Min "Oscar" ser dagens lys.

Forord skrevet af Henriette Algreen Møller.

Da jeg lærte Oscar at kende, gik jeg på hans skole og havde sangundervisning. Oscar var skoleleder og havde mere end 300 undervisere at holde styr på. Det var i 1993. Oscar havde en hobby med at lave film, og da han manglede en indtaler, så spurgte han, om jeg ikke kunne tænke mig at stå for det.
Jeg var lidt lun på ham og sagde ja til at prøve at indtale en film om Nepal. Det var da ikke den ringeste måde at få et ben indenfor i hans spændende verden.
Det gik nu rigtig dårligt de første par gange, og jeg opdagede hurtigt, at han bestemt ikke var tilfreds med mig. Nej, Oscar. han ønskede, ja han krævede perfekthed. Jeg var lige ved at opgive, men af en eller anden grund, så fortsatte jeg dog arbejdet, for det er faktisk en rigtig spændende verden at komme ind i.  

Jeg flyttede så ind hos Oscar og har boet der lige siden. Det blev til, at vi rejste på mange spændende ture. I Danmark var det Bornholm, der stod for skud. Denne ferie startede ganske fint men blev afbrudt efter 3 dage ud af en hel uge, som vi havde bestilt. Det var nu vejret, der satte en stopper for os, det styrtede simpelthen ned i stride strømme, og vi lignede druknede mus, da vi sad på bornholmerbåden.
Næste forår tog vi så til Frankrig i bil, og denne gang var det ikke vejret, som drillede. Vi finkæmmede og filmede mange af Bretagnes skønne byer. I et kloster nær ved byen Carnac fandt vi ud af, at Heliga Birgitta fra Sverige var en god og spændende opgave, og derfor påtog vi os at se nærmere på hendes liv og færden.
Udover at jeg jo lærte den dygtige fotograf at kende, så kom jeg til at læse hans erindringer, og jeg skal love for, at jeg har lært min dejlige OSCAR bedre at kende. Hans liv har været meget farverigt og spændende, og vores liv er stadig rigtig inspirerende og fuldt af oplevelser. Jeg er meget glad for at dele mit liv med ham. Her følger så Oscars liv på godt og ondt.

Min mor får en Oscar. 

I året 1941 var der ikke særlig meget at foretage sig. De fleste danskere var ligesom bundet på hænder og fødder. Danmark var nemlig i krig eller i hvert fald besat af tyskerne, og dette betød, at der ikke var ret meget arbejde i gang og derfor ingen penge at tjene. Fuglene var nu ikke bekymrede, de var nærmest fløjtende ligeglade og begyndte at synge, da foråret havde meldt sin ankomst. Ikke kun fuglene var kommet i brunst, nej også de 2-benede mennesker fik fornemmelser. Inden for de mørklagte vinduer i de mange små hjem holdt man sammen og snakkede om, hvad det hele ville ende med, samtidigt med, at man trøstede hinanden. Oppe i Gammel-Hørning hos Murer-Andes og Petra var det bestemt ikke anderledes.

De havde godt nok børn i den alder, hvor der skulle passes på især pigerne, som både var kønne og lige i den alder, hvor søde romantiske ord fra flabede knægte kunne få dem til at gøre "dumme ting". Jo, Andes kunne såmænd godt klare sine tøser, men han glemte bare selv at passe på. Mor havde ellers gjort sit til, at hun ikke blev med rogn igen, men foråret, fuglene og alle de 2- og 4-benede nøjedes ikke med at snakke om det, de gjorde det sgu også. Hormonerne var aktive som aldrig før. Årgang 42 ville bestemt blive en af de store.  

Andes trak den forkerte røv til sig, og stakkels Petra blev med barn, - igen. At hun var ulykkelig, behøver jeg nok ikke at skrive, men vi må altså huske på, at Petra var ved at være oppe i årene, 36 år og med et helbred, der godt kunne have været bedre.
De store tøser var mildest talt rasende men også flove over, at deres mor og far kunne finde på at gøre DET imod dem. Der burde være en lov, der forbød gamle mennesker at lave børn.  

Andes var jo i sandhed heller ikke så ung mere, og hans døtre var ved at modnes til at vise verden, at de var klar til at forny menneskeheden. Altså, de var ved at blive "kvinder". Det var simpelthen pinligt og meget flovt, at deres mor skulle have en bette, mumlede tøsene. Det var især Gerda, som var godt gal i skralden over, at hun nu igen skulle belemres med en lillebror eller -søster. Bare tanken om, at hendes fremtid betød PASNING AF BØRN, gav hende myrekryb. Margit, der var et par år yngre, glædede sig heldigvis over, at hun skulle være storesøster igen, og Henny, der lige var startet i skolen, skulle ikke mere kaldes Bette Henny.  

Det tog, som næsten altid, ca. 9 måneder, inden der kom noget ud af denne fejltagelse. Og den 10. januar tidligt om morgenen var Martine tilkaldt, fordi mor havde fået veer. Far blev straks sat i arbejde. Martine skulle bruge masser af varmt vand, og der blev lagt tørt brænde i kakkelovnen. 2 store gryder blev fyldt op til kanten med vand, ringene i komfuret blev taget af, og så kunne ilden bare slikke sig på jernet. Selv Gruekedlen blev der sat gang i, for der skulle altså ikke mangle noget vand.  

Efter flere timers anstrengelser, skrig, skrål og klager, der kunne høres i det meste af Gammel-Hørning, så blev mor lettet for nogle kilo, og alle kunne ånde lettet op. Jeg kom til verden og fik ros for min størrelse. Sund må jeg have set ud, for jeg var også ganske stor og klumpet. Jeg blev lagt til mors bryst, men hun havde bestemt ikke lyst til at lade mig sutte. Hun klagede sig meget, og Martine mente, at hun måske ikke var kommet helt af med efterbyrden.

Tøsene, der alle opholdt sig på 1ste sal, var godt sure over, at det var en bror, de havde fået. Men nu var det jo sket, og de måtte så leve med det. Verden var bare så ond og modbydelig, for Martine fik pludselig travlt igen. Mor var nemlig ikke færdig med at føde. "Mere vand og varme", beordrede den hårdtarbejdende Martine, mens sveden drev af den arbejdsomme kvinde. Far, der havde taget sig en pibe tobak og fundet sig til rette på divanen, blev tilkaldt og beordret til at skaffe mere varmt vand. Han adlød og fortsatte, mens han knurrede nogle uforståelige eder af sig.

Efter ca. ½ time kom der til verden, en sød lille sart pige, som ikke var klar over, at man skulle skrige. Hun var virkelig fin og ganske tynd, og Martine mente, at det var knægten, der havde suget al næring til sig og skubbet den stakkels pige væk fra fadet. Jeg havde skreget ikke så lidt og fattede slet ikke, at min søster bare kunne holde mund. Det blev dog til nogle tynde klynk, da hun fik et klap i bagdelen, så hun havde da en stemme. Tøsene, altså mine 3 storesøstre, kunne derimod også godt skrige, og det gjorde de så. Men det var dog ikke af smerte, mere af arrigskab.

Det var jo umenneskeligt, at de sådan skulle straffes med 2 unger - 2 dumme unger, der nu helt bestemt ville ødelægge deres liv de næste 10 år. Solen forsvandt, og selv månen ville ikke vise sig, men det var nu mest, fordi at der hang tunge skyer over himlen. Det var virkelig en ulykke, der havde rystet hele familien i det lille, ellers så hyggelige hus i Gammel-Hørning. For far var det et forbandet uheld, som han nok skulle få lov til at betale fuldt ud. Det var koldt udenfor, meget koldt, og vi blev lagt ved mors bryst, - ét til hver, og jeg sov rigtig godt de næste timer.

Det havde været en barsk omgang at få os, og især for mor. Men far havde sørme også fået flyttet grænser, og han kunne forvente endnu mere hjemmearbejde. Han kunne se frem til at blive børnepasser, for Martine havde andet at foretage sig, sagde hun.  

Vi var jo besat af tyskerne, og derfor var der ikke nogen, som manglede en murer. Næsten alle virksomheder var gået i stå, og nu tærede alle på de reserver, man gennem årene havde samlet sammen. Far nussede med ting, der burde have været lavet færdig på huset, og han indrettede da også børneværelset, for med 2 nye borgere, så ville der blive trangt i det bette hjem. Familien kom op på 9 mennesker, og det blev lidt af et spørgsmål om, hvornår de ældste var flyvefærdige, altså så de kunne give plads til os. Vi var nu sikret tæt ved mor, og hun skulle bare række ud efter os, så var vi klar til at suge mad til os. 

Jeg erkender, at mit indlæg her ikke er noget jeg selv husker ret meget af, nej jeg er faktisk helt blank, men jeg har fået det fortalt af mine utroligt søde og kærlige søstre. Og de er altså meget troværdige.

Nu er det på tide, at der kommer navne på os Alle.

Mor og far var bare mor og far, men fars fulde navn var Anders Peter Andersen, og Mor havde det fine navn Petra Wilhelmine Andersen født Nielsen. Gerda Margrethe var deres ældste datter, og så kom der en knejt, der fik navnet Karl Villy, dernæst kom Else Margit, og så kom Henny Benny-ski', og så blev det ellers min tur, Oscar og sidst og allermindst, som rosinen i pølseenden, Gurli Lisbeth. Faktisk havde vi en ældre bror, der havde det smukke navn Bruno. En anden bror, der så verden før os, nåede dog kun at blive få måneder, inden manden med leen hentede ham, Sov sødt lille Henning.  

Endnu kan jeg ikke være med i den tid, der kommer, men der skete dog ting, som kunne få stor betydning for mig, hvis…..

Mor havde en søster i Skanderborg, hun hed Hedvig og var gift med Jens. De havde 2 piger og en dreng. Og Hedvig havde lige været med rogn igen. Barnet døde, og Hedvig var meget ulykkelig over dette tab. Mor, der både var økonomisk og meget menneskelig, fik så den gode og kærlige ide, at hun ville, som plaster på såret, give sin søster en af tvillingerne, og det skulle så være drengen. Der var nu andre årsager til, at jeg skulle skifte mor og far.

Vi var jo besat af tyskerne, og far havde ingen muligheder for at tjene penge. Og så var vi jo også smuttere, eller det man også siger, vi skulle have været pletter på lagnet. Jeg skulle efter sigende have været noget af en ædedolk, og måske var jeg ved at tømme forrådet i spisekammeret. I et sødt lille brev, som mor skrev til sin søster Hedvig, tilbød hun "drengen". "Han vil give dig mange glæder, og du vil glemme den dødfødte", sluttede brevet. Hedvig blev meget glad for denne gave og takkede ja, men Gud ville det anderledes. Hedvig nåede end ikke at komme hjem fra sygehuset, for hun døde i sygesengen. Jeg fik så aldrig nye søstre ved navn Sussi og Meta. Det er for resten fra dem, at jeg langt senere i livet læste mors brev. Faktisk er jeg stolt over min mors beslutning, hun ville os det så godt alle sammen. 

Nu kommer så den tid, hvor jeg kan være med til at huske nogle af de begivenheder, der har været med til at forme mit liv.

Den stolte moder Petra Vilhelmine med sine tvillinger. Gurli og Oscar.
Vi kan da sagtens se, hvem jeg er - på størrelsen.

Min barndom, som jeg husker den.

Vi boede i Gammel-Hørning, og her var der rigtig liv. Masser af unger fyldte vejen det meste af eftermiddagene og aftnerne, for det var jo ikke kun min mor og far, der havde brugt meget tid i sengen til andet end at sove. Der var simpelthen ingen, som skulle have bygget huse eller repareret tage. Vi havde jo tyskere, som gik i gaderne og stoppede folk, der vovede sig ud. Hverdagen blev dog ganske normal efter 1945, da tyskerne gik hjem. En tysk soldat fik vores barnevogn til at have sine ejendele i, og han var lykkelig over den gave, far gav ham. 

Af unger kunne der tælles mere end 20-30 snothvalpe af begge køn i skolealderen, og det var bare i vores gade.
Vi legede den tids store hit, Langbold, Hop i mand, Marmorkugler, Hønseringe, Røvere og Soldater. I hver familie var der tit 4 til 5 unger samtidig, og vi forstod at holde sammen. Faktisk så var der mange familier, der havde op til 12 børn, endda med flere hold tvillinger. Søster Gerda var dog ved at blive for gammel til leg, og hun skulle derfor ud og tjene. Villy lavede numre og var i det hele taget ikke særlig god til at begå sig. Hvis der blev smadret noget eller skete der ting, der var ulovlige, så fik han altid skylden. Også selvom han aldrig havde lavet noget forkert. Man kunne simpelthen se på ham, at han måtte være synderen. Villy lignede simpelthen en ballademager. For fredens skyld, så påtog Villy sig skylden. Han var ikke glad for at gå i skole, og derfor så sendte Far ham ud på en gård for at tjene. Bonden skulle så få ham på rette køl.  Det var ganske naturligt, at Margit styrede os yngre unger. Hun havde virkelig meget på samvittigheden. En af de ting jeg aldrig glemmer, var at Margit lærte mig at bede fadervor. Lige før vi skulle sove, så follede jeg hænderne og remsede fadervor op. Højt selvfølgelig. Margit sagde så at det var godt, at jeg tænkte på både de gode og dårlige ting, som jeg havde oplevet, kom med i fadervor. Jeg forstod nu ikke ret meget af hvad jeg sade, men jeg kunne ordene udenad og så var det rigtig godt at lukke øjnene og falde i søvn.

Margit var nu gammel nok til at komme ud og arbejde, og hun kom ned til Kås, der var leder af Hjemmet. Altså, det var et plejehjem for ældre og syge mennesker. Hun skulle selvfølgelig ikke passes men derimod hjælpe de gamle og syge med alt det, de ikke selv kunne klare. Så havde vi kun Henny tilbage, som endnu satte sit præg på os. Og hun styrede os med hård hånd..., - troede hun da.  

Der kom gang i byggeriet igen, og far havde rigeligt at tage sig til, masser af huse var nedslidte og skreg efter en murerhånd og ske. Utætte tage skreg efter nye teglsten, og alle så frem til en god tid.

Henny var blevet lun på Freddy, og det var far bestemt ikke glad for. Freddy var enebarn, og Dyt-dyt Anton var faderen. Han, altså Anton, var postbud, og hver gang han kom tæt på mennesker, så lød de velkendte ord Dyt-dyt! Henny var fra 1935 og skulle jo have været den sidste i rækken. At der ikke var så mange andre drenge på Hennys alder, var måske årsagen til, at hun havde et godt øje til Freddy. Far forsøgte tit at sætte en kæp i hjulet, når Henny havde Freddy eller andre drenge i hovedet. Men søster Henny var meget snu, og hun listede ud af bagdøren, uden nogen opdagede det. Hun var en rendemaske, sagde far. Og jeg tænkte på masker i mors strømper, der rendte.  

Eftersom Henny var ikke så lidt skrutrygget, så skulle der gøres noget ved den skavank, mente far. Han syede derfor et bredt elastikbånd ind i en striktrøje, så den virkede som en slags spændetrøje, og Henny blev ligefrem tvunget til at rette ryggen. Det så nu lidt skørt ud, men det virkede efter hensigten. Altså når hun brugte trøjen.   

Henny var rasende over at skulle gå med sin spændetrøje, så hver gang hun skulle ud og føjte, så tog hun trøjen af og lagde den i en pose mellem koksene i brænderummet. Når hun så kom hjem igen, så tog hun trøjen på og gik ind og viste hele familien, at hun selvfølgelig havde haft den på hele tiden. Jeg tillod mig at indkassere små beløb til lidt marmorkugler af Henny for ikke at sladre til far. Jo, der blev lidt mammon til mig også. 

Vi havde nogle hårde og barske vintre i min barndom. Når frosten var på sit højeste, så skøjtede vi nede ved Bjergtrup skove og enge. Jeg havde fået mig nogle gamle skøjter, der kunne spændes fast på gummistøvlerne. De faldt bare af hele tiden og var faktisk ubrugelige, men jeg ville altså bare ikke give op. I skolen lavede jeg så nogle sneskøjter - i træ, og de var rigtig gode at løbe på. 

Når vi skulle i skole, så var det bare om at holde sig til, især når mælkevognen, der hentede mælken i mælkejunger fra de omliggende gårde, kom. Kristian Iversen hed den gamle mand, som havde dette barske job. Han havde lejet sig ind hos Thanes, som havde en lille hestestald, hvor der lige var plads til 2 heste. Iversen var egentlig en hyggelig lille fyr med et lille overskæg og med masser af rynker i hele ansigtet. Når der var sne nok, så blev vognen skiftet ud med en kane, som de 2 heste blev spændt for. 

Iversen var bestemt ikke glad for at have os unger på slæb. Vi fik simpelthen af pisken. For os var det bare sagen at tage fusen på ham. At det var en farlig kop te at have os hængende, når han kørte med alle jungerne, det anede vi da ikke.  

Det var ved at ebbe ud med Iversens job som kusk, for han havde ikke kræfter til at passe hestene ordentligt. Mange gange orkede han ikke at tage seletøjet af de stakkels dyr, og så tog det ikke lang tid, inden det gnavede sig ind i kødet på dem. Da en bonde opdagede det, så meldte han det til dyrlægen. Hestene var så afkræftede, at han fandt det bedst for alle at aflive dem, på stedet. Iversens job blev overtaget af en ung mand, der havde en lastbil til transporten. Iversen holdt ikke lang tid som pensionist, for manden med leen hentede ham få uger efter hans kone. 

