Det er noget ganske særligt at være ombord på dette skønne skib.
mere end 8000 mennesker er samlet på eet sted. Der mangler intet og det er bare at lade sig hengive i verdens skønneste krydstogtskib.

Oscars oplevelser

Med Oasis of the Seas.

Vi stod op klokken 03.48, og det var nu fordi, at jeg skulle af med vandet. Jamen så er det da dumt at lægge sig igen, og derfor så gik jeg ud i køkkenet og fandt lidt morgenmad frem. Henriette stod også op, og hun forsvandt ud på toilettet for at finde sine øjne. Jeg iklædte mig mit rejsetøj og gik ind for at slå vækkeuret fra. Det med at uret kimer, lige pludseligt, det kan jeg bare ikke klare. Vi spiste maden og Henriette fik en frugtsalat-mad oveni og den smagte hende, kunne jeg se.

Vi toiletterede igen og var så klart til at forlade vores dejlige lejlighed. Lysene blev slukket og dørene lukket. Jeg var sidste mand der skulle smække yderdøren og det gjorde jeg så, (tror jeg da) Det var stadig ganske mørkt og lidt koldt. Men det tænkte vi nu slet ikke på, for nu skulle bilen altså bare kunne starte. Altså vores bil starter altid første gang og dette gjaldt da også i dag. Der var ikke meget trafik på motorvejen og vejret var ganske godt. Ganske få bilister overhalede os, men vi var jo i god tid, så pyt med dem. Jeg satte Henriette af ved terminal 2 og hun var lige ved at glemme den store kuffert.

Vi vinkede farvel og tak for denne gang, og jeg foretog så turen helt ud til p15.

Det var nu ret så koldt at gå fra den varme bil og ned til terminal 3 og mørkt var det da også. Gratisbussen havde ikke startet sin rute endnu, så der var ingen kære mor, jeg måtte bare gå hele turen. I terminalen var der ikke ret mange mennesker, men klokken er altså også kun lige 04,00 og der var små klynger, forskellige steder. Jeg så hurtigt Henriette, som lyste op mellem en masse kuffertvagter, der ligesom os skulle mødes med deres rejseleder. Vi satte os og jeg lagde min røde trøje og Henriettes sorte jakke i den store kuffert, for dem vil vi altså ikke få brug for mere. De næste 10 dage altså. Ole Barfod troppede op og selvom det er et ukristeligt tidspunkt at møde ham, så var vi faktisk alle tilstede. Information fra mandens mund kom frem i lyset og vi gik hurtigt ned til 130 check ind og stod så i kø for første gang i dag. Da vi have fået vores 3 boardingkort, så gik turen til at vi skulle se efter i alle kroge på kroppen altså. Jeg havde selvfølgelig ikke noget med, som kunne slå ud, men det var noget andet med Henriette. Hun måtte op med armene og skulle mærkes efter alle steder. Selv er hun overbevist om at hendes krop var ønsketænkning af den unge mand, der havde anholdt hende. Der blev famlet i blinde og intet fundet. Henriette kunne så igen slå følge med mig. Vi gik så ned til A, og på vejen derned læste vi om et fly til Amsterdam. Det er altså det vi skal med. Vi satte os i sofaen og efter en stund fik vi besked om at forlade rummet, fordi vi skal altså ind i det igen, efter vi har vist vores pas og boardingkort. Nu har vi altså stået i kø 3 gange, men det er altså ikke slut endnu med de køer. Da vi ankom til den store lufthavn i Amsterdam, fik vi vist vejen til vores næste fly. e7 og først skal vi vise pas igen. En meget lang kø var udsynet og her stod vi så og så kedelige ud. Nogle forsøgte at snyde sig ind og faktisk så blev flere lukket ind før os, det var da tarveligt. Nå men vores tur kom da langt om længe og jeg måtte smide min kasket, men så var jeg da også god nok. Henriette var der ingen problemer med, men hun har jo også optrådt een gang i dag. Vi skulle så ind endnu et sted og vores pas blev fotograferet og en mand kom over til os og havde en masse spørgsmål. Hvor vi kom fra, om vi havde noget med os, der ikke tilhørte os. og om vi havde pc’er, jeg erkendte at vi da havde noteblok, et par kameraer og hvad der eller kunne være. Jeg forklarede ham så at vi lavede film, og pegede op på min kasket. Manden var hurtigt til at spørge om det var homofilm. Og der gik sjov i det. med et lille glimt i øjet, satte jeg så alle på plads, ved at fortælle ham at vi havde brugt vore navne, da vi lavede vores logo. Han fortalte sin makker om os og de fik deres morgenvits på et sølvfad. Vi gik igennem og nu kunne vi så gå ombord på flyet der skal føre os over det store hav. 35a og b skal have os i mere end 9 timer. der er ikke plads til rygsækken over os, så vi lægger den mellem benene på os. Så ved vi hvor vi har vore ting. Efter lang tids venten dog uden at stå i kø, så startede flyet og ferien er godt i gang, Jeg har vinduesplads, for det kan jeg så godt lide. Jeg har nu aldrig fortalt Henriette hvorfor jeg helst vil sidde og kikke ud. Men det er nemlig slet ikke årsagen til mit valg. Faktisk så er jeg rimeligt led ved at sidde yderst, fordi folk går forbi mig, og rammer min arm. Tit skal 2 mennesker forbi hinanden og så får jeg deres bagdel eller endnu værre deres fordel lige i synet. Det er altså ingen fordel, sku jeg lige at hilse og sige. Vi får drikkelse og nyder den, senere er der lidt mad, og den er sørme go. jeg forsøger at spille en sudoku, men det fænger ikke rigtigt. Efter en stund, så er det tissetid og jeg får lokket Henriette op. Vi gør begge ned og finder toilettet og jeg forsvinder ind og lader vandet, stille og roligt. Når Peter har rystet godt af, forlader jeg hans åsyn og lader Henriette komme ind. Hun har så travlt med at kommer ind i det allerhelligste, at hun glemmer at låse døren. Nå, men døren finder heldigvis sin rigtige plads og jeg kan så forlade tissehuset som vagt for min kone. Jeg sætter mig og nyder udsigten, og der er næsten intet af den, så den kan slet ikke blive slem. Henriette havde lidt problemer med at skrive nogle formularer og jeg er sørme bange for at det hun har skrevet, kan få de ansvarlige til at holde hende tilbage. Men det er da godt at jeg så er med, for så kan jeg jo redde den bette pige. Ole har lige været forbi os og han så Henriettes formulering efter. Den blev godkendt og det var da rart. Men det er jo også klart når jeg overlader noget til hende, så gør hun det bare.

