Krydstogt i Nordsøen

Island-krydstogt juli 2010

Vi er nu klar til at tage på krydstogt i det nordlige Europa.

Denne gang er det Geiranger, vi besøger først, og så hedder det ellers Shetlandsøerne, der ligger tæt ved Skotland. Så går det ellers til Færøerne og Island. 3 steder i dette land vil vi lægge til, og så er det igen Skotland, inden vi sætter kursen hjem til København igen.

Vi kørte med toget til hovedbanen, hvor vi skiftede til S tog. Dette tog vi så til Østerport, hvor vi igen måtte finde et andet tog til Nordhavn. Jamen denne ene station var hurtig nået, og så skulle vi ellers gå ned til skibet. Det var blevet meget varmt, og vi var da glade for, at der ikke var så langt at gå. Ved havnen blev vi budt velkommen af flere medarbejdere, og vores kufferter blev afleveret.

Vi smuttede indenfor og fik tjekket ind. Vi fik dog ingen kort til vores rum men skulle henvende os på skibets kontor.

Her fik vi så vores kahyt nummer og gik ned i nummer 4018.

Der var altså nogen inde på vores stateroom, for der var skam pakket ud. Vi gik så op til kontorpigen, der kunne fortælle os, at vi skam ikke boede på dette nummer, Vores nummer er 6004. Vi så Bent og Margrete, som vi gik over og hilste på. En hyggesnak om gamle dage blev det til, og så smuttede vi op i nummer 6004. Vinesh hedder vores oppasser, boss eller stateroom assistent, om man vil, og han fortalte lidt om alle de ting, som han ville gøre for os.

Vi gik ud for at se skibet efter i sømmene, og det er altså et skib, der er noget mindre end de tidligere skibe, vi har sejlet med. Da vi kom ned i kahytten, så virkede vores kort ikke mere. Jamen vi måtte så op til den søde kontorpige, der efter en stund kunne love os, at alt nu er ok. ingen problemer. Hun ville give en drink, hvis ikke ..........

Desværre så får vi ikke en drink, men vi tager op for at se afsejlingen på nært hold. Vi skulle sejle klokken 17.00, og da klokken var næsten 17.45 var vi fri af landjorden. Vores skib tudede så højt, at mange blev bange, eller fik et føl, næsten.

Vi slappede af i vores kahyt. Senere blev vi lidt sultne, og Windows Cafeen var åben, og her blev vi fristet af is. Vi fik så hatten passede med 2 kugler is og tilbehør. Da det var væk så gik vi ned for at spise. Tro det om I vil, men vi blev stoppet ved indgangen af en tjener, eller overtjener. Vi kunne ikke komme ind og spise, da vi ikke havde dress on. Henriette havde korte bukser på og var uanstændig fra top til tå. Selvom den stakkels pige ikke troede på, at det var hendes påklædning, men måske billet, så fik vi klar besked på at forlade området. Jeg fik lige sagt, at vi måske ville komme, senere, hvilket var det værste vås jeg længe har sagt.  Vi gik så tilbage til Cafeen, hvor vi indtog aftensmaden. Kylling og gris med dejlige kartofler til. Husets vin, - hvid, blev det også til, og jeg må vist erkende, at jeg fik mere, end jeg havde godt af. Lidt fuld af mad, eller vin, gik jeg ned i kahytten og havde ikke flere gøremål, der kunne ydes. Vores første dag på skibet er ved at rinde ud, og vi er endda ikke kommet på højde med Halmstad i Sverige. Da jeg var faldet i søvn på sengen, så var det ikke så besværligt at finde under dynen. godnat dag 1.

Tirsdag morgen hilser os velkommen med et helt andet vejr. Der er skyet, og så blæser det. Store bølger sørger for, at skibet rører på sig. Jeg havde en rigtig lang nat og var ude på do en enkelt gang. Min ryg har det ikke så godt, jeg må have ligget på maven eller siden, for den brokkede sig gevaldigt. Vi stod så op omkring 7.30 og gik ned for at indtage morgenmaden. Yoghurt med frugt gled ned i det fri, altså udenfor på dækket, men så trak vi ind og fik kaffen der. En tjener kom med både kaffe og juice. Vi snakkede med et belgisk par, som satte sig ved vores bord. Hyggeligt. Derefter gik vi igen ned i kahytten. Her blev vi til klokken nærmede sig foredragstid med Bent Holm. Dette foregik på dæk 10 i glassalen. Vi fik så oplysninger, der sagde ikke så lidt. Der er højest fyldt halvt op på skibet, og det er altså derfor, der er så mange, som vil yde os service. Jeg undrede mig over de mange pladser, der er, når den såkaldte spisetid er på menuen.

Nej, vi skal altså ikke ind og spise fint, det har både jeg og Henriette besluttet. Vi kan sagtens leve af den mad, der serveres i Windows Cafeen. Henriette tog sig en løbetur på dækket, og jeg var endda oppe for at se hendes stil. Jo damen løber skam normalt, med lukkede øjne, når der er modvind. Det blæser kraftigt og masser af skum på bølgerne. Vi smutter ned for at klæde om og vil så op og se, hvad frokosten byder på. Henriette tager lange bukser på, og de fleste på skibet har sørme også fundet mere varmt tøj til kroppen.

Nyt frugt i kahytten ligger og tager sig vældig godt ud. Vi mangler bestemt ikke noget. God mad til frokost igen, det var som vanlig på Windows Vi spiste kalkun med kartoffelmos, og det smagte bare så godt. Hjem igen og slappe af. Vi fik i dag vores middagslu,r og det var skønt. Det blev sørme aften, og vi gik små ture, fik lidt mad og så begyndte båden ellers at røre på sig. Vi blev enige om at gå ned i kahytten og læse, mens jeg ville skrive lidt på dyret. Der gik bare ikke lang tid, inden Henriette opgav læsningen. Ordene ligesom drillede hende, så hun fik intet ud af at samle dem. Jeg orkede heller ikke at skrive noget. Jamen, selvom klokken ikke var mere end 20.00, så lagde Henriette sig ovenpå sengen og faldt i søvn. Jeg satte mig også på sengen og så lidt tv. Da dette heller ikke kunne samle mig, så blev vi enige om at gå i seng. Heldigvis er der 4 ben på vores seng, for der var rigtig gang i søens bølger. De gik højt og masser af gange så ramlede de ind mod skroget, og det gav både en høj lyd og nogle sprøjt, der kom helt op til os på 6 sal. Det blev til en lang nat, og jeg var oppe flere gange for at komme af med overskudsvand. Men det ville ikke forlade mig, og derfor blev det til lang tid med udsyn til bunden af WC'et og Peter. Han var slet ikke til at snakke med. Midt på natten vågnede jeg op og var drivvåd over det hele. Jeg havde nok drømt en af mine moralske drømme. Ok jeg blev normal kold og kunne lægge mig og drømme videre.

onsdag d 14. juli 2010.