Der var flere vintre med masser af sne, og far måtte enten selv ud og skovle eller sende sin arbejdsmand til snerydning. Der var noget, der hed snerydningspligt, som alle skulle bidrage med, ellers vankede der bøder. 

Der var en vinter så meget sne, at vi unger morede os med at hoppe over telefonledningerne. Så fik jeg en skideballe af far. Han kunne godt blive barsk, men hånden var nu ikke løs. Jeg kunne sagtens finde på at lave numre med ham, hans pibe eller cykel, og jeg klarede altid frisag, for mor blandede sig og kaldte det små drengestreger, som man kunne grine af. At jeg så senere fik en skideballe af hende, gjorde overhovedet intet. Mor var jo min mor og den bedste af alle. 

Når vi skulle i skole, så havde vi en ganske smal gang, som sneryddere havde lavet for os gennem sneen. Stien var ½ meter bred og hele vejens længde. Husejerne skulle så selv grave ud til hovedåren. Det var rigtig sjovt at gætte, hvor langt vi egentlig var kommet. Sneen lå godt nok helt op til hustagene, men vi kunne snart finde ud af det, da mindre stier gik ind til de forskellige huse. 

Vi havde, som de fleste andre byer, også en kælkebakke. Vores hed Djævlebakken, og den var barsk. Bakken var opdelt i 2 baner, det vil sige, at vi først kom ned ad en meget lang og stejl bakke, så over en mindre vej, og derefter kom der endnu en mindre men meget stejl bakke. For enden af den var der et hegn, som grænsede op til jernbaneskinnerne. Det var kun de mest frygtløse, som turde tage begge bakker. Og jeg var selvfølgelig blandt dem. 

Vi havde en stor og lang kælk. Far havde købt én stor, som jo var billigere end 2 små. Jeg havde så mine små problemer med at få Gurli til at låne mig kælken. Tænke sig, at piger også vil lege med kælk. Vi kunne virkelig komme op at skændes, men ingen var mere knyttet til hinanden end os. En dag var der en stor knægt, som ville slå mig, fordi jeg nok havde sagt noget til ham, som han ikke ville finde sig i. Han gik i gang med at klaske mig i ansigtet, og da Gurli så dette, så røg hun lige i flæsket på ham. Han var meget større end hende, men det var hun totalt ligeglad med. Ingen skulle gøre hendes bror noget. Manse, som knægten blev kaldt, flygtede over stok og sten, og min sejrherre Gurli fik gjort alle andre opmærksomme på, hvem hun egentlig var. Sådan. 

Vi havde nu også en mindre kælkebakke, der lå nede ved forsøgsgården. Den var virkelig bette, men i mangel af bedre, så kunne vi godt bruge den og få lidt fart på kælken. 

Vi er da et kønt par.
Det var søndagstøjet, som blev vist frem, og jeg var meget stolt over mine seler.

Øgenavne

Mælkedreng og avisdreng.

Vi boede jo i en lille by, hvor alle kendte hinanden, og at mange af os havde øgenavne, var bare en selvfølgelighed. Gurli og jeg havde fået vores navne efter grøntsager, hun hed Gulerod, og jeg fik selvfølgelig navnet Græskar. 

 

Vi var, som de fleste andre børn, ikke særlig vilde med grøntsager, og måske var det derfor, at Gurli ikke kunne lide sit navn. Hun var faktisk meget ked af dette øgenavn og ville meget hellere kaldes ved sit mellemnavn, der var Lisbeth, men det var der nu ingen i byen, der kunne drømme om at kalde hende. Det var nu nok fordi, at man ikke anede, at hun også hed det. Med navnet Lisbeth kunne hun jo få et øgenavn, der var langt værre end gulerod.
Det var smeden, der havde døbt mig eller dømt mig til at lyde navnet GRÆSKAR, og min mælkemand, som havde navnet "Smukkefin", fortalte mig, at jeg burde være stolt over mit navn. Hvem kan ellers prale af, at man laver græskar om til et hoved og sætter et stearinlys ind i det? "Det betyder jo, at du har et lyst og klogt hoved. - Vi udhuler jo roer og sætter lys i dem, men i Amerika er det altså græskar, der bliver udhulet og oplyst", sagde Smukkefin meget overbevisende. Efter denne forklaring, så var jeg ligefrem stolt over, at de råbte Græskar til mig. Det var bestemt ikke alle, som var glade for deres øgenavne. Men jeg havde aldrig problemer med mit mere. 

Katfisen, hed en kvinde, der boede nær ved Koldby Larsen. Hun havde masser af katte, og det lugtede fælt i hendes hus, og selv i hendes tøj fulgte lugten med. Katfisen flyttede ned til stationen i håb om at komme af med sit navn, men nissen flyttede med. 

 

Trave-Katrine havde faktisk 2 navne, for vi kaldte hende også Galoche-Katrine, og så var der Fiske-Katrine eller Fiskemutter, der arbejdede på en fiskefabrik i Århus. Lad mig erkende, at hun virkelig lugtede af fisk. Dytdyt-Anton og Dytdyt-Antons kone, Den Svot, Vuggelus og Cementbageren, Sut-Nanna, ja jeg kan blive ved… 

 

Andes-Mureren, eller murerandes, var jo min far, og han var ganske tilfreds med sine navne. Han var nok en af de værste til at finde på øgenavne, men han turde - eller ville - ikke give mor et øgenavn, for hun var jo en lilje - eller iris. Det var også nemt at se hende stå med alle palmerne, sagde han tit. Hvad han egentlig mente, fandt jeg først ud af mange år senere. Navnet Iris foretrak mor dog, for at blive kaldt Petra, var lidt træls, og Vilhelmine sang jeg om og lavede lidt om på versene. Jeg kaldte hende kun Mor, sådan. 

Lige fra jeg startede med at gå i skole, har jeg været mælkedreng, og denne tjans var rigtig spændende. Det gav drikkepenge, og selv de mest nærige kunder havde jeg ikke problemer med at få til at give lidt drikkepenge. 

Jeg har altid været en glad dreng, og en glad dreng fløjter populære melodier. Jeg var meget smilende og gik aldrig af vejen for at snakke med folk. En ældre mand, der boede nede ved stationen, blev regnet for lidt af en mærkelig mand, og det var aldrig sket før, at han havde givet drikkepenge til nogen, men jeg har faktisk bukket dybt for en 2 øre, som han meget højtideligt overrakte mig. Dem fik jeg som tak for min fløjtesang, der altid fik ham i godt humør, sagde han med klar stemme. 

Mælketjansen var der ikke meget ved om vinteren. Vi havde de store tunge 1 liters flasker, som de fleste købte, men der var også ret mange kunder, som ville have mælken i løs vægt. Mange gange gav det mig problemer med at holde balancen, for der var altid så meget mælk i de lerfade, som man brugte, ja mælken gik næsten altid helt op til kanten. Og trapperne var for det meste isglatte eller knortede. Jeg følte mig som Bambi på glatis. Hvis vi så havde vanter på, så gled skålen fra os, og så stod vi med en halvfuld skål, og resten af den dyrebare mælk havde fået jordforbindelse. 

Smukkefin måtte så fylde op én gang til. Sur og fattig blev han, kunne jeg ane. Mælkedrengen skulle ud med de våde varer meget tidligt på dagen. Jeg boede ikke langt fra Smukkefin. Han ringede med klokken, og jeg sprang op på vognen, medens den kørte. Når vi var færdige med dagens udbringning, så skulle Smukkefin tit ind og besøge nogle af sine kvindelige kunder, og så fik jeg lov til at køre hjem med hesten, helt alene. Så fik den stakkels hest lov til at løbe alt hvad remmer og tøjr kunne holde. Jeg skulle så bare sige til hans kone, at han havde et møde, og at hun kunne vente ham snart. Jeg satte hesten i bås og gav den noget at æde. Hesten dampede, og jeg dampede afsted. Stor mand. 

Juleaften var årets bedste dag som mælkedreng. Da vankede der drikkepenge som aldrig før. Det var dog utroligt, så gavmilde alle var. Rekorden for mig var 12 kroner og 37 øre. Og den er aldrig senere blevet slået af mine efterfølgere. Man var begyndt at sælge mælk i bagerforretninger, og købmanden fulgte efter, så mælkemandens tid ebbede ud. 

Gurli og jeg havde også aviser, som vi gik ud med. Det var Århus Stiftstidende. Vi havde delt byen mellem os, så hun tog alle kunderne, der var vest for landevejen, altså hele Gammel-Hørning, og jeg tog så stationen og nogle i yderkanten af byen. Jeg ville ellers gerne have gået med Demokraten, eftersom ruten var meget bedre, men jeg havde en far, som bestemt ikke ønskede, at hans søn skulle gå med den avis. Han var altså ikke socialist, overhovedet. Ida-Evald, der var Gurlis veninde, ville gerne tjene penge, og da Ida´s far Evald var socialdemokrat, så fik hun lov til at få udbringningen af Demokraten. 

Engang havde jeg fået Ida, der gik med denne tåbelige avis, til at tage et hus for mig, og jeg tog et andet hus for hende, men af en eller anden grund fik far nys om det, og jeg fik ordre på at gå ud med mine aviser selv. Jeg prøvede aldrig mere at bytte med Ida. Stiftstidende kom hver dag med bil, og den blev smidt af nede mellem Kolby Larsen og Barberen klokken 14.10, og vi kunne så være færdige med udbringningen klokken ca. 17.30. 

Der var ét sted, hvor jeg faktisk var lidt bange for at aflevere avisen. Det var hos nogen, der hed Therkelsen. Selv huset var lidt uhyggeligt. Det lå ved siden af Lærer Søgårds hus og var meget stort med nogle vinduespartier, der virkede mystiske. Den enorme dør havde et håndtag, jeg aldrig før havde set. En stor klokke hang ved siden, og jeg havde tit lyst til at ringe med den, men eftersom jeg ikke var høj nok til at fange snoren, så blev det kun i mine drømme, at jeg klokkede med den. Jeg skulle have penge for avisen, og derfor så bankede jeg på mange gange. Døren var meget tyk, og det gjorde ondt i knoerne at slå på den, men til sidst så åbnede de dog døren. Jeg gav dem en regning, jeg havde skrevet, og de lod mig vente længe, mens de gik ind og ledte efter penge. Jeg var nysgerrig, og forsigtigt slog jeg døren lidt mere op. Pludselig kom der en person til syne. Vedkommende så meget gammel ud og sad i rullestol. Jeg tror nok, at det var en kvinde, men vedkommende fægtede med arme og ben, og jeg blev bange for hende og lukkede hurtigt døren til igen. Efter at jeg havde fået mit tilgodehavende, gik jeg meget hurtigt. Ud af øjenkrogene kunne jeg mærke, at hun kikkede efter mig. Det måtte være en heks eller i hvert fald noget farligt, og fra den dag skulle jeg bestemt ikke åbne døren mere end nødvendigt. 

Lang tid efter fortalte far, at, hos Therkelsen boede moderen stadig i huset, men hun havde været udsat for en ulykke og var blevet lam. Hun kunne ikke snakke men kun komme med uforståelige lyde. Så der var såmænd ikke noget mystik omkring Therkelsen. I deres baghave var der en sti ned mod stationen, og den blev brugt som kælkebane, når sneen faldt. 

Om søndagen kom aviserne med toget klokken 5.30, og vi måtte så ned på stationen, inden F….. fik sko på. Vi havde faste kunder men også løssalg, og vi skulle selv indkassere pengene. Jeg lærte, at jyder godt kan lide penge, så godt, at de helst ikke vil af med dem igen. Der var også nogle, der kom i min sorte bog, og det var dem, der skyldte for mere end 1 måned. Det var rigtig svært at få dem til at tro på, at det var så mange penge, som jeg skulle lægge ud for dem. Jeg sagde så bare til dem, at 35 øre for en avis jo ikke var en herregård, og hvis de lod sig blive abonnenter, så skulle de betale meget mindre for den gode avis. Jeg var nu meget glad for alle de kunder, der betalte hver gang, for tit fik jeg 40 eller 50 øre og kunne beholde resten. Faktisk tjente jeg mange drikkepenge. Jeg havde jo et lyst sind og var altid glad. Søndagsruten var færdig lidt før klokken 12.00, og der var lige tid til at spise mad, inden vi skulle i søndagsskole. 

Nu var jeg altså ikke helt afskåret fra at lege. Hver dag legede jeg da, straks jeg havde været inde hos Bager-Hans efter mine hindbærsnitter. At én snitte kostede den enorme sum af 12 øre, fik mig ikke til at ryste på hånden, nej, jeg købte næsten altid 2 hindbærsnitter ad gangen. Jeg satte cyklen og var straks med i en fangeleg, der foregik lige over for stationen. Tit glemte jeg min avisrute, og først da en mand nede fra Foderstofferne kaldte på sin avis, fandt jeg cyklen frem og fortsatte, hvor jeg slap. Der var også nogle utålmodige kunder, som ringede 110 og fortalte mor, at de ingen avis havde fået endnu, og jeg stod så til skideballe hos far. Uretfærdigt, Øv. 

Især en vinter, hvor kulden havde magt, så frøs jeg om hænderne, og det var altså ikke nok at have vanter på, så jeg fandt på at lave en slags luffe på cyklen. Jeg kendte et sted, hvor de lavede biler, og der spurgte jeg dem, om jeg ikke måtte få en bilslange. Den måtte godt være med hul i og gammel. De kikkede på mig og spurgte om, hvad jeg skulle med den? Jeg sagde så, at jeg ville lave en luffe til mit styr. De så opgivende ud og gav mig min slange. Med en af fars store sakse, klippede jeg slangen op i små stykker - sådan ca. 20-25 centimeter lange. Så satte jeg dem på mors cykel, og med et stykke ståltråd samlede jeg så den ene ende og strammede til. Nu kunne jeg så cykle med hænderne indenfor. Det lunede, og jeg var tilfreds. Men det så bare ikke så godt ud i starten, så jeg bukkede slangen indad bare få centimeter. Der kom virkelig stil over min opfindelse. Desværre så holdt mine luffer kun den ene vinter, for der var andre pilfingre, der ikke kunne lade dem være. Da jeg jo kørte med aviser, så var problemer med at holde varmen i benene ikke noget, jeg kendte til. Jeg fandt et par aviser frem og snoede dem om benene og satte en elastik omkring. Det var kun i starten, at avisen gnavede, men kulden blev væk. 

Skolen kalder

Tiden nærmede sig til at Gurli og jeg skulle gå i skole. Her kom både Henny og Margit ind i billedet. De sørgede for, at vi fik bøger, som vi skulle læse. Ole bole går i skole og andre hæfter. Det var gerne når vi tog opvasken af dagens tallerkner og bestik. Så var vores undervisere disse søstre. Vi havde jo ugebladet Tempo, der på en af de sidste sider havde ugens sange og bedste melodier. Jo vi skrålede, som var vi i en hønsegård. Vi havde også regning - altså den lille tabel, som vi øvede os i. Selv dette foregik i sang. Tegning var ikke på programmet, men Margit opdagede, at jeg brugte venstre hånd, når jeg lavede noget med griflen på den lille tavle. Margit ville have, at jeg brugte højre hånd, og hun var hele tiden efter mig, især når jeg smuttede griflen over i den forkerte hånd. Jeg skulle jo snart skrive med pen og blæk, og så ville jeg få meget store problemer, sagde hun alvorligt. Jeg kæmpede og kæmpede, og jeg måtte indrømme, at jeg godt kunne skrive med højre hånd, men det så ikke godt ud.

Efter 2. skoleår blev vi sat sammen efter et bestemt system. - En dygtig sammen med en langsom i betrækket eller ligefrem dum. Jeg sad på første række og fik Snot-Bent som min sidekammerat. Bent var ikke kun Snot-Bent, nej, han var også snotdum, og det var alle vi andre unger enige om.

Øgenavnet fik han lige fra første skoledag, hvor vi blev sat ved samme bord. Under vores første time i dansk kom jeg til at se på ham. Han havde noget snot, der var ved at finde vejen ud til friheden, men hver gang det nåede til hans læbe, så sugede han det ind igen. Snottet var helt gulligt og tykt, og jeg var ved at brække mig, især når han sugede det retur. Jeg sagde det til ham, og i stedet for at bruge et lommetørklæde, så lod han det gullige snot glide ind i munden og sank det med velbehag. Jeg var ved at brække mig, og Snot-Bent blev hans navn resten af skoletiden.  

Han skrev altid af efter mig, og det med at lave lektier hjemme kendte han slet ikke til. Hans forældre, der var ældre og ret svage, havde et lille husmandssted, som de lod Bent og en storebror passe. Der var nogle få køer, en snes grise og en enkelt hest, der så meget sløj ud. Hønsene løb i det fri, og kun hunden var i lænke, og den havde en ru gøen, hver gang der kom mennesker forbi huset.  

Tilbage til skolen, hvor jeg nu også havde lidt problemer. Jeg var bestemt ikke god til at skrive. Faktisk så gik det helt ad H til, især når vi skulle bruge pen og blæk. Når vi brugte blyant, så gik det fint, men da min lærer så, at jeg brugte venstre hånd, så faldt der brænde. Jeg blev tvunget til at bruge højre hånd, og det kunne den slet ikke finde ud af. Mine bogstaver kom til at ligne små unormale mænd, der var godt vanskabte. Hver gang læreren ikke så det, så kom blyanten over i venstre, men dette betød bare, at jeg fik én med linealen, som virkelig sved.  Det gik meget bedre, når jeg skrev med griffel på den lille sorte tavle, som vi alle fik lov til at tage med hjem og øve os på. Det var jo nemt at slette de mest grimme bogstaver eller forkerte ord ud og skrive de rigtige. 

