Østersøkrydstogt 2012

Søndag den 26. august 2012

Søndag morgen får vi vores sidste yoghurt fra Sverige. namnam. Selvom det er fra Arla, så kan den ikke købes i Danmark, desværre. Vi pakker vore kufferter, og da der er masser af tid, inden vi skal ned til bussen, så vælger vi at kikke ud i haven endnu en gang. Vejret er fint med masser af sol og varme, og vi er ved at fortryde det rejsetøj, som vi ellers har valgt. Lidt legeri på orglet bliver det også til, og så forlader vi ellers vores dejlige hjem, for en hel uge. Vi får en sludder med en tidligere elev fra min skole, mens vi venter på bussen, som skal køre os ned til stationen. Lidt venten på det kommende tog. Ved hovedbanen skifter vi til h-tog og står så af i Nordhavn. Endnu ter vejret sig fint, og vi afleverer den store kuffert til en bagagebærer. Så bliver det til kø flere steder, og Henriette skal sådan på do. Vi stiger ombord klokken ca. 13.00 og sætter kursen ned mod vores kahyt. Den er svær at finde, og fordi vi ikke læser skriften på væggen, så må vi gå frem og tilbage flere gange, inden vi til sidst opdager vores værelsesnummer. Det er nu et bette rum og så er der ingen vinduer. Kan vi mon finde ud af, hvornår vi skal op? Der er jo helt mørkt, når lyset udgår.

Vi trænger begge til et lille hvil, og får det. Nogenlunde friske er det tid til at se skibet efter på alle dæk. Da vi kommer til Winjammer cafe, er der mad til alle, og vores maver siger selvfølgelig ja tak. Oscar smutter en kylling med tilbehør ned i maven, og den smager sørme godt. Vi nyder maden og drikker saftevand til. På dæk 6, får vi pludselig øje på Bent og Margrethe. De har ikke mindre end 60 rejsegæster at tage vare på. Vi får en hyggesnak med parret og går så ellers videre, til de andre dæk. Vi bliver enige om, at vi hellere må bestille turen i Sankt Petersborg med det samme. Der er måske rift om turene, og hvis ikke vi har købt en udflugt i denne by, så får vi slet ikke lov til at gå i land.  Vi går altså ned og køber billetten hos en mandlig sælger, og læser på den. at der står” don’t forget.....” hvad? Vi går tilbage til skranken og her får vi fat i en svensker, en lys og glad flicka, der er så flink at fortælle os, at vi senere vil få en lap, - eller en indrejse-tilladelse, der skal fyldes ud. Hun er så sød at give os en dansk brochure, og da vi læser den igennem, opdager vi, at der i Tallinn er en tur til et kloster, hvor selveste Hellig Birgitta har været, så vil vi da forfærdelig gerne med på denne tur. Vi går igen ned til svenskeren og køber 2 billetter. En til hver. Der er tid til endnu en lille lur, og så er det spisetid. Igen er maden fin. Denne gang er det svin. Oscar kommer til at tage tevand, som Henriette kalder for iste. Nej tak, det er vist en bytter. Vi vil så finde et sted og slappe af med vore computere. Da vi kommer til teateret, der hedder Masquerade, er der ikke ret mange mennesker endnu, og vi finder en plads bagerst. Her sidder vi så og leger med de kære dyr (vore computere). Pludselig er der fyldt op i salen, og en forestilling begynder. Henriette har svært ved at finde tasten, som slukker for dyret, og jeg overtager jobbet. Jeg aner ikke, hvad pigen har trykket på, men der kommer en masse frem, som vil gemmes. Da jeg har gemt en del opgiver jeg ævret. Nej til at gemme, og dette betyder, at alt det Henriette har skrevet, er gået i vasken, måske ligger det på havets bund.

