Året 2018

Tenerife

Året 2018 startede rigtig godt. Vi ønskede hinanden et lige så godt nytår, som vi altid gør, og bare tanken om, at vi igen skulle til syden, var så livgivende. Henriette mener, at det er 15. gang hun er med, så jeg har altså mindst været dernede 47 gange. Vi holdt selvfølgelig min fødselsdag med lagkage, og hvad der ellers hører til, nogle dage inden vi tog med toget ind til Kastrup. Vores lille bil skal da ikke stå ude i kulden en hel måned, hvor den kan komme til at fryse. Nej den bliver inde under tag. Det kostede også kun 162 kroner med toget, så det var en billig transport derind.  

Vi har nu lige nydt solen en hel måned nede på Tenerife. Vores hotel for 4. gang gav os lige det værelse, som jeg i drømme havde valgt. Herfra kunne Teide ses, hvis altså ikke skyerne dækkede vulkanen. Vores Inger ( som vi har kaldt den søde pige) modtog os, og ja, vi blev rigtig gode venner resten af ferien. 306b hedder værelset, og selvom det var spartansk så fik vi da orden i vores madlavning. Efter en nat, hvor vi have frosset så meget, at vi selvfølgelig fandt sammen, så bad vi om tæpper. 2 dejlige varme og kæmpestore tæpper, var lige, hvad vi kunne bruge. Nu er Henriette bare ikke sådan at stille tilpas. Hun ville altså ligge sammen med mig. Det blev til et par timer, inden hun listede over i sin egen vugge. 2 timer inden vi stod op, var damen igen ved min side. Det var et must, sagde hun bare. Så løb damen ellers sin vej, mens jeg lagde tæpper på plads og lavede morgenmad. Vi havde købt tørret skinke, der lige skulle ind i microen få sekunder. Vi havde roquefort med hjemmefra, 2 styks, som holdt over en uge. I kaffen kom vi en slat Gin i, og lidt honning, jamen det smagte bare så godt. En banan var desserten.