Overlærer Reinholdt var meget streng, og hans afstraffelsesmetoder var kendt af alle os, der ikke levede op til hans krav eller bare lavede lidt ballade i timen. Et af hans bedste kort på hånden var, at vi skulle række hånden ud for at modtage et slag fra en trælineal, der var 20-25 centimeter lang. Det var virkelig noget, der kunne få sveden frem i selv den mest hårdkogte knægt. For mig betød det én ting, INGEN skulle se, at jeg fik tårer i øjnene, men én gang kunne jeg bare ikke klare det. Jeg følte virkelig, at jeg var en tøsedreng resten af dagen. 

Vi havde også sang med Reinholdt, og det vil sige, at vi jo skulle sige vers udenad. Derefter sang vi så hele salmen, mens Violinen bestemte tonerne. Her var jeg blandt dem, der fedtede for læreren. Jeg tilbød Reinholdt at slå hans store græsplæne, som jeg havde set var temmelig høj. Reinholdt var lykkelig over mit tilbud, og jeg blev fri for at synge. En slåning af hans store plæne, varede hele timen.  

Lærer Søgård var en lille tyk mand næsten uden hår på hovedet. Han havde en helt speciel afstraffelsesmetode. Han tog fat i vores små hår ved ørerne, og så trak han op i dem. Vi fulgte med, så langt vi kunne, men da vi ikke kunne forlade Moder Jord, så kom smerterne, for han fortsatte jo bare opad. 

Vi havde botanik og geografi med Søgård, og faktisk var han meget spændende at lytte til. Svømning, eller rettere badning i Stillinge sø, lå også på Søgårds skuldre. Vi cyklede derud, og mens han stod ved strandkanten og dirigerede os, så var der ganske få, som pludselig kunne svømme. Jeg var nu bedst til hundesvømning, som hurtigt stoppede, inden jeg gik til bunds, og ellers legede vi hele dagen, inden det gik hjemad igen.

Frøken Risbjerg, som boede på skolen oppe i en lille lejlighed, havde en gulvmåtte. Det var altså en lille hund, der lignede en gulvmåtte. Vi knægte drillede den tit, og så gøede den naturligvis af os, mens vi sprang væk, inden frøken Risbjerg kom til syne. 

En dag, hvor der var blevet kastet æbleskrog efter hunden, skulle jeg til samtale med Frøken Risbjerg. Hun var sikker på, at det var mig, der havde kastet æbler efter hunden, og derfor så gav hun mig en eftersidning og en seddel med hjem. Eftersidningen kunne jeg gå med til, men at min mor skulle blandes ind i det, var jeg godt gal over. At det slet ikke var mig, der havde kastet æbleskrog efter hunden, glemte jeg at tænke på. Men fra den dag kunne jeg godt finde på at kaste lidt større sten efter den stakkels gulvmåtte. Og jeg var god til at ramme den. Jeg havde ellers lovet mor, aldrig at røre ved hunden, men lige den del af aftalen var sørme også gået i glemmebogen. 

Græskar og Gulerod står og venter på at blive fotograferet, foran hjemmet

Musikinstrumenter - lige mig !

Når vejret var varmt og godt, så kørte vi til Stillinge sø for at bade. Det var nogle dejlige ture, som alle så frem til. Lærer Søgård var jo ikke med, og så var det altså langt sjovere. Det værste ved disse ture var, at, for at komme ned til vandet, så skulle vi nemlig forbi nogle køer og kalve, der gik og græssede. De rendte efter os, og især pigerne var rædselsslagne, når køerne tromlede hen imod os. Vi fandt nogle kæppe og slog ud efter de dumme kræ, og det kunne tit holde dem på afstand.  

Jo, vore somre var bare skønne. Når vinteren var slut, så havde vi en masse grus liggende på vejen. Det var alle tiders at lege med. Og udflugter blev det da også til. Vi gik til Pindsmølle og fik der en hel dag til at gå. Det var et sted, hvor man havde fiskebrug, og vi kunne gå og glo på disse dumme fisk, der sprang op i vejret, når det var fodringstid. Det bedste ved stedet var, at der var en isbod. Mor gav os 10 øre hver til at solde for, og de skulle bruges til en af de dejlige runde jordbæris. 

Jeg havde fået mig den ide, at jeg ville fange hugorme. Når jeg så havde fanget en, så skulle den af med hovedet. Det fantastiske var, at den ikke døde før solnedgang. Den bevægede både kroppen og det løse hoved. Jeg ville gerne have den orm i sprit, men jeg måtte ikke få den med hjem for Henny og Gurli. Samme sommer så vi en hugorm nede ved Rejsebudet, og den fik hovedet af med en spade. Jeg fulgte den lige til solen gik ned, og den rørte på sig, selv da mørket faldt på. Dagen efter ville jeg besøge den, men der havde været en kat, som fik sig et ordentlig hug mad. 

Henny var blevet glad for en mand, der hed Tage. Han arbejdede på en gård som karl og var lidt af en spiller. Tage havde fundet ud af at spille på sav og var ret god til det. Når der så var bal på kroen, så havde han sin sav med og gav den hele armen. Jeg prøvede da også, om jeg kunne få lyd ud af en af fars save, og jo, hvis jeg bare rystede rigtigt meget på det ene ben, så kunne der komme en fin lyd ud. Og jeg var meget stolt over at kunne få melodier frem på dyret. Der var bare det, at jeg rev mine bukser i stykker på takkerne, og derfor, så tog jeg en knibtang og vred alle tænderne af. Det hjalp bare slet ikke, tværtimod. Jeg havde ikke spurgt far, om han skulle bruge saven igen, og han blev godt sur, da han opdagede sin tandløse sav. Man kunne købe save helt uden tænder, men de kostede mange penge. 

Gerda og Holger blev årsag til, at jeg fik lyst til at spille på et særligt instrument. Holger havde fået en Mandolin af en sømand, der til gengæld havde fået sig en flot tatovering. Mandolinen fik jeg, og det tog ikke lang tid, inden jeg kunne spille melodier på den. Jeg havde slet ikke svært ved at stemme mandolinen, og der gik mange timer med at spille de moderne sange, der stod i Tempo-bladene. 

Tit kom der musikere til Hørning, og jeg husker et ungt par, der lignede Nina og Frederik. De sang samme sange som det berømte par, og jeg har faktisk gået og funderet over, om det ikke var det populære par, der blot ikke var blevet kendt endnu. 

Hos Thanes boede der en sømand, der næsten aldrig var hjemme, men når han viste sig, så blev der liv i byen. Han havde en harmonika, der var utrolig flot. Der var tangenter på den ene side og knapper på den anden side. Jeg syntes, at han var så god til at spille, og alle vi unger sad og sang til hans musik. Jeg prøvede at spille på den store maskine, og selvfølgelig kunne jeg spille noget, alle kendte. Jeg havde jo klaveret, som far havde fået i bytte for noget arbejde, han havde lavet, og som de ikke kunne betale. 

Leif, eller Desser, som han blev kaldt, boede lige ved siden af os. Hans far hed Laurits, og udover, at han havde en rigtig stor næse og var lang og tynd, så var han god til at lave legesager. Han havde lavet en legevogn på 4 hjul. I ladet havde han så sat 2 heste, som var malet i flere farver. De var så store, at vi kunne sidde på dem og have stangen sat op, som styr. Der gik så en eller to bag ved vognen og skubbede på. Det var alle tiders vogn at komme frem i.
Alle var godt misundelige, når vi kom kørende i fuld fart gennem Gammel Hørning. Inde hos Desser legede vi også med små soldater i sandkassen, og vi fik kæmpet mange slag i sandet. Hans far var virkelig meget dygtig til at lave legesager, og vi var stolte over ham. Nå nej, ikke altid, for han var meget øm over sin have, og der faldt brænde ned, hvis vi kom til at træde på hans blomster. Så smed han os ud i baghaven, hvor der var en mindre sti med krat, brændenælder og tidsler. 

Jeg havde pludselig fået lyst til at blive lystfisker. Derfor købte jeg en dyr fiskestang nede hos købmand Jørgensen, der havde sin forretning over for stationen. Der var langt ned til søen, som hed Stillinge sø, så jeg måtte balancere med fiskestangen på cyklen. Det kunne kun gå galt, - og det gjorde det sørme også. Jeg var ikke kommet ud af Sønderskoven, før det skete. Af en eller anden grund kom snøren med krog for tæt på forhjulet. Det gik så stærkt, at jeg ikke nåede at se, hvad der virkelig skete. Pludselig lå jeg nemlig nede i grøften. Kunne jeg ikke bande førhen, så strømmede de værste gloser ud af munden på mig nu. Helt ærligt, så tudede jeg af raseri. Jeg kunne ikke få snøren ud af hjulet, og det meste af dagen brugte jeg på at blive køreklar igen. Da verden atter blev normal, så lod jeg fiskestangen, der ikke mere var andet end en knækket bambuspind, blive i grøften, og mine olierede fingre ville slet ikke blive rene ved bækkens brusende vand. At jeg også havde slået mit ene knæ, opdagede jeg først, da blodet havde vist en lang rød streg ned til sokken. Det var både første og sidste gang, jeg var fisketosset. 

Når det blev tordenvejr, og det trak hen over vores hus, så samledes hele familien ude i køkkenet. Uanset om det var dag eller nat, så sad vi alle og fulgte lynene og talte, hvor lang tid der gik, inden braget kom. Far sad ved bordenden med stearinlys og tændstikker parat og havde taget alle forholdsregler. Vi havde overtøjet klar til at tage på. Og penge, papir og værdigenstande var også inden for rækkevidde. Tiden gik med, at far fortalte historier, og det var han rigtig god til. Det var lige før, at vi troede på hans ellers overdrevne historier. Vi blev godt sure, når det ikke lynede mere, for så skulle vi i seng, øv, bare der dog kom et ordentlig skrald igen, men nej, det var drevet over. 

En sommerdag, hvor Vorherre havde vist sig rigtig godt gal i hovedet, så gik det ud over en gård, der lå lidt uden for Hørning. Lynet slog ned i svinestalden. Far ville derud, og jeg havde plaget ham om at komme med, og jeg fik langt om længe lov. Da vi kom frem til gården, var brandvæsenet kommet, men de kunne ikke gøre så meget, for flammerne var utrolig høje. Ilden havde godt fat i en længe, og fra hovedbygningen kom der røg ud af vinduerne. 

Vi kunne høre grise, der skreg, og det var altså meget højt. De ligefrem hvinede, og lyden var uhyggelig. Far beordrede mig til at blive HER, og jeg stod stille, som var jeg en statue. Så gik far over for at åbne døren til svinehuset og prøvede at få de mange dyr ud på marken. Nogle andre mænd fulgte ham, og der gik ikke lang tid, inden grisene kom til syne. Men flere af dem var der ild i. De var så forvirrede, at de var ved at rende ind i flammerne igen. En mand, der stod med en stor hammer, slog ud efter dem. Han bankede hammeren ind på deres pande, og de skvattede om. Jeg fattede ikke, at han gjorde det, men senere fortalte far mig, at de ville dø af smerter, hvis han ikke hjalp dem på vej. Hele området var fyldt med halvdøde dyr, og der lugtede af flæskesteg overalt. Gården var ikke til at redde, og da vi kørte hjem, lignede det en slagmark. 

Én ting lærte jeg fra denne brand, hvor var man god til at hjælpe hinanden, når det virkelig brændte på. Branden var samtaleemne i lang tid efter, og mange gårdejere fik sat en lynafleder på toppen af husene. Far tænkte også på at få en afleder men nøjedes dog med at tage strømmen, hver gang det var tordenvejr. Stearinlys blev købt ind, og vi havde orden i sagerne. 

En af fars historier kommer tit op til overfladen i mit liv, og jeg kan slet ikke lade være med at sige den videre. Det var en dag, hvor tømrer Jørgensen kom hjem til os. Det var vinter, og der var rigtigt koldt udenfor. Jørgensen blev bedt indenfor, og jeg stod og kikkede på ham, da han tog sin frakke af. Jeg gloede en ekstra gang, for da han havde lagt frakken, så havde han stadig en frakke på, og denne tog han også af. Så gik far og Jørgensen ellers ind i spisestuen, og vi blev sendt ud i køkkenet. 

Efter en tid kom far ud til os, og Jørgensen var taget hjem. De havde snakket om noget arbejde, som han gerne ville have far til at udføre. Jeg spurgte så far om, hvorfor han havde 2 frakker på? Far kikkede på mig og tænkte sig godt om. "Jo ser du, Jørgensen er ved at være en ældre mand, og han har ligget i sengen på grund af sygdom. Han har tabt sig rigtig meget, og da det jo er meget koldt i dag, så har han såmænd blot taget lidt mere tøj på. Han har jo haft ekstra plads til frakker fra dengang, da han var tyk og stor". Jeg nikkede, som om jeg forstod far rigtig godt. "Jørgensen har tabt sig så meget, at hans skind er blevet alt, alt for stort", fortsatte far så. "Mens vi sad og snakkede, så kløede Jørgensen sig i nakken meget længe, og da han tog fingeren til sig, var den blevet brun". Far sagde det så alvorligt, at jeg slet ikke fattede nogen mistanke. Først lang tid efter forstod jeg meningen med fars historie. 

Lad mig erkende, at jeg altså kommer fra en familie med klaver. Far var murermester og mor hjemmegående husmor, - fru murermester Andersen. Far var stolt over at bære denne titel, men det var dyrt og svært for ham at færdes blandt de finere. At være fin betød, at man enten havde en virksomhed, var embedsmand eller bonde. Far var murermester og havde en virksomhed, eftersom han havde mindst 1 arbejdsmand, og derfor var han også berettiget til at færdes blandt byens fine borgere. 

Når sandheden skal frem, så var de fine bare ikke værd at arbejde for. De ville nemlig ikke af med deres penge. Ingen af dem kunne drømme om at skulle betale for at få lavet noget murerarbejde. Far kunne få naturalier, men penge, dem kunne han bare drømme om. Virksomhederne tilbød ham nogen af deres produkter, og det kunne vi jo ikke spise. Bønderne tilbød ham et eller flere svin, men dem kunne vi jo kun spise og ikke betale regninger for. 

Mor var nu også glad for, at hun tilhørte de finere, og hun sad under palmerne, som far tit sagde. Vi var en stor familie, og der var piger til at udføre det, som mor var for fin til. Når man nu engang tilhørte det bedre borgerskab, så måtte man også se ud som dem, det var mors absolutte mening. Derfor sørgede hun altid for at se godt ud. Mor besøgte frisøren mindst 1 gang om ugen, og hun fik også ordnet fødder, så tit det kunne lade sig gøre. Ordne fødder? Hvorfor nu det?  

Som ganske ung så mor ret godt ud, og hun var med til at højne tidens mode. Derfor gik mor i sko, der var så spidse og så høje, at de simpelthen var en pinsel at have på. Hendes tæer måtte ligge oven på hinanden, for at hun kunne have skoene på. Det havde været meget lettere og bedre, hvis mor havde ladet de 3 mindste tæer skære af og storetåen med, men så kunne hun bare ikke gå mere. Mor søgte specialist, og det blev hendes dårligste valg. Han ødelagde simpelthen fødderne, og det blev endnu værre. Inden mor blev 45 år, så kunne hun faktisk ikke gå mere, altså holdt hun sig oprejst ganske kort tid, inden hun blev tvunget til at hvile sig. 

Mor kunne godt lave finere mad, men hun ville helst undgå denne form for arbejde. Efter flere hjerneblødninger, så var mor ikke mere den, der huskede at komme prikken over i'et, når maden skulle være i top. Faktisk gik det ret hurtigt ned ad bakke for stakkels lillemor. Vi tvillinger havde tæret meget hårdt på hendes krop.  Det blev til mange indlæggelser på Skanderborg sygehus, og vi troppede op til sygebesøg. Og i denne mørke tid, så kom Mors lillesøster og hjalp far. Agnes hed hun.  

Gurli sidder anden række nummer 2 fra venstre, og jeg står øverst til højre.
Lærer Reinholdt er lige foran mig. men hvor er hans lineal?

TykAgnes' Grædemadder

Tyk-Agnes kaldte vi hende, og tyk, det var hun, ja, hun var nærmest kuglerund. Næsten lige så bred, som høj. Agnes var gift og havde 2 drenge, Orla og Tom. Orla var en lang ranglet fyr, der blev pænere og pænere med årene. Tom så bestemt ikke tom ud. Han måtte være fyldt totalt op med et eller andet, for han var så tyk, at navnet Tyk-Tom var og blev hans navn. Hjernetom var knægten nu ikke, men det var der ikke mange, der ville skrive under på. 

Tyk-Agnes hjalp far med at passe os unger, det vil sige, ved at give os mad med i skole. Vi var så vant med, at Agnes stod og græd, så tårerne løb ned ad kinderne på hende, så en dag, da jeg åbnede min madpakke, blev jeg rasende. Jeg kunne se, at der var vand på æggemaden. Det måtte være Agnes, der havde grædt ned på min mad, mente jeg. Jeg skulle i hvert fald ikke have grædemad, sagde jeg, og derfor smed jeg maden i skraldespanden. - Det gav et godt indhug i mine drikkepenge, for jeg levede af hindbærsnitter og gammelt wienerbrød i lang tid. 

Jeg kunne ellers godt lide Tyk-Agnes, og derfor besøgte jeg hende og hendes mand, der hed Thomas. Det var et meget mærkeligt hjem. Hvorfor græd hun da så tit? Jo, for Thomas var dødssyg. Han var sengeliggende og så svag, at hun måtte gøre alt for ham. Når han skulle vaskes, så løftede hun den lidende mand op af sengen og bar ham ud i køkkenet, hvor han kom op på køkkenbordet, og så vaskede hun ham i håndvasken. Han var nu ikke så tung, under 45 kilo. 

