Teide set fra vores altan.

Året 2019.

Tenerife

Vi skriver nu året 2019, og som så mange gange tidligere, så starter vi med at tage til Tenerife. At det er på min fars 117 årsdag siger måske lidt om, at jeg stadig har tankerne omkring ham.

Vi er tidligt ude på turen ind mod lufthavnen, og det er slet ikke så dårligt, for der er store problemer med togene. På Fyn var der sket en ulykke med et tog og samtlige afgange er aflyst fra og til Jylland, og derfor holder togene i kø ind mod København, og masser mennesker er i vildrede, om de overhovedet kan komme videre. Vi bliver forsinket mere end 1 time, men vi lander dog tidligt nok til at komme med flyet. Jeg har taget lidt salt med til vore æggemadder, og ikke nok med det, jeg har også lagt en stærk ost og 5 frikadeller, samt selvfølgelig en danablu til æggene, ned i rygsækken.

Det går nemt og hurtigt ned til varmen, men mon ikke, det er glæden til at se solen, der skubber på. Vi er også heldige med at nå bussen til vores by Puerto de la Cruz, og 1½ time efter står vi i receptionen på hotel la Carabela og får nøglen til vores lejlighed.

Nr. 304 hedder rummet, og det er lille med en meget lille altan, der fører ind i gården. Udenfor er der larm, og det har sin grund. Vores nabolejlighed har håndværkere på besøg, som banker løs. Jeg kikker på problemet. Det ser ud til, at der er faldet flere reposer ned, og man forsøger at lappe på skaderne. Jeg er bestemt ikke tryg, og det må Henriette høre på. Nej tak, her vil jeg altså ikke ende mine dage, hvis huset falder sammen. Vi går så ned til receptions-pigen, og jeg forsøger med mit dårlige engelsk at forklare hende, at vi ikke vil bo der. Hun siger så, at de bliver færdige i dag, men den hopper jeg nu ikke på. Jeg kan altså godt bruge øjnene. Jeg beder om at få et andet værelse, og hun går med til at finde et andet til i morgen. Vi skal altså sove endnu en nat i et værelse, der sagtens kan styrte sammen. Næste morgen er vi nede for at høre, om der er et andet rum. Jo, hvis vi vil følge med sengepigen, så kan vi selv se og finde ud af, om værelset er noget for os. Uanset hvilket værelse hun tilbyder, så vil jeg sige ja tak. Det viser sig, at vi skal bo i stuen og i den afdeling, hvor vi boede sidste år. Da Henriette ser altanen, er hun helt klar til at sige ja tak. Så vi skal bare vente 1 times tid, så vil værelset være klar. Vi er hurtigt oppe og pakke rygsækkene, og bare tanken om at forlade rummet, hvor larmen er langt værre end i går, gør sit til, at vi kun har noget bedre at se frem til. Vi nyder vores medbragte mad og går så vores første tur ned til byen. Vi skal jo prøve vores ben, der ikke har haft det så svært i næsten 1 år. De får ellers rigeligt at lave, for det går meget stejlt ned ad bakke, og det er mindst lige så barsk at komme op igen. Vi bliver så svedige og får åndenød, inden vi igen kan blive normale ude på vores dejlige altan. Lad mig sige, at vi kan ikke se så meget af landskabet, men lige foran os har vi en rose så smuk, og bag denne er der en bananpalme, der har en stor klase hængende. Den lille have dufter fint, og så kan solen endda komme ned til os. Vau! - hvor har vi det da fedt. Kun en ting er Henriette lidt sur over, og det er, at vi ikke skal sove sammen. Der er et bord imellem os, så vi har derfor lavet den regel, at hun kommer over til mig, 1 time inden vi står op om morgenen. Sådan. Alle er bare glade. Vores værelsesnummer er sørme 104b.

Dagene går så hurtigt, mest fordi at vejret er så skønt. Vi soler os lige fra vi har spist morgenmad, og denne består af brød hjemmefra, der bliver overtaget af leverpostej, jægerpølse, ost og vodkalikør, altså et lille glas. Og så har vi købt æblejuice, der bare er så sød og lækker. Hver morgen slutter med bacon, varmet 10 sekunder.  Klokken ca. 9 kommer solen, og så smelter vi bare, men flere gange smutter vi ind i skyggen nogle få minutter.

Nu er der jo ikke så meget at kikke på, især ikke når solen har forladt himlen, og derfor sidder vi ofte på værelset og skriver dagbog eller spiller på tabletten, - 8x8, som kun har een stor vinder, nemlig Henriette. Hun er kommet helt ned på godt 6 minutter, hvor jeg ligger helt oppe på næsten 10. Men jeg nægter at være taber, så jeg forsøger stadig at slå damen. Ellers går vi i seng senest klokken 21 og har en rigtig lang nat, hvor krampe og drømme kommer efter behag. Henriettes bentøj har det ikke godt, og hun har opgivet flere morgenture, og det kan ses på hende. Vi spiser jo godt, og især når vi indtager jægersnitsel og suppe, så sætter disse sig de forkerte steder.

