Henriette har vundet sin Oscar

1993. Henriette kommer ind i mit liv.

Jeg ville smaddergerne have indtalt filmene fra Nepal og prøvede at indtale dem selv. Men det blev en fiasko. Jeg lød helt forkert. Jeg blev så jysk at høre på, at kun jyder ville forstå, hvad jeg sagde. Jeg søgte så efter en anden og bedre stemme til at indtale for mig. I lang tid havde en pige, der hed Henriette, siddet og snakket med mig, inden hun skulle ind og synge hos en af mine dygtige Undervisere, Fabio Yepes de Acevedo. Jeg kom til at tænke på, om det måske var noget for hende?  Hun var lidt svær at komme ind på livet af, for jeg skulle ikke sige noget, som var hende imod, så blev hun hurtigt fornærmet. En dag sad hun ikke på bænken, så jeg havde nok været for ærlig. Men hun kom dog de dage, hun skulle til sang. Jeg fandt ud af, at hun bare havde siddet og gemt sig et andet sted, og så var det da helt fint. Henriette var måske lidt mærkelig og se på, for hun gik i anderledes tøj, gamacher og fodformede sko, hjemmestrikkede trøjer, der bestemt ikke var moderne. Selv hendes hovedbeklædning var fra en svunden tid. Det var hendes mor, som havde strikket eller syet hendes tøj, og kun en mor kan glemme at følge med tiden. Henriette var da vældig sød men manglede selvværd. I stedet for at blande sig i snakken på kontorskolen, så holdt hun sig meget for sig selv. Jeg opgav mine tilnærmelser til hende og begyndte at finde andre emner til indtalingen. Nu skulle pigerne bare ikke tro, at jeg ville have noget mere med dem at gøre. For jeg havde haft det strålende i mange år ved at holde arbejdet og sex adskilt. Der var rigeligt med enlige piger, som forsøgte at få en fremtid sammen med mig. Men brændt barn skyer ilden.

Jeg havde dummet mig med en lærer, og det gik galt, da hun troede, at hun kunne få det, som hun ønskede på skolen. Jeg måtte bruge store ord, før hun forstod, at jeg altså var hendes Leder. Hun blev så sur, at hun rejste fra skolen, hvilket jeg bestemt ikke var ked af. Det var nok bedst at kikke lidt nærmere på Henriette igen. Jeg havde sagt til hende, at hun ikke turde vise, at hun var en kvinde, og det ville hun altså bare lige bevise. En dag stillede Henriette sandelig op i en kjole. Og ikke nok med det, hun havde sørget for, at hendes bryster blev mere synlige - med kavalergang og hele svineriet.  Hun var nede i det store køkken, og jeg kom forbi på min runde. Jamen, hvad gik der dog af barnet, tænkte jeg. Hvem skulle hun dog vise sig for? Jeg snakkede med hende, og det var sidste dag på skolen, inden sommerferien startede. Jeg ønskede hende god sommerferie, og så var vores tid slut.

Jeg tog til Sverige for at lave naturfilm. Jeg kørte i min nye bil, der var en varevogn, og den første nat sov jeg i den hele natten. Det var ikke sagen, for der blev koldt og klamt, og så var ladet ikke langt nok til mig. Jeg nåede til Norge og fik et chok, da en bil i stor fart var ved at ramme mig. Kun ved at jeg nåede at komme ud i rabatten, stødte vi ikke sammen. Jeg blev så bange, at jeg straks vendte bilen og havde retning Hjemad. Ved Hallandsåsen kunne bilen ikke komme op i højeste gear, så jeg måtte ned i et lavere gear. Da jeg kørte i 1ste gear, måtte jeg ind til siden, og bilen stoppede helt. Jamen, det var da vist lidt af en fuser af bil, jeg havde købt. Hjem kom jeg dog, efter mange ekstra timers hvil på rastepladser gennem Sverige. Jeg fandt også ud af, at jeg ikke kunne sidde rigtigt med mine lange ben. Jeg ramte simpelthen rattet med benene og havde svært ved at dreje på rattet.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til Henriette. Jeg spurgte hende, om hun ville prøve at indtale en film for mig, og det kunne hun da godt tænke sig. Vi aftalte, at hun skulle komme hjem til mig, og vi skulle prøve hendes stemme. Henriette så først filmen og gjorde sig klar. Når jeg siger klar, så betyder det, at hun faktisk iførte sig nepalesiske klæder, hilste på nepalesisk og talte meget særpræget. Faktisk var det spændende men bare ikke, hvad jeg godt kunne tænke mig. Det var lidt akavet at lade Henriette indtale, for jeg skulle sidde og regulere styrken, samtidigt med, at jeg skulle sige til Henriette, hvornår hun skulle sige noget. Det blev til mange dacapo-numre uden gode resultater. Men hun gav dog ikke op.

Kun 1 måned efter, jeg havde købt bilen, lod jeg den gå tilbage med et tab på 10.000 kroner. Det var dyre lærepenge, men jeg fik så en dejlig rød Toyota Corolla. Jeg besøgte Henriette og fortalte hende om min nye bil. Jeg ville køre os en tur, men bilen ville bare ikke starte. Den druknede, og Henriette vidste ikke, om hun skulle rose eller skamrose bilen. 

Vi begyndte at komme sammen, og da vi jo skulle indtale mange gange, så kunne Henriette da ligeså godt sove her, og det gjorde hun så. Nu kom der så gang i filmene, og vi blev enige om, at vi da skulle have et navn. Vore navne kom på læberne, og det endte med, at vi brugte 4 bogstaver. H M O A - vupti, så kom der bare til at stå HAMO - med film i enden. Altså hamofilm - hvad ellers!

Bornholm Kalder.

I efterårsferien 1993 bestilte vi et sommerhus på Bornholm. 1 uge skulle vi bo i Sandkås ikke langt fra vandet. Og nærmeste by var Sandvig-Allinge. Vi fandt hurtigt vores hus, og vejret var bare flot. Første morgen sad vi udenfor og spiste morgenmad. Selv fuglene kom os så nær, at de spiste af hånden. Det havde ellers været en rigtig kold nat. Først så sov vi hver for sig i hver sin sovepose, men vi var tvunget til at krybe helt tæt for bare at kunne få lidt varme. Desværre kunne vi ikke være i samme sovepose, så vi forlod sengen og sov på gulvet inde i stuen og rigtig tæt på hinanden. Nå, men Henriette var sikker på, at solen stod op i vest, for hun mente, vi sad og nød udsigten, mens solen varmede os i ansigtet fra vest, sagde damen.