De ejede kun en seng og en gammel grammofon, som var gået i stykker. Fjederen var sprunget, og så var der kun eet at gøre, nemlig at bruge fingeren til at dreje pladen rundt. Det lød bestemt ikke godt, men det virkede. Jeg brugte mange timer med fingeren på pladen, og det var skægt. Jeg hjalp tit Agnes med at lime små påskekyllinger. Det var et job, hun påtog sig, for at de skulle have lidt at leve af. Men hun kunne højst tjene 2 kroner om dagen. Derfor gav vi den en skalle og morede os sammen. 

Tyk-Tom, som jo var Tyk-Agnes' søn, var også tyk, han var klassens tykke dreng, men hvor var han god. Han var så godmodig og kunne ikke drømme om at gøre en kat eller orm fortræd. Tom var 5 – 6 år ældre end jeg, og jeg så op til ham. Han havde fået sig en knallert, og jeg fik lov til at køre på den nede på fodboldbanen. Jeg fræsede af sted i susende fart, og Tom var bare glad. Han havde en, der så op til ham. 

Det var også Tom, som lærte mig at svømme. Vi var taget ned til Stillinge sø, og Tom havde ringet med en klokke. Det betød, at man ville komme over med en båd og hente os. Tom lejede en mindre robåd, og vi sejlede ud på søen. Så fortalte han mig, hvordan man bruger arme og ben, når man svømmer, og om ikke jeg ville prøve det? "Jo, nej, det ved jeg ikke", sagde jeg forsigtigt. Endnu engang fik jeg belært, hvad man skulle gøre. "Spring i og vis mig det", sagde han så. Men det ville jeg bare ikke. Så tog han fat i mig og smed mig ud i vandet. Da jeg kom op til overfladen, sagde Tom meget roligt "SVØM !", - og jeg gjorde det sgu. 

Hørning Mølle

Ikke langt fra vores hjem lå møllen, og den malede naturligvis stadig med. Vi legede med flere af møllerens børn og var altid med til fødselsdagsfest hos dem. De havde en dreng, der hed Peter, som var lidt ældre end os, og han havde sit job på møllen, når han da ikke gik i skole. 

En dag, hvor han havde travlt med at slæbe de tunge sække hen til kværnen, så fik han overbalance og styrtede ned i kværnen. At han blev mast mellem møllehjulene og døde, var der ingen tvivl om, og der blev virkelig snakket meget om denne ulykke. Det endte med, at mølleren rejste fra byen, og møllen havde malet det sidste korn for stedse.

Pilfinger

Mor kom hjem fra sygehuset igen, og alt blev normalt, sådan da. Mor var blevet noget svagere, og vi unger fik flere opgaver i hjemmet. Jeg havde selvfølgelig bestemte job, som jeg var ret så stolt over at udføre. Jeg stod for optændingspinde og brænde til komfuret i køkkenet og i den lille stue. Når vi havde vaskedag, så var det også mig, der stod for gruekedlen. Først lidt avispapir, så nogle tynde grene og øverst tykkere træstumper. 

Gurli og jeg var ved at blive for store til at få bad i gruekedlen, men vi havde ellers haft mange gode bade med rigtig varmt vand, siden vi var ganske små. Vaskedag betød, at vi skulle hente vaskemaskinen, der hed FERM nede fra en anden familie, og når vi var færdige med at vaske, så blev maskinen hentet af en tredje familie. Det var ret så fint at være med i den ordning, men det var altså kun de finere, der havde råd til det. Vaskemaskinen havde en elektrisk vrider påsat, og jeg havde kløe i fingrene for at komme tæt på den. 

Når mor vaskede, så holdt jeg mig pænt tilbage, men en dag skulle mor ind og have en tår kaffe, og jeg havde fri bane til at se nærmere på dyret. Jeg startede vrideren og satte et lommetørklæde i. Det kom ud i den anden ende ganske tørt og fint. Vrideren kunne også køre den anden vej, og jeg fandt det utrolig spændende. Jeg blev mere og mere modig, og snart var jeg i gang med at vride større tøjstykker. Pludselig fik jeg den ene finger ind i et hovedpudebetræk, og jeg kunne ikke få den fri igen. 

Vrideren var ligeglad, og den åd sig mere og mere ind på min finger. Jeg skreg meget højt. Mor hørte mit råb, og hun kom straks ud for at redde mig. Det var bare ikke så let, som hun troede. Hun sled i mig, men fingeren ville ikke ud af dyret. Jeg var skrækslagen, og det blev meget værre, da alt blev sort omkring os. Nu skreg mor også, og vi anede ikke, hvad der foregik. Puha, jeg fik fingeren ud, og der blev meget stille i vaskehuset. Vaskemaskinen var død, og jeg mærkede på min hånd.  

Min storesøster Henny havde været min redningsmand. Hun havde taget strømmen, så både lys og maskine ophørte med at virke. Jeg fik nu en skideballe, og da mor så min hånd, ringede hun straks til doktor Løv. Efter at han havde set mig, kunne han berolige mor og mig med, at der kun var sket en mindre blodansamling, og at den ville fortage sig om nogle dage. Jeg var og blev en pilfinger, og hver gang jeg kom galt af sted, så sagde far bare, "en dag så lærer knejten nok at holde nallerne for sig selv", men det fattede jeg ikke. 

En dag, hvor vores vækkeur var gået i stå, så ville jeg bare lige trække det op. At det endte med, at jeg havde skilt det helt ad, opdagede jeg, da mor spurgte, om jeg ville give far uret, for han skulle stille det til at vække klokken 05.30. Jeg fik fart på men nåede ikke at samle uret. Og jeg måtte sige til ham, at uret var faldet ned på gulvet og var helt smadret. Far blev sur, men da vi havde et spareur fra banken, så overtog han det. Jeg havde nu masser af tid til at lave uret, og stolt over at få det til at tikke, satte jeg det på hans natbord. 

Vores radio kunne jeg heller ikke lade være at rode med. Jeg flyttede antennen, så jeg kunne tage andre kanaler end normalt. Det var spændende at tage kortbølger, for der kunne jeg lytte til, hvad sømænd snakkede med deres koner eller venner om. Selv udlandet kom ud af kassen, og jeg forstod intet, men de spillede musik, som jeg lige skulle prøve at spille på klaveret. Jeg havde ret godt gehør, og det var sjovt at ramme de rigtige toner.  Mit klaver fik også en skruetrækker at føle, og jeg lavede forstemt klaver. Det var måske ikke særlig godt for klaverstemmeren, men han morede sig over, at jeg havde gehør, sagde han, og fik de rigtige toner frem.

Over for vores hus havde Niels Karl sin gård, og det var den, der blev brugt til boldlege. Vi kastede bolden over taget, og hvis nu andre greb den, så kom de frem og råbte holdt. Den, de så ramte med bolden, skulle over på deres hold. En sjov leg, der trak mange unger til sig.  

Et barnebarn til Niels Karl, hed Alf, og han var en mærkelig dreng. Jeg legede flere gange med ham, men en dag var han bare for meget. Alf havde fanget nogle frøer og holdt dem lukket inde i en glasskål. Han fangede fluer til dem, og de åd naturligvis maden. Alf fik pludselig lyst til at se, hvordan de ville klare sig med et ben mindre. Han rev et ben af frøen, og dyret så mærkeligt ud. Jeg syntes, det var dyrplageri, og da Alf rev et ben mere af, så gik jeg hjem.

Jeg kunne godt lide at være med Niels Karl ude efter roer. Dette foregik både med traktor og med hestevogn. Jeg kørte traktoren, som blot skulle holdes i meget langsom fart. Hver gang han sagde stop, så jokkede jeg ned på bremsen og koblingen. Jeg fik også lov til at smide roerne op på ladet, og det var skægt, for det skulle foregå hurtigt. Jeg tog kun en roe ad gangen, men det gik tjept, indtil jeg kom til at ramme min fod. Jeg havde gummistøvler på, og spidsen af forken gik gennem støvlen og min storetå.

Det gjorde meget ondt, men de skulle altså ikke se mig tude. Først da jeg kom hjem, og mor havde renset såret for blod, peb jeg lidt mere. Far lappede min støvle, og jeg kunne igen gå i vandpytter. Jeg var også med i kostalden, når der skulle malkes og gives foder. Her skulle vi smide roerne i en valse, der skar dem i mindre stykker. Det var skægt at se, hvor små de blev. Møddingen lå tæt ved stalden, og tit var det mig, som kørte en trillebør ud på den. Det var sommetider svært at køre helt op på toppen, men så væltede jeg den, hvor jeg kom til. Der var mange svaler, som havde deres reder inde i kostalden, og de fløj dagen igennem ud og ind med føde til ungerne.  Niels Karl havde naturligvis også en hund, der hed Chang, og han var næsten stamgæst hjemme hos os. Chang var sort og godmodig og gjorde ikke en kat fortræd. 

Der var ikke særlig mange ting, vi kunne lave i fritiden. Selvom jeg havde mælkemands-posten og aviser at bringe ud, så var der masser af tid, hvor jeg ikke anede, hvad jeg skulle lave. Man blev hurtigt træt af at skrive nummerplader op nede ved Cementbageren, og havde vi været i Sønderskoven flere gange, så var den ligesom rendt igennem.

Med vand i håret og et stort smil på læben, går jeg sommeren i møde.
Jeg sidder i klassen og er klar til et skolebillede.

Jeg går til Århus

Selvfølgelig var det ikke hverdagsmad, at jeg lavede numre, men et par gange om året havde jeg nok lavet noget, der ikke tålte dagens lys. 

Henny havde fået arbejde inde i Århus, og ikke nok med det, hun stod i en bagerforretning, og dette betød kager, sagde mine øjne. Jeg fik derfor en søndag den idé, at jeg ville ind og hilse på hende. Jeg ville også ind og lege i Den Gamle By. Der var en karrusel, som kunne køre rigtig hurtigt. Den skulle jeg da lige prøve. Jeg gik hjemmefra om formiddagen, og vejret har været godt, for jeg blev ikke våd. Enkelte regnbyger var så små, at solen hurtigt tørrede dråberne væk.

Jeg mødte flere fra Hørning, der spurgte mig, om jeg havde tænkt mig at gå til Århus. Jo, det havde jeg da, men jeg ville bare ikke, at nogen skulle tro det, så jeg sagde hver gang, at jeg ville vende om, når jeg kom til den næste milepæl.     

Rigtig godt træt i benene nåede jeg så Den Gamle By. Men jeg syntes slet ikke, at det var sjovt at køre med karrusellen. Jeg var alt for træt. Klokken var også blevet mange, og jeg havde jo en lang tur hjem.    

Jeg ville nu hilse på Henny og gik så til Ny Munkegade. Forretningen havde lukket, for klokken var over 4, og der stod jeg og var så sulten og havde ikke én eneste øre at købe for. Jeg satte mig på stentrappen og ventede. Henny måtte da snart komme ud af døren, men der kom bare ingen Henny. Måske havde hun fået fri lidt tidligere, og så var hun nok taget ned til Bent, der var hendes kæreste.    

Bagermesteren må have kikket ud af vinduet, for han kom snart ud af døren. Han kikkede på mig og spurgte, om der var nogen, jeg ventede på. Jeg måtte ikke sidde og blive kold i røven på hans trappe. Jeg sagde, at jeg ventede på min søster Henny. Jamen Henny var gået og kom ikke før i morgen.    

Bagermesteren var så flink, at han bad mig komme med indenfor. Han spurgte mig, om jeg var sulten, og jeg nikkede. Hurtigt kom han med noget kage, og hvor det smagte godt.    

Hans kone var også meget flink, og hun ville have, at vi skulle ringe hjem til mine forældre. Måske savnede de mig?    

Det havde jeg slet ikke tænkt på, men jeg blev hurtigt klar over, at det nok ikke var det bedste, de kunne gøre for mig. Hvad ville far ikke sige, hvis han hørte, at jeg var herinde.    

Nå, men hun ringede til dem. Hvad de snakkede om, aner jeg ikke, men jeg spiste hindbærsnitter som aldrig før. Bageren fandt så en 2-krone frem og sagde til mig, at jeg skulle gå ned på rutebilstationen og tage 124’eren hjem. Pengene kunne de altid få, sagde han.    

Jeg var fyldt op med kager og havde også fået en sodavand. Jeg havde pænt spurgt, om jeg måtte låne toilettet, hvilket de bestemt intet havde imod. Mine ben var godt trætte, så jeg ville ikke spare pengene og gå hjem nu, selvom det lige havde strejfet min hjerne.    

Bussen kørte 1 gang i timen, og jeg ventede næsten ½ time, inden det gik mod syd. Da jeg kom til Hørning, var der så stille alle steder. Hvad klokken var, aner jeg ikke, men så snart jeg nærmede mig vores hus, blev jeg skrækslagen. Jeg vendte om og ville gå bag kirkestien og over Fangels mark og ind ad bagdøren.    

Da jeg nærmede mig huset for anden gang, så stod mor i døren og spejdede efter mig. "Kom så her, Bette Knejt", sagde hun kort og meget bestemt. "Smut op i seng, og jeg skal nok snakke med fatter. Han kommer ikke op til dig". Jeg fór op ad trappen, ind gennem mors og fars soveværelse, og ind på vores værelse. Der gik ikke mange minutter, inden jeg lå under dynen, og trætheden fik overtaget. Aldrig har jeg sovet så længe, og aldrig har jeg været så glad for mor. Og dog.    

Sandt at sige, så hørte jeg aldrig om min lille udflugt, fra far. Men han har nok bandet ikke så lidt.    

Stærk tobak

Jeg var en del sammen med Desser. Hans rigtige navn var Leif, men det var der ikke mange, der vidste. Vi knægte var ved at blive voksne, mente vi da. 10 år er da ikke så lidt at have på bagen. For vi var for lang tid siden begyndt at ryge.    

Vi købte 5 Eifel cigaretter, og dem delte vi så mellem os. Når vi så havde pause på mejeriet, så sad vi inde i et lille rum og drak sødmælk eller fløde, som jeg var helt vild med. Og så skulle vi lige have ild i en Eifel.    

Jeg var dog ikke god til at inhalere, for jeg kom altid til at hoste, når jeg forsøgte. Men Desser kunne virkelig få al røgen helt ned i lungerne, og der kom næsten ingen røg ud igen. Det så rigtig flot og sejt ud.    

Det pinte mig, at jeg ikke kunne, men så en dag, hvor jeg var alene hjemme, så var muligheden for at lære det, rigtig stor.    

Far havde haft gæster dagen forinden, og de havde røget masser af cigarer. I et askebæger havde far lagt alle stumperne til side, for han ville senere ryge dem i sin pibe.    

Jeg snuppede 3-4 stykker og gik ud på wc for at lære at ryge rigtigt. Der kom rigtig gang i røgen, og jeg forsøgte at inhalere mange gange. En ny stump kom der ild i, og denne gang kom der virkelig røg ned i maven. Jeg måtte altså se, om det blev dernede? Spejlet blev flittigt brugt, men jeg syntes ikke, at al røgen forsvandt. Jeg blev grøn i ansigtet og fik kvalme.    

I det samme hørte jeg grisen begynde at øffe. Dette betød, at far var på trapperne. Han satte cyklen op ad Fangels hus og gik ind til grisen, som ventede på at blive kløet bag ørerne. Det var en fast del af livet for far og grisen.    

Jeg havde låst døren og åbnet vinduet, men røgen ville ikke forsvinde. Og jeg havde det elendigt. Far stod uden for døren og ville ind og vaske sine hænder, og så skulle han altså skide, sagde han med barsk stemme.    

Jeg måtte åbne for ham, og da han så mig, så gloede han længe og tankefuldt. "Jamen, er du da ikke ved at lære og ryge,Knejt ? - det er da helt fint. Vil du ikke have en hel cigar?", Far fandt en æske med lange cigarer frem og bød mig en.    

Jeg var slet ikke til noget, og så tog far mig op på armen og bar mig op ad trappen og lagde mig i seng."Det er lidt dumt at tage stumper, som andre har pattet på, men du skal bare sige til, så får du en hel af mig". Fars stemme lød så mærkelig fjern, men der var slet ingen gale eller dømmende ord fra hans mund. Var det virkelig min far? Jeg var så glad for at komme i seng og bare sove, sove og sove.    

Faktisk, så stoppede jeg med at ryge cigarer, og selv cigaretterne blev udskiftet med en pibe. At tobakken så stadig var fra cigaret-stumper, det tænkte jeg ikke på.

Her er mine bedsteforældre på min mors side.
Morfar forsørgede sin familie ved at samle rav, slibe det til og sælge de skønneste armbånd og halskæder. Han døde desværre, da mor lige var fyldt 7 år. Mormor fandt sin mands side, da mor var 12 år gammel.
Storesøster Dagmar tog sig af sine søskende, og hun fik alle afsat på bedste vis.

Min nye cykel øv.

Jeg lærte at cykle på en damecykel. Det var selvfølgelig mors. Den var rigtig god at køre på, især når man vred hænderne om styret. Jeg stod op, fordi jeg slet ikke kunne nå sadlen, men det betød intet. Jeg kunne lave kunster på dyret, og så gik det stærkt op og ned af gaden. Mine aviser var ret tunge, og det var cyklen altså ikke glad for. Jeg ville meget gerne have en ny cykel.

