamen, hvilke tosser at have ved hånden. Vi er da bare til skrot. Inde fra madhuset fra i går, henter vi lidt forsyning. Jeg ønsker en sandwich "go away", og det griner de ikke så lidt af. Jeg mente selvfølgelig "take away". På hotellet nyder vi maden, og jeg regner ud, at vi i dag har brugt ikke mindre end 9 euro. Jamen, det er jo en formue, bare for een dag. Jeg glor tv og håber, de kan sige lidt om vejret. Vi vil ikke lave mere i dag, for fødderne er godt trætte. Hvor langt de har båret os, aner vi ikke, og kun Henriette kan komme med et tip.

Min brok viser tænder, så jeg har brugt bindet og det virker fint.

Fredag går med en tur i den store park. Foråret er på spring, og hvor er det dog skønt at se de nye skud. Efter middag så går turen ud til tyrefægterarenaen. En mindre park får også vores besøg. Vi spiser en burger på en stor plads, og ikke nok med det, men vi får købt 3 dvd’er til Henriettes videokamera.

Lørdag bliver en herlig dag. Først så er vi på indkøb til turen hos Marianne, og der bliver købt ost, og senere chokolade. Over middag går vi så den længste tur på hele Madridturen indtil i dag. Vi går og går på den brede og kønne Castellana Boulevard. Enten er vi inde i midten eller vi går langs gaden. Real Madrid fodboldstadion ligger pludselig foran os. Her er der liv, for inden længe skal der være kamp, og folk er ellevilde med at trutte i horn og skrige med stemmerne. Fodboldtosser er et folkefærd for sig. Nuvel, vi går forbi og jeg opdager det ene højhus, der er skævt. Dette er vores mål, siger jeg stolt. Der er altså langt derud, men det er alle pengene værd. Klokken er bare ved at være sent på dagen, og mine fødder har det bestemt ikke godt. Bare tanken om at vi skal gå hjem igen, gyser i mig. Heldigvis så er der en metrostation lige ved hånden, og da vi begge er trætte af indtryk, så smutter vi ned under grunden. Efter en omstigning, er vi hjemme ved O’Donnell, og så er der kun få meter til vi kan betræde vores værelse. Men vi kommer forkert op fra jorden og må traske en omvej. Da vi har smidt de mange kilo fra rygsækken, går vi ned og spiser, og senere køber vi øl og vand. Endnu en god dag er ved vejs ende. Men hvor er den gående på kuverterne. Jeg tager mig et fodbad og selv tæerne er ellevilde med at blive våde med koldt vand.

Søndag bliver en stille dag. Vi besøger den store Retiro-park, og Henriette får læst lidt fra Amalie. Vi trasker hjem igen og spiser middagsmad. Jeg ringer til Marianne, der venter os. Herligt. Vi går en mindre tur og vender hjem igen, da der er meget varmt udenfor. Først nu er der tid til at skrive lidt, og jeg er færdig for i dag. Vi stiller os udenfor vores hotel og venter på Dave. Ok, vi er lidt for tidligt på den, men hellere være tidlig end sen. Dave kommer ikke, og jeg mener så, at det sikkert er bedst, at vi går ud mod gaden. Her er der flere biler, der gør holdt for en stund, og der går da heller ikke lang tid, inden at Dave holder, og vi springer ind i hans bil. Efter en hilsen på redningsmanden, går det så ud af byen. Jeg tager flere billeder, og efter en stund er vi på landet, - hjemme i Mariannes hjem, og vi går så ind i deres paradis. Marianne står og tager imod os med et kamera i hånden. 4 dejlige hunde kommer til syne, og de er glade for at hilse på os. Nej, hvor de logrer med en vis del af legemet. Marianne giver os et knus, og efter en stund skal vi altså lige hilse med en drink, som smager godt, sangria hedder den og er typisk spansk. Så bliver vi vist rundt i hele huset, og jeg skal da lige love for, at de bor skønt. Vi får så en tapas, og snakken går. Vores familie er jo snakkesalig. Dave kan sagtens være med, og vi har en ganske dejlig komsammen. Så går Henriette og jeg ellers i gang med at tage billeder af deres paradis. Lidt senere kommer deres gode venner med mad lavet af dem, specielt til os. Vi smovser os, og det er rigtig spansk mad. En dessert, som konen har begået, er næsten alt for meget. Jeg skal have 2 gange. snakken går, og Marianne fortæller så, at når vi skal hjem, vil hun ringe efter en taxi og betale for den. Jamen efter en lang dag, så er jeg træt og vil hjem. Vupti, så bliver der sendt bud efter bilen, og vi takker for en dejlig dag og forlader deres hjem. 50 euro fattigere - for Marianne og Dave, sidder vi nu hjemme på hotellet og nyder resterne af dagens lys. Jeg fik lavet noget forkert med computeren men har fået den til at virke igen. Ak ja, det er et dyr, der gør ting, man ikke be’r den om, eller jeg kommer til at trykke på en tast, jeg ikke opdager. Vi har virklig haft en rigtig god ferie i den Spanske hovedstad. Madrid.