De sidste 8 dage er vi oppe på taget i mindst 2 timer, inden solen går ned. Hver dag er en fed dag, - og dog! Dagen før vi rejser hjem, så ændrer vejret sig. Vi har heldigvis været nede og sige farvel til byen, inden skyerne vælter ind. Fuglene bliver tavse, og torsdag pjasker regnen ned, det er en rigtig våd dag. Vi slutter af nede hos Ivan og Giorgia og nyder en dejlig gullasch-suppe og lumumba.

Fredag morgen venter vi på bussen klokken 08.06, og den fører os langsomt og sikkert til lufthavnen. Der er rigtig mange familier med småbørn ombord, og jeg er dum nok til at tage vattet ud af ørerne. Tiden går forfærdelig langsom, især da Henriette fortæller, at der kun er ½ time til landing, og sandheden er 1½ lang time. Vi er nu heldige, at toget fører os til hovedbanegården og ret hurtigt kører næste tog til Roskilde. Her mærker vi kulden, som vi havde afleveret for 16 dage siden. 

 

Påsketur til Berlin

Øv vi har stadig vinter. Jeg fyldte jo 77 år her i januar, og det plejer vi at fejre med lagkage, hjemmelavet af konen min, og den blev jeg selvfølgelig ikke snydt for. Torsdag d. 31 januar var Henriette nede og købe bunde, og så lavede hun alle tiders lagkage. Vi skyllede kagen ned med Irsk kaffe, hvor vi brugte Cognac, flødeskum og kanel. Jeg skal da lige love for at den smagte godt.

Onsdag den 27 marts 2019 smutter vi til Berlin. Vi er tidligt på færde, mest fordi vi har dårlig erfaring med DSB. Der er nu ikke de store problemer med toget, og vi er også hurtige til at få vores boardingkort. Flyvningen går fint, og vi sidder meget langt tilbage. Nej, vi sidder da ikke ved siden af hinanden, det er for svært at lave med den computer, de bruger. Tegel lufthavn er et sted, vi helst ikke skal være i ret lang tid, for der er uhyggeligt mange mennesker, der alle ser fortravlede og intetsigende ud af øjnene. Vi får en lang gåtur til bussen, og her er der også et hav af mennesker, der står og venter på at komme til Berlin. Jeg trækker 2 enkeltbilletter og stempler dem. Den første bus kører fra os, og så er vi tæt på næste bus, og det går stærkt med at møve os indenfor. Det er nemt at se, hvor vi skal stå af, og det er da også her, at de fleste forlader bussen. Nu er det så kun om at gå over Invaliden-strasse og ind til Ibis. Henriette finder vores papir frem, og hun siger sit navn, så det går som smurt med at få vores nøglekort. Hvor skal vi så bo? - jo 325 hedder rummet, og sidst vi var her, hed det 323. Værelset er som de fleste, og det er nærmest som om, vi går ind i samme værelse. Efter vi har hvilet os lidt på sengen, så går vi ned til Aldi, hvor lidt drikkelse bliver købt. 12 styks flødeboller ryger også med. Selvfølgelig er vi nede i Mac (Donald) og nyder en burger.

Vi orker ikke mere i dag og sover som sten - eller bløde kyllinger.

 

Torsdag den 28/03-2019. Gråvejr er, hvad der venter os, og der er lidt småregn, mens vi går op til vores bager. Her bliver sulten slukket og tørsten stillet, og vi vil nu gå et stykke op mod Omas hjem. Turen går gennem et område, hvor der bliver bygget som aldrig før. Aldrig har vi set så megen bygge-aktivitet på et sted. Faktisk må vi gå over på modsatte fortov. Vi kommer helt op til Prinsensstrasse, og det er altså kun halvvejen, men vi er godt trætte og orker kun at gå hjem igen. Nu har vi jo et godt sovehjerte, så derfor ligger vi på langs i mere end 2 timer. Vore ben har virkelig fået vist deres kunnen. Vi er igen sultne, og denne gang glider der en pølse med karry ned.

Da vi har sovet til middag, så ringer Henriette til Renate, og de bliver enige om, at vi skal komme til Oma i morgen og få os en hyggetid med Oma, Detlef og Renate.

Fredag den 29/03-2019, da klokken er omkring 14, tager vi S-toget til Pankow, hvor M1- sporvognen fører os til Omas hjem.

Her har vi det skønt sammen med familien. Kaffe, øl og gåtur i parken. Vi bliver så inviteret hjem til Karow, hvor vi indtager en stærk pizza. Det bliver en skøn dag, hvor Renate følger os til toget.