En tryllekunstner giver os noget at klappe af, mens en mand fra Sydsjælland, giver os snakketøjspladder, der blander sig med musikken. Mange tilskuere omkring os bliver sure på ham. Jeg bliver lidt sur over, at folk, der vil skyde genvej, bare vader over mine ben, så jeg hæver dem lidt, og en pige er derfor lige ved at sætte sig på halen. Jo, jeg kan skam også godt blive barsk. Efter forestillingen går vi igen ned i kahytten, men da Henriette er blevet kaffetørstig eller anden drik, der slukker tørken i munden, så må vi igen på valsen. Frem og tilbage er lige langt. Vi kommer for sent, for man har lige spærret af ind til den gode kaffe og de dejlige kager. Jamen vi har jo heller ikke godt af søde sager, så derfor tager vi en appelsin hver, med ned og sove.

Jeg nyder saften, og Henriette skriver på mio’en. Dagen er slut og jeg vil se dyner. 26. august er endt for mig, godnat. 


Mandag den 27. august

Mandag morgen står vi op til en meget mørk dag. Jeg har glemt, at vi har en midterkahyt. Der er jo Ingen vinduer til at fortælle, hvilket vejr vi har. Nu er lyset i loftet ikke ringe, så vi klæder os på og begiver os hurtigt op til en velfortjent morgenmad. Jeg er kun til frugt, frugt og lidt kage. Vi smutter ned igen, men sengemanden har ikke været der, så vi forlader hurtigt kasjotten igen. Vi skal til info-møde kl. 10, og der er en hel time endnu. Da vi har gået en runde for at få tiden til at gå, så opdager vi gæster fra vores hold. De tror, at vi er kommet for at blive, men der er jo stadig 1 time endnu, siger jeg til Jytte – vores rejseleder. Hun bliver forbavset og siger så, at her er der vist et lille problem. Mange gæster har ikke sat uret frem, som vi skulle i går aftes. Henriette har ellers rodet med uret men har åbenbart glemt at sætte viseren 1 time frem. Vi hører så på foredraget, der er ret tamt i forhold til Bent Holms. Vi går så ned i kahytten igen, og Henriette skifter til løbetøj.  Mens jeg sidder og sveder tran, så løber Henriette 8,4 kilometer. Over højtalerens vejrudsigt bør jeg slet ikke tage mine korte bukser på, ej heller min tynde trøje, for vi har skyet, blæsende og bølger på mindst 2 meter i højden.

Faktisk så kan jeg ikke se en sky på himlen, og vandet i bølgen blå har slet ingen højde, nærmest krusninger. Klokken nærmer sig 13, da vi igen tager elevatoren til dæk 9. Det er jo der, at vores mad indtages hver gang. I dag er der nu ikke ret meget at prale med, men jeg nægter at gå, før jeg får oksekød, der ellers er blæst væk. Men tålmodighed belønnes og lidt oksesteg dukker op. Den smager nu ikke særlig godt, så dagens første større ret er altså lidt sløj.

Vi i sidder nu under tag og grifler på hver vores dyr. Musikken kommer fra caribiske plattenslagere, som bliver afløst af klassisk opera.

Der er stadig ikke en sky på himlen, men nu må de da se at finde ud af det, de kære vejrgudekvinder.

I aften skal vi have fint tøj på. Om jeg virkelig skal leje en smoking, tror jeg ikke, men muligheden er der. Man vil nemlig kun se pæne klæ´er, uden tanke om det indvendige. Jeg skal jo være sammen med Henriette, så mon ikke, jeg finder de lyse bukser og en pæn skjorte frem.  Det er lidt koldt at sidde udenfor solens rækkevidde, men snart er vi færdige med at skrive, og så smutter vi ud i den store blå verden. 