Jeg havde sparet en del penge sammen, alle drikkepengene gik jo ikke til hindbær-snitter, og tiden var så inde til, at jeg gerne ville have min egen cykel. Jeg havde set en rigtig smart racer, som en større dreng havde. Den havde håndbremser og gear, og så skinnede den som solen. Der fulgte også et fantastisk lys med. Den havde en knap, man kunne dreje på, og så kom der et langt lys, så man kunne se flere hundrede meter frem, eller sådan noget. Den cykel ville jeg altså bare have. Jeg snakkede med mor om raceren, men hun var noget betænkelig, for hun syntes, at far skulle være med til at vælge dyret. Jeg brugte alle mine bedste ord, for at far skulle se mit vidunder, men det gik helt anderledes.    

Vi kørte ned til cykelhandleren, og medens de to snakkede om handelen, så stod jeg og drømte om raceren. Der fandtes bare ikke den slags cykler i hans forretning. Far havde derimod en helt anden cykel, som han mente var noget for mig. Den skulle jeg altså have.    

Jeg blev kaldt over til dem, og nu stod jeg foran en af de grimmeste cykler, man kunne tænke sig. Den var stor og klodset, syntes jeg. Jeg skulle så prøve den, men jeg var jo ikke ret stor, så jeg kunne virkelig ikke komme op at sidde.    

Stangen var i vejen. Det var første gang, at jeg skulle køre på en herrecykel, førhen var det mors damecykel, jeg havde slidt ned. Far og cykelhandleren, der hed Julius, snakkede om, at han bare skulle lave nogle klodser og sætte på pedalerne. Jeg ville kunne risikere at have uhyret, til jeg blev 50 år. Handelen blev afsluttet, og jeg måtte trække min cykel hjem. Jeg turde simpelthen ikke sætte mig op på den. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne komme af igen, på grund af stangen. Jeg brugte ikke cyklen til aviserne, og jeg skulle så gå hele ruten og blev forsinket, så der var mange kunder, som klagede over det sene tidspunkt.  Det blev søndag, og far, Gurli og jeg skulle ud på en af de mange ture, vi havde i hele området. Far kunne så godt lide at køre rundt og vise os, hvad han havde lavet, og hvor han havde tjent som ung. Det var normalt rigtig sjovt, men nu skulle jeg altså til at lære den dumme cykel at kende. Det gik godt, så længe jeg var oppe på dyret, men hver gang far ville af og vise os en gård eller et hus, han havde bygget, så havde jeg problemer. Jeg kunne bare ikke komme af. Jeg lærte dog at bremse så meget, at cyklen ligefrem væltede til den ene side, og lidt klodset fik jeg taget fra med benene.    

Men ved Pindsmølle, hvor far ville vise os en gård, der lå lidt oppe ad en bakke, fik jeg mine værste problemer. Vejen gik ret stejlt nedad, og jeg forsøgte mange gange at bremse og springe af, men det gik for stærkt. Jeg fulgte vejen, der bare blev ved med at gå nedad og dreje til venstre. Flere kilometer fremme var der langt om længe mulighed for at køre ned i grøften og lande blødt i det lange græs. Da jeg kom på benene, var der ingen far eller Gurli at se. Tudende indvendigt, gik jeg op ad bakken og mødte dem, de grinede modbydelig højt og dumt. Jeg kunne godt sætte mig op på cyklen igen, for de havde set, hvad der var at se, og jeg skulle bare huske at springe af en anden gang. Jeg var gal, og det blev sidste gang, at jeg var med på disse ture. Jeg klagede til mor og fik medhold, og en ellers god oplevelse med far og Gurli blev det aldrig til mere.    

Jeg lærte dyret at kende, og der kom heldigvis aldrig klodser på pedalerne. Faktisk var cyklen ret god til at bære alle aviserne. Og der groede mos på mine drømme.    

Tivoli kommer til byen    

Mellem Vogelius, som selvfølgelig blev kaldt Vuggelus og smeden, var der en mindre mark, hvor nogle få køer tit gik og græssede. I sommermånederne kunne et omvandrende tivoli få lov til at stille deres telte op, og så var der fest for unge som gamle i Hørning.

4 bådformede gynger var vel nok de mest benyttede, og det var især på grund af, at man skulle vise, hvad man duede til. Vovehalse ville vise pigerne deres mod og muskler. Der var mulighed for, at man kunne gynge hele vejen rundt, men der var altså bare en bådpasser, som slog bremsen i, lige inden man var ved målet. Der blev klappet og råbt op, når der var en båd, der alligevel nåede at komme hele vejen rundt. Skydetelte og lykkehjulet blev da også godt besøgt, men karrusellen, hvor vi sad fast i ko-tøjr og fik en ordentlig tur, var bare bedst. Gratis ture fik jeg mange af, det vil sige, helt gratis var de nu ikke.    

Karrusellen blev nemlig trukket rundt af os selv. Vi var inde i midten, og der var så lige plads nok til, at vi kunne gå 8 unger, som skubbede 4 rigtig slidte planker. Var vi et godt hold, og blev vi ikke rundtossede, så kunne der virkelig komme fart i karrusellen.

Skydeteltene var næsten altid optaget. De unge mænd ville vise, hvor dygtige de var, men om det var skyderen eller dem, der ikke kunne finde pletten, aner jeg ikke. I den tid, hvor tivoliet var i byen, så kom der mange fra landet, og det endte tit med, at de kom op at slås med os. Og musikken larmede fra de kæmpestore højtalere.    

Bager-Hans nede fra stationen, kendte alle. Det være sig små som store, især piger og drenge. Men det var ikke for hans brød og kager, selvom de var byens bedste lækkerier.    

Hans stod for byens unge flotte soldater, der ved fastelavn gik fra hus til hus og sang danske sange fra salmebogen. De samlede ind til festen, der skulle foregå torsdag aften fra klokken 7 til 12.    

Drenge fra 6-7 år op til 17-18 år var klædt ud som soldater. De var klædt i røde bukser og hvid skjorte. På skjorten var der syet guldstriber, og det så virkelig flot ud. Alle havde en skråhue på, også i hvidt og rødt. Der blev også valgt en prins, en kronprins og sidst men ikke mindst en Konge, der styrede sine soldater.    

Forrest gik der soldater, som spillede på musikinstrumenter. Trompeter, trommer, fløjter og horn.
"I alle de riger og lande" og mange andre dejlige sange blev afprøvet dagen lang.    

Hvert eneste hus fik besøg, og en soldat gik rundt med en pengepose, hvor han meget strengt førte skriftligt bevis på, hvad folk havde betalt.    

Festen blev så holdt på Hørning kro, og der skulle soldaterne have en pige med. De udvalgte piger skulle være udklædt, så de holdt stilen. Var en pige valgt som prinsens erobring, så skulle hun også ligne en prinsesse, var hun valgt af kronprinsen, skulle hun klæde sig som en kronprinsesse, og hvis det var kongens erobring, så skulle hun ligefrem ligne en dronning.
Mine søstre prøvede at være prinsesser, og de var godt stolte over at blive valgt.    

Disse fester var virkelig noget, der kunne få folk op på mærkerne. Jeg prøvede dog aldrig at komme med som soldat, for jeg havde jo mine aviser og mit mælkejob, som jeg bestemt ikke ville undvære.    

Kirken skal have nyt tag     

Far skulle lægge nyt tegl på kirkens tag, og det var en større opgave. Han havde kun 1 arbejdsmand, og hvis de skulle klare det hele selv, så kunne det tage meget lang tid. Derfor spurgte far mig, om jeg kunne tænke mig at være med? Jo det kunne jeg da godt, så jeg fik altså lov til at sidde et godt stykke oppe på taget, hvor jeg skulle tage imod de gamle teglsten og give far nogle nye sten.     

Det var et hårdt job, for jeg skulle svinge stenene nede fra benhøjde til op over hovedet, hvor far så tog imod dem.
Far ville gerne have, at jeg tog 3 sten ad gangen, men jeg orkede altså kun 2 sten, og selv det var hårdt.    

Selvfølgelig havde far da taget sine forholdsregler, og derfor var jeg bundet fast til spærrene med et tykt reb om maven. Når der så var pause, hvor far skulle have sin pibe tobak og kaffe, som mor havde hældt i en sodavandsflaske, så kravlede jeg rundt oppe under taget. Pludselig fik jeg øje på et stort skib, og jeg blev fyr og flamme. Tænke sig, at her lå et skiv, jeg forsøgte at plage far om at få det, men han var ikke så nem at overtale. Faktisk havde han selv set det for nogle dage siden, og han var dengang kommet til at ramme det med sine spidse træsko. Et hul i siden på skroget havde ødelagt ret meget, og måske gjorde det ikke noget, om jeg fik det. Men far skulle lige snakke med præsten om sagen. Det blev til et nej til, at jeg skulle være skibsredder, men jeg nød mine pauser med det dejlige skib.

Der var ikke så få borgere, som havde opdaget mig, siddende på taget, og de var meget forargede, ja ligefrem rasende over, at jeg sådan blev brugt som arbejdsmand, og der gik ligefrem rygter om, at Far burde meldes til politiet. Men det blev ved snakken og heldigvis skete der andre ting, de kunne snakke om.

Fars arbejdsmand kom til skade, da han ville i gang med at ordne taget til kapellet, der hørte til kirken. Han havde sat en stige op for at se nærmere på stenene. Men underlaget var blødt, og da han var næsten oppe på taget, så sank stigen og væltede med ham på, og han lå lige så lang han var, nede mellem nogle grangrene og glasskår. Et skår havde snittet hans ben og skåret en pulsåre over, og blodet løb meget stærkt.     

Ambulancen kom efter ham, og så var han fritaget for arbejde hos far, for altid. Far fattede slet ikke, at manden ikke kunne tænke sig om, når han satte stigen op.    

Arbejdsmanden var Lis Roses far, som aldrig senere kom i arbejde. Han havde også rodet med en cykel, som han selv havde sat en motor bagpå. En dag væltede han på den og slog sig ret meget. "Fumlegøj", sagde far og var kun glad for, ikke at have manden på sin lønningsliste.    

Far havde fået en større opgave, der var tidens mest moderne, nemlig at bygge frysehuse. Sammen med byens rådmænd havde han lavet en tegning på et frysehus, som skulle lejes ud til borgere, der ville betale for det. Selve huset var på 6 x 8 meter udvendig, og indenfor var der små bokse, hvor der kunne ligge kød, og hvad man nu ville fryse ned. Nede ved "Vuggelus" skulle det første hus ligge, og i den tid han byggede det, så havde jeg æren af at køre ned med hans kaffe. Mor havde lavet kaffen i en sodavandsflaske, og der var mælk og sukker i. Udenom var Stiftstidende rullet om for at holde drikken varm. Det var smadderhyggeligt at sidde og kikke på far, mens han nød kaffen og pibetobakken, der gav en bestemt lugt af Evaton. Selv i Adslev byggede far et frysehus, og vi skulle altid lige stoppe op og se hans værker, når vi kom i disse områder.    

Vi havde selvfølgelig også en sportsuge hvert år, den foregik nede på stadion. Gymnastik og fodbold, ringridning og så håndbold, som jeg var med i, gav os en skøn uge.
På det hold, jeg var med på, var der nu ikke særlig mange gode spillere, og vi besatte såmænd sidstepladsen, men vi var med, og det var sagen, sagde vores træner og roste os.    

Cementbageren     

Nede ved siden af kroen lå Cementbageren, og det var det sted, hvor vi unger holdt meget til. Især når der var fodbold mellem Danmark og Sverige. Gunner Nu råbte op, og vi råbte med. Bagerens radio var bare alle tiders, for lyden kunne blive rigtig høj.    

Jeg gik i skole med bagerens søn Kaj. Han var god nok, for vi fik altid kager af ham. Godt nok var kagerne tørre, men derfor var det da ikke nødvendigt at smide dem ud, vi ku' sagtens klemme dem ned.    

Kaj var forkert i hovedet. Hvem der havde fortalt mig, at hans hoved havde været i klemme mellem hans mors røv, det aner jeg ikke, men jeg kunne sagtens se den stakkels dreng ligge mellem sin mors store baller. Hun var rigtig tyk som en ballon.    

Vi fandt altid på at lave noget sammen med Kaj og hans kager, og derfor var det da helt naturligt, at vi skulle skrive nummerplader op sammen. Jeg havde fået numre fra kongehuset, og flere gange var Falckzonen på samme side. Udenlandske bilnumre var svære at skrive ned, men der kom nu ikke så mange af dem.    

Cementbageren lavede nu ikke alene brød så hårdt som cement, nej der var flere problemer med dejen. En dag, hvor Ida Evald’s forældre havde gæster, så havde de bestilt og købt en kringle, der skulle spises til kaffen.    

Da de skulle til at skære kringlen ud i små stykker, så kom der tusindvis af myrer frem. Vi blev sendt ned til cementbageren, som selvfølgelig fandt en kringle uden myrer, og vi fik lov til at spise den myreflittige kringle, - h e l t gratis.    

Dyt-dyt Anton var vores nabo til højre, sammen med den Svot og Laurits. Og til venstre var det Fangels.
Han var handelsmand og havde en mindre mark, hvor der gik forskellige dyr og græssede.
Fangel købte køer, heste, får, geder og tyre fra bønder, der manglede penge, og han solgte dyrene til andre bønder, der stod og manglede "førsteklasses dyr", som kun Fangel kunne sige det. Han solgte med ret så stor fortjeneste.    

Fangels hørte til blandt de fine, og det fik vi at mærke i en særlig sag.
Mor manglede noget margarine, og eftersom Brugsen havde lukket, så sendte hun en af os unger ind til Fangels for at låne lidt OMA.    

Fruen i huset forstod ikke rigtig spørgsmålet, og ligesom gentog det, dog stadig uden at forstå noget. – "Margarine, hvad er det for noget? Hvad skal det bruges til?", og da vi sagde, at mor skulle smøre madpakker og manglede margarine, så faldt 10-øren.
"Jamen, jeg har slet ikke margarine, her hos os bruger vi kun smør".    

Da far hørte hendes svar, blev han meget såret, flov og mest gal.
Gennem årene brugte far mange gange sætningen, "Margarine, hvad er det for noget? - vi bruger da kun smør", og så vidste vi jo, hvad han havde i tankerne.    

Men vi måtte dog erkende, at Fangels var fine, for en af døtrene giftede sig med en biskop, og så havde de klaver. Da Fangel døde, så gik det ned ad bakke for de fine, og måske skulle de have lært at bruge margarine lidt før og sparet op til dårlige tider.    

Efter Fangel kommer vi til Karl Sørensen, der var vognmand med en stor lastbil. Han var den eneste, der havde så stor en bil. Han var årsag til, at mor en gang kørte ind i hækken.    

Over for Karl Sørensen boede rejsebudet, som var en ældre mand, der mindst 2 til 3 gange om ugen tog til Skanderborg eller Århus for at købe medicin. Med recepter fra Hørningborgere samlede han så ind fra de forskellige apotekerforretninger. På en lille vogn eller slæde (om vinteren), gik han så rundt i hele Hørning med medicin til alle de hungrende patienter.    

Mor må have haft brug for meget medicin, for han kom tit hos os. Rejsebudet havde 2 døtre, der, selvom de var oppe i årene, stadig boede hjemme. Ellen hed den ene af dem, og hun så meget mærkelig ud. Først som voksen fandt jeg ud af, hvorfor.    

Den stakkels Ellen havde epilepsi i svær grad. Når hun gik ude i haven, kunne hun pludselig te sig mærkeligt. Øjnene blev kæmpestore, og hun strittede med hele kroppen. Derefter, så bankede hun hovedet ind i et træ, eller hvad der var i nærheden for til sidst at falde om og ligge med kramper. Hun fik en masse fråde omkring munden, og pludselig lå hun helt stille, som om hun var død. Vi kunne altid kende Ellen, for hun havde store blå eller gule mærker i hovedet og på kroppen.    

Lidt længere nede ad gaden havde vi en gammel kone, der hed fru Nørgård. Hun boede alene og havde svært ved at klare dagens opgaver. En dag var hun faldet og havde fået en pind ind i benet. Udover at det gav betændelse, så kunne hun ikke gå ret meget, og Gurli udførte så alle de ting, som fru Nørgård ikke kunne klare. Eftersom det var blevet koldt, og jeg var vant med at lave brænde til optænding, så tilbød jeg al min arbejdskraft i den retning.     

Fru Nørgård var ikke pæn som gammel, og faktisk var vi lidt bange for hende, men det var nok mest de manglende tænder, der havde bidt sig fast i vores hoveder.  Hun kunne da godt sammenlignes med en heks, i værste fald.    

Naboen til fru Nørgård var sadelmageren, og han var også oppe i årene. Hans børn var voksne og boede ovre i København. De havde også fået børn, som tit var med på besøg, og så legede jeg da med dem. Der var bare det dumme, at drengen, jeg helst ville lege med, ikke var til at forstå, han snakkede jo københavnsk. Der gik lang tid med at drille ham for at snakke dumt. Da han sagde, at han slet ikke boede i København, men derimod i en by, der hed Usserød, så fik jeg hurtigt lavet byens navn om til Busserød, hvilket han blev meget gal over. Jamen, så var han da selv blevet til en bussemand, lussedreng og han blev mere og mere gal. At jeg senere skulle få at føle, hvad drilleri for sproget kunne føre med sig, var jeg heldigvis uvidende om.    

