Året 1998.

Året 1998 var et rejsefuldt år af de bedre, hvor Sverige, Tyskland, Spanien, Italien, Norge, Polen og Danmark blev filmet ganske kraftigt. Ja, det var lige ved at være for meget, men hvor vi dog nød det. I Tyskland var vi hos Marianne og Dave, hvor vi overnattede og havde en dejlig dag, med vin og rigtig god mad. Den Romantiske Vej, Altomünster og sidst men ikke mindst Spreewald - Sorbernes land, den tur var virkelig spændende.

I Sverige var det Øland, med den store Borgholm-ruin og Birgittas kapel til hendes mors ære. Barndomshjemmet i Finsta, Falun, Värnamo, hvor vi gerne overnattede, og sidst men ikke mindst den gamle ærkebispeby, Lund, Uppsala og Ornäsgården var også blandt de mange dejlige svenske perler, som vi besøgte.

På Norgesturen var vi helt oppe i Stiklestad, stedet, hvor det drabelige slag stod mellem egnens storbønder og Kong Olav den hellige, det endte med Olavs død og helgenkåring, han ligger stadig midt i Trondheim domkirke. Den kom vi dog ikke ind i, for norsk tv var der inde og havde travlt med at arbejde på en film om den hellige konge. Øen Munkholmen, hvor Griffenfeldt levede i fangenskab sammen med sin tjener. - Og de mange andre steder, hvor kameraet bare fik pragtfulde billeder på nethinden.

Sydspanien, eller som det virkelig hedder, Andalusien, var en varm oplevelse. Vi ankom til Sevilla netop den dag, da Feria de Avril startede, og vi gik og gik helt indtil klokken 23.45, før vi fandt et hotel, hvor der var plads til os. Prisen blev den dyreste, vi nogensinde har betalt for et hotelværelse. Det blev noget med 26.000 pesetas, og det svarede til omkring 1500 danske kroner, men så var der også morgenmad med. Det var et 5-stjernet hotel med marmor overalt.

Madeira kalder.

Det kan da godt være, at øen var ligeglad med os, men vi var altså bare meget glade for at komme til Funchal, som hovedbyen hed. Denne gang var der karneval overalt i byen, og denne fest var alle med til. Børn i alle aldre var klædt ud, og som vanligt var der mange mænd, som var klædt i kvindetøj. De så flotte ud, jo da, de havde da ben til at bære sig frem. Og flere af dem var ret gode til at sminke sig. Vi var nu også ude og se på andet end mandeben og falske bryster. Nonnernes dal fik vores besøg denne gang, og Monte kaldte som altid, vi tog bussen til begge steder. Madeira havde bare en ting, som godt kunne være lidt besværligt. Og det var de stigninger, vi skulle op og ned af. Det er jo et bjergland, og enten så måtte vi gå på levadaerne, som var alle tiders vandveje med udsigt til hele verden, eller vi måtte lide op ad de skrå og stejle gader, der gjorde bentøjet ømt og træt. Vi boede lidt udenfor byen og ikke langt fra lidoen, hvilket betød, at vi altid havde et godt stykke at gå, hver gang vi skulle ud og spise eller shoppe.

Jeg havde besluttet, at vi skulle til Polen. Henriette var med på ideen straks, og derfor så undersøgte jeg de steder, hvor vi bedst kunne overse eventuelle problemer. Vi valgte Gdansk, og det var fordi vi jo havde Birgittafilmen i tankerne, og netop i denne by var et af hendes klostre og en meget stor og smuk Birgitta-kirke.

Jeg var blevet advaret, af flere af mine kollegaer, om farerne for at blive overfaldet eller ribbet for alt. Derfor så mente vi, at vi havde garderet os godt. Turen gik da også strygende, og i en lille by, 2 timers kørsel fra Gdansk, ville vi så overnatte. Vi kørte ind på en lukket campingplads, hvor der var sat en del huse op. De så fine ud, og vi fik da indlogeret os i et af dem. Manden, der stod for pladsen, var vældig flink, og vi kunne da godt se, at han havde grund til at se, om vi virkelig var dem, vi gav os ud for. Derfor så skulle han have vores pas. Jeg havde det skidt med at være uden pas i Polen, men vi ville få dem næste dag, når vi kørte. Det var bare som sikkerhed, hvis vi kunne finde på at stjæle hans tv.

Vi gik en aftentur og så et cirkus, der havde gjort klar til en forestilling. Jeg ville filme lidt derfra men fik straks ordre på at slukke for kameraet. Der måtte overhovedet intet filmes. Det virkede meget mærkeligt, men da manden begyndte at true os, så valgte vi at gå derfra straks. Selve byen var slum, og husene var elendige. Det var nærmest barakker, som kun skulle stå der for en kortere tid. Alt sammen gråt i gråt. Vi gik hjem i seng og sov som en sten. Næste dag var det gråvejr, og da vi havde spist vores hjemmelavede morgenmad, ville vi så have vore pas, for vi skulle jo videre, men den flinke mand skulle først lige over i vores hytte for at se efter, om der manglede noget. Vi ventede en 10 min. tid, og så fik vi passene og kørte ud af området. Det var begyndt at regne, og jeg blev lidt mærkelig, for jeg havde svært ved at holde bilen på vejen. Vi slingrede fra den ene side til den anden. Måske var jeg bare træt af at køre og kunne derfor ikke styre ordentligt. Vi kom til Gdansk, og jeg satte bilen i en sidegade, ikke langt fra den kirke, hvor Birgitta havde en flot plads i skibet. Vi filmede og filmede. Der var bare ingen Birgitta-søstre at se, og derfor så spurgte vi nogle nonner, som boede ved siden af kirken, om hvor vi kunne finde Birgitta-nonnerne. De boede slet ikke i selve byen men derimod i en forstad, der hed Oliwa, sagde en af nonnerne. Da vi havde set det, vi ville, så kørte vi mod byen Oliwa for at finde vores mål. Men vi fandt ingen klostre.

Vejret var stadig regnfuldt, og en vældig byge gjorde det svært at se 5 meter frem. Vi blev enige om at glemme nonnerne og drage hjem. Da vi havde kørt en times tid, var det middag, og vi valgte at spise varm mad på en hyggelig lille kro. Da vi var godt mætte, fandt jeg pludselig på, at jeg da ikke kunne køre hjem, uden at vi havde fundet vores mål. Det ville have været første gang, jeg opgav et mål. Vi kørte tilbage mod Gdansk, og et skilt mod Oliwa viste sig. I regnens stråler forlod jeg autovejen og kørte ind på nogle små gader. Efter nogle kryds, valgte jeg at dreje til højre og ville lige have et hvil. Vi steg ud af bilen, låste den og gik ud og kikkede efter gadenavne. Da alt stod på polsk, så forventede vi ikke ret megen hjælp. Men pludselig stod vi ved et skilt, hvor der var tegnet en nonne på, og navnet Birgitta på polsk viste sig. Hvem der egentlig havde ført os til stedet, vil jeg ikke sige, men der var altså en, der gerne ville have, at vi fandt vores mål. Jeg hentede bilen, og vi kørte op til huset.

Der var en masse arbejdere, som, selvom det regnede, var i fuld sving med at planere en kæmpestor gårdsplads. Bygningen var en herregård med 4 længer. Vi bankede på, kom ind og fortalte, hvem vi var. En meget flink og sød nonne viste os rundt. Vi fik et værelse, og jeg skal love for, at det var flot. Alt inventar var arkitekttegnet. Det var så flot, at vi ligefrem følte os som konger eller mindst velhavere. Vi fik lov at filme, og de var meget flinke til at fortælle os om deres nye hjem. Paven skulle komme og indvie klosteret, og da han jo var polsk, så var det noget af en sensation. Desværre kunne vi ikke blive der til festen, som jeg ellers gerne ville have filmet, så vi forlod det smukke sted den næste dag. Vi så lige den plads midt i gården, hvor en 3 meter høj bronzefigur af Jesus skulle pryde omgivelserne. 

Så gik turen hjemad, og jeg så en mand stå ved et vejtræ og vinke til os, at han trængte til hjælp. Først kom jeg i tanke om, at vi på udturen havde set en ulykke, hvor en bil var kørt ind i et træ, og der sad 2 mænd inde uden at røre sig - sikkert døde, og jeg begyndte at bremse. Men så kom jeg i tanke om, hvad Niels Post havde fortalt mig, og jeg gassede op igen. I bakspejlet kunne jeg se, at der kom flere mænd til syne, de havde stået og ventet bag træet. Vi havde altså lige reddet os fra at blive klædt af til skindet. ”Polen er altså ikke et land, der er værd at køre i”, blev vi enige om.

Da vi nærmede os grænsen til Tyskland, blev der kø. Det regnede, og vi glædede os at se vestlige omgivelser igen. Nogle unge mænd havde taget stilling til at vaske frontruderne på bilerne, og de gav den hele armen. Jeg ville bare ikke have vasket mine ruder, for det regnede jo. Derfor så afviste jeg dem, men det var de da ligeglad med. De var meget hurtigt færdige og forlangte penge. Da jeg jo ikke havde sagt ja, fandt jeg det mærkeligt at betale noget og afviste dem. Det skulle jeg aldrig have gjort, for straks begyndte de at ruske i min bil. Den fik en omgang, som gjorde os lidt bange. Henriette var hurtig til at lukke vinduet og låse døren, og jeg fandt så nogle zloties frem, som jeg gav dem. Men de var ikke tilfredse, for de ville have flere sedler.

Andre bilister kom frem og betalte, hvad de forlangte, de var bange for at få en tur, som vi fik. Vi kom heldigvis til Tyskland, og jeg ville aldrig mere køre til Polen, sagde jeg. En tysk politimand stoppede os, og han ville se vognen igennem. Alt skulle ud af bilen, og han var meget grundig. Vi havde aldrig før været ude for så grundigt et syn. Derfor var det skønt, at vi fik lov til at fortsætte, efter jeg havde pakket bilen, som han havde rodet gevaldigt i.

Først da vi kom hjem, og jeg var kommet på arbejde igen, så sagde Niels Post til mig, ”Synes du ikke, at det er på tide, at du får lovlige dæk på din bil? Jeg turde ikke køre rundt i sådanne sutter”. Jeg troede da ikke på ham, for jeg havde jo lige købt nye dæk for 2 måneder siden. Det viste sig, at mine dæk var så slidt, at der slet ikke var noget mønster på dem. Ikke nok med det, alle dæk havde forskellige polske navne. Niels spurgte mig så, om jeg havde ladet bilen stå et offentligt sted om natten, og jeg sagde så, hvor vi havde været. På campingpladsen, der jo var et lukket område. Og hos nonnerne, der boede udenfor byen. ”Det er da på campingpladsen, du har fået byttet dine dæk. Jeg er næsten sikker på, at den flinke mand, der troede, at du stjal, er manden, der har tjent en ekstra skilling på den dumme dansker”.

Henriettes Mormor og Morfar havde jernbryllup, og det skulle da fejres. Jeg var med for at filme festen, og vi var også i deres hjem på selve dagen, hvor der var flag og pyntet op, som aldrig før. De var nu hyggelige og kære at besøge. Lune morfar havde altid en eller anden bemærkning, som ingen ventede, men som bare kom ud af ærmet. Festen blev holdt på Margrethegården, og der var virkelig mange med, som fejrede vores alle sammens mormor og morfar. At Morfar døde 14 dage efter festen, kom nu ikke bag på nogen. Det virkede, som han levede for at blive fejret og festet for, og så måtte lyset gerne slukkes. Han bad mormor om hånden og opgav ånden. Selv døden tog han imod med lune.

Jacob Thielsen, der var leder af FOF, havde jeg et godt samarbejde med. Han gav endda middag én gang om året på Bryggerhesten, og det var jo en fordel for både ham og mig. Jeg havde fortalt om vores film om Den hellige Birgitta, og han blev fyr og flamme. Vi skulle derfor vise film og holde foredrag på Gråbrødre skole. Det blev til lokale 15, hvor der ellers var sang og musik med Fabio Yepes de Acevedo.

Vi havde gjort meget ud af dette foredrag og var meget spændte på, hvordan det ville gå. Det blev en rigtig god aften, hvor vi begge foldede os ud mellem filmene, og svarede på alle de spørgsmål, folk kom med, og vi kunne  gå hjem med et lyst sind. Henriette måtte forklare, hvad Birgitta-nonnernes krone havde af betydning, og flere forsøgte at få årstal på bordet, hvad de også fik. Jo, vi kunne lektien. Eftersom der var fulde huse, så blev det til flere foredrag hos FOF. Da vi også havde lavet nogle dejlige og spændende film om Nepal, så kom disse også på programmet. Første gang var der ikke nok tilmeldte, men da jeg havde brugt mange timer på at fortælle mine kursister på skolen om vore fantastiske film, så blev det til noget.

