Vores dejlige Aygo bliver gjort køreklar, inden den skal føre os ud til nye seværdigheder i den store verden.

Året 2010 - 2011

Vi havde været i Sverige og købe ind i ICA, og jeg følte mig så frisk, at vi også tog til Tyskland for at se stære på aftenhimlen. Disse var nu ikke på vingerne ret meget, og derfor var det lidt af en fuser, men Tønder by, hvor vi overnattede, var et godt gensyn. Derfra tog vi så til Hørning, hvor vi overnattede på kroen. Herligt at være hjemme igen. God - rigtig god mad og nattesøvn, efter en lang tur gennem min fødeby, der var alle tiders oplevelse. Andreas var hjemme, og han havde mistet sin Ebba, men han kunne stadig snakke som altid. Det blev til en rigtig stor tur gennem alle de gamle huse, der mindede som bare pokker. Jeg kendte ikke nogen fra byen mere men fik dog snakket med mange Hørningborgere. Besøget i kirken har altid været noget, der fik mig til at blive varm, for det var jo der, at jeg sad hver eneste søndag og hørte Kås fortælle sine skønne historier. Og mit skib, der havde haft fast plads under loftet, var der bare ikke mere. Det var da sørgeligt. Dagen efter drog vi til Århus, men der var ingen hjemme af de mennesker, vi ville besøge, så derfor gik det mod Sjælland. Jeg ville gerne til Egeskov Herregård, og heldigvis ville Henriette det samme. Vi havde så en pragtfuld eftermiddag i det gode vejr og fik endda set biler og fly fra fortiden, selv motorcykler og knallerter og selvfølgelig cykler fra oldefars tid. Efterårsblomsterne var på deres sidste, og da de ikke havde fået frost, så var farverne ikke så røde. Hjem igen, og vi nød så vores dejlige kolonihave. Ude er godt, men hjemme er altså bedst.

Jeg var nu så frisk, at vi havde bestilt en tur til Rom i december måned. Vi ville så gerne se, hvordan man i denne storstad pynter op til jul. Vi havde fået samme hotel som sidst, vi var i Rom, og selvom det var under en hed sommer, så var dette hotel ikke så ringe endda. 5 dage i denne gamle stad skulle vi så vandre mellem alle ruinerne og rigtig drømme os tilbage i tiden.

Nu var det så tid til at se tænderne efter igen. Jeg var godt træt af de sidste 3 tænder, og nu skulle de altså væk. Igen var jeg oppe hos min tandlæge, og selvom han også denne gang fotograferede dem, så ville jeg ikke gå med dem mere. Tandlægen forsøgte at lokke med et sæt tænder, der blev skruet fast i kæben. Han mente, at det kun ville koste 50 tusinde kroner. Han mente ikke, at jeg ville have glæde af en undermund. Jeg fik samtlige tænder ud, og så var min tid hos tandlægen med eet, en saga blot.
Jeg gik nogle dage, inden jeg futtede op til Susan Himmelblå, og hun kikkede mig dybt i munden. Jeg skulle lige gå nogle dage, så ville alt være faldet på plads, sagde hun. En ny undermund fik nu sin rette plads i min mund, og nu agtede jeg altså at forsøge at holde på dem. Mange gange var jeg oppe hos Susan, og nu havde jeg troen på, at det blev bedre. Jeg talte langt bedre, og så så jeg heller ikke ud som en hjemløs i sidste fase. Jamen nu kunne vi bare tage til Rom og nyde det. Jo vi var skam begyndt at rejse igen, for der skulle mere til at stoppe os. Jeg havde i hvert fald ikke mulighed for at få tandpine mere, og det var da alle tiders.

Ind ad brevsprækken kom der så et brev fra Dan Hjort Nielsen. Han havde fernisering i Langes Magasin, og denne gange var vi så heldige, at vi ikke var på rejse. Jamen vi kørte derop d. 3. december, hvor han havde vin og julekager til de, der stadig havde søde tænder i behold. Vejret var ikke vinterligt, men derimod regnrigt med dårlig udsigt. Vi var der, før udstillingen åbnede, men der var ikke låst, så vi vadede ind. Jeg skulle som altid filme hans værker, men nu var det kun stilbilleder, for jeg havde overladt det levende kamera til Henriette. Hun havde dog ikke dette kamera med. Vi hilste på Dan, og lige inden, da havde vi hilst på en ung Dan. Jo det var en søn til kunstneren. Vi hilste så på den rigtige Dan, og han var i godt humør. Et glas vin fra hans hånd, og Henriette skulle da også lige smage de hjemmelavede klejner. Winnie var ikke at se, og årsagen var, at hun gik rundt i Wien med sine veninder. Dans søn hjalp så til, og der kom snart flere gæster. Jeg gik en runde og tog billeder. Da Henriette skulle på arbejde, så sagde vi farvel og tak for i dag og havde lidt arbejde til mig med os. Herligt! Jeg lavede små film, som skulle på nettet, men min hjemmeside ville bare ikke gøre, som jeg ville det. Det var surt, men så lavede jeg en fotoside, som kunne køre rigtigt. Henriette havde ellers lavet en god tekst til filmen, og det kunne jo være, at Dan gerne ville have den på DVD?
Jeg skrev til ham om hjemmesiden og håbede ikke, at han tog det ilde op, at jeg brugte hans kunst.  Selvfølgelig skulle siden fjernes, hvis han ville have det, men jeg tror den har virket, for der var mere end 100 mennesker som havde set den på kort tid.

Vi oplevede Rom endnu en gang, og vi kunne bestemt ikke klage over vejret, for solen var på hver eneste dag. Men der måtte da være noget at brokke sig over, og ja, jeg skulle da ikke bruge lang til, uden mit brok begyndte at lave rav i den. Jeg havde taget bindet med og havde det endda også på, men der kom en masse smerter, der bare ikke kunne holdes nede med Panodil. Mine ben lavede også oprør. Jeg kunne næsten ikke gå, og i Rom er der mange trapper, og det var gift for mit bentøj. Vi så ellers paven, der kom til den spanske trappe for at holde sin juletale. I mere end 3 timer sad vi og ventede på de hellige ord. Med alle disse tusindvis af mennesker, der var på stedet, betød det, at jeg måtte op og ned af de dumme trapper, og aldrig har jeg haft så mange smerter, i knæ, tæer og brok - på een gang.
På trods af det, så fik vi gået næsten 100 kilometer på 5 dage, og jeg svor, at det var sidste gang, jeg var i Rom, eller en anden storby. Nu hed det bilferie, hvor jeg ikke skulle lide mere. Men vi kom hjem, og smerterne forsvandt lidt efter lidt. 

Vi fandt vores store kuffert frem, for i januar skulle vi naturligvis til Tenerife igen. Henriette ville fejre min fødselsdag, der denne gang var rund, under sydens sol, og jeg glædede mig til at bespises nede i grøften, som var et af vores faste steder, nærmest fordi der var så hyggeligt, og at de lavede god mad. Sidst, og ikke mindst fordi lumumbaen var pengene værd. Vi talte dagene til turen. Juleaften sad jeg her ved computeren og fandt stavefejl på hjemmesiden. Dem var der rigeligt af, for jeg havde taget lidt skade af at være i Norge, så lang tid i min ungdom. Henriette forlod mig i nissetøj, for hun skulle fejre julen sammen med sine borgere. De glædede sig til hun kom, og så fik hun da julet lidt, samtidig med, at hun fik penge for det.