I huset, der var bygget sammen med sadelmagerens, boede Travekatrine. Hun hed nu også Galosche-Katrine og Støvlekatrine, og det var fordi at hun, uanset vejret, altid gik med støvler.
Om sneen føg eller sommersolen brændte, så havde hun sine langskaftede støvler på, det vil sige, - støvlerne var for små, så hun havde dem kun halvt på, og hun gik faktisk mest på støvleskafterne, og så havde Katrine flere kjoler på samtidigt. Om det var fordi hun frøs eller de skulle slides op, det var der ingen, der havde svaret på.    

I Katrines have var der en masse dejlige æbler, og derfor var jeg sammen med andre drenge på æblerov hos hende. Somme tider så hun os, og så var det med at komme væk i en fart.
Da Katrine jo ikke kunne løbe så stærkt i sine støvler, så kunne vi lige nå at samle flere æbler op, inden vi hoppede over stakittet.    

Over for Katrine lå "det bette hus" eller Dukkehuset, som det også blev kaldt. Der boede en tyk dame, som havde gang i maskerne. Hun samlede masker op fra nylonstrømper, som var blevet populære. Mor gik næsten hver dag i disse strømper, og det var mig, der skulle hente og bringe de strømper, der var til maskning.     

Hvordan blev de egentlig holdt oppe? - Jo, mor havde strømpeholder på, og i dem var der plads til en mønt, der blev klemt mellem strømpen og en krog.    

Hvis mor havde brugt en ti øre, så var jeg ikke sen til at bytte den om med en 1 øre, og til hver strømpe blev der brugt 4 mønter, så var jeg rigtig heldig, kunne jeg altså tjene 32 øre ved en ombytning. Der var sørme til næsten 3 hindbærsnitter.    

Efter Dukkehuset kommer vi til Byens flotteste hus. Her boede Fink, og han var meget glad for sit hjem. Hoveddøren var - og er stadig - så flot, med et maleri på de små ruder. Stråtag er der naturligvis også og bindingsværk. Med blåmalede mure. Huset er den dag i dag et trækplaster for turister, der gerne vil se gamle bygninger, når de er flottest. Jo, det er da fredet i klasse 1A.     

Naboen til Fink er forsøgsgården med den bette kælkebakke, der mest var for de mindste unger. Så er vi fremme ved byens branddam. Selvfølgelig havde Hørning da et sted, hvor man kunne hente vand, hvis der skulle gå ild i et hus. Og stedet var da også det sted, hvor vi unger holdt til. Hvad kunne vi ikke finde på at smide ned i dammen? Mange gange måtte de rense dammen, og det var da spændende at se, når man sugede vandet væk. Hvad kom der så til syne. Alle de ting, vi havde smidt derned.

På forsøgsgården var der meget liv, for der var ret mange børn i vores alder. Bodil og Erik var, ligesom Gurli og jeg, tvillinger. De var i samme alder, og derfor så legede vi meget sammen.
Når vi skulle til fødselsdag hos hinanden, så var det sjovest at komme til Bodil og Erik. For de havde en kæmpestor have at lege i, hvor der var et mindre vandbassin med fisk i. Men når Erik sagde, at vi kunne gå på loftet ovre i laden, så var det bare alle tiders. Vi legede gemmeleg i halmen og lavede et værre rod. Det bedste ved dagen var, når vi skulle have lagkager. Deres mor var rigtig god til at lave disse kager, og så fik vi masser af sodavand og saftevand. Der var ingen grænser for lækkerier. Og alt det fik vi for 50 øre - pakket ind i et stykke papir. Når vi så holdt fødselsdag, fik vi 50 øre pakket ind i et stykke papir. Jeg aner ikke, hvorfor Bodil og Erik gik i vores klasse, men måske var de nogle måneder yngre eller ældre end os
Nu er vi så kommet til Brugsen, hvor vi havde bog. Med bog kunne mor skrive ned, hvad vi skulle have, og brugsmanden skrev så prisen på, og én gang om måneden, så skulle regningen betales. 

Her ses mine bedsteforældre udenfor slagterhuset i Bering sammen med deres børn.
Slagterkarl, Far, Henry, Dagny og dejlige bedstemor, der selvfølgelig hed Else Margrethe, sidder med sin Svend. De sidste 2 brødre kender jeg ikke.

Min dejlige bedstemor

Far og mor havde med store ord fortalt os unger, at vi aldrig måtte køre ud på vejen men skulle trække cyklen - h v e r gang. Der kunne jo komme en bil, og vi ville blive kørt ned. Jamen så trak vi da ud til vejen. Om der var forskel på børn og voksne, tror jeg ikke, men mor mente bare ikke, at reglen også gjaldt for hende. En dag, hvor hun skulle ned til damefrisøren, så cyklede hun altså ud på vejen. Pludselig så hun Karl Sørensen komme i sin store lastbil, og hun blev så bange, at hun styrede lige ind i vores tjørnehæk. Og selvom mor landede blødt, så landede hun alligevel så uheldigt, at benet brækkede helt oppe ved knæet. Zonen kom med udrykning, og Skanderborg sygehus blev mors opholdssted i flere måneder. Mor fik et søm gennem benet og havde meget store problemer resten af livet.

Nu var det altså ikke kun mor, som kunne finde på at cykle ud på vejen. Vi kendte en maler Raben, som var i familie med Finks. Han var rigtig hyggelig og var god ven med far og mor. De brugte ham selvfølgelig, når der skulle males indendørs, og når der skulle spilles kort. Raben var glad for Osvald Helmut, og han påstod at være i familie med denne store skuespiller. Hver gang, der gik en film hvor Osvald Helmut var med, så fik vi 50 øre til en biografbillet. En dag, hvor jeg var ude med mine aviser og var kommet ned til madras-fabrikken, så jeg, at Raben kom ud på hovedvejen på cykel. Han havde virkelig fart på, for vejen gik brat ned fra huset. Raben kørte lige ind i siden på en folkevogn, og der lød et brag. Jeg var godt nok 40-50 meter fra ham, men jeg så en mand stige ud af bilen, og han rystede som et espeløv. Raben lå på vejen, og der var en masse blod overalt. Jeg var hurtig om at komme væk, og jeg kunne høre Zonen hyle i det fjerne. Dagen efter kikkede jeg igen på stedet, hvor Raben var blevet kørt ned, og det viste sig, at alt det blod jeg havde set, såmænd var maling - Rød maling.    

Ikke langt fra vores hjem boede Fiske-Katrine. Hun havde selvfølgelig fået sit navn på grund af, at hun arbejdede med fisk. En fiskefabrik i Århus var hendes arbejdsplads, og det var ligegyldigt, hvornår man kom i nærheden af hende, så lugtede hun af FISK. Fiske-Katrine havde en lille have, og da hun ikke var så meget for at passe den, så tilbød hun os unger at bruge jorden. Vi gik i gang med at fjerne ukrudt, og der gik timer, inden vi var færdige. Så såede vi forskellige grøntsager, jordbær og ærter. Det meste af sommeren gik, og alle havde glæde ved denne løsning. Men en dag, hvor jeg ellers skulle have været i skole men lige smuttede ud i haven, så sad Fiske-Katrine og spiste mine jordbær. Jeg blev rasende men turde dog ikke sige noget til hende. Hun så mig, og det var måske nok til, at vi undgik hinanden resten af denne sommer.    

Bedstemor hed Margrete Andersen, og bedstefar hed Carl Andersen. Han blev nu kun kaldt Slagter-Carl og var altså far til min far Andesmuren. Jeg var rigtig glad for at besøge bedstemor. Hun var bare alle tiders ven. OK, hun var måske ikke særlig køn, tværtimod, men hun havde et hjerte så varmt, at vi alle var helt vilde med at være tæt ved hende. Når vi sad inde i køkkenet, og det var altså det sted, hvor både bedstemor og bedstefar altid var, så ville hun altid have, at vi skulle have en rundtenom. Med en skarp kniv i højre hånd tog hun brødet ind til kroppen og skar ind mod sig selv. Det så drabeligt ud, men hver eneste gang var brødet kun skåret lige over. Så kom der hjemmelavet marmelade på, som smagte skønt. Jamen, jeg havde jo også været med til at pyne de forskellig bær, som baghaven var fyldt med, og bare dette arbejde var en oplevelse. Bedstemor og vi unger satte os godt til rette og fik en gaffel i hånden, og så gik det bare derud af. Samtidig gav bedstemor sig til at fortælle historier, og hun kunne virkelig få os til at lytte. Solbærrene var tit angrebet af en slags spind, og vi lærte, hvordan man fjernede det værste.     

Somme tider fik jeg lokket bedstemor med op til højen, der lå få hundrede meter fra hjemmet. Jeg tog hende i hånden, og sammen gik vi så derop. Derfra kunne man se helt hjem til Hørning, og vi kunne følge Århus-åen, der slog nogle vældige sving. Her kunne vi sidde og bare kikke ud over naturen. Bedstemor fortalte om sig selv. Hendes liv havde været barsk, men da hun så fandt bedstefar, så vendte lykken. Slagter-Carl havde slagtehuset ved siden af stuehuset, ja det var en tilbygning, og jeg mener, at det var far, som byggede det. Carl opkøbte levende slagtedyr, og parterede dem i passende størrelser.    

Slagterforretningen bestod af en stor lukket vogn, hvor en gammel, men stadig stærk hest fik opgaven med at køre ham og den kødfulde vogn ud til kunderne i det store opland. Der var ikke noget, som hed køleskabe, så alt kødet var saltet. Men fluerne manglede bestemt ikke. Så han kørte simpelthen med både levende og dødt kød. En dag havde jeg listet mig ind i slagtehuset for at se, hvordan bedstefar slagtede sine dyr. Det blev første og sidste gang, jeg kom derind. Det var lige den dag, at en gammel hest skulle lade livet og blive til mad. Jeg kunne ikke lide at se bedstefar slå hestens forben, så den faldt. Derpå så tog han en økse, hvor der var en knop på bagenden. Med et meget sikkert sving ramte han hesten på panden, og så var det liv slut. Eller var det? Hesten begyndte at ryste over det hele. Jeg blev lidt bange og kom derfor til at røbe mig. Bedstefar blev rasende og smed mig ud, "Ka do så se å kom’ væk knejt. De’ ik noget for dej". Og det havde han virkelig ret i.   

En anden gang jeg besøgte bedstemor, og det var altså hende, jeg besøgte, for hver gang vi kom, så forsvandt bedstefar ud af døren, og han kom ikke tilbage, mens vi var der. Jeg havde fået min rundtenom og var gået ud i gården for at lege på de brosten, der var lige foran huset. Pludselig så faldt jeg, lige så lang jeg var. Og jeg var så uheldig at brække min hånd. Det gjorde ondt, meget ondt, og bedstemor anede ikke, hvad hun skulle gøre. Da jeg havde grædt ud i hendes favn, så viste jeg mig som en mand og gik hjem. Men da mor så min hånd, så måtte jeg til doktor LØV. Vi gik derned og måtte vente på, at LØV lige skulle lave noget færdigt, inden jeg fik gips på og kunne prale med, at hånden var brækket, og at jeg var barsk. Et uheld kan bare også have fordele. Jeg blev fritaget for at vaske op, spille klaver og for at have gymnastik. Det sidste var jeg mest glad for at slippe for. 

Nogen værre grise    

Hjemme hos os havde vi, som tidligere skrevet, tit grise gående. Far kunne ikke få penge for sit arbejde hos bønderne, og han sagde da ikke nej tak til svin. I vores brændehus indrettede far så en svinestald og dermed et nyt hjem for en stakkels grisebasse. Der var især én gris, som blev fars kæledække. Vi fik den fra ganske lille, og far var startet med at klø den på ryggen, når han kom hjem fra sit arbejde. Grisen kunne høre, når far drejede ind ude fra gaden af, og så begyndte den at grynte. Vi blev advaret, og far blev glad for velkomsten. Grisen blev kløet bag øret og på ryggen, og dagen var ok. Men selv en gris bliver større, og det var hårdt for både far og grisen, da han ikke kunne have den på skødet længere. Og ikke nok med det, grisen begyndte at blive fed. Tiden var inde til, at bedstefar skulle klare nedslagtningen af fars ven. Far forsvandt, og grisen forlod sit trygge sted, sammen med morderen (- bedstefar) til endestation. Far var helt ved siden af sig selv. Han råbte slet ikke efter mig, og han ligefrem listede ind i huset uden at komme for tæt på svinestien. Det endte med, at vi levede af grød og mælkebrød. Far ville overhovedet ikke have de frikadeller eller den ribbenssteg, der kom fra grisen. Hverdagen blev dog normal efter nogle uger, og far lærte, at grise ikke skal forkæles.

Vi havde nu også andre dyr, som gav stor glæde og endnu større sorg. Italienske høns så fine og søde, som gav os velsmagende friske æg hver dag. Bedstefar slagtede selvfølgelig også dem, da de ikke mere var æglæggende, og far forsøgte at bilde os ind, at vi skulle have duer til middag. Far duer bare ikke til at lyve, vi kunne da sagtens se, at det var vores italienere, så derfor blev der ikke spist kød den dag. - Hvem der egentlig spiste hønsene, husker jeg ikke.   

Vi havde også kat. Nej, den skulle vi nu ikke spise….. ! Men en kat går sine egne veje, og en dag kom den hjem efter et eventyr ude i den store verden. Gravid for 20. gang. Den gemte sig for os, og det var da klogt, for far plejede at tage de små killinger og drukne dem. Far var faktisk ikke så meget for at dræbe disse søde små væsener og ville helt af med problemet. Altså skulle vores kat aflives. En dag var den så uforsigtig at komme lidt for tæt på far, måske ville den kæles lidt for, men far ville andet end kæle med katten. Han fandt hurtigt en lærredssæk og puttede katten ned i den. I sækken lod far en stor sten glide ned. Der blev bundet grundigt efter med en kraftig snor, og inden vi unger havde nået at sige noget, så var far, katten, sækken og stenen på vej ned til Århusåen. Far kastede sækken med katten, stenen og problemet i dybet og tog ned for at købe sin vante Singleton-tobak i Brugsen. Da far kom hjem, sad der en meget våd og forpjusket kat i brændehuset, og den hvæsede af ham. Den stakkels kat havde brugt sine kløer til at befri sig mod døden, og det var sidste gang, far fik mulighed for bare at tænke på at røre ved den.    

MurerAndes-familien hørte som tidligere skrevet, til, blandt byens spidser, altså dem med klaver. Inde i dagligstuen havde vi fået anbragt et stort, højt, sort klaver, som skinnede flot. Nogle noder var sat op, men der var bare ingen, som kendte til andet end unoder. Margit var den eneste, der gerne ville lære at spille, men hun kom bare aldrig rigtig i gang. Jeg havde prøvet at lege med tangenterne, og det var da rigtig skægt, når jeg pludselig ramte toner fra sange, vi kendte. Jeg havde gehør, fandt vi ud af. Bare jeg havde hørt en melodi 1 eller 2 gange, så kunne jeg spille den fejlfrit.   

Jeg var ikke ret gammel, da jeg var med på kroen, hvor der var underholdning, som vistnok hed Musikstafetten eller noget i den retning. Lille Jeg spillede på et meget flot klaver, og folk klappede, mens jeg bukkede. Mor ville absolut have, at jeg skulle lære at spille rigtigt, og derfor kontaktede hun en spillelærerinde med stram hårknude i nakken fra Århus, som hurtigt blev min værste fjende. Jeg lærte faktisk ikke noget om noder, tegn og indblik, men det troede både lærerinden og mor. Jeg var så god til at lade som om, jeg så på noderne, at jeg ligefrem lavede fejl med vilje, og så rettede jeg mig selv bagefter. Men en dag så tog den stramme lærerinde mig i mit snyd. Hun begyndte at udspørge mig om de forskellige tangenter. Hvad hedder den og den. Og da hun spurgte mig om, hvad en bestemt sort tangent hed, så blev jeg flov. Hun spurgte igen og denne gang med et stift blik på mig. Frem mellem tænderne fik jeg forsigtigt sagt: "fis". Men det var bare ikke højt nok, mente lærerinden, og jeg måtte gentage ordet. Det gjorde jeg så, og denne gang sagde jeg det så højt, at hun blev mærkelig i hovedet. Timen sluttede, og jeg fór ud af stuen. Næste gang spillelærerinden kom, da var jeg over alle bjerge. Min tid til sjofle ord var slut for altid. Og mor opgav at få mig hjem til spil. En pianist var død, inden han startede, og det havde jeg det godt med. Efter nogle uger så legede jeg igen med klaveret, og det var bare sjovt.    

Mor havde det med, at vi skulle lære et eller andet, og så var dans da lige sagen for os. Vi var jo 2, og hvis vi øvede os meget, så kunne vi blive rigtig gode, mente mor. Jamen mor havde ret, vi blev gode til at danse, men Gurli kunne godt lide at styre mig i dansen, og det kunne jeg bare ikke snuppe. Derfor valgte vi så at få nye partnere, og så var Gurli bare bedre end jeg. Til konkurrencerne var det altid Gurli, der løb med 1stepladsen, og jeg, der ellers havde en god partner, måtte nøjes med 2denpladsen. 

I de lange vinteraftner, så var der meget hygge i vores lille hjem. Vi sad for det meste i den bette stue, fordi der var der en kakkelovn, som kunne varme stuen godt op. Fars divan var selvfølgelig lige over for ovnen, og det bedste vi vidste, var, når far havde lagt sig til rette, havde sovet med avisen over hovedet, vågnede og begyndte at fortælle. Verden blev pludselig meget stor og spændende. Far var virkelig rigtig god til at fortælle historier, og vi blev helt opslugt af ham. Gurli sad for det meste på hans mave, og jeg sad trygt lige ved kakkelovnen, som varmede min ryg så dejligt. Skulle far ikke være i rette humør, så havde vi radioen, og her var hele familien opslugt af Gilbert-mysteriet. Sangen husker jeg stadig, og skrigene var bare for meget. Når jeg skreg på samme måde, så blev Gurli bange, det var da sjovt. Radioens børnetime, der altid startede klokken 16.20, skulle vi bare høre.     