Hammeren med Krystalssøen og Opalsøen, og hele området, der jo ellers også ligger mod øst, blev vores første oplevelser. Bornholm er da utrolig smuk og ligefrem barsk af natur.  Vi var selvfølgelig også indendørs i kirkerne, især rundkirkerne, og de har jo en historie, der er så spændende. Efter endnu en nat fulgte en dag med oplevelser i de små bornholmske byer, hvor røgerier enten virkede normalt eller var blevet til glasrøgerier. Der var endda også en zoologisk have, hvor vi blev forkælet med kontakthungrende dyr.

Annette Rose nede fra skolen havde sagt, at vi bare skulle besøge dem, hvis vi kom på disse kanter, og det gjorde vi så. Annette og Bjørn boede bare så skønt, og han var en bjørn til at passe haven. Den mand havde skruet fingrene godt sammen. Vi skulle også spise hos dem, og det var også Bjørn, som stod for maden. Sammen med familien nød vi haven, og alle vandrede mellem sprækker, dale og bjerge mod det storslåede Hammershus fra en rigtig barsk sti.

Vi var der det meste af dagen, og næste dag, da vi stod op, så regnede det som aldrig før. Triste af vejret, besluttede vi at tage hjem. Der var altså ikke meget ved at sidde og glo på det vejr. At vi måtte køre til Rønne for at aflevere nøglen, betød jo ikke så meget, for vi skulle jo tage færgen til Ystad fra denne by. Det blev dog en rigtig fin ferie, som vi har nydt mange gange, når vi senere så på de film, vi lavede. Men vi blev også enige om, at det bestemt ikke var sidste gang, at Bornholm så os.

Jeg spurgte Henriette, om hun kunne tænke sig at bo her i Dommervænget og opsige sin lejlighed, hvilket hun dog ville tænke lidt mere over. Hun ville beholde sin lejlighed, sagde hun så. Og det var en god ting, for vi havde ikke levet sammen mere end nogle få måneder, inden jeg måtte flytte Henriettes ting tilbage til Gartnervang. Jeg var ellers syg, men i snestorm fik jeg båret hendes ting til rette plads. Vi sagde farvel og tak for denne gang. Årsagen til, vi ikke kunne sammen, var ikke indtalingen, men det gjaldt selvfølgelig sex. Henriette havde fra barnsben fået tudet ørerne fulde af, at sex var noget slemt, farligt og usundt. Masser af sygdomme kunne undgås, hvis hun ikke dyrkede sex.

Hverken hendes mor eller moster havde nydt et sexliv i mange år, og hvorfor skulle de så lære deres børn denne leg. Det var meget nemmere at melde sig ind i en sekt, hvor guruen så kunne indtage pladsen og styre de mærkelige dumme hormoner, som en gang imellem kom frem i lyset. Jeg var mere en far for Henriette, måske især fordi hun manglede en sådan. Jeg var næsten 20 år ældre end Henriette, og hun havde aldrig haft arbejde eller boet sammen med andre, på nær da hun var på højskole.

Henriette fik snakket med sin kusine Maria, som syntes, det var noget pjat, at vi ikke kunne snakke os til rette om vores problemer. Hun kunne da ikke drømme om at gå fra sin fyr uden at snakke om sagerne først. Henriette kom altså tilbage, og jeg måtte så til at flytte hendes ting endnu en gang. I december måned opsagde Henriette så lejligheden og flyttede ind i Dommervænget, og vi har så ikke været så langt ude i hampen i lang tid.

Henriette var, hvad jeg kaldte for evighedsstudent. Hun gik på skole og tog det ene fag efter det andet, også selvom hun havde studentereksamen. Hun gik til Fransk, for vi havde snakket om, at det kunne være rigtig spændende at besøge dette land.

Jeg havde endnu ikke mødt Henriettes familie, og det skulle der gøres noget ved. Hendes mormor og morfar boede i Jyllinge, og vi besøgte dem. Hvis mormor godtog mig, så var der ingen problemer med resten af familien.

Eivind Egil Jacobsen var tidligere elektriker og installatør med forretning i Hersegade, og kun alderen havde sat punktum for hans virke. Han havde også haft en stor herregård Hviidsminde i Kolding, Mormor, der hed Anna Margrethe Jacobsen, var en livlig dame, der havde snakketøjet i orden. Hun kunne se gennem en, og hvis jeg røbede for meget, så ville hendes dom fælde mig, havde Henriette fortalt mig. Vi havde en rigtig hyggelig dag sammen, og jeg filmede de to hyggelige gamle mennesker. Da vi gik ud af døren, sagde mormor," Hvis jeg er lige så frisk, når jeg bliver 100 år, så har jeg intet imod at blive så gammel."

Jeg var godkendt og ligefrem blevet populær. Henriettes mor gik nede på min skole, og hun kom da også ind på mit kontor for at sige, hvem hun var mor til. Jytte Kildegaard Møller hed hun, men da Jytte jo var skilt, så fjernede hun Møller i enden. Min kommende svigermor gik til Yoga hos sin søster i lokale 4 og 5. Inger Kildegaard Nielsen, som var gift med den berømte tæppehandler og kunstner Ib Kell Nielsen, eller Den blå maler, som han yndede at kalde sig. De havde for resten 2 børn. Peter og Maria Charlotte, der som barn legede med min datter Charlotte.

Der var flere kendte mennesker i Henriettes familie. I kunstens verden var en søster til Jytte også maler. Kirsten Kildegaard Høj. Hun havde lejligheden fuld af hjemmelavede malerier, da hun ikke ville af med sine værker. Kirsten havde et skønt atelier, hvor lyset bare var så fint.

Endnu en søster til Jytte var noget ved musikken. Birthe Kildegaard, som hun kaldte sig, spillede klaver og hjalp Fabio’s elever med at holde tonen. Og håbefulde elever skulle lære noderne at kende. Det var da også der, at Henriette gik til sang. Birthe havde øvelokale oppe på 1. sal på min skole.

Kun en bror havde fundet helt andre græsgange. Han havde meldt sig ud af samfundet og ind i et munkeliv som holdt til på Falster.

I Henriettes familie holdt de meget sammen. Festerne foregik ofte hos Mormor og Morfar,og det var Mormor smadderglad for. Hun elskede disse fester, der altid sluttede af med kortspil til den lyse morgen. Morfar var slet ikke til fest, men han klarede sig dog ved at tage høreapparaterne ud. Han var ellers rigtig lun at snakke med.

Det skulle senere vise sig, at den nye bil kørte os det meste af Europa rundt. Vi var i Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland af gode grunde, for dette land skal vi jo gennem, for at komme de andre steder.

Maj 1994. Tur til Frankrig

Vores første lange tur var da også netop til Frankrig. Foråret var lige om hjørnet, og vi ville da gerne se, hvor langt fremme man var i Frankrig. Turen gik gennem Tyskland, og vores første stop hed Euenheim. De havde majstangen hængende, og den var pyntet rigtig flot. En by, der ligesom gemte sig i et hul, så så fantastisk ud, at vi besluttede os for at se nærmere på den. ”Bad Münstereifel” stod der på et skilt. Vi forlod bilen og gik måbende mod de mange flotte bindingsværkshuse, som var omkranset af en tyk mur og mange vagttårne.