Vores kolonihave besøgte vi i formiddags, og der var liv, som aldrig før. Muldvarperne boltrede sig og lavede masser af små bjerge i græsplænen, og den eneste trøst, var, at de gjorde det samme hos vore naboer. Jeg var lige i mit S, for igen i år ville jeg bruge tid på at øve mig på min harmonika. Det var ikke blevet til så meget under sygdommen, nærmest fordi min brok sprang ud, men efter jeg købte et brokbind, så kunne jeg igen holde på de 2 store harmonikaer. Måske er det lidt skørt, men jeg har faktisk 3 apparater, hvor kun et er let. Jeg fik dog tæsket på mit orgel i stedet for, men det var nu smaddersjovt at stå med en harmonika. Nej, jeg ville aldrig blive god til det men opgav dog ikke, og så kunne jeg måske selv lave mine numre, som engang måske kunne bruges i vore film. Det mente Henriette da var en mulighed. Jeg elskede at lege med tangenterne og tonerne, ligesom Dan legede med farverne, strøgene og fantasien.
Måske var det sådan, at verden begyndte?

Fra Dan og Winnie fik vi en mail, hvor han skrev, at han gerne ville have en DVD af hans værker, som jeg havde lagt ud på vores hjemmeside. Det var da fedt, at han havde været inde og se den, så jeg gik i gang med at lave flere små film til dem. Vi fandt noget med kunst, som Winnie måske kunne bruge, og så ville jeg altså også, at Dan skulle se Vestmanna, for det måtte da give masser af motiver. 
Jeg ringede ud til dem, og vi blev enige om, at jeg godt kunne køre derud. Vi fik sørme flere timer til at gå, for jeg må sige, at både Dan og Winnie var næsten lige så snakkeglade som jeg. Vi kom ind på Charlotte, som jeg fik ret så mange nyheder om. Det var da rart, at der var nogen, som snakkede med hende, og som måske kunne give hende et lille skub. Winnie mente, Charlotte måske skulle have en hund igen, og her var jeg helt enig. Det var nu lidt mærkeligt at snakke om min datter, som jeg ikke havde set i mange år. Nå, men selv solen var væk, da jeg kørte hjem, så det var en rigtig god dag, der fik tankerne ledt på fortiden. Dan havde lavet et maleri, som han syntes, at vi skulle have, og det var jeg meget stolt over. Jeg kunne bare ikke lade være med at sige det, Henriette og jeg havde i tankerne. Vi ville nemlig gerne have noget særligt, hvor vore bogstaver hamo indgik, og et lille kikhul, der symboliserede vores kamera. Så var det kunst på højt plan.

Nu her på den sidste del af året, havde jeg det med at se lidt tilbage, og så måtte jeg altså indrømme, at de sidste 14 måneder bare ikke havde været af de gode alle sammen. Dengang, hvor både Henriette og jeg havde siddet og ventet på natlægen, og hvor vi måtte køre ned på hospitalet midt om natten for at blive tømt, og de smerter der var, ja de havde da flyttet lidt rundt på mig. Jeg var virkelig meget glad for Henriettes støtte, og vi havde virkelig fået langt mere tæt forhold til hinanden. Hun ville aldrig svigte mig. Selv vores sex var blevet langt bedre, og måske var det, fordi vi troede på, jeg var ved at være færdig med det. Noget vi gjorde i dette år, var, at vi gik på nettet og så på tøj. Jeg har altid kunnet lide at købe tøj til Henriette, og hun har været pavestolt over det, vi tidligere har købt, så i dette år var det så selskabstøj, altså festtøj, som jeg gerne så Min kone i. Jeg skulle da ellers lige love for, at hun blev flot. Vi købte 7-8 kjoler, leggings og tilbehør, og jeg er sikker på, at Henriette blev meget mere glad for sig selv, for hun så jo knaldgodt ud.

”Vi har den aftale, at Henriette altid klæder sig flot ud hver aften, når hun ikke skal på arbejde, og det gør hun stadig, hvilket jeg er meget glad for, og jeg kan mærke på Henriette, at hun faktisk også godt kan lide at se godt ud. Vi har begge vores særheder. Jeg er under ingen omstændigheder selskabelig. Jeg hader at tage til fest og være sammen med mange mennesker”.

Derfor var det fint, at Henriette gik med til, at jeg sagde nej tak til hendes familiefester. Selv tog Henriette med til dem. Den sidste fest jeg var med til, var, da Ib Kell Nielsen fyldte 70 år. Men jeg var kun med, fordi jeg skulle fotografere. Ib kom engang over til mig og sagde, at han syntes, at jeg skulle give Henriette lov til at gå til fester, hvilket jeg bestemt ikke kunne drømme om, at hun ikke måtte, men det troede han ikke på. Nu var samtlige fester ude af vores liv, men det var nu morfars død, der satte en stopper for det. Nu festede vi to for hinanden, og vi glædede os til nytårsaften, hvor vi rigtig skulle hygge os i festtøj og med rigtig god mad, som selvfølgelig blev lavet af mig.

”Jeg har i de 19 år, Henriette og jeg har levet sammen, altid lavet den varme mad. Og i de sidste 2-3 år har jeg også lavet morgenmaden. Den er spiseklar, til Henriette kommer hjem fra hendes løbetur. Min dovenskab kommer dog frem, ved at jeg ikke vasker op, efter jeg har svinet gryder og pander til. Det er ikke mit bord, men Henriette gør det hellere end gerne”.

”Vi har også økonomien anderledes end mange andre par, for hver måned sætter Henriette sig ved computeren og regner ud, hvad vi skal betale hinanden. Vi deler simpelthen udgifterne op i 2 og betaler hver for sig. Kun personlige ting må vi selv stå for. Vi giver heller ikke gaver til hinanden. Jeg får dog altid en lagkage til min fødselsdag, samt et lille brev, som er fabrikeret på computeren”.

Henriette ville ellers give mig turen til Tenerife, da jeg blev 70 år, men allerede da hun betalte indskuddet til turen, blev jeg forkert i ansigtet. Jeg kunne slet ikke med at skulle modtage en gave, så jeg betalte hurtigt min del. Nu glædede vi os begge til turen.

Året 2012

Vi havde en skøn udsigt til søen fra vores hyggelige hotel.

Sidste dag i året 2011 gik tiden med, at vi fik en særlig skøn morgenmad med tebirkes og kaffe som afslutning. Om formiddagen kom Dan på besøg. Jeg ville gerne, at han så sine billeder på vores skærm og med en god lyd. Dan havde ikke en DVD, og vi ville have lånt ham en af vore, som kun blev brugt ude i haven i sommertiden. Jeg havde prøvet at se DVD'en på maskinen, og det blev noget skidt. Den lavede en masse brok, og lyden forsvandt flere gange. Dan havde et maleri med, som han havde skrevet hamofilm på, og som vi blev meget glade for. Jeg håbede, at Dan havde fået en DVD-optager, så han kunne nyde sine værker.

Nytårsaften festede Henriette og jeg så med hinanden. Vi var selvfølgelig festligt påklædt, og som vi smovsede os i lækker mad, champagne og kransekage.
Et nyt år, som vi ventede os meget godt af, stod for døren. For allerede den 8 dag, så skulle vi til Tenerife.

