Vi går en tur på den flotte nye havnepromenade.

Året 2016

Onsdag d. 13. januar 2016 går turen til Malaga. Rigtig meget tid går med at vente. For ikke at køre ind i en snebyge, så vælger vi at starte bilen klokken 8.00. I begyndelsen er der masser af plads, men vi løber også ind i en bilkø tæt ved København. Klokken lidt over 9.00 stiller vi Aygoen i markeringen 4, første sal, indendørs og i bås nr. 1408. "Farvel, gamle ven, vi ses snart igen". De få meter vi skal gå over til terminal 2, er smadderkolde. Hurtigt går vi lavet vores boardingkort og kan så gå op og blive checket ind. Der er ingen problemer, og vi kan så gå en tur, sidde og GLO, gå endnu en tur, spise vores medbragte mellemmad, der smager ganske godt. Det er en sammenklappet ostemad. 2 flasker vand for 20 kroner er med til at synke maden. Tiden går nu hurtigt, selvom vi sagtens kunne være blevet hjemme 1 time mere. Vi skal sidde på 29 d og e, som er langt tilbage i flyet. 3 timer og 40 minutter er l a n g tid, højt oppe i himlen blå. Vi finder hurtigt ”flybussen”, (Airbus) og må vente et stykke tid, inden det går mod Malaga. Vi står af ved stationen og går så mod hotellet. Det tror jeg altså, og lidt af det er også rigtigt. Men jeg må vist have mistet stedsansen, for efter 10 minutter, burde vi være hjemme. Men, der hvor vi står, er der intet hotel, som vil have os boende. Tænke sig, at vi kommer til at gå i 1/2 time, inden vi finder vores hotel. Hvad værre er, så når vi også at gå forbi hotellet, uden vi ser det. Mine knæ lider et forfærdeligt knæfald, og det bliver værre og værre. Selv når mit venstre ben bliver løftet fra moder jord, gør det ondt. Jeg må støtte mig til konen min, så hun får endnu mere at slæbe på. Hurra, vi kommer til det rette hotel og får værelse 107. Hurtigt op og hvile os. Men her er der en opgave der skal løses. Det stinker af røg på værelset, så går vi hurtigt ned og får os et andet værelse. Det har så nummer 607. Og her er der ingen stank. Der er dejlig varmt og godt. Jeg må dog lige hvile mit ben en stund. Det nægter simpelthen at røre på sig. Det er blevet mørkt, og sulten skaber sig i tarmene. De skriger efter arbejde, især hos Henriette. Vi går en lille tur, og da jeg får mere ondt i knæet, så viser der sig en engel for mine øjne. Det er en butik, hvor man kan købe knæbind. Jeg slæber Henriette med derind, farer over og peger på en af disse frelsende skabninger. Sælgeren måler mit knæ og kommer med en prøve. Den er nu alt for lille. Og først efter jeg har prøvet 3 stykker, så passer størrelsen. Jeg har det godt med den på, og derfor så siger jeg, at købet er OK. Hvad koster så støtten? Hun skriver beløbet ned på en seddel, 53 euro står der. Jeg er nok ikke helt mig selv eller tænker mig ikke godt nok om. Jeg lægger en 100 euro på bordet. Hun kikker på den og spørger, om jeg ikke har 10 euro? Jo det har jeg da, så får jeg 57 euro tilbage. Da vi kommer ud af butikken, bruger vi knolden igen. Det er sørme et dyrt knæbind. Over 300 kroner. Hun må virkelig have taget numsen på mig. Vi ser et sted, der har burgere, så hurtigt derind og nyde en burger, der er ret så stor og god, for ikke at nævne øllen, der naturligvis er en San Miguel. Vi halter hjem, og jeg er lige til at lægge i seng. Jeg snupper 2 piller mod smerte og hovedpine, og så er jeg hurtigt draget i drømmeland. Henriette skriver dagbog, så hun må drømme sig til selskab sammen med oldingen.

Torsdag d. 14. januar

Torsdag morgen bliver vi enige om at få morgenmad på hotellet. 8 euro pr næse er dyrt, synes vi, men for en gangs skyld, så vil vi flotte os. Vi kører med elevatoren ned i stueetagen, hvor spisestuen befinder sig, og en pige vil have vores værelsesnummer. Hun kan så oplyse os, at vi skam har morgenmaden med i prisen. Herligt, så noget godt starter denne dag dog med. Jeg har haft en god nat, lidt varmt og selv knæet er i bedring. Henriette vil have sit morgenløb, så jeg følger hende ned på gaden. Her går jeg så frem og tilbage, mest for at afprøve venstre knæ. Efter et par runder, går vi op og klæder Henriette på til en gåtur. Vi går så over mod vores tidligere hotel og har en spændende tur. Men der går vist altid noget galt med mig. Denne gang har jeg glemt at tage mit brokbind på. Det fortæller brokken mig ganske frejdigt. Jeg må gå og holde brokken inde, og det har sikkert set skørt ud, for de mennesker, vi gik forbi. Vi finder et sted, hvor vi kan købe lidt mad og vand til. Vi sidder udenfor og nyder maden og solen. Jeg er altså glemsom også i dag, for jeg har glemt at tage bykortet med. Heldigvis kan vi finde hjem, uden at gå og lede efter værelset. Vejret er rigtig fint, og vi bliver enige om at gå igen, når sengepigen dukker op. Denne gang husker jeg bykortet og brokbæltet. Vi går denne gang ned i byen ved havneområdet.  Der er lavet meget om dernede, og det er en dejlig oplevelse. Henriette får filmet med det levende kamera. Der bliver taget meget, som måske ikke er hensigten, men hun kan ikke se, om den optager eller ej. Henriette er nu ikke helt fra snøvsen, for hun opdager, at hun har et stativ med. Nu kører det bare for den gode fotograf. Vi havde ikke brug for bykortet og fandt hjem helt af os selv. Ja, det gik som en leg. Nu har jeg så skrevet ned fra starten af vores ferie, og i morgen bestemmer mit ben, om vi drager til Granada.

Fredag den 15. januar

Jeg står ret så tidlig op, efter at jeg har haft en nat uden søvn. Vi smutter ned til morgenbordet og indtager masser af frugt, juice og en kop stærk espressokaffe. Vi snupper 2 appelsiner, som en ældre mand viser surhed over. Han må da også godt tage frugt med sig for os. Vi tisser af, flere gange, inden vi får overtøjet på. Det er lunt udenfor, og derfor, så mener Henriette, at hun ikke vil slæbe på sin varme røde bluse. Vi får busbilletter, der begge er normale. Turister kan ikke få pensionistbilletter mere. Klokken 09.05 starter bussen, og selvom der står, at vi først er i Granada efter 3 timer, så står vi af efter små 2 timer. Vi tisser af på busstationen og bliver enige om at gå ud til Alhambra. "Det tager 1 time", siger en servicemedarbejder. Den tror jeg nu ikke på men opdager senere, at hun havde ret. Vi går gennem frække gader, som vi aldrig ville gå i, efter mørkets frembrud. Selvfølgelig går vi den forkerte vej om borgen, men så får vi da set noget nyt. Ad stejle gader kommer vi så til en port, og der kan vi vælge en mere stejl og en mindre barsk rute. Vi vælger selvfølgelig den svære. Mine ben og knæ er jo ikke blevet overbelastet endnu. Vi går ind ad bagdøren, hvilket vil sige, at det er udgangen. Vi er så inde i en kirke og et af de mange gamle huse. Da vi vil videre, bliver vi stoppet af en opsynsmand. Han vil se vore billetter. Jamen vi har da ikke købt billetter endnu. Han viser os vejen til kassen, og så er det, at vi begge får tankerne i svingninger. Vi vil jo gerne filme lidt, og gør vi det, så ville billederne blive fyldt med hoveder. Vejret er rigtig koldt, og det har regnet. En appelsin bliver nydt på en bænk, hvor vores regnslag sørger for, vores bagdele forbliver tørre. Vi bliver enige om at gå op mod busstationen, og vi vil da lige filme en park på vej dertil. Klokken er 15.30, da vi bestiller billetter. Men der er først plads til klokken 17.00. Vi går så en tur ud til Mac Donald, og der nyder vi en Fanta og en fisk. Det er virkelig koldt, og jeg får først varmen, efter vi har siddet inde i bussen en stund. Faktisk er jeg drivvåd inde på kroppen - af sved, men blæsten får sveden til at blive kold. Da vi stiger ud af bussen i Malaga, er der lunt og 16 grader - uden blæst. Vi kommer hjem og deler en øl, og den smager virkelig godt, selvom det er letøl. Vi toilettiserer og har så fundet vores dejlige seng, hvor denne dags oplevelser nu er nedskrevet.