Vi stod op omkring klokken 8.00, og jeg filmede fjelde, der havde nogle fosser med afløb i fjorden. Nu var vi jo kommet op, og så kunne vi da ligeså godt tage ned at spise morgenmad.

Jeg tog engelsk morgenmad med kartofler, pølser og bacon. Henriette holdt sig til frugt og ost. Kaffe for første gang. Så var det tid til at filme de 7 søstre. I højtaleren fortalte, man at der nu kunne filmes, mens skibet lå stille. Jamen vi mosede med vore kameraer. Henriette var levende og jeg var stil gående. Eller stående hedder det vist.

Vi gik ned i kahytten, og Henriette fandt ud af, at hun er i løbetid. På med løbetøjet og op på banen. Jeg sad og så Samantha Brown, der var i Amsterdam og Paris. Jeg genså flere af stederne, og det er rigtig dejligt. Henriette kom hjem i hulen igen, og hun tog sig et bad, der var tiltrængt. Da jeg igen kunne kende min pige, så gjorde vi os klar til at gå i land. Vejret var slet ikke så dårligt, og vi havde taget ekstra jakker med. Det blev nu ikke nødvendigt, for varmen kom, og vi gik lidt længere end sidste gang. Det var helt fint at være i Geiranger, og jeg tror faktisk, at vi fik mere med denne gang.

Da vi kom hjem, hed det sovetid, og Henriette snorkede mere end hun plejer. Klokken 14.30 eller der omkring, så gik vi op for at filme byen fra båden. Vi fik en hjemmelavet is, der smagte fedt og senere en kop capuchino med småkager til. Nu er vi så mætte, at der ikke kan rokkes med ørene, og vi sidder på sengen og flader ud. Henriette sidder med sin mio, der får med kuglepennen, og jeg vil slukke for dyret her, for jeg kan jo ikke skrive mere, før jeg oplever mere. Hvor svært kan det være. Vi nærmer os klokken 16, hvor det atter går derud af i skibsfart. Vi skal da på dækket og filme. Da vi kommer til de 7 søstre, stopper båden helt op. Ikke nok med det, den vender sig en hel omgang. og da alle så har fået billeder nok af de kære piger, så starter vi turen ud mod det åbne hav. Vi får dog den gode oplysning, at der vil gå ca. 4 timer, inden vi skal smage de barske bølger, som efter sigende skulle være ganske umenneskelige. Alle har så mulighed for at nå ned i kahytten og finde sengen, for det vil være det bedste sted at være, til vi når Lerwick. Hvis nogen ikke kender til denne by, så ligger den på en Shetlandsø, det tilhører Skotland. Nå, vi solede os en stund ved poolen og gik derefter ned med kameraer. Spisetid, efter Henriette fik tisset af. Svenske kødkager og kartofler og vores særlige drink. Vi var godt mætte da vi igen lagde os på en solvogn. Der blev vi til solen forsvandt. Jamen så kan vi da også forsvinde ned i kahytten.

Jeg får skrevet dagbogen, og Henriette sidder på sin seng og læser en bog om Arn. Jeg har ikke mere på programmet og stopper derfor nu. Tak for en god dag, med mange nye oplevelser. Jeg venter nu på næste omgang, hvor havet viser tænder. Godnat-Godnat.

Torsdag morgen er en våd fornemmelse. Det regner, som var det betalt for det. I stride strømme vælter det ned. Henriette havde ellers taget løbetøjet på, men hun kom hurtigt tilbage fra løbebanen. Den er for våd og farlig at færdes på, var hendes kommentar. Jeg stod også op, og vi smuttede ned for at fortære morgenmaden. Yoghurt og masser af frugt + en kop kaffe, var hvad jeg ønskede mig. Der kom desværre også et stykke ristet brød med ost og kød til. Margrethe og Bent kom og hilste på os, og vi snakkede om vejr og vind, og hvad vi havde oplevet i Geiranger. Vi sidder nu og kikker ud på det våde element, for nu er det vådt både nederst og øverst.

Sengemanden har været her, og vi kan igen svine sengen til. Nu sidder vi dog i sofaen og hygger os. En banan, et par æbler og sørme også nogen druer, ligger betænkeligt sammensat. Hvad har den mand dog haft i tankerne? Jeg vil ingen svar have. Kompositionen siger alt.

Nu vil jeg se på tal og går derfor ind i sudoku. Hej så længe. **

Vi ser land, og øen er Shetland, hvor byen så hedder Lerwick. Vi filmer indgangen til havnen udenfor. Henriette skulle lige have skrevet lidt ned først. Jamen mon ikke vi skal have ret så meget tøj på. Det er koldt og regnfuldt. Jeg finder en undertrøje en skjorte og en tyk trøje som alle bliver hængt på mig. Sidst men ikke mindst, så tager jeg da også regnfrakke på. Nu er vi da garderet, mener jeg. Vi får tisset af og går så ned på dæk 4. Ud med os og ned i en bus der kører de kilometer der er til centrum. Vi er fyldt op i bussen og alle har efterårstøjet på. Vi bliver sat af og går så på eventyr i en helt fremmed by. Aldrig har vi betrådt denne by og det er da spændende. Lidt anderledes huse, som godt kan minders om Skotske eller bretonske huse. Flere har masser af blomster, som jeg ikke troede, kunne gro heroppe. Vi var også på rådhuset og det var fedt at filme de mange vinduer med farverige malerier på. Det danske var der stadigt. Charlotteborgen blev endevendt og da vi ikke mente der var kød på mere, så gik vi ned og tog bussen hjem. Så snart vi igen kom i slentrer tøjet, så traskede vi op og fik os en saftig bøf og pølse. Vand og Kaffe sluttedes vores indtagning af føde med. Så er der tid til eftermiddagsluren. Nej den glemmer vi da ikke. Klokken 16, stod Henriette op og trak i løbetøjet. Vi siger farvel og måske ses vi igen verset bliver fremsagt som altid. Jeg kikker på 2 en halv mand og går så ellers i gang med notesblokken. Altså sidder jeg her og skriver, det er da til at se for enhver.