Vi sad meget på altanen og fulgte det liv, der nu engang er på dette sted. Nogle unge mænd malede på vores hotel. Det skal være hvidt, og den gule farve forsvandt langsomt. En af de unge mænd var i gang med at fylde en container, og det gik langsomt men sikkert over flere uger. Vi fulgte selvfølgelig mange at de tilstedeværende, såsom doktoren, som vi også havde set ved Hotel Pez Azul. Han kom mange gange om dagen og kikkede altid op til os. Oldemor, der var 2 af dem, fandt jeg ud af, altså oldfruen, hun var god til at sætte sine slaver i arbejde. De startede dagen med at feje udenfor døren, altså hotellets, og kosten fik ikke for lidt. De mange ruder skulle også skinne og lade solen komme ind. Flere lastbiler kørte med vasketøj, kølemad og hvad der nu ellers var deres opgaver. Vores gamle gartner kom med affald og læssede dette af i containeren. Jo, der var liv lige for næsen af os. Ude på gaden, der var ensrettet, kom selv busser med gæster, og andre store biler, der lige netop kunne komme forbi hinanden, uden at kysse. Sutskomanden, der boede på en sidegade, havde sin rute her forbi hver dag. Han ville nu ikke gå på fortovet men ude på vejen, og det gik lige så stærkt, som sutterne kunne klare. Hans kone kom også forbi nogle gange, men hun havde det sikkert bedst med, at han gik på indkøb. Ved vores venstre side, var der danske gæster. Vi hilste, fik en kort sludder og ikke mere. Ivan og Giorgia var glade for at se os igen, og vi fik en af deres favoritter til bøf. Jeg ville også ned på Edelweiss og spise. Vi havde drukket en lumumba dernede udenfor, og nu skulle vi så have MAD. Jeg ville have brasede kartofler og wienersnitsel. De fattede vist ikke ret meget af min ordre, så selv kokken kom frem med et stort spørgsmålstegn i ansigtet. Jeg nikkede, og så glædede vi os til at se, hvad jeg havde sagt ja til. Det var en kæmpestor snitsel og med meget tynde kartofler. Disse var hårde, og vi måtte begge levne et stort stykke kød. Jeg er nu ikke tabt bag en vogn, så vi bad den unge tjenerinde om at få resten med hjem. Hun pakkede det flot ind, og vi havde så pålæg til en uge. Jeg vil dog ikke glemme det bedste af denne aften. Vi havde faktisk bedt om løgsuppe, men det havde de desværre ikke på tapetet, Vi kunne få gullasch, det havde vi ellers fået samme dag nede hos Ivan og Giorgia, men da jeg så spurgte, om det var en rigtig god suppe, og det påstod tjeneren, så gav jeg mig. Det var ellers en suppe, der kunne få perlerne i Henriettes ansigt frem. Den var virkelig god stærk, og der var masser af den. Jo, noget godt fra Edelweiss var der dog. Jeg måtte af med 50 euro i alt. Vi besøgte vore bænke flere gange, og når vi ikke havde det så varmt, så gik vi en tur ned i byen. På hjemvejen var vi sikre på at få varmen. Jeg blev altid drivvåd, mens Henriette bare blev varm. Der er ikke sket så meget med byen siden sidste år, og ved alle spisestederne, var der højst 2 til 4 mennesker, som sad og nød deres øl, eller hvad de nu havde bestilt. Der var nu flest spisesteder, som var lukkede, enten helt, eller fordi julegæsterne var rejst hjem, og så er det altså lidt sløjt med at få stemning. Hver dag hilste vi på vores dejlige Inger og vi fik et smil fra hende, som man ellers kun drømmer om. Nå jo, hun solgte da også bananer, og de var bare så gode - op til 8 styks for en euro. De sidste 3 dage af turen var en blandet fornøjelse, der kom regn ned uden varsel, og vi havde selvfølgelig ikke taget regnslagene med, hver gang. Det var ikke så tit, at vi kunne se Teide, men en morgen var særlig flot, for på hele toppen og langt ned, lå der sne. Det er første gang, jeg har oplevet på meget sne på Teide, Waauv! Hver aften gik vi tidligt i seng. Først sammen, så hver for sig, for så igen at begynde dagen sammen. Herligt. Tabletten blev brugt flittigt, og Henriette er faktisk ret så god til ord og rørlægning. Jeg fik mange andenpladser, men det er jo så tæt på førstepladsen, ikke.

Hjemturen var l-a-n-g og opslidende. Det hele flaskede sig godt, med turen fra lufthavnen og til vi sad i vores slet ikke så kolde lejlighed. Jamen hvor var det dog dejligt at stå i egen lejlighed igen. En måned er lang tid, og måske lidt for lang, men jeg havde det rigtig godt med min kone, som kun fik lov at være væk fra mig, når hun løb. Vi har stadig ikke oplevet, hvad det vil sige at kede os, så det har altså været en fremragende tur til vores glæde. Jeg havde IKKE barbermaskine med, så håret fil lov at gro. Jeg må erkende at det ikke holdt sig tilbage, og dette betyder så, at jeg tit får hår i maden. At jeg ser gammel ud, er ikke kun skæggets skyld, for jeg er altså også oppe i årene. 76 år, er der jo mange, som ikke oplever at blive. Nu venter hverdagen med alle de problemer, jeg ikke havde på Tenerife. Kolde fødder, knæ der ikke kan li’ trapper, fingre der skal varmes enten i vand, eller bukselommerne, halsbrand og alle de mindre vanskeligheder. Men vi ser frem til sommeren, hvor tiden helst skal foregå ude i haven.

 

 

Berlin Påske 2018

Her er vores dejlige hotel IBIS. Det ligger meget tæt ved hovedbanegården.