Vi fik blod på tanden og kom ud til andre foreninger med denne film.  Vi havde jo lavet mange film, og især Nepal-filmene havde succes i Ildstedet, og vi kom meget ovre i Trekanten. Når vi var der, så var vores nabo Fru Christensen og Tine Møller faste gæster. Der var altid fulde huse, og vi hyggede os, samtidig med, at de fik vores dejlige film lige i synet. I mange år var vi faste filmvisere 2 gange om året, så vi har næsten vist alle vore film i Trekanten. Det er faktisk dem, som har set flest film. Både i Svogerslev og Himmelev har man nydt vore film og os. Det er rigtig fint at komme ud på de skrå brædder, og jeg har jo Henriette ved min side, hvis der er noget jeg ikke kan huske.

Jeg møder Charlotte igen

En dag, hvor jeg havde min rute på Gråbrødre skole, mødte jeg Charlotte. Det var meget mærkeligt, og uden vi anede det, så krammede vi hinanden. Min datter havde tårer i øjnene og jeg det samme. Langt om længe fandt vi sammen. Vi snakkede og blev enige om at tage en tur i skoven for at snakke ud og få tingene sat på plads. Jeg hentede min datter, og så kørte vi ud forbi Sankt Hans til Boserup skov. Her forlod vi bilen og gik langsomt på den berømte rute.

Jeg ville da så gerne vide, hvorfor hun ikke bare kom til mig, hvis hun var i pengenød og sagde også, at jeg syntes, det var forkert, at hun gik mig bag ryggen. Charlotte sagde, at hun var bange for mig, og det var slet ikke hende, som havde søgt om pengene. Det var en kvinde fra amtet, der sagde, at hun skulle søge. Til det med at hun havde ladet mig gennembanke, sagde Charlotte, at hun var bange for mig, og hun affærdigede mig ved at sige, at det da var årsag nok. Måske var Charlotte ikke glad for at snakke om det, og jeg begyndte så med andre ting. Jeg ville gerne, at vi fik snakket hendes mors død igennem, men det var Charlotte slet ikke moden til endnu. Vi blev enige om, at tiden måske ville løse op for disse emner. Vi inviterede Charlotte hjem, og vi havde en god dag sammen. Charlotte inviterede os ud til sig, og det gik da også fint.

Men jeg kunne mærke, at Charlotte gerne ville sætte mig på plads ved at spørge Henriette om ting, hun havde svært ved at svare på. Når jeg så svarede, så blev Charlotte barsk og beordrede mig til at tie stille. Jeg havde det bestemt ikke godt, og derfor kunne vi da lige så godt få afklaret, om Charlotte i virkeligheden gerne ville være sammen med os. Hun gjorde det helt klar, at der aldrig skulle snakkes om vores liv, hendes mor eller ting, hun havde gjort.

Vi havde været hos Charlotte endnu engang, hvor hun forsøgte at sætte mig på plads og bebrejde mig, at jeg skulle have ødelagt hendes computer, og da jeg ville lave den, så måtte jeg bare ikke røre ved den. Charlotte var så glad for at snyde forsikringsselskaberne, noget hun ligefrem pralede af. Jeg har desværre en helt anden indstilling angående forsikringer. Jeg har en forsikring, der helst skal være så billig som mulig, og som jeg aldrig håber skal betale til mig. De gange, jeg har haft brug for en forsikring, da har der aldrig været problemer med at få udbetalt penge. Men jeg kunne heller aldrig finde på at lave numre for at udnytte situationen.

Jeg skrev så et brev til hende, hvor jeg ærligt skrev, at jeg ikke var interesseret i pligtbesøg. Hvis vi ikke kunne være ærlige overfor hinanden eller ville besøge hinanden, når lysten kom, så var det bedst, at vi lod tiden læge sårene.

Jeg ville meget gerne have, at Charlotte og jeg skulle fungere mere normalt sammen og skrev, at det med pligtbesøg bestemt ikke var noget, jeg ville være med til. Jeg ville meget gerne have, at Charlotte kom her i vores hjem AF GLÆDE, og hun var velkommen til hver en tid. Hvis hun kun kom af pligt, så så jeg hellere hendes hæl. For mig er det helt klart, at hun slet ikke har nogen form for respekt for mig. Hun vil aldrig kunne give mig en undskyldning for, at jeg blev gennembanket, så jeg kan stadig forvente, at hun en dag vil sende en anden tanketom voldsmand ud for at give mig bank. Jeg har jo nægtet at betale hende for Martin.

Jeg aner ikke, om Charlotte vil være med til at ses af glæde, for hun har endnu ikke givet et svar. Charlotte er bare en rigtig dejlig pige, der går ind med træsko på til alle. Hun er påtaget hjertelig og varm. Men når det gælder penge og magt, så bliver hun en Rita, og så er der intet at gøre. Jeg ville gerne, om Charlotte fik børn og en mand, men der er bare ingen, der vil kunne leve med hende i så lang tid, at det kan nås. HVORFOR? 

Set med mine øjne, så lever Charlotte i sin helt egen verden eller osteklokke, om man vil, og hun kan slet ikke forstå, at der er noget, der hedder tillid, respekt og ærlighed. Det er penge, der har betydning og intet andet, siger hun. Jamen jeg har det jo med at se tilbage i tiden, og så kommer der jo ting frem, som kan give stof til opfattelsen af Charlotte. Hun er utrolig lig sin mor. Hun kan slet ikke finde ud af det med mænd. Jo hun havde jo SIP, men han var bare ikke en mand, men et skvat, som sikkert havde flere problemer end Charlotte. Selv Charlottes naboer synes, at hun er ganske sød og venlig, men hun kan bare ikke finde ud af livet, siger de. Jamen måske er Charlotte til kvinder, hvis hun altså ikke er kold. Jeg har aldrig set hende være glad for andre mennesker, hvorimod hendes hund, var sagen. Charlotte vil bare ikke være ærlig overfor sig selv, og derfor så må hun leve i sin osteklokke.

Tenerife 1999

Igen rejste vi til den dejlige ø - Tenerife, og denne gang boede vi på et andet hotel. Det ligger lidt udenfor centrum og er rigtig hyggeligt. Denne gang besøgte vi mange af de steder, vi tidligere havde været. Ferien var en rigtig slap-af ferie, men det blev dog som altid til en masse busture og oplevelser, som ikke lignede de tidligere ture. Sverige kørte vi til mange gange dette år, og Jylland, Fyn og Lolland måtte også finde sig i os. 

Den største og mest spændende tur var dog til Santiago de Compostela. I vores dejlige bil tog vi simpelthen på pilgrimsrejse ned til Sankt Jacob. Vores første stop var i Holland, - byen Uden skulle vi se, for det er jo der, at Birgittaordenen har et kloster med søde nonner i. De var nu søde og kære, men da ingen af dem kunne andet sprog end hollandsk, så var det så som så med at få en snak med dem. Til gengæld så sang de for os. Lidt falsk men fuldt ud af hjertet lydene fremkom. Et andet kloster af Birgittaordenen ligger i Weert, og det besøgte vi da også, men her havde de garderet sig mod os, for døren var og forblev låst. Vi kørte videre til Frankrig, og efter flere dage nåede vi grænsen til Spanien. Det var her, at vi startede den egentlige pilgrimstur. Saint Jean Pied de Port hedder det sted, hvor rigtige pilgrimme mødes og fortsætter ned til målet. Der var nu ingen andre tobenede end os på pladsen, så vi forlod hurtigt stedet.

De fleste mennesker, vi mødte, gik på stien. Nogle var klædt ud som pilgrimme, og de var rigtig flotte og fine. En kutte, en bred hat, en stav og en ibskal. Vi hilste på mange af dem, og mens de gik og fik vabler på tæerne, så sad vi i bilen og fik solstik. Det var rigtig varmt midt på dagen, og mens vi gik og filmede seværdigheder, så sad de fastboende inde i husene og svalede af.

Baskerlandet var bare så smukt, og vi stoppede op i en lille baskerby ved navn Banca. Hotelmutter var fransk, og fatter var spansk. De fortalte os om en god vej, vi burde følge gennem det frodige land. Byen Paredes de Nava havde så mange storke, at vi slet ikke kunne køre videre, inden vi havde set lidt nærmere på dem. Da det var så varmt, så valgte vi at få slukket tørsten på en lille bar. Under trækronerne sad der en ældre lille fin mand og iagttog os. Vi fik vores drink, og han kom over til vores bord. Selvom vi ikke kunne ret meget spansk, så forstod vi hans iver for, at vi skulle se, hvad byen havde af seværdigheder. Han betalte vores drinks, og vi kørte med ham ud for at finde et sted til overnatning. Ismael Calve, som manden hed, fandt en slags hotel, hvor mutter så os an, inden hun godtog os. Ismael inviterede os hjem til sig i privaten, og vi fulgte med som det tykke øl. Det viste sig, at Ismael var professor og havde undervist i billedskæring. Han havde et rigtig flot hjem, hvor alt var lavet af ham selv. En masse maskiner havde han på sit værksted, og stolt viste han alle herlighederne. Inden vi forlod Ismaels hjem, drak vi hjemmelavet vin.

Efter aftale, så blev vi lukket ind i byens kirke, hvor vi filmede efter alle kunstens regler. Der var godt nok lidt forvirring, om vi skulle betale kustoden, men da vi jo brugte ”ik forstå minen”, var der ingen problemer. De mange storke sad øverst på kirketårnet og svalede sig af. Og vi nød den kølige kirke, som bare var for mørk. Her i byen havde vores Birgitta også haft et kloster, men nonnerne havde forladt bygningerne og fundet ”kølerige” omgivelser.

Santo Domingo de la Calzada har en kirke, der virkelig er værd at besøge. Det er nemlig her, at der er levende høns døgnet rundt. En historie om dem har kirken også, og den fortæller vi altid, når vi viser filmen.

Pilgrimsmålet er et smukt mål. Bare det, at se de tusindvis af pilgrimme, som har øjnet deres mål, er en lykke i sig selv. Deres trætte og vablede fødder er glemt, og Jacob venter på dem lige indenfor i kirken. De skal derefter have stemplet deres pilgrimspas som bevis på, at de har gennemført den barske tur. At næsten alle derefter tager toget eller flyet hjem, er en helt anden sag.

Mens Henriette gik ind for at tage lidt film af Sankt Jacob, så satte jeg mig og kikkede på de mange pilgrimme, der for første gang havde set deres mål. De var jo ligefrem frelste eller så ud som sådan. Nogen lagde sig på knæ og var nok knækket, men ind til Jacob, det måtte alle. Vi forlod den smukke kirke og havde fået nok af menneskehavet. Vi satte os i vores bil og forlod det hellige sted. At vi stadig havde flere tusinde kilometer hjem, tænkte vi slet ikke på. Men turen havde sat sine spor i os.

Faktisk så ville vi gerne have kørt ud til Verdens Ende, men nu havde vi været på tur så lang tid, at vi var begyndt at længes hjem. Derfor så blev vi enige om at finde et hotel for natten, og det skulle være mod nord. I Carrion de los Condes fandt vi så et lille hotel, der lige var for vores pengepung. Nu gik det så mod nord, og i Burgos trådte jeg i en rigtig menneske høm-høm. Den var svær at komme af med, men det lykkedes dog til sidst. Hvorfor nu den snak om hømmer. Jo, for den plads, jeg gerne ville se lidt an, den bruger pilgrimmene til overnatning. Skal man så af med bearbejdede naturalier, så er der mange, som nøjes med at liste ud bag ved teltet og gøre sig fri for overskuddet. Dagen efter er der ingen, som tænker på, at det ikke var et toilet, de brugte. Ude af øje er ude af tanke.

Vi burde være blevet i byen nogle dage, da der er rigtig meget at kikke på, men vi havde ligesom overværet klimaks og var lidt trætte af alt den helligdom. Da vi kom til Roncevalle, var der tåget, og derfor kørte vi forbi noget af det smukkeste, man kan byde på i miles omkreds. Det er da noget "lordes". I Frankrig kørte vi ikke forbi Lourdes, og det er vi rigtig glade for.