Vi kom ned i varmen og fik vores værelse, som lå ud til gaden. Vejret var fint, og vi fik 14 skønne dage til at gå. Selvfølgelig skrev vi begge dagbog, og vi kunne kun finde een ting, som ikke var ok. Det var flyveturen derned. Jeg har lange ben, og de kunne ikke være ved mit sæde. Det var en lidelse at sidde med klemt bentøj. En trøst var dog, at jeg ikke var den eneste som led, men det kunne jeg altså ikke bruge til noget. Ikke een eneste gang, efter vi kom ned til Solskinsøen, havde jeg problemer med mit bentøj, og ikke een eneste gang kunne jeg brokke mig over brokken. Turen var simpelthen alle tiders. Efter jeg havde hørt fra Dan, at min datter Charlotte var blevet så tynd, og at hun ikke rigtig kunne finde ud af livet, så havde jeg hende i tankerne. Charlotte ville bare ikke snakke ud med mig, og hun var stadig glad for, at hun lod mig gennembanke, så jeg troede bare ikke på, at hun ville mig det godt. Flere gange har jeg forsøgt at skrive til hende, men kun et par gange er brevene blevet sendt. Hun gad nok ikke læse dem eller orkede ikke at gøre noget godt for sig selv.
Jeg havde flere breve liggende, men de lignede jo hinanden, og så blev de på computeren. Jeg forventede nu ikke, at vi fandt sammen mere, for der var jo gået så mange år, siden vi afskrev hinanden. Men hun kunne bare ikke komme ud af mine tanker, så der var vist noget om blodets bånd.
”Jeg tror på, at Charlotte søger en faderskikkelse og derfor har fundet Dan som et godt emne. Han er nu også en fin fyr, der lytter og forsøger at sætte sig ind i de problemer, som Charlotte måske har. Mit sidste brev, jeg har skrevet, ligger dog stadig i maskinen og bliver nok aldrig sendt, For mig er det meget mærkeligt at vide, min datter lever kun få kilometer fra mig, og at hun slet ikke kan indse, at man skal yde noget for at få et godt liv. Men der er ingen facitliste over, hvordan man løser opgaver til alles gavn”.

D.1. marts 2012 blev for mig en skøn dag. Henriette og jeg havde møde på hospitalet omkring mit sygeforløb. Jeg skulle have klar besked, om jeg havde kræft eller var blevet helt rask angående min prostata.
Vi var da lidt nervøse, for ikke at sige meget nervøse, da vi stod overfor Lægen. Tom Christensen kaldte os ind, efter jeg havde været inde og lade vandet 2 gange. Karin var også til stede, og jeg skulle op på briksen, så Lægen kunne tage en måling på, hvor meget vand der var i blæren. 90 milliliter, sagde han, og så kom det store spørgsmål?
”Jeg kan se på din blodprøve, at den er ganske god. 4,4 er den målt til, og dette betyder, at du er totalt rask. Vi er ganske enkelt færdige med din behandling, og du skal ikke mere til nogen form for kontrol”. Jeg blev da smadderglad, og resten af tiden var ligefrem skøn. Lægen spurgte mig, om vores tur til Tenerife havde været god, og vi snakkede om meget mere. Karin gav hånd, og jeg takkede dem begge for deres gode behandling. Det var virkelig skønt at forlade hospitalet, og jeg skulle ligesom have luft, så vi kørte ud til kolonihaven for ligesom at have plads til at reagere.

Jeg var rask og kunne gøre alle de ting, jeg gerne ville. Jeg fik lov at beholde en kasse katetre, for skulle der komme lidt besvær, så kunne jeg selv klare dette med dem.
Vi fejrede resultatet med, at vi fik vin til aftensmaden, som var fisk. Vi gik tur i Roskilde og købte en ost, der smagte helt fedt. Et brød fra Føtex blev underlaget, og hvor det dog smagte. Det sidste vi nød, var et stykke laks, men så var det også slut med at fejre mere. Jeg ringede selvfølgelig til mine søstre og fortalte det, og de var rigtig glade på mine vegne. Hvilken skøn dag.

Vores kære bil skulle snart til syn, og jeg fik syn for sagen, da vi var en tur i Silvan. Da vi skulle ind i butikken, kikkede jeg på bilen, og jeg fik lidt af en mærkelig smag i munden. Der var rust på den ene skærm, og ikke nok med det, under dørene var der sørme også rust. Jeg tog fat i stænkelapperne, og her var der også uro i jernet. Den ene lap var væk, og den anden var løs. Den tredje var usikker, men kunne måske strammes. Jeg havde godt nok bestilt tid til syn, men nu troede jeg altså bare ikke på, at vores dejlige bil ville få det gode stempel. Fra Silvan smuttede vi så ud i haven, hvor jeg fandt noget sort rustmaling og smurte dette på de steder, hvor det var værst. Jamen bilen rystede af skræk, for jeg snakkede højt uden at ænse den. Henriette kom til, og hun gik i gang med at rense og gøre ved i førersædet. Vi havde jo vasket hele bilen, for den skulle jo se pæn ud. Men da jeg havde rørt ved skærmen lidt hårdt, så faldt der mindre stykker af. Rust, rust og rust. Godt ærgerlige, kørte vi hjemad. På vejen smuttede vi ned til Stubbe, som sælger Toyota, for det kunne jo være, at de havde en bil til vores pengepung. Der var en flot Aygo rødmetal, og så havde den kørt 13.000 kilometer. Vi kørte hjem og tænkte over sagen. ”Hvad kan vi få for vores bil? skal vi forsøge at lade bilen syne?” Der gik 2 dage, hvor vi var i en helt anden verden. Mavepine, og bare tanken om at miste vores dejlige Toyota, som havde ført os så mange steder hen, i hele Europa. Jeg gik på nettet, og fandt mange andre muligheder til en anden bil. Så så jeg på et tilbud, netop på en Aygo - ny - til 79.999 kroner. Jamen, det var da lige os, overtalte jeg så Henriette til at tro på. Vi kørte ned til Stubbe og gik i kødet på en sælger. Jesper hed han, og det viste sig, at det var ham, som solgte os vores dejlige bil, som snart ikke kunne mere. Han var som altid god til sit job, jo han huskede os, af mange grunde, mest fordi vi havde købt en skøn rød Toyota, som efter 1 måned blev til vrag, - jeg kørte ind i en elg som også led døden med vores bil.
Nu viste det sig, at det gode tilbud var på en 5-dørs Aygo, og hvis vi skulle have lige den, vi ønskede os, så var prisen 109.000 i alt, men vi ville få 18.000 kroner for vores gamle bil. Nu kunne vi så tygge på dette tilbud. Vi tog hjem, og jeg gik i tankegang hen over gulvet. Der var endnu en hage ved det. Der var nemlig mindst 2 måneders ventetid, og det vil sige, at vi skulle syne den gamle bil og håbe på, den gik igennem eller undvære bil i lang tid. Jeg skrev så en e-mail til Jesper, angående den brugte Aygo. Der gik ikke lang tid, inden der kom svar. 80.000 kroner, hvoraf de 5.600 var fra vores bil. Vi aftalte at komme og prøve den nyere bil. Jamen, der blev en handel, hvor vi alle var godt tilfredse. Jeg havde på papiret fået mere end 5.600 kroner for den gamle bil, og den skulle ikke ydmyges ved et syn, fra vores side. Det blev til, at vi kunne hente vores nye bil allerede dagen efter, fredag, og kunne så lige nå at sige farvel til den dejlige gamle bil. Jamen, Henriette og jeg var syge og triste over at sige farvel, for den var jo vores barn. Lige til det sidste, startede den som en drøm, og så havde den været utrolig billig og solid i drift, mens dens kilometerstand kom op på 254.578. At bilen sagtens kunne holde flere år endnu, uden at der kom reparationer, var sørgeligt, men vi havde jo ikke nogen aftager, der ville have bilen, for den slik vi fik for den. Havde jeg haft børn, så kunne de jo få en meget billig bil i flere år, men de havde jo afskrevet sig for muligheden.

