Krydstogt til Nordkap.

Fra København frihavn stiger vi ombord på det skønne skib, der hedder Costa Mediterranea, og de næste 11 dage, har vi adgang til en masse aktiviteter og underholdning af høj klasse. Samtidig så sejler vi ind i flere af de skønneste fjorde, som Norge bare har så mange af. Geiranger fjord er den første, og så går det bare derop af. Honningsvåg og Nordkap, der bare skal opleves. Også selvom der for det meste er enten skyet eller diset og til tider råkoldt. Bare det at stå og kikke ud over vandet så langt oppe, er som en drøm. Vi besøger Samerfolket og får et indblik i deres levevis. Senere besøger vi andre steder nord for polarcirklen, og vi kan hele tiden bare sige, hvor er det dog flot, eller smukt eller andre ord der kommer på læben af bar beundring for naturen.

Tromsø, Trondheim, Bergen og sluttelig Stavanger, hvor vi så småt må begynde at tænke på hverdagen og arbejdet, som snart kalder.

Vi kan kun sige, at de der ikke tager denne tur, bliver snydt for en livsoplevelse, af de helt store. Og det er uanset om vejret har været strålende sol eller regn.

Vi havde rejseleder Bent Holm med kone, og de var alle tiders til at holde skik på alle os turister. Scandinavian Cruise Center har flere rejser, der virkelig er værd at få billetter til. Og prisen er ikke blandt de højeste, men alle pengene værd.