Vi vandrede godt nysgerrige mellem herlighederne, og mens jeg filmede, så kom der en ældre mand over til Henriette og snakkede med hende. Jeg filmede bare videre og tænkte ikke nærmere over ham. Vi så de mange kurbadesteder, for dem var der mange af. Og da tiden var inde til, vi hellere måtte køre igen, så fandt vi bilen, hvor jeg havde sat den. Det var nu noget mærkeligt at se den igen, for jeg kunne ikke finde mine nøgler til den. Da jeg kom til at kikke på bagsmækken, så sad nøglen sandelig i låsen. Alle kunne have snuppet bilen og vores ting. Hvor heldig kan man da være?

Vi kørte mod syd og mærkede de franske veje som værende gode men ganske dyre at køre på. I Verdun viste Henriette, hvem hun også var. At der var forskel på os, jo, det var der da, men at der var så meget, der skulle tilpasses, var jeg ikke klar over. I mine øjne var Henriette et forfærdeligt rodehoved. Hun skulle være med til at se på kort, men det gik bare ikke. Kortene lå på gulvet, og hun havde trådt i dem og kunne slet ikke finde rundt i, hvor vi var. Det med at læse et kort og sige, hvilken vej vi skulle køre, opgav den bette pige ret hurtigt. Da vi stod ud for at se nærmere på Verdun, så var Henriette så rasende over at blive rettet på, at hun stampede i jorden. Flere hundrede meter fra os, stod en lille hund ved sin herre, og den blev så bange for, at jorden skulle gå under, at den var ved at løbe fra manden, stakkels begge to. Jeg forlod den stampende pige og gik ud for at filme en seværdighed. Henriette kom så, da jeg var ved at vende tilbage, og hun har nok fundet ud af, at hun ikke kom ret langt ved at gøre selv hunde fortræd, vi gik så begge hen for at se nærmere på nogle statuer.

Vi kørte videre og kom til den skønne by Chartres. Lidt udenfor byen fandt vi et lille hotel og satte bilen endnu længere ude af byen. Det var altså svært at finde parkeringspladser. Der var flere kirker i byen, og alle var så spændende at besøge, men det var dog den store katedral, som tog pippet fra os. Selvfølgelig fandt vi det sted, hvor solen, på et bestemt tidspunkt - én gang om året, ville ramme. Det var da skægt, at vi netop var der til tiden. Kirken skulle bare opleves, og om vi var heldige endnu engang, aner jeg ikke, men vi blev underholdt af et udenlandsk kor, der gav den hele armen flerstemmigt. Det lød bare så godt, så godt.

Om aftenen skulle vi ud og spise, og vi fandt da også en mindre restaurant. Vi bestilte en bøf, men om tjeneren havde forstået Henriette rigtigt, tror jeg ikke. Han troede nok, vi havde bestilt tatar, for vi fik en bøf, der slet ikke var stegt. Jeg måtte lade kødet ligge, og da jeg havde lagt pengene på bordet, og vi var kommet ud på gaden, så kom tjeneren løbende efter os. Han var helt forkert i øjnene og viste os, at han bestemt ikke kunne bruge vores penge. Der var nogle mønter, som vist ikke var franske. Vi fandt ud af, at flere mønter ikke var gangbare mere. Han fik sit tilgodehavende, og vi slap for at spise råt kød.

Næste by hed Rennes, og den var så stor, at vi blev enige om at se den på afstand omkring floden. Vi havde stadig snuden mod syd, og næste by hed Carnac. Inden vi overhovedet kom indenfor, så stod der en kvinde ved vejen for at vise os, at her var der et værelse til leje for natten. Vi lod os overtale af denne meget ivrige og snakkende franskvinde, og hun fik reddet sin dag. Der var en spændende kirke i byen. Der var temmelig mørkt derinde, men jeg ville bestemt ikke betale for at få lyset tændt, hvilket en ældre kvinde ellers gerne ville sørge for, men nej tak, jeg var for nærig.

Lidt udenfor byen ledte vejen os op på en høj. Deroppe stødte vi ind i et lille kapel, som hed Saint Michel, og som man da godt kunne skrive hjem om. Herfra var der et flot udsyn til alle sider. Vi havde så meget tid tilovers, at vi kørte en tur ud på landet. Et skilt viste vej til et kloster, og dette måtte vi da se. Der var nonner, som vimsede rundt og viste os både kirken, deres museum og souvenir-butikken. Henriette snakkede med en af dem, der fortalte, at alle souvenirs var lavet af nonnerne for at tjene penge til at genopbygge kirken.

Vi kom til at læse om, hvor disse cisterciensere egentlig kom fra, og hvor de blev udsendt. Der stod noget om en nordisk kvinde, som engang havde startet sin egen orden. Hun hed Birgitta og kom fra Vadstena (i Sverige). Vi havde nu aldrig hørt om hende, men det var da vældig skægt, at man kunne læse om hende helt nede i Frankrig.

På turen hjem til værelset fandt vi et spisested, der lå ved vandet. Godt sultne bestilte vi maden. Det var pandekager med lidt kød i. Det var nu ikke til at blive mæt af, men vi drak vin til, og den mættede ganske godt. Jeg kørte lidt beruset bilen ind i indkørslen, og natten faldt på. Morgenmaden i Frankrig er altså ikke noget, som man snakker om, overhovedet. Kaffe og et par stykker brød med syltetøj og måske en croissant. Men så heller ikke mere.

Vi kørte mod nord igen. Ind i landet på ganske smalle veje. De fleste huse var så anderledes, end vi var vant med, de var bygget op i sten, som lignede gennemsavede sten. Og tagene med karnapper var virkelig noget, som kunne få en tømrer til at bruge hjernen.

En bette by, der hed Mur de Bretagne, kunne vi bare ikke køre fra. Vi fandt et hotel og gik på udkik efter kirker og andre spændende objekter. Mon det var herfra, at Asterix kom? - hans hus lå lige overfor kirken. At det var et turistbureau, som havde til huse i det, var da helt fint.

Tregastel hed næste by, og den blev vi helt forelsket i. For det første, så boede vi lige ud til vandet, og vi oplevede det kæmpestore spring, der var fra ebbe til flod. Mere end 10 meters forskel. Hold da helt op, mand. Der var torvedag, og vi gled ind i dette farvestrålende bybillede. En skøn, ældre, spansk sanger gav os musik til vore film. Han slog strengene på sin guitar, og man kunne kun blive i godt humør ved hans optræden. Alle, der gav ham mønter, sagde han mange tak til, samtidig med, han sang videre. Henriette var engang hernede og bo hos en familie, der hed Prat, og vi kunne da godt tænke os at se, om de stadig boede der. Vi fandt stedet, men der boede ingen mere.