Lørdag den 16. januar

Vores sidste dag hernede i varmen slutter med små ture i byen. Jo, vi indtager da først lækker morgenmad og drikke. Vi snupper et par appelsiner, som skal holde maven i sving resten af dagen, Henriette løber sidste tur for denne gang, og jeg begynder at samle vores ting i rygsækken. Første tur går vi i domkirken og de små gader. Herligt. Hjem igen og tisse af, og vi må jo være på hotellet til klokken 12.00. Men rengøringspigen kommer klokken 11.30, og hun vil altså i gang med at gøre rent efter os. Jeg bliver mopset og straffer hende ved at tage de 2 Euro tilbage i min lomme, som jeg ellers havde lagt til hende. Nu får hun så ingen problemer med at tænke på, hvad disse euro kunne gå til. Ha. Vi går så ned til havnen og sætter os på vores gode solfyldte bænk. Her sidder vi en stund, og eftersom jeg er blevet en forsigtig-oscar, så går min kone med til, at vi nu sætter kursen mod stationen. Appelsin nummer et glider ned. Jeg har altså opdaget, at man slet ikke er så nøje med tal, tid og numre. Vores bus, der har nummer 19, er der ingen tegn på, at den kører fra city. Der er en bus med nummer 19, men den går bestemt ikke til lufthavnen. Der skulle være et rødt a skilt, og der er ingen. Jamen, så går vi op til togstationen, og derfra går der en bus med rødt a. Vi kommer til lufthavnen i god tid, heldigvis, for vi har jo e-billet, men hernede er de bare ikke til disse billetter. Vi må til skranken, stå i kø, og få udleveret boardingkort, som i gamle dage. Vi har også tid til lidt mad og vand, inden vi går mod b. 26. Her stiger vi på flyet og sætter os på 25 a og b. Flyet har rigtig mange gæster ombord, og nu er det så, at jeg ikke kan finde hjem-knappen. Næsten 4 timer skal vi sidde med øl-lugt og hvidløg. Unge højtsnakkende mænd skal af med deres mandehørm. De falder nu alle i søvn, for ingen gider høre på dem, og jeg har vist sendt mail flere gange, så nu slutter jeg og tager en sudoku, med blunder ind i mellem. I Kastrup går det hurtigt med at komme over til bilen. Den starter første gang og kører os hjem uden problemer. Vejene er rene, og der er ingen sne, kun på markerne. Vi får os en dejlig øl hjemme i vores hyggelige stue, og denne Malagatur er nu fortid. God eller hvad? Jo da, det er jo altid gode ture, vi udsætter os for. Mine ben, knæ og brok har ikke drillet mig siden, og nu ærgrer det mig bare, at jeg har brugt så mange euro på et knæbind.

Santo Domingo-broen krydser Guadalmedina-floden i Malaga. Broen, der kun er for gående, bliver også kaldt for Tysker-broen, og det har sin helt egen historie. Broen blev nemlig betalt af den tyske stat som tak for at byens fiskere engang havde reddet søfolkene på et tyske skoleskib.

Jubelår i Rom

En tigger optræder på slap line foran Engelsborg.

Mandag d. 7. marts smutter vi en lille tur til Rom. Med en mellemlanding i München tager det lidt længere tid end normalt, men vi får strækket ben, og da vi flyver med Lufthansa, så er der både mad og drikkelse under begge flyvninger. Vores hotel ligger mindre end 50 meter fra station Termini, så det er meget hurtigt, at vi finder frem til vores udgangspunkt for den næste uge. Det er Henriettes skyld, at vi tager hertil, for hun vil gå gennem den særlige Porta Santa. Hun har vist brug for aflad og syndsforladelse. Vi har rigeligt med tid til at besøge flere af de kirker, som reklamerer med jubelåret, og det bliver så Santa Maria Maggiore-kirken, som vi vælger. Nu er der bare stor mulighed for terror, så hele byen er fyldt op med både politi og militær. Selvfølgelig er der også rigtig mange civile, der bare står og glor, som om de var turister. Henriette får også en trappetur på knæ, der dog kun bliver til 3 trin. Så har hendes knæ fået, så hatten passer. Vejret er til det hele. Regn, hvor vi bliver godt våde på bukser og bentøj. Sol, så vi sveder tran med alt for meget tøj på. Flere parker bliver vores foretrukne steder, da der er bænke til at sidde på og nyde forårets komme. Jo Rom er langt fremme, hvad blomster angår.

Vi bliver nu meget overraskede ved synet af de mange tiggere og flygtninge, som ses overalt. De har virkelig fået fremgang. Især hver morgen, ser Henriette deres sovepladser, der er de steder, hvor vi om dagen kan sidde og spise, drikke og nyde livet, mens Rom lever. Vi ser lidt tv, men nyhederne viser mest om flygtninge, der går over floder. Vi har så en lang tur hjem, og denne gang går det over Frankfurt. Der går 3 dage, inden vi igen kører normalt, men turen har bestemt været god og lærerig.

 

 

Tenerife april 2016

Det var vores udsigt.

Tirsdag den 5. april

Turen herned gik rigtig godt. Det var fint, at vi fik en lille time i lufthavnen i Düsseldorf, og det gik også fint fra lufthavnen på Tenerife. Bussen til hovedstaden kom ret hurtigt, og fra Santa Cruz til Puerto de la Cruz nåede vi lige. Vi kom så til hotellet og viste vores papir. "Det tager et øjeblik", sagde Inger, hvad hun ikke hedder, men ligner. Vi ventede 1 time og spurgte så, om hun havde glemt os. Damen blev stram, og vi satte os igen og ventede. Nu vinkede hun med en nøgle, og dette betød altså, at vi havde et værelse. 205 står der på nøglen, og vi takker og glæder os til at se, hvor vi skal sole os de næste mange dage. 205 betyder 2. sal, og det er jo ikke så højt. Vi kikker ud, og foran os har vi solbadere, der ligger med reolerne til frit udsyn. Værelset er inderst af en vinkel, og vores muligheder for sol bliver meget begrænset. En stor bygning er i vejen og en indendørs pool, er, hvad vi kan beundre. Mine bange anelser var der god grund til, og nu skal vi så vente på at se, hvornår vi kan solbade på balkonen. Vores gamle værelse kan vi se herfra, og der er der ingen sol, ligesom her. Vi kan ikke se Teide, men det kan vi takke en Palme for, eller de mange skyer, der danser over os. Vi smutter over til Suma og køber lidt ind. Øl, og en flaske honning-rom, lidt mad til i aften og i morgen får vi slæbt hjem. Godt trætte finder vi ind under tæppet. Henriette har det koldt, og hun vil gerne sove hos mig. Jeg giver mig, for måske kan jeg heller ikke få varmen. Der er kun et ekstra tæppe, som vi får over os. Vi får varmen, og nu er det vist blevet normalt, at Henriette ligger hos mig. Der stilles ingen krav, kun at hun ikke tager varmen fra mig, og at hun lader mig vende og dreje mig, efter behag. 

Onsdag den 6. april 2016.

Onsdag morgen får vi dejlig morgenmad, og vi går en tur ned i byen. Der er ikke ændret så meget, og på hjemturen køber vi ind  i Hyper Dino. Rygsækken bliver tung og er en byrde for den lille pige, men hun brokker sig ikke. Vi venter på at få vores middagslur, og den trækker ud, for pigen skal have sin pausekaffe, eller hvad hun nu foretager sig. Klokken bliver næsten 15, inden vi kan lægge os, surt. Vi vil ned og hilse på vores burgermand, der laver en skøn Sangria. Dagens overraskelse kommer, da vi bestiller vores Burger til 1 euro og Sangria. Tjeneren kikker på os, som om han ikke forstå ordren? "No Sangria", siger han bare. Vi kikker på hinanden, - ingen Sangria ? Jamen sidste år lavede de jo alle tiders drink. Jeg var ved at opgive men besindede mig og viste ham 2 fingre, mens "beer" kom ud fra mine læber. Vi satte os, på vores stole, der stadig havde samme bord. Noget var dog stadig som før. Øllen smagte godt, og burgeren var spiselig og ikke mere, for den var altså lidt tør, tør jeg godt indrømme. Nu var prisen mere menneskelig, for jeg slap med at sige farvel til 5 euro, der ellers havde haft deres plads i min lomme. Jeg havde kun een tanke, og det var at komme hjem og skænke en Sangria til konen min og Guds højre hånd, altså mig selv. Torsdagen gik lige så hurtigt og uden de store oplevelser.

