Skilsmissebarn

Far nyder livet på stranden, og han er da bare en flot fyr !

Far og mor bliver skilt

Jeg er ovre hos bagerens døtre og leger med Gitte, da Jette pludselig kommer løbende ind ad døren og fortæller mig,  at jeg skal skynde mig hjem til min mor og far, for de har noget vigtigt at fortælle mig. Jeg skynder mig hjem, og da jeg kommer ind i stuen, fortæller mor, at de skal skilles.  Jeg græder, mor græder og selv far græder. Og så siger jeg med gråd i stemmen: ”Så skal jeg jo aldrig se far mere”, og mor svarer : ”jo da, du kan besøge far, når du har lyst".”Nåh, - jamen så er det jo ikke så slemt", siger jeg og tørrer tårerne bort. 

Det er først, da hverdagen kommer, og fars stol er tom, at savnet melder sig. Jeg længes sådan efter at have far hos os. Det hjælper dog lidt, at fars tomme stol snart bliver mors og min hyggekrog, hvor jeg sidder på skødet, mens mor læser historier og synger sange for mig.

Far er flyttet ind i et lille værelse på første sal, og i dag, hvor jeg besøger ham, ligger der en stor honningkage med creme fremme på bordet. Den er til mig, og den smager bare rigtig dejligt. 

Far bor tæt på Veri-centeret, og det er der, han handler ind, og der er også et vaskeri, hvor han kan få vasket sit tøj, og sidst men ikke mindst, så er der en biograf. En dag, hvor det er et rigtig kedeligt regnvejr, tager far mig med i biografen. Vi ser Gøg og Gokke, som splitter en hel legetøjsforretning ad, og vi skraldgriner begge 2, de er bare så sjove, Gøg og Gokke, og hvor har vi haft en dejlig dag sammen, far og mig. Vi kommer hjem på fars værelse igen, og jeg skal altså på toilettet, og det er ude på gangen. Nede for enden af trappen får jeg øje på en dame, der kikker op på mig og fortæller, at hun hedder Ulla, og at det er hende, som bor her.

Senere flytter far ind i en lejlighed på Sletterhagevej. Det er en hyggelig lejlighed med en stor og dejlig stue med store panoramavinduer. Her sidder far tit i sin lænestol og har et godt overblik over legepladsen, som ligger i midten af boligkomplekset, så herfra kan far følge mig med øjnene, når jeg er nede at lege. Far hører en sanger, der synger på et sjovt sprog, han er nemlig franskmand og hedder "Georges Brassens", - "Nej, han hedder altså Sjorsj Brassangs", siger far gennem næsen. Jeg ringer lige på hos naboen for at spørge, om Annette kan komme ud at lege. Annette er på min alder, og vi leger tit sammen, når jeg er hos far. Opgangen har en ganske særlig lugt, den minder mig om far. Og når Annette og jeg skal ud at lege, så gungrer det på trappen af vores træskotramp og runger, hver gang vi snakker med hinanden.

En dag er der en mand, som har problemer med at få startet sin bil. Annettes far tilbyder at skubbe bilen i gang, og både Annette og jeg er med til at skubbe. Jeg er bare så stolt over, at vi kan få bilen til at køre, at jeg er overbevist om, at vi kommer i avisen.  

Det er så hyggeligt, når aftenen falder på. Så går far og jeg ud i køkkenet for at lave skipperlabskovs fra dåse, som vi varmer op i en gryde. Efter aftensmaden er der lagt en lille sølvfarvet pakke med navnet Kehlet på. Jeg får pakket den ud, og det er en stor chokolade-barre, hvor der er trykt en fin lille dame med lang kjole og forklæde om livet, samt en lille hue på hovedet og en skål i hånden. Og under chokoladen flyder den fineste hvide pebermynte, der smager både stærkt, sødt og godt.

Køkkenet er lille og hyggeligt, og i køkkenskuffen finder jeg en dag nogle søde æggebægre, som ligner kyllinger, med næb i den ene ende og halespids i den anden. Far fortæller mig, at de tilhører hans nye lejer, han har nemlig lejet det ene værelse ud.

Ude langs vejen står jeg tit og kikker, når togene kører forbi, og en dag får jeg øje på en konduktør, der står på trinbrædtet for enden af toget. Jeg vinker til ham med store armbevægelser, og han vinker igen. Nej, hvor sjovt, - det er jeg rigtig glad for. 

En af drengene fra klassen kommer ind i lokalet. "Henriette, din far står og venter på dig ude i skolegården", siger han. Hjertet flyver op i halsen, "FAR", tænker jeg og løber ud i gården. Far er kommet på cykel, som han trækker, mens vi følges ad hjem til ham. 

Løfferne

Mor og far har nogen venner, der hedder Bent og Jytte Løfquist eller kort og godt - Løfferne, og dem har vi kendt lige så langt tilbage, jeg kan huske. Jeg har besøgt dem mange gange sammen med mor og far i deres skønne gamle bondehus på Lolland.

I dag er Løfferne på besøg her hos os, og far er her også. De sidder til langt ud på aftenen og hygger sig og drikker vin og spiller kort i karnappen. Far bliver hønefuld, og han går væk fra selskabet og sætter sig tungt i den dybe lænestol. Jeg griber straks chancen og leger, at jeg er hans sygeplejerske. Jeg tørrer hans våde pande og spørger hvordan han har det. "Jo, jeg har det udmærmet", siger han og sidder, eller nærmest ligger, med lukkede øjne og lader mig pleje hans øre hoved.