Vi havde nu en køn lille bil, der nok aldrig ville kunne leve op til den gamle pige, men dog var vi allerede blevet glade for vores nye Aygo, som jeg kaldte "A' go' " - på jysk! Vi tog så til Madrid onsdag morgen, og det var lidt af en omvæltning fra det kolde Danmark. Nu var der dog ikke særlig varmt om onsdagen, men allerede torsdag var der 19 til 20 graders varme, og solen var helt i top. Vores 4 stjerners hotel lå centralt, og hvor var det nemt at komme ud i byen med metroen. Da vi nu var her i Madrid, så skulle vi altså besøge min søsterdatter Marianne og hendes mand Dave. Derfor så havde vi aftalt, at de skulle se os. Jeg ringede til My, som var Mariannes kælenavn fra barnsben. Hun fortalte så, at Dave ville hente os på hotellet klokken 15.00 søndag. Han kom, og vi kørte så ud til deres skønne villa. Vi var altså et godt stykke udenfor hovedstaden, og her var der en helt anden verden. Det var her, at de mere velhavende havde fundet ud af at bo. Væk fra travlhed og larm, og den eneste lyd var fuglefløjt og vindens susen. Det var en selvfølge, at Dave hentede os, for der var simpelthen ikke transportmuligheder, uden vi skulle gå flere kilometer til nærmeste metro. Swimmingpoolen lå og ventede på os, men endnu var vandet bare for koldt. My var rigtig god til at indrette huset, og hvis hun virkelig skulle mangle penge, så kunne hun da bare tage job som indretningsarkitekt. De havde simpelthen et skønt hjem, der intet manglede. Bare køkkenet var en drøm, men My lavede også mad, som krævede alle former for hjælpemidler. 4 hunde, der var deres børn, var alle tiders levende væsener. Alle var med krøller, en var sort, og de tre var hvide. Dejlige, legesyge og skønne, efter mor og fars opdragelse. Desværre så var vi kun lige nede i kælderen en kort stund, men der var der et billardbord, som skreg efter mine hænder, der lige kunne vinde en skomagerpot. Flere soverum, så gæster kunne overnatte, hvis de ikke kunne komme hjem. Vi fik rigtig spansk mad, begået af venner til det hyggelige par. Jamen, hvor det smagte godt. Desserten var der også blevet kræset om, og vi skulle alle have en ekstra portion. Da vi havde snakket ud og hygget os med dette dejlige par, så var det tid til, at vi igen skulle til Madrid. Marianne ville absolut betale for en taxi, da Dave ikke ville køre bil, eftersom vi jo havde fået vin til maden. Det var da skønt at have denne tankegang. Vi brugte så vores gåben i Madrid resten af tiden, og kun een gang var vi ved at miste humøret. En sigøjner havde forsøgt at få lynlåsen op på Henriettes rygsæk. Heldigvis opdagede jeg hendes handling, og hun fik en lang næse. Faktisk, så filmede jeg hende, hvilket hun var godt sur over. Vi havde nu oplevet foråret og var begge blevet ganske brune. Den sol var bare ikke til at komme udenom. Da vi skulle hjem, var der forsinkelse, og det var ikke mere end lige til, at vi nåede flyet fra Amsterdam. Hjem til en kold og trist hverdag i Danmark.

Nu skulle der altså bare ikke soves dagen lang, og derfor så havde vi fastlagt en tur til Tyskland i næste uge. Vores nye bil skulle køre os ned til en lille by med 80.000 indbyggere, som hedder Neumünster, og der ville vi overnatte på et dejligt hotel midt inde i byen. Faktisk så var det endda billigt, og det var planen, at vi skulle til Kiel og måske over Rødby-Putgarden for at besøge Ulla, der bor på Lolland. Vi tog simpelthen turen for at lære bilen at kende og få oplevelser med den. Det var jo noget bøvl, når vi stadig savnede den gamle bil, der faktisk godt kunne have klaret et par år mere, hvis jeg havde forstand på at lave den i stand. Men jeg har ikke fingre til biler.

Vi havde været hele haven igennem, og Henriette var oppe med 3 læs affald. Jo, haven så ganske flot ud, og det var endnu den eneste have, som var forårsklar i kolonien. Ellers gik tiden med at lave film om Madrid og samle oplysninger omkring Marseilles, som var næste store mål, om en god uges tid. Det var helt mærkeligt, at vi igen var begyndt at rejse, men nu var der ikke problemer med nogen af os, og vi kunne jo ligeså godt bruge vores sparsomme penge på rejser.

Vi ville altså lige indvie vores nye bil, og derfor så havde jeg bestilt et hotelværelse for 2 nætter i en tysk by, der hed Neumünster. Vi skulle så lade bilen køre os derned over Jylland. Så det blev en premieretur på 375 kilometer, ca.

Onsdag morgen klokken 08 startede turen, og da vi kom til Fyn, så kom jeg på tanke om Henriettes moster Birte. Vi ringede hende op, og hun ville da meget gerne se os for en kort bemærkning. Da vi ankom til hendes paradis, så havde Birte sørme gjort klar til frokost med sild, æg og hvad hjertet ellers har godt af. Saftevand og te. Vi sludrede og hyggede os gevaldigt, inden vi fortsatte kursen mod målet. Fleggaard fik vores besøg, og vi købte ind, indtil jeg pludselig kom i tanker om, at det altså ikke var vores gamle Toyota Corolla, men den lille Aygo vi havde, og derfor så måtte vi lægge flere tunge ting tilbage, der var altså ikke meget plads i bilen. Ærgerligt!

Vi fandt hurtigt hotellet, og det var altså et godt hotel, rigtig godt. Normalt snakkede vi aldrig om hoteller, for de lignede hinanden og var kun steder, vi skulle overnatte i, men dette hotel var altså værd at nævne. For det første, så var der parkering, som endda var gratis. Så lå hotellet midt i byen og havde en udsigt, der sagde spar 2. En stor sø med springvand lige udenfor vinduerne, samt en hyggelig park. Værelset var stort, lyst og venligt, med et toilet, der bare skulle bruges. Brusebad, og spejl til øjenindsatser. Morgenmaden skulle da også nævnes. For det første, så stod al maden i en seng, en gammel gedigen seng med højt hovedgærde. Alle møbler var i eg, stærke og solide. Sidst, men ikke mindst, så var det endda et billigt hotel. Jamen, vi kunne da kun få en god ferie her. Der boede 80.000 mennesker i byen, og de havde kæmpestore varehuse, hvor vi spiste vores varme mad.

Vi gik flere ture i byen, og den længste tur var ud til Tiergarten, der lå i udkanten af byen. Her ude i skoven var der også en mindepark for faldne fra 2 blodige verdenskrige, som de skulle have holdt sig væk fra. Henriette fik sig en beundrer, som var en lille abe. Den ville absolut op af hendes ben og se nærmere på hendes gebis. Den fik dog nok, da den kom til bæltestedet, og Henriette det samme. Vi kørte så hjem igen, og jeg må sige, at bilen klarede turen med glans. Jo, vi havde fået os en lille sød bil, som fremover måske ville få Henriette som fører. Hun skulle dog først lige se, om hun kunne klare et kørekort, så det kunne tage sin tid.

Vi brugte så tiden til at slappe af ude i haven, inden næste tur kaldte. Denne gang var det dog et fly, som skulle sørge for, vi kom til Marseilles. Det tog nu ikke ret lang tid med flyet til Marseilles, for SAS havde et direkte fly derned. Hvor var det mærkeligt at gense byen, for den havde slet ikke ændret sig en tøddel. Der var stadig de samme fattige i gadebilledet. Sigøjnere, der forsøgte at lave lidt penge på alle måder. På vej ned til hotellet var der vejarbejde på begge sider, og jeg måtte bære kufferten hele tiden. Store huller alle steder satte en stopper for normal gang. Vi fik hurtig en god vane med at indtage morgenkaffen på en bar. Espresso med sukker i. Det var nu utroligt, så meget vi oplevede på de 5 dage, vi var der. Men nu måtte det være slut med at komme der, for det var altså trist at se folk, der hutlede sig frem til en tilværelse, som selv en dansk hund ikke ville opleve.

Jeg ville gerne, at Henriette fik kørekort, for så kunne jeg måske blive fri for at køre så meget, og vi kunne måske komme længere ud i Europa, og da hun gerne ville prøve, hvad det ville sige at køre bil, så meldte hun sig til en køreskole. Vi knoklede med teori på computeren, og Henriette skulle ud og sidde bag rattet på en bane. Da hun havde prøvet at tage ansvar for en bil, sagde hun nej tak til at fortsætte. Det var ikke noget for hende, og dermed var det op til mig, hvor langt vi skulle ud i verden i bil i hvert fald.