Fredag den 8. april

Fredag er en rigtig slap af dag. Vi gik en lille tur og endte ved vores bænk, hvor Solsorten havde valgt at være tavs. Han ville bare ikke udtrykke sig, eller vise sin manddom for solsortemor. Aftensmaden blev kartoffelpandekager med æblegrød til. En øl sørgede for at det gled ned. Express og en særlig kaffe til Henriette sluttede vi af med. Da det ikke ligefrem gjorde os mætte, så fik vi en rokkefortmad og Sangria ude på balkonen. Dagen slutter med at sidde og tænke tilbage på, at vi faktisk har nydt det, og slet ikke ærgrer os over, at vi ikke oplevede det helt vilde i dag. Nu vil jeg så bruge lidt tid på en sudoku, og ellers tænke på hvad jeg vil drømme mig til, når natten overtager min krop. Lørdagen gik fint og det eneste, der kunne være lidt bøvlet, var en fest der blev holdt på hotellet, men larmen stoppede klokken 23.00.

Søndag d. 10. april.

Vores bryllupsdag. - Jamen det startede med at Henriette ønskede os tillykke med dagen. 2 år er lang tid, at holde hinanden ud, og når jeg så tænker på, at vi har boet sammen i mere end 23 år, så er tiden vist ikke noget at skrive om. Hvad gik dagen så med? Jo vi dansede oppe på taget, efter vi havde indtaget et morgenmåltid. Så blev det for varmt deroppe, så vi gik i hulen. Lad det være sagt rent ud. Aldrig har vi lavet så lidt på en dag, som i dag. Vi var endda ikke ude at gå, men blev hjemme og smovsede os. Til aften ville vi fejre dagen ved at spilde ude. Grøften styrtede vi mod, og her blev vi skuffede. De havde jo ikke menneske mad på menuen, så de kunne se ryggen af os, som blev mindre og mindre. Vi gik op på giraffen og søgte steder med ordentlig mad. Frem og tilbage er ikke særlig langt, så vi satte os i solen, der skinnede på giraffen. Her bestilte vi så 2 forskellige retter. Snitsel med banan og tyndsteg med kartofler som jeg valgte. Det var et godt valg, for det smagte skønt. Henriettes snitsel var stor og der lå en banan indsmurt i noget sovs. Vi drak øl til, og eftersom vi sad og kunne sole os, samtidigt med vi blev mætte, så bestilte Henriette 2 lumumba varme. Samt regningen. Under 30 euro med drikkepenge, må vel siges, at være en billig bryllupsmiddags fest. Vi gik ned til udsigten og derefter hjem på taget, hvor vi lov os varme af møder sol, som slet ikke var så brændende. Flere timer på højt plan, inden vi sagde godnat til den gule runde bold, som altså er solen. Ud på balkonen og nyde en Sangria og skrive dagbog. Hvad dagen er gået med, altså ingenting, så er den gået stærkt og vi har slet ikke kender os eet eneste sekund. Henriette snøfter, men hun har også fået varme og kulde i en pærevælling. Det har bare været en fed dag.

Mandag den 11. april.

Mandag er overskyet, varmt, eller lunt og vi kommer sent op. Sengepigen er tidlig på færde, og vi går en tur. Skønt at gense hundebæ opsamleren og de hyggelige huse, med haver, de godt kan være stolte over. Indkøb ved fido af kød og Sangria. Hjem igen og sunde os på altanen. Suma befrier vi for nogle øl, 12 styks til 0,25€ pr øl. Yoghurt 16 STK, så vi skal først tænke på flere om en uges tid. Vi nyder Sangria og aftensmaden udenfor, og Henriette har fået ekstra rengøring, takket være mig, som tabte lidt kaffepulver inde i microen. Mange gæster er skiftet ud med nye, men vi kan virkelig mærke, at feriegæster svigter. Om det er krisen, eller normalt, at næsten alle spisesteder er lukkede, det er der ingen som siger noget om. Det store Hotel pas er ved at blive tømt for indmad, og det synes Henriette er så synd. Det er gamle TV, der alle var på mode for 20 år siden, og sengene ser da også noget slidte og godt brugte ud. Hvad man vil gøre med bygninger, er vi da spændte på, men det ser vi nok først til næste år. Nu sidder min kone også herude og vi må så høre på en motor, der lyder, som om den bruger de sidste krampetrækninger inden den dør. Det gør den omkring hver halve time. Der er ikke gæster som flyder på liggestolen, og snart vil bademesteren samle de blå underlag sammen. Endnu en dag er ved at ebbe ud, og den har altså været lige til Sangriaen eller øllet, som mærkelige personer kan finde på at sige om en dag, der er gået godt.

Tirsdag, onsdag 13. april.
Lad mig skrive det ligeud. Vi har da nydt hver eneste minut og ikke oplevet særlig meget. Det skulle da lige være i formiddag, hvor solen var meget barsk. Jo tak, vi måtte gå ned på værelset 2 gange, fordi vi var ved at smelte og blive røde i kammen. Jeg kan virkelig få for meget sol. La pas, det store Hotel er ved at blive malet og den røde farve er blevet gråhvid. Ganske flot. Henriette er så glad for, at bygningen ikke skal rives ned. Vi ringede til søster Gerda og hørte dansk for første gang på hele turen. Vores sudoku er vi blevet ret gode til at løse, altså det er netop det vi får tiden til at gå med.

Torsdag den 14. april.

Henriette fik sin løbetur overstået og vi indtog en lækker morgenmad. Rækkefølgen er bare god og vi kan da heller ikke sige noget galt med resten. I dag besøger vi vores bænk og det er altså herligt, at Solsorten synger for os. Min bæ så vi nu ikke noget til og da klokken ringer 12 på kirkeåret, så går vi hjem og slubre varme retter i os. En øl hjælper med til, at det hele glider ned, som brugte vi glidecreme. Den dejlige pige, eller sengerederen er lige et par døre fra os, så vi ventede med at spise den omtalte middagsmad. Nu sidder vi og Soler os, og da jeg er en træt mand, så lister jeg ind til den nyeste seng, og sviner den til igen. Henriette følger med, og vi drager til drømmeland. Henriette gik ind for rumvæsener og det var ikke småting hendes drøm havde forvirret hende med. Vi ville finde Spies kontoret og så ville Henriette have en avokadodrik. Drikken fandtes kun på dåse, og Spies kontor var væk. Vi havde en storslået oplevelse ved molen. Havet har ædt sig rigtig meget ind på byen, og de kæmpestore betonklodser var blevet behandlet, som var de tændstikker. Det var faktisk lidt skræmmende, at opleve. Vi gik en anden vej ind mod byen, og pludselig var stien slut. En pige der var i hælene efter os, hoppede ned, og stolt hjalp hun Henriette ned. Jeg viste mig selvfølgelig som en mand, der slet ikke regnede dette fald for noget. Aftensmaden ligner middagsmaden ganske meget. Det eneste der var anderledes, var brødet. Det var nemlig blevet lidt tørt. Maden indtog vi lige udenfor vores nye indgangsdør. Det var der, at solen skinnede, så vi slæbte bord og stole derud. Hvis vi ikke får et andet værelse, så bruger vi gangen, både til at sole os i og indtage aftensmaden. Vi smuttede over til Suma og købte ind, og nu er der kun kaffen rommen og en tør kage, som vi skal igennem, inden sengen venter på sine søde og venlige gæster.

Torsdag 14. april.
Dagens himmel var klar som b!æk. Altså ikke en Sky hvor end vi kikker. Vi fandt hurtig op på taget og blev der, til solen sendte os ned på værelset. Vi kan bare ikke klare, at blive svedne. Bænketur igen og hed det afslapning på balkonen. På taget igen næsten 3timer og hvor bliver vi brune. En bytur bliver det også til, inden vi sidder og nyder kaffe, lækker kage, rom og lys, så vi kan finde munden. Pludselig er der mørkt udenfor og lysene fra de mange huse, ligner stjerner som Mælkevejen. Det er bare en herlig aften, og hvor vi nyder det. Jeg vil så lige Lokke Henriette til at knække lidt chokolade til min hule hånd, og så ellers bare hygge med hende.