Da vi havde parkeret et sted, der lå langt fra byens trækplaster, var vi ved at gå forkert, men efter vi havde set en kirke, der bestemt ikke var Bernedettes, så fulgte vi bare strømmen. Det var, og er, et skuespil af de store, der mødte vore øjne. Tusindvis af mennesker samledes på en kæmpestor plads. Over hele byen kunne der købes dunke i forskellige størrelser (Tomme selvfølgelig), og de kunne så blive fyldt op med det hellige vand, der kommer ud af klippen. Historien om dette vand er så gribende, at man næsten ikke kan lade være med at tro på den. Måske kan man blive helbredt, og hvorfor så ikke prøve det?

Der kan også købes lys i alle størrelser. Jo større lys, jo større er muligheden for at blive helbredt. Hver dag kommer der så mange folk, som naturligvis gerne vil helbredes, at der er køer på mange kilometer. Lourdes lever nu ikke kun af vandet, nej de har utrolig mange små figurer af Jesus, Bernadette, Madonna, Maria og Birgitta og Helene og Agnes, og jeg skal komme efter dig. Altså Lourdes lever af hellige ikoner. Men bare de virker, så gør det jo ingenting.

Vi kørte fra byen til en ligeså kendt by, nemlig Avignon. Her havde paven engang boet, og dengang da boede han fyrsteligt. Hvorfor nu det? Jo, den franske Kong Philip den Smukke ville ikke betale penge til paven i Rom, derfor så satte han paven i fængsel og udnævnte sin egen pave. Denne skulle sørge for, at kongen fik penge af folket. Og den fidus holdt i mange år. Vores pilgrimstur sluttede efter en overnatning i Sichelnstein i Tyskland, og vinteren derhjemme gik med at lave en rigtig god pilgrimsfilm.

År 2000.

Dette år var vi selvfølgelig også på opdagelse i mange forskellige lande. På den anden side af Øresund, så Laholm os, og vi var inde hos bageren for at få vores morgenkaffe med blødt brød. En svensk hund var prisen, og det var ganske normalt. Eftersom det jo var Jubelår, så drog vi til Rom. Henriette skulle gå gennem døren, der kun var åben i dette år. Hun jublede nu ikke over det, men det var nu heller ikke til at græde over. Vi besøgte ikke mindre end 3 Birgittaklostre i Rom. Og det sidste lå ganske langt udenfor byen. Vi havde taget en taxi, som blev ved med at køre på den gade, vi havde sagt. Der var uhyggelig langt derud, og da vi endelig var ved målet, så ville han have penge for at køre hjem igen. Vi havde ikke forudaftalt noget, og derfor så måtte vi betale ret så mange penge for denne tur. Nu hjalp det at komme ind på klosteret, hvor vi blev budt på kaffe og kage. En sød nonne fortalte os en masse, og vi havde det da rigtig fint. Da vi så skulle hjem igen, så tog vi bussen. Jeg havde ikke købt billetter, for vi kunne ikke finde ud af systemet, men vi blev heller ikke taget, og derfor så var det beløb, som vi spildte på taxien, ligesom blevet mindre. Dagen efter gik vi så til kirken, hvor Birgitta havde sin egen helgeninde Agnese, og her kom vi ned i katakomberne, og vi fik endda lov at filme dernede. Agnese ligger stadig i kirken, og hende har vi da også på bånd. Rom bliver man bare ikke færdig med at se, for der er så meget at gå efter, så vi vil derned igen om nogle år.

Med Øster Linnet-rejser skulle vi se Pragh. Vi blev taget op nede ved stationen, og med bus gik det så mod syd. Det var første gang, vi skulle prøve denne form for transport, og det blev da også sidste gang. Da vi skulle sove i bussen, blev sæderne lagt ned, og det var lidt af en kunst at ligge ned. Vi havde fået underkøjen, og der var altså ikke langt op til overboen. Godt radbrækkede spiste vi på et polsk hotel, og vi var lykkelige, da bussen satte os af ved Theresienstadt. Det var en lejr, man brugte under krigen, til de mere velhavende, som skulle behandles pænt. De havde mulighed for komme i bad. Det eneste, der var en ulempe, var, at det var tørt vand. Vi kom langt om længe til Pragh og vores hotel, og derefter valgte vi at gå ud for os selv. Alle de andre skulle med bus byen rundt, og vi tog gåben hele vejen. Da vi kom til bymidten, var der demonstration. Politiet var pakket godt ind og svingede med stave og pistoler. Vi skulle bestemt ikke være i vejen for dem, og jeg var hurtig til at slukke for kameraet.

Karlsbroen var noget for sig og kongepaladset ligeså. At det var billigt at spise i Pragh, var sikkert, men jeg skal love for, de også var hurtige til at rydde bordet efter maden. Man skulle virkelig passe på, at tallerkenen ikke forsvandt, når der kom en tjener. Uanset om der var mad på den, så smuttede den væk som et lyn. Thyge Brage fik selvfølgelig besøg af os, og vi kan kun anbefale andre at besøge hans herlige by. Hjemturen var et ræs, hvor vi følte os som sardiner i dåse, og vi kunne ikke drømme om at prøve natbusser mere. Godnat med disse ture.

Henriette var ikke lang tid om at sige ja til, at vi igen besøgte Berlin. Vi har jo vore venner, som vi bor hos, og fra dem er der jo ikke mere end 10 minutter ind til bymidten. Berlin forandrer sig hver eneste dag, og i alle de år vi har været her, da er det mest kraner, som stikker i vejret, men nu er højhusene ved at tage magten.

Sommerferien holdt vi så i Østrig, hvor vi boede mange spændende steder. For det meste var det privat, og det var da også der, vi hyggede os bedst. Østrig er altså et land, der er god til at rede håret. Uanset hvor vi er, så ser alt så friseret ud. Selv den vilde natur har fået en kam gennem sig. Det er jo lige før, at man kan lave golfbaner, hvor kun hullerne mangler. Vi havde lige en uge til Henriette skulle på arbejde, og den brugte vi i Norge.

2001 i HC Andersens fodspor

Sverige, Costa del Sol og Polen rundt. Costa del sol havde en tiltræknings-kraft på os begge, og derfor så tog vi flyveren derned. Vores hotel hed Stella Polaris og var bare alle tiders. Vi havde en altan, der var større end en håndboldbane, og der slikkede vi sol for alle pengene. Med bus smuttede vi til Ronda og gik over den berømte bro, og med øjnene slugte vi historiens banditter, der engang hed Maurerne. Med tog kørte vi så til Sevilla og så barberen, den spanske plads, la Giralda og alle de andre berømte steder. Vores længste tur var dog til Cordoba, og det var en stor oplevelse med alle de mauriske bygninger. Men vi har ikke været i Andalusien, hvis vi ikke besøger Granada, hvor Alhambra skiller sig ud. Det var virkelig "kræm de la crem". Vi følte med HC Andersen, der i Malaga blev forelsket i en varmblodig spaniolerkvinde, og hvor han fik stjålet en gave fra Oehlenschläger. Han var bare så uheldig, den stakkels mand. Vi fik da også tid til at se nærmere på Torremolinos og strandkanten. Sams bar fik Henriette til at se dobbelt, og det var da godt, at vi ikke havde ret langt hjem til dynerne. Det blev sommer, og vi kørte småture til broderlandet Sverige. Norge var bare så tiltrækkende, og derfor så var bilen helt pjatte’ med at føre os derop. Da vi jo ikke havde gode erfaringer med at køre i Polen, så valgte vi at tage en bustur Polen Rundt. Med 65 Ferie gjorde vi os klar til en lang, men spændende tur. Vi blev hentet af bussen i Roskilde og med skib sejlet til Swinoujscie, hvor vi så efter en mindre tur overnattede i Gdansk. Vi var glade for at gense byen, og denne gang fik vi endda lidt mere ud af besøget. Det mest spændende var nok Krakow, der for mange år siden var hovedstad. Koncentrationslejren var vi da også inde og snuse til, men det var ikke en fed oplevelse. Tværtimod. At det regnede i stråler, og byens flod gik over sine bredder, fik os nu ikke til at finde regntøjet frem. Vi gennemtravede den dejlige by og var endda også til en slags folkedans. Et lille smut til Zakopane var en meget stor oplevelse. Men Warszawa var nu også en skøn by at besøge. 12 dage, og vi var blevet meget klogere på Polen. Vi kan varmt anbefale denne tur men advarer alle om, at de skal passe på lommetyve og grumme mennesker, der øjner enhver mulighed for at tilegne sig, hvad man går med. Vi havde ikke fået nok af Norge, og derfor så var vi igen deroppe. Denne gang besøgte vi familien og børnene. Det var ganske fint det, og så var vejret bare så fint, så fint. 

2002. Jeg er nu efterlønner. 

Mange gange havde forvaltningen forsøgt at få ram på mig, men af skade blev jeg klogere, end de. Jeg besluttede at gå på efterløn i stedet for at blive gået, for jeg var hele tiden klar over, hvor hårdt de arbejdede for at komme af med mig. De var meget glade for, at jeg valgte efterløn, og ikke mindre end 2 kontorpiger stod endda for festen. Alt det mad, man kunne spise, og drikkelsen manglede bestemt heller ikke. Jeg var den første Leder på Gråbrødre skole, som fik så pænt et spark. Jeg fik skam en rigtig god dag, hvor gaverne strømmede ind fra alle, både lærere og elever. Og mange taler og lovord blev det til. Fyldepen, kuglepen og vin af enhver slags, slæbte jeg hjem. Jeg måtte endda køre 2 gange for at få alt med. Selvfølgelig havde Kai Knudsen og Bøllingtoft ikke tid til at sige farvel. De var ikke store nok til at se mig i øjnene. Der gik ikke lang tid, inden jeg fandt melodien og havde det rigtig godt udenfor arbejdslivet. Der gik lang tid, inden jeg besøgte skolen, og det var slet ikke rart. Der var kommet en anden leder, som var socialdemokrat, og han havde slet ikke fod på det. Men AOF havde fået den, de ønskede og så frem til kronede dage på skolen. Jeg havde ellers haft den politik, at alle var lige, og ingen skulle have særaftaler. Der var jo flere aftenskoler, som havde krav på at blive behandlet lige så godt som socialdemokraterne. At den nye Leder var en nikkedukke, fandt han forhåbentlig ud af engang, eller måske var han bare et skvat. ”Min Skole” var forbi, og det er nok det bedste at tænke sådan. Nu kunne vi rejse, alt det vi orkede, og vi havde så mange steder, der kun ventede på vores ankomst. Vi havde læst en del om katarerne og Tempelridderne, og derfor så hed det altså Sydfrankrig. Med fly til Marseilles via Paris bevægede vi os så til de mange borge. Vi skulle have lejet en bil, men da vi ikke havde visakort, så ville de ikke udlevere den til os. Derfor så tog vi bussen til storbyen Marseilles og flyttede ind på et hotel tæt ved stationen. Dagen efter tog vi så toget til Carcassonne, hvor vi både så fæstningen og overnattede. Derfra tog vi til Albi og fandt et lille hyggeligt hotel, hvor ejeren gerne ville bære vores kuffert op på 3. sal. Han var ved at gå i gulvet, og jeg måtte senere selv bære den ned igen. Albi havde bare en kirke, der ville noget. Vi forsøgte at komme ud på landet, men der var dårlige forbindelser, og da vi skulle tilbage til Marseilles, så skete det, der så tit sker på de kanter. Der blev strejke på jernbanerne, og vi kunne ikke købe billetter, men heldigvis var der en bus, som kørte os helt dertil. Se Marseilles, og du er sikker på, at du har fået rigeligt af fremmedarbejdere. Byen var fuld af disse udlændinge, og fattigdommen var stor. Man skulle virkelig passe på, hvor man færdedes. Nu var det ikke kun tyrkere men især sorte mennesker, som fyldte godt op. Og det lugtede af pis alle steder. Hjem kære hjem, og det tog vi så. Næste tur blev Barcelona, og vi havde igen det store kamera med. I lang tid gik vi og ledte efter et hotel, og så lå det ellers lige der, hvor vi var stået af bussen. Der var også tid til at tage til Montserrat, som ligger et godt stykke udenfor Barcelona. Vi tog toget og havde en meget spændende dag i de særlige bjerge. Vi tog en svævebane den sidste del af turen, og det var fantastisk at se verden fra luften af. Vi kørte med metro flere gange, men da vi så blev puffet til, opdagede jeg, at en pige var i mine lommer. Henriette så det også, og hun brugte så stativet til at slå fra sig. Pigen havde fået raget vore pas til sig og flere sedler i euro faldt også ud af hendes hånd. Jeg samlede pengene og passene op, og pigen sagde, at hun bare ville hjælpe os, og der blev ikke talt mere om den sag. Næste gang at toget stoppede, så gik vi ud af det og fandt meget hurtigt vores hotel, hvor vi måtte samle os efter denne omgang. Ramblaen, Kirkerne og Gaudi blev besøgt, og vi blev enige om at komme dertil igen en anden gang. At vi skulle passe på lommetyve, det vidste vi alt om. Berlin skulle også have vores besøg i år. Denne gang var det nu mere Potsdam, som skulle filmes. Dette område var bare så spændende. Sans Souci-parken og alle de paladser, der lå og tog sig godt ud, blev rendt over af os. Men vi havde da også tid til at filme familien i Karow. Det var jo der, vi havde vores base. Vi fik jo slet ikke nok af Sydfrankrig, og derfor så tog vi bilen derned. Det var altså noget helt andet at kunne bestemme selv, hvor vi skulle hen, og hvor lang tid vi ville bruge de forskellige steder. Denne gang startede vi i Verdun og floden Meuse, som de første steder. Så hed skoven Troyes, og det var vist her, at tempelridderne havde haft deres gang. Så gik det ellers ned til Nimes, Narbonne og Carcassonne, hvor vi overnattede. En rigtig god gennemgang af fæstningen var højdepunktet. Men vi var sultne efter de mange borge, hvor katarerne havde søgt tilflugt. Vi fik virkelig gået op af det ene bjerg efter det andet. Og hver gang skulle vi betale for at komme derop. Tit var det et lille hus tæt ved toppen, hvor man skulle betale, og det var ligesom regnet godt ud, at vi hellere måtte betale, når vi nu var nået så langt op af bjerget. Vi besøgte også en lille berømt by, hvor præsten havde betalt for vej og vedligeholdelse til borgernes ve og vel. Rennes le Chateau hed byen. I Vals var der en kirke, som var bygget ind i et bjerg, og det skulle være et af katarernes opholdssteder. Derfra kunne de hurtigt forsvinde op i bjerglandet. Vi nåede til Cordes og kom tæt på himlens port. Men det fineste, vi opnåede på denne tur, var dog besøget hos Prins Henrik. Hans marker flød med vinstokke, og vi kunne købe alle de flasker, vi orkede. Men da vi havde langt hjem, så orkede vi ikke at se knuste flasker i bagagerummet, og der var heller ikke nogen til at betjene os i biksen. Næsten 14 dage under sydens sol var nok til, at vi satte kursen mod det kolde nord. Vi tog også til Norge, selvom det var september måned. Det viste sig, at der ikke var så mange steder, vi kunne overnatte mere. De små ”stugaer” var stængt, og alle havde forladt de områder, hvor det var naturen, der var mest af. 