Vi sidder og slapper af med så og sige ingenting og et glas koldt vand var lige sagen. jo, der er altså slet ikke så ringe med bare lidt komfort. Gps,en har Henriette sat sig til at skrive på. Hun ville ikke vente på, at jeg skulle blive færdig. Solen er lige udenfor vinduet, og vi kan se ned på vandet. Så langt at der er land under os. Nu er vi så kommet til Canada og der er sandelig masser af sne i de mange bjerge. En del skyer ligger dog under os, men for første gang har jeg set Amerika fra oven af. Hånden på hjertet, det ligner såmænd noget af Europa, tja ha. Det er kaffetid og Henriette har valgt en kop, mens jeg holder mig til det rene klare gåsevin. Folk sidder og guffer i sig og saltstænger har da også fundet vej til Henriettes mave. Jeg holder lav profil, det sørger tænderne for. Jeg har en kamp med computeren, for den smutter pludselig væk fra sit ståsted. Uden jeg aner det, så begynder den at skrive et helt andet sted og dagbogen forstyrres gevaldigt. Det var nu ganske fint at vi også fik mad endnu en gang. Nu var det en varm pizza og den smagte godt. Vi lander i Atlanta og det er altså en rigtig rigtig stor lufthavn. Vi skulle ført hente vores kuffert og den var ikke lang tid om at vise sig. Så gik vi videre og nu skulle kufferten afleveres igen, mens vi skulle tjekkes. Der var ikke kø for en gangs skyld, pokkers også, for vi har masser af tid. Nå, men hænder og tommeltot blev filmet og selv vores kønne ansigter fik også et varigt men. Jeg smilte nu ikke, for jeg måtte nemlig ikke beholde min kasket på sin plads. Vi gik videre og for en gang skyld, så spurgte Henriette en venlig negerpige, der havde neglelak på, om hvor vores fly ville starte fra. der er godt nok 4 - 5 timer til vi atter skal i luften, men det er nu rart at være på rette sted. Vi skulle finde a17 og så er den hjemme. Eftersom vi stod i d så fandt vi ud af at gå til åstedet. Der er så langt mellem de forskellige bogstaver at der er indsat toge som vi kan bruge. Ole havde fortalt det, men helt ærligt, så troede jeg ikke rigtig på det. Vi gik og gik og langt om længe var vi så ved gate 17 a. i lang tid var vi de eneste danskere, som havde fundet hertil, men så dukkede der et par op, som dog satte sig på a16. Så kan de ligesom se over til os. Vi sidder og slapper af, men Henriette vil lige på toilettet og hun forlader mig for en stund. Der kommer så mange mennesker og de skal også med herfra, men det er ikke vores fly, men et andet. Der er masser af menneskemylder hele tiden og jeg skal også lige holde øje med vores bagage. Det tog nu ikke lang tid for Henriette at blive tørlagt, men nu er hun igen klar til en tørn i luften. Det er egentlig sjovt at se på mennesker og hvor er de dog fede og ulækre. Ja man kan roligt sige at de er uformet til noget klumpedumpeagtigt nas. Nå vi gik os en lille tur først til højre og så til venstre. Jeg gik også på toilet og det var en oplevelse af de mindre gode. Jeg valgte ikke at vaske hænder, for gjorde jeg det, ville jeg være mere uren end før. Vi har prøvet flere stole og har kikket på mennesker, så nu er tiden inde til at hvile grinerynkerne og sjælen, for der er altså grænser for hvor meget jeg kan indeholde af overlæs. Henriette er også blevet ganske tavs. Hun er vist også blevet lidt træt af rejselivet. Hun prøver at lukke øjnene, men der kommer lys ind og vi må drømme os til at vi ligger i en seng. Der er stadig næsten 2 timer til vi kan gå ombord på flyet, og så er der mindst 3 timer til vi kan håbe på at ligge i sengen. Puha hvor er det dog barsk. Bag os sidder der nogle danskere og det er da sjovt at høre dem snakke. Det er jo ikke amerikansk men dansk, og de tænker slet ikke på at vi kan forstå dem. Vi var 1 times tid forsinket og så ligger jeg den første time oveni, inden vi kan se sengen. der blev serveret drikkelse og mad på flyet, så vi er altså slet ikke sultne mere. efter 2 timer i den tynde luft landede vi sikkert. Igen blev der kø, da vi skulle ud og finde vores kuffert.

Vi anede hvor vi skulle gå ud men det var let at se vore danske medrejsende og dem fulgte vi så. Andre fulgte efter os og derfor så kom vi da også udenfor terminalen og så kikkede vi efter bussen.

Der gik lidt tid og vi flyttede lidt væk fra menneskemyldret. Vente er noget ve er så vant med og det var næsten helt forkert at bussen lige pludselig kom. Ind med kufferten og ind på første sæde for så kunne vi da komme ud hurtigt. Der gik l a n g tid med at få os ind alle sammen.