Sidst i marts 2018 smuttede vi til Berlin. Vi havde købt togbilletter på internettet. Det var nu nemt bare at sætte sig ind i toget, hvor der var masser af pladser. Vi kunne ikke købe pladsbilletter, så disse penge var altså sparet. I Kolding skulle vi skifte tog, og det var ret så nemt, for det var på samme perron. Dette tog kom fra Nordjylland, og der var mange mennesker ombord. Pladser var der ikke ret mange af, så vi forsøgte på 1 klasse. Dette gik konduktøren bare ikke med til. Han mente, at der stadig var pladser til os i andre vogne. Hurra, vi fandt også 2 sæder, hvor vi kunne sætte bagdelen ned i. Toget standsede i flere byer, og nye folk kom ind. På Henriettes naboplads, havde en sej jyde fra Vojens altså fået pladsbestilling, så hendes nabo måtte finde et andet sted. Henriette var hurtig til at finde et nyt sæde, og så kørte vi igen mod syd. Der gik dog ikke lang tid, før at Henriette igen skulle finde et andet sæde. Hun blev godt sur, og demonstrerede ved at sætte sig på mit sædes armlæn. Vi nåede til Tyskland og her skulle vi vise pas. I Flensborg steg flere af de unge af, så nu kunne vi sidde lige overfor hinanden. Vi nåede Hamborg, og her skulle alle forlade toget, hvis vi da ikke ville med til Danmark igen. Der var 1 times tid, inden toget til Berlin kørte, så vi gik en lille tur på banegården. Lidt sultne var vi også, så 2 særlige brød blev købt og nydt mellem en masse mennesker, der ventede på deres tog, hvorhen de nu skulle age. Vi var godt trætte af køreturen, da toget holdt stille på hovedbanegården i Berlin. Nu var det så om at finde ud og ned til vores Ibis hotel. Banegården er altså meget stor og i flere etager, og heldige var vi med at vælge den rette udgang. Faktisk så skulle vi bare gå omkring 50 meter, da vi kunne læse Ibis på muren. Vi fandt papir frem og betalte for 1 gang morgenmad. Vi ville lige se, om den var de mange penge værd, blev vi enige om. Vi fik nøglekortet, der var 2 af og smuttede op for at se herligheden, eller værelset. Faktisk så det slet ikke så ringe ud. Der var, det vi havde brug for, og så var der dejlig varme til os, der nok er lidt kuldskær. En lille lur blev det til, men da vi jo ikke havde fået så meget at spise, så blev vi enige om at gå over til banegården. Her er der masser af spisesteder, og vi valgte en Mac Donald og bestilte 2 burgere, som blev nydt indendørs, naboen havde kaffe mm., så vi skyllede burgeren ned med en cappuccino. Vi havde ikke lyst til at gå i byen, så det blev til en hjemmeaften på hotellet.

Næste morgen fik vi smagt deres morgenmad, og vi blev hurtigt enige om, at vi meget hellere ville finde et andet sted at indtage dette måltid. Vi gik flere ture, og selvom vejret ikke var så venlig stemt, så kunne vi godt holde varmen, da vi havde tøj på, der kunne holde kulden ude. Vi blev enige om at tage metroen 2R ud til Renate og Detlef. De var i gang med at ordne et rum, der var lejet ud, og vi snakkede sammen over en kop kaffe med masser af brød til. De gav os adressen til Oma, og selvom den lød lidt svær at finde, så fik vi det hele på tryk. Der skulle være fest på lørdag, som var Omas 100 års dag. Vi tog tilbage til Ibis, og resten af dagen så vi lidt af den dejlige storby Berlin.

Fredagen stod igen på bytur, og det blev en smuk dag, med masser af sol og varme. Vi fandt en bager på Invalidestrasse og der blev vores morgenmad indtaget hver dag, på nær hjemrejsedagen, for da havde bageren lukket.

Mit helbred havde det nu ikke så godt, og vi snakkede, om vi overhovedet skulle være med til festen. Jeg er jo ikke social, og da jeg jo slet ikke kan tysk, så ville det være en pine for mig. Vi blev enige om at smutte ud til Oma lørdag formiddag, ønske hende tillykke og så smutte hjem igen, inden de mange gæster kom.

Lørdag var vejret regnfuldt, og vi satte kursen mod fødselsdagsbarnet, der nu er 100 år. Kun een gang kørte vi forkert, men ellers så nåede vi til stedet, hvor Oma skal leve resten af sit liv. Hun var selvfølgelig glad for at se os, og vi det samme. Ved middagstid så fandt vi toget mod City. Faktisk så fik jeg det godt igen, så det må have været noget med følelserne, der løb af med mig.