Nu har jeg ikke oplevet mere i dag og jeg forventer heller ikke flere hidsige oplevelser på denne lidt triste regntøjsdag. Vi forlader snart øen og skal være på havet i mere end et døgn. Jamen mon ikke vi kommer til at kede os? Jeg slutter nu og tager en bette sudoku. hej. 

Fredag morgen var rørende. Skibet har rørt på sig hele natten, men dette mærkede vi nu ikke så meget, det var værre da vi stod op. Men morgenmad det ville vi altså have og vi gik derfor hele vejen gennem skibet, til vi kunne tage elevatoren op på 9 dæk, hvor windows cafe jo er. Jeg tog en stor portion yoghurt med masser af svesker i, og andre frugter. En kop kaffe blev det også til. vi gik hjem i hytten og Henriette begyndte at se dårlig ud. vi måtte lægge os igen og da vi stod op, var den gal med pigen. Jeg er søsyg, siger en ganske bleg pige, som havde øjne der var helt matte. Vi gik dog ned for at se om der var noget mad på spisesedlen. Mærkeligt nok, så var der ingen tegn på at der kunne serveres noget. Jeg kom til at kikke på klokken og den var slet ikke madtid. så gik vi i kasinoet og slappede af, indtil en sød tjener sagde at der var foredrag om delfiner inde ved siden af. Tak for det du der og så smuttede vi derind. Det var hvalrosskægmanden der stod for emnet. Det var på engelsk og jeg forstod ikke så meget af det. Manden havde ellers et godt kropssprog, som slet ikke passede til skæget. Vi forlod salen og gik ned i hytten igen. Henriette havde det bestemt ikke godt, hun tog sig en pille og håbede på den ville gøre underværker. Nogle timer på langs og jeg tilbød at hente en bøf og pølse. Henriette ville gerne have en bøf og vi sad så og nød maden i vores lille hjem. Der var ingen tegn på at bøffen ville op den forkerte vej, og pigen blev så rask at hun tog med til foredraget med Bent Holm. Vi stavrede derop og hilste på Margrethe og Bent. Fandt os et par stole og Henriette sørgede for kaffe og småkager. Dejligt at damen er ved at være rask.

Foredraget var langt og rimeligt godt. Bent har da læst i turen går til et par gange. Vi traskede ned til windows hvor jeg fik en espresso og Henriette en capucchino, men så gik vi ellers ned et kendt sted, nemlig vores kahyt nummer 6004. Vi har lagt os på sengen hvor jeg forsøger at taste rigtigt på dyret her og Henriette bruger sin mio. tv kører og der kommer en del ryk i hele skroget, så man skulle tro at det braser sammen. 2 og en halv mand er på og så glor jeg på den endnu engang. Vi gik igen op for at spise aftensmad. Gris på gaflen og kartofler til. Jamen vi er jo konservative der ikke skal prøve noget nyt. rødvin hed drinken og jeg fik flere glas end Henriette. Vi listede ned i kahytten og på et senere tidspunkt, så vi hinanden ligge i den store dobbelte seng. Det er nu slet ikke nødvendigt at have en så stor seng, for Henriette ligger for det meste ovre i min side og der kunne sagtens være et par mere i hendes side.

Næste morgen var en stille morgen. Vejret var gråt, men det regnede ikke og vi kunne se land. Island, som denne ø hedder. Vi smuttede op til morgenmad og da jeg havde undladt at tage tænderne i, så kom vi naturligvis i snak med nogle danskere. jeg er jo ikke til at forstå, uden mit tilbehør og det blev endnu mere pinligt, da danskerne gik og et andet par satte sig. De var så stolte over at være Amerikanere fra New York og vi fik en lang snak. DE var vilde med Sverige og især Bergman. Jeg blev igen sat på prøve og det gik ringe naturligvis. Jeg blev enig med mig selv om at nu hedder det tænder i mund altid. Vi ventede så på at kunne gå i land i byen der hedder Akureyri.

Der er ca. 17 000 mennesker som har valgt at bo her og der var derfor en hyggelig gågade, hvor butikker side om side gav alle mulighed for at købe det ønskelige ind. Vi havde målet Kirken, som skulle have æren af os og det tog ikke lang tid inden vi stod ved foden af denne skønne kirke. Faktisk så ville der være lukket for turister, men en ældre mand på sikkert hele 40 år, ja måske 45 år, som synes vi skulle ind og filme. Han fik et stort smil som tak og var fornøjet med det. Vi filmede og filmede og derefter gik vi i botanisk have. Alle disse fantastiske arter der stod i blomst var værd at have med hjem. Så gik vi ellers ned i den gamle by. der var vel 3-4 huse som var fra 1890erne og nogle fra starten af 1900 tallet. ikke noget at skrive hjem om, men andre spændende huse var mere for os. vi vendte så skuden mod skibet og fik som velkomst en dejlig kop varm Chokolade. Den varmede og var rigtig god, og så måtte vi endda få den med ombord.