Den stakkels bussemand travede frem og tilbage. han kunne ikke finde ud af hvordan man fik åbnet til kørestole, der skulle med os. der gik ½ time med hans svedende krop der bare ikke kunne få strøm på dyret. Den mand ender da med at få stres. Nå men vi fik sat alle på plads og der blev lovet et glas for uheldet. Godt trætte satte vi så og drømte om vores senge. Bussen fandt hotellet til sidst, men bussemanden skulle nu lige spørge om vej, inden vi kom hjem. Ud med os og find så kufferten. Henriette gik ind for at få nøglen, men hun kom nu ud igen efter vore pas. så stod vi igen i kø, men den sidste for i dag. da det blev vores tur, så kom den stakkels hotelmand på arbejde. Han spurgte igen om vores navne og rystede på hovedet. Den stakkels mand kunne bare ikke finde os på computeren. Den fik ikke for lidt med musen, men lige meget hjalp det. Vi var slet ikke på spisesedlen. Ole kom over for at hjælpe lidt, men han hjalp nu slet ikke. Faktisk så ville han have, at vi skulle gå til siden og vente til sidst, men her stod jeg af. Jeg var så træt så træt. Vi fik så fundet et sted på 14 sal og lykkelig begik vi så op mod vores seng. Det havde taget næsten en time inden vi var i land. Hvilken dag med mange oplevelser og især kødannelser. Efter mere end 25 timer er første mål nået.

Jeg vil lige nævne at værelset vi har fået var rigtigt koldt, for man havde sat aircondition på. jeg fik hurtigt slukket for den. Der er 2 dobbeltsenge at vælge mellem og jeg valgte den der er tættest til toilettet. godnat.

 

God morgen fredag. hvilken herlig morgen og vi tager et kik ud fra vores balkon, hvor en kanal løber lidt til højre for os og der er en bro der flere gange åbner og sænker sig, så de større skibe kan komme igennem. Vores skib skal nu ikke regne med at sejle her, for det fylder alt for meget. Vejret er fint og vi tager lunere tøj på. Væk med de lange bukser og på med kortærmede bluser.  Vi gik så ned til morgenmad og den var da ganske udmærket. Op og gøre sig klar til at se byen an og så ellers ned igen. Udstyret med kameraer begge to, gik vi så ned for at tage taxibåden mod byen. Vi ventede på den lige til der var 5 minutter til den skulle komme og så gik vi bare. Jeg havde fået den ide at vi hellere ville gå end at sejle. Henriette gik med og hvor gik vi dog meget. Amerika er et stort land og der er store områder. Vejene er store og alt er bare stort. Nå men ved en par drejede vi til venstre og kom tæt på en kirke. den blev filmet udefra og kunder, for den var som de fleste andre lukket. vi var så i en park, hvor der var rigeligt med plads til boldspil løb og anden sport. Derefter drejede vi igen til venstre og kom ned til en lille kanal. Derfra gik vi så ind i en blindgade og måtte vende om. Vi ville så hjem igen og faktisk var der ikke så langt dertil. lidt sultne forsøgte vi at købe mad i et center, men det opgav vi dog, for maden skulle spises på stedet. Vi gik så over åen eller vejen hvor der var En burgerbar. Her bestilte vi 2 portioner med milkshake eller hvad det nu hedder og jeg bad om to gå mad. Vi gik hjem og satte os udenfor og nød maden. Den blev lige varmet op i microen. Så hed det ellers sovetid og derefter gik vi ned mod stranden. Først skulle vi vige for broens luner. Den ville bare op, mens vi ville over. Vi blev dog alle enige og jeg ville slet ikke gå ved stranden, for der er jo så meget sand man får op i skoen, og der var så mange skildpadder, vi kunne komme til at træde på, sagde et skilt, så derfor valgte vi at gå under vejen og over i parken. Her mødte vi en ægte vaskebjørn som Henriette sørgede for at få med i kameraet. Hun er nu slet ikke så ring til at opdage dyr. Lidt senere var der et egern der havde travlt med at kravle i træer, der fangede hendes opmærksomhed. Og selv en hund var helt vild med vand, ja man skulle tro at det var en vandhund. Og øverst mod himlen blå, svævede ørne hen over hovederne på os. jamen det er jo et levende land det Amerika, vi har set indtil nu. På vejen hjem var vi i 7eleven hvor vi købte 6 øl og lidt spiseligt. Hjem på hotellet og varme mad og nyde øllen ude på altanen. Klokken er næsten 18 og så skal vi ned at have den lovende drink. Vi sad og snakkede med et dansk par og hyggede os, mens vi drak noget Henriette havde valgt. Det hed noget med fort Lauderdale speciel og den var da ganske god. Resten af dagen gik på værelset og der var jo batterier der skulle lades op. Klokken var vel ikke mere end 21, da vi for sidste gang skulle ligge i så bløde madrasser. Jeg syntes nu det havde været en ganske fin dag, uden de store armbevægelser. Een ting lagde vi dog mærke til og det var at utrolig mange mennesker var snakkesalige. De hilste på os og var veldig udadvendt. Noget jeg faktisk godt kunne lide.

Lørdag morgen stod vi tidligt op. Det er jo i dag at vi skal på søen. Vi skulle lige have lidt mad indenfor vesten og jeg skal da ellers love for at vi fik så hatten passede. Os begge spiste til vi var ved at revne. Jeg blev ligefrem lidt dårlig. Nå, men op på værelset og sidde på do komme af med lidt og så ud og gå. Vi var en lille tur nede ved stranden men det var nu ikke noget særligt oprivende. på vejen hjem mødte vi flere danskere, der også var ude og sige farvel til byen. Hjem igen og op og hente kufferten og håndtaskerne. Vi forlod værelset og Henriette gav vores nøgle til hotelbissen. Så sad vi ellers og ventede på bussen. Andre turister kom ind og de havde været på krydstogt og skulle nu hjem igen. Vi fik set at kufferten kom ombord på bussen og så gik det ellers ned mod det store skib.