En dag fik vi besked om, at bedstemor var død. Det var meget mærkeligt og uforståeligt. Bedstefar havde fundet hende liggende ude i baghaven. Vi havde ellers lige været ude hos hende, fordi vi badede i åen, der løb tæt forbi huset. For første gang skulle jeg opleve min far græde. Han lagde sig på gulvet i den bette stue i samme retning som striberne i gulvtæppet. I flere timer lå far bare der og hulkede. Jeg troede slet ikke, at far kunne græde, men han var altså langt nede. Da de kom hjem fra begravelsen, så blev der jo snakket om forløbet. Far var gal og frustreret. "Hvis mor ikke allerede var død, så ville hun drukne", sagde han mange gange. Da man sænkede kisten i jorden, så sagde det plask, og der var så meget vand, at kisten ligefrem flød ovenpå. 

Hverdagen kom igen, og da bedstefar ikke kunne klare sig selv, så kom han på plejehjemmet i Hørning. Margit arbejdede nede på plejehjemmet, hvor vores lærer Kås fra søndagsskolen var boss. Når jeg besøgte Margit på hendes arbejdsplads, så fik jeg lov til at køre med op i køkkenelevatoren, som ellers kun transporterede mad. Det var rigtig skægt.    

Søndagsskole    

Kås var en pæn mand med gråt, ja næsten hvidt hår. Han stod for søndagsskolen, som vi unger søndag efter søndag troppede op til. Det var nu hyggeligt at komme, for vi fik altid en lille historie med, som var tankevækkende. Hvis vi så kom h v e r gang, ja, så vankede der en bog til julefesten. Og selvfølgelig en stor pose med slik og en appelsin. Alle medvirkende fik dog en mindre godtepose, som hurtig blev tømt. Sanglege og dans omkring et juletræ var selvfølgelig prikken over i’et.    

En sommer var tiden inde til slangebøsser. Jeg lavede en af de bedste slangebøsser i byen. Fra en gammel bilslange klippede jeg nogle lange strimler og satte dem på en Y-gren fra et solidt træ. Hvor stenen skulle ligge, havde jeg fundet noget læder. Den så rigtig smart ud, og så gik der flere uger, hvor jeg gik på jagt i hele Hørning. Sammen med Desser gik vi efter fugle, vinduer, og alt hvad der rørte på sig. Nede ved Præstegården havde vi fået kik på nogle ruder oppe på 1ste sal i en udbygning. Der var temmelig langt til målet, men intet var umuligt for os. Efter en hel eftermiddag, så havde vi fået ramt samtlige ruder og havde vundet en verdenskrig. Da far kom hjem til fyraften, så fortalte han, at der havde været ballade nede ved præsten. Nogle bander havde skudt efter ham, og præsten havde ringet til politiet. Jeg listede ud af køkkenet og ud i brænderummet, hvor mit våben lå gemt mellem koksene. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre med slangebøssen og lagde den i gruekedlen sammen med noget andet brænde. Der gik flere dage, og jeg havde helt glemt min bøsse, da mor skulle vaske tøj. Selvom det var mig, der stod for opvarmningen, så opdagede jeg for sent mit våben. Min tid som skytte var slut for en stund.

Her har vi så min skønne og dejlige mor.
Jeg kan da godt forstå, at far blev lun på denne flotte kvinde.

Tur til København

Henny blev gift med Bent. Han var bager og stor i slawet. Lidt for stor i munden, mente far. Men dygtig det var han altså. Hver nat knoklede han hos Vogelius-bageren, der var ny i Hørning.            

Men ét arbejde var ikke nok for ham, så han havde også arbejde i Århus hos en anden bager. Det værste, far vidste, det var, når Bent begyndte at snakke om knaster. Livet gik ud på at få så mange knaster, man kunne. Senere fandt jeg ud af, hvad knaster egentlig betød. Nemlig Penge. Penge mig her, og penge mig der. 

Men det var nu ikke kun knaster, far ikke kunne lide fra Bents side. En gang, hvor vi havde inviteret Henny og Bent til andesteg, gik det helt galt. Bent var en mand, der kunne tage for sig af retterne. Var han sulten, så havde han kun eet i hovedet. Mad meget mad. Vi sad samlet ved bordet, og da gæsterne blev budt først, så kom anden ikke længere end til Bent. Han åd hele dyret. Men det var nu ikke det værste, for Bent skulle da også have kartofler til. Disse lagde han på sin tallerken ved at tage skålen og vende den. Selvom far råbte op om, at der skulle være til os alle, så var der kun rester eller krummer til os unger. Bent forstod intet, og han sluttede af med et højt bøvs, der fik selv Henny til at måbe. De nåede lige at få kaffen, inden de forlod os. Til aften fik jeg en mellemmad med sukker.

Jeg havde fået en vorte på højre hånd, og den var ret stor. Mor var så opsat på, at lægen skulle se den, at jeg blev holdt hjemme fra skole, til vi havde besøgt doktor Løv. Han var ikke sikker på, hvad der skulle gøres ved den klump, og derfor blev vi sendt til Århus hospital. Jeg var bange for de mange mennesker, der skulle se på mig, og da mor senere fortalte mig, at jeg skulle have den fjernet, blev jeg helt vild. Men de kunne bare lokke mig med is, så var jeg solgt. Jeg kom ind i et meget lille rum og fik sat hånden fast, mens et rør blev sænket ned over vorten. Det var radium, som skulle dræbe dyret. Jeg forestillede mig det værste, og da jeg kom fri af røret, så var vorten der stadig. Der var ikke noget, der havde gjort ondt, så jeg nød min is. Efter nogle uger ramte jeg vorten på et dørhåndtag, og den faldt af. Kun ganske lidt blod kom til syne, og hele vorten var væk. 

Margit havde fået sig en ven, der var københavner. Han hed Bent og var feriedreng inde hos "den Svot". At de ikke behandlede ham særlig godt, anede vi ikke, men han kom ikke på ferie der mere end én gang. Margit slap nu ikke for ham, for sammen med nogle venner, så cyklede Bent til Hørning for at besøge sin pige. De fik lov til at bo i laden nede på forsøgsgården og sørgede selv for at lave mad. 

Jeg var tit dernede og snakke med dem, og vi løb og legede oppe på loftet. Det var nu lidt af en farlig ting at være der, for mange brædder var så rådne, at vi flere gange var ved at falde igennem dem. En dag da Bent stod og lavede mad, kom han til at vælte primussen. Spritten flød over og ramte hans arm. Der gik ild i manden, og det så rigtig uhyggeligt ud. Bent var heldigvis hurtig til at slukke lyset, den arme mand.

Mor var glad for at rejse til Århus, og vi unger kom så med. Vi blev tit i den gamle by, hvor der var nogle karruseller og andre legesager. Mor dukkede så op, efter at hun havde været hos Salling eller et af de andre varehuse. Det var dage vi så hen til.

En tur til København.

Jeg var vel omkring 10 år, da jeg fik lyst til at se København. Margit og Bent var blevet gift og boede i Danmarksgade 9a, 5. sal. Af far fik jeg så lov til at besøge dem en gang imellem.

Faktisk så gik far med planer om at pakke sydfrugterne og rejse til Sjælland, men det anede jeg ikke endnu. Med skibet Hans Broge eller C.F. Tietgen sejlede Gurli og jeg over til hovedstaden. 

En af gangene glemmer jeg aldrig. Der var godt søgang, og vi unger brugte meget tid i den lille biograf. Her var tegnefilm med Anders And, Rip, Rap og Rup og alle de andre, men da filmen kun varede 1 time, så løb vi rundt på dækket og legede tag fat eller gemmeleg. Jeg stod og kikkede efter Gurli, da der pludselig blev mørkt omkring mig. Jeg blev våd og mærkelig i ansigtet. Fra det øverste dæk, var der en kvinde, som ikke kunne holde maden i sig. Hun brækkede sig ud over rælingen. Det var hendes overskud, der ramte mig. At hun havde fået noget med rødkål eller rødbede, er jeg sikker på, for mellem kartofler og andet snask, var der rødlige stumper, der blev gnedet ind i mit hår. Jeg lugtede som bare pokker, og selvom jeg vaskede mig grundigt, så havde jeg hendes bræk i næsen resten af turen. Det var lige før jeg selv skulle brække mig. Der var mange som blev søsyge under denne tur. 

Det var skønt at være i København, men vi manglede bare vore venner hjemmefra. Vi boede så i Danmarksgade 9a 5 sal. Det var søster Margit og Bent, der havde fået lejlighed der. Det var nogle meget nedslidte trapper, vi skulle op af den lange vej til 5 sal, og lige ovenover lejligheden kom loftet.

En dag sneg jeg mig derop for at udforske herlighederne. Der var meget gammelt bras, men ikke nok med det. Jeg hørte en mærkelig lyd, og da jeg havde listet mig langsomt frem, opdagede jeg hvad det var. Det var en ged, der stod og tyggede på noget brød. 

Svoger Bent havde en lillebror, der hed Leif, og han var lidt af en rod. Jeg havde nu ikke andre at lege med, og da vi var lige gamle, så hang jeg lidt på ham. Vi brugte meget tid på at køre i sporvogn uden at betale de 10 øre, det kostede. Hver gang billetmanden nærmede sig, så sprang vi bare af og vinkede til ham med et grin over hele hovedet. Vi havde gjort noget ulovligt, og hvor var det altså spændende. 

Men jeg havde nu større problemer end med sporvogne, for jeg fik mange fjender. Så snart de andre unger hørte min stemme, så var jeg solgt. Jeg snakkede jo jysk, og det var grunden. Enten skulle jeg finde mig i at blive drillet og efterabet, eller jeg måtte give dem en på skrinet. 

Det blev altid det sidste, så jeg brugte mange timer på at dele øretæver ud og løbe over baggårde og gennem porte, inden jeg kom i sikkerhed. Men jeg fik mange mærker fra slag, for de brugte stokke og cykleslanger mod mig.

Vi boede også lidt hos min søster Gerda og Holger. Deres lejlighed lå i Baggesensgade nr. 18.

Der var så fint oppe hos dem, og Holger havde så mange spændende ting. Han var tatovør, og så kunne han skaffe ting, som man ellers ikke kunne få i Danmark. En dag kom han hjem med nogle gule frugter. Det var bananer, sagde han, og de skulle efter sigende smage rigtig godt. Gerda skrællede en stor, krum, gul sag og pludselig var den hvid. Gerda knækkede noget af den og gav os et stykke hver. "Prøv at smag denne", sagde hun lokkende. Forsigtigt tog Gurli og jeg stykket i munden, men hvor smagte det dog mærkeligt. Jeg skulle ikke synke det og spyttede derfor stykket ud og havde det i hånden. Gurli sank det, og efter lang tid sagde hun, at det smagte mærkeligt, og hun ville ikke have mere. Mit stykke endte i skraldespanden. Der gik flere år, inden vi atter så bananer, og nu glider de ned som smør.

Leif´s mor var så glad for mig, at hun absolut ville lave min livret. Hvad skulle jeg dog ønske mig. Sagen var klar, jeg ville gerne have mælkebrød. Hun anede ikke, hvad det var for noget, men jeg forklarede hende så opskriften. Hun kogte lidt mælk og kom en masse franskbrød i en tallerken. Aldrig har jeg smagt noget så ækelt. Det var altså kun min mor, der kunne lave rigtig mad, mente jeg. Men jeg spiste op uden at brokke mig, og sagde pænt tak for mad. 

Vi kom hjem i Hørning igen, og hverdagen gik som altid. Men inde hos Sussi og Meta, der boede i mejlgade 91 øverst oppe, fik jeg lov til at holde ferie nogle dage. Sussi havde adopteret en dreng, der hed Orla, og da Meta havde en dreng, der hed Egon, så fandt vi knægte sammen. Vi gik hele Århus by på kryds og tværs, og nede ved havnen havde vi fundet legerum for alle pengene. Det var skægt bare at gå og kikke på de mange skibe, som enten blev lastet eller lodset. Mange sømænd var meget flinke, og vi fik sommetider små ting af dem. Nogle sømænd ville så gerne fortælle os om, hvad de havde oplevet langt væk fra Danmark, og jeg lyttede spændt. Der var især en mand med et kæmpestort skæg. Han havde også en abe, der sad på hans skulder. Han lignede en sørøver, men jeg skulle nok ikke sige noget, for måske var han virkelig en røver. For enden af havnen var der tit et cirkus opstillet, og når der var gang i forestillingerne, så gik vi og fulgte artisterne ind mod scenen. Når de øvede sig på deres numre, havde de ikke noget imod, at vi kikkede på. Jeg var tit tæt på elefanterne, som fik vasket og renset deres barske og ru hud.

Vi gik også helt ud til Varna, og fra mindeparken  kunne vi se det flotte slot, der hedder Marselisborg. Det skulle efter sigende være et kongeslot. Men der var lukket med en stor port ind til slottet. Friheden var derimod åben, og der kom vi da også. Vi var vilde med at gå i Hørhaven, for det var natur og rigtig spændende at kravle rundt. Mange mødre med deres små børn, gik ture, og vi kunne finde på at lave lidt sjov med dem.

Århus zoo var ikke vores sted, fordi det kostede mange penge for at komme ind. Det var kun, når mor tog med os, at jeg kunne bruge en hel dag der.

Far havde en bror ved navn Henry, og hans kone, der hed Mary, gav ham ikke mindre end 13 børn, og her var alderen fra 2 år op til 30 år. Mary kunne sagtens få flere børn, men hun mente, at når børnebørnene kom, så var det ved at være lidt for meget liv.

Henry var ikke arbejdsglad, som min far, for han var kommunalt ansat. Altså arbejdede han ved vejvæsenet. Han havde fået sig en mindre landejendom og havde en del dyr, der gik og græssede på en pragtfuld eng, som gik helt ned til Jeksendalen.

Det var et skønt sted lige op til skoven. Vi var tit derude med mor, for far havde hverken tid eller lyst til at besøge sin bror. Det var nogle dejlige eftermiddage derude, for Mary lavede altid en masse skøn mad og frugt lige plukket fra træerne i haven. Og bare det, at vi kunne løbe i engen og lege i det høje græs, var hele turen værd.

De boede ikke langt fra en søster af Henry og far. Hun hed Dagny og havde 2 drenge og en mand, der var invalid. Han sad i rullestol og skulle passes døgnet rundt. Han var meget glad for at spille på violin, og hans ene søn øvede sig meget sammen med ham. Deres hjem lå i Jeksendalen, og huset lå op til hovedvejen. 

Når vi havde besøgt dem, så gik vi forbi en gård, hvor en historie om en karl, har kørt i mange år. Karlen var lidt sær, og han kunne slet ikke finde ud af det med piger. Faktisk var han en flot fyr, og pigerne forsøgte tit at sende ham blikke. En eftermiddag gik gårdejeren en runde, og da han kom ind i kostalden, så han, at karlen havde travlt med at bedække en af køerne. Han stod på en malkestol og havde drejet koens hale til side, og så gik det bare derud af. Bonden blev stående en tid, og da karlen havde været i gang med endnu en ko, gik bonden frem og bad ham stoppe. Karlen blev meget flov og gik slukøret ind på sit kammer. Dagen efter fandt bonden den stakkels mand hænge i et solidt reb i laden.

Far er sammen med de fleste af sine børn. Gerda, Margit, Henny, Gurli og Oscar. Men hvor er mor?
Hun er nok hos fodlægen. eller måske er det hende, der tager billedet?

Vi sætter huset til salg

Far satte vores hus til salg. Han havde været i Hedehusene, der ligger lidt udenfor København for at se på grunde. Far ville naturligvis selv bygge vores nye hus, og Gurli og jeg skulle have vores eget værelse. Nu havde vi sovet sammen hele vores liv, og det kunne da være godt at få sit eget, troede vi da.

En gammel dame, der var i familie med "den Svot", ville gerne købe vores hus, og hun ville give mange penge for det. Desser, der var min ven, havde sagt, at hun havde røven fuld af penge. Hun var blevet alene og kunne ikke lide at bo i Århus, og hendes nærmeste familie var "den Svot", der var hendes datter.

Far havde håbet på, at han kunne få 18.000 kroner for huset, men så var det også spændende, hvor meget hun ville give i udbetaling. Der var ingen, som blev sure over, at vi fik 20.000 kroner for huset, og pengene faldt endda kontant. Far var fyr og flamme, og vi begyndte at pakke vores ting ned. Huset skulle ryddes hurtigt, og derfor så lejede Far en garage nede på kroen, som var det sidste store murerarbejde, han havde lavet i Hørning.

Karl Sørensen blev tilkaldt, og han kørte så af flere gange vores ting og inventar til opbevaring nede på en af kroens garager. Mit klaver så jeg aldrig mere, det var for tungt og dyrt at tage med til Sjælland. Vore møbler gik samme vej. Faktisk var der ikke ret meget, vi kunne bruge, for det var jo slidt og passede slet ikke ind i vores nye hjem.

I Hedehusene tømrede far først et lille træskur op. Han kom isolering indvendigt, for vi kunne godt risikere at skulle bo i skuret hele vinteren med, advarede han os. Huset fik navnet Granly, og dette navn blev malet lige over døren. Eftersom far havde købt røde teglsten til det nye hus, så lagde han nogle af disse op på skuret for at tætne det. Det var jo så nemt at tage dem ned igen, når det rigtige hus skulle bruge dem.