Vi gik i kahytten for at smide overtøjet og tisse af, men da sulten havde skreget i lang tid, så tog vi elevatoren op til dæk 9. 2 stk. bøfsandwich og en pølse til mig, sagde hunden og Henriette fandt noget salat og dejlig saftevand.  Der er ikke mange på skibet og derfor så vælger vi at gå ned og tage vores middagslur. det blev til 1 time på langs, inden jeg øjnede tv igen. De5t var nu ikke noget for Henriette, for hun ville hellere op på dækket og filme lidt. Det er jo kun een gang man er her, sagde hun med grøde i stemmen. Ud på dæk og fryse let, det var resultatet, naturligvis. Jamen vi kan da lige prøve at se om de har noget chokolade, som den vi fik tidligere. Et brev og en kop vand, gav resultat. Bare ikke så godt som det første. Vi går igen ned i kahytten, hvor Henriette går i gang med sin bog. Jeg har nu skrevet hvad vores dag har indbragt. Indtil nu. Da det er lørdag, så har Henriette truet med at klæde sig om, altså ikke af, men til fint tøj. Jeg går nok med på spøgen, men vi skal bare ikke i restaurant, for den vil ikke se mig efter vores sammenstød. Det er slet ikke så koldt mere og det er da en trøst. Jeg har ikke mere i ærmet og slutter for denne gang. jo, vi tog vores pæne tøj på og gik ned for at spise. Flere gange blev hun rost for sit tøj. Jeg blev lige så stolt som Henriette. Vi skulle da lige vise os ved den fine restaurant, bare for lige at vende om og gå derfra igen. Vi kom op på windows og her blev der også kikket på os. Selv en af de ansvarlige kom over for at høre hvor vi kom fra, for han havde da aldrig set så flot en klædning af konen. Jeg svarede at vi var danskere og da vi rejser en del, så køber vi gerne noget der er af vores smag. Han smilte og roste overstrømmende. Vi tog rostbøf og rødvin til. Fint skal det være. Derefter så trak vi os tilbage for en stund. Henriette kom af med ulven og derefter gik vi ned for at drikke en iriskkaffe. Den måtte vi betale for med kortet. En klaverbokser gav den hele armen og han lod også sin stemme lyde, noget jeg godt kunne undvære. Han var ikke meget bedre til dette job, end Henriette. Vi gik så en runde og trak os tilbage til vores kahyt. klokken var næsten 22.00 da vi kom under dynen.

Søndag morgen gad vi ikke stå op. Der havde slet ikke været mørkt hele natten. Vi havde taget gardinet fra og solen skinnede ret hurtigt. Det er altså mærkeligt at der sådan er lyst hele tiden. Henriette stod dog op klokken 7.30 og løb i godt 3 kvarter. Da hun kom ned igen, stod jeg op. Vi foretog så morgenmaden som vanlig og denne gang var der ingen vi snakkede med. Jeg havde ellers taget tænderne på. æv.

Vi kom ud til poolen og jeg satte mig på en af de dejlige liggestole. Her lå vi så i mere end 2 timer. Jeg filmede enkle bjerge der havde sne på sig, og da vi var trætte af solen, gik vi ned i kahytten hvor jeg gik i gang med dagbogen. Henriette læser om Arn højt og jeg lytter kun lidt. Hvad med en sudoku? I eftermiddag skal vi ind til byen Reykjavik og der er busser til vores rådighed, men først skal vi da have middagsmad og om det bliver en bøf eller rigtig mad, det må guderne vide.

Efter vi har sovet middagsluren af os, så begiver vi os ind til hovedstaden. bussen kører os midt ind i centrum og vi får besked om at den kører hver ½ time. Vi går så en tur i byen og den er da hyggelig. Nede fra ser den halvgrimme kirke ellers ganske flot ud. Det er en pilgrimskirke og så har den et særligt kendetegn. Bænkene man sidder på under gudstjenester, vender mod alteret. Ja, man sidder faktisk og kikker på indgangen. det må da være lidt flovt at gå før tiden, for alle kan se det. Der er slet ingen pynt i rummet men det har nu sin charme. Udenfor er området holdt rigtig flot og et stort monument i sten med en figur øverst er noget der får folk til at finde kameraet frem. Vi går tilbage og drejer lidt til venstre, for det er jo lidt dumt at gå samme rute. En frikirke kommer til syne og derefter er der en dejlig park. huse der godt kan tåle at komme med hjem, bliver suget ind i begge kameraer.

Vi går ned til en lille sø, men vender dog om, da der ikke er mere at komme efter. Rådhuset der er ret nyt har en udstilling af malerier, og dem ser vi kun kort til. Nu har vi fået nok af hovedstaden og tager bussen hjem.

Godt sultne går vi ned for at spise lidt middagsmad. Og så hedder det naturligvis middagslur igen.

Så er det soltid og på dækket finder vi 2 liggestole, som får lov til at have vore spændende legemer på sig. Det er da utroligt så godt vejr det er her i Island. Hen ved klokken 18 er der igen madtid og denne gang foregår det på dækket. Vi må ned i kahytten efter vore kameraer. Der blev ellers filmet de skønneste opstillinger af med. En ishest der drypper lidt, er bare så flot. da vi er færdige med at filme maden, så spiser vi lidt af den. Sandt at sige, så smager den ganske godt. Det er lige før at det er synd at ødelægge kunsten.

Vi har set at der vil komme nogle folkedansere og derfor så gør vi os klar til at tage ind i Kabareten, hvor forestillingen skal foregå.

Vi tager forreste række og Henriette er klar til at filme dem. Jeg overtager det levende kamera og det viser sig at vi er lige lovlig tæt på de dansende. Særlige gamle islandske sange bliver fremført af en meget dygtig pige og hendes partner. Det er en noget særpræget form for sang. Dansene var bare både sjove og særprægede. Det var en fin forestilling lige til at gå i seng på. Men klokken blev også 22.30, inden jeg kunne se sengen min. Vi måtte slå gardiner til, for at kunne sove, for det er lyst hele natten, men sengen er altså så go at sove i. Derfor vågnede vi først klokken lidt over 8 næste dag. Som er mandag d 19. juli.