Vi skulle slet ikke bære på kufferten mere, for det har man altså andre til at gøre. Derfor så gik vi ind på tjek ind 11 som er vores adgangsdør til skibet. Her blev vi fotograferet og fik udleveret pas til skibet og så gik det ellers over mod damen. Hov hov bette mand, du skal da også filmes sammen med din kone. Du må da huske på at der er mange som lever af dig. Jamen vi stillede os til parade endnu en gang og så kunne vi endelig gå ombord. Det var slet ikke så slemt at finde vores kabine. Vi kom ind på dæk 5 og skulle bare tage elevatoren til dæk 11. derfra var der ikke så lange at gå før døren viste 696. Jeg var så spændt på hvordan rummet så ud og ja, det var lidt mindre end jeg havde regnet med, men der er en dejlig balkon med et bord og 2 stole. Vi kikkede lidt på det rum som skal være vores hjem den næste uge og så gik vi ellers ud for at se skibet efter i sømmene. Det er da utroligt, som jeg kan bruge dette udtryk, se skibet efter i sømmene. Der er jo ingen søm og skruer overhovedet. Vi blev kaldt til møde omkring sikkerheden. Alle blev gennet til deres bestemte område, hvor vi så stod og ventede på at de andre der endnu manglede. Her kunne vi så se på en skærm hvad man skal gøre hvis skibet skulle drukne. f1 vil sørge for os. Vi forlod spisesalen og gik ned for at vente på starten af togtet. Først ventede vi på vores balkon og det var rigtigt varmt, så ville jeg pludselig gerne op på dækket og vi forlod vores hjem. Der var mange mennesker der ligesom os ville opleve at navlestrengen brister. Flere krydstogtskibe vil også starte deres rejser og der bliver et tuderi af den anden verden. Der kommer altid 3 trut fra hvert skib og når de nu er i gang, så kan der da også lige truttes lidt for hinanden. Jo det er da festligt. Henriette filmede det hele og hvis bare ikke at der var så mange der knevrede løs i munden på hinanden, så kunne det jo være vil fik truttene med. Jeg kom til at se at Henriette ikke er så meget for vand. Hun vil helst have det til at løbe ud af kameraet til venstre. Da jeg stod på hendes venstre side, ville jeg blive våd, og det sagde jeg så til damen. Men hun blev sgu sur og sagde så at så kan du da filme det i stedet for. Henriette opgav ævred og mundvigen hang nedad på begge sider. nu blev Henriette da god igen, men jeg er nu spændt på om hvor lang tid der går, inden hun helt opgiver at filme. Et lille lys kom der dog over hende, for til sidst kunne det da godt være at hun havde glemt at kikke efter om kameraet nu var vandret og lodret. Så der er da stadig hob. Vi opdagede at tiden var inde til mødet med Ole. Så vi tog elevatoren op til dæk 17, hvor vi skulle ind og lytte til vise Ole ord. Vi valgte hvidvin og jeg drak 2 glas. Blev lidt glad og så ellers ikke mere. Da vi havde hørt det vi ville, gik vi bare vores vej. jeg havde taget lange bukser på, fordi man skal være anstændig, ved spisebordet. da vi ankom til indgangen af spisesalen, stivnede jeg. Alle disse mennesker skulle først ind og igen skulle vi stå i kø. Det orker jeg bare ikke og nu var det så om jeg kunne få Henriette med på min ide. Jeg ville slet ikke derind og spise. Fremtiden ville være at vi ventede på at blive ført på plads af en tjener. Så skulle vi vente på maden. Vente på drinken, som Henriette skulle bruge sit pas til at betale. Hvem skulle vi så sidde sammen med?  Jeg blev så mig selv, helt og holdent. Jeg sagde til Henriette, at jeg slet ikke vil ind der og at jeg langt hellere vil spise på winjammer. Sørme om ikke at hun havde samme tanke. hurra, vi tør sige fra.

Vi forlod stedet og gik hen til winjammer hvor de ellers havde lukket, men det viste sig bare at det kun var en lille afdeling som ikke var åben. Vi fandt noget dejligt mad, der passer til vore maver og denne gang fandt vi ud af at tage drink uden iste. vi var nu slet ikke de eneste danskere, som havde valgt dette spisested og det betyder da at ikke alle er så vilde med at spise fint. De havde end ikke skiftet tøj, det havde jeg dog. Skørt. Vi gik så stille og uden stressede miner. Jeg fik mig eller en overraskelse, for mens jeg sidder og skriver dagbog, så startede der et spil. jeg var bange for at alt hvad jeg havde skrevet var væk, men så slemt var det nu ikke. Det er en livlig computer vi har fået og den driller ret så meget. Undskyld, det var bare et sideskud og har jo ikke ret meget med min dagbog at gøre. Vi gik så i seng efter de gøremål der hører ind under dette tema. Så godnat for denne gang. ps. Sengen er ikke så blød som på hotellet og det er en god ting. hej. 

Søndag morgen er vejret lidt diset. Det blæser en vind og der er skyer. Men ikke overskyet. vi står op og er på winjammer omkring klokken 8. det er skøn morgenmad som vi sidder og nyder. Jamen bare det at dagen starter godt siger meget. Vi sidder og skriver lidt dagbog og Henriette ifører sig løbetøj. Hun er i løbetid og tager flere runder om skibet. da hun hjemkommer, er hun drivende våd, på trods af at hun slet har været i vandet. Jamen der er jo kun een måde at blive dette vand kvit og det er at tage sig et bad. Henriette futter ind under bruseren og køler sig ned.

 

Godt nedkølet kommer damen ud med fugtig hud, og så skal der tørres hår. Det er hårdt. Hun larmer og håret finder sig i at blive rettet ud med luft imellem. Jeg har lige lavet nogle sudokuer som vel hedder køer i flertal, og det var de nemme jeg klarede. Jeg vil jo så gerne have lidt selvværd. ha ha.

Tiden er inde til at vi igen skal have noget indenbords. Altså mad til de klynkende tarme, som skriger af vilden sky. Jeg er lidt irriteret over at bordet ikke står fast. med 4 ben er det et vippende instrument, som får computeren til at danse. hvorfor laver de dog ikke disse små borde med kun 3 ben? Man skal da ikke have ben i næsen for at tænke sig lidt om. Men er det ikke finnerne der har bygget skibet, så siger det jo sig selv. De kan jo heller ikke snakke så man kan forstå dem. I højtaleren fortæller en mand