Vi skulle hjem søndag middag, og denne tur var næsten dobbelt så dyr som udeturen. Årsagen var naturligvis, at det var påske. Toget mod Hamborg var forsinket, og vi begyndte at blive lidt bange for, om toget til Danmark kunne nås. En lille dreng, der fik lov at skrige, råbe og lave ballade, var vores underholdning. I Hamborg var der tid til at spise kartoffel med noget i. Jo det smagte godt, for vi havde jo ikke fået rigtig mad, siden vi var hjemme på hotellet. I toget fra Hamborg var der også mere roligt. Vi var hjemme ved 20-tiden og godt trætte af togturene. Een ting er vi nu enige om, og det er, at vi aldrig mere vil tage toget til Berlin. Det er mere dræbende, end bus eller fly, og så er det endda ret så dyrt.

Med Kong Harald langs Norges Kyster.

Her har vi så Kong Harald der ligger i en af de dejlige norske fjorde.

Sommeren er stadig varm, solrig og flot. Vi er faktisk lidt kede af, at vi skal rejse væk fra haven og på sommerferie. Men 1. september starter udrejsen, og vi har pakket 2 rygsække med det mest nødvendige. Nu skal vi først flyve ved 14-tiden, og som altid er vi tidligt ude i lufthavnen. Der er tid til at spise min håndlavede mellemmad, og den nyder vi i et venterum til gæster, der skal til syden. Vi skal ikke vise pas, så dem putter jeg ned i rygsækken igen. SAS sørger for, at vi kommer til Bergen. Tænke sig, der er gratis kaffe, og den er endda god. I Bergens lufthavn går vi ud for at tage bussen, der kører til Hurtigruten, den har vi jo betalt for. Ved skibet er der ikke så meget andet at gøre end at gå ombord på Kong Harald. Vejret er nu ikke særlig pænt, men vi er trætte og håber at komme ned og få en lille lur i kahytten. Nej, det er altså ikke muligt, for "sovejentene" er ikke færdige med at redde sengene. Vi bruger ventetiden på at se en film om sikkerheden, og den viser alt om, hvad vi skal gøre i tilfælde af, at skibet går ned. Der er vand med smag af jordbær, citron og æble  til rådighed, så halsen bliver da ikke tør. Der kaldes til madtid, så vi går op på dæk 4, hvor samtlige borde er gjort klar til bespisning. Vi finder os en god plads, og da vi selv skal hente maden, så går jeg først til bidet. Henriette finder en tallerken og samler en masse dejlig mad. Vi får serveret vand til maden, og lad mig erkende, at vi har aldrig drukket så meget vand på en ferie. Det er simpelthen vandvittig meget vådt. Vi venter flere timer, inden der gives grønt lys til at komme ind i kahytten.