Lørdag den 30/03-2019. I dag går vi helt til Charlottenburg slot og hjem igen. 20 kilometer er, hvad vores bentøj skal klare, og især mine er ikke ret meget værd resten af dagen. Derfor bliver der ikke gået så meget om eftermiddagen. Men vejret viser sig rigtig fint, med masser af sol og varme.

Søndag den 31/03-2019 er dagen, hvor vi skal hjem. Den har jeg ikke den store fidus til, men faktisk så går den rigtig godt. Vi bliver enige om at tage ud til lufthavnen lidt før, for vi er ikke sikre på, om vi har boardingpas, eftersom vi måske ikke kan selvklare opgaven. Vi skal vente over 1 time på at få vished. Vi får dog boardingkort - men bare uden siddeplads. Vi får besked om at vente til sidste mand er ombord, og så er det spændende, om der er pladser til os. Heldigvis får jeg tildelt 1b, og Henriette 7c. Jo vi kan komme hjem. Men der er problemer i København. Vi kan komme til hovedbanegården, og så tror vi, at der er tog til Roskilde.

Vi sætter os til rette i toget, men det kører bare ikke, ventetid, og langt om længe siger en stemme, at toget er forsinket, og hvis vi vil hurtigere til Roskilde, så går der et tog på perron 3, vi fiser ned og op og sætter os igen til rette. Ventetid igen. En stemme siger, at man mangler en togfører, og at der vil gå lang tid, inden dette tog ruller derud af. Igen siger en stemme, at dette tog også har problemer, og hvis vi skifter til et tog, der går til Borup, så kan vi være i Roskilde inden alt for lang tid. Denne gang er lykken med os. Dette tog kører få minutter efter. Hele vores hjemrejse kommer til at tage mere end 7 timer. Godt trætte sidder vi og nyder en øl, og hvor er det dog skønt at være hjemme i vores varme dejlige lejlighed igen.

Skønne dage i Wismar

Onsdag d. 8. maj

Vi står op klokken 10 minutter i 6 og får lidt morgenmad, og så samler vi ellers rygsækkene og går ned til vores lille bil. Motoren grynter, inden klokken slår 06, og gps'en har kurs mod Rønnede. På Tranevej er Gerda i hopla, hun må have hørt os, for hun kommer ud og tager imod os. Selv Alfa er glad. Om det er os, han viser sin glæde, aner jeg nu ikke. Gerda har kaffevandet klar, og jeg kommer med brødet. Altså, Gerda har endda lavet et flot morgenbord med flere forskellige oste, marmelade, og jeg skal komme efter dig, så jeg er lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan spise så meget. Snakken går som altid, altså som i gamle dage, og jeg kikker på klokken, for vi skal være ved skibet et kvarter før afsejlingen. Det er altså vores gode start på 3 dage i den tyske middelalderby, Wismar, nej det er vist en hansestad, som svenskerne har bygget. Farvel søster Gerda, og vi futter af sted igen. Vi kommer til tiden, og det er nemt at tjekke ind. Vi får endda hjælp af en venlig mand. Eftersom vi er tidlig på den, så kommer vi med skibet en ½ time før, jamen det gør da ikke noget, for vi skal jo ind i Bordershop og købe lidt ind. Her er der ikke så mange mennesker, og vi finder nogle guldøl, der er lidt dyrere, end dem jeg havde regnet med at købe, men hvorfor skal vi ikke holde på formerne, vi har jo også guld og glimmer i vores have.

3 Kasser øl og ikke mere, for det er først, når vi skal hjem, at der skal købes rigtig ind. Nu går det så mod syd, og vi er blevet enige om at besøge Lübeck, så gps-hjælpen sørger for, at vi kommer på en parkeringsplads tæt ved den gamle bydel. Vi går så mod broen, og da jeg ikke kan huske, om jeg har låst bildøren, ja, så går vi da bare tilbage og konstaterer, at døren selvfølgelig er låst. Vi vælger at gå over en anden bro og er så heldige, at vi kommer tæt på byens vartegn*, der ikke kan køres under mere. Nu er der en lille park omkring porten. Vi er enige om, at det er en rigtig hyggelig by, som vi meget gerne vil besøge igen og måske bo i nogle nætter. Vejret er der ikke noget at klage over, og efter en lille time, så kører vi mod målet Wismar. Vi sætter bilen på markedspladsen og har betalt for 20 minutter, så nu skal vi over til hotellet og skrive os ind. De er veldig flinke, og vi får udleveret en nøgle, hvor der står 325. Vi tager elevatoren derop og finder hurtig vores værelse. Det ser pænt ud, og vi låser efter os, for nu skal vi finde en parkeringsplads. Vi kommer til området, hvor flere pladser dukker op. Så er det bare om at finde det nærmeste, hvor vi kan gå ind mod byen. Det tager lidt tid, inden vi finder ud af, hvordan vi får billetten ud. Vi skal kun have tid til resten af dagen,* og jeg putter euro ind, som automaten sluger. Vi har nu sikret vores lille bil, og så går vi op mod markedspladsen. Faktisk, så er der ikke ret langt, inden vi igen står udenfor vores hotel. Jamen, vi har lidt drikkelse med i rygsækken, og først nu skal vi slappe af med en dejlig øl. En guldøl tak. Det bliver også tid til at sove lidt, for jeg vil altså gerne stå af bilen og ikke fortsætte med at køre, især når den har fået sin plads på parkeringspladsen.