Lidt om hvor vi er henne i verden. Selvom det virker koldt, så er der altså 26 graders varme i luften og det samme i vandet. En stærk blæst gør bare at det føles anderledes. Vi er, siger han mere alvorligt i Bermuda-trekanten og der er så dybt ned til bunden, at hvis vi gik ned med mand og mus, så ville vi aldrig blive fundet.  Nu mente han dog ikke at der var store muligheder for at vi forsvinder fra jordens overflade, for vi har jo returbillet. Tankevækkende, ikke. Vi nyder udsigten, selvom der ikke er andet end vand så langt øjet rækker. Men det er vi jo ikke vant til, så vi laver billeder af vandet, hvor de små bølger ligesom prutter lidt op og bobler der springer, så snart de mærker luften. Op ned op ned. vi orker nu ikke mere at sidde her og derfor så vil vi ned og have os en kop kaffe. det bliver til 2 glas isvand med lemon, 2 stykker kage og en bette en. Vi sætter os op på nogle høje stole og har overblik. Henriette ser lidt træt ud og det bemærker en af tjenerne. Han tilbyder os kaffe og den takker vi da ja til. Han kommer med kaffe mælk og en træske til omrøringen. Vi er igen mætte og går så en lille tur gennem central park, hvor vi lod os falde ned på en bænk. da bænken har varmet os op, tager vi benene på nakken og smutter hjem igen. Ude er godt men hjemme bedst. Her sætter vi os ud på altanen og skriver dagbog igen. Jeg opgiver det dog, for jeg kan ikke se hvad jeg skriver og går derfor ind i stuen. Henriette fortsætter dog sit job og først da hendes øjne protesterer, så kommer hun ind og sætter sig på sengen, hvor hun gør sit arbejde færdigt. Jeg må da sige at det er en slappe af dag og det er smadder skønt. Jeg glemte næsten at skrive at vi selvfølgelig har fået vores middagslur, men det er jo ikke nogen nyhed. Vi lå begge og hvilede på sengen, Henriette havde endda taget dynen over sig. nu blev det dog kun til en lille hvil, for Henriette ville altså læse i sin bog om arns efterkommere. Hun sætter sig igen udenfor og læser højt. Jeg tror nu ikke at det er til gene for andre og det er jo god træning at læse højt. Jeg har sat mig indendørs og her er der lige tilpas. Ikke for koldt og ikke for varmt.

Halløjsa, jeg har altså taget mine tænder i munden. Jeg kom nemlig i tanke om at når vi er ude på rejser, så plejer jeg at have munden fuld af tænder og hvorfor dog ikke prøve det igen. Vi har en dag mere på havet, inden vi igen kan komme i land. Tirsdag morgen er vi i Sankt Maartin og de andre dansker skal på tur. Vi og ganske få andre har valgt at være selvstændige. Ole har ellers forsøgt at få os overtalt, men han kan bare få mor og mig med sig. Vi var lige et smut nede for at filme lidt igen. Folk er ved at gøre sig klar til at se kaptajnen og drikke en skål sammen med ham. Det er et stort øjeblik og alle, selv børnene er klædt fint på. Henriette vil også klæde om og hun har et lille håb om at jeg også vil finde de lange bukser frem. Desværre så har jeg bare ikke tænkt mig at tage andet tøj på. Men Henriette må da gerne gå til kaptajnens fest. Efter klokken 18.30 så kan vi gå op og spise på winjammer og det vil jeg bestemt ikke jamre mig over. Det er god mad de har til os. Igen fik vi mad der passer til vores maver. Jeg synes nu ikke at kartoffelmosen var lige så god som i går. Nå men vi fik så hatten passede og så ville Henriette altså ned og klædes om. Hun ligner jo en prinsesse med sit fine nye tøj men nu er det altså ikke kun tøjet der siger hvem man er, eller hører til. Vi smuttede så ned for at se på de mange andre udklædte personer. De skal alle filmes og lykkelige ser de da ud. Jeg tænker nu bare på, om ikke de bliver lidt mindre glade, når de ser prisen. Fotograferne har kronede dage og det er da godt for dem. Vi stod og nød festen og der manglede kun et glas vin, så ville vi få lige så meget ud af dagen som de andre. Nu var trætheden ved at sætte sin klamme døs over os og derfor så fortrak vi til vore udmærkede gemakker. Vi er jo ikke til fest fjas og hulumhej, så vi sprang forspillet over og gik i seng. godnat Ole.

Mandag morgen efter et par gange med toiletbesøg, så blev vi enige om at vi ligeså godt kunne forlade sengen og gå op og indtage morgenmaden. Som sagt så gjort. Vi samlede masser af frugt i en skål og jeg fandt yoghurt og så kom tænderne på arbejde. Jeg havde nemlig valgt at beholde disse tingester i munden og det var nu godt. Jeg kunne ikke lade være med at kikke på de andre ældre mænd, for flere af dem havde samme problem. Det var nemt at se de der valgte at gemme tænderne i kahytten og de der sloges med dem i munden. Den stod jo ikke stille eet sekund. Altså kæben.

Sund morgenmad fik vi, og jeg var endda dobbelt sund, for jeg hentede 2 skåle. Henriette sørgede for kaffen, som var godt varm. Der kom så mange ind til spisning, at jeg fik kuller og ville ud af huset. Det kunne ikke gå hurtigt nok, og derfor så var Henriette lige ved at kløjes i den varme drik. Vi har så sat os udenfor ved vores kahyt og selvom det blæser en del, så er her rigtig skønt at sidde. Henriette skriver dagbog og jeg fatter ikke hvad hun vil bruge den til. Nå men nu vil jeg have gymnastik til den del af kroppen jeg bruger alt for lidt. Her kommer Lars ind i billedet, eller hans vise ord, der lyder klart og fornuftigt. "brugt hjernen". Det er en rigtig mandag, for der sker bare det man ikke venter. Jeg har svært ved at komme af med vandet. Det er jo noget pis at man skal men kan ikke. Med massage så hjælper det dog lidt og selvom jeg truede med at jeg ikke ville spise noget, så gled der mere ned end normalt. Vi gik ture på båden og der var da mange steder vi ikke havde set endnu, men nu tror jeg at vi har været i hver eneste krog. Vi sætter os ude på balconen, for her er der mere ro og selvom det blæser meget, så er det med varme. Vi nående ind og se lidt isdans og en kop aftenkaffe blev det da også til. Jeg vil betegne dagen som en god afslappet dag, og dem skal der altså også være nogen af. Ole have møde og selvom vi ikke har meldt os til tur, så troppede vi op for at høre hvad vi går glip af.  2 af vore danske turister skal heller ikke med, men det er fordi de er i kørestole, og det kører skidt med at få dem op i en gammel bus. Henriette har igen problemer med sine arme. Det arme barn. hun kan sikkert ikke tåle solen, varmen og hvad man ellers kan finde på, at give skylden. Det kunne jo også være mig at hun ikke kan tåle. ha ha.