Vi forlader Bergen, lader blikket glide ind mod havnen, mens det norske flag viser, hvor smukt det faktisk er. 12 dage på Kong Harald er, hvad vi er tvunget til, men selvom skibet ikke er så stort, så er det hyggeligt, og vi går en runde for at finde et sted, hvor vi gerne vil slappe af. Solen har sagt godnat, og mørket kommer frem. Derfor går vi ned i nummer 390, der er vores kahyt. Jeg vælger min side, og Henriette er så klog, at hun vælger sin side, der sjovt nok er overfor min. Lyseslukkeren, det er mig , og da noget lys stadig blinker fra en nødtelefon, så finder jeg et stykke papir, der ligesom passer til at dække af. Vi sover som små lam, trygt og godt, og da morgenmadsduften fylder næseborene, så klæder vi os på og går op for at få laks, og hvad der ellers er af lækkerier. Der mangler bestemt ikke noget. Juice og kaffe henter vi flere kopper af. Vores første stop er den berømte by Ålesund, og her står vi af. Vi genser Margitpladsen, og Henriette sætter sig på bænken lige under statuen af Margit. Det bliver kun et kort besøg, for Harald vil videre. Vi smutter ombord og slapper af resten af dagen. Jeg læser i programmet, at vi skal sidde sammen med andre danske gæster ved bord nummer 53, når vi skal spise aftensmad. Til mig skræk, så læser jeg, at vi først skal sætte os til bords klokken 20.00. Jamen det er da møj sent. Henriette er heller ikke glad for denne oplysning, så da vi går til frokost klokken 11.00, så går jeg over og spørger den ansvarlige for bordskik, om vi ikke kan få ændret tidspunktet for aftensmåltidet. Hanna, som den søde jente hedder, kan ikke love os noget, men vi bliver skrevet op. Vi er nu ikke de eneste, som gerne vil spise til en mere normal tid. Jeg er ikke glad for at få natmad, for jeg skal jo stå op af min gode søvn. Dagen går, og vi tager ud med en tenderbåd til en lille, meget lille bygd, der hedder Urke. Den ligger ved Hjørundfjord og er en meget lille boplads. Hyggeligt er her altså, og vi får snakket med en ældre gut, der er så glad for, at vi bruger ordet hyggelig. Harald sejler videre, og vi er selvfølgelig med.  Aftensmaden er på trapperne, og vi går op klokken 18.00 for at se, om vi kan spise. Hanna tøver lidt, men vi bliver så glade for hende, fordi hun har et bord nummer 21, hvor vi kan være, men kun i aften, siger Hanna, med en finger i vejret. Jamen vi er da så glade, og maden glider ned, som var den smør. Nå jo, vi får da også et stykke brød og en lille klat smør til at starte med. Ellers hedder det 3 retter mad, som alle må finde os i, eller lade stå. Vi klager dog ikke over noget, for vi får mad nu. Næste morgen skal vi så i land igen. Trondheim hedder byen. Her har vi jo været mange gange, så jeg vælger at gå en vej, vi aldrig har betrådt. Det bliver til en meget spændende tur, hvor vi ser husene stå på piller, og bådene ligger til, lige sådan, at ejeren kan sætte sig ombord og futte ned langs kanalen. At vi ender ved domkirken, som tidligere, er kun fordi, at vi har masser af tid. Her møder vi et svensk par, der står og kikker op efter Heliga Birgitta. Vi kommer i snak, og det viser sig, at de bor i Vadstena. Nå men de og vi skal videre, for Harald venter ikke på os. Vi kan roligt sige, at denne dag har været spændende og rigtig god. Vejret er også fint. Farvel til Leif den Hellige og Nidaros, som vi også kalder Trondheim, og vi kommer altså igen, næste uge.

Næste gang, vi skal ud på fast grund, er, når vi lægger til kajs i Bodø. Vi løber ind i flere havne, men der er ikke tid til andet end se dem efter i sømmene fra dækket. Hanna kan fortælle os, at vi har fået bord nummer 23, og at vi vil have det bord resten af turen. Glade er vi da og takker hende vildt meget. Det er nu sjovt at tænke på, at af middagsmaden bliver vi kun lige mætte, mens vi bliver overmætte, både morgen og frokost. Jeg har det ligefrem dårligt og må stoppe med at indtage desserter. Der er så meget is, flødeskum, kagecreme og basser, som ikke kan lade være med at lægge sig på min tallerken.

Lidt over middag lægger Harald så til, hvor man kan bo og dø, - altså byen hedder naturligvis Bodø og er en større by. Vi er ved at tro, der er krig, for nogle jetjagere flyver meget lavt, og de larmer, så vi ligefrem bliver stumme, og lidt bange. De larmer i lang tid, og vi bliver enige om, at her vil vi ikke dø, og slet ikke bo. Da vi nærmer os Harald, hilser vi på Hanna, der har sin kuffert med. Hun har fri og skal slappe af de næste 21 dage. Tænke sig, at hun bor her, og måske vil hun også dø her, engang. Lad os komme ned til Harald og glemme alt om byen. Sent på aftenen lægger vi til i Svolvær, og det bliver kun til en hurtig tur langs havneområdet, mens mørket sænker sig blidt og sikkert. Den næste by vi går en tur i er Tromsø. 4 timer i byen er rigeligt, selv hvis vi vil se Ishavskatedralen, der er på den anden side af broen. Vi bliver dog ved havnen og går ad gågaden, hvor der er masser af liv. Her er der sørme mange sorte elementer, og de er frække nok til at stille sig op og glo direkte på os. Lidt ubehageligt, men vi går da bare væk fra disse elementer. Vi går ombord igen og Harald starter motorerne.