Der kommer nogle regndråber, men dem lader vi komme, for vi leder efter et sted, hvor vi kan få lidt mad. Henriette er altså sulten, og min mave det samme. Nede ved det berømte apotek, der er en kaffebar, ligger der sørme en lille pølsebar, hvor vi kan sidde ude eller inde, og få os en hotdog. Jeg vil selvfølgelig have en dansk, mens Henriette vil have en mexicansk. I min er der sprøde løg, og dem får jeg mit hyr med senere. Vi slukker tørsten med en cappuccino, og den er altså rigtig god. Vi sidder på meget høje stole, og faktisk så bliver vi godt mætte. Så går turen ellers hjem på hotellet, og denne dag er tabt for altid. Mørket har sænket sig, og vi putter os ned under dynen, der er stor, let og ganske varm. Hovedpuden er så stor, at jeg vælger en plads på stolen til den. Godnat.

Torsdag d. 9. maj

Næste morgen tager vi rygsækken på Henriettes ryg, og så skal vi have vores morgenmad. Vi kommer ikke ret langt, inden vi møder en bager, og der er der mange muligheder. Vi vælger smurte brød og kaffe. Og de kommer på plads i maven, som var det blødt brød. Vi kikker på uret, og det er tid til, at vi skal besøge vores dejlige lille bil. Den har savnet os og vi den, men nu skal vi betale for, at bilen kan holde der hele dagen. Automaten er dum, for vi kan ikke få en billet ud. Vi trykker på alle knapperne, men der sker ikke en sky. Der kommer flere til, og vi lader dem forsøge at få en billet. Ha, de kan heller ikke finde ud af dyret. Så kommer mine øjne lidt tættere på, og selvom mit tyske ikke er noget at skrive hjem om, så får jeg dog trykket på noget brugeligt. Hurra vi skal nu bare smide euro ind 4 styks og vupti, så kommer der en billet, hvor der står, at vores bil har lov at holde der helt til klokken 19.00.

Vi lægger billetten i vinduet og siger pænt "farvel og hyg dig nu, gamle ven", mens vi smiler, og Henriette giver den et lille tryk. Nu skal vi så på bytur på gåben.

Det er da herligt at gense parken fra sidst og Persilpigen, og vi har faktisk en dejlig runde, og selv vejret er blevet meget bedre. Ved middagstid knurrer maven sørme, og da vi ser en bar med stole udendørs, som har wienersnitsel på menuen, så snupper vi hver en stol, og Henriette går ind og bestiller 2 menuer. Snitslen er rigtig god, og vi får pomfritters til og fanta, og så koster menuen kun 10 euro i alt, og godt mætte fortsætter vi hjemad. En lille lur er tiltrængt, og en ny tur er på trapperne. Vi har ikke så mange euro i små sedler, og jeg har 10 styks 200 euro, så vi går ind i en bank, hvor de er så flinke at veksle dem til mindre sedler. Det vi ikke kunne i Danmark, gik ganske let her. Nej hvor vi suger til os af oplevelser. I dag finder vi det skæve hus nede ved havnen, og det er da utroligt, hvad vi kan have indenbords, inden vi bliver mætte af huse og bygninger. Igen går det ud over pølsemanden nede ved løveapoteket. Og det er altså 2 mænd, der serverer for os i dag. Vi får det hele bragt til os, og de er veldig flinke, og håber, at vi nyder deres mad, jamen det gør vi da, siger jeg smilende, og så er der ikke plads til andet end en øl hjemme på hotellet.

fredag d. 10. maj

Vores næste morgenmad skal vi selv smøre, og det er alle tiders. jo, vi starter dagen med en fyldt mave, der sammen med os, går ned og hilser på bilen, der vist har haft en mindre god nat. Den ser trist ud og lidt mere beskidt. Vi kæler med den, og da solen gør det samme, så lyser den op igen. Ak, vi må dog forlade bilen, for vi har stadig steder, vi endnu ikke har besøgt.

Henriette fører os ned til politistationen fra Soko Wismar. Det er slet ikke en politistation, men en hyggelig bygning tæt ved Heiligengeist kirken.  På hjemturen ser jeg et skilt med ungarsk gullasch, og jeg lover konen, at vi skal derned i aften og have denne herlige ret, med vin til. Nej, hvor vi glæder os, og dagen går som smør. Vi gør os klar til aftensmaden. Men vi kan bare ikke finde stedet, hvor de ellers havde et skilt stående. Meget sultne og kede af det, må vi tage til takke med en sigøjnersnitsel med brasede kartofler og en stor fanta. Jamen, den smagte jo fremragende, selvom det var en italiener, der stod for maden.