Det måtte jo komme…..  - vi har allerede spist for meget, og dette betyder, at vi begge har ondt i mellemgulvet, altså smerter lidt over maven. Oppustethed og lidt kvalme. Jamen det er jo typiske lidelser. Faktisk så havde vi jo iført vores mest sprudlende garderobe og skulle vise os frem til alle de andre gæster. Vi nåede kun en mindre tur på skibet, og to siddende sofaer, inden vi endte glade og smilende nede i vores kabine. Med guldsko og parisisk udseende sidder Henriette og skriver dagbog. Hun opdager, at jeg har skrevet i hendes erindringer, og det er vist ikke noget, der passer damen. Mon vi ikke snart skal finde ind under dynen, for så kan vi jo bare drømme om eventyr og prinsessen og det halve kongerige. Jeg ser, at Henriette har hår, ikke kun i hovedet, men også i ørene. – Øresmykkerne er lavet af hår, - hun er da lidt særlig, vil jeg mene. Dette her er stadig mandag, og først i morgen starter oplevelserne, så det er bare om at spidse blyanten og være klar.  

Tirsdag den 28. august

Tirsdagen starter med, at Henriette løber sin tur, og dog, hun kommer hurtigt tilbage, for det stormer på øverste dæk, og det er ikke nemt at holde banen, siger hun. Vi ligger så lidt og venter på at blive så sultne, at vi orker at tage elevatoren helt op til 9’ende dæk. Morgenmaden består kun af frugt og et glas frisk limonade. Henriette snupper 2 bananer med, og vi forsvinder ned i kahytten. Der er rigeligt med tid, så vi går på toilettet flere gange. Jeg har fået ondt i min fod, og den får så lidt massage, blå creme og ro. Henriette har glemt at tage sin pille, så hun må lige op på 9’ende endnu en gang. Da klokken nærmer sig de ti slag, går vi op i maskeraden. Her er der stuvende fuldt af mennesker. Vi har endnu tid og mulighed for at komme af med mere vand og gør det s’gu på dæk 6. Vi viser vores billetter og får nummer 5. Sid ned og vent. Da nummer 5, 9 og 10 bliver råbt op, går vi i en lang snor efter en lille mand, der glad fører os gennem skibet, ned på dæk 1 og ud på den lette landjord. Det er altså Estland og ikke Letland vi betræder. Jeg ser en kasse med masser af vand, griber efter en flaske, og får så lige sandheden i øjnene. Vand koster altså penge, siger en sælger. Nej tak, - så hellere tørste, tænker jeg. Vi bliver fulgt ud til den bus, der har nummer 5 og stiger på. Her bliver vi bedt om at finde vores pladser. En lille fiks lyttemaskine med hørerør skal vi tilslutte og så bare høre efter, hvad der bliver sagt. En svensktalende ældre kvindelig guide fortæller så en masse om sin by. Vi kører først til domkirken, og udenfor knevrer hun stadig i et væk, og jeg benytter så tiden til, at se kirken efter på de andre sider. Vi får så nogle minutter på egen hånd, inden vi skal samles igen ved en gul bygning. Vi ser kirken indvendigt, og jeg tager nogen billeder, som man ikke må tage. Vi går ud igen og kan ikke finde vores gruppe. Der er godt nok et nummer 5-skilt, men det er fra et andet skib, og dem vil vi altså ikke blande os med. Der er også ikke mindre end 5 gule bygninger, at vælge imellem, men vi finder ingen fra vores gruppe, alle er pist væk, og vi bliver væk, for vi går ned i byen og ser på rådhuset og en masse andre spændende bygninger. Vi render også ind i en del middelalderfolk. Klokken 12.00 skal vi alle mødes ved bussen, og vi har endda nået at gå på toilet inden, ha, ha. Da vi sætter os ind i bussen, kommer jeg til at sætte mig en række længere nede, og dette giver problemer. Folk kan ikke finde deres rigtige pladser. Nå, men vi finder heldigvis et sæde til hver ende.

Bussen stopper ved en festivalplads, og vi skal ud og se, hvordan en sådan plads ser ud. Årsagen er nu mere fordi, der er en masse toiletter, hvor de trængende kan blive lettet lidt. Vi køber en cd med Estlands-musik på. Måske kan den bruges, hvis vi laver en film om byen. Da vi igen skal op i bussen, så gør jeg igen i nælderne. Jeg finder 2 sæder helt nede, lige ved døren, så vi kan komme hurtigt ud næste gang.