Tirsdag morgen er Henriette pludselig ude af sengen. Hun har set land og det er jo noget nyt. jeg skal først ind og forsøge mig med afladningen, og det lykkedes da lidt. Jeg kommer ud til Henriette som filmer løs. Det ser skam fint ud og der er travlhed med at få os gjort landfast så vi engang kan berøre moder jord. Solen er kommet på himlen og det skal nok blive en varm og hyggelig dag. Vi må dog vente på at alle der skal på tur, først kommer i land og derfor så bruger vi tiden til at gå op og spise morgenmad. Jeg har besluttet at jeg vil have lidt yoghurt og frugt, for jeg skal da have lidt at stå imod med. uhadada hvor smagte morgenmaden godt. Vi gik så ned og gjorde os klar til at indtage byen. Men klokken er endnu ikke slagen 9, så vente må vi bare. Jeg fulgte de hårdtarbejdende lodsfolk og gangbroen tager form. Flere gange når vi begge at strinte lidt, for vi skal helst holde os tørre mens vi er i byen. Kasketten har Henriette fundet frem og hun agter at bruge den under hele turen. Vi forlader vores skib viser vores skibspas frem og endelig kan vi mærke den gode og frugtsommerlige jord under fodsålerne. Vi går ind mod byen og møder en masse fra skibet, som vil tage en af de berømte taxier. Det er store biler med sæder der er i rækker. der kan så fyldes op og først når bussemanden så mener at der er kunder nok, så kører han. Der betales for hver gæst. Prisen er 10 dollars pr hoved og så er det da klart at han venter til der er fuldt hus. Han kan køre med op til 15-20 personer ad gangen og så er det vist ved at være en glimrende forretning. Nu er der bare ingen der kan komme til at tjene på os to, for vi vil nemlig gå ind til byen. Ole har godt nok sagt at der er langt derind og ikke hvor langt, så vi vil derfor se hvad han mener, er langt. Der er meget trafik på vejen, og så kører de i den forkerte side alle sammen. Det er nogle værre huse der ligger op til vejen. Flere steder tror man bare ikke på at der lever mennesker, men der skal også være plads til alle. Vi opdager at der er ca. ½ time tid til centrum og et skilt fortæller med mellemrum, hvor langt der nu er. Men Henriette har sin helt egen måler og hun siger at der er 3.7kilometer. Og det er altså hvad Ole mener, er langt. Da vi kommer til centrum, går vi lidt rundt og opdager de 900 trin. Dem vil vi da gå op af. Vi kommer op til borgen vil jeg gå ind, men det kan man bare ikke. Uden at betale for det. Vi måtte af med 12 dollars og så fik vi en guide til at vise os frem. Vi startede med at gå ind og få en dråbe rom, det var et lille bæger så jeg nåede ikke at få smagen. Så fik vi ellers lov til at gå rundt på må og få. rigtig spændende at se hvor Danmark har slået vingerne ud og selv vores tidligere konge er der en byste af. Det er da også sjovt at se dronningens gade eller Vimmelskaftet nygade og alle de andre gadenavne på dansk. Vi var også inde og lave lidt rav i det. En ret så stor forretning havde udstilling af rav og det var sørme nogle stor klumper der havde en del år på bagen. 60 millioner år er fødslen for flere af dem og lidt til. Jeg kunne nu godt vide hvordan man regner den ud. Det er blevet endnu varmere og jeg er da glad for at vi valgte at besøge byen fra morgenstunden. Men vi skal så lige hjem igen. vi kunne jo tage en taxi, og mulighederne er store. Men da der er så meget trafik, at vi ligefrem går hurtigere end de kører, så valgte vi da at gå. Vi steg op på 16 dæk og foretog os en kold sjus. Masser af is og lidt lemon. Henriette fik ligefrem hovedpine at kulden der steg hende til hovedet og derover.  Vi kørte så ned til vores kahyt hvor vi kom af med overskud af væske den rigtige vej. Vi forlod igen vores hjem og indtog frokosten. Selvom der er så meget at vælge mellem, så er der ting der går igen hos mig. En pølse med følelse og en bøf. Kartoffelmos og

Noget sovs med kød i. Indisk mad og igen et stort glas lemonade. velbekomme. Vi lister igen ned på pinden og her lader jeg fingrene lave nogle ord på computeren og pludselig siger Henriette at det er til eftermiddagsluren, så jeg lægger mit legeme ned og indtager søvne i en stilling der er kendt af et hvert barn. Ole Lukøje er også blandt de bedrevidende. Da jeg vågner laver jeg ingenting, det vil sige jeg laver lort i det eller ged om ikke andet. Af en eller anden grund så har jeg trykket på værdiboksen 2 gange hvor den ene var forkert. Det gjorde udslag i at jeg ikke kunne komme ind efter vore ting. Jamen hvor dum kan jeg være? Der er vist ingen grænser. Vi snakkede med vores sengemand og han ringede så til den ansvarlige. Han kom ret hurtigt og så viste han os hvordan vi skulle køre aircondition. Jeg skal bestemt ikke gemme vores værdisager i boksen mere. Ak ja hvor er alt dog svært. Vi gik så ned og fik vores aftenkaffe og drink. Mens vi sad og nød disse vredens druer der både var lyse og mørke, så satte der sig et par lige ved siden af mig. De var danskere og vi fik en lille sludder med især kvinden, som godt kunne lide at snakke. Manden var tidligere sømand og ganske hyggelig. Nå men vi vil ikke mere snakke med fremmede og derfor så går vi da bare hjem. Her fandt Henriette sin mio frem og begyndte at skrive i sin dagbog. Jeg gør det samme og denne dag har da været rigtig god på alle ledder og kanter. I morgen hedder det Sankt Martin og det skal da først nedfælles når denne dag er omme. Jeg vil igen sige de berømte ord god nat do der. Og sov så efter din smag, så er det ingen sag.