Årene 2003-2005

Hele vinteren havde vi brugt til at læse om Arn, og vi ville jo gerne lave en film om ham - set med vore øjne, og derfor så besluttede vi at køre alle de steder hen, hvor der var skrevet om den brave tempelridder. Berlin havde igen været på programmet, og man skulle tro, at vi var helt pjatte’ med byen, og det var vi da også. Nu glemmer vi altså ikke vores fædreland, så et par dage gik mod sydhavsøerne Lolland-Falster. Danmark er et skønt land at rejse i, og vi kunne jo nå at komme hjem samme dag, vi drog ud. Derfor så var det jo naturligt, at vi næsten hver anden uge tog en tur ud i det blå herhjemme. Norge stod igen på programmet, og denne gang havde vi sørme Gerda med. Gerda følte, at hendes lillebror virkelig havde brug for et besøg, og selvom det var en lang tur, så satte Gerda sig godt til rette i Bilen. Vi overnattede midt oppe i det skønne landskab, og næste dag blev glæden, over at se Villy, stor. Hos Villy og Hilda viste vi flere film om familien. Villy kunne slet ikke holde til at se sin mor, gammel og sløv, så han forsvandt udenfor. Villy og Gerda havde sikkert meget at snakke om, og derfor så fortsatte Henriette og jeg til Bergen og Morland. Her boede Gro Wenche med alle sine børn. Vi havde tidligere været der, så det var ikke særlig svært at finde. Vi oplevede dog lige den skønne halvø, inden vi hilste på familien. Vi blev der en nat og sov skønt i gæsterummet. Ungerne var vældig søde, og der var kun en lille hage ved besøget. Gro Wenche blev syg. Hun fik åndedrætsbesvær og sank sammen. Vi måtte sende bud efter en sygebil, og ungerne var skrækslagne. Gro kom dog hjem igen, og vi listede af sted med et løfte om, at vi intet sagde til hendes far og mor. Men ungerne havde ringet, og vi måtte erkende, at vi ikke skulle love noget, som andre ikke kunne holde. Vi så Øystese by og optog et meget spændende bryllup. Da vi kom tilbage fra byen, havde Gerda travlt med at komme hjem til Danmark, og derfor så pakkede vi sammen og startede bilen. Vi havde da kørt mange lange ture, men denne gang må have været en af de længere, for vi stoppede kun op én gang for at strække ben og få benzin på. Vi satte Gerda af på hendes bopæl, og hun havde svært ved at stå på benene. Det samme gjaldt da også os. Men hjem ville vi, og Gerda sagde med ærlig stemme, at hun aldrig mere ville til Norge. Efter et par dage så satte vi kursen mod Italien. Denne gang var det Siena, Volterra, Assisi, Monte Casino, Venedig ……, og ikke mindst de sydtyske byer, der havde noget med Birgitta at gøre. Så snart vi kom hjem, startede jeg med at lave film om turen, og det blev ganske gode film. 

2004. 

Skagen, Grenen og andre jyske seværdigheder blev besøgt, og vi kunne forstå næsten alle dem, vi mødte. Tyskerne var endnu ikke kommet. Sydsverige har så mange hyggelige byer, og dem var vi så ved at gennemgå, samtidigt med at vi nød deres natur.. Da foråret lod vente på sig, så smuttede vi til Goslar. Vi parkerede bilen i en overbygget kælder og gik så på udkik efter et hotel. Vi fandt et skønt hotel, der hed Kejserpfalz, og der var plads til os. Nu skulle vi så bare tilbage efter vores bil. Om jeg var ved at blive gammel og glemsom, var der nok lidt om, for vi kunne ikke finde bilen. Vi gik i flere timer og gloede efter den. Men der, hvor jeg mente den stod, var der bare ingen bil. Godt trætte og opgivende lod vi solen lyse for os, og ganske rigtigt, vores bil var i denne kælder. Vi blev så i Goslar i 3 dage og rørte ikke bilen, og hvilken oplevelse vi fik. Goslar er bare alle tiders by. Om aftnerne er der så mange dejlige steder, man kan gå eller få mad og drikke. Det er virkelig en by, der har det, vi kan li’. Vores sommerferie skulle foregå med bil. Vi var opsat på at køre til Italien. Målet var Amalfi-kysten, og det gik efter planen. En masse kendte og ukendte steder havde æren af vores besøg. Alle var glade for vore penge, og vi var glade for at opleve noget nyt. Vi var lige et smut inde i Napoli, men det var altså ikke et sted, hvor jeg befandt mig godt. Der ville ikke gå lang tid, inden bilen fik buler. Alle kørte, som havde de stjålet køretøjet. At gå på Vesuv var en oplevelse af de store, og da vi gik i ruinerne ved Pompei, så var vi tilbage i tiden -  2000 år, næsten. Farfa var et mål på grund af Birgitta-ordenen, men det var lidt tamt. San Marino var derimod positivt. Tænk sig, at der er et lille selvstændigt land midt i Italien. Og de har euro. Vi fik for resten tid til at være med til Ibs 70 års fødselsdag. Han ville holde en fest af de store, og derfor så ansatte han mig som fotograf. Jeg optog næsten 10 timer af festen, og han var ellevild med den. Jeg fik en sølvhalskæde til en værdi af 5 kroner for mit arbejde, men så kunne jeg også spise alt det, jeg orkede. At det skulle blive hans sidste fest, anede ingen. Og dog. Sidst på året 2004 startede jeg med engelsk hos Mary Søndergård, og jeg kom til at se, at Charlotte også havde meldt sig, men hun havde valgt et kursus, der lå 2 timer før mit. Det vil sige, at jeg kunne komme til at hilse på hende engang imellem. Når jeg kom for tidligt, så løb vi ind i hinanden på trappen eller under halvtaget, hvor Charlottes cykel havde sin faste plads. Charlotte gik meget sammen med en anden elev, og hun hilste næsten overstrømmende på mig. Jeg havde en dag taget en trøje på, som Charlotte havde strikket til mig for mange år siden. Trøjen var min lærer Mary og selv eleverne varme på. Da de hørte, at det var min datter, der gik på det tidligere hold, som havde strikket den, så blev hun ligefrem populær at snakke om. Men da Charlotte så mig i trøjen, blev hun helt mærkelig og vidste ikke, hvor hun skulle se hen, hun undgik mig nærmest. En dag mødte Charlotte så Henriette på Ros torv. De hilste på hinanden, og hun fortalte Henriette, at hun havde det lidt svært med at se mig. Det fortalte Henriette så mig, og jeg anede ikke, hvad hun egentlig mente med det. Så ringede jeg til hende og spurgte om, hvad der var galt. Charlotte var kort for hovedet, og hun sagde, at der ikke var noget som helst, og at det ikke passede, hvad Henriette sagde. Jeg gik og lurede lidt på denne mærkelige samtale, og derfor, så skrev jeg et brev til Charlotte, hvor jeg foreslog, at vi fik snakket ordentligt sammen, at vi simpelthen fik sat vores liv på plads. Måske ville Charlotte gerne have forbindelse til os igen men havde blot svært ved at komme frem i lyset. Jeg hørte intet fra Charlotte, og derfor så ringede jeg til hende i dag 26-01-2005. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, og om hun var blevet bange for mig igen. Men Charlotte ville slet ikke sige noget. Hun syntes, at det var mærkeligt, at jeg i så mange år, hvor hun havde haft brug for mig, ikke lod høre fra mig. Hun ville overhovedet ikke snakke om fortiden og ønskede, at vi ikke skulle ses mere. Jeg gik med til, at det var slut (hvad ellers) og sagde så, at hvis hun senere i livet ville mig noget, så ville min dør blive åbnet. Hav det godt, farvel Charlotte. Charlotte havde nu i ordets bogstavelige forstand "afskrevet sin far".

 Året 2005 har budt på flere ting, som har præget mit liv. 

Mit liv har til dato været berigende og fuldt af oplevelser. Jeg har prøvet så meget både godt og dårligt. Nederlag og sejre. Jamen, det er da en prøvelse at leve her på jorden. En ting, der både kunne gøre mig gal og glad, var, at jeg havde talt med min læge Olaf Berg. Han mente ikke, at jeg skulle fortsætte med at tage piller mod epilepsi. ”Tegretol, som de hedder, er mere til skade en gavn”, mente han. Faktisk så var han overbevist om, at jeg aldrig havde haft denne sygdom, og der måtte være andre årsager til, jeg var kommet i den bås. Sammen med Lægen satte jeg så antallet af piller ned, for til sidst holde helt op. Jeg skal da ellers love for, at jeg fik et andet liv. Jeg mærker intet til kramper eller tegn på, der vil komme luftbesvær. Jeg kan tænke klart. Skal ikke være bange for ikke at få søvn nok. Jeg er så glad for denne nye tilværelse. At jeg så kan tænke tilbage på de mange år, hvor jeg har været i en rus, og folk ligefrem troede jeg var fuld, er uhyggeligt. Værst er dog, at jeg mistede mine børn og blev erklæret uegnet som far, grundet en sygdom, jeg ikke havde. Min tiltro til dommere, læger og andre offentlige personer er virkelig dalet, ja sunket helt ned i sumpen. Hvorfor erklærede militærets læger, at jeg havde denne sygdom? Det var et spørgsmål om erstatning. Hvis man skulle undgå at give mig erstatning, da jeg faldt ned fra bilen, så var det nødvendigt, at man kunne sætte en sygdom ind. Epilepsi er noget man kan have fået fra fødsel af, og den kan bryde ud senere. På denne måde ville militæret kunne fritages for ansvar. Smart, ja, men jeg har så i mere end 40 år levet med en sygdom, jeg ikke havde. Masser af undersøgelser, hvor jeg var prøveklud for mange læger, det er da ganske uhyggeligt. 