Næste dag kørte vi til Dinan, som var en meget gammel by. Masser af arkader, og det er jo fint, især når det regner. Næste by er Dinard, og det er en ganske lille by, der er hyggelig og tidløs.

Dagen efter kom vi til den lille ø, der hed Mont Saint Michel. Vi gik hele øen rundt, og sammen med en masse andre turister oplevede vi seværdigheden. Vi opdagede hurtigt, at samtlige turistbusser fra hele Europa sagtens kunne ses herfra parkeringspladsen. Borgen og øen var meget kendt, så kendt, at der var lavet rigtig mange film herfra. Man kunne kun Gå herinde, og der kunne sagtens gå en hel dag på øen.

Vi var ved at være trætte af oplevelser, og turen gik mod nord. I Amiens havde de en kirke, som absolut skulle ses. Vi var så heldige, at der lige var én lille plads til bilen tæt ved den store katedral. Det var et syn for guder, og de der var hellige i sind.

Vi nåede lige at filme lidt af herlighederne, da en mand kom og gennede os ud. ”Tiden er overskredet, og vil I se mere, så kom igen i morgen”, sagde han og smilede. Men vi kørte da bare til Arras, hvor vi fandt et hotel, der var noget for sig. Receptionisten kunne tale engelsk, og jeg fik endelig, for første gang under vores lange tur, lov til at bruge mundlæderet til andre end Henriette.

Da vi kom hjem og så på vores film, som jeg havde taget under turen, så blev jeg ganske mærkelig. Dengang, da vi var i Bad Münstereifel, snakkede Henriette jo med en mand, og på filmen var han bestemt ikke bare en mand, DET VAR MIN FAR. Der var slet ingen tvivl. Hele hans måde at være på, var Fars. Det var virkelig mærkeligt !

Filmen om hellige Birgitta

Hverdagen kom, og arbejdet kaldte. Jeg snakkede med en lærer, der hed Kirsten, om vores oplevelser. Især om den nordiske nonne, der hed Birgitta. Hende havde Kirsten da også hørt om. Hun anbefalede os at tage op til Vadstena, for der skulle være et kloster og en kirke i hendes navn. Kirsten, der var kniplinge-lærer, vidste, at byen ligefrem levede af både Vadstena-kniplinger og Birgitta. Der var så en hel del, der skulle planlægges inden turen, og vi gik på biblioteket efter stof.

Sommerferien i 1994 blev i Norges tegn. Vi kørte i bilen, og vores første overnatning var i Bærum, der ligger lidt nord for Oslo. Det var en hyggelig lille hytte, hvor der lige var plads til en køjeseng og kaffemaskine og ikke mere. Under en aftentur i Bærum, så vi en "Ulvestue" en såkaldt ulvefælde uden fangst, og vi blev godt trætte af at se unge sportsfolk lægge græs på deres fodboldbane. Da vi kom til Gol, gik vi langs elven, og pludselig begyndte Henriette at bløde. Hun troede, at hun ville forbløde og måske ligefrem dø. Årsagen var, at Henriette ganske få dage forinden havde været på hospitalet for at få en udskrabning. Hun var blevet gravid, og det var bare ikke lige sagen for os, på dette tidspunkt. Vi var slet ikke modne til at få børn. Henriette havde endnu ikke prøvet at arbejde, og bare det at skulle tage ansvar for et levende væsen døgnet rundt, det orkede vi ikke. Jeg mente også, at jeg var for gammel til at blive far igen, og da man jo havde overbevist mig om, at jeg slet ikke var egnet som far, så besluttede vi at dræbe barnet. Vi fortsatte Norges-turen, som blev rigtig hyggelig. Min bror og svigerinde Villy og Hilda boede vi hos, og oppe i deres hytte i Fikjedalen havde vi nogle dejlige dage. At det var en hård tur, er sandt, men den var nu ganske spændende.

Vi havde også lyst til at se lidt af Jylland.  Henriette havde boet i Risskov, og da det jo ligger lidt udenfor Århus, så var det da en smal sag at køre derud. Hun fandt det hus, hun havde minder fra, og da vi nu var i mindernes område, så kørte vi ud til Lyngby, hvor Henriette også havde boet, da hun var helt lille. Det lignede bare sig selv. Huset var dog lige blevet malet, og lugten kom os i møde. Jeg ville nu gerne filme noget mere, og derfor så kørte vi til Jesperhus. Er man glad for blomster eller glad for at filme, så er det lige stedet. Alle disse dejlige motiver og farver. Jeg kom i mit S.

Sommeren gik, og vinteren stod for døren. Henriette ville vise mig for sin far og sine søskende. Vi smuttede ned til Lolland-Falster. Henriettes far, der hed Lars Algreen Møller, var i familie med AP Møller, bare lidt langt ude. Vi skulle holde jul hos dem, og Henriette ønskede, at vi overnattede der. Det sidste skulle vi nok ikke have gjort, for det var lidt pinligt sådan første gang. Vi blev da også enige om, at det aldrig ville ske igen. Lars var god til at spille skak, og jeg fik kun ét spil, som satte mig skak. Han var meget hurtig i tankevirksomheden, men det lå jo også til ham, eftersom han var psykolog.

Ulla, hans kone, var stenbuk og fra Århus. Der er kun få dage mellem min og hendes fødselsdag. Henriette og jeg kunne ikke få tiden til at gå i det ellers så hyggelige hjem. Hvad skulle vi dog snakke om? Derfor så valgte vi at køre en tur ud i det flade landskab. Denne beslutning faldt i god jord hos alle.

Maderia paradisets ø.

Straks i det nye år bestilte vi en tur til Madeira. Der havde Henriette aldrig været, og jeg mente, at det lige var noget for hende. Jeg havde selv været der tidligere og mente, at vi sagtens kunne finde emner, vi kunne bruge på små film. Jeg havde gættet rigtigt. Henriette kunne virkelig godt lide denne lille sydhavsø. Hun blev så begejstret, at hun også gerne ville med til Tenerife, og der tog vi så til sidst på året. 