Hvilken herlig morgen. Jeg måtte lige puffe lidt til Henriette for at få hende til at kikke ud. Vi er landet, sagde jeg, og det troede hun nu ikke på. Men sandt er det altså. Nogle skibe lå omkring os og det var en temperatur der var til at holde ud.  Vi kom i kludene og Henriette huskede sin medicin. Morgenmaden var frugt og yoghurt i en skål og der var meget af den. En orangejuice uden is og kaffe med fløde og sirup og mælk. Vi forlod spisesalen og var hurtigt klar til at tage på tur ind til byen Philipsburg. Vi gik ud af havneområdet og ned på en gade der fører til byen. Der var ikke meget liv nogen steder, men forretningerne var ved at åbne og der mange der sælger sprut og smykker. Jo det skulle vare her at alt er så billigt, fordi der er skattefrit. Vi gik langsomt og nød at der var så mange bænke vi kunne smide røven ned i. Disse bænke er opdelt til 2 pladser, og hvis man vil, så er det lige plads til to i hver, men så skal man også være forelsket til over ørene. Det bliver også varmere og varmere op af dagen og vi når lige at gå byens længste gade igennem og tilbage ved en anden vej der går parallel. Nu kommer der gang i livet. Sælgere har stillet sig ud og kalder folk til sig. Vi går i kirke og Henriette opdager en vildfaren fugl der så bliver filmet. Jeg tror nu nok den hellere ville ud i friheden, men det må andre sørge for. Vi kommer forbi en mand der sælger cd’er. og da jeg hører musikken så vil jeg have en cd med hjem til vores film, hvis vi da for lavet nogle film fra denne tur. Jeg forsøgte at prutte om prisen, men han gav sig ikke. 12 dollars for 2. Vi købte altså 2 cd’er. En mad sang og en uden. Så var det bare om at komme hjem igen. Jeg var tørstig og da en kvinde sad og solgte sodavand på flasker. For 1 dollar, så ville jeg bare have en. Hun fandt en frem som var ganske kold og vi drak den uden eftertanke.

Måske var det almindelig postevand og vi ville blive syge, men det havde jeg ikke i tankerne, før bagefter. Vi mødte en masse turister der først nu skulle ind og se byen ann og jeg takker min gud for at vi snart er hjemme. Først op i kahytten med kameraer og så op og få noget drikkelse. Det bliver til lidt mad oveni hatten. Frugt og dessert. Men kaffen undgår vi denne gang. Vi går igen ned til vores hjem, men vores hushjælp er ikke færdig med at gøre rent, så vi tager et smut ned for at læse nyheder fra Ole. Det er ikke meget vi har med selskabet at gøre og derfor så må vi læse os til det på hans tavle. Hjem igen for nu vil vi altså sove til middag. Han er stadig ikke færdig, men spand og redskaber bliver hentet og endelig kan vi ligge på langs. Mere end 1 time i drømmeland og så indtager vi igen frugt og drikkelse. Masser af våde vare er tiltrængt. Vi sætter os udenfor og så får den ellers på alle tangenter på computeren og mioen. Masser af både sejler forbi os og der er ikke så lidt liv i den store havn. Solen er på vej ind til os og når den først har fået magten her, så fordufter vi ind i den kølige kahyt. Jeg må nu hellere bruge det rigtige ord til vores hjem. det hedder altså STATEROOM, det lyder sørme af noget. Men det er altså kun vores hjem endnu 2 dage og klokken 9.00 lørdag skal vi så forlade the stateroom for altid. Vi gik tidlig i seng og havde en drømmeluftig nat.

 

Torsdag morgen var ligesom normal. Vi stod op ved 7 tiden og gik så på winjammer og indtog vores fornuftige morgenmad. Jeg kunne bare ikke dy mig, for pandekager vafler og æg med bacon ville bare op på min tallerken. Heldigvis hjalp Henriette mig og nu er det så 2 der skal tænke på vægten. Vi sad så senere ude på balkonen og så majestætiske ud. Havet er fyldt med flyvefisk, men man skal have gode øjne for at se det. Vi traskede ned for at se om der var nyheder fra Ole, men han havde ikke lyst til at komme, så vi fik i stedet for en sludder med 2 danskere, som vi har krydset klinger med tidligere. Da jeg jo ikke er social, så fik jeg dem vippet af og vi gik så hjem igen. Henriette skal ud på sin løbetur og det har hun da godt af, hvorimod jeg bare skal sidde og kikke ud på det blå blå vand. Dagbogen er så nem at skrive, for der sker ikke det store i dag. Næste oprivende oplevelse er når vi skal ned og spise til middag. Hvad skal jeg dog vælge denne gang?