Far var alene om det hele. Der var mange nybyggere, som startede med deres drømmehuse. Når vi kikkede ud over Kallerup gårdene, som skulle udvide byen, så var der gang i rigtig mange grunde. Alt gravearbejde foregik selvfølgelig med håndkraft. Vi skulle have halv kælder, og det betød, at der skulle fjernes meget jord. Jeg fik også lov til at givet et nap, men det hjalp bare ikke ret meget. Jeg var lige så ringe til det, som Desler, der skulle bo få hundrede meter fra os.

Desler var københavner og havde ingen forstand på manuelt arbejde. Han var ansat indenfor politiet og sad på kontor. Desler havde en temmelig gammel motorcykel med sidevogn. Hver gang hans kone var med ham, så sad hun i sidevognen og så ganske sjov ud. Hver gang at Desler smed en skovlfuld jord op fra hullet, så gled der næsten ligeså meget retur. Han så gravalvorlig ud og fattede ikke, at moder jord kunne drille ham så meget. Han havde mest jord i hovedet, sagde han og grinede. Vi kunne så tage disse ord for gode varer. Det meste jord hang på skovlen, og så opgav Desler den dag og kom over til os, hvor han beklagede sig over den dumme jord. Efter flere kopper kaffe kørte han så hjem. Der kunne godt gå flere dage, inden vi igen så ham med skovlen. Angående gravearbejdet så opgav jeg helt, men jeg var jo også kun 11 år. Men vi kom i gang med at bygge huset. Det var faktisk et flot hus, som bestemt ikke lignede de andres huse.

Margit og Bent kom tit på besøg, og Bent var arbejdsmand for far. I flere dage var han nu ikke særlig snakkesalig, for han havde fået samtlige tænder ud. Et gebis ventede på at blive sat fast, og han lignede mest af alle Stanley (Gøg).

Det gik nu hurtigt med byggeriet, og far havde jo sine forbindelser til de andre håndværkere. Inden efteråret bankede på, så var gulvet og vinduerne til mit værelse lagt og sat på plads. Jeg havde fået lovning på at flytte ind først. Værelset lå tæt ved mor og fars soveværelse, men det var dog langt bedre end det værelse, som Gurli valgte. Hun skulle bo nede ved siden af stuen, og far var glad for, at han kunne se, hvem hun fik besøg af. Jeg havde let ved at komme ind og ud og have venner med, uden der var nogen, der så os. De sad jo for det meste i stuen og hyggede sig.

Søster Margit og Bent ville også gerne have hus, og de købte derfor en grund lige overfor os, Vilkildevej nummer 12. Far stod for byggeriet, og det blev et kønt gult hus. Der var rigtig gang i husbyggerierne, og det var fordi man havde taget statslån. Ved et statslånshus betød det, at man kunne låne alt på én gang, og der var ingen udbetaling.

Da de var flyttet ind, blev vi faste besøgende hos dem. Tv var ret nyt, og vi havde indtil for nyligt, vores faste tur ned til Pinderup, hvor et tv stod i vinduet og kørte. Hver aften klokken 7.30 stod der en masse tv-kikkere og beundrede billederne. Vi kunne ikke høre, hvad der blev sagt, men bare det at se tv-avisen, og vejret, var en oplevelse.

Men hos Margit og Bent skete der noget langt bedre. De købte et tv 17 tommer, med radio og pladespiller. Arena hed det, og hvor var det flot. Hver aften gik vi så over for at se tv. Selv lørdage blev hjemmedage, hvor mor bagte franskbrød, og vi sad klinet til det flotte tv. Somme tider var der sne på, eller lyden forsvandt, men så sørgede Bent for at rette på antennen. De havde købt en antenne, der sad udenfor oppe på taget, og som havde brug for at blive rettet på, en gang i mellem.

Vi skulle så starte i skolen, og det blev hårdt. Jeg hadede at gå der, for der var jo ingen, som jeg kendte, og alle snakkede helt anderledes end jeg. De drillede mig med mit jyske og puffede mig ind i Atombomben, en ganske alvorlig TYK pige, som så ud til ikke, at kunne gøre for det. Hun spiste altid slik og søde sager.

Til efteråret skulle Gurli og jeg i Tivoli for at mødes med vore skolekammerater fra Hørning. Det var så skønt, så skønt. Vi mødte vores klasse ved indgangen til Tivoli, og jeg gik så ud med Desser, som Leif stadig blev kaldt. Gurli fandt hurtigt Ida, og vi tog først hjem med det sidste tog klokken 0,16 - til Hedehusene. At vi ellers helst ville have været med vores gamle klasse til Hørning, var vi godt enige om, men det forblev en drøm.

Jeg kunne bestemt ikke lide at gå i skole. Især frøken Tylle var jeg ikke meget for. Vi havde engelsk med hende, og var der noget, jeg bestemt ikke ville, så var det at snakke udenlandsk. Jeg havde svært nok ved at blive forstået med mit jyske. Jysk-engelsk lyder bare dumt.

Efter skoletid gik det dog lidt bedre, for så kørte vi ned til Slots. Det var et ægtepar, der var kristne, og som lod os unger komme ned for at hygge os. Der hørte en have til stedet, og vi dyrkede masser af grønt, og hvad vi gerne ville se og spise. Om sommeren var vi udendørs, men om vinteren så foregik det inde i huset. Vi sang rigtig meget, og det var her, jeg havde en stor rolle. Det var nemlig mig, der fik lov til at spille på klaveret og sørge for, at de andre sang i den rette tone. Så var der diskussioner eller film. At alle filmene var kristne, betød nu ikke noget, for de var smadder spændende. Fru Slot ville gerne lære mig at spille de nye melodier på klaver, og derfor så tog jeg hjem til dem i deres private hus, hvor et stort klaver var til min rådighed. Der var bare eet stort problem ved disse øvelser. Fru Slot havde en ualmindelig hamper lugt, fra munden, og den kunne ligefrem få øjnene til at løbe i vand. Jeg trænede mig i at undgå at trække vejret, når hun sad tæt ved mig, men når jeg så endelig skulle have luft, så var stanken dræbende. Jeg fik endda også brækfornemmelser.

Der var en anden dreng, som var hellig, og han var altså noget særlig, mente Slot, som havde belønnet ham med en nål, hvor der var påsat et kors. Jeg syntes, den var flot og spurgte, om der var en nål til mig. Men her blev der lige sat en grænse. "Oscar, det er noget man skal gøre sig fortjent til at få". Slots stemme blev helt mærkelig og højtidelig, han fortsatte med endnu mere vægt: Du skal være meget troende, og det er du vist ikke, vel?" Dette måtte jeg nok give ham ret i, men at den anden dreng skulle være så troende, den hoppede jeg nu ikke på. Jeg havde hørt ham sige både fanden og sgu. Og så kunne han finde på at stjæle fra de jakker, der hang over stolene. Nå, men jeg holdt snart op med at komme der, og det var faktisk, fordi jeg jo ikke var god nok til gå med en nål.

At gå i skole var en pestilens især for mig. Jeg snakkede jo stadig jysk og kom derfor i klammeri med andre drenge næsten hver dag. Bare det at have engelsk med frøken Tylle var umenneskeligt. Forsøgte jeg med "haw do joy do", var det på jyskengelsk, og det gav latterbrøl fra de fleste i klassen. Matematik var så anderledes end regning, og jeg fattede ikke disse dumme æbler og pærer, der kunne blive til noget andet.

Gurli trivedes bare så godt, og jeg følte mig så alene og fortabt. Da vi havde gået 5 klasse færdig, så spurgte jeg far, om jeg måtte kvitte skolen. Jo det var måske ikke en dårlig ide, for jeg skulle jo så i lære eller finde et arbejde, sagde han.

Vi blev konfirmeret i Hedehusene kirke, og for første gang i mit liv havde jeg fået et sæt tøj. Gurli var vokset ret meget, og hun var et hoved højere end mig. Jo hun så ligefrem voksen ud. Men jeg skulle altså ikke tro, at jeg bare kunne gå og hygge mig på Bjørnehøjvej. Enten skulle jeg i lære hos far eller hos elektriker Rosenbum, som far kendte og havde snakket med. Jeg ville bare ikke lige det, som far havde tænkt sig, og da han fandt ud af det, ja, så skulle det gå efter hans pibe.

Mor og far i deres bedste alder.
Nu vil Far altså vise, hvad han duer til.
Vi skal til København og bygge et nyt hus. Og vi skal lære at tale dansk.

Jeg kommer ud at tjene

"Du kan komme ud og tjene på en gård ½ år,  så du kan lære noget om voksenlivet. Det har du bestemt brug for. Du skal ikke gemme dig bag mors skørter og tro at livet bare er en leg".

Jeg kom ud til Georg Hansen, som havde en mindre gård i Baldersbrønde. Jeg skulle passe køer og gå i marken og til hånde med alt, selv havearbejde. Men køerne drillede mig, især når de skulle ud i marken. Var der tyregale køer med i klyngen, så sprang de op på hinanden, og alle blev så viklet ind i kotøjret. Når jeg så løste dem fra hinanden, så løb flere af dem bare af sted ud på andre marker. Jeg var rasende, og der kom tårer i øjenkrogene, men ud kom de dumme køer dog til sidst. Jeg skulle også malke dem, og om søndagen var jeg alene om de mere end 20 køer. Jeg brugte mange timer i kostalden og fandt ud af, at det slet ikke var så tosset et sted. Der var varmt og godt. De gumlede hele tiden, og i den anden ende prustede de næsten lige så højt. Lugten var slet ikke så slem, tværtimod. Det var jo kokager.

Vi havde 2 heste, det var Røde og Skimle, der havde en del år på bagen og derfor ret nemme at arbejde med. De skiftedes til at bære mig ud på marken, når jeg skulle flytte køer, der stod i tøjr. Kun én gang faldt jeg af Skimle, og det så Georg. Derefter måtte jeg gå ud i marken, når køerne skulle flyttes. Han ville ikke have, at der sku ske mig noget.

Vi havde også grise. Dem var jeg nu ikke så ivrig for at komme ind til. Der var flere af dem, som gerne ville bide mig, og de fik så nogle slag med kosten. Når der skulle muges ud fra dem, så kom der en lugt, der virkelig kun få trangen til at kaste op i mig. Øjnene løb i vand, og der var kun én ting, der skulle gøres. Det var bare om at blive færdig så hurtigt som muligt.

Kunsten at luge roer fik jeg hurtigt fat i. Det var ligefrem skægt at gå og hakke i roligt tempo, række efter række, mens jeg sang eller fløjtede tidens mest populære melodier. Det værste, jeg blev sat til at gøre, var at tømme lokumsspanden, som stadig blev brugt på  gården. Altså vi havde kun eet lokum på gården, og spanden var altid overfyldt. Og når jeg så gik ud mod møddingen med den, så blev mine bukser drivvåde af pis og lort. Og menneskelig afføring lugter altså ikke af lagkage. Da det var mit faste arbejde, så fandt jeg hurtigt ud af at tømme spanden, inden den blev for fuld.

Der var lige én ting mere, som jeg ikke var så god til, og det var, når vi skulle slagte høns. Jeg fik besked på at fange en høne, og så skulle jeg holde den, mens Georg med øksen sørgede for, at hovedet forlod kroppen. Det sprøjtede med blod fra halsen, og jeg slap den stakkels hovedløse høne, som så forsøgte at løbe for livet. Det så noget mærkeligt ud, for den løb jo rundt og rundt om sig selv, som i blinde.

Jeg blev fedet godt op af madmor, og faktisk så havde jeg en god sommer, hvor der ligesom voksede hår på brystet, og lidt buler, som jeg kaldte for muskler, viste sig de rigtige steder. Men da november stod for døren, så flyttede jeg atter hjem i varmen og til mors havregrød. Jeg fik lidt småjobs her og der men kunne ikke finde ud af, hvad jeg egentlig ville. Tæt ved Georgs gård boede der cirkusfolk. De havde nogle tigre gående i bur, og selv boede de i en slags togvogne. Hos dem var der en flot pige, der var på min alder. Jeg kan ikke huske hendes navn, mest fordi det var svært at sige, og så fordi hun lod sig kalde Lusie. Hun var lidt mørk i huden og naturligvis sigøjner. "Jeg har sigøjnerblod i mig", sagde hun tit og var ret så stolt over det. Lusie kunne udføre en del artisteri, hun gik i bro, og samtidigt med det, så spillede hun på trompet. Hver eneste dag, jeg kom for at besøge hende, så øvede hun sig med begge ting. Hun ville også op i trapets, og derfor så havde de lavet en særlig opsats, hvor hun blev hejst op ved hjælp af en line. Derfra hang hun så og kikkede ned på os, mens hun spillede "o my papa".

Lusie havde mange modermærker, og hendes hud var ret ru i det. Derfor så smurte hun sig ind i noget særligt creme, der fik huden til at skinne. Jeg var jo ikke særlig gammel, så familien havde ikke noget imod, at jeg var der, men Lusie skulle giftes med en verdenskendt artist, sagde hun stolt, og jeg syntes, det lød godt. Flere gange blev jeg sendt hjem, for jeg var kun i vejen, når hun skulle træne, sagde de gamle bedsteforældre, der passede på Lusie. 

Vores venskab gled stille ud, og jeg har endnu ikke læst om den smukke cirkusprinsesse fra Hedehusene. I aviserne kunne vi langt senere læse, at man havde aflivet nogle tigre, der havde haft en kummerlig tilværelse i et lille bur.

Far ville stadig gerne have, at jeg skulle overtage hans forretning engang, altså at jeg skulle være med i Murermester Andersen & SØN. Derfor forlangte han, at jeg skulle tage med ham ud til et hus, han var ved at pudse vægge på, for at se, hvad det hele drejede sig om. Jeg var da også med det meste af dagen, men da far satte mig til at arbejde med et tungt stillads, der skulle bruges, så han kunne pudse loftet, så fik jeg nok. Far gik inde ved siden af og snakkede om mine store muligheder i hans verden, og jeg listede af sted, uden han opdagede mig. Da vi mødtes ved aftensmaden, kom fars ironiske snak selvfølgelig til at handle om alt det, han havde fortalt mig. "I timevis talte jeg ud i et tomt rum. Hvad vil du gøre ved det?", var fars spørgsmål, mens hans kikkede strengt på mig. Jeg havde ikke ord, der var passende, og næste dag startede jeg med at finde et job. 

Jeg havde fået arbejde på et renseri i Valby, tæt ved Toftegårdspladsen. Der skulle jeg smide det rene tøj ind i tørretumblere, og når det var tørt nok, så skulle det ud igen. Det var et hårdt og varmt job. Støvet var det også. Tit var der folk, som havde glemt at tømme deres lommer, inden de lod tøjet gå til rensning, og det faldt så ud. Jeg fandt både penge og værktøj i tumbleren. Var der mange penge, så gik jeg op til mester med dem. Der vankede altid en findeløn, og mester var ærlig nok at give mig dem. Værktøj, var noget vi i første omgang lagde til side. Kom der nogen efter det, så var det ok. Ellers fik det andre hænder at gå på.

Der var kun eet sted, jeg helst ikke ville være, og det var, hvor tøjet blev vasket med terpentin, senere petroleum og sidst almindelig vand. Der var en stank i dette rum, og hver gang, jeg arbejde der, fik jeg hovedpine. En ældre mand havde derfor fået dette job, og det skulle vise sig, at det blev hans død. Men ingen anede hvorfor?

Jeg arbejdede sammen med en anden dreng, og han havde købt sig en læderjakke. Den var virkelig barsk, og jeg var meget misundelig på ham. Jeg fattede ikke, hvorfor han gerne ville sælge den til mig, for han så jo rigtig barsk ud. Men da jeg havde købt den, ganske billigt, så fortalte han mig, at hans far havde forbudt ham at gå med den. Jeg fik nu aldrig problemer med far, for han havde opgivet mig, og med den jakke på skulle jeg nok blive sat på plads af andre, mente han.

Jeg tog tit toget til København og gik lange ture i den gamle hovedstad. Jeg besøgte Holger, som havde en tatoverings-forretning i Nyhavn. Holger var rigtig god til at lave tatoveringer, og der var rigtig mange penge i den forretning. En dag, hvor jeg kikkede ind til ham, var han i gang med at lave en tatovering på en dame. Jeg var nysgerrig og gloede som en besat. Damen, der var flot, havde en morgenkåbe på, og Holger havde sin maskine snurrende mellem hendes ben. Hun havde ikke bukser på, og det blødte det sted, hvor damer har meget hår. Jeg kunne se, at det var lige ved tissekonen, at der skulle laves noget. Jeg blev flov og trak mig tilbage. Holger og damen grinede ad mig, og jeg fandt nogle blade og kikke i, mens de blev færdige.

Holger var på arbejde hver anden dag, og han lejede så forretningen ud de dage, han ikke selv gad være der. Jeg ville gerne have en tatovering, og da jeg ingen penge havde men derimod noget værktøj fra min arbejdsplads, som Holger godt kunne bruge, så lavede han en lille svale på min venstre arm. Der skulle stå mor på det nederste af svalen, og der skulle være farver på. Jeg opdagede, at det gjorde ondt, og at man fik et kæmpesår, som skulle hele, inden tatoveringen kom til syne. Far var selvfølgelig gal over, at jeg var blevet brændemærket, men mor var stolt over, at der skulle stå "MOR". Der gik altså betændelse i såret, og jeg turde ikke få lavet det færdigt. "Mor" kom aldrig på svalen.

Jeg har tjent på en gård og er nu klar til at gå på valsen.