Næste mål lyder sødt og lækkert som honning. -Jo, byen hedder Honningsvåg, og det var her, at jeg sidste gang så en pige med burka. Det var lidt skørt at se på, men hun er altså ikke at se, denne gang, måske har hun fundet hjem til sit fædreland. Vi går langs havneområdet og op til kirkegården. Som Knagsted sagde, "skal vi ikke gå en tur på kirkegården" Jo, her er der fred og ingen fare. Der er 2 gravere, som jo har mange under sig. De forsøger at rette op på stenene, der i vinterens kulde har sat sig på tværs. Lige pludselig, så er vi ved rutens endestation. Kirkenes. Det er her, at mange gæster forlader skuden og tager flyet hjem til Bergen. Det vil vi nu ikke, så vi går igen en tur i den sjove by. Det er for resten også her, at gadenavnene står på både norsk og russisk. Vi er jo tæt på dette store land, og mange borgere har valgt at bo her, altså russere. 3 timer i denne by, er lige, hvad vi kan klare, og nu hedder det hjemtur, med en masser havne, hvor vi enten kommer ind, eller kun lige besøger en kort tid.

Hammerfest er altså en hyggelig by, og kirken, der ligger lidt i udkanten af byen, farter rigtig mange til. Vi går en anden vej tilbage, og pludselig står vi ved en særlig katolsk kirke, der hedder sankt Michael. Det store maleri på muren, får os til at gå ind og kikke. Vi skal sørme op på 1.sal, og her er der rigtig hyggeligt, noget mange katolske kirker lægger vægt på. Byens moderne museum har da fået støtte af skæve stolper, så det vil noget. Men det ser meget solidt ud.

Harald sejler igen ind til Svolvær, og denne gang ser fiskerpigen rigtig flot ud. Det er endnu ikke blevet mørkt, så vi får tid til at se meget mere af byen. Herligt er der omkring havnen og Ankers Brygge, og det er jo her, at der er festival og andre sjove turistoplevelser. Stokmarknes er byen, hvor Hurtigruten får lavet skibene, så den ser vi da også lidt på. I Brønnøysund går vi kun en kort tur, fordi regnen vælter ned. Som vi truede med, så skal vi gense Nidaros. Jeg vælger at gå til venstre, og dette betyder, at vi kommer lidt ud af byen og ind i Rosenborg og Møllebakken. Det er en meget stor oplevelse.

Nu er der ikke flere byer på denne tur, jo, vi skal da af i Bergen. Der er gået 12 dage, og da vi træder ud fra skibet, så regner det som et vandfald. Vi skal ellers vente med at komme ud, men det overhører jeg, vi maser os frem, og heldigvis har vi ikke kufferter med. Bussen kører os til lufthavnen, og vi er meget forsinket. Vi stryger hen til skranken og viser vores billetter. Det er på et hængende hår, at vi når flyet, og især da Henriette ikke kan gå gennem en port, billetten reagerer ikke, så hun får store øjne. Hun er skrækslagen, men vi kommer med, og heldigvis, så er der ingen problemer med at komme til Roskilde. Vi står dog i kø for at trække vores billet. Hurra vi er hjemme igen, og turen, der kostede mere end 31.000 kroner, var pengene værd. For resten så købte vi et norsk flag, så lidt fik vi da ud af vore norske penge. En ting, som vi synes er meget sjovt at tænke tilbage på, og det er, at vi klædte os om til middagsmaden. Henriette så rigtig flot ud i sin Pariserdragt, og jeg så heller ikke så bøvlet ud med min nepalvest. Det var der rigtig mange, som lagde mærke til. Faktisk var der flere, som spurgte, om de måtte tage et billede af os. Selv personalet havde ros til vores udklædning. Jamen, jeg er da stolt over, at vi ser godt ud. Der skal jo kun pænt tøj og glade ansigter til. Vi er ikke kede af det. Nu er vi bare ikke kendte skuespillere men kan forstå, hvordan disse har det, når de valser rundt om deres fans.