Der bliver virkelig problemer. Det er 2 ældre mennesker, som slet ikke kan finde ud af det. Desværre så giver jeg mig ikke, og de går så op på vores gamle pladser. Der bliver talt meget og længe om, hvor dårligt det er, sådan at lave om på reglerne. Vi bliver ret så upopulære. Da vi kommer ud af bussen, er vi kommet til det gamle Birgitta kloster. Og de første mennesker vi ser, er 2 nonner der er klædt i Birgittas ordensdragter. De har travlt med at komme til supermarkedet, og vi går ind i de gamle ruiner, som tidligere sydede af liv fra nonner, der havde tornekrone på hovedet. Det har været et kæmpestort kloster, og vi spankulerer gennem en masse sale, rum og hvad der ellers har været af faciliteter. Som nabo er der en meget moderne bygning med et særligt tårn, hvor der på toppen er et kors. Det er det nye kloster i Birgittas navn. Nok ikke i ånd. Vi får fortalt en del om livet i klostret og vil, når vi kommer hjem, undersøge nærmere om seværdigheden. Vi sætter os igen i bussen, og inden da, er jeg blevet gode venner med vore bus-deltagere, som vi havde taget pladserne fra. Vi skal jo ikke filme mere, eller ud af bussen, før vi kommer til skibet, så vi sidder igen pænt på vores gamle sæder. 

Vi skal ombord på skibet og jeg går frejdigt hen til Checkind, lægger mit kamera og hat i en kasse og vandrer lige ind i løvens gab. Det ringer, tuder og blinker. Jeg bliver taget med bukserne nede. Jeg havde nemlig totalt glemt at jeg har brokbæltet på. Der bliver kikket af alle omkring mig. Jeg bliver undersøgt og taget på, som om jeg er en terrorist. Jeg forsøger at sige årsagen, men ingen hører på mig. Der kommer en anden høj person, som både er frygtindgydende og trøstende. Jeg opgiver at brokke mig, selvom det jo er brokbæltet der er årsagen. Jeg bliver taget til nåde og får til sidst lov at komme ombord. Henriette kommer så med mit kamera og jeg sætter hatten på plads igen. Så kan jeg måske lære det, altså at tage bæltet af i tide.

Da vi igen får vand under fødderne, hedder det naturligvis mad på Winjammer, som altid. Vi snakker om at gå ind til byen, som faktisk ikke ligger ret langt fra skibet, men det bliver ved snakken, og jeg gemmer billerne, jeg har taget i Tallinn på vores lille Samsung. Den skal også lades op til den store dag i morgen i Sankt Petersborg.