Vi slængede hverdagstøjet på os og sørgede for at fylde maven op. I dag fik vi for første gang smoothie begge to. Min jeg valgte var rigtig god og Henriettes var lidt sur efter min mening. Men vi nød den. Jeg skulle slet ikke have svesker, men fik derimod 2 stykker ristet brød. Med ost og varm tomat og pølse. Nu kan vi godt forlade skuden og se på byen, efter vores eget hoved. Bent og Margrethe er taget af sted med et hold og vi bruger bentøjet, så godt vi nu kan. I stedet for at gå til højre ind mod byen, valgte vi venstre. Nej jeg er ikke til venstre, men kan dog godt se fordelen i at være kejthåndet. Vi kom forbi en masse fabrikker og olieselskaber. Og så kom vi ellers til en lille park. Det viser sig at her har der kommet vand op fra en kilde. Folk har simpelthen stået her og vasket tøj og hvad de nu kunne finde på at gøre med det dejlige varme vand. Vi snakkede med en islændinge der var på tur med sin datter. Hyggeligt. Ja da.

Vi gik videre og kom så til byens botaniske have. Her blev Henriette helt ellevild. Hun kunne ikke få nok af billeder, den bette tøs. Der er så mange motiver at vi kunne være her hele dagen. Mandshøje blomster vi ellers kun ser under halv højde, strålede om kap. Lige ved siden af haven ligger en zoo, men den skulle vi nu ikke ind i. Vi har jo ingen islandske penge, så nu bliver de endnu fattigere takket være os. Små søer og masser af ænder, der ikke må mades, forlader i haven. Vi får os en halv appelsin, som nydes på en bænk for to. Der kan såmænd godt være flere på den, men det var det altså ikke. Jeg havde et mål og det var en kirke jeg havde øjnet før vi kom ind i haven og den skulle jeg altså ikke gå forbi. Henriette var med på vognen og vi gik derop, hvor der er en skøn udsigt til byen. Højt mod himlen blå. Og tro det om man vil, men da vi kom indenfor, da var der gjort klar til at gud skal modtage endnu et af sine små børn. En kiste stod pyntet med det Islandske flag og kranse der var pyntet med farverige blomster. Jo der var også gjort klar til gravøllet. Dette skulle foregå lige ved siden af og der var dækket op til rigtig mange gæster. Jamen hvilken skøn dag at komme hjem på. Nå, men vi forlod det endnu ikke fremkomne gæstesammenkomst og begik os så hjemad. For ikke at se det samme, så gik vi en anden vej hjem. Ned mod vandet, som om vi aldrig har set vand. Det var nu ganske godt at komme denne vej og der var en rigtig fed udsigt til byen. hovsa, har jeg ikke skrevet dette før?

Da vi nærmede os båden, så blev vi enige om at Henriette skulle gå ombord og kikke ud af koøjet. Jeg ville være sikker på hvilken kahyt vi bor i. Jeg sad så på en bænk og ventede på hendes ankomst.

Da jeg havde fotograferet Henriette i vinduet, så gik også jeg ombord. En limonade lige før skibet gjorde mig godt. Ok jeg havde håbet på det var hed chokolade, men som tjeneren sagde, så skal drinken tage varmen. Jeg har forstået hans ide. Da jeg kom op på 6 dæk, stod Henriette og filmede MIG. At hun gider. Hvem skal dog se mig i tv, nå, men det er hendes problem. Vi fik sovet middagslur og jeg ville ned at skrive dagbog fra i går. Henriette ville løbe fra vid og sans. så mens jeg fandt et skyggefuldt sted ved poolbaren, så smuttede hun en tak højere op. der løb hun alt hvad remme og tøjr kunne holde. Hun kom ned, da der ikke var mere kraft i hendes bentøj. Vi fik os en punch og trak os en tand længere under skyggen. Solen har det nemlig med at flytte sig, hvilket jeg bare glemmer. Vi har ellers dejlig musik til dagbogsskriverierne. en ung pige sidder sammen med en mand, der ikke er så ung mere, og det bliver han heller ikke. De giver nogle skønne sange hvor der er noget calypso og i hvert fald sydlandsk i sig. En kendt sang er jeg lige ved synge med på, men kommer så i tanke om, at jeg jo ikke kan synge, ak ja, det er da hurtigt man kan finde sin plads. Henriette sidder snart i solen igen, men det har hun vist ikke noget imod. Jeg gemmer og slutter for denne gang. Det ser ikke ud til at jeg vil opleve ret meget mere i dag. Vi skal sejle om et par timer og så skal vi ellers være på havet mere end et døgn. Skulle der ske flere sjove ting, så kommer jeg tilbage som et søm. Tiden er inde til at vi forlader Island. Der bliver bare ikke tudet i hornet, hverken een eller tre gange. men Henriette vil gerne filme afsejlingen. Jeg siger så til hende at jeg vil sætte mig nede på soldækket, hvor der ikke blæser så meget. Hun kan jo sagtens finde mig og det mener hun da også. Efter jeg har solet mig i en rum tid, var Henriette endnu ikke kommet herned, og jeg bliver så lidt bekymret over hende. Måske kan hun ikke finde mig, eller måske har hun ikke hørt efter, hvor jeg gik hen? Jeg gik så op hvor jeg havde forladt hende, og her var der ingen Henriette. Der var ikke noget at filme og folk var væk. Det blæser og er slet ikke værd at være så højt oppe. Jeg gik så ned igen og enten måtte jeg gå ned i receptionen, for at høre om der er fundet en pige, som ikke kan finde sin mand? men først vil jeg dog lige gå ned i kahytten, for måske står hun udenfor og banker på døren. Hun har ingen kort og må altså vente på mig. Der var nu ingen som stod udenfor døren og jeg gik indenfor. Selvfølgelig ville hun da ikke være der, men måske skulle jeg vente der, til hun kom? Skal jeg gå ned og melde hende forsvundet? Måske er hun faldet overbord? Jeg besluttede så at gå ud og lede efter det stakkels barn. Jeg havde end ikke nået at lukke døren, da Henriette kom farende. Godt rød i hovedet råber hun, "nåh der er du" Nu har jeg stået her i lang tid, og banket på døren og du ville ikke åbne?