Lørdag d. 11. maj

Vi sover som små grise, og vores sidste dag i Wismar starter igen hos bageren, og vi laver en madpakke af alt det brød, vi ikke kan spise. Herligt. Så siger vi farvel til personalet på hotellet og går ned til vores bil. Jeg er hurtig med at sige, at nu skal du med os hjem. Bilen lyser op. Vi har altså ikke glemt den, kan jeg læse, at den tænker. Vi kører så mod nord, og det går rigtig fint. Vejret er flot og vi kører til Cismar kloster, og nyder haven der. Vi spiser vores morgenmad, og så hedder det bordershop, hvor der er uhyggeligt mange mennesker. Vi må holde langt fra indgangen, og selv fra parkeringspladsen går vi i kø. Jeg er ved at opgive, men heldigvis når vi de flasker, vi har udset, og det er kun vinen, vi ikke kan finde. Selvom klokken kun er 12.00, så kører vi ned til færgen. Jeg kører ind, hvor der er betjening og viser ham vores billet. Jamen, "I skal jo først med i aften klokken 1800", siger han på engelsk, Jeg forsøger at se ked ud af det, og vi bliver enige om at vente. "Hvordan kommer jeg så ud herfra", spørger jeg og ser ked ud af det. Manden siger så, "kør over til 10, og jeg vil prøve, om I kan komme med". Glad smiler jeg til ham, og vi sidder nu og håber på at komme med. Vi er ikke de eneste, og hvor er det skønt at blive vinket ind til færgen. Hurra vi er med. Vores tur er ved vejs ende, og vi er godt trætte, mens vi sætter os ude i haven med en dejlig øl. Hvilken skøn Wismartur. Den var alle pengene værd.

Jyllandstur august 2019

Vejret er skønt, og ikke nok med det, så starter Henriettes ferie. Hun har godt 14 dage frem og har glædet sig rigtig meget til at nyde ferien. Vi sover dog hjemme og kører ud i haven. Med os har vi en rygsæk med de mest nødvendige ting i. Vi nyder morgenmaden på bænken og har masser af tid til, at bilen skal på arbejde. Selv en lille lur bliver det til. Jeg kommer i tanke om, at vi har glemt bollerne. Vi ville ellers slutte af med en frikkenette godt med snavs på, og et spejlæg øverst. Heldigvis var der tid til at køre hjem efter bollerne. Lidt forsinket og ellers ved godt mod, får maven noget skønt at bearbejde. Nu gælder det så om at få alle ting ombord, og vi sætter os i bilen, laver en aura om den, for Henriette mener, det gør os godt at sikre os mod andre kørende på motorvejen. Klokken 10.50 starter aygoen, og vi har ikke kørt ret lang tid, før jeg opdager, at vi har glemt at få vanddunkene med. De står nok så flot inde i køleskabet og er ganske kolde og forfriskende. Jamen her er beviset jo på, at vi er nogle gamle mumier, der mere har brug for hjælp udefra. Nu er det heldigvis ikke så varmt, og vi må så finde et sted at købe lidt vand, bliver vi enige om. Ved Odden havn finder vi en kø af biler, der skal over til Århus. Der er 4 biler og en motorcykel før os. Men der er problemer for flere af dem. De kan ikke få deres billetter til at blive godkendt. Vi venter og venter, og heldigvis er det vores tur. Her går det hurtigt og nemt. Tabletten har jo billet, og bommen løfter sig. Der er rigtig mange biler indenbords, og vi forlader vores, mens skibet sejler til hovedlandet. Det er som på skibet til Visby, hvor vi sidder midt i skibet og ikke kan komme ud i det ellers gode vejr. 1 time og et kvarter er altså lang tid, og jeg sveder tran. Vi kommer dog på toilettet begge to, og langt om længe sejler vi ind i Århus havn. Med alle de biler, så tager det lang tid med at komme ud af byen, men gps’en viser os, hvor første stop er. Sletterhagevej. Vi sætter bilen et stykke derfra og går op mod nummer 25. Togene har holdeplads, og den hedder Vestre strandvej, og det nye tog kommer og kører hurtigt igen. Selve nummer 25 ligger lidt fra stationen, men vi er jo friske i bentøjet og står snart og kikker på indgangen. Henriette er lidt i tvivl, om det er rigtigt, men da vi ser huset fra haven, så er hun sikker på, at det var her hendes far boede, efter han var blevet skilt fra hendes mor. Han havde en lejer boende, og det viste sig, at det var hans kommende kone, hvilket Henriette først opdagede mange år efter. Vi satte os igen ind i vores varme bil, der havde brug for frisk luft.