Fredag d 15. april.

Det er og bliver en minde rig dag af grunde, som vil gå over i historien. Formiddagen gik hurtigt oppe på taget. For resten, så nød vi da dansk rokkefortmad til kaffen. Nå, men vi måtte forlade taget og sætte os på balkonen. Sengepigen kom og gik, så nu vil hun ikke besøge os, før i morgen. Henriette vil så gerne spises af fisk på fødderne. Jeg kender ikke resultatet af dette angreb, men ville da gerne prøve det på fodplan. Da det kostede 16 € for 2, og hun ellers skulle betale 10€, så fandt jeg det flot at sørge for det billigere tilbud. Jo, jeg ofrer mig gerne i hendes tjeneste. Vi gik over mod Suma, for det er der, der er fisk. En frisk fyr modtog os og vi smed sutterne. Han gik i gang med Henriette, smurte noget særligt ind på fødderne. Snakken gik og jeg filmede hele svineriet. Så blev Henriette sat ned til fiskene og de startede deres ædegilde. Det blev også min tur, og jeg var lidt sær ved tanken om, at jeg snart blev angrebet af piratfisk, som ikke stoppede, før der kun var knogler tilbage. En ung pige fortsatte med at filme os, indtil Henriette havde fundet rytmen igen. Det var da en underlig, sjov måde at blive spist på. Jeg er simpelthen fiskenes middagsmad for i dag. Oscaro de la Super bøf, uden kartofler. Efter et kvarter, kom den unge pige og tørrer vores fødder, og det var hun rigtig god til. Til gengæld så betalte jeg de 16€ for fiskenes middag. Jeg blev ikke mæt, men fik nogle bløde tæer, der blev forkælet med creme. Vi sidder nu hjemme og slikker sårene og har ikke planer for resten af dagen. Jeg har vasket mine bukser og strømper, så nu render jeg rundt i bukserne Henriettes. Min næse skaller og cremen jeg har smurt på den, får mig til at ligne en fortidsminde, der plejer sit ansigt, efter middelalderen tid. Henriette er gået ind og lille mig vil finde sengen, for luren vil jeg ikke miste.

Lørdag d 16. april.
Det er en varm dag. For varm til at sidde hos Risco Bello. Vi nød Taoro parken, hvor vandet flød livligt. Hjem og svale af. Bytur til tapas middag, hvor vi kom til en låst dør. Først efter klokken 18.00 vil vi kunne spise der. Takket være varmen, så nød vi en is. Vau. Hjem igen, efter vi besøgte dildoen, som ikke havde frikadeller. Vi glemte rouladen. Hjemme på balkonen og skrive dagbog. Det er en tynd gang oplevelser, men vi har truet med at ville indtage en jægersnitsel, hvis de da har dem på menuen. Henriette sveder som grisen på taget, men hun ligner den heldigvis ikke, så meget, at jeg kan tage fejl. Vi skulle nu ikke snydes for den varme mad så vi gik ned mod Sandra der har jægersnitsel. Da vi kom ud for Suma stod tjeneren udenfor og kaldte på os. Han ville meget gerne servere mad til os. Jeg viste ham, at min mave var fyldt op, hvad han grinte lidt af. Vi stoppede dog op, for at se, hvad han egentlig kunne trylle frem. Han kom over til os, og da de havde snitsel med pomfritter, så spurgte jeg efter kanariske kartofler, og det var der bestemt ingen problemer med. Jamen, så kunne vi jo ligeså godt spise hos ham. Vi bestilte en stor øl for nu skulle der festes. Det viste sig, at maden var rigtig god, og vi blev meget mætte. Kun sovsen var ikke min kop te, for der var hvidløg i den. Godt mætte forlod vi Restauranten, der kun havde os som gæster. Jeg følte mig virkelig meget mæt, både i maven og hovedet. Det var lige til at sove på, og intet andet.

Søndag d 17. april.
Denne dag hører med til afslapningsdagene. Vi solede os, gik ned til bænken, og på hjemvejen, nød vi en is fra den nye forretning, der åbnede i går. På taget lå vi helt til klokken 7.30, og vi er blevet ganske brune, der hvor det stakkels skind ikke falder af. Der er kommet nye gæster, og vores naboer er finner. De er noget højttalende personer, men det er der jo så mange der er. Jeg snøfter, ja det er ligefrem ægte tynd snot, der løber ud fra næsen. Jeg tørrer det af på mine bukser, for jeg kan slet ikke nå at styre det på anden måde. Bukserne skal så vaskes. Stakkels lille kone, for du klarer det uden at brokke sig. Jo Henriette tager det nu ret flot. Jeg roser hende, og så glemmer hun den snothvalp jeg vitterlig er.

Mandag d 18. april.
skyerne omfavner os ganske kraftigt, altså det er regnvejr. Kun Henriette har været udenfor hotellet, fordi hun var i løbetid. Vi har iført os dansk tøj, altså lange bukser og senere overtøj. Der er et ryk ud, med gæster, og de sidder nede i stuen og venter på bussen. Vi skal så se nye gæster og kæmpe med dem om liggestolene. Vores rene pige er kommet og hun svinger kosten, efter sengen er redt. Min snue er stadig vild med at løbe sin vej fra næsen, og det går så ud over mine nederste bukseben. Faktisk, så sidder vi udenfor og det er da lunt. Vi går ned i byen, for der skal købes mad ind. Det er meget glat at gå derned, for fliserne er våde og bestemt ikke egnet til mine skosåler. Jeg har sommerdæk på, og der er ikke så meget mønster på. Og det var særlig glat ved Fisa, så det var bare med at komme videre. Jeg går som bambi på isen. der er kommet nye forsyninger af frikadeller, så vi køber 2 pakker. Det skal være nok for i år. Roulade er der også plads til, og brød. Vi går så hjem igen. Det er blevet meget varmt og klart, så jeg bliver lidt mærkelig. Da vi når næsten op ad den stejle gade, får jeg det sært. Jeg er ligesom udenfor min krop. Jeg vælger at bruge overgangen, hvor der er lysregulering, og da vi næsten er kommet helt over den store vej, svimler det for mig. Resolut griber jeg fat i Henriette, der så styrer os over mod sikker grund. Jeg siger det til hende, og derefter er det hende, som får os helt hjem. Da vi er på værelset, så smider jeg mig på sengen. Jeg er drivvåd og er hurtig kommet af med bukser og trøje. Jeg er bare ikke mig selv og må bare ligge og flade ud en rum tid. Der er larm udenfor, og det er unge mennesker, der kan lide, at blive hørt, ord, som de ikke selv kender. Vi lukker så af for skrigeriet, og tager os et lille hvil. Jeg vil gerne ud og gå igen, for måske vil det hjælpe, at få rystet den øverste etage. Vi går op mod Botanisk have og derfra til vores bænk. Der spiser vi en mandarin, der vist var en appelsin. Derefter blev vi enige om at spise gullasch og Irish kaffe. Det smagte godt alt sammen, og vi vinkede farvel til det unge par. Udsigten fik lige et syn af os, og katten var totalt ligeglad, med alle. Nu sidder vi på altanen og skriver denne dags oplevelser. Vi har simpelthen fået, så hatten passer, så nu må vi vente til i morgen, med at lade maven arbejde.

Tirsdag d 19. april.
Det var ikke særlig med sol fra morgenstunden, så vi forlod taget og gik en lille tur i stedet. efter middagen, gik vi så op til løve parken, eller tiger parken, som den vist hedder. På hjemturen fik vi brug for vores regnslag, men de blev næsten ikke våde. Det er og bliver en slapafdag. Inden solen forsvinder helt, så suger vi dens stråler til os, både ved udsigten og på taget. Vi er begyndt at tælle dagene og især maden og drikkelse, som vi skal nyde. Igen en god dag.