Hvor svært kan det være at forklare pigen, at hun da kun skal banke på døren een gang, og jeg vil åbne indenfor 10 sekunder, hvis jeg altså er hjemme. Men jeg kunne bare ikke forstå, at hun blev væk og ikke ville sole sig sammen med mig, når hun var færdig med at filme. Hun er da dum, hvis hun ikke havde hørt efter, hvad jeg sagde, for så svarede hun jo ud i det blå. Nå Henriettes øjne blev igen nogenlunde normale og hun havde måske ikke ligefrem hørt efter hvad jeg sagde, men hun troede jeg sagde at jeg gik ned i kahytten. Nå men Henriette lovede at hun en anden gang vil høre efter, hvad jeg siger og ikke bare tro noget andet.

Vi gik op i solen og fandt os en solseng, hvor vi lod os falde ned på. Da vi havde spisetid, sad vi udenfor og nød maden. Bent og Margrethe kom forbi og vi snakkede lidt sammen. Hyggeligt. DE havde set hvaler, som engang imellem dukkede op for at trække vejret, sagde de og lige for tiden ligger båden stille. Grunden er at kaptajnen skal fange nogle fisk. dette filmer vi og jo, de har skam fangst op til flere på krogene. Pludselig dukker der hvaler op. Vi kan ikke mere end lige se deres rygge og så forsvinder de igen ned i dybet. Men det var nu ganske spændene at se disse store dyr ude i naturen. Måske er det slet ikke hvaler, men sæler, jeg er ikke så sikker i min sag. Vi slutter dagen af med en kop espresso kaffe og så er jeg ikke til andet end sengen. Der er ikke andet end genudsendelser i tv, så det bliver slukket og en lidt tvær Henriette som ikke rigtig vil sige hvad hun gerne vil, sætter sig til at skrive på mioen. Hun mangler vist lidt dagbogsskriveri.

Tirsdag morgen ser alt andet ud end gårdsdagen. Der er overskyet og vi skal ikke forvente at se solen. Men regn ser det nu ikke ud til at komme. Vi tager op og spiser morgenmad, der for mit vedkomne kun består i frugt smoothie og sort kaffe. Jeg vil gerne have gang i maven og svesker skulle efter sigende være fin til den. Vi forlader windows cafeen og tager computeren og mioen med os op i looking glass hvor vi har en skøn udsigt til den store verden, der kun består af vand. Jeg spejder ud over oceanet, i håb om at se hvaler, men de er ikke særlig seværdige for tiden. Der er næsten ingen bølger og få steder har solen fået lov at skinne ned det ser flot ud. Med tiden er den kommet lidt flere mennesker herop, selv nogle danskere har forvildet sig herop. Har jeg fortalt at der er en femtedel danske turister, og det kan altså både høres og ses. Især i rygerafdelingen, er de i flertal. Henriette har fået hår i ørene. Det er andres hår, og vi aner ikke hvis. Det tog lidt tid inden tiøren faldt, men så kom den også i enører, - hvilken larm. det er en stille dag og selv bølgerne går ikke ret højt, men det har jeg jo skrevet før. Jeg har lidt mavebesvær og det havde været fint med en dulcolaps. Men den må jeg drømme mig til. Jeg bruger toilettet ret ofte og hver gang er der da bid, om ikke andet så et bette bid. Vi gør os klar til at gå op for at lytte til kloge ord. Bent skal fortælle om Skotland og øerne. det er historie som vi faktisk kender lidt til fra vores England Skotlands tur. Han holder sig til sandheden, men det er også klogt, for jeg øjner flere ældre skolelærere og de sidder og håber på han siger noget de kan modsige ham på. Nå ja, det er barer hvad jeg tror. Bent klarer sig udmærket og alle er glade, det klapper bare for ham. Da vi skal gå, så snakker vi lige med Bent, for at høre om der er plads til os på turen 8i morgen. Jo da, selvfølgelig er der plads til een eller to til. Jeg betaler de 1200 kroner som det koster, og får så lovning på godt vejr for ti kroner. Jamen det er jo latterligt billigt, og det har andre også glæde af. Vi skal for en gang skyld ud og sejle i en lille motorbåd. Henriette kan bare ikke få nok af vandet. Vi skal til vestmannaøerne og ud under de mange øer, hvor fuglene har deres reder. Vi får sikkert hold i nakken, men bare vi tager varmt tøj på, især vindjakker skal med. Jeg må afbryde n7u, for de vil så gerne ind og ordne vores sengeleje. Men jeg siger bare at de skal altså ikke komme og lægge os i seng. Der går grænsen for min verden. Jeg finder tænderne frem, itager dem med lethed, og så forlader vi kahytten for en kortere stund. Hej så længe. Vi går skibet efter på langs kryds og tværs. Men jer er ikke så meget for at få noget at drikke mere. Der er ikke liv ved mosaik cafeen og vi lister snart hjem i vores lune hjem. Det bliver hurtigt til vores lune dyne og under den altså.

Onsdag morgen er grå og jeg kan se bjerge der er lodrette. de er bevokset med græslignende underlag og ser man godt efter, så går der geder eller får og græsser. Henriette vil gerne have morgenmad, og hun forlader mig uden den mindste undskyldning. Jo tak bare lade mig i stikken. Jeg har dog besluttet at jeg ikke vil have morgenmad. Min mave har det ikke så godt og trænger til en lille pause. Jeg står dog op og filmer gennem koøjet. Det bliver ikke så godt, for ruden er snavset. nu kommer damen hjem igen og hun banker kun på ganske få gange, og vupti, så åbner Oscar sørme døren. Det er jo et mirakel.

Vi pakker rygsækken med regntøj og de bluser vi mener, er til turen.

10 minutter før aftalt forlader vi vores hjem og begår os ned på molen. Bent og Margrethe står sammen med en masse af gæsterne, som er begyndt at gå ind i en bus. De kommer dog hurtigt ud igen, for det var vist ikke lige denne bussemand, som vil kendes ved os danskere. Han vil se hollændere og så mærkeligt kan vi altså ikke snakke.