Slesvigtur

Herfra nyder vi udsigten over den smukke sø

Vi var blevet enige om at smutte ned til Slesvig og skulle køre derned om mandagen, men jeg kom i tanke om den store trafik, der er blevet, så vi rykkede en dag frem. Vi havde bestilt værelse på Domhotellet for een nat, og det var så vores mål. Ved Kildebjerg var vi som altid tissetrængende, og derfra kørte vi så til Hviidsminde. Der har Henriette mange minder fra, fordi hendes mormor og morfar havde ejet denne herregård, og hun havde haft mange sommerferieminder derfra. Vi filmede gården og var heldige, eftersom det holdt op med at regne. Pausen var god, og derefter kørte vi så til Harrieslee, hvor Fleggård endnu ikke havde åbent, så næste forretning blev målet - Proetzch, hedder den, og der købte vi så øl, vin, lidt gajol og en hat til mig, og en peberspray til Henriette. Godt forsynet, efter vi nød sammenlagte brød, så kørte vi sidste tur, inden vi kom til Slesvig. Det var ret nemt at finde hotellet, og jeg kørte ind i gården. Det er et billigt hotel med toilet på gangen og uden morgenmad. Den har vi jo selv med. Vi går en tur i Slesvig og holder lav profil, for jeg er lidt træt af det køreri, som dagen jo er gået med.

Mandag skulle tiden altså gå helt frem til klokken 15-16, hvor vi kunne komme ind på vores dejlige hotel Schlei42. Vi blev enige om at køre til Rensborg. Det tog godt en time, inden vi satte bilen på 1 sal ovenpå et hus. Så gik vi ellers en tur i denne dejlige by. Vi var inde og få kaffe og brød til, og en parktur blev det da også til. På vej hjem, ville vi besøge Danevirke, men det kunne Tom bare ikke finde. Den viste os frem til en børnehave, og det var altså ikke lige os, der ville besøge disse "kinder". Vi kørte tilbage til Slesvig og satte bilen udenfor hotellet. Vi forsøgte hoveddøren, men den var ikke til at få op. Så ringede vi til udlejeren, som sagde, at vi bare skulle gå op på værelset. Hun ville komme senere. Vi skulle bare have brugt lidt flere kræfter, for døren var ikke låst. Det var nu skønt at komme ind i lejligheden. Først kom vi ind i en stor stue, med en kæmpestor sofa. Derfra er der udgang til altanen, og vi var hurtige om at komme derud. Men vi skulle da se hele lejligheden, så vi gik til næste værelse. Det var altså soveværelset, som også var stort, lyst og med dobbeltseng. Derfra var der en dør ind til et skønt toilet, som havde et vindue ud til soveværelset. Men hvor er køkkenet? jo, Henriette har selv haft et køkken, der var skjult . Bag et jalousi kom der alt det køkkengrej, vi havde brug for. Jamen det var da alle tiders lejlighed. Vi fik os en øl og en lur. Selv en tur inden aftenen, hvor vi nød maden ude på altanen. Bare det, at søen, solen og de mange fugle, vi havde som udsigt, det gjorde os glade. Vi blev i byen resten af tiden, og selvom vi har set det meste fra tidligere ture, så var der steder, vi ikke havde set før. Et af de steder, der var fint at opleve var havnen, hvor fiskerne havde de små både liggende. Men vi gik rigtig mange steder, og det forfaldne slot, der havde ligget tæt ved vores hotel, var revet ned, og en flot bygning huser nu ældre mennesker, altså et plejehjem. Det var dejlige skønne dage vi vil huske længe, og da vi kørte hjem, så var vejret lige det man kalder for et godt kørevejr.