Onsdag d 20. april.
Denne dag har vi planlagt at gå ned i byen og spise kanariske kartofler hos tapas svenskeren. Efter sol på taget, der gør kroppen varm og brun, drager vi ned ad den barske vej. Henriette vil gerne have et minde om Tenerife, og det er papegøjer der leger med hinanden. Vi kommer til butikken og sælgeren blander sig. Jeg beslutter så hvilke dimser det skal være, inden inderne vil trække os andet på. Han troede, at jeg også ville købe en barbermaskine. Da vi ankommer til vores kartofler, så er der stadig lukket. De åbner først klokken 12.00. Vi er godt sure over det, og vil så nyde en is. Da vi kommer til ismanden, så har han ingen is til salg. Jamen snydt 2 gange er da ikke noget at blive sur over. Vi går så ned til havneområdet hvor tiden forsvinder mellem en masse mærkværdige mennesker. Det være sig tykke, fede, tynde og ganske normale, der til forveksling ligner os. Klokken bliver 12. Og vi går tilbage til tapas. Ha, ha den er da ikke åben, og vi er langt over middagstid. Nu er jeg sur og selv Henriette må finde en grimasse, til lejligheden. Vi går da bare hjem. Her laver vi vores egen mad og den smager godt. Middagsluren er reddet og vi går derefter ned til vores bænk. Det bliver til en is hos italienerne og vi kommer hjem til en redt seng, for første gang. Nu skriver vi begge om vores perfekte dag, der gik, som den selv ville. I aften har vi besluttet at spise ude, men om det går godt, det må tiden vise. Vi siger ps som altid på taget

Torsdag d 21. april.
nu har vi truet med at komme op til den belgiske ejer af Risko Bello, så vi tager de rette sko på, og så går det ellers bare op ad den stejle gade. Godt våde på kroppen, og trætte i bentøjet, går vi ind i den hyggelige park, vi kalder for løve parken. Den hedder godt nok tigerparken, men der er så mange løbere, der bruger den, at vi har døbt den efter vores hoved. Henriette fik filmet øgler der forsøger at forny verden med nye små søde firben, og så beundre vi menneskehanner, der gør sig lækre for unge piger, ved at vise deres spændstige kroppe hvor musklerne leger tag fat. Vi nøjes med at spise en appelsin. Så går turen ellers ned mod Bello. Vi kommer ind i haven, finder et godt bord og sætter os, det vil sige Henriette filmer, for den sorte svane er her og den skal også i kassen. Tjeneren kommer og vi bestiller den lumumba. Det var et godt valg, for den smagte virkelig godt. Desværre var belgieren lige gået til middag og siesta, så vi måtte forlade det hyggelige sted, uden at få en sludder med hende.

Fredag og lørdag blev dage, som bare kan skrives med få ord. Vi havde det pragtfuld, solede os, både på taget og balkonen. En masse sudoku blev løst og vi blev brunere og brunere. Enkle steder lidt røde. Længste tur var på højest 200 meter om dagen.

Søndag den 24. april 2016

Hjemtur. Lad os være ærlige. Og indrømme, at denne ferietur simpelthen er blevet den bedste tur i mange år. Vi har fladet ud og både oplevet noget, og nydt hver time hvor solen har varmet vore kroppe. Jeg ser beskidt ud og det gør min kone også. Vi var i god tid, og sad sammen med en del andre gæster, der også skulle med bussen mod lufthavnen. Solen skinnede naturligvis ned på os og efter 1½ time, stod vi så i kø for at få billetterne. Næsten 1 time efter, sad vi så i flyet og mere end 3 timer kunne vi ikke se jorden særlig tydeligt. I Düsseldorf var der næsten 3 timers ventetid, og jeg bestilte mad og Øl. Gullasch som kun tyskere kan lave den, og ½l rigtig øl var bare alle tiders. Så var der kun 1½ time til vi ville være i København. Men her tog vi fejl, for vi var forsinket. Vi sad dog hjemme i vores dejlige lejlighed lige inden klokken slog 0.00. Herligt at være hjemme og så ligge i vores egen seng, der er noget helt andet, end de tæpper, vi lå under langt sydpå. Jo, det var en ferie, som vi virkelig har nydt i fulde drag.

 

Forår i vores have 2016

Vi har nu hygget os gevaldigt hele foråret ude i vores dejlige have, og det meste af maj måned fulgte vi vores mejsefamilie hver dag. De flittige kommende forældre brugte meget tid på at få en god lun rede til deres æg. De fandt mange dun, fjer og lune materialer, som blev lagt i mit fuglehus. Jeg blandede mig ikke men kikkede bare på. Så kom æggene, og snart kunne vi høre spæde pip, og far- og mor-mejserne fik travlt. I pendulfart kom de med næbbet fuld af mad til de kære små kræ. Mens den ene fugl fløj ind i reden, så ventede den anden pænt på enten stolpen eller en ledning lige udenfor hoveddøren. Det er ikke lyv, når jeg skriver, at de havde travlt hele tiden. Vi kom helt frem til juni måned, og pludselig var der intet liv i huset mere. Det var meget mærkeligt, at denne tavshed var så larmende. Vi kunne så se vores familie flyve hen over Hamohus, med orm i munden. Jo, de har da en anden rede med de dejligste unger, der skriger efter desserten, eller er det hovedretten?

Nu er det altså ikke de eneste nye beboere, vi har haft. Jeg sad og kikkede ud og ned ad fliserne, og pludselig for der et dyr over mod naboen. Jeg nåede lige at se, at det var et dyr med en lang hale. Mit syn blev på stedet, og snart kom dyret tilbage igen. Jamen det var jo en rotte. Den var ganske stor og havde slet ikke travlt med at gemme sig. Jeg fortalte Henriette om den, og hun fik nu kikkeriet styret mod havegangen. Jo, nu kom der igen et dyr. Denne gang var den nu ikke så stor, og måske har jeg overdrevet størrelsen lidt. Der gik nogle dage, og rotten, der var en familie, eftersom de jo havde flere størrelser, havde travlt med at komme ind i en busk. Derinde har de sørme en rede. Vi snakkede så med naboen Thomas, og han havde også rotter - ikke på loftet - men i haven, og han havde sendt bud efter rottefængeren. Thomas ville sende ham ind til os mandag formiddag, sagde han. Vi kikkede så efter rottefængeren, men han kom ikke. Jeg havde ellers glædet mig til at se og høre ham, når han på musisk vis fløjter rotterne ud af vores have. I stedet for kom Thomas ind med en lille kasse, som vi kunne låne. Der står gift for mus og rotter, øv, det er da en kedelig måde at få disse ellers så hyggelige små dyr til at forlade haven. De dør jo, og så har de slet ikke gjort os noget. Lidt ked af det, blev jeg, men nu er der ikke liv over fliserne mere. Verden er blevet lidt fattigere på rotter. Det er da en forfærdelig rotteredelighed.

Vejret er så fint, og vi har haft søster Gerda på besøg. Det er altid dejligt med hende mellem os. Vi både hygger os og slapper af. Udendørs spisning under Pers træ. Lad mig så erkende, at vi har sovet denne nat herude i soveværelset. Det var første gang, vi skulle prøve det i år. Jeg havde lavet et net, som skulle holde insekter, myg og andre rotter ude, og det fungerede ganske godt. Desværre, så sov jeg ikke helt fint, for min kone frøs, og hun trak derfor dynen til sig. Nu er dynen ikke så bred, så det betød, at hun trak den væk fra lille mig. Jeg blev kold i højre side, og da Henriette lå tæt ind til mig, så var jeg drivvåd i venstre side. Når vi så skulle træde af på naturens vegne, så snuppede min kone selvfølgelig MINE sutter, og jeg måtte gå på bare tæer ud og stråle. Jamen vi blev da enige om, at vi bestemt ikke skal have flere nætter på denne måde, så vi lufter soveposerne og vil krybe ned i dem til næste nat. Vi har det ellers smaddergodt, for middagsluren foregår under syrenens duftende krone, der bedøver os, og der er ingen vind, kun den vi selv laver, og så får vi koldskål, is, og kaffe efter behag. Henriette har lavet rabarber, og det er lige noget, vi nyder, især til isen. Dog er der også hindbær og jordbær, som vi bruger, og det hele glider ned, mens vi siger ah ah ! Det er lørdag, meget varmt, og vi er kun kede af at tænke på de mange dyr, som lider. Der er nemlig dyrskue i Roskilde, og mens vi svaler af her, så sveder både dyr og mennesker tran. Henriette har gennemlæst min dagbog og rettet de fejl, som jeg er ret god til at lave, og pludselig kommer der noget hen ad græsplænen, i rasende fart. Jamen det var en rotte, som kom inde fra Per, som har gæster. De har nok forstyrret det stakkels dyr, og så er rotten på vej over mod rottekassen. Den har altså endnu ikke smagt på varerne, og det burde den nok heller ikke. Vi har altså stadig rotter - og ikke kun på loftet. Æv !