Vi fik så hatten passede med mad igen. Jeg er helt flov over min mave, nå men når vi kommer hjem så skal vi begge tabe os. Det siger vi da. Vi har slappet af udenfor vores hjem og da Henriette ikke kunne holde øjnene åbne mere, så fandt vi sengen og lagde os så stille og gik til ro. Jeg var den første der fik øjne og da damen endnu ikke havde fået alt den skønhedssøvn hun havde brug for, så satte jeg mig igen ude og så på vandet. Det er dog utroligt så meget vand der er på jorden. Der er i hvert fald ingen der kan påstå, at vi tørster ihjel. Nå men op på fars hat eller det der er endnu bedre, windjammer og indtage mere food. Søde kager hed det denne gang, men det var jo også kaffetiden der skulle have selskab af chokoladebudding og andre søde værker. Vi gik ned i parken for at flette tæer eller måske mere for at filme det vi endnu mangler. Henriette kører med kameraet så det er en lyst. Jo hun skal nok sørge for at jeg får noget at lave når vi kommer hjem. Jeg ville gerne filmes sammen med den flotte bil nede på gaden og vi fik endda snakket med nogle danskere om turen. De anbefalede os at spise sammen med dem, da det var hummer der blev serveret i aften. Jeg har dog valgt fra, grundet mine bisser, som jeg helst skal kunne tage ud, når jeg selv vil. Og det ser jo ikke så flot ud, med denne arbejdsopgave. Måske vil andre tabe mund og næse, eller miste appetitten. Vi ankommer til vores hjem og jeg sætter mig udenfor igen. Henriette iklæder sig løbetøjet og forlader mig for en stund. hun truer endda med at komme tilbage og jeg, tja, jeg må jo finde mig i det. Det er da heller ikke det værste der kunne ske. Mon det er guds vilje? Hjemme er tv. avisen klokken 21 startet og her er klokken endnu ikke 16,00. Det er lidt mærkeligt at tænke på. Jeg har nu siddet og blæret mig med sudoku, først tog jeg en let, så en svær derefter en meget svær og selvfølgelig skulle jeg så prøve den umulige. Tro det om man vil, men jeg klarede sørme også den umulige, så nu er der ingen der skal sige noget til mig mere. Jeg er jo bare go. haha. Henriette er gået indenfor, hun syntes det er blevet ret koldt herude og det har hun da ret i. Jeg pakker sammen og så er det vel også snart spisetiden.

Hjemturen startede med at vi stod op klokken 6,30 og gik ned for at få vores sidste morgenmad på skibet.  Masser af frugt og 2 yoghurt og sidst men ikke mindst kaffe. Nu skal vi klare os til vi flyver. Vi gik ned i statsrommet endnu en gang og hyggede os på vores måde. lidt over 8. forlod vi så vores tidligere hjem. vi gik ned til dæk 5 og fandt det danske hold, som vi mængede os med. de kunne ikke komme ud tidlig nok, og da vores nummer blev kaldt ud, så ville mange af dem gå. vi havde ellers en aftale om at trække tiden ud til Ole kom. Og de måtte så vende om og vente på ham og lidt mere. Vi fik så lov at gå ud og hvilken kø det var. Vi havde som altid valgt en forkert kø og der var knas i den. Men ud kom vi da. så skulle vi hente vores kuffert og det vare let at finde den. Nummer 75 stod der tydeligt. Vi skulle så tjekkes inden vi kunne få lov at komme på gaden. Jeg tog et par billeder og en kvinde kom og forbød mig at tage flere billeder. Vi havde ingen problemer og kom udenfor, hvor vi igen ventede på vores bus. Det var samme bussemand som da vi kom og denne gang kunne han klare kørestolehejseren. Vi ventede så på at komme ind til tjek ind og her var der en ganske alvorlig kø. Vi har det mad at lave brede køer og mænge os ind foran de andre. nå men vi fik vores book ind lavet og forlod vores kuffert, som først ser os i København. Vi havde ingen problemer med endnu et tjek ind, men skulle smide skoene. vi skulle altså være som Ole. Barfodet. Nu sidder vi så og venter på det første fly der skal føre os til Atlanta, verdens største lufthavn. Men den kender vi jo, så selvom vi kun skal være der mindre end 3 timer, så bliver der ingen problemer med den. Det gik faktisk ret så hurtigt at flyve første tur. Der var et program på en computer der hold mig i sving. Spørgsmål om hvem, hvilket år og andre spørgsmål og det gav point for rigtig og hurtig svar. Jeg lå på 4 pladsen og er godt tilfreds med det, for jeg kan jo ikke sproget og så var mange rent gætværk. Henriette var også med og hun klarede en 7-8 plads. Godt gået lille dame, men du er jo også ret så klog. Vi ankom til Atlanta og vi skulle selvfølgelig ikke se hvor vores næste fly vil starte og derfor så fik vi en tur til D med tåget. Henriette læste så at det er T vi skal møde ind. Jamen vi måtte så ind i toget der kører den modsatte vej. Hurtigt fandt vi T5 og her fik vi kontrolleret vores pas og en hyggelig mand fjernede den grønne seddel. Vi gik en mindre tur og satte os for at slappe af til næste trip. Om en lille time hedder det så flyvetid helt til i morgen tidligt. Jeg er slet ikke så meget for det, men vil vi hjem, så er der ikke andre måder at komme hjem på. Efter lang ventetid kunne vi så få lov at komme ombord. Vi sidder nu og forbereder os på næsten 9 timer i næsten samme stilling. Jeg vil ikke skrive dagbog mere, for computeren driller og flytter rundt på bogstaverne. Det skal laves engang når vi kommer hjem. Jeg har forsøgt at sove og lidt er der da også blevet til, men hverken Henriette eller jeg sagde hunden, er gode til det med at flyve langt. Vi har dog brugt hinanden og så har vi lavet lidt gymnastik ude på gangen. Toiletbesøg er det også blevet til, men også der, har vi det ikke særligt godt. Der er nu kun 2 timer til at vi lander og om en lille time, så er der morgenmad. Bare det at der vil lugte af kaffe, er en god ting og den kan jeg faktisk dufte lige nu. vi er lige lidt udenfor Irland og så er det ligesom om vi nærmer os Danmark. udenfor er det stadig mørkt, kun nogle få skyer ligger under os og der er ikke både på havet. Folk er begyndt at røre på sig og jeg vil snart slukke for dyret her. Det er ikke nemt at samle tankerne efter så mange timer vi har været vågne. En af kørestolebruger fra vores hold kom lige forbi og vi fik en sludder. Hun har et firma og gav os sit visitkort. Jamen hun kunne heller ikke sove.

Flyet lander og vi har en forfærdelig lang vej til bagagen. Uden at skynde os, så går vi endda på toilettet, begge to. Vores kuffert kommer som en af de første og vi er hurtig ude i det fri.

Godt trætte tager vi lufthavnsbussen ud til vores gode gamle bil. Den har stået og glædet sig til vi igen sidder og kæler for den, så jeg havde ikke mere end lige sat nøglen i, da den summede som en lysten kat. Jamen hvor er det da godt at være på dansk jord og ikke mere end godt 30 minutter fra vores dejlige hjem. Ude er godt, ja, og hjemme er altid bedst.