Jeg har nu været på efterløn i 3 år og har i den tid haft det strålende. Masser af film bliver lavet med henblik på at vise dem i foreninger og til de ældre borgere. Vi skal til Nordsjælland og vise Heliga Birgitta, og Ildstedet her i Roskilde vil have os, flere gange. 

Jeg har været lidt sløj i de sidste par år, og det er maven, der ikke vil arbejde rigtigt. At det er alderen, der kan være medvirkende til det, ja det tror jeg altså på, for jeg er jo kommet her til, hvor mine organer har været i gang i mange år og måske er lidt slidte. Jeg mærker også, at nyrerne gør ondt, og selv mine lunger har jeg det skidt med. Nu er der jo bare det, at jeg jo sådan ikke har fejlet noget i mange år, så er jeg glad for den tid, og hvorfor skulle jeg da gå fri for sygdomme? Men ak nej, der skal lige en tand mere med i bagagen. Mine musetænder, som jeg skulle have været af med for mere end 30 år siden, stod nu for skud igen. Tandpine og betændelse, jo tak, men nu var de også løse i det. Jeg besluttede at besøge tandlægen og få de værste tænder ud. Når jeg ikke kunne tygge smør, så kunne de da ligeså godt komme ud, mente jeg. Tandlægen kikkede på dem, og han mente, at jeg skulle af med en del af dem. Tænderne blev fotograferet, og så kom det klare svar, at de ikke var ret meget værd, jeg skulle have gebis. Men jeg skulle beholde nogle af tænderne i undermunden for at hjælpe med at holde gebisset på plads, sagde han. Jeg fik så en tandteknikers adresse og skulle bestille tid der. Jeg havde nu ikke tænkt mig at tage den første den bedste, så jeg kikkede mig om efter en, der var tættere på min bopæl. I Svalegården var der en, der hed Susan Madsen, og hende kunne jeg da godt tænke mig at lade rage i min mund. Det er så tæt på mig, at jeg bare kan gå derover.

Jeg fik så hele overmunden ud og de fleste i undermunden. Da jeg skulle betale for udtrækningen, troede kontorpigen, at jeg havde fået fjernet 1 tand. Det var så lidt mærkeligt, at jeg måtte erkende, at det altså var 11 tænder. Et 1-tal mere. Hun blev ligefrem flov, men så viste jeg hende munden, og så gik det over. Susan Madsen var en nydelig kvinde, der var lun i det. Hun var god til at forklare mig om, hvad der skulle ske. Jeg var hos hende flere gange, og derfor endte det med, at hun fik navnet Susan Himmelblå. Jeg fik det, jeg kalder for gebis, og som andre kalder protese. Nu forstår jeg sørme min mor, når hun tog sine tænder ud og gemte dem mellem brysterne. Det var jo en lidelse at have tænderne i munden. De fyldte så meget. Med kun 3 tænder i undermunden, så var det en smal sag at droppe gebisset. Jeg lignede bare en gammel mand og skulle hele tiden have en hånd foran munden, for at skjule de tabte tænder. Endnu værre blev det med min snak. Jeg kunne ikke snakke rigtigt. Folk anede ikke, hvad jeg sagde. Kun Henriette havde lært mit nye sprog.

Vi bestilte en tur til Wien, og da vi mente, det var let at finde et hotel, så ventede vi med at finde et, til vi ankom til storbyen. Jeg skal love for, at det kan være svært at finde et rimelig godt hotel. Enten var det meget dyrt med masser af stjerner, eller også var det så kedeligt, at vores hund hellere ville sove udendørs. Vi vandrede det meste af byen rundt, inden vi i en sidegade endelig fandt et hotel efter vores smag og pengepung. Det lå tæt ved museums-området, og faktisk så var det alle tiders. Selvfølgelig var vi til koncert en aften, og det var jo en oplevelse af de større. Med tog kom vi ud til Schönbrunn, og der gik en hel dag derude. De mange kirker var også vores mål, og de skal altså bare ses. Hjem igen, men kun for en kort bemærkning.

Paris kan ikke gemme sig for os. Vi sørgede selv for hotel, og vi fandt da også et 1-stjerne hotel. At det lige havde mistet sin sidste stjerne, opdagede vi ved, at stjernen skulle være dækket over, men en fingerfærdig person havde på mærkværdig vis fjernet papiret. Det var ligefrem farligt at bo der, hvis der udbrød ildebrand, for trappen var fyldt med senge og madrasser, og den lille elevator havde kun plads til én person ad gangen, ….- når den virkede! Man var ganske flink til at lave te, og morgenmaden var næsten luftboller med skysovs til. Vi fik dog set alle de mest berømte steder, og jeg blev taget ved næsen af en ganske sød køn dame. Hun havde fundet en gul ring og viste mig den. "Er det din?", spurgte hun. Jeg havde ikke regnet hende ud, og selvom Henriette trak i mig, så fandt jeg den søde dame så fin, at jeg ikke fattede mistanke. Hun ville give mig ringen, for som hun sagde, så havde hun ikke brug for den. Jeg ville have hende til at gå til politiet, men hun gav mig ringen. "Hvis jeg får lidt småpenge, så bliver alle glade". Jeg fandt et par cents frem, og hun var lynhurtig til at tage dem. Væk var damen, og jeg havde en gul ring, der med tiden blev mere og mere rusten. Fra nu af, så kunne ingen tage røven på mig. Vi skal da ikke svigte vore svenske naboer, så vi tog over til Lund for at se nærmere på Domkirken og alle de andre dejlige seværdigheder. Dalby og de mindre landsteder rendte vi lige over for en kortere stund. Men det er jo så nemt at komme over sundet, efter at broen er kommet.

På hjemmefronten gik det ikke som altid. Henriettes mor havde fået kræft, og det gik stærkt ned ad bakke med hende. Vi fik hende til at flytte ned i jordhøjde, for at hun kunne komme ud i naturen og trække frisk luft. D 31. juli blev Henriette kaldt til hospitalet, og samme aften trak Jytte vejret en sidste gang. Udenfor tordnede det, og regnen strålede i en strøm fra Guds ene øje.

Henriettes svoger, der var Ib Kell Nielsen, led samme skæbne, allerede 2 måneder før Jytte trak han sig ud af denne verden. Det var vist en kræftknude på hjernen.

At jeg aldrig mere skal høre Ib sige "Du kunne nu godt give Henriette lov til at besøge sin familie" eller som Jytte sagde, ”Du skal sørge for, at Henriette kan klare sig, hvis du dør”…, - det må jeg jo lære at leve med. 

Min svoger Bent døde også af kræft i år. Han havde levet mere end 1 år i smerte, inden han fik fred, det var strubekræft. Samme dag vi hørte, at Bent var død, fik Henriette nyheden om, at hendes far skulle på operationsbordet, da han havde lungekræft. Han overlevede heldigvis og er i gang med optræningen.

Nu er det ikke alle, der dør af kræft. Sådan lige med det samme. Min kræftoplevelse har også betydet, at jeg har givet rigtig mange af mine kræftramte lidelsesvenner et håb. Når jeg kan overleve en leverkræft i mere end 34 år, så kan de også. Håbet og troen er så vigtig. Man skal snakke om det og ikke lade stå til. Jamen det er jo bare at leve livet.

Sommerferien hed Harzen og den Romantiske Vej. Schwalenberg, Hammelen og især Heidelberg var de steder, hvor vi oplevede meget. Det var godt nok ikke i Heidelberg, jeg traf min kæreste, men faktisk så stod jeg netop på den plads, hvor min tidligere kone have stået og sagt, at jeg burde have været med. Men det er så mange år siden, at det næsten er glemt. Vi boede nede på "Kornmarkpladsen" og havde udsyn til den flotte ruin fra vinduet. Vi spiste billig mad sammen med de studerende, og det blev betalt i vægt, så vi holdt os til det letteste. Vi var igen hjemme og hvile ud, inden Bornholm råbte efter os. Når der ikke er så mange turister i byen, så er det meget lettere at færdes på øen. Vi vandrede i naturen, som havde så godt af os. Kirkerne blev rundtossede af at blive spist af os, og så snakker de altså ganske sjovt, de bornholmere. Vore film kommer vi stadig ud og viser, og det er noget vi er meget glade for. Min bil har det som jeg. Den skal på værksted, og Per skal lige se den efter, inden den skal synes. Vi håber, den vil gå glat igennem, da vi har planlagt at køre til Tyskland, nærmere bestemt Dresden og Coldizt. En tur vi venter os meget af.

2006

Det var stadig koldt, da vi gik i Coldizt og kikkede på den berømte borg, hvor der er lavet flere Hitler-film fra. Wittenberg med Luther foran den berømte kirke var rigtig fin. At vi gik helt ud til den skole, som Hundertwasser havde bygget, jamen det var bare prikken over i’et. Vi kørte hjemad mod Danmark igen og fandt et hotel i Lübeck. Tænke sig, at denne by ligger så tæt ved Danmark, jamen det er da skønt.

Mine tænder vil ikke som jeg. Når de driller, så tager jeg dem af og render rundt uden gebis.

Vi skulle vise film fra Østrig og var faktisk begyndt helt forfra med både film og indtaling. Henriette og jeg havde snakket en del om vores Arn-foredrag, og derfor så planlagde vi en tur op til Midtsverige for ligesom at lave de små justeringer, som der i løbet af tiden havde vist sig. Mandag d. 21. august klokken 05.56 startede jeg bilen, og vi forlod Danmark og var væk i flere dage. Fra Helsingør fandt vi hurtigt HH Ferries, og Henriette ville betale med sit dankort. Men flere gange prøvede hun at taste sig ind, og resultatet blev, at kortet kom ud igen. Vi opgav, og jeg kørte over til manuel betaling. Her var der ikke noget galt, og vi fik os en returbillet på 4 dage. Færgen kom, og der var næsten ingen mennesker, 4 personbiler og en lastbil. De fleste forretninger havde lukket, men eftersom vi havde fået lidt mad i Dommervænget, så var der ingen udgift for os, - denne gang. Jeg vekslede 1000 danske kroner til svenske, for vi ville bestemt ikke løbe ind i, at Dankortet ikke virkede igen. Det gik så mod nord, og efter en del timer var det tid til en lille pause. Jeg kørte ind på en station, og vi styrede hen mod kaffemaskinen. 2 kopper kaffe bestilte jeg hos kassedamen. Hun sagde, at det kostede 12 kroner pr. kop. I øjenkrogen så jeg pludselig et lille tilbud, og jeg sagde så, at jeg godt kunne tænke mig 1 kop kaffe med en snegl til 7,49 kroner. Vi fik så dobbelt af dette tilbud. Det smagte virkelig godt, så godt, at en hveps, der måske havde fulgt os hjemmefra, gerne ville have del i kagen.Vi kørte så igen mod nord. Henriette sad med kortet, og jeg drejede lige der, hvor hun forlangte, og efter en stund, så kunne vi sige "HOV". Vi stoppede ved Hov kirke og gik derind. Det kunne jo være, at vi havde heldet med os, og at der var åbent, men nej, der var, som altid, lukket. En graver gik et stykke derfra, og han skulle have gemt sig, men Henriette styrede lige imod ham. Han stoppede sit arbejde, og jeg kunne se, at der skete noget. Fra et hus hentede han en nøgle, der var stor som bare pokker - og ikke fanden. Der blev låst op, og vores første billeder kom i kassen. Det var da en nydelig kirke, som vi sikkert kunne få lidt historie ud af på nettet. Der dukkede et andet ægtepar op, jeg sagde til dem, at de var ganske heldige, for vi havde fået åbnet. Jeg kunne se på dem, at de var danskere, og det var kun Henriette, der blev lidt forbavset over, at jeg talte dansk med dem. Jeg plejer nemlig at sige noget på halvt svensk blandet med norsk, når jeg mænger mig med udlændinge fra Norden.Vi kørte kun få kilometer, inden vi igen stod foran de 2 velkendte bautasten. Bjälbo kirke var stedet. Jeg filmede løs, og vi gik indendørs. I våbenhuset lå der stadig en meget gammel sten, og Henriette var hurtig til at finde en af de smalle indgange til nogle små rum, hvor der var et lille museum, der hurtigt kom i kassen. Jeg fandt sandelig også en indgang, men det var altså op til tårnet. Nu gik det bare op, op og op. Det var de samme ting som sidst, men denne gang havde vi kamera, der kunne tage billeder i mørke, og der blev knipset som aldrig før. Igen stod vi ved den trappe, der førte resten af turen op til Ingrid Ylva-klokken. Men den var som altid låst med en hængelås. Der stod på et skilt, at der ikke var adgang for uvedkommende, "men er vi da uvedkommende?" "Ærgerligt", tænkte jeg og tog fat i låsen. Som et mirakel gik den op. Om man havde glemt at låse eller bare sat den løst fast, aner jeg ikke, men jeg kunne lige så let fjerne låsen og invitere Henriette op til vores klokke. Forsigtigt kravlede vi op ad en trappe, der bestemt ikke var velegnet for handikappede. Faktisk kunne jeg godt forstå, at der var låst af herop til, for det var temmelig farligt at træde ind på loftet. Ved bare den mindste fejl, så kunne vi styrte 15-20 meter ned. Jeg turde ikke gå videre, og Henriette blev også under mig. Men jeg fik filmet klokken, uden at klokke i det. Heroppe havde Ingrid Ylva haft mange oplevelser. Sammen med børnene havde hun gemt sig, og når fjenden så kom, så havde hun kaste sten, kogende vand eller fjer ned i hovedet på angriberne.