Jeg ser på læsebriller.

Jeg er jo ved at være godt op i årene, og faktisk har jeg gode øjne, men når jeg skal læse de små bogstaver, så er det ved at blive lidt bøvlet. Mine øjne bliver trætte af at anstrenge sig. Jeg benytter læsebriller, som er købt i supermarkeder til 20 kroner stykket. De er da rimelig gode, men når jeg så vil læse det med meget småt, så kniber det lidt. Derfor blev min kone og jeg enige om, at tage til Roskilde og få testet øjnene. Måske vil de rigtige styrker hjælpe med synet. Først gik vi ned til en optiker i Peberrenden. Han reklamerede med gratis test med det samme. Ingen ventetid. Vi gik ind i butikken og hilste på en mand, der har med øjne at gøre. Da jeg sagde, at jeg ville benytte mig af deres gratis test, så blev han lidt usikker. Han kunne ikke teste mig nu, og der var kunder, som var på ventelisten. Men i eftermiddag, da vil han måske få tid til at kikke på mine øjne. Altså holdt hans reklame ikke, jamen så er han sikkert heller ikke god til at teste mig i eftermiddag. Vi sagde pænt farvel og gik ud i Skomagergaden. Vi slentrede ned ad gaden, og så kom vi til brillebutikken, der hedder Thiele. Det er den, der tager imod alle pensionister, kom jeg i tanke om. Vi gik derind, og en kvindelig sælger tog imod os. Jeg forklarede hende, at jeg gerne ville se på læsebriller. Hun havde desværre ikke tid lige nu, men hvis vi kunne komme om ½ time, så kunne vi se hinanden i øjnene. Henriette og jeg blev enige om at gå en tur og komme tilbage. Jeg var egentlig glad for, at jeg fik et øjentjek. Nå, vi gik så en tur i den dejlige by og nåede helt op til Sankt Maria parken, hvor jeg kunne fortælle min kone, at det var her, at hun arbejdede, lige for tiden. Vi gik også i banken, hvor Henriette udtog det beløb, som hun skyldte mig. Jamen nu er jeg da en holden mand - i 200 kronesedler.

 

Tiden var nu inde til Thiele-besøg, og vi blev budt velkommen af den nydelige og smilende sælger. Hun viste os ind i et lille rum, hvor jeg blev sat i en stol, og så begyndte sælgeren at udspørge mig, om jeg havde sygdomme, om alder og cpr-nummer, altså hele nummeret, hvilket gjorde mig lidt mærkelig, for hvad skal hun dog bruge det til. Jeg blev så testet, og da vi var færdige, så skulle vi ind og se på brillestel. Lige inden, så bad hun om mit sygesikringsbevis, hvilket jeg også undredes over, jeg er jo ikke syg og har da aldrig vist mit sygesikringskort, når jeg købte briller i supermarkederne. Kortet førte hun gennem en scanner, og gav mig det igen. Vi gik så ud i butikken, hvor Jeg blev sat ved et bord, for nu skulle vi se på hvilket stel, der skulle holde glassene fast. Jeg sagde så, at det skulle være det mest enkle, for det er trods alt kun, når jeg vil læse, at jeg skal bruge brillerne, og det er jo ikke et spørgsmål, om jeg ser godt ud, men om jeg kan læse bogstaverne. Vi fandt så et stel til 495 kroner, med glas. Tyndt stel, og ikke noget, der ville gøre mig ukendelig. Sælgeren begyndte så at tale om antirefleks-glas, når jeg sidder ved computeren, og det mente hun, var det bedste. "Det koster 500 kroner", sagde hun så. Jeg var i vildrede, for med de briller, jeg stadig har, da er der ingen genskær eller reflekser. Nå, men så kom hun med et stykke papir, som jeg skulle underskrive. Nu blev jeg da rigtig mærkelig, for hvad skulle hun dog bruge min underskrift til? Jeg sagde dog ikke noget, men hjernen rumlede ikke så lidt. Måske var det bare for at bevise, at jeg havde haft en handel med hende, og at de kunne gå i gang med glassene. Vi var så ved at gå, da hun sagde, "ja, så bliver det 1500 kroner i alt". Min hjerne gjorde knuder, jamen 495 + 500 det giver da kun omkring 1000 kroner. Hun kikkede på mig og sagde så, at det var 500 kroner pr. glas for at undgå genskær/reflekser. Jeg følte mig rigtig dum, for jeg ville jo slet ikke have denne genskærsfidus(antirefleks-glas) med, jeg skulle jo kun bruge brillerne til at læse med. Hun sagde også, at hvis jeg både ville læse og bruge computeren, så kunne jeg få briller med adskilt styrke, altså med glidende overgang. Nul mand, her står jeg af. Jeg sagde så, at hun bestemt var en god sælger, men nej tak, kun læsebriller, der er lidt bedre end dem til 20 kroner. Hun bad om vores telefonnummer og fik det, af Henriette. Da vi jo ikke er så meget hjemme, sagde jeg så, at hun bedre kunne komme i kontakt med os gennem e-mail, hvilket hun fandt godt. Hun fik så mailadressen. Vi sagde farvel, mens mine tanker kom på arbejde. Resten af dagen gik jeg med den mærkelige fornemmelse, at hun havde taget fusen på mig. Jeg ville jo bare prøve en rigtig brille for at kunne læse de små bogstaver, intet andet. Det havde været langt lettere at gå i Bilka og købe den brille, der passer mig. Faktisk så er mine øjne ret så gode, så jeg tror slet ikke, at jeg får glæde af disse dyre Thiele-briller. Vi forlod Thiele og dagen gik sin vante gang, ude i haven. Vejret var rigtig fint, og jeg skal snart til at læse de mange bøger, der har ventet i lang tid. Klokken var 2 om natten, da jeg steg op af sengen, gik ind til computeren og skrev til Thiele. Jeg skrev, at jeg ikke ville have disse genskærsfiduser (antirefleksglas) i brillen, for de hjælper jo ikke mig. Jeg ville spare de penge, og så ventede jeg på deres svar. Da vi kom hjem fra haven ved middagstid, så ringede telefonen, og det var naturligvis fra Thiele. Her fortalte en medarbejder mig, at det var for sent at ændre ordren, da de allerede var i gang med at lave glassene. Hun sagde også, at det var især, når man læser bøger, at man bør have disse genskærsfiduser (antirefleksglas), så man ikke blev forvirret. Hun kunne så meddele mig, at prisen på brillerne blev 300 kroner billigere, for de havde glemt at fortælle mig, at Thiele kører med et tilbud på momsfrit køb. Altså, jeg skulle kun betale 1200 kroner for brillerne. "Jeg kan altså ikke opsige handlen", spurgte jeg, "nej, det kan du ikke", kom det sikkert i den anden ende af røret. "Jamen, så tager vi den derfra", sagde jeg så, og samtalen var derefter slut. Jeg er bestemt ikke stolt over denne handel, for de har jo løjet overfor mig flere gange og endda glemt at oplyse mig om den rigtige pris. Nu er det jo ikke flere millioner, der er på spil, så jeg har da ikke lyst til at gøre mere ud af det. Men jeg kunne ikke drømme om at handle hos Thiele mere, de er jo alt for smarte og tænker kun på salg, og de er bestemt ikke kundevenlige, det er mit klare syn på dem. Jeg har lagt mine oplevelser med Thiele-besøget ind på min hjemmeside og på facebook for at advare andre mod disse drevne og dygtige handelsfolk. Jeg går ikke tilbage til en Thiele-fuser. Jeg har modtaget en mail fra Thiele, og kan hente mine dyre briller fra i dag fredag. Ved middagstid kørte vi så ned til Thiele, og jeg fik mine briller og måtte betale 1296 kroner for dem. Kvitteringen var virkelig en sjov oplevelse. Der var bytte rundt på alt, og de havde sørget for, at det lød ganske flot. Jeg fik eftergivet 304 kroner, da de har fratrukket momsen. Det er et tilbud de har for tiden, som de naturligvis ikke havde fortalt mig. Jeg kunne ikke dy mig for at sige, at jeg skulle hente de mest dyre læsebriller jeg nogensinde har købt. At Thiele virkelig har taget røven på mig, erkender jeg, men jeg vil aldrig anbefale andre at handle med Thiele. For de er virkelig gode sælgere, som køre en helt ud af banen. 