Vi nærmer os det nye område, hvor farbror Karl Algreen Møllers vej ligger. Der er mange huse på vejen, og vi er ret benovet over, at der både er asfalteret, og huse, der bestemt er ganske store og mest for velhavere. Vi filmer selvfølgelig gadenavnet, og nu er vores opgave - især for Henriette - klaret.

 

Godt ½ time efter gør vi holdt ved Hornslet kirke. Der er gravearbejde ved monumentet for byens modstandsfolk, eller heltene, som mange mener, de var. Vi sætter bilen, går hen til graven og erfarer, at de naturligvis stadig ligger der. Vi har jo masser af tid, så vi går en tur nede i byen. Apoteket, som hendes farmor og farfar havde, finder vi efter en meget lang gåtur. Jo huset er der stadig, og der bor familier i det. Hornslet er blevet en ret så stor en by, hvor selv Holgersminde-skiltet får os til at tænke på Gerda. Godt trætte i bentøjet finder vi bilen, og nu hedder det Årslev hotel. Vi kører ind på motorvejen, og der er flere gange, at vi skal ind på andre veje. På et tidspunkt siger Henriette, at vi skal køre fra motorvejen og holde til venstre. Og jeg må være lidt sløv i optrækket, for jeg holder til venstre og glemmer at tage afkørslen. Næste gang gps’en siger noget, så skal vi køre af ved Hørning. Jamen er vi virkelig kommet så langt? Tja, hvorfor så ikke blive i Hørning? Vi kører ind i den dejlige by, sætter bilen ved kirken, og da vi er sultne, så farer vi over til bageren. Bagerpigen har lige den mad, vi gerne vil sætter tænderne i, og vi skyller maden ned med æblesaft og anden lækker drik. Godt mætte, vil vi lige lægge resten af drikken ind i bilen, og jeg opdager en gammel mand med rollator. Han er lun, og da vi er på samme alder, så kommer snakken jo på jysk. Nu er han fra Blegind, så han kendte da ikke nogen fra min tid i Hørning, men vi ønsker ham fortsat en god dag. Henriette skal lige på toilettet, og mens hun går derind og smider bukserne for at tømme blæren, så falder jeg i snak med en dame, der trækker sin cykel. Jo, hun er da også Hørningboer, og det er hun stolt over. Hun kendte flere fra min tid og jo mere vi snakker, jo stærkere kommer minderne frem. Tage Jensen, Hans-bageren og mange andre tidligere borgere kommer på banen. Så står vi lige pludselig ved mit gamle barndomshjem. Vi knevrer bare løs, men der inde ved mit hjem, sidder et par og nyder solen. Damen trækker videre med sin cykel, og jeg styrer lige ind mod parret. Det er helt mærkeligt at stå så tæt ved huset, og jeg har sat gang i snakketøjet. Manden ser meget venlig ud, og hans kone, der ikke kan løbe fra, at hun er fra Filippinerne, er smilende og forstående. Faktisk havde jeg slet ikke regnet med ar blive modtaget så flot. Jeg fortæller, at jeg for 77 år siden så dagens lys her i dette hus. Jeg havde sovet sammen med 4 af mine søskende oppe på 1 sal, sagde jeg og pegede på vinduet. Det er nu lang tid siden, at mit snakketøj ligefrem er blevet varmt, men jeg er simpelthen i den 7 himmel. Det flinke par vil da gerne vise os lidt af deres hjem, og vi går ind i stuen. Det første jeg ser, er buen, som selvfølgelig stadig er der. Den bette stue, hvor far lå på divanen og havde Gurli på maven, mens han fortalte historier. Jo, jeg er ikke til at stoppe, men snakker om komfuret, som var mit job at passe. Manden har selv moderniseret huset, og jeg skal da love for, at han har gjort det godt. Vi er også oppe på mit værelse, hvor jeg næsten ikke kan fatte, at der har været køjesenge, eftersom der er skråvæg. Jeg snakker så videre og fortæller, at jeg havde min bedstemor og bedstefar, der boede i Bering, som vi har besøgt mange gange, og deres hus var velpasset. Manden kikker på mig ganske mærkeligt. Hvor henne, siger han så. Jeg er jo i snakkehjørnet og fortæller om slagtehuset og selve området. Jamen dette hus har han altså også boet i, og det var ham, som havde renoveret huset. Det var ikke så lidt mærkeligt af et sammentræf, og det er først da hans kone finder et billede af huset, at jeg bliver overbevist om, at her havde min bedstemor levet i mange år. Tænke sig, at vi har fået flere timer i mit barndomshjem, til at gå, som var det kun minutter. De stakkels mennesker er blevet forsinket med aftensmaden, og vi har haft en rigtig skøn, dejlig og opfriskende dag, mellem mennesker, der er rigtig glade for at bo i mit barndomshjem. Det er bestemt ikke hver dag, man møder så dejlige, smilende og dygtige mennesker. Jamen min dag blev bare den bedste dag på denne ferie. Vi takker af, og det eneste jeg ikke har fået fat i, er deres navne. Men det ændrer jo ikke på noget ved deres menneskesyn. De fik vores hjemmeside, så de kan læse, om vores liv, og snart er de en del af vores liv.