I Juni måned tog vi så igen til Tyskland. Denne gang hed byen Schwerin og vi boede et lille stykke udenfor herlighederne, hvor der var masser af ro og fuglefløjt. Vi kørte små ture og besøgte Ludwigslust, som er den by, vi er meget glade for at komme i. Der er nemlig en skøn park og et slot, som tiltrækker os.
I august smuttede vi så til Sverige. Tidaholm var første stop, og vi overnattede 2 gange på et slot. Jamen, vi kan da godt lide at bo fint. Nu var det dog i et anneks, vi havde vore senge, men vi var skam inde på selve slottet og kikke. I dag bruges det til foredrag, kurser og meget andet. 2 Nætter i Linköping på Sky-hotel. Et ganske dejligt hotel med udsigt til byen. Masser af oplevelser på denne tur.
Men så kom tiden til, vi igen skulle frem med båd. Vision of the Seas havde en plads til os midt i skibet på dæk 3. Vi skulle til Sankt Petersborg og smuttede lige ind i Tallinn først, derefter Helsingfors og sluttelig til Stockholm, der blev en regnfuld oplevelse. Oplevelserne var talrige, og vi har griflet en del ned til senere brug.

Efteråret var ved at sætte ind, og vi var nu mest i haven for at få de sidste gode timer der, inden vi pakkede ned til den kolde tid. Henriette var mand for strafarbejdet, som havekolonien tvang os med, eller vi skulle betale 500 kroner i bøde.

Mandag eftermiddag fulgte jeg Henriette ned til hendes cykel, og da vi kom til postkassen, opdagede hun at der var gevinst. Jeg åbnede lågen, og en hvid kuvert kom til syne. Der stod følgende: 

Til Henriette og Oscar.

Jeg har været meget i tvivl om dette brev. Om jeg i det hele taget skulle skrive det og sende det til dig/jer. Grunden til jer, er at det jo er en fælles hjemmeside, men brevet er dog stilet til Oscar.

For snart et halvt år siden begyndte jeg at tænke på at tage kontakt med dig Oscar. Det kom sig også af, at min nysgerrighed til dig blev større. Jeg havde dog mine betænkeligheder, dels pga. hvem er du nu og er du stadig den samme? Jeg søgte dig på nette tog fandt frem til din hjemmeside. Jeg har læst nogle uddrag af den.

Meget interessant læsning om vores og dit liv. Du har mange formodninger om hvordan vores liv er og især en masse gode ideer om Charlottes liv og hvordan hun skal leve sit liv. Du kender os ikke, du ved ikke hvem vi er, hvordan vores liv er formet, uddannelser, familier, venner osv., men alligevel er det lykkes dig at få skrevet en del om os, dog mest Charlotte.

I dine erindringer holder du stadig fast i en tid som ligger 20-30 år tilbage. Til min store undring har du skrevet om Charlottes og vores mors liv, set ud fra deres perspektiv. Du skriver så mange formodninger som du slet ikke ved noget om. Du gør dig selv til dommer over deres tanker og gøren.

Jeg undrer mig, fordi du ingen kontakt har haft med Charlotte i 23 år. Du kender hende jo ikke. Undrer mig fordi du kun kendte vores mor i ca. 11 år. Det du så har valgt at gøre, er at skrive deres livserindringer set fra den negative vinkel.

Grunden til at vi slog hånden af dig kom jo ikke fra den klare himmel. Det var ikke noget vi havde aftalt. Det kom som en normal reaktion, af den barndom vi havde haft med dig. Jeg har mange barndomserindringer med min mor og dig. Min mor som en meget sød og kærlig person som ville det bedste for mig/os. Som elskede og respekterede mig for den jeg var og som til enhver tid ville det bedste for mig. Desværre havde hun ind imellem sine problemer at slås med, men hun var en fantastisk mor og var alligevel stærk nok til at give os kærlighed og støtte i hendes svære perioder. Det respekterer jeg hende for.

Fra dig var det modsat. Dit forhold til Charlotte overskyggede Martin og mig. Vi var bare dem der fulgte med i den pakke som du havde været med til at lave. Jeg ved godt og har vist det hele min barndom, at du aldrig havde de stærke følelser for mig, eller for Martin for den sags skyld. Du har aldrig været en rigtig far for mig. Du har aldrig støttet mig i de beslutninger jeg tog, for det meste var du kritisk, ignorerede, eller latterliggjorde mig. Du har kørt psykisk på mig. Du har aldrig sagt eller vist at du elskede mig. Tværtimod har du vist det modsatte. Kan du huske at jeg var syg og brækkede mig i din bil. 12-14 år var jeg. Du forlangte at jeg selv skulle gøre bilen ren. En anden gang påstod du at jeg havde gået på vc for mange gang i dit kolonihavehus, derfor fik jeg en spand i et reb og skulle fjerne noget af kloakvandet fra din brønd. Til min fødselsdag kunne du finde på at sende mig et kort med afslutningen: Jeg ville have lagt 100 kroner. I kuverten, men nu har jeg lukket den. Efterfølgende fik jeg ingen gave. Vi tog på bakken, hvor vi fik en håndfuld 10øre. Der var til 2-3 ture, efterfølgende kunne vi kikke på. Når vi snakkede i telefonen med vores mor, stod du i baggrunden og kom med kommentar og lyttede med. Jeg knækkede finger og når jeg gjorde det slog du mig over fingrene. Jeg havde flere nervøse vaner når jeg besøgte dig. Dette gjorde du grin med. Jeg havde kun de nervøse vaner når jeg besøgte dig. Jeg var utryg ved at være sammen med dig. Har du aldrig tænkt på det? Du burde kende mig, da du jo var min far.

Det var så ulækkert hos dig at vi måtte have dynebetræk med hjemmefra som vi kunne bruge som sovepose. Bad måtte vi ikke tage, det var for dyrt. Du selv var meget sparsom med at tage bad, skifte tøj og børste tænder. Jeg havde ikke lyst til at besøge dig, men vores mor mente at jeg skulle, da hun gerne have at jeg fik et godt forhold til dig. Jeg fortalte hende ikke hvordan du var - jeg ville ikke gøre hende ked af det, eller hænge dig ud.

Dette er bare nogle få eksempler på min barndomserindringer med dig som far. Selvfølgelig er der også de gode, men de er desværre blevet overskygget. Lidt ligesom dine erindringer med os, der har du også valgt at fokusere på de dårlige oplevelser, krydret med lidt løgne og indicer.

Du skriver. Carsten har en datter, som han sikkert også har mistet, eftersom han blev kasseret af pigen. Hvor har du det fra?

Du skriver at jeg ikke viste hvad mit svendestykke var, som du mente var noget bras og at jeg var for dum til at være tømrer. Hvor viste du dette fra? Jeg blev udlært i juni, jeg stoppede kontakten med dig i februar samme år. Du har aldrig set mit svendestykke. For øvrigt fik jeg den næsthøjeste karakter. Du skriver hvor dum og sær jeg var. Et skabehoved, skrigeunge, underlig da jeg blev født osv. osv.. Det undre mig at du som far kan få dig selv til at skrive alt dette.

Jeg har haft kontakt med dig i ca. 20 år. I din flere 100 siders livserindringer har du kun nævnt Martin og jeg med små indskydelser. Næsten intet positivt har du at berette i din livserindring om os. Og du kalder dig selv for far.

Efter vores mors død sendte du os underlige breve, hvori du skrev at du ville destruere alle vores barndomsminder hvis vi ikke mødte op hos dig. Endvidere skulle vi betale penge for billederne. Du har videofilmet Charlottes hus og vi skulle betale din fest efter din død osv.osv..