På vores hjemmeside er der rigtig mange, som har været inde og se Dans udstillinger, og jeg skrev så en mail til ham og fortalte om de tusinderne, som havde set hans værker. Der gik en tid, og pludselig fik vi en mail fra Dan, hvor han takkede for mailen, og han ville sende os en invitation til sin udstilling senere på sommeren. 

Jeg har så fået et brev sendt med posten, som i gamle dage. Og det var altså en dyr transport, 8 kroner. Han skulle jo bare have sendt en mail, men Dan har mistet vores mailadresse, skrev han. Jeg har nu skrevet en mail med adresse, for det med at bruge posten, er lidt dumt. 

Det er bare alle tiders vejr, og vi bruger så megen tid ude i vores have, som vi kan. Der bliver lavet en del, for jeg vil kunne nyde de velduftende blomster i fulde drag. En af de uger, hvor Henriette havde 5 dage fri, besøgte vi først moster Inger, der har sommerhus ved Kalundborg. Vi havde det skønt, skønt det også regnede ret så kraftigt. Solen kom dog, og vi nød hele eftermiddagen, mens fuglene misundte os. På hjemvejen var der en del trafik, for Roskilde havde mere end 80.000 gæster på besøg. Torsdag holdt vi siesta, og nu var det ganske rart, bare at slappe af under Pers træ og i strandkurven. Fredag kørte vi så ind til søster Gerda. Hun var så glad for at se os, og sikkert også glad, da vi smuttede hjem. Vi snakkede som vandfald, og der gik mere end 3 timer, inden Aygoen kørte 2 trætte mumier (os) hjem. Dan havde sendt en invitation, hvor vi gerne måtte se hans nye værker, så lørdagen gik med kik i Farver Hammers Gård. Han er slet ikke så ringe til det med at male, og hans kone Winnie er også ret god til keramik. Så blev det søndag, og Henriettes fridage er ved at rinde på hæld, men jeg kom i tanke om, at jeg jo har en søster, der er på plejehjem syd for Lille Skensved. Vi smuttede ned til hende, og det blev et besøg af de bedre. Gurli, som søster jo hedder, var meget glad for at se os, og hun fortalte så om sit nye liv. Godt tilfreds med tilværelsen langt ude på landet, gjorde også godt i mig. Gurli har fundet sit sted, hvor hun vil være resten af livet. Det er trygge forhold, og Gurli går selv ned til købmanden efter sine varer. Nu glæder Henriette sig til næste gang hun har 5 dage fri, for så skal vi slet ikke på valsen eller farten, som man siger. 

med hurtigruten fra Bergen til Kirkenes

Vores rejse med hurtigruten, der gik fra Bergen til Kirkenes og tilbage til Bergen igen, er slut, og vi har så lige en aften til at samle kræfter igen. Vi skal nemlig på besøg hos Villy og Hilda. Nu er der desværre kun Hilda tilbage, og vi må nøjes med at besøge Villy på kirkegården. Vi sendte en mail til Gro Wenche, og senere så ringer vi til hende. Vi aftaler at mødes samme sted som sidst, nemlig ved stasjoncentret. Gro står rigtig nok og venter på os, og vi kører så den lange tur på ca. 85 kilometer. Snakken går, og pludselig holder vi udenfor Hildas hjem. Udenom huset er der et hav af blomster, og lidt efter bliver døren åbnet. Ud kommer dejlige Hilda. Hun er altså ikke en årsunge men er omkring de 80 år, og bentøjet er ikke til fjeldture mere, siger hun gerne. Vi hilser, og solen gør det endnu bedre. Jo, det er da godt, at vi kan finde ud til Øystese. Indendørs er der sket meget, og det er ligefrem som at komme ind i en ny stue. Vægge og loft har fået en ansigtsløftning i farver, der passer så godt sammen. Hilda har selvfølgelig lavet vafler til os. Det er jo min livret, og det er hun helt klar over. Der er masser af smurt mad, og vi drikker kaffe til. Snakken går, og mens vi sidder og hygger os, så slår Gro til en flue, der er blevet ganske nævenyttig. Den er så fræk at sætte sig, hvor hun vil tage en mad. Det sker flere gange, og så kan jeg altså ikke lade være med at tænke på vores juleflue Jytte. Måske er det ikke kun Gro, Hilda, Henriette og mig, som er her. Fluen kan da kun være Villy. Jamen, så skal Gro altså ikke slå ud efter sin far, tænker jeg. Jo, jeg siger det faktisk også, og det griner vi lidt af. Faktisk, så er vi vist alle snakkesalige, og det er jo kun skønt. Vi skal snart hjem til Bergen igen, og det er så dejligt, da Hilda gerne ville med os ned og se til Villys grav. Nu har han jo været hos os, så kan vi da også besøge ham. Det er en meget smuk sten, der tynger Villy, og vi pynter omkring og har så vore helt personlige tanker om denne bror, svoger, mand og far, der ikke mere blander sig i vores liv. At vi har ham i tankerne mange gange, er naturligt, og vi er så smarte, at vi har sat ham sammen med Margit, hjemme i vores have. De kan så slappe af sammen, og vi har styr på dem.

Det blev til en rigtig god og hyggelig dag, hvor vi virkelig fik snakket ud om mange ting. Herligt. At selv jeg kan blive træt ved at snakke, opdagede jeg, da vi kom på hotellet. Jeg sov som en gris og drømte om dagen, det meste af natten. Næste dag blev vores længste dag i mange år. Vi sad på hotellet hele formiddagen og kikkede ud på regnvejret. Det styrtede ned. Klokken 12 forlod vi hotellet og nåede ned til busterminalen - og var drivvåde, fra knæene og ud i tæerne. Vi spiste en bøfsandwich, og da det stadig silede ned, så besluttede vi at tage ud til lufthavnen. Der sad vi så og ventede i mere end 9 timer, inden vores fly lettede. Klokken nåede næsten de 12 slag, inden vi var hjemme i vores dejlige lejlighed, igen. Herligt at sove i egen seng. Det var altså vores sommerferie anno 2016, og det var en af de bedre.

 

Jeg har igen fået uro i kroppen, og dette betyder, at jeg gerne vil ud og se noget nyt, eller bare noget andet. Da jeg læste en reklame om Ge-kås varehus, hvor rejseselskabet OK havde ture, så fik jeg lyst til at opleve dette sted. Henriette var med på det straks, og vi bestilte 2 pladser i bussen. Til d. 19. oktober 2016. Mødested ved hospitalet og klokken 06.20.

 

Vi betalte, og så er der ventetid. Samtidigt opdagede jeg en juletur til Rostock, og det er også med OK rejser. Denne tur er først i december, så der er lang tid.

 

Vi stod tidlig op d. 19. oktober, og efter en solid morgenmad, pakkede jeg vore rygsække. Jeg havde lavet en lille madpakke, og fyldt en flaske med vand. Så gik det ellers ned mod hospitalet. Det regnede lidt, men vi havde købt en dundynejakke og -frakke, som nu skal vise, om de er vandtætte. Jo, vi blev ikke våde indvendigt, så det køb var ok. Vi satte os ind i bussen, og turen startede. Der var flere mennesker, som også havde valgt Ge-kås og de sad spredt i hele bussen. 3 steder samlede vi andre mennesker op, og så gik det ellers mod nord. Ved Varberg drejede vi af, og langt om længe kom vi til Ullared, og det er altså her, at det store varehus ligger.