Jeg er lige i mit es, for far, han er jo kommet hjem ligesom i gamle dage, og jeg ville sådan ønske, at han kunne blive her.

Børnehaven for fraskilte

Efter at mor og far er blevet skilt, så kommer jeg i en ny børnehave, den er nemlig specielt for skilsmissebørn. Jeg tager selv bussen til børnehaven, og når den kommer til rundkørselen, så står jeg af og går det sidste stykke vej. Jeg har en fin kjole på, som mor selv har syet, og om vinteren så har jeg uldne gamachebukser under. Og ih, hvor de kradser, særlig en dag, hvor jeg ikke kan holde mig. Først bliver bukserne meget våde og varme, og efter et øjeblik er de bare så kolde og kradsende, at jeg ikke kan vente med at komme indendørs og få dem skiftet - puha ! 

Jeg har fødselsdag, og derfor står der lagkage på bordet. Og da jeg vil puste lysene ud, kommer min fletning for tæt på et af lysene, den ene lærerinde siger : ”Pas på, du har ild i dit hår”. Jeg får mig lidt af en forskrækkelse. Den lille flamme bliver dog hurtigt slukket og den sorte hårspids klippet af.

En anden gang er vi på vej til radiohuset, og vi går i samlet flok. Pludselig møder jeg mor, der kommer gående imod os. Jeg beder mor, om jeg ikke nok må komme med hjem, og hun giver efter. Lidt senere samme dag, skal mor af sted, og hun fortæller, at hun skal i avisen. Jeg bliver noget skuffet, - det kunne hun da godt have fortalt mig, for så kunne jeg jo lige så godt være taget med børnehaven op i radiohuset.

Den nye lejer

En dag flytter der  en ung dame ind i værelset ved siden af mit. Det er et stort lyst værelse med en lille altan, og overfor er der et lille tekøkken med en enkelt kogeplade. Den nye lejer har naturligvis også fri adgang til det lille toilet i gangen, og mor får til gengæld bygget et dejligt badeværelse ved siden af køkkenet. Her er der både bruser og varme i gulvet, og så er her masser af plads. Og hvor er det dejligt at stå her og få varmet mine bare fødder.

En dag står døren på klem ind til lejeren, og jeg ser, at de skønneste lysebrune marengsbusser ligger på et lille bord derinde. Dem må jeg altså lige ind og kikke nærmere på. Jeg nøjes dog ikke med at kikke, jeg må altså også lige  smage. 

Et par dage efter kalder mor på mig, for at få en snak om noget slik, som der er taget af. Det ender med, at jeg må banke på døren ind til lejeren og sige undskyld, og nej, hvor er jeg flov.

Mine katte

Vi har en kat, der hedder Frederik, og han er efterhånden ved at være en voksen kat. En dag så er Frederik pludselig væk. Vi leder efter ham alle de steder, vi kan komme i tanker om, men væk, det er han. Så en morgen hører jeg noget, der er pusler under min seng, jeg springer ud af sengen og trækker legetøjsskuffen ud, og der ligger Frederik med de dejligste små killinger og smiler til mig. Når nu Frederik kan føde killinger, så kan han jo altså ikke være en hankat, og derfor kommer hun fra nu af til at hedde Mimi. Vi beholder 2 af hendes killinger. Hankatten, den kalder vi for Morten, og hunkatten kommer til at hedde Tine Mitte Algreen Møller, og det er jo godt nok lidt af et langt navn til sådan en lille kat.
Morten bliver desværre ikke ret gammel, for han kommer alt for tæt på en bil og brækker kravebenet, og derfor må han aflives.

Da Mitte er blevet en voksen kat, så begynder hun at hvæse ad sin mor, og Mimi hvæser tilbage ad sin datter, ja, de slås ganske enkelt som hund og kat. En dag er Mimi væk, og hun kommer ikke tilbage. Jeg ser hende en enkelt gang mere. Det er en dag, hvor jeg er ude ved Åkrogen sammen med Helle, Jette og Gitte. Pludselig får jeg øje på Mimi, der står ved en gruppe træer, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl, - det er hende. Da hun får øje på mig, lunter hun hurtigt hen til mig og stryger sig op ad mig. Mimi ser sund og velnæret ud, og jeg er meget glad for at vide, at hun stadig er i live og klarer sig godt.

Mitte hun får jo killinger et par gange om året, og de skal desværre aflives. Det er jeg godt klar over, og derfor forsøger jeg nogen gange at holde hemmeligt for mor, at de ligger nede i legetøjskassen, men det regner hun lynhurtigt ud, når katten ikke dukker op for at spise af madskålen.

En dag spørger jeg så, hvorfor vi ikke bare kan beholde alle killingerne, og mor fortæller, at så vil det jo ende med, at der er katte alle vegne : de sidder på bordene, så vi ikke kan komme til at spise, de hænger i lamperne og dingler frem og tilbage, og selv på alle trappetrinene, ligger der katte, så vi ikke kan komme op uden at falde over dem. Ja, det kan jeg jo godt se, altså må de aflives. Det er Oles far, der er bagerens nabo, som står for det tunge job at drukne killingerne, det kan mor ikke få sig selv til.

Vi får en killing, som jeg godt kan lide at forskrække, det er ikke fordi jeg vil være ond, men det ser bare så sjovt ud, når jeg siger bøh, og den farer sammen og styrter væk. Men en dag er killingen væk, og den kommer ikke tilbage. Om den er kørt over af en bil eller rendt væk, fordi den er bange for mig, det finder vi aldrig ud af.