Sverige sommer 1995

Det blev sommer igen, og Sverige råbte jo på os. Vi skulle da se den spændende by, Vadstena, og faktisk var vi meget spændte på, om det var noget for os, – ja om der overhovedet var noget at se. Da vi var flere kilometer fra byen, kom der et tårn til syne. Jeg blev helt varm indenfor vesten. Endnu nogle tårne blev fremkaldt. De tilhørte det store slot, som skulle ligge nede ved vandet. Vadstena var en ren og rigtig fin by. En masse gamle mure med munkesten dannede rammen om Birgitta-kirken og klosteret. At kirken faktisk hed ”den Blå Kirke”, fandt vi senere ud af, men skidt pyt med det. Vi kom indenfor og blev taget med åben mund og polypper. Der var så meget, der skulle ses her. Vi opdagede, at bag ved alteret, ned ad nogle trapper, der fandtes Birgittas alter og kisten med den store kvinde i, (eller det var vel kun sørgelige rester af hende) samt hendes datter og en præst, som havde fået lov at mænge sig med fyrstinden. Bag ved kirken lå den bygning, der havde været Birgittas første kloster, hvor hendes datter Karin havde været abbedisse og moder for nonnerne. Vi slugte seværdighederne og havde bare en dag, der var så indholdsrig.

Vi besøgte igen Jylland, og denne gang gik det fra Kolding og mod syd. I Kolding havde Henriettes mormor og morfar boet, og vi var da lige ude for at filme deres tidligere gård, Hviidsminde, som den hed. Ikke langt fra gården, ja faktisk på den anden side af hovedvejen, boede "Damerne", og dem besøgte vi skam også. Ja, vi overnattede endda hos dem og lod os køre gennem byen af den ene dame, som bestemt ikke var god til at styre bilen. Geografisk have fik også vores besøg, og både Sønderborg og Åbenrå fik vi set på samme tur.

Efteråret 1995 gik med ture i Danmark, og så lavede vi en masse film på min redigeringsmaskine. Henriette havde svært ved at indtale, og hun var lige ved at opgive det, især når jeg sagde, at hun skulle lyde levende og have glæde i stemmen.

Henriettes første tur på Tenerife.

I julen 1995 var Henriette med på Tenerife for første gang. Puerto de la Cruz hed vores by, og hotellet var Girasol. Vi boede endda i samme rum, hvor Gerda og Holger for flere år siden havde boet. Teide kunne ses fra hotellet, og vores 14 dage blev en ferie, som vi kunne li’ det. At vi holdt jul under disse himmelstrøg, siger sig selv, jeg var jo ligesom vant med at sidde i varmen, mens julemanden svedte af solens stråler. Henriette blev bidt af Tenerife, kunne jeg se og mærke.

Det med familiekomsammen var altså ikke noget for mig. Og hver gang, vi var inviteret til Henriettes familie, så sad jeg og kedede mig. Heldigvis havde jeg morfar, som havde det på samme måde som jeg. Vi ventede på, at festen blev færdig. Jeg var flere gange deres taxi, og det betød så, at vi kom hjem sidst, men det skulle der altså laves om på.

Jeg fortalte Henriette, at jeg ikke ville med til disse fester, og når jeg ikke trivedes, så gik det jo også ud over hende. Henriette gik med på at tage til festerne alene. Man kunne finde mig bag ved min computer, og jeg havde det bare pragtfuld. Med tiden accepterede de mig langt om længe. Jeg hørte simpelthen ikke med til denne familie. 

Men til en fætter-kusinefest ville Henriette pludselig heller ikke være med længere. Om Ib havde forstået noget lidt forkert, det var hans sag, men han kom hen til mig og sagde, at han syntes, at jeg skulle give Henriette lov til at være med til festerne. Jeg svarede ham, at hun bestemt gerne måtte være med, bare jeg kunne blive fri. "Jamen, du kunne nu godt give hende lov", sagde han igen. Det er en af de ting, jeg husker Ib for. Jeg opgav at sige mere.  

Min svigermor Jytte kunne bestemt ikke lide mig, men hun var nu ikke så slem endda. Hun var bestemt heller ikke min kop te. Det værste, hun præsterede overfor mig, var, da hun til en af mine fødselsdage inviterede sig selv til spisning. Fine gaver fik jeg af Jytte, som hurtigt fik samtalen ind på, at jeg skulle sørge for, at Henriette skulle kunne klare sig økonomisk, den dag jeg døde. Det var under bæltestedet, syntes jeg. Vi var ikke gift men kun forlovet, og så skulle jeg sørge for, at der var penge de næste 50 år til Henriette. Jytte blev aldrig mere inviteret, og hun var sikkert klar over hvorfor.  

Resten af året besøgte vi det meste af Danmark, var på den anden side af Øresund og en længere tur i Midtsverige. Vi havde fået så meget mod på at se de steder, der omhandlede Birgitta, så der var virkelig mange fremmede steder, vi aldrig ville have set uden denne dames eksistens.  

I 1996 havde vi været en tur i Tyskland, og da vi kom hjem og så vores film, blev vi meget overrasket over, at den var så dårlig. Den var ikke værd at se på, og nu stod vi og skulle tage en beslutning, om vi ville blive ved med at filme eller droppe denne hobby. Vi blev enige om at fortsætte, og jeg købte derfor et nyt kamera. Et super-vhs kamera. Det var dyrt, og hvor var det godt. Det var virkelig farver, der ville noget.

Østens og sydens sol

Jeg tager Henriette med til Nepal.

I slutningen af 1996 og starten af 97 var jeg igen i Nepal. Henriette havde ikke rigtig forstået, hvad det egentlig gik ud på, da hun indtalte de gamle film, og hvis hun nu selv oplevede livet i Kathmandu, så kunne hun måske bedre udtrykke sig. Vi fløj med Pia og skulle mellemlande i Karachi, og efter 4 timer gik det så mod Kathmandu. Men vi skulle først lige ud og undersøges grundigt og finde vores bagage frem. Flyet var ikke meget for at starte, men efter man havde banket lidt på vingerne, hjulene og andre steder, så gik motorerne i gang. På turen fra Karachi til Kathmandu var der et ægtepar, der morede sig over flykaptajnen. Han havde lagt et bedetæppe foran sig og knælede på det, mens hans bad om, at vi kom helskindet til Nepal. Jeg fandt dem lidt pinlige, men morskaben kunne ikke holdes tilbage. Kvinden lo temmelig højt og latterligt. Vi landede og alt gik fint.