Sidst jeg så dig var d.01maj 1989. Det er rigtig som du skriver, jeg tog halen mellem benene og skyndte mig væk. Kan huske at mine ben rystede under mig og jeg håbede at du ikke fulgte efter mig. Jeg var rædselsslagen. Jeg blev bange. Jeg blev bange for min egen far…. Ved godt at du den dag i dag bare gør grin med det, men det betyder jo også at du slet ikke havde/har nogen begreber, hvad en forældrerolle er. 

Der er ingen af os børn der har lyst eller brug for at få kontakt med dig igen. Ved godt at det kun er Charlotte du vil i kontakt med, men hvad skal hun bruge den til? Hun er jo kommet videre i livet. Lever lykkeligt og har alt det hun ønsker sig. Prøv at være stolt af det. Hvis hun endelig tog kontakt, ville det komme på nettet og hvis hun ikke gjorde som du sagde, ville du også hænge hende ud. Martin har et fedt liv. Og jeg, ja selvom du ikke vil tro det, så bor min datter hos min kone og jeg. Det har hun gjort i mange år. Jeg stoppede ikke med at være tømrer fordi jeg var dum og ikke kunne finde ud af det, Jeg havde en værnepligt der skulle afvikles, derefter læste jeg videre. Jeg har en dejlig kone, børn, stort hus, godt arbejde og succes på alle områder. Det var ikke lige det du havde troet og håbet på:

Æblet er faldet langt fra din stamme.

Her skulle man så tro at alle forældre ville være stolte over sine børn, men jeg ved at du nægter at tro at vi 3 børn har fået et lykkeligt liv. Selvom du ikke kender os og ingen kontakt har haft med os i over 23år, så drager du dine egne konklusioner. Du har altid været god til at manipulere med andre mennesker, men du er også godt til at manipulere med dig selv.

Den største kærlighed fra sine børn er, når de er stolte af deres forældre. Jeg var stolt af min mor. Selv under de svære betingelser hun havde, magtede hun alligevel at få opdraget 3 børn, til selvstændige, kærlige individer, som alle har fået et lykkeligt og harmonisk liv.

Jeg har ingen stolthed over dig. Dine mange fejl i min barndom kunne jeg tilgive, da du jo ikke viste bedre.. Men når jeg nu så mange år efter læser de erindringer du har lagt på nettet, har jeg kun en hovedrysten til overs. Jeg har stor medlidenhed med dig. At du må lade din egen ynkelighed gå ud over dem som du ellers skulle elsker over alt på jorden, det må være forfærdeligt bittert.

Om jeg hader dig? Nej, det gør jeg ikke. Til dit forsvar har du jo ikke haft redskaberne til at blive en god ægtemand, far og opdrager. Aldrig været i stand og dygtig nok til at få en uddannelse og du har stiftet gæld. Et forbillede er du langt fra. Så nej, jeg hader dig ikke, har kun medlidenhed.

Og min datter. Hun er mere end velkommen til at tage kontakt med dig, det er hendes eget valg. Men hun har også læst dine erindringer og kan slet ikke forstå hvordan der kan være så meget had og bitterhed i en person. Hun har ingen intentioner om at tage kontakt med dig.

Jeg har hverken snakket med Martin eller Charlotte om dette brev. Dette skriver jeg, da du højst sandsynlig vil anfægte at Charlotte har fået mig til det. Du glemmer tiden. Vi er ikke børn længere.

Engelhard er et familienavn og ikke et opfundet mellemnavn til Charlotte. Jeg er stolt af mit mellemnavn, som kommer fra vores mors familie. Det virker ikke som om du er klar over dette.

Bare så du har ro i sjælen. Jeg giver dig ikke skylden for mors død. Det er ikke derfor at jeg ikke ønsker at have kontakt med dig. Læse din egen livserindring, her får du forklaringen.

Et lille råd til dig fra mig. Kom videre med dit liv. Du lever i fortiden. Du vælger at fokusere på det negative og danner dine egne formodninger og konklusioner. Ingen er fuldkommen, heller ikke dig. Hvis du nu endelig gerne ville i kontakt med Charlotte, så er den form for erindringer ikke lige den rigtige måde at gøre det på. Skriv positiv      og ikke dømmende. Drop de negative formodninger og overbevise dig selv om at dine 3 børn har et fantastisk liv.  Vær stolt af dem. Ved godt at det vil være svært for dig, men prøv, også selvom løbet allerede er kørt. Som et ordsprog siger: Man ligger som man selv har redt. Men du kunne måske få det bedre med dig selv hvis du prøvede      

Nu fik jeg skrevet brevet til dig. Efter så mange år uden kontakt. Havde håbet på et andet udfald, men dit negative syn på din hjemmeside om os 3, vores mor og min øvrige familie gjorde kun skade. Men hvor ville jeg dog have ønsket, at udfaldet ville have været anderledes - at du havde ændret dig. At du havde tilegnet dig et positivt livssyn.

Ved godt du ikke har den store kærlighed til mig, så hvorfor skrive til dig? Det kan jeg nok ikke rigtig svare på. Kun at jeg blev underlig til mode efter at have læst dine beretninger om Charlotte, vores mor og min familie. Den måde du fremlægger dem på er meget modbydeligt og har kun lidt med sandheden at gøre. Jeg har desværre ikke de rigtige ord for din handling, eller hvorfor jeg skriver til dig.

Du skal ikke tage kontakt med mig

Jeg har haft kontakt med datatilsynet for at forhøre mig om din hjemmeside. De fortalte mig at jeg kunne politimelde dig, og efter det de har læst, vurderede de at siden højest sandsynlig kunne lukkes. Dette skyldes en paragraf om privatlivets fred. Men som de sagde, kan det trække i langdrag. Venter jeg til at du er gået bort er sagen anderledes…….

Hilsen Carsten


Det var da mærkeligt, at han havde skrevet til os, for det var mere end 24 år siden, jeg havde set og hørt fra ham. Jeg sagde farvel til Henriette, der skulle på arbejde og kørte så ud i haven for at se nærmere på dette mærkelige brev. På vores bænk havde jeg ro til at læse, og jeg skal da indrømme, at jeg blev noget mærkelig i fjæset. Det var et meget modbydeligt og negativt brev. Jeg havde ellers været bange for, at der måske var sket noget med ham, sygdom eller død, men nej, han havde højst fået kuller. Had til mig efter så mange år, var hans budskab. Han havde medlidenhed med mig, jeg var en dårlig far, som ikke anede, hvad det ville sige at være en god far. At jeg burde leve i nuet og ikke i 1980’erne. Han hadede mig, men jeg måtte godt kontakte Charlotte?

Jeg studsede lidt og kikkede igen på kuverten. Her kunne jeg tydeligt se, at det var Charlottes håndskrift. Brevet var slet ikke fra Carsten men fra Charlotte, og så kunne jeg da bedre forstå, at han ikke ville kontaktes, hvad der stod med fed skrift. Charlotte er jo forfatter og ret god til at sætte ord sammen. Ikke for at nedgøre Carsten, men han havde svært ved at skrive, og helt ud i skoven blev det, hvis han brugte kuglepen. Jamen med dette brev som grundlag, så ville jeg da ikke kontakte Charlotte. Hun var så langt fra at være ærlig, at jeg havde opgivet at hjælpe hende. Charlotte afskrev mig for 24 år siden og måtte selv tage ansvar for denne handling. Hvis hun ville mig noget, da skulle hun bare kontakte mig med sit navn. Det var måske hårdt at være ærlig, men jeg havde altså slet ingen ønsker om at se mine børn, 24 år er lang tid og vi havde jo alle ændret os. Een god ting var der dog at læse, for Carsten indrømmede, at han ikke mere mente, at det var min skyld, at hans mor døde. Han havde ellers ladet mig tro dette i alle de år. Der er jo mennesker, som skal bruge lang tid, inden de vil indrømme dumheder.  