 

Der var allerede ved at være fyldt op med busser og biler, men vores mand, havde aftale og han fik lov at køre helt ned i den anden ende af pladsen. Her blev vi så sat af og kunne gå op til indgangen. Vi skulle selvfølgelig have en vogn, og jeg brugte en 5er i svenske kroner. Nu begyndte gildet så. Der var kø, bare for at komme indenfor. Og jeg kom virkelig på en prøve med at undgå sammenkørsel fra andre vogne. Målløs blev jeg, for aldrig har jeg set så stor en forretning. Der var meget lange ligefrem veje, og dem var der endda også mange af. Udover numre så blev der også brugt bogstaver. Men hvor var det et stort område. Folk kom fra nord, syd, øst og vest, og alle havde en vogn, der fulgte dem. Vi orkede ikke at prøve på at læse, hvor de forskellige ting fandtes, men gik bare derud af. Heldigvis så jeg noget kaffe, men det var ikke vores kaffe, man solgte. Andre småting fandt vi, men det var slet ikke noget, som skreg efter vores smag. Vi gik og gik, og hele tiden skulle jeg passe på, at jeg ikke kørte ind i de mange forvirrede kunder, der ligesom os bare gik og gik, og som slet ikke opfattede andet, end hvor vognen kunne komme frem. Jeg blev hurtig træt af denne udflugt, og derfor blev jeg så glad, fordi Henriette også var træt af at gå mellem alle disse mennesker. Vi besluttede at gå ud og få lidt frisk luft. Men der var faktisk 3 timer, inden vi skulle mødes ved bussen. Hvis det regner, så er 3 timer lang tid. Men vi fik bare problemer, for vi kunne ikke finde ud. Ikke mindre end 3 gange kom vi forbi steder, vi havde været, men udgangen var og blev væk. Jeg skulle lige til at spørge en medarbejder, da jeg øjnede kassen. Hurra, vi er reddet, tænkte jeg. Vi fik betalt de få varer, vi havde købt, og så kom vi ud i den friske luft. Det var holdt op med at regne, og vi gik derfor en tur ned i byen. By, det er så som så, for de få huse lå længere væk, og da vi så en ICA forretning, så styrede vi derind. Her fandt vi alle de ting, vi ville købe, nemlig vores gode kaffe og vaniljesukker. Det er måske skørt, men det var bare det, vi manglede. Jeg betalte, og da vi var ved at pakke rygsækkene, kom kongen ind ad døren. Jeg gned lige øjnene, og han var altså herlig. Kongekrone og lang kjoleagtig dragt med guldbelagte ting indsyet, jo han var lige den overraskelse, man aldrig forventer at få. Selvfølgelig kom jeg i snak med ham. Jeg forsøgte med svensk, men da han hørte Henriette snakke dansk, så slog vi da over til modersmålet. Kongen hed Bent, og han havde snakket med væsener ude fra rummet. Kongen var dansker, og han havde sit rige ikke langt fra stedet her. Vi blev naturligvis inviteret hjem til ham men måtte takke nej, for bussen ville nok ikke vente på os. Højtideligt sagde vi farvel til Kongen, og det var så dagens største oplevelse i det svenske rige. Vi kom hjem og sad med et godt glas øl, mens vi samlede vore oplevelser på hjernen. Det var en god tur, og vi har prøvet at handle i et varehus, hvor vi aldrig mere vil sætte vore ben. Men vores leder, havde ellers sagt, at det var en stille dag, for normalt ville der være kø i flere kilometer. Vi er bare ikke til den slags ture, så Ge-kås vil ikke se os mere. Nu sidder vi så i vores kongerige, og her er jeg konge, og dejlige Henriette er min dronning. Vi kan sagtens finde på bedre ting at opleve, ude i vores residens og paradis, der naturligvis hedder Hamohus.

 

Blærerøvsbetændelse.

 Her i november har jeg altså igen problemer med vandhanen. Altså mener jeg, at efter jeg blev opereret for prostata, så gik der lang tid uden de helt store problemer. Men jeg rikker mig, når der ligesom sætter sig en prop i udledningen af vandet. Dette har så betydet, at jeg har fået betændelse i blæren. Jeg tager så en urinprøve og går over til min læge, hvor de selvfølgelig finder ud af, at jeg har betændelse. Jeg får en antibiotika-kur, og den tager lidt over en uge.  Den tid er bestemt ikke særlig sjov, for jeg får hård mave, hovedpine og har endnu sværere ved at lade vandet. Flere kure er blevet klaret, men hver gang er problemerne de samme. Jeg har så haft en samtale med min læge, det vil sige, min reservelæge, for lægen er på orlov. Jeg rikker mig selv, og efterfølgende så kommer der igen betændelse. Det er rigtig træls. Jeg har så for vane at tage en cykeltur på motionscyklen, der står inde i soveværelset. Det gør, at jeg godt kan få lidt vand ud af Peter. Peter er naturligvis min bedste ven, som jeg tit holder i hånden. Altså tissemanden, der er alle tiders fyr. Han er bare ikke så glad for at få stukket en slange ind i sig. Nej han klager ikke, for hvis det lykkes at få udladning, så bliver han glad. Når jeg nu har betændelse, hvilket jeg har ret tit, så må jeg erkende, at mit vand bestemt ikke lugter godt. Det stinker forfærdeligt. Og så ligner det altså ikke appelsinsaft, men derimod noget tykt gult stof, med noget flydende, der ser mærkeligt ud. I dag har jeg det ganske mærkeligt, for når jeg vil af med vandet, så står jeg og holder min ven i hånden. Jeg presser ham ikke, men gør det modsatte. Jeg siger, at han bestemt ikke skal gøre noget for at komme af med vandet, hvis det gør ondt. Og det gør altså ondt. Inde fra soveværelset lyder Henriettes stemme, og hun siger faktisk det samme. Om det hjælper, eller Peter vil gøre os glade, så kommer der heldigvis lidt flydende ud. Men det er småting, så jeg tager slangen ud igen. Lad mig lige beskrive denne transport. Jeg står med bukserne nede om anklerne og har gjort katetret klar, med rent vand. Så tager jeg min ven i hånden og åbner for det lille hul, hvor slangen skal ind. Den er 43 centimeter lang og 7 mm tyk. Nu skal slangen så hele vejen op gennem urinrøret, og det skal altså gå langsomt og med følelse. Lige når jeg når indgangen, hvor prostata sidder, så kommer der et jag i mig. Jeg kan endda mærke et stik helt ned i benene. Jeg har så gjort klar til at modtage vandet, når det finder ud af, at i slangen er der et lille hul. Under normale tilstande, så kommer der tis, altså vandet ud. Nej hvor er det en skøn fornemmelse. Jeg har været oppe på 600 ml, men i dag var der ikke ret meget. Jeg er lidt sur over omgangen i dag, men der er ikke andet at gøre, end at tage katetret ud igen. Her skal jeg være meget forsigtig, for det gør virkelig nas, altså ondt, især et bestemt sted. Efter dette jag, så lister jeg resten af slangen ud. Jeg pakker sammen, og alt er gået uden uheld. Det er ellers nemt at lave et lille hul i urinrøret, som så begynder at bløde, men jeg er blevet garvet, så det sker meget sjældent. Jeg har stadig ondt i blæren, og så må jeg i gang med min måde at få gang i vandladningen. Jeg går ind og cykler 2 kilometer, derefter så masserer jeg maven, hvor blæren virkelig kan mærke det. Brokken får også en omgang, og så går jeg en lille tur ind i stuen. Nu er tiden inde til, at jeg går på toilettet og tager Peter i hånden. Venter pænt, uden at sige noget, og sandelig om ikke det begynder at løbe fra min ven. Jo det løber lystigt, og igen er en dag blevet afsluttet på en god måde. Jeg kan nu lægge mig ved min kones side, og natten er reddet. Se det var en ganske almindelig dag, hvor jeg altså har det lidt anderledes, end mange andre mænd. Men jeg tænker så på, at det kunne være langt værre, så mit handicap er jo intet at snakke om. Men for pokker, det er rigtig grimt, når man ikke kan komme af med sit vand. Og så gør det forbandet ondt.

 

Heldigvis har jeg en dejlig kone, der hvis jeg ikke selv kan lære at rikke mig, så kan tage Peter i hånden og sørge for, at slangen kommer godt igennem. Men jeg vil dog helst selv klare det, for hun kan jo ikke mærke, når det gør ondt. Vi er faktisk mange mænd, som lider af denne sygdom, og jeg synes bare lige, at det er godt at læse lidt om, hvordan vi selv kan løse problemet. D.21. november skrev jeg ned, hvad jeg indtog af drikkelse, og hvad jeg kom ud med. Jeg drak 1½ liter vand. ½ liter anden væske. Og jeg var på toilettet 18 gange, hvor jeg afleverede 2,25 liter urin. Der er blevet renset godt ud, for betændelsen er ikke så synlig mere. 

 

 

Jeg har fået audiens hos Kongen af Universet Bent Sten Olsen. Herlig fyr