Vi venter lidt og så kommer der ellers en bus som ser helt normalt ud. HK står der og så må det da være vores. Vi har en færøsk rejseleder med og han præsenterer sig selv til et navn jeg desværre har glemt. Men man glemmer bestemt ikke ham, for han er ganske lun og virkelig god til at fortælle om deres historie. Han er altså underholdende fra top til tå. Vi kører rund om byen Torshavn og så skal vi ellers til Vestmanna, hvor et bette skib vil tage os med. Dette skib hedder Barbara og kan kun lige have os med. Ikke vores rejseleder, men det er han ikke ked af. Han vil da bare vente på os over en kop kaffe.

Vi sidder bænket i lange rækker og så er det ellers om at finde det varme tøj frem og iføre sig det. Båden gynger og flere gange må jeg støtte mig, samtidigt med at jeg filmer. Lad mig erkende at denne tur kan jeg bare ikke beskrive med få ord. eller med mange ord. den er simpelthen ubeskrivelig. Vi sejler ud og ind mellem sprækker der har lodrette sider. Inde på ganske små afsatser, sidder fuglene i deres reder og venter på at ungerne skal blive så store at de selv kan flyve deres vej. Der er et liv af fugle, som man kun drømmer om. Vi har en anden mand, der må være skipper, for han ejer båden og han fortæller om livet på de barske klipper. Geder og mest får har der4es spisekammer på de stejle klipper. Flere af dem bliver simpelthen hejst op og så er de der til de enten dør, eller skal slagtes, eller falder ned i dybet. Det sidste er dog ikke hverdagskost, ville han da lige sige. vi skal have styrthjælme på, for der kan hurtigt falde mindre klippestykker ned i hovederne på os, og måske hjælper hjelmen, måske ikke. Vi ser fåret ud i disse skåle, den enten er gule eller røde.

Jeg har aldrig i mit lange liv filmet så meget som i dag. Jeg blev ligefrem øm i knipsefingeren. den har været på arbejde mere end 800 gange, indenfor 2 timer. Hvem kan slå den? jeg spørger bare. Nu glæder jeg mig til at se resultatet hjemme i Danmark. Henriette havde ikke mindre end 2 kameraer, som hun styrede efter behov. Det levende skulle gerne give billeder på lidt tættere hold og så havde hun jo også Canon, der kun tager stilbilleder. Damen var ellers kommet på arbejde. Da vi forlod skibet, var vi på museum og her var det igen vores snakkesalige rejseleder, som fortalte. Nu var det næsten det samme han snakkede om, som på udturen, så det var et slags respeed eller hvad det nu hedder, der kom fra hans mund.

Vi kørte så til hovedstaden og blev sat af midt inde i byen. Jamen en gåtur der var som at være i Bergen med de gamle huse. SKØNT

Vores tid på færøerne er slut, vi har forladt det lille danske rige og sætter kursen mod Kirkwall, hvor vi er i morgen tidligt. 2 pølser med brød og fritter til, nåede vi at få inden middagsluren lidt forsinket blev taget. Nu nærmer tiden sig til at vi skal have aftensmad, og det er da spændende hvad den vil byde på. Henriette skriver stadig på sin dagbog, så hun må da have en masse bogstaver i overskud, som skal bruges inden hun lukker mioen. Jeg har stadig ondt i røven, nej i ryggen eller lænden, så det er altså elendig, men en skal det jo gå ud over. Jeg har mit kors, at bære på, men hvorfor skulle det dog være noget med smerte? Jeg ser ligefrem sjov ud, når jeg rejser mig fra stolen. Ja ligefrem grinagtig.

torsdag.

Vi stod op før fanden fik sko på, nej der er nu ikke helst sandt, for det er kun Henriette der ville op og løbe fra sit ansvar. Hun kom ned efter 30 runder og jeg sov stadig som et lykkeligt lille barn. Jamen jeg havde end ikke fundet ud af at vi var landet på vores sidste destination. Øen der hedder Orkneyøerne og så hedder byen vi skal besøge Kirkwall. Det er ikke særligt varmt og derfor så tager vi rigeligt med tøj på. Vi forlader vores skib og finder bussen der kører de mere end 3 kilometer der er ind til bye3n. Vi er helt sikre på at vi altså ikke vil gå hjem igen, for det er da en trist og intetsigende vej. Nede ved havnen bliver vi sat af og herfra skal vi igen med bussen hjem, men nu skal vi da se noget vi aldrig har set før. Der er skilte som fører til seværdighederne og dem følger vi bare. katedralen der er årsag til at borgerne kalder byen for city, er ret mørk og med masser af buer. Vi filmer på livet løs og går så ud af dette hus. Som nabo er der bispesædet eller er det en borg, ruiner det er hvad der er tilbage af det. Da vi opdager at det koster penge at komme ind og gå i ruinerne, så tager vi bare de billeder vi orker og forlader resterne. Det er meget sjovere at gå ud og se hvordan man lever i de små huse. Nogle er totalt ligeglade med hvordan de ser ud, mens andre har gjort meget for at forskønne deres hule. Vi kommer også ind i Sankt Olavs kirke og den var lige3frem svær at komme ind i. Jeg troede at døren var låst, men opdagede at det var en anden dør, som befandt sig i et totalt sort rum. Glasmosaikker og jeg skal komme efter dig, havde ingen mulighed for at undgå vores kamera. Noget skal vi da have med hjem herfra. Vi gik så igen ned til byen og filmede gravstenene, som nu var ganske kedelige. Men også ret gamle. Langsomt men sikkert bevægede vi os ned mod bussen og håbede på den snart ville køre os hjem. Der var kun os og det gamle par, som havde fået nok af kirkwall, men skønt var det at komme ned og få en bøf. Desværre så blev den lavet over bål og brænd, og dette betød at den var tør og lidt brændt. Nej tak, vi vil have den ægte vare. I morgen, Så der er noget at glæde sig til. Vi solede os lidt, men da solen var ret skarp, så gik vi ned og fik vores rigtige middagslur. Op igen windows havde noget at byde på. Jeg ville så gerne have kiks med roquefort ost og hvorfor ikke tage nogle stykker. Jeg har desværre fået den dumme ide, at det er snart slut med det madfrås, og så gør det nok ikke noget at jeg lige snupper lidt mere end jeg har godt af. Af en eller anden grund, så har Henriette det vist på samme måde. Jeg har blot sagt til hende, at når vi kommer hjem, så skal vi så meget ned i vægt, at hun kan passe sin kjole, der er forførende og lækker. Det bliver bestemt ikke sjovt for den bette pige, Med denne udsigt. Vi har ventet på at skulle tage afste3d for sidste gang og der bliver naturligvis filmet afgangen med maner. Nu holdt kaptajnen ikke sit løfte, med at tude i hornet, men han er jo også nordmand, der kun holder hvad de orker. Vi går ned i kahytten for at få varmet kroppen op igen. Jeg skriver som sagt dagbogen og Henriette smuttede lige op for at få lidt mere i kassen, men ellers er hun også i gang med sine oplevelser. Det er nu ganske sjovt at vi sådan har forskellige oplevelser og det til trods for at vi går lige op ad hinanden, hele tiden. Jeg kikker ud af koøjet og får øje på det sidste fyrtårn, inden vi om mere e3nd et døgn ser et dansk tårn. Jamen det er så velkommet, som det kan siges og menes. Jeg er tømt for ord og kan ikke rumme flere oplevelser. Dagen i morgen vil gå med besøg på broen og i køkkenet og foredrag med en hajkender, der har cykelstyrskæg og et godt lune. Vi har snakket med ham og gjorde ham lidt stolt, jamen der er jo bare os, der folder os ud. Henriette vender sine fødder og trækker op i bukserne, jamen hvad har hun dog gang i?