Langsommeligt kom vi ned på jorden igen. Godt beskidte og hvidkalkede på bukserne. Vi var selvfølgelig også inde i selve kirken, men den ligner sig selv, og der er faktisk ikke så meget at komme efter. Jeg skulle absolut se ind i det lille museum, og det blev til billeder af Birger Brossa, som havde bygget kirken, i sten. Udenfor kirkens østlige del, er der sat en kæmpestor sten til ære for Birger Jarl. Han brugte jo også kirken.

Vi forlod Bjälbo kirke og tog til Borensberg sluser. Det var begyndt at regne, og vi måtte finde paraplyen frem, da vi skulle ind og spise på den velkendte kro. Vi tog dagens ret, som var en slags blanding af fisk, ris og ruskomsnusk. Det smagte bare så godt alt sammen, jeg, der ellers havde ondt i maven, skulle have ekstra omgang, og hvor jeg dog nød det. Der var også kaffe med som afslutning, og den var heller ikke ringe. Prisen for denne "snap-lunsj" var såmænd ikke mere end 130 svenske kroner. Og det var med levende lys på bordet. Da vi kørte fra stedet, hilste vi lige på det danske par igen. De havde også fundet paraply frem og fortalte, at de havde lige været ovre og få lidt burgermad. Synd for dem. Vi havde så retning mod Motala, og godt trætte af vejr og kørsel ankom vi til byen. Lige udenfor turistinformationen parkerede vi så bilen og gik ind for at få et kort over Motala. De kunne anbefale os hotel M, hvor der var penge at spare, vi skulle kun give dem en seddel. At vi selv havde bedre kort på hånden, sagde vi nu ikke men takkede for hjælpen. Hotellet havde egen parkeringsplads, og vi gik indendørs. Der var plads nok til os, og vi fik vistnok nummer 313. Alt sammen kom på en pris på nul kroner. Vi havde nemlig brugt hotelkæden 5 gange, og 6te gang var gratis. Hvor heldig kan man være. Da vi havde pakket vores ting ud, så gik vi en tur i byen, men lige pludselig så blev jeg svimmel og skidt tilpas. Jeg måtte støtte mig til Henriette, og vi måtte gå op på vores værelse. Jeg var iskold på kroppen og svedte som aldrig før. Overalt var jeg våd. Selv på benene løb vandet ud af huden. Faktisk så kunne jeg ikke stå op mere. Mine ben ligefrem exede på mig. Vi blev enige om at tage os en lur. Henriette lagde sig også, og i flere timer sov vi, mens solen ellers havde fundet frem mellem skyerne. Min mave var af lave. Jeg tænkte på så mange ting, om jeg var forgiftet, eller om jeg var ved at himle. Jeg tænkte på, hvordan Henriette skulle komme hjem, hvis jeg ikke kunne køre hende? Det var faktisk rigtig væmmeligt at ligge og have disse tanker. Da vi havde hvilet os, så forsøgte jeg at komme på benene igen. Jeg var stadig svimmel men kunne dog holde balancen. Vi gik så en tur i parken. Jeg måtte være blevet rask, for Henriette kunne ikke følge med mig, jeg næsten løb, sagde hun. Jamen det var bare så skønt at være på banen igen. Vi gik i flere timer og oplevede bare så meget. Selv det nye kvarter var vi ude og runde, og på en bænk ved Torvet sad vi og snuste til herlighederne. En is, der var rigtig kold, fandt ned til maven, og den gjorde godt. En lang dag sluttede i en dejlig seng. At natten blev lang, våd og ulækker, tænkte jeg slet ikke på. Næste morgen gik vi til morgenmaden, som var rigtig god. Jeg spiste mest yoghurt med æble og jordbær i. Jeg var vist ved at blive rask igen. Hurra. Vi forlod Motala og satte kurs mod Ulfåsa. Efter vi havde kørt forkert flere gange, så var vi ganske tæt ved Birgittas Udde, og den ville vi meget gerne gense. Da vi havde kørt temmelig langt på en meget smal vej, måtte vi stoppe op for en lastbil og gravko. De var ved at reparere vejen, og jeg måtte finde bakgearet frem. Det var lidt barsk, men det gik dog. Det er utroligt, hvor meget man kan lære ved at bakke bagud. Vi så så lidt på Ulfåsa-slottet, men der var nu ikke så meget at gå efter. Ekebyborna kirke, hvor Birgitta gerne kom, skulle vi også se på. Indendørs var der nu ikke meget at skrive hjem om. Men den havde ligesom en sjæl af Birgitta i sig. Der blæste en vind, så blid. Endnu en kirke i Bruneby ville vi se på, men den var lukket. Vejret bød til, at vi endnu kunne nå at se Vreta kloster og kirke udvendigt. Vi parkerede på den store plads og fandt begge et kamera frem. Der var masser af arbejdere på området. Næsten alle steder var der håndværkere i sving. Selv der, hvor jeg havde drømt om at filme, var der lukket af for os. Vi kom i snak med lederen af projektet, og han fortalte os, at netop dette sted var ved at blive genopført. Det var i tidens løb faldet sammen og skulle nu genoprettes. Jeg, der ellers troede, at det var en slags fængsel, måtte finde mig i, at det i virkeligheden var et dåbskapel. Min fantasi var vist løbet løbsk. Vi smuttede ind i kirken og klipsede løs derinde. Solen var stadig med os, og da Henriette havde tisset af, så kørte vi til Linköping domkirke. Når Henriette først har fået noget på hjernen, så kan man ligeså godt løbe linen ud med hende. Derfor så genså vi kirken endnu engang. Vi parkerede et stykke derfra og gik så, mens solen sørgede for varmen. Der var nu ikke så meget nyt, vi kunne tage med os derfra, men måske kan vi putte lidt nye billeder ind mellem de gamle. Vi kørte så mod syd. Vi ville gerne køre på turistvejen, og Henriette viste mig vejen. Nu er det bare det med vejviseren og aflæsningen af denne. Jeg blev ført næsten til Omberg, inden vi fandt ud af, at vi vist havde valgt en forkert vej. Nå, men vi var i Gränna havn ved 13-tiden og betalte 215 kroner for at få bilen med. Det var nu et godt valg, for der var ret langt ned til næsset, som Henriette jo absolut ville have, at vi skulle filme. Vi kørte og kørte, og så var målet lige foran os. Få hundrede meter skulle vi gå, men det var jo ikke et problem for os. Der var meget mere, end vi havde forventet at se på. Andre turister, der havde samme mål, gik måske ikke i vejen for os, eller omvendt. Herude blev Kong Karl Sverkerson dræbt af Knud og Arn. Vi kunne ligefrem ane lidt blod på klippen. Det var lidt blåt kongeblod, eller var det blot urin fra en hungrende turist. Vi vandrede i en morbærtræ-have, der var ganske krogende og spændende. Nu havde vi bare fået det, vi kom efter, og derfor så tog vi færgen til Gränna igen. Klokken var ca. 14.30, og vi besluttede at køre til Skara og bo på det hotel, som vi kendte. Vi glædede os til at falde til ro der. Jeg pjattede med at sige tåbelige ting, såsom at der sikkert ikke var flere værelser, eller de havde måske lukket. Der er jo ikke så mange, der har brug for hotelværelse udenfor ferietiden. Vi kørte forbi Falkøbing, hvor vi ellers godt kunne have fundet et hotel. Da vi ankom til vores hotel, satte vi bilen og fik hurtigt en spand koldt vand i hovedet. Alt var optaget i dag, sagde den ellers så flinke pige. "I morgen har vi plads, men desværre kan vi kun anbefale statshotellet". Vi gik med nedslåede hoveder og kørte ud for at finde statshotellet. Flere gange kørte vi frem og tilbage, men statshotellet kunne vi bare ikke se. Sulten, som vi også blev plaget af, fik os til at stoppe op ved en pølsevogn. Vi gik ind til en kvinde, der havde sår på hagen og panden og hænderne, ganske ækelt at se på. Vi bestilte 2 burgere med læskedrik til. Vi spiste vores kedelige mad, samtidigt med, at en lille knægt råbte op, som bare pokker. Han listede dog af, og det samme gjorde vi. Hvor skulle vi dog tage hen? Lidköping var nærmeste sted, og tiden bare gik og gik. Der var godt nok hoteller i byen, men selvom vi både søgte vandrerhjem og hotel, så var alt optaget i byen. Vi nåede lige at snakke med en pige, der var ved at rulle ned for lugen i receptionen. Ved et andet hotel var Henriette inde for at ringe på, men de gad end ikke komme frem i lyset og vise ansigt. Godt trætte af at køre, og udsigten til manglende natlogi, gjorde os møre. Men hvor skulle vi tage hen? Jeg kikkede på landkortet og besluttede så at køre mod Uddevalla eller Trollhättan. Tiden gik, og klokken var over 20.00, inden vi kom til Trollhättan hotel. Det var et 3-stjernet hotel, og jeg var så glad for, at de havde plads. Nummer 138 var ledigt, og vi skulle bare køre bilen i parkeringskælderen. Prisen for alt blev 1060 kroner, men så var morgenmaden også med. Vi sluttede dagen af med en stor øl fra Mariestad, og endnu en nat blev normal. Efter vi havde fået morgenmad, så ville vi lige se lidt på byen. Vi vandrede nede ved kirken og elven. Jeg havde taget så mange billeder, at jeg helst skulle have opladet batteriet, inden vi kørte fra hotellet. Jeg bad Henriette tage sig et bad, ikke fordi hun trængte til det, men mest fordi ventetiden så gik bedre. Hun ser nu ganske godt ud sådan uden tøj på, den bette pige. Håret hendes blev tørret, og efter hun havde været nede og få sig en ekstra kop kaffe, så pakkede vi sammen og forlod hjemmet. Henriette havde læst på kortet, at der var nogle sluser, vi ikke havde set. Og dem ville hun altså bare ikke køre forbi. Jeg var nu ikke så meget for at køre i byen, for der var så mange ensrettede veje. Hvem bestemmer? - så vi kørte mod sluserne. Pludselig fandt vi et sted, hvor vi for flere år siden havde været. Og gensynsglæden var stor. Så kørte vi et par kilometer mere, og lige foran os var så de berømte sluser. Bilen blev sat under trækronerne, og vi tog benene på nakken og så på sluser. Aldrig havde jeg set mage til sluser. Henriette havde været her før, og hun begyndte at fable om dengang, hendes far og Ulla havde vist hende herlighederne. Vi fulgte sluserne mod højre helt ned til elven. Gik så mod venstre og fulgte andre sluser op mod åstedet. Det har virkelig været et projekt af dimensioner. Hvor har denne "Slambert" eller "Plattenslager" dog været genial. Nyt og gammelt, og så virker det. Godt trætte i fødderne nåede vi bilen. Jeg sørgede for at finde mine sandaler frem, og Henriette klarede en ny duft, eftersom hun smed skoene sine. Vi var så på vej hjemad. Godt mætte af oplevelser. Mens vi kørte, så skrev Henriette en SMS til sin far og Ulla, og vistnok også en til Sine. I Lilla Edet kørte vi ind til Folkets Hus for at spise middagsmad. Jeg valgte gratineret fisk med potatis, og Henriette, der var helt vild, valgte vildt, som bare efter hendes smag var ganske tamt. Jeg havde lidt problemer med fiskeben, der satte sig fast i ganen. Men så var det bare ud med gebisset og benet. Kaffen sørgede for at gøre rent bord. Hver gang vi er i Lilla Edet, så spiser vi der. Sådan. Vi havde fået mad, Bilen havde, efter lidt problemer med visakortet, også fået energi til at køre os rigtig hjem. Nu er vejret bare ikke til at spøge med. Der kom temmelig mange regnbyger, og der var utroligt meget vand, der kom ned. Viskeren kunne slet ikke klare mosten, uanset hvor hurtigt den kørte. Lidt syd for Göteborg måtte vi liste ind på en sidevej, for jeg kunne bare ikke se 2 meter frem, og alle de andre biler kørte for stærkt for mig. Vi kørte ind på en lukket vej, og der var heldigvis en parkering ved en malerforretning. Vi skulle ikke have malet noget men fik i stedet for vasket bilen. Mens vi sad og hørte vores eneste CD, der er tysk med skønne numre på, så silede regnen bare videre. Det var som om, vi ikke skulle hjem i dag, og så ville vi altså hjem. Derfor så kørte vi videre nogle kilometer, mens skyerne hele tiden truede med mere vand. Efter Hallandsåsen blev alt tørt igen. Faktisk så havde det slet ikke regnet her. Vi kunne næsten regne ud, hvornår vi ville tage færgen over Øresund. Vi burde kunne nå kl. 17.00, og jeg var glad - men kun for en stund, for der var flere steder vejarbejde, hvor hastigheden var sat ned. Jamen, da vi jo ville hjem uden at køre galt, så kørte jeg ind bag en lastbil og slappede af bag ham. Det var ganske ærgerligt at opdage, hvor lidt der skulle til, før vi kunne have nået færgen klokken 17. Lige da vi viste vores billet, så lukkede de af for opkørsel til dækket. Vi måtte så, som de første, vente på færgen klokken 17.30. I Danmark var det også regnvejr, og de mørke skyer var ind over København. Af en grund, jeg ikke selv forstod, så lovede jeg Henriette, at solen ville skinne, når vi kom til Roskilde. Klokken var 18.57, da Henriette åbnede carporten, solen skinnede, og vi var bare så trætte. Endelig hjemme igen. Henriette lavede en dejlig bøfsandwich med spejlæg på. Vi fik en kold øl til og hvilken nydelse. Selvfølgelig var vi spændte på de billeder, vi begge havde taget, og Henriette lagde dem ind på computeren. Det var en ganske god fangst, vi havde fået fra en tur, der skulle have handlet om Arn, men som kom til at handle om Göta-kanalen og de mange sluser.