I en gammel bil blev vi alle kørt til hovedstaden, hvor hotellerne ventede på os. Velkomsten var så flot, for vi fik en blomsterkrans om halsen, og de ønskede os en rigtig god tid i deres land. På grund af Henriette, så havde jeg bestilt et hotel, som var ejet af en dansk kvinde og hendes tibetanske mand. De var utrolig flinke, og så var de meget renlige.Vores værelse var spartansk, men der var dog et toilet med en lille håndvask. Ved sengen stod der en varmeovn til petroleum, og vi kikkede godt nok lidt på den, men der var bestemt en årsag til, den stod der.Vi satte os udenfor og nød det fine solskinsvejr, mens vi kikkede op på de sneklædte bjerge. "Er det ikke Mount Everest", spurgte jeg så Henriette, og hun mente nok, at det var denne top. Vi boede lidt udenfor centrum, og derfor så gik vi kun en mindre tur, bare for lige at se omgivelserne lidt an.Når vi skulle ud fra Hotellet, så blev der åbnet for os, og vi skulle da også kime på en klokke for at komme ind igen. Udenom hotellet var der en høj mur, hvor der øverst var cementeret ituslåede flasker, der virkelig ville flå en tyv, der forsøgte at hoppe over. Den første nat blev virkelig kold, og vores ovn var tændt det meste af natten. Jeg måtte dog lige stå op for at sætte den udenfor døren, for den osede uhyggeligt meget. Det stank af petroleum, og vi ville altså hellere fryse end blive forpestet. Vore naboer, der var svenskere, var et ungt par, og de gik rigtig til den med sexlege. Der blev stønnet og prustet til den store guldmedalje. Det var dog også den eneste gang, vi hørte til dem, for de skulle ud og gå i bjergene. Al mad blev lavet, så vore maver ikke blev sure eller dårlige. Alt blev simpelthen skyllet i jod. At vi var kommet til et fattigt land, fik vi meget hurtigt ind på nethinden. Den første dag besøgte vi en landsby, der lå lidt udenfor byen. Den sovende Vishnu i Buddhanilkantha. Da vi denne gang var opsat på at få en masse film, så bestilte vi en taxa for en hel dag. Vores chauffør var vældig flink, og han var meget glad for at vise os sit land. Vi var ude til dyreofring i skoven, besøgte den kongelige have og et utal af steder, hvor der var rigeligt at filme. Henriette havde fået dårlig mave, og derfor så drak vi masser af cola, dansk øl og undlod at spise mad. Selv juleaften gik vi i seng uden at have spist nogen form for mad. Det viste sig snart, at årsagen til Henriettes dårlige mave, var, at hun havde sat sig på en sten en tidlig morgen. Det skal man ikke gøre, hvis stenen er kold. Hver morgen er der frostgrader, som solen først skal varme op. Af oplevelser, jeg vil beskrive, er så afgjort, da vi ville gå over floden Bagmati. Der var en meget tynd planke, man skulle gå over, og jeg var den første, som tog mod til mig. Jeg kom over og ventede så på Henriette. Men den stakkels pige turde ikke gå op på planken. Jeg turde faktisk ikke gå tilbage og ventede kun på, hun kom. En lille dreng på 6-7 år havde stået og kikket på os. Han gik pludselig over og tog Henriette i hånden og førte hende over floden. Jeg blev helt varm indeni og havde slet ikke tænkt på at filme begivenheden. Straks efter at Henriette var i sikkerhed, forlod han os, og vi stod alene. Jeg ville ellers godt have givet ham en rupee eller to. Drengen havde udført en god gerning, og hans dag var reddet. Sådan. Dagen efter ville vi lidt udenfor byen, og igen brugte vi vores gode taxa. Bhaktapur hed et lille kongerige, og det var alle tiders tur. Og denne dag var særlig god. Da vi kom næste dag for at hyre vores taxa, så var han slet ikke til at snakke med. Han ville bare ikke køre os mere. Jeg spurgte ham om årsagen, og den var lige ud ad landevejen. Han trængte til at holde fri. Det var ikke hver dag, han havde tænkt sig at arbejde, sagde han og smilede. Han ville dog godt hjælpe os med at finde en anden taxa og så var vi lige gode venner. En ældre mand og en ældre bil kom til syne, og dette skulle være vores transport for denne dag. Da vi satte os ind i bilen, så satte vi os i hans sofa. Sæderne var smidt ud af bilen, og han havde fundet sin sofa bedre. Heldigvis så var den skruet godt fast til bilen, men det var meget underligt at køre med ham. Den gamle mand var meget, meget høflig, og der var kun én ting, som gav problemer. Han kunne overhovedet ikke andet sprog end nepalesisk. Turen gik ud og ind ad byen, og vi kom skam også steder, vi havde besøgt tidligere. Da vi var i en dal, var vi bange for, at han måske troede, at vi ikke ville køre med ham mere, for det virkede som om, han ville køre hjem. Jeg råbte til ham, og det viste sig, at han bare ville vende vognen, mens vi filmede. Næste dag valgte vi at gå. Så denne dag var en rigtig bytur, og dem blev der endnu flere af. Kun én gang satte vi os op i en af de berømte rickshawer. Det blev første og sidste gang, vi prøvede det.

Man sidder rigtig hårdt og får rystet nyrerne gevaldigt. Så syntes vi også, at det var synd for den stakkels mand, der næsten ikke kunne træde pedalerne rundt. Flere gange måtte han stå af, og vi valgte at stå helt af og gå resten af turen hjem til hotellet. At vi kom ind og besøge Moder Theresas lazaret, var ligefrem en fejl. Vi havde stoppet en af de trehjulede skodaer og bad om at blive kørt til abetemplet Swayambhunath. Den unge mand nikkede, at han havde forstået mig, og han kørte, som om han havde stjålet dyret. Vi kørte den forkerte vej, og jeg orkede ikke at sige noget til ham. Da han endelig stoppede, var vi nede ved den hellige flod, og han sagde, at han ville komme igen om ca. 15-20 minutter. Vi betalte ikke noget og gik så mod vandet. Vores chauffør satte sig hos en skopudser, som straks gik i gang med at pudse. Vi kikkede på bygningerne, og hvad stod der dog lige foran os. Det var Moder Theresas lazaret. Vi gik ind, mens mit kamera fik frit løb. Det var temmelig uhyggeligt at se alle disse fattige mennesker, som sad og ventede på døden. Nogen havde indendørs soveplads, men flere måtte klare sig i det fri. En mand var i gang med at bygge sig en lille hule med tag på trappen. Her ville han sove om nætterne, og så skulle der altså være lidt lunt, mente han. Det var altså de fattigste, som blev hjulpet her, og søstrene var gode til deres job. Der var mange blinde, som ikke anede, vi kikkede på dem, og det var vel det bedste for alle. Jeg havde det svært ved at stå og filme den elendighed. Men det var nu sundt for os at opleve. 