Onsdag den 29. august

Vi står tidligt op og går op for at indtage morgenmaden. Denne gang vil jeg altså have brød, ost og smør. En bolle bliver det også til, men ikke noget drikkelse, vi skal jo være væk i 7 timer. Vi smutter ned igen og går på toilettet op til flere gange. Jeg har det ikke særlig godt, men nu vil jeg jo helst se byen an. Vi skal mødes i Maskeraden klokken 09.00, og der får vi nummer 37. Vi venter på vores tur og er blandt de første, som forlader skibet i vores gruppe. Vi skal vise pas og godkendes, og det er slet ikke en sur kone, der sidder ved skranken. Nej hun er både ung, glad og smilende. Vi bliver så vist over til bus nummer 37. Smart ikke. Så snart bussen er fuld, kører vi mod byen. Den russiske guide er ret så kvik, af en ældre kvinde at være. Hun har altså masser af humor. Vi kører så ind til Skt. Petersborg og bliver sat af på en plads. Her skal vi mødes om godt 6 timer. Vi går så vores egen tur, og jeg har lagt en plan, som Henriette sørme følger. Først Blodskirken, så Peter-Poulskirken. Så kommer regnen, og vi står i ly under et telt udfor en af Rostrumsøjlerne. Pludselig lyder der et brag, og jeg tror, at det er terror. Men Henriette kan fortælle mig, at det såmænd er kanonen ude fra øen, der skal have sit daglige knald. Vi går hen mod den store Isaak-katedral, hvor vi engang på en tidligere Ruslandstur spiste vores madpakke. Denne gang nøjes vi med at spise en appelsin. Andre danskere har også spisetid, og de er på et flod-krydstogt fra Moskva til Skt. Petersborg, altså det samme, som vi prøvede for flere år tilbage - Bare omvendt rute. Vi får tiden til at gå ret hurtigt, for der er flere kirker, vi har som mål. Godt trætte sætter vi os i bussen, som fører os hjem til kødgryderne. Vi sluger en pizza, som faktisk er ret god, og så drikker vi frugt punch, der smager rigtig godt. Ned på sengen og hvile ud. Op igen og spise aftensmad. Denne gang får jeg 3 stykker kød, med kartoffelmos til. Vi går så en tur, og mærkelig nok, så er det show-tid. Henriette vil så gerne se russiske danse, og jeg skal jo ikke yde noget, så jeg går med til denne afslapnings underholdning. Dansene er da gode, ja ganske gode, men jeg bliver hurtig træt af de 3 mandlige sangere, der har stemmer, som kan råbe en døv op. Klapsalverne er der nu mange af, og selv jeg kan finde lufferne frem. 

Vi går, så snart ballet er slut, og inden vi går ned mod kanen, så får vi endnu en pizza og lidt drikkelse, som dog kommer med os hjem. Nu sidder Henriette og grifler, og jeg er da bare færdig for i dag. Det har bestemt været en god dag, og ganske skønt at gense Skt. Petersborg. 

Torsdag den 30. august

Torsdag morgen er der ikke ret mange til spisning. Jeg tager 3 stykker brød med ost, kød og tomat på, en yoghurt og saftevand, men ikke kaffe. Vi går ned igen, for der er jo lang tid, inden vi skal i land. Klokken 10.00 lægger vi til kaj, og der går nok en rum tid, inden vi kan få lov at betræde den finske hovedstad, Helsingfors. Vi hygger os i vores kabine, og Henriette bliver nok færdig med sin dagbog, som hun undrer sig over, at jeg kalder for en dagseddel. Vi er lige oppe for at se, om der er land i sigte, men vi kan overhovedet ikke se andet end vand. Der er så tåget, at man højst kan se 20 meter frem, og de forskellige skibe tuder hele tiden. De vil helst ikke sejles ned af en ligemand. Nu er der ikke andet at gøre end at vente, vente og igen vente. 

Vi bliver lukket ud af skibet, ca. klokken 10,30. Vejret er bare så flot nu, og jeg, der er en forsigtigper, vil absolut have vore regnfrakker med. Det er nu mest, fordi jeg skal bruge rygsækken, når vi skal ombord igen, mit brokbind skal nemlig i sækken. Vi går så ind mod hovedstaden, og der er langt derind, siger de kloge hoveder, som forfærdelig gerne vil have os til at tage en bus for 10 euro pr. mand. Disse penge vil jeg altså spare, og derfor følger vi en linje, der med store bogstaver fortæller retningen. Vi kommer sørme både til Johannes-kirken, som ikke er værd at skrive hjem om, og derefter 2 andre kirker, der hedder Luther-kirken og Uspenski-katedralen, og som er ret så spændende. Vi går så hjem igen, og jeg er ganske træt af traveturen. Vi laver os en sandvits uden kød i. Så vil Henriette gerne gøre lidt ud af sig selv. Hun går simpelthen over og bestiller noget, der skal gøre hende køn? Jamen hvorfor skal damen gøre sig kønnere, end hun er? Hun har jo fundet sin udvalgte, eller er der en bagtanke? Jeg skal måske snart finde mig en anden til at lune mig hos? Klokken 16.00 skal slaget stå. Jamen inden det sker, så skal hun ud og løbe sine runder. Måske skal damen gøre sig lækker for en anden løber ? - jeg er jo kun en bonde, der slider i det hele livet, for min dronning. 