2 skønne York-borgere er ude for at gå morgentur.

Vi var begge enige om at tage op til den forjættede by igen med det store kamera. Men nu var tiden inde til, at vi skulle sætte os ind i turen til England og Skotland. Der var kun 3 dage til, at vi sad forrest i bussen, mens vi havde et kamera i hånden til alle de oplevelser, der ventede forude. Om vi var blevet forvænt med oplevelser, tror jeg på, for turen til Skotland var ikke så spændende, som jeg havde læst om. 65 Ferie hentede os ved Roskilde station, på hjørnet af Køgevej. De var lidt forsinket, og der var 6 mennesker fra Kongebyen, som steg på. Vi kørte så til Ringsted, hvor resten af selskabet fandt deres faste pladser i bussen. Så gik det bare mod øst. Vi sad forrest, lige indenfor døren, og der var fin udsigt fremover. Da vi kom over på Fyn, drejede den tykke chauffør, der hed Erik, ind mod Odense, og vi skulle have vores første måltid på en hyggelig restaurant oppe på 1.sal. Vi bestilte en øl fra byens bryggeri og nød maden, der var godt lavet. Det var små lune retter og til sidst oste og druer. Vi havde travlt, sagde vores rejsefører, der hed Kurt, og så gik det bare mod Esbjerg. Der var nu flere timer, inden skibet skulle sejle, og derfor var der tid til, at vi kørte omkring de 4 kæmpestore stenmænd, der hed ”Mennesker ved Havet”, som byen er blevet kendt for. Da vi indenfor samme år havde besøgt "mændene", så slappede vi lidt af og nød det fine vejr. Vi kørte så til havnen, hvor rejseføreren Kurt gik ind for at hente billetter. Da han kom ud igen, kunne han fortælle, at vi ikke måtte komme ombord før klokken 18.00, og dette betød, at vi kørte endnu en tur i byen og omegn. Så blev vi sat af og gik ind i ventesalen, hvor vi sad og gloede på hinanden i timevis. Langt om længe blev kæden fjernet og lågen åbnet, og vi kunne gå ombord. Det tog ikke lang tid, inden vi havde fundet vores kahyt, og efter et hvil satte vi kursen op mod madsalen. Klokken 18.45 måtte vi gå i gang med middagen. Det var tag-selv bord, og der blev spist til den store guldmedalje. Jeg sluttede af med et stort stykke lagkage. Vi var begyndt at sejle, og der var en del søgang. Efter vi havde set lidt på skibets indmad og forretningen med de mange tilbud, så gik vi ned mod kahytten. Skibet rørte endnu mere på sig, og det var da godt, at vi kunne tage fat i de forskellige gelændere. Selvom klokken kun var ca. 20.00, så var vi slet ikke modne til at gøre andet end kravle i seng. Henriette havde taget sin søsygepille nummer 2, og jeg havde fået en hovedpine-tablet. TV blev tændt, og vi forblev under trygge forhold til næste morgen. At bølgerne havde gået højt, bogstaveligt talt, kunne vi forstå ved morgenbordet, for flere havde ikke ligefrem haft det sjovt. Kaptajnen havde advaret os, og derfor var alle glade, da vi opdagede, at havet viste sig fra en roligere side. Land i sigte, og vi gik ned i kahytten for at gøre os klar. Der blev sagt i højtaleren, at 65 Ferie skulle vente 10 minutter mere, og derfor så tog vi den med ro. Vi var da også blandt de sidste, som gik fra borde, men der var bare et problem, for vi kunne ikke se nogle af vore medrejsende. Vi gik og gik, men der var stadig ingen kendte hoveder. Da vi langt om længe kom til en større parkeringsplads, hvor der holdt 2 busser, mente jeg, at vi var på rette vej, men ingen 65-bus var at se der. Pludselig sagde Henriette, at bussen kom, hun vinkede til den og ganske rigtigt, så kørte den ind til os. Vi kom ombord, og det viste sig, at de andre gæster var steget på bussen på selve færgen, og Kurt havde glemt at checke, om alle var blevet underrettet. De var nu glade for, at vi kom med, og turen gik så videre på de engelske veje, i VENSTRE side. Det var lidt af en omvæltning at køre i den forkerte side, og jeg blev aldrig dus med det. Vi kunne jo se frem for os, og hver gang jeg mødte en anden bil, så ville jeg ligesom holde mig til højre side. Godt at jeg ikke kørte. Det var også lidt sært at se de andre bilister, for de sad jo i højre side og styrede. Årsagen var, at rattet sad der, og det ville nok se dumt ud, hvis ……. Vi ankom til Oxford, og vi fandt en parkeringsplads, hvor alle blev sat af. Det jeg hader mest ved turen, skete lige nu. Vi gik som kvæg efter en hyrde, som styrede os ind mod byen. Det så tåbeligt ud, og hvor følte jeg mig dum. For ligesom at lade som intet, så gik jeg lidt i forvejen eller holdt mig i baggrunden. Jeg blev igen enig med mig selv om, at det var sidste gang, jeg ville gå som en flok idioter med deres leder. Vores Kurt der var 71 år, var ikke den, der holdt sig tilbage. Der var ligefrem ild i røven på manden. At han så ikke kunne finde frem til kirken og universitetet, og derfor måtte spørge sig for, var en anden sag. Men vi var mere end 40 mennesker, hvor flere af os ikke kunne gå så stærkt. Vi kom dog til åstedet, og så det, vi havde læst om. Og så var det bare om at komme tilbage til bussen. Efter en lang dag kunne vi spise aftensmad klokken 20.30 på vores hotel, der lå lidt udenfor byen Redditch. Det tog sin tid, inden vi alle var kommet på plads, og der var slet ingen, som havde kræfter og lyst til at se nærmere på området. Kurt havde sagt, at næste dag ville blive lang, men mon den kunne blive længere end denne? Efter morgenmaden, der var rigtig fin engelsk, så fandt vi vore pladser i bussen, og næste oplevelse var i Anna Hathaways Hytte. Anna var Shakespeares kone. Og hun boede lidt udenfor byen Stratford-upon-Avon i et stråtækt hus. Alt står, som da hun levede. Vi blev ført ind, og en frisk englænderinde fortalte stolpe op og stolpe ned om Annas liv. Jeg gik op på første sal og tog en del billeder, selvom der flere steder var skilte med forbud. De ville jo gerne have solgt deres egne billeder og tjene fedt på dem. Jeg nåede at blive færdig, inden holdet kom derop, og da en af de andre forsøgte at filme, fik hun en overhaling, der gjorde hende så lille og slem. Vi gik ud i Annas have eller park, og der fik den stakkels dame endelig lov til at filme. Vi kørte så ind i byen, og der var så 3 timer på egen hånd. Fra Narren, der stod ved starten af gågaden, gik vi så ned mod huset, hvor Shakespeare så verden for første gang. Huset var naturligvis turistpræget, og ville man ind og kikke, så kostede det. Der var masser af gamle hyggelige bindingsværkshuse, som kom i kassen, og selv kirken fik vores besøg. I en park var der godt med liv. Folk sad og spiste enten på græsset eller en bænk. En mindre å løb gennem byen og førte ud til en større flod, og der var en sluse, som bådene skulle gennem, da vandstanden derude var højere. Vi gik og gik, og selv en bymur var vi oppe og gå på.

Da tiden var inde til, at vi skulle mødes med selskabet, så havde vi svært ved at finde bussen. Vi havde gået i ring og var næsten så tæt ved bussen, at vi kunne høre motoren, men vi gik i en lang bue udenom. Jeg var slet ikke så god til at finde frem mere, for jeg havde set så mange steder, at jeg blandede alle husene i en stor sammenblanding. Vi nåede dog at komme med og var ikke de sidste, der ankom. Vores næste by var Chester. Byen havde massevis af arkader på første sal, så vi kunne kikke ned på de andre butikker uden at møde biler. Vores hotel lå lidt udenfor byen, og vi skulle over en mindre elv, der var fyldt op med nogle meget lange og rigtig smalle både. Ca. 1 meter brede og mindst 20-30 meter lange. Vi var igen sent på den med aftensmaden, så det blev kun til et hurtigt syn på de billeder, vi havde taget. Og så skulle der selvfølgelig oplades batterier. Næste dag stod igen til buskørsel. Og vi ankom til Windermere-søen. Her skulle vi ud og sejle, så vi fandt hurtigt frem til den rigtige båd, mens de fleste af os lige skulle finde toilettet. Over 1 time tog turen, og da vi kom i land, så havde vi 2 timer på egen hånd. Vi gik en ganske lang tur og fik lidt at spise. Er man i Skotland, så skal man da også se, hvordan man laver Whisky. Glengoyne-destilleriet lod os smage deres varer, og de viste film. Ganske interessant. Stirling slot med modelkøkken, jamen endnu en fin oplevelse. Edinburgh blev vores opholdssted i 2 dage. Det var en spændende by, hvor der på borgen lige havde været Tattoo på parkeringspladsen. Vi nød at gå for os selv og havde næsten glemt, at vi hørte til en gruppe, der havde problemer med Kurt. Næste oplevelse blev det, vi faktisk havde som hovedmål, nemlig Rosslyn Chapel. Det var jo der, hvor tempelridderne havde gemt den hellige gral, siges der. Vi fandt den dog ikke, og selvfølgelig var det en historie og intet andet. Der kom nu mange for at se på herlighederne. Jedburgh klosterruin, et romansk fort og vandring på Hadrians mur var ganske spændende. Vi forlod igen Skotland, og næste by hed York, og her skulle vi også være i 2 dage. Bymuren, som er ganske lang, gik vi selvfølgelig på, og alle de seværdigheder, som byen har ret mange af, fik vores besøg. Sejlturen tilbage til Esbjerg gik meget mere behageligt, og selvom vi helst ville hjem straks, så sluttede vi af ved Kongeå-kroen. Det var rigtig dansk mad med rødkål og rigtige rødbeder. Virkelig god og solid mad. Turen gik så hjem med en lille omvej over København. Den sidste del af turen var mere barsk, for vores Chauffør havde så meget andet at lave end at køre bus, at han både talte i telefon, læste notater, og kunne ikke finde rattet, der var dækket af en A3 blok. Alt sammen på samme tid. - Vi var lige ved at køre i grøften, men heldigvis nåede han at rette bilen op. Denne oplevelse fik mig til at glemme alt om at lade mig transportere af andre. Han skulle endda ud på en tur næste dag temmelig tidligt på morgenen.