Vi kommer til Årslev hotel, hvor vi finder vores rum, en lur på sengen bliver det til, inden vi besøger Lyngbygård, hvor der er ændret på ejerskabet. I dag bor Niels Jørgen igen i sidebygningen, mens hans søn har hovedbygningen. Altså ligesom dengang Hans var bossen, der overgav Niels tømmerne. Vi får en lille snak med husmoderen der fortæller, at alt er som altid indenfor murene.

Vi kører tilbage til hotellet og får os en velfortjent øl. Den smager nu ikke godt i plastikbæger, og den skummer som bare pokker. Trætheden melder sig, og jeg synes, stadig, at jeg kører på vejene, så derfor finde jeg sengen. Natten er lang og varm, så selv dynen får lov at passe sig selv. Klokken 06 står vi op og gør os klar til at køre hjem, men først skal der fodres med, hvad hotellet har af fristelser. Vi bliver mætte, går ud og betaler med visa-kort og så sætter vi os ellers igen ind i vores dejlige lille bil. At vi endnu en gang kommer til at køre forkert, tager vi med et gran salt. Nu hedder næste stop Lidl i Roskilde. Der er flere steder kødannelser, og det er altså træls, men lyspunkter er der da også. Det er slet ikke så varmt, og selv solen gemmer sig bag skyer. Først når vi er i Roskilde, smiler solen til os, og vi kan sætte os til bords med dejlig lune retter og en kold øl. Det er slut med ferieturen til hovedlandet Jylland. Hvilken dejlig tur.

Det går ikke helt i vasken

Søndag morgen står vi op før klokken 06.00. Henriette er først i klæ'erne. Det er fint vejr, og solen har gemt sig bag skyer. Uden mad i maven, forlader vi vores dejlige have, og bilen kører os hjem til sin bolig. Der står så vores vaskemaskine, og efter et kik, om der stadig er luft i dækkene, så låser vi bilen inde, siger pænt farvel og på gensyn, og vores tur ud i haven begynder. Henriette får handsker på, og går forrest med det blå reb. Det går fint fra starten, og da vi er kommet over Vindingevej, så vil hun gerne styre sækkevognen. Der er ingen slinger i valsen, men hun må erkende, at det faktisk er svært at styre bæstet, og jeg er lidt bange for, at hun kan komme i vanskeligheder. Hvis det værste skulle ske, så kan hun jo miste føringen, og det ville være uhyggeligt, hvis der skete noget. Derfor overtager jeg styringen, og det går ret hurtigt et langt stykke tid. Pludselig ser vi en cyklist nærme sig, og vi forbereder os på manden. Der er fart på os, og jeg vil have, at Henriette holder til venstre, hvilket jeg siger flere gange. Jeg bliver lidt mærkelig i hovedet og vil stoppe op, men det vil sækkevognen bare ikke medvirke til. Den fortsætter med vaskemaskinen, der nyder farten. Ja den er endda med til at det går hurtigere. Nu må jeg altså stoppe, og jeg kommer til at sænke sækkevognen så meget, at den tager magten fra mig. Det siger slask, og vi rammer asfalten med et brag. Min højre hånd er slet ikke klar til at give slip, og derfor så får den sig et klem mellem moder asfalt og sækkevognen. Vi kurer et stykke hen ad cykelstien, og jeg ligger så lang, jeg nu engang er. Cyklisten stopper op og hjælper mig på bene igen. Vi kikker på skaderne, og det er altså heldigt, for kun min langemand og hans nabo har fået et klem, de aldrig vil glemme. Jeg er lidt tummelumsk i hovedet men er klar over, at vi bare skal ud i haven med det samme. Hvis vi venter, så vil det gøre meget ondt, inden længe. På Køgevej går det fint igen, men jeg må holde pause igen. Det gør dæleme ondt i fingeren, især langemand. Vores formand kommer kørende forbi og stopper op. Han synes, at vi skulle låne en trailer, men vores Aygo er ikke til denne form. Jamen, han vil da gerne låne os sin bil, siger han. Vi takker ham, og nu mangler vi bare få hundrede meter, inden vi er i mål.  Thomas skal til bageren, og ellers så ser vi ikke andre på vores tur. Vi bruger de sidste kræfter på at få vaskemaskinen i hus, og ikke nok med det, vi sætter dyret helt ind på plads. Sådan. Men hvis jeg havde glemt mit jordkys, så bliver jeg mindet om det nu. Langemand er blevet meget sort ude i yderste led, og ikke nok med det, han har hævet sig til det dobbelte. Værst er dog, at smerter er der masser af. Vi indtager morgenmaden i det grønne, og jeg får hånden i sæbevand. Tiden hedder sovetid, og det har langmand godt af. Men han har fået sort kulør til næste led, og det banker lystigt i ham. Vejret er ikke til solbadning, så jeg spørger Henriette, om vi ikke skal gå hjem og hente bilen. Hun er med på den, og vi går ad bagvejen. Det har regnet, så græsset er godt vådt, og vi vælger at gå op til vejen. Det begynder at regne, og derfor tager vi en smutvej gennem Vilvorte. Ved Motelvej, så kommer der flere tårer fra Gud, og han må være meget ked af det, for pludselig så stortuder han. Vi bliver drivvåde, og vi må ind og skifte tøj, så snart vi kommer hjem. Vi har gået rigeligt i dag, og derfor er det skønt bare at sætte sig ind i vores dejlige bil, der godt nok knurrer lidt, men det går hurtigt over. Efter middagsmaden foretager vi en prøve på vores vaskemaskine. Små uheld med vandet er der nu, men dyret kommer i gang og viser, at alt virker nu. Herligt. Og vi kan vel sige, at det lykkedes at få en minderig søndag, der ender med, at vi smutter hjem til Dommervænget hvor vi overnatter. Hvis min finger ikke har det bedre i morgen, så vil jeg gå til min læge.   