Vi skulle igen hjem, og denne gang var der slet ikke nogen, der skulle grine ad Kaptajnen. Den ellers så latterlige kvinde, der morede sig gudsjammerlig, var så tavs, som var hun i en anden verden. Hun var blevet syg og havde det forfærdeligt. Har man først prøvet at få dårlig mave i Nepal, så ringer klokkerne, meget højt og dundrende. Aldrig havde jeg følt mig så overbevist om, at hun var blevet straffet for sine hånlige bemærkninger på udturen. Mon ikke hun gerne ville lægge sig på et bedetæppe og udgyde sine klager og bede om undskyld til Gud og hver mand. Hævnen var ikke sød, men barsk. I Pakistan havde vi flere spændende oplevelser, og det virkede som om, landet var blevet lidt friere. Ingen gik med revolver i bæltet mere. Men man skal bare ikke tro, at Pakistanere er så flinke endda. Vi tog på markedet sammen med vores gruppe, og jeg gik selvfølgelig med mit kamera oppe på skulderen. Alle disse pyramider af forskellige urter, mel og hvad ved jeg, og den snakken og prutten, der foregik alle steder, var rigtig fin at få med på filmen, men vores lille hold havde travlt med at komme videre, og jeg sakkede bag af dansen. I det ene øje havde jeg dog stadig Henriette, mens det andet så på herlighederne. Men pludselig så kom der ret så mange mænd hen til mig, de ligefrem omringede mig. Jeg måtte bruge mundlæderet og kaldte på Henriette, der var gået lidt foran. Havde jeg ikke kaldt på hende, så var det helt sikkert, at jeg ville have stået uden kamera og ganske nøgen, indenfor kort tid. Ingen ville have hjulpet mig ud af denne kattepine. Denne oplevelse satte virkelig sine spor i mine udfoldelser. Vi havde virkelig fået mange gode ting i kameraet fra denne tur, og i lang tid arbejdede vi med at lave små asiatiske film. 

 

Rom 1997. 

 

Foråret i Rom foregik med fly som transport. Vi havde 5 dage i hovedstaden, og det blev en helt anden tur end første gang, jeg besøgte denne gamle by. Denne gang kom vi der for at filme alle de gamle ruiner, som ligger og flyder rundt om i byen. Vi besøgte også Birgittas hus, og en nonne viste os det værelse, hvor Birgitta sov og døde. Peterskirken smuttede vi ind i flere gange, og da vi jo havde ild i røven for at opleve endnu mere, så tog vi toget og bussen til Byen Tivoli. Jeg havde købt nye sko, og det bliver man altså straffet for. Jeg fik så ondt i fødderne, at de nægtede at gå med mig. Først da jeg gik ind og købte andre sko, gik de igen. Men blod, det kostede de nye sportssko. Den sidste dag i Rom havde Agnese-kirken vores besøg. Det var jo hende, som lærte Birgitta latin.

 

Jul på Tenerife. 1997

I julen 1997 var vi igen på Tenerife. Henriette havde virkelig fået lyst til at mærke sydens sol midt om vinteren. Vi boede på samme hotel, som sidste gang, vi var her, og fra værelset kunne vi se vulkanen Teide. Vi kom juleaften og havde svært ved at finde et sted at spise. Da vi havde gået nogle timer, kom vi tilbage til vores hotel, og der kunne vi lige nå at få mad. Altså gik vi over åen efter vand. Dagen efter gik vi ned for at leje en bil, for nu skulle vi altså på Teide og derefter se sydkysten. Det blev en flot dag, og i bjergene blev vi betaget. Bilen, vi havde til rådighed, var bare ikke helt i orden. Da jeg ville standse på en bjergkam, stoppede bilen ikke, men den begyndte at bakke. Jeg blev hurtigt klar over, at bremserne havde set bedre tider, og derfor så satte jeg bilen i 1. gear og gassede op. Vi klarede det, men jeg var blevet så varm indvendigt, at jeg sagde, ”nu tager vi hjem”. Vi kørte bilen hjem og satte den for altid. Jeg afleverede nøglen og sagde farvel til alle disse penge, jeg havde betalt for 3 dage. Næste dag tog vi bussen op til Teide. Denne gang var det bare alle tiders. Vi vandrede i slagger og svedte og frøs og havde en herlig dag. Dagen efter hed byen Icod, som var blandt de byer, vi altid besøgte. Præsten i kirken hilste hver gang på os, som om han var klar over, hvem vi var. Et af de ældste træer i verden fik også vores besøg. Loroparken, Botanisk have og Bananeraen var selvskrevne for besøg. Denne gang gik vi ind i vores tidligere statsminister Anker Jørgensen ikke mindre end 2 gange. Han var da en hyggelig mand, som hilste på os. 14 dage på Tenerife er lang tid, og man lærer at tage den med ro. Det værste af alt, syntes jeg, var hjemturen. Den var s å  l a n g. Selv Henriette lærte at gå langsomt ned ad molen. Vores bedste slapaf-tider var, når vi om aftnerne sad og fik musik til maden. Selvfølgelig var julemanden aktiv flere steder i byen, og på vores hotel, så kunne vi fejre dansk jul med gaver og rende rundt om træet, men det frasagde vi os dog ganske bestemt.

Mere Italien.

Tidligt på sommeren så skulle vores gode bil nu vise os Italien. Vi kørte faktisk fra Danmark helt ned til Assisi. Der var dog lige et sted i Tyskland, hvor vi var inde på en tankstation. Vi redte op i bilen, åbnede vinduerne lidt for at slippe for dug, og jeg kunne lige akkurat ligge langstrakt med benene i bagagerummet. Jeg sov i ca. 3 timer, og frisk som en havørn fortsatte jeg mod Målet. Assisi er bare en by, som har rigeligt at kikke på. Vi besøgte selvfølgelig den berømte kirke, som blev bygget til Frans´s ære. Og han ville sikkert vende sig i sin grav, hvis han kunne se den. I Assisi fandt vi et hotel, hvor natten foregik med udsyn til den dejlige Frans´s kirke. Umbrien blev set fra alle vinkler og var bare så fantastisk. Gardasøen virkede forladt, men vi kunne godt se, at stedet var besøgeligt. En mindre by i det nordlige Italien hed S. Michele, og her ville vi overnatte. Vi kom igen hjem til lille Danmark.

Bilen var ved at få huller flere steder, og den var ikke så god til at trække os op ad bjergene mere. Vi var så på udkik efter en anden bil, det skulle helst være en Toyota, og den skulle holde til mange år. I Havdrup, Ringsted og mange andre byer blev der kikket på biler, men sejrherren var fra Roskilde. En okseblodrød Toyota Corolla 1,3 stod og ventede på os. Jeg fik et symbolsk beløb på 25.000 kroner for den gamle bil og betalte 94.000 kroner for den nye. Nu var vi virkelig godt kørende.

Elgturen.  