Efter en uge, blev Henriette og jeg enige om, at jeg skulle sende en mail til Charlotte og forklare hende, at jeg fandt hendes brev mere skadeligt end gavnligt for hende. Jeg fandt ud af, at Charlotte prøvede at leje et værelse ud, og her brugte hun nettet. Jeg benyttede mig så af denne email-adresse. Hvis Charlotte virkelig gerne ville have mig som far igen, så kunne hun til enhver tid kontakte mig, og hvis vi på lang sigt mailede sammen, så kunne det da godt være, at jeg ville give hende muligheden, men hun skulle blive ærlig og vise respekt for os, hvis det skulle blive til noget. Jeg ville gerne besvare brevet, og her er, hvad jeg skrev:

Til Charlotte.
Jeg har gået nogle dage og grublet lidt over det brev, du afleverede i vores postkasse. I første omgang blev jeg meget paf og forstod slet ikke, at du kunne finde på at skrive så meget dårligt og negativt om mig. Men du må jo mene det, ellers havde du vel ikke skrevet det. Dog vil jeg gerne ind på nogle af dine påstande, som du havde en mening om.
Du skriver, at jeg var en dårlig far. Jamen stop en tand. Kan du virkelig huske, at jeg har været din far? Jeg blev afsat som far i 1974, på skrift. Og først et par år senere fik jeg lov at være jeres legeonkel.
Det var altså din mor og mormor, der fik mig afsat, via Retten. Det er DEM, der er de ansvarlige for dit liv og slet ikke mig.
Du afskrev mig lige efter din mors død, og det samme gjorde drengene. Jamen, det var jo jeres afgørelse, som jeg måtte tage til efterretning.
Du ville ikke snakke ud om din mors død. Men jeg havde brug for at snakke og komme af med det, så jeg valgte at skrive om hende og vores liv sammen. Da jeg også mistede dig som datter, så skrev jeg naturligvis også om det liv, du førte, set med mine øjne. Faktisk så skrev jeg i håb om at få dig til at tænke dig om, og det var i en god mening.
Det er faktisk lang tid siden, at jeg slettede erindringerne om din mor og dig, for jeg er kommet videre og fik sagt ordentlig farvel til min tidligere kone. Jeg synes ikke, hun havde fået et godt liv men, eftersom hun og hendes mor selv valgte det, så måtte hun leve med at tabe sit guldæg og vinde et tomt og intetsigende liv.
Det er nu mærkeligt at tænke på, "hvis du og jeg havde snakket ud om din mor og din fremtid, så var dit liv blevet et helt andet. ( og langt bedre)"
Du, Charlotte, har selv valgt dit liv, og derfor er det så mærkeligt, at du skriver det modsatte af, hvad sandheden skriger.
Hvis du virkelig vil dig det bedste, så kan du ikke sadle om for tidligt, og mon ikke du er klar over, at det er ved at være i 11 time?
Du skal stoppe med at have ondt af dig selv, og så skal du stoppe helt med at lyve.
Mit motto er, at man skal respektere hinanden og være ærlige, før at der kan komme noget godt ud af et forhold.
PS: det var et godt og velskrevet brev, du forfattede, blot var indholdet lidt ved siden af. Nu er det bare et spørgsmål, om Carsten har medvirket til brevet, eftersom han jo står for det? Jeg vil derfor kun finde det rimeligt, at han bliver underrettet om det famøse og nederdrægtige brev, med en kommentar fra mig.
Synes du ikke også, at han skal påtage sig ansvar for sin handling? Vil du give mig hans mail adresse. Tak. Og på falderebet, så vil jeg minde dig om, hvem jeg er i dag, efter 23 år.
Læs mine erindringer, som du og tusindvis af andre har gjort. Du burde være stolt over, at jeg har været DIN Far engang. Jeg vil naturligvis ikke ændre mig en tøddel, for at behage dig.
Pligtbesøg, klister og usandfærdige personer er ikke min kop te. Jeg ønsker kun at være sammen med mennesker, der respekterer mig og min kone. Længere er den ikke. 
Venligst Oscar.
PS : Carsten
Da det jo er muligt, at du er medforfatter til brevet, så vil jeg også sende mailen til dig.
 

Nu kunne vi forvente at få fred de næste 24 år, for Jeg mente virkelig, at det var for sent med en forsoning, for vi havde jo en meget forskellig livsindstilling. ”Hvor er jeg glad for at jeg ikke er skilsmissebarn, for de har jo ingen mulighed for at blive opdraget af både en far og mor. Det er egentlig synd for dem, det er jo dem, der bliver straffet mest. De lærer ikke at samarbejde eller løse opgaver”.  

Livet gik videre, og Henriette og jeg havde været ude i haven og samle ind til vinterforråd. Vi havde en masse brombær, der skulle plukkes og gøres klar til at komme i havregrøden, i den kolde tid. Æbler havde der ikke været ret mange af, og af pærer, var der kun én, og den faldt ikke langt fra stammen. Vi havde derimod haft mange muldvarper. De var så glade for vores jord, så græsplænen lignede et bjerglandskab. Jeg havde ellers forsøgt at vande dem ud, men de måtte jo være vandhunde. Naboen, vores gode ven Per, havde en dejlig hund, og den besøgte os ganske tit. Nu var det mest fordi, den så gerne ville fange vores muldvarper, og det var lige noget, den var ferm til, varpene gik nu over til naboerne som så skulle slås med de graverende dyr. Faktisk så var de da ret så kønne, men det hjalp bare ikke. 

Vi var så lige et smut nede i marsken. Vi boede på et dejligt hotel i en lille by, der hed Neukirchen. Værelset var rigtig fint, og morgenmaden var i top. Der var lige, hvad vi behøvede for at blive mætte. De stære var bare ikke sådan at danse med. Første aften, hvor vi sad og ventede på det store skue, da var de langt væk fra os. Jeg blev kold et vist sted, da vi havde sat os på det våde græs. Hundrede af jyder var kommet med bus, og de blev lidt snydt, mente mange af dem. Dagen efter ville vi igen prøve lykken, men da regnede det ret så meget, så vi valgte at købe ind hos Calle. På turen i Tyskland, besøgte vi flere spændende byer, og der er altså mange ting, der siger, at Danmark har ejet landet engang. Lørdag morgen smuttede vi igen hjem. En pause i Kolding blev det ikke til, for det var umuligt at finde en parkeringsplads. Da vi læssede af i Dommervænget, opdagede jeg, at jeg stadig havde nøglen til vores værelse. Jamen, hvor dum kunne jeg være. Vi kørte ned på postkontoret for at sende nøglen til rette sted. De var glade for, vi havde sendt den, og vi har vel lært at aflevere nøglen en anden gang. Godt trætte efter turen nød vi så en rigtig skøn Wienerschnitzel og en guldøl. Jamen igen havde vi en vellykket tur. 

”Nu hygger jeg mig med mit orgel, og jeg får faktisk lavet flere små søde melodier. Jeg har jo også 2 harmonikaer her i lejligheden, og de bliver luftet ret så tit. Jeg har også en lille børneharmonika ude i haven, og den får på alle kontakter, hele sommeren, når vi nyder vores dage i det grønne.  Det er nu ganske sjovt at spille på harmonika her i lejligheden, og det kan høres helt nede på græsplænen”. Da jeg kikkede derned, så var der en nabo, som dansede til musikken, og der blev endda klappet af flere, da jeg stoppede melodien. Om det var mig eller den dansende nabo, aner jeg ikke, men hun havde det rigtig godt.  Vi sad stadig på altanen og spiste middagsmaden, og lørdag formiddag kørte vi ned på torvet. Jeg havde fået lyst til at spise ål, og når det skete, så besøgte vi Bornholmeren, der havde de fineste fisk til salg. Vi kikkede på størrelsen af ålen, og jeg valgte 2 rimelig store krabater. Han vejede dem, og prisen blev 185 kroner. Jeg var lige ved at ombestemme mig, men ål ville vi altså have, så vi fik nu mad til 3 middage. Vi spiste jo ikke så meget ad gangen mere. 