Endnu en Tenerifetur kalder

Nu nærmer tiden sig til, at jeg og Henriette skal finde ud af vores liv. Jo, selvfølgelig er vi gift og meget glade for hinanden. Det er en anden måde, jeg ligesom tænker på. Henriette har nemlig sagt sit job op, og faktisk så har hun næsten ikke været der i mere end én måned. Ferie og afspadsering er grunden til, at vi har været meget sammen.  Henriette fik gaver og jeg skal komme efter hende, og vi ville starte hendes nye liv. Derfor så bestilte vi en tur til vores dejlige ø, Tenerife. Denne gang skal vi nok blive brune og slappe af, for det bliver en hel måned.

D. 6. november starter turen ind til Kastrup. Vi har valgt et andet hotel som hedder Chinyero. Det er det sted, hvor vi tidligere har siddet og nydt mange stunder med mad og drinks, ja, engang, da vi fejrede min fødselsdag, var vi stadset godt ud. Henriette havde fået sit fineste tøj på og ikke nok med det, hun var blevet noget højere. Det var altså fordi hun havde taget højhælede sko på, og da det ikke er hverdagssko, så blev det til noget vaklende skridt, vi foretog os, helt oppe fra hotellet. Jeg måtte støtte damen flere gange. Men det ændrede sig gevaldigt, især efter, at vi havde nydt masser af dejlig mad, og vin til. Kaffen blev fulgt efter med lumumba, og den var stærk. Vi blev lidt gladere og var altså ikke helt appelsinfrie da vi skulle hjem og sove. Nu havde Henriette overhovedet ingen problemer med at holde sig på måtten eller benene. Det var faktisk lige før, at det var mig, der havde brug for lidt støtte. Men en helt fin fødselsdag, det blev det altså.Denne ferietur har vi ikke noget at klage over, det skulle da lige være, at vi bliver vækket hver morgen før fanden står op. Klokken ca. 3 og igen klokken 5. Det er især en skrækkelig hane, der starter uroen. Han har ødelagt sin galen, så det lyder bestemt ikke godt, men han vil ikke give sig, og derpå kommer der flere haner med deres klageråb. De er bare ikke til at stoppe. Jo, vi får optaget deres galerier, så hvis vi gerne vil mindes om dem, ja, så lytter vi bare til dem, her på computeren. Vi laver selv vores mad, og her mangler der bestemt ikke noget. Honningrom - 2 liter får vi gennem halsrøret (altså på en hel måned), og masser af æblejuice finder samme vej. Vores italienske venner har drejet nøglen om, vores belgiske pige er død, og haven er lukket helt. Jeg når at tage mere end 2000 billeder, og vi når at spise 32 is, mest oppe på taget, mens solen varmer vore kroppe. Hjemturen er l a n g. Og jeg siger som altid, at jeg nok ikke vil så langt væk mere. Vi er nu hjemme, og er hverdagen ved at tage form. Henriette er startet med at ordne en masse ting, og vi falder ned i sofaen og ser tv fra tyskland, med dansk tekst. Jeg har forresten købt mig en ny hat og er meget glad for den. TV ser vi ikke så meget af, det er nu ikke helt sandt, for jeg ser Kim Larsen og synes bedre og bedre om hans synspunkter. Vi skal for første gang holde jul sammen, og det bliver med and og ikke kok eller kylling, selvom jeg stadig næsten hører vores forkølede hane skrige op, især om natten. Det er hanengaleme uhyggeligt, du der.