Da klokken er næsten 17, banker det på døren, og udenfor står en ”Strittende Fingre i alle Retninger”, og vil ind. Det er selvfølgelig Henriette i guldsko, der ikke kan bruge sit kort, grundet våde negle. Den stakkel skal være i ro mindst 1 time, så maleriet på neglene ikke går af. Ak ja, hvor man må lide for skønheden. Vi tager os en lur, og derefter er det spisetid. Godt mætte går vi os en tur, og der er gang i sang og dansetrin på ”Maskeraden”. Jeg ser hurtigt, at det er de samme dansere, som viste os russiske danse. Vi går ned i hulen, og det må være nok for i dag, alt det renderi, frem og tilbage på båden. Jeg har taget nogle billeder af Henriette og må sige, at det klæ’r hende at få nye negle, nu er det så om at passe godt på dem, så andre ikke negler dem fra hende.

Fredag den 31. august

Fredag morgen er Henriette hurtig oppe fra den lune seng. Hun skal jo udforske alt. Hvordan vejret er, og om der er mange mennesker til spisning, og sidst men ikke mindst, så skal hun jo løbe fra alt og alle. Jeg forbliver i sengen og forsøger at snorke lidt længere, men jeg er bare ikke så trængende mere. Henriette kommer ned, før jeg tror det, men hun vil bare lige sige, at vi er på vej ind ad de skønne skærgårde, og at det regner lidt. Gråt vejr og ikke filmværdigt. Henriette vil gerne løbe fra en gående, og derfor så forsvinder hun, som solen bag en sort sky. Jeg tænker så på, at det kunne være fint med et billede af en løbende drivvåd pige, så jeg ifører mig mit bedste tøj til lejligheden og tager billet til 10’ende dæk. Her er der ingen, der løber, men en enlig svale af en ældre kvinde går rask af sted. Hun vil nok gerne overhales.

Jeg går skuffet ned i vores kabine, og her sidder der en lækker steg med næsten ingen klude om sin krop. Der er noget ukendelig hos hende, og det er de røde negle, hun sidder og stritter med. Mon de da ikke snart er tørre, tænker hun sikkert. Jeg kan ellers sige, at de ikke kan blive tørrere. Sandheden skal frem, for det er altså Henriette, min kone på polsk. Hun ifører sig så mere anstændigt tøj, og vi går til morgenmad oppe i Winjammer. Der er mange, som har fået samme ide, og vi søger først et bord, inden en tallerken bliver taget i hånden og fyldt med lækkerier. Jeg snupper 3 stykker brød og æggekage, pølse og tomat m.m., et glas appelsinjuice og finder vores bord. Da vi er færdige med sidste krumme, får jeg Henriette til at hente kaffe til os og en kage, som jeg er lidt glad for, ikke så meget som Henriette.

Vi bliver enige om at tage ind til byen med bussen, og så er det om at finde regntøjet frem. Jeg tager også brokbæltet på, - jeg skal bare huske at tage det af, inden vi skal ombord igen. Da vi kommer ned til bussen, er Vorherre meget ked. Han græder, som kun en gud kan gøre det, når han er rigtig vred. Vi nærmer os bussen, og der står ret mange og venter på at stige ind i tørvejr. Men pludselig starter bussen og kører sin vej. Jeg kikker på Henriette, og vi må have tænkt det samme, for vi er ret enige om at vende om og gå ombord igen. Vi er allerede blevet godt våde på bukserne, og selv rygsækken er gennemvædet. Vise kort og lægge kameraet og hatten i bøtten. Frejdigt går jeg gennem den  berømte ”Afslører af Forbudte Ting”. ”Hallo mand, har du ikke lært noget fra Tallinn”?  Nej hvor den tuder, ringer og gør sig populær. Endelig en bandit, der kan tages på fersk gerning. Jeg må stå på et par fødder, tage armene ud og blive berørt af en mand. Om han er blevet varm på mig, aner jeg ikke, men jeg har altså nok i min Henriette. Mine forsøg på forklaring virker ikke, men han trøster mig, og siger, at det nok skal gå. Når jeg kommer hjem, vil jeg sammen med Henriette finde ud af, hvad det hedder på engelsk, for de fatter ikke en øl af, hvad jeg siger. Brokbælte ? - Mig ikke forstå. Er jeg virkelig så langsomt opfattende, uhhadada. 