Vi blev enige om at tage til Malmø efter julekager. Det var nogle brunkagehjerter, der bare smagte så godt, så godt. Det blev næste gang, Henriette havde fri i 5 dage, for måske blev vi i Sverige nogle dage. Efterårets blade på træerne var en fryd for øjet, og det kørte vi gerne efter at opleve igen. Torsdag den 11. oktober klokken ca. 8.00 smuttede vi så til Sverige. Vejret var flot, og det startede ligeså flot. Der var meget trafik på vejen, så vi måtte køre langsomt. Især på Amager var den helt gal med alle de biler, men efter lufthavnen var der tyndet godt ud. Vores første stop var ved Bosjöklosters kirke, hvor vi parkerede lige overfor. Her var der meget tåget, og solen havde slet ikke brændt kulden væk. Det så nærmest ud, som om der havde været ildebrand på markerne. Vi smuttede ind i kirken og så, at den stadig lignede sig selv. Ud igen, og så gik det ellers mod Höör. Denne by er bare en perle af de store. Vi brugte lidt tid på at kikke ind i vores kirke, som Palle Lauring jo engang har skrevet lidt om. En tur i parken er et must, og selv ænderne hilste på os. Vi fortsatte mod nord, og ved en lille landsbykirke spiste vi vores madpakke. Wauv, hvor var det dog en lækker mad. Sylte og sammenlagte leverpostejmadder. Vi fortsatte så mod Söderåsens nationalpark. Ved Skäralid kørte vi op mod ”Kobberhatten”, hvor vi beundrede udsigten. En dansker mente, ligesom vi, at vi var lidt for tidligt på den, for skoven var ikke efterårsklædt endnu. Mange svenskere var på naturstien, og vi satte bilen på parkeringspladsen, jeg tog brokbæltet på og fulgte den blå og gule rute. Jeg havde det kna'me godt, og vi gik og gik derudaf. Langs en bred elv og stejle klipper måtte vi balancere for ikke at miste fodfæste. Og en ufærdig bro med kun et par brædder at træde på, var også en del af oplevelsen. Lidt barsk kost, men vi klarede det da. Pludselig fik jeg ondt på siden af venstre knæ, og jeg kunne næsten ikke gå mere. Med lidt massage og et mindre hvil, fortsatte vi dog. Så var det foden, det var galt med. Jamen, mine skavanker var da helt vilde med at vise sig. Vi nærmede os bilen efter flere timers vandring og skulle ned af en pokkers lang trappe. Det ville mit knæ bare slet ikke være med til. Smerterne blev bare værre og værre, og det tog lang tid at gå de sidste meter. Ved bilen spiste vi en skøn syltemad, der var sidste stykke i pakken. Det var tid til at køre hjemad. Solen var slem, og vi ville lade lidt tid gå i Landskrona, så på en parkeringsplads tæt ved torvet blev bilen sat, og vi gik ind mod bymidten. Jeg fik igen smerter i knæet og måtte erkende, at vi hellere måtte vende om. Et hvil på en bænk, og så kørte vi ellers til ICA Maxi. Der blev købt ind for 1.100 svenska kronor, og så var turen mod Roskilde en kendsgerning. Vi kom hjem uden problemer, men så meldte knæet sig igen. Jeg kunne næsten ikke komme op ad trapperne. Henriette måtte hjælpe mig, og meget langsomt nærmede vi os målet. Jeg smurte knæet ind i noget blåt creme, Zingiberin, der først køler og varmer lidt senere. Henriette lavede en skøn mad, og vi delte 2 øl. Bortset fra mine bentøjsproblemer, så havde det været en rigtig god dag. Men det var jo også min søsters fødselsdag, så solen kunne ikke andet end skinne. Man skulle tro, at jeg smittede, for Henriette havde også fået ondt i lænden, ligesom jeg havde det for tiden. Vi forsøgte at fjerne smerterne med varmetæppe, cykling, massage og ved at smøre de ømme steder ind med det blå mirakelcreme Zingiberin. Vi havde svært ved at komme op af sofaen og lignede nogen gamle mennesker, der endnu ikke rystede over hele kadaveret, men blot var lidt stive i koderne. 

Vi havde fået en invitation fra Dan og Winnie og besluttede os for at køre op til Frederikssund og se deres værker. Solen var på himlen, og vi kom til byen inden middag. Jeg havde taget mit kamera med og filmede selvfølgelig deres værker. Vi fik også hilst på kunstneren Dan, mens Winnie ikke viste sig. Og efter en gammel dansk og synet af deres sidste og særdeles gode værker forlod vi udstillingen. Hjemturen gik over Skibby, og vi rundede Selsø, hvor der desværre heller ikke denne gang var gang i andeflyvningen. Vi sluttede af i haven og havde fået en skøn afslutning på denne uge, hvor Henriette havde 5 dage fri. Det var nu skønt at se, at Dan stadig var meget aktiv, mens Winnie måske ikke havde været så flittig med leret. Der var i hvert fald mange mennesker til ferniseringen, og de fik valuta for pengene. Dan, han kan altså godt lide farver.

Vi forlod vores hjem onsdag d. 31. oktober og kørte over Storebæltsbroen. Der var ret så meget blæst, som kom fra syd, og jeg havde besvær med at holde vores lille bil på rette spor. Det var mere hyggeligt at køre mod syd. I Sønderborg holdt vi pause, og gik en tur gennem de gamle gader, hvor husene og selv gadenavnene var særligt se-værdige. Selvfølgelig var vi nede ved borgen, men da det var koldt og blæsende, så valgte vi at køre videre. Vores mål var Flensborg, og klokken var 14.00, da vi steg ud af bilen ved vores hotel. Vores værelse lå ud til gaden og var ret stort. Der var et lille køkken med mikroovn, køleskab og køkkenredskaber. Jeg satte varme på radiatoren, og vi lukkede vinduerne, der stod pivåbne. Det blev til en lille lur, inden vi gik en tur omkring hotellet. Militæret havde haft en kaserne, hvor det meste var blevet til privat bolig. Ved havnen var der huse, som stod på pæle, en mindre marineskole virkede stadig, og der var vagt ved porten. Da det stadig blæste meget, og med en rigtig kold vind, så valgte vi at gå hjem og hygge os. Vores medbragte mad blev nydt, varm. Vi så ”Rod i familien” og lidt mere i ”kikkassen”. Madrassen var hård, hvilket jeg i starten var glad for, men det viste sig, at Henriette fik ondt i lænden. Morgenmaden indtog vi uden den store glæde, for den var ikke særlig spændende. Vi betalte 75 euro for natten og kørte så ellers ud til Fleggaard. Her købte vi for næsten 100 euro, hvor det naturligvis mest var vand, øl og spiritus, som blev lagt i kurven. Hjemturen var rigtig fin, og kun ved Lillebæltsbroen var der lidt rusk i bilen. Det var en hyggelig lille udflugt, som nok blev den sidste i dette år. Vi fik så sne og kulde en uges tid, og da fik jeg slet ikke kørt i bilen, men da sneen forsvandt, smuttede vi ud i haven for at se, om den nu havde det godt. Der var intet galt, og selv Pers fiskedam var i orden. Der blev lovet sne til juleaften, og vi holdt os så inde i varmen. Vi fik en cuvettesteg lillejuleaften, og så var det ellers arbejdet, der trak for Henriette, resten af dette år. Vi havde fået skrevet vores julebreve til de få venner og familie, vi stadig havde og glædede os til det kommende år, hvor der ventede masser af oplevelser både her i Danmark og ude i den store verden.