Vi havde faktisk ikke planlagt turen denne gang. Men det var nu nok mere, fordi vi havde fået en ny bil, der bare var så flot, så flot. Vores nye bil blev fejret med en god middag på Elverdamskroen. Middagen var bare god og bilen ligeså. Meget stolte over vores Toyota lå landevejen foran os. Den første lange tur hed Sverige-Norge, og dagen var solrig. Det var fredag aften d. 20 juni, og jeg hentede Henriette på hendes arbejde, hvorefter vi kørte op i Sverige. Klokken var ca. 03.00, da vi lige havde været inde for at holde et lille hvil. Jeg var træt af at køre og sov så mindst 15-20 minutter. Rastepladsen lå lidt udenfor en by, der hedder Lindesberg, sådan noget som 30 kilometer nord for Ørebro. Jeg følte mig igen frisk til at køre, og vi svingede ud på hovedvejen. Få kilometer udenfor byen opdagede jeg, at der stod nogle dyr ude på vejen. Det var elge, som ville over på den anden side. Jeg dyttede efter dem og begyndte at bremse. Men de flyttede sig bare ikke. Om de var blevet blændet af mit lys, aner jeg ikke, men den ene af dem ville gerne op og ligge på min køler. Jeg bremsede, alt det jeg kunne, men elgen kom nærmere og nærmere. På grund af dens lange ben, så gled hele dyret ind ad vinduet til os. Jeg må have ramt elgen lidt skævt, for bilen kørte ned i grøften med dyret foran sig. Det hele skete så hurtigt, at jeg ikke havde haft tid til at tænke mig om. Det var som om, jeg kun tænkte på at jage dyret væk. En stund sad jeg uden at foretage mig noget. Jeg turde ikke kikke på Henriette, som intet sagde. Men da jeg til sidst så på hende, så troede jeg, hun var død. Hendes tarme lå ud over hendes bryst, og hun så forfærdelig ud. Henriette turde heller ikke se på mig, for hun troede også, at jeg var død. De minutter, der kom herefter, er gledet hen i en tåge. Jeg kunne lugte benzin og tænkte kun på at få Henriette ud. Hun skulle samme vej som jeg, eftersom hendes dør var klemt ned i grøften. Uanede kræfter hjalp mig med at få hende løftet op og ud i friheden. En lastbil var stoppet op, og nogle svenske bilister tog sig af Henriette. De gav hende et tæppe om sig og spurgte hende, om der var nogen steder, det gjorde ondt, om hun kunne løfte armen, bøje benet osv. Og de var vældig gode til at tage sig af hende. Jeg var ikke kommet noget til men havde sikkert fået et chok, for jeg gik og så forkert ud. Jeg ville have mit kamera frem og måske filme lidt, men det tog ikke lang tid, inden en ambulance kom efter os. Politiet forhørte os, og de var meget forbavsede over, at vi overhovedet havde overlevet. Den ene betjent fortalte, at for en uge siden var 2 af hans kollegaer blevet dræbt af en elg, som stod ude på vejen. Den landede, ligesom vores, inde på bagsædet. På hospitalet blev Henriette syet sammen. Jeg havde kun fået lidt skår på hænderne. Og da jeg strøg mit hår, begyndte det at bløde derfra. Det var glasskår, der stadig huserede i hovedbunden på mig. Med min ene hånd indbundet, og Henriette med store plastre og forbindinger i ansigtet, så forlod vi hospitalet. Og på sygesikringskortet fik Henriette, meget apropos, navnet "Elggreen". Jeg var medlem af SOS, og de var hurtige til at klare en dejlig stor stationcar fra Toyota til os. Vi tog en taxi til Ørebro, og den blev også betalt af forsikringen. Ved stationen stod den flotte bil og ventede på os. Det var bare om at komme ud og køre igen, hvis jeg ikke ville miste modet, og da det jo var midsommerfest i Pershytten, så deltog vi da i denne fest. Der var flere svenskere, der skulede til os. Henriette havde bandage om hovedet og så ynkelig ud, og jeg havde min venstrehånd viklet ind i en stor bandage. Jeg havde nok banket min kone, har nogle nok tænkt. Men allerede dagen efter, så var vi kendt i Lindesberg for at være "Danskerne, der overlevede elgen". Jeg ville altså op for at se, hvor ulykken egentlig var sket, men jeg havde svært ved at finde stedet. Det havde været lidt halvmørkt, og der var ikke så mange kendetegn i min erindring. Man havde gjort meget flot rent efter os, og de, der fik elgen, sad sikkert og parterede den nu. Jeg har bildt mig selv ind, at det må have været en gravid elg, for den var temmelig tyk og ikke så stor, som en han. Kun de lange ben var skyld i, at vi fik den ind på bagsædet. Bilruden havde simpelthen skåret elgens mave op, og al indmaden var røget ud af det stakkels dyr. Vi besøgte selvfølgelig vores bil, der var på værksted. Vores ejendele, der jo stadig befandt sig mellem tarme, blod og masser af hår fra elgen og glasskår fra bilen, skulle vi jo have med os. Det lugtede forfærdeligt inde i bilen, og vi troede ikke, at elsdyrkød nogensinde ville blive spist af os. Vi blev i området en uge og boede i en lille hytte, der ligger tæt ved parkeringspladsen, hvor vi havde holdt hvil, inden vi ramte elgen. Der var køjesenge, og jeg lå nederst. At sengene ellers var beregnet til børn, mærkede jeg ved, at Henriette kom faretruende tæt på mig. Vi skulle kun give 100 kroner pr nat, og så fortsatte ferien ellers derfra. Vi besøgte Kåfåla Herregård, Rockhammer savværk, hvor lugten af savsmuld bare var så stærk. Fellingsbro kirke fik også vores besøg. Ikke langt fra kirken kom vi ind i en helt anden verden. Det var først lyden af en klokke, og så kom der ellers en stupa til syne. Der var simpelthen et tempel med en stupa midt ude i den svenske natur. Vi så nu ingen munke eller tilbedere men dvælede ved det hyggelige tempel en lille stund. Hjemme i Lindesberg var der også gang i den. Forældre med børn, der havde blomsterkranse på hovederne, dansede rundt om majstangen og sang de kendte viser. Jo svenskerne er da et hyggeligt folkefærd. Vi kørte så ud til Järla station. Her stod et veterantog og prustede. Det var rigtig spændende, og havde vi haft mere tid, så ville vi gerne med, men måske var det en heldagstur, så vi valgte at se toget futte af sted i damp og tuderi. Vi kørte hjem til Roskilde og afleverede bilen nede ved Avis. Vores egen bil var kommet hjem og stod nu hos Bakke altså toyotaforhandleren. Da den var totalskadet, skulle vi have en anden bil. Jeg var Toyota-kørende, og derfor så ville jeg selvfølgelig gerne have en anden af samme type. Der var en del andre vogne at vælge mellem, og da jeg havde kikket mig godt for, så valgte jeg en bluish-blå Toyota Corolla fra 1994. Den havde kørt 72.000 kilometer og så rigtig pæn ud. At jeg skulle betale godt 11.000 oven i hatten, måtte jeg finde mig i, og vi blev hurtigt glade for vores nye, brugte bil. I flere år har vi ringet til vore Birgittinerinder i Næstved, inden vi tog ud på rejser. De er glade for, at vi ringer, og det bedste ved dem er, at de beder for os hver dag. Af en eller anden grund, så tror vi på, at det var årsagen til, at vi overlevede elgturen. Det er da en skøn tanke.