Vi kommer helskindet ned i vores hytte, og nu vil vi så tage vores pc’er, drage op på dæk 6, finde os et hyggeligt sted og bare skrive om, hvad vi har oplevet i dag. Måske, hvis altså vejret bliver mere regnfattigt, vil vi tage en tur til byen, men ellers vil vi slappe af og være på mærkerne til at slappe af hele dagen i morgen. Vi er de eneste, som sidder et sted, hvor der ellers er plads til mere end 200 mennesker, men det er dog hyggeligt, for vi kan nemlig se den smukke by Stokholm, der dog er hyllet ind i tåge. 

Middagen står for døren, og den går som altid med nedtur for den gode mad. Vi render lidt rundt og bliver enige om, at sovetiden står for dørken. Der er rigtigt mørkt, og vi er langt væk. Så er det tid til at beslutte, om vi igen skal gå en tur i byen, men dæk 5 siger noget andet. Det tisser stadig ned, og så kan vi da også bare blive ombord. Vi finder et hyggeligt sted, der dog bliver ødelagt af en maskine, som unge mennesker absolut skal lege med, og den larmer som ind i ymeren. Vi går hjem, og kikker hinanden i øjnene, som om vi aldrig har set hinanden. Henriette har ikke løbet sig helt ud, så hun ifører sig sine klæ’r, til brug for svedeture, går op, hvor der er en masse maskiner, der kan få hende til at røre sig. Det kan den Bette pige vist godt lide, for hun er fyr og flamme, når der skal mistes nogle kilo. Sandt at sige, så vil hun få en hård tid, når det overskydende fedt skal væk, og det gælder vist også mig. Jeg hygger mig ganske alene og har kun mine sko at se på, de står og glor på mig, men jeg agter ikke at gå de første par timer. Jeg vil tage en sudoku og ellers bare slappe af, og det er jeg rigtig go’ til.

Aftenens begivenhed må tilkendes ABBA som optræder i ”Maskeraden”. De er danskere og synger udmærket, når man nu ikke har ansat de rigtige ABBA’er. Lidt for højt for mine ører, men alt har en ende, og vi går, efter at de havde sunget på sidste vers. Stokholm var et sølle syn, men det kan vi takke Vorherre for. Han burde peppes lidt op en gang imellem. Vi falder i søvn ganske kort tid efter, at hovedpuden har mærket vores nakke og bagisse.