Fredag er sidste dag på havet og der er ikke flere spændende oplevelser i vente. Vi kikkede på uret, som fortalte at klokken var 7,45 og det var løbetid for den idrættelige utrættelige Henriette. Men så kom damen i tanke om at vi skal sætte uret 1 time frem. Uhyggeligt, men klokken er altså et kvarter i ni. Jamen jøsses mig, så er det jo madtid. Vi gik op i windows og fil smoothie og lidt frugt. Jeg kom til at bede om mælk i drinken og det var en fatal fejl. Nu drak jeg selv det hele, men Henriette ville bare ikke synke3 denne forfærdelige afskum. V forlod de to ældre danske damer, som vi ellers havde mænget os hos. De var vist glade for mad, for der var ikke så lidt af fede ting på deres tallerkener, og de skal nok finde ned i maverne på dem. Der er jo altid plads til lidt mere, i omfangsrige personer. Nå men vi kan se land og det er Norge. Det virker allerede lidt hjemligt, men hvorfor skal de tage så lange tid at sejle resten af vejen ned fra Skagen og til København. Det er nok afstanden som er større end man regner med.

Sidste informationsmøde holder Bent i samme lokale som de tidligere. Vi skal jo snart pakke sammen og huske alt, der ellers ligger og flyder i kahytten. Vi får udleveret sedler der er grønne som håbets farve, og de skal sættes på kufferterne vores. Så er der da et lille håb om at vi får alt med hjem. Måske vil vi miste den anden knop, så der kommer balance i regnestykket. Benet snakker godt for andre togter og måske kan vi blive smittet igen. Men nu skal dette togt lige fordøjes. Vi klapper Bent af og takker for hans store arbejde og han i8ndkasserer resten af penge han har til gode hos os. Vi har dog betalt, uden at få regning for det, og da de3t er mine penge som smuttede, så er det da spændende om Henriette husker at jeg er en fattig mand, der kan sætte træskoene, hvis jeg ikke får mad på bordet den kommende tid.

Vi vil gerne se broen og hvordan man styre et sådant skib, så vi mødtes i glassalen, nej den hedder glassalen, bare for en ordens skyld. Her blev vi til et nummer der hedder 34 og så skal vi ellers bare lige underskrive et par gange, inden vi må komme ind i hjertet på det gode skib. Kaptajnen var ikke til stede, men det var nok fordi han ikke turde se os, for han havde jo lovet at tude med hornet, da vi forlod Kirkwell. Der kom ikke et eneste trut og det er årsagen til han har gemt sig i sin kahyt. En efteraber, eller styrmand fortalte os så om hvordan man sejler i dag. Man sætter computeren i gang og går i seng. Den klarer så alt. Der er så nogle frivillige, som kikker ud over havet og lader som om de har et godt øje til hvalerne, men det er og bliver mekanikken der tager ansvaret. Er vi på forkert kurs, så kan vi klage til computeren, i8ngen andre. Går skibet ned, da frasiger computeren et hvert ansvar, for de kan ikke tåle vandet. Vi fik en viden der er penge værd, og som man slet ikke viste i mine forældres tid. Lidt i 12 middag modtager vi så vores bøffer som smager noget bedre end i går. Vi nyder måltidet og belønner det med en middagslur nede i kahytten. Jamen det er da vemodigt at tænke på næste gang vi tager middagslur, er hjemme i Dommervænget 22 d. dør 4.

Nostalgien kommer i øjnene på mig, Det er så lang tid siden jeg har set vores dejlige hjem. Jeg behøver bestemt ikke flere oplevelser, den kommende tid, når bare jeg kan komme indenfor døren i dommervænget, Som for resten har fået sig en anden lås. Jamen måske er min ferie allerede slut nu, Der er kun ventetid tilbage. Hvor pokker er den berømte knap man trykker på, for at kunne sidde i sofaen og slappe af?

Vi er nu kommet til hjemrejsedagen. op klokken 7,00 og op på windows for at få morgenmad for sidste gang. Der var mange deroppe og folk var stressede. vi fandt dog et sted, hvor nogle belgier havde taget plads. smoothie bestilte Henriette og jeg tog lidt frugt med svesker. Vi gik dog ned i kahytten for at hente vores rygsæk. Tisse af og sige farvel til vinesh. så satte vi os på mosaikkafeen og fik vores morgenkaffe, som vi altså ikke fik på windows. nu er der højest 35 minutter til vi kan forvente at må forlade skuden. Jeg vil bare hjem. Ikke mere for denne tur. Måske dukker der minder op, og så kommer de ned i dyret.  Det var en rigtig god tur til Island. Vi skal lige tage toget fra Nordhavn til Roskilde og det er en smal sag, inden vi sidder hjemme i stuen.