Vi blev hjemme nogle dage, og så gik turen ellers mod syd. Først ville vi besøge Henriettes far og Ulla. Far, der ikke har det så strålende, havde ellers det gode humør, som kom til syne. Vi hyggede os og drog så til Tyskland. - Lübeck kaldte. Vi havde bestilt et hotelværelse og skulle bare finde det. Jamen, det lå jo lige ved hovedbanegården, og der var parkering ganske tæt derved. Vi nåede at se ganske lidt til byen, og foretrak at sove os friske til næste dag. Vi havde fået os en GPS, som sørgede for, at vi kom til det rette sted. Det var nu nemt med hende. Vi kaldte GPS’en for Henry, selvom det var en kvinde, der talte. Jeg var ikke så glad for, at hun mange gange sagde ”Pas på”, hver gang jeg kørte 10 kilometer stærkere end det tilladte, så sagde hun ”Pas på”. Vi stoppede op i Einbeck, hvor vi gerne ville overnatte. Vores hotel lå helt op til byens kirke, og vi kunne slet ikke undgå at høre klokkerne, der hvert kvarter gav lys fra sig. Det var bare en skøn by, som man ellers ikke læser om, men netop derfor var den måske så skøn. Turister kom ikke i tusindvis, men meget moderat. 80 euro for logi med morgenmad, og den var fin. Så gik turen igen mod syd, og vi var i Heidelberg ved 14-tiden. Da vi gerne ville bo samme sted som sidst, blev vi ganske skuffede. De kunne meddele, at alt var optaget. ”Kom igen i morgen”. Jamen, så gik vi på hotelkik og fandt da også et rimeligt hotel ganske tæt ved torvet. Det var lidt dyrere, men da vi fik parkeringsplads med i prisen, så takkede vi ja. Heidelberg er en rigtig skøn by, men har man været her tidligere, så skal der lidt mere til for at nyde byen igen. Det blev da også kun til en eftermiddag og aften, hvor selv vores spisested ikke havde lys i lygterne. Næste dag sagde vi farvel til Heidelberg, og nu gik det så hjemad. I Northeim ville vi gerne overnatte, og her var det næsten på samme måde som tidligere. Vores hotel havde bryllupsgæster, og ikke eet eneste værelse var ledigt. Ud og lede efter et andet hotel. Vi fandt så et udmærket hotel, der endda var ganske billigt. 68 euro med det hele. Denne gang nåede vi at se byen på nært hold, og der var mange oplevelser, hvis man har næse for dem. Et hus havde næse for kunst. Den var placeret på facaden. Skægt, men den skal ses! Dagen efter gik det igen mod nord, og vi smuttede ind i den berømte by, Bremen. Kun sporvogne kørte i midten af byen, og vi måtte finde en parkeringsplads under jorden og gå til seværdighederne. Da Domkirken var fyldt med troende, og en præst, der havde noget at sige, så besluttede vi os for at se på andre bygninger. Alle seværdigheder gik ikke vores næse forbi. Da der kom flere mennesker til byen, så forlod vi stedet og satte kurs mod Hamburg. At Hamburg er en stor by, var vi godt klar over, men så stor, det havde vi dog ikke forventet. Vi ledte efter et hotel og vandrede mellem skidt og møg. Tvivlsomme mennesker, der mest af alt lignede ros. Tiggere og bumser. Så så vi et Ibis hotel og gik straks ind. De skulle have 103 euro for en nat uden morgenmad. Dyrt, men vi bestilte dog alligevel et rum for én nat. Da vi ikke kunne komme på værelset før klokken 14, gik vi en tur. Ganske tæt ved Ibis lå der pludselig et Etap hotel. Her var prisen noget lavere. 52 euro for en nat + 10 euro for mad. Vi slog til og gik straks tilbage og afbestilte hos Ibis. Nu havde vi både et sted for bilen og os selv til en pris, der var menneskelig. Dagen efter blev vi enige om at tage endnu en nat i Hamburg, og det blev til mange kilometer op og ned af de beskidte gader. Vi lod os lokke til at se byen fra vandsiden, og 2 timer på båden var mere end rigeligt for os. Den frække gade, San Pauli, var ganske rolig, men det er sikkert først, når vi er i drømmeland, at den vågner op. Farvel til Hamburg og goddag til Far Lars og Ulla. Vi sluttede af hos dem, hvor vi fik rostbøf og ostemadder. Vi gav en tysk øl til maden og havde en hyggelig eftermiddag. Endnu en ferietur var slut, og denne var rigtig oplevelsesrig.

Henriette glædede sig til sin fødselsdag, som denne gang var fredag d 13., og da hendes far var på hospitalet, så besluttede vi os for at holde dagen nede hos Ulla og Lars. De ville meget gerne have vores besøg, og det blev en rigtig god dag. Faktisk så startede vi dagen hjemme med en god morgenkaffe med gaver til den heldige pige. Derefter gik vi i gang med at smøre madder. Bøf med løg. Roastbeef. Dyrlægens natmad. Sylte. Laks, og så mente vi der var nok. 6 stykker af hver. I små fade tog vi så den skønne mad med til Søllested. Der var ingen hjemme, eftersom Ulla var taget ned og besøge Far Lars. Sine kom dog snart, og hendes fyr John viste sig. Da vi var startet med at spise, så kom Ulla hjem. Vi fortærede den gode mad og lagde resten i køleskabet. Efter en snak, så tog Henriette og jeg til Nakskov for at hilse på Lars. Han sad og kedede sig gevaldigt men lyste dog op, da vi kom og satte os ved hans stol. Han ville så gerne hjem til Søllested og tænkte mest på, om klokken dog ikke snart var tirsdag. Det var nemlig først tirsdag, han kunne komme hjem igen. Vi snakkede om gamle dage, og han spurgte om, hvad vi havde lavet i den senere tid. Efter en lille time, så vinkede vi farvel til ham, og så kikkede han igen på sit ur. Vi sluttede dagen af hos Sine og Ulla. De havde lavet kaffe med kage til. Vi snakkede og hyggede os, indtil Ulla skulle besøge Lars. Så sagde vi farvel til Sine og fandt Roskilde efter et par timers kørsel. En lang dag var slut. Fredag d. 13 var nu slet ikke så ringe endda. Det var jo Henriettes dag.

Henriettes far kom hjem fra hospitalet nogle dage senere, og han var rigtig glad for at sidde i hjemlige omgivelser. Vi besøgte ham og Ulla en del, og desværre kunne vi alt for godt se, hvor det gik hen med Lars. Ulla fik mulighed for at komme ud og købe ind, og hun havde godt af at komme lidt væk fra sygdom, og en mand, der bestemt ikke havde det godt. Henriette forsøgte at snakke om fortiden, vise ham billeder og give ham lidt mad, og vi opdagede, at det var en stor sag for Ulla at pleje ham. Selvom vinteren var startet, så var vejret ikke vinteragtigt, men derimod trist, surt og regnfuldt. Næste gang vi besøgte Ulla og Lars, så lå han i sengen. Han var oppustet og havde en del hoste. Meget træt, og mens vi var der, sov han det meste af tiden. Da vi skulle hjem vågnede han, og det var så dejligt, at han smilede til os. Jeg, der ellers ikke har det med at kysse, gav ham et lille et, som en slags farvel, for jeg troede ikke på, at han ville leve ret meget længere. Næste gang, ca. 2 uger efter, var vi igen i Søllested, og da var Lars slet ikke så sølle. Han kom op i sin kørestol og var endda med til at spise ved bordet. Det var dog utroligt, at han sådan kunne spise, men når man gør det, så skal det ud igen, og så fik han problemer. Den stakkels mand kunne virkelig have det hårdt med denne proces. D. 13. december var vi igen på besøg, og da var Lars meget sløj. Vi fik næsten ikke snakket med ham, og igen troede vi på, at han ville få fred, men ak nej, han var bare ikke klar endnu. Lørdag d 16. december ringede Ulla og sagde, at nu var tiden måske inde til, han fik fred, og Henriette besluttede, at vi skulle derned igen. Det var en lang tur, men da vejret var regnfuldt, og vi ikke havde lyst til bare at sidde i uvished, så styrede vi igen mod Søllested. Da vi kom ind i gangen, kom Ulla og hilste på os. Hun hviskede til os og sagde, at Lars sov. Vi plantede os ude i køkkenet og snakkede lavt. Henriette gik ind til sin far og satte sig hos ham. Sine havde hentet varme frikadeller og pålæg, og vi hyggede os med maden. 1 øl gled ned, og jeg fik læst politikkens overskrifter. Jeg ville ikke ind og besøge Lars igen, for jeg havde sagt farvel til ham, derfor så forblev jeg i køkkenet. Henriette gik atter ind til sin far, og ved hans side sad Sine i kørestolen med Lars i hånden. Henriette holdt den anden hånd, og der gik lang tid, inden hun forlod ham. Da hun kom ud i køkkenet igen, så var hun meget ked. ”Nu har jeg sagt farvel til far”, sagde hun og fik tårer i øjnene. Ulla var hos hende, og de holdt hinanden tæt og længe. Det var noget de begge havde godt af, og jeg havde det rigtig godt ved dette syn. ”Skal vi så se at komme hjem”, sagde hun så, og vi sagde farvel til Ulla. Da vi kom til Herfølge, blev vi holdt tilbage og ventede mere end 1½ time. En ølbil og andre køretøjer havde kysset hinanden og var skyld i, at vi først kom hjem klokken 19.10. Vi startede ellers allerede klokken 16.00. Da vi havde siddet lidt, så ringede telefonen, og det var Sine, som kunne fortælle, at Lars havde mistet bevidstheden og var i koma. Vi ventede nu på, at hun skulle ringe igen, og ventetiden var så grim. Tirsdag morgen d 19. december klokken 04.10 sov Lars ind. Ulla ringede ved 8-tiden, og en sten faldt fra hjertet. Vi skulle ikke vente mere, og det var da godt. Vi gik i gang med at lave en film om Ulla og Lars´ sølvbryllup, som vi mente, de gerne vil se, når sorgen var lettet, for livet skulle jo gå videre. Lørdag den 23. december klokken 11.30 stod vi udenfor Søllested kirke og så flaget, der næsten ikke rørte på sig, det var på halvt, og vi var de første, der ankom til begravelsen af Henriettes far. Lars. Han lå ganske rigtigt i sin kiste indenfor, og graveren var i gang med at pynte op med de mange blomster, der kom fra forskellige blomsterhandlere. Vi gik en runde for at se, hvor hans sidste hvilested skulle være. Der var et hul gjort klar, og her var det så, at Lars skulle have sit nye hjem. Vi gik mod indgangen, og århusianerne kom, det var Ullas mor, søster og svoger. Selve kirkegangen var fin, og der blev sagt mange pæne ord om Lars, og hvorfor ikke. Han havde været en fin fyr set med mine øjne. Jeg tog nogle billeder, som ikke blev særlig gode, men Henriette kunne godt bruge dem. Derefter var vi ude på landet, hvor vi fik mad, øl og sodavand, og vi sluttede af med kaffe og boller. For sidste gang i år kørte vi så hjem til Roskilde. Tænke sig, Henriette havde nu hverken mor eller far mere, nu måtte hun nøjes med mig.

Eftersom jeg for et par år siden gik til Engelsk hos Mary Søndergård, lærte jeg kunstmaleren Dan Hjort Nielsen nærmere at kende. Dan var også i gang med at opfriske sit engelske, og da han havde set en af vore film, blev vi inviteret til en af hans udstillinger. Jeg kunne ikke lade være med at filme hans værker, og senere kontaktede jeg ham for at vise ham filmen. Både Dan og hans kone Winnie, virkede meget hyggelige, og vi besøgte dem derfor et par gange. Jeg lavede så en film, som skulle bruges til fremvisning på en TV-station i det nordlige Sjælland, og den blev ganske hæderlig. Ved juletid havde Dan igen en udstilling i Frederikssund, og vi var naturligvis med. Denne gang ville jeg prøve noget nyt, men det gik bare ikke, som jeg havde håbet. Filmen var ikke noget, jeg blev stolt over.