Lørdag den 1. september

Lørdag morgen er det igen Henriette, der finder sit tøj først. Ud og løbe med de skøre, er lige noget for damen. Jeg gasser lidt mere under dynen, men da der er gået ret lang tid, bliver jeg bange for, at der er sket løberen noget. Hun kan jo have løvet ud i havet, eller rendt ind i en grim mand, der vil løve efter hendes fodspor. Nu kommer Henriette dog hjem, og hun mener da at have sagt, at hun vil løbe meget langt i dag, men ordene blev inde i hendes mund. Jeg tørrer op efter hendes våde tur, og vi går til breakfast. I dag holder jeg lav profil, og jeg ser langt efter kager og andre søde sager. Vi finder vores tablet og bærbare frem og går op i Champagne Bar. Det er der, at vi skal troppe op i morgen tidligt klokken 07.15. Derefter går det mod Roskilde, men vi skal altså først gennem en lang og forhåbentlig god dag, der mest foregår i dybe bløde stole. Folk sidder og læser, eller som os leger med vores dyr. Vi er lige et smut i butiksgaderne for at se efter den skønne hat, som klædte Henriette så smadder godt. Men vi kommer desværre en postgang for sent. Der er simpelthen ikke flere af slagsen. Jamen så kan det da også være lige meget. Vi sætter os tilbage i de dybe stole, og vælger et sted, hvor det viser sig, at der bliver en del larm. Hurtigt får vi ild i rumpetten og farer op til dæk 11. Her får vi øje på Margrethe, der sidder og læser. Snakketøjet kommer frem, og selv Bent kommer ud af ingenting. Oplevelser, og hvad vi nu kan finde på at snakke om kommer på tale, og derefter sætter vi os et par borde længere væk, for vi vil jo gerne have lidt ro om os, ditto det hyggelige par. Henriette er stadig lidt bag af dansen, hvad dagsedler angår, men nu har hun muligheden for at få resten af turen på skrift. Vi skal ikke opleve flere byer, og jeg regner med, at der kun er ædedolkenes dag tilbage. Lidt musik er heldigvis ikke ødelæggende for Henriette eller mig, så vi bliver sikkert her, til middagsmaden kalder.

Vores sidste nadver på skibet skal altså fremhæves. Den er super god. Jeg snupper oksesteg, kylling og wienersnitsel og dertil brasede kartofler og pebersovs. Heldigvis har jeg ikke taget for meget på tallerkenen, så der bliver spist op, helt op. Vi vil så sove til middag, men Carlos har endnu ikke redt vores seng, og vi går altså ikke i en uredt rede. I stedet går vi på indkøb, ser lagkagekunst og lader et par kvarterer gå, inden vi ligger lige så lange, vi er på sengen. Et sidste møde med My Cruise lytter vi til, og vi er altså ikke de eneste der vil hurtigt ud fra skibet. I morgen klokken 8,10 vil vi stå på dæk 4 og være klar til at forlade skibet.  Henriette skal dog stadig vise sig frem i sin skønne parisiske nederdel. Det har hun set frem til lige siden, hun havde den på for flere dage siden. Lige nu bærer hun en reklame fra Ketchikan, og den klæ’r hende. Vi oplever en flagfest på dæk 5-6-7-8 som består i, at alle de nationer der findes på skibet viser deres flag. Det er ganske festligt. Dagen går så med at sidde og skrive, løse sudoku og bare slappe af i de dybe stole.

Vi pakker så vores kuffert og gør klar til næste dags afgang. Men vi sætter ikke kufferten udenfor døren, den bærer vi selv i land, for vi vil hjem i en fart. 

Søndag den 2. september

Søndag morgen er lidt mærkelig, for vi har jo rejsetøjet på. Henriette har dog lige været oppe og løbe sine sidste runder, og hun må nu lægge det våde tøj i en pose, så det ikke forpester alt det andet tøj. Vi går op og nyder morgenmaden, der dog er mindre lækker end tidligere. Vi orker simpelthen ikke at spise noget. Skibet lægger til i Nordhavn, og vi sætter kursen mod dæk 4. Vores tidligere købmand Lars Kruse har Henriette set og hilst på, og han ser langt yngre og bedre ud end tidligere. Vi får så besked om at gå fra borde, fra dæk 1. Jamen igen skal der slæbes kufferter. Det går nu ret hurtigt med at komme ud, og der er ingen tolder, som skal fange snydere, og vi kommer hurtigt op til stationen. På hovedbanen skifter vi tog, og fra Roskilde går vi hjem til Dommervænget. Nej hvor er det skønt at gense vores hjem. 

Det var så årets krydstogt, som nu er fortid. Et godt og spændende togt, synes vi.